november 2019
M Ti O To F L S
« okt    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Skrækfest’

Skrækfest 2019

 

Skrækfest 2019 er nu overstået. Fire dage fyldt med metalmusik og horror i alle afskygninger arrangeret af Odense bibliotek, og jeg var med et par af dagene. Som sidste år tog jeg en masse billeder, og som sidste år er de desværre ikke blevet ret gode. Men det var arrangementet til gengæld, så jeg er allerede begyndt at glæde mig til næste år!

Odense Skrækfest arrangeres af Odense Biblioteker og Borgerservice i samarbejde med en række aktører fra horror-scenen med projektleder Niels Mark i spidsen.

Fredag d. 27. september

Lars F. Larsen, metalbandet Manticora

Det første programpunkt, jeg deltog i, var bogreceptionen for Lars F. Larsens horrorroman To kill to live to kill og metalbandet Manticoras musikalbum af samme navn. Lars er forsanger i bandet og fortalte spændende om processen med at skrive en roman sammen med et konceptalbum.

Bagsiden af To kill to live to kill beskriver romanen som en blanding af den ekstreme vold fra Saw og American Psycho, men får dem begge til at fremstå som en søndagstur i børnehaven. Jeg købte naturligvis et eksemplar og glæder mig til at læse/høre den/det.

Seancen sluttede af med, at vi så videoen Echoes Of A Silent Dream fra albummet, og her er der virkelig smæk for skillingerne.

Mathias Clasen

Næste punkt i programmet var horrorforsker Mathias Clasen, som under overskriften “Når frygt er fedt” fortalte om, hvorfor vi er så tiltrukket af horror. Han kom ind på nogle af sine forskningsprojekter, og kunne blandt andet fortælle, at en undersøgelse han har foretaget i USA viste, at hele 55% af de adspurgte kunne lide horror. Så at horror kun er for et lille sært mindretal er slet ikke sandt.

Mathias Clasen er altid spændende at høre på, og det var han også denne gang.

Anne-Marie Vedsø Olesen

Herefter kom Anne-Marie Vedsø Olesen på scenen. Hun er både opera-og metal-elsker, hvilket skinner igennem i flere af hendes bøger. Hun fortalte blandet andet om arbejdet med at skrive novellen ‘Orkestergraven’ fra antologien Poe – 4 makabre hyldester. Novellen, der handler om en dirigent, der bliver besat af en operasangerinde, har AMVO efterfølgende også skrevet om til en opera, der blev opført af Den Fynske Opera i 2012. Yderligere var novellen også drivkraft til romanen Glasborgen, der ligeledes udkom i 2012, og som AMVO iøvrigt også blev inspireret til af Bela Bartóks operea Hertug Blåskægs borg fra 1918.

Under fortællingen om ‘Orkestergraven’ kom AMVO med en meget præcis pointe. Hun fortalte, hvordan dirigenten i novellen troede, at han kunne undslippe sit begær ved at dræbe genstanden for det. Men begæret er i ham selv, og derfor hjælper det ikke at fjerne Isabella. Det fik mig til at tænke på diverse religioners påbud om, hvordan kvinden skal klæde sig, og hvordan disse påbud jo i virkeligheden også har bund i mænds begær. Og påbud som i bund og grund ikke har anden virkning end at skabe ulighed mellem kønnene.

Der var også lidt musik med i AMVOs oplæg, hvor vi hørte uddrag af operaen ‘Orkestergraven’ samt både Rammstein og Bela Bartók.

Han Duo (Jacob Ege Hinchely og Elias Eliot)

Så blev scenen overtaget af Jacob Ege Hinchely og Elias Eliot, der er mændene bag den populære podcast Han Duo. Han Duo udgiver hver 14. dag deres podcast, der beskæftiger sig med genrefilm, spil og tv-serier. Den dynamiske duo gav et meget underholdende og passioneret bud på henholdsvis fem gode indie filmgys og fem gode indie spilgys.

De fem film var: The Void, The Vvitch, It Follows, Bone Tomahawk og Heredity og jeg skal helt bestemt have set The Void, der var den eneste af dem, jeg ikke kendte i forvejen.

Freddy Krueger kom på besøg under visningen af Morderisk Mareridt i Nordisk Film Biografer Odense

Aftenens sidste programpunkt foregik i Nordisk Film Biografers lokaler, hvor vi så Nightmare on Elm Street (1984) samt den danske kortfilm Nu er solen død instrueret af Daniel Bødker Sørensen. Han Duo introducerede filmene sammen med Daniel Bødker Sørensen, og som ovenstående billede viser, kom Freddy Kruger på et kort visit i tilfælde af at nogen skulle falde i søvn under forestillingen 🙂

Lørdag d. 28. september

Dansk Horror Selskabs stand: Anne-Marie Vedsø Olesen og Jette Holst

Lørdag var der Skrækmarked. Sammen med Anne-Marie Vedsø Olesen skulle jeg passe Dansk Horror Selskabs stand, hvorfra vi blandt andet solgte DET GRUFULDE BIBLIOTEK. Heldigvis for mig dukkede Kristian Nordestgaard op og hjalp i standen, så jeg fik mulighed for at høre nogle af de mange spændende foredrag, der foregik andetsteds i biblioteket.

Claus Markussen

Første mand på scenen var historiker Claus Markussen, der fortalte om (var)ulve – dødsdrift og dødsmetal. Jeg kendte ikke til foredragsholderen på forhånd, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Men jeg blev meget positivt overrasket. Claus Markussen gav en slags historisk oversigt over menneskets forhold til ulven både i hverdagen og i kunsten. For eksempel fortalte han, hvordan biblen udpeger ulven som et absolut onde, og dermed direkte har været med til en årtusind lang dødelig forfølgelse. Han kom også ind på, hvordan ulven og myter om denne har indvirket på kunsten, blandt andet indenfor metalgenren. Det var virkeligt spændende, og jeg ville gerne have hørt meget mere end den halve time foredraget varede.

Nicolas Barbano

Dernæst skulle Nicolas Barbano have taget os på en guidet tur gennem skrækfilmens mest hårrejsende og ikoniske kompositioner. Desværre var der kludder med teknikken, så foredraget endte med at blive udsat til senere på dagen, hvor jeg beklageligvis ikke kunne deltage. Men jeg nåede dog at høre Nicolas nynne et lille uddrag af Tchaikovskys Svanesøen, der blev brugt i Tod Brownings version af Dracula fra 1931.

Line Lybecker og Jess Lindholm

Line Lybecker fra forlaget Ulven og Uglen debatterede sammen med Jess Lindholm fra LAMBDA efterfølgende LGBT-personers repræsentation i genrelitteratur. Der er lang vej igen, før for eksempel homoseksuelle portrætteres ligeværdigt som heteroseksuelle – også i genrefilm – men heldigvis kunne de konstatere, at det dog går den rigtige vej.

Søren Staal Balslev, Jacob Hedegaard Pedersen og Aske Munk-Jørgensen

Næste punkt på programmet hed Showcase. Her præsenterede Jacob Hedegaard Pedersen fra forlaget Kandor to nye udgivelser og fik en snak med forfatterne bag. Søren Staal Balslev fortalte om sin post-apokalyptiske roman De rensede, mens Aske Munk-Jørgensen er aktuel med Gamle venner. Jeg købte begge på Skrækmarked, og glæder mig som et lille barn til at læse dem.

A. Silvestri 2019

A. Silvestri efterfulgte Kandor-snakken med et foredrag om ‘Rædselsfulde Silvestri’. Her kom han omkring horror-delen af sit forfatterskab og løftede sløret for et par af de kommende udgivelser. Silvestri er utrolig underholdende på en scene, og det var super interessant at høre hans egne betragtninger over sine bøger.

A. Silvestri, Henrik S. Harksen, Rikke Schubart, Espen Rasmussen og Jess Lindholm

Jeg gik desværre glip af Rikke Schubarts foredrag ‘Mastering Fear – women, emotions and contemporary horror’, og nåede kun at få lidt af paneldebatten om dansk gys og gru med. Men jeg fik da lige et billede af paneldeltagerne, der bestod af: Henrik S. Harksen, Rikke Schubart, Espen Rasmussen og Jess Lindholm med A. Silvestri som ordstyrer.

Skrækfest 2019 

I år fik jeg også oplevet lidt af Double Death Fest, der foregik mellem kl. 19 og 21.30. Her spillede to metalbands, Undergang og Arsenic Addict samt ambient/IDM kunstneren SECONDFACE.

Alt ondt fra havet med introduktion af Christian Bogh og Jacob Holm Krogsøe

Ligesom sidste år sluttede Skrækfest 2019 af med en marathonfilmfest til den lyse morgen. Planet Pulps Christian Bogh og Jacob Krogsøe stod for introduktionen af nattens tema: Alt ondt fra havet. Vi fik både skrøner om Jacobs morfar, samt et overblik over de mange hajfilm der findes. Faktisk findes der så mange, at Christian Bogh er i gang med at skrive en bog om dem. Den glæder jeg mig til at få fat i.

De fem udvalgte film var: Deep Rising, Dagon, Black Water, Bait og House Shark. Desværre var jeg alt for træt, så jeg nåede kun gensynet med Deep Rising, før jeg måtte overgive mig og gå i seng. Men det var nu også et herligt gensyn, og jeg ved helt sikkert, at jeg skal have set både Bait og House Shark snarest.

Skrækmarked

Som tidligere nævnt var der et stort skrækmarked i stueetagen af Odense Bibliotek, hvor man kunne købe alskens spændende bøger, musik m.m. Her kommer lidt stemningsbilleder fra markedet.

AMO Musicam

Flinke Jakob Nielsen fra AMO Musicam som hjalp os med at finde vores stand lørdag morgen.

Ancient Darkness Productions

Ars Bene Moriendi

Hos Ars Bene Moriendi fik jeg købt en gave til en veninde. Jeg kan ikke afsløre hvad, for hun har ikke fået den endnu 🙂

Poe Selskabets stand

Jeg købte ikke noget hos Poe-selskabet, men så en lækker Poe tegneserie – som jeg så senere købte andetsteds 🙂

Nedgangen til Haunted Maze

I år nåede jeg ikke engang ned ad trappen til Haunted Maze, men heldigvis gik nogle af skuespillerne fra Haunted Park også rundt ovenpå.

Skuespillere fra Haunted Park

Forlaget Ulven og Uglen

Forlaget Ulven og Uglen havde stand lige over Dansk Horror Selskab. Her kom jeg til at købe Sumpbaronens rejse af Christina E. Ebbesen, hvor der fulgte det fineste lille agern med.

Nikolaj Johansen

Nikolaj Johansen havde reception for sin nye roman Manden som træerne elskede et par dage før, men heldigvis kom han forbi om lørdagen, så jeg kunne købe bogen og få en autograf. Her står han ved H. Harksen Productions stand.

Mephisto

Mephisto havde også alt for mange gode sager, blandt andet flagermusekranier og gode horror-tegneserier.

Søren Staal Balslev og Aske Munk-Jørgensen

forlaget Kandors stand fangede jeg Søren Staal Balslev og Aske Munk-Jørgensen, som venligt stillede op til fotografering.

 

Martin Schjønning og Viola Frøjk

Skrækfest 2019 var også en mulighed for at få hilst på folk, jeg ellers mest “møder” på Facebook, blandt andre Martin Schjønning og Viola Frøjk, der stod på Rollespilsforeningen Føniks’ stand.

Rollespilsforeningen Føniks

Phantasmo DVD

Hos Phantasmo DVD faldt jeg for nogle filmplakater.

Det var dog ikke kun de voksne, der fik lov at hygge sig til Skrækfest 2019. Der var også flere tilbud til børnene.

Tusind tak til arrangørerne af Skrækfest 2019 for nogle forrygende dage i Odense. Årets høst kan ses herunder 🙂

Skrækfest 2019

 

Program for Skrækfest 2019

Skrækfest 2019
Om præcist en måned slår Odense atter dørene op for en lille uge i rædslernes tegn – Skrækfest 2019 – og jeg glæder mig allerede. Det ene interessante programpunkt afløser hinanden, og min eneste anke er faktisk, at jeg desværre ikke kan deltage i dem alle.

Herunder finder du et udpluk af arrangementerne til Skrækfest 2019. Vær opmærksom på at nogle af arrangementerne kræver billet.

Onsdag d. 25. september

Kl. 18.30 – 20.30: Italienske horrorfilm og psykedeliske horrormusik-soundtracks
Den italienske journalist, Davide Eskelund Rota, tager på en tidsrejse tilbage til den italienske horror-storhedstid og sætter fokus på de store italienske horror-filmmagere, Lucio Fulci, Mario Bava, Dario Argento og deres fremragende musikalske lydspor.

Torsdag d. 26. september

Kl. 18.00 – 22.00: Temaaften om forfatteren H.. P Lovecraft

Kl. 18.00 – 18.45: Cthulhu Mythos og H.P. Lovecraft
Foredrag om kosmisk horror og en af gysets mest indflydelsesrige forfattere H.P. Lovecraft ved Henrik Sandbeck Harksen.

Kl. 19.00 – 19.45: H.P. Lovecraft og den kosmiske horror i medierne
Hvordan spiller H.P Lovecrafts kosmiske horror-univers ind i de forskellige medier? ved Jonas Wulff.

Kl. 20.00 – 22.00: H.P Lovecraft film
Aftenen rundes af med visning af en legendarisk skrækfilm baseret på H.P. Lovecrafts univers.

Fredag d. 27. september

To Kill To Live To Kill af Lars F. LarsenKl. 16.00: To Kill To Live To Kill
Forfatter Lars. F. Larsen (forsanger i metal-bandet Manticora) præsenterer sin horror-thriller roman “To Kill To Live To Kill” og Manticoras musik-album af samme navn.

Kl. 17.30 – 18.25: Når frygt er fedt – videnskaben bag skræk og rædsel
Horror-forsker Mathias Clasen fra Aarhus Universitet inviterer indenfor til den fascinerende videnskab bag vores fascination af skræk og rædsel.

Kl. 18.30 – 19.25: Gys og opera – Musikalske virkemidler inden for horrorgenren
Gyserforfatter Anne-Marie Vedsø Olesen fortæller om sin roman Lucie, sit forhold til musik, og hvordan musikken spiller ind i horror-genren.

Kl. 19.30 – 20.45: Horror i spil og film
Han Duo præsenterer “Horror i spil og film” med Jacob Ege Hinchely og Elias Eliot – bagmændene bag den succesrige podcast-serie.

Kl. 21.00 – 00.00: Nordisk Film Biografer præsenterer Slasher-horror dobbeltfilm med introduktion af hhv. Han Duo og Daniel Bødker Sørensen.

1. film: ’MORDERISK MARERIDT’ a.k.a A Nightmare on Elm Street (Wes Craven, 1984)
2. film: ´NU ER SOLEN DØD (Daniel Bødker Sørensen, 2015)

Lørdag d. 28. september

DET GRUFULDE BIBLIOTEK - danske gys før og nuKl. 10 – 18: Skrækmarked
På Skrækmarked deltager en række af horrorkulturens stærke organisationer i Danmark, bl.a. Metal Mekka, Rollespilsforeningen Føniks, Phantasmo DVD, H. Harksen Productions, Valeta, DreamLitt og Dansk Horror Selskab. I år bemander jeg DHS’ stand noget af dagen sammen med Anne-Marie Vedsø Olesen, så mon ikke der bliver mulighed for at købe AMVO’s bøger? I hvert fald kan du købe DET GRUFULDE BIBLIOTEK til messepris og måske finder jeg flere tilbud i gemmerne.

Udover at fylde poserne i de mange stande der bugner af metal og horror merchandise, er der mulighed for at prøve Haunted Maze (v. Crossroad Larp.), Sminkeværksted m. Zombunny FX og Virtual Reality Horror Zone. Og som noget nyt er der i år en ‘markedsscene’, som dagen igennem byder på spændende foredrag m.m.

Kl. 10:15 – 10:45: (Var)ulve – Dødsdrift og dødsmetal (v. Claus Markussen)
Kl. 11:00 – 11.45: Gysets musikalitet – en guidet rejse gennem skrækfilmens mest hårrejsende og ikoniske kompositioner. (v. kulturformidler Nicolas Barbano)
Kl. 11.55 – 12.25: Line Lybecker fra forlaget Ulven og Uglen og Jess Lindholm fra LAMBDA i samtale om repræsentation i gys, horror og fantastisk fiktion.
Kl. 12.40 – 13.10: DreamLitt/Kandor
Kl. 13.25 – 13.55: Amdi Silvestri – en forfatters verden.
Kl. 14.10 – 15.00: Mastering Fear – Women, Emotions, and Contemporary Horror v. forfatter og filmforsker Rikke Schubart – den fascinerende historie om kvinder i horror-verdenen.
Kl. 15.15 – 16.00: Paneldebat om dansk gys og gru. Hvorfor er gys og gru fascinerende? Hvad kan vi forvente os i fremtiden? Smitter de fede filmtider af på bogmarkedet?

Kl. 18.30 – 21.30: Double Deathfest
Metal Mekka præsenterer Double Deathfest med det verdenskendte navn Undergang (UK/DK) og de lokale helte i Arsenic Addict (DK). Ambient/IDM-projekt SECONDFACE skaber den rette metafysiske stemning til en fantastisk aften i dødens tegn.

Kl. 20.00 – 00.00: Odense Zombie Crawl 2019

Kl. 21.30 – 08.00: Planet Pulp præsenterer ‘Alt ondt fra havet’
Planet Pulp viser nogle af de største og mest skræmmende gysere fra filmhistorien under overskriften ‘Alt ondt fra havet’ med introduktion af Christian Bogh og Jacob Krogsøe.

Læs mere om de enkelte arrangementer og følg Skrækfest 2019 HER

Skrækfest 2018

Jeg havde den store fornøjelse at deltage et par af dagene til Skrækfest 2018, som blev afholdt af Odense Bibliotekerne i samarbejde med en lang række aktører. Jeg nåede både at deltage i en bogreception for Lars Ahns gotiske krimi Rød høst; opleve Anne-Marie Vedsø Olesen fortælle om sin roman Lucie; hygge mig med gode film og se en fascinerende udstilling på Brandts: Into the Unknown.

Selvfølgelig tog jeg en masse billeder undervejs, og ligeså selvfølgelig er kvaliteten desværre ikke særlig høj.

Skrækfest 2018: Niels Mark introducerer Jacob Krogsøe

Skrækfests første programpunkt for mit vedkommende var torsdag aften, hvor overskriften lød “Planet Pulp præsenterer Rædsler fra Rummet”. Jacob Krogsøe gav en spændende introduktion til scifi-horror og efterfølgende så vi Alien og Event Horizon.


Skrækfest 2018: Reception for Rød Høst af Lars Ahn

Fredag holdt forlaget H. Harksen reception for Lars Ahns gotiske krimi Rød høst. Introduktionen blev holdt af Henrik S. Harksen, som fortalte lidt om bogen og om horror i almindelighed.

Skrækfest 2018: Jan M. Johansen introducerer Anne-Marie Vedsø Olesen

Efter receptionen kom Anne-Marie Vedsø Olesen på scenen for at fortælle om sin roman Lucie. Af uvisse årsager har jeg ikke fået læst den endnu, men jeg fik købt et eksemplar på aftenen og glæder mig til at komme i gang med den.

Skrækfest 2018: Jakob Levinsen

Vedsø Olesen blev efterfulgt af Jakob Levinsen, der bl.a. har oversat Stephen King og er i gang med at oversætte H. P. Lovecrafts samlede værker for forlaget Dreamlitt. Det var rigtig interessant at høre om de forskellige udfordringer, der var ved at oversætte de to herrer, og så må jeg sige, at jeg glæder mig gevaldigt til Lovecraft-oversættelsen udkommer.

 

Så gik turen til Nordisk Films Biografer, som viste Exorcisten i directors cut med en introduktion af Anne-Marie Vedsø Olesen og Jakob Levinsen. Først fik vi dog forfriskninger i den fint pyntede foyer – lækre øjne og dracula shots.

Skrækfest 2018: Anne-Marie Vedsø Olesen introducerer Exorcisten

Det var første gang jeg så Exorcisten i biografen, og det var en fantastisk oplevelse.

Skrækfest 2018

Lørdag var der Skrækmarked i bibliotekets forhal. Her kunne man møde forlag, forfattere, rollespils-entusiaster og mange flere. Jeg fik hilst på en masse søde mennesker – og måske også købt en lille smule …

Viola Frøjk passede en stand for forlaget Calibat, og hun var fint pyntet til lejligheden.

Anne-Marie Vedsø Olesen var også at finde på Skrækmarked.

Lars Ahn kunne desværre ikke komme om fredagen, men heldigvis var han på H. Harksens stand lørdag, så jeg kunne få et fint billede og en autograf i Rød Høst.

Stephan Garmark stillede velvilligt op til fotografering med Love City. Han kunne afsløre, at brødrene Garmark har store planer for Bogforum, så er du i nærheden d. 26. oktober, vil jeg anbefale at kigge forbi brødrenes stand.

Lars Ahn og Henrik S. Harksen sidder klar

Skrækfest 2018: Jacob Hedegaard Pedersen

På Dreamlitts stand var Jacob Hedegaard Pedersen i fuld sving.

På AIMs stand kunne jeg have ruineret mig selv. De havde alverdens fede figurer og dimser. Jeg beherskede mig og købte kun én ting, men jeg bliver vist nødt til at kigge nærmere på deres webshop.

Phantasmo DVD var også repræsenteret med en stand med alverdens fede film og filmeffekter. Deres webshop er bestemt også et besøg værd.

Rollespilsforeningen Føniks gav bl.a. mulighed for at spille diverse brætspil.

Skrækfest 2018

I bibliotekets kælder kunne man prøve en miniature zombie maze, så nu har jeg også prøvet det for første gang. Det var Haunted Park, som stod bag, og de var vildt dygtige. Det var faktisk skræmmende, men det bliver ikke sidste gang jeg prøver det.

  

Lørdag aften skulle jeg have været til Double Death-fest og set japanske horrorfilm hele natten, men desværre var mit sociale batteri løbet tør, så det endte med en aften med gys på Netflix i stedet for.

Udover Skrækfest bød min Odense tur også på et besøg hos Fyns Antikvariat, som gemmer sig bag den beskedent udseende dør herover. Men lad ikke udseendet snyde, for her var masser af guld at komme efter.

Det blev også til en tur på Brandts og se udstillingen Into the Unknown, som løber frem til 17. februar 2019. Den kan virkelig også anbefales.

Alt i alt har Skrækfest 2018 virkelig været en fest, og jeg håber på, at folkene bag gentager successen næste år. Jeg kommer i hvert fald gerne igen.

Skrækfest 2018

 

Program for Skrækfest 2018

 

Sidste år deltog jeg med stor fornøjelse i Odense Zombiefestival, hvor jeg både fik set film, hørt foredrag og deltog i receptionen for Martin Schjönning og Tom Kristensens Kværnen. I år gentager og udvider Odense bibliotekerne arrangementet og introducerer Skrækfest for både små og store.

Og selvfølgelig skal jeg med igen!

Program for Skrækfest 2018 (udvalgte programpunkter)

Mathias ClasenTirsdag d. 25. september

kl. 19.00
Videnskaben bag skræk og rædsel, foredrag med horror-forsker Mathias Clasen fra Aarhus Universitet (Musikbiblioteket)

 


 

Onsdag d. 26. september

kl. 19.00
Henrik Sandbeck Harksen fortæller om H. P. Lovecrafts forfatterskab og hardcore videnskabssyn. Et syn, som danner grundlaget for hans koncept om kosmisk indifferentisme, og ultimativt det vi i dag kender som Cthulhu Mythos (Tarup bibliotek)

kl. 19.00
Den italienske journalist Davide Rota fortæller om den genredefinerende italienske horrorinstruktør Dario Argento og synthrock-gruppen Goblin, der er berømte for deres horror-soundtracks. Aftenen sluttes af med visning af en af Argento allerbedste film (Musikbiblioteket)

 


 

Torsdag d. 27. september

kl. 18.00
Planet Pulp præsenterer to legendariske science fiction-skrækfilm. I rummet kan ingen, som bekendt, høre dig skrige, og det viser vi to fremragende eksempler på, instrueret af henholdsvis Paul W. S. Anderson og Ridley Scott. Introduktion ved Planet Pulp-redaktør, forfatter og mediebibliotekar Jacob Krogsøe (Musikbiblioteket)

 


 

Fredag d. 28. september

kl. 16
DJ Karlheinz Baustelle skaber gyselige stemninger i løbet af dagen med musik fra horrorfilm (Musikbiblioteket)

kl. 16.30
Mød gyserforfatter Anne-Marie Vedsø Olesen og oversætter Jakob Levinsen og deltag i det fynske horror-forlag H. Harksen Productions forfatter-reception, som lancerer nye udgivelser, indenfor dansk skræk og gotik (Musikbiblioteket)

kl. 20.30
Nordisk Film præsenterer: The Exorcist (directors cut), vises på stort lærred (Nordisk Films Biografer)

 


 

Lørdag d. 29. september

kl. 10 –
Vandreture i den frygtede Haunted Park Maze i kælderdybet (Borgernes Hus)

kl. 10 –
Skrækmarked – Stueetagen i Borgenes Hus danner rammen om en grum markedsplads med horror-bøger og merchandise fra skrækfilm, hvor man også kan møde lokale foreninger og eventmagere (Borgernes Hus)

kl. 12
Humans vs. Zombies – Rollespil. Gør dig klar til en spændende leg med små missioner for menneskene og fangeleg for zombierne (Kongens Have)

Kl. 18.00 –
VR gamezone – Tør du træde ind i en verden af højteknologisk Virtual Reality-horror med skræk og rædsel (Musikbiblioteket)

kl. 19.30
Dødsmetal koncerter med Arsenic Addict og Terrorpy (Musikbiblioteket)

kl. 22.00
Japanske skræk og horrorfilm. Lad dig skræmme fra vid og sans, hele natten, når vi viser nogle af de største og mest skræmmende gysere fra Japan. Eksperter fra AIOdense, Odenses forening for moderne japansk kultur, introducerer nattens film (Musikbiblioteket)

 

Se hele programmet her

 

Skrækfest 2018