juni 2019
M T O T F L S
« maj    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Steven Jay Schneider’

101 Horror Movies You Must See Before You Die / red. Steven Jay Schneider

101 Horror Movies You Must See Before You Die / red. Steven Jay SchneiderForleden blev jeg gjort opmærksom på en dum forglemmelse i min omtale af Skrækfest 2018. Det førte mig til Phantasmo DVDs hjemmeside, hvor jeg faldt over en masse lækre sager.

Steven Jay Schneider er filmanmelder og producer m.m., og står som den overordnede redaktør på det uundværlige værk 101 Horror Movies You Must See Before You Die. Den var jeg selvfølgelig nødt til at se nærmere på for at finde ud af, hvor tæt jeg er på de 101 film. Jeg endte med en “score” på 70 sete film, så jeg fik en masse tips til film, jeg nu er nødt til at få set.

Opslagsværket er inddelt i 10 kapitler, der dækker filmårene 1910’erne til 2000’erne. Hver film har et firesiders opslag med fotos; faktuelle detaljer som instruktør, manuskriptforfatter m.m.; samt en kort omtale af filmens handling og andre relevante oplysninger. Disse tekster er skrevet af forskellige bidragsydere, der alle har arbejdet med film i et eller andet omfang. En fuldstændig liste over bidragsyderne ses bagerst i bogen.

Hovedvægten af filmene i 101 Horror Movies You Must See Before You Die er ikke overraskende engelsksprogede, men der er dog også bl.a. tyske, italienske, svenske og japanske film repræsenteret. Et “dansk” bidrag finder man også med Häxan fra 1922 instrueret af Benjamin Christensen.

Det kan jo altid diskuteres, hvilke film der skal med. Jeg kan f.eks. godt savne titler som John Carpenters The Thing (1982) og Jacob’s Ladder (1990) instrueret af Adrian Lyne. Men i det store hele er udvalget repræsentativt og interessant.

Film jeg mangler at se

Som nævnt havde jeg kun set 70 film ud af bogens 101 udvalgte titler, så der er nok at gå i gang med. De ti, jeg glæder mig mest til at se, er:

M (1931) instrueret af Fritz Lang. En film jeg længe har ønsket at se, og som nu er rykket helt op på listen.

Island of Lost Souls (1932) instrueret af Erle C. Kenton. Den første filmatisering af H.G. Wells roman Doktor Moreaus ø.

Bad Seed (1956) instrueret af Mervyn LeRoy. Jeg har læst bogen, men har nu fået blod på tanden for se filmen.

La maschera del demonio (1960) instrueret af Mario Bava. Bava er en af de betydningsfulde italienske instruktører, som jeg har set alt for lidt af.

VIY (1967) instrueret af Georgi Kropachyov & Konstantin Yershov. Sovjettisk film, der bygger på samme novelle af Nikolai Gogol, som også La maschera del demonio er baseret på.

Vargtimmen (1968) instrueret af Ingmar Bergman. Horror af Bergman! Det er jeg da nødt til at se.

Deathdream (1974) instrueret af Bob Clark. Med en historie der giver mindelser til W.W. Jacobs novelle Abehånden, men tidsmæssigt placeret under Vietnamkrigen lyder det som en stærk film.

Spoorloos (1988) instrueret af George Sluizer. En hollandsk-fransk filmatisering af Tim Krabbés fremragende roman Det gyldne rum (der i øvrigt også er filmatiseret med Jeff Bridges og Kiefer Sutherland i 1993).

A Chinese Ghost Story (1987) instrueret af Ching Siu-Tung. Jeg har ikke set mange kinesiske gyserfilm, og det skal der rettes op på.

Dellamorte Dellamore (1994) instrueret af Michele Soavi. Beskrives som “a nonstop visual feast that perfectly balances humor and gore.”

101 Horror Movies You Must See Before You Die er et vellykket opslagsværk, der giver et godt indblik i et udvalg af de bedste gyserfilm gennem tiden. Formatet er ikke så stort (155×120 mm), men kvaliteten er i top lige fra det kraftige papir over de flotte illustrationer til den let forståelige og informative tekst. Et bredere og mere tilbundsgående opslagsværk end Rikke Schubarts Verdens 25 bedste gyserfilm, så har du læst den, er 101 Horror Movies You Must See Before You Die en god fortsættelse.

Om 101 Horror Movies You Must See Before You Die:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Apple Press, 416 sider