april 2020
M Ti O To F L S
« mar    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Sika Haslund’

Vinterjagt af Nina von Staffeldt

Vinterjagt er fjerde uafhængige bind i den grønlandske krimiserie om Sika Haslund

Vinterjagt af Nina von Staffeldt

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg har læst de foregående bøger af Nina von Staffeldt med stor fornøjelse. Vinterjagt lægger sig på bedste vis i kølvandet af disse, og tager endnu en gang læseren med på en underholdende rejse til Grønland.

Sika Haslund flyttede sammen med sønnen Mathias tilbage til Grønland, da hendes mand døde for tre år siden. Her fik hun arbejde som kommunikationskonsulent hos Go Greenland, det grønlandske selvstyres paraplyorgan for erhverv og turisme, og ved siden af er hun begyndte at skrive artikler om gamle kriminalsager for avisen Seqineq.

Hvor alt ånder fred og ro hjemme hos Sika og Mathias, er det samme ikke tilfældet i det grønlandske natteliv. En stigende mængde hash og hårde stoffer finder vej til værtshuse og diskoteker med indlæggelser og dødsfald til følge. Politi og toldere forsøger at dæmme op for indsmuglingen, men Grønlands over 44.000 km kystlinje gør det mildest talt til en vanskelig opgave.

Journalisten Thormod Gislasson skriver på en artikel om de nye, farlige stoffer, da han bliver kontaktet af en ung mand, som har oplysninger til ham. Oplysninger der har bragt den unge mand i alvorlig fare.

Imens arbejder Sika på en artikel til Go Greenland om lokale virksomheder, der benytter sig af udenlandsk arbejdskraft. Her støder hun på en virksomhed, der både har albanere og grønlændere ansat, men som viser sig ikke at være helt fin i kanten.

I efterskriftet fortæller Nina von Staffeldt, at idéen til Vinterjagt opstod, da en af hendes bekendte fik job i Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug i Nuuk. Ad den led hørte hun om Fiskerilicenskontrollens arbejde, og så lå det lige til højrebenet at sammenkoble det ellers så fredelige erhverv med narkosmugling og hvidvask. Resultatet er blevet en vellykket krimi, der tager livtag med nogle af det moderne Grønlands problemer.

Serien om Sika Haslund er ikke hæsblæsende action, hvor hver side drypper af blod. Heldigvis, for dem er der nok af. Derimod mærkes det tydeligt, at Nina von Staffeldt kender Grønland og grønlænderne indgående. Hun går bag om avisernes sort/hvide overskrifter, og gør landet og befolkningen levende for læseren, samtidig med at vi bliver underholdt på bedste vis af et troværdigt plot og sympatiske hovedpersoner.

Jeg er blevet bidt af serien fra det iskolde nord, som på den ene side er et koldt og meget anderledes sted, og som på den anden side ikke er meget forskellig fra vores hjemlige provinsbyer. Så en stor anbefaling til Vinterjagt herfra. Og har du ikke læst de tre første bøger i serien, så har du noget godt til gode.

Uddrag fra bogen:

Tyve minutter senere ønskede hun, at hun bare var gået direkte til frokost. Uengageret sad hun og stak til maden, da Gitte og Mads gled ned ved hendes bord.

“Hva’ søren, smager det så grimt?” Mads pegede grinende på den i øvrigt udmærkede kyllinge-linse-salat.

Sika gjorde en grimasse. “Naamik. Det er, fordi jeg læste på KNR, at to personer i Nuuk kort efter hinanden er døde af en overdosis ecsatsy.” Hun så op. “Jeg tænkte ikke videre over det, men bagefter tjekkede jeg Facebook og opdagede på opdateringer fra venner og naboer, at jeg ved, hvem begge er. Det føles ærligt talt ikke ret festligt.”

Gitte lagde spontant hånden på hendes arm. “Hvor trist, var det nogen du kendte godt?”

Sika rystede på hovedet. “Ikke personligt, men jeg har mødt kvinden, der døde, og også den unge fyrs mor.”

Og mens Gitte og Mads stille lagde bestikket ned ved siden af deres tallerkener og lyttede med alvorlige miner, fortalte Sika om den 18-årige Karl, som var kommet ud, hvor han ikke kunne styre tilværelsen, og hvordan forældrene magtesløse havde måttet stå og se til uden at kunne gribe ind. Og hvor skidt hun følte sig over ikke at have hjulpet hans mor noget mere. Og bagefter om 44-årige Ragna, hvis venner havde skrevet en fin og smuk nekrolog på Facebook i forlængelse af venindens helt uforståelige død.

“Men du foreslog jo drengens mor, hvad de kunne gøre – og det var vildtfremmede mennesker.” Gitte så indtrængende på Sika, som smilede blegt tilbage. Ja og nej, tænkte hun. Gitte havde boet her i mange år, men forstod måske ikke fuldstændigt hvordan det hele hang sammen. (side 39-40)

Reklame: Tak til Milik Publishing som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Vinterjagt:

Udgivelsesår: 19.03.2020
Forlag: Milik Publishing, 320 sider
Omslag: Emil Nørgaard Stach, Justin Case Productions

Læs en spændende artikel på Bog.dk om arctic noir, hvor bl.a. Nina von Staffeldt bliver interviewet.

Serien om Sika Haslund:

Vinterjagt, 2020
Skibet fra Isfjorden, 2018
Den sorte engel, 2017
Frosne beviser, 2016

Læs også:

De dødes fjord af Hans Jakob Helms
Korsveje i nord af Bjarne Ljungdahl
Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo
Åndemaneren – Blodengel 2 af Lotte Petri
Skibet fra Isfjorden af Nina von Staffeldt
Den sidste olie af Rune Stefansson
Is i blodet af Robert Zola Christensen

Skibet fra Isfjorden af Nina von Staffeldt

Skibet fra Isfjorden af Nina von StaffeldtSkibet fra Isfjorden er tredje bog i Nina von Staffeldts krimiserie om Sika Haslund. Som forgængerne er læsningen en udsøgt og spændende fornøjelse.

For et års tid siden vendte Sika Haslund tilbage til Grønland med sin søn Mathias, efter at hendes mand Casper omkom i en ulykke i Danmark. Nu er hun bosat i Nuuk og arbejder som kommunikationskonsulent i Go Greenland; hjemmestyrets paraplyorganisation for erhverv og turisme.

Denne dag ser hun frem til at høre sin gudfar, professor dr. Phil. Thyge Høyer-Larsen, holde en forelæsning om Grønlands politiske situation under 2. verdenskrig, og forhåbentlig nå at få indhentet lidt forsømt tid med ham bagefter. Men Thyge dukker ikke til deres aftalte møde, og senere viser det sig, at han er omkommet i en ulykke.

Et par uger efter Thyges begravelse løber Greenland Future Destination af stablen – et stort anlagt turist- og erhvervsfremstød som Sika er med til at afholde. Her hilser hun på Thyges kollega Kista Brünner, der optræder som stand-in for Sikas gudfar med et oplæg om nazisternes hemmelige vejrstationer m.m. under overskriften ’Storytelling in Modern Tourism’. De to kvinder falder i snak, og Sika bliver fascineret af Thyges sidste forskningsprojekt. Det ender med, at hun får lov til at låne noget af hans materiale for at skrive en artikel til Go Greenland, mod at Kista får teksten til gennemsyn først.

Men Sika er ikke den eneste, der er interesseret i Thyges forskning. Også nogle udenlandske forskerkollegaer er meget opsatte på at få fingre i hans papirer. Efterhånden som Sika dykker ned i materialet, går det op for hende, at Thyge tilsyneladende var på sporet af en hemmelighed, der er alt andet end tør og akademisk. For måske var det ikke blot vejrstationer, der trak nazisterne til Grønland under krigen. Måske havde en hemmelig mission i september 1944 et helt andet formål.

Jeg har nærmest ikke andet end godt at sige om Nina von Staffeldts tredje bog med Sika Haslund. Skibet fra Isfjorden er både underholdende, spændende og overraskende. Sika er en sympatisk hovedperson, ligesom jeg nød gensynet med flere af de centrale bifigurer, som journalisten Thormod Gislasson.

En del af charmen ved serien er, at den foregår i Grønland. Det mærkes tydeligt at Nina von Staffeldt kender landet, og det er fascinerende at blive introduceret til naturen og kulturen, som altid spiller en stor rolle i historierne om Sika. Grønlandske ord og begreber såvel som forskelle og ligheder på det grønlandske og det danske samfund flettes ubesværet ind i handlingen og giver en hel særlig tone til bøgerne. Det er også tilfældet i Skibet fra Isfjorden.

Denne gang udspiller dele af romanen sig i 1944 under nazisternes hemmelige mission til Grønland, og skiftet mellem fortid og nutid giver en ekstra dimension til plottet. Jeg kendte ikke meget til forholdene i Grønland under 2. verdenskrig, så også det var rigtig interessant at læse om. Historien trækker derudover tråde til de højre-nationalistiske tendenser rundt om i verden, som desværre virker til at have vind i sejlene, også i virkeligheden.

Interview med Nina von Staffeldt på Bogforum, 2018Jeg er rigtig glad for serien om Sika, og Skibet fra Isfjorden lever helt op til forgængerne. Nina von Staffeldt har styr på plottet, der som sagt væver sig ud og ind af fortid og nutid. Sika-serien er normalt ikke bloddryppende action, men her i tredje bind er der dog nogle ret barske scener. Bl.a. det indledende kapitel om en voldsom brand står stærkt. Her skriver Staffeldt, så jeg havde lyst til at kigge væk.

Hvis du ligesom jeg er glad for krimier med sympatiske hovedpersoner og en anderledes setting, så kan jeg kun anbefale bøgerne om Sika Haslund. Det er ikke nødvendigvis hårrejsende pageturners, men det er altid en spændende historie med et godt turneret plot. Og ikke mindst er de et fascinerende indblik i den grønlandske kultur.

En stor anbefaling herfra.

Om Skibet fra Isfjorden:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Milik Publishing, 326 sider
Omslag: Marivik & Ivalu Risager

Læs også:

Pigen under jorden af Elly Griffiths
Fra ryggen af Steen Langstrup
Manden der glemte han var død af John Lorentz
Thuleselskabet af Mads Peder Nordbo
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Frosne beviser og Den sorte engel af Nina von Staffeldt
Kaldet af Inger Ash Wolfe
Is i blodet af Robert Zola Christensen

Den sorte engel af Nina von Staffeldt

Den sorte engel af Nina von StaffeldtEn død mand i en forladt fiskekutter fuld af smuglervarer er startskuddet på andet bind af Nina von Staffeldts krimiserie om Sika Haslund.

I 2016 modtog Nina von Staffeldt Det Danske Kriminalakademis Debutantdiplom for Frosne beviser, der var første bog om grønlandske Sika. Nu kommer så efterfølgeren Den sorte engel.

Efter en personlig tragedie rejste Sika efter flere år i Danmark tilbage til Grønland sammen med sønnen Mathias. Her har hun bosat sig i Nuuk, hvor hun nu arbejder som kommunikationskonsulent hos Go Greenland, det grønlandske selvstyres paraplyorgan for erhverv og turisme.

Sika hører om den døde mand i radioen, og selvom det ikke er så heldigt for Grønlands omdømme med en smuglerisag, forestiller hun sig ikke, at sagen vil få international bevågenhed. Men sådan går det. Greenpeace opsnapper nemlig nyheden og lægger an til den helt store kampagne, da de sender skibet Arctic Sunrise til Uummannaq, hvor båden blev fundet. Spørgsmålet er dog, om det egentlig er beskyttelse af truede dyrearter, der er deres agenda, eller om det snarere handler om Statoil-Cairn-Nuanoil-konsortiet, som laver prøveboringer i nærheden?

Og i Uummannaq spidser situationen til. En lokal fisker forsvinder, og noget grus fundet på den forladte fiskekutter tyder på, at smugleriet er orkestreret fra udlandet. Samtidig begynder mod-demonstranter til Greenpeaces aktion at dukke op, og på trods af forstærkninger udefra er det lokale politi hårdt presset.

For at hjælpe de lokale myndigheder med at håndtere den internationale presse bliver Sika sendt til Uummannaq, og før hun ved af det, er hun blevet involveret i sagen om smugleriet og den myrdede mand, oveni sagen med Greenpeace.

Jeg havde fornøjelsen af at tale med Nina von Staffeldt på Krimimessens stand under Bogforum 2017Nina von Staffeldts krimier om Sika er blevet kaldt alt fra sympatiske thrillers over femikrimi til arctic noir. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der passer bedst, men sikkert er det, at jeg følte mig i ualmindelig godt selskab under læsningen.

Her er på ingen måde tale om hæsblæsende action, og nogle vil måske synes, at der går lidt for meget børnepasning og gåture i den. Personligt er jeg dog vild med den afdæmpede fortællestil, som lader læseren få et spændende indblik i Grønlands natur og befolkning ved siden af krimi-intrigen.

Det mærkes tydeligt, at Staffeldt kender Grønland, som hun har boet, arbejdet og rejst i siden 1997. Udover et omfattende kendskab til geografi og samfundsforhold, så flyder grønlandske vendinger og ord ubesværet ind i fortællingen og afslører en ægte kærlighed til landet, og gav mig lyst at besøge Grønland.

Selve plottet hænger udmærket sammen, og fungerer fint som motor for historien, men egentlig er det mest spændende næsten fortællingen om menneskene og landet. Staffeldt tegner nogle fantastiske billeder og får også flettet en masse interessante oplysninger og facts ind, og så er personerne bare generelt sympatiske og troværdige.

For mig lever Den sorte engel helt sikkert op til første bind. Så hvis du holder af en atmosfærefyldt og velfortalt historie, kan jeg kun anbefale at gribe fat i bøgerne om Sika. Du bliver ikke skuffet.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Den sorte engel:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Milik Publishing, 315 sider
Omslag: Marivik & Deluxus Studio

Læs også:

Mads Peder Nordbo Thuleselskabet
Robert Zola Christensen Is i blodet