september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘sindssygehospital’

Den lukkede af Lene Toscano

Den_LukkedeSpændende psykologisk thriller, som ikke efterlader læseren med en let løsning

Anna er 17. Da hun var 10 år, døde hendes mor under fødslen af lillesøsteren Katja. Siden har de to piger været alene med faren Kurt, som har gjort alt for at give dem en god opvækst. Da han møder Eva, og de bliver kærester, er Anna i første omgang glad, for Eva gør faren glad, og så er hun en god lytter til de mange følelser og tanker, der bobler i Anna. Men som tiden går, opdager Anna, at der er noget helt galt med stedmoderen. Hun bliver overbevist om, at Eva laver forsøg med Katja, og at hun har en hemmelighed i kælderen. Men hvordan overbeviser man omverdenen om, at ens stedmor, som er psykiater og overlæge, er farlig, når selvsamme stedmor har fået én indlagt på den lukkede afdeling?

Lene Toscano er selv læge og debuterer med ’Den lukkede’, som vandt en romankonkurrence udskrevet af forlaget Valeta. Oplægget til konkurrencen var at skrive en gyserroman for unge i alderen 15-25 år, men andre læsere kan dog sagtens være med, ligesom man ikke skal lade sig afskrække af ordet gyserroman. ’Den lukkede’ er nemlig en spændende psykologisk thriller, som undersøger grænselandet mellem det normale og det unormale, og hvor læseren holdes hen i tvivlen om, hvorvidt Annas stedmor virkelig er en psykopat, eller om Anna i stedet lider af alvorlige tvangstanker.

Historien fortælles af Anna, mens hun er indlagt og venter på at få elektrochok. Hun skriver sin historie ned til en unavngiven læser, som hun håber vil redde hende, før det er for sent. Vi har derfor kun Annas ord for, hvad der sker.

Sproget flyder godt, dog er der flere steder problemer med orddelingen ved linjeskift, og det irriterede mig lidt undervejs. Det kan dog ikke ødelægge fortællingen, hvor Lene Toscano tegner et sympatisk og troværdigt portræt af en teenagepige med alle de tanker og problemer, der hører med. Annas venskab med den seje Natalie er fint beskrevet, og det samme er forelskelsen i vennen Mikkel, som er lidt ældre end pigerne. Ved siden af det fine portræt fortæller Toscano så en grum og skræmmende historie om en forsker, som ikke har nogen etiske grænser. Og selvom denne del af historien er så grum, at det er svært at tro, så virker Annas fortælling alligevel et langt stykke hen ad vejen troværdig.

Jeg følte mig i godt selskab med Lene Toscanos debutroman, som både vækker til eftertanke og underholder. ’Den lukkede’ er en spændende roman for unge og voksne, som ikke efterlader læseren med en let løsning.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Sider: 291
Forlag: Valeta

Sankt Psyko af Johan Theorin

Sankt Psyko af Johan TheorinJeg har tidligere omtalt Johan Theorins Natstorm her på siden for dens fremragende atmosfære, selvom den ikke er rigtig horror. Det er Sankt Psyko heller ikke, men som Natstorm er også her tale om en fantastik bog.

Jan Hauger er børnehavepædagog. Han har aldrig haft et fast job, men flytter fra vikariat til vikariat. Alle steder er han utrolig samvitighedsfuld og meget påpasselig overfor børnene, som straks kan lide ham, fordi han hellere leger med dem end snakker med de voksne kollegaer.

En dag søger han et vikariat i Lysningen – en børnehave, der er tilknyttet det psykiatriske hospital Sankt Patricia, eller Sankt Psyko som det kaldes i folkemunde. Jan får jobbet, og indgår nu i det lille team, som dels er en ganske almindelig børnehave for børnene, men som også sørger for at følge børnene til hospitalet, når de skal besøge deres indespærrede forælder.

Jan er meget fascineret af hospitalet, hvor nogle af Sveriges farligste sindssyge sidder, bl.a. morderen og pyromanen Ivan Rössel. Men Jan håber også på at finde en gammel bekendt, som han har delt nogle meget voldsomme oplevelser med i fortiden.

Johan Theorin er efter min mening en af Sveriges bedste forfattere sammen med John Ajvide Lindqvist. Han skriver fantastisk og formår på ganske få sider at trække læseren ind i personerne og deres historie. Som i Natstorm lykkes det også her at skabe en utrolig intens atmosfære, som veksler mellem frygt, nysgerrighed og sørgmodighed.

Portrættet af Jan er både komplekst og fascinerende, og et langt stykke ind i romanen ved læseren ikke, om Jan er en ravende pædofil eller bare en misforstået, genert, ung mand. Jeg kom til at tænke på Hitchcocks portræt af Norman Bates i Psycho, hvor Bates splittede personlighed er filmens grundsten.

Fortællingen springer mellem nutiden, hvor Jan arbejder i Lysningen, over hans første job i børnehaven Lossen, hvor noget skrækkeligt sker, til hans fascination af kvinden Rami, som trækker tråde til Jans barndom.

Sankt Psyko er ikke en bloddryppende seriemorder-thriller, men snarere et psykologisk portræt af en ensom og rodløs ung  mand som plages af en traumatisk fortid og drives mod sindets mørke afkroge. Mod slutningen accellererer handlingen, men stadigvæk er det den psykologiske vinkel, der driver plottet – og gør det godt. Slutningen er af den slags, som efterlader læseren med både svar og spørgsmål, og for mit vedkommende sad jeg også med en vis sørgmodighed i kroppen, for Theorin fornærmer ikke læseren med en “happy ever after”-slutning.

Hvor Natstorm legede med overnaturlige træk i krimiens socialrealistiske verden, befinder Sankt Psyko sig 100 % i vores virkelighed men beskæftiger sig med fascinationen af det anderledes – det onde – som gyseren ofte kredser om. Om Johan Theorins leg med genrekonventionerne skriver Kim Toft Hansen på Kulturkapellet: “Det er et interessant træk ved Theorin, at han – når han trækker på forskellige genrekoder – blander kortene på en måde, der nærmest strider lidt imod ’det, man må’. Genrepurister vægrer sig ved spøgelser og trolde i krimiens normalt sandsynlige univers, mens Sankt Psyko – i sin mere eksplicitte brug af gyserens træk – ikke indsluser det overnaturlige – nærmest omvendt. Virkeligt originalt. Portrættet af den krakelerede psyke står i centrum, og er den vigtigste spændingsgenerator.”

Selvom anmelderne har været positive overfor Sankt Psyko, så har flere af dem nævnt, at den ikke når på højde med Ø-lands kvartetten, som Natstorm hører til. Jeg er ikke enig. For mig er Sankt Psyko Johan Theorins bedste bog til dato, og jeg kan kun anbefale den.

Om Sankt Psyko:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Politiken, 415 sider
Omslag: Imperiet / Harvey Macaulay

Day of the Dead 2: Contagium

Day of the Dead 2: ContagiumI 1968 bryder helvede løs på Ravenside militærhospital. Patienterne begynder at spise hinanden, og de døde rejser sig igen. Militæret sættes ind for at stoppe balladen, og alle i området dræbes, hvorefter bygningen brændes ned. Men én mand nåede udenfor murene, før han blev dræbt, og han havde noget med sig.

I nutiden er Ravenside blevet genopført som psykiatrisk hospital, og vi følger en gruppe patienter, som alle behandles af den uortodokse læge, Donwynn. En dag finder en af mændene en beholder gemt i noget buskads, men da han åbner beholderen, åbner han samtidig døren ind til et nyt mareridt. Og denne gang står hæren ikke klar udenfor hospitalet…

Nu kan jeg godt lide zombi-film, så de skal være temmelig ringe, for at jeg ikke føler mig godt underholdt. Day of the Dead 2: Contagium (eller som den hedder på dansk Day of the Dead: the Beginning – forstå den oversættelse hvem der kan?) er langt fra den værste, jeg har set, men den scorer dog kun 2,3 på IMDB. Jeg følte mig nu ganske underholdt, og synes at instruktørerne generelt er sluppet ok fra både splatter-effekter og skuespilspræstationer.

Filmselskabet prøver at sælge Day of the Dead 2: Contagium, som en forløber til George A. Romeros zombi-film, meeen det er vist lidt af en tilsnigelse. Derimod tror jeg, at de har fundet lidt inspiration i Doom også fra 2005. Her er i hvert fald lidt samme idé om DNA-mutationer.

Instruktørerne Ana og James står også bag den temmeligt dårlige Creepshow 3.

Om Day of the Dead 2: Contagium:

Instruktør: Ana Clavell og James Glenn Dudelson
Udgivelsesår: 2005

The Dark Room

For 15 år siden fandt man en ung teenager vandrende midt på vejen. Hans hænder var sølet til i blod, han havde ingen papirer på sig, og han havde mistet sin hukommelse. 15 år senere har et medicinalfirma opfundet et lægemiddel, der kan give amnesia-patienter deres hukommelse igen. Midlet er stadig under udvikling, men den navnløse patient som siden den dag har været indlagt på et psykiatrisk hospital ønsker at afprøve det. Umiddelbart ser det dog ikke ud til, at det virker. Det eneste, patienten oplever, er nogle sære syn af et skræmmende muddermonster. Men så får han muligheden for at stikke af, og i håb om at finde ud af hvad der skete dengang løber han.

Udenfor møder han teenageren Stanley, som har problemer derhjemme. Moren drikker, og stedfaren lusker af sted hver aften uden at ville sige, hvad han laver. Stanley beslutter sig for at finde ud af, hvad stedfaren laver, og han får patienten med. Men jo mere de finder ud af om Stanleys stedfar, jo flere syner får patienten.

“The Darkroom” er en udmærket thriller, som forsøger sig med en uventet drejning af historien hen mod slutningen. Drejningen er dog ikke så uventet, hvis man er lidt bekendt med genren. Skuespillet er ok, og det mystiske muddermonster er faktisk ret godt lavet. Plottet har dog et par usandsynlige præmisser, som man kan ærge sig over, at instruktøren/manuskriptforfatteren ikke har ofret lidt tid på. Bl.a. er det temmeligt utroværdigt, at man ikke har kunne finde den navnløse patients identitet.

Alt i alt er “The Dark Room” dog en okay film, som man sagtens kan slå et par timer ihjel med, hvis den kommer på tvet.

Instruktør: Michael Hurst
Udgivelsesår: 2006

Tilfældet Charles Dexter Ward af H. P. Lovecraft

Tilfældet Charles Dexter WardBlandt de H. P. Lovecraft fortællinger, jeg ikke havde fået læst, befandt en af hans længere historier sig, nemlig Tilfældet Charles Dexter Ward. Og hvor jeg ikke var synderlig vild med Vanviddets bjerge (sandsynligvis også pga. den ringe oversættelse), så var jeg begejstret for historien om den unge Ward, selvom oversættelsen også her halter ind i mellem.

Historien åbner med en konstatering af, at der for kort tid siden er undveget en særdeles besynderlig person fra sindssygehospitalet i nærheden af Providence, Rhode Island. Personen er den tvangsindlagte Charles Dexter Ward, om hvem lægerne har meget forskellige opfattelser af hans lidelse, bl.a. er de dybt uenige om, hvornår lidelsen egentlig brød ud.

Herefter ser vi et tilbageblik på Wards liv. Hvordan han altid havde været historisk interesseret, og hvordan denne interesse langsomt udviklede sig til en besættelse, da han fandt ud af, at en af hans forfædre var den gådefulde og frygtede Joseph Curwen. Efter denne opdagelse isolerede Ward sig  mere og mere, mens han eksperimenterede og arbejdede med Curwens efterladte dokumenter, som han fik gravet frem under store anstrengelser. Til sidst blev det for meget for Wards familie, som fik deres læge, doktor Willett til at tage affære, og Willett gjorde en grusom opdagelse.

Opbygningen i historien er god. Der åbnes med slutningen og springes så til Wards barndom med et tilbageblik på Curwens historie. Så føres historien op mod nutiden, og slutningen indeholder både gru, men også større håb end i mange andre Lovecraft fortællinger.

Willetts oplevelser i kælderen under Curwens gamle hus er noget af det mest uhyggelige, jeg længe har læst. På et tidspunkt går hans lygte i stykker, og han befinder sig i totalt mørke omgivet af unævnelige rædsler: “Willett skreg og skreg og skreg med en stemme, hvis paniske falset ingen af hans bekendte nogen sinde ville have genkendt; og selv om han ikke kunne rejse sig op, kravlede og rullede han desperat bort over de fugtige fliser, hvor en udmattet klynken og piben og bjæffen lød fra snesevis af Tartaros-brønde som svar på hans egne sindssyge skrig.” Jeg følte mig fuldstændig hensat til den paniske rædsel, som Willett gennemlever i disse mørke minutter, og alene denne del af fortællingen er det hele værd.

H. P. Lovecraft skrev historien i 1927, men den udkom først i Weird Tales i 1941 – flere år efter Lovecrafts død – og først i 1943 blev den udgivet i sin fulde længde i en samling fra Arkham House med titlen Beyond the Wall of Sleep. Ifølge wikipedia var han ikke selv særligt tilfreds med historien, som han kaldte: “a cumbrous, creaking bit of self-conscious antiquarianism“. Muligvis var Lovecraft inspireret af Walter de la Mares roman The Return fra 1910, som han læste, kort før han skrev Tilfældet Charles Dexter Ward. I hvert fald skriver han om Mares roman i sit essay Supernatural Horror in Literature, at det er “a tale in which we see the soul of a dead man reach out of its grave of two centuries and fasten itself on the flesh of the living“.

Tilfældet Charles Dexter Ward er filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i 1963 med titlen The Haunted Palace og med Vincent Price i rollen som Ward. Senere igen af Dan O’Bannon i 1992 med titlen The Resurrected, også kaldet Shatterbrain, med Chris Sarandon som Ward. Der findes også andre filmatiseringer af fortællingen.

Om bogen:

Originaltitel: The Case of Charles Dexter Ward
Udgivelsesår: 1927
Dansk forlag: Schønberg

Se også omtalen på wikipedia

In the Mouth of Madness

Jeg så “In the Mouth of Madness”, mens jeg læste i Aalborg, og jeg husker følelsen af dyb uro bagefter, men jeg kunne ikke huske så meget som et minut af filmen. Derfor har jeg længe forsøgt at finde den igen, men først for nyligt lykkedes det mig. Nu har jeg så genset John Carpenters film fra 1995, og puha – følelsen af uro er ikke blevet mindre med årene.

John Trent er forsikringsagent med speciale i at afsløre forsikringssvindel. Da den kendte horror-forfatter Sutter Cane (om hvem rygterne siger, at læsere af hans bøger mister forstanden) forsvinder uden at have afleveret sit nyeste manuskript til udgivelse, forlanger forlaget erstatning. Trent sættes på sagen for at finde Sutter Cane og afsløre det hele som et publicity stunt, og han opdager, at Canes fiktive by, Hobb’s End, ligger i New England. Sammen med Canes redaktør, Styles, tager han af sted for at finde byen og bringe manuskriptet til den nye bog tilbage.

Men noget er helt forkert i Hobb’s End, og selvom Trent insisterer på, at det hele er et svindelnummer lavet af forlaget for at sælge flere bøger, så sker der så mange ting, at det efterhånden bliver umuligt for ham at forklare. Og da han vender tilbage fra Hobb’s End, har virkeligheden forandret sig.

“In the Mouth of Madness” er en film om fiktionens og det menneskelige sinds magt. Hvad nu hvis det, forfatterne skrev, blev virkeligt? Som Styles siger, før de finder Hobb’s End: “A reality is just what we tell each other it is. What if reality suddenly shared Canes point of view? What if the rest of the world was insane, og you were the only sane left? That must be very lonely.” I “In the Mouth of Madness” får forfatteren pludselig denne magt, og døren til ubeskrivelig ondskab åbnes yderligere, hver gang en ny person læser bogen.

Da jeg genså filmen, kunne jeg ikke undgå at tænke på H. P. Lovecraft, hvis forfatterskab også i høj grad junglerer med tanken om et parallelt univers fyldt med umådelig ondskab, som forsøger at få adgang til vores. Filmen har da også flere referencer til Lovecraft, bl.a. er titlen et ordspil over to af hans fortællinger: “The Shadow Over Innsmouth” og “At the Mountains of Madness”, og flere af Canes romaner i filmen har titler, der bringer tankerne hen på Lovecraft, f.eks. refererer filmens sidste roman “The Hobb’s End Horror” til Lovecrafts “The Dunwich Horror“. I instruktørens kommentarspor siger Carpenter da også, at manuskriptforfatter Michael De Luca var stærkt inspireret af Lovecrafts forfatterskab, omend filmen ikke baserer sig direkte på en enkelt historie.

Filmen er generelt ubehagelig i sin tone, men ironien driver tykt ned af væggene, når dr. Saperstein i begyndelsen af filmen sætter The Carpenters “We’ve only just begun” på for at berolige sine sindssyge fanger. Selvfølgelig er gummi-dæmonerne, som dukker op sidst i filmen, ikke særligt skræmmende i dag, hvor gode CGI-effekter ikke er til at skelne fra virkeligheden, men hele stemningen i filmen er stadig så skæv og uberegnelig, at det gav mig gåsehud.

Sam Neill er velcastet til rollen som Trent. Hans britiske accent og pertentlige fremtoning gør ham troværdig som forsikringsagenten, der insisterer på, at “This is reality” mens han banker på et træbord i Hobb’s Ends hotel. En sætning der kommer til at forfølge ham senere. Og hans forvandling til lallende galning bliver ekstra ubehagelig, fordi han er så kontrolleret normalt (når vi lige ser bort fra hans rolle i “Event Horizon“).

“In the Mouth of Madness” er sidste film i John Carpenters Apocalypse-trilogi, som udover Madness består af “The Thing” fra 1982 og “Prince of Darkness” fra 1987. Sidstnævnte var jeg til gengæld absolut ikke begejstret for.

Jeg har efterfølgende læst flere anmeldelser, og de er meget blandede vedrørende kvaliteten af “In the Mouth of Madness”. Roger Ebert skriver f.eks.: “The movie starts out with lots of intriguing ideas, and then sidesteps most of them in order to provide a special effects side show that looks inspired by the “Nightmare on Elm Street” series.” Og så mener han i øvrigt, at “Wes Cravens New Nightmare” hvor det er en gyserfilm, der rækker ind i virkeligheden, er langt mere original. Men okay – Ebert har også kun bidt mærke i de åbenlyse Stephen King referencer, der også findes i “In the Mouth of Madness”.

Best Horror Movies kalder filmen for “Superb” og fortsætter: “Carpenter has been called the “Master of Atmosphere” because of his ability to use music and visuals with out having to resort to excessive gore to scare the pants off of you. I agree with this assessment and In the Mouth of Madness is a great example of this ability and is one of the reasons why Carpenter is one of the best horror directors out there.”

Lars Gorzelak fra Uncut.dk giver Best Horror ret, idet han i sin anmeldelse skriver: “In the Mouth of Madness er efter min mening en af de mest originale og eksperimenterende horror-film, som er blevet produceret fra amerikansk mainstream-side i 1990erne.

Og jeg er enig med Lars! “In the Mouth of Madness” er skræmmende, uforudsigelig, underlig og fantastisk, og jeg har snart tænkt mig at se den igen.

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 1995

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Besøg John Carpenters hjemmeside

Madhouse

MadhouseClark Stevens ankommer til sindssygehospitalet Cunningham Hall, hvor han skal afslutte sin uddannelse. Stedet er temmelig nedslidt, og Clark er fuld af gode idéer til, hvordan man kan forbedre behandlingen af patienterne. Men overlægen Franks (Lance Henriksen) er ikke interesseret i Clarks forbedringer. I stedet bliver han sat til at tørre tis op og andre lige så fornøjelige beskæftigelser.

Clark bliver hurtigt gode venner med sygeplejersken Sara, der er noget på kant med oversygeplejersken Hendricks. Hendricks kører en stram linje overfor patienterne og er ikke bleg for at bruge en strømpistol på dem, hvis de ikke adlyder hende.

I kælderen findes en række livsfarlige patienter. De er låst inde under skumle forhold, og her møder Clark den mystiske Ben London, som aldrig viser sit ansigt. Alligevel han ved en masse, og Clark vender sig til ham for oplysninger, da Hendricks pludselig findes død.

Men noget er helt galt på Cunningham Hall. Hvem er den dreng, Clark ser løbe rundt på hospitalet om natten? Hvorfor bliver patienterne aldrig udskrevet fra hospitalet? Og hvem er Ben London i virkeligheden?

“Madhouse” er ikke en fantastisk film – det bedste ved den er nok i virkeligheden introen – men jeg fandt den alligevel ganske underholdende, selvom jeg ikke var ret imponeret over, Joshua Leonard, der spiller Clark Stevens. Filmen forsøger dog at fortælle sin historie med et twist, og det lykkes til en vis grad.

Om “Madhouse”:

Instruktør: William Butler
Udgivelsesår: 2004

Dr. Caligaris Kabinet

Dr. Caligaris KabinetDr. Caligaris Kabinet er en af de film, som jeg har haft på min Skal-Se liste, men som jeg har skubbet lidt foran mig. Jeg vidste, det var en klassiker, men havde lidt svært ved at tage mig sammen til en tysk stumfilm fra 1920. Men jeg må sige, at jeg blev yderst positivt overrasket.

Filmen åbner med to mænd, der sidder i en have og taler sammen, mens en kvinde går forbi. Hovedpersonen Francis fortæller, at det er hans forlovede Jane, og at historien om, hvordan de blev forlovede, er ganske utrolig. Mens han begynder at fortælle den historie, skifter filmens perspektiv til et langt flashback.

I den lille by Holstenwall ankommer et tivoli. Blandt boderne er Dr. Caligari som optræder med søvngængeren Cesare, der har sovet i 25 år. Når Cesare udtaler en profeti, går den i opfyldelse. Francis og vennen Alan overværer showet, og Alan spørger Cesare “Hvornår skal jeg dø?”. Svaret er “Inden morgen”, og ganske rigtig – næste morgen er Alan død.

Francis går til politiet og fortæller, at han mistænker Caligaris søvngænger for mordet. Før de kan reagere, bliver en ældre kvinde forsøgt myrdet og gerningsmanden fanget. Alle tror, at det er den samme, som slog Alan ihjel, men han nægter.

Politiet overvåger Caligaris vogn med kisten, hvor Cesare ligger, men om natten bliver Jane alligevel overfaldet af Cesare, som stikker af og ender med at falde i døden. Det viser sig, at kisten kun indeholder en dukke, og at Dr. Caligari er flygtet.

Francis følger efter Caligari og ender ved et sindssygehospital – hvor Dr. Caligari er direktør! Francis finder nogle optegnelser om en tidligere Caligari, som brugte en søvngænger til at begå mord for sig, og overbeviser personalet om, at nutidens Caligari gør det samme. Så Caligari bliver indlagt.

Så skifter perspektivet igen til nutiden, og Francis sidder atter i haven med den ældre mand (og nu kommer der en SPOILER). Pludselig dukker Dr. Caligari op, og Francis kommer i slagsmål med ham og bliver slæbt væk af personalet. Det viser sig, at hele historien har været Francis vrangforestilling, og at han er den indlagte på sindssygehospitalet.

Historien er ikke særlig uhyggelig i dag, og selve plottet kan heller ikke overraske mange af nutidens seere, men alle klichéer starter med en første gang, og det var Dr. Caligaris Kabinet for datidens seere.

Ydermere er historien fortalt med spændende visuelle virkemidler. Når vi er i nutiden, er settet sat i en virkelig have og med almindelige billeder. Men når vi er i flashbacket, er settet en teateragtig todimensionel scene, hvor husene er malet på træplader, og alle vinkler er skæve og forvredne ude af vinkel. Perspektivet forvirres, og når menneskene nærmest må krybe ud af døre eller klatre op på stole, giver det en uhyggelig og uvirkelig fornemmelse, som helt sikkert må have været endnu mere udbredt for datidens seere.

Filmen bruger den tyske ekspressionisme til at skildre forvirring og utryghed hos personerne. De forvredne perspektiver er en subjektiv gengivelse af virkeligheden, som når Cesare flygter ad trapper i skæve vinkler. En advarsel om at betragteren (eller i dette tilfælde fortælleren) ikke er ved sine fulde fem.

Dr. Caligaris Kabinet er således en overraskelse på det visuelle plan omend ikke så meget på plottet. Ikke desto mindre vil jeg anbefale den til alle, som har lyst til at få et indblik i gyserfilmens historie, for som Roger Ebert skriver i sin omtale af Dr. Caligaris Kabinet:

“A case can be made that “Caligari” was the first true horror film. There had been earlier ghost stories and the eerie serial “Fantomas” made in 1913-14, but their characters were inhabiting a recognizable world. “Caligari” creates a mindscape, a subjective psychological fantasy. In this world, unspeakable horror becomes possible.”

Læs hele Roger Eberts anmeldelse

Om filmen:

Instruktør: Robert Wiene
Udgivelsesår: 1920
Originaltitel: Das Cabinet des Dr. Caligari

The devil’s chair

The-Devils-ChairNick og hans kæreste Samantha sniger sig ind i det nedlagte Blackwater Mental Institution. De er ude på narrestreger, og da de finder noget der minder om en elektrisk stol, tager Samantha plads i den. Men det skulle hun ikke have gjort. Pludselig er hun spændt fast, og mens hun bliver mishandlet og forsvinder, kan Nick blot se hjælpeløst til.

Da Nick fortæller politiet, hvad der er sket, tror de naturligvis ikke på ham, og han bliver indlagt på en lukket afdeling. Her er han i 4 år, og selvom han når frem til at erkende, at det må have været ham selv, som slog Samantha ihjel, så har han overhovedet ingen minder om det.

Så kommer dr. Willard til. Han får udskrevet Nick, mod at han hjælper ham med at skrive en bog om Nicks tilfælde. For at gøre det tager Willard, Nick og tre hjælpere tilbage til Blackwater. Men nogen gange skal man ikke opsøge fortiden, og nogen gange er virkeligheden ikke, som man tror.

Jeg vakler lidt mht. “The devil’s chair”. På den ene side synes jeg egentlig, at slutningen er meget godt skruet sammen – jeg må i hvert fald indrømme, at jeg ikke havde gennemskuet den. På den anden side synes jeg, at meget af filmen op mod slutningen er ret dårlig. Jeg blev også temmelig irriteret over den måde, man har filmet historien på. Konstant stopper filmen, så man ser et still-billede af situationen, for så at fortsætte scenen efter et par sekunder. Det kan være et fint virkemiddel brugt med måde, men her er instruktøren Adam Mason gået helt amok. Og så synes jeg, at Andrew Howard, som spiller Nick, dels er alt for gammel til rollen, og dels er utrolig irriterende!

I ekstra-materialerne fortæller Mason, at filmen nærmest blev skrevet på et par uger, samtidig med at man var i gang med pre-production. Det kan også mærkes. Manuskriptet er ikke specielt velskrevet, og selvom filmen prøver at tage lidt fis på gysergenren og sig selv, så er det ikke rigtig overbevisende.

Jeg vil ikke anbefale “The devil’s chair”, men skulle den blive sendt i tv en trist tirsdag, så kan man dog godt få en overraskelse, hvis man holder ud til slutningen. Janus på Horrorsiden er nok ikke helt enig med mig i det 🙂

Instruktør: Adam Mason
Udgivelsesår: 2006

Dødens hospital

Dødens hospitalHvor meget skal der til, før et menneske knækker? Og hvad sker der så …

Et nedlagt sindssygehospital skal istandsættes og bruges som kultur- og rådhus. Gordon er leder af det asbestfjernerhold, som vinder liciteringen, og bortset fra at der skal knokles igennem, så virker det som et let job med en 10.000 dollars bonus, hvis de når at blive færdige indenfor tidsfristen.

Men der er spændinger i gruppen. Gordon selv er lige blevet far, og det kniber med nattesøvnen. Hank har snuppet Phils kæreste, og Mike overvejer at vende tilbage til jurastudiet, mens Jeff aldrig har prøvet at fjerne asbest før. Mens de knokler for at blive færdige, opbygges spændingen langsomt, og det føles næsten som om, hospitalets horrible fortid indhenter nutiden.

Jeg var yderst positiv overrasket over Dødens hospital. Egentlig havde jeg forventet lidt hjernedød splatter, for sådan går det ofte med hospitalshorror. I stedet fik jeg en film, der bruger tid på at opbygge stemningen, og som ad kringlede veje fører seeren mod en slutning med et twist. Måske havde jeg gættet noget undervejs, men instruktør Brad Anderson sørger hele tiden for at holde historien spændende og med flere mulige udfald.

Brad Anderson har også instrueret afsnittet Sounds like i serien Masters of Horror. Den var jeg ikke ubetinget begejstret for, men jeg kan godt genkende flere træk, som bare virker meget stærkere på mig her i Dødens hospital. Her er samme rolige opbygning og fokus på mennesket i historien. Her er flotte billeder, der understøtter historien, og så lykkes det rigtig godt, at gøre fortællingen om patient 444 til en del af forklaringen på nutiden.

Dødens hospital er lavet for under 2 millioner dollars, men det kan bestemt ikke ses. Alene location med det gamle sindssygehospital giver filmen klasse. På skuespillersiden ses bl.a. David Caruso som Phil og Peter Mullan som Gordon. Især sidstnævnte spiller fantastisk.

Om filmen:

Instruktør: Brad Anderson
Udgivelsesår: 2001
Originaltitel: Session 9