Indlæg tagget med ‘Stephen Laws’

Spøgelsestoget af Stephen Laws

Spøgelsestoget af Stephen Laws

For mange år siden læste jeg Had af Stephen Laws, som jeg mindes som kulørt men vældig underholdende. Jeg mente også, at jeg havde læste Spøgelsestoget, men det havde jeg ikke. Derfor var det lidt af et tilfælde, at jeg fandt bogen i et antikvariat og tog den med hjem. Nu er den læst, og ligesom Had er her tale om en solid omgang underholdning.

For 14 måneder var Mark Davies ude for en frygtelig ulykke. Han faldt ud af et kørende tog og overlevede kun med nød og næppe. De første 8 måneder lå han i koma, men nu er hans krop ved at være kommet sig helt, selvom han stadig intet husker fra ulykken. Til gengæld plages han af frygtelige mareridt og en uimodståelig trang til at tage hen på hovedbanegården hver dag.

Hustruen Joanne gør, hvad hun kan for at støtte ham, men hverken hun eller besøgene hos psykologen Aynsley hjælper. Indtil Mark går med til at blive hypnotiseret under en konsultation. Hvad der end er skete den dag for 14 måneder siden, er det nu blevet vækket.

Mark kastes ud i et livsfarligt forsøg på at stoppe en ældgammel ondskab, kun med hjælp fra den suspenderede kriminalkommisær Chadderton. Chadderton har både faglige og personlige grunde til at tro på Marks usandsynlige historie. Det viser sig nemlig, at der på King’s Cross strækningen er sket uforholdsmæssigt mange mord og voldelige episoder siden 1852. Den sag har Chadderton arbejdet på i det skjulte igennem flere år, før han blev fritstillet – af personlige årsager.

Stephen Laws skrev oprindeligt Spøgelsestoget tilbage i 1985. Historien udfolder sig i tre dele: Første del hvor vi introduceres til Mark og en række andre personer, der har ‘uheldige’ oplevelser i forbindelse med deres togrejse. I anden del lærer vi Chadderton at kende, samt får en forståelse af hvad det er der hjemsøger togstrækningen King’s Cross. Og i tredje og sidste del får ondskaben frit spil, og kun vores hovedpersoner står imellem den og civilisationens endeligt.

Laws trækker tråde tilbage til keltiske druider, Ley-linjer og ældgamle dæmoner, og historien kulminerer i et afsluttende blodbad af voldsomme dimensioner.

Jeg kom til at tænke på en ung Stephen King under læsningen, selvom Laws sprogligt og psykologisk langt fra er på samme niveau. Til gengæld er historien ren underholdning hvis du som jeg holder af kulørt ramasjang med en lille afstikker til lovecraftian horror.

Uddrag af bogen:

Mark lænede sig tilbage, stak hænderne i sine jakkelommer og fandt atter avisudklippet. Han tog det op, bøjede sig frem og glattede det ud på bordet foran sig. Han kendte efterhånden teksten udenad: Der er stadig uopklarede omstændigheder i forbindelse med, at en far og overordnet tjenestemand fra Newcastle faldt af et lyntog i september forrige år.

Mr. Davies blev fundet liggende ved siden af jernbanesporene i Doncaster efter et fald fra tog nr. 125 fra Edinburgh til King’s Cross. Der blev slået alarm, da passagerer opdagede, at en dør stod åben, og den efterfølgende undersøgelse af området viste, at mr. Davies lå for foden af jernbaneskråningen, og at hans tilstand var kritisk.

Politiets efterforskning har indtil nu ikke resulteret i en forklaring på hændelsen til trods for et halvt års indgående undersøgelser. Mr. Davies har lige siden ulykkestidspunktet ligget i koma og været under omhyggelig overvågning på Newcastle General Hospital, ude af stand til at besvare politiets spørgsmål.

I aftes udtalte kriminalkommisær Les Chadderton, der forestår undersøgelsen, til pressen: “Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at mr. Davies rejste fra Newcastle alene for at deltage i et møde i Doncaster. Det var på denne rejse, at mr. Davies faldt af toget. Trods samtaler med alle passagerer på det pågældende tog, er der ikke kommet flere oplysninger frem om sagen. Vi kan blot håbe, at mr. Davies vil blive fuldstændig helbredt, men indtil da vil de omstændigheder, der første til faldet, stadig være uopklarede.”

Læger på Newcastle General Hospital har antydet, at mr. Davies fysiske helbredelse har været udmærket, men de kan ikke oplyse, hvornår eller om han vil slippe ud af sin koma-tilstand.

Mark læste udklippet tre gange, inden han omsider foldede det sammen og lagde det ned i sin tegnebog igen. Det var, som om han læste om en anden. En anden Mark Davies, der havde brækket samtlige knogler i kroppen og tilbragt 8 måneder i koma. Hans erindring om begivenheden var fuldstændig blank. (side 19)

Om Spøgelsestoget:

Udgivelsesår: 1992
Forlag: Chr. Erichsens Forlag, 308 sider
Originaltitel: Ghost Train, 1985
Oversætter: Ursula Baum Hansen

Besøg Stephen Laws hjemmeside

Læs også:

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury
Banevogteren af Charles Dickens

Film om hjemsøgte tog:

End of the Line
The Midnight Meat Train
Red Eye

Had af Stephen Laws

Had af Stephen Laws“Hvor meget hader du?” 

Eddie Brinkburn hader rigtig meget, og da han i fængslet møder den småtbegavede Archie, ændrer Eddies had sig til noget nyt. Pludselig får han mulighed for at hævne de mange uretfærdigheder, som er blevet begået imod ham – men det bliver sværere og sværere at styre hadet …

Om “Had”:

Udgivelsesår: 1991

Originaltitel: The frigthteners