august 2014
m ti o to f l s
« maj    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘slasherfilm’

Halloween II (2009)

Jeg er i virkeligheden ikke særlig god til slasherfilm mere. Sikkert fordi jeg er blevet for gammel, for jeg synes ofte, de er mere kedelige og usandsynlige end uhyggelige og skræmmende. Så jeg skulle nok have fulgt mit instinkt og sprunget “Halloween II” over, som jeg først tænkte efter at have set Rob Zombies genindspilning af John Carpenters klassiker. Jeg må i hvert fald erkende, at jeg synes endnu mindre om denne toer end om første film.

Filmen begynder, hvor første film sluttede. Laurie vakler hen ad vejen efter at have gennemgået usigelige rædsler og dræbt Michael Myers, og her bliver hun samlet op af politiet og bragt på hospitalet. Så springer filmen to år frem i tiden, hvor Laurie stadig lider af mareridt efter begivenhederne. Samtidig er dr. Samuel Loomis aktuel med en ny bog om Michael Myers – USA’s mest berømte seriemorder. Her afslører han hidtil ukendte fakta, og det bringer en masse sind i kog. Det viser sig naturligvis også, at Michael slet ikke er død. Efter to år som bums beslutter han nu (på opfordring af sin døde mor som med jævne mellemrum dukker op i filmen), at det er tid til at gøre jobbet færdig, så han vender tilbage til Haddonfield. Og så går det ellers løs igen …

“Halloween II” er en teknisk flot film. Rob Zombie filmer nærmest dokumentarisk med grovkornede billeder, som han klipper effektivt for chok-effektens skyld. Desuden er han rigtig god til at bruge kamera-vinkler til at underbygge historien og stemningen, ligesom han også bruger lydsiden effektivt. Ind i mellem har han reallyd på, men andre gange høres uafhængig musik under de mange slasher-scener.

Desværre synes jeg ikke, at det tekniske redder en temmelig kedelig affære, som ovenikøbet forlænges af fru Meyers gentagne opdukken i Michaels fantasi. Deborah spilles også denne gang af Sheri Moon Zombie, som jeg var vild med i rollen som Baby i “House of a 1000 Corpses“, men som virkelig er intetsigende her, når hun dukker op i sin hvide kjole med sin hvide hest og taler om at samle familien igen. Det bedste i “Halloween II” er efter min mening Malcolm McDowell, der endnu engang spiller Loomis. Han tilfører filmen lidt effektiv humor, som egentlig ikke passer ind i resten, men som reddede en hel del for mig.

Måske er jeg ikke helt fair overfor filmen, netop fordi jeg generelt ikke er særlig vild med slasherfilm, og den bliver da heller ikke fuldstændig trashet på IMDB, hvor den scorer 4,8 ud af 10. Men for mig var det mere kedeligt end klamt, og jeg tror, at man skal være teenager opsat på en uhygge/sjov nat med vennerne for at få noget ud af den. Men eftersom “Halloween II”s budget lød på 15 mio. $ og den allerede i åbningsweekenden indspillede over 16 mio. $, så kunne man desværre godt forestille sig, at Rob Zombie hopper på Michael Myers igen.  

Instruktør: Rob Zombie
Udgivelsesår: 2009

Slumber Party Massacre

Jeg havde ellers set frem til “Slumber Party Massacre” efter at have hørt den omtalt i “Going to Pieces“, men det endte med at blive en af den slags oplevelser, hvor jeg kort inde i filmen tænkte: Godt den kun varer 74 minutter!

Trishs forældre skal på weekendtur, så hun er alene hjemme, men den venlige nabo har lovet forældrene at holde et vågent øje med hende. Om aftenen kommer nogle veninder, som skal overnatte. Et par fyre fra skolen er også opsat på at være med til festen, så de lurer udenfor vinduet og er heldige at se bare bryster i spandevis. Men Russ Thorn, femdobbelt morder, er undsluppet fra sindssygehospitalet, og han vil tilsyneladende også gerne overnatte hos Trish …

Som nævnt i indledningen var jeg ikke voldsomt imponeret over “Slumber Party Massacre”. Symbolsproget er overtydeligt, som når Trish smider sine dukker ud i starten af filmen (nu er hun voksen og dermed et seksuelt væsen og åben overfor angreb fra galningen), eller scenen hvor Russ Thorn står oprejst over Jackie med spredte ben og en kæmpeboremaskine ses imellem hans ben klar til at støde igennem Jackie (kan vi sige penis), eller da Thorn til sidst får skåret det yderste af sit bor af, da det endelig lykkes en af pigerne at mande sig op til modangreb (kasteration). Dette overdrevne symbolsprog gør ikke noget godt for filmen, men virker bare irriterende.

Personerne bliver aldrig nogen, jeg gider at bekymre mig om, og selvom der sker et mord næsten hvert femte minut, bliver historien alligevel kedelig, for plottet er så usandsynligt, at det ikke engang kan glide ned i en slasherfilm. I hvert fald ikke hos mig denne gang. Og så lader jeg mig irritere over manglende kontinuitet filmen igennem. Fx står de to fyre udenfor et åbent vindue og kan tydelig høre pigernes snak, mens de glor ind på brysterne og kommenterer dem højlydt – men lyden går åbenbart kun udad! Eller når Thorn falder i swimmingpoolen for minuttet efter at være fuldstændig tør. Eller når der gøres meget ud af at vises, hvordan man kan gå ind i garagen fra huset af, for kort efter at se at pigerne går ud af huset for at skifte en sikring i – garagen. Altså!!!

Jeg har læst, at “Slumber Party Massacre” oprindeligt var ment som feministisk parodi på slasherfilm, men at man undervejs i processen med at lave den, opgav dette af frygt for at den ikke ville sælge. Desværre lykkedes det efter min mening ikke særligt godt at transformere den om til en “rigtig” slasherfilm, for flere af de “morsomme” scener er stadig i filmen, nu virker de blot som tonstunge klichéer og ikke som parodi.  Det betyder, at “Slumber Party Massacra” bliver en klichéfyldt omgang bare bryster indesmurt i blod. 

Trods min dårlige oplevelse af filmen er der alligevel kommet tre efterfølgere: “Slumber Party Massacre 2″, “Slumber Party Massacre 3″ og “Cheerleader Massacre”, så måske er jeg bare en gammel gnavpot, der ikke fatter en meter.

Instruktør: Amy Holden Jones
Udgivelsesår: 1982

Black Christmas

Julen står for døren i byen Bedford, og i Pi Kappa Sig kollegiet holder pigerne julefest. Clare skal hjem til sine forældre i julen, men da hendes far næste dag kommer for at hente hende, dukker hun ikke op. Og ingen af pigerne har set hende efter festen, hvor hun gik op for at pakke færdig. Samtidig begynder en stønner at ringe til huset. Det starter med en masse pusten og stønne og frække ord, men slutter med ordene “Im going to kill you“. Pigerne bliver bange og politiet involveres. Men en for en forsvinder husets beboere, uden at de andre opdager det, før til sidst hvor Jessica er alene i huset med morderen.

“Black Christmas” er fra 1974, så set med nutidens øjne er der naturligvis ting, som ikke bliver ved med at virke lige uhyggeligt. Det opvejer kameraføringen dog til fulde, idet filmen er fyldt med uventede kameravinkler og creepy scener fra morderens synsvinkel. Bl.a. får scenen hvor vi ser Clare sidde kvalt i en gyngestol foran vinduet, mens verden udenfor fortsætter uden at ænse hende, det til at krybe i mig, og også startscenen hvor vi ser morderens ankomst til huset gennem kameraets øje, fungerer stadig 100 %. I det hele taget er morderen (som er uset gennem hele filmen) en virkelig ubehagelig type, og sorority huset bliver en klaustrofobisk dødsfælde forklædt i hyggeligt juletilbehør, med en morder som lurer uset lige over hovedet på sine ofre.

Ifølge Wikipedia er filmen baseret på en virkelig seriemorder, som hærgede Montreal omkring juletid. “Black Christmas” er filmet i Canada, og da den skulle udkomme i USA, frygtede Warner Bros., at publikum ville tro, at det var en blaxploitation film, så man ændrede titlen til “Silent Night, Evil Night”. Filmen gik dog dårligt, indtil titlen blev ændret tilbage til den originale.

Mange mener, at “Black Christmas” er den allerførste slasherfilm, og at “Halloween” læner sig op af denne. Det er i hvert fald sikkert, at nogle af de tricks, John Carpenter bruger i “Halloween”, også bruges her i “Black Christmas”, såsom den subjektive kameraføring der følger morderens synsfelt; den ansigtsløse morder; valget af en traditionel helligdag som setup osv. Som Classic.Horror skriver: ” Clark weaves a holiday setting, point of view shots, the ambiguous character of a sexually deranged stalker, elements of the final girl theory, and the creepy “crank-caller in the house” motif into a splendid tapestry of horror.” Samme side skriver også, at Clark påstår, at han gav John Carpenter idéen til “Halloween”, som en sequel til “Black Christmas”. Det har jeg så aldrig hørt før, og tror heller ikke rigtig på at det er sandt.

Under alle omstændigheder må jeg i hvert fald sige, at “Black Christmas” er en vældig effektiv film, som trods sine år på bagen stadig virker stærkt forstyrrende, når man ser den.

I 2006 lavede Glen Morgan en genindspilning af den, som giver en forklaring på, hvem Billy er. Jeg må dog indrømme, at selvom jeg følte mig vældig godt underholdt, da jeg så Glen Morgans version, så kan jeg nu bedre lide originalens uforklarede morder. Den uforløste slutning er nemlig langt mere uhyggelig.

Instruktør: Bob Clark
Udgivelsesår: 1974
Andre titler: “Silent Night, Evil Night”, “Stranger in the House” (tv)

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Wrong Turn

“Wrong Turn” er en lige ud ad landevejen film. Du ved, hvad du får, og allerede kort inde i filmen kan man regne ud, hvem der overlever, og hvem der dør. Det betyder dog ikke i dette tilfælde, at her er tale om en dårlig film, for “Wrong Turn” er vældig underholdende alligevel.

Chris Flynn er på vej til en vigtig jobsamtale, men hovedvejen er spærret pga. en ulykke. Derfor tager han en lille bjergvej, som ifølge kortet skulle ramme hovedvejen igen længere fremme. Men i stedet for ender han i et brager han ind i en bil, der holder midt på vejen. Bilen tilhører en gruppe venner, som er på weekendtur i bjergene. Deres bil er punkteret på alle hjulene, og da Chris’ bil bliver smadret i uheldet, må de hente hjælp til fods. To venner bliver ved bilen, mens kæresteparret Carly og Scott følger med Chris og Jessie efter hjælp.

De finder også et hus, men ingen svarer, da de banker på. I jagten på en telefon (der er naturligvis ingen dækning på mobilen) går de ind i huset, og her finder de et usædvanligt hjem. Det går snart op for dem, at lige netop disse bjergboere er mere end almindeligt indavlede, og at de ikke skal forvente hjælp fra dem. Og da de tre beboere vender tilbage, mens vennerne stadig er i huset, er gode råd dyre.

Plottet i “Wrong Turn” er som sagt temmelig gennemskueligt. Du skal ikke have set mange gyserfilm, for at du kan regne ud, hvordan den ender. Selv en af figurerne advarer om, hvad der vil ske, da han spørger de øvrige: “You know the movie Deliverance?” Alligevel er “Wrong Turn” rigtig underholdende, for den bilder ikke seerne ind, at den vil være mere. Den er fyldt med chok-scener, gode forfølgelses-scener, en rigtig final-girl som udvikler sig til at sparke indavlet bjergbeboer-røv så det basker, og så er Stan Winston producer.

Stan Winston har lavet special effects til film som “The Terminator”, “Aliens“, “Predator”, “Leviathan”, “Constantine“, “Iron Man” og “Avatar” for blot at nævne nogle af hans film. Han har vundet ikke mindre end tre Oscars og været nomineret yderligere seks gange. Det betyder heldigvis, at der er gjort meget ud af special effects her, så dels får vi nogle herlige dødsscener (bl.a. en halshugning i et træ), og dels er de tre indavlede bjergboere ikke bare iført en fjollet paryk, men ligner virkelig nogen, man nødigt vil møde i det virkelige liv. Endeligt er der også nogle yderst vellykkede CGI effekter i. Bl.a. ser man på et tidspunkt et øje kigge ud af et nøglehul, i øjet genspejler scenen sig som øjet ser på, og det er rigtig godt lavet.

Jeg er sikker på, at Rob Schmidt har fundet inspiration i film som “The Hills Have Eyes“, “Deliverance” og selvfølgelig “The Texas Chainsaw Massacre”, da han gik i gang med dette projekt, og selvom “Wrong Turn” aldrig bliver overraskende, som nogen af de ovenstående var, så var jeg underholdt hele vejen og måtte tage mig i at sidde og heppe på de fem venner (pånær den irriterende Carly der ikke kan holde alt det væmmelige ud! Hende ville jeg bare have slået ihjel af bjergboerne hurtigst muligt). Så snup “Wrong Turn” hvis du trænger til lidt actionfyldt gys uden store overraskelser.

Der er iøvrigt lavet et par efterfølgere til også: “Wrong Turn 2: Dead End” i 2007 og “Wrong Turn 3: Left for Dead” i 2009. Ingen af dem dog af Rob Schmidt, der til gengæld er repræsenteret i Masters of Horror-serien med filmen “Right to die“.

Instruktør: Rob Schmidt
Udgivelsesår: 2003

Maniac

Joe Spinell spiller den psykopatiske Frank Zito, der som barn blev mishandlet og overset af sin mor, og nu søger både hævn og accept fra sin afdøde mor ved at dræbe unge kvinder, skalperer dem og iklæde mannequindukker deres tøj og blodige skalp.

Mordene eskalerer for Frank, som diskuterer med sig selv: “I know how it is with their hairs and their looks and they… they drive a man crazy! I didn’t mean that. I didn’t mean it that way. It’s just that, they don’t know when to stop. They never know when to stop. That’s why they have to be stopped. It is you’re right. You’re right. But not like that, not that way. Please, they’ll take you away from me. You have to be careful, not to listen to me. But I can’t live like this. I have to go out and each time it’s like this. I get so scared that they’ll take you away. But they won’t if you do what I say. They won’t take you away, not ever I say. Not ever.”

En dag bliver han fotograferet af den smukke fotograf Anna, da han går i parken. Senere opsøger han hende, og bliver fascineret af hendes fotografier, så de to ender med en hyggelig aften i byen. Men Frank kan ikke lade være, og snart driver hans blodige lyster ham igen til mord og mishandling.

“Maniac” er en lang række brutale mord udført af en utrolig velspillende Joe Spinell. Han er imponerende i rollen som Frank, og formår både at vise den totale galskab som raseri, sorg og skjult under en normalfungerende overflade. Når han dræber kvinderne, udstråler han i den grad raseri og sindssyge, men i scenerne hvor han ligger hjemme i sin seng og savner sin mor, virker han umådelig sårbar og følsom.

Samspillet med Anna bliver dog noget kunstig efter min mening, men det hænger muligvis sammen med manuskriptet, der ikke forklarer den gensidigt opståede sympati særligt overbevisende. På mig virker det meget utroværdigt, at en smuk kvinde lukker en fuldstændig fremmed ind i sin lejlighed og bliver tiltrukket af ham – især en fremmed, der ser ud som Joe Spinell.

Filmen introduceres af Nikolaj Winding Refn, som kalder den en klassiker og sammenligner den med “Henry – Portrait of a Serial Killer“, der også tager seeren med ind under huden på en seriemorder. Selv synes jeg bedst om Henry, men kan også godt se kvaliteterne i “Maniac”, som er formentlig en af den slags film, man enten elsker eller hader. Historien indeholder ikke det store plot, og det kan være generende. Til gengæld er Frank Zito figuren umådelig stærk, og det redder filmen for mig. Oveni kommer også Tom Savinis imponerende special effects, bl.a. scenen hvor han selv får skudt hovedet af i en bil, da Frank kommer forbi og ser ham kæle på bagsædet. Eller slutscenen i Franks lejlighed.

Alt i alt er “Maniac” en film, som man bør se, men ikke en som jeg vil se igen for underholdningsværdien.

Instruktør: William Lustig
Udgivelsesår: 1980

Happy Birthday to me

For et år siden var Virginia involveret i en ulykke, som dræbte hendes mor og næsten slog Virginia ihjel. Nu er hun dog frisk igen og er tilbage i skolen, hvor hun har fundet sin plads i den populæreste klike med kælenavnet Top Ti. Eneste mén er, at Virginia ikke husker selve ulykken, men for at afhjælpe det går hun hos den venlige doktor Faraday.

I kliken er alting som det plejer – indtil Bernadette en aften forsvinder på vej ned til den lokale kro, hvor kliken er samlet. Kort efter forsvinder den franske udviklingsstuderende Etienne, men da der ikke kan findes nogen lig, er politiet ikke voldsomt bekymret. Det er Virginia dog, for hun har mærkelige blackouts og drømme, og kort før et-års dagen for ulykken (som skete på Virginias fødselsdag) begynder hun at huske…

Filmen er fyldt af underholdende slasherscener, og selvom den starter med et ganske almindelig kvæler- og knivdrab, så udvikler morderens metoder sig til brug af både håndvægte og havesakse, alt sammen lavet overbevisende af Thomas R. Burman. J. Lee Thompson virker lidt inspireret af de italienske Giallo-film, idet man i det meste af filmen kun ser et par sorte handsker, når morderen er i aktion.

wikipedia kan  man læse, at pressen oprindeligt troede, at filmholdet lavede flere slutninger for at hemmeligholde twistet til sidst. Det er ikke sandt, idet man slet ikke havde en brugbar slutning før til allersidst. Det forklarer også, hvorfor der ikke er et build-up til den overraskende slutscene. For “Happy Birthday to me” har det, jeg betegner som en snydeslutning. En slutning som man ikke har nogen chance for at gætte, fordi instruktøren pludselig sætter helt ny viden i spil.

Men bortset fra det (og slutningen er ok trods snyderiet) så er “Happy Birthday to me” en rigtig underholdende slasherfilm. Melissa Sue Anderson, som spiller Virginia, er mest kendt fra rollen som Mary Ingalls fra tv-serien “Det lille hus på prærien”, der befinder sig i en noget anden genre, men hun gør det godt, og det er helt befriende at høre hende bande og være en normal ung kvinde. Jeg følte mig velunderholdte, og bortset fra tøjet tænkte jeg ikke over, at filmen var næsten 30 år gammel.

Instruktør: J. Lee Thompson
Udgivelsesår: 1981

Return to Horror High

Da jeg så dokumentarfilmen “Going to Pieces“, opdagede jeg en masse titler, jeg af en eller anden grund aldrig har fået set. En af disse var “Return to Horror High”.

I 1982 blev Crippen High School scene for en række brutale mord, hvor morderen aldrig blev fanget. Nu vil filminstruktøren Josh Forbes og den skruppelløse producer Harry Sleerik lave en film om mordene – optaget i de selvsamme lokaler de fandt sted, i den nu lukkede Crippen High.

Men som filmen skrider frem, ændrer scenerne sig fra minut til minut. Manuskriptforfatteren Richard bliver hele tiden nødt til at skrive replikker og scener om, for Harry vil have mere blod i historien, og Josh vil også sætte sit fingeraftryk. Samtidig begynder personer at forsvinde fra settet. Først den ledende skuespiller Oliver (en meget ung George Clooney med et ufatteligt pop-hår) og siden andre.

Betjenten Steven Blake, som kom ind i filmen i stedet for Oliver, får sammen med den skuespillerinde Callie Cassidy en mistanke om, at noget er galt, og de beslutter sig for at finde ud af hvad.

“Return to Horror High” kan ses som en forsmag på senere film som “Scream” og “Scary Movie” med sin intertekstuelle tilgang til genren. Den starter ud med, at en overlevende fortæller sin historie til politiet, og denne fortælling ser vi så i flashback. Men fordi vi ser optagelserne af en film, forsøger Froehlich hele tiden at snyde os ved hele tiden at flytte fokus, så vi ikke ved, hvornår vi ser scener i filmen, og hvornår det er virkelighed. I en scene ser vi f.eks. en afhøring, men pludselig vender betjenten sig mod kameraet og siger, at det altså ikke foregik sådan i virkeligheden.

Personerne ved også, at der findes horrorfilm, når de f.eks. kommenterer, at der altid kommer en sequal. Og så minder morderens maske ret meget om den, Wes Craven siden bruger i netop “Scream”.

Filmen har masser af plat humor og overdrevent brug af blod og splatter-effekter, og afsløringen af morderen er mere morsom end uhyggelig (eller overraskende for den sags skyld). Det passer meget godt til B-film, men her bliver det alligevel en lille smule anstregende til tider. Især fordi spændingsopbygningen er nærmest ikke-eksisterende, da personerne måske eller måske ikke bliver dræbt, for vi ved aldrig om det er filmen-i-filmen, vi ser.

Jeg vil ikke påstå, at “Return to Horror High” er en fantastisk film, men jeg synes dog alligevel, at jeg blev okay underholdt. Måske fordi det var lidt sjovt at se en film, som muligvis har været med til at inspirere Wes Cravens til hans (klasser bedre) film “Scream”.

Instruktør: Bill Froehlich
Udgivelsesår: 1987

Læs mere på I-mockery.com

Scream 2

For et par uger siden genså jeg “Scream“, og det var så fornøjeligt et gensyn, at jeg også fik lyst til at se efterfølgeren.

Der er gået to år, siden Sidney overlevede seriemorderne i Woodsboro, og nu går hun og Randy – den anden overlevende af kliken – på Windsor College i Cincinnati. Hun er blevet kæreste med Derek, og livet er helt almindeligt, bortset fra enkelte prank-calls i ny og næ. Cotton Weary, som sad uskyldig fængslet for mordet på Sidneys mor, er kommet ud af fængslet, og Gale Weathers er aktuel med en bog om Sidneys liv og begivenhederne i Woodsboro, som også er blevet lavet til spillefilmen “Stab”. På premiereaftenen bliver to farvede studerende dræbt af en morder iført samme maske, som morderne brugte i etteren, men da halvdelen af publikum er iført maskerne, opdager ingen at noget er galt, før det er for sent.

Sidney frygter, at mordene starter igen, men ingen tror hende – før endnu et offer myrdes på Campus. Det bliver Gale Weathers som opdager sammenhængen med Woodsboro, og som usandsynlige allierede slår hun og Dewey sig sammen for at finde ud, hvem morderen kan være, mens Sidney må igennem endnu et mareridt.

“Scream 2″ følger samme gode stil, som blev grundlagt i etteren. Her er masser af referencer til andre gyserfilm og ikke mindst til etteren, og Wes Craven lader igen sine personer spille på genren. Bl.a. nævner Drew Barrymore i etteren, at hvis det her var en film, ville det sikkert blive Tori Spelling, som skulle spille hende, men her i toeren spiller Tori Spelling den skuespiller, der spiller Sidney. Der er metareferencer, som når læreren i en diskussion i filmklasse siger: “Are you suggesting that someone’s trying to make a real life sequel?” Hvortil Randy svarer: “Stab 2? Who’d want to do that? Sequels suck!” Eller når de to første ofre har en samtale om, at de sorte altid dør først i horrorfilm – hvorefter de bliver myrdet. Ligesom i etteren kommer Randy også med en række regler, som skal overholdes, hvis man er med i en sequel, bl.a. er drabstallet altid højere, og dødsscenerne er altid endnu værre. Og det lever Wes Craven så op til.

Jeg morede mig herregodt over “Scream 2″, og synes det er fuldt fortjent, at filmen alene i sin første weekend indspillede 33 mio. $ (budgettet var på 23 mio. $). Til sammenligning kostede etteren ca. 15 mio. $ og indspillede i løbet af det første år ca. 100 mio. $. Hovedrollerne er besat af skuespillerne fra første film, og replikkerne falder perfekt og med masser af ironi og humor, som når Gale Weathers bliver konfronteret med nøgenbilleder på Internettet og udbryder: “It was just my head. It was Jennifer Aniston’s body”. Og selvom man sidder vildt og gætter med, hvem morderen kan være denne gang, så lykkes det igen Wes Craven at lave en twist, som jeg tvivler på, ret mange havde forudset. Så jeg kan klart anbefale “Scream 2″, men først når man har set etteren.

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1997

Serien:

Scream, 1996 – D: Wes Craven
Scream 2, 1997 – D: Wes Craven
Scream 3, 2000 – D: Wes Craven

Scream

I en fredelig californisk by bor teenageren Sidney Prescott alene med sin far. For et år siden blev hendes mor brutalt myrdet, men selvom morderen blev fanget, er Sidney stadig præget af begivenheden. Så da en række nye mord ryster det lille samfund, går det i særlig grad Sidney på. Ikke mindst da hun bliver morderens næste mål.

Wes Craven fik et kæmpe comeback med filmen “Scream” i 1996. Her tog han alle horrorgenrens elementer og twistede dem i en selvironisk film, der bragte slasherfilmene tilbage til førstepladsen i biografsalene. På rollelisten sås både Drew Barrymore og de to kendte serie-skuespillere Neve Campbell og Courteney Cox, og derudover har bl.a. Linda Blair (“The Excorcist“) en cameo, som en ivrig journalist: “the people has a right to know!”

Filmen er fyldt med henvisninger til andre horrorfilm. Bl.a. hedder skolens pedel Fred og ses vaske gulv iført en grøn og rød stribet trøje. Morderen bruger kendskab til horrorgenren som sin indgang til mordene, når han leger quiz med det første offer, og hun skal fortælle morderen fra “Friday the 13th“. I en scene hvor de unge holder fest og ser gyserfilm, gennemgår en af dem reglerne for at overleve en gyserfilm, bl.a. skal man være jomfru og aldrig sige “I’ll be right back“. Personerne i filmen kender dermed til horrorfilm og kommenterer aktivt på dem undervejs, som når de omtaler Jamie Lee Curtis og analyserer om forskellige horror-monstre har haft motiver eller ej.

Wes Craven leger med genrekonventionerne i filmen, samtidig med at han følger dem. Filmen starter således med den klassiske scene, hvor en ung pige er alene i huset og morderen venter på at dræbe hende. Selvom hun siger, at hun hader film, hvor personerne er dumme nok til at gå ovenpå i stedet for at løbe ud, og hun rent faktisk selv følger sit råd, så lykkes det hende ikke at overleve. Til gengæld lykkes det Wes Craven at komme op med en overraskende morder til sidst, og så er både plottet og personerne langt mere interessante, end de ofte er i slasherfilm.

Efter “Scream” kom udover de to efterfølgere (og en fjerde skulle efter sigende være på vej også med Wes Craven i instruktør-stolen) en lang række horrorfilm inspireret af successen, bl.a. film som “I know what you did last summer” fra 1997 der fik to sequals, “Urban Legend” fra 1998 med to sequals, “Final Destination” fra 2000 med tre sequals indtil videre, “Scary Movie” fra 2000 med tre sequals, som nærmere er en gyserparodi osv.

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1996

Serien:

Scream, 1996 – D: Wes Craven
Scream 2, 1997 – D: Wes Craven
Scream 3, 2000 – D: Wes Craven

Going to pieces

Søren fra Skræk og Rædsel inspirerede mig til at se “Going to Pieces - the rise and fall of the Slasher Genre”, en dokumentarfilm om slasher genren fra 2006. Se Sørens omtale her.

Filmen indeholder et væld af interviews med kendte skikkelser fra horrorgenren mikset med klip fra især film, og det hele bindes sammen i et forsøg på at beskrive, hvordan slashergenren opstod og udviklede sig.

Her er bl.a. interviews med John Carpenter, Wes Craven, John Dunning, Amy Holden Jones, Tom Savini, Rob Zombie, Betsy Palmer og mange flere, og filmklippene går fra “Peeping Tom” og “Psycho” (begge fra 1960) over “Halloween” (1978) til film som “Slumber Party Massacre” (1982); “Silent night, deadly night” (1984); “April Fool’s Day” (1986); “Scream” (1996) og “Saw” (2004).

Dokumentaren ser “Peeping Tom” og “Psycho” som en slags forløber for slasherfilmene, men erklærer John Carpenters “Halloween” for startskuddet for genren. Der har været andre film før “Halloween”, som også gjorde brug af slasher-elementer, som f.eks. “Color me blood red” (1965), “Black Christmas” (1974) og flere af de italienske Giallo-film, f.eks. “Sei donne per l’assassino” (1964) og  “Profondo Rosso” (1975), men “Halloween” må siges at være den film, som er set af flest og som startede bølgen på det amerikanske marked, der rev resten af vesten med sig.

To år efter “Halloween” kom “Friday the 13th”, der gav publikum endnu mere blod og gore end John Carpenter gjorde. Man fulgte opskriften med at lade morderen være udødelig, og så fyldte man ellers mord på med stor hjælp fra Tom Savini, der lavede special effects på filmen, bl.a. det fantastiske mord på Kevin Bacon.

Herefter følger en lang række omtaler af 80′er slashere: “Prom Night” (1980), “The Prowler” (1981), “He knows you’re alone” (1980), “Terror Train” (1980), “My bloody Valentine” (1981), “Happy Birthday to me” (1981), “The Slumber Party Massacre” (1982), “A Nightmare on Elm Street” (1984) osv. Jeg må jo indrømme, at en hel del har jeg ikke set, så jeg må på med vanten.

Søren klandrer dokumentaren for ikke at have nok fokus på de italienske instruktører, og det må jeg give ham ret i. Dario Argento og Mario Bava nævnes ganske kort, men fokus er hovedsageligt på det amerikanske marked, og derfor får de ikke den omtale, de fortjener. Men generelt synes jeg, at “Going to Pieces” giver en hurtig og interessant indføring i Slasher-genren, og jeg fik bestemt lyst til både at se og gense nogle af filmene.

Producers: Rachel Belofsky, Rudy Scalese
Executive producers: Michael Baker, Randy Manis, Michael Ruggiero
Udgivelsesår: 2006