april 2020
M Ti O To F L S
« mar    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘spænding’

Anstalten af Stephen King

Anstalten af Stephen King

Da Tim Jamieson overgiver sin plads i flyet mod New York, er han ikke klar over, hvor den beslutning vil føre ham hen.

Det er 12-årige Luke fra Minneapolis heller ikke, da hans forældre får at vide, at han bør læse videre i Boston – på collegeniveau. Naturligvis vidste de, at han er intelligent ud over det sædvanlige, men at han skulle kunne klare to uddannelser på Cambridge og Emerson i Boston er alligevel utroligt. De ender dog med at give Luke lov, da det er det, han virkelig drømmer om.

Men drømmen ender i et mareridt. Før Luke skal begynde på sit nye liv, bliver han kidnappet. Af hvem og hvorfor aner han ikke. Alt han ved er, at han går i seng om aftenen, og næste dag vågner han i et værelse, der er en tro kopi af hans eget men er placeret i en ukendt bygning.

Luke finder ud af, at han sammen med en gruppe ukendte børn befinder sig i noget, de kalder Forhuset. Mens de er her bliver de udsat for forskellige eksperimenter, som ingen af dem kan gennemskue formålet med. Man kan ikke undslå sig, og forsøger man, falder straffen omgående. Men endnu værre er det, når forsøgene er overstået. For så bliver man flyttet om i Baghuset, og herfra er der ingen vej ud.

Udsigterne er håbløse, men alligevel beslutter Luke sig for at gøre et forsøg på at flygte. Den grusomme sandhed om Anstalten skal frem – koste hvad det vil.

Jeg har været kæmpefan af Stephen King i mange år. Jeg har læst alt, der udkom på dansk og set en stor del af filmatiseringerne af hans værker. Gode som dårlige.

Men selv en titan som King kan ind i mellem misse skiven, og det begyndte han i mine øjne at gøre med Under kuplen. Jeg var heller ikke voldsom imponeret af Doktor Søvn, og jeg opgav helt at læse Vagt forbi, tredje bind i hans krimi-trilogi om Bill Hodges. Og heller ikke Rosernes torne nåede jeg igennem.

Så jeg er ikke længere så ukritisk en fan, som jeg var engang. Det er derfor altid med en vis bæven i sjælen, at jeg kaster mig over en ny Stephen King roman. For vil jeg atter blive skuffet?

Heldigvis var det ikke tilfældet med Anstalten, som trods sine mere end 600 sider holdt mig fanget hele vejen. Historien om Luke og de andre børns oplevelser i den hemmelige forskningsfacilitet er både spændende og rørende. Anstalten bringer på den gode måde mindelser til Stephen Kings ‘gamle’ opfindelse The Shop der ser stort på både menneskerettigheder og moral i blandt andet Brandstifter fra 1980.

Luke er en sympatisk dreng. Han er umådelig intelligent, men samtidig er han også en 12-årig dreng med dennes følelser og reaktioner. Han og de andre børn er blevet stjålet af en organisation, der bruger deres særlige evner i egen interesse. Det er nemlig ikke Lukes intelligens, man er interesseret i. Luke har ligesom de andre børn en snært af enten telekinese eller telepati, og det er disse emner, man forsker i og udnytter på Anstalten.

Hvordan Lukes skæbne krydser Tim Jamiesons, skal jeg ikke afsløre her. Men mod slutningen accelerer historien, og de to spor flettes sammen i et episk showdown, der fik mig ud på kanten af stolen.

I Anstalten kombinerer Stephen King de ting, han gør bedst. Troværdige personer og en overbevisende historie med nervepirrende plot-twists fortalt så spændende at det er umuligt at lægge bogen fra sig. Jeg var i hvert fald fanget og må tage hatten af for en helstøbt og stærk roman fra gysets mester.

Uddrag fra Anstalten:

Da Luke vågnede op, kunne han huske at have drømt – ikke ligefrem et mareridt, men så afgjort heller ikke noget godt. En fremmed kvinde inde på hans værelse, hvor hun lænede sig ind over hans seng med sit blonde hår ned langs ansigtet. ‘Lige som du vil’ havde hun sagt. Som en af tøserne i de pornofilm, han og Rolf en gang i mellem så.

Han satte sig op, så sig omkring og troede først at være inde i endnu en drøm. Det var stadig hans værelse – samme blå tapet, samme plakater og samme skrivebord med hans baseballtrofæ på – men hvor var vinduet? Hans udsigt over til Rolf var forsvundet.

Han lukkede øjnene helt i og slog dem så op igen. Det var det samme. Der var stadig ingen vinduer i værelset. Han overvejede at knibe sig i armen, men det var bare for stor en kliché. I stedet knipsede han sig på kinden. Intet ændrede sig.

Luke steg ud af sengen. Hans tøj lå på stolen, hvor hans mor havde lagt det frem aftenen forinden – undertøj, sokker og T-shirt på sædet og hans jeans foldet over ryggen. Han tog det langsomt på, kiggede hen på det sted, hvor vinduet burde have været, og satte sig så ned for at tage sine gummisko på. Hans initialer stod på hver side, LE, og det var rigtigt nok, men den midterste tværstribe i E’et var for lang, det var han helt sikker på.

Han vendte dem om for at se efter grus, men kunne ikke få øje på noget. Nu var han fuldstændig sikker. Det var ikke hans sko. Snørebåndene var også forkerte. De var for rene. Ikke desto mindre passede de perfekt. (side 74-75)

Reklame: Tak til Bog & Idé som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Anstalten:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Hr. Ferdinand, 618 sider
Omslag: Imperiet efter originalt forlæg
Originaltitel: The Institute, 2019
Oversætter: Jakob Levinsen

Læs også:

Eksperimentet af Dean Koontz
Monster af Frank Peretti
Kolonien af Pierre Robert
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Pigen ingen vidste var af Wissing & Winther

Artemis af Andy Weir

Artemis af Andy Weir

Det var aldrig meningen, at Jasmine Bashara skulle være en helt. Hun ville bare være rig. Ikke styrtende rig som mange af de besøgende i hendes hjemby, månekolonien Artemis. Bare rig nok til at flytte ud af sin kisteagtige lejlighed og spise noget, der er bedre end alger tilsat smag. Rig nok til at betale en gammel gæld.

Da chancen for et stort udbytte byder sig, siger Jazz ikke nej. Det kræver dog, at hun tager springet fra at være en ubetydelig smugler til at være kriminel strateg, og der kræves også en helt særlig kombination af kløgt, tekniske færdigheder og store eksplosioner – for ikke at nævne en rendyrket fræk attitude.

Planlægningen af den perfekte forbrydelse er kun begyndelsen på Jazz’ problemer. Hendes lille kup placerer hende midt i en sammensværgelse om kontrollen over Artemis – og snart jages hun af både loven og en lovløs morder. (fra forlagets beskrivelse)

For nogle år siden læste jeg Andy Weirs debutroman The Martian med stor fornøjelse. Derfor var forventningerne høje, da jeg så, at Artemis var udkommet. De blev heldigvis indfriet.

Denne gang befinder vi os på Månen i månekolonien Artemis, hvor hovedpersonen Jazz har boet med sin far, siden hun var 6 år. Udover at være kvinde er Jazz også af arabisk afstamning, men ellers er ligheden med astronauten Mark Watney stor. De er begge snarrådige og intelligente, og de har begge en herlig tør humor.

Jazz har som yngre taget nogle dumme beslutninger, og nu har hun et lavtlønnet job som bud, mens hun kører en lille smuglerforretning ved siden af. Så fristelsen er stor, da en af hendes faste kunder tilbyder hende et job, der kan gøre hende økonomisk uafhængig. Den eneste ulempe er, at opgaven er stort set umulig.

Artemis er rendyrket underholdning, hvor spænding og humor forenes i et troværdigt science fiction setup. Historien flyder let, og selvom der indimellem er lidt rigeligt med tekniske forklaringer, bliver læseren hele tiden lokket videre, fordi man godt lige vil vide, hvad der nu sker.

Jeg var vældig underholdt af Artemis, og kan kun anbefale den hvis du holder af et godt scifi-eventyr.

Anmelderne siger:

Med “Artemis” viser Andy Weir igen sin tæft for at skabe rumscenarier, der føles virkelige og realistiske koblet med en action-fyldt fortælling. 
SCIFI SNAK

Glimtet i øjet hos både Weir og hans hovedperson Jazz gør “Artemis” til en fornøjelig læseoplevelse. Her er måske lidt langt til de store episke rumfortællinger a la Isaac Asimovs, men pyt – for i rummet kan ingen høre dig grine.
Computerworld

“Artemis” er alt det “The Martian” også var. Der er fuld skrald på hele vejen, og spændingskurven starter højt oppe på skalaen, og ender på månen. Weir er en fabelagtig fortæller. Dels kan han fortælle en virkelig spændende historie der holder læseren fanget hele vejen, og dels er det virkelig morsomt. Nogle steder lårklaskende morsomt, uden at det på noget tidspunkt bliver forceret, søgt og plat. Det er ganske enkelt vanvittig godt!
B for Bog

Om Artemis:

Udgivelsesår: 15.11.2019
Forlag: Dreamlitt, 344 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen
Originaltitel: Artemis (amerikansk)
Oversætter: Lars Poulsen

Læs også:

Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Mørke af Torben Pedersen
Exnihilo af Publius Enigma
Coyote af Allen M. Steele
The Martian af Andy Weir

Dommedagskometen af Erik Juul Clausen

Dommedagskometen af Erik Juul ClausenDa astronomen Freydis Ängström ved Gaurinsankar Oberservatoriet opdager en ny komet med retning mod jorden, får det stor medieopmærksomhed. Særligt da et af de offentliggjorte billeder viser den nye komet som et lysende øje i Hestehovedtågen. Aviserne fyldes med overskrifter som “Ny Betlehem-stjerne” og “Dragens øje kommer til jul”, og medierne svælger i historier om kometer og dommedag.

Og ikke kun i den vestlige verden vækker den ny komet opsigt. I den iranske by Qum  reagerer organisationen Troens Vogtere øjeblikkeligt. At tage billeder af kometen er blasfemi og vil blive straffet, hvis ikke observatoriet straks tilintetgører dem.

Historien fortælles gennem forskellige vinkler. Vi følger Freydis og hendes to kollegaer på det ensomt beliggende observatorium i Himalayabjergene. Nyhedsmediernes vinkel følges bl.a. gennem den tyske Georg Friedrich Bischoff, der som den første journalist aner potentialet i Freydis fotos. Endeligt er der Troens Vogtere, hvor vi introduceres til organisationen og følger deres bestræbelser på at tilintetgøre billederne af kometen.

Jeg var godt underholdt af Dommedagskometen, der er en interessant blanding af videnskab og spændingsroman. Måske er plotdrejningen med de muslimske ekstremister lidt søgt, men da Erik Juul Clausen ret spændende fortæller om oprindelsen af den berømte snigmorder sekt Assassinerne, og i øvrigt holder en god balance mellem de forskellige plottråde, så gør det ikke spor.

Erik Juul Clausen er en effektiv skribent, som sprogligt har fokus på indhold fremfor form. Resultatet er blevet en interessant spændingsroman fyldt med faktaoplysninger om kometer, undergang og meget mere. I min verden herlig underholdning der passer perfekt til en eftermiddag i hængekøjen.

Uddrag af Dommedagskometen:

Hvad er – videnskabeligt set – chancen/risikoen for verdens undergang? Kan verden “gå under”, altså blive pludseligt udslettet?

Det kommer an på, hvad man forstår ved verden. Hvis verden defineres som en civilisation i en by eller et land, er svaret: Ja. Mange byer og nogle lande er pludselig forsvundet, enkelte som om de bogstaveligt taget er sunket i jorden.

Vandskælv fremkaldt af vulkanen Thera, hvis synlige rester i dag er øen Santorini, bortskyllede den minoiske kultur på Kreta og efterlod kun legender om Atlantis. Kulturlag med potteskår under metertykke lerlag i Abrahams fødeland Kaldæa – stjernetydernes og drømmetydernes land – vidner om oversvømmelser, som den lokale befolkning må have oplevet som verdens undergang.

Indbyggerne i Pompeji og Herkulanum må have troet, at verden gik under. Også i dette århundrede har vi et eksempel på, at en by er blevet udslettet så brat som Bibelens Sodoma og Gomorra. Kun én af St. Pierres 30.000 indbyggere, en straffefange i en underjordisk celle uden vinduer, overlevede den ildsky, som i et par minutter efter eksplosionen kl. 07.59 den 8. maj, Kristi Himmelfartsdag 1902, indhyllede hovedbyen på Martinique.

Det, der er sket før, kan ske igen. Vulkanerne er ikke døde, de sover kun, og de vil vågne igen. Vulkaner, jordskælv og oversvømmelser vil med uforudsigelige mellemrum fremkalde lokale udgaver af “jordens undergang”. Dette må betragtes som 100% sikkert.

Men hvis man ved verden forstår hele menneskeheden, altså alle de civilisationer, der omslutter kloden, stiller sagen sig helt anderledes. Den kan ikke udslettes af nogen af de kendte former for naturkatastrofer; det er umuligt alene af den grund, at de er lokale, mens menneskeheden er global. Også dette er 100% sikkert.

Så eksisterer der altså ikke i naturen noget, der med ét hug kan ramme hele menneskeheden? 

Jo. Men ikke her på jorden. (side 127-128)

Om Dommedagskometen:

Udgivelsesår: 2000
Forlag: Hovedland, 318 sider
Omslag: Jørgen Sparre

Stenvogteren af Rikki Tholstrup Jørgensen

Stenvogteren af Rikki Tholstrup JørgensenDa Charlie er 8 år, dør hans mor i en bilulykke, som han overlever. År senere ændrer hans liv sig endnu en gang.

Charlie bor med sin far og søsteren Ida i landsbyen Søvind lidt udenfor Horsens. Charlie interesserer sig for astronomi, så vækkeuret er stillet til at ringe, så han kan komme op og se Callisto og Yaris II støde sammen på nattehimlen. Ved sammenstødet falder en meteorit ned på marken lige bag Charlies hus, og det lykkes ham at finde den. Nu skal den vises frem i Stjerneklubben.

Men Charlie er ikke den eneste, der er interesseret i meteoritten. I Aarhus på Institut for Fysik og Astronomi er professor Thomas Godthåb vældig interesseret i både Charlie og stenen. Værre er det, at den småkriminelle Ronny også har opdaget, at Charlie har stenen. Og Ronny har en kontakt, der er MEGET interesseret.

For der er nemlig noget særligt ved Charlies meteorit, og det opdager han snart. Pludselige blackouts, men også en uforklarlig lindring af en knæskade Charlie pådrog sig i et orienteringsløb er tegn på, at stenen ikke bare er en almindelig meteorit. Og da Charlie møder Thomas Godthåb, bliver han introduceret til en verden af stenvogtere og kaossten.

Stenvogteren er første del i en serie om Charlie, der kan trække overnaturlige kræfter ud af særlige meteoritter, kaldet kaossten. Serien er rettet mod unge, men voksne kan nu også sagtens hygge sig med læsningen. Kapitlerne er korte, spændingskurven er støt stigende, og historien fanger hurtigt læseren ind. Jeg er vild med forsiden, der er tegnet af Peter Skjøtt, omend den måske signalerer lidt mere gys end fantasy.

Stenvogteren er Rikki Tholstrup Jørgensens debut og en vellykket debut. Jeg var godt underholdt, og jeg er sikker på, at målgruppen vil tage fortællingen om kaossten og stenvogtere til sig med stor fornøjelse.

Om Stenvogteren:

Udgivelsesår: 03.06.2019
Forlag: Dreamlitt, 165 sider
Omslag: Peter Skjøtt

Læs også:

Lysets hjerte af Kenneth Bøgh Andersen
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Blodets bånd af Christian Kronow

Flugten fra klanen – Kijara 2 af Tatiana Goldberg

Flugten fra klanen - Kijara 2 af Tatiana GoldbergFlugten fra klanen er bind to i serien om Kijara. Serien udspiller sig i en fremtid, hvor Union City er hovedstaden for et samlet Europa. Genetiske modifikationer af mennesker er hverdag og udføres af det offentlige, mens politiorganisationen PURGE (Police Unit for Regulation of the Genetically Engineered) sørger for, at de uautoriserede modificerede bekæmpes.

Kijara er sammen med sin brødre, coyoterne, medlem af en forbryderorganisation kaldet Klanen. Hun er også en illegal GMI. I første bind blev hun fanget af PURGE under et indbrud, og hun fik valget at hjælpe PURGE eller blive destrueret. Et valg, der i sidste ende ikke var et valg.

Nu er Kijara under oplæring som PURGE-agent med den modvillige Darwin som teamleder. Darwin var sammen med telepaten Naid på holdet, der i første omgang fangede Kijara, og han er mildest talt ikke særlig begejstret for hende. Følelsen er gensidig.

Selvom Kijara ikke savner sin kriminelle tilværelse, er livet som PURGE-agent bestemt ikke hendes kop te. Hun har det svært med autoriteter, og de dårlige minder fylder meget. Alligevel bliver hun sammen med Naid og Darwin snart sendt ud i felten på en træningsopgave. De skal indfange en i-klasse GMI i en afsidesliggende lagerhal. En simpel og ukompliceret opgave.

Men alt er ikke, som det umiddelbart ser ud, og mens Kijara ikke savner sine coyotebrødre, savner de hende. Og de vil gå meget langt for at få hende tilbage.

Kijara 1 og 2 af Tatiana GoldbergFlugten fra klanen har helt sikkert været værd at vente på. Jeg var vild med Overløber, og Tatiana Goldberg fortsætter her den gode stil. Historien er i sig selv spændende, og vi kommer længere ind under huden på Kijara her i bind to. Hendes fortid gemmer på grusomme minder, men vi lærer også mere om hendes evner og hendes udvikling.

Billedsiden er ligeledes i topklasse. Hvad enten det er de stemningsfulde baggrundsmiljøer eller personerne, så står de knivskarpt og med masser af sjæl. Som sidst inviterer Goldberg læserne med ind i maskinrummet, når hun bagerst i bogen fortæller om, hvordan hun har arbejdet med historien. Det er spændende at komme ind i Goldbergs overvejelser, og pludselig står detaljer i historien meget stærkere. Man kan selvfølgelig sagtens ‘nøjes med’ at læse selve historien, men hvorfor dog snyde sig selv for noget godt.

Jeg er meget meget meget begejstret for Kijara-serien, som jeg synes fortjener et internationalt publikum. Historien er universalt spændende, billedsiden er fantastisk, og der er heldigvis to bind mere under udarbejdelse. Indtil de kommer, må jeg nøjes med at læse og genlæse Overløber og Flugten fra klanen igen.

Om Flugten fra klanen:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Comic Factory, 95 sider
Omslag: Tatiana Goldberg

Læs mere om Kijara-serien HER

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft
Kick-Ass af Mark Millar og John Romita Jr.
Thomas Alsop – Manhattans beskytter af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Metrozone af Søren Mosdal
Orbital 1: Nærkontakt skrevet af Sylvain Runberg og illustreret af Serge Pellé

Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen

Navnesøsteren af Anne Vibeke JensenI 1803 driver en munk djævelen ud af en ung pige på Lønnestakgård i Vestjylland. I nutiden findes en ung kvinde død i et af de gamle huse på Frilandsmuseet. Politiet er overbevist om, at det er selvmord, men er det nu også det?

Navnesøsteren er Anne Vibeke Jensens debutroman. Jeg blev gjort opmærksom på den, da forfatteren sendte mig en mail med omtale af bogen, og spurgte om jeg havde lyst til at anmelde den. Omtalen så lovende ud, så jeg sagde ja, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.

Caroline Hermansen har som den første i Skandinavien fået en ph.d. i parapsykologi. Glæden over dette overskygges dog af beskeden om, at hendes veninde Maya har begået selvmord. Caroline er ulykkelig, for hun og Maya var blevet uvenner og havde ikke talt sammen i månedsvis. Mayas mor har endnu sværere ved at forlige sig med tanken. Hun er overbevist om, at Maya blev myrdet, og beder Caroline om at hjælpe med at finde morderen.

Egentlig tror Caroline ikke, at Maya er blevet myrdet, men hun begynder alligevel at undersøge sagen, og langsomt går det op for hende, at Maya i sine sidste måneder ikke opførte sig som sig selv. Hun har altid været spirituel og talt om engle og ånder (noget som Caroline slet ikke kan forholde sig seriøst til trods sin uddannelse), men hendes lejlighed er nu fyldt med kors og religiøse billeder. Og hvorfor hængte hun sig i Lønnestakgården på Frilandsmuseet?

Navnesøsteren er inspireret af fortællinger fra ansatte og besøgende på Frilandsmuseet, og startede som et filmmanuskript til Filmskolen i Lyngby. Da projektet ikke blev realiseret, skrev Anne Vibeke Jensen det i stedet om til romanform, og resultatet er blevet er en velskrevet og underholdende spændingsroman med elementer af det overnaturlige.

Romanen starter med en prolog, der udspiller sig i 1803, hvor en ung kvinde udsættes for en eksorcisme. Så springer romanen til nutiden, hvor en nattevagt på Frilandsmuseet skal tjekke en alarm på Lønnestakgården. Herefter introduceres vi for Caroline, og lige så stille accelerer handlingen, så man ikke kan lægge bogen fra sig.

Jeg læste nærmest Navnesøsteren i en lang spurt. Dels fordi jeg holder rigtig meget af spøgelseshistorier. Dels fordi Anne Vibeke Jensen skriver levende, så historien fanger. Carolines forsøg på at finde frem til sandheden om Mayas død, bringer hende i kontakt med såvel en klæbrig bibliotekar, en vestjysk præst og en religiøs sekt. Jo længere ind i undersøgelsen, hun kommer, jo flere uforklarlige ting oplever hun, og AVJ lykkes godt med at få de forskellige handlingstråde til at hænge sammen.

Det er som sagt en debutroman, og enkelte detaljer står ikke helt skarpt. F.eks. synes jeg ikke, at kriminalassistent Quinn er helt troværdig, og et tilbageblik på en ferie i Rom virker lidt malplaceret. Ligeledes fuser den vestjyske præst lidt ud. Det er dog i småtingsafdelingen, og det overordnede indtryk er en spændende og underholdende fortælling. Og så kan det jo være, at vi får mere at vide om Rom og præsten senere, for Navnesøsteren er blot første bind i en serie kaldet Johannestrilogien. Jeg vil i hvert fald se frem til at læse bind to.

“– Vi bliver sgu nok nødt til det, gamle dreng, sagde Ove og klappede Rocky i et forsøg på at berolige den.
Nattevagten trak den nervøse hund med sig ind på gårdspladsen. Halvvejs inde stoppede han igen, lyste rundt for at se, om der var andet mistænkeligt, han skulle passe på. Det var der ikke eller det vil sige, ikke noget han kunne se. Og det var godt nok for ham.
– Lad os få det her overstået, så vi kan komme væk herfra i en fandens fart, kammerat.
Et brag hørtes, og de fór begge sammen, da gårdsporten smækkede i bag dem. Rocky gøede hidsigt, og det gav endnu et sæt i Ove.
– Hold kæft!
Han rykkede hårdt i snoren. Der blev stille. De kiggede begge over på stuehusdøren. Hunden snerrede. Ove så sig om på den lille lukkede gårdsplads med den gamle vippebrønd, inden han langsomt begyndte at nærme sig den åbne stuehusdør. Han følte sig overvåget, havde lyst til at forlade lortet.
Hov! Der var noget, der bevægede sig inde bag vinduerne. Han holdt vejret.
Forberedt og med bankende hjerte lyste han ind ad ruderne til kopkammeret, hvor gårdens fine kopper og tallerkener opbevaredes. Til saltkammeret, hvor de tomme tønder til saltning befandt sig, og til køkkenet med det åbne ildsted. Næh, alt syntes at være på plads. Der var intet at se.
Føj for satan, hvor han hadede dette sted. Knirkelyde fik ham til at snurre rundt på hælen. Vippebrønden bevægede sig en smule i vinden. Ove tog en dyb indånding og så over på stuedøren. Den stod nu helt åben.
Forsigtigt nærmede han sig. Rocky viste tænder, da de stoppede ud for døren.
Ove lyste ind i den nordlige entré.” (s. 25-26)

Tak til Anne Vibeke Jensen for læseeksemplaret

Om Navnesøsteren:

Udgivelsesår: 28.06.2018
Forlag: Saxo Publish, 341 sider
Omslag: Rudolph Tegner/visad.dk

Læs også:

Lejligheden af L. S. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Spøgelserne på Frilandsmuseet af Steen Langstrup
Djævelens værk af Lotte Petri
Genfærdets anatomi af Andrew Taylor
Ex af Teddy Vork
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Sandhedens labyrint af Jørgen Steines

Sandhedens labyrint af Jørgen SteinesHvad nu hvis den tyske befolkning var blevet gjort opmærksom på nazisternes udryddelseslejre allerede under krigen? 

Jeg blev positivt overrasket af denne kontrafaktiske spændingsroman af Jørgen Steines, Sandhedens labyrint. Romanen udspiller sig i sidste halvdel af 1943. Anden verdenskrig er på sit højeste. Nazisterne er blevet bremset ved Stalingrad, hvor det ser ud til, at krigslykken er vendt.

Major Johann Richter fra den tyske udenrigspolitiske efterretningstjeneste Abwehr indkaldes af sin øverste chef, admiral Canaris, der har en specialopgave til ham. Noget tyder på, at der er en forræder i egne rækker, og Canaris ønsker, at Richter diskret skal finde frem til vedkommende. Uanset hvor højt oppe i systemet, han befinder sig.

Richter er mildest talt ikke begejstret for opgaven, som bringer ham på kollisionskurs med RSHA, der har ansvaret for den indre sikkerhed. Under RSHA gemmer Gestapo, Kripo og Sicherheitsdienst sig nemlig. Det er tjenester, som ikke bekymrer sig om borgernes retssikkerhed, og Richter er klar over, at han risikere at gøre sig upopulær, når han skal snuse alle steder. Men han kan ikke undslå sig, og snart bringer jagten på forræderen ham på sporet af hemmeligheder, som civilbefolkningen ikke har kendskab til. Hemmeligheder som ryster Richters tro på Føreren og Det Tredje Rige.

Sideløbende med Richters historie følger vi en polsk kaptajn, der er flygtet til England fra Auschwitz samt politikere og militærfolk i England, der får indblik i koncentrationslejrenes rædsler og skal afgøre, hvilke foranstaltninger de allierede skal tage.

Som nævnt er her tale om en kontrafaktisk spændingsroman, hvor forfatteren tager udgangspunkt i virkelige historiske personer og hændelser, men så forestiller sig, hvordan begivenhederne kunne have udspillet sig med få ændringer.

I Sandhedens labyrint får de allierede f.eks. uigendrivelige beviser på nazisternes koncentrationslejre, og Churchill beslutter sig for at handle på den viden. Bl.a. ved at sørge for, at den tyske befolkning får kendskab grusomhederne i lejrene. Spørgsmålet er så, om denne ændring af historien gør en forskel?

Jeg blev nærmest øjeblikkeligt fanget ind af romanen, der både er spændende og tankevækkende. Jørgen Steines fortæller levende og får historien til at stå skarpt for læseren. Selvom Richter er overbevist nazist, er han også et moralsk menneske, som tror på lov og orden. Det er interessant at følge hans tanker, efterhånden som hans undersøgelser afslører systemets umenneskelige sider og sætter hans loyalitet på prøve.

Steines betragtninger om, hvordan få ændringer kunne have drejet forløbet af 2. verdenskrig, og hvilke følgevirkninger det kunne afstedkomme, er troværdige og spændende. Og så fører de til en overraskende slutning, som samtidig viser, hvor komplekst krig og storpolitik er.

Udover de interessante tankeeksperimenter er selve plottet simpelthen godt skruet sammen med en stigende spændingskurve og nogle troværdige personer. Afsløringen af forræderen gemmes til allersidst, og jeg tror, at den vil overraske de fleste.

Jeg er stor fan af velunderbygget kontrafaktisk litteratur, og det er Sandhedens labyrint af Jørgen Steines. Der ligger tydeligvis en stor mængde research bag romanen. Alligevel overvældes man som læser ikke af detaljer. Tværtimod. Sproget er letforståeligt, og romanen er opbygget i korte, overskuelige kapitler, der skaber suspense ved at springe mellem de forskellige handlingstråde, og dermed hele tiden lokker læseren til at læse videre.

Sandhedens labyrint er en fornem debut, og jeg kan kun anbefale den til alle, der elsker en god roman. Også selvom du måske ikke kender til kontrafaktiske romaner.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Sandhedens labyrint:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 457 sider
Grafisk produktion: KWG Design
Grafiker: Kasper Olsen

Læs også:

Den der bliver tilbage har ret af Richard Birkefeld
Berlin 404 af Thomas Clemen
I kamp mod tiden af Ben Elton
Fædrelandet af Robert Harris
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach

Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann

Dæmonens bagdør af Nils HoffmannTopunderholdende og velskrevet dansk science fiction af international klasse

I 2064 står Akademiet, en kunstig superintelligens der angiveligt sørger for sikkerheden på jorden, overfor et angreb. En virus spreder sig både blandt menneskene og på nettet, og hvis ikke virussen stoppes, er jordens fremtid dyster.

Alt det ved Martin Møller, en freelance programmør som arbejder på en open source kunstig intelligens, ikke noget om. Han er ved at planlægge sin 40-års fødselsdag om et par uger, da hans personlige assistent – den virtuelle ‘bot’ Meyer – går ned. Uden bot kan han ikke arbejde, så i stedet for selv at kode en ny, som han gjorde med Meyer, bestiller han en standard AIWare. Til sin store overraskelse får han i stedet for gravhunden Sokrates, der viser sig at have langt større evner, end den burde have.

De evner får Martin brug for, da hans kæreste Maria kommer i problemer. Hun skylder penge til den russiske mafia, som kidnapper hendes datter for at tvinge hende til at betale. Martin gør sit bedste for at hjælpe, men pludselig er de på flugt med den russiske mafia i hælene.

Oveni bliver Martin også involveret i et opgør med den japanske organisation Yakuzaen. Et højtstående medlem er blevet myrdet, men når kort før sin død at give sin søn en kryptisk besked om en Dæmon, der skal udslettes.  Men hvad er det for en dæmon? Har Akademiet noget med det at gøre? Og hvor kommer Sokrates egentlig fra?

Dette korte referat er langt fra fyldestgørende for handlingen i Dæmonens bagdør, som er topunderholdende og velskrevet dansk science fiction af international klasse. Handlingen lyder umiddelbart kompliceret, og jeg må indrømme, at da jeg først hørte om plottet, var jeg lidt overvældet af de mange handlingstråde.

Men – Nils Hoffmann har styr på ‘sit shit’, og trods de mange sideplots føltes historien aldrig overfyldt. Hoffmann styrer fortællingen stramt, med både humor og spænding, og som læser glider man lige ind i universet.

Jeg var også på forhånd lidt nervøs for science-delen, for selvom jeg holder meget af at læse science fiction, har jeg ikke spor forstand på kunstig intelligens eller teknologi i det hele taget. Også den bekymring røg dog hurtig i skammekrogen. Efter få sider faldt fagtermerne naturligt ind i fortællingen, hvis fremtidsscenarium virker fuldt troværdig for denne læser.

Sprogligt synes jeg også, at Dæmonens bagdør holder. Hoffmann er ikke en fintunet sprogækvilibrist, men skriver actionfyldt og letforståeligt, samtidig med at han formår at skabe nogle overbevisende scenarier. Og så er jeg vild med den humoristiske undertone, som ind i mellem titter frem, særligt når gravhunden Sokrates med smag for dansktop-sange er på færde.

“Et stort bibliotek af filmklip ordnet på marmorreoler tonede frem foran ham. Han kom i tanke om at han stadig ikke havde nogen personlig assistent. “Tastatur!” Et gammeldags tastatur voksede frem foran ham. Uden en assistent var det nemmere at lave en tekstsøgning. Han var i gang med at taste da han hørte lyden af hundepoter mod et marmorgulv!
‘Hvad sker der, Mester?’ Sokrates gik og snuste til filmene på den nederste hylde.
‘Hvad fanden!’
‘Nej, Sokrates er navnet, Mester.’
‘Jamen, du er jo slettet!’
‘Jeg er tilbage fra den virtuelle hundehimmel. Bye, bye, recycle bin. Himmelhunden glammer. Jeg kysser himlen farvel og vender hjem.’
Martin grinede. ‘Du er det mest stædige stykke software jeg har mødt. Men siden du er her kan du finde filmen Cheerleader Maria! Jeg har selv optaget den.’
‘Video, video!’ bjæffede Sokrates kort og mindre end et sekund senere dukkede en virtuel skærm op foran Martin.” (s. 62-63)

Til slut vil jeg også fremhæve Tatiana Goldbergs illustrationer. Hvert af de fire overordnede kapitler indledes af en illustration, som passer perfekt til bogens stemning. Illustrationerne er også blevet til den bogtrailer, der kan ses herunder.

Som det forhåbentlig fremgår, er jeg meget begejstret for Dæmonens bagdør, og kan kun anbefale den. Lad dig ikke afskrække af de umiddelbart mange handlingstråde eller de tekniske fagtermer, for så snart du begynder læsningen, starter underholdningen og alle bekymringer er spildte. Og selvom romanen har en slutning, håber jeg på, at Dæmonens bagdør ikke bliver den eneste fortælling om Martin Møller og Sokrates!

Tak til forlaget Spitzen som har sponseret læseeksemplaret.

Besøg Nils Hoffmanns hjemmeside

Om Dæmonens bagdør:

Udgivelsesår: marts 2018
Forlag: Spitzen Publish, 524 sider
Omslag: Tatiana Goldberg


Læs også:

Ready Player One af Ernest Cline
Dark Matter af Blake Crouch
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen

Ad Nauseam af Daniel Henriksen

Ad Nauseam af Daniel HenriksenSlår man ordene Ad Nauseam op i Wikipedia får man følgende forklaring: et latinsk udtryk, der betyder noget i retning af “til overflod”, “til kvalmegrænsen”, “til ækelhed”. Jeg vil dog betegne Ad Nauseam som perfekt underholdning.

Ad Nauseam er en selvstændig fortsættelse til Daniel Henriksens roman fra 2016 In Absentia. Her fulgte vi fortælleren, der af forskellige grunde tog på et morderisk hævntogt og endte med at komme i karambolage med et internationalt forbryderkartel.

I Ad Nauseam er han ved at komme sig over sine kvæstelser på hospitalet. Hverken kæresten Stine eller politiet er klar over fortællerens rolle i sidste bind. De tror, at han var et uskyldigt offer som uheldigvis faldt i kartellets kløer. Men han ved bedre – ikke mindst fordi genfærdet af Tyven stadig følger ham.

Så kort efter udskrivelsen tager fortælleren af sted for at få bundet de sidste knuder, dvs. begrave tyvens lig og hente pengene han har taget fra kartellet. Men naturligvis går det ikke så let som planlagt. Pludselig befinder han sig sulten, kvæstet og alene, spærret inde i en kælder, som det ikke er meningen han skal ud af igen.

“Og så er der tyven.
Han holder til under min seng. Det er som om han gemmer sig. Måske er han flov over sig selv. Nogle gange hiver han sig op ved sengehesten, hvorefter han står ved siden af sengen og stirrer med sit ene øje. Og skælver som om han fryser.
Jeg er den eneste der kan se ham. Han kommer og går som det passer ham. Det er ret nervepirrende – og forbandet ubelejligt – men det er ikke noget jeg kan styre. Han forfølger mig, fordi jeg slog ham ihjel. Han venter på at blive begravet, så han kan få ro. Måske er han i virkeligheden bare et produkt af min dårlige samvittighed?

Han siger ikke noget længere, men udstøder kun sjove nasale, dyriske lyde. Det er alt han kan præstere, fordi underkæben hænger slapt og spastisk mod halsen og fordi tungen ligner en tør død skovsnegl. Han bevæger sig sjældent, og når han gør, er det kun rundt om min seng, mens han støtter sig til den, og kun ganske langsomt og stift, som en gigtplaget, gammel mand, hvor hver bevægelse udtrykker en helt ny smerteoplevelse. Hvis det ikke så så sørgeligt ud, ville jeg drille ham og forsøge at peppe ham op, men jeg tror han er udenfor komisk rækkevidde.” (s. 17)

Jeg kan rigtig godt lide Daniel Henriksens kulsorte humor. Her flyder blodet, mens historien spæner af sted, og læseren sidder og klukker. Plottet er måske ikke nyskabende, men det er dæleme underholdende, og det føles, som om Henriksen har haft en fest, mens han skrev bogen. Den gejst afspejles tydeligt i historien. Så skidt med, at logikken ikke sidder i højsædet hele vejen.

Dog har jeg én anke – korrekturen. Allerede på første side er den gal: “Der er et mindre bord overfor sengen. De hører et par stole til”; og et par sider senere: “Og dens iskolde granulat flyde i mine årer.” Det er ikke fordi, der overordnet set er mange fejl i bogen, men der må altså ikke grine korrektursmuttere på første side. Det er for ærgerligt.

Heldigvis er det ikke nok til at ødelægge den overordnede set herligt splattede og totalt vanvittige historie, som Henriksen disker op med, og som lektørudtalelsen beskriver som en:

Fræk og fandenivoldsk spændingsbog med en god del satire, fyldt med grotesk vold og platheder i lange baner og, skal lige nævnes, sjovt nok også hjertevarm og eftertænksom sine steder.”

Tak til forlaget Valeta som har sponseret læseeksemplaret

Om Ad Nauseam:

Udgivelsesår: 01.05.2018
Forlag: Valeta, 255 sider

Læs også:

In Absentia af Daniel Henriksen
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dybt dedikerede Dexter af Jeff Lindsay
Dead World af Bo Sejer

Colombia af Morten Thor Hansen

Colombia af Morten Thor HansenUnderholdende, men lidt lang science fiction thriller, hvor et meteornedslag i Colombia i 1974 får betydning i nutiden

I sit forord fortæller forfatteren, hvordan der i 1974 blev observeret én stor og flere mindre ildkugler over den nordlige del af Sydamerika. Den store meteor faldt formentlig ned i den colombianske jungle. Det mærkelige var, at den ikke efterlod et synligt nedslag, som man f.eks. så i 1908 i Tunguska, Sibirien. Colombia er Morten Thor Hansens bud på, hvad der egentlig skete den junidag i 1974.

Nogle colombianske plantagearbejdere finder i august 2016 et mærkeligt objekt, der ligesom en muldvarp ser ud til at have gravet sig ud af jorden. Politiet bliver tilkaldt sammen med arkæologen dr. Luis Moreno. Men da de ankommer til plantagen, bliver gruppen overfaldet af et ukendt dyr, som dræber flere af plantagearbejderne. Det lykkes dog Moreno at slippe væk og få objektet med sig. Under senere undersøgelser bliver også han dog slået ihjel af det ukendte væsen.

Få dage efter bliver professor ved George Washington Universitetet, John Archer, opsøgt af Secret Service. De har en opgave til ham fra præsidenten, Phil Boomer. Archer, som er arkæolog og ekspert i lingvistik, bliver bedt om at samle et team og tage til Colombia. Her skal han finde ud af, hvem der dræbte Moreno, OG finde ud af hvad det mystiske objekt er.

Det viser sig dog at være lettere sagt end gjort. Narkobaroner og oprørssoldater fra FARC udgør en fare i den colombianske jungle, ligesom intriger og skjulte magtkampe hjemme i USA bringer farlige, nye spillere på banen.

Uvidende om alt dette forsøger Archer og gruppen at finde frem til nedslagsstedet efter 1974-meteoren. Det lykkes, men en næsten ufattelig hemmelighed gemmer sig i tvillingevulkanernes skygge.

Colombia er en underholdende science fiction thriller med masser af action. Historien fortælles kronologisk fremadskridende men fra flere forskellige synsvinkler, så der konstant opstår små cliffhangers i fortællingen.

Det virker til, at forfatteren har researchet grundigt og gerne vil have alle detaljerne med. Det er ofte interessant, men det gør også, at romanen til tider føles lidt langtrukken på trods af den actionfyldte handling. For eksempel møder John Archer tilfældigt møder Charlotte Holm-Nielsen, hovedpersonen fra forfatterens første roman. Hun spiller ingen rolle i Colombia, men vi får lige et kort rids af handlingen i  Bernsteins hemmelighed.

Ikke alle sidehistorierne er lige så uvedkommende som nævnte eksempel, og generelt sørger de mange handlingstråde for både kontant spænding og en stigende grad af suspense. Så trods af min anke er Colombia spændende læsning, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke havde forudset, hvordan de mange tråde blev samlet til sidst. Og det giver ekstra point hos mig.

Om Colombia:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Löwe, 495 sider
Omslag: Morten Thor Hansen

Læs også:

Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg
Kolonien af Pierre Robert
Sin egen tanke af Jan Venzel Nielsen