Indlæg tagget med ‘Søren Sveistrup’
Et tilbageblik på Krimimessen 2019 – lørdag
Krimimessen i Horsens er nu vel overstået, så her kommer lidt billeder og highlights fra weekenden.
Krimimessen 2019 – lørdag

Kort efter den officielle åbning var Magasinet allerede fuld af glade gæster, som besøgte forlagenes stande fyldt med gode tilbud.

Elly Griffiths bliver interviewet af Rebekka Andreasen på Sort Scene om “Døden på museet“.

Min første tjans var at interviewe Dennis Jürgensen om “Eksploderende skadedyr” i Gymnastiksalen. Det blev til en god snak om psykopater, grufulde mordmetoder og en frygtelig afsløring – sjette bind i serien om Roland Triel bliver det sidste… (foto: Bibliofilens Boghjørne)

I år var jeg for første gang på scenen som “offer” i en panelsnak om dansk gys gennem tiden sammen med A. Silvestri, Dennis Jürgensen og Jacob Holm Krogsøe som ordstyrer. Det var nervepirrende, men også sjovt. (foto: Jette Sønderbek)

Kl. 13 var der prisoverrækkelse i Snedkeriet. Her er det Jesper Stein, der modtog Harald Mogensen-prisen for “Solo”

Den vigtigste pris, nemlig Årets Danske Horrorudgivelse 2018 gik til Anne-Marie Vedsø Olesen for “Lucie“. Jacob Hedegaard Pedersen fra Dansk Horror Selskab overrakte diplomet

Efter prisoverrækkelsen skyndte jeg mig over i Forsamlingshuset, hvor A. Silvestri skulle interviewe Teddy Vork om hans “Forglemmigej“. Det blev til en interessant snak om, hvad det betyder at skrive til lyd.

Jeg havde også fornøjelsen af at interviewe Anne-Marie Vedsø Olesen som vinderen af Årets Danske Horrorudgivelse 2018 for “Lucie“. Hun fortalte bl.a. om, hvordan genrer kan være en ren affyringsrampe for kreativitet.

Lidt tilfældigt kom jeg til at høre Martin Jensens interview med svenske Martin Holmén. De talte om hans krimi “Clinch”, der udspiller sig i Stockholm i 1930’erne og handler om et cykeltyveri. På trods af det umiddelbart lidt spøjse plot lød den så spændende, at jeg senere købte den.

Jeg er ret begejstret for videnskabskrimier, så det var oplagt at høre panelsnakken om videnskabskrimien som genre. I panelet sad Christian Frost, Lisbeth Bille og Claus Lohman, med Søren Vestergaard fra Storytel som ordstyrer. Det blev til en snak om alt lige fra overvågning til den spanske syge. Men også om fascinationen ved videnskabelige fremskridt.