Indlæg tagget med ‘sindssygehospital’

Gule roser af Rud Lange

Gule roser af Rud Lange

Jeg købte Gule roser, da jeg var på Bogforum i efteråret 2021, og det er en af de bøger, jeg har dårlig samvittighed over ikke at have fået skrevet noget om her på siden. Det er nemlig en interessant lille bog. Ikke mindst pga. Anders Jørgen Mogensens efterord der hjælper læseren til en dybere forståelse af teksten. Men her kommer i det mindste en kort omtale.

Forlaget skriver:
Gule roser er en mærkværdig dansk skrækroman oprindeligt udgivet i 1911. Det er en litterær kinesisk æske i højt tempo, med utallige lag, trods dens korte længde. Ved udgivelsen blev den latterliggjort, mens det i dag er tydeligt, at den var forud for sin tid i forsøget på at vise sindssygen indefra og give sindssygen en stemme i litteraturen.

Romanens hovedperson, Viktor, er overbevist om at han har fundet grundformen til alt organisk liv. Det er et underligt dyr, en blanding af en elefant og en flue, med ildrøde øjne, snabel, stødtænder, klumpfødder og på størrelse med en oldenborre! I forsøget på at skræmme dyret væk med et skud fra sin revolver, bliver han tiltalt for mordforsøg på en lille dreng og kommer i fængsel. Senere ender han på et sindssygehospital. Dog kun til observation og ikke som patient. Siger han selv. På sindssygehospitalet møder Viktor en farlig morder, som fortæller den rablende historie om hvordan han endte på hospitalet. Og så står vanviddets porte pludseligt åbne som aldrig før, for både Viktor og læseren.

Gule roser er en del af forlaget Eschos serie af samme navn, der fokuserer på kulørt litteratur fra perioden 1900-1945, herunder skrækromaner, elskovsromaner, kriminalromaner og eventyr. Andre udgivelser i serien er bl.a. Jernvognen af Stein Riverton.

Anmelderne skriver:

Rune Christiansen, Litteratursiden:
At sætte ord på Rud Langes ’Gule roser’ er som at forsøge sig med en rutebeskrivelse ud af Minotaurus’ labyrint. Det starter klart og enkelt (højre-venstre, venstre-højre), men på et tidspunkt bliver beskrivelsen så forvirrende, at den ikke længere giver mening. […] Så hvorfor overhovedet læse den? Netop fordi den på ingen måder er en almindelig roman. Tværtimod er det en mørk og mystisk fortælling, der drager os ind i hovedet på en mand, som har tabt al greb om virkeligheden. Den direkte adgang til Viktors tanker og følelser er et fascinerende indblik i et vanvittigt menneskes forkrøblede tankegang, og der er ikke umiddelbart mange danske romaner, der på den måde slipper halsbåndet om psykoserne, lader dem får frit spil på siderne. […] den er fascinerende, og for de, der tør prøve kræfter med en historie langt væk fra triviallitteraturen, så er Rud Langes roman så oplagt et besøg (på anstalten?) værd.” (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Vrangforestillinger, galskab og sindssyge er i denne lille roman skildret med den største, skrækblandede selvfølge og i en form som en kinesisk æske. Den er mærkelig på en interessant måde og får læseren til at rette blikket mod interessen for det sjælelige i dansk litteratur fra begyndelsen af 1900-tallet.

Uddrag af bogen:

En af mine frakkeknapper skrattede mod vindueskarmen, så det gav en sviende skurren, der filede gennem min drømmende hjerne og jog alle dens fantasier på flugt, men så faldt jeg hen i en sløv, behagelig døs.

Pludselig fór jeg sammen.

Der var nogen bag mig!

Jeg hørte bestemt, at der var noget, der rørte sig.

Jeg krummede mine fingre og vendte mig hastigt om parat til at gribe den, der ville komme luskende sig ind på mig.

Men der var ingen!

Selvfølgelig var der ingen.

Der er aldrig nogen, når jeg tror, der er nogen. (side 28)

Om Gule roser:

Udgivelsesår: 13.08.2021 (1911)
Forlag: Escho, 102 sider
Omslag: Simon Bukhave

Læs også:

Små hænder af Andrés Barba
Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Hotellet af Storm Frost
Aura af Carlos Fuentes
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Horla af Guy de Maupassant
Jernvognen af Stein Riverton

Menneskekød: Grotesker 1910-1920

Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen

Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen

Forlagets beskrivelse:
Den førtidspensionerede historielærer Solveig Sollenberg er i færd med at skrive en artikel om den gamle ruin Sankt Michaels Sanatorium, da hun forsvinder sporløst ved en drukneulykke på den vestjyske ø Fejrø. Hendes niece, Katrine, tager kort tid efter Solveigs død ophold i hendes hjem på øen. Mystiske ting begynder at ske i det afsidesliggende sommerhus, og Katrine får snart mistanke om, at Solveigs død ikke var en ulykke, men at der under den idylliske overflade befinder sig mange hemmeligheder blandt lokalbefolkningen på den lille ø. Før Katrine ved af det, befinder hun sig i en slipstrøm af sorg og blodhævn, som kan spores tilbage til natten, hvor den karismatiske patient mystikeren Emanuel Kruse, sammen med sine disciple, udslettede Sankt Michaels Sanatorium.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, da jeg begyndte at læse Sankt Michaels Sanatorium, men jeg blev positivt overrasket. Romanen starter tilbage i 1892. Her brænder det tidligere Ravnekjær Gods, nu privatsanatorium for de gale, ned under grufulde omstændigheder og dræber stort set alle patienter og ansatte. Herfra springer historien til nutiden, hvor Katrine ankommer til Fejrø efter hendes faster Solveigs død.

Katrines fætter Laurits arbejder på øens lokalhistoriske arkiv. Han får hurtigt gjort Katrine interesseret i historierne om slægten der ejede Ravnekjær før det blev sanatorium, samt ikke mindst branden og patienten Emanuel Kruse. Men selvom det er over 100 år siden, at Sankt Michaels Sanatorium brændte, er flere af øens beboere stærkt imod at lave udstillinger om begivenhederne. Der bor stadig efterkommere af de døde på øen, og der er stadig ondt blod mellem slægterne.

Laurits er gift med den lokale læge, Williams, datter, og Katrine bliver snart tiltrukket af den karismatiske og venlige mand. Også en anden mand kommer til at fylde meget i Katrines verden. Den lokale særling Tom der lever alene, udstødt af det lille ø-samfund.

Jeg var vældig underholdt under læsningen af Sankt Michaels Sanatorium. Elsebeth Gundersen Jensen fortæller levende. Historien er spændende, og de historiske detaljer om sanatoriet og de gamle slægter flettes elegant ind i fortællingen. Der er et strejf af mysticisme i fortællingen, som jeg synes godt om, men som en klassisk krimilæser måske vil rynke lidt på næsen af. Endelig er jeg også vild med beskrivelserne af det gamle sanatorium. Det er en perfekt kulisse for historien.

Er du til krimier med plads til kærlighed, tråde tilbage i tiden og et strejf af det overnaturlige, så er Sankt Michaels Sanatorium et fint bud.

Uddrag af bogen:

William slog en hjertelig latter op, mens Laurtis fortsatte henvendt til Vicky: “Katrine har for øvrigt lovet mig at hjælpe med at skrive artiklen færdig om sanatoriet ud fra Solveigs noter.”

Vicky lyste op, og Katrine følte sig pludselig en smule bondefanget: “Altså, det bliver jo hverken i morgen eller i næste uge,” forsøgte hun at trække i land.

William fattede sammenhængen: “Pas på med at give Laurits en lillefinger, han tager hele armen.” Han blinkede til Vicky. “Og din datter med, hvis du er for god ved ham.”

Laurits forsvarede sig: “Katrine vil da også få noget ud af det! Hun skal til at skrive ph.d. Jeg har sagt, at hun godt må bruge historien om Sankt Michael, bare jeg får lov til at udstille den først.”

William skar en overbærende grimasse: “Sanatoriet er vist udelukkende af interesse for folk her på øen.”

Laurits greb fadet med kage og rakte det til Katrine efter at have forsynet sig med et stykke selv: “Det kommer da fuldstændig an på, hvilken vinkel man tager på historien. Hvis man for eksempel tager udgangspunkt i, hvordan de behandlede deres patienter.”

William brummede afvisende: “Det var vel ikke værre på Sankt Michaels, end det var andre steder på det tidspunkt.”

Laurits lo: “Helt rart kan det fandeme heller ikke have været, siden patienterne valgte at brænde lortet ned.” (side 38-39)

Om Sankt Michaels Sanatorium:

Udgivelsesår: maj 2021
Forlag: mellemgaard, 288 sider
Omslag: Maleri af Brian Lassen, Symbiotic Ars

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex
Døden mellem linjerne af Elly Griffiths
Gæld til Djævelen af Lisa Hågensen
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Lyst af Åsa Schwarz
Natstorm af Johan Theorin
Sjælesøstre af Sarah Waters
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Djævelens grin af Annelie Wendeberg

Djævelens grin af Annelie Wendeberg

I 1889 var det utænkeligt, at en kvinde kunne arbejde som læge. Derfor har Anna Kronberg været nødt til at påtage sig en mandlig identitet, og arbejder som doktor Anton Kronberg på Guy’s Hospital i London. Her har hun specialiseret sig som bakteriolog og epidemiolog, og må ind i mellem være politiet behjælpelig. Det er netop tilfældet denne sommerdag, hvor inspektør Gibson fra Scotland Yard beder om hjælp. Man har fundet et muligt kolera-offer ved Hamptons vandværk.

Da Kronberg når frem til vandværket, er også en anden civilklædt person til stede. Det viser sig at være detektiven Sherlock Holmes, som hun i første omgang ikke kender noget til. Det går dog snart op for hende, at Holmes er ualmindelig skarpsindig – og at han har gennemskuet hendes forklædning.

I stedet for at afsløre Kronbergs hemmelighed bliver han dog fascineret af hende, da hun viser sig at være næsten ligeså skarp som ham. Så selvom politiet ikke umiddelbart finder noget kriminelt i fundet af det døde koleraoffer, slår Kronberg og Holmes sig sammen for at finde frem til sandheden. For hvorfor har den døde mand både stivkrampe og kolera? Hvor kommer han fra? Og hvordan er han og ’store støvler’ endt ved vandværket?

Jagten på sandheden fører Kronberg i retning af en privat forening af læger, der er MEGET interesseret i bakteriologi. Og de er villige til at gå langt for at nå deres mål.

Jeg var vældig underholdt af Djævelens grin og af flere grunde. Dels kan jeg godt lide historiske krimier, dels synes jeg at Anna Kronberg er en interessant hovedperson, og dels er det en sjov detalje at kæde hende sammen med Sherlock Holmes. Oveni er Djævelens grin i øvrigt også både underholdende og spændende.

Eneste kritikpunkt er, at oversættelsen ind i mellem er lidt anglificeret. Som for eksempel “vandbehandlingsværk” der må være et vandværk. ”Manden havde nogen nerver, at han turde sige sådan …”, der på dansk snarere vil lyde noget i retning af, ”Manden ikke var bange af sig …”. Eller ”Jeg ville værdsætte lidt privathed …”, der vel retteligt hedder ”Jeg ville værdsætte lidt privatliv”.

De få sprogbommerter og enkelte korrekturfejl tilhører heldigvis småtingsafdelingen, og selve historien flyder så let, at det er til at tilgive.

Annelie Wendeberg er oprindeligt uddannet miljømikrobiolog, og startede sin forfatterkarriere som indieforfatter, der skrev på engelsk. Succesen i USA førte til, at et tysk forlag opdagede hende og skrev kontrakt på Anna Kronberg-serien, som Djævelens grin er første bind af.

På dansk er der kommet yderligere to bøger i serien: ”Faldet” og ”Rejsen”, som jeg glæder mig til at læse.

Uddrag af bogen:

Murstenen i min mave var blevet ubærlig. “Hr. Holmes, har De planlagt at afsløre mig?”

Han så overrasket ud og viftede med hånden. “Pshaw!” udbrød han og lød næsten, som om han morede sig. “Selvom jeg kan forestille mig, at det er en ganske kompliceret sag. De har intet ønske om at rejse til Indien, formoder jeg.”

“Tydeligvis ikke.”

Han vidste sandsynligvis ikke, at det stadig var ulovligt i Tyskland for en kvinde at anskaffe sig en medicinsk doktorgrad. Hvis min sande identitet blev afsløret, ville jeg miste mit job og min britiske opholdstilladelse, blive deporteret og ende i et tysk fængsel. Mit alternativ, selvom jeg ikke anså det som et, var at rejse til Indien. De få britiske kvinder, det var lykkedes at få en medicinsk doktorgrad, havde i sidste ende givet efter for det voksende sociale pres og var rejst til Indien, hvor de ikke længere stod i vejen for den udelukkende mandlige medicinske etablering. Til min bedste viden var jeg den eneste undtagelse.

“Jeg havde håbet, at det ikke ville være så tydeligt,” sagde jeg stille.

“Det er kun tydeligt for mig. Jeg anser mig selv som temmelig observant.”

“Det har jeg bemærket. Og dog er De her, til trods for at hele sagen virker til at kede Dem. Jeg undrer mig over hvorfor.”

“Jeg har endnu ikke dannet mig en mening. Men det virker nu til at være en rimelig kedelig sag. Jeg spekulerer på …” Han kiggede eftertænksomt på mig, og det gik op for mig, at han var blevet for at analysere mig – jeg repræsenterede en særhed.

“Hvad fik Dem til at ændre deres identitet?” spurgte han, mens hans ansigt lyste op af interesse.

“Det kommer ikke Dem ved, hr. Holmes.”

Pludselig ændrede hans ansigtsudtryk sig, da hans modus operandi skiftede til analysering, og efter et minut virkede han til at være kommet til en konklusion. “Jeg vil sige, at skyldfølelse var den skyldige.” (side 28-29)

Om Djævelens grin:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 295 sider
Originaltitel: Teufelsgrinsen
Oversat af Maria Sjöstrand efter ”The Devil’s Grin”
Grafiker: Simone Hollmann Pedersen
Grafisk produktion: KWG Design, Odense

Læs også:

Krigens første offer af Ben Elton
De udstødte af Elly Griffiths
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Al kødets gang af Ambrose Parry
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson
Færten af død af Andrew Taylor

Den lukkede af Lene Toscano

Den_LukkedeSpændende psykologisk thriller, som ikke efterlader læseren med en let løsning

Anna er 17. Da hun var 10 år, døde hendes mor under fødslen af lillesøsteren Katja. Siden har de to piger været alene med faren Kurt, som har gjort alt for at give dem en god opvækst. Da han møder Eva, og de bliver kærester, er Anna i første omgang glad, for Eva gør faren glad, og så er hun en god lytter til de mange følelser og tanker, der bobler i Anna. Men som tiden går, opdager Anna, at der er noget helt galt med stedmoderen. Hun bliver overbevist om, at Eva laver forsøg med Katja, og at hun har en hemmelighed i kælderen. Men hvordan overbeviser man omverdenen om, at ens stedmor, som er psykiater og overlæge, er farlig, når selvsamme stedmor har fået én indlagt på den lukkede afdeling?

Lene Toscano er selv læge og debuterer med ’Den lukkede’, som vandt en romankonkurrence udskrevet af forlaget Valeta. Oplægget til konkurrencen var at skrive en gyserroman for unge i alderen 15-25 år, men andre læsere kan dog sagtens være med, ligesom man ikke skal lade sig afskrække af ordet gyserroman. ’Den lukkede’ er nemlig en spændende psykologisk thriller, som undersøger grænselandet mellem det normale og det unormale, og hvor læseren holdes hen i tvivlen om, hvorvidt Annas stedmor virkelig er en psykopat, eller om Anna i stedet lider af alvorlige tvangstanker.

Historien fortælles af Anna, mens hun er indlagt og venter på at få elektrochok. Hun skriver sin historie ned til en unavngiven læser, som hun håber vil redde hende, før det er for sent. Vi har derfor kun Annas ord for, hvad der sker.

Sproget flyder godt, dog er der flere steder problemer med orddelingen ved linjeskift, og det irriterede mig lidt undervejs. Det kan dog ikke ødelægge fortællingen, hvor Lene Toscano tegner et sympatisk og troværdigt portræt af en teenagepige med alle de tanker og problemer, der hører med. Annas venskab med den seje Natalie er fint beskrevet, og det samme er forelskelsen i vennen Mikkel, som er lidt ældre end pigerne. Ved siden af det fine portræt fortæller Toscano så en grum og skræmmende historie om en forsker, som ikke har nogen etiske grænser. Og selvom denne del af historien er så grum, at det er svært at tro, så virker Annas fortælling alligevel et langt stykke hen ad vejen troværdig.

Jeg følte mig i godt selskab med Lene Toscanos debutroman, som både vækker til eftertanke og underholder. ’Den lukkede’ er en spændende roman for unge og voksne, som ikke efterlader læseren med en let løsning.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Sider: 291
Forlag: Valeta

Sankt Psyko af Johan Theorin

Sankt Psyko af Johan TheorinJeg har tidligere omtalt Johan Theorins Natstorm her på siden for dens fremragende atmosfære, selvom den ikke er rigtig horror. Det er Sankt Psyko heller ikke, men som Natstorm er også her tale om en fantastik bog.

Jan Hauger er børnehavepædagog. Han har aldrig haft et fast job, men flytter fra vikariat til vikariat. Alle steder er han utrolig samvitighedsfuld og meget påpasselig overfor børnene, som straks kan lide ham, fordi han hellere leger med dem end snakker med de voksne kollegaer.

En dag søger han et vikariat i Lysningen – en børnehave, der er tilknyttet det psykiatriske hospital Sankt Patricia, eller Sankt Psyko som det kaldes i folkemunde. Jan får jobbet, og indgår nu i det lille team, som dels er en ganske almindelig børnehave for børnene, men som også sørger for at følge børnene til hospitalet, når de skal besøge deres indespærrede forælder.

Jan er meget fascineret af hospitalet, hvor nogle af Sveriges farligste sindssyge sidder, bl.a. morderen og pyromanen Ivan Rössel. Men Jan håber også på at finde en gammel bekendt, som han har delt nogle meget voldsomme oplevelser med i fortiden.

Johan Theorin er efter min mening en af Sveriges bedste forfattere sammen med John Ajvide Lindqvist. Han skriver fantastisk og formår på ganske få sider at trække læseren ind i personerne og deres historie. Som i Natstorm lykkes det også her at skabe en utrolig intens atmosfære, som veksler mellem frygt, nysgerrighed og sørgmodighed.

Portrættet af Jan er både komplekst og fascinerende, og et langt stykke ind i romanen ved læseren ikke, om Jan er en ravende pædofil eller bare en misforstået, genert, ung mand. Jeg kom til at tænke på Hitchcocks portræt af Norman Bates i Psycho, hvor Bates splittede personlighed er filmens grundsten.

Fortællingen springer mellem nutiden, hvor Jan arbejder i Lysningen, over hans første job i børnehaven Lossen, hvor noget skrækkeligt sker, til hans fascination af kvinden Rami, som trækker tråde til Jans barndom.

Sankt Psyko er ikke en bloddryppende seriemorder-thriller, men snarere et psykologisk portræt af en ensom og rodløs ung  mand som plages af en traumatisk fortid og drives mod sindets mørke afkroge. Mod slutningen accellererer handlingen, men stadigvæk er det den psykologiske vinkel, der driver plottet – og gør det godt. Slutningen er af den slags, som efterlader læseren med både svar og spørgsmål, og for mit vedkommende sad jeg også med en vis sørgmodighed i kroppen, for Theorin fornærmer ikke læseren med en “happy ever after”-slutning.

Hvor Natstorm legede med overnaturlige træk i krimiens socialrealistiske verden, befinder Sankt Psyko sig 100 % i vores virkelighed men beskæftiger sig med fascinationen af det anderledes – det onde – som gyseren ofte kredser om. Om Johan Theorins leg med genrekonventionerne skriver Kim Toft Hansen på Kulturkapellet: “Det er et interessant træk ved Theorin, at han – når han trækker på forskellige genrekoder – blander kortene på en måde, der nærmest strider lidt imod ’det, man må’. Genrepurister vægrer sig ved spøgelser og trolde i krimiens normalt sandsynlige univers, mens Sankt Psyko – i sin mere eksplicitte brug af gyserens træk – ikke indsluser det overnaturlige – nærmest omvendt. Virkeligt originalt. Portrættet af den krakelerede psyke står i centrum, og er den vigtigste spændingsgenerator.”

Selvom anmelderne har været positive overfor Sankt Psyko, så har flere af dem nævnt, at den ikke når på højde med Ø-lands kvartetten, som Natstorm hører til. Jeg er ikke enig. For mig er Sankt Psyko Johan Theorins bedste bog til dato, og jeg kan kun anbefale den.

Om Sankt Psyko:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Politiken, 415 sider
Omslag: Imperiet / Harvey Macaulay

Day of the Dead 2: Contagium

Day of the Dead 2: ContagiumI 1968 bryder helvede løs på Ravenside militærhospital. Patienterne begynder at spise hinanden, og de døde rejser sig igen. Militæret sættes ind for at stoppe balladen, og alle i området dræbes, hvorefter bygningen brændes ned. Men én mand nåede udenfor murene, før han blev dræbt, og han havde noget med sig.

I nutiden er Ravenside blevet genopført som psykiatrisk hospital, og vi følger en gruppe patienter, som alle behandles af den uortodokse læge, Donwynn. En dag finder en af mændene en beholder gemt i noget buskads, men da han åbner beholderen, åbner han samtidig døren ind til et nyt mareridt. Og denne gang står hæren ikke klar udenfor hospitalet…

Nu kan jeg godt lide zombi-film, så de skal være temmelig ringe, for at jeg ikke føler mig godt underholdt. Day of the Dead 2: Contagium (eller som den hedder på dansk Day of the Dead: the Beginning – forstå den oversættelse hvem der kan?) er langt fra den værste, jeg har set, men den scorer dog kun 2,3 på IMDB. Jeg følte mig nu ganske underholdt, og synes at instruktørerne generelt er sluppet ok fra både splatter-effekter og skuespilspræstationer.

Filmselskabet prøver at sælge Day of the Dead 2: Contagium, som en forløber til George A. Romeros zombi-film, meeen det er vist lidt af en tilsnigelse. Derimod tror jeg, at de har fundet lidt inspiration i Doom også fra 2005. Her er i hvert fald lidt samme idé om DNA-mutationer.

Instruktørerne Ana og James står også bag den temmeligt dårlige Creepshow 3.

Om Day of the Dead 2: Contagium:

Instruktør: Ana Clavell og James Glenn Dudelson
Udgivelsesår: 2005

The Dark Room

For 15 år siden fandt man en ung teenager vandrende midt på vejen. Hans hænder var sølet til i blod, han havde ingen papirer på sig, og han havde mistet sin hukommelse. 15 år senere har et medicinalfirma opfundet et lægemiddel, der kan give amnesia-patienter deres hukommelse igen. Midlet er stadig under udvikling, men den navnløse patient som siden den dag har været indlagt på et psykiatrisk hospital ønsker at afprøve det. Umiddelbart ser det dog ikke ud til, at det virker. Det eneste, patienten oplever, er nogle sære syn af et skræmmende muddermonster. Men så får han muligheden for at stikke af, og i håb om at finde ud af hvad der skete dengang løber han.

Udenfor møder han teenageren Stanley, som har problemer derhjemme. Moren drikker, og stedfaren lusker af sted hver aften uden at ville sige, hvad han laver. Stanley beslutter sig for at finde ud af, hvad stedfaren laver, og han får patienten med. Men jo mere de finder ud af om Stanleys stedfar, jo flere syner får patienten.

“The Darkroom” er en udmærket thriller, som forsøger sig med en uventet drejning af historien hen mod slutningen. Drejningen er dog ikke så uventet, hvis man er lidt bekendt med genren. Skuespillet er ok, og det mystiske muddermonster er faktisk ret godt lavet. Plottet har dog et par usandsynlige præmisser, som man kan ærge sig over, at instruktøren/manuskriptforfatteren ikke har ofret lidt tid på. Bl.a. er det temmeligt utroværdigt, at man ikke har kunne finde den navnløse patients identitet.

Alt i alt er “The Dark Room” dog en okay film, som man sagtens kan slå et par timer ihjel med, hvis den kommer på tvet.

Instruktør: Michael Hurst
Udgivelsesår: 2006

Tilfældet Charles Dexter Ward af H. P. Lovecraft

Tilfældet Charles Dexter WardBlandt de H. P. Lovecraft fortællinger, jeg ikke havde fået læst, befandt en af hans længere historier sig, nemlig Tilfældet Charles Dexter Ward. Og hvor jeg ikke var synderlig vild med Vanviddets bjerge (sandsynligvis også pga. den ringe oversættelse), så var jeg begejstret for historien om den unge Ward, selvom oversættelsen også her halter ind i mellem.

Historien åbner med en konstatering af, at der for kort tid siden er undveget en særdeles besynderlig person fra sindssygehospitalet i nærheden af Providence, Rhode Island. Personen er den tvangsindlagte Charles Dexter Ward, om hvem lægerne har meget forskellige opfattelser af hans lidelse, bl.a. er de dybt uenige om, hvornår lidelsen egentlig brød ud.

Herefter ser vi et tilbageblik på Wards liv. Hvordan han altid havde været historisk interesseret, og hvordan denne interesse langsomt udviklede sig til en besættelse, da han fandt ud af, at en af hans forfædre var den gådefulde og frygtede Joseph Curwen. Efter denne opdagelse isolerede Ward sig  mere og mere, mens han eksperimenterede og arbejdede med Curwens efterladte dokumenter, som han fik gravet frem under store anstrengelser. Til sidst blev det for meget for Wards familie, som fik deres læge, doktor Willett til at tage affære, og Willett gjorde en grusom opdagelse.

Opbygningen i historien er god. Der åbnes med slutningen og springes så til Wards barndom med et tilbageblik på Curwens historie. Så føres historien op mod nutiden, og slutningen indeholder både gru, men også større håb end i mange andre Lovecraft fortællinger.

Willetts oplevelser i kælderen under Curwens gamle hus er noget af det mest uhyggelige, jeg længe har læst. På et tidspunkt går hans lygte i stykker, og han befinder sig i totalt mørke omgivet af unævnelige rædsler: “Willett skreg og skreg og skreg med en stemme, hvis paniske falset ingen af hans bekendte nogen sinde ville have genkendt; og selv om han ikke kunne rejse sig op, kravlede og rullede han desperat bort over de fugtige fliser, hvor en udmattet klynken og piben og bjæffen lød fra snesevis af Tartaros-brønde som svar på hans egne sindssyge skrig.” Jeg følte mig fuldstændig hensat til den paniske rædsel, som Willett gennemlever i disse mørke minutter, og alene denne del af fortællingen er det hele værd.

H. P. Lovecraft skrev historien i 1927, men den udkom først i Weird Tales i 1941 – flere år efter Lovecrafts død – og først i 1943 blev den udgivet i sin fulde længde i en samling fra Arkham House med titlen Beyond the Wall of Sleep. Ifølge wikipedia var han ikke selv særligt tilfreds med historien, som han kaldte: “a cumbrous, creaking bit of self-conscious antiquarianism“. Muligvis var Lovecraft inspireret af Walter de la Mares roman The Return fra 1910, som han læste, kort før han skrev Tilfældet Charles Dexter Ward. I hvert fald skriver han om Mares roman i sit essay Supernatural Horror in Literature, at det er “a tale in which we see the soul of a dead man reach out of its grave of two centuries and fasten itself on the flesh of the living“.

Tilfældet Charles Dexter Ward er filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i 1963 med titlen The Haunted Palace og med Vincent Price i rollen som Ward. Senere igen af Dan O’Bannon i 1992 med titlen The Resurrected, også kaldet Shatterbrain, med Chris Sarandon som Ward. Der findes også andre filmatiseringer af fortællingen.

Om bogen:

Originaltitel: The Case of Charles Dexter Ward
Udgivelsesår: 1927
Dansk forlag: Schønberg

Se også omtalen på wikipedia

In the Mouth of Madness

Jeg så “In the Mouth of Madness”, mens jeg læste i Aalborg, og jeg husker følelsen af dyb uro bagefter, men jeg kunne ikke huske så meget som et minut af filmen. Derfor har jeg længe forsøgt at finde den igen, men først for nyligt lykkedes det mig. Nu har jeg så genset John Carpenters film fra 1995, og puha – følelsen af uro er ikke blevet mindre med årene.

John Trent er forsikringsagent med speciale i at afsløre forsikringssvindel. Da den kendte horror-forfatter Sutter Cane (om hvem rygterne siger, at læsere af hans bøger mister forstanden) forsvinder uden at have afleveret sit nyeste manuskript til udgivelse, forlanger forlaget erstatning. Trent sættes på sagen for at finde Sutter Cane og afsløre det hele som et publicity stunt, og han opdager, at Canes fiktive by, Hobb’s End, ligger i New England. Sammen med Canes redaktør, Styles, tager han af sted for at finde byen og bringe manuskriptet til den nye bog tilbage.

Men noget er helt forkert i Hobb’s End, og selvom Trent insisterer på, at det hele er et svindelnummer lavet af forlaget for at sælge flere bøger, så sker der så mange ting, at det efterhånden bliver umuligt for ham at forklare. Og da han vender tilbage fra Hobb’s End, har virkeligheden forandret sig.

“In the Mouth of Madness” er en film om fiktionens og det menneskelige sinds magt. Hvad nu hvis det, forfatterne skrev, blev virkeligt? Som Styles siger, før de finder Hobb’s End: “A reality is just what we tell each other it is. What if reality suddenly shared Canes point of view? What if the rest of the world was insane, og you were the only sane left? That must be very lonely.” I “In the Mouth of Madness” får forfatteren pludselig denne magt, og døren til ubeskrivelig ondskab åbnes yderligere, hver gang en ny person læser bogen.

Da jeg genså filmen, kunne jeg ikke undgå at tænke på H. P. Lovecraft, hvis forfatterskab også i høj grad junglerer med tanken om et parallelt univers fyldt med umådelig ondskab, som forsøger at få adgang til vores. Filmen har da også flere referencer til Lovecraft, bl.a. er titlen et ordspil over to af hans fortællinger: “The Shadow Over Innsmouth” og “At the Mountains of Madness”, og flere af Canes romaner i filmen har titler, der bringer tankerne hen på Lovecraft, f.eks. refererer filmens sidste roman “The Hobb’s End Horror” til Lovecrafts “The Dunwich Horror“. I instruktørens kommentarspor siger Carpenter da også, at manuskriptforfatter Michael De Luca var stærkt inspireret af Lovecrafts forfatterskab, omend filmen ikke baserer sig direkte på en enkelt historie.

Filmen er generelt ubehagelig i sin tone, men ironien driver tykt ned af væggene, når dr. Saperstein i begyndelsen af filmen sætter The Carpenters “We’ve only just begun” på for at berolige sine sindssyge fanger. Selvfølgelig er gummi-dæmonerne, som dukker op sidst i filmen, ikke særligt skræmmende i dag, hvor gode CGI-effekter ikke er til at skelne fra virkeligheden, men hele stemningen i filmen er stadig så skæv og uberegnelig, at det gav mig gåsehud.

Sam Neill er velcastet til rollen som Trent. Hans britiske accent og pertentlige fremtoning gør ham troværdig som forsikringsagenten, der insisterer på, at “This is reality” mens han banker på et træbord i Hobb’s Ends hotel. En sætning der kommer til at forfølge ham senere. Og hans forvandling til lallende galning bliver ekstra ubehagelig, fordi han er så kontrolleret normalt (når vi lige ser bort fra hans rolle i “Event Horizon“).

“In the Mouth of Madness” er sidste film i John Carpenters Apocalypse-trilogi, som udover Madness består af “The Thing” fra 1982 og “Prince of Darkness” fra 1987. Sidstnævnte var jeg til gengæld absolut ikke begejstret for.

Jeg har efterfølgende læst flere anmeldelser, og de er meget blandede vedrørende kvaliteten af “In the Mouth of Madness”. Roger Ebert skriver f.eks.: “The movie starts out with lots of intriguing ideas, and then sidesteps most of them in order to provide a special effects side show that looks inspired by the “Nightmare on Elm Street” series.” Og så mener han i øvrigt, at “Wes Cravens New Nightmare” hvor det er en gyserfilm, der rækker ind i virkeligheden, er langt mere original. Men okay – Ebert har også kun bidt mærke i de åbenlyse Stephen King referencer, der også findes i “In the Mouth of Madness”.

Best Horror Movies kalder filmen for “Superb” og fortsætter: “Carpenter has been called the “Master of Atmosphere” because of his ability to use music and visuals with out having to resort to excessive gore to scare the pants off of you. I agree with this assessment and In the Mouth of Madness is a great example of this ability and is one of the reasons why Carpenter is one of the best horror directors out there.”

Lars Gorzelak fra Uncut.dk giver Best Horror ret, idet han i sin anmeldelse skriver: “In the Mouth of Madness er efter min mening en af de mest originale og eksperimenterende horror-film, som er blevet produceret fra amerikansk mainstream-side i 1990erne.

Og jeg er enig med Lars! “In the Mouth of Madness” er skræmmende, uforudsigelig, underlig og fantastisk, og jeg har snart tænkt mig at se den igen.

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 1995

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Besøg John Carpenters hjemmeside

Madhouse

MadhouseClark Stevens ankommer til sindssygehospitalet Cunningham Hall, hvor han skal afslutte sin uddannelse. Stedet er temmelig nedslidt, og Clark er fuld af gode idéer til, hvordan man kan forbedre behandlingen af patienterne. Men overlægen Franks (Lance Henriksen) er ikke interesseret i Clarks forbedringer. I stedet bliver han sat til at tørre tis op og andre lige så fornøjelige beskæftigelser.

Clark bliver hurtigt gode venner med sygeplejersken Sara, der er noget på kant med oversygeplejersken Hendricks. Hendricks kører en stram linje overfor patienterne og er ikke bleg for at bruge en strømpistol på dem, hvis de ikke adlyder hende.

I kælderen findes en række livsfarlige patienter. De er låst inde under skumle forhold, og her møder Clark den mystiske Ben London, som aldrig viser sit ansigt. Alligevel han ved en masse, og Clark vender sig til ham for oplysninger, da Hendricks pludselig findes død.

Men noget er helt galt på Cunningham Hall. Hvem er den dreng, Clark ser løbe rundt på hospitalet om natten? Hvorfor bliver patienterne aldrig udskrevet fra hospitalet? Og hvem er Ben London i virkeligheden?

“Madhouse” er ikke en fantastisk film – det bedste ved den er nok i virkeligheden introen – men jeg fandt den alligevel ganske underholdende, selvom jeg ikke var ret imponeret over, Joshua Leonard, der spiller Clark Stevens. Filmen forsøger dog at fortælle sin historie med et twist, og det lykkes til en vis grad.

Om “Madhouse”:

Instruktør: William Butler
Udgivelsesår: 2004