Indlæg tagget med ‘Sørine Amanda Nielsen’

Evolution – lige under overfladen 15 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Evolution - lige under overfladen 15 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Evolution er titlen på Science Fiction Cirklens årlige antologi med nye danske science fiction noveller. Det er 15. bind i serien, og som sædvanlig er bidragsyderne en blanding af nye og kendte ansigter. Emnemæssigt spænder de 28 noveller bredt, og kaster sig blandt andet over

  • Hvad gør genmanipulering grænseoverskridende?
  • Hvad sker der, når alle er ’isolerede’?
  • Hvad gør det sidste menneske, når jorden er blevet udslettet?
  • Hvad gør man, når det firma, der betaler en kolonisering på Mars, går konkurs?
  • Er der en god løsning på bodeling ved skilsmisse?
  • Kan man bekæmpe udenjordisk virus?

Med så mange bidrag og med den store blanding af forfattere er der naturligvis forskel på kvaliteten. Nogle noveller er mindre raffinerede end andre, og nogle idéer er set før. Gennemgående synes jeg dog, at alle historierne var underholdende, og så er jeg bare rigtig glad for, at Science Fiction Cirklen også giver plads til de nye stemmer. Jeg synes nemlig personligt, at det er spændende at få et kig ind i vækstlaget.

Jeg vil ikke gennemgå alle 28 noveller, men nøjes med at trække enkelte favoritter ud.

Maibrit Høyrup indleder samlingen med novellen ‘Kærlighed’. Høyrup har skrevet flere historier til ‘Lige under overfladen’-serien, og så hendes novelle ‘Killinger’ i Universets mørke helt fantastisk. I ‘Kærlighed’ er fortælleren lejlighedsassistenten Ayee, der gør alt for sit menneske, Rued, lige fra at masserer og made hende til at vedligeholde lejligheden og sørge for indkøb m.m. En dag kommer Rued dog i kontakt med et andet menneske og helt usædvanligt bliver de venner. Så gode venner at Rued overvejer at flytte fra lejligheden. Men hvad sker der med lejlighedsassistenten, hvis dets menneske flytter? Jeg kom til at tænke på 2001 af Arthur C. Clarke, men Høyrup har sit helt eget take på en A.I. ude af kontrol.

‘Villadybet’ af Lars Behn-Segall føles nærmest som en horrornovelle i starten. Selvom slutningen ikke helt lever op til begyndelsen, vil jeg dog alligevel fremhæve den, fordi den er så underholdende. Jan opdager, at hans terrasse er sunket i den ene side. Da han fjerner fliserne for at rette dem op, opdager han en dyb tunnel. Hvor fører den hen? Og hvem har bygget den?

Kan fortiden ændres? er et af de spørgsmål Dmitri Burdykin stiller i ‘En hjælpende hånd’. Novellen starter i 2041, hvor atomfysikeren Ronald Davenport er på vej til en afgørende test for hans opfindelse, der skal gøre menneskeskabt fusion til en brugbar energikilde. Så springer novellen til 2115 hvor en decimeret menneskehed kæmper for sin fortsatte eksistens. Et middel til det er at ændre udfaldet på Davenports test 74 år tidligere. Men kan man det? Og hvad vil omkostningerne i givet fald være. Novellen er en af de længste i Evolution, og jeg kunne sagtens se idéen udfolde sig i romanform.

I ‘Den sidste astronaut’ af Sofie Boysen rammer en meteor jorden og smadrer den i småstykker. Det eneste menneske, der overlever sammenstødet, er astronauten på rumstationen MIRA-2. Men selvom astronauten har overlevet selve sammenstødet, er det en begrænset frist. Og hvad bruger man så den sidste tid til? Jeg var aldeles begejstret for novellen, som er klassisk science fiction men alligevel ny.

Publius Enigma, der debuterede med Exnihilo i 2019, bidrager med novellen ‘Memory Hunters Ltd.’ Her følger vi to drømmedykkere, der filmer minder, men hvad der starter som en lykkelig drøm, udvikler sig helt galt. Udover at drømmedykning er en interessant tanke, er der noget etisk i det, som giver novellen et særlig menneskeligt aspekt.

Mens jeg skriver dette, er verden stadig ramt af COVID-19, og ferierejser til andre lande er nede på et minimum. I A. Silvestris novelle ‘All inclusive’ er denne tendens fortsat, så da Eskild på 79 beslutter sig for at tage på en jordomrejse med fly, er det aldeles uhørt. Silvestri tager nogle nutidige emner, accelererer dem så de kommer helt ud på spidsen, og lader læseren om at tage stilling. Jeg er solgt.

‘Time to go’ af Niels Kjærgaard er en af de mere humoristiske i Evolution. Her er tidsrejser blevet et reality-show, og vi følger fem deltagere, der i løbet af et show bliver sendt til tre forskellige tider i jordens historie. Fire af de fem deltagere er allerede kendte realitystjerner, og Kjærgaard lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af dem som hjernetomme individer, mens den sidste deltager er en ganske almindelig fyr. Jeg synes, novellens idé er super god, så selvom historien bliver lidt for pjattet efter min smag, vil jeg alligevel fremhæve den. Også fordi den farligste tid viser sig at være lidt af en overraskelse.

Jeg kunne sagtens have fremhævet flere af novellerne, for eksempel Simon Christiansens ‘En hjælpende hånd’, Helene Toksværds ‘Et meningsfuldt job’, Mette Markers ‘Mars…retur?’, Maria Aagaard ‘Drømmejobbet’, Lars Ahn ‘Billigt hotel’, Gudrun Østergaard ‘Forfædrene’ og Thomas Hverring ‘Lortejob’ for blot at nævne nogle.

Jeg er rigtig glad for Lige under overfladen-serien, og Evolution er endnu en god oplevelse, både for science fiction fans, og for dem der endnu ikke kender til genren.

Om Evolution:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Science Fiction Cirklen, 431 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Kærlighed af Majbrit Høyrup
Villadybet af Lars Behn-Segall
En hjælpende hånd af Simon Christiansen
Skæbnens ironi af Dmitri Burdykin
Et meningsfuldt job af Helene Toksværd
Retning nord af Sigrid Groth Nielsen
Fagre gamle verden af Gry Ranfelt
Mars…retur? af Mette Markert
Evolution af Anna Line Søgaard
Den sidste astronaut af Sofie Boysen
Dårlig luft af Ditlev V. Petersen
Drømmejobbet af Maria Aagaard
Virtuel sandhed af Hanne Rump
Vi har dem kun til låns af Richard Ipsen
Den lysende kugle af Lilli Lund Christensen
Billigt hotel af Lars Ahn
Hatten af Lonni Krause
Gemini af Sørine Amanda Nielsen
Forfædrene af Gudrun Østergaard
Memory Hunters Ltd. af Publius Enigma
All inclusive af A. Silvestri
Opbrud af Maria Thy
Springerne af Tim Sørensen
Flugt af Susse Kristiansen
Time to go af Niels Kjærgaard
Koldt hjerte af Stephanie Fjeldsø Fischer
I hjertet af maskinen af Kenneth Hansen
Lortejob af Thomas Hverring

Lige under overfladen:

Sandsynlighedskrydstogt – lige under overfladen, 14, 2019
De fremmede – lige under overfladen 13, 2018
Efter fødslen – lige under overfladen 12, 2017
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11, 2016
Som et urværk – lige under overfladen 10, 2015
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9, 2014
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8, 2013
Nær og fjern – lige under overfladen 7, 2013
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6, 2012
Den nye koloni – lige under overfladen 5, 2011
Ingenmandsland – lige under overfladen 4, 2010
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3, 2009
I overfladen – lige under overfladen 2, 2008
Lige under overfladen, 2007

Ind i det ukendte – danske fantasynoveller

Ind i det ukendte - danske fantasynoveller

Ind i det ukendte er en antologi med otte danske fantasynoveller der alle fortolker fantasygenren på hver deres måde. Alle handler de dog om at bevæge sig fra et stadie i livet til det næste, om at udvikle sig – til det værre eller det bedre. Hvad sker der når det velkendte forsvinder, og en ny virkelighed åbenbares? (fra forlagets hjemmeside)

Af de fantastiske genrer er fantasy den, jeg læser mindst af. Ikke fordi det er dårligere end horror eller science fiction, men jeg er nok generelt for kynisk til fantasy, og så er jeg sjældent god til lange serier. Men da jeg faldt over Ulven og Uglens antologi Ind i det ukendte, lød den alligevel for interessant til at lade stå.

Efter et kort forord ved redaktørerne Kirstine Sø Dieckmann og Rikke Christensen, kommer en indledning ved Jan M. Johansen. Her giver han en god indføring i genrens udvikling og forklarer lidt om fascinationen ved fantasy.

Samlingens første novelle hedder ‘Det nye kapitel‘ og er skrevet af Sørine Amanda Nielsen. Historien handler om vavieren Flæber, der mod alle odds bliver ven med et menneskebarn uden hendes klan ved det. Historien er godt skrevet, og det er let at få sympati for den lille vavier. Samtidig giver novellen et fint indblik i, hvordan viden (eller mangel på samme) danner vores verdensbillede og vores identitet. Som bibliotekar er det også en af mine kæpheste. Alle skal have adgang til bøger og viden, for så er det sværere at holde folk nede.

Hvor kragerne vender‘ af Nanna Andersen giver et kendt ordsprog et uventet twist. Teenageren Erik forsøger at holde sammen på hjemmet for lillesøsteren Frejas skyld. For et år siden forsvandt deres far, og siden er moren gået i hundene af druk og sorg. Men en aften forsvinder også Freja. Erik VIL finde hende, og det fører ham til en helt anden verden, som gemmer på svar men også sorg.

Pigen Dahlia er hovedpersonen i ‘Under en blodrød måne‘. Hun drømmer om at blive den udvalgte i det årlige ritual, hvor landsbyens bedste unge mandlige og kvindelige magikere skal indgå i Foreningen. Dahlia drømmer om, at hun og Caspian bliver udvalgt sammen. Samtidig er hun nervøs over, hvad Foreningen indebærer. Det er der nemlig ingen, der vil tale om. Skal hun blot følge traditionen uden at stille spørgsmål? Eller skal hun følge sin egen vilje?

Tvillingeporten‘ er skrevet af Mathilde N. Rybka, og er en rigtig fin novelle om ansvar. De praktiske og teoretiske prøver er overstået, og nu skal Katrine finde ud af, om hun er blandt de udvalgte, som skal gå videre. Om hun har en port, og hvad der gemmer sig bag den.

Den eneste novelle skrevet af en mand i Ind i det ukendte er ‘De fortabte drenges ø‘ af Morten Vestergaard. Fortælleren er sammen med sine forældre på besøg hos mormor og morfar. Her finder han et album med historien om Peter Pan og Ønskeøen, men det sidste klistermærke mangler. Om natten har han mareridt, og dagen efter opdager han drengen August, der har en hemmelighed. En fin fortælling om at vokse op og alle de svære følelser.

Når egnens mænd samles” af Laura Holmegaard udspiller sig under en hungervinter, hvor landsbyen sulter. Rane og hans bedstefar bliver sammen med alle egnens mænd indkaldt til møde hos laird Arric Harve. Flere får er forsvundet, og nu er der fundet ulvespor i sneen. Måske min yndlingsnovelle i samlingen.

Jeg har tidligere læst Gudrun Østergaard, som har skrevet ‘Den, der ser mørket‘, så her var forventningerne høje. De blev heldigvis indfriet. Pigen Leo er vokset op under kuplen sammen med sine forældre og storebroren Sirius. En katastrofe skete for mange år siden, men under kuplen lever folk et helt almindeligt liv. En dag finder man liget af en ukendt mand ved kuplens kant, og det sætter en række tanker i gang hos Leo, der sammen med veninden Lucy, beslutter sig for at se nærmere på kuplen. For hvad er der egentlig udenfor?

Samlingens sidste novelle hedder ‘Sjæl på flaske‘ og er skrevet af Mia Louw Håkonsen. Dødemaneren Szarshi havde mange navne, men hun foretrak selv Sas. I novellens begyndelse har hendes kult indledt et angreb mod et tempel, men under kampene bliver Sas dræbt. Herefter følger vi hende, da hun genopstår 132 år senere i en nyfødt drengs skikkelse. Meget mod sin vilje er Sas nødt til at følge kroppens fysiske udvikling, før hun kan få hele sin magt tilbage, og da er landet pludselig under angreb af en fremmed magt. Overrasket opdager Sas, at familie betyder noget. Selv for en 600 år gammel dødemaner.

Jeg kunne lide samtlige noveller i Ind i det ukendte. Alle er velskrevne, og alle historier fungerer i deres univers. På biblioteket er samlingen placeret i børnebiblioteket, men jeg synes absolut, at den kan læses af voksne også. Der er ikke meget lyserød happy ending over nogen af fortællingerne. Til gengæld er der masser at tænke over, og det foretrækker jeg til hver en tid.

Om Ind i det ukendte:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Ulven og Uglen, 277 sider
Omslag: Ida Rose

Indhold:
Forord
Indledning ved Jan M. Johansen
Det nye kapitel af Sørine Amanda Nielsen
Hvor kragerne vender af Nanna Andersen
Under en blodrød måne af Karin B. Dammark
Tvillingeporten af Mathilde N. Rybka
De fortabte drenges ø af Morten Vestergaard
Når egnens mænd samles af Laura Holmegaard
Den, der ser mørket af Gudrun Østergaard
Sjæl på flaske af Mia Louw Håkonsen

Læs også:

#moderneeventyr
Fantastiske virkeligheder / red. Knud Larn
Ildfugle / red. Sharyn November
Mørke guders templer / red. Rasmus Wichmann og Henrik S. Harksen
Mørkets gerninger går igen / Red. Tenna Vagner
Det nådesløse daggry / red. Lars Grill Nielsen
Til deres dages ende / red. Nikolaj Højberg
Blandt danske galakser af Kristoffer J. Andersen
Ud af normalrummet af Klaus Æ. Mogensen
Fast arbejde af A. Silvestri
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Mørkets gerninger / red. Tenna Vagner

Mørkets gerninger / red. Tenna VagnerEt godt gys er karakteriseret ved happy hour med dobbelt op. Første skræmmende oplevelse er mens, du læser. Her er du dog ikke i tvivl om, at du er tilskuer til en fortælling, og du kan bare smække bogen i, hvis du bliver skræmt.

Den næste kommer, når du har lagt bogen fra dig, men alligevel lytter efter barnegråd og hviskende stemmer. Når du tænder lampen på natbordet for at tjekke under sengen eller trækker benene hurtigt op på madrassen af frygt for, at noget behåret med lange, flossede negle griber dig om anklen, så har du fået din happy hour. Hvis du er alene og mærker øjne stirre, er det for sent at fortryde. Her er der intet omslag at lukke. (fra forordet)

Sådan har jeg aldrig tænkt på god horror. Som en happy hour med dobbelt op. Men jeg er vild med tanken og må sige, at flere noveller her fra Mørkets gerninger vil komme til at hjemsøge mine tanker.

Hver novelle indledes med en lille vignet af et ur, hvis visere bevæger sig frem historie for historie. Det er en lækker detalje i layoutet, som generelt er læsevenligt og indbydende. Jeg tror dog, at der er gået noget galt i tekstopsætningen af novellen ‘Den mørke mare’, og det er lidt en skam, for det skæmmer oplevelsen lidt.

Nogle af forfatterne i antologien var ukendte for mig på forhånd, mens jeg havde store forventninger til andre som f.eks. Lars Ahn og Freddy E. Silva fra tidligere bekendtskaber. Og rent faktisk må jeg sige, at jeg ikke synes én eneste af novellerne falder igennem. Nogle af dem er mere rettet mod ungdomslæseren end andre, men overordnet set er niveauet skræmmende (høhø) højt.

Invasiv af Anna Lindbjerg
Emilia er indlagt på hospitalet. Alle tror, at hun er syg, men hun ved bedre. Noget sidder i hendes hals og æder hende op. En barsk fortælling med en grum slutning.

Den mørke mare af Marie Louise Pedersen
Sara er bange for at sove. Hun hjemsøges af et mareridt, hver gang det samme, hvor hun er fanget i mørket og ikke kan slippe ud. Efterhånden bliver Sara også bange for mørket, når hun er vågen. Men da fyren hun er vild med invitere hende til fest, overtaler hun sig selv til at gå med.

Pigen, der ikke spiste Kimchi af Lars Ahn
Astrid er adopteret fra Korea. Hun har aldrig haft et ønske om at opsøge sin biologiske mor, men ender alligevel med at tage med sin adoptivmor for at besøge sit fødeland. Det bliver en tur, hun aldrig glemmer. Lars Ahn er en af mine yndlingsforfattere, og han skuffer heller ikke denne gang. En velkomponeret novelle som både indeholder gys, men også er fuld af tanker om at høre til og om at finde sin egen identitet.

Den vildfarne af Michael Kousgaard
Mads er 21 år. Han bor alene i et ganske almindeligt parcelhus, og i starten af novellen opsøges han af gangsteren Jørgen, der tror, at Mads er tvillingebroren Lasse. Det bliver starten på et mareridt. Jeg blev total snydt af Kousgaards novelle, som har et fornøjeligt og helt (for mig i hvert fald) uforudset twist undervejs. En vældig underholdende fortælling.

Mor af Charlotte Zubir
Den 13-årige fortæller er et ensomt enebarn. Hans far er meget væk, og hans mor er en kold karrierekvinde. Så da muligheden for opmærksomhed og sympati opstår, griber han den – men med hvilke konsekvenser? En både smuk og sørgelig historie med en hjerteskærende slutning.

Grå af Ane Gudrun
Mortens forældre er blevet skilt, og nu bor han alene med faderen i et forfaldent lille hus midt i en granplantage. En forfærdelig storm har i ugevis hærget Danmark, som er blevet erklæret i undtagelsestilstand. Så når faren, der er Falckredder, må af sted, er Morten alene uden hverken tv eller internet. Han har endnu ikke fået venner på sin nye skole, men han havde engang en ven. Nærmest en blodsbror …

Bare en kat af Helle Lenschow
Tom er blevet dumpet af kæresten Tanja. I nattens mulm og mørke stak hun af fra ham. Men han har tænkt sig at tage grusom hævn. En mørk historie om jalousi, hævn og kærligheden til en kat.

De efterladte af Ann-Christina Hansen
Tre unge piger er de eneste elever tilbage på Madame de Saint-Etiennes Kostskole i efterårsferien. Kun skolens leder Monsieur Laurent samt et par ansatte er tilbage sammen med dem. Ensomheden leder de tre piger sammen, og skjulte hemmeligheder dukker frem i lyset.

Den anden side af Helle Jakobsen
Tara er startet på en ny skole, men savner sin gamle veninde. En dag dukker en mystisk bog op, som advarer Tara mod nogle dødbringende væsener. Hvis bog er det, og hvorfor skal Tara have den?

Rising Sun af Freddy E. Silva
Kæresteparret Sara og Mikkel er på ferie i New Orleans. Under en nat i byen bliver deres penge og pas stjålet, men et par nye venner hjælper dem. De ved et sted, hvor parret kan bo, indtil de har fået penge sendt fra Danmark. Desværre ligger stedet et stykke væk, og det er nemt at køre forkert i mørket … Silvas novelle er uhyre stemningsfuld og krøb i den grad under huden på mig. Måske samlingens bedste.

Uønsket af Helle Perrier
Pludselig begynder en række unge mennesker fra det samme slæng at dø. I udkanten af gruppen befinder jeg-fortælleren og hendes veninde, Trine, sig. Som novellen udfolder sig, begynder sammenhængen mellem dødsfaldet og fortælleren at blive klart. En fortælling om ung kærlighed med vidtrækkende konsekvenser.

Maren af Sørine Amanda Nielsen
Maren er efter sin fars død flyttet ind hos sin mor, der bor i sin antikvitetsbutik. Men hun har svært ved at sove, for om natten føles det som om noget ligger sig på hende og næsten kvæler hende med sin vægt. Klassekammeraten Magnus fortæller hende historien om ‘maren’, der har givet navn til mareridt. Kan det være forklaringen? Fængslende fortælling om svære følelser med en anderledes slutning.

Øjne i mørket af Sara K. A. Meier
En ung pige flytter ind i en lejlighed. Hvad hun ikke ved er, at lejligheden er fuld af øjne, der betragter hende, når mørket falder på. Og ikke alle øjnene har nok i kun at se. En overraskende effektiv lille fortælling.

De giver nok slip, når det bliver lyst af Tenna Vagner
Sanne er bange for mørket. Noget hendes lillesøster Charlotte ikke viger tilbage for at drille hende med. Så da de en aften skal cykle ud til mormoren, insisterer Charlotte på, at de tager den korte vej gennem skoven. Men hvad nu hvis der gemmer sig en bussemand i mørket? Vagner er redaktør på Mørkets gerninger, og hendes novelle er en ekstra historie til læseren. Og sikke en godbid at slutte af med …

Om Mørkets gerninger:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Petunia, 473 sider
Omslag: Rikke Ella Andrup, Gitte Hougesen

Indhold:

Invasiv af Anna Lindbjerg
Den mørke mare af Marie Louise Pedersen
Pigen der ikke spiste Kimchi af Lars Ahn
Den vildfarne af Michael Kousgaard
Mor af Charlotte Zubir
Grå af Ane Gudrun
Bare en kat af Helle Lenschow
De efterladte af Ann-Christina Hansen
Den anden side af Helle Jakobsen
Rising Sun af Freddy E. Silva
Uønsket af Helle Perrier
Maren af Sørine Amanda Nielsen
Øjne i mørket af Sara K. A. Meier
De giver nok slip, når det bliver lyst af Tenna Vagner

Læs også:

Det grufulde bibliotek
Grufulde mørke
Horror.dk
Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket
Når mørket kommer krybende
PIX – nygotiske skæbner
Rustkammeret – fortællinger fra mørket 2
Vampyr
Velkommen til Dybet