Indlæg tagget med ‘strømafbrydelse’

Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen

Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen

I vores moderne verden er vi fuldt afhængige af elektricitet. Uden strøm kan vi ikke lave mad eller vaske tøj. Trafiklys virker ikke, og det gør vandværker og varmeværker eller kasseapparater og computere heller ikke. Vi er med andre ord helt på r…. hvis strømmen ryger for alvor. Og det gør den i Christina Lassen-Andersens spændingsroman Mørkelagt.

Vi følger en række forskellige personer gennem den kaotiske tid, hvor alt strøm ryger på global plan. Blandt andre ægteparret Rasmus og Rikke og deres teenagesøn Jonas; Den pensionerede lærer Torben og veninden Ellinor; Den 15-årige Diana der er anbragt på en institution for utilpassede unge; Den medicinstuderende Sille og den erfarne sygeplejerske Fazir. Alle må de pludselig navigere i en helt ny og farlig verden, og gøre hvad der skal til for at overleve.

I starten forsøger myndighederne at tage affære, men hvordan kommunikerer man til et helt land, når du ikke bare kan tænde fjernsynet eller radioen, og der ingen kontakt er til satellitterne, som sørger for at internettet kan fungere? Og hvor længe kan du regne med at personel som læger, sygeplejersker, apotekere, betjente osv. vil blive på deres poster, når deres egne familier er i fare?

Overraskende hurtigt forsvinder civilisationens fernis, og det varer ikke længe, før det er alles kamp mod alle. Vi er så vant til at kunne åbne køleskabet, når vi er sultne; hente medicin på apoteket hvis vi er syge; eller bare at kunne ringe og skype til hinanden på tværs af verden. Så hvad gør vi, hvis vi pludselig er uden alt det?

Christina Lassen-Andersen har med Mørkelagt skrevet en overbevisende og foruroligende roman, om hvor hurtigt et samfund kan bryde sammen. Det er uhyggeligt at tænke på, hvor sårbare vi egentlig er, og hvor alvorlige konsekvenserne af et varigt strømsvigt kan blive. Ligeså skræmmende er det, når CLA ser på de moralske dilemmaer. For hvor dybt stikker næstekærligheden, når sulten banker på døren? Hvor langt vil du gå for at skaffe mad og medicin til din familie?

Jeg kom undervejs til at tænke på Stephen Kings roman Opgøret, som foregår i en verden, hvor en verdensomspændende pandemi har slået størstedelen af menneskeheden ihjel. King ser også nærmere på de enkelte menneskers skæbne. Hvordan man måske overlever den indledende katastrofe, blot for at dø af blodforgiftning efter at have skåret sig på et rustent søm. Samme vinkel har CLA i sin roman. Vi får ikke en afsluttende forklaring, men bliver blot kastet ind i konsekvenserne ligesom bogens personer. Det er deres liv og valg, der fører romanen frem og ikke en alvidende fortæller, og det giver fortællingen en skræmmende realisme.

Mørkelagt er Christina Lassen-Andersens debut, men det mærker man ikke. Sproget flyder let, og opbygningen med de skiftende synsvinkler er med til at skabe løbende suspense. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, som både er spændende og giver stof til eftertanke. En stor anbefaling herfra.

Uddrag af romanen:

Allerede inden de når ud på gaden, kan de lugte røgen. Torben sætter farten op og zigzagger igennem barrieren, der er sat op for at forhindre cyklister i at komme ind i parken uden at stå af. Han stopper op så brat, at Ellinor uden varsel braser ind i ryggen på ham. Ingen af dem siger noget. Foran dem midt i T-krydset ligger en bunke forvredet metal, og Torben kan tælle tre involverede biler.

Nederst ligger en lille hvid Ford med taget bukket sammen på midten. Halvvejs ovenpå ligger, hvad der ved første øjekast ligner en håndværkerbil med lad. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være en gartnerbil fra Vej og Park. En trillebør er blevet kastet af ladet og er landet på fortovet. Hjulet ruller stadig rundt, og besynderligt nok er det det, han fokuserer på. Hans hjerne nægter at håndtere, at der ligger et menneske kastet halvejs ud af forruden. Kølerhjelmen er dækket af blodet, der stødvist bliver pumpet ud af halsen på manden.

Den tredje bil er splittet ad. Den eneste grund til, at Torben kan se, at der er tre biler involveret, er antallet af hjul. Hvordan er det sket? Han ved godt, at det er en del af designet på moderne biler, at kabinen skal holde, mens resten af karrosseriet krøller sammen omkring den. Men det er umuligt at se, om designkriterierne har holdt. Tankerne flyver rundt i hovedet. Han kan se, at der er mennesker, der er kommet til skade. Han forstår, at han skal hjælpe. Men hvor skal han begynde? Det hele foregår i slowmotion, og benene nægter at bevæge sig.

Stilheden er overvældende. Bedøvende. Ellinor snor sig udenom Torben og kaster et enkelt blik på de krøllede biler. Så stikker hun telefonen i hånden på ham og kommanderer ham til at ringe efter hjælp. Selv løber hun hen til den nærmeste bil og forsøger at åbne førerdøren.

Fra de nærliggende huse kommer folk løbende for at hjælpe. Overfor parken ligger en lille kiosk, hvor Torben ofte har købt tyggegummi og en liter mælk med hjem. Ejeren kommer løbende med en pulverslukker i den ene hånd, mens han med den anden holder en mobiltelefon for øret. Han tager den ned igen og kigger frustreret på displayet. Så stiller han pulverslukkeren på vejen og ringer op igen. Tydeligvis uden resultat for manden stikker telefonen i lommen og ser sig om efter hjælp. Torben råber ham an og vinker med Ellionors telefon.

Det tager et par forsøg at få skidtet til at vise andet end sort skærm. Til sidst går det op for ham, at han skal stryge fingeren over displayet for at få adgang til telefonen. Adrenalinet får hans fingre til at ryste, og det er svært at ramme ikonet med den lille telefon. Han taster de tre cifre, og hører telefonen ringe op. Intet sker. Det forventede “Det er alarmcentralen” udebliver. (side 20-21)

Om Mørkelagt:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Forlaget Fjorden, 379 sider
Omslag: Sofie Raphael

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Opgøret af Stephen King
Den 5. bølge af Rick Yancey

Solstorm af Rasmus Dahlberg

Solstorm af Rasmus DahlbergSolstorm er ikke en horror-roman, men scenariet heri er desværre både skræmmende og realistisk. Så hvis du er til jordens undergangs-thrillere, er Rasmus Dahlbergs nyeste roman et godt bud på en underholdende søndag.

Lisbeth Storm er vant til katastrofer. Da jordskælvet rystede Haiti, var hun en af de første på pletten til at hjælpe det katastroferamte område sammen med andre katastrofemedhjælpere fra FN, ngo’er m.fl. Nu er hun dog på vej hjem til det fredelige Danmark efter en ubehagelig oplevelse, som har rystet den ellers garvede kvinde.

Desværre får Lisbeth ikke megen ro. En solstorm rammer nemlig jorden, og følgevirkningerne forårsager et nedbrud i det elektriske net over det meste af Europa med et efterfølgende sammenbrud i samfundets infrastrukturer. Pludselig er det danskerne, som har brug for hjælp, og det viser sig, at katastrofeberedskabet slet ikke er gearet til en sådan situation.

Uden strøm går alt i stå. Den offentlige trafik kollapser; sygehusene må indstille operationerne og kan kun opbevarer patienterne, for medicinen når ikke frem; butikkerne får ikke nye varer, så der bliver hurtigt mangel på mad o.s.v.

Og oven i samfundets kollaps har Lisbeth egne problemer. En eks-kæreste har parkeret sin søn hos hende kort før solstormen, og nu er han forsvundet, og så er der den ubehagelige oplevelse på hendes sidste tur, som ikke vil slippe hende selv her i Danmark.

Solstorm er en sand pageturner. Fra jeg begyndte at læse, og til bogen var færdig, så jeg stort set ikke op fra siderne. Rasmus Dahlberg skriver effektivt og fængende, og han får katastrofescenariet til at stå lyslevende for læseren. Heldigvis er det dog ikke kun vold og afmagt, som spirer under katastrofens åg, også sammenhold og viljen til at overleve blomstrer op og skaber et håb for menneskene.

Dahlberg har tidligere skrevet flere fagbøger om katastrofer, bl.a. 100 års katastrofer, så han ved, hvad han taler om. Det virker både troværdigt – og meget skræmmende – hvor hurtigt Danmark bryder sammen, når civilisationens tynde fernis brydes af en katastrofe. Samtidig er Dahlberg også en del af duoen Plan B, som har skrevet flere krimier, så han har også styr på suspensen og måden at skrue en effektiv thriller sammen.

Selvom jeg var dybt fascineret af Solstorm, så må jeg dog indrømme, at set i bagspejlet så bæres handlingen igennem af en lang række usandsynligt heldige sammentræf, og at Dahlberg til tider smører lidt rigeligt på. Uanset disse anker, følte jeg mig dog totalt underholdt, og kan sagtens anbefale Solstorm til alle som holder af en spændende thriller.

Til slut lidt facts om solstorme fra Illustreret Videnskab:

Solen har et konstant skiftende magnetfelt. Indimellem frigives en del af den magnetiske energi i kraftige eksplosioner i Solens øvre atmosfære. De voldsomme soludbrud kaldes også for solstorme, specielt når de skaber problemer her på Jorden. Ved et soludbrud kan der kastes enorme mængder stof ud i rummet, og hvis skyen af varme gasser med tilhørende magnetfelt (en såkaldt koronal masseudkastning) rammer vores klode, kan det give forstyrrelser i Jordens magnetfelt. Disse forstyrrelser er størst i nærheden af polerne, hvor de giver anledning til ekstra flot polarlys, men også kan inducere fejlstrømme i elektriske kredsløb. Lange højspændingslinjer er særligt udsatte, og således mistede seks millioner cana­diere strømmen den 13. marts 1989, da elnettet i Québec kollapsede efter et soludbrud. Radiokommunikationen og signaler for gps-systemet kan blive forstyrret i dagevis, og elektronikken i satellitter og rumsonder er også i farezonen. Derfor kan en meget voldsom solstorm få store konsekvenser. Myndighederne sørger for at overvåge Solens aktivitet og giver et varsel, hvis en solstorm er på vej til at ramme Jorden, så elselskaber fx kan nå at frakoble sårbare transformerstationer.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Simon Lilholt / Imperiet

Besøg også Rasmus Dahlbergs hjemmeside og Solstorm.dk

Også anmeldt på Litteratursiden.dk

Vanishing on 7th Street

Vanishing on 7th StreetEn strømafbrydelse lægger Detroit hen i fuldstændig mørke, og da lyset kommer igen, viser det sig, at langt størstedelen af befolkningen er sporløst forsvundet. Tilbage er kun deres tøj.

En lille gruppe tilbageblevne finder ved tilfældighedernes spil sammen i en ramponeret bar, som oplyses af en benzindrevet nødgenerator. Her forsøger de at holde mørket stangen, men naturlovene træder langsomt ud af kraft, og nætterne bliver længere og længere.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om Vanishing on 7th Street. Et stykke hen ad vejen er den ganske underholdende. Den pludselig forsvinden og de tomme gader samt de lurende skygger er ret godt lavet, men det kniber efter min mening med at udvikle historien herfra. Det bliver lidt tyndt og tilfældigt, og ingen af personerne er interessante nok til, at jeg virkelig heppede på deres overlevelse.

Jeg har læst flere rosende anmeldelser af Vanishing on 7th Street. Bl.a. skriver Jonathan Jacobs: “Vanishing on 7 Street is independent film work at its finest … The real stars of the show are the director and his special effects team … The little things make all of the difference. Without the perfect timing of the shadows’ encroachment and the last, split second emergency lights coming to the rescue, there would be no suspense. Providing images of pictures/memories being enveloped by shadow and lost forever sets the tone for the grim and hopeless fate that awaits the survivors when their lights run out … The screenwriter Anthony Jaswinski follows through with the film’s primary concept by having the characters question why they have survived when millions of others have been taken. Without the philosophical queries, the character’s dialogue would have greatly suffered.” Jeg er som sagt ikke helt enig. Filmen er ok underholdning, men jeg vil langt hellere fremhæve Kaïro og The Last Man on Earth, der begge er langt mere interessante og velspillede, og stadigvæk har uhyggen og gruen ved at være de sidste overlevende.

Instruktør Brad Anderson har tidligere instrueret bl.a. Dødens hospital, som jeg synes langt bedre om.

Om Vanishing on 7th Street:

Instruktør: Brad Anderson
Udgivelsesår: 2010

Micki 19.50 af Christian Reslow

Micki 19.50 af Christian ReslowMicki 19.50 udkom i første omgang som en digital føljeton-roman i 7 dele på Christian Reslows facebook side, men i oktober blev en papirudgave født og udgivet på forlaget Valeta, som tidligere har udgivet Miraklets fald af samme forfatter. Hvor Miraklets fald ikke hørte decideret til i horror-genren, så er Micki 19.50 en rigtig lækker horror-bidsken!

Raquelle er gudesmuk, har en fantastisk sangstemme og har stor succes som den danske opfinder af popera. Hun har dog en lille hemmelighed, nemlig hendes tvilling Micki der lever som en svulst i hendes ene bryst. På en turné går det helt galt, da hun kort før koncerten besvimer. Da hun vågner igen, er både publikum og orkesteret forsvundet sammen med lyset og strømmen – og fornuften. Tilbage er Raquelle, dirigenten Georg og kameramanden Tonni, som sammen forsøger at finde hoved og hale på, hvad der er sket, og hvorfor de langsomt får det værre og værre.

Det vil være synd at afsløre for meget af handlingen, som på den ene side fører læseren ind i et univers, der bliver mere og mere vanvittigt og uforståeligt, og på den anden side giver lige præcist så meget sammenhæng, at man tror på historien og vil høre mere. Det skyldes ikke mindst den veloplagthed Reslow fortæller med, som fuldstændig slog benene væk under mig. Og så lykkes det rent faktisk også for Reslow at give en forklaring på, hvad der er sket og hvorfor, selvom hvorfor-delen måske ikke er helt overbevisende. Men prut skid med det (som min niece ville sige) for som sagt fungerer det alligevel.

Opbygningen af historien følger føljeton-romanens, idet handlingen fortælles i 7 akter med hver sin overskrift. Hver akt har også en kort præsentation af de personer, som optræder i akten – en præsentation, som ikke er ens hver gang personen optræder, og som derfor er med til at underbygge stemningen.

Og stemning er der masser af! Christian Reslow skriver godt, og med få ord skaber han en atmosfære, som får læseren til krybe sammen om bogen. På romanens kun 135 sider lykkes det ham at fremmane nogle interessante personer og skabe et plausibelt alternativt univers samtidig med, at han skræmmer r…. ud af bukserne på læseren. Det beviser blot tesen om, at en bog ikke behøver at være lang for at være god. Som en ekstra-hjælp til at få læseren i den rette stemning er forsiden fantastisk illustreret af Martin Zauner, som jeg håber at se mere fra med tiden. Her er et gespenst, der tager kegler hos mig!

Én ting vil jeg dog brokke mig lidt over, nemlig opsætningen af teksten. Det virker som om, man bare automatisk har delt ordene, når der ikke var plads til flere bogstaver på linjen. Jeg faldt gentagende gange over ord, som var delt uden skelen til retskrivningsreglerne, og det irriterede læsningen.

Bortset det lille sure opstød kan jeg kun anbefale Micki 19.50. Jeg kan ikke helt sige hvorfor, den virkede så godt på mig, men sikkert er det i hvert fald, at jeg lod mig forføre af mørket i det gamle teater, og slugte både det troværdige og det utroværdige uden at blinke med øjnene og med ønsket om mere.

“Hans kød skar imod hans hud, hans knogler voksede og fik spidse fremspring i blodårerne, hans arm føltes pludselig som en sprængt tomat, og smerten var alt, alt for stor, til at kunne udtrykkes i lyd. I stedet var han faldet, og imens han rullede ned ad trinene med en akrobatik, der kostede ham flere benbrud, end han kunne tælle, følte han rædselsslagen smerten brede sig til sit bryst. Nu lå han dér, gispende og svedende, med blod i munden og næsen, for foden af trappen. Ligegyldigt hvad han gjorde, om han forsøgte at bevæge sig, sige noget eller sågar tænke, så var rædslen og ilden for stærk. Han kunne kun ligge dér, i et kulsort smertehelvede og håbe på, at de andre ville snuble over ham. Og helst inden alt for længe … Helst inden han døde …” (side 59)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Martin Zauner
Forlag: Valeta

Besøg Christian Reslows hjemmeside

Cloverfield

“Cloverfield” fortælles via et videobånd, som er fundet i en park. Filmen starter til en privat farvel fest for Rob, som har fået arbejde i Japan. Midt i festen bliver der strømafbrydelse, og det viser sig, at noget er ved at invadere Manhatten. En gruppe af de unge fra festen forsøger at slippe væk, men bliver fanget midt i de værste kampområder, og hele tiden dokumenterer videokameraet begivenhederne, uden at nogen af de involverede aner, hvad der sker.

Det meste af filmen er derfor en masse løben og skrigen, hvor intet bliver forklaret for tilskueren, som bagefter sidder uden at vide, om det var skabninger fra det ydre rum, der angreb. Om det var et monster fra fortiden, som pludselig dukkede op. Om det var et eksperiment der løb løbsk. Eller hvad pokker det egentlig var.

Idéen med at lade de unge optage filmen, mens det sker, er gennemført. Og selvom jeg på forhånd havde mine betænkeligheder ved at se en film lavet kun på håndholdt kamera, så virker det fint og meget autentisk (og bedst af alt – jeg blev ikke køresyg). Lydniveauet er helt oppe. Der er hele tiden brag og skrig og brølen, så du bliver holdt på mærkerne. ”Monstret” bliver holdt ukendt et langt stykke hen i filmen, så også det virker fint.

Alligevel synes jeg ikke, at den blev rigtig uhyggelig på noget tidspunkt. Jeg blev aldrig rigtig grebet af personerne, og derfor forblev det ret ligegyldigt, om de blev dræbt. Filmen forsøger sig hele tiden med skræmmeteknikken, hvor højere lyde og pludselige brag skal gøre det ud for gyset, så det mere subtile gys får ikke en chance. Og det er det subtile gys, der virker mest uhyggeligt for mig.

Dermed ikke sagt at “Cloverfield” er en dårlig film. For den er som sagt gennemført, og der er ikke en finger at sætte på special effects eller historien. Den er bare mere larmende end uhyggelig i mine øjne.

Instruktør: Matt Reeves
Udgivelsesår: 2008

Også omtalt på Horrorsiden.dk