Indlæg tagget med ‘snuff-film’

Captivity

“Captivity” er en film, som jeg faktisk ikke helt ved, hvad jeg skal synes om.

Jennifer Tree er en meget berømt model. Hun bliver konstant brugt i billboard reklamer, i blade osv., og bliver derfor ofte interviewet om alt, lige fra sit kærlighedsliv til sin største frygt. En morgen vågner hun i en kælder, hun er blevet kidnappet, og hun opdager snart, at kidnapperen har øjne og øre overalt og spiller på alle de fobier, hun har fortalt til journalisterne.

Det viser sig, at der befinder sig endnu en person i kælderen med hende, Gary, som også er blevet kidnappet. De to finder en måde at kommunikere på, og det lykkes også Gary på et tidspunkt at komme ind til Jennifer. Men så tager filmen endnu en drejning.

Den allerførste scene i filmen er en mand, som ligger fastspændt til et bord og bliver tømt for blod på en ret modbydelig måde, mens han endnu lever. Det gjorde at jeg tænkte torturhorror, men meget mere af den slags bliver det ikke til, udover et par grynede klip af kidnapperens filmsamling over tidligere ofre. Så flytter filmen fokus til betjentene, som er sat på sagen. Der tænkte jeg “ok, måske en slags barsk CSI”, men heller ikke det holdt stik, og da twistet til sidst i filmen (som jeg vil sige, at jeg altså havde luret forinden) udspiller sig, ja så ryger vi over i noget kvindehævneragtig-ting. Og på en måde er alle tre dele udmærket, men sat sammen bliver det alligevel efter min mening til en lidt underlig film, som ganske vist er underholdende et langt stykke hen ad vejen, men som alligevel ikke står som noget særligt til slut.

Instruktør: Roland Joffé
Udgivelsesår: 2007

Vacancy

Jeg læste Janus anmeldelse af “Vacancy” på horrorsiden.dk for flere måneder siden, men havde lidt svært ved at tage mig sammen til at se den, fordi Kate Beckinsale har den ene hovedrolle, og hende har jeg det lidt svært med. Heldigvis tog jeg mig dog sammen her i weekenden, for hvilken intens og skræmmende oplevelse.

Amy og David Fox er på vej hjem efter et besøg hos hendes forældre. Mens Amy sover, beslutter David sig for at forlade hovedvejen og tage en genvej, men desværre viser genvejen sig at føre dem langt ud i ingenting. Da bilen oveni bryder sammen, beslutter de sig for at overnatte på det nærliggende Pinewood motel, mens de venter på, at det tilknyttede autoværksted åbner næste morgen. Men der er lang tid til daggry, når man ufrivilligt er blevet deltagere i en snuff-film.

Jeg har ikke set nogen af Nimrod Antals tidligere film, men der er ingen tvivl om, at de står på min liste nu. Han formår at skabe en klaustrofobisk og intens stemning hele filmen igennem, som flere gange var ved at skræmme mig ud af stolen. Hele situationen på motellet er på en gang surrealistisk men samtidig dybt troværdig, og skuespillet er helt i top.

Amy og David har store problemer i deres ægteskab, men da de pludselig står i en situation, hvor deres liv er på spil, opdager de, at de stadig har følelser for hinanden, og det giver dem styrke til at handle. Både Beckinsale og Wilson gør det rigtig godt, og heldigvis har Beckinsale ingen særlige kampsportsevner her i filmen 🙂

Nimrod Antal har udtalt, at han var stærkt inspireret af Alfred Hitchcocks “Psycho”, og som hos Hitchcock er vægten da også hovedsageligt på suspense fremfor den udpenslede vold og splatter. Det virker fremragende, og jeg kan kun anbefale at bruge en aften på Pinewood motel.

Instruktør: Nimrod Antal
Udgivelsesår: 2007