Warning: Use of undefined constant MSW_WPFM_FILE - assumed 'MSW_WPFM_FILE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/gyseren.dk/public_html/wp-content/plugins/wordpress-file-monitor/wordpress-file-monitor.php on line 39
Søren Staal Balslev Arkiv - Gyseren
december 2019
M Ti O To F L S
« nov    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Søren Staal Balslev’

De rensede af Søren Staal Balslev

De rensede af Søren Staal BalslevOmkring 2021 overvældes menneskeheden af en verdensomfattende pandemi.

”Det gik forbavsende stærkt, og det var kun de mest pessimistiske, som havde haft fantasi til at forestille sig helt præcist, hvor utilstrækkeligt forsvaret var. Da de første tal blev offentliggjort, gik journalister amok over de marginale chancer for overlevelse. Blev man først inficeret, havde man en til to procents chance for at klare skærene. Myndighederne var på ingen måde forberedte på en nedsmeltning af denne karakter, private organisationer kæmpede forgæves med de nationale styringsenheder, og det transnationale samarbejde var usædvanlig mangelfuldt. En efter en faldt regioner, lande, kontinenter og verdensdele.” (side 23)

Romanen følger den lille familie Eva, William og datteren Laura flere år efter samfundets sammenbrud. De har overlevet i det nordvestlige København, hvor de gemmer sig i en lejlighed overfor Bispebjerg Kirkegård uden kontakt til andre overlevende. En overraskende triviel hverdag har indfundet sig, hvor William finder mad i de omkringliggende boliger og butikker, mens Eva er hjemme og passer på Laura.

Men nu har den efterhånden 17-årige Laura fået en feber, der ikke vil gå væk. William må forsøge at få fat i noget penicillin til hende, og efter flere år i relativ rolighed ruskes familiens postapokalyptiske hverdag i den grad op.

Jeg har haft Søren Staal Balslevs dystopiske roman De rensede til at ligge i min læsebunke, siden jeg købte den til Skrækfest i Odense. Af uransagelige årsager – for forventningerne til den var høje – er jeg først nået til den her et par måneder senere. Men jeg kan afsløre, at forventningerne blev indfriet.

Ofte handler apokalyptiske bøger om selve undergangen, mens samfundet falder fra hinanden, og folk kæmper for at overleve. Det er ikke tilfældet her. Søren Staal Balslev har placeret sin handling flere år efter katastrofen, hvor situationen har stabiliseret sig. I en afdæmpet og realistisk tone beretter han om livet efter katastrofen. Et liv som viser sig at være overraskende kedsommelig.

”Der var ingen, som nogensinde havde forestillet sig, at apokalypsen ville være så gudsjammerligt kedelig at overleve. I det første lange stykke tid havde der ikke været grund til at kede sig eller overhovedet mulighed for at trække vejret. De havde, måske ligesom de få andre overlevende, som verden havde benådet, været væk i flugten, og den uendelige kamp for overlevelse havde krævet alt af dem. Overlevelsestrangen havde slet og ret dikteret alt, hvad hjernen foretog sig, og hver eneste lille handling havde båret kimen til en salig tomhed. De havde dengang været nådigt befriet for nagende tanker, usikkerhed og kronisk selvransagelse. Nu? Nu var der ikke andet end et uendeligt og grandiost indre rum med udstrakte marker, fyldt med tid til at tænke over hver enkelt forbandede ting, som nu engang faldt hende ind.” (side 12)

Vi følger familien i en kort tidsperiode under Lauras sygdom, og hører om livet før via personernes tanker.

Eva drømmer om at komme ud af København. Hendes forældre havde et økologisk landbrug på Lolland, og hun forsøger at overtale William til at tage dertil. Men William holder fast i København. Han var før katastrofen deltidsansat ved universitetet, hvor han underviste i akkadisk og sumerisk og tjente begrænset. Eva stod således for den økonomiske stabilitet i ægteskabet. I postapokalypsens ruiner viser William sig dog at være en pålidelig forsørger, og måske er det den rolle, han er bange for at opgive ved at forlade byen? Spørgsmålet er dog, om en ny begyndelse virkelig er mulig i resterne af den tidligere storby.

Søren Staal Balslev og Aske Munk-JørgensenDe rensede er en anderledes dystopi. I et interview på Superkultur.dk fortæller Søren Staal Balslev, at han med romanen ønskede at gøre undergangen lokal og genkendelig. Med sine detaljerede beskrivelser af et København i forfald er den del bestemt lykkes.

Derudover har romanen også en meget dansk tone. Den er ikke båret af vild action eller blod og død, men lever via personernes tanker og følelser. Vi er langt fra amerikanske action-baskere, og selvom begivenhederne accelerer mod slutningen, har De rensede en ’nede på jorden-stemning’, for ”[…] selvom verden er gået under, kan det stadig være uoverkommeligt at håndtere parforhold, opdragelse og helt basale ting som ikke at fryse, sulte ihjel eller blive dræbt af fremmede.” Balslev gør familien til centrum for historien – og endda en relativ dysfunktionel familie, som før katastrofen brugte mere tid på deres elektroniske gadgets end på hinanden – fremfor at fokusere på drama og katastrofer, og det giver fortællingen et skræmmende genkendeligt skær.

For mig var læsningen af De rensede en todelt oplevelse. Jeg hørte nemlig første halvdel på lydbog indtalt af David Garmark. Her fik jeg en god fornemmelse for de sproglige finesser og en underliggende humor, der ind i mellem titter frem. Som da William falder i staver over mannequinerne i en lingeriforretning, som står med ”struttende bryster og bh’er både med og uden bøjle”. (side 35)

Sidste del læste jeg som papirbog i ét stræk, fordi jeg ville vide, hvad der skete. Så selvom her ikke er tale om hæsblæsende Hollywood-underholdning, blev jeg alligevel dybt grebet af det postapokalyptiske familiedrama.

Jeg kan varmt anbefale De rensede, til alle der holder af god litteratur, og kunne du lide Vejen af Cormac McCarthy eller Station 11 af Emily St. John Mandel, så vil du også holde af denne.

Læs hele interviewet med Søren Staal Balslev på Superkultur.dk eller besøg forfatterens hjemmeside

Om De rensede:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Kandor, 243 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen

Læs også:

Ruiner af Adam O
Vores endeløse dage af Claire Fuller
Vejen af Cormac McCarthy
Station 11 af Emily St. John Mandel
Jeg er den sidste af Richard Matheson
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Efter år nul af Grete Roulund

Skrækfest 2019

 

Skrækfest 2019 er nu overstået. Fire dage fyldt med metalmusik og horror i alle afskygninger arrangeret af Odense bibliotek, og jeg var med et par af dagene. Som sidste år tog jeg en masse billeder, og som sidste år er de desværre ikke blevet ret gode. Men det var arrangementet til gengæld, så jeg er allerede begyndt at glæde mig til næste år!

Odense Skrækfest arrangeres af Odense Biblioteker og Borgerservice i samarbejde med en række aktører fra horror-scenen med projektleder Niels Mark i spidsen.

Fredag d. 27. september

Lars F. Larsen, metalbandet Manticora

Det første programpunkt, jeg deltog i, var bogreceptionen for Lars F. Larsens horrorroman To kill to live to kill og metalbandet Manticoras musikalbum af samme navn. Lars er forsanger i bandet og fortalte spændende om processen med at skrive en roman sammen med et konceptalbum.

Bagsiden af To kill to live to kill beskriver romanen som en blanding af den ekstreme vold fra Saw og American Psycho, men får dem begge til at fremstå som en søndagstur i børnehaven. Jeg købte naturligvis et eksemplar og glæder mig til at læse/høre den/det.

Seancen sluttede af med, at vi så videoen Echoes Of A Silent Dream fra albummet, og her er der virkelig smæk for skillingerne.

Mathias Clasen

Næste punkt i programmet var horrorforsker Mathias Clasen, som under overskriften “Når frygt er fedt” fortalte om, hvorfor vi er så tiltrukket af horror. Han kom ind på nogle af sine forskningsprojekter, og kunne blandt andet fortælle, at en undersøgelse han har foretaget i USA viste, at hele 55% af de adspurgte kunne lide horror. Så at horror kun er for et lille sært mindretal er slet ikke sandt.

Mathias Clasen er altid spændende at høre på, og det var han også denne gang.

Anne-Marie Vedsø Olesen

Herefter kom Anne-Marie Vedsø Olesen på scenen. Hun er både opera-og metal-elsker, hvilket skinner igennem i flere af hendes bøger. Hun fortalte blandet andet om arbejdet med at skrive novellen ‘Orkestergraven’ fra antologien Poe – 4 makabre hyldester. Novellen, der handler om en dirigent, der bliver besat af en operasangerinde, har AMVO efterfølgende også skrevet om til en opera, der blev opført af Den Fynske Opera i 2012. Yderligere var novellen også drivkraft til romanen Glasborgen, der ligeledes udkom i 2012, og som AMVO iøvrigt også blev inspireret til af Bela Bartóks operea Hertug Blåskægs borg fra 1918.

Under fortællingen om ‘Orkestergraven’ kom AMVO med en meget præcis pointe. Hun fortalte, hvordan dirigenten i novellen troede, at han kunne undslippe sit begær ved at dræbe genstanden for det. Men begæret er i ham selv, og derfor hjælper det ikke at fjerne Isabella. Det fik mig til at tænke på diverse religioners påbud om, hvordan kvinden skal klæde sig, og hvordan disse påbud jo i virkeligheden også har bund i mænds begær. Og påbud som i bund og grund ikke har anden virkning end at skabe ulighed mellem kønnene.

Der var også lidt musik med i AMVOs oplæg, hvor vi hørte uddrag af operaen ‘Orkestergraven’ samt både Rammstein og Bela Bartók.

Han Duo (Jacob Ege Hinchely og Elias Eliot)

Så blev scenen overtaget af Jacob Ege Hinchely og Elias Eliot, der er mændene bag den populære podcast Han Duo. Han Duo udgiver hver 14. dag deres podcast, der beskæftiger sig med genrefilm, spil og tv-serier. Den dynamiske duo gav et meget underholdende og passioneret bud på henholdsvis fem gode indie filmgys og fem gode indie spilgys.

De fem film var: The Void, The Vvitch, It Follows, Bone Tomahawk og Heredity og jeg skal helt bestemt have set The Void, der var den eneste af dem, jeg ikke kendte i forvejen.

Freddy Krueger kom på besøg under visningen af Morderisk Mareridt i Nordisk Film Biografer Odense

Aftenens sidste programpunkt foregik i Nordisk Film Biografers lokaler, hvor vi så Nightmare on Elm Street (1984) samt den danske kortfilm Nu er solen død instrueret af Daniel Bødker Sørensen. Han Duo introducerede filmene sammen med Daniel Bødker Sørensen, og som ovenstående billede viser, kom Freddy Kruger på et kort visit i tilfælde af at nogen skulle falde i søvn under forestillingen 🙂

Lørdag d. 28. september

Dansk Horror Selskabs stand: Anne-Marie Vedsø Olesen og Jette Holst

Lørdag var der Skrækmarked. Sammen med Anne-Marie Vedsø Olesen skulle jeg passe Dansk Horror Selskabs stand, hvorfra vi blandt andet solgte DET GRUFULDE BIBLIOTEK. Heldigvis for mig dukkede Kristian Nordestgaard op og hjalp i standen, så jeg fik mulighed for at høre nogle af de mange spændende foredrag, der foregik andetsteds i biblioteket.

Claus Markussen

Første mand på scenen var historiker Claus Markussen, der fortalte om (var)ulve – dødsdrift og dødsmetal. Jeg kendte ikke til foredragsholderen på forhånd, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Men jeg blev meget positivt overrasket. Claus Markussen gav en slags historisk oversigt over menneskets forhold til ulven både i hverdagen og i kunsten. For eksempel fortalte han, hvordan biblen udpeger ulven som et absolut onde, og dermed direkte har været med til en årtusind lang dødelig forfølgelse. Han kom også ind på, hvordan ulven og myter om denne har indvirket på kunsten, blandt andet indenfor metalgenren. Det var virkeligt spændende, og jeg ville gerne have hørt meget mere end den halve time foredraget varede.

Nicolas Barbano

Dernæst skulle Nicolas Barbano have taget os på en guidet tur gennem skrækfilmens mest hårrejsende og ikoniske kompositioner. Desværre var der kludder med teknikken, så foredraget endte med at blive udsat til senere på dagen, hvor jeg beklageligvis ikke kunne deltage. Men jeg nåede dog at høre Nicolas nynne et lille uddrag af Tchaikovskys Svanesøen, der blev brugt i Tod Brownings version af Dracula fra 1931.

Line Lybecker og Jess Lindholm

Line Lybecker fra forlaget Ulven og Uglen debatterede sammen med Jess Lindholm fra LAMBDA efterfølgende LGBT-personers repræsentation i genrelitteratur. Der er lang vej igen, før for eksempel homoseksuelle portrætteres ligeværdigt som heteroseksuelle – også i genrefilm – men heldigvis kunne de konstatere, at det dog går den rigtige vej.

Søren Staal Balslev, Jacob Hedegaard Pedersen og Aske Munk-Jørgensen

Næste punkt på programmet hed Showcase. Her præsenterede Jacob Hedegaard Pedersen fra forlaget Kandor to nye udgivelser og fik en snak med forfatterne bag. Søren Staal Balslev fortalte om sin post-apokalyptiske roman De rensede, mens Aske Munk-Jørgensen er aktuel med Gamle venner. Jeg købte begge på Skrækmarked, og glæder mig som et lille barn til at læse dem.

A. Silvestri 2019

A. Silvestri efterfulgte Kandor-snakken med et foredrag om ‘Rædselsfulde Silvestri’. Her kom han omkring horror-delen af sit forfatterskab og løftede sløret for et par af de kommende udgivelser. Silvestri er utrolig underholdende på en scene, og det var super interessant at høre hans egne betragtninger over sine bøger.

A. Silvestri, Henrik S. Harksen, Rikke Schubart, Espen Rasmussen og Jess Lindholm

Jeg gik desværre glip af Rikke Schubarts foredrag ‘Mastering Fear – women, emotions and contemporary horror’, og nåede kun at få lidt af paneldebatten om dansk gys og gru med. Men jeg fik da lige et billede af paneldeltagerne, der bestod af: Henrik S. Harksen, Rikke Schubart, Espen Rasmussen og Jess Lindholm med A. Silvestri som ordstyrer.

Skrækfest 2019 

I år fik jeg også oplevet lidt af Double Death Fest, der foregik mellem kl. 19 og 21.30. Her spillede to metalbands, Undergang og Arsenic Addict samt ambient/IDM kunstneren SECONDFACE.

Alt ondt fra havet med introduktion af Christian Bogh og Jacob Holm Krogsøe

Ligesom sidste år sluttede Skrækfest 2019 af med en marathonfilmfest til den lyse morgen. Planet Pulps Christian Bogh og Jacob Krogsøe stod for introduktionen af nattens tema: Alt ondt fra havet. Vi fik både skrøner om Jacobs morfar, samt et overblik over de mange hajfilm der findes. Faktisk findes der så mange, at Christian Bogh er i gang med at skrive en bog om dem. Den glæder jeg mig til at få fat i.

De fem udvalgte film var: Deep Rising, Dagon, Black Water, Bait og House Shark. Desværre var jeg alt for træt, så jeg nåede kun gensynet med Deep Rising, før jeg måtte overgive mig og gå i seng. Men det var nu også et herligt gensyn, og jeg ved helt sikkert, at jeg skal have set både Bait og House Shark snarest.

Skrækmarked

Som tidligere nævnt var der et stort skrækmarked i stueetagen af Odense Bibliotek, hvor man kunne købe alskens spændende bøger, musik m.m. Her kommer lidt stemningsbilleder fra markedet.

AMO Musicam

Flinke Jakob Nielsen fra AMO Musicam som hjalp os med at finde vores stand lørdag morgen.

Ancient Darkness Productions

Ars Bene Moriendi

Hos Ars Bene Moriendi fik jeg købt en gave til en veninde. Jeg kan ikke afsløre hvad, for hun har ikke fået den endnu 🙂

Poe Selskabets stand

Jeg købte ikke noget hos Poe-selskabet, men så en lækker Poe tegneserie – som jeg så senere købte andetsteds 🙂

Nedgangen til Haunted Maze

I år nåede jeg ikke engang ned ad trappen til Haunted Maze, men heldigvis gik nogle af skuespillerne fra Haunted Park også rundt ovenpå.

Skuespillere fra Haunted Park

Forlaget Ulven og Uglen

Forlaget Ulven og Uglen havde stand lige over Dansk Horror Selskab. Her kom jeg til at købe Sumpbaronens rejse af Christina E. Ebbesen, hvor der fulgte det fineste lille agern med.

Nikolaj Johansen

Nikolaj Johansen havde reception for sin nye roman Manden som træerne elskede et par dage før, men heldigvis kom han forbi om lørdagen, så jeg kunne købe bogen og få en autograf. Her står han ved H. Harksen Productions stand.

Mephisto

Mephisto havde også alt for mange gode sager, blandt andet flagermusekranier og gode horror-tegneserier.

Søren Staal Balslev og Aske Munk-Jørgensen

forlaget Kandors stand fangede jeg Søren Staal Balslev og Aske Munk-Jørgensen, som venligt stillede op til fotografering.

 

Martin Schjønning og Viola Frøjk

Skrækfest 2019 var også en mulighed for at få hilst på folk, jeg ellers mest “møder” på Facebook, blandt andre Martin Schjønning og Viola Frøjk, der stod på Rollespilsforeningen Føniks’ stand.

Rollespilsforeningen Føniks

Phantasmo DVD

Hos Phantasmo DVD faldt jeg for nogle filmplakater.

Det var dog ikke kun de voksne, der fik lov at hygge sig til Skrækfest 2019. Der var også flere tilbud til børnene.

Tusind tak til arrangørerne af Skrækfest 2019 for nogle forrygende dage i Odense. Årets høst kan ses herunder 🙂

Skrækfest 2019