Indlæg tagget med ‘spænding’

Emma Bond – Rædsel i jægerens hus af Henrik Einspor

Emma Bond - Rædsel i jægerens hus af Henrik Einspor

Den unge sygeplejerske, Emma Bond, er et herligt bekendtskab. Hun er hovedpersonen i seneste ungdomsbog fra Henrik Einspor. En uhyggelig fortælling om en syg gammel storvildtjæger med en rædselsvækkende hemmelighed.

Emma har fået ansættelse som privatsygeplejerske for den tidligere storvildtsjæger sir Blackwell, der bor i Franke’s Manor, et afsidesliggende hus på heden udenfor Whitby i North Yorkshire. En seriemorder hærger i London, så Emmas far er kun glad for at kunne sende hende i sikkerhed på landet.

Men knap er Emma ankommet i Whitby, før hun opdager, at noget er galt. Hvorfor er alle døre og vinduer i hele huset lukkede og afdækkede? Hvem er den mystiske Mortimer? Og hvad er det egentlig sir Blackwell fejler?

Jeg havde en fest med at læse Emma Bond – Rædsel i jægerens hus, der er en vellykket pastiche over Victoriatidens spændingsromaner. Henrik Einspor drysser gavmildt henvisninger til tidens forfattere ud over historien, fra Edgar Allan Poe til Robert Louis Stevenson og Arthur Conan Doyle. Emma er nemlig vældig glad for at læse deres uhyggelige historier, og drømmer om selv at skrive en roman. Faktisk er hun i gang med at læse Poe’s Mordene i Rue Morgue i romanens begyndelse, noget der giver en krølle på historien senere.

Jeg tror, at Einspor har hygget sig vældigt under navngivningen af sine personer. F.eks. hedder Emmas fars husholderske Blyton – som i Enid Blyton. En anden figur er måske opkaldt efter dr. Mortimer fra Sherlock Holmes historien Baskervilles hund, en anden fortælling Emma er glad for. Og naturligvis er den handlekraftige unge sygeplejerskes efternavn Bond – som i James Bond.

Einspor fortæller, at han skrev Emma Bond – Rædsel i jægerens hus under Corona-nedlukningen. Han gav sig selv den udfordring, at han skulle færdiggøre et kapitel om dagen, og først når sidste punktum i historien var sat, måtte han læse bagud og redigere i teksten. Den måde at skrive på minder om 1800-tallets føljetonromaner, hvor forfatterne udgav et nyt afsnit hver uge og skulle sørge for at holde læserne fanget, så de også ville læse næste afsnit.

Og fanget af historien blev jeg. Fortællingen flyder fra første side med en støt stigende spændingskurve og en stemningsfuld atmosfære. Fra Emma ankommer til Franke’s Manor øges uhyggen med alle tænkelige gotiske virkemidler, og hun ender med at kæmpe for sit liv mere end én gang.

Målgruppen er måske nok +12 år, men jeg var nu rigtig godt underholdt alligevel! Historien kan nemlig både læses på det umiddelbare plan som en spændende og actionfyldt fortælling, mens den mere modne læser får masser af ekstra referencer med i købet.

PS. Også stor ros til Anna Laurine Kornums flotte forside der eminent fanger den skumle stemning i Franke’s Manor og Emmas ukuelighed.

PS.PS. Jeg kan ikke helt fastslå, hvornår bogen foregår. Først troede jeg, at det var, mens Jack the Ripper hærgede London i 1888, men i givet fald er der tidsmæssige uoverensstemmelser i forhold til et par detaljer. F.eks. blev den første lastbil først bygget i 1896, og Baskervilles hund blev først skrevet i 1902. Det er heldigvis uvæsentligt i forhold til bogens underholdningsværdi, og den er som sagt stor.

Uddrag af bogen:

Lastbilen hostede anstrengt, mens den kæmpede sig over en bakkekam. Hjulene snurrede rundt i den sandede jord. Clive og jeg bumpede skuldrene mod hinanden flere gange. Clive knurrede dæmpet over vejens tilstand og motorens ydeevne, mens han forsøgte at undgå de værste huller. Jeg for min del forsøgte at holde min hat fast på hovedet. Det var som en tur i karrusellen i Kensington Gardens.

Men så nåede vi toppen. Jeg kunne ikke gøre andet end at gispe af overraskelse. For foran os lå havet som en uendelig flade af hamret sølv. Det var mageløst. Forrevne klipper rejste sig.

“Der har vi det,” sagde Clive og gjorde et kast med hovedet.

Jeg vendte ansigtet i retningen, og der, næsten på kanten af havet, kun omgivet af græs og lav, forkrøblet bevoksning, lå et hus. Og der endte vejen.

“Franke’s Manor,” oplyste Clive og skuttede sig igen. “Der står det og rager op som en gravsten på en forsømt kirkegård, mens havet æder sig ind på det.” (side 20)

Reklame: Tak til forlaget Løse Ænder der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Emma Bond – Rædsel i jægerens hus:

Udgivelsesår: marts 2022
Forlag: Løse Ænder, 151 sider
Omslag: Anna Laurine Kornum

En sang for de levende af Irene Scharbau

En sang for de levende af Irene Scharbau

I En sang for de levende tegner Irene Scharbau et dystert billede af vores fremtid. Klimaet bliver varmere og varmere, og de beboelige områder mindre og mindre. De rige bygger mure, og de fattige overlades til tørkedøden. Og så rammes jorden pludselig af en global hændelse, der ændrer alle spillereglerne.

År 2055: Chris er it-specialist med en fortid i Forsvarets Center for Cybersikkerhed. Verden er presset af klimaflygtninge, og EU er i færd med at bygge en mur fra La Rochelle til Odessa. Soldater skyder alle, der forsøger at trænge ind fra det glo- hede Sydeuropa og Afrika. En dag rammes hele kloden af et ødelæggende anslag. Chris forsøger at hjælpe sine venner til et sikkert sted ved Lolland. Det går slet ikke som planlagt. (fra bagsiden)

En af de bedste ting ved at have Gyseren.dk er, at jeg ind i mellem bliver kontaktet af forfattere, jeg ikke kender i forvejen. Det var tilfældet med En sang for de levende af Irene Scharbau, og historien om et samfund, der bryder sammen da elektriciteten forsvinder, lød så spændende, at jeg straks sagde ja tak.

Romanen udspiller sig i 2055. Klimaet er gået amok, og store dele af kloden er nu ubeboelig på grund af tørke. Nordeuropa har lukket sig sammen om sig selv, og holder med alle midler grænserne mod syd lukket for de mange klimaflygtninge.

Vi følger en række forskellige personer: it-sikkerhedseksperten Chris, der er bedste venner med kollegaen Aage. Benjamin, der oprindelig var pacifistisk skolelærer, men nu bevogter grænsen mod syd som EU-soldat. Michelle, der flyttede til Danmark fra Italien for at få et bedre liv, mens grænserne endnu var åbne. Ann, der arbejder som akutsygeplejerske og hver dag må foretage benhårde prioriteringer blandt patienterne, mens hun forsøger at få hverdagen til at hænge sammen alene med sine to små børn. Og Adi fra Lagos i Nigeria, der står med ansvaret for sine søskende og drømmer om at komme til Danmark.

I første del af romanen introduceres vi for personerne, og hører om verdens udvikling fra 2020’erne og frem. Anden halvdel fokuserer på tiden efter den globale hændelse, der efterlader kloden uden elektricitet. Vi følger både den lille gruppe personer, der mere eller mindre tilfældigt ender på en lille ø, men også virkningerne af manglen på strøm for samfundet. For udover de umiddelbare gener ved at strømmen forsvinder, så forsvinder næsten alt vores viden også. Meget gemmes kun digitalt i dag, lige fra sygejournaler til skøder og andre juridiske dokumenter. Så hvad sker der, når samfundet rejser sig igen?

Det er ikke så længe siden, jeg læste Christina Lassen-Andersens vellykkede debutroman Mørkelagt, der også handler om hvad der vil ske, hvis strømmen pludselig forsvinder. Men mens Mørkelagt ikke fokuserede på, hvorfor strømmen forsvandt, får vi svaret i En sang for de levende. Og det er desværre ikke en urealistisk hændelse, der er årsagen.

En sang for de levende er elementært spændende, og jeg blev lynhurtigt fascineret af Scharbaus vision af år 2055. Både samfundet og begivenhederne, der leder op til romanens nutid, fremstår skræmmende troværdigt. Skrivestilen er lidt abrupt efter min smag, og persontegningerne er ikke de dybeste. Dog er Adi, hvis hjerteskærende historie næsten ikke var til at bære, meget velskrevet. Trods disse små-anker blev jeg hurtigt grebet af romanen, der føles bekymrende realistisk. Og endelig er jeg også nødt til at rose det overraskende twist, Scharbau introducerer mod slutningen, som giver romanen en helt ny vinkel.

Jeg var godt underholdt af En sang for de levende, der kombinerer spænding med cli-fi i en ubehagelig troværdig fremtid. En effektiv, realistisk og spændende roman, der ikke kan udgå at give læseren stof til eftertanke.

Irene Scharbau er journalist, og debuterede som forfatter med romanen Max fra 2020.

Uddrag af romanen:

I 2045 gav EU sine borgere tre år til at forlade tørkezonen. Varetransporter stoppede, de sidste vandværker standsede pumperne. Strømforsyninger slukkede. Det var slut med at orientere sig på braces og skærme. I det hele taget var det slut. Cypresserne på sydens solbeskinnede kystskråninger stod som rustne støtter over de tidligere så magtfulde riger.

Læger uden Grænser fordoblede deres styrke, og europæiske læger trak sig stille og roligt hjem fra andre af verdens brændpunkter for at hæve indsatsen i det sydlige Spanien, Italien og Grækenland. Fra juli ’48 skød EU-hæren på alle, der forsøgte at krydse grænserne sydfra.

Soldater cementerede de følgende år grænsen med et utal af lig. De begravede grænseoverløberne, hvor de faldt, eliminerede af EU-railguns, de masseproducerede elektromagnetiske våben, soldaterne var udstyret med i 40’erne.

Ingen plausible forklaringer gav længere adgang. Den voksende digitale programindustri til at spore dialekter og oprindelsesland døde ud på et år i ’48 sammen med knoglescanningsanlæg til at bestemme børns alder – børn kom heller ikke ind.

En stream med en cirka 4-årig pige gik verden rundt. Med kager af snavs i sine mørke krøller, åbne sår på knæene og blod på sin lyserøde Disney t-shirt stod hun alene på grænseovergangen ved Coccau Valico i det østlige Østrig. Hun var for længst holdt op med at græde, hendes øjne var huller af rædsel. To soldater, som trådte ud foran hende med hævede railguns, så ud til at have en kort diskussion. Så skød den ene, mens den anden sank ned på knæ.

Brølet over umenneskeligheden steg fra Amnesty, FIDH, selv i FN viste man streamen.

Men ‘No Trespassing’ havde opbakning fra store flertal i de europæiske staters befolkning. (side 72-73)

Reklame: Tak til Irene Scharbau og forlaget Indblik der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om En sang for de levende:

Udgivelsesår: 19.05.2022
Forlag: Indblik, 296 sider

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Nordlys af Tina Ibsen
Opgøret af Stephen King
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Den 5. bølge af Rick Yancey

Gå stille tal sagte af Martin Schmidt

Gå stille tal sagte af Martin Schmidt

Gå stille, tal sagte står der på små skilte rundt omkring på Retsmedicinsk Institut. Det skal minde folk om at vise respekt for de døde. Det er også titlen på filminstruktør Martin Schmidts skønlitterære debut. En såkaldt filmkrimi, der blander filmens verden med den skrevne krimi.

Bjarke Funder er laboratorieassistent på Retsmedicinsk Institut, hvor han har været ansat i 7 år. Han anses som en pligtopfyldende medarbejder, og der har aldrig været noget at udsætte på ham. Men i romanens start bliver Bjarke bortvist. Instituttet har fået en henvendelse fra Dagbladet om en artikel, de bringer. En artikel, der afslører, at Bjarke har haft rundvisninger af uvedkommende gæster i instituttets udstillingsrum, fremvist chokerende kriminaltekniske fotos og endda vist ligene i kælderen frem.

Herfra rulles historien ud. Vi følger politiets arbejde og retssagen mod Bjarke med tilbageblik til hans opvækst og forskellige episoder under hans ansættelse, herunder den nat hvor et filmhold optog på Retsmedicinsk Institut. Som fortællingen skrider frem, går det op for læseren, at selvom Bjarke er blevet taget på fast gerning, har han stadigvæk nogle hemmeligheder gemt af vejen.

Gå stille tal sagte fortælles gennem en alvidende fortæller, og det gør sproget lidt beskrivende. Historien er dog godt opbygget med korte kapitler, spring i tid og sted, og en foruroligende følelse af at Bjarke har endnu mørkere hemmeligheder, end politiet har afsløret.

Derudover er Bjarke en interessant person. Godt nok fremstår han som samvittighedsløs og uempatisk, når han udstiller de døde mod betaling. Men samtidig får vi indblik i en anden side af Bjarke, der længes efter at blive anerkendt og høre til, og som har en faglig stolthed over sine rundvisninger hvor malplaceret den end er. Endelig har en ulykke i barndommen haft nogle ubehagelige følgevirkninger for Bjarke. Den tvetydighed i hans karakter gør ham spændende at følge.

Ind i mellem fletter Martin Schmidt også interessante facts ind om såvel filmarbejde som arbejdet på Retsmedicinsk Institut. Jeg kom f.eks. til at spekulere over, om den anekdote, som bogens instruktør fortæller om en promoveringstur til Norge med en gyserfilm, måske er selvoplevet? Ligeledes var jeg godt underholdt af de forskellige faktuelle ting, Bjarke fortæller om på sine rundvisninger, som f.eks. hvordan Danmarks første ligsynslov blev til.

Gå stille tal sagte er ikke en bloddryppende pageturner, men den giver et spændende indblik i både filmverdenen, såvel som et mere makabert job ikke mange af os kender meget til. Og så gør det jo ikke bogen mindre interessant, at Martin Schmidt på Krimimessen i Horsens afslørede, at noget af Bjarkes historie bygger på virkeligheden …

Reklame: Tak til forlaget Brændpunkt der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Den lyshårede fyr i midten havde et sammenbidt udtryk i ansigtet.

“Hun er fandeme ikke større end min egen lillesøster,” sagde han chokeret. “Hvem kan dog finde på at gøre et barn fortræd?” Han rystede på hovedet, som om han bedre kunne forstå det, hvis han gjorde sådan.

Hans ven ved siden af – ham, som havde talrige mareridt at se frem til – konstaterede enigt: “Folk er eddermame syge!”

“Åh nej, hvordan kan Gud dog være så ond?” sagde kvinden, der stadig ikke havde fået sin gråd under kontrol.

Hendes veninde rystede vantro på hovedet, heller ikke hun kunne få øjnene væk fra den lille krop.

Laboratoriechefen sukkede. “Jeg tror ikke, at Gud har noget som helst med de ting, der foregår herinde, at gøre.” Han skubbede båren tilbage ind i mørket. Den vejede næsten ingenting, havde han tænkt, og så var ståldøren lukket, og lille Anita var alene igen. (side 19-20)

Om Gå stille tal sagte:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Brændpunkt, 313 sider
Omslag: Søren Klok

Martin Schmidt i samtale med A. Silvestri
Martin Schmidt i samtale med A. Silvestri om ‘Gå stille, tal sagte’. De herrer ser ret alvorlige ud på billedet, men der var nu også en god del grin undervejs.

Udvalgte film instrueret af Martin Schmidt:

Bag det stille ydre, 2005
Kat, 2001
Mørkeleg, 1996
Sidste time, 1995

Udhængt II: Dødens dal af Per Jacobsen

Udhængt II: Dødens dal af Per Jacobsen

Ja tak. Dødens dal er andet bind i trilogien om Randall Morgan, og den fortsætter i samme overbevisende stil, og efterlader endnu en gang læseren i en tilstand af chokeret vantro.

Jeg var ubetinget glad for Udhængt, hvor Randall Morgan efter et skriveophold vender tilbage til civilisationen, blot for at opdage at den er kollapset, mens han var væk. De overlevende er stort set forvandlet til tomme hylstre, og resten bliver forsøgt udryddet af landets politi. Det lykkes dog Randall sammen med broderen Tommy og teenageren David at finde sønnen Billy, som sammen med en masse andre børn befinder sig på Newcrest Memorial Hospital i en nærmest katatonisk tilstand.

I begyndelsen af Dødens dal er der gået lidt over et år, siden Randall reddede Billy fra hospitalet. Billy sidder stadig i kørestol og har svært ved at tale, men Randall er forhåbningsfuld. De bor på Tommys gård sammen med David, og livet er ved at finde en ny normal. Små samfund af overlevende popper op, og selvom man stadig passer på politiet, er truslen fra dem aftagende.

Så da David ønsker at flytte sammen med kæresten Rose i det nærliggende samfund San Hiva, indvilliger Randall med det samme. Men på selve dagen for flytningen gør de et grusomt fund, der truer håbet om en fredelig fremtid. Hvad det end var, der inficerede samfundet for godt et år siden, er her stadig.

Dødens dal er top underholdende fra start til slut og ender med noget af en mavepuster.

Den indledende prolog giver os et hint om, at noget forfærdeligt er sket igen, samtidig med at vi kort får repeteret handlingen fra første bind, uden at det føles påklistret. Herefter springer handlingen tre måneder tilbage i tiden, og som hjælpeløse passagerer følger vi katastrofen udrulle sig skridt for foruroligende skridt. Det er effektivt, grumt og underholdende på den onde måde, som jeg holder meget af.

Jeg kaldte første bind i Udhængt for topklasse horror af internationalt format, og det kan jeg blot gentage. Per Jacobsen skriver med en ubesværethed, der får handlingen til at udspille sig som en film for ens øjne. Siderne vender nærmest sig selv, og jeg lagde stort set ikke bogen fra mig, før jeg nåede sidste side. Nogen vil måske indvende, at historien ikke er eksperimenterende eller intellektuel nok. Men ind i mellem er det fedt at se en Hollywood Blockbuster, og bare lade sig opsluge af oplevelsen. Sådan havde jeg det under læsningen af Dødens dal, og for mig er det noget af det bedste i verden, når en bog bliver levende og verden omkring mig forsvinder.

Er du til gys uden garantier, så grib fat i Udhængt og Dødens dal. Serien kan varmt anbefales.

Uddrag af bogen:

Lyden af klokken trængte ikke øjeblikkeligt igennem til Randalls bevidsthed. Tværtimod sneg den sig i første omgang ind og blev til en del af det mareridt, der fik ham til at vende og dreje sig uroligt i sengen den nat. Og de fleste andre nætter.

Mareridtene var sjældent helt ens, men der var to elementer, som hans underbevidsthed altid sørgede for at reservere en plads til.

Det ene var foredragssalen på Newcrest Memorial Hospital, hvor han havde fundet Billy og de andre kidnappede børn. Det andet var politibetjenten; den kæmpestore mand, som havde kylet Randall frem og tilbage over den regnvåde asfalt på Hovedvej 55, for derefter at forsøge at klynge ham op i en lygtepæl. (side 29)

Om Dødens dal:

Udgivelsesår: 01.04.2022
Forlag: Humblebooks, 300 sider
Omslag: Per Jacobsen

Læs også:

Udhængt af Per Jacobsen
Samlerne af Michael Kamp
Desperation af Stephen King
Spøgelsestoget af Stephen Laws
Jagtmarken af Patrick Leis
Syge sjæle af Kristina Ohlsson
Micki 19.50 af Christian Reslow

Sherlock Holmes Society – in nomine dei af Cordurié & Nespolino

Sherlock Holmes Society - in nomine dei af Cordurié & Nespolino

Sherlock Holmes society – in nomine dei er andet bind i Sylvain Corduriés serie om den verdenskendte detektiv, der her er i nye klæder.

I første bind bliver Holmes og doktor Watson sendt til den lille irske by Keelodge af Holmes bror Mycroft. Militæret har omringet byen, hvis indbyggere tilsyneladende er blevet ramt af en mystisk sygdom, der forvandler dem til blodtørstige zombier.

Her i andet bind fortsætter historien, hvor bind et slutter. Doktor Watson ligger hårdt såret på et hospital i London, og Holmes må klare sig uden sin trofaste væbner. I stedet har han fundet en usandsynlig allieret i Mr. Hyde (og ja, det er den Hyde!), der har kendskab til den gift, der forvandlede Keelodges indbyggere.

Faren er nemlig ikke drevet over. Den mystiske organisation Rådet, som stod bag forgiftningen af Keelodge, har planer om at ramme Londons indbyggere næste gang. Men hvordan kan Holmes stoppe dem, når han ikke ved, hvem de er?

Jeg har været overordentlig godt underholdt af både Keelodge-affæren og nu In nomine dei, der begge er elementært spændende. Som en fin detalje lader Cordurié Holmes være fortælleren i stedet for Watson. På den måde kommer vi helt ind i hovedet på detektiven – som i Corduriés univers minder lidt om Robert Downey Jr.’s Holmes i Guy Ritchies film. In nomine dei er nemlig langt mere actionfyldt end det oprindelige Sherlock Holmes univers, og Corduriés Holmes kan både tænke og slås.

At historien indeholder zombier, er ligeledes et plus i min bog. Og så er jeg også begejstret for, hvordan Cordurié blander andre romanfigurer fra Victoriatiden ind i Sherlock Holmes univers. Det er naturligvis set før i Alan Moores serie Det Hemmelighedsfulde Selskab, men det gør jo ikke idéen dårligere.

Der er kommet nye tegnere til i bind to. I Keelodge-affæren stod Stéphane Bervas for illustrationerne, mens det i In nomine dei er Alessandro Nespolino og Ronan Toulhoat. Tegningerne er holdt i en semi-realistisk stil og er meget stemningsfulde. Farvelægningen understreger stemningen, både i de skumle baggårde og dystre industribygninger men også i de mere håbefulde sekvenser. Historien har et godt flow og fortælles via dynamiske billedrammer, der både er med til at skabe suspense, men også pacer hastigheden frem når det kræves.

Er du til tegneserier med både stemning og action, og er du ikke bange for at få udfordret din opfattelse af den ikoniske detektiv? Så er Sherlock Holmes Society lige serien for dig. Jeg er i hvert fald fan.

For ikke så længe siden læste jeg i øvrigt serien Green Manor, der udspiller sig i samme tidsperiode. Her er stemningen mere venlig og humoristisk, selvom der også blev begået grumme forbrydelser. Den kan bestemt også anbefales.

Om Sherlock Holmes Society – in nomine dei:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Zoom, 110 sider
Forfatter: Sylvain Cordurié
Illustratorer: Alessandro Nespolino, Ronan Toulhoat
Originaltitel: In nomine dei ; Contamination
Oversætter: Michael Gabelgaard Nielsen

Sherlock Holmes Society:

Sherlock Holmes Society – Keelodge-affæren af Sylvain Cordurié & Stéphane Bervas
Sherlock Holmes society – in nomine dei af Sylvain Cordurié, Alessandro Nespolino & Ronan Toulhoat

Den gale doktors vanvidsmikstur af Lasse Bo Andersen

Den gale doktors vanvidsmikstur af Lasse Bo Andersen

Lasse Bo Andersen, som jeg hovedsageligt kender som børnebogsforfatter, har med Den gale doktors vanvidsmikstur skrevet en charmerende og hamrende underholdende spændingsroman, der udspiller sig i 1910’ernes Aarhus.

Bernhard Bruun arbejder som bydreng hos Aarhus Film-compagni, der ledes af filmfabrikanten Sophus B. Christensen. Året er 1910, og filmindustrien blomstrer i Danmark, hvor forskellige selskaber sprøjter kortfilm ud til et umætteligt publikum.

Sophus B. Christensen har dog fået en idé, der skal føre Aarhus Film-compagni op i en helt ny liga. Han vil nemlig indspille Danmarks første langfilm. Til det har han fået lovning på et manuskript, der ellers var bestilt af konkurrenten, filmfabrikken Fotorama.

Men tingene forløber ikke som planlagt, og pludselig bliver Bernhard hyret til at skrive et nyt manuskript baseret på en spændende bog, han netop har læst: Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Det skal blive til filmen Den gale doktors vanvidsmikstur. Hvis altså de øvrige problemer, der opstår undervejs, bliver løst.

Samtidig med at Den gale doktors vanvidsmikstur indspilles, dør en række personer på grufuld vis i Aarhus’ gader. Politibetjent Frederik Schrøder-Petersen er overbevist om, at der er en slags ‘Jack the Ripper’ på spil, men han har svært ved at vinde gehør for sin teori hos ledelsen.

Undervejs flettes de to spor sammen, før historien afsluttes i en hæsblæsende finale, der er Die Hard værdig. Hvis altså Die Hard udspillede sig i 1910.

Som jeg indledningsvist skrev, har jeg været ualmindeligt godt underholdt af Den gale doktors vanvidsmikstur. Den starter temmelig grumt, men herfra bliver stemningen lysere, og der bliver plads til både humor og romantik midt i dramaet om filmproduktionen og jagten på morderen.

Historien er fuld af dramatik og ramasjang. Den udspiller sig over en lille uge og fortælles i korte kapitler og et letlæst sprog, som hjælper med at holde det høje tempo. På den led minder romanen lidt om de gamle film, der er omdrejningspunkt for plottet, idet de også blev indspillet på ganske få dage.

Personerne er ligeledes charmerende bekendtskaber. Igen lader forfatteren sig inspirere af de gamle film ved at lade karakterne være en smule karikerede. Men fordi det er gjort bevidst, føles de alligevel ægte.

Lasse Bo Andersen har tydeligvis researchet de historiske detaljer, så det gamle Aarhus fremstår levende og troværdigt. Jeg synes også, at det er fedt, at han i efterskriftet fortæller lidt nærmere om dansk filmindustris historie, samt indsætter en oversigt over bøger hvor man kan læse mere om både filmhistorie og det gamle Aarhus.

Endeligt vil jeg også rose både omslag og layout, som Lasse Bo Andersen i øvrigt også selv har stået for. Forsidens illustration af en mand iført høj hat foran en gammel gadelampe emmer af Victoria-tiden hvor både Dr. Jekyll og Mr. Hyde samt Jack the Ripper foregår, og som altså udspiller sig ikke så mange år før romanen. Jeg er også vild med, at de overordnede kapitler er illustreret som tekst-skiltene, man ser i de gamle stumfilm. Det gør simpelthen læseoplevelsen endnu mere gennemført.

Jeg har med andre ord ikke noget dårligt at sige om Den gale doktors vanvidsmikstur, og kan kun varmt anbefale den. Forlaget beskriver målgruppen som alle mellem 13 og 99 år, så holder du af gode historier fulde af dramatik, romantik, humor og lidt gys, så bliver du ikke skuffet.

Uddrag af bogen:

Clement Ejlersen stod stille og stirrede ind mellem tremmerne i gitterlågen. Ind på den natsorte kirkegård. Han havde besøgt flere værtshuse og beverdinger på sin vej, inden han nu, her langt over midnat, var ankommet til Den Gamle Kirkegård. Han havde forsøgt at overbevise sig selv om, at det udelukkende var for at holde varmen, men inderst inde vidste han, at det også var for at drikke sig mod til. Han brød sig ikke om at skulle færdes på kirkegården om natten.

Den mørke kirkegård med de mange høje træer skræmte ham. Endnu var der ikke for alvor kommet blade på træerne, så de lange, nøgne grene strakte sig som fangarme i vejret. Flere af dem så ud, som om de forsvandt direkte op i den sorte nattehimmel.

Det støvede, uklare lys fra den enlige lampe, der hang over krydset, hvor Frederiksgade og Frederiks Allé mødtes, og hvor Vester Allé gik over i Sønder Allé, hjalp ikke meget. Det samme gjaldt det gullige lys fra gaslygterne på gadehjørnerne. Snarere tværtimod. Den sparsomme belysning fik kun træerne til at se endnu mere dystre og uhyggelige ud, og inde midt på kirkegården ville der være bælgmørkt.

Clement Ejlersen trak vejret dybt. Den forårskolde natteluft forsvandt ned i hans lunger. Han kunne kun lige akkurat mærke brændevinen fra den sidste kaffepunch rumle i sin mave. Men dens varme og mod var forsvundet. (side 16)

Reklame: Tak til forlaget Tekst og Tegning der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Den gale doktors vanvidsmikstur:

Udgivelsesår: 26.11.2021
Forlag: Tekst og Tegning, 281 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen

Læs et interview med Lasse Bo Andersen i Skanderborg Lokalavis

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Al kødets gang af Ambrose Parry
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
Et satans arbejde af A. Silvestri
Tre små kinesere af Niels Søndergaard
Videovold og 80’er snask

Den armenske sarkofag af Rasmus Wichmann

Den armenske sarkofag af Rasmus Wichmann

Lili Al-Shajara studerer arkæologi på Københavns Universitet. Hun lider af socialangst og har ikke mange venner. Faktisk er den eneste nok Shardrach ben Baruch, der ejer Baruch fonden og er Lilis mæcen. Som ung blev hendes forældre dræbt i et brandattentat i Irak og hun selv alvorligt vansiret. Derfor bevæger hun sig nu aldrig ud uden en maske for ansigtet.

En dag hører hun en gæsteforlæsning af den kendte tv-historiker Jesper Warmind om muligheden af en glemt egyptisk koloni i det nuværende Georgien. Han nævner bl.a. en armensk sarkofag, der er udstillet på Nationalmuseet. Lili bliver fanget ind af foredraget, og dagen efter tager hun ud for at gense sarkofagen. Umiddelbart er den sort og kedelig at se på, men da Lili imod alle forskrifter lader sin fingre glide over låget, opdager hun et usynligt mønster på overfladen.

Opstemt af sin opdagelse beslutter Lili sig for at skrive speciale om den armenske sarkofag, og fra da af ændres hendes tilbagetrukne og ensomme hverdag brat. Hun bliver involveret i et mord, finder et blad af Petrovas papyrus der burde befinde sig på Matendaran-museet i Jerevan, bliver smuglet til Armenien og møder den gådefulde Visarion, som øver en næsten uimodståelig indflydelse på hende. Mod slutningen udvikler plottet sig i en overraskende retning, der ikke lader Indiana Jones noget tilbage.

Indflettet i den actionfyldte historie med mord, kidnapning og skjulte hemmeligheder fortæller Wichmann om armeniernes historie. Ikke mindst om det armenske folkedrab i 1915-1918 hvor mellem 1 til 1,5 million armeniere blev dræbt, og som nutidens Tyrkiet nægter at anerkende.

Sidst i podcasten er desuden tilføjet et afsnit, hvor Wichmann fortæller, hvad der er ægte historie og hvad der er fiktion.

Rasmus Wichmann er uddannet historiker, og har tidligere skrevet romanen Enkemagerne. Her opruller han et komplekst univers med tråde til det gamle Egypten. Et univers der også er mere skjulte tråde til her i Den armenske sarkofag, uden at man dog behøver at have læst Enkemagerne for at kunne følge med.

Jeg er ikke særlig god til at høre lydbøger, men har dog lyttet første halvdel af bogen og efterfølgende læst den. Og jeg må indrømme, at jeg fik størst udbytte af at læse den, da jeg her kunne bladre frem og tilbage til persongalleriet forrest og ordlisten bagerst. Når det er sagt, så synes jeg dog rigtig godt om idéen med at udgive historien som en føljeton med et nyt afsnit om ugen. Det gør cliffhanger effekten endnu mere tydelig.

Den armenske sarkofag er en blanding af konspirationsthriller, adventure og spændingsroman. Den er underholdende, men man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Ikke mindst pga. de mange fremmedartede navne og stednavne. Slutningen er som sagt temmelig overraskende, og det er ikke sikkert alle læsere, vil være tilfredse med den. Men det er heldigvis forfatterens ret, og jeg kunne godt lide den.

Om Den armenske sarkofag:

Thriller-føljeton om den studerende Lili Al-Shajara, der hører om en mystisk sarkofag på Nationalmuseet. Inden længe bliver hun involveret i en mordsag, og kommer i besiddelse af et ulæseligt manuskript, der fører hende til Armenien. Føljetonen støtter Dansk Røde Kors og World Diabetes Foundations arbejde i regioner i Armenien.

Lyt til føljetonen på PodBean

Thulesingulariteten af Torben Magnild Husum

Thulesingulariteten af Torben Magnild Husum

Det var ganske tilfældigt, at jeg faldt over Thulesingulariteten. Jeg så en sponseret annonce for den på Facebook, og tænkte at det lød interessant. Især fordi jeg tidligere har læst Thuleselskabet af Mads Peder Nordbo (2. del i hans trilogi om Mathias Hviid), så jeg var interesseret i at høre mere om nazisternes okkulte sider.

Det viste sig så, at jeg oven i købet også havde læst noget af Torben Magnild Husum før, idet han har fået udgivet to noveller i Science Fiction Cirklens serie Lige under overfladen.

Forlaget skriver:
Findes der rester af nazisternes hemmelige, okkulte selskaber i vore dage? Det spørgsmål bliver den humoristiske, joviale og impulsive konspirationsteoretiker Tom Eske og hans mere jordnære makker Ole tvunget til at finde et svar på. De bliver kastet ud i en speget sag om en forsvunden historiestuderende, der forskede i netop disse ting. De to okkulte efterforskere jagter et spor, der bringer dem verden rundt i en søgen efter glemte nazibaser, bronzestatuetter af valkyrier, en mystisk energi og endnu større hemmeligheder – helt ukendt af det moderne menneske. Hvad rodede Himmler, Thuleselskabet og Ahnenerbe egentlig med? Hvad foretog nazisterne sig i Antarktis i 40’erne – i det såkaldte Neuschwabenland? Og hvorfor besøgte Himmler en tændstikfabrik ved Farum i maj 1941?

Både forlagets beskrivelse og forsiden lover kulørt ramasjang, og det må man sige, at vi får. Helt overordnet set er Thulesingulariteten en ganske underholdende lang spurt garneret med kvikke replikker og masser af action.

Vi følger vores hovedpersoner fra København og en gammel nedlagt tændstikfabrik over Berlin og koncentrationslejren Sachsenhausen til Cape Town og Antarktis. Ole Knaptorp er den lidt skeptiske medhjælper, mens ejeren af bureauet, der påtager sig mystiske, okkulte og konspirationsteoretiske sager, Tom Eske er i ukueligt godt humør og med en viden ud over det sædvanlige. Yderligere får bureauet hjælp af Toms ven Troels, der ejer et autoværksted og samtidig er lidt af en opfinder.

Tom og Ole bliver kontaktet af den historiestuderende Rikke, hvis kæreste Torsten er forsvundet under et besøg på en gammel tændstikfabrik i Farum. Det viser sig, at Torsten skrev på en ph.d.-afhandling om Ahnenerbe (den fædrene arv), en organisation SS-rigsfører Heinrich Himmler oprettede for at forske i den ariske races aner og okkulte fortid, og at det har forbindelse til den danske tændstikfabrik. Men hvordan kan nazisternes forskning under 2. verdenskrig få en ung mand til at forsvinde i nutiden? Det er det op til Ole og Tom at finde ud af.

Som sagt var jeg overordnet set fint underholdt af Thulesingulariteten. Jeg synes, det er spændende at læse om konspirationsteorier med nazister involveret, og Torben Magnild Husum smider mange spændende teorier op. Sproget flyder fint, og jeg kan også godt lide den humoristiske tone. Endelig synes jeg, det var sjovt at falde over et dansk ‘detektivbureau’ med speciale i det ‘unormale’. Det fik mig til at tænke på Jim Butchers bøger om troldmanden Harry Dresden, hvor jeg netop har set tv-serien (og ja, jeg ved godt, at jeg er 12-13 år bagefter).

Men der er desværre også lidt malurt i bægeret. Persontegningerne er ret tynde, så jeg engagerede mig ikke for alvor i dem. F.eks. virker det mærkeligt, at den skeptiske Ole arbejder for Tom. Her kunne det have været på sin plads at etablere deres forhold, så den del blev troværdig for læseren. En anden ting er det ret vilde plot. Det behøver ikke at være skidt, men der sker simpelthen så mange ting, at historien til tider benytter sig af usandsynligt mange heldige sammentræf for at få enderne til at mødes. Også selvom Tom er i stand til at foretage nærmest sherlockske deduktioner. Jeg fik i hvert fald lidt samme fornemmelse, som da man læste tegneseriestriberne i aviserne, hvor Fantomet uge efter uge fik nye udfordringer, og man ved, at tegneren finder på det hele løbende.

Bortset fra et enkelt kontinuitetsbrud i begyndelsen, hvor Oles telefon bliver ødelagt af magnetismen på tændstikfabrikken, hvorefter han sender en sms til Rikke, er korrekturen dog glimrende, og som sagt følte jeg mig ganske fint underholdt under læsningen trods ovenstående anker.

Så har du lyst til lidt lette konspirations-kalorier fortalt med humor og masser af ramasjang – så kan Thulesingulariteten sagtens være noget for dig.

Uddrag af bogen:

“Okay,” sagde jeg og prøvede at holde stemmen under kontrol. “Nu er jeg overbevist om, at Ahnenerbe foretog okkulte eksperimenter.”

“Ja, ikke?” sagde Tom og lod en finger glide rundt i omridset af et af symbolerne på gulvpladen.

“Hvad tror du, det er for tegn?” spurgte jeg.

“Mit gæt er, at det er oldgamle sumeriske skrifttegn. Men der skal naturligvis en ekspert til at sige det med sikkerhed,” svarede Tom. Han havde stillet rygsækken fra sig, lå nu på knæ og følte efter på konturerne af de udridsede tegn med begge hænder.

“Rikke bliver ellevild,” sagde han begejstret.

“Måske. Hendes kæreste er jo stadig forsvundet.”

“Naturligvis, men …” Tom afbrød sig selv og stirrede pludselig over på bunken i midten af metalpladen. “Hvad er det, der sidder der?”

“Hvor?”

“Der.” Han pegede på noget i bunken og fløj straks op for at undersøge sagen. “Det er en mobiltelefon.”

“Hvad? Det er umuligt,” sagde jeg og tog mig til lommen for at kontrollere, at min egen stadig lå, hvor den burde.

Tom trak objektet fri fra det øvrige metal i bunken, og ganske rigtigt. Det var en spritmoderne iPhone – seneste nye model. Til trods for det så den voldsomt slidt ud. (side 35)

Om Thulesingulariteten:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 311 sider
Omslag: Benjamin Barrett

Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe

Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe

Mens en hedebølge har lagt sig som et tungt tæppe over Danmark, bliver en afrikansk prostitueret slagtet i en cykelkælder i København. Samtidig i Billum i Vestjylland plages præsten Charlotte af mystiske blackouts. Hun frygter at det er Alzheimers eller måske en hjernetumor – men alligevel drages hun af mørket.

Langsomt lader hun sig opsluge mere og mere af det fremmede i hendes indre, og fra sidelinjen må hendes mand Søren og teenagebørnene Mie og Emil se på, mens Charlotte ændrer sig til en fremmed.

Sideløbende hører vi fortællingen om pensionisten Erik, der er en mand med en mission.

Vennerne Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard-Jürgensen udgav i 2018 romanen Randvad om en forsvunden folkemindesamler og en skov i Sønderjylland. Nu er de aktuelle med Blodbaner, en roman der går sine helt egne veje.

Romanen indledes med en prolog, hvor mordet på den afrikanske prostituerede udspiller sig. Herefter udspiller romanen sig i to dele, hver inddelt i flere kapitler og til sidst en afsluttende epilog.

I første del springer kapitlerne mellem forskellige spor i romanen med enkelte tilbageblik i tiden, og jeg må indrømme, at jeg til at begynde med var lidt forvirret under læsningen. Fordi jeg endnu ikke havde fuldt overblik over bogens karakterer, var jeg et par gange nødt til at kigge tilbage for at finde ud af, hvad og hvem det handlede om. Men som vi nærmer os anden del af romanen begynder sporene for alvor at flettes sammen til en sammenhængende og spændende historie.

For det viser sig, at noget mørkt er på vej. En ældgammel kraft der rækker langt tilbage i tiden, fra længe før kristendommen kom til. Noget der kalder på sine ‘disciple’, og som efterlader sig et spor af død i sit kølvand.

Blodbaner er et blodigt bekendtskab. Forfatterne lægger ikke fingrene imellem i deres beskrivelser, så romanen er ikke for sarte sjæle. Men den er også ond på et mere psykologisk plan. Dels ved at lade en præst, som de fleste i Danmark formentlig forbinder med det gode, blive en del af ondskabens spil. Men også fordi Charlotte er hustru og mor, og en mor vil da aldrig svigte sine børn, vel? Her tør forfatterne provokere de gængse opfattelser, og det giver romanen et ekstra skarpt bid.

Slutningen lægger op til et opgør mellem det gode og det onde, men igen leger forfatterne med os. For hvis man ser på det overordnede billede, hvor stor er så forskellen? Jeg er i hvert fald ikke sikker på, at slutningen er særlig lykkelig i Blodbaner – og om det overhovedet er slutningen?

Uanset var jeg dog rigtig godt underholdt af Blodbaner. Man mærker ikke, at romanen er skrevet af to personer. Jeg kunne i hvert fald ikke skelne, for historien flyder let og med én stemme. Så hvis du ikke lader dig afskrække af dansk horror om blod og ondskab, så er her et godt bud.

Uddrag af romanen:

Som alt andet den nat, var arbejdet målrettet, da han først fik begyndt. Med dolken gravede han sig vej ind i hendes brystkasse, ind under huden, ind gennem kødet og dernæst ind under ribbenene. Han arbejdede i blinde, men duften fra kvindens indre styrede hans bevægelser og fortalte ham, at han var på ret kurs. Knivbladet skar med besvær gennem det genstridige legeme, men da han endelig førte en hånd ind i hullet, mærkede han hendes hjerte. Det var varmt, glat og stærkt. Det hang stadig fast i noget, han ikke vidste, hvad var. Hans anatomiske viden var begrænset, men han var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad han skulle gøre for at få det ud. Hans egen krop styrede ham, viste ham hver en lille bevægelse, præcis som den havde gjort hele natten.

Øjeblikket, han havde ventet på, kom nu langt om længe. Ud fra kvindens krop trak han hovedparten af hendes hjerte. Det duftede skønt og sødt i mørket. Lyset fra gården spillede ganske svagt i den sønderhuggede muskel, da han vendte den og prøvende førte hendes kød op til sine læber. En bølge af velvære slog igennem ham.

Han satte grådigt tænderne i hjertet og begyndte at flå små lunser fri. Det var ikke let, men hvert stykke eksploderede i hans indre og sendte farver igennem ham, der oplyste hans tanker og lemmer indefra. (side 10-11)

Om Blodbaner:

Udgivelsesår: 27.09.2021
Forlag: Calibat, 250 sider
Omslag: Tom Kristensen

Ny bog fra lokal forfatter: Bloddryppende drama i Vestjylland (06.09.2021 Jydske Vestkysten)

Martin Wangsgaard-Jürgensens blog Fra Sortsand

Læs også:

Randvad af Jürgensen og Krogsøe
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Spøgelsestoget af Stephen Laws
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Vrangvendt af Christian Reslow
Fanden på væggen af Palle Schmidt
Slør af A. Silvestri
Skyggernes skov af Franck Thilliez
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Mulm af Teddy Vork

Udhængt af Per Jacobsen

Udhængt af Per Jacobsen

Er du til snigende uhygge, overraskende plot-twists og topklasse horror, så er Udhængt af Per Jacobsen et rigtig godt bud.

Randall Morgan har netop færdiggjort sin seneste roman, og er efter 14 dage i en afsidesliggende hytte ved Maiden Lake på vej hjem til East Alin. Han glæder sig til at se sin søn Billy igen, og til at vise ham bogens dedikation. For selvom Randall elsker sin søn, er deres forhold ikke så tæt længere efter skilsmissen fra Allie, Billys mor.

Men før Randall når helt hjem, opdager han en hængt mand i en lygtepæl. Chokeret ringer han til alarmcentralen, der lover at sende en patruljevogn. Før den ankommer, begynder Randall dog at fornemme, at noget er HELT galt. Ikke blot er der en hængt mand i lygtepælen. Ingen andre end ham lader til at finde det underligt! Og da betjenten når frem, udvikler situationen sig fra slem til værre.

Hvad er der sket i de 14 dage Randall har været væk? Hvorfor virker folk ligeglade med de døde, der hænger rundt omkring? Og er det kun sket i East Alin eller over hele landet?

Jeg har tidligere læst Spejlkabinettet af Per Jacobsen, der udkom i 2020. Den var jeg ret begejstret for, så da forlaget HumbleBooks spurgte, om jeg var interesseret i at anmelde Udhængt, sagde jeg straks ja. Heldigvis for det, for Udhængt er endnu bedre.

Der er ingen tvivl om, at Per Jacobsen er inspireret af Stephen King (som stort set alle, der skriver horror i dag, er). Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Desperation, da jeg læste scenen, hvor Randall taler med politibetjenten om den hængte mand. Den tanke har Jacobsen også selv haft, for i indledningen til 2. akt er der indsat et citat fra netop den.

Der er i det hele taget en fed King vibe over fortællingen, fra dengang King var bedst. Dengang han overraskede, ligeså vel som han forførte med sine portrætter og stemningsfulde historier. Dengang man sad med tilbageholdt åndedræt under læsningen, fordi man ikke kunne regne ud, hvordan det hele skulle ende. Dengang han kunne være så ond, at det næsten ikke var til at bære. Tag ikke fejl. Jeg er stadig meget glad for King, og I kan glæde jer til Blodtørst og andre fortællinger, der snart udkommer. Den er classic King, men der er ikke mange overraskelser under læsningen. Det er der til gengæld i Udhængt. Altså overraskelser.

Tit sidder jeg og gætter forud, når jeg læser, men det havde jeg ikke tid til denne gang. Jeg var simpelthen for opslugt, og siderne nærmest læste sig selv. Som sidste side nærmede sig, blev jeg dog lidt nervøs for, om slutningen ville leve op til handlingen. Det gjorde den heldigvis. Tingene bliver ikke overforklaret, og slutningen er fuldstændig åben – og i min optik – grum, som når King er værst.

Der findes forskellige typer af gode bøger. Søstre af Daisy Johnson, som jeg læste tidligere på året, er en fremragende roman, der med sit sprog, sin stil og tematikker efterlod et dybt aftryk i mig. Udhængt er god på en helt anden måde. Her udruller handlingen et spor, det er umuligt at vige bort fra. For HVAD SKER DER NU! Spændingskurven er støt stigende, og gyset er i højsædet, når Randall med sin bror Tommy forsøger at finde ud af, hvad der er sket, og hele tiden er underholdningsværdien helt i top, mens vi følger dem i deres færd i denne nye, farlige verden.

Måske kommer Udhængt ikke til at vinde fine litterære priser, men det er topklasse underholdning, og dansk horror af international klasse. Jeg var i hvert fald solgt, og kan kun varmt anbefale et besøg i Per Jacobsens univers. Også selvom du nok aldrig mere vil kunne se på en politibetjent med helt samme tryghed i maven som før.

Udhængt udkommer d. 1. oktober 2021. Forlaget fortæller, at den samme dag udkommer som e-bog på engelsk med titlen Strung, samt at der også er en spansk oversættelse på vej.

Uddrag af bogen:

Randall Morgans første tanke var, at det måtte være en spøg. En drengestreg, sikkert lavet i forbindelse med Halloween, der var lige så usmagelig, som den var veludført.

I virkeligheden var denne tanke dog intet andet end en desperat forsvarsmekanisme, for inderst inde var Randall godt klar over, at allehelgensaften længe var overstået. Desuden behøvede han ikke at bruge ret lang tid på at studere detaljerne i det aparte syn, som bilens lyskegler havde bragt i fokus på den anden side af den regnvåde forrude, for at vide, at det umuligt kunne være en joke.

Og skulle der på trods af disse ting alligevel herske et gran af tvivl i Randalls sind, forsvandt det endegyldigt, da efterårsvinden uden for køretøjet et øjeblik tog til og derved fik drejet den livløse mand, der hang og dinglede i lygtepælen, rundt, så hans ansigt kom til syne.

Hans blålilla, opsvulmede ansigt. (side 11)

Reklame: Tak til forlaget HumbleBooks der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Udhængt:

Udgivelsesår: 01.10.2021
Forlag: HumbleBooks, 361 sider
Omslagsgrafik: Per Jacobsen

Læs også

Spejlkabinettet af Per Jacobsen
The Uninvited af Liz Jensen
Desperation af Stephen King
Søvnløs af Stephen King
Kold karantæne af David Koepp
Udslettelse af Jeff VanderMeer

Carriers
The Crazies
Invasion of the Body Snatchers (1956)