Indlæg tagget med ‘svensk horror’

Konferencen af Mats Strandberg

Konferencen af Mats Strandberg

Udviklingsafdelingen i Kolarängen kommune har længe arbejdet på en aftale med firmaet SBFF om at bygge et stort butikscenter lidt udenfor byen. Projektet er ikke blevet entydigt godt modtaget af borgerne, idet man har måtte opkøbe en lokal landmands jord, der har boet på stedet i generationer.

Heller ikke internt i udviklingsafdelingen er alle lige begejstrede for butikscenteret, men nu er de taget på en to-dages konference, hvor de skal idéudveksle og opdateres på driftsplanen. Ankomstdagen går planmæssigt med arbejde og efterfølgende teambuilding-øvelse. Men efter aftensmaden tager konferencen en uventet – og blodig – drejning.

Jeg har tidligere med fornøjelse læst Færgen og Hjemmet af Mats Strandberg. Så forventningerne var høje til ”Konferencen”, som heldigvis lever op til dem.

Historien er dels en thriller om en gruppe mennesker fanget et afsides sted, hvor en ukendt jager dem og slår dem ihjel én for én. Men det er også en historie om en arbejdsplads og de mennesker, der arbejder der. Og endelig er det historien om et kontroversielt projekt, der muligvis ikke er helt rent i kanten.

Noget af det interessante ved Mats Strandbergs bøger er, at de aldrig ’kun’ er gys og splat. Han har et godt øje for at skildre sine personer, så man som læser kommer til at holde af dem. Også selvom de ikke nødvendigvis er sympatiske. Det er også tilfældet her, hvor vi får lov til at lære hver enkelt ansat i udviklingsafdelingen at kende, lige fra afdelingschefen Ingela der har ladet sig charmere fuldstændig af den yngre projektleder Jonas, over den gnavne Torbjörn der snart skal pensioneres, til anlægsingeniøren Lina der har været sygemeldt med stress men nu er startet på arbejde igen. Vi får et indblik i kollegaskabet og arbejdskulturen på en kommunal arbejdsplads på godt og ondt, og det er både interessant og tankevækkende.

”Konferencen” er dog også en actionfyldt, blodig thriller. Fra det øjeblik hvor den mystiske morder introduceres i handlingen, føles læsningen som én lang spurt, hvor siderne nærmest vender sig selv. Strandberg skriver så levende, at jeg næsten følte, jeg så en film for mit indre øje under læsningen.

Mats Strandberg serverer med ”Konferencen” endnu en gang en uhyggelig, overraskende og velskrevet historie, der ikke er for sarte sjæle. Jeg er fan.

Uddrag af bogen:

Trappen op til terrassen har kun tre trin, og hun har lige sat foden på det tredje, da hun opdager, at vinduessprosserne i terrassedøren er spættet af røde stænk. Der ligger noget på brædderne, og hendes første tanke er, at det er en bunke vasketøj.

Det er først, da hun kommer helt op på terrassen, at hjernen er med. At den med ét forstår. Wilma bliver stående med den ene hånd på gelænderet. Hun stirrer på bunken, kan ikke røre sig.

Det er et menneske, der ligger der. Det kan hun se helt tydeligt nu. Men kroppen er helt forkert. Der er en hætte på regnjakken, og det er, som om den har været slået op. Halvdelen af hovedet er væk. Der er ikke noget oven over kæbens ødelagte tandrække. Regnen har skyllet blodet væk, og hun kan se tungen. Den ligner et undervandsdyr, som har mistet sit beskyttende skjold.

Hun vil skrige, hvis hun bare kunne, men hendes hals har snøret sig sammen. Den dæmpede lyd, der slipper ud, har ikke en jordisk chance for at overdøve regnens hamren mod hendes parably. Hun kigger op på terrassedøren igen, på mørket inde bag glasset.

Er der nogen derinde? Nogen, som kigger på mig nu?

Hun styrter ned ad trappetrinene, løber tilbage til bilen ad flisegangen. Opfanger pludselig en bevægelse ud af øjenkrogen, og en klynken presser sig op gennem hendes strube, da hun vender sig om mod søen og ser, at døren til en af hytterne går op. (side 13-14)

Reklame: Tak til forlaget Modtryk der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Konferencen:

Udgivelsesår: 13.10.2021
Forlag: Modtryk, 348 sider
Omslag: Pär Wickholm
Originaltitel: Konferensen
Oversætter: Louise Urth Olsen

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist

Menneskehavn af John Ajvide LindqvistHvis der er en ting, jeg misunder svenskerne, så er det, at de har en forfatter som John Ajvide Lindqvist. Han er en af de mest suveræne fortæller i nyere tid, og han er i mine øjne for horrorgenren, hvad Sjöwall og Wahlöö har været for krimigenren. Med Lad den rette komme ind introducerede han den socialrealistiske gyserroman, og det har han efterfølgende fulgt smukt op med Håndtering af udøde og nu Menneskehavn.

Anders voksede op på den lille svenske ø, Domarö, og han kommer stadig jævnligt dertil  med sin kone Cecilia og deres datter Maja på 6 år, selvom de nu bor i Stockholm. En solskinsvinterdag beslutter familien sig for at gå over isen ud til fyrtårnet på Gåvasten. Mens de er der, forsvinder Maja sporløst. Der er ingen våger, hun kan være faldet i. Der er ikke nogen, som har kunne tage hende uden forældrene ville have set det. Og hun kan ikke være gået ind til land selv. Alligevel er hun forsvundet uden det mindste spor.

Majas forsvinden slider Anders og Cecilias ægteskab op, og Anders begynder at drikke. Efter et par år vender han tilbage til øen for at forsøge at få styr på tilværelsen igen. Men da han flytter ind i deres gamle hus, føler han, at nogen holder øje med ham, og langsomt går det op for ham, at denne nogen er Maja – men hvordan kan det lade sig gøre?

Samtidig begynder der at ske andre uforklarlige ting på Domarö, og det viser sig, at beboerne på øen har en gammel pagt med havet, som kun er kendt af de få, men som har betydning for dem alle. En pagt som på en eller anden måde er blevet brudt.

Det er svært at fortælle så meget om handlingen i Menneskehavn uden at afsløre for meget. Dels fortælles den gennem forskellige personer, og dels er der jævnligt spring i tiden til minder og gamle sagn. Den komplekse opbygning er dog på ingen måde et minus, idet hvert kapitel afdækker præcist den nødvendige viden for at holde spændingen i kog og læserens interesse fanget.

Som i sine tidligere romaner lykkes det Lindqvist at skabe et troværdigt univers, selvom han indsætter overnaturlige elementer i sin fortælling. Det skyldes bl.a., at han tegner nogle fantastiske personportrætter, og dels at han formår at beskrive de barske vilkår, øboerne har levet under i århundreder, så det bliver en levende baggrund for historien.

Endelig handler fortællingen i bund og grund om noget, vi alle kan forholde os til: nemlig kærlighed, død og sorg. For hvad gør man, hvis man mister en elsket, hvad enten det er ens barn eller en partner. Hvordan kommer man videre? Det giver Lindqvist sit bud på, men han gør den med den krølle, at nogen gange indeholder verden mere, end vi umiddelbart kan se – og nogen gange vil dette noget os ikke kun godt.

Det fantastiske ved Lindqvist er, at han kan blande det realistiske (som forældre/barn forholdet) og implementere det i en overnaturlig fortælling, og selvom de overnaturlige elementer kan være nok så uhyggelige, så var det her i Menneskehavn de realistiske barndomsminder, som for mig var mest skræmmende. Med andre ord – endnu engang har John Ajvide Lindqvist præsteret en roman, som både kan læses af horror-elskere, men også af dem som ellers aldrig læser “den slags”. Fantastisk roman!

På svensk findes der endnu to titler af John Ajvide Lindqvist, som ikke er oversat til dansk: “Pappersväggar” og Lilla stjärna.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Originaltitel: Människohamn
Forlag: Forum, 464 sider

Se også John Ajvide Lindqvists hjemmeside

Hør John Ajvide Lindqvist fortælle om “Menneskehavn”

Håndteringen af udøde af John Ajvide Lindqvist

Håndteringen af udøde af John Ajvide LindqvistDa jeg læste John Ajvide Lindqvists første roman på dansk “Lad den rette komme ind“, var jeg solgt med det samme. Her var en roman, som både var spændende på vampyr-planet, men som også var spændende og gribende på real-planet (hvis man kan sige sådan). Derfor sad jeg på spring, da den næste danske udgivelse “Håndteringen af udøde” udkom. Og jeg blev heldigvis ikke skuffet.

En langvarig hedebølge har plaget Stockholm. Den kulminerer en aften, hvor de elektriske apparater går helt amok, og hvor en voldsom hovedpine angriber alle. Med et stopper det, og alt bliver atter normalt – tror man da, for kort efter vågner de første døde op.

Romanen følger tre familier, som alle har mistet et medlem, der genopstår. Journalisten Mahler har for for knap to måneder siden mistet sit barnebarn. Han får et tip om, at de døde vågner på hospitalerne, og tager ud for at dække sagen. Men da det går op for ham, at det rigtigt sker, tager han ud på kirkegården og graver sit barnebarn op.

Stand-upperen Davids kone er netop omkommet i en trafikulykke, men vågner op kort efter at være erklæret død – smadret næsten til ugenkendelighed men med evnen til at tale en smule, hvilket ingen af de andre døde kan.

Endelig er der også teenageren Floras morfar, som har været død i et par uger efter mange år som dement. Han kommer tilbage til mormoren Elvy, og både hun og Flora får mærkelige syn, når de er nær ham. Begge har altid haft evnen til at “læse” andre menneskers følelser, men nu begynder de også at se mærkelige syner.

Mange bøger og film om zombier spiller en del på det splattede – også de gode som gerne vil vise os noget om samfundet og vores vilkår heri. Det gør Ajvide ikke. Hans zombier er ikke aggressive fra starten af. De er tomme beholdere, som fyldes op af de følelser, menneskene omkring dem har. Desværre har mennesker en tilbøjelighed til at frygte det, de ikke forstår, og dermed kommer det hurtigt til konflikter mellem de døde og de levende.

Ajvide har skrevet en virkelig god roman. Dels synes jeg, det er fascinerende at se, hvordan han forestiller sig det svenske samfunds forsøg på at implementere de døde. Er det fx ok at udføre eksperimenter på dem, som man aldrig ville gøre på levende? Må folk beholde deres døde hjemme, eller skal de samles? Og hvis de skal samles, er det så på hospitaler, i lejre eller noget helt andet?

Han beskriver også utroligt smukt sorgen over døden, og de tanker man får, når man mister en elsket, ligesom hans beskrivelser af den had og frygt de døde giver de levende er troværdig og forfærdelig på samme tid.

Jeg skrev om “Lad den rette komme ind”, at det var en socialrealistisk vampyr-roman. Denne gang kan jeg så kalde “Håndteringen af udøde” for en socialrealistisk zombie-roman. Jeg kan også kalde den for en rigtig god læseoplevelse, som jeg kun kan anbefale alle.

Læs mere på Ajvides hjemmeside, som også afslører, at der findes endnu en bog af ham på svensk, som jeg kan håbe på bliver oversat.

Om “Håndteringen af udøde”:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Forum, 322 sider

Bøger af John Ajvide Lindqvist:

Lad den rette komme ind (2007)
Håndtering af udøde (2008)
Menneskehavn (2010)
Lille stjerne (2013)