oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘sort/hvid film’

The Old Dark House

The Old Dark HouseJeg så for nyligt The Invisible Man af James Whale, og i den medfølgende dokumentarfilm blev en anden Whale-film omtalt, nemlig The Old Dark House som udkom i 1932. Den har jeg nu fået fat i, og jeg glæder mig til at få set den.

Fem mennesker ender under en storm med at overnatte i et gammelt hus langt fra alting. Huset ejes af Horace Femm, som bor der sammen med sin ondsindede, døve søster Rebecca og sin stumme, alkoholiske butler Morgan. De er dog ikke husets eneste beboere, for også faderen, Sir Roderick, og broderen Saul som har pyromanske tendenser, bor skjult i huset.

Ifølge Kim Newman, som har skrevet den medfølgende folder om filmen, bygger The Old Dark House på J. B. Priestleys roman Benighted, og kan betragtes som James Whales mest personlige film. Den blev ikke den store succes i USA, men i England udsprang der snart et spin-off af med filmen The Ghoul.

I 1939 forsøgte man sig med at genudsende The Old Dark House i biografen, men så forsvandt den og blev i  mange år betragtet som tabt for eftertiden, indtil Curtis Harrington, instruktør og ven af James Whale, fik overtalt Universal Studios til at finde filmen frem fra arkivet.

Læs Robert Rings anmeldelse på Classic-Horror.com

Læs omtalen på wikipedia

Om The Old Dark House:

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1932

 

The Invisible Man (1933)

The Invisible ManDet er ikke uden grund, at filmatiseringen af H. G. Wells roman fra 1897 The Invisible Man står som et mesterværk indenfor horrorgenren. James Whale, som bl.a. også har instrueret historiens bedste Frankenstein-film, skabte med The Invisible Man helt nye standarder for special effects, samtidig med at han sørgede for, at publikum også fik en medrivende, underholdende, morsom og uhyggelig historie.

En vinterdag dukker en mystisk fremmed op på kroen Lion’s Head langt ude på landet. Han ønsker at leje et værelse – og ønsker fuldstændig ro! Hans ansigt er helt dækket af bandager, og man formoder, at han har været ude for en alvorlig ulykke. Sandheden er dog mere forunderlig. Jack Griffin er nemlig forsker, og han har forsket i et middel, der gør ham usynlig. Nu mangler han at finde en vej tilbage, men desværre har midlet en bivirkning, han ikke er klar over. Det gør ham nemlig gal og giver ham drømme om verdensherredømmet.

The Invisible Man har som sagt nogle for tiden fantastiske special effects. Jeg undrede mig flere gange over, hvor vellykket scenerne med den usynlige mand er. Ikke nok med at døre åbnes og stole flytter sig, men det er også lykkes James Whale at vise billeder, hvor den usynlige mand tager sine bandager af og afslører et skræmmende intet i stedet for et hoved.

Samtidig er valget af Claude Rains som den usynlige mand fremragende. Rains var ikke kendt i Hollywood, da Whale valgte ham til rollen (som han først havde tænkt på Boris Karlof til at udfylde), men med sin fantastiske stemme giver han den usynlige mand masser af karakter og troværdighed, selvom vi ikke kan se ham. Rains spillede siden med i film som The Wolf Man (1941), The Lost World (1960) samt mange andre gode roller.

The Invisible Man er naturligvis ikke uhyggelig efter vore dages standard, men jeg blev alligevel overrasket over, hvor ond Griffin fik lov til at være i filmen. Vi ser ham f.eks. skubbe flere mænd i døden, ligesom han afsporer et tog, hvor der dør 100 personer (og det er i øvrigt også en at de special effects som er imponerende lavet), og det synes jeg ikke, jeg har set i samtidige film fra perioden.

Jeg så filmen i en udgave fra Classic Monster Collection, som også indeholder en spændende dokumentar om James Whale og arbejdet med The Invisible Man. Den kan også varmt anbefales.

Læs også anbefalingen fra Classic-Horror.com

Om filmen:

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1933

The Wasp Woman

Janice Starlin ejer kosmetik-firmaet, Janice Starlin Enterprise, som efter mange års succes nu stagnerer. Miss Starlin er besat af tanken om ungdom og skønhed, og da en medarbejder under et redaktionsmøde drister sig til at sige, at hun ikke længere er frontfigur for sit mærke, går det hende voldsomt på. Så da forskeren Eric Zinthrop kort efter dukker op, og påstår at han ved hjælp af enzymer fra hvepsedronninger, kan stoppe aldringsprocessen – ja, endda vende den – lader miss Starlin sig overtale. Hun installerer Zinthrop i et laboratorium og giver ham alt, hvad han ønsker.

I begyndelsen ser Zinthrops eksperimenter ud til at virke, og da han begynder at give stoffet til miss Starlin, bliver hun da også yngre at se på. Men stoffet viser sig at have alvorlige bi-virkninger.

Roger Corman har i spøg fået øgenavnet “King of B’s” pga. de mange B-film, han har lavet. I dette tilfælde kunne han i stedet kaldes for “King of Wasps” 🙂

“The Wasp Woman” er en typisk Corman-film. Den blev indspillet på blot en uge med et mikroskopisk budget, og er uden tvivl et rip-off af Kurt Neumans “The Fly” fra 1958. Historien er temmelig forudsigelig, har temmelig dårlige special effects, og er alligevel ret underholdende, netop fordi den er så typisk for Roger Corman. Som Chris Justice skriver: “The film is filled with flaws, as are so many of Corman’s flicks, but who cares? Why would a bee handler not use gloves? Do wasps suck blood? How could a corporation get away with such cavalier use of bug juice (shouldn’t a government agency such as the FDA stepped in?)? None are fatal, and with Corman, mistakes are part of the aesthetic that complements his theory of “guerilla cinema”: take chances, have fun, and let viewers decide.”

Ifølge Classic-Horror.com anser nogle filmkritikere “The Wasp Woman” for at være en af de første feminist-horror film, fordi den kvindelige hovedrolle leder et stort forretningsimperium, og bruger mændene efter behov – ja, endda dræber dem, hvis de kommer i vejen. Præmissen holder dog ikke  hele vejen igennem, idet miss Starlin lader sig lede af sin forfængelighed, og  modsat mænd, som bliver klogere med alderen, blot bliver grimmere med alderen, Jeg tvivler da også på, at Corman havde den slags idéer, da han lavede filmen.

Har du lyst til at se eller gense en kult-klassiker, så giv “The Wasp Woman” en chance. Filmen kan ses i en streamet version på Classic Cinema Online.

Læs også Chris Justice’s anmeldelse på Classic-Horror.com

Instruktør: Roger Corman
Udgivelsesår: 1960

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (1922)

NosferatuDen unge advokat Hutter sendes af sin chef til Transylvanien for at sælge en bygning til grev Orlok lige overfor Hutters eget hjem i Wisburg. Hutters hustru Ellen er ikke glad for situationen, men Hutter er ikke bange. Grevens slot viser sig dog at være et skræmmende sted, og da handlen er overstået, ser Hutter i rædsel på, at greven begynder sin rejse. Selv flygter han også, men hans hjemtur forsinkes af et hospitalsophold. Imens rejser grev Orlok med et skib, hvor besætningsmedlemmerne dør en efter en. Hans mål er Wisburg og med ham rejser pesten…

Nosferatu fra 1922 var den første filmatisering af Bram Stokers verdensberømte roman Dracula. Filmen blev instrueret af Friedrich Wilhelm Murnau, og Max Schreck havde rollen som grev Orlock. Bram Stokers enke levede stadig, da filmen blev produceret, og hun sagsøgte filmens bagmænd for ikke at være blevet bedt om tilladelse og for ikke at modtage nogen royalties. Retssagen stod på gennem flere år, og Florence bad om at filmen blev destrueret. Men selvom Florence vandt sagen i 1925, overlevede filmen og eksisterer også i dag.

Selv med næsten 90 år på bagen er Nosferatu stadig værd at se. Murnau bygger en fantastisk stemning op undervejs i filmen ved hjælp af skygger, kulisser, baggrundsmusikken og ikke mindst Max Schreck, som spiller greven så overbevisende, at han stadig skræmmer livet af tilskueren. Jeg er dermed ikke helt enig med Roger Ebert, som i sin anmeldelse af filmen skriver: “Is Murnau’s Nosferatu’ scary in the modern sense? Not for me. I admire it more for its artistry and ideas, its atmosphere and images, than for its ability to manipulate my emotions like a skillful modern horror film. It knows none of the later tricks of the trade, like sudden threats that pop in from the side of the screen. But Nosferatu remains effective: It doesn’t scare us, but it haunts us. It shows not that vampires can jump out of shadows, but that evil can grow there, nourished on death.”

Som den første film undgår Nosferatu også de klichéer, som mange senere film er snublet i. Greven er ikke en charmør, der indbyder til hverken tillid eller seksuel forførelse. Han minder på mange måder om de rotter, som er hans trofaste følgesvende, og som bærer pesten med sig. Han indgyder rædsel, og dermed bliver Ellens offer sidst i filmen så meget desto større. I øvrigt lader Murnau historien udspille sig i 1838, samme år hvor der virkelig fandt et pestudbrud sted.

Og selvom filmens special effects med en hestevogn, som pludselig forsvinder, døre der åbner og lukker sig af sig selv, greven der pludselig hæver sig fra en kiste, ikke er ligeså overbevisende i dag som dengang, så fungerer de alligevel i filmens univers. Ifølge Wikipedia er Nosferatu da også rangeret som nr. 21 på Empire Magazines liste over de 100 bedste film i 2010.

Nosferatu er ikke en film, man skal se en hyggeaften sammen med vennerne. Det er en film, man skal nyde, og som jeg tager frem med års mellemrum, lige fascineret hver gang.

Om filmen:

Instruktør: Friedrich Wilhelm Murnau
Udgivelsesår: 1922

Children of the Damned

Children of the DamnedTre år efter successen med Village of the Damned kom en efterfølger med titlen Children of the Damned. Denne gang starter historien med, at man for første gang tester intelligensen på børn over hele verden. Testen medfører, at man finder seks ekstraordinært intelligente børn, som alle befinder sig i England, selvom de er af forskellige nationaliteter. Da børnene slutter sig sammen i en forladt kirke, begynder de forskellige landes forsøg på at hente børnene til netop deres land. Hvert land ønsker at udnytte børnenes mentale formåen til at skaffe sig herredømme over de andre stater.

På børnenes side er psykologen dr. Llewellyn, som i rædsel ser på, at myndighederne gang på gang forsøger at dræbe børnene. Han er overbevist om, at børnene kun dræber, fordi menneskene forsøger at dræbe dem, og han prøver at overtale børnene til at overgive sig til deres respektive ambassader. Men da de gør det, får de først for alvor øjnene op for den menneskelige ondskab.

Children of the Damned er en fantastisk velspillet og velfortalt historie. Menneskenes angst for det ukendte udstilles, og vores ønske om at slå det ihjel, som vi ikke forstår og som vi frygter, sættes her på spidsen. Som publikum starter vi med at synes, at børnene er skræmmende og modbydelige, men som filmen skrider frem, flyttes sympatien til børnene, idet menneskene omkring dem opfører sig som vilde dyr, der kun ønsker at dræbe og ikke forsøger at forstå eller leve i fredelig sameksistens.

I modsætning til Village of the Damned får vi ingen forklaring på børnenes opdukken, og de gør ingen fortræd, før de trues, hvor de i første film straffede folk langt ud over alle proportioner. Og selvom slutningen på sin vis er en direkte afspejling af første film, så er slutresultatet helt modsat. Børnenes udslettelse er måske i virkeligheden vores egen.

Denne gang har instruktør Anton M. Leader valgt at gøre børnene forskellige ved at vælge børn fra Indien, Kina, USA, Sovjetunionen, England og Nigeria. De er stadig for en stor del tavse, men virker overbevisende i deres samspil. Modsat første film gøres der ikke så meget ud af at lave tricks med børnenes øjne, når de bruger deres mentale kræfter, og kun i enkelte scener skifter de øjenudtryk. Til gengæld er det bedre lavet end i første film.

Selvom jeg godt kunne lide Village of the Damned, synes jeg næsten, at Children of the Damned er endnu bedre. En klar anbefaling herfra.

Om Children of the Damned:

Instruktør: Anton Leader
Udgivelsesår: 1964

Village of the Damned (1960)

Village of the DamnedDet er efterhånden en del år siden, at jeg første gang så den originale Village of the Damned, og jeg må indrømme, at jeg nok synes bedre om den ved dette gensyn.

Den lille engelske by Midwich falder en dag bogstaveligt talt i søvn. Alle, som befinder sig indenfor en radius af 5 km fra byens centrum falder om i en dødlignende søvn på samme tid, uanset hvad de var i gang med. Det bliver opdaget af major Alan Bernard, da han vil besøge sin søster, som er gift med videnskabsmanden Gordon Zellaby og bor i Midwich.

Før myndighederne finder ud af, hvad der foregår, vågner alle dog op igen – tilsyneladende uskadte – men to måneder senere får byen endnu en overraskelse. Alle de fødedygtige kvinder, som befandt sig i Midwich den dag, er gravide! Og oveni udvikler fostrene sig hurtigere end normalt.

Efter fødslen fortsætter denne hurtige udvikling, og Gordon Zellaby, som holder børnene (inklusive sin egen søn, David) under nøje observation, finder ud af, at når et af børnene har lært noget, kan de det alle. Desuden kan de læse tanker og kontrollere andre mennesker ved hjælp af deres mentale kræfter. Og da børnene ikke lader til at have samme moralske sans som almindelige mennesker, bliver det snart klart at noget må gøres for at stoppe dem.

Village of the Damned er fra 1960, så naturligvis er tempoet væsentlig langsommere end i nutidens film. Selvom der er flere ganske voldsomme scener undervejs, så antydes de blot. F.eks. brænder en mand op, men vi ser kun ham, så flammerne og til sidst hvordan andre mænd tramper på noget på jorden. Et andet eksempel er en mand, der skyder sig selv med et jagtgevær – også her er det tilskuerens fantasi, der gør det beskidte arbejde. Men denne antydelsens kunst fungerer rigtig godt, og gør efter min mening ikke filmen ringere. Samtidig er starten af filmen yderst effektfuld, idet synet af de mange livløse mennesker i hverdagssituationer virker overraskende voldsomt. Jeg tænker næsten, at Mick Garris, som instruerede Stephen Kings The Stand, er blevet inspireret til sin start med de mange døde forskere i militærlaboratoriet.

Stemningen i Village of the Damned minder mig om Invasion of the Body Snatchers med den samme følelseskolde overtagelse af menneskeheden. Børnene ser måske ikke specielt skræmmende ud med deres kunstige parykker, men når deres øjne skifter udtryk, bliver de alligevel ganske ubehagelige at se på, og jeg synes, det er lykkes fint at gøre dem til små udtryksløse skabninger med et stirrende, koldt blik.

Village of the Damned bygger på romanen The Midwich Cuckoos fra 1957 af John Wyndham (på dansk Gøgene i Gorby). Nogle år senere kom sequalen Children of the Damned af Anton Leader (også med titlen Horror!), og i 1995 lavede John Carpenter en genindspilning af filmen. Selvom jeg mener at have set den, så kan jeg faktisk ikke rigtig huske den for hverken noget godt eller skidt. Jeg har købt en dobbeltudgave, hvor også Children af the Damned er med, og efter fornøjelsen med første film glæder jeg mig til at se, om den næste er ligeså god.

Om Village of the Damned:

Instruktør: Wolf Rilla
Udgivelsesår: 1960

Werewolf of London

Werewolf of LondonDen ivrige botanist dr. Glendon er rejst til Tibet for at finde en meget sjælden plante, der kun blomstrer under månens skær, og som efter sigende fungerer som kur mod lycanthropy. I dalen bliver han overfaldet af et væsen, som bider ham, men det lykkes Glendon at slippe væk med planten, og tilbage i London begynder han straks at eksperimentere med at få den til at blomstre under sit kunstige måneskin.

Et stykke tid efter sin hjemkomst opsøges han af dr. Yogami, der er yderst interesseret i planten. Det er også ham, som fortæller, at Glendon er blevet bidt af en varulv, men denne afviser Yogamis snak som vrøvl. Samme aften forvandler Glendon sig dog og slår en kvinde ihjel. Og nu tror han på historien, men det er for sent …

Werewolf of London blev ikke nogen stor publikumssucces. Tilsyneladende lagde den sig for tæt op af Dr. Jekyll and Mr. Hyde, der i 1931 vandt en Oscar for Bedste Mandlige Skuespiller og var nomineret til endnu to, bl.a. for Bedste Adapterede Manuskript.

Som i de senere Wolf Man film stod også Jack Pierce bag makeuppen i Werewolf of London. Oprindeligt ønskede Jack Pierce at bruge den samme makeup, som senere blev brugt af Lon Chaney Jr., men efter sigende ønskede Henry Hull, som spillede dr. Glendon, ikke at få hele ansigtet skjult af makeup. Derfor endte man med en mere minimalistisk makeup, som jeg i virkeligheden synes er langt mere skræmmende, idet mimikken bliver langt tydeligere end med fuld maske på.

Det er sjældent skræmmende at se disse gamle gysere, og det er Werewolf of London bestemt heller ikke. Måske af frygt for at skræmme publikum ud af biografen, veksler den mellem hovedhistorien og så komiske bifigurer, som kommer ind og giver publikum et grin, før historien føres videre. Skuespillet virker meget teatralsk set med nutidens øjne, og der er ikke mange nuancer i historien. Dr. Glendon er også en meget civiliseret varulv, der tager jakke og kasket på, før han går ud, hvilket ikke bidrager til troen på, at han er forvandlet til et dyr, der ikke kan undertrykke sine instinkter om at dræbe.

Men når alt det er sagt, så er Werewolf of London alligevel ganske underholdende. Der er en helt særlig charme over disse gamle film, og så bliver jeg også gang på gang imponeret over, hvor vellykkede forvandlingsscenerne kunne være på den tid. Se ikke Werewolf of London i håbet om at blive skræmt fra vid og sans, men se den gerne som et interessant indslag i gysets udviklingshistorie.

Werewolf of London har bl.a. inspireret John Landis, som i 1981 lavede filmen An American Werewolf in London.

Om filmen:

Instruktør: Stuart Walker
Udgivelsesår: 1935

The Wolf Man (1941)

Den første af Universals succesfilm om the Wolf Man med Lon Chaney Jr. i hovedrollen som Larry Talbot udkom i 1941. Manuskriptet blev skrevet af Curt Siodmak, og oprindelig var Boris Karlof tænkt i hovedrollen som Talbot. “The Wolf Man” blev en stor succes, og det blev til i alt fem film med Lon Chaney Jr. som den plagede Talbot.

“The Wolf Man” var dog ikke første varulvefilm fra Universal Studios. I 1935 havde man forsøgt sig med “Werewolf of London“, der dog ikke blev nogen stor kommerciel succes, idet den lænede sig lidt for kraftigt op ad “Dr. Jekyll and Mr. Hyde“, som havde haft stor succes tre år tidligere. Seks år senere forsøgte man sig så igen, og denne gang var successen hjemme.

Larry Talbot vender tilbage til familiegodset efter at have været bortrejst i mange år. Nu er den ældste bror død i en jagtulykke, og faderen ønsker at Larry kommer hjem og overtager pladsen som godsets arving, hvilket Larry gør med glæde. Han har ikke været hjemme længe, før han møder den smukke Gwen, som han forelsker sig i. Hun er dog forlovet, men alligevel tager hun sammen med en veninde med Larry hen til en sigøjnerlejr for at få læst sin fremtid. Men veninden bliver overfaldet af en ulv, som det dog lykkes for Larry at slå ihjel – kun for at opdage, at der i stedet ligger liget af den sigøjner, som tidligere på aftenen læste i venindens hånd.

Langsomt går det op for Larry, at han er blevet ramt af varulvens forbandelse, men selvom han prøver at overbevise sin far om det, tror denne ikke på ham. Han forklarer, at en fysisk forvandling til ulv er noget vås, og at legenden om varulven kun beskriver dualiteten i mennesket – kampen mellem det gode og det onde. Men han har desværre ikke ret …

I Curt Siodmaks originale manuskript var forvandlingerne til varulv beskrevet tvetydigt, så det aldrig blev helt klart for publikum, om Talbort virkelig forvandlede sig fysisk, eller om det hele foregik inde i hans hoved. Universal ville dog hellere give publikum, hvad de kom for – nemlig et monster – så “The Wolf Man” endte med at gennemgå en fysisk forvandling. Manden bag makeuppen var Universals specialist, Jack Pierce, der også stod bag den fantastiske makeup af Boris Karlofs Frankensteins monster. I dag virker Wolf Mans makeup naturligvis ikke særlig uhyggelig, men dengang var den dyrisk og skræmmende, og arbejdet med at putte den på tog seks timer!

Curt Siodmak var tysk jøde, flygtet fra Tyskland, og ifølge dokumentaren “Monster by Moonlight” var den baggrund med til at skabe en del af mytologien i filmen. Bl.a. så varulven en stjerne i hånden på sit næste offer – en klar reference til nazisternes påbud om, at alle jøder skulle bære en synlig jødestjerne. Han brugte ikke så meget den originale varulve folklore, men skabte i stedet sin egen varulve-mytologi. Bl.a. er digtet, som beskriver, hvordan en uskyldig mand alligevel godt kan blive varulv, helt Siodmaks opfindelse. Ligeledes var sølv i folkloren mest brugt mod vampyrer, men Siodmak gjorde det kendt som et våben mod varulve. Her i første film er fuldmånen dog ikke en betingelse for at blive til varulv, det bliver først indført i film nr. 2.

“The Wolf Man” har i høj grad været med til at skabe det klassiske billede af varulven, vi kender i dag, og der fulgte som nævnt flere film efter. Senest har Joe Johnston lavet en genindspilning af klassikeren i 2010 med Benicio del Toro som Larry Talbot og Anthony Hopkins som sir John Talbot. En film som jeg personlig ikke synes var særligt imponerende.

Naturligvis kan det mærkes, at “The Wolf Man” har 60 år på bagen. Historien er langsom i forhold til nutidens tempo, og Talbots forvandling er ikke særlig skræmmende. Der er også enkelte kiks i kontinuiteten. Det irriterede mig f.eks, at den første gang Talbot forvandles, ser vi ham tage skjorte og sokker af, så han sidder iført undertrøje og bukser. Men da vi ser ham løbe som ulv gennem skoven, har han pludselig en skjorte på. Om det var fordi, det tog for lang tid at sminke ham, eller fordi censuren ikke ville vise så meget, ved jeg dog ikke. Trods disse indvendinger kan jeg dog vældig godt lide “The Wolf Man”. Talbots skæbne, der på nogen måder minder om en græsk tragedie, er stadig rørende, og det er netop denne kombination af det grusomme og det rørende, som gør, at filmen står som en klassiker i dag.

Instruktør: George Waggner
Udgivelsesår: 1941

Udvalg af film med The Wolfman:

The Wolf Man (1941 – George Waggner)
Frankenstein Meets the Wolf Man (1943 – Roy William Neill)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Bud Abbott Lou Costello Meet Frankenstein (1948 – Charles Barton)
The Wolfman (2010 – Joe Johnston)

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Se traileren på YouTube

Dracula’s Daughter

Efter Universals store succes “Dracula” fra 1931 besluttede studiet at brygge videre på historien i efterfølgeren fra 1936 “Dracula’s Daughter”.

Filmen starter, hvor “Dracula” slutter. To betjente kommer ind i Carfax klosteret og finder ligene af Renfield og Dracula sammen med professer Van Helsing. Van Helsing anklages for mordet på Dracula, og i stedet for en advokat tilkalder han sin gode ven, psykologen Garth, der skal overbevise juryen om, at Van Helsing ikke er skør, men at Dracula virkelig var vampyr.

Før Scotland Yard får hentet ligene, dukker en kvinde dog op. Hun hypnotiserer betjenten og tager Draculas lig med sig for at brænde det. Det viser sig, at kvinden kalder sig Marya Zaleska og er Draculas datter.

Zaleska møder Garth, og hun prøver at overtale ham til at hjælpe sig. Hun ønsker nemlig ikke at være vampyr og håber, at han kan befri hende for forbandelsen. Men Garth har svært ved at tro hende, og først da hun kidnapper hans sekretær, Janet, følger han hende til Transylvanien, hvor det endelige opgør finder sted.

Jeg var ikke vildt imponeret over “Dracula’s Daughter”, omend Gloria Holden spiller rollen som Zaleska udmærket. Men historien bliver ikke rigtig overbevisende for mig, og jeg havde enormt svært ved at få doktor Garths og sekretæren Janets flirteri til at blive interessant overhovedet.

Instruktør: Lambert Hillyer
Udgivelsesår: 1936

Udvalg af Universals Dracula film:

Dracula (1931 – Tod Browning)
Drácula (1931- George Melford)
Dracula’s Daughter (1936 – Lambert Hillyer)
Son of Dracula (1943 – Robert Siodmak)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Dracula (1979 – John Badham)
Van Helsing (2004 – Stephen Sommers)

Læs en mere postiv omtale på Classic-Horror.com

Læs også hvad Sleazehound siger om “Dracula’s Daughter”

Dracula (1931)

Dracula instrueret af Tod Browning, 1931Første gang Bram Stokers roman Dracula blev indspillet som film var i 1923 under titlen Drakula halála instrueret af Károly Lajthay. Filmen havde dog ikke meget med romanen at gøre, så Universals udgave fra 1931 står for de fleste som den rigtige første film.

Tod Browning instruerede, og ønsket var at lave en big budget movie, som var tro mod romanen, men pga. den økonomiske krise endte man med i stedet at basere filmen på Broadway stykket med manuskript af Hamilton Deane og John L. Balderston. Bela Lugosi, der med sit portræt af grev Dracula blev et ikon, spillede rollen på Broadway, men alligevel var han ikke Tod Brownings første valg. Heldigvis fik han rollen, og hans præstation har grundlagt synet på den karismatiske vampyrgreven lige siden.

Advokaten Renfield er taget til Transylvanien for at overrække grev Dracula papirerne på hans nye ejendom, det gamle Carfax kloster i London. På vejen dertil advares han af de lokale om, at grevens slot er hjemsted for vampyrer, men Renfield lader sig ikke skræmme. Han burde dog nok have hørt på rygterne, for da hans arbejde for Dracula er overstået, bliver han gjort til grevens slave og følger ham som en galning på rejsen til England.

I England opsøger Dracula lederen af Whitby Sanatorium, doktor Seward. Her bliver han introduceret for dennes datter Mina og hendes veninde, Lucy, som straks bliver betaget af greven. Hun bliver også husstandens første offer for vampyren, som derefter begynder at hjemsøge Mina.

På Whitby Sanatorium er Renfield indlagt, og selvom han er trofast mod Dracula, så er han også tiltrukket af Mina og forsøger at advare doktor Seward om faren. Men han afskrives som en galning. Dr. Sewards gode ven professor Van Helsing er dog klar over, at en u-død er på spil, og han forsøger at redde Mina ved at hænge wolvesbayne op i hendes værelse, en urt som holder vampyrer væk. Men greven kan hypnotisere personer i nærheden af ham, og det lykkes ham alligevel at trænge ind til Mina og give hende lidt af sit blod.

Nu er Mina fortabt, med mindre det lykkes for Van Helsing og Minas forlovede Jonathan Harker at slå grev Dracula ihjel.

Set med nutidens optik er Dracula ikke særlig uhyggelig. Den er meget langsom i sin opbygning, og man ser f.eks. aldrig Dracula bide sine ofre. Han dækker dem i stedet med sin kappe, og så må vi tænke os til resten. Og når vi ser ham som flagermus, er det meget tydeligt en plastik flagermus, der hænger fra en fiskesnøre, og som sådan overhovedet ikke skræmmende.

Ikke desto mindre synes jeg stadig, at Dracula holder i dag. Bela Lugosi spiller fantastisk, og hans måde at tale og agere på, er utrolig overbevisende. Man har prøvet at gøre hans øjne endnu mere uhyggelige ved at lade lys skinne i dem, når han stirrer ondt på sine ofre, men det var efter min mening ikke nødvendigt. Hans blik er skræmmende i sig selv.

Også scenerne i Draculas slot er med til at skabe en uhyggelig stemning. Selve slottet er indbegrebet af gotisk uhygge med skumle skygger, spindelvæv og mørke trapper – og naturligvis den distingverede greve  med en grum baggrund. Da han byder Renfield velkommen, og de hører ulvehyl i det fjerne, kommer den udødelig replik: “Listen to them. Children of the night. What music they make.” Og senere da Renfield kommer op af trappen og møder et kæmpe edderkoppespind, som Dracula tilsyneladende har bevæget sig igennem uden at ødelægge, forklarer han: “The spider spinning his web for the unwary fly. The blood is the life, Mr. Renfield.” En advarsel om hvad der er i vente.

Men selvom Dracula er et sjælløst udødelig væsen, som må slå ihjel for at overleve, så får man i Lugosis skikkelse alligevel fornemmelsen af en tragisk skikkelse, ikke mindst da han møder doktor Seward og Lucy og Mina i operaen og efter lidt konversation udbryder: “To die! To be really dead – that must be glorius” og herefter advarer: “There are far worse thing awaiting man, than death!

I ekstramaterialerne fortæller filmhistoriker David J. Skal, hvordan publikum blev skræmt af filmen, ikke mindst fordi man for første gang IKKE fik en logisk løsning til sidst. Dracula VAR virkelig ifølge filmen. Også artiklen på wikipedia fortæller om Draculas skræmmende succes. I løbet af de første to døgn, den spillede, solgte man 50.000 billetter!

Samtidig med at Tod Browning indspillede sin version, udnyttede Universal kulisserne til at lave en spansk udgave af filmen (instrueret af George Melford) til det latinamerikanske publikum. Brownings hold filmede i løbet af dagen, og når de holdt fri, overtog det spansk-talende hold scenerne og lavede deres udgave, som bygger på samme manuskript, men alligevel er lidt anderledes. Melfords udgave forklarer i hvert fald enkelte detaljer i filmen tydeligere, og så har han lagt større vægt på special effects, f.eks. kommer den spansk-talende Dracula anderledes dramatisk ud af sin kiste, og knirkelyde m.m. udnyttes også mere effektivt i Melfords film.

Endelig er der også en stor forskel på de erotiske toner – i Brownings udgave er Mina tækkelig, og i scenen hvor hun fristes til at bide Harker, klippes der væk netop som hun læner sig frem. I Melfords udgave ser vi Eva (som Mina kaldes her) i en noget mere dristig rolle, og her bider hun rent faktisk Harker i halsen, før hun afbrydes.

Den spanske Dracula blev spillet af Carlos Villarías, som dog overhovedet ikke kunne hamle op med Lugosis greve.

Bela Lugosi blev i høj grad synonym med Dracula-figuren, men han spillede kun rollen igen én gang siden – i gyserkomedien Bud Abbott Lou Costello Meet Frankenstein. Til gengæld nåede han at spille et andet Universal monster, nemlig Frankensteins monster i Frankenstein Meets the Wolfman fra 1943.

Tod Brownings Dracula blev i 2000 udvalgt til bevarelse i United States National Film Registry for at være: “culturally, historically, or aesthetically significant“.

Om filmen:

Instruktør: Tod Browning
Udgivelsesår: 1931

Udvalg af Universals Dracula film:

Dracula (1931 – Tod Browning)
Drácula (1931- George Melford)
Dracula’s Daughter (1936 – Lambert Hillyer)
Son of Dracula (1943 – Robert Siodmak)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Dracula (1979 – John Badham)
Van Helsing (2004 – Stephen Sommers)

Læs mere om Dracula på wikipedia

Også omtalt på Horrorsiden.dk