Indlæg tagget med ‘steampunk’

Zeitgeist af Jane Mondrup

En zeitgeist er på sin vis stadig i live idet den aldrig har gennemgået en fysisk død. Snarere er den med krop og sjæl revet ud af sin plads i tiden og forekommer kun ulegemlig fordi tidens struktur nu afviser den. (side 26)

Zeitgeist af Jane Mondrup

Jeg er overbevist om, at et godt kendskab til Antikkens filosoffer, den græske mytologi, latin og kvantefysik vil øge udbyttet af at læse Jane Mondrups debutroman Zeitgeist. Ikke desto mindre var jeg vildt fascineret af historien, selvom jeg bestemt ikke excellerer i nogen af ovennævnte områder.

Ejvin Rode vågner op i Sydengland i år 1890. Hans minder indtil da er mærkeligt fjerne, men han ved dog, at han underviste i filologi på Københavns Universitet i det 21. århundrede. Han ved også, at der ikke er overensstemmelse mellem hans viden om teknologien i år 1890, og det 1890 han er i.

Ved Ejvins ankomst forsvandt videnskabskvinden Lily Wycliffe, og nu vil hendes ‘bror’ Hector gøre alt for at finde hende igen. Ejvin er yderst skeptisk overfor tanken om, at han skulle befinde sig i et alternativt 1890. Alligevel slutter han sig til Hector i dennes søgen efter Lily. Det fører ham ud på en vild rejse til et Danmark, der er helt anderledes end i hans egen tid. I 1541 foretog foretog den tyske alkymist Theophrastus von Hohenheim et eksperiment, der endte med at lægge hele Skandinavien øde, og frigav en pest der dræbte alle indbyggerne. Samtidig slog eksperimentet sprækker i tiden, så flere tider eksisterer parallelt med hinanden.

En skjult gruppe ønsker at styre tiden tilbage til den sande tid, før verden opsluges af Æonen, et tidsmæssigt sort hul hvor tid, sted og eksistens er en helhed. Men Titanerne, som behersker Æonen, ønsker at fremskynde overtagelsen. Endeligt er der også forskellige politiske fraktioner, der forsøger at øge deres indflydelse i deres nutid uden kendskab til de store linjer.

Zeitgeist er en forrygende læseoplevelse, der blander science fiction, fantasy, steampunk, historie og filosofi. Jeg skulle holde tungen lige i munden under læsningen, men udbyttet er stort. Her er masser af mere og mindre skjulte henvisninger, lige fra navnet Wycliffe der er navnet på John Wycliffe, reformationens forløber sammen med Jan Hus; til Pandorasøstrene, en orden Ejvin og Hector møder i Jylland, opkaldt efter Pandora i den græske mytologi. Jeg fangede med 100% sikkerhed end ikke halvdelen, men alligevel er romanen både spændende og vildt fascinerende med sin undersøgelse af tidens natur, skæbne og valg.

Jeg har læst et par anmeldelser af Zeitgeist, der ærgrer sig over sig over slutningen. Jeg indrømmer da også, at jeg ikke ved, om jeg har forstået den. Men for mig er der en sammenhæng mellem Hectors valg vedrørende Lily, og Ejvins valg i forhold til en anden kvinde i romanen, og det giver mig håb om slutningen.

En anderledes og anbefalelsesværdig læseoplevelse.

Anmelderne skriver:

Jyllands-Posten:
“Zeitgeist” er en ambitiøs og flot gennemført retrofuturistisk roman. De dramatiske højdepunkter er måske lidt tamme, hovedpersonerne en anelse karikerede, og hele tidsskismaet ret svært at holde styr på. Men der er som sagt noget fængende ved den sære handling, som gør, at man alligevel bliver hængende til sidste side. Undervejs får vi nogle tidløse betragtninger om demokrati, kvindekamp, flygtninge og global opvarmning, og det er jo altid på sin plads. (Læs hele anmeldelsen i Jyllands-Posten 2019-02-17)

Himmelskibet:
Bogen tegner en rig og kompleks verden med masser af plads til andre fortællinger. Fortællingen udmærker sig med en masse uventet og fantasirig handling, men jeg blev lidt skuffet over den bratte slutning, for jeg havde håbet det var etteren og man ville få en sløjfe på de løse ender i de næste romaner. (Læs hele anmeldelsen her)

Superkultur:
Der fortælles med større armbevægelser, end jeg er vant til i dansk science fiction – og bogen er proppet med gode ideer. Mondrup lister detaljer ind her og der, som viser, at hun har tænkt over sin fortalte verden, og tænkt godt. Samtidig fortæller hun på en måde, som får mig til at tænke på samtidige (i vores tidslinie, forstås, jeg ved ikke, hvordan litteraturen ser ud i Zeitgeists univers) adventure-romaner. Det får lidt bogen til at fremstå som en blanding af Wells, Verne og Walter Scott, hvor folk som den naturligste ting i verden drager ud for at lære ting og opleve eventyr. (Læs hele anmeldelsen her)

Boguglen:
Grundelementet i Zeitgeist er hovedpersonens forvirring, og den smitter i høj grad af på læseren. Vi følger Ejvins forsøg på at rationalisere sig ud af sin egen tidsrejse, og grænsen mellem magi og videnskab udviskes løbende. Det er forfriskende at læse denne slags fra en dansk hånd, især fordi de historiske henvisninger er skarpe og velfungerende […] Zeitgeist er for alle danske science fiction fans, historienørder, fantasy elskere og filosofiske læsere, der nyder gode plots, interessante kontrafaktiske spekulationer, og steampunk. (Læs hele anmeldelsen her)

Bogblogger:
Zeitgeist er det tyske ord for tidsånd og bruges om en given historisk periodes tendenser og ideer. Her i bogen opleves netop mødet mellem forskellige tidsånder […] Hele romanen emmer af græsk mytologi og filosofi, og vi møder både titaner og Platon samt en idealisering blandt visse karakterer af Platons ideer om den ideelle stat. Jeg vil ikke sige, at man skal være filosofisk velfunderet for at læse denne bog, men man skal nok give sig lidt ro til at læse og forstå, når bogen også fører læseren ned ad de filosofiske abstrakte stier i en udredning om forståelsen af tid som begreb og de implikationer, tidsrejser nødvendigvis må have. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger)

Om Zeitgeist:

Udgivelsesår: januar 2019
Forlag: Vandkunsten, 378 sider
Tilrettelægger: Viktoria Senderovitz

Besøg Jane Mondrups hjemmeside

Læs også:

Frysepunktet af Anders Bodelsen
Havmanden af Niels Brunse
I kamp mod tiden af Ben Elton
To the Bone af Craig Frank & Aksel Studsgarth
Harry Augusts første femten liv af Claire North
Tidskortet af Felix J. Palma
Mørke af Torben Pedersen

Destin 3 – Dødemandstågen af Danny Biltoft Davidsen

Destin 3 - Dødemandstågen af Danny Biltoft Davidsen

Dødemandstågen er tredje bind i serien om den forældreløse Destin. Tidligere er udkommet Seerkrystallen i 2016, samt Snefuglen i 2017. Det betyder, at der er gået fire år, siden jeg læste bind to, og min nærmest eneste anke til Dødemandstågen er, at den ikke starter med et kort resumé af de tidligere bind for at genopfriske handlingen indtil nu. I stedet for genlæste jeg bind et og to, og det var i virkeligheden en fornøjelse. Men det er ikke sikkert, at alle læsere har tålmodighed til det.

Så først en kort gennemgang af handlingen i bind et og to.

Historien udspiller sig langt ude i fremtiden. Den teknologisk overlegne race Torakiderne er forsvundet, og menneskene har stort set glemt alt om dem. Torakidernes artefakter findes dog stadigvæk rundt om i rummet og er mål for mange skattejægere og magtbegærlige mennesker, idet de giver deres ejere store evner.

Seriens hovedperson, Destin, er vokset op på asteroiden Lyoneida, hvor han arbejdede på en energifarm drevet af mester Eberon. Hans eneste ven, den ligeledes forældreløse pige Maridel, fandt i første bind et smukt skrin, der indeholdt et af Torakidernes eftertragtede artefakter, en seerkrystal. Uden at vide hvad det er, rører Maridel artefaktet, som binder sig til hende.

Desværre er der flere på jagt efter skrinet. Dels soldater (rødfrakker) fra kongeriget Carnelior der ledes af kong Leonhardt. Dels skattejægeren Cyril og hans besætning fra skibet Den Lovløse. Maridel bliver taget til fange af Carnelior kommandanten Isaac, der vil bruge hende til at finde andre artefakter rundt om i universet. Destin ender derimod på Den Lovløse. Her hjælper han Cyril med at finde Isaac og dermed også Maridel på en forladt rumstation i stjernesystemet Ameliet gemt af vejen i gaskæmpen Nourants yderste ring. Men det går ikke helt efter Destins plan i bind et.

Da bind to starter, er Destin blevet efterladt på månen Rheinoud, der hører til det Azurelieuske rige under dronning Claudette. Månen vrimler med soldater (blåfrakker), og snart befinder Destin sig dybt under jorden som slave i en mine. Med hjælp fra piraten Rawlin som han møder i minen, og Hammet, en bekendt fra mester Eberons energifarm, lykkes det ham at blive købt af grevinde Abrielle. Siden stjæler han ad kringlede veje hendes skib, Snefuglen, og fortsætter sin eftersøgning af Maridel. Jagten fører ham bl.a. til piraternes frihavn på månen Daenore ved gaskæmpen Graymere, hvor de må overvinde piratkongen Archard for at slippe væk igen.

Dødemandstågen fortsætter, hvor vi efterlod Destin i bind to – på Snefuglen som kaptajn over en lille, broget skare. Udover Destin består besætningen af styrmanden og tidligere pirat Rawlin, maskinmesteren Hammet som egentlig kun er lærling, grevinden Abrielle der ejer skibet, men lader Destin bruge det mod at få del i skattene, de regner med at finde, samt løjtnant Risette der er Abrielles loyale livvagt og stålsat blåfrakke.

Det er lykkes gruppen at slippe fra Daenore og piratkongen Archard med livet og skibet i behold, men alt andet mangler de. Uden at have en egentlig plan beslutter Destin at de skal flyve til planeten Dawnsbury, hvor han har en tåget fornemmelse af at Maridel er, og hvor de også kan skaffe forsyninger. Det viser sig, at der har været et stort slag, så da de ankommer, er det ikke længere Carneliors rødfrakker, der patruljerer, men Azurelieus blåfrakker, hvilket vækker glæde hos Abrielle og Risette. Det hjælper også gruppen i forhold til at skaffe det de mangler.

På Dawnsbury skal de udover at proviantere også finde en besætning. Men pludselig får Destin øje på Julia, den næstkommanderende på Den Lovløse. Det lykkes ham at tage hende til fange, og planen er at bytte hende med Maridel. Men da han finder Den Lovløse og stiller Cyril ultimatummet, flyver Cyril blot uden Julia. Destin sætter efter i Snefuglen, men Den Lovløse flyver ind i Dødemandstågen, en stor sort masse i rummet over Dawnsbury om hvilken der går grufulde historier. Historier, der viser sig at være mindre forfærdelige end virkeligheden. For i mørket gemmer sig en gammel hemmelighed, og Destin og de øvrige må snart kæmpe for livet endnu en gang.

På bibliotekerne er bøgerne om Destin placeret i børne/ungdomsafdelingen, men det skal ikke afholde en voksen læser fra at kaste sig over dem. Persontegningerne er ikke de dybeste, men jo længere ind i serien vi kommer, jo mere eftertænksom bliver Destin. Han er i hele serien gået benhårdt efter at redde Maridel uden skelen til, hvad hans handlinger har af konsekvenser for andre. Her i Dødemandstågen begynder han at overveje, om målet altid helliger midlet? Om jagten på Maridel betyder, at han uden skam kan svigte alle andre omkring ham?

Underholdningsværdien er i top, og jeg bliver bare mere og mere begejstret for serien. Historien er fyldt med dramatik og ramasjang. Her er slagsmål, fægtekampe, rumslag og så videre, og det fortælles underholdende og med en støt stigende spændingskurve stort set hele vejen. Samtidig er hele universet bygget troværdigt og overbevisende op, så det er en fornøjelse at udforske det sammen med Destin.

Biltoft har skabt et spændende steampunk univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres med dampdrevne dele for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men fortæller i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et godt skvæt 1800-tals-atmosfære.

Hver bog er et spændende eventyr, hvor jagten på Maridel er den samlende tråd. Derudover er der nogle bagvedliggende plottråde, som kredser om enkelte af de øvrige figurer. Dem glæder jeg mig til at se samlet til sidst. For bind tre er ikke sidste bind om Destin! Forhåbentlig går der dog ikke fire år igen, før vi får en fortsættelse.

Destin 3 – Dødemandstågen er et voldsomt underholdende steampunk rum eventyr. Jeg kan varmt anbefale den, men læs bind et og to først.

(anmeldt til Himmelskibet)

Om Destin 3 – Dødemandstågen:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: mellemgaard, 284 sider
Grafiker: Simone Hollmann Pedersen

Destin-serien:

Destin – seerkrystallen, 2016
Destin 2 – Snefuglen, 2017
Destin 3 – Dødemandstågen, 2021

Læs også:

Damphammeren: En steampunk antologi / red. Niels Dalgaard
Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen
Krinoline og kedsomhed: Danske steampunk noveller
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum
Artemis af Andy Weir
Rummets guder af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Drengen Golem – flugten af A. Rune, illustreret af Tom Kristensen

Drengen Golem - flugten af A. Rune, illustreret af Tom Kristensen

Tom Kristensen er efter min mening én af Danmarks bedste tegnere. Jeg opdagede ham første gang, da han i 2013 vandt Årets Danske Horrorudgivelse for tegneserien Made Flesh sammen med Lars Kramhøft (senere udgivet på dansk med titlen Fordærvet). Siden har jeg fulgt med i de fleste af hans udgivelser, uanset om det har været til voksne eller børn.

Drengen Golem – flugten hører til sidstnævnte. Historien er skrevet af A. Rune og handler om Drengen som vågner forvirret op, fastspændt til en jernbriks, i en sort/hvid verden, hvor han konstant hører en overdøvende tikken. Det lykkes Drengen at flygte fra rummet, og undervejs får han hjælp af robotten Graph 20-17 og K.A.T.

Med regulatorerne i hælene stikker de af mod byen Primus, hvor Drengen har svage minder om et hus. Men kan Drengen finde svar på, hvad der er sket med ham i huset? Kan han stole på pigen fra hans drømme? Og hvem er Samlerne?

Drengen Golem – flugten er første bind i serien om Drengen som har mistet sit hjerte og fået et mekanisk i bytte. Historien udspiller sig i en dyster futuristisk steampunk-verden kaldet Kronos, hvor Skaberen hersker over urbærerne, og intet er vigtigere end kontrol og præcision.

Jeg blev hurtigt fanget ind af historien, som er spændende og velfortalt, og som Tom Kristensen understøtter og løfter med sine atmosfærefyldte illustrationer. De fleste af tegningerne er holdt i sort/hvide rå streger, som matcher hvordan Drengen ser verden nu. Men ind i mellem drømmer han, og disse tegninger er i smukke, bløde farver.

Udover tegningerne som supplerer historien, er bogen smukt illustreret med vignetter og en urværks-inspireret ramme på hver side. Det samlede indtryk er en bog, man har lyst til at genbesøge. Både for selve fortællingen, men ikke mindst for den stemningsfulde billedside.

  • Drengen Golem
  • Graph 20-17
  • K.A.T.
  • Pigen Anna
  • En Regulator
  • Dommer Enok
  • Huset

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
En spændende, actionfyldt og utrolig medrivende første del af en ny lovende serie sat i et futuristisk steampunk univers. Teksten er velskrevet i et godt sprog, der flyder let og er krydret med fine detaljer og referencer til tidstemaet. Illustrationerne, der er holdt i en dyster upoleret stil, bidrager med den helt rigtige uhyggelige stemning.

Bogrummet:
Historien er både spændende og energisk. Der er fart over feltet i dette første bind af fire, og der sker utrolig meget på de 118 sider.  […] Jeg er vild med universet, der både virker koldt og grumt, som foregik det i gamle dage i en mørk tid, og så er historier med robotter bare en yndlingsgenre. Golems er væsner jeg er stødt på i diverse pc rollespil, og der er de oftest nærmest usårlige kæmper, skabt på kunstig vis, så hvad mon fremtiden byder for vores hovedperson? (Læs hele anmeldelsen)

Om Drengen Golem – flugten:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Calibat, 118 sider
Omslag: Tom Kristensen

Udvalgt udgivelser af Tom Kristensen:

X fra det ydre rum, 2020 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Portal, 2019 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Fandenivoldsk, 2018 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Kværnen, 2017 (i samarbejde med Martin Schjönning)
Martin, 2016
Billy smiler rødt, 2014 (i samarbejde med Zenia Johnsen)
Made Flesh, 2013 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Deadboy, 2013

Tom Kristensen på Art Bubble i 2017. Foto: Ruben Greis
I anledning af udgivelsen af “Kværnen” skrevet af Martin Schjönning og illustreret af Tom Kristensen havde jeg en zombie-nisse med, da jeg mødte TK til Art Bubble på Dokk1 i 2017. Foto af Ruben Greis.

Damphammeren: En steampunk-antologi / red. Niels Dalgaard

Damphammeren: En steampunk-antologi / red. Niels DalgaardNi noveller om opfindere, haveselskaber, dampdrevne robotter m.m. der tager læserne på en tur rundt i steampunk-universet

Jeg havde ikke på forhånd et særligt stort kendskab til steampunk. Alligevel følte jeg mig fint underholdt under læsningen af Damphammeren: En steampunk-antologi, for de ni noveller er ikke blot repræsentanter for genren (eller rettere strømningen) men også gode historier.

‘Haveselskabet Selene’ af Molly Brown indleder samlingen, og er samtidig en af mine favoritter. Novellen blev første gang trykt i en antologi med historier skrevet i forlængelse af Jules Vernes romaner, her Rejsen til Månen. Historien udspiller sig 20 år efter månerejsen, og omdrejningspunktet er et kvindeligt haveselskab, der lægger store planer for at holde mændene væk fra havearbejdet. Tonen er humoristisk med vellykkede litterære referencer og med en øko-vinkel, der trækker novellen ind i det 21. århundrede.

Også Lavie Tidhars ‘Stoker-notatet’ leger med de litterære referencer. Her fortælles historien via Bram (Abraham) Stokers dagbog i en alternativ virkelighed, hvor England regeres af et øgleherredømme under øgledronningen Victoria. Stoker bliver modvilligt en brik i et storpolitisk spil, der ender med at føre ham til Transsylvanien, hvor en anden slags vampyr end Dracula residerer.

‘Portræt af en dame med monokel’ af Jody Lynn handler om videnskabskvinden Penelope Galferd, som har lidt den tort, at hendes ex-forlovede har stjålet hendes opfindelse og taget patent på den i eget navn. Ydermere står hun til ikke at blive optaget i Chicagos Videnskabelige Akademi af samme årsag. Men Penelope har en plan, som skal genrejse hendes ære og skaffe hende hævn. Novellen er, udover at være en underholdende historie, også en samfundskritisk kommentar til kønsroller både dengang og nu, og trods en “lykkelig” slutning er der stadig et drys malurt i bægeret. Vi er endnu ikke helt i mål.

Samlingens sidste novelle ‘Damphammeren’ er skrevet af James Lovegrove. Her ankommer en ung mand til en form for fangelejr. En ældre fange fortæller ham sin historie om, hvordan han er endt der. Det er en fortælling om dampdrevne robotboksere, uærlige bagmænd og ærgerrige politikere. Og ikke mindst med en overraskende krølle til sidst.

Til slut vil jeg også nævne ‘Zeppelin-konduktørernes Forenings årlige herrebal’ af Genevieve Valentine. Egentlig var jeg ikke særligt begejstret for novellen i første ombæring, men efter læsningen sad den fast i mig, så jeg måtte kapitulere. Historien om luftskibsmændenes verden er sært poetisk med stof til eftertanke.

Damphammeren udkom sammen med sin danske tvilling: Krinoline & kedsomhed i september 2018. Mens de danske noveller var skrevet specielt til Krinoline & kedsomhed, er novellerne i Damphammeren udvalgt og oversat af Niels Dalgaard. Han har også skrevet det oplysende efterord, hvor han kommer ind på, hvad steampunk egentlig er for en størrelse. Endelig er der også en kort præsentation af de deltagende forfattere.

Alt i alt er Damphammeren endnu en af Science Fiction Cirklens spændende udgivelser. Anbefales.

Om Damphammeren:

Udgivelsesår: 21.09.2018
Forlag: Science Fiction Cirklen, 239 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Molly Brown: Haveselskabet Selene
Paul Di Filippo: Victoria
Jody Lynn: Portræt af en dame med monokel
Genevieve Valentine: Zeppelin-konduktørernes Forenings årlige herrebal
Cory Doctorow: Børnehjemslederen
James P. Blaylock: To hulemalerier
James Morrow: Lady Witherspoons (op)løsning
Lavie Tidhar: Stoker-notatet
James Lovegrove: Damphammeren

Krinoline & kedsomhed: danske steampunk noveller

Krinoline & kedsomhed / red. Knud LarnHvad nu hvis man kunne ændre tiden? Hvad hvis tanken om lysets konstante hastighed var forkert? Hvad hvis Danmark besluttede sig for at opdyrke jorden på Grønland? Eller hvad hvis en lovmand på jagt efter djævelen finder ham?

De 13 steampunk noveller i Krinoline & kedsomhed kommer langt omkring, og titlen til trods er der ingen kedsomhed for læseren her. Tværtimod.

I Knud Larns efterord forklarer han, hvordan idéen til en dansk steampunk antologi opstod i samarbejde med formanden for forfatterforeningen, A. Silvestri. Larn kontaktede en række forfattere, der tidligere har bidraget til Science Fiction Cirklens serie Lige Under Overfladen, og spurgte om de ville bidrage til en sådan antologi. Som opdrag fik de et kort oplæg om steampunk, og så var der ellers frit slag.

Jeg har ikke læst voldsomt meget steampunk, så jeg kan ikke vurdere, hvor præcist de enkelte noveller falder indenfor genren. Men overordnet kan jeg sige, at antologien indeholder 13 meget forskellige og som hovedregel gode historier.

Manfred Christiansen (som også står bag den stemningsfulde forside til antologien, samt de fine illustrationer der pryder starten af hver enkelt novelle) åbner samlingen med ‘Træsko‘. Christiansen beskriver selv novellen som en klassisk dystopi, og forklarer at titlen kommer af det franske ord for træsko, sabot som i sabotage. Træsko spiller dog også en vigtig rolle sammen med hulkort i historien, hvor Ronald Brandt forsøger at få sin plads tilbage i samfundets øvre del efter et ophold i fattiggårdens arbejdshus.

Djævelens korsvej‘ er skrevet af Freddy E. Silva og udspiller sig i en western-agtig verden, hvor en lovmand rider gennem ørkenen i sin søgen efter guvernørens datter, som er blevet bortført. Umiddelbart lyder det ikke særligt steampunk-agtig, men ikke desto mindre dukker der masser af møtrikker og dampmaskiner op i løbet af fortællingen.

Mere tydelig videnskabelig er Jesper Golls ‘Ætervind‘, hvor den danske ekspert i regnemøller, Jakob Jørgensen, er taget til Bern for at hjælpe professor Alfred Kleiner med et stort projekt, der har til formål at skabe det mest nøjagtige interferometer i verden. Blandt bipersonerne i historien finder vi bl.a. blikkenslageren Albert Einstein, der engang havde en skør idé om at ætervinden ikke findes, og at lysets hastighed altid er konstant.

Første kvindelige indslag er ‘Fordærvets sommer‘ af Maybrit Høyrup. Her bor fortælleren i en enklave, hvor teknologi og sociale omgangsformer er som i Victioria-tiden. Rundt om enklaven findes andre samfund, hvor andre regler regerer. Fortælleren skriver et brev til en dr. Oloson, som er meget interesseret i fortællerens mor, der var en berømt fotograf, men nu befinder sig på et plejehjem.

Dødens sø‘ af Richard Ipsen udspiller sig ved Kivusøen, hvor Kabakaen tvinger sine slaver til at udvinde helium til luftskibe. Hertil sendes den engelske oberst Gordon Pasha af Egyptens Kediv Ismail for at forhandle med Kabakaen om placeringen af en handelsrute. Rejsen forløber dog ikke uden problemer – og heller ikke opholdet.

Blandt mine yndlingsnoveller i Krinoline & kedsomhed er Nikolaj Johansens bidrag: ‘Sandet rinder til evig tid‘. Her ligger fortællerens kone for døden. I sin jagt efter at redde hende har han fundet oplysninger om en afdød urmager ved navn Frederik Gallinghof, der efter sin død blev genstand for de okkulte kredses store interesse. Han forsøgte nemlig at lave et ur, der kunne få tiden til at gå baglæns.

Svanesang‘ af Kenneth Krabat er en humoristisk historie, om en magister der lægger sag an mod sin afdøde onkels tidligere samarbejdspartnere. Tilsyneladende har onklen fået patent på en opfindelse, der med tiden vil kunne udkonkurrere dampmaskinen. Magisteren har arvet patentet, men onklens tidligere partnere bliver ved med at løbe ham på dørene for at få fingre i papirerne. Og de vil ikke lytte til, hvad han siger.

Bjarke Schjødt Larsen har skrevet den sørgmodige novelle ‘Et hus med barnelatter‘ om ægteparret Ebelhart, der mister deres søn ved fødslen. Sorgen er overvældende, men hr. Ebelhart har en plan, der skal bringe barnelatter tilbage i huset, og snart er han opslugt af arbejdet.

I ‘Engle og støv‘ af Lars Ahn er fortælleren en ung pige. Farens arbejde for Selskabet har bragt dem til Støvby, en lille støvet by langt fra alt. En dag dukker en kvinde op hos familien. Baronesse Iva viser sig at være en gammel ven af familien – og så er hun opfinder, og har brug for farens hjælp til at få en maskine til at flyve.

Endnu en yndlingsnovelle er Jesper Rugårds bidrag ‘Som markens fugle‘. Her har Danmark tabt krigen mod tyskerne i 1865 (og nej, jeg tror ikke, at det er en slåfejl). Tabet har dog ikke slået nationalismen ned, og særligt en ung våbenopfinder H. O. Madsen fængsler folkets opmærksomhed med sin plan om at beplante Grønland med hvede. Ud af det blå bliver Madsen sendt til Grønland i selskab med bl.a. korporal Jensen for at opfylde løfterne om Grønland under ploven. Men alt går ikke helt som planlagt.

Også A. Silvestri tager i sin novelle på opdagelse. ‘Til Polen, hurra!‘ udspiller sig i et alternativt univers, hvor Danmark ikke tabte ved Dybbøl i 1864, hvor Trankebar stadig er under dansk styre, og hvor Danmark i det hele taget er en verdensmagt. Og nu er målet at nå Sydpolen som de første i et fantastisk nybygget fartøj.

Jeg finder dig‘ af Camilla Wandahl handler om den unge tyv, som er dybt fascineret af ure. En dag stjæler hun et helt usædvanligt ur fra en gentleman, men uret gemmer en besked.

Titelnovellen ‘Krinoline & kedsomhed – eller historien om en rigtig kvinde‘ er skrevet af Gudrun Østergaard og er samlingens sidste fortælling. Fabrikanten Henry forelskede sig i en af fabrikkens arbejdere, den unge og smukke Bea, som nu sidder som en fin frue i et stort hus. Men trygheden og pengene forhindrer ikke Bea i at føle, at noget er helt galt, så Henry sender hende til en læge for at kurere hende. Nok samlingens mindst tekniske novelle men til gengæld handler den om Victoriatidens kvinderolle, og falder således godt ind i antologien alligevel.

De 13 noveller i Krinoline & kedsomhed er generelt af højt niveau, og alle 13 forfattere er da også garvede fortællere. For mig var novellerne et interessant og underholdende indblik i steampunk genren, og jeg kunne sagtens have fremhævet flere. Nu glæder jeg mig så til at læse de internationale bidrag i antologien Damphammeren, der også er udgivet af Science Fiction Cirklen i forbindelse med Fantasticon 2018.

Om Krinoline & kedsomhed

Udgivelsesår: 21.09.2018
Forlag: Science Fiction Cirklen, 267 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Manfred Christiansen: Træsko
Freddy E. Silva: Djævelens korsvej
Jesper Goll: Ætervind
Majbrit Høyrup: Fordærvets sommer
Richard Ipsen: Dødens sø
Nikolaj Johansen: Sandet rinder til evig tid
Kenneth Krabat: Svanesang
Bjarke Schjødt Larsen: Et hus med barnelatter
Lars Ahn: Engle og støv
Jesper Rugård Jensen: Som markens fugle
A. Silvestri: Til Polen, hurra!
Camilla Wandahl: Jeg finder dig
Gudrun Østergaard: Krinoline og kedsomhed – eller historien om en rigtig kvinde

Læs også:

Fra drømmenes bog af Mikkel Birkegaard
Sjælesluger af Gail Carriger
Destin – seerkrystallen af Danny Biltoft Davidsen
Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen
Tidskortet af Felix J. Palma
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen

Transformationsmaskinen af Nikolaj JohansenDer er action fra start til slut i Transformationsmaskinen, hvor djævelske robotter bringer død og ødelæggelse over en befolkning, der ikke aner, hvad der rammer dem

Argone de Bellegarde er rejst til landet Occitanien, fordi han drømmer om en ny start i et nyt land. Men Occitanien – eller Eire Nua som det kaldes nu – er blevet koloniseret af riget Eire, som har ambitioner om at skabe et imperium, hvor solen aldrig går ned. Argone er forbitret over Eires behandling af kolonierne og den oprindelige befolkning og ønsker at rejse de oprindelige folk til oprør mod undertrykkerne. Men det går ikke så godt. Tilsyneladende accepterer, eller ligefrem omfavner man besættelsen, som da også har bragt industrialisering og handel med sig.

Overvejelserne om oprør må Argone dog gemme til side, da byen pludselig overfaldes af nogle dødbringende dampdrevne robotter, der ikke opfører sig som nogen maskine, Argone før har set. Sammen med præsten Eamonn, opfinderen Finnegan, tyven Lewis og krigeren Rosheen tager han kampen op mod maskinerne.

Men for at ødelægge robotdæmonerne én gang for alle er de først nødt til at finde ud af, hvem der har lavet dem og hvorfor?

Jeg skal love for, at der er smæk for skillingen i Nikolaj Johansens underholdende og hæsblæsende steampunk roman Transformationsmaskinen, der er skrevet til steampunk-elskende unge og voksne, som ikke er bange for lidt vold og død.

Aske Schmidt Roses flotte forside giver løfter om masser af action, og allerede på første side overfalder robotterne vores hovedperson, mens han søger råd hos den lokale præst. Og så går det ellers over stok og sten. Først på flugt for maskinerne og siden på jagt efter opfinderen af dem i håbet om at bremse dem. Det kunne blive lidt ensidigt, men dels er Johansen god til at skildre kampscenerne overbevisende og med masser af saft og kraft. Dels er her også gjort rum til lidt filosofiske overvejelser om tro og frihed.

Ofte udspiller steampunk romaner sig i et victoriansk univers, som f.eks. Gail Carrigers Soulless-univers. Johansen har i stedet for hensat handlingen til kolonitiden, og bringer for den voksne læser således mindelser om både Englands imperie-bygning og koloniseringen af Amerika. Det virker rigtig godt og understøtter Argones drømme om revolution.

Johansen bruger ikke tid på dybe personportrætter, men alligevel virker hovedpersonerne levende. I hvert fald sad jeg undervejs og heppede på dem, når en ny dræberrobot indtog scenen. Jeg kunne godt have brugt lidt mere indledning om Argone og hans baggrund, før kaosset brød ud, men det kan godt være, at det blot er min alder, der spiller ind.

Nikolaj Johansen har dog indsat et kapitel bagerst i bogen, hvor han fortæller mere om Occitanien-universets opbygning og historie. Så om ikke før så fik jeg min nysgerrighed styret her. Her afslører han også, at Transformationsmaskinen er første bind i en serie, så det bliver spændende at se hvilke nye eventyr, Argone springer ud i fremover.

Jeg sidder i hvert fald klar til at læse fortsættelsen.

 

Til hans højre side blev endnu et anker kastet over rællingen, og endnu en af de utallige balloners passagerer steg om bord. På trods af panikken omkring sig kunne Argone ikke lade være med at standse op og råbe til den nyankomne: “Skibet er fyldt med monstre. Lad være med at komme om bord!”

“Jeg er ligeglad med, om I siger, at der ikke er plads,” lød svaret ligegyldigt. Manden vendte sig ikke engang om mod Argone, men trak i stedet uskyldig passager efter uskyldig passager om bord i luftskibet, trak dem fra et helvede til det næste.

“Det handler ikke om plads, din tåbe! Se dig dog omkring! Kan du ikke se maskinerne? Kan du i det mindste ikke høre dem?”

Manden skubbede voldsomt Argone baglæns. “Fem mennesker fra eller til gør ingen forskel på et skib så stort, og så kan du fortælle alle de historier, du vil. Jeg er fuldstænd…”

Han nåede ikke at afslutte sin sætning, før hans hoved blev revet af. Argone tog et enkelt skridt tilbage, men var allerede blevet oversprøjtet af mandens blod, og det samme blev de nyankomne passagerer, som manden havde hjulpet om bord for et øjeblik siden.

De kunne alle høre den mekaniske skræppen af den flagermus, der havde stjålet hans hoved. De kunne høre den dumpe lyd, det gav, da det tomme ansigt og den nu ubrugelige hjerne faldt ned på dækket. Argone lagde mærke til, at et par centimeter af mandens rygrad stak ud af den afskårne hals. Ujævnt, hakket, forrevet.” (s. 155)

 

Nikolaj Johansen debuterede som forfatter i 2012 med Skygger fra Oktoberland, og i 2016 udgav han science fiction thrilleren Storbyen og Syndfloden, som vandt Science Fiction Cirklens romankonkurrence. Her ind i mellem har han skrevet flere noveller til forskellige antologier, bl.a. den fremragende ‘Genfærdenes tårn’ fra Lidenskab og lysår.

Om Transformationsmaskinen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Calibat, 216 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose
Alder: +12 år

Tak til forlaget Calibat for læseeksemplaret.

Besøg Nikolaj Johansens hjemmeside eller klik ind på hans Facebook-side.

Destin 2 – Snefuglen af Danny Biltoft Davidsen

Destin 2 - Snefuglen af Danny Biltoft DavidsenEndnu et hæsblæsende afsnit i Danny Biltoft Davidsens rumsaga om den forældreløse Destin

I 2016 udkom første bind i serien om drengen Destin, Seerkrystallen, som jeg læste med stor fornøjelse.

Serien udspiller sig 10.000 år ude i fremtiden, hvor menneskene har fået hjælp af den teknologisk overlegne race Torakiderne, som de siden har udryddet. Her lever den forældreløse Destin sammen med veninden Maridel på astroiden Lyonedia under pauvre forhold.

Den hårde, trivielle hverdag blev brudt, da Maridel fandt en ældgammel boks (en af Torakidernes artefakter) og kort efter blev bortført af rødfrakker fra kongeriget Carnelior. Det lykkes ad kringlede veje for Destin at finde Maridel igen, men i slutningen af bind et blev Maridel kidnappet af skattejægere, og Destin efterladt i lænker på den fremmede måne Rheinoud.

Her starter Snefuglen.

Rheinoud er under blåfrakkernes styre og er på mange måder anderledes end Lyonedia. Før Destin får set sig om, er han blevet fanget af slavehandlere og slider og slæber under umenneskelige forhold i minerne. Her møder han den rapkæftede pirat Rawlin, og de slår pjalterne sammen for at flygte, ligesom Rawlin lover Destin, at han vil hjælpe med at finde Maridel.

I første omgang slipper de væk fra minerne og bliver i stedet for slaver hos den Azurelianske grevinde Abrielle. Det lykkes dem at komme ombord på grevindens rumskib Snefuglen, og så opstår muligheden for at kapre skibet og fortsætte jagten på skattejægerne, som har kidnappet Maridel. Dog ikke uden forhindringer…

Snefuglen er endnu et hæsblæsende kapitel i Destins saga. Denne gang må Destin både tage kampen op mod blåfrakker og rumpirater, ligesom hans moralske kompas sættes på en prøve i mødet med nye og gamle venner. Det er totalt underholdende, og selvom serien måske nok er rettet mod det unge publikum, så kan den voksne læser sagtens være med.

Danny Biltoft Davidsen har skabt et spændende univers med vellykkede figurer, som fungerer godt i historien. Jeg elsker blandingen af rumeventyr og 1700-tals atmosfære med kongedømmer, kårdekampe og rumskibe med udsmykning som gammeldags sejlskibe.

Sprogligt synes jeg, at Biltoft har løftet sig i forhold til Seerkrystallen. Slagsmålsscenerne fungerer bedre, og sproget er mere billedfyldt, ligesom replikkerne glider flydende. Samtidig er der masser af action og spænding, og det lykkes for Biltoft at samle de forskellige handlingstråde til slut, så jeg nu utålmodigt ser frem til bind tre.

(Anmeldt til Himmelskibet, nr. 52)

Om Destin 2 – Snefuglen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: mellemgaard, 238 sider
Grafiker: Christina Tscherning Andersen

Uskyldig af Gail Carriger

Uskyldig af Gail Carriger

Jeg stiftede første gang bekendtskab med den charmerende og parasolbærende pebermø Alexia tilbage i 2014, da jeg ved et tilfælde faldt over seriens første bind: Sjælesluger. I 2015 udkom bind to, Forbandelsesbryder, og nu er bind tre, Uskyldig, udkommet. Jeg var spændt på, om Gail Carriger kunne holde niveauet, og heldigvis blev jeg på ingen måde skuffet. Uskyldig holder samme høje tempo og underholdningsværdi som de første bind i serien.

I slutningen af Forbandelsesbryder skiltes Alexia og Lord Maccon, og under social fordømmelse er Alexia flyttet hjem til familien igen. Det holder dog ikke længe, da skammen over datterens sociale deroute får familien til at smide hende ud. Oveni udsættes Alexia for et snigmordsforsøg af morderiske mekaniske mariehøns, og samtidig forsvinder hendes gode ven, vampyren Lord Akeldama.

For at finde ud af hvem der er så opsat på at dræbe hende, rejser Alexia derfor bort sammen med butleren og bibliotekaren Floote samt madame Lefoux. Med snigmordere i hælene rejser selskabet gennem Frankrig til Italien, hvor tempelridderne holder til, i håb om at de kan hjælpe med svaret.

Men selvom tempelridderne ved mere end nogen andre om fornaturlige som Alexia, er de ikke nødvendigvis interesserede i at hjælpe hende. Og slet ikke da de finder ud af grunden til, at Lord Maccon i vrede sendte Alexia bort.

Som sagt er Uskyldig endnu et underholdende kapitel i serien om den kække Alexia. Gail Carriger har skabt et spændende univers, hvor overnaturlige væsener, fantastiske opfindelser og sjælens beskaffenhed går hånd i hånd. Alexia er, med sin blanding af italiensk lidenskab, stiv victoriansk etikette og en yderst pragmatisk holdning til livet, et utroligt charmerende bekendtskab. Da hun samtidig er vældig interesseret i videnskab, får læseren i hvert bind også serveret et hav af skøre, skægge og fantastiske mekaniske vidundere, som vi godt kan genkende, men som i steampunk-genrens ånd alligevel er dampende anderledes. Endelig har serien også en amourøs side, som dog har en så humoristisk tone, at det aldrig bliver kvalmende.

Jeg må indrømme, at jeg er solgt og glæder mig til at følge Alexia videre i serien, der fortsætter med Heartless og Timeless, som dog endnu ikke er oversat til dansk.

Udover Soulless-serien (der i øvrigt originalt hedder The Parasol Protectorate Series) har Gail Carriger skrevet en række andre bøger i steampunk-genren, ligesom hun har udgivet en manga-udgave af Soulless-serien. Disse er ikke udkommet på dansk.

Besøg Gail Carrigers hjemmeside

Oprindeligt anmeldt til Himmelskibet, 50

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslagsdesign: Lauren Panepinto
Forlag: Tellerup, 383 sider
Originaltitel: Blameless
Oversætter: Sarah Feddersen Thomsen

Destin – seerkrystallen af Danny Biltoft Davidsen

destin-seerkrystallen31-årige Danny Biltoft Davidsen har skrevet science fiction siden han var 17 år, og har tidligere udgivet science fiction trilogien ”Meta-type”, hvis første bind fik følgende ord med på vejen i Himmelskibet nr. 5: ”…en god ungdoms-science fiction-actionroman, der på den ene side er fyldt med action og på den anden side udfolder et godt drama.”

Nu er Biltoft så aktuel med Destin – seerkrystallen, der ligeledes er første del af en serie, og jeg er ganske begejstret.

Vi befinder os 10.000 år ude i fremtiden, hvor menneskene har fået hjælp af overlegne teknologiske race Torakiderne. Siden har mennesket bekriget dem til udryddelse, så de nu bruger de nye teknologier, men har glemt hvor de kommer fra.

I denne verden lever drengen Destin en kummerlig tilværelse på asteroiden Lyoneida, indtil den dag hans veninde Maridel finder en ældgammel boks. Før de når at finde ud af, hvad de skal gøre med den, bliver de fanget af Rødfrakkerne fra kongeriget Carnelior. Maridel bliver bortført, mens Destin efterlades som død.

Han er dog langtfra død og ender ombord på rumskibet Den lovløse under kaptajn Cyrils kommando. Cyril og besætningen er skattejægere, som søger efter artefakter fra Torakiderne for at sælge dem videre. Og nu er de på jagt efter Maridels boks.

Destin – seerkrystallen er en rigtig tjubang-historie med masser af slagsmål, action og eventyr. Biltoft skaber et spændende univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men skaber i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et stænk 1700-tals-atmosfære.

Målgruppen er unge science fiction læsere, men historien er som sagt både spændende og underholdende, så den voksne læser kan også sagtens være med – også selvom sproget ikke altid er lige elegant. Jeg blev i hvert fald lynhurtigt fanget ind, og venter nu i spænding på bind to efter en rigtig cliffhanger-afslutning på bind et.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 48)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: mellemgaard, 225 sider
Omslag: Jessica Heick

Forbandelsesbryder af Gail Carriger

Forbandelsesbryder af Gail CarrigerEndeligt udkom andet bind af Gail Carrigers serie ”Soulless”, og som første bind læste jeg den som ebog og nærmest i et stræk.

Den sjælløse Alexia er blevet gift med lord Maccon, lederen af BRU som også er varulv. Hun har selv fået status af Muhjah, hvilket betyder, at hun er en del af dronning Victorias skyggeparlament. Her skal hun sammen med storvesiren (varulv) og potentaten (vampyr) for at sørge for daglysfolkets interesser samt ligevægt i vampyrernes og varulvenes styrkeforhold.

Igennem skyggeparlamentet får hun kendskab til en mystisk lidelse, der har ramt både spøgelser, varulve og vampyrer, og efterladt dem dødelige. I første omgang er hun selv mistænkt af de øvrige medlemmer af skyggeparlamentet, da hun som sjælløs, gør fornaturlige dødelige ved sin berøring. Men det lykkes hende at overbevise dem om, at hun ikke har evnerne til at gøre dette på så mange på en gang.

Samtidig er lord Maccon på vej til Skotland, hvor også denne mærkelige lidelse bevæger sig mod. Alexia beslutter sig for at følge sin ægtemand for at finde ud af sagens sammenhæng. Sammen med veninden Ivy, søsteren Felicity, opfinderen madame Lefoux og ægtemandens lakaj Tunstell tager hun et luftskib til Skotland. Desværre forløber rejsen ikke uden problemer, og det gør ankomsten til Skotland heller ikke.

Som i første bind leverer Gail Carriger humor og underholdning på et højt plan. Stilen minder om Kim Harrisons The Hollows og Jim Butchers Dresden-filerne, men er alligevel helt sin egen, ikke mindst pga. settet i victoriatidens London.

Alexia er en uimodståelig og rapkæftet heltinde, der sætter stor pris på god mad og aldrig kan have en pæn frisure ret lang tid ad gangen. Desuden er hun interesseret i videnskabelige opfindelser, er aldrig bleg for at kaste sig ud i det ukendte, og glemmer ofte at følge de vedtagne sociale etiketter.

”Hvem fanden er De?” spurgte Alexia. Mandens nonchalante indblanding irriterede hende så meget at hun kom til at bruge et rigtigt bandeord. ”Major Channing Channing fra Channingslægten i Chesterfield.” Alexia stirrede åbenmundet på ham. Ikke underligt at han var så selvglad. Det var man nødt til at være med sådan et navn. ”Nå, major Channing, jeg må bede dem om ikke at blande dem i hvordan jeg styrer husholdningen. Det er mit domæne.” ”Ah, så De er den nye husholderske? Jeg var ikke blevet informeret om at lady Maccon havde lavet så drastiske ændringer.” Alexia blev ikke overrasket over hans antagelse. Hun var udmærket klar over at hun ikke levede op til folks åbenlyse forventninger om hvordan en lady Maccon skulle se ud, idet hun var alt for italiensk, alt for gammel og, for at sige det ligeud, alt for yppig.”

”Forbandelsesbryder” slutter med noget af en cliffhanger, så der er kun at håbe, at Tellerup også snart får oversat de efterfølgende bind 🙂

Besøg Gail Carrigers hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Originaltitel: Changeless
Omslag: Lauren Panepinto

The Parasol Protectorate Series:

Timeless
Heartless
Blameless
Forbandelsesbryder (Changeless)
Sjælesluger (Soulless)