maj 2019
M T O T F L S
« apr    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Stumfilm’

Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (1922)

NosferatuDen unge advokat Hutter sendes af sin chef til Transylvanien for at sælge en bygning til grev Orlok lige overfor Hutters eget hjem i Wisburg. Hutters hustru Ellen er ikke glad for situationen, men Hutter er ikke bange. Grevens slot viser sig dog at være et skræmmende sted, og da handlen er overstået, ser Hutter i rædsel på, at greven begynder sin rejse. Selv flygter han også, men hans hjemtur forsinkes af et hospitalsophold. Imens rejser grev Orlok med et skib, hvor besætningsmedlemmerne dør en efter en. Hans mål er Wisburg og med ham rejser pesten…

Nosferatu fra 1922 var den første filmatisering af Bram Stokers verdensberømte roman Dracula. Filmen blev instrueret af Friedrich Wilhelm Murnau, og Max Schreck havde rollen som grev Orlock. Bram Stokers enke levede stadig, da filmen blev produceret, og hun sagsøgte filmens bagmænd for ikke at være blevet bedt om tilladelse og for ikke at modtage nogen royalties. Retssagen stod på gennem flere år, og Florence bad om at filmen blev destrueret. Men selvom Florence vandt sagen i 1925, overlevede filmen og eksisterer også i dag.

Selv med næsten 90 år på bagen er Nosferatu stadig værd at se. Murnau bygger en fantastisk stemning op undervejs i filmen ved hjælp af skygger, kulisser, baggrundsmusikken og ikke mindst Max Schreck, som spiller greven så overbevisende, at han stadig skræmmer livet af tilskueren. Jeg er dermed ikke helt enig med Roger Ebert, som i sin anmeldelse af filmen skriver: “Is Murnau’s Nosferatu’ scary in the modern sense? Not for me. I admire it more for its artistry and ideas, its atmosphere and images, than for its ability to manipulate my emotions like a skillful modern horror film. It knows none of the later tricks of the trade, like sudden threats that pop in from the side of the screen. But Nosferatu remains effective: It doesn’t scare us, but it haunts us. It shows not that vampires can jump out of shadows, but that evil can grow there, nourished on death.”

Som den første film undgår Nosferatu også de klichéer, som mange senere film er snublet i. Greven er ikke en charmør, der indbyder til hverken tillid eller seksuel forførelse. Han minder på mange måder om de rotter, som er hans trofaste følgesvende, og som bærer pesten med sig. Han indgyder rædsel, og dermed bliver Ellens offer sidst i filmen så meget desto større. I øvrigt lader Murnau historien udspille sig i 1838, samme år hvor der virkelig fandt et pestudbrud sted.

Og selvom filmens special effects med en hestevogn, som pludselig forsvinder, døre der åbner og lukker sig af sig selv, greven der pludselig hæver sig fra en kiste, ikke er ligeså overbevisende i dag som dengang, så fungerer de alligevel i filmens univers. Ifølge Wikipedia er Nosferatu da også rangeret som nr. 21 på Empire Magazines liste over de 100 bedste film i 2010.

Nosferatu er ikke en film, man skal se en hyggeaften sammen med vennerne. Det er en film, man skal nyde, og som jeg tager frem med års mellemrum, lige fascineret hver gang.

Om filmen:

Instruktør: Friedrich Wilhelm Murnau
Udgivelsesår: 1922

The Lost World

The Lost World“The Lost World” er en stumfilm fra 1925 og er baseret på en historie af Arthur Conan Doyle. Doyle er mest kendt for sine historier om Sherlock Holmes, men “The Lost World” er mere en adventure-historie.

Professor George Challenger påstår, at han har fundet en “tabt verden”, hvor der stadig lever dinosaurer. Han har ingen fysiske beviser, udover en dagbog skrevet af Mabel White – hans kollega som forsvandt under ekspeditionen. Sammen med bl.a. storvildtsjægeren Sir John Roxton, Whites datter Paula og journalisten Edward Malone drager han ud på en redningsekspedition, som også skal bringe beviser på dinosaurerne med tilbage.

Det lykkes dem at finde plateauet igen, men deres eneste vej ud ødelægges. Nu er også de fanget midt blandt vilde dinosaurer, en abemand som ønsker at ødelægge dem, og en vulkan på vej i udbrud …

Som man kan høre, er det dramatiske løjer, og ind i det smides også en kærlighedshistorie, lidt jalousi, enkelte udbrud af falden på halen komedie og masser af britisk overlegenhed. Men man skal huske på, at filmen er fra 1925, hvor plot og historieafvikling var langt fra så forfinet som nu, så selvom historien roder lidt, og dele af den kører rimelig langsomt, synes jeg, at “The Lost World” er underholdende – ikke mindst pga. de fantastiske dinosaurer-scener.

Jeg blev utrolig positivt overrasket over, hvor godt det er lykkes at lave dinosaurerne. De er lavet ved brug af stop motion teknik af Willis O´Brian (som også stod bag effekten i “King Kong” fra 1933), og når jeg tænker på, hvor sølle den danske film “Reptilicus” fra 1961 var, så synes jeg, de er blevet fantastiske livagtige. Der er også flere scener, hvor man både ser dinosaurer og mennesker sammen for første gang på film, og igen var det O´Brian, som stod bag teknikken kaldet Split Screen. Især synes jeg scenerne, hvor brontosaurussen løber vildt i London, er utrolig godt lavet. Det er lavet i miniture-kulisser, men det virker ret overbevisende for sin tid.

Der bruges en del tid i filmen på scener, som viser dinosaurerne interagerer uden egentlig at bringe historien videre, men eftersom de er lavet fantastisk efter datiden standard – og for så vidt også efter nutidens – så gør det ikke spor. Og skulle man nu ikke være blevet tilpas benovet over dinosaurerne, så har Harry O. Hoyt også smidt flere andre eksotiske dyr ind, som slanger, geparder og aber (hvor imod den eneste sorte karakter blev spillet af en hvid mand sminket med sort maling!).

“The Lost World” har inspireret til film som bl.a. “King Kong” og “Jurassic Park”. Udgaven, der kan ses i dag, er noget kortere end originalen, som var mellem 104 og 108 minutter. Udgaven jeg har set var ca. 68 minutter, men der findes tilsyneladende endnu en udgave på 93 minutter, som også indeholder scener hvor vores helte møder lokale indfødte. Noget der slet ikke sås i min udgave.

Filmen er af The Library of Congress bedømt til at være “culturally significant” og er blevet udvalgt til bevarelse i The United States National Film Registry. Jeg synes bestemt, at man skal unde sig at se denne stumfilmsperle, som måske ikke imponerer så meget for sin historie som for sin tekniske udførelse, men som alene pga. det sidste nærmest må siges at være et mesterværk.

Om “The Lost World”:

Instruktør: Harry O. Hoyt
Udgivelsesår: 1925

Se uddrag af filmen

Læs også Mark Bournes interessante omtale på The DVD Journal

Dr. Caligaris Kabinet

Dr. Caligaris KabinetDr. Caligaris Kabinet er en af de film, som jeg har haft på min Skal-Se liste, men som jeg har skubbet lidt foran mig. Jeg vidste, det var en klassiker, men havde lidt svært ved at tage mig sammen til en tysk stumfilm fra 1920. Men jeg må sige, at jeg blev yderst positivt overrasket.

Filmen åbner med to mænd, der sidder i en have og taler sammen, mens en kvinde går forbi. Hovedpersonen Francis fortæller, at det er hans forlovede Jane, og at historien om, hvordan de blev forlovede, er ganske utrolig. Mens han begynder at fortælle den historie, skifter filmens perspektiv til et langt flashback.

I den lille by Holstenwall ankommer et tivoli. Blandt boderne er Dr. Caligari som optræder med søvngængeren Cesare, der har sovet i 25 år. Når Cesare udtaler en profeti, går den i opfyldelse. Francis og vennen Alan overværer showet, og Alan spørger Cesare “Hvornår skal jeg dø?”. Svaret er “Inden morgen”, og ganske rigtig – næste morgen er Alan død.

Francis går til politiet og fortæller, at han mistænker Caligaris søvngænger for mordet. Før de kan reagere, bliver en ældre kvinde forsøgt myrdet og gerningsmanden fanget. Alle tror, at det er den samme, som slog Alan ihjel, men han nægter.

Politiet overvåger Caligaris vogn med kisten, hvor Cesare ligger, men om natten bliver Jane alligevel overfaldet af Cesare, som stikker af og ender med at falde i døden. Det viser sig, at kisten kun indeholder en dukke, og at Dr. Caligari er flygtet.

Francis følger efter Caligari og ender ved et sindssygehospital – hvor Dr. Caligari er direktør! Francis finder nogle optegnelser om en tidligere Caligari, som brugte en søvngænger til at begå mord for sig, og overbeviser personalet om, at nutidens Caligari gør det samme. Så Caligari bliver indlagt.

Så skifter perspektivet igen til nutiden, og Francis sidder atter i haven med den ældre mand (og nu kommer der en SPOILER). Pludselig dukker Dr. Caligari op, og Francis kommer i slagsmål med ham og bliver slæbt væk af personalet. Det viser sig, at hele historien har været Francis vrangforestilling, og at han er den indlagte på sindssygehospitalet.

Historien er ikke særlig uhyggelig i dag, og selve plottet kan heller ikke overraske mange af nutidens seere, men alle klichéer starter med en første gang, og det var Dr. Caligaris Kabinet for datidens seere.

Ydermere er historien fortalt med spændende visuelle virkemidler. Når vi er i nutiden, er settet sat i en virkelig have og med almindelige billeder. Men når vi er i flashbacket, er settet en teateragtig todimensionel scene, hvor husene er malet på træplader, og alle vinkler er skæve og forvredne ude af vinkel. Perspektivet forvirres, og når menneskene nærmest må krybe ud af døre eller klatre op på stole, giver det en uhyggelig og uvirkelig fornemmelse, som helt sikkert må have været endnu mere udbredt for datidens seere.

Filmen bruger den tyske ekspressionisme til at skildre forvirring og utryghed hos personerne. De forvredne perspektiver er en subjektiv gengivelse af virkeligheden, som når Cesare flygter ad trapper i skæve vinkler. En advarsel om at betragteren (eller i dette tilfælde fortælleren) ikke er ved sine fulde fem.

Dr. Caligaris Kabinet er således en overraskelse på det visuelle plan omend ikke så meget på plottet. Ikke desto mindre vil jeg anbefale den til alle, som har lyst til at få et indblik i gyserfilmens historie, for som Roger Ebert skriver i sin omtale af Dr. Caligaris Kabinet:

“A case can be made that “Caligari” was the first true horror film. There had been earlier ghost stories and the eerie serial “Fantomas” made in 1913-14, but their characters were inhabiting a recognizable world. “Caligari” creates a mindscape, a subjective psychological fantasy. In this world, unspeakable horror becomes possible.”

Læs hele Roger Eberts anmeldelse

Om filmen:

Instruktør: Robert Wiene
Udgivelsesår: 1920
Originaltitel: Das Cabinet des Dr. Caligari

Vampyr

Vampyr Jeg ser ikke mange stumfilm, men Carl Th. Dreyers Vampyr hører efter min mening til de film, man skal se, hvis man interesserer sig for gysets historie. Jeg havde desværre fået fat i en ret dårlig udgave, hvor både billeder og lyd skrattede, så det ind i mellem var svært at følge med i, hvad der skete. Alligevel kan jeg tydeligt se, hvorfor Vampyr betragtes som et mesterværk i dag.

Allan Gray har interesseret sig for tidligere tiders djævletilbedelse og vampyrer. Studierne har gjort ham til lidt af en drømmer, der ikke altid kan skelne virkeligheden fra fantasien. På en af sine planløse rejser tager han ophold i den franske landsby, Courtempierre. Om natten kommer en ældre herre pludselig ind på Allans værelse. Han siger “Hun må ikke dø…” og så efterlader han en lille pakke med påskriften “Må først åbnes efter min død”.

Allan beslutter sig for at forsøge at finde ud af, hvem manden hentyder til og undersøger hotellet, men han finder ikke, hvad han søger. Så søger Allan ud i parken, og her ser han manden som opsøgte hans værelse om natten. Manden bor alene med sine to døtre, Gisèlle og Léone, på et afsidesliggende gods, og Allan følger med dem hjem.

Her opdager han, at Gisèlle er syg. Hun har et bidmærke på halsen som efter en rotte eller en kat. Mens de venter på doktoren, bliver den gamle mand skudt af en skygge. Nu åbner Allan pakken, som indeholder en bog “The History of Vampires” af Paul Bonnard, som bl.a. fortæller om vampyren Marguerite Chopin fra byen Courtempierre, og om vampyrernes hjælpere som er skygger af henrettede mordere.

Så ankommer doktoren, som giver datteren en blodtransfusion fra Allan. Men mens han hviler, har doktoren onde planer. Han giver datteren en flaske gift, for hvis hun begår selvmord, er hendes sjæl fortabt. Det lykkes dog for tjeneren at vække Allan, som forhindrer udåden. Mens doktoren flygter, deles Allan i to. Hans skygge følger doktoren og finder sig selv som lig i doktorens hus. Hans andet jeg ser tjeneren grave Marguerite Chopins kiste op og hjælper ham med at slå en pæl igennem hendes hjerte. I det samme pælen er slået i, sætter Gisèlle sig op og udbryder “Jeg føler mig stærk. Min sjæl er fri”. Allans skygge befrier samtidig Leoné fra doktorens hus, hvor hun sad bundet, og sammen tager de hjem til godset.

Efter hvor tids standard er historien ikke uhyggelig, men det er tydeligt at se, at Carl Th. Dreyer var en dygtig filmmager. Han filmer fra specielle kameravinkler (som nedefra Allans kiste mens den bæres bort), og arbejder meget med brugen af skyggerne. Og hans trick med at lade Allan splittes i to fungerer 100 % også i dag. Samtiden var dog ikke så begejstret for Vampyr, der endte med at blive en økonomisk fiasko og kostede Carl Th. Dreyer et nervesammenbrud.

Filmen er frit baseret på Sheridan le Fanus’ novelle “Carmilla” fra novellesamlingen In a Glass Darkly (1872) og fortælles nærmest som en labyrintisk drøm. Tempoet er roligt, og kameraet følger Allans vandringer og søgen frem og tilbage på forskellige lokaliteter, som dog alle indeholder enkelte foruroligende elementer. F.eks. det første blik på hotellet er på dets vejrhane, som fik mig til at tænke på den hedenske figur i starten af Exorcisten – men det er blot en vejrhane.

Julian-Westh_p_lovecraftVampyr er en anderledes oplevelse, og søger man dramatik, blod og benhård uhygge, så er det ikke Vampyr, man skal se. Men filmisk er den en oplevelse værd trods de 77 år på bagen. Selv sad jeg med en mærkelig fornemmelse af at have set hovedpersonen Allan Gray (spillet af Julian West) før – indtil det gik op for mig, at han simpelthen ligner H. P. Lovecraft.

Dreyer kunne ikke beslutte sig for en titel til filmen, og bl.a. var titler som Destiny og Shadows of Hell i spil. Filmen blev i magasinet Close Up kaldt for The Strange Adventure of David Gray.

Læs anmeldelsen på Classic-Horror.com

Besøg også Det Danske Filminstituts Dreyer hjemmeside, hvor der findes alt lige fra anmeldelelser af filmen til stills og meget andet.

Om Vampyr:

Instruktør: Carl Th. Dreyer
Udgivelsesår: 1932

White Zombie

white-zombie-movie-posterMadeleine er rejst til Haiti for at gifte sig med sin forlovede Neil. Under rejsen møder hun Charles Beaumont, der også bor på øen. Han inviterer parret til at holde brylluppet hjemme hos ham, og det accepterer de gerne. I virkeligheden har Charles dog forelsket sig i Madeleine og håber på at kunne overtale hende til at opgive Neil. Det mislykkes, så i stedet vender Charles sig mod heksedoktoren Legendre (Bela Lugosi), og på selve bryllupsdagen falder Madeleine om – død.

Efter begravelsen drukner Neil sorgen i sprut, men imens henter Charles og Legendre Madeleins kiste. Hun er nemlig kun skindød, og nu vækker Legendre hende som en zombie. Selvom det hele var Charles idé, fortryder han snart. Zombie-Madeleine er kun en tom skal, og han ønsker, at Legendre skal gøre hende til menneske igen. Også selvom det betyder, at hun går tilbage til Neil. Men Legendre har andre planer.

I mellemtiden har Neil opdaget, at Madeleines kiste er væk, og han henvender sig til præsten Bruner, som fortæller om en mærkelig tradition på øen om folk, som hverken er rigtig døde eller levende. Sammen beslutter de sig for at søge efter Madeleine, og det lykkes dem også at finde Legendres hus. Men Madeleine er ikke hans eneste zombie.

“White Zombie” er lavet i 1932, og det kan naturligvis ses. Min udgave af filmen var temmelig grynet i billederne, og i enkelte scener blev lyden klippet over, før scenen var slut. Men i det store hele kan jeg sagtens forstå, hvorfor “White Zombie” kunne betage sit publikum, da den udkom. For her er onde skurke, smukke heltinder, et spændende plot og det hele sat i eksotiske omgivelser.

Det, der kan irritere en nutidig seer, er gennemskueligheden i plottet. Vi kan godt gennemskue, at Legendre er ond, men at det nok skal lykkes at få Madeleine bragt tilbage til de levende. Tempoet er også noget langsommere end i dag, og scenerne, hvor Legendre befaler sine zombier til noget, bliver lidt langtrukne, fordi vi først skal se Legendres stirrende blik og så se hans hænder knuges på en bestemt måde. Alligevel er tempoet også en del af filmens virkemidler, og det er tydeligt at se, at Halperin har arbejdet med at skabe den uhyggelige stemning bl.a. ud af Lugosis uhyggelig blik, som også dukker op som svævende, stirrende, onde øjne i flere af filmens scener. Det er imponerende lavet, når man tænker på, at filmen er fra 1932

Så egentlig følte jeg mig bedre underholdt af denne gamle film end af mange nyere. For i dag har vi teknikken og en nutidig viden, og alligevel laves der film, som hænger væsentlig mindre sammen og er væsentlig mindre interessante end “White Zombie”.

“White Zombie” er om ikke den første zombie-film så i hvert fald en af de første, og på den måde har den været absolut trendsættende. Zombierne i Halperins film er ikke menneskeædende som nutidens, men i stedet baserer de sig på Haitis voodo-myter om fangne sjæle, som tvinges til at arbejde for den, der har gjort dem til zombier. Det passer fint til tidsånden, og egentlig synes jeg også, at den tanke er utrolig skræmmende i dag.

Instruktør: Victor Halperin
Udgivelsesår: 1932

Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1931)

Der er lavet mange filmatiseringer af Robert Louis Stevensons berømte roman fra 1886 om videnskabsmanden dr. Jekyll, som eksperimenterer med at udspalte den dyriske del af mennesket. Den første film kom i 1908, men Rouben Mamoulians version fra 1931 er en af de klassiske udgaver. Ikke mindst pga. Fredric March som spiller dobbeltrollen Jekyll/Hyde.

Dr. Jekyll er berygtet for sit gode hjerte og bruger meget tid på de fattige patienter i hospitalet. Han bruger også meget tid på sine eksperimenter, som går ud på at spalte menneskets natur i ren god og ren ond. Da hans forlovedes far ikke vil give dem lov til at gifte sig i snarlig fremtid, og han ovenikøbet tager Muriel med til Bath, hvor Jekyll ikke må opsøge hende, afprøver Jekyll sin eliksir og bliver forvandlet til Mr. Hyde. Akkurart som i romanen lader Hyde naturen gå over opdragelsen, og det ender med mord. Jekyll vil sone sin brøde ved at stoppe med at se Muriel, men han er fanget af Hydes natur, og ender med at blive skudt i sit laboratorium.

Der er mange gode ting at sige om denne udgave af “Dr. Jekyll and Mr. Hyde”. Det mærkes selvfølgeligt, at filmen er fra 1931, men hovedsageligt pga. skuespillet for den er både eksperimenterende filmet, og forvandlingen af Jekyll til Hyde er imponerende lavet. De steder, den går lidt i tomgang, er, når Jekyll diskuterer menneskets natur med sin ven dr. Lanyon, men det er jo en vigtig del af historien, så pyt skidt. Nu skal jeg i gang med at se versionen af 1941, som er instrueret af Victor Fleming og har Spencer Tracy i hovedrollen som Jekyll/Hyde.

Instruktør: Rouben Mamoulian
Udgivelsesår: 1931

Benjamin Christensen

Benjamin Christensen. Foto fra Billed- & Plakatarkivets samling.Benjamin Christensen var en dansk skuespiller og instruktør som lavede nogle interessante film i 1920’erne.

Christensen blev født i 1879 (døde i 1959) og startede egentligt med at studere medicin, før han slog sig ned som skuespiller og sanger for siden hen at begynde at instruere film i stedet for. Hans første film er fra 1913 The mysterious X, men den mest kendte er Häxan, som er en semi-dokumentarisk film omkring hekse og deres ritualer, hvor Christensen selv spiller djævelen.

Benjamin Christensen anses for at være én af de mest originale danske filmskabere i stumfilmperioden.

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty
IMDB
DFI