Indlæg tagget med ‘spænding’

Et eventyr af Stephen King

Et eventyr af Stephen King

Stephen King har udtalt, at han begyndte at skrive Et eventyr under Covid-19 nedlukningen, fordi han ville skrive noget, der gjorde ham glad.

Forlaget skriver om Et eventyr:
Charlie Reader ligner en helt almindelig high-school-dreng, han er fremragende til baseball og klarer sig glimrende bogligt. Men han bærer rundt på en tung bagage. Hans mor blev dræbt i en trafikulykke, da han var ti, og sorgen drev hans far til at drikke. Charlie har tidligt lært at passe på sig selv – og på sin far. Da han er sytten, møder han en hund ved navn Radar og dens aldrende herre, eneboeren Howard Bowditch, der bor i et stort hus på toppen af en høj bakke. I baghaven står der et aflåst skur, og nogle gange kommer der mærkelige lyde derindefra. Charlie begynder at hjælpe mr. Bowditch med gøremål, og han taber sit hjerte til Radar. Da Bowditch dør, efterlader han Charlie et kassettebånd med en utrolig historie til gengæld: Hele sit liv har Bowditch vidst, at skuret gemmer på en portal til en anden verden.

Det er ikke alle Kings nyere udgivelser, jeg har været lige vild med. Et eventyr hører dog til i den gode ende. King bruger som vanlig god tid til at præsentere sine personer og deres baggrundshistorier, og jeg må indrømme, at fortællingen om den gamle, trofaste hund ramte mig lige i hjertet. Hans evne til at skabe troværdige og relaterbare karakterer er uovertruffen.

Fra kapitel 13 ændrer fortællingen retning til mere rendyrket fantasy, og selvom også denne del er velskrevet, greb den mig dog ikke lige så dybt. Til gengæld får vi her både atmosfærefyldt ondskab, overraskende plottwists og ikke mindst kaster King om sig med referencer til alt fra folkeeventyr over H.P. Lovecraft til The Wizard of Oz, Game of Thrones og andre populærkulturelle ikoner (heriblandt også sig selv).

Hvert kapitel er illustreret med Gabriel Rodriquez og Nicolas Delorts betagende sort/hvide stregtegninger, der understreger fortællingens eventyrlige stemning.

Et eventyr er en fortælling om opgøret mellem godt og ondt, der både udspiller sig som en ydre kamp for Charlie og beboerne i Empis mod Gogmagog og hans tilhængere, såvel som en indre kamp i personerne. Som Charlie udtrykker det:

Jeg ville gerne kunne fortælle, at mit bedre jeg til allersidst endte med at sætte sig igennem. At jeg følte beklagelse. Det ville bare ikke være sandt. Vi har alle sammen en mørk brønd i os, og den tørrer aldrig ud. Men man drikker af den på eget ansvar. Vandet er giftigt. (side 517)

Andre skriver:

Litteratursiden:
Stephen King gør det, han er allerbedst til, han tager sig god tid til at komme i gang. Historien er langsom, men stille og roligt optrappes handlingen og tempoet. Sproget ændrer sig, da Charlie kommer til den anden verden, efterhånden som antallet af sære mennesker og fremmede væsner tager til. Charlie Reade er en overbevisende hovedperson, der i bedste King-stil udforskes meget fint gennem fortællingen. Beskrivelsen af den anden verden er absurd, men alligevel logisk og med sin helt egen skønhed. (Læs hele anmeldelsen)

Syfy.com:
With Fairy Tale, it feels like King isn’t just playing in that sandbox, but digging down into it, shoveling the sand up with each turn of the page to see the topsoil down below, and the roots beneath that, and beyond. Through his travels, Charlie begins to explore the ways in which the stories we know as fairy tales have morphed over time, the way the landscapes of them change and the fates of the characters unravel, sometimes into something safer, sometimes into something darker. He wonders if some of the great storytellers of our world may have made the journey to this other one for inspiration, for renewal, for hope. He examines the connective tissue between this world and that, and even considers that perhaps it’s his world that’s make-believe, an offshoot of the imaginations of the people in this other realm. All of it is classic King with a deeper, especially reflective tone. What are worlds, after all, but a collection of stories placed into a given geography? And what are stories but agreed-upon thoughtforms that we hold dear to us? (Læs hele anmeldelsen)

USA Today:
“Fairy Tale” is an escape that feels needed especially for modern eyes, a profound story of good vs. evil that’s timeless and timely. Not that King’s work is usually fleeting – he’s pretty famous for leaving folks with a good week of nightmares after finishing a novel. But the life-affirming saga of young Charlie Reade sticks with you more than most. After turning that last page, you’ll feel a little stronger in spirit, yearn for another story and, dare we say, maybe even live happily ever after. (Læs hele anmeldelsen)

Entertainment Weekly:
King has said that Fairy Tale was prompted by a question he asked himself early in the pandemic: “What could you write that would make you happy?” Reading the result, it is hard not to be infected by the King’s enthusiasm as he introduces his many heroes and villains, growing a giant beanstalk of a novel from the unpromising handful of beans real life had given him and the rest of the world during those dark COVID days. (Læs hele anmeldelsen)

Esquire:
In Fantasy, Stephen King Gets Personal. It’s not his default genre, but the master of horror reveals his truest self in his hidden worlds, where he can confront his demons and rewrite his past. (Læs hele artiklen)

Om Et eventyr:

Udgivelsesår: 15.09.2022
Forlag: Hr. Ferdinand, 682 sider
Illustrationer: Gabriel Rodriquez og Nicolas Delort
Originaltitel: Fairy Tale, 2022
Oversætter: Jakob Levinsen

Læs også:

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury
Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Lars Gabel
Spejlkabinettet af Per Jacobsen
Det mørke tårn af Stephen King
Frygtens herre af H. P. Lovecraft og August Derleth
Odinsbarn af Siri Pettersen
Talismanen af Stephen King og Peter Straub
De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen

Malea og søuhyrets æg af Lasse Bo Andersen

Malea og søuhyrets æg af Lasse Bo Andersen

Malea og søuhyrets æg er første bind i Lasse Bo Andersens spændende nye serie for børn og unge.

Efter at Malea har mistet sine forældre og sin tvillingebror i en uforklarlig bilulykke, flytter hun efter måneders rundkasten i systemet ind hos morens halvsøster, Jytte, i den lille kystby Snarevig. Malea kender ikke Jytte, og den lille søvnige by virker alt andet end tiltrækkende på hende. Men det er måske hendes sidste chance, for de andre skoler og plejefamilier har smidt hende ud.

Samme dag som Malea begynder i skolen, ankommer også en anden ny elev, Lau, der bor sammen med sin far i det store hus for enden af vejen, hvor Jytte og Malea bor. Men det, der skulle have været en ny begyndelse, bliver alt andet. Klassens førende pige, Silke, fryser Malea ud, og kun Lau virker interesseret i at lære hende at kende. Det gider Malea dog. Hun holder afstand til alle bag en afvisende facade og ønsker sig bare sin familie – og især broren Kristoffer – tilbage.

Alligevel ender det med, at Malea hjælper Lau, da hans far mister en vigtig kasse under indflytningen. Hun får et underligt syn, der fører de to unge ned til havnen, og her udvikler historien sig i en helt ny og dramatisk retning. Der gemmer sig nemlig en hemmelighed i Snarevig, som trækker tråde til Malea og hendes familie.

Malea og søuhyrets æg er en underholdende, spændende og vedkommende fortælling for de +10 årige. LBA fortæller dels en dramatisk historie fuld af væsener fra folkeeventyrerne. Dels en rørende historie om sorg, mobning og ung sårbarhed. Begge dele gør han godt, og lykkes endda med at samle dem til ét troværdigt univers. På den led lever han helt op til Mathias Clasens fine definition på god fantasy.

Fantasylitteraturen kan være nok så urealistisk på overfladen med alle de ildspyende drager og trylleformularerne og de fjerne verdener. Men fantasy er også langt mere end det, og noget af det, der gør genren interessant er, når den også er psykologisk realistisk og skildrer menneskets møde med det utrolige, det fantastiske, det rædselsfulde. Den handler om fiktive personers forsøg på at løse reelle problemer og overvinde forhindringer. Eller når fantasy også er socialt realistisk og skildrer menneskelige interaktioner og relationer i al deres kompleksitet. Den eventyrlige ramme gør således den realistiske skildring mere interessant. (Læs hele Mathias Clasens artikel på Litteratursiden)

Jeg var rigtig godt underholdt af serien om Malea. Historien flyder let uden at tale ned til læseren, men med masser af dramatik og uhygge. Og så slutter hvert bind i serien med noget af en cliffhanger, der giver lyst til straks at kaste sig over de næste bind – og de kan også anbefales!

PS. På det personlige plan vil jeg gerne takke LBA for i bind to Malea og dødishullets hemmelighed at forklare, hvad et dødishul er. Jeg er nemlig stødt på ordet flere gange, og først nu har jeg forstået det 🙂

Uddrag af bogen:

Malea følte det, som om hun forsvandt ind i en boble af tåge. Hun havde fornemmelsen af, at hun var trådt ind i en helt anden verden. Og så alligevel ikke. For omgivelserne var de samme. Men tiden var på en eller anden måde blevet skruet tilbage, for nede for enden af trappen holdt flyttebilen.

Hun standsede brat op og gloede måbende ned på den. Så vendte hun sig om for at spørge Lau, om han også kunne se bilen, men han var der ikke.

I stedet kom de to flyttemænd gående ned ad trappen direkte mod hende. Og de så ikke ud, som om de havde i sinde at stoppe. Det så nærmere ud … som om de slet ikke havde opdaget hende. Som om de ikke kunne se hende.

Malea skulle lige til at råbe op, da de to mænd med ét blev underligt blege og udviskede. Næsten helt farveløse. Og de fortsatte lige igennem hende som to spøgelser.

Hun gav et gisp fra sig, snurrede rundt og gloede måbende efter de to mænd, der helt uanfægtet sjoskede videre ned ad trappen, mens de fik deres normale udseende tilbage igen.

– Hvad sagde jeg? Ingen drikkepenge.

Malea genkendte den vrængende stemme, og hun genkendte det, der blev sagt.

Hun så ned mod Jyttes lille, hvidkalkede hus. Vinduet i gavlen stod åbent.

Hun snappede efter vejret, da hun fik øje på det, og det var, som om temperaturen tog et kraftigt dyk.

Den kendte samtale fortsatte.

Nej, du fik ret.

Det er fa’me nogle mærkelige folk, der flytter til byen.

Den forventede korte, hæse latter nåede hendes ører.

Men den skat, det er nok …

Samtidig med den tykke af flyttemændene fik Malea øje på sig selv inde bag vinduet. (side 68-69)

Reklame: Tak til forlaget Tekst & Tegning der har foræret mig bøgerne til anmeldelse.

Om Malea og søuhyrets æg:

Udgivelsesår: 24.11.2022
Forlag: Tekst & Tegning, 108 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

Serien om Malea:

Malea og søuhyrets æg
Malea og dødishullets hemmelighed
Malea og tvillingeblodets bånd
Malea og havfruens sidste tårer

Læs også:

Vampyrjægernes klub af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
De sorte symboler af Nick Clausen
Forbandet onDsdag af Ane Gudrun
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Tænkehatten præsenterer: Er jeg smuk? af Michael Kamp
Blodets bånd af Christian Kronow
Julefandens hævn af Patrick Leis

  • Malea og søuhyrets æg
  • Malea og Dødishullets hemmelighed
  • Malea og tvillingeblodets bånd
  • Malea og havfruens sidste tårer

Orbital 4: Implosion af Pellé & Runberg

Oribital 4 - Implusion af Serge Pellé og Sylvain Runberg

Implosion er fjerde bind i Pellé og Runbergs fremragende science fiction-serie Orbital, der blander udforskning af galaksen med politik og masser af action.

Vi er nået til fjerde bind om agenterne Caleb Swany og Mezoke Izzua, henholdsvis Jordboer og Sandjarr, der arbejder for det Interplanetariske Diplomat Bureau (IDB). Først en kort opsummering af de første tre bind.

I 2278 står jorden foran indlemmelse i Konføderationen, en intergalatisk sammenslutning bestående af knap 800 racer. Befolkningen er delt i to, hvor isolationisterne forsøger at stoppe indlemmelsen. Det fejler, men to år senere lykkes det dem at erobre regeringsmagten, hvilket fører til krig med Sandjarr folket. Konføderationen slår tilbage med stor styrke, og først mange år senere bliver repressalierne mod Jordboerne ophævet, så de igen får adgang til Konføderationens organisationer og privilegier.

Caleb er således den første Jordboer i IDB, og at han bliver makker med Sandjarren Mezoke er kontroversielt. I første bind bliver de sendt til månen Senestam. Her har menneskelige kolonister slået sig ned uden tilladelse på månen, der tilhører Jävloiderne.

I bind to forbereder Konføderationen en stor ceremoni for at fejre forsoningen mellem Jordboere og Sandjarrer. Ceremonien skal holdes i den malaysiske hovedstad, men i dagene op til bliver fire fiskere dræbt, og der bryder voldsomme uroligheder ud. De lokale er overbeviste om, at nomadefolket Rapakhunerne står bag. Caleb og Mezoke bliver gjort til syndebukke for den mislykkede ceremoni, og borgerkrig står for døren.

I bind tre lykkes det Mezoke at flygte med Caleb, der er alvorligt såret. Ad forskellige omveje ender de med at slå følge med Calebs søster Kristina, som han ikke har haft kontakt med siden barndommen.

Her i Implosion er Caleb og Mezoke stadig på flugt. For at skaffe penge har Kristina overtalt dem til at stjæle Nakruidelarver, der kan sælges for enorme summer. Mod deres samvittighed går de med til det. Men da de ankommer til den lovløse rumstation Tetsuam, bryder omfattende optøjer ud, og Caleb og Mezoke ender med at blive arresteret.

Evona Toot, der er øverstbefalende for IDB, har dog brug for deres hjælp. 300 Neuronomer har placeret sig over tætbefolkede områder i Konføderationen. Konføderationen har tidligere været i krig med Neuronomerne, som med deres selvmordsangreb slog millioner ihjel. Nu er angrebene tilsyneladende startet igen, og for at stoppe dem må Caleb og Mezoke rejse til planeten Udhsem. Deres skib, Angus, kan nemlig kommunikere med Neuromanerne, og noget er helt galt på deres hjemplanet.

Jeg er meget begejstret for Orbital-serien. Det har været spændende at udforske Konføderationens talrige folkeslag og følge de mange intriger, både på det overordnede politiske plan, men også blandt de forskellige interesse-fraktioner på de enkelte planeter. Denne blanding af udforskning af galaksen med politiske intriger og rendyrket action er ualmindelig vellykket. Samtidig har billedsiden også være en fornøjelse at gå på opdagelse i.

Denne gang er billedsidens udtryk lidt anderledes end i de første tre bind. Hvor de tidligere bind var tegnet med klare streger og et glat udtryk, er Implosion tegnet med en blødere streg og et lidt mere organisk udtryk, særligt i første halvdel af hæftet. Farvetonerne holder sig stadig hovedsageligt i det grå-blå, grå-grønne og brunlige spektrum, ligesom siderne også denne gang er opdelt i faste billedrammer, dog med skiftende former, størrelser og antal af rammer.

Desværre skriver Cobolt på deres hjemmeside, at Implosion er sidste bind i serien. Historien afsluttes dog med noget af en cliffhanger, så jeg håber, at Pellé og Runberg alligevel beslutter sig for at skrive videre. Jeg står i hvert fald klar med åbne arme til flere bind om Caleb og Mezoke.

Hele Orbital-serien kan anbefales på det varmeste, til alle der holder af science fiction tegneserier. Hver gang der er kommet et nyt bind, har jeg med stor fornøjelse genlæst de tidligere bind. Og hver gang opdager jeg nye detaljer i både historien og billederne. Orbital er helt fortjent blevet udråbt som ’Linda og Valentins’ arvetager. Dog skal man være opmærksom på, at serien er mere dyster og med et mere kompleks plot end P. Christins historier.

Orbital really does have an epic feel, with both writer and artist exploring just what alien life really would be like. It has that feel of Valerian and Laureline, Babylon 5, Star Trek, and so much more when it comes to the importance of introducing the vast universe to explore that requires political manoeuvring and plentiful diplomacy. But there’s also an awful lot of out and out action, something handled beautifully well by Pellé’s artwork … (Læs hele anmeldelsen på Comicon.com)

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Implosion:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Cobolt, 112 sider
Tekst: Sylvain Runberg
Tegninger: Serge Pellé
Originaltitel: Orbital 7: Implosion & Orbital 8: Contacts
Oversætter: Troels Hughes Hansen

Orbital-serien:

Orbital 1: Nærkontakt
Orbital 2: Nomader
Orbital 3: Modstandskamp
Orbital 4: Implosion

Sten Saks Papir af Alice Feeney

Sten Saks Papir af Alice Feeney

Sten Saks Papir er en overraskende spændingsroman af britiske Alice Feeney om ægteskab, hemmeligheder og et weekendophold, der løber helt af sporet.

Amelia er gift på 10. år med manuskriptforfatteren Adam. I romanens start er de på vej til det skotske højland, hvor Amelia har vundet et weekendophold i en ombygget kirke. Adam er kun modvilligt taget med, men Amelia håber, at weekenden kan redde deres ægteskab, der har skrantet længe.

Efter en lang køretur hvor vejret blot ender i en regulær snestorm, når de endelig frem til kirken. Stedet er dog helt anderledes end forventet. En ildevarslende atmosfære hviler over den gamle kirke, der ligger fuldstændigt isoleret mange kilometer fra civilisationen. Selvom selve kirken er pænt moderniseret indvendig, er alt dækket af støv, og kulden nærmest stråler ud af de tykke vægge. Der er også noget mærkeligt med fordøren, der det ene øjeblik er låst, og det næste står åbent. Og hvem har egentlig sendt mailen til Amelia, om at hun har vundet?

Historien udspiller sig over en weekend, der fortælles skiftevis i 1. person af Amelia og Adam. Ind i mellem er indsat en række breve skrevet til Adam på deres bryllupsdag gennem årene. Brevene fortæller om fortiden, og et ægteskab med både op- og nedture.

Opbygningen med spring i fortællerstemme og tid er med til at skabe en stigende spændingskurve. Vi hører først fra den ene, så fra den anden, og nogen gange modsiger de hinanden. Der ligger hele tiden noget usagt hos dem begge, som holdt mig på tæerne konstant. For kunne jeg overhovedet tro på nogen af dem? Det er selvfølgelig ikke første gang, at jeg læser en spændingsroman med flere fortællere, men her lykkedes det virkelig Alice Feeney at tage fusen på mig.

Som en ekstra krølle på historien lider Adam af prosopagnosi. En sygdom der betyder, at han ikke kan genkende ansigter. Han ved ikke, hvordan hans kone ser ud, og han kan ikke genkende sig selv i et spejl. Adam har ikke fortalt om sin lidelse til andre, så når de er til selskaber, er hun nødt til at fortælle ham, hvem de møder. Lidelsen betyder også, at han ikke kan aflæse folks humør af deres ansigtsudtryk. I stedet er han nødt til at forlade sig på stemmen, vejrtrækningen og kropssproget. Det gør det ikke nemmere at gennemskue, hvis nogen lyver for dig, og det går hurtigt op for os, at hverken Adam eller Amelia stoler på hinanden.

Sten Saks Papir er psykologisk spænding på højt plan. Her er ikke tale om bloddryppende action, men om en snigende uhygge og et ægteskab, hvor intet er, hvad det ser ud til på overfladen. Her er ikke mange personer, men alligevel er historien uigennemskuelig på den gode måde. Slutningen snød mig som sagt fuldstændigt, og det er bare så fedt, når det lykkes.

Jeg har ikke læst noget af Alice Feeney før, og Sten Saks Papir er da også hendes første udgivelse på dansk. Hun har dog skrevet yderligere tre romaner, hvoraf debuten, Sometimes I Lie, blev oversat til over 20 sprog. Sten Saks Papir er solgt til Netflix, som er i gang med at lave en tv-serie over historien. Hvis de kan lykkes med at lave den lige så spændende som romanen, så er der noget at se frem til.

Uddrag af romanen:

Ingen af os siger noget, da Blackwater Inn kommer til syne. Jeg drejer af vejen, før vi når hen til pubben, men vi er tæt nok på til at se, at der er slået brædder for vinduerne. Den spøgelsesagtige bygning ser ud, som om den har stået tom i lang tid.

Den snoede vej ned i dalen er både malerisk og skræmmende. Den ser ud, som om nogen har hugget den ud af klippesiden i hånden. Vejen er næsten for smal til vores lille bil, og der er et stejlt fald til den ene side uden et eneste autoværn.

“Jeg tror, jeg kan se noget”, siger Adam. Han læner sig frem mod forruden og spejder ud i mørket. Jeg kan kun se en sort himmel og et hvidt tæppe, som dækker alt under den.

“Hvor?”

“Dér. Lige bag træerne.” Jeg sænker farten, mens han peger ud i ingenting. Men så får jeg øje på noget, som ligner en stor, hvid enkeltstående bygning.

“Det er bare en kirke,” siger han og lyder modløs.

“Det er den!” siger jeg og læser teksten på et gammelt træskilt. “Blackwater Chapel. Det er det sted, vi leder efter. Vi er fremme!” (side 14-15)

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Sten Saks Papir:

Udgivelsesår: 08.09.2022
Forlag: Zara, 334 sider
Omslag: Anders Timrén, Islington Design
Originaltitel: Rock Paper Scissors
Oversætter: Annemette Goldberg

Læs mere om prosopagnosi: 2% af Danmarks befolkning er påvirket af ansigtsblindhed.

Læs også:

Enken af Fiona Barton
En lille tjeneste af Darcey Bell
Bag facaden af Alafair Burke
Familiens synder af Cara Hunter
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Den anden af Harriet Lane
Ildbarnet af S. K. Tremayne

Aben af Helle Perrier

Aben af Helle Perrier

Har deres nye nabo virkelig en dødbringende abe som kæledyr? Eller er han bare en småsølle gammel mand i et forfaldent hus omringet af en vildtvoksende have?

Fortælleren er modvilligt flyttet ind i et gammelt hus sammen med sin familie. I skolen kommer han til at sidde ved siden af tvillingeparret Molly og Magnus, der bor på den næste vej. Molly fortæller ham en historie om det forfaldne nabohus. Herinde bor en gammel mand sammen med sin psyko-abe. Det siger rygtet i hvert fald.

Først tror fortælleren ikke på historien. Men da han vågner op midt om natten, ser han en mørk skikkelse i naboens have. En skikkelse, der helt sikkert ikke er et menneske. Næste dag fortæller han om oplevelsen til tvillingerne, og Molly bliver helt vild. Hun vil afsløre naboens hemmelige kæledyr, men det går ikke helt som børnene planlægger.

Aben er en underholdende gyser for børn +10 år. Fortalt i et nutidigt sprog og med en troværdig fortæller udvikler historien sig hurtigt med en støt stigende spændingskurve. Helle Perrier skaber en intens uhyggelig stemning, da fortælleren første gang opdager aben i naboens have, og uhyggen stiger til nye højder, da han natten efter opdager den lige udenfor sit vindue. Slutningen har et godt twist, som også nok skal få målgruppen op af stolen.

Den atmosfærefyldte forside er tegnet af Magnus Merklin, som også står bag skygge-vignetten, der indleder hvert kapitel. Fonten er stor og letlæselig, og de korte kapitler indbyder til at læse videre.

Aben er med andre ord et spændende gys for den unge læser, som godt kan lide en overraskende slutning.

Uddrag af bogen:

På vej tilbage under dynen kigger jeg igen ud ad vinduet. Jeg aner ikke hvorfor, men der er bare et eller andet ved naboen, der pirrer min nysgerrighed. Molly og Magnus er selvfølgelig fulde af lort, når de siger, at der bor en abe derinde. Jeg kan bare mærke, at jeg lige bliver nødt til at se efter med mine egne øjne. Tanken om en kæmpeabe, der bor i huset på den anden side af hækken og slår folks kæledyr ihjel er selvfølgelig helt skør. Magnus og Molly virkede bare så alvorlige. De så næsten bange ud. Men måske er det en af den slags historier, de bilder alle tilflyttere ind.

I sommernatten svajer de mørke trækroner svagt mod en lysnende himmel. Månen er kun en smal, hvid bue mellem stjernerne. Jeg sukker. Det er alligevel meget fedt. Der, hvor vi boede før, så man næsten aldrig himlen på den her måde. Jeg tripper på det kolde gulv og vender mig mod sengen.

Jeg fornemmer en bevægelse ud af øjenkrogen. Jeg holder vejret. Stirrer intenst mod de mørke træer. Ingenting. Og så. Igen. Jeg kniber øjnene sammen. (side 21)

Reklame: Tak til forlaget Krabat der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Aben:

Udgivelsesår: 09.08.2022
Forlag: Krabat, 109 sider
Omslag: Magnus Merklin
Lix: 22

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Jekyll & Hyde genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen
Dræbersvin af Morten Dürr
Virus af Henrik Einspor
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Slimede mareridt af Michael Kamp
Julefandens hævn af Patrick Leis
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen

Isen af John Kåre Raake

Isen af John Kåre Raake

Nogle gange har jeg en alt for stor ‘to-read-bunke’. Det er grunden til, at jeg først nu har fået læst John Kåre Raakes drønspændende thriller Isen, selvom jeg købte den til Krimimessen i foråret.

Den tidligere elitesoldat, Anna Aune, blev under sin sidste mission hårdt kvæstet. Efter en lang genoptræning har hun nu vendt ryggen til militæret og er rejst tilbage til Norge. Her har hun isoleret sig hjemme hos faderen, indtil hun tager med den ældre forsker Daniel Zakariassen til Arktis.

Zakariassen skal dokumentere klimaændringernes ødelæggelser af isen på Nordpolen, og Anna skal være hans praktiske hjælper. For Anna er de mange måneder med monotone mørke dage fyldt med søvn, kulde og ensformige opgaver endnu en flugt. Her kan hun endelig være fuldstændig i fred. Men så bliver der affyret en nødraket fra den kinesiske polarbase 8 kilometer fra den lille norske lejr.

Anna og Zakariassen forsøger at tilkalde hjælp fra både russerne og amerikanerne. En storm er dog på vej, og ingen andre end nordmændene kan nå frem til den kinesiske base, inden den rammer. Men da de ankommer, går det hurtigt op for dem, at noget er helt galt. Lejren virker fuldstændig livløs – og så opdager de en gruppe kinesiske forskere, der ser ud til at være frosset til is på et splitsekund. Hvad er der sket på basen? Er det et uheld? Sabotage? Mord? Og hvis det er sidstnævnte, hvor er den skyldige så nu?

Jeg kan kun ærgre mig over, at jeg var så længe om at kaste mig over Isen. Jeg lagde den nemlig nærmest ikke fra mig, da jeg først begyndte at læse. Siderne vendte sig selv, og jeg blev lynhurtigt fanget ind af John Kåre Raakes actionfyldte og vellykkede debut.

Historien er dels elementært spændende, når vi følger Annas forsøg på at gennemskue, hvad der er sket på den kinesiske base. Samtidig er setuppet på Arktis imponerende beskrevet. Kulden, mørket og paranoiaen gennemsyrer historien og giver en ekstra dimension til plottet.

Sideløbende med begivenhederne på den kinesiske polarbase hører vi i flashback om Annas sidste mission. En mission der ikke bare sårede hendes krop, men i høj grad også hendes sind. Et ar hun har forsøgt at løbe fra, men som finder hende helt oppe i Nordpolens mørke is.

Opbygningen af fortællingen med spring i tid og sted understøtter spændingen og skaber masser af suspense. Vi venter hele tiden på en ny brik i puslespillet, hvad enten det er nutidens højspændte drama på isen eller opklaringen af fortiden.

For mig har Isen alt det en god thriller skal have. Højt tempo og et vellykket plot med gode twists hvor man ikke kan gennemskue, hvordan det hele skal ende. Et dybere lag der sætter tanker i gang hos læserne omkring klimaændringernes påvirkning af polerne, men også hele det politiske slagsmål om rettighederne til Arktis, som bl.a. Danmark drømmer om at få adgang til. Og ikke mindst en troværdig hovedperson man bliver involveret i. Jeg var underholdt hele vejen.

På norsk er der allerede udkommet en efterfølger til Isen med titlen Dybet. Forhåbentlig bliver den også snart oversat til dansk.

Isen er som nævnt John Kåre Raakes romandebut. Han er dog langt fra uvant med at skrive, og har bl.a. skrevet manuskript til katastrofefilmene Bølgen og Skælvet. Jeg har endnu ikke fået set sidstnævnte, men Bølgen kan absolut også anbefales.

Uddrag af bogen:

Kulingen fra den russiske tundra ramte hende som et usynligt godstog. Zakariassen stod få meter længere fremme foran en dør, der klaprede i vinden.

Dunk. Dunk. Dunk.

Han stirrede på noget i døråbningen, vendte sig langsomt rundt mod hende. Hun så projektørlysene over ham blive reflekteret dobbelt i de store skibriller, der dækkede ansigtet og brillerne inde bagved.

“Er der noget galt?” Hendes spørgsmål blæste væk i vinden. Det var iskoldt. Piskende snefnug borede sig ind i den bare hud mellem elefanthuen og munden.

Vinden tog igen i den åbne dør.

Dunk.

Dunk.

Dunk.

Anna tvang sig selv til at sætte den ene fod foran den anden. Gik gennem den dybe sne over mod Zakariassen. Nu så hun også det, han så. I døråbningen stod en mand på alle fire. Hovedet var bøjet, manden så lige ned i gulvet, som om han ledte efter noget.

Da døren slog mod manden igen, tænkte hun, at han var nødt til at flytte sig for ikke at få klemt fingrene. Men døren blæste op igen, og manden blev stående nøjagtig samme sted. (side 47)

Om Isen:

Udgivelsesår: 16.03.2022
Forlag: Straarup & Co., 417 sider
Omslag: Bjørn Kulseth
Originaltitel: Isen (norsk)
Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild

Læs et interview med John Kåre Raake

Læs også:

Frosne sjæle af Giles Blunt
Bjerget af Luca D’Andrea
Fanget i isen af Dean Koontz
Lyden af stilhed af Rosamund Lupton
Åndemaneren – Blodengel 2 af Lotte Petri
Blodmanden af Robert Pobi
Skyggernes skov af Franck Thilliez
Under sneen af Yrsa Sigurðardóttir
Is i blodet af Robert Zola Christensen

Selfie med John Kåre Raake
Selfie med John Kåre Raake på Krimimessen 2022

Forbandet onDsdag af Ane Gudrun

Forbandet onDsdag af Ane Gudrun

Forbandet onDsdag har både sort humor, store følelser og et godt gys. Det er ikke rendyrket horror, men det er forbandet underholdende.

Iben (kaldet Ibber) bor i Tarmstrup, verdens kedeligste by langt væk fra alt. Hendes bedste – og eneste ven – er Jonas, som hun har kendt siden fødslen. Deres mødre blev venner under graviditeten, og Ibber og Jonas er vokset op nærmest som søskende. Hvor Ibber bliver betragtet som sær af klassekammeraterne, synes alle godt om Jonas. Han er godt nok ranglet, højlydt og ikke speciel pæn, men han har masser af charme og scorer damer for et godt ord.

En dag begynder en ny pige i klassen. Hun er halvt finsk og hedder Aada. Ibber kalder hende dog for Onsdag, fordi hun ligner pigen Wednesday fra filmen The Addams Family. Jonas falder pladask for Aada og overtaler Ibber til at besøge hende. Det er Ibber ikke vild med af flere årsager. Ikke mindst fordi Aadas familie er flyttet ind i Tarmstrups spøgelseshus.

Det viser sig, at Aada er meget interesseret i hekse og det okkulte, så da Jonas fortæller hende om husets blodige historie, bliver hun dybt fascineret. Og næste dag i skolen har hun noget spændende at fortælle. Efter deres besøg fandt hun en lille stofpose med en broche og et brev i, og brevet afslører en grum historie.

Brochen bliver en vigtig del af en række udfordringer, de tre unge stiller hinanden. Udfordringerne starter i det små, men snart løber de helt af sporet, og Ibber fortryder, at hun nogensinde har indladt sig på legen.

Forbandet onDsdag er en spændende historie om at føle sig anderledes, om venskab og forelskelse, og om en leg, der begynder uskyldigt, men ender i mørke og had.

Jeg kan godt lide, når forlagene kæler for deres udgivelser, og layout-mæssigt er Forbandet onDsdag lækkert udført. Hvert kapitel indledes med en tegnet vignet af en broche samt et par fremhævede linjer fra kapitlet. Ane Gudrun er en dygtig illustrator, og forsiden med de stirrende blå øjne skal nok fange målgruppen. Se en video om udviklingen af forsiden HER.

Jeg var vældigt underholdt af Forbandet onDsdag, der starter som en ’almindelig’ ungdomsroman, men udvikler sig til en mørk thriller. Det er nemt at identificere sig med Ibber, der føler sig udenfor i Tarmstrup, og beskytter sig selv med en sarkastisk distance til omverdenen. Hun savner ofte sin farfar, der var regnskovsbiolog i Ecuador. Han står for hende som symbolet på eventyr, og hun taler tit med ham i tankerne.

Også venskabet mellem Ibber og Jonas og den usikkerhed, der dukker op i hælene på Aadas ankomst i deres lille gruppe, beskrives rigtig godt. Ligesom Ibbers betagelse af den lidt ældre Eetu, og hvordan det påvirker hende, er meget realistisk fortalt.

Endelig er Forbandet onDsdag også elementært spændende. Ane Gudrun bygger en virkelig grum stemning op mod slutningen, der nok skal få de unge læsere til at kaste urolige blikke over skulderen under læsningen.

Med andre ord – er du til gode ungdomsbøger med et uhyggeligt islæt? Så er Forbandet onDsdag noget for dig.

Uddrag af bogen:

Vi var kravlet ind gennem et lille vindue i kælderen, som stod åbent for at lufte den tætte lugt af rådden jord ud, der sikkert stadig hersker i spøgelseshusets kælder. Både Jonas og jeg fik et sår hen over maven af haspelukningen i bunden af vinduesrammen, da vi kravlede ind. Vi listede hele huset rundt.

Der lå gamle aviser på gulvet, og kaffekrus stod med mugblomster flydende på sorte søer. Alle steder herskede en ubehagelig lugt af mus og affald. Bunker af beskidt tøj lå dynget over møblerne, så skyggerne dannede forkrøblede væsner. Det klammeste var dog de små bylter, som lå alle steder. Små stykker brunligt lærredsstof bundet til poser, der var rimpet sammen af et tyndt stykke snor. Poserne var placeret i små underlige cirkler alle steder, så det virkede helt rituelt.

Min krop havde sitret i lige dele afsky og skræk.

Jonas havde åbnet en af poserne. Den indeholdt jord og kugler af gråligt hår. Jeg prøvede at overtale Jonas til at skride lige efter det. Men han ville ovenpå.

Det havde set ud, som om huset var efterladt i hast, og udlejeren havde endnu ikke ryddet op. Han bor heller ikke i byen længere. Han lejer ud, fordi han i sin tid ikke kunne sælge huset. Den nye ejer har selv købt det billigt på grund af den historie med manden, som tog livet af en kvinde og derefter sig selv i huset. Ingen synes at ville snakke om, hvorfor manden gjorde det. Måske ved ingen det, men tragedien hænger tungt over huset … (side 22-23)

Om Forbandet onDsdag:

Udgivelsesår: 08.09.2021
Forlag: Petunia, 212 sider
Omslag: Ane Gudrun

Besøg Ane Gudruns hjemmeside

Læs også:

Lugnasad af K.L. Berger
Fjeldgænger af Julie Clausen
De sorte symboler af Nick Clausen
Genvejen af D.S. Henriksen
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Åndehvisken af Haidi W. Klaris
Når ingen hører dig skrige af Stephanie Perkins
Ånden i cirklen af E. E. Richardson

Emma Bond – Rædsel i jægerens hus af Henrik Einspor

Emma Bond - Rædsel i jægerens hus af Henrik Einspor

Den unge sygeplejerske, Emma Bond, er et herligt bekendtskab. Hun er hovedpersonen i seneste ungdomsbog fra Henrik Einspor. En uhyggelig fortælling om en syg gammel storvildtjæger med en rædselsvækkende hemmelighed.

Emma har fået ansættelse som privatsygeplejerske for den tidligere storvildtsjæger sir Blackwell, der bor i Franke’s Manor, et afsidesliggende hus på heden udenfor Whitby i North Yorkshire. En seriemorder hærger i London, så Emmas far er kun glad for at kunne sende hende i sikkerhed på landet.

Men knap er Emma ankommet i Whitby, før hun opdager, at noget er galt. Hvorfor er alle døre og vinduer i hele huset lukkede og afdækkede? Hvem er den mystiske Mortimer? Og hvad er det egentlig sir Blackwell fejler?

Jeg havde en fest med at læse Emma Bond – Rædsel i jægerens hus, der er en vellykket pastiche over Victoriatidens spændingsromaner. Henrik Einspor drysser gavmildt henvisninger til tidens forfattere ud over historien, fra Edgar Allan Poe til Robert Louis Stevenson og Arthur Conan Doyle. Emma er nemlig vældig glad for at læse deres uhyggelige historier, og drømmer om selv at skrive en roman. Faktisk er hun i gang med at læse Poe’s Mordene i Rue Morgue i romanens begyndelse, noget der giver en krølle på historien senere.

Jeg tror, at Einspor har hygget sig vældigt under navngivningen af sine personer. F.eks. hedder Emmas fars husholderske Blyton – som i Enid Blyton. En anden figur er måske opkaldt efter dr. Mortimer fra Sherlock Holmes historien Baskervilles hund, en anden fortælling Emma er glad for. Og naturligvis er den handlekraftige unge sygeplejerskes efternavn Bond – som i James Bond.

Einspor fortæller, at han skrev Emma Bond – Rædsel i jægerens hus under Corona-nedlukningen. Han gav sig selv den udfordring, at han skulle færdiggøre et kapitel om dagen, og først når sidste punktum i historien var sat, måtte han læse bagud og redigere i teksten. Den måde at skrive på minder om 1800-tallets føljetonromaner, hvor forfatterne udgav et nyt afsnit hver uge og skulle sørge for at holde læserne fanget, så de også ville læse næste afsnit.

Og fanget af historien blev jeg. Fortællingen flyder fra første side med en støt stigende spændingskurve og en stemningsfuld atmosfære. Fra Emma ankommer til Franke’s Manor øges uhyggen med alle tænkelige gotiske virkemidler, og hun ender med at kæmpe for sit liv mere end én gang.

Målgruppen er måske nok +12 år, men jeg var nu rigtig godt underholdt alligevel! Historien kan nemlig både læses på det umiddelbare plan som en spændende og actionfyldt fortælling, mens den mere modne læser får masser af ekstra referencer med i købet.

PS. Også stor ros til Anna Laurine Kornums flotte forside der eminent fanger den skumle stemning i Franke’s Manor og Emmas ukuelighed.

PS.PS. Jeg kan ikke helt fastslå, hvornår bogen foregår. Først troede jeg, at det var, mens Jack the Ripper hærgede London i 1888, men i givet fald er der tidsmæssige uoverensstemmelser i forhold til et par detaljer. F.eks. blev den første lastbil først bygget i 1896, og Baskervilles hund blev først skrevet i 1902. Det er heldigvis uvæsentligt i forhold til bogens underholdningsværdi, og den er som sagt stor.

Uddrag af bogen:

Lastbilen hostede anstrengt, mens den kæmpede sig over en bakkekam. Hjulene snurrede rundt i den sandede jord. Clive og jeg bumpede skuldrene mod hinanden flere gange. Clive knurrede dæmpet over vejens tilstand og motorens ydeevne, mens han forsøgte at undgå de værste huller. Jeg for min del forsøgte at holde min hat fast på hovedet. Det var som en tur i karrusellen i Kensington Gardens.

Men så nåede vi toppen. Jeg kunne ikke gøre andet end at gispe af overraskelse. For foran os lå havet som en uendelig flade af hamret sølv. Det var mageløst. Forrevne klipper rejste sig.

“Der har vi det,” sagde Clive og gjorde et kast med hovedet.

Jeg vendte ansigtet i retningen, og der, næsten på kanten af havet, kun omgivet af græs og lav, forkrøblet bevoksning, lå et hus. Og der endte vejen.

“Franke’s Manor,” oplyste Clive og skuttede sig igen. “Der står det og rager op som en gravsten på en forsømt kirkegård, mens havet æder sig ind på det.” (side 20)

Reklame: Tak til forlaget Løse Ænder der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Emma Bond – Rædsel i jægerens hus:

Udgivelsesår: marts 2022
Forlag: Løse Ænder, 151 sider
Omslag: Anna Laurine Kornum

En sang for de levende af Irene Scharbau

En sang for de levende af Irene Scharbau

I En sang for de levende tegner Irene Scharbau et dystert billede af vores fremtid. Klimaet bliver varmere og varmere, og de beboelige områder mindre og mindre. De rige bygger mure, og de fattige overlades til tørkedøden. Og så rammes jorden pludselig af en global hændelse, der ændrer alle spillereglerne.

År 2055: Chris er it-specialist med en fortid i Forsvarets Center for Cybersikkerhed. Verden er presset af klimaflygtninge, og EU er i færd med at bygge en mur fra La Rochelle til Odessa. Soldater skyder alle, der forsøger at trænge ind fra det glo- hede Sydeuropa og Afrika. En dag rammes hele kloden af et ødelæggende anslag. Chris forsøger at hjælpe sine venner til et sikkert sted ved Lolland. Det går slet ikke som planlagt. (fra bagsiden)

En af de bedste ting ved at have Gyseren.dk er, at jeg ind i mellem bliver kontaktet af forfattere, jeg ikke kender i forvejen. Det var tilfældet med En sang for de levende af Irene Scharbau, og historien om et samfund, der bryder sammen da elektriciteten forsvinder, lød så spændende, at jeg straks sagde ja tak.

Romanen udspiller sig i 2055. Klimaet er gået amok, og store dele af kloden er nu ubeboelig på grund af tørke. Nordeuropa har lukket sig sammen om sig selv, og holder med alle midler grænserne mod syd lukket for de mange klimaflygtninge.

Vi følger en række forskellige personer: it-sikkerhedseksperten Chris, der er bedste venner med kollegaen Aage. Benjamin, der oprindelig var pacifistisk skolelærer, men nu bevogter grænsen mod syd som EU-soldat. Michelle, der flyttede til Danmark fra Italien for at få et bedre liv, mens grænserne endnu var åbne. Ann, der arbejder som akutsygeplejerske og hver dag må foretage benhårde prioriteringer blandt patienterne, mens hun forsøger at få hverdagen til at hænge sammen alene med sine to små børn. Og Adi fra Lagos i Nigeria, der står med ansvaret for sine søskende og drømmer om at komme til Danmark.

I første del af romanen introduceres vi for personerne, og hører om verdens udvikling fra 2020’erne og frem. Anden halvdel fokuserer på tiden efter den globale hændelse, der efterlader kloden uden elektricitet. Vi følger både den lille gruppe personer, der mere eller mindre tilfældigt ender på en lille ø, men også virkningerne af manglen på strøm for samfundet. For udover de umiddelbare gener ved at strømmen forsvinder, så forsvinder næsten alt vores viden også. Meget gemmes kun digitalt i dag, lige fra sygejournaler til skøder og andre juridiske dokumenter. Så hvad sker der, når samfundet rejser sig igen?

Det er ikke så længe siden, jeg læste Christina Lassen-Andersens vellykkede debutroman Mørkelagt, der også handler om hvad der vil ske, hvis strømmen pludselig forsvinder. Men mens Mørkelagt ikke fokuserede på, hvorfor strømmen forsvandt, får vi svaret i En sang for de levende. Og det er desværre ikke en urealistisk hændelse, der er årsagen.

En sang for de levende er elementært spændende, og jeg blev lynhurtigt fascineret af Scharbaus vision af år 2055. Både samfundet og begivenhederne, der leder op til romanens nutid, fremstår skræmmende troværdigt. Skrivestilen er lidt abrupt efter min smag, og persontegningerne er ikke de dybeste. Dog er Adi, hvis hjerteskærende historie næsten ikke var til at bære, meget velskrevet. Trods disse små-anker blev jeg hurtigt grebet af romanen, der føles bekymrende realistisk. Og endelig er jeg også nødt til at rose det overraskende twist, Scharbau introducerer mod slutningen, som giver romanen en helt ny vinkel.

Jeg var godt underholdt af En sang for de levende, der kombinerer spænding med cli-fi i en ubehagelig troværdig fremtid. En effektiv, realistisk og spændende roman, der ikke kan udgå at give læseren stof til eftertanke.

Irene Scharbau er journalist, og debuterede som forfatter med romanen Max fra 2020.

Uddrag af romanen:

I 2045 gav EU sine borgere tre år til at forlade tørkezonen. Varetransporter stoppede, de sidste vandværker standsede pumperne. Strømforsyninger slukkede. Det var slut med at orientere sig på braces og skærme. I det hele taget var det slut. Cypresserne på sydens solbeskinnede kystskråninger stod som rustne støtter over de tidligere så magtfulde riger.

Læger uden Grænser fordoblede deres styrke, og europæiske læger trak sig stille og roligt hjem fra andre af verdens brændpunkter for at hæve indsatsen i det sydlige Spanien, Italien og Grækenland. Fra juli ’48 skød EU-hæren på alle, der forsøgte at krydse grænserne sydfra.

Soldater cementerede de følgende år grænsen med et utal af lig. De begravede grænseoverløberne, hvor de faldt, eliminerede af EU-railguns, de masseproducerede elektromagnetiske våben, soldaterne var udstyret med i 40’erne.

Ingen plausible forklaringer gav længere adgang. Den voksende digitale programindustri til at spore dialekter og oprindelsesland døde ud på et år i ’48 sammen med knoglescanningsanlæg til at bestemme børns alder – børn kom heller ikke ind.

En stream med en cirka 4-årig pige gik verden rundt. Med kager af snavs i sine mørke krøller, åbne sår på knæene og blod på sin lyserøde Disney t-shirt stod hun alene på grænseovergangen ved Coccau Valico i det østlige Østrig. Hun var for længst holdt op med at græde, hendes øjne var huller af rædsel. To soldater, som trådte ud foran hende med hævede railguns, så ud til at have en kort diskussion. Så skød den ene, mens den anden sank ned på knæ.

Brølet over umenneskeligheden steg fra Amnesty, FIDH, selv i FN viste man streamen.

Men ‘No Trespassing’ havde opbakning fra store flertal i de europæiske staters befolkning. (side 72-73)

Reklame: Tak til Irene Scharbau og forlaget Indblik der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om En sang for de levende:

Udgivelsesår: 19.05.2022
Forlag: Indblik, 296 sider

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Nordlys af Tina Ibsen
Opgøret af Stephen King
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Den 5. bølge af Rick Yancey

Gå stille tal sagte af Martin Schmidt

Gå stille tal sagte af Martin Schmidt

Gå stille, tal sagte står der på små skilte rundt omkring på Retsmedicinsk Institut. Det skal minde folk om at vise respekt for de døde. Det er også titlen på filminstruktør Martin Schmidts skønlitterære debut. En såkaldt filmkrimi, der blander filmens verden med den skrevne krimi.

Bjarke Funder er laboratorieassistent på Retsmedicinsk Institut, hvor han har været ansat i 7 år. Han anses som en pligtopfyldende medarbejder, og der har aldrig været noget at udsætte på ham. Men i romanens start bliver Bjarke bortvist. Instituttet har fået en henvendelse fra Dagbladet om en artikel, de bringer. En artikel, der afslører, at Bjarke har haft rundvisninger af uvedkommende gæster i instituttets udstillingsrum, fremvist chokerende kriminaltekniske fotos og endda vist ligene i kælderen frem.

Herfra rulles historien ud. Vi følger politiets arbejde og retssagen mod Bjarke med tilbageblik til hans opvækst og forskellige episoder under hans ansættelse, herunder den nat hvor et filmhold optog på Retsmedicinsk Institut. Som fortællingen skrider frem, går det op for læseren, at selvom Bjarke er blevet taget på fast gerning, har han stadigvæk nogle hemmeligheder gemt af vejen.

Gå stille tal sagte fortælles gennem en alvidende fortæller, og det gør sproget lidt beskrivende. Historien er dog godt opbygget med korte kapitler, spring i tid og sted, og en foruroligende følelse af at Bjarke har endnu mørkere hemmeligheder, end politiet har afsløret.

Derudover er Bjarke en interessant person. Godt nok fremstår han som samvittighedsløs og uempatisk, når han udstiller de døde mod betaling. Men samtidig får vi indblik i en anden side af Bjarke, der længes efter at blive anerkendt og høre til, og som har en faglig stolthed over sine rundvisninger hvor malplaceret den end er. Endelig har en ulykke i barndommen haft nogle ubehagelige følgevirkninger for Bjarke. Den tvetydighed i hans karakter gør ham spændende at følge.

Ind i mellem fletter Martin Schmidt også interessante facts ind om såvel filmarbejde som arbejdet på Retsmedicinsk Institut. Jeg kom f.eks. til at spekulere over, om den anekdote, som bogens instruktør fortæller om en promoveringstur til Norge med en gyserfilm, måske er selvoplevet? Ligeledes var jeg godt underholdt af de forskellige faktuelle ting, Bjarke fortæller om på sine rundvisninger, som f.eks. hvordan Danmarks første ligsynslov blev til.

Gå stille tal sagte er ikke en bloddryppende pageturner, men den giver et spændende indblik i både filmverdenen, såvel som et mere makabert job ikke mange af os kender meget til. Og så gør det jo ikke bogen mindre interessant, at Martin Schmidt på Krimimessen i Horsens afslørede, at noget af Bjarkes historie bygger på virkeligheden …

Reklame: Tak til forlaget Brændpunkt der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Den lyshårede fyr i midten havde et sammenbidt udtryk i ansigtet.

“Hun er fandeme ikke større end min egen lillesøster,” sagde han chokeret. “Hvem kan dog finde på at gøre et barn fortræd?” Han rystede på hovedet, som om han bedre kunne forstå det, hvis han gjorde sådan.

Hans ven ved siden af – ham, som havde talrige mareridt at se frem til – konstaterede enigt: “Folk er eddermame syge!”

“Åh nej, hvordan kan Gud dog være så ond?” sagde kvinden, der stadig ikke havde fået sin gråd under kontrol.

Hendes veninde rystede vantro på hovedet, heller ikke hun kunne få øjnene væk fra den lille krop.

Laboratoriechefen sukkede. “Jeg tror ikke, at Gud har noget som helst med de ting, der foregår herinde, at gøre.” Han skubbede båren tilbage ind i mørket. Den vejede næsten ingenting, havde han tænkt, og så var ståldøren lukket, og lille Anita var alene igen. (side 19-20)

Om Gå stille tal sagte:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Brændpunkt, 313 sider
Omslag: Søren Klok

Martin Schmidt i samtale med A. Silvestri
Martin Schmidt i samtale med A. Silvestri om ‘Gå stille, tal sagte’. De herrer ser ret alvorlige ud på billedet, men der var nu også en god del grin undervejs.

Udvalgte film instrueret af Martin Schmidt:

Bag det stille ydre, 2005
Kat, 2001
Mørkeleg, 1996
Sidste time, 1995