Indlæg tagget med ‘Steven Plato’

Absurd #6

Absurd #6

For to år siden var jeg til Skrækfest i Odense. Her faldt jeg over et nyt tegneserie-hæfte kaldet Absurd. Det var jeg selvfølgelig nødt til at købe, og det blev starten på et spændende bekendtskab med Forlaget Afkom. Nu sidder jeg så to år senere med Absurd #6 i hånden og glæder mig til at komme til Skrækfest i Odense om få dage. I år med den ekstra kriller i maven at jeg skal være ordstyrer i en panelsnak om horror og tegneserier med udgangspunkt i … Forlaget Afkoms serie Absurd! Det er altså lidt syret, hvordan tilfældighederne styrer …

Her skal det dog handle om fødselsdagsnummeret Absurd #6.

I anledningen af 2-års fødselsdagen er hæftet denne gang i A4 format fremfor det sædvanlige A5 format. Det fungerer rigtig godt, idet tegningerne bliver foldet ud, så man lettere kan nyde detaljerne. Bagerst er indlagt seks flotte fødselsdagstegninger fra tegnere, der tidligere har bidraget til Absurd-serien.

De fem fortællinger er trykt i sort/hvid og gråtoner, og er som altid meget forskellige i deres udtryk og indhold. Det er noget af det, jeg særligt godt kan lide ved serien, for det betyder, at min smag bliver udfordret i hvert hæfte. Samtidig giver serien plads til nye navne, så jeg også bliver introduceret til spændende nye upcoming kunstnere.

Hæftet indledes med ‘Svampejagt’ af Jonas Aagard Dinesen og Jacob Rask Nielsen. Clara er på skovtur med sine forældre og hunden Felix. Det bliver en tur med dystre konsekvenser. Jeg kender Jacob Rask Nielsen fra hans vidunderlige zombie-serie Exodus, der siden er udkommet i et samlebind. Hans tegninger er på den ene side simple, lidt stive og nærmest naive i udtrykket, men samtidig får han indarbejdet masser af action og følelser. Det er godt lavet. Historien er også dejlig ond, og en af mine favoritter.

Med ‘Romantiske Stig‘ af Jana Christensen er vi ovre i en helt anden stil. Tegningerne er mindre polerede og pæne, og historien fortælles helt uden ord. Jeg husker selv pubertetens lede bumser, men kan her se at det kunne have været meget værre 🙂

Dennis Frederiksen har tegnet og skrevet ‘It grufuldt mareridt‘, hvor hovedpersonen er på vej hjem efter en koncert. Her opdager han en berygtet seriemorder, der er i gang med at slagte et par i en gyde. Herfra udvikler historien sig i vilde retninger med bl.a. monstre og nye plottwists.

Makkerparret Martin Scjönning og Steven Plato står bag historien ‘Percival‘. Parret har tidligere lavet western-fortællingen ‘Sorte bønner’ i Absurd #4. Denne gang tager de os tilbage til 1. verdenskrig. Fortælleren er soldat i skyttegravene. Han fortæller, hvordan han mødte Percival, der havde gjort tjeneste som dragon, men nu er endt som almindelig fodtudse. Percival er en sand gentleman, en frygtløs soldat og en loyal ven, der vil gå gennem helvede for sine kammerater. Historien er en af mine favoritter, ikke mindst på grund af illustrationerne, hvor Steven Plato bruger et mix af fotos med tegninger. Det fungerer forrygende, og med Martin Schjönnings tekst indsat som små maskinskrevne kartotekskort er det overordnede indtryk suverænt.

Den sidste historie i Absurd #6 er ‘En del af flokken‘, som er tegnet af Melanie Darling og skrevet af Adam Markiewicz. Dusørjægeren Eli Brenners fange stikker af fra ham en aften i en mørk skov. Noget overfalder Eli, og da han kommer til sig selv, befinder han sig på Gévaudan-ranchen. Her får han lov til at blive nogle dage, mens han kommer sig helt, og så kan han hjælpe til med småting indtil da. Men ranchens ejer, Laura, har ikke fortalt Eli alt. Jeg er vældig begejstret for Melanie Darlings illustrationer, og særligt en forvandlingsscene sidst i historien er virkelig fed. Også en rigtig flot og underholdende fortælling.

Der er endnu et Absurd-hæfte på vej i det format, som vi kender, men fra 2022 varsler forlægger Anders Fjølvar nye tider. Fremfor at udsende fire små hæfter om året kommer der i stedet to lidt større udgivelser i bogform. Det lyder spændende. Jeg vil i hvert fald glæde mig til at blive trukket gennem mørket, blodet og alt muligt ulækkert snask i de kommende år.

  • "Svampejagt" af Jonas Aagaard Dinesen og Jacob Rask Nielsen
  • "Romantiske Stig" af Jana Christensen
  • "It grufuldt mareridt" af Dennis Frederiksen
  • "Percival" af Martin Schjönning og Steven Plato
  • "En del af flokken" af Melanie Darling og Adam Markiewicz

Om Absurd #6:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Afkom, 44 sider
Omslag: Peter Skjøtt

Indhold:

Svampejagt skrevet af Jonas Aagaard Dinesen og illustreret af Jacob Rask Nielsen
Romantiske Stig skrevet og tegnet af Jana Christensen
It grufuldt mareridt skrevet og tegnet af Dennis Frederiksen
Percival skrevet af Martin Schjönning og tegnet af Steven Plato
En del af flokken skrevet af Adam Markiewicz og tegnet af Melanie Darling

Fødselsdagstegninger bagerst af Matias Gedtek, Peder Riis, Bjarke Johansen, Anders Fjølvar, Nicolai Hvidberg Jørgensen og Maria Tran

Absurd #4

Absurd #4

Forlaget Afkom, der blev startet ud af ren frustration over, at der ikke blev udgivet nok horror-tegneserier og zines i Danmark, har for nyligt udgivet fjerde bind i serien Absurd, en tegneserie-antologi der hver gang indeholder en række små gyserfortællinger af forskellige tegnere. 

Absurd #4 indeholder i alt seks historier. Som det plejer i serien, er bidragene meget forskellige og af svingende kvalitet. Men – også lige som det plejer – sprudler fortælleglæden, og kærligheden til horrorgenren er ikke til at komme udenom.

‘Monstret fra Østerbro’ af Christoffer Mygind Juul indleder zinet, og er en fin lille satire over småborgerlig finkultur.

‘A1’ af Arni Beck Gunnarsson & Hans Martin Poulsen er historien om et nyt fængselsprojekt A.1, hvor de indsatte lever resten af deres liv i luksus – med en enkelt lille hage.

‘Sorte bønner’ af Steven Plato og Martin Schjönning er en af mine favoritter. Her er tale om en western-fortælling om hævn, men ikke en almindelig hævn.

‘Absurd’ af Anders Fjølvar handler om en stakkels tegneserie-entusiast, der kæmper for at sælge sine horrorzines.

‘Huset fra det hinsides’ af Danni Barslund Christensen handler om kæresteparret, der flytter ind i deres nye hus. Men måske er de ikke de eneste, der bor der?

‘Satans brud’ af Martin Leig Andersen er zinets sidste historie. Her bliver en yngre dreng mobbet af en gruppe drenge, men bliver reddet af en pige, som overtaler ham til at gå med ind i et forladt hus for at give ham lidt selvtillid. Det virker dog ikke efter planen.

Hvis du kan lide korte horrorhistorier, og synes det er sjovt at blive introduceret for nye tegnetalenter, så er Absurd-serien et rigtig godt bud. Her får man nemlig begge dele.

Om Absurd #4:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Afkom, 44 sider
Omslag: Anders Fjølvar

Indhold:
Monstret fra Østerbro af Christoffer Mygind Juul
A1 af Arni Beck Gunnarsson & Hans Martin Poulsen
Sorte bønner af Steven Plato & Martin Schjönning
Absurd af Anders Fjølvar
Huset fra det hinsides af Danni Barslund Christensen
Satans brud af Martin Leig Andersen

Læs også:

Absurd #3
Absurd #1
I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi
Kulkælderen #5
Volt #3
Volt #5