Indlæg tagget med ‘Simon Petersen’

Videovold og 80’er snask

Videovold

Forlaget skriver:
Der var en tid, hvor døde politibetjente blev lavet til robotter, hvor ninjaer var det vildeste i verden og hvor både muskler og eksplosioner var større end nogensinde før! Ja, den gyldne videobåndsæra i de neon-grønne 80’ere slap i den grad den vilde fantasi, de slimede monstre og de store bazookaer løs på de lokkende, forbudte og magiske VHS-hylder i videobutikkerne. Det er den selvsamme eksplosive vildskab, som man kender fra de farverige VHS-covers, at den mere end 160 siders tykke og farvefyldte tegneserie-antologi ’Videovold og 80’er-snask’ er gjort af.

Det danske mikro-forlag Afkom har haft travlt siden etableringen i 2019, hvor det blev grundlagt i ren frustration over, at der ikke blev udgivet nok horror-tegneserier og zines i Danmark. Udover serien Absurd hvor bind 5 for nyligt udkom, har de bl.a. udgivet flere flotte kickstarter-projekter. Her er Videovold seneste skud på stammen med 13 historier fra forskellige bidragsydere samt ikke mindst en utrolig flot forside af Jens Jo Jensen og et totalt underholdende forord af Niels Paridon fra podcasten MOVIEBOX.

I mit barndomshjem tog vi ind til Horsens og lejede en movieboks, hvis der skulle ses videofilm. Min venindes forældre havde derimod videoudlejning hjemmefra, og når hun og jeg var alene hjemme hos dem, sneg vi os ind i mellem til at se film fra hylderne. Bl.a. husker jeg, hvordan vi med skrækblandet fryd så filmen The Child i små bidder, når vi kom hjem fra skole og lige havde 20 minutter, før hendes forældre kom fra arbejde. Men da jeg flyttede hjemmefra i 1991, fik jeg hurtigt fingre i en brugt vhs-afspiller. Herfra blev videofilm en fast bestanddel af min fritid, og når jeg læser Videovold er det derfor med masser af genkendelsens glæde.

De 13 historier er meget forskellige i deres visuelle udtryk, men fælles for dem – udover den udpenslede vold – er en sprudlende fortællerglæde og en stor kærlighed til vhs-videoens storhedstid. Jeg har set et hav af dårlige actionfilm og tåbelige splatterfilm, som uanset den filmiske kvalitet var en stor fornøjelse. Lidt på samme måde har jeg det med Videovold og 80’er snask, for selvom ikke alle historierne rammer mig 100% personligt, så rammer den samlede udgivelse rent. Her er nostalgitrip, visuel nydelse, splat, humor og ikke mindst vilde og overvældende historier.

Med andre ord – herlig læsning som også Troldspejlet anbefaler 🙂

Flugten fra Viet-Cong af David Liu
Under Vietnamkrigen leder Action McJackson operation Wandering Soul og må finde sin indre Feng Shui frem.

Slaske hjerner af Anders Fjølvar
Punkeren får fråderen efter hjerne pizza og ender med at lade reptilhjernen få frit løb.

Colt versus Atom ninjaen af Simon Petersen
Et atomkraftværk invaderes af ninjaer, men Colt og en barbiedukke er klar til at redde verden.

ZAP af Nicolai Hvidberg Jørgensen
Besøg af Video Nasties.

Final Girl af Michael Carlsen
Et ouija bræt, en øksemorder og en mørk, stormfuld nat.

Videoangreb af Henrik Kublick
VHS-båndet tager kampen op mod dvd og streamingtjenester.

VHS VHS af Bjarke Friis Kristensen
Videosnask der trænger helt ind.

Lifelike af Jonas Kleis
Symbiose.

Ninja the Mob Massacre af Peter Keller Hansen
Når skærmen bliver lidt for virkelig.

Disconnect af Kubris
Skurk i en verden, helt i en anden.

Ånder ombord af Brian Dall Schyth
Selvrealisering eller …?

Arkadeslasheren af Tonni Thorsen
En fortælling om vanens magt og bedragets mørke.

Slimen fra det ydre rum af Matias Gedtek
Atomkraftværk, robotter og skolebørn på afveje.

Om Videovold og 80’er snask:

Udgivelsesår: 19.06.2021
Forlag: Afkom, 160 sider
Omslag: Jens Jo Jensen

Lyt til Troldspejlets anmeldelse (24/6-21 ca. 01:09:28)
Lyt til forlaget Afkoms podcasten Videovold

Indhold:
Forord af Niels Paridon
Flugten fra Viet-Cong af David Liu
Slaske hjerner af Anders Fjølvar
Colt versus Atom ninjaen af Simon Petersen
ZAP af Nicolai Hvidberg Jørgensen
Final Girl af Michael Carlsen
Videoangreb af Henrik Kublick
VHS VHS af Bjarke Friis Kristensen
Lifelike af Jonas Kleis
Ninja the Mob Massacre af Peter Keller Hansen
Disconnect af Kubris
Ånder ombord af Brian Dall Schyth
Arkadeslasheren af Tonni Thorsen
Slimen fra det ydre rum af Matias Gedtek

Læs også:

Absurd #4
Morf af Frank Brahe
De dødes sjæle af Richard Corben
I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi
Trailerpark Apocalypse af Jimmi Jensen
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Kulkælderen #5
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Gigant af Rune Ryberg
Hit And Run Mutants af Sprogø & Balslev
Repulsive Attraction af Patrick Steptoe
Usete steder af Karoline Stjernfelt
Volt #5


I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi

I ly af mørket - en H.P. Lovecraft tegneserieantologi

Den 10. september søgte Forlaget Afkom støtte via Kickstarter til at få udgivet Danmarks første H.P. Lovecraft tegneserieantologi I ly af mørket. På under et døgn var beløbet samlet ind, og kampagnen endte med at samle så mange penge ind, at det planlagte uindbundne hæfte blev til et lækkert indbundet værk i A4 størrelse.

I ly af mørket indeholder i alt 9 spændende nyfortolkninger af H.P. Lovecraft noveller samt et informativt forord af Thomas Winther.

Det overordnede indtryk af udgivelsen er godt. Martin Zauner står for den stemningsfulde forside, der diskret og underspillet slår tonen af rædsel an. Herefter følger fortællingerne, der er en blanding af kendte og mindre kendte Lovecraft historier. Som det er med antologier, arbejder kunstnerne i forskellige tegnestile, men alle fortælles dog i sort/hvide illustrationer.

Thomas Winther kommer ind på det i sit forord. Lovecraft er kendt for sine ‘ubeskrivelige rædsler’, og hvordan får man lige dem formidlet i et billedmedie som tegneserien? Langt de fleste af historierne i I ly af mørket klarer opgaven overraskende godt, og jeg må sige, at jo flere gange jeg har læst dem, jo bedre bliver de.

Blandt mine favoritter er ‘Rotterne i murene’, som her bliver fortolket af Lauge Eilsøe-Madsen. Den gamle De La Poer vender tilbage til familiens slot, der blev forladt af familien under mystiske omstændigheder i 1600-tallet. Kaptajn Norrys, den nuværende ejer, har forsket lidt i De La Poer slægtens historie, men De La Poer slår de grufulde historier hen som gammel overtro og dumme rygter. Men om natten vågner han fra et mareridt til en skrattende lyd af rotter i væggene.

Lauge Eilsøe-Madsens illustrationer er yderst effektive. Siderne indeholder godt nok fortløbende billedrammer, men de opløser sig flere steder til et samlet kalejdoskopisk billede, der med sine overlap og utallige tableauer bliver en slående illustration af det ubeskrivelige.

Jeg vil også fremhæve ‘Randolph Carters erklæring’ af Mathilde “Matt” Riberholdt Jensen, som er et fremragende eksempel på en historie, hvor et billede siger mere end tusind ord. Carter afhøres af to mænd om begivenhederne, hvor hans gode ven Harley Warren forsvandt. Han forklarer, hvordan Warren tog ham med på en ekspedition til en gammel begravelsesplads. Her lod han Carter blive ved indgangen til et halvvejs forsvundet gravsted, mens han selv gik ned i mørket. Selvom de to mænd havde telefonisk forbindelse, forsvandt Warren pludselig og kom aldrig tilbage.

Hvor Eilsøe-Madsens illustrationer på en måde kan kaldes overdådige, er Riberholdt Jensens illustrationer nærmest minimalistiske. Her er fokus på personerne, og kun enkelte steder tilføjes lidt baggrund. Stilen er realistisk, og rædslen opstår i personernes mimik og beskæringen af billederne. Vi ser således ikke det ubeskrivelige, men ‘kun’ personernes reaktion på det, og det er vanvittigt effektivt.

Jeg kunne have valgt flere andre, men den sidste fortælling jeg vil fremhæve her, er ‘Billedet i huset’ fortolket af Nmaar. En rejsende søger en stormfuld nat ly i et gammelt hus i New England. Umiddelbart virker det tomt, så den rejsende ser nærmere på bøgerne i biblioteket. Her opdager han en bog, der indeholder nogle grusomme illustrationer af kannibalisme. Og pludselig dukker en gammel mand op på trappen.

Nmaars illustrationer er meget mørke og minder om linoleumstryk. Her ligger en del af fortællingens uhygge i, at vi som læsere selv putter alverdens udtryk ind i de sorte felter. Som et ekstra lille kuriosum lader Nmaar den gamle mand tale i dialekt, et ekstra indicium på hvor langt ude på landet (og i mørket) den rejsende befinder sig.

I ly af mørket er en flot udgivelse fyldt med spændende illustrationer. Skal jeg drysse en smule malurt i bægeret, så sidder jeg dog tilbage med en følelse af, at selve korrekturen er gået lidt for hurtigt. Flere steder er der slåfejl eller mangler mellemrum, og det er bare rigtigt ærgerligt, når nu resten er så flot. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale I ly af mørket til både H.P. Lovecraft entusiaster og tegneserie-elskere. Begge grupper vil helt sikkert føle sig godt underholdt.

Om I ly af mørket:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Forlaget Afkom, 100 sider
Omslag: Martin Zauner

Indhold:
Dagon af Sylvest A. Jeppesen
Rotterne i muren af Lauge Eilsøe-Madsen
Udyret i grotten af Christine Reinwald Mansoor
Den frygtelige gamle mand af Anders Fjølvar
Randolph Carters erklæring af Mathilde “Matt” Riberholdt Jensen
Kattene i Ulthar af L.P. Hømkraft
Billedet i huset af NMAAR
Farven fra rummet af Simon Petersen
Pickmans model af Peder Riis

Læs også:

Absurd #3
Okkult mekanik af Emil Brahe & Andreas Hansn
H.P. Lovecraft’s Haunt of Horror af Richard Corben
Made Flesh af Lars Kramhøft & Tom Kristensen
X fra det ydre rum af Lars Kramhøft & Tom Kristensen
Kulkælderen #5
King af A. Silvestri & Christoffer Gertz Bech

Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft

Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft“Death Skool” er en rendyrket og stemningsfyldt splatter-hyldest til 80’er og 90’er sci-fi film og gysere, og kan sagtens ses i forlængelse af klassikere som The Thing og Aliens. Dog er denne tegneserie helt sin egen, med sin humor og svælgende dyrkelse af brutal splat, vold, blod og alverdens kropsvæsker. En fryd for øjet og en oplevelse for folk med stærke nerver og maver. (fra bagsiden)

Jeg faldt over Death Skool til Skrækfest i Odense. Da jeg har læst lidt forskelligt af Lars Kramhøft, snuppede jeg den med, og sikke et held. Her er nemlig tale om en herlig splattet og grotesk fortælling fyldt med humor og vilde sort/hvide tegninger.

Handlingen er en blanding af Escape from New York og Dangerous Minds. Skoler er blevet afløst af S.K.O.O.L. systemet, hvor underklassens børn samles i afsidesliggende faciliteter bevogtet af vagter. Janet Laughton møder ind til sin første dag, og er fuld af gode intentioner. Det får Mrs. Applebaum dog snart pillet ud af hende. Eleverne er FJENDEN.

Der går da heller ikke længe, før helvede bryder løs. En gruppe elever starter et oprør, og snart er Janet på vild flugt. Hendes eneste håb er eleven Melissa, der tilhører elevfraktionen “De stille”, samt den formodede afdøde gymnastiklærer Mr. Henderson – og til sidst er hun nødt til at stole på sig selv.

Jeg var vildt underholdt af Death Skool, der er fyldt med corny one-liners og referencer til 80’ernes og 90’ernes B-film. Det er skævt, det er skørt og det er kanon underholdning.

Illustration fra Death SkoolOm Death Skool:

Udgivelsesår: 2018
Forlag:  Tegneseriekollektivet Urkraft, 52 sider
Illustrationer: Simon Petersen og Lars Kramhøft

Se også:

Alena af Kim W. Andersson
Fordærv af Michael Kamp
Dennis, Megan og Dirty Harry af Morten Nis Klenø
NYX – Wannabe af Joe Quesada
Suspiria instrueret af Dario Argento
Wilderness instrueret af Michael J. Bassett
Battle Royale instrueret af Kinji Fukasaku

Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav Bøgelund

Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav BøgelundHvorfor skabte Gud mennesket? Det spørgsmål finder du svaret på i Necropolis, en tegneserie af Simon Petersen og Cav Bøgelund.

Da punkeren Nigel dør efter at have blandet terpentin med syre og creme fraishe, vågner han op i dødens ventesal. Her må han sammen med tusindvis af andre sjæle vente på at komme i enten himlen eller helvede. Men Nigel er i tvivl, og da han bliver stillet spørgsmålet om, hvorfor Gud skabte mennesket, svarer han forkert og bliver sendt til Necropolis.

Necropolis er de levende dødes by. En slags limbo, hvor fortabte sjæle venter på enten at blive velsignet med fortabelse eller ophøjet til de højere sfærer. Her møder Nigel gedebukken Håb, der introducerer ham til tilværelsen i dødsriget.

Men Nigel har ikke tænkt sig at affinde sig med at være fanget i limbo. Først forsøger han at finde en fysisk vej ud af Necropolis, siden lykkes det ham at finde svaret på spørgsmålet om menneskets skabelse. Spørgsmålet er dog, om han overhovedet er interesseret i at indgå i Guds himmerige?

Necropolis udkom første gang i 2003 som et hæfte til blot 20 kr., men i 2019 kontaktede forlaget Baggårdsbaroner Simon Petersen med et ønske om at genudgive den. Året før var tegner Cav Bøgelund død i en tragisk ulykke, så Simon Petersen så en genudgivelse som en mulighed for at ære Cavs minde. Denne nye version er da også en lækker bog i hardcover, tykt papir og ekstramateriale i form af efterord og mindeord samt nye tegninger af blandt andre Tatiana Goldberg og John Kenn Mortensen.

Illustration fra Necropolis af Cav BøgelundJeg må indrømme, at jeg ikke kendte til Necropolis, før jeg faldt over den på biblioteket, men et kig på forlagets hjemmeside afslører, at den i tegneserie-undergrunden anses som Danmarks første graphic novel. De to skabere vandt årets talentpris for hæftet, der var et betydeligt brud med den fransk/belgiske albumtradition. Udgivelsen fik dog ikke det store folkelige gennembrud, men heldigvis giver forlaget Baggårdsbaroner nu historien en ny chance, for her er tale om en både eftertænksom, charmerende og spændende tegnet fortælling.

Simon Petersen stiller et stort fedt spørgsmålstegn ved Gud som en tilgivende og kærlig gud, hvilket sikkert vil provokere nogen. Jeg kan dog godt lide det uortodokse blik på religion, som makkerparret ligger for dagen. Og historien er ligeså aktuel i dag, som da den første gang udkom. Den kan nemlig i ligeså høj grad læses som en satire over nutidens bureaukratiske samfund, hvor for eksempel arbejdsløse skal sende X antal ansøgninger af sted om ugen, mens virksomhederne er nødt til at makulere de uopfordrede ansøgninger på grund af EU lovgivningen om persondata.

Necropolis kan absolut anbefales, og hvis ikke min omtale har overbevist dig, så læs anmeldelsen på Nummer 9:

“Necropolis [udstiller] på forrykt vis det at stille spørgsmål uden at få svar og være et sted i livet, hvorfra der ingen vej er, heller ikke døden – som er netop, hvad jeg forstår ved karikaturens og satirens fuldstændige yderpunkt. Det absurde. På flere måder – både som skrevet og tegnet fortælling afklæder Necropolis kunstnerisk set os som mennesker, samt udstiller vores topstyrede skrankesamfund og religionshykleri ind til, ja, benet.”

Om Necropolis:

Udgivelsesår: 2019 (2003)
Forlag: Baggårdsbaroner, 90 sider
Omslag og illustrationer: Cav Bøgelund

Se et interview med Simon Petersen fra Copenhagen Comics 2019 HER

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Okkult mekanik af Emil Brahe og Andreas Hansen
Vand til blod af Morten Dürr
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft
Deadboy af Tom Kristensen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët