oktober 2019
M Ti O To F L S
« sep    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Splatter’

Dræbersvin af Morten Dürr

Dræbersvin af Morten Dürr

Hvis du tror, at grise er dumme og kun glæder sig til at blive bacon på morgenbordet – så vil Dræbersvin få dig på andre tanker …

Onkel Torben har en svinefarm. Det er dog svært at få den til at løbe rundt, så Torben køber noget forbudt foder til grisene, så de vokser hurtigere.

Kort efter kommer Thor og Freja på ferie sammen med to af Thors venner, Jonas og Alexander. De glæder sig til alletiders ferie, og sådan starter det også. Men om natten hører Torben mærkelige lyde ovre fra stalden. Han skynder sig derover – for at opdage at noget har dræbt fem svin i en bås. Men hvad? Og har det noget med det forbudte foder at gøre?

Dræbersvin af Morten Dürr hører til serien Sort Chok, og det var min 12-årige nevø, der anbefalede mig den. Han kan nemlig lide et godt gys, og det får vi i Dræbersvin. Historien er fuld af action, fortalt i et lettilgængeligt sprog, og Erik Petri står for de bloddryppende illustrationer, der passer perfekt til fortællingen.

Jeg har tidligere læst Øksemorderens kranium i samme serie, og kan bestemt også anbefale Dræbersvin. Dog skal man være opmærksom på, at Morten Dürr ikke er bleg for at smide godt med splatter ind, og at ikke alle personerne overlever.

For de lidt mere garvede gyserfans +10 år.

Uddrag fra bogen:

Torben afsikrede sit haglgevær. Det puslede i buskadset. Endnu et skrig. Denne gang tættere på. Og pludselig fik han øje på det. Monstret. Det havde sort pels og faldt i ét med natten. Man kunne kun se små rødglødende øjne, der svævede ildevarslende i mørket. Torben kastede geværet til skulderen og skød. Skuddet ramte rent. Monsteret hylede. Men det faldt ikke. Dyret løb direkte hen mod Torben, alt imens det skreg. Et skrig så skingert, at det overdøvede det næste skud. Hans sidste skud.

Torben vågnede op på sofaen, svedig og forvirret. Stearinlysene var næsten brændt ned. Fjernsynet stod og flimrede. Lyden var dæmpet for ikke at vække børnene. Men filmen var kedelig. Derfor var han faldet i søvn. Torben slukkede for apparatet.

Stilhed.

Han sad stille og lyttede lidt. Ingen lyde ovenfra. Børnene sov. Et sært ubehag sad i kroppen. Han havde drømt, men allerede glemt drømmen. Noget med en skov …

Men med ét kom drømmens billeder tilbage. For pludselig hørte han skriget. Skriget fra drømmen. Han blev kold over hele kroppen. Dér. Der lød skriget igen. Et panisk skrig. Det kom fra grisestalden.” (s. 20-21)

Om Dræbersvin:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Alinea, 85 sider
Omslag og illustrationer: Erik Petri

Serien Sort Chok:

Vampyren i 7A og andre sorte chok (2014)
Dræbersvin (2012)
Dæmonen fra Notre Dame (2012)
En papfar fra Helvede (2011)
Alligatorblod (2010)
Øksemorderens kranium (2010)

Læs også:

Vampyrjægernes klub (R.I.P. 1) af Lasse Bo Andersen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Vild med blod af Henrik Einspor
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann

Ad Nauseam af Daniel Henriksen

Ad Nauseam af Daniel HenriksenSlår man ordene Ad Nauseam op i Wikipedia får man følgende forklaring: et latinsk udtryk, der betyder noget i retning af “til overflod”, “til kvalmegrænsen”, “til ækelhed”. Jeg vil dog betegne Ad Nauseam som perfekt underholdning.

Ad Nauseam er en selvstændig fortsættelse til Daniel Henriksens roman fra 2016 In Absentia. Her fulgte vi fortælleren, der af forskellige grunde tog på et morderisk hævntogt og endte med at komme i karambolage med et internationalt forbryderkartel.

I Ad Nauseam er han ved at komme sig over sine kvæstelser på hospitalet. Hverken kæresten Stine eller politiet er klar over fortællerens rolle i sidste bind. De tror, at han var et uskyldigt offer som uheldigvis faldt i kartellets kløer. Men han ved bedre – ikke mindst fordi genfærdet af Tyven stadig følger ham.

Så kort efter udskrivelsen tager fortælleren af sted for at få bundet de sidste knuder, dvs. begrave tyvens lig og hente pengene han har taget fra kartellet. Men naturligvis går det ikke så let som planlagt. Pludselig befinder han sig sulten, kvæstet og alene, spærret inde i en kælder, som det ikke er meningen han skal ud af igen.

“Og så er der tyven.
Han holder til under min seng. Det er som om han gemmer sig. Måske er han flov over sig selv. Nogle gange hiver han sig op ved sengehesten, hvorefter han står ved siden af sengen og stirrer med sit ene øje. Og skælver som om han fryser.
Jeg er den eneste der kan se ham. Han kommer og går som det passer ham. Det er ret nervepirrende – og forbandet ubelejligt – men det er ikke noget jeg kan styre. Han forfølger mig, fordi jeg slog ham ihjel. Han venter på at blive begravet, så han kan få ro. Måske er han i virkeligheden bare et produkt af min dårlige samvittighed?

Han siger ikke noget længere, men udstøder kun sjove nasale, dyriske lyde. Det er alt han kan præstere, fordi underkæben hænger slapt og spastisk mod halsen og fordi tungen ligner en tør død skovsnegl. Han bevæger sig sjældent, og når han gør, er det kun rundt om min seng, mens han støtter sig til den, og kun ganske langsomt og stift, som en gigtplaget, gammel mand, hvor hver bevægelse udtrykker en helt ny smerteoplevelse. Hvis det ikke så så sørgeligt ud, ville jeg drille ham og forsøge at peppe ham op, men jeg tror han er udenfor komisk rækkevidde.” (s. 17)

Jeg kan rigtig godt lide Daniel Henriksens kulsorte humor. Her flyder blodet, mens historien spæner af sted, og læseren sidder og klukker. Plottet er måske ikke nyskabende, men det er dæleme underholdende, og det føles, som om Henriksen har haft en fest, mens han skrev bogen. Den gejst afspejles tydeligt i historien. Så skidt med, at logikken ikke sidder i højsædet hele vejen.

Dog har jeg én anke – korrekturen. Allerede på første side er den gal: “Der er et mindre bord overfor sengen. De hører et par stole til”; og et par sider senere: “Og dens iskolde granulat flyde i mine årer.” Det er ikke fordi, der overordnet set er mange fejl i bogen, men der må altså ikke grine korrektursmuttere på første side. Det er for ærgerligt.

Heldigvis er det ikke nok til at ødelægge den overordnede set herligt splattede og totalt vanvittige historie, som Henriksen disker op med, og som lektørudtalelsen beskriver som en:

Fræk og fandenivoldsk spændingsbog med en god del satire, fyldt med grotesk vold og platheder i lange baner og, skal lige nævnes, sjovt nok også hjertevarm og eftertænksom sine steder.”

Tak til forlaget Valeta som har sponseret læseeksemplaret

Om Ad Nauseam:

Udgivelsesår: 01.05.2018
Forlag: Valeta, 255 sider

Læs også:

In Absentia af Daniel Henriksen
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dybt dedikerede Dexter af Jeff Lindsay
Dead World af Bo Sejer

Indkaldelse til splatter-kortroman

Enter DarknessForlaget Enter Darkness er et enmands- og fritidsforetagende drevet af en passion for bøger og fortællinger fra især de fantastiske genrer. Manden bag er til både horror, fantasy og science fiction, men Enter Darkness fokuserer udelukkende på horror, samt blandingsgenrer, hvor horror er det bærende element, og har som formål at bidrage til udbredelsen af horror-genren i Danmark.

Se det er jo noget, jeg kan lide, så selvfølgelig vil jeg slå et slag for at få jer alle sammen til at indsende en fabelagtig splatter-kortroman. Læs lidt om betingelserne herunder:

Sommeren 2017 skal flyde med teaterblod

Enter Darkness planlægger at udgive en kortroman i løbet af sommeren 2017 og opfordrer i den forbindelse interesserede forfattere til at indsende bidrag. Deadline for indsendelse er den 15. februar 2017.

Målgruppen for kortromanen er det mere voksne segment af horror freaks, splatter-affecionados og andre med trang til teaterblod. Historien må gerne være retro og kitsch, men skal være originalt fortalt. Som altid er det en fordel, hvis redaktøren ikke tør gå ned i kælderen under læsning.

Romanen vil blive udgivet som fysisk bog og e-bog. Der betales ikke honorar for antagelse, men evt. overskud vil blive fordelt ligeligt mellem forfatter og forlag.

Læs mere på Forlaget Enter Darkness hjemmeside

Tucker & Dale vs. ondskab

Tucker & Dale vs. ondskabSjældent har jeg moret mig så meget, som da jeg så Tucker & Dale vs. ondskab sammen med en veninde. Jeg har haft den liggende længe, efter at jeg læste en god omtale af den, men først for nyligt fik jeg set den. Og heldigvis for det.

Tucker har købt et sommerhus ude i en skov, og nu er han sammen med vennen Dale på vej ud for at sætte det i stand og holde ferie. Undervejs støder de på en bil fyldt med collegestuderende, som også skal campere i området.

Men de to fraktioner går helt skævt af hinanden. De studerende er overbeviste om, at Tucker og Dale er indavlede rednecks, som vil gøre alt for at slå dem ihjel, mens Tucker og Dale ikke rigtig kan få begivenhederne til at hænge sammen. Det hele ender i et stort splatterorgie, som ikke skal genfortælles men ses.

Som Best Horror Movies skriver: “So what is Tucker & Dale vs Evil? Well, it’s a horror-comedy because of a script that is able to get laughs from the crazy situation as well as otherwise. It’s a gory bloodbath because of convincing gore and crazy deaths including those that involve spears, woodchippers, and handguns. And it’s a little bit of a horror satire, particularly as the college students seem more than a little bit aware of the genre’s tropes.

En helt igennem herlig filmoplevelse som får det optimale ud af alle genrens klichéer uden på noget tidspunkt at føles som en kliché.

Om Tucker & Dale vs. ondskab:

Udgivelsesår: 2010
Instruktør: Eli Craig

Murder Party

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, da jeg satte “Murder Party” på, men mine forventninger blev både gjort til skamme og overgået på samme tid, for her er tale om en underholdende omgang splat mikset godt med sort humor og masser af entusiasme.

Den lidt kiksede og ensomme Chris finder på vej hjem fra arbejde en invitation til et Halloween-party samme aften. I stedet for at se sine lejede gyserfilm sammen med katten beslutter han sig for at tage til fest, og med et hjemmelavet ridderkostume (lavet ud af en papkasse) tager han af sted til festen, som finder sted i et lager i et skummelt område af byen. Desværre for Chris er der ikke tale om en almindelig fest. Det er et Murder Party, og han er aftenens offer…

Værterne er en gruppe kunstnere, som konkurrerer indbyrdes og nu vil afprøve det ekstreme – nemlig at gøre et mord til kunst. I løbet af aftenen dukker også gruppens guru, Alexander, op sammen med pusheren Zycho , og aftenen eskalererer var vild til vanvittig.

“Murder Party” er skrevet og instrueret af Jeremy Saulnier og er en entusiastisk første film fra The Lab of Madness, som både har produceret og spiller de fleste af rollerne. Det er low budget, men det har ikke afholdt gutterne fra at lave en effektiv splatterfilm med gode makeup-effekter, som udnytter de økonomiske begrænsninger til filmens styrke. Som John Shelton skriver på Bloody Good Gore: “… “Murder Party” has a few other tricks up its sleeve. Most notably, it breaks modern horror movie conventions by having a few of the more extravagant deaths happen off-screen, only showing us the grisly results. This hearkens back to the early days of slasher movies and the movie plays these off-screen deaths to its advantage by milking dark comedy out of them. At this point your average movie-goer has seen people on fire in so many movies that unless it’s a really spectacular scene it’s not going to have much of an effect on them. If, on the other hand, a character’s screams as they burn alive go unnoticed because the other characters are so petty and self-absorbed… well, that’s comedy gold.”

“Murder Party” beskrives på forsiden som en film i stil med “Braindead” og “Bad Taste”, og det er for så vidt sandt, når vi kommer til filmens sidste tredjedel, hvor det hele eksploderer i underholdende splatter. De første totredjedele minder dog mere om “Resorvoir Dog” forklædt som horror-comedy, så man skal altså være forberedt på både snak og skæve scener, før splattet eksploderer om ørene på én. Til gengæld går det rigtig stærkt, når først det går i gang.

Filmen vandt Slamdance Film Festivals publikumspris i 2007 og blev nummer to i Toronto After Dark’s Audience Choice Award.

Instruktør: Jeremy Saulnier
Udgivelsesår: 2007

Besøg filmens hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Kadavermarch af Dennis Jürgensen

Kadavermarch af Dennis JürgensenKadavermarch foregår i en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor verdens elite for en stor dels vedkommende har trukket sig tilbage i 142 lukkede samfund, kaldet CrystalCities, spredt over hele kloden. I Danmark ligger CrystalCity 119, i daglig tale kaldet Isslottet, i et tyndt befolket område af Nordvestsjælland. Her bor forskeren Paul Martin, som bl.a. forsker i LIFESUPPLY, et stof som forlænger livet med op til 30 år. Men nu har Paul Martin opdaget en bivirkning ved stoffet, og mens han forsøger at få sit budskab igennem til byens leder Von Ernst, går verden amok udenfor murerne.

Der er nemlig brudt en zombie-epidemi ud. I begyndelsen slog man zombi-snakken væk som en joke, men nu vælter også de danske gader med zombier, og i dette kaos følger vi en gruppe mennesker, som mere eller mindre tilfældigt ender sammen.

Romanen foregår over en uge, og fortælles med krydsklip mellem de forskellige grupper indtil de samles. De første vi introduceres for er splatterpunk-bandet The Rotten Leprechauns, som bl.a. består af den altid ironiske forsanger Sid. De slår sig sammen med en gruppe jægere, og en husmor og hendes teenagedatter som bliver reddet på hospitalet af en lastbilchauffør, da zombierne løber stedet over ende. I første omgang slår de sig ned i en gammel sindssygeanstalt kaldet Vestenvinden, et sted som er nemt at forsvare mod zombierne, og hvor de har masser af forsyninger.

Men på et tidspunkt dukker soldater op fra Isslottet, og pludselig er det ikke kun zombier, gruppen skal tage sig i agt for.

Kadavermarch er en herlig splatterroman, og da splatter som bekendt er kendetegnet med udpensling af alle blodige detaljer, introduceres det første lig allerede på side 4: ”Liget var klædt i et klassisk, mørkt jakkesæt med hvid skjorte og blanke, sorte sko. Det lå på maven. Fluer summede allerede omkring det. Bedemandens hoved var knust under truckens venstre forhjul. Alt hvad der var tilbage, var en grød af hjernemasse, som flød i rød-hvide farver omkring hjulkapslen.” Og allerede på side 10 sker det første zombi-overfald, så der er tempo på fra start til slut. Det er dog ikke kun blod og splat, for som altid blander Dennis Jürgensen uhyggen med humor, så det halve af tiden ved man som læser ikke, om man skal grine eller væmmes.

Kadavermarch udkom første gang i 1991 og var den første danske zombi-roman. Dennis Jürgensen skriver i efterskriften, at han blev inspireret til romanen af George A. Romeros tre zombifilm ”Night of the Living Dead” (1968), ”Dawn of the Dead” (1978) og ”Day of the Dead” (1985). Disse tre film satte for alvor zombierne på verdenskortet, selvom historier om dem var kendt allerede inden da. Her var der dog oftere tale om viljeløse skabninger, som blev styret af en voodoo-præst, og et eksempel på en film om den slags zombier ses allerede i ”White Zombie” fra 1932.

Nu genudgiver forlaget Tellerup både Kadavermarch og den uafhængige efterfølger Kadaverjagt fra 2006 i nye udgaver med forsider af Peter Nielsen. Den første udgave fra 1991 var med forside af Rasmus Frandsen, mens 2. udgaven blev illustreret af Patrick Leis. Begge to havde fokus på frådende zombier og indvolde, mens de nye er mere kliniske men dog stadig stemningsfulde.

Dennis Jürgensen er måske mest kendt som børnebogsforfatter, men han har skrevet flere bøger, som absolut også kan læses af voksne. Kadavermarch er én af dem.

Besøg Dennis-Klubben

Om bogen:

Udgivelsesår: 1991
Omslag: Rasmus Frandsen

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Læs også anmeldelsen på Planet Pulp

Return to Horror High

Return to Horror HighDa jeg så dokumentarfilmen Going to Pieces, opdagede jeg en masse titler, jeg af en eller anden grund aldrig har fået set. En af disse var Return to Horror High.

I 1982 blev Crippen High School scene for en række brutale mord, hvor morderen aldrig blev fanget. Nu vil filminstruktøren Josh Forbes og den skruppelløse producer Harry Sleerik lave en film om mordene – optaget i de selvsamme lokaler de fandt sted, i den nu lukkede Crippen High.

Men som filmen skrider frem, ændrer scenerne sig fra minut til minut. Manuskriptforfatteren Richard bliver hele tiden nødt til at skrive replikker og scener om, for Harry vil have mere blod i historien, og Josh vil også sætte sit fingeraftryk. Samtidig begynder personer at forsvinde fra settet. Først den ledende skuespiller Oliver (en meget ung George Clooney med et ufatteligt pop-hår) og siden andre.

Betjenten Steven Blake, som kom ind i filmen i stedet for Oliver, får sammen med den skuespillerinde Callie Cassidy en mistanke om, at noget er galt, og de beslutter sig for at finde ud af hvad.

Return to Horror High kan ses som en forsmag på senere film som Scream og Scary Movie med sin meta-agtige tilgang til genren. Den starter ud med, at en overlevende fortæller sin historie til politiet, og denne fortælling ser vi så i flashback. Men fordi vi ser optagelserne af en film, forsøger Froehlich hele tiden at snyde os ved hele tiden at flytte fokus, så vi ikke ved, hvornår vi ser scener i filmen, og hvornår det er virkelighed. I en scene ser vi f.eks. en afhøring, men pludselig vender betjenten sig mod kameraet og siger, at det altså ikke foregik sådan i virkeligheden.

Personerne ved også, at der findes horrorfilm, når de f.eks. kommenterer, at der altid kommer en sequal. Og så minder morderens maske ret meget om den, Wes Craven siden bruger i netop Scream.

Filmen har masser af plat humor og overdrevent brug af blod og splatter-effekter, og afsløringen af morderen er mere morsom end uhyggelig (eller overraskende for den sags skyld). Det passer meget godt til B-film, men her bliver det alligevel en lille smule anstregende til tider. Især fordi spændings-opbygningen er nærmest ikke-eksisterende, da personerne måske eller måske ikke bliver dræbt, for vi ved aldrig om det er filmen-i-filmen, vi ser.

Jeg vil ikke påstå, at Return to Horror High er en fantastisk film. Alligevel synes jeg dog, at jeg blev okay underholdt. Måske fordi det var lidt sjovt at se en film, som muligvis har været med til at inspirere Wes Cravens til hans (i en helt anden klasse bedre) film Scream.

Om Return to Horror High:

Instruktør: Bill Froehlich
Udgivelsesår: 1987

Læs mere på I-mockery.com

Event Horizon

Event HorizonEvent Horizon er en af mine absolut yndlings sci-fi gysere, som jeg har set en hel del gange efterhånden. For nylig fandt jeg en Special Collector’s Edition, fyldt med ekstra-materialer, og den kunne jeg selvfølgelig ikke leve uden, så nu har jeg genset den endnu en gang.

Året er 2047. For mange år siden forsvandt forskningsfartøjet Event Horizon uden spor, men nu er det pludselig dukket op, og et redningsfartøj flyver ud for at se, om der er overlevende, og hvis ikke så prøve at finde ud af, hvad der skete. Ombord på redningsfartøjet er også Dr. William Weir (Sam Neill), der oprindelig var med til at bygge Event Horizon.

Ved første øjekast virker skibet forladt, men det viser sig, at besætningen på Event Horizon tilsyneladende alle blev sindssyge og slog hinanden ihjel i blodrus. Og snart opdager redningsholdet, at der stadigvæk foregår noget sært på skibet. Laurence Fishburne spiller kaptajnen på redningsfartøjet, som pludselig bliver klar over, at hans besætning er de næste, der står for tur.

Nu er det ikke så længe siden, at jeg hørte Ann Steendahl Søndergaard fortælle om religiøse symboler i gyserfilm, og det sjove er, at jeg slet ikke havde tænkt over, hvor meget religiøs symbolik Event Horizon indeholder, før jeg så den igen! Selvfølgelig var jeg opmærksom på, at besætningen talte om Helvede, men udover det er der fyldt med kristne symboler. Flere vinduer er korsformede, et af besætningsmedlemmerne bliver korsfæstet, og så er der selve formen af rumskibet, som Paul Anderson i ekstra-materialerne fortæller, er bygget ud fra Notre Dame katedralen i Paris. Det var lidt sjovt at opdage, og så synes jeg, det understreger en af pointerne i Anns oplæg – nemlig, at selvom vores samfund i dag tilsyneladende virker meget sekulariseret, så spiller troen på noget større end mennesket stadig en stor rolle.

Noget af det, jeg blev betaget af, da jeg første gang så Event Horizon, var at jeg for en gang blev skyld rigtig bange undervejs. Den har flere hop-ud-af-stolen scener, men indeholder samtidig en mørk og dyster stemning som sørger for, at man aldrig slapper 100% af, mens man ser den. Jeg er også vild med castingen, og både Laurence Fishburne og Sam Neill fylder deres roller suverænt. Men også de mindre roller er udfyldt yderst kompetent, eksempelvis Kathleen Quinlan der spiller Peters, som har nogle utroligt overbevisende scener i sygelukafet. Man ser ikke, hvad der skræmmer hende, men hun ser så angst ud, at det forplanter sig direkte i tilskueren.

I ekstra-materialerne fortæller Paul Anderson, at filmen i virkeligheden er en “haunted house” film fremfor en science fiction film. De film, der inspirerede ham, var The Haunting (Robert Wise, 1963) og The Shining (Stanley Kubrick, 1980). Jeg synes, en anden tydelig inspiration er Clive Barkers Hellraiser (1987), lige fra visionen af Weir der minder lidt om cenobitterne til replikken “I have such wonderful things to show you“, da hans afdøde hustru viser sig for ham. Man kan argumentere for, at idéen om at skibet viser besætningen deres individuelt værste frygt er set før i Solaris, men jeg synes dog ikke, at der er copycat over Event Horizon, snarere en hyldest til tidligere mesterværker indenfor genren.

Jeg ved, at mange anmeldere synes, at Event Horizon er noget værre l… men spørger du mig, så er den et must efter min mening. Jeg kan se den igen og igen, og på trods af 13 år på bagen så holder den stadigvæk.

Instruktøren Paul W. S. Anderson er også manden bag film som Alien vs. Predator, Resident Evil og genindspilningen af Death Race fra 2008. Film som ikke går over i filmhistorien som noget enestående, men som ikke desto mindre er både underholdende og i store træk vellavede.

Om filmen:

Instruktør: Paul W. S. Anderson
Udgivelsesår: 1997

Feast

FeastForsiden af “Feast” mindede mig lidt om alien, og da det var længe siden, jeg sidst havde set en rigtig monsterfilm, snuppede jeg den med hjem og så den en mørk aften. Som forventet var det ikke en storslået og epokegørende oplevelse, men jeg synes egentlig, at den det meste af tiden var ganske underholdende, så mangler du lidt splatter iblandet humor og monstre, så fornøj dig med “Feast” et par timer.

I en bar langt ude på landet dukker en fremmed pludselig op. Han har hovedet af et ukendt monster med sig og fortæller, at flere af dem er på vej. De er hurtige, de har vildt mange skarpe tænder og de æder mennesker! Eneste chance for at redde livet er at barrikadere baren og håbe på at holde dem ude.

Gruppen, der befinder sig i baren, er en meget blandet flok, og som alle sikkert kan gætte, er det langt fra dem alle, der overlever natten. En bliver halshugget, en får ansigtet flået af, en bliver overbrækket af et monster og så videre. På dette tidspunkt i filmen går historien lidt i tomgang, men så kommer der igen gang i løjerne, da gruppen begynder at planlægge at slippe ud af baren. Det går dog ikke helt som ønsket …

Indledningen til filmen er fint tænkt. Vi får et billede af hver person i baren, og så følger nogle oplysninger med navn, stilling og forventninger til livet. Flere af dem er meget morsomme, men det bliver lige trukket lidt for langt. Så går vi over til herlige splatter-scener med griner-replikker drysset ud over det hele. Nogle af dem er morsomme, andre er lidt fortænkte, men i det store hele holder det meget godt.

“Feast” er ikke stor filmkunst, og fra starten af har man en ret god idé om, hvad der vil ske i løbet af filmen. Men enkelte af personerne er rigtig skæve og sjove, som f.eks. Judah Friedlander der spiller Beer Guy, og Henry Rollins som Coach, der her ifører sig lyserøde sweatpants, mens han holder foredrag om menneskets overlegenhed i forhold til monstrene. Og så prøver John Gulager at lave lidt twists undervejs i plottet, så det hele alligevel ikke bliver 100 % forudsigeligt.

Producenten kalder “Feast” en ubådsfilm (og nej, de foregår ikke nødvendigvis i en ubåd), hvor hele handlingen stort set udspiller sig i et lukket rum. En anden film i den genre er f.eks. “Bug“, der dog tager sit budskab anderledes alvorligt. “Feast” er tredje projekt i Ben Affleck og Matt Damons reality-serie projekt Greenlight. De øvrige film, som er kommet ud af serien, er: “Stolen Summer” og “The battle of Shaker Heights”, og har så vidt jeg kan se intet med horror at gøre.

Instruktør: John Gulager
Udgivelsesår: 2005

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Hostel – part II

Hostel - part IIDen første “Hostel“-film kostede ca. 4,5 millioner dollars at lave, men allerede den første weekend indspillede den over 19 millioner alene i USA. Denne kæmpe salgssucces må have givet Eli Roth blod på tanden, for i 2007 kom en efterfølger “Hostel – part II”. Jeg vil ikke sige, at toeren er en særlig nødvendig film, for den bringer ikke noget særligt til historien, men den uddyber nogle personers roller og forklarer med dybdegående om konceptet bag “Elite hunting”. Det er heller ikke fordi “Hostel – part II” er en dårlig film. Den er bare ikke ligeså overraskende, fordi vi kender historien nu.

Filmen starter hos Paxton, der overlevede i etteren. Han er kommet tilbage til USA, hvor han gemmer sig sammen med sin kæreste. Han har mareridt om, at organisationen finder frem til ham, og det er vist ikke at afsløre for meget, at det gør de.

Herefter klipper filmen til den egentlige handling, tre amerikanske piger på backpacker-tur i Europa. I Rom møder de den søde Axelle, der fortæller dem om et vidunderligt spa i Slovakiet. Pigerne lader sig overtale og ender på det samme hostel som i første film. Om aftenen er der høstfest, og her møder den generte Lorna en sød fyr, der inviterer hende ud at sejle, og trods Beths advarsler tager hun af sted. Det skulle hun naturligvis ikke have gjort. Og herfra følger filmen sporet fra sidst med tilfangetagelse, tortur og død bare på nye voldsomme måder.

Der er dog også et andet spor i filmen, nemlig jægernes historie. Denne gang følger vi også, hvordan pigerne sættes på auktion til potentielle købere, og hvordan to amerikanske forretningsmænd kommer til Bratislava for at dræbe Beth og veninden. Denne del af historien er ret interessant, fordi den fokuserer på trangen til at leve fuldt, om det så betyder at slå andre ihjel.

Ligesom i “Hostel” bruger Eli Roth kameraet til at understøtte historien. Først farvestrålende billeder og masser af lys, siden mørke, dystre billeder og mere abrupt brug af kameraet. Det virker igen, og filmen bliver mere og mere væmmelig, som vi kommer frem.

Flere kendte figurer er med fra første film, bl.a. børnebanden som denne gang er lige ved at forpurre organisationens plan ved et uheld. Børnene er uhyggelig gode, og jeg fik helt ondt i maven ved at tænke på, at deres eksistens sikkert ikke er langt fra virkeligheden.

Eli Roth har også denne gang inviteret forskellige filmkendisser til en cameo-rolle, bl.a. Ruggero Deodato (instruktør af “Cannibal Holocaust”, 1980) der optræder som en italiensk kannibal.

“Hostel – part II” kostede ca. 10 millioner dollars at lave, og indspillede godt 8 millioner i åbningsweekenden. Der er tilsyneladende en treer på vej i serien, men den bliver uden Eli Roth, der dog har udtalt, at han ikke har noget imod, at andre arbejder videre med hans koncept.

Om “Hostel – part II”:

Instruktør: Eli Roth
Udgivelsesår: 2007