Indlæg tagget med ‘solsystemet’

Fjerne kloder af Gunver Lystbæk Vestergård

Fjerne kloder af Gunver Lystbæk Vestergård

Jeg synes, det er enormt fascinerende at læse om universet, selvom jeg på ingen måde forstår videnskaben bag. Af samme grund har jeg også fulgt med i avisernes skriverier om fund af jordlignende planeter i de senere år. Derfor var det oplagt at gribe fat i ”Fjerne kloder”, da jeg faldt over den, for at få hoved og hale i hvad status egentlig er på ’planetjagten’.

Gunver Lystbæk Vestergård er en god formidler. Noget af bogens indhold er nødvendigvis lidt tungt, men hun formår at løfte tørre definitioner til mere forståelige (og underholdende) anekdoter. Og så kommer hun omkring mange emner i sin fortælling om vores opdagelse af universet omkring os.

For næsten 4000 år siden kortlagde babylonerne ’vandrestjernernes’ baner (dvs. de fem kendte planeter) samt solen og månen så detaljeret, at de kunne forudsige sol- og måneformørkelser. De troede på astrologien, altså læren om hvordan himmellegemer påvirker livet på jorden. Hver planet repræsenterede en gud, så hvis man kunne kortlægge planeternes bevægelser, kunne man forudsige gudernes vilje og spå om fremtiden.

Først cirka 2000 år senere i Antikkens Grækenland begyndte Vesten at interessere sig for udenjordisk liv. Nogle alternative tænkere, kaldet atomister, troede på et uendeligt univers, på uendelige verdener og ikke mindst på at alt – inklusive sjælen – var sammensat af små udelelige enheder, det vil sige atomer. Den idé var Aristoteles dog langt fra med på. Han mente, at der kun var én jord, som stod urokkelig fast i centrum af universet, og de fem planeter plus solen og månen roterede om jorden i uigennemtrængelige sfærer.

Kristendommen overtog Aristoteles verdensbillede, så i de næste par årtusinder var det sandheden. Men langsomt begyndte billedet at krakelere. Kopernikus flyttede solen ind i centrum i 1543. Galileo Galilei byggede et teleskop i 1610 og brugte det til at observere himmellegemer med. Og så var der hul på bylden.

Fra slutningen af 1600-tallet og frem til starten på Første Verdenskrig er historien om exoplaneter næsten ét langt heppekor, selvom deres tilsynekomst i teleskopet endnu lod vente på sig. I stedet for at betvivle de fjerne kloders eksistens var perioden præget af spørgsmål som: Er der et endeligt eller et uendeligt antal kloder? Er de beboede? Er rumvæsnerne mon jordboerne overlegne? Og hvad med solsystemet? Findes der måne- og marsmænd?

Den frygt for tomrum og spildte kloder, som blokerede for det heliocentriske verdensbilledes gennembrud, blev nu vendt til en frygt for ensomheden. Når det nu var så godt som sikkert og vist, at planeterne, inklusive jorden, kredsede om Solen, og at Solen var en stjerne, var der ingen gode argumenter tilbage til at bremse idéen om, at også de fjerne fiksstjerner var centrum for planetsystemer. Og når nu denne sindrige kugledans var Guds værk, måtte det også have en retning og en årsag: Ergo var der liv derude. Alt andet var jo meningsløst.” (side 42-42)

Men omkring midten af 1800-tallet begyndte videnskaben igen at så tvivl om eksistensen beboede kloder og intelligent liv andre steder i universet. Præsten, fysikeren og filosoffen William Whewell mente f.eks. i essayet Of the Plurality of Worlds fra 1853, at der var en uendelig lille sandsynlighed for, at de millioner af evolutionære ændringer, der skabte mennesket fra bakterier, skulle være sket mere end én gang i Universets historie. Senere i begyndelsen af 1900-tallet opstod desuden en ny teori om, hvordan planeter blev dannet som yderligere umuliggjorde tanken om fremmede verdener. 

Men hvor videnskaben blev mere og mere skeptisk overfor tanken om udenjordisk liv, tog de skønlitterære forfattere idéen til sig, og science fiction om rumrejser, aliens og fremmede planeter tog fart med hovedværker som f.eks. H. G. Wells Klodernes kamp, Stanley G. Weibaum Odyssé på Mars og Ray Bradburys Krøniker fra Mars.

I 1960’erne begyndte få ’troende’ at bruge radiobølger til at opdage fremmede verdener, hvor især SETI-bevægelsen trak opmærksomheden. Der kom dog aldrig rigtig beviser på bordet, og først i 1990 begyndte videnskaben at få troen på exoplaneter tilbage. Det lykkedes i 1992 Alexandar Wolszczan at bevise eksistensen af hele to exoplaneter omkring en millisekund-pulsar, og i 1995 lykkedes det Michael Mayor at finde den første exoplanet i kredsløb om en levende stjerne. Siden har udforskningen af exoplaneter udviklet sig til et spændende felt, alle vil deltage i udforskningen af, så der nu uddannes specialister i exoplanter, samtidig med at biologer, kemikere, geologer og fysikere er inviteret med ind i jagten.

Udover at give et historisk overblik over forskningen frem til i dag, har Gunver Lystbæk Vestergård også interviewet en lang række af videnskabsfolkene bag, ligesom hun ser nærmere på de opfindelser, der har gjort forskningen mulig. Til slut ser hun også ud i fremtiden, der både byder på kæmpeteleskoper, mikroskopiske satellitter, udforskning ved hjælp af spektroastrometri og alt det vi ikke ved endnu. For ligesom fossiler af dinosaurer pludselig dukkede op overalt i 1800-tallet, da man forstod evolutionsteorien, og kunne begynde at tolke fundene i den rette kontekst, ligeså skal vi måske have en ny forståelse af liv for at kunne finde det i universet?

“Vi skal passe på med at tro, at alt liv vil følge den samme udviklingstrappe som vores egen, og derfor tror jeg ikke, at vi skal regne med, at de første tegn på exoliv bliver fundet ved at spore ilt i en exoplanets atmosfære. Liv kan godt være almindeligt, uden at fotosyntesen er det. […] Måske behøver livet ikke helt særlige omstændigheder for at udfolde sig, men tilpasser sig sine omgivelser, næsten uanset hvor ekstreme de er – med det ene kriterium, at der skal være flydende vand til stede.

Der skal dog helt nye erkendelser inden for fysik, kemi og biologi til, før vi kan opdage exoliv, og dem kan vi kun opnå i fællesskab. Pointen er derfor, at ingen astronom alene kommer til at finde liv i rummet. Det er nødt til at være en fælles opgave for menneskeheden […]” (side 278-279)

Gunver Lystbæk Vestergård har en ph.d.grad i videnskabsstudier, er journalist på Weekendavisen, bl.a. og har været medtilrettelægger på DR-programserien ”Store danske videnskabsfolk”. Derudover har hun været medforfatter på ”50 opfindelser – højdepunkter i teknologien” fra 2015. I 2019 udgav hun ”Fjerne kloder – historien om opdagelsen af exoplaneter og jagten på verdener som vores”, som kan anbefales til alle, der interesserer sig bare lidt for vores univers.

Om Fjerne kloder:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Gyldendal, 292 sider
Omslag: Thomas Joakim Winther

Læs også:

En lille bog om universet af Anja C. Andersen
Af stjernestøv er du kommet af Bo Karl Christensen
Nordlys af Tina Ibsen

En lille bog om universet af Anja C. Andersen

En lille bog om universet af Anja C. AndersenAnja C. Andersen er astrofysiker. Allerede fra barnsben har hun været fascineret af universet. En interesse, der vågnede, da en fysik-astronomi-studerende besøgte hendes 7. klasse og fortalte om vores solsystem. Og da familien flyttede til Riyadh, hvor der ikke var meget at foretage sig for en ung kvinde, men hvor der til gengæld var fremragende forhold til at studere stjernehimlen, kom astronomien til at fylde mere og mere.

Andersens begejstring for universet og dets vidundere skinner tydeligt igennem i denne lille letlæste, men uhyre interessante indføring i universet.

Efter en kort personlig indledning tager Andersen os med på en tur gennem universet. Startende med planeterne i vores solsystem, over exo-planeter og dobbeltstjerner, til mørkt stof, sorte huller og Big Bang. Det hele fortalt originalt og forståeligt.

Personligt er jeg også dybt fascineret af tanken om universet og forskernes forsøg på at finde ud af, hvordan det er skruet sammen. Jeg synes, det er vildt at tænke på, at Opportunity i dag kører rundt på Mars og sender billeder tilbage til jorden, mens Voyager 1 befinder sig mere end 14 milliarder kilometer væk og stadig er i drift. Eller at det lys, der når frem til vores jord, kan være næsten helt tilbage fra Big Bang. Eller opdagelsen af, at universet udvider sig hurtigere og hurtigere, og ikke som man troede for få år siden, er ved at bremse op.

Jeg ser derfor gerne dokumentarudsendelser om universet, fordi det er så spændende, men jeg læser sjældent bøger om emnet, fordi det også er ret svært (i hvert fald for mig 🙂 ). Alligevel synes jeg, at det lykkes rigtig godt for Andersen at gøre et kompliceret stof tilgængelig. F.eks. lykkes det hende at forklare udtrykket begivenhedshorisont (event horizon), som jeg ellers har hørt forklaret gentagne gange uden at fatte det. Jeg vil ikke gå i dybden med Andersens gode forklaring. Blot citere en enkelt sætning: “Hvis jorden var et sort hul, ville dens begivenhedshorisont ikke fylde mere end en sukkerknald.”

I det hele taget får Andersen gjort komplekse emner forståelige, bl.a. ved at gøre dem personlige. F.eks. fortæller hun om, hvordan hun som fysik-astronomi-studerende var stærkt skeptisk overfor det på det tidspunkt nyopdagede mysterium, mørkt stof. En skepsis som blev gendrevet af observationer og målinger, som hun forklarer for os læsere, så vi også kan følge med.

NGC 1672: Barred Spiral Galaxy from Hubble Image Credit: Hubble Legacy Archive, NASA, ESA; Processing & Copyright: Steve CooperJeg vil ikke påstå, at jeg forstår alt i “En lille bog om universet”. Som Andersen selv skriver om sit studie, så er der forskel på at have læst en bog og at have forstået den. Men Andersen er en rigtig dygtig formidler, som med sin begejstring får meget af stoffet til at fremstå forståeligt. Sammen med bogens flotte illustrationer og en god ordliste bagerst gør det det til en fornøjelse at læse “En lille bog om universet”.

Kort om Anja C. Andersen:

Cand.scient. i astronomi og fysik ved Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, 1995
Ph.d. i astrofysik om stjernestøv, 1999
Lektor ved Dark Cosmology Centre på Niels Bohr Institutet, som arbejder med at kortlægge hvordan støv dannes i universet og hvilken indflydelse det har for planetdannelse, stjerneudvikling, samt for observationer af det tidlige univers.
Modtog i 2006 Rosenkjærprisen og kvitterede med 6 Rosenkjær-foredrag, som kan høres her.
Modtog i 2009 Mathildeprisen af Dansk Kvindesamfund.
Modtog i 2011 Det Naturvidenskabelige Fakultets Formidlingspris.

Om “En lille bog om universet”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 255 sider
Omslag: Simon Lilholt / Imperiet