september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Splatter’

Indkaldelse til splatter-kortroman

Enter DarknessForlaget Enter Darkness er et enmands- og fritidsforetagende drevet af en passion for bøger og fortællinger fra især de fantastiske genrer. Manden bag er til både horror, fantasy og science fiction, men Enter Darkness fokuserer udelukkende på horror, samt blandingsgenrer, hvor horror er det bærende element, og har som formål at bidrage til udbredelsen af horror-genren i Danmark.

Se det er jo noget, jeg kan lide, så selvfølgelig vil jeg slå et slag for at få jer alle sammen til at indsende en fabelagtig splatter-kortroman. Læs lidt om betingelserne herunder:

Sommeren 2017 skal flyde med teaterblod

Enter Darkness planlægger at udgive en kortroman i løbet af sommeren 2017 og opfordrer i den forbindelse interesserede forfattere til at indsende bidrag. Deadline for indsendelse er den 15. februar 2017.

Målgruppen for kortromanen er det mere voksne segment af horror freaks, splatter-affecionados og andre med trang til teaterblod. Historien må gerne være retro og kitsch, men skal være originalt fortalt. Som altid er det en fordel, hvis redaktøren ikke tør gå ned i kælderen under læsning.

Romanen vil blive udgivet som fysisk bog og e-bog. Der betales ikke honorar for antagelse, men evt. overskud vil blive fordelt ligeligt mellem forfatter og forlag.

Læs mere på Forlaget Enter Darkness hjemmeside

Tucker & Dale vs. ondskab

Tucker & Dale vs. ondskabSjældent har jeg moret mig så meget, som da jeg så Tucker & Dale vs. ondskab sammen med en veninde. Jeg har haft den liggende længe, efter at jeg læste en god omtale af den, men først for nyligt fik jeg set den. Og heldigvis for det.

Tucker har købt et sommerhus ude i en skov, og nu er han sammen med vennen Dale på vej ud for at sætte det i stand og holde ferie. Undervejs støder de på en bil fyldt med collegestuderende, som også skal campere i området.

Men de to fraktioner går helt skævt af hinanden. De studerende er overbeviste om, at Tucker og Dale er indavlede rednecks, som vil gøre alt for at slå dem ihjel, mens Tucker og Dale ikke rigtig kan få begivenhederne til at hænge sammen. Det hele ender i et stort splatterorgie, som ikke skal genfortælles men ses.

Som Best Horror Movies skriver: “So what is Tucker & Dale vs Evil? Well, it’s a horror-comedy because of a script that is able to get laughs from the crazy situation as well as otherwise. It’s a gory bloodbath because of convincing gore and crazy deaths including those that involve spears, woodchippers, and handguns. And it’s a little bit of a horror satire, particularly as the college students seem more than a little bit aware of the genre’s tropes.

En helt igennem herlig filmoplevelse som får det optimale ud af alle genrens klichéer uden på noget tidspunkt at føles som en kliché.

Om Tucker & Dale vs. ondskab:

Udgivelsesår: 2010
Instruktør: Eli Craig

Murder Party

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, da jeg satte “Murder Party” på, men mine forventninger blev både gjort til skamme og overgået på samme tid, for her er tale om en underholdende omgang splat mikset godt med sort humor og masser af entusiasme.

Den lidt kiksede og ensomme Chris finder på vej hjem fra arbejde en invitation til et Halloween-party samme aften. I stedet for at se sine lejede gyserfilm sammen med katten beslutter han sig for at tage til fest, og med et hjemmelavet ridderkostume (lavet ud af en papkasse) tager han af sted til festen, som finder sted i et lager i et skummelt område af byen. Desværre for Chris er der ikke tale om en almindelig fest. Det er et Murder Party, og han er aftenens offer…

Værterne er en gruppe kunstnere, som konkurrerer indbyrdes og nu vil afprøve det ekstreme – nemlig at gøre et mord til kunst. I løbet af aftenen dukker også gruppens guru, Alexander, op sammen med pusheren Zycho , og aftenen eskalererer var vild til vanvittig.

“Murder Party” er skrevet og instrueret af Jeremy Saulnier og er en entusiastisk første film fra The Lab of Madness, som både har produceret og spiller de fleste af rollerne. Det er low budget, men det har ikke afholdt gutterne fra at lave en effektiv splatterfilm med gode makeup-effekter, som udnytter de økonomiske begrænsninger til filmens styrke. Som John Shelton skriver på Bloody Good Gore: “… “Murder Party” has a few other tricks up its sleeve. Most notably, it breaks modern horror movie conventions by having a few of the more extravagant deaths happen off-screen, only showing us the grisly results. This hearkens back to the early days of slasher movies and the movie plays these off-screen deaths to its advantage by milking dark comedy out of them. At this point your average movie-goer has seen people on fire in so many movies that unless it’s a really spectacular scene it’s not going to have much of an effect on them. If, on the other hand, a character’s screams as they burn alive go unnoticed because the other characters are so petty and self-absorbed… well, that’s comedy gold.”

“Murder Party” beskrives på forsiden som en film i stil med “Braindead” og “Bad Taste”, og det er for så vidt sandt, når vi kommer til filmens sidste tredjedel, hvor det hele eksploderer i underholdende splatter. De første totredjedele minder dog mere om “Resorvoir Dog” forklædt som horror-comedy, så man skal altså være forberedt på både snak og skæve scener, før splattet eksploderer om ørene på én. Til gengæld går det rigtig stærkt, når først det går i gang.

Filmen vandt Slamdance Film Festivals publikumspris i 2007 og blev nummer to i Toronto After Dark’s Audience Choice Award.

Instruktør: Jeremy Saulnier
Udgivelsesår: 2007

Besøg filmens hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Kadavermarch af Dennis Jürgensen

Kadavermarch af Dennis JürgensenKadavermarch foregår i en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor verdens elite for en stor dels vedkommende har trukket sig tilbage i 142 lukkede samfund, kaldet CrystalCities, spredt over hele kloden. I Danmark ligger CrystalCity 119, i daglig tale kaldet Isslottet, i et tyndt befolket område af Nordvestsjælland. Her bor forskeren Paul Martin, som bl.a. forsker i LIFESUPPLY, et stof som forlænger livet med op til 30 år. Men nu har Paul Martin opdaget en bivirkning ved stoffet, og mens han forsøger at få sit budskab igennem til byens leder Von Ernst, går verden amok udenfor murerne.

Der er nemlig brudt en zombie-epidemi ud. I begyndelsen slog man zombi-snakken væk som en joke, men nu vælter også de danske gader med zombier, og i dette kaos følger vi en gruppe mennesker, som mere eller mindre tilfældigt ender sammen.

Romanen foregår over en uge, og fortælles med krydsklip mellem de forskellige grupper indtil de samles. De første vi introduceres for er splatterpunk-bandet The Rotten Leprechauns, som bl.a. består af den altid ironiske forsanger Sid. De slår sig sammen med en gruppe jægere, og en husmor og hendes teenagedatter som bliver reddet på hospitalet af en lastbilchauffør, da zombierne løber stedet over ende. I første omgang slår de sig ned i en gammel sindssygeanstalt kaldet Vestenvinden, et sted som er nemt at forsvare mod zombierne, og hvor de har masser af forsyninger.

Men på et tidspunkt dukker soldater op fra Isslottet, og pludselig er det ikke kun zombier, gruppen skal tage sig i agt for.

Kadavermarch er en herlig splatterroman, og da splatter som bekendt er kendetegnet med udpensling af alle blodige detaljer, introduceres det første lig allerede på side 4: ”Liget var klædt i et klassisk, mørkt jakkesæt med hvid skjorte og blanke, sorte sko. Det lå på maven. Fluer summede allerede omkring det. Bedemandens hoved var knust under truckens venstre forhjul. Alt hvad der var tilbage, var en grød af hjernemasse, som flød i rød-hvide farver omkring hjulkapslen.” Og allerede på side 10 sker det første zombi-overfald, så der er tempo på fra start til slut. Det er dog ikke kun blod og splat, for som altid blander Dennis Jürgensen uhyggen med humor, så det halve af tiden ved man som læser ikke, om man skal grine eller væmmes.

Kadavermarch udkom første gang i 1991 og var den første danske zombi-roman. Dennis Jürgensen skriver i efterskriften, at han blev inspireret til romanen af George A. Romeros tre zombifilm ”Night of the Living Dead” (1968), ”Dawn of the Dead” (1978) og ”Day of the Dead” (1985). Disse tre film satte for alvor zombierne på verdenskortet, selvom historier om dem var kendt allerede inden da. Her var der dog oftere tale om viljeløse skabninger, som blev styret af en voodoo-præst, og et eksempel på en film om den slags zombier ses allerede i ”White Zombie” fra 1932.

Nu genudgiver forlaget Tellerup både Kadavermarch og den uafhængige efterfølger Kadaverjagt fra 2006 i nye udgaver med forsider af Peter Nielsen. Den første udgave fra 1991 var med forside af Rasmus Frandsen, mens 2. udgaven blev illustreret af Patrick Leis. Begge to havde fokus på frådende zombier og indvolde, mens de nye er mere kliniske men dog stadig stemningsfulde.

Dennis Jürgensen er måske mest kendt som børnebogsforfatter, men han har skrevet flere bøger, som absolut også kan læses af voksne. Kadavermarch er én af dem.

Besøg Dennis-Klubben

Om bogen:

Udgivelsesår: 1991
Omslag: Rasmus Frandsen

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Læs også anmeldelsen på Planet Pulp

Return to Horror High

Return to Horror HighDa jeg så dokumentarfilmen Going to Pieces, opdagede jeg en masse titler, jeg af en eller anden grund aldrig har fået set. En af disse var Return to Horror High.

I 1982 blev Crippen High School scene for en række brutale mord, hvor morderen aldrig blev fanget. Nu vil filminstruktøren Josh Forbes og den skruppelløse producer Harry Sleerik lave en film om mordene – optaget i de selvsamme lokaler de fandt sted, i den nu lukkede Crippen High.

Men som filmen skrider frem, ændrer scenerne sig fra minut til minut. Manuskriptforfatteren Richard bliver hele tiden nødt til at skrive replikker og scener om, for Harry vil have mere blod i historien, og Josh vil også sætte sit fingeraftryk. Samtidig begynder personer at forsvinde fra settet. Først den ledende skuespiller Oliver (en meget ung George Clooney med et ufatteligt pop-hår) og siden andre.

Betjenten Steven Blake, som kom ind i filmen i stedet for Oliver, får sammen med den skuespillerinde Callie Cassidy en mistanke om, at noget er galt, og de beslutter sig for at finde ud af hvad.

Return to Horror High kan ses som en forsmag på senere film som Scream og Scary Movie med sin meta-agtige tilgang til genren. Den starter ud med, at en overlevende fortæller sin historie til politiet, og denne fortælling ser vi så i flashback. Men fordi vi ser optagelserne af en film, forsøger Froehlich hele tiden at snyde os ved hele tiden at flytte fokus, så vi ikke ved, hvornår vi ser scener i filmen, og hvornår det er virkelighed. I en scene ser vi f.eks. en afhøring, men pludselig vender betjenten sig mod kameraet og siger, at det altså ikke foregik sådan i virkeligheden.

Personerne ved også, at der findes horrorfilm, når de f.eks. kommenterer, at der altid kommer en sequal. Og så minder morderens maske ret meget om den, Wes Craven siden bruger i netop Scream.

Filmen har masser af plat humor og overdrevent brug af blod og splatter-effekter, og afsløringen af morderen er mere morsom end uhyggelig (eller overraskende for den sags skyld). Det passer meget godt til B-film, men her bliver det alligevel en lille smule anstregende til tider. Især fordi spændings-opbygningen er nærmest ikke-eksisterende, da personerne måske eller måske ikke bliver dræbt, for vi ved aldrig om det er filmen-i-filmen, vi ser.

Jeg vil ikke påstå, at Return to Horror High er en fantastisk film. Alligevel synes jeg dog, at jeg blev okay underholdt. Måske fordi det var lidt sjovt at se en film, som muligvis har været med til at inspirere Wes Cravens til hans (i en helt anden klasse bedre) film Scream.

Om Return to Horror High:

Instruktør: Bill Froehlich
Udgivelsesår: 1987

Læs mere på I-mockery.com

Event Horizon

Event HorizonEvent Horizon er en af mine absolut yndlings sci-fi gysere, som jeg har set en hel del gange efterhånden. For nylig fandt jeg en Special Collector’s Edition, fyldt med ekstra-materialer, og den kunne jeg selvfølgelig ikke leve uden, så nu har jeg genset den endnu en gang.

Året er 2047. For mange år siden forsvandt forskningsfartøjet Event Horizon uden spor, men nu er det pludselig dukket op, og et redningsfartøj flyver ud for at se, om der er overlevende, og hvis ikke så prøve at finde ud af, hvad der skete. Ombord på redningsfartøjet er også Dr. William Weir (Sam Neill), der oprindelig var med til at bygge Event Horizon.

Ved første øjekast virker skibet forladt, men det viser sig, at besætningen på Event Horizon tilsyneladende alle blev sindssyge og slog hinanden ihjel i blodrus. Og snart opdager redningsholdet, at der stadigvæk foregår noget sært på skibet. Laurence Fishburne spiller kaptajnen på redningsfartøjet, som pludselig bliver klar over, at hans besætning er de næste, der står for tur.

Nu er det ikke så længe siden, at jeg hørte Ann Steendahl Søndergaard fortælle om religiøse symboler i gyserfilm, og det sjove er, at jeg slet ikke havde tænkt over, hvor meget religiøs symbolik Event Horizon indeholder, før jeg så den igen! Selvfølgelig var jeg opmærksom på, at besætningen talte om Helvede, men udover det er der fyldt med kristne symboler. Flere vinduer er korsformede, et af besætningsmedlemmerne bliver korsfæstet, og så er der selve formen af rumskibet, som Paul Anderson i ekstra-materialerne fortæller, er bygget ud fra Notre Dame katedralen i Paris. Det var lidt sjovt at opdage, og så synes jeg, det understreger en af pointerne i Anns oplæg – nemlig, at selvom vores samfund i dag tilsyneladende virker meget sekulariseret, så spiller troen på noget større end mennesket stadig en stor rolle.

Noget af det, jeg blev betaget af, da jeg første gang så Event Horizon, var at jeg for en gang blev skyld rigtig bange undervejs. Den har flere hop-ud-af-stolen scener, men indeholder samtidig en mørk og dyster stemning som sørger for, at man aldrig slapper 100% af, mens man ser den. Jeg er også vild med castingen, og både Laurence Fishburne og Sam Neill fylder deres roller suverænt. Men også de mindre roller er udfyldt yderst kompetent, eksempelvis Kathleen Quinlan der spiller Peters, som har nogle utroligt overbevisende scener i sygelukafet. Man ser ikke, hvad der skræmmer hende, men hun ser så angst ud, at det forplanter sig direkte i tilskueren.

I ekstra-materialerne fortæller Paul Anderson, at filmen i virkeligheden er en “haunted house” film fremfor en science fiction film. De film, der inspirerede ham, var The Haunting (Robert Wise, 1963) og The Shining (Stanley Kubrick, 1980). Jeg synes, en anden tydelig inspiration er Clive Barkers Hellraiser (1987), lige fra visionen af Weir der minder lidt om cenobitterne til replikken “I have such wonderful things to show you“, da hans afdøde hustru viser sig for ham. Man kan argumentere for, at idéen om at skibet viser besætningen deres individuelt værste frygt er set før i Solaris, men jeg synes dog ikke, at der er copycat over Event Horizon, snarere en hyldest til tidligere mesterværker indenfor genren.

Jeg ved, at mange anmeldere synes, at Event Horizon er noget værre l… men spørger du mig, så er den et must efter min mening. Jeg kan se den igen og igen, og på trods af 13 år på bagen så holder den stadigvæk.

Instruktøren Paul W. S. Anderson er også manden bag film som Alien vs. Predator, Resident Evil og genindspilningen af Death Race fra 2008. Film som ikke går over i filmhistorien som noget enestående, men som ikke desto mindre er både underholdende og i store træk vellavede.

Om filmen:

Instruktør: Paul W. S. Anderson
Udgivelsesår: 1997

Feast

FeastForsiden af “Feast” mindede mig lidt om alien, og da det var længe siden, jeg sidst havde set en rigtig monsterfilm, snuppede jeg den med hjem og så den en mørk aften. Som forventet var det ikke en storslået og epokegørende oplevelse, men jeg synes egentlig, at den det meste af tiden var ganske underholdende, så mangler du lidt splatter iblandet humor og monstre, så fornøj dig med “Feast” et par timer.

I en bar langt ude på landet dukker en fremmed pludselig op. Han har hovedet af et ukendt monster med sig og fortæller, at flere af dem er på vej. De er hurtige, de har vildt mange skarpe tænder og de æder mennesker! Eneste chance for at redde livet er at barrikadere baren og håbe på at holde dem ude.

Gruppen, der befinder sig i baren, er en meget blandet flok, og som alle sikkert kan gætte, er det langt fra dem alle, der overlever natten. En bliver halshugget, en får ansigtet flået af, en bliver overbrækket af et monster og så videre. På dette tidspunkt i filmen går historien lidt i tomgang, men så kommer der igen gang i løjerne, da gruppen begynder at planlægge at slippe ud af baren. Det går dog ikke helt som ønsket …

Indledningen til filmen er fint tænkt. Vi får et billede af hver person i baren, og så følger nogle oplysninger med navn, stilling og forventninger til livet. Flere af dem er meget morsomme, men det bliver lige trukket lidt for langt. Så går vi over til herlige splatter-scener med griner-replikker drysset ud over det hele. Nogle af dem er morsomme, andre er lidt fortænkte, men i det store hele holder det meget godt.

“Feast” er ikke stor filmkunst, og fra starten af har man en ret god idé om, hvad der vil ske i løbet af filmen. Men enkelte af personerne er rigtig skæve og sjove, som f.eks. Judah Friedlander der spiller Beer Guy, og Henry Rollins som Coach, der her ifører sig lyserøde sweatpants, mens han holder foredrag om menneskets overlegenhed i forhold til monstrene. Og så prøver John Gulager at lave lidt twists undervejs i plottet, så det hele alligevel ikke bliver 100 % forudsigeligt.

Producenten kalder “Feast” en ubådsfilm (og nej, de foregår ikke nødvendigvis i en ubåd), hvor hele handlingen stort set udspiller sig i et lukket rum. En anden film i den genre er f.eks. “Bug“, der dog tager sit budskab anderledes alvorligt. “Feast” er tredje projekt i Ben Affleck og Matt Damons reality-serie projekt Greenlight. De øvrige film, som er kommet ud af serien, er: “Stolen Summer” og “The battle of Shaker Heights”, og har så vidt jeg kan se intet med horror at gøre.

Instruktør: John Gulager
Udgivelsesår: 2005

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Hostel – part II

Hostel - part IIDen første “Hostel“-film kostede ca. 4,5 millioner dollars at lave, men allerede den første weekend indspillede den over 19 millioner alene i USA. Denne kæmpe salgssucces må have givet Eli Roth blod på tanden, for i 2007 kom en efterfølger “Hostel – part II”. Jeg vil ikke sige, at toeren er en særlig nødvendig film, for den bringer ikke noget særligt til historien, men den uddyber nogle personers roller og forklarer med dybdegående om konceptet bag “Elite hunting”. Det er heller ikke fordi “Hostel – part II” er en dårlig film. Den er bare ikke ligeså overraskende, fordi vi kender historien nu.

Filmen starter hos Paxton, der overlevede i etteren. Han er kommet tilbage til USA, hvor han gemmer sig sammen med sin kæreste. Han har mareridt om, at organisationen finder frem til ham, og det er vist ikke at afsløre for meget, at det gør de.

Herefter klipper filmen til den egentlige handling, tre amerikanske piger på backpacker-tur i Europa. I Rom møder de den søde Axelle, der fortæller dem om et vidunderligt spa i Slovakiet. Pigerne lader sig overtale og ender på det samme hostel som i første film. Om aftenen er der høstfest, og her møder den generte Lorna en sød fyr, der inviterer hende ud at sejle, og trods Beths advarsler tager hun af sted. Det skulle hun naturligvis ikke have gjort. Og herfra følger filmen sporet fra sidst med tilfangetagelse, tortur og død bare på nye voldsomme måder.

Der er dog også et andet spor i filmen, nemlig jægernes historie. Denne gang følger vi også, hvordan pigerne sættes på auktion til potentielle købere, og hvordan to amerikanske forretningsmænd kommer til Bratislava for at dræbe Beth og veninden. Denne del af historien er ret interessant, fordi den fokuserer på trangen til at leve fuldt, om det så betyder at slå andre ihjel.

Ligesom i “Hostel” bruger Eli Roth kameraet til at understøtte historien. Først farvestrålende billeder og masser af lys, siden mørke, dystre billeder og mere abrupt brug af kameraet. Det virker igen, og filmen bliver mere og mere væmmelig, som vi kommer frem.

Flere kendte figurer er med fra første film, bl.a. børnebanden som denne gang er lige ved at forpurre organisationens plan ved et uheld. Børnene er uhyggelig gode, og jeg fik helt ondt i maven ved at tænke på, at deres eksistens sikkert ikke er langt fra virkeligheden.

Eli Roth har også denne gang inviteret forskellige filmkendisser til en cameo-rolle, bl.a. Ruggero Deodato (instruktør af “Cannibal Holocaust”, 1980) der optræder som en italiensk kannibal.

“Hostel – part II” kostede ca. 10 millioner dollars at lave, og indspillede godt 8 millioner i åbningsweekenden. Der er tilsyneladende en treer på vej i serien, men den bliver uden Eli Roth, der dog har udtalt, at han ikke har noget imod, at andre arbejder videre med hans koncept.

Om “Hostel – part II”:

Instruktør: Eli Roth
Udgivelsesår: 2007

Hostel

HostelJeg har længe gået udenom Hostel-filmene af Eli Roth, da jeg havde hørt, at de var ekstremt voldelige, og jeg har det lidt svært med tortur-horror. Nu har jeg dog fået set første film, og jeg må indrømme, at det var en langt bedre film, end jeg havde forventet.

Vennerne Josh og Paxton er på backpacker-ferie i Europa. Her har de mødt islændingen Oli, og sammen tager de til Amsterdam, hvor den står på stoffer og kvinder. En aften bliver de låst ude af deres hostel, men en ung hollænder giver dem nattely og fortæller dem samtidig om et fantastisk hostel i Slovakiets hovedstad Bratislava, hvor de smukkeste kvinder bare drømmer om at have sex med unge turister.

Så de tre fyre tager til Bratislava, og umiddelbart lever alt op til forventningerne. De kommer til at dele værelse med to smukke piger, der tilsyneladende er klar på lidt af hvert. Men efter en bytur dukker Oli ikke op igen. Portieren påstår, at han har tjekket ud, men Josh og Paxton kan ikke få det til at passe. De tager alligevel i byen med pigerne igen om aftenen, og næste morgen er Josh væk.

Paxton beslutter sig for at finde frem til pigerne og få dem til at hjælpe med at finde kammeraterne igen. Natalya indvilliger og fører ham til en “kunst-udstilling”. Men noget er helt galt, og snart er Paxton fanget i et sandt helvede.

Den første halve time af Hostel er en lang fest. Vi ser fyrene drikke, tage stoffer og bolle piger til højre og venstre. Der er ingen tvivl om, at de er ude for at more sig – uanset konsekvenserne. Men så skifter filmen spor, og stemningen bliver ualmindelig ubehagelig. For pludselig befinder Josh sig alene i et rum, lænket til en stol og med alverdens værktøjer og knive omkring sig. Han aner ikke, hvorfor han er der, men han finder snart ud af, hvordan det ender.

Fra at være en film hvor de unge mænd objektificerer kvinderne, bliver de selv objekter. Ikke i forbindelse med sex, men med den sidste grænse – døden. For hvad er der tilbage at prøve, når penge kan købe alt.

Der er nogle virkelig klamme scener i filmen, og jeg måtte kigge væk et par gange. Alligevel synes jeg ikke, at Eli Roth overdriver, for det passer ind i historien.

Det mest skræmmende er næsten, at Roth fik idéen fra en hjemmeside på Internettet, der reklamerede med, at man mod betaling kunne skyde et menneske. Halvdelen af betalingen gik herefter til ofrets familie, og bagefter kunne man gøre med liget, hvad man ville. Virkelig en uhyggelig tankegang, men sikkert ikke helt usandsynlig.

Special effects i filmen er meget veludførte og virker totalt troværdige. Samtidig følger kameraet historiens udvikling, så vi i starten har en “glad” film med masser af farver og flotte kameravinkler, men efterhånden som historien bliver mere dyster, bliver farverne tonet ned og kameraet bliver mere og mere primitivt for til sidst at blive håndholdt i jagten gennem “kunst-udstillingen”.

Eli Roth har overtalt et af sine store forbilleder, den japanske instruktør Takashi Miike (bl.a. Imprint og One missed call), til at være med i filmen, idet Miike har en lille cameo som rig forretningsmand, der besøger “kunst-udstillingen”.

Eli Roth har tidligere lavet Cabin Fever, som også kan anbefales. Han er ikke bange for at lave tingene blodige, men samtidig har han en historie at fortælle, og det lykkes rigtig godt her i Hostel.

Om filmen:

Instruktør: Eli Roth
Udgivelsesår: 2005

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Re-animator

Re-animator

Det er ved at være nogle år siden, jeg sidst så Re-animator, så da jeg fandt en double disc udgave med næsten 3 timers ekstra-materialer til, var det en glimrende anledning til et gensyn. Og jeg blev da heller ikke skuffet.

Herbert West er en ung videnskabsmand, der har studeret i Zürich, men hans underviser dør, og Herbert kommer tilbage til staterne. Her starter han i samme klasse som Dan Cain, en dygtig studerende fra en fattig baggrund, der er kæreste med inspektørens datter, Megan.

West lejer sig ind hos Dan, men Megan bryder sig ikke om ham. Og måske med god grund, for West arbejder på at bryde dødens endegyldighed og finde en måde at gøre de døde levende igen. I starten er Dan også skeptisk, men da han ser West genoplive en død kat, bliver han indfanget af eksperimenterne, og før han ved af det, er han blevet udelukket fra skolen, og inspektør Halsey forbyder ham at se Megan.

Det stopper naturligvis ingenting. West og Dan sniger sig ind i lighuset og forsøger at genoplive et lig, og herfra går det helt galt. Halsey opdager dem, men bliver selv slået ihjel af det genoplivede lig, og nu opdager skolens førende kirurg dr. Hill, at West har held med sine eksperimenter. Hill beslutter sig for at stjæle æren og resultatet, men ender selv som en hovedløs zombi, der begærer Megan vildt.

Resten af filmen er et herligt skue i splat-effekter, og har måske ikke meget mening men står som et monument i filmhistorien. Filmen har da også fået flere efterfølgere, bl.a. Bride of Re-animator og Beyond Re-animator, der også har Jeffrey Combs på rollelisten som Herbert West, og er instrueret af Brian Yuzna, som var producer på Stuart Gordons Re-animator.

Re-animator var Stuart Gordons debut som instruktør. At det blev en horror-film, han debuterede med, var bl.a. fordi det var en genre, det var relativt let at rejse pengene til, og fordi Gordon altid havde været fascineret af Frankenstein. En ven vidste det og anbefalede Gordon at læse H. P. Lovecrafts historier om Herbert West – re-animator, og det blev startskuddet til en fin karriere.

Filmen kostede knap en million dollars at lave, så det var et meget lille budget. Mange af special-effects’ne er derfor “snyde-billeder” og props, men det er lavet med fantasi og humor, og derfor virker de stadig i dag, selvom vi da godt kan se, at dr. Hill sidder under bordet med hovedet i en stålbakke.

Hele filmen er skabt ud fra det koncept, at der skulle være masser af splat og masser af sex. Gordon mente her, at “more is more”, og det virker forrygende. De vilde splatter-effects, de nøgne mennesker der løber rundt og forsøger at myrde vores helte, og den gennemgående humor gør, at Re-animator stadig lever mere end 20 år efter premieren. Filmen har også været med til at flytte grænserne for, hvad man kan vise på skærmen, og samtidig har man som tilskuer stadig et forhold til filmens personer. Det er nok sjov og splat, men man føler alligevel sympati for Dan i slutningen.

Om soundtracket siger Gordon i ekstra-materialerne, at Richard Band ønskede at hylde musikken fra Hitchcocks Psycho, men samtidig lave den med et humoristisk islæt, der kunne hjælpe publikum med at grine under de mest forrykte scener. Desværre blev Band nærmest beskyldt for at have plagieret Bernard Hermans musik, og det beklagede Gordon meget.

En anden sjov detalje, Gordon fortæller om i ekstra-materialerne, er, at man besluttede at sende filmen ud Un-Rated. Det betød, at man ikke kunne reklamere i alle aviser, og at de reklamer der kom ud hovedsagelig bestod af hvid tekst på sort baggrund. Ikke desto mindre fik filmen en fin premiere, og kritikerne var yderst positive (Læs f.eks. Roger Eberts anmeldelse). Re-animator blev dog ikke en block-buster på samme måde som f.eks. Halloween, i stedet fik den nyt liv med video-filmenes fremkomst og blev ad den vej støt og roligt en klassiker indenfor genren.

Stuart Gordon er ifølge IMDB på vej som forfatter med endnu en Re-animator film House of Re-animator, der skulle komme i 2010. Han har også instrueret to afsnit i serien Masters of Horror: Dreams in the witch-house fra sæson 1 og The black cat baseret på Edgar Allan Poes novelle i sæson 2, samt film som Castle Freak og Dagon.

Om filmen:

Instruktør: Stuart Gordon
Udgivelsesår: 1985