Indlæg tagget med ‘sort/hvid film’

Isle of the Dead

Isle of the Dead (1945)
Instrueret af Mark Robson

I forbindelse med at jeg skrev en omtale af Hanna Lützens roman Vlad, faldt jeg over en spændende artikel af Niels K. Petersen om vampyrfilmens historie. Han nævnte filmen Isle of the Dead fra 1945 med bl.a. Boris Karloff på rollelisten. Den lød så interessant, at jeg fandt frem til den på Internet Archive, et omfattende digitalt bibliotek der bl.a. giver adgang til en lang række ældre film, som ellers kan være svære at finde lovligt.

Følgende omtale indeholder spoilers.

Isle of the Dead udspiller sig i Grækenland under den første Balkankrig i 1912. Boris Karloff spiller den græske general Nikolas Pherides, som hele sit liv har fulgt reglerne striks og uden undtagelser. Ved filmens begyndelse tager han den amerikanske journalist Oliver Davis med, da han en aften aflægger et besøg ved sin hustrus grav. Hun døde for mange år siden, og ligger begravet på en lille ø ikke langt fra generalens lejr.

Men da de ankommer til øen, opdager generalen, at hustruens grav er tom. De opsøger det eneste hus på øen, hvor arkæologen Albrecht har slået sig ned som bod for at have købt artefakter af de lokale, som de har stjålet fra gravstederne. Hos ham er også ægteparret St. Aubyn og deres hjælper Thea. En græsk pige de har taget til sig. Derudover er der endnu en gæst, Andrew Robbins, samt Albrechts husholderske Madame Kyra.

Af forskellige årsager ender det med, at Davis og generalen overnatter på øen. Da de vågner næste morgen, er Robbins død, og generalen tilkalder lægen Drossos for at finde frem til dødsårsagen. Det viser sig, at Robbins er død af septikæmisk pest, og nu må gruppen holde sig isoleret på øen, meget mod deres vilje.

Mens gruppen langsomt decimeres, begynder Madame Kyras historier om ‘vrykolakas’ at sætte sig spor i generalen. Kyras angst for sygdommen får hende til at søge mod alle mulige forklaringer, og her er det lokale vampyrvæsen ‘vrykolakas’ et godt bud. Det er der midler til at beskytte sig mod. Kyra er sikker på, at Thea er grunden til dødsfaldene, og da man finder hende inde hos en livløs Mrs. St. Aubyn, bliver generalen også overbevist. Han truer Thea, men både Albrecht og Davis beskytter hende.

Imens bliver Mrs. St. Aubyn begravet i et gravkammer. Desværre er gruppen ikke opmærksom på, at hun lider af en sygdom, der gør, at hun falder livløs hen i lange perioder for så at komme til sig selv igen. Så da hun vågner og finder sig selv levende begravet, bliver hun selvsagt rædselsslagen.

Det lykkes Mrs. St. Aubyn at slippe ud af graven, og hun vender tilbage til huset, hvor hun dræber Madame Kyra. Siden kommer hun Thea til hjælp, da den pestramte general forsøger at standse ‘vrykolakas’. I det samme kommer Davis og Albrecht tilbage, og under Mrs. St. Aubyn flugt falder hun i døden.

Isle of the Dead varer en god times tid, og er naturligvis ikke voldsom uhyggelig efter vor tids standard. Ikke desto mindre er der en fantastisk atmosfære over filmen, og jeg blev overraskende berørt over scenen, hvor de tror, at Mrs. St. Aubyn er død og begraver hende.

Boris Karloff leverer desuden en spændende præstation som generalen, der bliver kaldt vagthunden af omgivelserne. Han står fast på at gøre det rigtige, og han ønsker at beskytte alle på øen – og dermed sine tropper inde på fastlandet. På mange måder er generalen ikke særlig sympatisk, men Karloff spiller ham fremragende.

Endelig må jeg også indrømme, at det at se en film om pest, mens COVID-19 pandemien rumler rundt om i verden, også er med til at give oplevelsen en ekstra dimension.

Om ‘vrykolakas’ skriver Johan Egerkrans i De udøde:

Næst efter Rumænien er det mest vampyrbefængte land i Europa utvivlsomt Grækenland. De græske udøde, som normalt går under navnet vrykolakas, har mange ligheder med deres nordligere slægtninge, hvad angår udseende, evner og bekæmpelsesmetoder, men på visse punkter er de forskellige. Blandt andet drikker de ikke blod i et særligt stort omfang, men kvæler hellere deres ofre. Den store forskel ligger dog i, hvad eller hvem det i virkeligheden er, der animerer de døde. De fleste europæiske gengangere som strigoi og nachzhrere er rastløse ånder, der er vendt tilbage fra graven og har taget deres egen krop i besiddelse […] I Grækenland derimod anses det for at være en dæmon eller endda Djævelen selv, som er den ansvarlige. Nogle gange fordi Den Onde så fuldstændigt har korrumperet den dødes sjæl, at den helt har mistet sin menneskelighed og er blevet forvandlet til en slags dæmon. I andre tilfælde er det andre mørke magter, som sørger for, at en vrykolakas rejser sig fra graven.” (side 37)

Anmelderne skriver:

ClassicHorror.com:
Death casts a large shadow in all of Val Lewton’s RKO horror productions, but never larger than in Isle of the Dead. Characters drop like flies as both science and superstition prove inept against the advances of the Grim Reaper in this foreboding tale set amid war, disease and encroaching madness. Perhaps the most flawed of Lewton’s chillers, this is also one of his most memorable and, in its climactic moments, the most outright frightening.” (Læs hele anmeldelsen her)

Classic Film Freak:
The Isle of the Dead isn’t great art, but it still is far from a “B” picture.  Watch it for the well done atmosphere of claustrophobia and of course Boris Karloff.” (Læs hele anmeldelsen her)

Cinema Retro:
Though the first of the Lewton horrors, The Cat People (1942, directed by Jacques Tourneur) is likely the best celebrated of the six films overall, I’ve always held a special fondness for Isle of the Dead. Now, revisiting the film with this stunning Blu ray transfer, I’m as impressed as ever with Robson’s claustrophobic direction, the thoughtful scripting of Ardel Wray and Josef Mischel and the film’s gloomy atmospherics […] In some ways Isle of the Dead is a tough film to neatly pigeonhole. It really isn’t a straight-forward drama nor a mystery, nor is it a bon a fide horror film in the general sense. It’s a psychological thriller that offers viewers little in surprises or plot twists but treats erudite moviegoers to fascinating character studies. The superstitious peasant Kyra is certain the recent spate of deaths are deserved, a punishment of the Gods for evil deeds committed by earth-bound mortals. This reading is as good as any, I suppose. But how people choose to deal with this invisible terror not easily defended against nor explained is reflective of the level of education and personality traits of any given individual. Do we believe the assessment of the doctor? The militarist? The superstitious old woman? Those most brave? Or those most fearful?” (Læs hele anmeldelsen her)

Om Isle of the Dead:

Udgivelsesår: 1945
Instruktør: Mark Robson

Se filmen her

Læs Niels K. Petersens artikel her

The Old Dark House

The Old Dark HouseJeg så for nyligt The Invisible Man af James Whale, og i den medfølgende dokumentarfilm blev en anden Whale-film omtalt, nemlig The Old Dark House som udkom i 1932. Den har jeg nu fået fat i, og jeg glæder mig til at få set den.

Fem mennesker ender under en storm med at overnatte i et gammelt hus langt fra alting. Huset ejes af Horace Femm, som bor der sammen med sin ondsindede, døve søster Rebecca og sin stumme, alkoholiske butler Morgan. De er dog ikke husets eneste beboere, for også faderen, Sir Roderick, og broderen Saul som har pyromanske tendenser, bor skjult i huset.

Ifølge Kim Newman, som har skrevet den medfølgende folder om filmen, bygger The Old Dark House på J. B. Priestleys roman Benighted, og kan betragtes som James Whales mest personlige film. Den blev ikke den store succes i USA, men i England udsprang der snart et spin-off af med filmen The Ghoul.

I 1939 forsøgte man sig med at genudsende The Old Dark House i biografen, men så forsvandt den og blev i  mange år betragtet som tabt for eftertiden, indtil Curtis Harrington, instruktør og ven af James Whale, fik overtalt Universal Studios til at finde filmen frem fra arkivet.

Læs Robert Rings anmeldelse på Classic-Horror.com

Læs omtalen på wikipedia

Om The Old Dark House:

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1932

 

The Invisible Man (1933)

The Invisible ManDet er ikke uden grund, at filmatiseringen af H. G. Wells roman fra 1897 The Invisible Man står som et mesterværk indenfor horrorgenren. James Whale, som bl.a. også har instrueret historiens bedste Frankenstein-film, skabte med The Invisible Man helt nye standarder for special effects, samtidig med at han sørgede for, at publikum også fik en medrivende, underholdende, morsom og uhyggelig historie.

En vinterdag dukker en mystisk fremmed op på kroen Lion’s Head langt ude på landet. Han ønsker at leje et værelse – og ønsker fuldstændig ro! Hans ansigt er helt dækket af bandager, og man formoder, at han har været ude for en alvorlig ulykke. Sandheden er dog mere forunderlig. Jack Griffin er nemlig forsker, og han har forsket i et middel, der gør ham usynlig. Nu mangler han at finde en vej tilbage, men desværre har midlet en bivirkning, han ikke er klar over. Det gør ham nemlig gal og giver ham drømme om verdensherredømmet.

The Invisible Man har som sagt nogle for tiden fantastiske special effects. Jeg undrede mig flere gange over, hvor vellykket scenerne med den usynlige mand er. Ikke nok med at døre åbnes og stole flytter sig, men det er også lykkes James Whale at vise billeder, hvor den usynlige mand tager sine bandager af og afslører et skræmmende intet i stedet for et hoved.

Samtidig er valget af Claude Rains som den usynlige mand fremragende. Rains var ikke kendt i Hollywood, da Whale valgte ham til rollen (som han først havde tænkt på Boris Karlof til at udfylde), men med sin fantastiske stemme giver han den usynlige mand masser af karakter og troværdighed, selvom vi ikke kan se ham. Rains spillede siden med i film som The Wolf Man (1941), The Lost World (1960) samt mange andre gode roller.

The Invisible Man er naturligvis ikke uhyggelig efter vore dages standard, men jeg blev alligevel overrasket over, hvor ond Griffin fik lov til at være i filmen. Vi ser ham f.eks. skubbe flere mænd i døden, ligesom han afsporer et tog, hvor der dør 100 personer (og det er i øvrigt også en at de special effects som er imponerende lavet), og det synes jeg ikke, jeg har set i samtidige film fra perioden.

Jeg så filmen i en udgave fra Classic Monster Collection, som også indeholder en spændende dokumentar om James Whale og arbejdet med The Invisible Man. Den kan også varmt anbefales.

Læs også anbefalingen fra Classic-Horror.com

Om filmen:

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1933

The Wasp Woman

Janice Starlin ejer kosmetik-firmaet, Janice Starlin Enterprise, som efter mange års succes nu stagnerer. Miss Starlin er besat af tanken om ungdom og skønhed, og da en medarbejder under et redaktionsmøde drister sig til at sige, at hun ikke længere er frontfigur for sit mærke, går det hende voldsomt på. Så da forskeren Eric Zinthrop kort efter dukker op, og påstår at han ved hjælp af enzymer fra hvepsedronninger, kan stoppe aldringsprocessen – ja, endda vende den – lader miss Starlin sig overtale. Hun installerer Zinthrop i et laboratorium og giver ham alt, hvad han ønsker.

I begyndelsen ser Zinthrops eksperimenter ud til at virke, og da han begynder at give stoffet til miss Starlin, bliver hun da også yngre at se på. Men stoffet viser sig at have alvorlige bi-virkninger.

Roger Corman har i spøg fået øgenavnet “King of B’s” pga. de mange B-film, han har lavet. I dette tilfælde kunne han i stedet kaldes for “King of Wasps” 🙂

“The Wasp Woman” er en typisk Corman-film. Den blev indspillet på blot en uge med et mikroskopisk budget, og er uden tvivl et rip-off af Kurt Neumans “The Fly” fra 1958. Historien er temmelig forudsigelig, har temmelig dårlige special effects, og er alligevel ret underholdende, netop fordi den er så typisk for Roger Corman. Som Chris Justice skriver: “The film is filled with flaws, as are so many of Corman’s flicks, but who cares? Why would a bee handler not use gloves? Do wasps suck blood? How could a corporation get away with such cavalier use of bug juice (shouldn’t a government agency such as the FDA stepped in?)? None are fatal, and with Corman, mistakes are part of the aesthetic that complements his theory of “guerilla cinema”: take chances, have fun, and let viewers decide.”

Ifølge Classic-Horror.com anser nogle filmkritikere “The Wasp Woman” for at være en af de første feminist-horror film, fordi den kvindelige hovedrolle leder et stort forretningsimperium, og bruger mændene efter behov – ja, endda dræber dem, hvis de kommer i vejen. Præmissen holder dog ikke  hele vejen igennem, idet miss Starlin lader sig lede af sin forfængelighed, og  modsat mænd, som bliver klogere med alderen, blot bliver grimmere med alderen, Jeg tvivler da også på, at Corman havde den slags idéer, da han lavede filmen.

Har du lyst til at se eller gense en kult-klassiker, så giv “The Wasp Woman” en chance. Filmen kan ses i en streamet version på Classic Cinema Online.

Læs også Chris Justice’s anmeldelse på Classic-Horror.com

Instruktør: Roger Corman
Udgivelsesår: 1960

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (1922)

NosferatuDen unge advokat Hutter sendes af sin chef til Transylvanien for at sælge en bygning til grev Orlok lige overfor Hutters eget hjem i Wisburg. Hutters hustru Ellen er ikke glad for situationen, men Hutter er ikke bange. Grevens slot viser sig dog at være et skræmmende sted, og da handlen er overstået, ser Hutter i rædsel på, at greven begynder sin rejse. Selv flygter han også, men hans hjemtur forsinkes af et hospitalsophold. Imens rejser grev Orlok med et skib, hvor besætningsmedlemmerne dør en efter en. Hans mål er Wisburg og med ham rejser pesten…

Nosferatu fra 1922 var den første filmatisering af Bram Stokers verdensberømte roman Dracula. Filmen blev instrueret af Friedrich Wilhelm Murnau, og Max Schreck havde rollen som grev Orlock. Bram Stokers enke levede stadig, da filmen blev produceret, og hun sagsøgte filmens bagmænd for ikke at være blevet bedt om tilladelse og for ikke at modtage nogen royalties. Retssagen stod på gennem flere år, og Florence bad om at filmen blev destrueret. Men selvom Florence vandt sagen i 1925, overlevede filmen og eksisterer også i dag.

Selv med næsten 90 år på bagen er Nosferatu stadig værd at se. Murnau bygger en fantastisk stemning op undervejs i filmen ved hjælp af skygger, kulisser, baggrundsmusikken og ikke mindst Max Schreck, som spiller greven så overbevisende, at han stadig skræmmer livet af tilskueren. Jeg er dermed ikke helt enig med Roger Ebert, som i sin anmeldelse af filmen skriver: “Is Murnau’s Nosferatu’ scary in the modern sense? Not for me. I admire it more for its artistry and ideas, its atmosphere and images, than for its ability to manipulate my emotions like a skillful modern horror film. It knows none of the later tricks of the trade, like sudden threats that pop in from the side of the screen. But Nosferatu remains effective: It doesn’t scare us, but it haunts us. It shows not that vampires can jump out of shadows, but that evil can grow there, nourished on death.”

Som den første film undgår Nosferatu også de klichéer, som mange senere film er snublet i. Greven er ikke en charmør, der indbyder til hverken tillid eller seksuel forførelse. Han minder på mange måder om de rotter, som er hans trofaste følgesvende, og som bærer pesten med sig. Han indgyder rædsel, og dermed bliver Ellens offer sidst i filmen så meget desto større. I øvrigt lader Murnau historien udspille sig i 1838, samme år hvor der virkelig fandt et pestudbrud sted.

Og selvom filmens special effects med en hestevogn, som pludselig forsvinder, døre der åbner og lukker sig af sig selv, greven der pludselig hæver sig fra en kiste, ikke er ligeså overbevisende i dag som dengang, så fungerer de alligevel i filmens univers. Ifølge Wikipedia er Nosferatu da også rangeret som nr. 21 på Empire Magazines liste over de 100 bedste film i 2010.

Nosferatu er ikke en film, man skal se en hyggeaften sammen med vennerne. Det er en film, man skal nyde, og som jeg tager frem med års mellemrum, lige fascineret hver gang.

Om filmen:

Instruktør: Friedrich Wilhelm Murnau
Udgivelsesår: 1922

Children of the Damned

Children of the DamnedTre år efter successen med Village of the Damned kom en efterfølger med titlen Children of the Damned. Denne gang starter historien med, at man for første gang tester intelligensen på børn over hele verden. Testen medfører, at man finder seks ekstraordinært intelligente børn, som alle befinder sig i England, selvom de er af forskellige nationaliteter. Da børnene slutter sig sammen i en forladt kirke, begynder de forskellige landes forsøg på at hente børnene til netop deres land. Hvert land ønsker at udnytte børnenes mentale formåen til at skaffe sig herredømme over de andre stater.

På børnenes side er psykologen dr. Llewellyn, som i rædsel ser på, at myndighederne gang på gang forsøger at dræbe børnene. Han er overbevist om, at børnene kun dræber, fordi menneskene forsøger at dræbe dem, og han prøver at overtale børnene til at overgive sig til deres respektive ambassader. Men da de gør det, får de først for alvor øjnene op for den menneskelige ondskab.

Children of the Damned er en fantastisk velspillet og velfortalt historie. Menneskenes angst for det ukendte udstilles, og vores ønske om at slå det ihjel, som vi ikke forstår og som vi frygter, sættes her på spidsen. Som publikum starter vi med at synes, at børnene er skræmmende og modbydelige, men som filmen skrider frem, flyttes sympatien til børnene, idet menneskene omkring dem opfører sig som vilde dyr, der kun ønsker at dræbe og ikke forsøger at forstå eller leve i fredelig sameksistens.

I modsætning til Village of the Damned får vi ingen forklaring på børnenes opdukken, og de gør ingen fortræd, før de trues, hvor de i første film straffede folk langt ud over alle proportioner. Og selvom slutningen på sin vis er en direkte afspejling af første film, så er slutresultatet helt modsat. Børnenes udslettelse er måske i virkeligheden vores egen.

Denne gang har instruktør Anton M. Leader valgt at gøre børnene forskellige ved at vælge børn fra Indien, Kina, USA, Sovjetunionen, England og Nigeria. De er stadig for en stor del tavse, men virker overbevisende i deres samspil. Modsat første film gøres der ikke så meget ud af at lave tricks med børnenes øjne, når de bruger deres mentale kræfter, og kun i enkelte scener skifter de øjenudtryk. Til gengæld er det bedre lavet end i første film.

Selvom jeg godt kunne lide Village of the Damned, synes jeg næsten, at Children of the Damned er endnu bedre. En klar anbefaling herfra.

Om Children of the Damned:

Instruktør: Anton Leader
Udgivelsesår: 1964

Village of the Damned (1960)

Village of the DamnedDet er efterhånden en del år siden, at jeg første gang så den originale Village of the Damned, og jeg må indrømme, at jeg nok synes bedre om den ved dette gensyn.

Den lille engelske by Midwich falder en dag bogstaveligt talt i søvn. Alle, som befinder sig indenfor en radius af 5 km fra byens centrum falder om i en dødlignende søvn på samme tid, uanset hvad de var i gang med. Det bliver opdaget af major Alan Bernard, da han vil besøge sin søster, som er gift med videnskabsmanden Gordon Zellaby og bor i Midwich.

Før myndighederne finder ud af, hvad der foregår, vågner alle dog op igen – tilsyneladende uskadte – men to måneder senere får byen endnu en overraskelse. Alle de fødedygtige kvinder, som befandt sig i Midwich den dag, er gravide! Og oveni udvikler fostrene sig hurtigere end normalt.

Efter fødslen fortsætter denne hurtige udvikling, og Gordon Zellaby, som holder børnene (inklusive sin egen søn, David) under nøje observation, finder ud af, at når et af børnene har lært noget, kan de det alle. Desuden kan de læse tanker og kontrollere andre mennesker ved hjælp af deres mentale kræfter. Og da børnene ikke lader til at have samme moralske sans som almindelige mennesker, bliver det snart klart at noget må gøres for at stoppe dem.

Village of the Damned er fra 1960, så naturligvis er tempoet væsentlig langsommere end i nutidens film. Selvom der er flere ganske voldsomme scener undervejs, så antydes de blot. F.eks. brænder en mand op, men vi ser kun ham, så flammerne og til sidst hvordan andre mænd tramper på noget på jorden. Et andet eksempel er en mand, der skyder sig selv med et jagtgevær – også her er det tilskuerens fantasi, der gør det beskidte arbejde. Men denne antydelsens kunst fungerer rigtig godt, og gør efter min mening ikke filmen ringere. Samtidig er starten af filmen yderst effektfuld, idet synet af de mange livløse mennesker i hverdagssituationer virker overraskende voldsomt. Jeg tænker næsten, at Mick Garris, som instruerede Stephen Kings The Stand, er blevet inspireret til sin start med de mange døde forskere i militærlaboratoriet.

Stemningen i Village of the Damned minder mig om Invasion of the Body Snatchers med den samme følelseskolde overtagelse af menneskeheden. Børnene ser måske ikke specielt skræmmende ud med deres kunstige parykker, men når deres øjne skifter udtryk, bliver de alligevel ganske ubehagelige at se på, og jeg synes, det er lykkes fint at gøre dem til små udtryksløse skabninger med et stirrende, koldt blik.

Village of the Damned bygger på romanen The Midwich Cuckoos fra 1957 af John Wyndham (på dansk Gøgene i Gorby). Nogle år senere kom sequalen Children of the Damned af Anton Leader (også med titlen Horror!), og i 1995 lavede John Carpenter en genindspilning af filmen. Selvom jeg mener at have set den, så kan jeg faktisk ikke rigtig huske den for hverken noget godt eller skidt. Jeg har købt en dobbeltudgave, hvor også Children af the Damned er med, og efter fornøjelsen med første film glæder jeg mig til at se, om den næste er ligeså god.

Om Village of the Damned:

Instruktør: Wolf Rilla
Udgivelsesår: 1960

Werewolf of London

Werewolf of LondonDen ivrige botanist dr. Glendon er rejst til Tibet for at finde en meget sjælden plante, der kun blomstrer under månens skær, og som efter sigende fungerer som kur mod lycanthropy. I dalen bliver han overfaldet af et væsen, som bider ham, men det lykkes Glendon at slippe væk med planten, og tilbage i London begynder han straks at eksperimentere med at få den til at blomstre under sit kunstige måneskin.

Et stykke tid efter sin hjemkomst opsøges han af dr. Yogami, der er yderst interesseret i planten. Det er også ham, som fortæller, at Glendon er blevet bidt af en varulv, men denne afviser Yogamis snak som vrøvl. Samme aften forvandler Glendon sig dog og slår en kvinde ihjel. Og nu tror han på historien, men det er for sent …

Werewolf of London blev ikke nogen stor publikumssucces. Tilsyneladende lagde den sig for tæt op af Dr. Jekyll and Mr. Hyde, der i 1931 vandt en Oscar for Bedste Mandlige Skuespiller og var nomineret til endnu to, bl.a. for Bedste Adapterede Manuskript.

Som i de senere Wolf Man film stod også Jack Pierce bag makeuppen i Werewolf of London. Oprindeligt ønskede Jack Pierce at bruge den samme makeup, som senere blev brugt af Lon Chaney Jr., men efter sigende ønskede Henry Hull, som spillede dr. Glendon, ikke at få hele ansigtet skjult af makeup. Derfor endte man med en mere minimalistisk makeup, som jeg i virkeligheden synes er langt mere skræmmende, idet mimikken bliver langt tydeligere end med fuld maske på.

Det er sjældent skræmmende at se disse gamle gysere, og det er Werewolf of London bestemt heller ikke. Måske af frygt for at skræmme publikum ud af biografen, veksler den mellem hovedhistorien og så komiske bifigurer, som kommer ind og giver publikum et grin, før historien føres videre. Skuespillet virker meget teatralsk set med nutidens øjne, og der er ikke mange nuancer i historien. Dr. Glendon er også en meget civiliseret varulv, der tager jakke og kasket på, før han går ud, hvilket ikke bidrager til troen på, at han er forvandlet til et dyr, der ikke kan undertrykke sine instinkter om at dræbe.

Men når alt det er sagt, så er Werewolf of London alligevel ganske underholdende. Der er en helt særlig charme over disse gamle film, og så bliver jeg også gang på gang imponeret over, hvor vellykkede forvandlingsscenerne kunne være på den tid. Se ikke Werewolf of London i håbet om at blive skræmt fra vid og sans, men se den gerne som et interessant indslag i gysets udviklingshistorie.

Werewolf of London har bl.a. inspireret John Landis, som i 1981 lavede filmen An American Werewolf in London.

Om filmen:

Instruktør: Stuart Walker
Udgivelsesår: 1935

The Wolf Man (1941)

Den første af Universals succesfilm om the Wolf Man med Lon Chaney Jr. i hovedrollen som Larry Talbot udkom i 1941. Manuskriptet blev skrevet af Curt Siodmak, og oprindelig var Boris Karlof tænkt i hovedrollen som Talbot. “The Wolf Man” blev en stor succes, og det blev til i alt fem film med Lon Chaney Jr. som den plagede Talbot.

“The Wolf Man” var dog ikke første varulvefilm fra Universal Studios. I 1935 havde man forsøgt sig med “Werewolf of London“, der dog ikke blev nogen stor kommerciel succes, idet den lænede sig lidt for kraftigt op ad “Dr. Jekyll and Mr. Hyde“, som havde haft stor succes tre år tidligere. Seks år senere forsøgte man sig så igen, og denne gang var successen hjemme.

Larry Talbot vender tilbage til familiegodset efter at have været bortrejst i mange år. Nu er den ældste bror død i en jagtulykke, og faderen ønsker at Larry kommer hjem og overtager pladsen som godsets arving, hvilket Larry gør med glæde. Han har ikke været hjemme længe, før han møder den smukke Gwen, som han forelsker sig i. Hun er dog forlovet, men alligevel tager hun sammen med en veninde med Larry hen til en sigøjnerlejr for at få læst sin fremtid. Men veninden bliver overfaldet af en ulv, som det dog lykkes for Larry at slå ihjel – kun for at opdage, at der i stedet ligger liget af den sigøjner, som tidligere på aftenen læste i venindens hånd.

Langsomt går det op for Larry, at han er blevet ramt af varulvens forbandelse, men selvom han prøver at overbevise sin far om det, tror denne ikke på ham. Han forklarer, at en fysisk forvandling til ulv er noget vås, og at legenden om varulven kun beskriver dualiteten i mennesket – kampen mellem det gode og det onde. Men han har desværre ikke ret …

I Curt Siodmaks originale manuskript var forvandlingerne til varulv beskrevet tvetydigt, så det aldrig blev helt klart for publikum, om Talbort virkelig forvandlede sig fysisk, eller om det hele foregik inde i hans hoved. Universal ville dog hellere give publikum, hvad de kom for – nemlig et monster – så “The Wolf Man” endte med at gennemgå en fysisk forvandling. Manden bag makeuppen var Universals specialist, Jack Pierce, der også stod bag den fantastiske makeup af Boris Karlofs Frankensteins monster. I dag virker Wolf Mans makeup naturligvis ikke særlig uhyggelig, men dengang var den dyrisk og skræmmende, og arbejdet med at putte den på tog seks timer!

Curt Siodmak var tysk jøde, flygtet fra Tyskland, og ifølge dokumentaren “Monster by Moonlight” var den baggrund med til at skabe en del af mytologien i filmen. Bl.a. så varulven en stjerne i hånden på sit næste offer – en klar reference til nazisternes påbud om, at alle jøder skulle bære en synlig jødestjerne. Han brugte ikke så meget den originale varulve folklore, men skabte i stedet sin egen varulve-mytologi. Bl.a. er digtet, som beskriver, hvordan en uskyldig mand alligevel godt kan blive varulv, helt Siodmaks opfindelse. Ligeledes var sølv i folkloren mest brugt mod vampyrer, men Siodmak gjorde det kendt som et våben mod varulve. Her i første film er fuldmånen dog ikke en betingelse for at blive til varulv, det bliver først indført i film nr. 2.

“The Wolf Man” har i høj grad været med til at skabe det klassiske billede af varulven, vi kender i dag, og der fulgte som nævnt flere film efter. Senest har Joe Johnston lavet en genindspilning af klassikeren i 2010 med Benicio del Toro som Larry Talbot og Anthony Hopkins som sir John Talbot. En film som jeg personlig ikke synes var særligt imponerende.

Naturligvis kan det mærkes, at “The Wolf Man” har 60 år på bagen. Historien er langsom i forhold til nutidens tempo, og Talbots forvandling er ikke særlig skræmmende. Der er også enkelte kiks i kontinuiteten. Det irriterede mig f.eks, at den første gang Talbot forvandles, ser vi ham tage skjorte og sokker af, så han sidder iført undertrøje og bukser. Men da vi ser ham løbe som ulv gennem skoven, har han pludselig en skjorte på. Om det var fordi, det tog for lang tid at sminke ham, eller fordi censuren ikke ville vise så meget, ved jeg dog ikke. Trods disse indvendinger kan jeg dog vældig godt lide “The Wolf Man”. Talbots skæbne, der på nogen måder minder om en græsk tragedie, er stadig rørende, og det er netop denne kombination af det grusomme og det rørende, som gør, at filmen står som en klassiker i dag.

Instruktør: George Waggner
Udgivelsesår: 1941

Udvalg af film med The Wolfman:

The Wolf Man (1941 – George Waggner)
Frankenstein Meets the Wolf Man (1943 – Roy William Neill)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Bud Abbott Lou Costello Meet Frankenstein (1948 – Charles Barton)
The Wolfman (2010 – Joe Johnston)

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Se traileren på YouTube

Dracula’s Daughter

Efter Universals store succes “Dracula” fra 1931 besluttede studiet at brygge videre på historien i efterfølgeren fra 1936 “Dracula’s Daughter”.

Filmen starter, hvor “Dracula” slutter. To betjente kommer ind i Carfax klosteret og finder ligene af Renfield og Dracula sammen med professer Van Helsing. Van Helsing anklages for mordet på Dracula, og i stedet for en advokat tilkalder han sin gode ven, psykologen Garth, der skal overbevise juryen om, at Van Helsing ikke er skør, men at Dracula virkelig var vampyr.

Før Scotland Yard får hentet ligene, dukker en kvinde dog op. Hun hypnotiserer betjenten og tager Draculas lig med sig for at brænde det. Det viser sig, at kvinden kalder sig Marya Zaleska og er Draculas datter.

Zaleska møder Garth, og hun prøver at overtale ham til at hjælpe sig. Hun ønsker nemlig ikke at være vampyr og håber, at han kan befri hende for forbandelsen. Men Garth har svært ved at tro hende, og først da hun kidnapper hans sekretær, Janet, følger han hende til Transylvanien, hvor det endelige opgør finder sted.

Jeg var ikke vildt imponeret over “Dracula’s Daughter”, omend Gloria Holden spiller rollen som Zaleska udmærket. Men historien bliver ikke rigtig overbevisende for mig, og jeg havde enormt svært ved at få doktor Garths og sekretæren Janets flirteri til at blive interessant overhovedet.

Instruktør: Lambert Hillyer
Udgivelsesår: 1936

Udvalg af Universals Dracula film:

Dracula (1931 – Tod Browning)
Drácula (1931- George Melford)
Dracula’s Daughter (1936 – Lambert Hillyer)
Son of Dracula (1943 – Robert Siodmak)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Dracula (1979 – John Badham)
Van Helsing (2004 – Stephen Sommers)

Læs en mere postiv omtale på Classic-Horror.com

Læs også hvad Sleazehound siger om “Dracula’s Daughter”