Indlæg tagget med ‘søskende’

Søstre af Daisy Johnson

Søstre af Daisy Johnson

Søstre er nyeste udgivelse fra det lille forlag Screaming Books. Forfatteren Daisy Johnson blev nomineret til Man Booker prisen for sin debutroman, og den udenlandske presse har rost Søstre til skyerne. Så forventningerne var høje, da jeg satte mig til at læse – og de blev heldigvis indfriet.

Søstre er en betagende, intens, rystende og anderledes læseoplevelse. I starten skulle jeg lige vænne mig til Johnsons billedrige, lyriske sprogtone, der ikke kerer sig meget om gængs sætningsopbygning og traditionelle fortællerstemmer, men til gengæld nærmest hypnotisk suger læseren ind fortællingen.

Et hus. Skiver af det gennem hækken, hen over markerne. Snavset-hvidt, vinduer dybt inde mellem murstenene. Hånd i hånd på bagsædet, et spyd af lys fra soltaget. Vi to, skulder ved skulder, deler luft. Lang vej endnu, op langs landets rygsøjle, vi strejfer ringvejen rundt om Birmingham, videre forbi Nottingham, Sheffield og Leeds, til vi gennembryder Penninerne. I år er vi hjemsøgte. Hvad? Dette er året, hvor vi som alle andre år er venneløse, kun nødvendige for os selv. I år ventede vi på dem i regnen ved den gamle tennisbane. Lyde i radioen: Højere temperaturer sydfra … politiet i Whitby. Den hviskende lyd af mors hænder på rattet. Vores tanker som svaler. Forenden af bilen, der hæver og sænker sig som en stævn. Havet er derude et sted. Vi trækker dynen over hovedet.

I år er det noget andet, der er rædslen.” (side 5)

Historien handler om søstrene September og July, der sammen med deres mor tager til et faldefærdigt sommerhus ved North York Moors i Yorkshire. Der er sket noget, som har sendt dem på en form for flugt, og Sheelas svigerinde har givet dem lov til at låne Settle House, indtil tingene er faldet til ro.

I begyndelsen hører vi historien gennem July som jeg-fortæller/vi-fortæller. I anden del springer fortællerstemmen til Sheela i tredjeperson, for så skiftevis at lade July og Sheela berette. Opbygningen er yderst effektivt, for hvor July’s fortælling er subjektiv og uden udsyn til omverdenen, giver Sheelas ord en kulisse til søstrenes liv, som sætter begivenhederne i perspektiv. Et perspektiv der afslører at ikke alt, hvad July fortæller, nødvendigvis er sandt.

Der er knap et år mellem de to søstre, der er vokset op som en form for tvillinger. De har et nærmest symbiotisk forhold, der udelukker omverdenen, selv moren. Alligevel er de to piger ikke ligeværdige i søskendeforholdet. September, som er den ældste, er også den mest dominerende, men selvom July en gang i mellem føler sig tromlet, elsker hun September og sladrer aldrig.

Det er svært for mig at fortælle alverden om handlingen i Søstre uden at afsløre for meget. Vi hører i tilbageblik om pigernes hverdag i skolen, der involverer mobning og udelukkelse. Vi hører i nutiden om en aften på stranden ved Settle House, hvor de mødes med lokale unge til bål og øl. Vi finder ud af, at faren er død, men at Sheela forlod ham inden. Og vi nærmer os langsomt, hvad der egentlig skete den dag, som førte til familiens ophold i Settle House.

Daisy Johnson accelererer konstant uhyggen med enkle, effektive midler. Det usagte, det skæve, det drømmeagtige flettes ind og efterlader os med en stadig mere knugende fornemmelse. Nærmest i bisætninger hører vi om modbydelige episoder mellem søstrene. Da July fortæller om, hvordan søstrene maler stuen i Settle House, får episoden mareridtsagtige dimensioner, da hun rører ved de stadig våde vægge. Eller da vi i et kort kapitel introduceres til Settle House’s historie, og de brugte ordbilleder er lige lidt ved siden af, og i stedet for tillid skaber associationer til mørke og utryghed.

“I begyndelsen var der kun jord der, hvor huset skulle stå. Stærke træer lavet til at modstå blæsten fra havet, jorden svampet og saltet, myldrende af liv. Får græssede på bakkerne, læmmede, døde, fyldte jorden med sig selv. Små bebyggelser, hyrdeskure, fiskerhytter, rejsendes hestevogne, stanken af havaborrer og læbefisk, torsk og hvilling lagt til tørre. Muldvarpe hængt op på hegnspæle for at redde markerne. Kaninfælder med glubske munde. Hvaler strandede på stenene og blev nedbrudt af elementerne. Folk gjorde som de altid gjorde, levede og levede og levede og blødte og blev afsluttet.” (side 87)

Søstre er en moderne gotisk roman i stil med blandt andre Shirley Jacksons forfatterskab. Som i Mørket i Hill House danner det faldefærdige Settle House rammen om fortællingen. Huset er på én og samme tid hjemmets trygge favn og et klaustrofobisk fangehul. Johnson bruger de skjulte hulrum, ødelagte værelser og husets asymmetri til at afspejle det dysfunktionelle i familie, og vi lader os føre ind i det stadig dybere mørke, der ligger over hele fortællingen.

Jeg blev dybt rørt over Søstre, som er en knugende og hjerteskærende roman om kærlighed, skyld og sorg. Med et stærkt psykologisk portræt, en isnende atmosfære og Daisy Johnsons fremragende sprog, er den en bog, der sætter aftryk i sjælen, og som jeg vil bære med mig i lang tid fremover.

En stor cadeau til forlaget Screaming Books for at gøre Daisy Johnsons fremragende roman tilgængelig på dansk, og mindst ligeså stor ros til Rasmus Hastrup der har stået for den imponerende flotte oversættelse.

“[…] I didn’t want Sisters to be a horror novel, but I wanted it to take aspects from horror, one of them being this kind of body horror, particularly from a female point of view. They are in a very intense situation, and I wanted it to feel very intense for you, too.” (interview med Daisy Johnson i Publisher’s Weekly)

Om Søstre:

Udgivelsesår: 13.08.2021
Forlag: Screaming Books, 183 sider
Omslag: Henrik Siegel
Originaltitel: Sisters
Oversætter: Rasmus Hastrup

Læs mere om den gotiske fortælling

Læs også:

Den nye pige af Penelope Evans
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Sov mit barn af Joanne Harris
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Carrie af Stephen King
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Rebecca af Daphne Du Maurier
Intet på jord af Conor O’Callaghan
Hjertesten af Ruth Rendell
Thornhill af Pam Smy
Sprækker af Teddy Vork
Lille fremmede af Sarah Waters

Dansk Standard af Kim Leine

Dansk Standard af Kim LeineDansk Standard er en anderledes og lidt syret læseoplevelse, hvor det groteske og absurde står side om side med hverdagsrealisme og menneskelig ondskab.

E er en meget normal mand, ja, faktisk forsvinder han nærmest i mængden. Han arbejder for Dansk Standard, en af grundpillerne for det danske samfund ifølge E, som selv gør alt for ikke at stikke ud fra normerne.

Vi skilter ikke med vores eksistens og er ikke et kommercielt foretagende. Vi foretrækker anonymitet. Vi virker i det skjulte. Men jeg kan love dig for at hvis vi ikke fandtes, vil du kunne mærke det hver eneste dag. Kaos ville herske, biler støde sammen, bygninger kollapse, broer være livsfarlige at krydse. Folk ville komme til skade, endda blive dræbt. Hele samfundet ville destabiliseres. Og stabilitet er selve grundlaget for vores velordnede demokratiske system. Så send os gerne en venlig tanke næste gang du begiver dig uden for en dør. Uden os ville selv en tur i butikken blive en risikabel ekspedition, og byen ville være en krigszone.” (s. 8)

Den anden fortæller er Mette. Hun er læge på Traumecenteret og E’s lillesøster. Med jævne mellemrum forsøger hun at begå selvmord og bliver indlagt på Psykiatrisk Afdeling. Når hun så bliver udskrevet igen, starter hun atter på Traumecenteret, og begraver sig i arbejde som om intet var hændt.

Mette mener, at hun og E har haft en forfærdelig barndom, men det kan E slet ikke huske. Han er sikker på, at den har været ganske normal. Som romanen udfolder sig, begynder han dog langsomt at erkende, at måske var der noget galt i deres barndom.

Sideløbende med at E når denne erkendelse, hører vi om begivenheder forbundet med Teosofisk Verdensuniversitet. Mette kom i kontakt med foreningen efter en indlæggelse, og bliver fascineret af deres møder, hvor åndelighed og naturvidenskab går hånd i hånd. Men ligesom E må erkende, at noget gik galt i deres barndom, opdager Mette, at også Teosofisk Verdensuniversitet har hemmeligheder.

Kim Leine debuterede med den selvbiografiske roman Kalak i 2007. Siden er det blevet til en række romaner, bl.a. den historiske roman Profeterne i Evighedsfjorden fra 2012, der indbragte ham både Nordisk Råds Litteraturpris, De Gyldne Laurbær og DR Romanprisen. Han har også skrevet børnebøger, fremtidsfortællingen De søvnløse samt den dystopiske tegneserie Skarabæens time i samarbejde med illustratoren Søren Mosdal.

En stor del af Leines forfatterskab beskæftiger sig i et eller andet omfang med overgreb og traumer. I et interview fortæller Kim Leine, hvordan denne bog IKKE skulle handle om disse emner: ”Jeg havde virkelig ikke lyst til at skrive endnu en bog om traumer! Men det var sådan, det blev. Måske fordi jeg følte, det var lidt en kliché at skrive om folk, der er blevet traumatiseret som børn og siden bliver hjemsøgt af det. Nu ville jeg skrive noget andet, siger Kim Leine. Men sådan gik det ikke.” (Berlingske 15.10.2019)

Både hjemsøgelse og incestuøse overgreb finder da også sted i Dansk Standard, som for mig var en anderledes og lidt syret læseoplevelse. Her står det groteske og absurde side om side med hverdagsrealisme og menneskelig ondskab.

Allerede over de første par sider slår Leine en sær, usikker stemning an, da E føler sig verbalt angrebet af sekretæren fru Strahm og får overbevist sig selv om, at hun forsøger at få ham fyret. Herfra flytter historien sig over i en hundeadoption, hvor dyresex får en ny mening. Oveni er der det Teosofiske Verdensuniversitet, som arbejder på at gentage Jesus succes med at genopstå fra de døde. Så er der E’s fortrængte barndom, der forsøger at blive erkendt ved at manifestere sig i insisterende drømme. Og naturligvis de mange graviditeter …

Det hele berettes gennem de to jeg-fortællere, som hver især har travlt med at fortrænge barndommen på forskellig vis. E ved at standardisere en normal barndom i sine minder, og Mette ved at begrave sig i arbejdet på Traumecenteret, så hun ikke skal forholde sig til sig selv. Undervejs ved vi læsere aldrig mere, end søskendeparret fortæller, ligesom vi ikke kan være sikre på, om de fortæller sandheden, om det er en drøm eller noget helt tredje.

Forlaget beskriver romanen som en horrorroman, og i ovennævnte interview kommer Leine også ind på genrelitteratur: ”Jeg synes, det er befriende at bruge genrelitteraturen. Man kunne også have skrevet en sci-fi-roman om det eller en krimi. Horrorromanen bliver en slags mytologisk version af det eller en stor metafor for alt det der: At ondskaben er der og ikke vil gå væk.” (Berlingske 15.10.2019)

Man skal dog ikke forvente en ’traditionel’ horrorroman, når man griber fat i Dansk Standard. Den er interessant, insisterende og med en grundlæggende ubehagelig undertone, men den er ikke for alle. Jeg er personligt ikke så begejstret for fortællinger, der er alt for uigennemskuelige, men er du til weird fiction, som på filosofisk vis forsøger, i dette tilfælde, at komme overens med ondskaben i verden, så er Dansk Standard et godt bud. Og jeg må give Kim Leine kredit for at han holdt mig fanget hele vejen igennem med sin blanding af sort humor og grotesk realisme, selvom jeg ikke forstod alt undervejs.

Til slut vil jeg også lige rose Simon Lilholts forside, som er holdt i en grise-lyserød farve og illustrerer en brystkasse fyldt med forskellige insekter og en grøn vækst, der slynger sig ind i forfatternavnet. Den er både grotesk og smuk, og fanger i den grad blikket. Helt klart en forside jeg godt kunne tænke mig at have i plakatstørrelse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Dansk Standard:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Gyldendal, 274 sider
Omslag: Simon Lilholt / Imperiet

Læs også:

Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark
Ind i mørket af Henrik Sandbeck Harksen
Udslettelse af Jeff VanderMeer

Dukkehuset af D. S. Henriksen

Dukkethuset af D. S. HenriksenI en støvet antikvitetsforretning står et gammel dukkehus. Et dukkehus der gemmer på en dyster hemmelighed

Line og David er søskende. En dag får Line et gammelt dukkehus af deres far, som han har fundet i en antikvitetsforretning. Først er Line ikke særligt imponeret, men da veninden Mira dukker op og bliver helt opslugt af huset, tør Line også op.

Om natten kommer David hjem efter en aften sammen med vennerne. Mira overnatter hos Line, men døren står åben ind til Lines værelse – noget som aldrig sker – så David kigger ind, og opdager at Mira ikke ligger på sin madras. Og så ser han noget i et af vinduerne i dukkehuset.

Sideløbende med den nutidige historie om Mira og David, som pludselig vågner op inde i dukkehuset, løber en tråd tilbage til 1944, hvor kommandanten for en koncentrationslejr forærer sin datter et fint dukkehus. Men hvor har han fået det fra?

Efterhånden som fortællingen skrider frem, ændrer stemningen i bogen sig. Fra hyggelig dansk provinsidyl trækkes vi ind i en parallelverden, hvor intet er, hvad det ser ud til at være. Mens trøstesløsheden breder sig, kravler ondskaben ud af skyggerne, og hvad der skulle have været en redning viser sig at være helvede.

Jeg må indrømme, at jeg havde regnet med noget helt andet, da jeg begyndte at læse Dukkehuset. På biblioteket står den blandt børnebøgerne, så jeg havde forventet et uforpligtende gys, måske endda med nogle gode grin i. Men i stedet er Dukkehuset en grum fortælling, der absolut også kan røre den voksne læser.

D. S. Henriksen skriver godt. Historien flyder let, og personerne fremstår levende. Forlaget beskriver bogen som en hjemsøgt hus-fortælling, og dukkehuset gemmer da også på spøgelser fra fortiden. Men efterhånden som vi lærer Mira og David at kende, finder vi ud af, at det gør de også, og på den måde bliver romanen mere kompleks og interessant.

Jeg var godt underholdt undervejs, og havde ikke gennemskuet slutningen. Forfatteren har nemlig en spændende vinkel på, hvad dukkehusets formål er, som vender op og ned på, hvad man forventer.

D. S. Henriksen har også skrevet den forrygende In Absentia, der absolut er for voksne. Mens en anden dukkehus-roman, Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg, er dark fantasy for børn.

“Han kunne ane Lines værelse, hendes teenageplakater, dukker, bamser, kanten af bordet, og over bordkanten Line, der stadig lå og sov på en madras på gulvet. Det hele så alt for stort ud, næsten enormt.

Og det var ikke bare perspektivet.

David forstod hvad det betød, og en erkendelse skyllede ind over ham, som om han hele tiden havde det på fornemmelsen, men bare ikke ville lade tanken registrere – 

Dukkehuset. Jeg er i dukkehuset.
Inde i dukkehuset –
Umuligt.

– for hvis han accepterede det, og hvad det betød, hvor lå grænserne så for, hvad han kunne acceptere?

Bamser på lilla enhjørninger i et land af vingummi?
At de androgyne figurer var levende?” (s. 111-112)

Om Dukkehuset:

Udgivelsesår: 15.11.2017
Forlag: Valeta, 332 sider
Omslag: Boglayout.dk

Ensomheden af Andrew Michael Hurley

Ensomheden af Andrew Michael HurleyDa resterne af et barnelig bliver fundet ved Ensomheden – et besynderligt ingenmandsland mellem floderne Wyre og Lune ud for Lancashires kyst – tvinges Smith til at genkalde de uforklarlige hændelser, han oplevede, da han besøgte stedet fyrre år tidligere. (fra bagsideteksten)

Ind i mellem får man fingre i en bog, som griber én med voldsom kraft, og alligevel kan man ikke rigtig forklare, hvad det er, der gør den så fantastisk. Sådan har jeg det med Ensomheden af Andrew Michael Hurley.

I en årrække tog drengen ’Tonto’ (som hovedpersonen kaldes) med sin familie til Ensomheden på en bøns- og bodsuge hvert år til påske sammen med bl.a. sognepræsten fader Wilfred. Hvert år lejede de sig ind i huset Moorings, og brugte ugen til at skrifte, besøge Sankt Annas kapel og søge Gud i det spirende forår. Tontos bror, Hanny, var handicappet, og morens største håb var, at et Guds mirakel kunne helbrede ham.

Men et år kommer fader Wilfred forandret tilbage efter en gåtur langs vandet, og da han senere dør, er det først da hans efterfølger fader Bernhard overtager Saint Jude’s sogn, at turen genoptages.

Romanen fortæller om denne tur med spring i tiden til Tontos erindringer om tidligere ture samt minder om fader Wilfred og tiden som messedreng. Det lyder umiddelbart ganske tilforladeligt, men under den tilsyneladende pæne overflade gemmer sig dystre hemmeligheder.

Jeg blev fuldstændig opslugt af romanens specielle atmosfære og læste nærmest bogen i et stræk. Det besynderlige ingenmandsland, Ensomheden, som er udgangspunktet for beretningen emmer af tåge og fortvivlelse. Her hersker myten om myten om heksen Elizabeth Percy som lokkede sømænd i deres død stadigvæk, og hvert år kræver det voldsomme tidevand stadigvæk sine ofre.

Alligevel er det til dette trøstesløse sted, at familien Smiths pilgrimsfærd går, og på den måde bliver den religiøse del af romanen også en brutal og nådesløs affære. Her trumfer troen alle indvendinger og ønsker, og lader romanens personer optræde som statister i et nøje koreografieret stykke, hvor afvigelse fører til fortabelse.

Ensomheden er Andrew Michael Hurleys debutroman. Den fik tildelt Costa First Novel Award i 2015, er blevet solgt til filmatisering, og er af de engelske medier blevet udråbt til en kommende klassiker med rødder i den gotiske romantradition. Og jeg tror såmænd, at de har ret, for atmosfæren i romanen er så intens og foruroligende, at oplevelsen sidder i læseren længe efter.

Tak til WilliamDam.dk for læseeksemplaret.

Om bogen:

Omslag: Mark Airs efter originaldesign
Udgivelsesdato: 14. april 2016
Originaltitel: The Loney
Oversætter: Kim Langer
ISBN-13: 9788711510506
Sideantal: 334
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Silver Bullet

Den lille by Traker’s Mill er rystet over en række ekstremt sadistiske mord, og byens befolkning frygter, at der er en psykopat på fri fod. De to søskende Jane og Marty tror dog, at det er en varulv. De bliver bekræftet i deres tro, da Marty – som sidder i rullestol – selv bliver overfaldet. Det lykkes ham at slippe væk ved at skyde fyrværkeri i øjet på varulven. Næste dag ser de et meget respektabelt medlem af bysamfundet iført øjenklap. Men hvordan slår man en varulv ihjel?

Baseret på Stephen Kings roman Varulvens år.

Roger Ebert skriver i sin anmeldelse:
Stephen King’s “Silver Bullet” is either the worst movie ever made from a Stephen King story, or the funniest. It is either simply bad, or it is an inspired parody of his whole formula, in which quiet American towns are invaded by unspeakable horrors. It’s a close call, but I think the movie is intentionally funny. And because I laughed longer and louder during this film than during any other comedy I’ve seen since “Broadway Danny Rose,” I am going way out on a shaky limb and actually give the movie a three-star rating, which means I even think you might enjoy it, too.” Læs hele anmeldelsen her.

Om Silver Bullet:

Instruktør: Daniel Attias
Udgivelsesår: 1985
Tagline: Part human. Part wolf. Total terror.