oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘soldater’

Kimæren af Christian Reslow

Christian Reslow debuterede i 2010 med romanen “Miraklets fald“, en slags fantasy science thriller, som jeg omtalte her på siden på grund af dens nærmest splatteragtige afslutning. Senere samme år kom endnu en roman “Micki 19.50“, som tog splatterniveauet højere op og på alle måder var en fremragende lille kortroman. Siden har jeg så ventet på at høre nyt fra Reslow, og d. 20. december 2012 udkom så endelig hans tredje roman “Kimæren”. Og lad mig blot afsløre med det samme – den var værd at vente på!

Der er noget helt galt i den lille by Rowley. To betjente bliver sendt ud til en lokal landmand, hvis kvæg er blevet parteret og dræbt på marken. Før de kommer så langt, bliver de dog involveret i en ulykke, hvor en alvorligt såret kvinde må bringes i sikkerhed. Samtidig rammer en række alarmkald centralen – alle fra Rowley. Nogen beretter om et vildt dyr, andre skriger bare på hjælp.

Sherif Leis beslutter sig for at undersøge sagen nærmere med en gruppe betjente, før han sender bud efter kavaleriet. Men Rowley ligner en krigszone. Lig og kropsdele ligger spredt ud over hovedgaden, som er tom for levende væsener – undtagen ét – og det går hurtigt op for Leis og hans folk, at de langt fra er nok til at stoppe, hvad der foregår.

Christian Reslow fortæller i et hæsblæsende tempo, som river læseren med sig fra første side. Vi præsenteres hurtigt for Kimæren, men for bogens hovedpersoner går der længere tid, før de finder ud af, hvad de er oppe imod. En kimære, forklarer Reslow, er et individ, der består af celler fra flere forskellige arter. Kimæren er ikke som sådan blodtørstig, den søger blot føde for at udvikle sig, og desværre for Rowleys beboere har den opdaget, at mennesker er en kilde til helt nye bevidstheder og former.

Som sagt er historien fyldt med action – og splat – og det er ment i ordets allerbedste betydning. Ikke mange danske forfattere tør kaste sig ud i den slags lemlæstelser, som Reslow smider om sig med her i “Kimæren”, og det er måske meget heldigt for min nattesøvn, for Reslow formår virkelig at skabe de mest sindssyge billeder i læserens hoved. Men det er også samtidig det, som er med til at gøre historien så sært fascinerende.

I mørket kunne han ikke tydeligt se livsformen, der holdt ham, men han fornemmede med ærefrygt dens skikkelse. Blødende fra alle – nu ledløse – led og med luften hvinende ind og ud af halsen, sad han ansigt til ansigt med den, da blodbadet var ovre. En kropsdel, som hans hjerne ikke kunne identificere, blev placeret imod hans mave. Ikke for at penetrere, ikke denne gang. I stedet blev han presset med bagdelen først, ned igennem den smalle åbning i beholderen.

Den eksisterende smerte forhindrede ham i at mærke det lag af hud, der blev skrabet af hans ryg, mens han sank ned igennem hullet. Han mærkede heller ikke væsken. Ikke før den nåede de dybe, udhulede huller, hvor hans bøjelige dele havde siddet placeret for et minut siden. Mens hans udtømte krop blev fyldt af syren, sendte hans nervesystem en fornyet bølge af energi igennem ham og han så tydeligt sine egne skinneben, presset imod sit ansigt, da hans hoved blev presset under overfladen. Hans øjne var åbne, hans krop forsøgte stadig at trække vejret, forsøgte stadig at fungere. Mens hans øjne rullede hjælpeløst op imod overfladen af den orangegule væske, så han væsenet trække sine kropsdele til sig, ud af syltekarret. Den betragtede ham et øjeblik, mens marinade strømmede igennem hans hals og fyldte hans brystkasse. Og så lukkede den låget …”

Reslow lader fortællingen udspille sig i USA. Det virker fint og mere troværdigt, end hvis politiet i Horsens pludselig skulle rykke ud med masser af automatvåben. Ligeledes virker brugen af hæren og diverse lyssky afdelinger for terrorbekæmpelse også mere realistisk i et amerikansk setup. Og ved at gøre omgivelserne realistiske, bliver personerne troværdige, og dermed kommer kimæren også til at føles meget virkelig – og meget skræmmende…

Sprogligt flyder historien godt, plottet holder og slutningen – ja, den vil jeg ikke sige noget om, andet end at den er skruet effektivt sammen, og at tempoet holder hele vejen igennem.

“Kimæren” er sin helt egen historie, men skal jeg sammenligne den med andet, må det blive en blanding af Dean Koontz “Skygger” (fra dengang han skrev forrygende) møder Stephen KingsDesperation” med et lille stænk “The Crazies” ind over.

Forsiden er lavet af Martin Zauner, som også var manden bag “Micki 19.50“s fantastiske forside. Igen synes jeg, at det er lykkes for Zauner” at skabe en foruroligende atmosfære, før man overhovedet åbner bogen, og den ildevarslende fornemmelse holder hele bogen igennem. Jeg kan kun sige: Læs den!

Besøg Christian Reslows hjemmeside
Besøg forlaget Valetas hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Martin Zauner

Alien vs. Zombies: the dark lurking

Alien vs. Zombies: the dark lurkingPå en søndag må man godt se skodfilm, også selvom man ikke har tømmermænd, og det er nok den eneste grund til, at jeg så Gregory Connors Alien vs. Zombies: the dark lurking til ende.

Handlingen lyder: to dele Resident Evil blandes med en del Doom og tilsættes en teskefuld [REC]2 og røres sammen med en talentløs masse af skuespillere iblandet et hav af dårlige oneliners.

Lena vågner op alene i et hvidt rum. Pludselig vælter blodet ud af hendes næse. Soldater trænger ind i rummet og vil skyde hende. Et monster dræber soldaterne. Lena flygter ud i en labyrintisk underjordisk facilitet. Lena møder en gruppe lejesoldater og et par andre overlevende civilister, bl.a. en sygeplejerske og en forsker. Lena får at vide, at hun er ligesom monstrene. Det tror Lena ikke på. Monstrene bliver ved at angribe. Soldaterne skyder en masse monstre. Nogen af soldaterne dør. Nogen af de civile dør. Gruppen finder den onde overforsker dr. Konieg, som er meget interesseret i Lena. Nogen flere dør. En bombe sprænger snart. Et redningshold lander. Nogen flere dør. Nogen flere dør. Kan nogen mon gætte slutningen?

Blandt de værste præstationer ses Cassia Rosenstrauss som sygeplejersken Jen, hvis replikker dels er tåbelige i sig selv, og dels leveres med en tåkrummende pinlighed. Men generelt er der nu ikke meget at råbe hurra for på skuespillerfronten, som dog heller ikke har meget hjælp i manuskriptet, hvor de hver især tildeles klichéfyldte roller som den hårde negl, den onde forsker,  helten osv.

Endelig er titlen og forsiden et typisk eksempel på en å-film, der ligger sig tæt op ad et kendt koncept og håber, at folk overser i farten, at der ikke er tale om den ægte vare. Forsiden signalerer klart Alien og har som tagline “Under jorden kan ingen høre dig skrige“, og citerer endda Dreadcentral.com for at kalde filmen for: “En adrenalinfyldt action gyser i stil med horror-klassikere som Aliens og The Evil Dead“. Bob bob – der er ikke skyggen af aliens med i filmen, der er ingen humor som i Evil Dead, og der er sgu’itte særlig meget adrenalinfyldt action i den heller. Det hele drukner i mystisk klipning, underlig belysning og total usammenhæng i historien.

Om Alien vs. Zombies: the dark lurking:

Instruktør: Gregory Connors
Udgivelsesår: 2010

Bunker 137 af Michael Kamp

Bunker 137 af Michael KampVi befinder os i de sidste dage af 2. verdenskrig. Tyskerne er pressede fra alle sider af de allierede tropper. Soldaten Jürgen Holz er blevet overflyttet til Waffen-SS – elitesoldaterne, der aldrig giver op. Men deres troppetransport bliver angrebet, og sammen med de andre overlevende trækker Jürgen sig tilbage under hård beskydning. Tilfældigt ender de ved en forladt tysk bunker, og her beslutter de sig for at vente på forstærkningerne.

Men noget er forkert ved bunkeren. Der er ingen tegn på kamp, men alle er forsvundet og har efterladt deres personlige ejendele. Og hvad er der bag den aflåste ståldør, der fører til underetagen?

Jeg har efterhånden ret store forventninger, når jeg sætter mig til rette med en ny Michael Kamp bog, og heldigvis er de blevet indfriet hver gang hidtil. Det blev de også med denne horrorroman fra 2. verdenskrig.

Kamp skriver forrygende, og jeg lagde stort set ikke Bunker 137 fra mig, da jeg først gik i gang med at læse. Selvom historiens elementer måske nok er brugt før (From Beyond og Outpost), så mikser Kamp dem i sin egen effektive stil og skaber en overbevisende og totalt skræmmende fortælling, som fik mig til at se mig over skulderen flere gange under læsningen. Der er bare noget fundementalt ubehageligt ved låste døre i mørket, og når det så mikses med nazister og mærkelige væsner – ja, så får det i hvert fald mig til at gyse.

Bunker 137 lever fuldt op til Michael Kamps tidligere udgivelser, som bl.a. tæller Moln – jorden husker, Hvor de gamle visner og Fordærv. Og har du ikke læst dem endnu, bør du straks gå i gang med dem også.

Besøg Michael Kamps hjemmeside eller læs mere om “Bunker 137” på Tellerup.dk

Læs et interview med Michael Kamp på Fantastiske Forfattere

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Tellerup, 208 sider
Omslag: breth design, Mette B. Klausen

 

[REC]2

[REC]2Så har jeg endelig fået set fortsættelsen til [REC], som fik mig helt op af stolen, da jeg så den for et par år siden. [REC]2 er ligesom første film instrueret af Jaume Balagueró og Paco Plaza, og den starter umiddelbart efter første film.

En lille gruppe soldater sendes ind i den forseglede bygning sammen med dr. Owen fra Sundhedsministeriet. Soldaterne har blot fået besked på at beskytte Owen, som leder efter noget, der kan bruges til en kur. Men ligeså snart de er inde i bygningen, går det op for soldaterne, at det her ikke er en almindelig sygdom – og det varer heller ikke længe, før de finder ud af, at Owen ikke er en almindelig doktor …

Hvad jeg næsten blev mest positivt overrasket over er, at det endnu en gang er lykkes at filme stort set alt med subjektivt kamera, uden at det virker påtaget eller kluntet. Soldaterne har hver deres kamera, som bruges for at dokumentere alt i bygningen, og da vi på et tidspunkt skifter perspektiv til nogle unge, som sniger sig ind, så er der også en god grund til, at de optager med deres kamera. Det subjektive kamera underbygger uhyggen fantastisk, idet vi kun kan se, hvad personerne kan.

Ligeledes lykkes det igen at skabe den klaustrofobiske og truende stemning, som første film besad til fulde. Selv i de rolige øjeblikke sidder man ude på kanten, fordi man VED, at lige om lidt dukker en af de besatte op, og så flyder det med blod og skrig igen.

Der er mere fokus på den religiøse del af historien her i anden ombæring, men det giver en ny og anderledes vinkel, så også det synes jeg lykkes godt. Alt i alt må jeg sige, at [REC]2 levede helt op til forventningerne, men husk at se film et først, hvis du endnu ikke har set den. Og nu er jeg så bare spændt på om [REC]3 kan fortsætte successen.

Om [REC]2:

Instruktør: Jaume Balagueró, Paco Plaza
Udgivelsesår: 2009

Andre film af Jaume Balagueró:

[REC], 2007
Dødens lejlighed, 2006
Fragile, 2005
Darkness, 2002
De navnløse, 1999

Stir of Echoes 2 – the Homecoming

Stir of Echoes 2 - the HomecomingGanske som forventet når denne toer ikke den originale Stir of Echoes til sokkeholderne.

Rob Lowe spiller soldaten Ted Cogan, som under en mission i Irak fejlagtig beordrer sine mænd at skyde mod en vogn, som viser sig at indeholde en ganske almindelig familie. Efter hændelsen bliver Ted skudt, og i lang tid svæver han i livsfare. Så kommer han sig pludseligt mirakuløst og sendes hjem til familien i USA.

Men Ted vender ikke uændret hjem. Han forfølges af syner og ser hele tiden en brændt mand for sig. Først tror han, at det er familiefaren, der brændte ihjel, der vil have hævn, men et besøg hos den synske Jake Witzky gør det klart, at manden ikke er den, Ted tror, han er – og at motivet for hævn skal findes et helt andet sted.

Jeg er sikker på, at instruktør Ernie Barbarash gerne vil komme med et statement i forbindelse med Irak-krigen. Men Stir of Echoes 2 er ikke rigtig vellykket, og idet plottet twistes til sidst kan man også spørge sig selv, om filmen overhovedet har noget med soldatertraumer at gøre? Endelig er filmen i perioder decideret kedelig, og Rob Lowe formår ikke at fremstille Ted Cogan særligt overbevisende. Han er i hvert fald langt fra Kevin Bacons fremragende indsats i første film.

Bedst er afsløringen af, hvorfor Ted forfølges af spøgelset, selvom filmen her snyder lidt på plot-vægten. I det mindste kommer der lidt rigtig gru ind i fortællingen, og på alle plan føler man for de involverede. Men det er desværre kun 7 minutter ud af filmens samlede 89 minutter, så det batter alt for lidt.

Ernie Barbarash har også instrueret den efter min mening noget mere vellykkede They Wait.

Om Stir of Echoes 2:

Instruktør: Ernie Barbarash
Udgivelsesår: 2007

Survival of the Dead

Survival of the DeadGeorge A. Romeros zombi-serie er efterhånden oppe på seks film, hvoraf de tre sidste er udkommet indenfor de sidste fem år. Survival of the Dead lægger sig i forlængelse af forrige film Diary of the Dead fra 2008, hvor en gruppe studerende filmede hele katastrofe-forløbet. I Survival of the Dead bruger Romero en gruppe soldater, som havde en lille rolle i Diary of the Dead, hvor de stjal de unge studerendes forsyninger.

Gruppen ledes af Sarge, som vendte ryggen til Onkel Sam, da zombi-plagen for alvor brød ud, og det gik op for ham, at ingen ville hjælpe soldaterne. Nu klarer gruppen sig ved at plyndre forbipasserende og ellers passe sig selv i håbet om at finde et sted, hvor de kan leve i fred.

Ved et tilfælde redder de en ung mand, som overtaler dem til at tage til øen Plum. Han har nemlig set internet-reklamer, hvor Captain Courageous søger raske mennesker, der vil være med til at opbygge samfundet igen. Sarge vil egentlig ikke dertil, men han bliver nedstemt af gruppen, og så kører de af sted. Men da de kommer til havnen, er Captain Courageus ikke helt den, de havde regnet med.

De ender dog alligevel på Plum, hvor de uforvarende vader lige ind i nabostridigheder, som under zombi-plagen har vokset sig til krigslignende tilstande med døde på begge sider. Sarge ved dog, hvilken side han hører til på – i hvert fald indtil slutningen af filmen.

Som i sine øvrige zombi-film ønsker George A. Romero også i Survival of the Dead at sætte et politisk budskab på dagsordenen. Denne gang handler det om krig og krigens meningsløshed. Først viser han Sarge som en selvstændigt tænkende mand, men da omstændighederne fører ham ind i krigen på Plum, ja så glemmer han alt om at tænke og lader sig i stedet føre med af strømmen. Og man kunne vel godt argumentere for, at i en verden hvor døden kan komme yderst pludseligt og uventet, så burde de levende vel stå sammen mod den fælles fjende. Men det kan menneskene i Romeros univers ikke.

Jeg kunne egentlig godt lide Survival of the Dead. Jeg synes bare ikke, at den føjer noget nyt til zombi-universet, og jeg mener stadigvæk, at Romeros tre første film er langt de stærkeste i serien. Måske er det også fordi, jeg er blevet utrolig fascineret af Robert Kirkmans fantastiske tegneserie-epos om en zombi-inficeret verden, hvor vi følger en gruppe overlevende, der forsøger at skabe sig et liv i denne nye mareridtsagtige tilværelse. Kirkman formår, ligesom Romero gjorde i sine første zombi-film, at beskrive situationen og menneskenes motiver og handlinger skånselsesløst men også med stor forståelse. Og det mangler lidt her i Survival of the Dead.

Besøg filmens hjemmeside

Om filmen:

Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 2009

George A. Romeros zombi-serie:

Night of the living dead – 1968
Dawn of the dead – 1978
Day of the dead – 1985
Land of the dead – 2005
Diary of the dead – 2008
Survival of the dead – 2009

Slayer

Ind i mellem falder jeg over en film, hvor jeg tænker: “Den er sikkert så dårlig, at den er god”. Det var tilfældet med “Slayer”, men desværre måtte jeg konstatere, at den var så dårlig, at den var rædselsfuld dårlig i stedet for.

Filmen starter ellers med et rigtig fedt billede, af en fod som tramper ned i en pøl beskidt vand ude i junglen. Jeg tænkte: “Fedt! En teknisk flot film”, men desværre går det stort set kun ned ad bakke derfra.

En militærenhed er på job i den sydamerikanske regnskov. Lederen er Hawk (Casper Van Dien), og der gøres meget ud af at vise, at han er best-buddies med den kæmpestore sorte Grieves og den lille sjove hispanic Alex. Tilfældigt falder de over en by fuld af vampyrer, som ikke er bange for kors, og som uden besvær bevæger sig rundt i dagslys. Samtidig er de nogle værre spring-badutter som kan hoppe flere meter op i luften uden problemer.

Det lykkes selvfølgelig Hawks og co at udslette dem, men hjemme tror man ikke på deres vampyrhistorie, og Hawks må i psykologbehandling for at blive overbevist om, at vampyrer ikke findes. Da han er færdig med det, viser det sig dog alligevel, at hæren godt ved besked om vampyrerne. I hvert fald sendes Hawk af sted som backup til Grieves, der befinder sig i junglen igen for at bekæmpe vampyrer. Samme sted befinder i øvrigt også Hawks ex sig, og selvfølgelig skal Hawks redde hende.

Men før Hawks når frem, er Grieves blevet snuppet af vampyrerne, og nu leder han dem for at lære dem militær-taktik. Så pludselig er vampyrerne organiserede og endnu  mere farlige. Men mon ikke Hawks klarer skærerne?

Der er enkelte humoristiske øjeblikke, som når Alex begejstret fortæller om, hvor mange fuglearter man finder i junglen, og Grieves tørt spøger: “Står der noget i din bog om, hvor mange vampyrarter der er?” Men det er kun glimt, og i det store hele er filmen for usammenhængene og tåbelig. F.eks. bliver der slået utrolig mange soldater ihjel undervejs, men alligevel er gruppen lige stor, når den bevæger sig rundt.

Og så slutter filmen med en lektion i økologi, for vampyrerne er kun begyndt at myrde mennesker, fordi deres naturlige levested, junglen, er ved at forsvinde pga. vores misbrug af naturens resurser. Halleluja!

Udgivelsesår: 2006
Instruktør: Kevin VanHook

Alone in the Dark

Alone in the DarkJeg havde ikke regnet med, at jeg nogensinde fik set Alone in the Dark efter den minusoplevelse jeg havde med Alone in the Dark II. Men så sendte kanal 6 den, og der var ikke rigtig noget andet i flimmerkassen, så jeg endte alligevel med at få første film med. Og den var langt fra så ringe som toeren.

Edward Carnby er paranormal opdager. Han voksede op på et børnehjem,  hvor 20 børn for 22 år siden forsvandt, inklusive Carnby, men kom tilbage igen. Siden arbejdede han for den paranormale afdeling 713, men nu er han freelance og kæreste med Aline, der arbejder på museet. Hun arbejder for dr. Hudgens, der især studerer et uddødt indiansk samfund kaldet Abskanierne. De fandt en vej ind til mørkets kræfter, og dette udryddede dem. Nu forsøger Hudgens at genskabe dette – men det ved omverdenen ikke…

Historien starter med, at Carnby kommer hjem efter en rejse, hvor han har fundet et relikvie, som Hudgens er så opsat i at få fingre i, at han sender en ud for at slå Carnby ihjel og tage det fra ham. Men Carnby overlever, og bliver involveret i kampen mod nogle grusomme mørkets skabninger – og deres menneskelige kombatanter, som viser sig at være tæt på Carnby.

Selve historien er temmelig tynd og fyldt med huller. Bl.a. fandt jeg ikke helt præcist ud af, hvorfor relikviet var så vigtigt (det var vist noget med stjernernes placering, som gjorde det til et kort eller noget i den stil), og Hudgens motiv stod heller ikke tydeligt for mig, da filmen sluttede. Men til gengæld er her masser af action og mørkevæsnerne er slet ikke uefne. Især når de dør og opløses i røg, ser det rigtig godt ud. Og så bringer setuppet minder til H. P. Lovecrafts fortællinger om et parallelunivers, hvor mørke skabninger lurer.

Filmen bygger på et computerspil, som siden blev forløber til spil som Silent Hill og Resident Evil, der begge har fået lavet film efter sig. Spilbaggrunden kan godt mærkes i opbygningen, som minder lidt om spilbaner. Først “spiller” Carnby mod snigmorderen, så “spiller” soldater mod mørkevæsner, så “spiller” Carnby og co. mod mørkevæsner osv., og det kan godt blive lidt trivielt. Især når der ind i mellem lægges op til en scene, som så forsvinder i skyderi uden forløsning eller afslutning. Til gengæld er Christian Slater som Edward Carnby ca. en millard gange bedre i rollen end Rick Yune, der spiller rollen i toeren.

Alt i alt må man sige, at jeg blev positivt overrasket over Alone in the Dark, som måske ikke er hverken nyskabende eller overraskende, men som alligevel var ganske underholdende.

Om filmen:

Instruktør: Uwe Boll
Udgivelsesår: 2005

Day of the dead (2008)

Day of the dead 2008Jeg vil starte denne anmeldelse med et citat fra en af mine yndlingsfilm From dusk til dawn: “Do they look like psychos? Is that what they look like? They were vampires! Psychos do not fucking explode when sunlight hits them, I don’t give a fuck how crazy they are!”

Nu handler Day of the dead så ikke om vampyrer men om zombier, og Steve Miner har i sin nyfortolkning af George Romeros klassiker ladet dem få en del nye træk. De løber, de springer, de klatrer på lofter med hovedet ned af – og så nærmest eksploderer de i ild. Det er helt vildt, men faktisk ganske underholdende.

Steve Miner skriver i starten af filmen, at den bygger på George A. Romeros film Day of the dead fra 1985. Der er dog ikke meget tilfælles i historien, udover at begge film handler om zombier, og at man følger nogle militærpersoner i stedet for kun civile.

I en lille by i Colorado er en ondsindet influenza-epidemi brudt ud. Hæren er blevet indkaldt for at isolere byen og hjælpe de syge, indtil smittefaren er ovre.

En af karantænevagterne er korporal Sarah Bowman, som er født og opvokset i byen, men ikke har været hjemme længe. Det viser sig, at hendes mor er blandt de smittede, og Sarah sørger for at få hende på hospitalet. Men knap er de kommet hertil, før helvede bryder løs. Pludselig bliver alle de syge helt apatiske – for derefter at eksplodere i et frådende raseri, hvor de angriber og æder alle omkring dem.

Det lykkes Sarah at slippe væk sammen med to andre soldater, og de tager af sted for at finde Sarahs lillebror. Undervejs møder de naturligvis masser af problemer, og slutningen kulminerer i et hemmeligt laboratorium, hvor hæren tilsyneladende har lavet eksperimenter, der er løbet helt løbsk og er endt med zombi-svøben.

Der er aldrig nogen særlig troværdig historie i zombi-film. Man er bare nødt til at acceptere præmissen, at mennesker pludselig forvandles til zombier, og at verden, som vi kender den, forandres til et sandt blodbad. Hvis man er villig til det – og kan acceptere at zombierne her i filmen er nærmest flyvende – så får man halvanden times solid underholdning. Jeg morede mig i hvert fald strålende.

Sarah Bowman spilles af den smukke, spinkle Mena Suvari, som jeg hovedsageligt husker fra lolita-rollen i American Beauty. Hun klarer jobbet som sej soldat overraskende godt, og fortæller selv i ekstra-materialerne at hun havde en fest med at spille en så anderledes og actionpræget rolle, end hun har været vant til.

Day of the dead er fyldt med splat og humor, og jeg tror, det er første gang, at jeg har set en vegetar-zombi i en film.

Steve Miner har også instrueret Halloween H20 og Lake Placid samt Fredag d. 13. II og III.

Om Day of the dead:

Instruktør: Steve Miner
Udgivelsesår: 2008

Død sne

Død sneJeg fik respekt for norsk horror, da jeg så Vildmark for nogen tid siden. Alligevel havde jeg lidt svært ved at forestille mig, at en norsk nazi zombi-film kunne lykkes – men Død sne er forrygende underholdning fra start til slut.

En gruppe unge medicinstuderende tager på påskeferie i en hytte langt oppe i fjeldene. Så langt faktisk at de må lade bilerne stå og gå det sidste stykke, og så langt at mobiltelefonerne ingen dækning har.

Den første dag er ren hygge med tumlen i sneen, drikken øl og grinen og fjanten. Men om aftenen dukker en fremmed op. Han advarer dem om, at fjeldene omkring dem gemmer på hemmeligheder og fortæller om nogle tyske SS-soldater, som under 2. verdenskrig terroriserede området.

De unge er dog ikke tilbøjelige til at tro ham, men da Sara, den sidste af gruppen, endnu ikke er kommet næste dag, tager hendes kæreste ud for at lede efter hende, og mens han er væk, sker der ting og sager i hytten.

Død sne er en forrygende sjov og vildt blodig zombi-film, hvor vores norske venner må bruge de våben, de har ved hånden. Special effects budgettet var på 3,5 millioner og hele 450 liter falsk blod blev brugt i filmen. En ting er sikkert – Peter Jackson lavede ikke Braindead forgæves.

Død sne blev vist som midnatsfilm til Sundancefestivalen 2009. Instruktøren Tommy Wirkola har også lavet Kill Buljo: the movie, som beskrives som Norges svar på Kill Bill. Jeg kunne godt forestille mig, at den også var ret morsom.

Besøg filmens hjemmeside

Om filmen:

Instruktør: Tommy Wirkola
Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: Død snø