Indlæg tagget med ‘spænding’

Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux

Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux

Den stumme, men vellidte og pålidelige Jacques Ramirez, der arbejder som støvsugerreparatør for firmaet Robotop i Falcon City, har en hemmelighed.

Da Polo, et pensioneret mafiamedlem, møder personligt op på Robotops fabrik sammen med en kammerat for at klage over en blender, ser de tilfældigt Ramirez. De er overbeviste om, at han er manden, der tidligere har forrådt kartellet. Polo giver straks besked til sønnen, Ramon, den mexikanske mafiaboss Hectors højre hånd, og Ramon bliver sendt til Arizona med et elimineringsteam, og med beskeden om at bringe Ramirez tilbage i live.

I mellemtiden er de to unge kvinder Chelsea Tyler og Dakota Smith også nået til Falcon City. De er på flugt fra politiet og har bl.a. mord og bankrøveri på samvittigheden.

Ramirez overlever i første omgang mafiaens overfald, og ender utilsigtet i selskab med Chelsea og Dakota under forsøget på at slippe væk. En vild menneskejagt igennem Arizona tager sin begyndelse. Men har den blide støvsugerreparatør i virkeligheden været lejemorder for mafiaen?

”Gør det af med Ramirez” er en hyldest til 1980’ernes actionfilm. Nicolas Petrimaux har både tegnet og skrevet historien, som han fortæller med et glimt i øjet og sans for detaljen. Inspirationen fra filmens verden ses bl.a. i den visuelle fortællestil, men Petrimaux tager skridtet videre og indlægger reklameblokke for alt lige fra støvsugere og banker til biler og øl undervejs. Fuldstændig som sad man og så en tv-serie på fjernsynet.

Jeg fik samme fornemmelse af kitsch, som når jeg ser Quentin Tarantinos film, og det er ment som en stor ros. ”Gør det af med Ramirez” er med andre ord overraskende, underholdende og fyldt med både action og humor. Jeg er vild med den, og glæder mig allerede til fortsættelsen.

Læs Nummer 9’s mere uddybende anmeldelse HER

Om Gør det af med Ramirez:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Faraos Cigarer, 145 sider
Originaltitel: Il faut flinguer Ramirez
Oversætter: Vigan

Illustration af Nicolas Petrimaux
Illustration af Nicolas Petrimaux

Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen

Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen

I vores moderne verden er vi fuldt afhængige af elektricitet. Uden strøm kan vi ikke lave mad eller vaske tøj. Trafiklys virker ikke, og det gør vandværker og varmeværker eller kasseapparater og computere heller ikke. Vi er med andre ord helt på r…. hvis strømmen ryger for alvor. Og det gør den i Christina Lassen-Andersens spændingsroman Mørkelagt.

Vi følger en række forskellige personer gennem den kaotiske tid, hvor alt strøm ryger på global plan. Blandt andre ægteparret Rasmus og Rikke og deres teenagesøn Jonas; Den pensionerede lærer Torben og veninden Ellinor; Den 15-årige Diana der er anbragt på en institution for utilpassede unge; Den medicinstuderende Sille og den erfarne sygeplejerske Fazir. Alle må de pludselig navigere i en helt ny og farlig verden, og gøre hvad der skal til for at overleve.

I starten forsøger myndighederne at tage affære, men hvordan kommunikerer man til et helt land, når du ikke bare kan tænde fjernsynet eller radioen, og der ingen kontakt er til satellitterne, som sørger for at internettet kan fungere? Og hvor længe kan du regne med at personel som læger, sygeplejersker, apotekere, betjente osv. vil blive på deres poster, når deres egne familier er i fare?

Overraskende hurtigt forsvinder civilisationens fernis, og det varer ikke længe, før det er alles kamp mod alle. Vi er så vant til at kunne åbne køleskabet, når vi er sultne; hente medicin på apoteket hvis vi er syge; eller bare at kunne ringe og skype til hinanden på tværs af verden. Så hvad gør vi, hvis vi pludselig er uden alt det?

Christina Lassen-Andersen har med Mørkelagt skrevet en overbevisende og foruroligende roman, om hvor hurtigt et samfund kan bryde sammen. Det er uhyggeligt at tænke på, hvor sårbare vi egentlig er, og hvor alvorlige konsekvenserne af et varigt strømsvigt kan blive. Ligeså skræmmende er det, når CLA ser på de moralske dilemmaer. For hvor dybt stikker næstekærligheden, når sulten banker på døren? Hvor langt vil du gå for at skaffe mad og medicin til din familie?

Jeg kom undervejs til at tænke på Stephen Kings roman Opgøret, som foregår i en verden, hvor en verdensomspændende pandemi har slået størstedelen af menneskeheden ihjel. King ser også nærmere på de enkelte menneskers skæbne. Hvordan man måske overlever den indledende katastrofe, blot for at dø af blodforgiftning efter at have skåret sig på et rustent søm. Samme vinkel har CLA i sin roman. Vi får ikke en afsluttende forklaring, men bliver blot kastet ind i konsekvenserne ligesom bogens personer. Det er deres liv og valg, der fører romanen frem og ikke en alvidende fortæller, og det giver fortællingen en skræmmende realisme.

Mørkelagt er Christina Lassen-Andersens debut, men det mærker man ikke. Sproget flyder let, og opbygningen med de skiftende synsvinkler er med til at skabe løbende suspense. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, som både er spændende og giver stof til eftertanke. En stor anbefaling herfra.

Uddrag af romanen:

Allerede inden de når ud på gaden, kan de lugte røgen. Torben sætter farten op og zigzagger igennem barrieren, der er sat op for at forhindre cyklister i at komme ind i parken uden at stå af. Han stopper op så brat, at Ellinor uden varsel braser ind i ryggen på ham. Ingen af dem siger noget. Foran dem midt i T-krydset ligger en bunke forvredet metal, og Torben kan tælle tre involverede biler.

Nederst ligger en lille hvid Ford med taget bukket sammen på midten. Halvvejs ovenpå ligger, hvad der ved første øjekast ligner en håndværkerbil med lad. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være en gartnerbil fra Vej og Park. En trillebør er blevet kastet af ladet og er landet på fortovet. Hjulet ruller stadig rundt, og besynderligt nok er det det, han fokuserer på. Hans hjerne nægter at håndtere, at der ligger et menneske kastet halvejs ud af forruden. Kølerhjelmen er dækket af blodet, der stødvist bliver pumpet ud af halsen på manden.

Den tredje bil er splittet ad. Den eneste grund til, at Torben kan se, at der er tre biler involveret, er antallet af hjul. Hvordan er det sket? Han ved godt, at det er en del af designet på moderne biler, at kabinen skal holde, mens resten af karrosseriet krøller sammen omkring den. Men det er umuligt at se, om designkriterierne har holdt. Tankerne flyver rundt i hovedet. Han kan se, at der er mennesker, der er kommet til skade. Han forstår, at han skal hjælpe. Men hvor skal han begynde? Det hele foregår i slowmotion, og benene nægter at bevæge sig.

Stilheden er overvældende. Bedøvende. Ellinor snor sig udenom Torben og kaster et enkelt blik på de krøllede biler. Så stikker hun telefonen i hånden på ham og kommanderer ham til at ringe efter hjælp. Selv løber hun hen til den nærmeste bil og forsøger at åbne førerdøren.

Fra de nærliggende huse kommer folk løbende for at hjælpe. Overfor parken ligger en lille kiosk, hvor Torben ofte har købt tyggegummi og en liter mælk med hjem. Ejeren kommer løbende med en pulverslukker i den ene hånd, mens han med den anden holder en mobiltelefon for øret. Han tager den ned igen og kigger frustreret på displayet. Så stiller han pulverslukkeren på vejen og ringer op igen. Tydeligvis uden resultat for manden stikker telefonen i lommen og ser sig om efter hjælp. Torben råber ham an og vinker med Ellionors telefon.

Det tager et par forsøg at få skidtet til at vise andet end sort skærm. Til sidst går det op for ham, at han skal stryge fingeren over displayet for at få adgang til telefonen. Adrenalinet får hans fingre til at ryste, og det er svært at ramme ikonet med den lille telefon. Han taster de tre cifre, og hører telefonen ringe op. Intet sker. Det forventede “Det er alarmcentralen” udebliver. (side 20-21)

Om Mørkelagt:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Forlaget Fjorden, 379 sider
Omslag: Sofie Raphael

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Opgøret af Stephen King
Den 5. bølge af Rick Yancey

Skjult af Cara Hunter

Skjult af Cara Hunter

Under en istandsættelse kommer håndværkerne til at bryde hul ind til naboens kælder. Her opdager de en ung kvinde og et lille barn, begge døden nær af sult og tørst.

Huset ejes af en ældre mand, der lider af demens, den tidligere professor William Harper. Harper er skiftevis bange og voldsomt aggressiv. Men han nægter at kende noget til kvinden og barnet i kælderen.

Kriminalinspektør Adam Fawley og hans team kommer på den barske sag, der ikke kan undgå at give dem mindelser til Josef Fritzl. Fritzl holdt sin egen datter fanget i 24 år, hvor han gentagne gange voldtog hende. I kælderen fødte hun 7 børn, og nu frygter Fawleys team, at Harper har gentaget Fritzls forbrydelse.

Umiddelbart ser det da også ud til at være sådan sagen hænger sammen. Og da man opdager spor til en sag om en forsvunden kvinde, der boede i huset bag Harpers, er Fawley overbevist om, at de to sager hænger sammen.

Men jo mere teamet borer sig ned i sagerne, jo flere løgne dukker frem. Beviserne lader til konstant at ændre retning, og hverken den unge kvinde i kælderen eller den demente Harper er i stand til at blive afhørt.

Skjult tager læseren på en tur ind i mørket. Både det fysiske mørke i en skummel kælder, men også det foruroligende mørke i sindet hos en psykopat.

Jeg har tidligere læst første bind i serien om Adam Fawley, Familiens synder, som skilte sig positivt ud fra mængden af krimier med sin anderledes opbygning og sit uigennemskuelige plot.

Her i Skjult fortælles historien kronologisk iblandet med indsatte afskrifter af forhør, kriminaltekniske papirer og avisartikler. Men trods den mere konventionelle opbygning er plottet mindst lige så uforudsigeligt. Jeg gættede på intet tidspunkt sammenhængen, og det er bare fedt at få fat i en krimi, der i den grad overrasker, samtidig med at den føles 100% troværdig.

Udover et spændende og overraskende plot er persongalleriet også interessant. Vi kommer lidt tættere ind på livet af Adam Fawley og hans hustru Alex, men også andre af teamets medlemmer. Bl.a. Gislingham der for nyligt er blevet far til en lille dreng. Endelig har Hunter også fokus på at skildre politiarbejdet troværdigt, hvilket giver giver historien en ekstra soliditet.

Cara Hunter skriver levende, så historien udfolder sig som en film under læsningen. Ved at krydsklippe mellem teamets medlemmer og Adam Fawleys synsvinkler er der nærmest konstante cliffhangers. Samtidig er det i sig selv skræmmende at tænke på, hvor let det er for ondskab at gemme sig i vores midte. For hvor godt kan vi egentlig kende andre mennesker?

Skjult er en overraskende og velfortalt krimi for elskere af et godt plot. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, og blev som sagt fuldstændig snydt af slutningen.

Reklame: Tak til Gads forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Ved han, at du synes, han bør flytte?”

Derek Ross tager en dyb indånding. “Ja, det gør han. Jeg satte mig ned sammen med ham for halvanden måneds tid siden og prøvede at forklare ham det hele. Han reagerede desværre ikke særlig godt på det. Han blev voldelig – begyndte at råbe og kaste med ting – så jeg trak følehornene til mig. Jeg havde tænkt at tale med ham igen i denne uge. Der er lige blevet en ledig plads på Newstead House i Witney. Det er et af de bedre plejehjem. Men hvem ved, hvad der kommer til at ske nu?”

Der opstår en pause. Han tømmer sit glas, og jeg skænker ham noget mere vand.

“Er den tanke faldet dig ind,” siger jeg langsomt, “at pigen i kælderen var grunden til, at han ikke havde lyst til at flytte?”

Ross bliver hvid i ansigtet og sætter glasset fra sig.

“Han kunne ikke flytte, så længe hun var der, for så ville hun blive fundet. Og han kunne heller ikke slippe hende fri af samme grund.”

“Hvad havde han så tænkt sig at gøre?”

Jeg trækker på skuldrene. “Det ved jeg ikke. Jeg håbede, at du måske …”

Pludselig hører jeg løbende trin ude på gangen, og Gislingham slår døren op.

“Chef,” siger han, “jeg tror …”

Men jeg er allerede på vej forbi ham. I rummet ved siden af prøver to betjente at pacificere Harper. Det er næsten ikke til at tro, at det er den samme mand – han slår ud efter dem, sparker og råber ad en kvindelig betjent.

Møgluder!

Kvinden er tydeligt rystet. Og jeg kender hende – hun er ikke nogen grønskolling. Hun har et kradsemærke på kinden og er sjaskvåd foran på uniformen.

“Jeg gav ham bare en kop te,” fremstammer hun. “Han sagde, at den var for varm, og at jeg var ude på at skolde ham, men det var jeg ikke … Det var jeg altså ikke.”

“Det ved jeg godt. Sæt dig ned et øjeblik, og få nogen til at se på den flænge der.”

Hun tager sig til ansigtet. “Jeg var ikke engang klar over …”

“Det er nok bare en overfladisk skramme, men få den hellere tjekket.”

Hun nikker, og da jeg følger hende ud af rummet, langer Harper ud efter hende igen. “Møgluder! Det er hende, du burde anholde i stedet for, din idiot. Hun prøvede fandeme at skolde mig. Ondskabsfulde ko!” (side 38-39)

Om Skjult:

Udgivelsesår: 13.11.2020
Forlag: Gad, 419 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: In the Dark
Oversætter: Brian Christensen

Læs et interview med Cara Hunter

Serien om Adam Fawley:

Familiens synder (Close to Home)
Skjult (In the Dark)
No Way Out
All the Rage
The Whole Truth (marts 2021)

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Dyndkongens datter af Karen Dionne
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Familiens synder af Cara Hunter
Onde piger af Alex Marwood
Hydra af Matt Wesolowski

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard

Den arbejdsløse Edward Dumigan på 19 bor sammen med sin mor i byen Bierstadt i Canada i 1964. Han spiller ishockey med vennerne Christopher og Marcus, rapser lidt smøger når han mangler, og har ind i mellem nogle småjobs.

En dag hjælper han sin onkel Joshua, en tidligere soldat der nu bor for sig selv inde i skoven. De er ved at nivellere et område tæt på skovvejen, da de rammer en kiste, begravet uden nogen markering udover et skilt på selve kisten. Joshua vil kontakte byens bedemand, men da Edward kommer tilbage et par dage senere, er onklen ingen steder at se, og hans tomme hytte stinker af urin og afføring.

Nogle dage senere finder politiet resterne af Joshuas lig inde i skoven. Alt tyder på, at han er blevet overfaldet af en bjørn, men noget er alligevel forkert.

Sådan starter Ingen engle ved juletid. Herefter følger vi Edward og vennerne gennem december måned, mens politiet efterforsker sagen om Joshuas død. En sag der snart udvides med flere forsvundne og døde.

Da jeg blev kontaktet af Rune Adelvard, om jeg ville læse og anmelde Ingen engle ved juletid, sagde jeg straks ja. Plottet lød spændende, og idéen med at skrive historien som en slags julekalender, synes jeg også, lød godt.

I store træk er Ingen engle ved juletid også underholdende læsning. Særligt sidste halvdel af bogen er spændende, og for mig var det forfriskende med et godt vildmarksgys. For her er nemlig ikke tale om en helt almindelig krimi.

Men hvor idéen er god, så synes jeg desværre, at udførelsen ind i mellem halter lidt. Sproget er meget beskrivende, og dialogerne føles til tider kunstige, selvom vi selvfølgelig befinder os i en anden tidsalder. Historien kunne også godt strammes lidt op. Flere steder går fortællingen i tomgang med detaljerede beskrivelser, som tilfører autenticitet men også trækker tempoet ud. Endelig halter korrekturen også lidt, og det er sådan noget, der ærgrer mig, selvom jeg godt ved, at andre ikke nødvendigvis er lige så pernittengryn som jeg.

Når vi rammer sidste halvdel af romanen, kommer der som sagt virkelig fart i handlingen, og jeg er ret vild med slutningen og især allersidste side. Her rusker Adelvard nemlig op i læserens syn på verden i ren Fox Mulder stil.

Ingen engle ved juletid er et anderledes bud på en krimi. Den bevæger sig ud over de gængse genre-grænser, og er ikke for de sarte. Og selvom den mangler lidt på finishen, så er det jo altid rart med noget uhygge i den søde juletid.

For en god ordens skyld skal jeg også tilføje, at Ingen engle ved juletid har fået en flot anmeldelse i Horsens Folkeblad, hvor Arne Mariager giver den 5/6 stjerner og kalder den for: “[…] en bemærkelsesværdig roman-debut, der rummer en imponerende fantasi og et stort talent for at fortælle historier.

Uddrag af romanen:

“Nå, lad os så få startet metalsvinet, så skal jeg lære dig, hvordan man tæmmer sådan en trøffeljæger her,” gnækker Joshua og klapper bulldozeren på karrosseriet.

Edward sidder bag håndtagene på bulldozeren og bliver instrueret i, hvordan han kan bruge dem til at finjustere højden på bladet.

“Hvis du trækker lidt i det håndtag, så hæver du bladet, og så kommer underlaget til at lægge lidt højere i terrænet. Prøv en gang,” instruerer Joshua. Edward har hurtigt tag på bulldozeren, så Joshua klapper ham på skulderen og beder ham standse, så hopper han ned.

“Nu prøver jeg at dirigere dig fra jorden, og så gør du, som jeg sider. Vi skal have planet den forhøjning ud, som du kan se derovre. Det skal ende med at skråne lidt nedad, så regnvandet kan løbe fra rastepladsen,” forklarer Joshua.

Han begynder at dirigere, og Edward får efterhånden planet jorden helt ud og en smule nedad, så vandet kan løbe ud i den småsumpede lysning, da Joshua råber til ham.

“Hov! Stop, du har ramt et eller andet, der ligger i jorden,” råber Joshua. Han går ind foran maskinen og skraber i jorden med den ene sko.

“Hent lige en skovl bag på bulldozeren. Vi har ramt noget træ,” råber Joshua. Edward drejer nøglen om, og bulldozeren stopper, så hopper han ned og henter skovlen.

Det ligner tilhøvlede træplanker. De begynder at skrabe jorden af med skovlen, og efter ti minutter rammer de på et tinskilt. De bøjer sig ned og læser: Harold Boyce, R.I.P. 1947.

“For satan, vi er nødt til at grave kisten fri og flytte den. Vi kan ikke have lastbiler til at holde oven på den. Kan du klare det?” spørger Joshua.

“Bagefter må vi tilkalde en bedemand og få den fjernet,” siger Joshua. Edward nikker og gyser; der er ikke så meget at rafle om. (side 13-14)

Reklame: Tak til Rune Adelvard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Ingen engle ved juletid:

Udgivelsesår: 06.10.2020
Forlag: Selskabet af 11. maj 2013, 536 sider

Læs også:

Frosne sjæle af Giles Blunt
Når knoglerne fryser af Graham McNamee
Kaldet af Inger Ash Wolfe

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Lad mig være ærlig og starte med at sige, at jeg har aldrig læst en krimi som Tre små kinesere af Niels Søndergaard før. Det er en helt igennem unik oplevelse, som både byder på grin, action, interessante personer, plot-twists og masser af spænding. Det kan også siges om andre krimier, men jeg er endnu aldrig stødt på én, som introduceres sådan HER.

Politiassistent Charlotte Lund, kaldet Charlie, er blevet sat i skammekrogen efter en lidt for offentlig anholdelse af en mistænkt. Hun får til opgave at vise tidligere model og kommende forfatter, Mille Madsen, rundt på politigården og fortælle om det daglige arbejde.

I den forbindelse tager hun Mille med ud til et selvmord. En blind, afroamerikansk jazzmusiker er blevet fundet død i en lejlighed på Højbro Plads. Han har tilsyneladende hængt sig, og eftersom lejligheden var lukket og låst indefra, er Charlie egentlig ikke i tvivl om, at her er tale om et selvmord.

Men det tror Mille ikke på. Hvorfor er musikeren f.eks. iført dame-solbriller? Hvor er hans førerhund henne? Og hvorfor myldrer det med kinesere på Højbro Plads, der holder øje med lejligheden? Mille får overbevist Charlie om at undersøge sagen nærmere, og snart er de dybt involveret i en efterforskning, som ingen egentlig er interesseret i, at de udfører.

Det lyder måske som en ligetil krimi, men Niels Søndergaard løfter historien ud over det sædvanlige. F.eks er Mille vild med film og citerer glad og gerne fra dem. Men hun er ikke den eneste filmentusiast. Hvert kapitel i Tre små kinesere er en filmtitel, lige fra første kapitel Blod og jordbær til mere kendte film som En verden udenfor og Taxi Driver. Det er herligt lavet.

Sideløbende med krimiplottet krydsklippes til tråde om Milles udlejer, Sidsel, om antikvarboghandleren Stefan, om kriminalteknikeren Nick, om pølsemanden Alpermann, en amerikansk bogudgivelse, nordkoreanske diplomater og meget mere. Med næsten 700 sider skulle man tro, at de mange plottråde ville blive uoverskuelige og kedelige, men Søndergaard har styr på det. Alt samles op, og undervejs fortælles med så stor viden og underliggende humor, at det er uhyre svært at lægge Tre små kinesere fra sig igen.

Den hæsblæsende slutning, der involverer både metal-koncert, Kandis-fans, cykel-taxa og bedstemor-bil, efterfølges af en epilog, som åbner døren på klem for en efterfølger. Tre små kinesere er da også første bind i en planlagt trilogi, og jeg ser allerede nu frem til fortsættelsen.

Så har du lyst til at læse en finurlig, velskrevet og vildt underholdende krimi, der blander action med who-dunnit og krydrer med romantik og en herlig humoristisk tone, så søg ikke længere. Jeg er i hvert fald fan.

Uddrag af bogen:

Mille slog ud med armene. “Hvordan skulle en blind amerikaner vide, at der er kroge i loftet i gamle danske huse?”

“Fordi der sikkert også er det i gamle amerikanske huse,” sagde Charlie. Det begyndte at føles som en tennismatch mellem Williams og Wozniacki.

“Hvorfor er gardinerne så trukket for?” spurgte Mille. “En blind mand ville da aldrig trække gardiner for!”

Svisj. Klask.

“Han har vel tænkt, at nogen kunne se hængningen og slå alarm,” sagde. Charlie. “Han har ikke ønsket at blive reddet og leve videre som grøntsag.”

Svisj. Klask.

Mille fangede bolden og smashede hårdt. “Hvor er hunden?” spurgte hun.

Charlie sænkede sin imaginære ketsjer. “Hvad for en hund?”

Mille slog triumferende ud med hånden. “Der har været en hund her! Han havde en førerhund!” (side 107-108)

Reklame: Tak til forlaget Total Tekst der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tre små kinesere:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Total Tekst, 696 sider
Forside: Duzulek / Niels Søndergaard

Læs Jacob Krogsøes anmeldelse

Læs også:

Død indtil solnedgang af Charlaine Harris
Heksejagt af Kim Harrison
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dexters dunkle drømme af Jeff Lindsay
Manden der glemte han var død af John Lorentz
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
Bloddryppende af Rafael Reig
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
De efterladte af Palle Schmidt
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson

23:59:00 – ét minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen

23:59:00 - ét minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen

Jeg har nærmest haft kig på Jacob Munkholm Jensens roman 23:59:00 ét minut i midnat, siden den udkom i 2016, da jeg er ret begejstret for kontrafaktiske romaner. Alligevel har jeg først for nyligt fået læst den.

Fra bagsiden:
Foråret 1984. En grænseepisode i Berlin udløser en hastigt eskalerende konflikt imellem NATO og Warszawapagten. Fra hver sit sted i livet tvinges vennerne Susanne, Carsten, Dorthe og Peter til at vælge side i konflikten og til at beslutte sig for, hvad der er værd at kæmpe for. Med sin strategisk vigtige beliggenhed i bunden af Østersøen, spiller Danmark en afgørende rolle i forsvaret af Vesteuropa, og mens fronterne trækker op ude i verden, forbereder danskerne sig på det værst tænkelige. Det, som ingen for alvor har troet, kunne ske.

23:59:00 – ét minut i midnat er som sagt en kontrafaktisk spændingsroman, hvor forfatteren forestiller sig, hvad der kunne være sket, hvis den kolde krig var eskaleret ud af kontrol. Ved at bruge fire unge med forskellige politiske ståsteder nuanceres fortællingen. Vi oplever således både anarkistens, pacifistens, soldatens og den apolitiskes synsvinkel.

Jacob Munkholm Jensen er uddannet journalist, og det mærkes tydeligt, at han er vant til at lave research. Romanen er fuld af beskrivelser af alt lige fra fredsbevægelser som SAK (Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed) til torpedomissilbåde og forskellige slags atombomber. De mange detaljer trækker lidt af tempoet ud af fortællingen, men egentlig gjorde det mig ikke noget. Detaljerne gør nemlig fortællingen skræmmende troværdig.

Eksempelvis nævner JMJ en NATO-øvelse kaldet ‘ABLE ARCHER’ i 1983 som én af de afgørende begivenheder, der er med til at udløse krigen i romanen. Den øvelse blev rent faktisk afholdt, og på forsvarets hjemmeside findes en publikation, der undersøger, om ‘ABLE ARCHER’ reelt satte Warszawapagt-styrkerne i forhøjet beredskab.

En anden interessant detalje er Den Kongelige Forholdsordre. Frederik d. 9. underskrev i 1952 en kongelig anordning, der beskriver hvordan danske militære styrker skal forholde sig, hvis de bliver angrebet af en fjende uden forudgående krigserklæring. Målet med forholdsordren er at sikre, at danske styrker ikke behøver at vente på ordre for at gå til modstand mod en invastionsstyrke, som det f.eks. skete 9. april 1940.

Det er ligeledes interessant at læse om de forskellige partier og fredsbevægelsers holdninger i perioden. Jeg må erkende, at jeg ikke var klar over, at man var utrolig delt i holdningen om at indgå i NATO, og jeg kendte heller ikke til ‘fodnotepolitikken‘. Tankevækkende er det, at USA allerede i 1952 beklagede, at Danmark ikke levede op til sine militærudgifter ift. alliancen. Den beklagelse må siges at have fået ny vind under præsident Trump.

Hvis krigen kommer (pjece fra 1962)

Endelig beskriver JMJ ret detaljeret Warszawapagtens militære strategi, og den har han ikke bare opdigtet ud af det blå. I et interview i Aarhus Onsdag fortæller han, hvordan Polen kom med en uhyggelig afsløring, da de blev medlem af NATO. Mens Vesten ikke havde forestillet sig, at man ville bruge atomvåben som andet end en sidste udvej, afslørede Polen, at Warszawapagten helt frem til 1986 havde taktiske atomvåben som en del af deres strategi. Det var først, da de så følgerne af Tjernobyl, at de ændrede holdning. Det synes jeg er ret vildt at tænke på…

23:59:00 – ét minut i midnat er måske ikke for alle, men jeg fandt den i høj grad interessant. Titlen hentyder til det såkaldte dommedagsur, der tæller ned mod dommedag.

Romanen giver et overbevisende og skræmmende billede på, hvor lidt der skal til at vælte læsset, og hvor galt det kan gå. Samtidig føles den ubehagelig aktuel med sin beskrivelse af vores reaktion på et forhøjet alarmberedskab, som vi på en måde har været udsat for under COVID-19 nedlukningen af samfundet. Så selvom JMJ ikke har skrevet en hæsblæsende pageturner, så er 23:59:00 – ét minut i midnat absolut en interessant og tankevækkende roman.

Uddrag af romanen:

“… Forhandlingerne i Zürich er her til aften brudt definitivt sammen, efter at nyheden om et netop gennemført angreb på den amerikanske Task Force Vinson med hangarskibet USS Carl Vinson nåede den vesttyske delegation. Flådeeskadren, som var undervejs til Cape Town i Sydafrika, blev kort før klokken 20 dansk tid angrebet uden varsel i farvandet sydvest for Kap Det Gode Håb. Ifølge Pentagon sank en amerikansk destroyer øjeblikkeligt efter at være blevet ramt midtskibs af adskillige torpedoer, alt imens både USS Carl Vinson og flere af eskadrens øvrige fartøjer blev ramt af en serie missiler, angiveligt affyret af en kombination af fly og ubåde. Skaderne er omfattende, og dødstallet endnu ukendt. Som begrundelse for at afbryde Zürich-forhandlingerne forklarede den vesttyske udenrigsminister, Hans-Dietrich Genscher, i et netop frigivet pressekommuniké, at NATO anser det for stærkt sandsynligt, at angrebet på Task Force Vinson kan være helt eller delvist gennemført af sovjetiske sø- og luftstridskræfter. En beskyldning som kategorisk afvises af Moskva, som dog advarer USA mod at blande sig i den afrikanske konflikt …”

På dette sted i transmissionen indskød radioværten en kort pause, hvorunder det tydeligt kunne høres, at der blev raslet med papirer og drukket vand.

Peters blik flakkede fra højttaleren over Susannes udviskede skikkelse og til Carstens alvorlige øjne. De stirrede ind i hans med en intensitet, han aldrig havde oplevet før. Var det angst, han så derinde? Angst for døden eller angst for det utænkelige: Ideologiernes store opgør, civilisationernes skæbnetime. I næste sekund var øjeblikket passeret, og værten rømmede sig, undskyldte kort og genoptog derpå sin oplæsning, nu atter professionelt, ulidenskabeligt og på sit indøvede absurd korrekte rigsdansk. (side 180-181)

Om 23:59:00 – ét minut i midnat:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: mellemgaard, 493 sider

Forsiden er også brugt på apokalypse-antologien Undergang fra 2014.

Læs også:

Berlin 404 af Thomas Clemen
I kamp mod tiden af Ben Elton
Dommens dag af Karl Larsen
Efter år nul af Grete Roulund
Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger / red. Niels Dalgaard
Sandhedens labyrint af Jørgen Steines
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka
Krigen i luften af H.G. Wells

Hvis krigen kommer husstands omdelt af den danske regering i 1962

Dyndkongens datter af Karen Dionne

Allerede i 2018 da Dyndkongens datter udkom på dansk, anbefalede en kollega mig at læse den. Hun kaldte den for en “superspændende ødemarksthriller” som man ikke slipper, før sidste side er vendt. Hun havde helt ret.

Dyndkongens datter af Karen Dionne

Fra forlagets hjemmeside:

Helena Pelletier har en hemmelighed: Hendes far kidnappede hendes mor som fjortenårig. Helena er undfanget og opvokset i Michigans ødemark i et bjælkehus, hvor hun boede med sin mor og far og lærte at fiske, jage og spore dyr. Uden nogensinde at møde andre mennesker. Hun elskede sit liv i naturen og anede ikke uråd. Og på trods af sin fars uberegnelige adfærd, så elskede hun ham … indtil hun som tolvårig fandt ud af, hvad han havde gjort. Femten år senere er Helenas far, Dyndkongen, som han blev kaldt af pressen efter et HC Andersen-eventyr, flygtet fra fængslet. Helena begiver sig ud for at fange ham med sin riffel. Hun er den eneste, der kan spore ham, for alt, hun ved om overlevelse og jagt, har hun lært af ham. Men hvem jagter i virkeligheden hvem?

Jeg blev lynhurtigt grebet af romanen, som fortælles i første-person af Helena. Vi starter i nutiden, hvor Helena er voksen og netop har fundet ud af, at hendes far er flygtet fra fængslet og har slået flere betjente ihjel undervejs.

Så springer vi i tiden via Helenas minder, til hendes barndom. En barndom som nok var ualmindelig men ikke uden lykkelige stunder. Dengang tilbad Helena sin far og gjorde alt i sin magt for at blive som ham. Til gengæld anså hun sin mor som svag, og havde ikke noget nært forhold til hende.

Men på et tidspunkt indhenter virkeligheden familien, og Helena og moren vender tilbage til civilisationen. Det er dog ikke en ubetinget lykke for Helena, som intet aner om, hvordan man opfører sig blandt andre.

Karen Dionne skriver godt. Historien flyder som en film for ens indre øje, og beskrivelserne af Michigans vildmark er både betagende og skræmmende. Naturen er nærmest en karakter på linje med personerne i bogen.

Skildringen af Helenas modsætningsfyldte forhold til faren og de psykologiske konsekvenser af årene i vildmarken er overbevisende og stærk. Det er voldsomt at læse om, hvad både mor og datter udsættes for. Men Helena har aldrig kendt til andet.

Dyndkongens datter er fremragende læsning. Jeg har set den omtalt som en blanding af filmene The Room og The Revenant. Det er ikke helt skævt. Under alle omstændigheder får den en stor anbefaling herfra.

Anmelderne mener …:

Lars Poulsen, Bogrummet:
Hvis du læser “Dyndkongens datter” som en spændingsroman, kan jeg frygte at du bliver skuffet. Som sagt er den meget mere end det, og netop derfor bør du unde dig selv at læse bogen.”

Jan Findal, Krimifan:
Jeg tror ikke, at de, der læser denne bog, glemmer den lige med det samme. Den er spændende og anderledes. Jeg har ikke kendskab til andre bøger af Karen Dionne, men jeg læser gerne mere fra hendes hånd, hvis bøgerne har samme kvalitet som denne.”

National Post, Canada:
Karen Dionne takes a standard story involving the kidnapping of a woman and the life she experiences with her captor and elevates it to a new level in “The Marsh King’s Daughter.” […] Dionne has written a book that invokes raw emotion mixed in with the turning of pages.”

Crime Fiction Lover:
It is a tense thriller which will have you nervously peering around the darker corners of your room while turning the pages ever faster. It is also a thoughtful story about the limits of parental love, escaping the past and being at peace with one’s heritage. It is a fantastic book, bursting out of all the artificial constraints the publisher marketing wants to box it in.

Om Dyndkongens datter:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Lindhardt & Ringhof, 303 sider
Omslag: eyelab.dk
Originaltitel: The Marsh King’s Daughter, 2017
Oversætter: Kim Langer

Besøg Karen Dionnes hjemmeside

Læs også:

Vores endeløse dage af Claire Fuller
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Faldvand af Mikael Niemi
Den sidste af Alexandra Oliva

Stalingrads engel af Torkild Thellefsen og Louise H.A. Trankjær

Stalingrads engel af Torkild Thellefsen og Louise H.A. Trankjær

Michael Beck er lektor i historie ved Københavns Universitet. Her nyder han at fange de studerendes interesse med sine levende beskrivelser af historiske øjeblikke som for eksempel 2. verdenskrig. Samtidig føler han sig dog lidt som en svindler, for han har jo ikke personligt oplevet krigens rædsler, og kan man så formidle dem korrekt?

Derfor er Michael ikke i tvivl, da han modtager et brev fra det ekstreme rejseselskab ’Autentiske Rejser’ med en invitation til at opleve slaget ved Stalingrad. Over 14 dage kommer deltagerne i et genopført Stalingrad helt tæt på soldaternes hverdag, så realistisk som muligt. Så på trods af prisen på 50.000 kr. og på trods af at kæresten Lisl er gravid, tager Michael af sted.

I Berlin støder Michael på de øvrige rejsedeltagere, som blandt andet tæller den kejtede bibliotekar Heinrich, Rikke en studerende fra universitetet og eks-kæresten Paula.

Turen viser sig dog hurtigt, at blive mere autentisk end Michael havde forventet. I stedet for en hyggelig sammenkomst hvor deltagerne lærer hinanden at kende over en flaske rødvin, som han havde forestillet sig den første aften udspille sig, er det kæft, trit og retning fra første sekund.

”En mand i en SS-uniform trådte ud. Hagekorset lyste rødt på hans arm, og i de første lange sekunder var det alt, jeg kunne se. Selvom det var skuespil, var det utroligt at se det på en helt almindelig gade, på et levende menneske, at nogen turde, ville, iklæde sig det symbol. Mine øjne løb op til hans ansigt, op til hans isblå, kolde øjne. Han spillede fænomenalt! En helt utrolig arrogance udløb fra hans væsen og fik øjeblikkeligt samtlige 100 mennesker til at tie og fryse på stedet. Den eneste lyd kom nu fra den ridepiske, som han holdt i den ene hånd og langsomt, men rytmisk, slog mod sin anden behandskede hånd. En hvislende, rytmisk kliché, der gik lige i rygraden. SS stod der på hans kasket med rigsørn og dødningehoved. Den voldsomme anakronisme gled ubesværet ind i dagslys og nutid.

”Fald i geled, to og to. Macht schnell!” brølede han pludselig.

Det gav et gib i alle, også mig, men samtidig lød det fjollet, og jeg fik lyst til at grine. Jeg skævede til Heinrich, men han så ikke ud til at have det på samme måde. Hans øjne hvilede på officeren, og han var blevet bleg. Det slog morskaben ud af mig. Jeg prikkede ham let på armen, og vi faldt sammen ind i geleddet, der formede sig omkring os. Folk havde ændret sig. Før havde de mest af alt lignet en flok forventningsfulde turister, hvilket vi vel også var. Nu var der tvivl på alles ansigter, anspændthed.” (side 33)

Endnu værre bliver det, da gruppen efter en barsk togtur når frem til Stalingrad, hvor slaget er i fuld gang. Alle detaljer er så realistiske, at Michael har svært ved at skelne begivenhederne fra virkeligheden. For det er vel bare skuespil?

Jeg begyndte egentlig at læse Stalingrads engel uden at vide, hvad jeg kunne forvente mig, men jeg skal love for, at jeg hurtigt blev fanget ind. Louise H.A. Trankjær og Torkild Thellefsen har skrevet en helt unik roman, som på den ene side er rigtig spændende på en tjubang-agtig måde, samtidig med at den eftertænksomt beskriver krig og soldaterliv i en etisk sammenhæng.

Efter 2. verdenskrig nedsatte de allierede Nürnbergprocessen, hvor de større nazistiske krigsforbrydere blev stillet for retten. Her havde de samtaler med forskellige psykologer og psykiatere, som skulle undersøge om de var mentalt egnede til at blive stillet for retten. Samtidig håbede man at finde frem til nogle fællestræk, der gjorde dem i stand til at udføre så grumme forbrydelser. Men man fandt ingen fællestræk, intet abnormt som adskilte dem fra andre. De var helt almindelige mennesker. (Læs mere her)

Så hvad fik dem til at deltage i masseudryddelsen af jøder, handicappede og andre ’uønskede elementer’?

Det kommer Michael tættere på at forstå undervejs i romanen. Vi følger hans etiske udvikling fra at være humanist med en teoretisk og moralsk forestilling om krig, til en deltager der bid for bid bliver indlemmet i en krig, han slet ikke tror på, men som han alligevel deltager skånselsløst i. Det er yderst vellykket.

”Hvad fanden laver du? Er du blevet gal?”

Jeg stirrede lidt forbavset på ham. Jeg fattede ikke selv, hvad jeg lavede. Jeg ville bare se dem. Se virkeligheden. Jeg tænkte på ansvarsfraskrivelsen, på Ivan og alle de russiske soldater, jeg havde set dø. De var bare turister, ligesom mig. Jeg tænkte på Paula, officeren og de syge. Jeg så mig selv på podiet på universitetet. Hørte lyden af min stemme, når jeg opstemt formanede om krigens gru og uforståelighed. Så mig selv skrive under på kontrakten. Det gav ingen mening. Jeg havde fået svar på alt, hvad jeg ønskede, men hvem ville med vilje gå igennem alt det her?

Det ville du Michael. Men jeg havde jo aldrig forstået, hvad det var, jeg ønskede.” (side 173)

Stalingrads engel er ikke en almindelig spændingsroman, men det gør den bestemt ikke mindre læseværdig. Jeg var i hvert fald fængslet af fortællingen om historieprofessoren, der kommer tættere på den brutale virkelighed end forventet.

Om Stalingrads engel:

Udgivelsesår: 26.03.2020
Forlag: Dreamlitt, 208 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen

Læs også:

Mønstereleven af Stephen King
I gode hænder af Christian Mørk
Den sidste af Alexandra Oliva
A.I. af Torben Pedersen
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Sandhedens labyrint af Jørgen Steines

Kimana Magars sidste sang af Karen Skovmand

Kimana Magars sidste sang af Karen Skovmand

Underholdende og veltænkt dansk science fiction roman om katastrofer, genopbygning og virtual reality

I 2037 bliver jorden uventet ramt af en astroide, som udrydder en stor del af jordens befolkning. Dels i de øjeblikkelige følger, såsom jordskælv og tsunamier, men også langtidsvirkningerne som støv i atmosfæren, der sænker temperaturen og dræber en lang række planter og dyr; ødelagte atomkraftværker der lækker stråling og forurener alt; samt naturligvis sult, mangel på medicin o.s.v.

Men 30 år efter har livet alligevel triumferet. Rundt omkring på kloden har små lommer af mennesker overlevet, og i kuppelbyen Lilypond har man opbygget en digital verden kaldet ‘Rummene’, hvor de unge kan opleve verden før katastrofen, med farver, smage og dufte som ikke mere findes i kuppelbyerne.

Romanen følger forskellige personer. I tiden lige efter katastrofen følger vi terapeuten Gorman. Vi hører, hvordan han overlever katastrofen og finder sammen med den katolske nonne Sara og datalogen Haiken og om deres forsøg på at nå frem til militærbasen L1L1P0ND. Vi hører om de valg og fravalg den militære ledelse må foretage, da de overlevende begynder at strømme til basen, og om de første hårde år hvor simpel overlevelse er en udmattende og endeløs kamp.

Som årene går, bliver forholdene for menneskene bedre i militærbasen, der nu har udviklet sig til kuppelbyen Lilypond. Men da børn begynder at begå selvmord, beslutter byens ledere sig for at gøre noget for at indgyde håb. Man begynder opbygningen af ‘Rummene’, som tilbyder en helt ny verden for brugerne. Men ingen roser uden torne.

Jeg var vældig underholdt af Kimana Magars sidste sang. Det er underligt, som nogle bøger bare fanger fra første sætning, og det var tilfældet for mig her.

Efter en prolog, der foregriber en dramatisk senere begivenhed, fortæller Karen Skovmand historien kronologisk. Sproget er nærmest klinisk under beretningen om de katastrofale følger af astroiden, men alligevel berørte personernes skæbne mig, og begivenhederne fremstår troværdige. Brugen af en alvidende fortæller gør, at vi ikke nødvendigvis kommer helt tæt på romanens personer. Alligevel er de interessante at følge, og jeg havde lyst til at vide mere.

Strukturen af romanen er også anderledes end de fleste. For det meste hører vi enten om katastrofen og tiden lige efter, eller også starter historien hvor samfundet er kommet på fode igen, og det virtuelle univers er opfundet. Her i Kimana Magars sidste sang får vi dog hele historien, inklusive hvordan ‘Rummene’ bliver opfundet. Det kan jeg godt lide.

Personligt kender jeg ikke meget til computerspil og virtual reality, men det havde ingen betydning for læsningen. Historien er underholdende uanset, og personligt glæder jeg mig vældigt, til nogen opfinder romanens husbotter. Sådan en vil jeg gerne have 🙂

Uddrag af romanen:

Persiennernes hvide plastiklameller dæmpede dagslyset udefra og forhindrede at patienterne lod sig distrahere af gadens liv. Men intet kunne stoppe det blændende klare lysglimt fra astroide K3, da den flænsede den grå efterårshimmel på sin vej mod oceanet. Det ledsagende brag fulgte lidt forsinket, men lydisoleringen reducerede drønet til noget der mindede om kraftigt tordenvejr.

Gorman så lysglimtet og kiggede et øjeblik forbavset mod vinduet.
Så kom trykbølgen.

Trykbølgen smadrede vinduet. Persiennerne afbødede de fleste glasskår, men ikke dem alle, og glasset ramte Gorman og hans patient. Gorman så det ske, som i slowmotion, samtidig med han blev kastet bagud, væk fra vinduet.

De blev begge ramt i ansigtet, men ikke alvorligt. Kun nok til lige at begynde at bløde. Andre glasskår ramte deres tøj, men uden at trænge igennem. Som et mirakel, tænkte Gorman, da han bagefter omsorgsfuldt tørrede Miriams ansigt af.

Hun var stadig delvist i trance, fyldt af ro og lykke. “Det var så klart, så tydeligt!” sagde hun til Gorman, og han vidste ikke om hun talte om lysglimtet eller sin vandring i underbevidstheden. Han valgte ikke at tale til hende om nogen af delene. Selv i denne akutte situation kunne han ikke holde op med at være behandler, og der var ingen grund til at bevidstgøre patienten om at der nok havde været et bombeangreb på byen. Eller for hende endnu værre: et fly måtte være styrtet ned.

Han åbnede dog døren til det fælles venteværelse. Det var tomt, som han forventede. John, hans kompagnon, holdt altid fri om onsdagen, ligesom Gorman altid gjorde om torsdagen. Der var heller ingen øvrige klienter før om eftermiddagen.

Han nåede ikke længere.
Jordskælvet kom.
(side 18-19)

Om Kimana Magars sidste sang:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Science Fiction Cirklen, 258 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Besøg Karen Skovmands hjemmeside

Læs også:

Ready Player One af Ernest Cline
Børnenes jord af Gipi
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Blår af Hugh Howey
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Vejen af Cormac McCarthy
Den hvide fjende af Niels Meyn
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Metrozone af Søren Mosdal
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Kongamato af Mikala Rosenkilde

Kongamato af Mikala Rosenkilde

Forlagets beskrivelse
Morten Lange er kryptozoolog med drømmen om at finde verdens sidste flyveøgler. Han rejser derfor ud for at lede efter kongamatoerne, øglefugle, der siges at hærge et afsidesliggende område af Afrika.

Samme sted har dyreværnsorganisationen Lion & Lamb et shelter for aflivningstruede, eksotiske kæledyr som løver, næsehorn og giraffer. Dyr, der enten er blevet tilovers eller er blevet for store og farlige at omgås for deres tidligere ejere. Nu rehabiliteres de til et nyt liv som frie dyr. 27-årige Anna Wahlin fra Nørrebro skal være frivillig dyrepasser i tre måneder på shelteret, og hun glæder sig til en oplevelse for livet.

Men intet er, hvad det udgiver sig for i den afrikanske ødemark, og det viser sig snart, at Lion & Lamb har helt andre og skjulte agendaer end at rehabilitere eksotiske kæledyr. Både dyreværnsorganisationen og den afrikanske savanne og jungle skjuler mere, end de åbenbarer, og snart truer farerne, både de menneskeskabte og de naturlige, Anna og Morten fra alle sider. Før de får set sig om, er jagten gået ind på dem begge.

Mikala Rosenkilde debuterede i 2011 med novellesamlingen Legetøj, som jeg var begejstret for. Nu er hun aktuel med romanen Kongamato, og her beviser hun, at hun også kan skrive langt. Lige da jeg så den 668 lange sider roman, tænkte jeg: “Fantastisk forside – men hold da op, den er tyk!” Heldigvis føles den ikke spor lang at læse. Tværtimod. Mod slutningen måtte MR gerne have fyldt endnu mere på historien.

Hovedpersonen Morten Lange er kryptozoolog, og han er taget til den lille stat Ungala for at undersøge påstandene om en fugleart med tænder. Undervejs møder han den unge kvinde Anna, der ligeledes er på vej til Ungala. Hun skal arbejde som frivillig for dyreværnsorganisationen Lion & Lamb, der redder vilde kæledyr og udsætter dem i naturen igen.

Mens Anna bliver indkvarteret i Primovitos barakby, kommer Morten til at bo i Divine Lodge hos lederen af Lion & Lamb, Alakim, og hans hustru Dana. Anna kastes hurtigt ud i opgaverne, men Morten får ingen svar på sine spørgsmål om de mærkelige fugle. Faktisk vil ingen tale om dem.

Samtidig går det op for læseren, at alt måske ikke er så idyllisk hos Lion & Lamb. Og slet ikke på Divine Lodge, der egentlig startede med at være hovedkvarteret for kosmetikfirmaet Uniwhite, som arbejder på et banebrydende projekt.

Jeg blev simpelthen bidt af Kongamato fra første side. Hold nu op, den er underholdende. Jeg har set den omtalt som en krydsning af Indiana Jones og Jurassic Park, og det er faktisk lige på kornet.

Ved at bygge historien op i korte kapitler fortalt af forskellige personer får læseren den ene cliffhanger efter den anden. Det skaber både spænding og fremdrift og gør det nærmest umuligt at lægge Kongamato fra sig igen.

Romanen er først og fremmest en elementært spændende historie med udgangspunkt i Mortens jagt på de mærkelige fugle, der minder mistænkeligt meget om flyveøgler. Herfra udvikler den sig ud i flere nervepirrende plots. En ung mand holdes indespærret af mystiske væsener. Anna bliver kidnappet fra Primovitos. Og så er der også lige hele affæren med Uniwhites chefforsker, der ikke kun er interesseret i at lave lækre cremer. Vi kommer tæt på dyrevelfærd, forsvundne fædre, svindel, industrispionage og naive ildsjæle, og der er ikke megen tid til at stoppe op, mens vi ubesværet føres gennem fletværket af plottråde.

Mikala Rosenkilde skriver levende og overbevisende. Det føles, som om vi er i Ungala sammen med vores hovedpersoner, og jeg er imponeret over, hvor troværdigt hele sceneriet fremstår. De mange forskellige tråde spindes sammen til sidst i en lidt hæsblæsende afslutning. Her kunne jeg som sagt godt have ønsket lidt flere sider. Men det tager intet fra den overordnede læseoplevelse, og jeg håber ikke, at det er sidste besøg i kryptozoologiens verden á la Mikala Rosenkilde.

Er du til spænding, flyveøgler, skræmmende eksperimenter, handlekraftige helte og et fantastisk eventyr? Ja, så er Kongamato garanteret noget for dig. Jeg er i hvert fald fan.

Skulle du være i tvivl om, hvad kryptozoologi betyder, er det læren om skjulte dyr. Faget befinder sig i et grænseområde mellem flere fag, bl.a. zoologi og folkemindevidenskab. Slår man ordet op i Den Store Danske finder man nedenstående beskrivelse af fagets tre hovedområder:
1) Dyrearter, der normalt anses for uddøde, kunne tænkes at eksistere alligevel eller at have eksisteret længere end først antaget.
2) Kendte dyr, der ses uden for deres normale udbredelsesområde, kunne tænkes at være undsluppet fangenskab eller tilhøre uopdagede bestande.
3) Sagn og moderne beretninger om søslanger, havuhyrer og andre ukendte væsener kunne dække over iagttagelser af dyrearter, der endnu ikke er beskrevet af videnskaben.

Om Kongamato:

Udgivelsesår: 02.06.2020
Forlag: Dreamlitt, 668 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen

Besøg hjemmesiden for Kongamato

Læs også:

De udøde af Johan Egerkrans
Let bytte af Carina Evytt
Jagten på den forsvundne by af David Grann
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Pandora i Congo af Albert Sánchez Piñol
Arthur Gordon Pyms eventyr af Edgar Allan Poe
Stallo af Stefan Spjut
Udryddelsen af Kazuaki Takano
Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg

The Lost World