Indlæg tagget med ‘skoler’

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

For nyligt modtog jeg en dejlig pakke med posten. Det var Elly Griffiths: Døden mellem linjerne. Jeg er stor fan af Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway, men jeg elsker også gotiske spøgelseshistorier, så da jeg hørte, at Griffiths nye bog handler om en engelsk-underviser, der skriver på en bog om den gotiske forfatter R.M. Holland, som er kendt for sine spøgelseshistorier – ja, så kunne jeg næsten ikke vente. Men det har bestemt været ventetiden værd. Døden mellem linjerne er underholdning i topklasse.

Clare Cassidy underviser i litteratur på Talgarth High, hvor hun også tilbyder undervisning i kreativ skrivning. Hendes yndlingsemne er den gotiske forfatter R.M. Holland, der boede i Holland House, en gammel bygning tilknyttet den nye skolebygning, hvor Clare underviser, og i sin fritid skriver hun på en biografi om ham. Clare flyttede fra London efter en skilsmisse, og nu bor hun sammen med teenagedatteren, Georgie og hunden Herbert i West Sussex. Men en dag i efterårsferien får hun en ubehagelig opringning. Hendes kollega og gode veninde Ella Elphick er blevet myrdet, og politiet vil gerne tale med Clare.

På sagen er kriminaloverbetjentene Harbinder Kaur og Neil Winston. I første omgang er der hverken tydelige motiver eller spor på, hvem der kan have dræbt Ella. Men så opdager Clare pludselig, at en fremmed har skrevet i hendes dagbog. Kan det have noget med mordet at gøre? Og så sker der endnu et dødsfald.

Historien fortælles gennem tre overordnede stemmer: Clare, Harbinder og Georgie. Det betyder, at vi ind i mellem hører om den samme begivenhed set fra en ny synsvinkel. Det giver et helt særligt indblik i personerne. Ikke mindst i samspillet mellem Clare og Harbinder, hvor der i første omgang ikke er meget sympati. Harbinder synes Clare er alt for høj, smuk og overlegen, men er det bare hendes egen følelse af underlegenhed, som spiller ind?

Imellem hver del er desuden indsat stumper af en novelle skrevet af R.M. Holland, som Clare bruger i sin undervisning. Undervejs dukker der mystiske henvisninger op til novellen, som er trykt i sin helhed bagerst i bogen, så vi nørder kan få slutningen med.

Døden mellem linjerne kom fint pakket ind, og er første bind i en ny serie med  kriminaloverbetjent Harbinder Kaur.

Som jeg skrev indledningsvis, har det været værd at vente på Døden mellem linjerne. Elly Griffiths er fænomenal til at tegne sympatiske og troværdige hovedpersoner, og den 35-årige Harbinder, der stadig bor hjemme hos sine indiske forældre, der ikke ved noget om, at hun er lesbisk, tegner til at blive et ligeså spændende bekendtskab som Ruth Galloway.

Selve plottet er overraskende og fuld af twists og drejninger. Vi kommer omkring hvid magi, litteraturnørder, teenagebetagelser, jalousi, affærer og spøgelser, og alligevel var jeg ikke tæt på at gætte slutningen. Det er fuldt fortjent, at Døden mellem linjerne vandt en Edgar Award for Best Novel i 2020. Jeg læste den nærmest ud i et stræk, og kan kun være enig med bloggen Crime by the Book, der giver bogen 5 ud af 5 stjerner:

Griffiths masterfully blends Gothic influence with modern-day suspense sensibility, and the result is effortless, spine-tingling, page-turning fun. Masterfully blurring the lines between reality and fiction, Elly Griffiths has crafted an exceptional bookish mystery that is both an ode to Gothic literature and an effective work of Gothic suspense unto itself.”

Bind to med Harbinder Kaur er udkommet på engelsk og hedder The Postscript Murders.

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Jeg mødte Ella første gang til jobsamtalen på Talgarth High for fem år siden. Vi blev begge budt velkommen af Rick, der forsøgte at lade, som om en tredjedel af engelskafdelingen ikke havde sagt op før påske, og dermed blot givet ham et par måneder til at finde to erfarne engelsklærere. For et stykke tid siden læste jeg tilbage i dagbogen for at se mit første indtryk af Rick, men det var skuffende banalt. Høj, tynd, forpjusket. Rick er den type, hvor charmen – som den nu engang er – langsomt åbenbares.

“Det er en meget dynamisk afdeling,” sagde han, mens han gav os en rundvisning. “Og skolen er skøn, meget forskelligartet, masser af energi.”

På det tidspunkt havde vi regnet ud, at det drejede sig om to ledige stillinger, og at vi ikke var i konkurrence med hinanden. Vi udvekslede blikke. Vi vidste begge to, hvad ‘dynamisk’ betød. Skolen lå på grænsen til rent anarki. Under den sidste kommunale inspektion havde den fået dommen ‘Forbedring kræves’. Den gamle skoleleder, Megan Williams, hang fast med det yderste af neglene, men to år senere blev hun sat fra bestillingen af Tony Sweetman, der med kun 10 års undervisningserfaring blev hentet ind fra en anden skole. Nu har skolen fået ratingen ‘God’.

Bagefter sad Ella og jeg og talte om vores første indtryk på lærerværelset, et trist lokale i den nye bygning med passiv-aggressive post-its på opvaskemaskinen – ‘Hjælp med at tømme opvaskemaskinen. Det er ikke mit job!’ Vi var blevet efterladt der med te og en tallerken med kiks, mens ‘panelet’ traf deres beslutning. Vi var begge klar over, at vi ville få tilbudt et job. Synet af kvinden over for mig: langt, blondt hår, spids næse, ikke smuk, men utrolig tiltalende, gjorde det kommende job mindre dystert. Jeg fandt senere ud af, at Ella, en Jane Austen-entusiast, identificerede sig med Elizabeth Bennet. Men for mig var hun altid Emma.

“Hvorfor vil du arbejde her?” spurgte Ella, mens hun rørte rundt i teen med en kuglepen.

“Jeg er lige blevet skilt,” sagde jeg. “Jeg vil væk fra London. Jeg har en datter på 10 år. Jeg tror, at det vil være rart for hende at komme ud på landet. Og være tæt ved vandet.”

Skolen lå i West Sussex. Shoreham-by-Sea lå blot et kvarter væk, Chichester en halv time på en god dag. Det havde både Rick og Tony talt meget om. Jeg forsøgte at fokusere på køreturen herned gennem det frodige landskab og ikke på de revnede ruder i billedkunstlokalet og den trøstesløse gård, hvor alt grønt var gået ud på grund af den salte vind.

“Jeg er også på flugt,” sagde Ella. “Jeg underviste i Wales, men jeg havde en affære med chefen. Det kan ikke anbefales.”

Jeg kan huske, at jeg blev rørt og lidt chokeret over, at hun betroede sig til mig så hurtigt.

“Jeg kan ikke forestille mig at have en affære med ham der Rick,” sagde jeg. “Han ligner et fugleskræmsel.”

“If I only had a brain,” sang Ella med en imponerende imitation af fugleskræmslet fra ‘Troldmanden fra Oz.

Men hun havde en hjerne, og endda en god en af slagsen, så hun burde have indset det med Rick. Hun skulle have lyttet til mig.

Men nu er det for sent. (side 20-21)

Om Døden mellem linjerne:

Udgivelsesår: 28.05.2021
Forlag: Gad, 421 sider
Omslag: Anders Timrén efter originaldesign af Ghost Design
Originaltitel: The Stranger Diaries
Oversætter: Ane Lauenblad

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Ravnens rede af Leif Davidsen
Ruth Galloway-serien af Elly Griffiths
Otte berømte spøgelseshistorier af M.R. James
Randvad af Krogsøe og Wangsgaard Jürgensen
Slør af A. Silvestri
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Skyggernes skov af Franck Thilliez

Spøgelseshvisker af Nick Clausen

Spøgelseshvisker af Nick Clausen

I denne historie er det dig, der er hovedpersonen.

Du er spøgelseshvisker, og du bliver kaldt ud for at hjælpe med at uddrive spøgelserne, som hjemsøger en nedlagt skole. Hvis din opgave skal lykkes, må du træffe de rette valg. Men pas på – spøgelserne er ikke alle venlige, og dit liv kan hurtigt komme i fare! (fra bogens bagside)

Bøger, hvor læseren selv er med til at bestemme handlingen, er ved at få et comeback. Blandt andet har forlaget Dreamlitt de seneste år udgivet en række titler under imprintet Tværveje, og Spøgelseshvisker af Nick Clausen er forlaget Facets bud.

Som sagt er læseren selv hovedpersonen, og historien åbner med, at du ankommer til et hus, hvor 14-årige Janus tager imod dig og forklarer dig, hvorfor han har bedt dig komme. Han fortæller, hvordan byens skole har stået tom i tre år efter en voldsom brand, der dræbte en række elever, som nu hjemsøger skolen. Herefter går historien i gang.

Spøgelseshvisker er opdelt i nummererede kapitler, og efter hvert kapitel får læseren en række valgmuligheder. Hvis du efter første kapitel f.eks. vælger at gå direkte op til skolens hoveddør, bladrer du frem til side 20 og læser kapitel 6. Men vil du i stedet sondere lidt først, bladrer du frem til side 30 og læser kapitel 11. Her er således ikke brug for terninger eller papir og blyant som i Fyrtårnet af Nikolaj Johansen, jeg tidligere har læst.

Historien i Spøgelseshvisker er spændende og med mange muligheder for at vælge forskelligt. Jeg måtte således læse bogen en del gange, før det lykkedes mig at gennemføre. Der er dog også mulighed for at give op undervejs og gå til løsningen, så ingen læsere bliver snydt for slutningen. Det synes jeg er en god beslutning, og giver også bogen en bredere målgruppe.

Som altid (fristes jeg til at skrive) fortæller Nick Clausen i et levende og spændende sprog, og Spøgelseshvisker er endnu en underholdende roman fra hans hånd. Personligt er jeg ikke så stor fan af interaktive bøger. Jeg kan bedre lide at fordybe mig i en færdig historie. Men når det er sagt, er jeg sikker på, at unge spilbogs-entusiaster vil have stor fornøjelse med at kaste sig over den uhyggelige historie.

Så god fornøjelse med at jage spøgelser! Og tak til forlaget Facet som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Spøgelseshvisker:

Udgivelsesår: 10.01.2020
Forlag: Facet, 82 sider
Omslag: Nick Clausen
Lix: 22
Besøg Nick Clausens hjemmeside

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav af Benni Bødker
Fyrtårnet af Nikolaj Johansen
Er jeg smuk? af Michael Kamp og Tænkehatten
Åndehviskeren af Haidi W. Klaris
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen

Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft

Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft“Death Skool” er en rendyrket og stemningsfyldt splatter-hyldest til 80’er og 90’er sci-fi film og gysere, og kan sagtens ses i forlængelse af klassikere som The Thing og Aliens. Dog er denne tegneserie helt sin egen, med sin humor og svælgende dyrkelse af brutal splat, vold, blod og alverdens kropsvæsker. En fryd for øjet og en oplevelse for folk med stærke nerver og maver. (fra bagsiden)

Jeg faldt over Death Skool til Skrækfest i Odense. Da jeg har læst lidt forskelligt af Lars Kramhøft, snuppede jeg den med, og sikke et held. Her er nemlig tale om en herlig splattet og grotesk fortælling fyldt med humor og vilde sort/hvide tegninger.

Handlingen er en blanding af Escape from New York og Dangerous Minds. Skoler er blevet afløst af S.K.O.O.L. systemet, hvor underklassens børn samles i afsidesliggende faciliteter bevogtet af vagter. Janet Laughton møder ind til sin første dag, og er fuld af gode intentioner. Det får Mrs. Applebaum dog snart pillet ud af hende. Eleverne er FJENDEN.

Der går da heller ikke længe, før helvede bryder løs. En gruppe elever starter et oprør, og snart er Janet på vild flugt. Hendes eneste håb er eleven Melissa, der tilhører elevfraktionen “De stille”, samt den formodede afdøde gymnastiklærer Mr. Henderson – og til sidst er hun nødt til at stole på sig selv.

Jeg var vildt underholdt af Death Skool, der er fyldt med corny one-liners og referencer til 80’ernes og 90’ernes B-film. Det er skævt, det er skørt og det er kanon underholdning.

Illustration fra Death SkoolOm Death Skool:

Udgivelsesår: 2018
Forlag:  Tegneseriekollektivet Urkraft, 52 sider
Illustrationer: Simon Petersen og Lars Kramhøft

Se også:

Alena af Kim W. Andersson
Fordærv af Michael Kamp
Dennis, Megan og Dirty Harry af Morten Nis Klenø
NYX – Wannabe af Joe Quesada
Suspiria instrueret af Dario Argento
Wilderness instrueret af Michael J. Bassett
Battle Royale instrueret af Kinji Fukasaku

Skygger i mørket af Christian Engkilde

Skygger i mørket af Christian EngkildeSebastians helt almindelige liv ændres fundamentalt, da den blinde dreng, Thomas åbner hans øjne for alt det, vi ellers ikke ser.

Sebastian går i 7. klasse. Han er bedstevenner med Jonas og Simmer, som han også spiller fodbold med. Men til en forældresamtale på skolen får Sebastian at vide, at han skal tage sig sammen, ikke være så fjollet og koncentrere sig mere om skolen end om fodbold og vennerne.

Kort efter starter en ny dreng i klassen, Thomas. Og Thomas er blind. Deres klasselærer udpeger Sebastian til at sidde ved siden af den nye dreng og hjælpe ham med at finde rundt på skolen, indtil han er faldet til. Sebastian er ærlig talt træt af at skulle agere førerhund for Thomas, og i starten gør han det kun meget modvilligt.

Men så begynder der at ske mærkelige ting på skolen, og hver gang bliver Sebastian involveret, så han fremstår som den skyldige. Samtidig begynder han og Thomas at tale bedre med hinanden, og Sebastian opdager, at Thomas har set en skygge ved ham, hver gang der er sket noget. En skygge som ingen andre kan se.

Hvad er det for en skygge, der forfølger Sebastian? Hvorfor lige ham? Og har det noget at gøre med sagnet om Fakkelbrødrene på det lokale kloster, som brændte ned til grunden i Middelalderen?

Christian Engkilde har både et par ungdomsromaner og et grundkursus i sejlsport på cd-rom bag sig. Med Skygger i mørket, som er første bind i en trilogi for børn og unge, bevæger han sig over i gysergenren. Og det lykkes delvist.

Jeg blev hurtigt fanget ind af historien om Sebastian, som egentlig er en god fyr, men som ind i mellem lader sig rive med af kammeraterne. Og da så Thomas kommer ind i billedet, og alle de ubehagelig ting begynder at ske, er Sebastian nødt til at stå på egne ben. Hans langsomme udstødelse af fællesskabet og gryende venskab med Thomas beskriver Engkilde fint og overbevisende.

Derimod lykkes det ikke helt at gøre den anden del af fortællingen rigtig uhyggelig, selvom de enkelte komponenter er til stede. De to drenge forsøger sammen med skolebibliotekaren og én af hendes bekendte at slippe af med skyggen en sen aften på skolen. Men trods set-uppet i de lange, mørke gange og angsten for skyggen, der langsomt er blevet mere og mere voldelig, så virker de to voksne karakterer lidt for utroværdige, til at jeg helt blev fanget. Derimod fungerer samspillet mellem Sebastian og Thomas perfekt, og derfor tror jeg egentlig, at romanens målgruppe vil sluge hele historien uden mine forbehold.

Samtidig slutter Skygger i mørket med noget af en cliffhanger, som absolut giver mig lyst til at læse videre om Sebastian og Thomas. Så alt i alt vil jeg kalde Skygger i mørket for et godt bud på en gyser for børn og unge. Og så synes jeg også, at det tæller på plus-siden, at forlaget Silhuet har lavet en stemningsfuld bogtrailer, som nok skal få læserne til at bide på krogen.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 51)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Silhuet, 215 sider
Omslag: Nathascha Friis

The Awakening

The AwakeningEfter et par sløje filmmåneder er jeg igen kommet i gang med filmstakken, og i går blev det så til The Awakening, som jeg intet havde hørt om på forhånd, men snuppede pga. tidsperioden den foregår i.

Året er 1921. Der er gået tre år siden 1. verdenskrig sluttede, og England er stadig præget af de mange unge mænd som døde i skyttegravene, samt af den influenza-epidemi som efterfølgende krævede millioner af ofre over hele verden. Den unge kvinde, Florence Cathcart, mistede sin forlovede under krigen, men mens mange andre i perioden søgte trøst i troen på, at deres kære levede videre i en anden verden, er Florence overbevist om, at de døde er væk. Der er ingen trøst at finde.

I stedet har hun gjort det til en livsopgave at afsløre de mange medier, som ved hjælp af falske seancer narrer penge fra sørgende efterladte. Ved hjælp af sindrige tricks kunne medierne både fremmane ånder og tale med de døde, og mange fandt trøst i det, de troede, var kontakten med de afdøde, men den trøst kan Florence slet ikke forholde sig til.

I filmens begyndelse bliver Florence kontaktet af Mr. Mallory, der er lærer på en kostskole. En af skolens elever er blevet fundet død, og eleverne er skræmte, fordi de tror et spøgelse står bag. Først afviser Florence fuldstændig at undersøge mistanken, men hun ender alligevel med at tage med tilbage til skolen, som tidligere har været et privat hjem, og hvor der går rygter om, at en dreng for mange år siden blev dræbt.

Florence går videnskabeligt til værks og begynder straks at undersøge sagen for at kunne tilbagevise historierne om spøgelset. Men der sker flere ting på skolen, som hun ikke umiddelbart kan forklare, og snart sættes hendes klippefaste tro på, at der intet findes, som videnskaben ikke kan forklare, på en alvorlig prøve.

Jeg kan ligeså godt indrømme, at jeg var fuldstændig vild med The Awakening. Jeg ved godt, at den ikke er voldsomt original, hvis man har set The Sixth Sense af M. Night Shyamalan fra 1999, The Others af  Alejandro Amenábar fra 2001 og El Orfanato af Juan Antonio Bayona fra 2007. Ikke desto mindre blev jeg fanget ind af atmosfæren i The Awakening fra første minut. Det er lykkes instruktør Nick Murphy at fremmane en sørgmodig stemning fyldt af vemod helt fra filmens første billede. Farverne er afdæmpede, og fortællingen glider roligt af sted. Selv da de mystiske begivenheder begynder på skolen, holder han sig fra at kaste CGI-effekter og special effects i grams, og i stedet er det personerne og dramaet imellem dem, som holder publikum fanget.

Rebecca Hall, som spiller Florence, er utrolig stærk i rollen som den unge kvinde, der for at klare sig gennem sorgen, lader det rationelle blive hendes redning. Hun er en atypisk kvinde for tiden, og må hele tiden kæmpe med fordomme og sociale regler. Samtidig med at hun er meget nøgtern og realistisk, kæmper hun dog også med en masse fortrængte følelser, og denne cocktail er til slut ved at drive hende til vanvid.

Jennie Kermode skriver på EyeForFilm om The Awakening: “The Awakening is a film that will keep you guesing as multiple possible solutions to its puzzles appear and disappear. It’s a story about ghosts, but in a wide sense – as important as the supernatural are the ghosts we carry with us in the form of painful memories. It also has complex subtexts about child-rearing, the difficult balance between the desire to make a boy strong (enough to survive a war, perhaps) and the desire a mother might feel to protect him, to keep him close to her forever. This potent connection to real world issues makes for a much more satisfying, rounded film that many with similar tales to tell.”

Historien er efter min mening nok også i lige så høj grad et menneskeligt drama, som det er en spøgelsesfortælling. Og jeg blev som sagt stærkt betaget, og kan også anbefale at man ser dokumentarene i ekstra-materialerne, hvor bl.a. den engelsk historikere Juliet Nicholson fortæller om sin bog The Great Silence, der undersøger det engelske samfund i årene efter 1. verdenskrig. Det er utroligt interessant og meget rørende.

Om The Awakening:

Instruktør: Nick Murphy
Udgivelsesår: 2011

Se traileren til The Awakening på YouTube

The Woods

The Woods instrueret af Lucky McKeeLucky McKee står bag interessante film som May og Sick Girl, så jeg var ikke i tvivl, da jeg faldt over The Woods, at den måtte jeg se.

Historien udspiller sig i New England i 1965. Teenagepigen Heather er efterhånden kommet så voldsomt på kant med sin mor, at hun bliver sendt på kostskolen Falburn Academy midt i en gammel skov. Allerede den første dag kommer hun på kant med en af skolens førende elever, men langsomt falder hun til og bliver venner med den stille Marcy.

Der er dog hele tiden noget, som ikke er helt rigtigt. Heather hører stemmer fra skoven, og da en af pigerne en aften fortæller en spøgelseshistorie om tre søstre, som tidligere gik på skolen, og som blev forfulgt for at være hekse, går det op for hende, at ikke alt er, hvad det ser ud til at være.

Der er gode takter i The Woods. Bl.a. spiller Agnes Bruckner rollen som Heather meget overbevisende. Især den første scene i skoven hvor Heather hører stemmerne er ganske stemningsfuld. Men i det store hele synes jeg, at historien bliver alt for usammenhængende. Slutningen eskalerer til det nærmest komplet latterlige, så det hele falder til jorden med et skuffet brag.

Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om McKee har været inspireret af Dario Argentos Suspiria. I så fald er det desværre ikke lykkes at tilføje idéen noget nyt eller udføre den bedre. Øv øv, men forhåbentlig kommer han stærkt igen. I hvert fald er der et projekt på trapperne med titlen The Woman, som er skrevet i fællesskab med Jack Ketchum (The Girl Next Door). Det kunne godt blive grumt …

Om filmen:

Instruktør: Lucky McKee
Udgivelsesår: 2006

Suspiria

SuspiriaFor nogle år siden så jeg første gang Suspiria, og jeg må indrømme, at selvom jeg vidste, at det var en Dario Argento film, så blev jeg bare ikke særlig grebet af den. I går tænkte jeg, at jeg skulle prøve at give den en ny chance, for det er trods alt en klassiker.

Suzy Bannion tager til en lille tysk by for at gå på et højt berømmet danseinstitut. Den aften, hun ankommer, myrdes en af skolens elever, Pat, og Suzy ser hende løbe forvirret ud af skolens dør. Suzy bliver først indlogeret hos en anden studerende, men efter et ildebefindende flyttes hun ind på skolens område. Her bliver hun også sat på en særlig kost med rødvin hver dag for at styrke blodomløbet.

Suzys nabo, Sara, er sikker på, at noget er galt på skolen, og hun fortæller Suzy om sin mistanke – at lederne måske er hekse! Kort efter forsvinder Sara, og Suzy beslutter sig for at undersøge sagen selv. Hun opdager, at skolens grundlægger ganske rigtig blev beskyldt for at være heks, men at hun døde i en brand for mange år siden. Men er det nu også sandt? Og hvor går lærerne hen hver aften?

Dario Argento har lavet en film, som var meget usædvanlig for sin tid. Dels er der nogle yderst blodige scener, som f.eks. når vi ser kniven gå ind i brystet på den myrdede elev. Dels er både musikken og billederne meget pågående. Temasangen er yderst insisterende, og bliver hængende i hovedet længe efter filmen er slut. Og farverne er også meget voldsomme. Flere scener er enten helt røde eller helt blå! Det virker så anderledes, at det bliver truende.

Jeg  må indrømme, at jeg heller ikke blev voldsomt grebet af filmen denne gang. Det kan dog godt hænge sammen med den dårlige lyd-synkronisering, der var på udgaven jeg så. Men derudover synes jeg heller ikke, at der er en særlig stor helhed i historien. Hvorfor er skolens lærere f.eks. så opsatte på at rydde Suzy af vejen? Og hvilken rolle spiller Albert, madame Blancs nevø? Endelig føler jeg også, at skuespillerne generelt overspillede helt vildt, men det kan selvfølgelig være et bevidst valg.

På plus-siden er, at jeg lagde mærke til flere fine detaljer, og selvom jeg ikke blev specielt forskrækket undervejs, så kan jeg dog godt se, at Argento har nogle fantastiske idéer. Scenen hvor den blinde Daniel bliver overfaldet midt i byen, er måske nok for langtrukken, men har helt sikkert en meget skræmmende optakt, og flere af optagelserne på skolens grund, når pigerne lister rundt om natten for at finde ud af noget, er også opfindsomme og med uhyggelige træk.

Suspiria bliver betragtet som en af Argentos bedste film, og den næsten drømmeagtige måde filmen er opbygget på, er bestemt også interessant. Selvom det ikke bliver en af mine personlige favoritter, kan jeg sagtens forstå fascinationen, og må indrømme at Argento fortjener sit prædikat som en af de bedste horror-instruktører gennem tiden.

Om Suspiria:

Instruktør: Dario Argento
Udgivelsesår: 1977

Prom Night

Prom NightDonna bor hos sin onkel og tante. For tre år siden så hun sin mor blive stukket ihjel, og sin far og lillebror blev også dræbt. Morderen var hendes lærer Richard Fenton, som var besat af Donna. Men hun undslap, og Fenton blev idømt livstid i en mental institution.

Nu er der så gået tre år, og Donna har fået sit liv tilbage. Det er ‘senior prom night”, og sammen med kæresten Bobby og deres venner skal hun til fest på hotel Pacific Grad. Aftenen starter godt, men så indløber en besked til det lokale politi. Fenton er undsluppet, og detective Winn tager af sted for at advare Donnas familie.

På hotellet hygger Donna og vennerne sig – uvidende om at Fenton er sluppet ud, og at han er på vej for at hente Donna!

Prom Night er en småkedelig slasherfilm. Der gives ingen forklaring på, hvorfor Fenton er så vild med Donna, og der er ikke den store psykologi gemt i historien. Fenton finder frem til hotellet, dræber alle der kommer i hans vej, indtil han kommer til Donna. Og så kan man vist godt gætte slutningen, uden at jeg siger mere.

I 1980 blev der også indspillet en film med titlen Prom Night, men så vidt jeg ved, har de to film ikke noget at gøre med hinanden udover et sammentræf af titel-lighed.

Om filmen:

Instruktør: Nelson McCormick
Udgivelsesår: 2008

Dobbeltspil af Joanne Harris

dobbeltspilSt. Oswald er en fin, gammel drengeskole i det nordlige England. Den er ved at være temmelig forfalden, men både lærere og elever føler sig bedre end de lokale, som til gengæld afskyr skolen og alle dens traditioner. Også indbyrdes blandt skolens lærere er der nid og nag og ikke mindst en evig kamp om at bevare tilknyttede privilegier.

Da det nye skoleår begynder, starter også en sand lavine af ulykker. Nogen store, nogen små, men alle griber forstyrrende ind i undervisningen og dagligdagen. Da der også begynder at blive lækket oplysninger til pressen, opstår mistanken om, at en muldvarp er på spil.

Jeg har tidligere læst Sov mit barn af Joanne Harris, som var en udmærket gotisk thriller fra Victoriatidens England. Dobbeltspil foregår i nutiden, men med drengeskolens traditioner trækker den alligevel også bagud i tiden.

Joanne Harris skriver godt, og jeg må nok indrømme, at jeg ikke gennemskuede plottet før til allersidst. Harris laver nemlig et nydeligt twist undervejs, og selvom jeg troede, at jeg gættede det, så gjorde jeg ikke helt alligevel.

Jeg har ikke læst hendes mest omtalte bog “Chokolade” endnu, men det må så blive det næste projekt, for jeg følte mig i hvert fald godt underholdt af Dobbeltspil.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: Gentlemen & players
Forlag: Samleren, 470 sider

Vikaren

VikarenVikaren er Ole Bornedals gensyn med gysergenren efter hans fremragende gennembrudsfilm Nattevagten fra 1994.

Paprika Steen spiller skolelæreren Ulla Harms, som bliver vikar for en 6. klasse. Der går dog ikke længe, før børnene finder ud af, at hun ikke er helt almindelig. Men selvom de klager deres nød til forældrene, så hører disse selvfølgelig ikke efter. Og det ender med, at Ulla Harms får alle børnene med på en studietur til Paris – som i virkeligheden fører et helt andet sted hen. For Ulla Harms er nemlig slet ikke et menneske …

Paprika Steen er rigtig god i rollen som Ulla Harms, og jeg holder meget af, at hun lander i en burhønsefarm, da hun ankommer til jorden. Faktisk indgår der høns i flere af scenerne, og det vælger jeg at se som en klar hyldest til Tobe Hoopers Motorsavsmassakren, men det er måske at læse for meget ind i filmen 🙂

En af mine kollegaer så den sammen med sin 11-årige søn, og de havde en herlig oplevelse med filmen, så går man til den med sjove briller på, så er Vikaren et udmærket bud til lidt aftenunderholdning. Bare du ikke forventer at blive bange.

Om filmen:

Instruktør: Ole Bornedal
Udgivelsesår: 2007