oktober 2020
M Ti O To F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘superhelte’

Watchmen af Alan Moore

Watchmen af Alan Moore og Dave Gibbons

I virkeligheden er jeg ikke den store superhelte fan. Jeg har set en del af X-men-filmene, men det er meget begrænset, hvad jeg har læst af superhelte-tegneserier, og jeg har slet ikke haft lyst til at kaste mig over de mange genindspilninger af Spiderman eller de utallige film i Avengers-universet.

Det har mest været de lidt mere skæve superhelte, jeg har sat pris på. Jeg er vild med Guardians of the Galaxy og Deadpool, men f.eks. også for Woody Harrelsons fine portræt af den naive Arthur, der påtager sig superhelte-rollen i Defendor, lidt som Dave Lizewski fra Kick-Ass, bare mere kikset.

Da HBO udgav tv-serien Watchmen baseret på Alan Moores tegneserie, kom jeg i tanke om, at jeg for efterhånden nogle år siden så Zack Snyders ret dystre Watchmen filmatisering. Den var jeg også ret begejstret for, men havde aldrig fået læst Alan Moores oplæg fra 1986. Det er gjort nu, og den kan varmt anbefales.

I et efterord skriver Alan Moore, hvordan han havde George Orwells 1984 i tankerne, da han fik idéen til Watchmen. Udgangspunktet var, at han og Dave Gibbons skulle arbejde sammen om projektet, og samtidig ville de gerne bruge figurerne fra et eksisterende tegneserie-univers, men uden at skulle forholde sig til den indbyrdes sammenhæng til tidligere og kommende fortællinger. Den sidste del mislykkedes dog, og i stedet skabte de deres egne figurer stærkt inspireret af Charlton Comics universet fra 1960’er. Eksempelvis er figuren Doctor Manhattan en videreudvikling af Charlton-figuren Captain Atom.

Til gengæld indeholder Watchmen til fulde den dystre og mørke stemning fra Orwells roman. Her er superheltene ’blot’ almindelige mennesker med disses fejl og mangler. Så da historien åbner med, at Komikeren bliver fundet helt udsmattet på gaden efter et fald fra sin lejlighed, er det svært at være rigtig ked af det. For han var da en usympatisk superhelt af rang. Men – som hos alle mennesker er tingene sjældent helt sort eller hvidt.

Jeg er også begejstret for måden Watchmen er opbygget på. Historien er opdelt i tolv kapitler, som oprindelig var et hæfte hver. I første kapitel følger vi Rorschach, der er overbevist om, at nogen forsøger at myrde de tidligere superhelte. Han opsøger derfor sine tidligere kollegaer, men ingen af dem tror på ham. Andet kapitel åbner med Silkesværmeren og bevæger sig bagud i tiden, hvor vi hører om Minutmilitsen og gamle stridigheder. Mens tredje kapitel har udgangspunkt i Doctor Manhattan, osv.

I de enkelte kapitler leger Moore og Gibbons dog med fortællingen. Der er f.eks. både indlagt tegneseriestriber fra en pirathistorie, sider fra Hollis Masons aka den oprindelige Natugles biografi, uddrag af en patientjournal fra New Yorks psykiatriske hospital m.m. Umiddelbart løststående enkeltdele, men efterhånden som man læser videre, samles alt i et utrolig gennemarbejdet og spændende univers.

Jeg er næsten flov over, at jeg først har opdaget Watchmen nu, men bedre sent end aldrig. Allan Sortkær har på Litteratursiden skrevet en grundig og interessant analyse af historien og figurerne, som jeg også kun kan anbefale at læse.

Om Watchmen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: RW, 500 sider
Forfatter: Alan Moore
Tegner: Dave Gibbons
Farvelægger John Higgins
Oversætter: Maja Gabelgaard Nielsen

Find en oversigt over Marvel-film i kronologisk rækkefølge HER

Læs også:

Ghost Rider – vejen til Helvede af Garth Ennis
Overløber – Kijara 1 af Tatiana Goldberg
John Constantine – Hellblazer
Marvel Zombies af Robert Kirkman
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Deadboy af Tom Kristensen
Kick-Ass af Mark Millar
Thomas Alsop – Manhattans beskytter af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
NYX – Wannabe af Joe Quesada
Gigant af Rune Ryberg

Kick-Ass af Mark Millar og John Romita Jr.

Kick-Ass_Mark_MillarDen veloplagte, blodige og morsomme tegneserie bag superhelte-filmen “Kick-Ass”

I 2010 var jeg i biografen og se den hyle-morsomme superhelte-film ”Kick-Ass” uden overhovedet at vide, at filmen byggede på en tegneserie. Det fandt jeg så ud af nu, hvor forlaget Fahrenheit udgiver historien på dansk. Og selvom “Kick-Ass” er en superhelte-historie og ikke har spor med horror at gøre, så får den alligevel en omtale her på siden. Læsningen var nemlig et kærkommet gensyn med teenageren og tegneserie-nørden Dave Lizewski, der på det store lærred blev udødeliggjort af Aaron Taylor-Johnson.

Dave er en ganske almindelig teenager. Hans mor døde, da han var 14, så nu bor han alene med sin far. Dagene går med at dagdrømme om den lækre klassekammerat Katie og med at samle på superhelte-tegneserier.

Men livet er også uendeligt kedeligt, og en dag beslutter han sig for at tage skridtet videre. I stedet for blot at læse om superhelte vil Dave selv være en, så han køber en våddragt på eBay og øver sig i at gå på New Yorks tage om natten. Til en nat hvor han beslutter sig for at stoppe en gruppe grafitti-tegnere og ender med at blive tævet sønder og sammen.

Det er slutningen på hans superhelte-drøm – skulle man tro! Men da Dave efter talrige operationer og en lang genoptræning er tilbage, er også hans alter-ego Kick-Ass tilbage. Og så bliver han pludselig en helt, da han redder en ung gut fra tæv, og seancen bliver filmet og går online.

Også i privatlivet har Dave succes. Han er blevet venner med Katie – som godt nok tror han er bøsse – så life is sweet. Men endnu en superhelt dukker op, og pludselig er Dave dybt involveret i et blodigt opgør med mafiaen. Et opgør der ikke tegner til at ende lykkeligt for vores superhelt uden superkræfter.

Filmatiseringen har været meget trofast mod oplægget, så det er ikke fordi historien rummer store overraskelser, hvis man har set filmen. Ikke desto mindre synes jeg nu alligevel, at ”Kick-Ass” er værd at læse. Illustratoren John Romita Jr. er nemlig en af Amerikas mest rutinerede superhelte-tegnere. Han har bl.a. tegnet The Amazing Spider-Man, Iron Man og X-Men, og jeg synes hans illustrationer er fede. Og så er det altså bare uhyre underholdende at se skurke få høvl, så blodet sprøjter og lemmerne flyver, af en lille pige med en Hello Kitty taske.

Oprindeligt anmeldt på Bogrummet.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Tekst: Mark Millar
Illustrationer: John Romita Jr.
Forlag: Fahrenheit

Black Orchid af Neil Gaiman

Black Orchid af Neil GaimanGrafisk vold bruges meget i tegneserier. Men i Black Orchid vendes volden på hovedet i den betagende fortælling om den mystiske blomsterkvinde

Hey… ved du hvad? Jeg har set alle de der film, du ved. James Bond og den slags. Jeg har læst alle tegneserierne. Så ved du hvad jeg ikke har tænkt mig at gøre? Jeg har ikke tænkt mig at låse dig inde i kælderen, inden jeg afhører dig. Jeg har ikke tænkt mig at efterlade dig i en eller anden indviklet laserstråledødsfælde, så du kan stikke af. Det er dumt. Næh, ved du, hvad jeg har tænkt mig at gøre? Jeg har tænkt mig at slå dig ihjel. NU!

Black Orchid er ikke en almindelig kvinde. Hun har viet sit liv til at bekæmpe kriminalitet, men allerede på de første sider ser vi hende fanget af den selv samme skurk, som hun ville bekæmpe. Og meget overraskende lykkes det hende IKKE at slippe væk. Skurken skyder hende, og historien burde være slut.

Men det er den ikke. For et andet sted i byen vågner en skikkelse op i et drivhus. Hun ved ikke, hvem hun er, og hun ved ikke hvorfor, hun er her. Men hun ved, at der mangler noget.

Imens leder “the bad guys” efter hende. Lex Luthor, der er hovedmanden bag organisationen, ønsker at finde “blomsterkvinden” for at dissekere hende og finde ud af, hvad hun er.

Black Orchid er en betagende tegneserie. Dels er Dave McKeans illustrationer utrolig smukke, holdt i flydende strøg med mørke toner for så pludselig at flette smukke skarpe farver ind i billederne. Han leger med billedrammerne, som på nogen sider holder sig helt til konventionerne, og på andre sider sprænger alle rammer og fylder alle mellemrum.

Også historien er fascinerende. Tegneserier viser ofte vold som grafisk smukt, og dermed bliver volden også et anerkendt middel til at nå målet. Men i Black Orchid er volden ikke målet. Neil Gaiman bruger i sin historie derimod vold til at kritisere vold. Personerne har alle valget om at bruge vold – men må dermed også tage konsekvenserne for dette valg.

Black Orchid udkom oprindeligt tilbage i 1988 og var med til at skabe nye ambitioner for tegneseriemediet. Jeg kan kun sige, at det ikke er et øjeblik for tidligt, at den endelig udkommer på dansk!

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2006
Illustrator: Dave McKean
Forlag: G. Floy Studio, 160 sider