Indlæg tagget med ‘Sverige’

Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen

Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen

En mand og hans elskerinde sætter sig ind i en bil for at køre til et afsides mødested. En ung kvinde får et lift af en fremmed, og en mand kører alt for hurtigt på de snedækkede veje. Alle kører forbi den samme dybe kløft, men kun én bliver skyld i en voldsom ulykke, der får fatale følger. Personerne kender ikke hinanden, men langsomt knyttes de sammen af ulykken, der efterfølgende truer med at ødelægge deres tilværelse. (fra bagsiden)

Jeg kender Carin Gerhardsen fra hendes Hammarby-serie, som er gode, gedigne politikrimier. Det der ligger gemt i sneen er seneste udgivelse fra hendes hånd og af samme gode standard.

Historien indledes med en avisartikel om en forsvundet mand. Herfra går vi til januar 2014, hvor vi får fortalt historien skiftevis gennem Jeanette, Sandra og Jan. Senere springer fortællingen til maj 2018, hvor Kerstin støder til persongalleriet. Og herfra skifter fortællingen mellem det nutidige spor og sporet i 2014. Det lyder lidt kompliceret, og man skal da også holde tungen lige i munden for at holde styr på personerne og deres relationer. Men det er umagen værd.

Jeg var godt underholdt af Det der ligger gemt i sneen, der blandt andet handler om tilfældighedernes spil og det at tage ansvar. Også selvom det kan være svært eller ligefrem være dårligt for en selv.

Det er ikke kun mysteriet om, hvad der egentlig skete den januardag, der holder læseren fanget. Det er i lige så høj grad de spændende personportrætter og refleksionerne over skyld, sorg og hævn, som gør at man har svært ved at slippe fortællingen.

Er du til psykologiske thrillers, hvor personerne er i centrum, er Det der ligger gemt i sneen et godt bud.

Anmelderne skriver:

Lars Ole Sauerbergs anmeldelse i Jyllandsposten:
Først ser det ud til, at det bliver til banale, ugebladsagtige melodramaer. Men da man er ved at være klar til at opgive læsningen i lutter skuffelse, begynder der at ske noget. Det, der sker, er, at historien ligesom begynder at forholde sig til sine egne fortællegreb og blive både en historie om kvindeskæbner i skyggen af traumer som bilulykke, voldtægt og liv på bænken iblandt prekariatet og så samtidig en historie om det at kunne fortælle og udvikle den historie. Bogen […] bliver pludselig en dybt fascinerende øvelse i måder, vi forholder os til hinanden og virkeligheden på gennem de formater, som konventionelle størrelser som fortællestrukturer og sprog tilbyder, men som næsten aldrig bliver udfordret. (10.05.2020 Jyllandsposten)

Lene Jensens anmeldelse på Litteratursiden:
Denne thrillers skudsikre plot er virkelig godt fundet på, og jeg havde ikke gennemskuet noget som helst, før afsløringen kom. Mange gange var jeg tilbage i bogen for at få styr på, hvad det egentligt var, jeg havde læst. Der er så mange ubekendte og så mange drejninger i handlingen, at jeg simpelthen var nødt til det – ikke at det hjalp mig med at få det hele på plads, det fik jeg først til allersidst, da forfatteren ønskede, jeg skulle finde ud af det. (Litteratursiden.dk)

Om Det der ligger gemt i sneen:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: People’s Press, 386 sider
Omslag: Rasmus Funder
Originaltitel: Det som göms i snö, 2018
Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild

Læs også:

Savas vidner af Sara Bouchet
Måske uskyldig af Alafair Burke
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
Og så var hun væk af Lisa Jewell
I en mørk mørk skov af Ruth Ware
Hydra af Matts Wesolowski

Stjerneklart af Lars Wilderäng

Stjerneklart af Lars Wilderäng

Stjerneklart udkom på dansk i 2019, men er fuldstændig fløjet under min radar. Heldigvis har jeg nu opdaget serien, hvor jeg indtil videre med stor fornøjelse har læst første bind, og glæder mig til at få fingre i efterfølgeren Stjerneskud.

Forlagets beskrivelse:

Der er noget, der ikke stemmer. Flere og flere defekte telefoner er blevet indleveret til reparation rundt om i landet. Men de kan ikke repareres, de er stendøde. Samtidig begynder en række uforklarlige hændelser i samfundet at afløse hinanden. En fabrikationsfejl i bilernes mikrochips forvandler inden længe vejene til bilkirkegårde. Togene rammes af elektriske fejl, sommerforkølelserne bliver mere og mere hårdnakkede, og strømafbrydelser bliver en del af den nye hverdag. På Karlsborgs flyveplads står elitesoldaten Gustaf Silverbane klar til en indsats i udlandet, da noget går frygtelig galt, og en ildkugle fylder himlen. Prepperen Filip Stenvik ser sin tidligere hobby forvandles til blodig alvor. I den stigende usikkerhed driver politimanden Peter Ragnhell sine i forvejen ukonventionelle metoder til kriminalitetsbekæmpelse over grænsen. Samtidig gør programmøren Anna Ljungberg en opdagelse, der truer med at ændre forudsætningerne for alt menneskeligt liv på Jorden. Eller er det allerede for sent? Efter endnu en strømafbrydelse ændrer alt sig. Det mørke efterår går over i en stjerneklar vinter, hvor kaos råder og få overlever.

Vi følger en række forskellige personer i tiden op til samfundets sammenbrud. Noget ødelægger elektronikken over hele verden, men på en sær, ukoordineret facon. Strømafbrydelserne bliver hverdag. Fødevareforsyningen går i stå, fordi bestillingerne foregår via computer, og fordi bilerne simpelthen ikke kan køre. Internet, tv, radio – det hele forsvinder. Alligevel bliver langt de fleste ved med at tro, at myndighederne lige om lidt får styr på situationen. Efterhånden står det dog smerteligt klart, at uden elektronik bryder samfundet sammen, og det er op til hver enkelt at overleve.

Det er ikke så længe siden, jeg med fornøjelse læste Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen. Ligesom Stjerneklart handler den også om, at samfundet bryder sammen, da elektronikken forsvinder. Hvor Christina Lassen-Andersen har fokus på, hvordan katastrofen påvirker menneskerne, er Lars Wilderängs tilgang mere spændings- og teknisk orienteret. På den led minder Stjerneklart om den kontrafaktiske roman 23:59:00 – et minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen, som jeg også var ret begejstret for.

Som dansker synes jeg det var interessant at se samfundsnedbruddet med svenske øjne. Ikke mindst fordi svenskerne har nogle særlige udfordringer med deres atomkraftværker, hvis al strøm forsvinder. Også deres elve kan forårsage langt større skade, hvis en dæmning bryder sammen, end Kongeåen kan i Danmark.

Af uransagelige årsager er der ikke særligt mange biblioteker, der har købt Stjerneklart-serien. Men send en opfordring til dit lokale bibliotek, hvis du har fået lyst til at læse den. Og ellers findes de også som både ebog og lydbog.

Det skriver anmelderne:

Bechs Books:
Stjerneklart er velskrevet og ganske uhyggelig. Plottet er virkelig fascinerende og spændende. Det er meget virkelighedstro – og mon der findes nogen helt almindelige mennesker, som faktisk tænker over, hvor meget strøm betyder for os i hverdagen? Tænk, hvis det forsvandt – stort set alt i vores dagligdag har brug for strøm på den ene eller anden måde for at virke, blive produceret og så videre. (Læs hele anmeldelsen på Bechs Books)

Bogblogger.dk:
Stjerneklart er første bind af Lars Wilderängs trilogi. Egentlig er det dystopisk sci-fi, men man kan godt fornemme, at Wilderängs andre romaner er spændingsromaner af forskellige arter, da der også her er en opbyggende og vedholdende spændingskurve i det meste af romanen. […] Det er en gennemtænkt og vel researchet roman med et fokus på de samfundsmæssige problemer snarere end de problemer, som mennesker skaber for hinanden i kampen for at overleve eller for at udnytte en situation for egen vindings skyld. Selvom vi ser de brodne kar og andre, som repræsenterer de negative sider af mennesket, så er det stadig medmenneskeligheden, empatien og forståelsen, der sejrer til sidst, når de forskellige story lines afsluttes. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger.dk)

Uddrag af romanen:

“Undskyld, men synes I, her lugter brændt?”

Eva nikkede. Der lugtede brændt. På den anden side af gangen begyndte folk at kigge sig omkring i kabinen, og en mumlen begyndte at brede sig.

Var der ikke endnu mere tåget i kabinen nu? Et fly havde røgdetektorer, så ild kunne det ikke være. Luften var ganske enkelt beskidt. Der måtte være noget med luftcirkulationen og airconditionfiltrene.

Eva rakte hånden op mod luftventilen. Der lod ikke til at komme nogen luft overhovedet.

“Røg!”

Stewardessen skreg højt og pegede mod gulvet ved Evas ben, hvor der steg røgfaner op af hendes håndtaske. Instinktivt sparkede Eva håndtasken ud i gangen. Stewardessen bakkede væk. Nogen skreg. Andre løsnede bælterne og rejste sig for at se.

“Væk! Til side!”

En anden stewardesse kom løbende med en lille brandslukker, som hun rettede mod Evas håndtaske og trykkede af. En hvid sky sprøjtede ud og dækkede tasken. De, der sad nærmest, begyndte at forlade deres pladser for at komme væk.

“Rolig! Bliv siddende på jeres pladser! Der er ingen fare! Vi har alt under kontrol! Iltmaskerne vil falde ned, men der er ingen grund til bekymring. Bliv på jeres pladser!”

Mærkeligt nok adlød alle. Eva stirrede på tasken. Der steg fortsat røg op fra den, og den lugtede af varm elektronik. Stewardessen fyrede ildslukkeren af igen. “Det slukker ikke!”

En mand kom farende, satte sig på hug ved tasken og fik låsen op. “Forbandende idiot!. Det er en overophedet computer! Jeg har set det før.”

Eva mærkede, at hun blev knaldrød i ansigtet og rystede på hovedet. “Nej, batteriet var helt afladet. Computeren kunne ikke bruges.”

Manden kiggede hurtigt op. “Fandme nej. Du har proppet en tændt computer ned i tasken. Der er noget galt med skidtet, den skal lukke ned, hvis den bliver for varm.”

Han greb fat i computeren for at trække den op af dens rum, men bandede højt og rev hurtigt hænderne til sig. “For helvede!”

Stewardesserne var bakket et par skridt væk og stod og snakkede ophidset sammen. En af dem kiggede fremad i maskinen, hvor en anden stewardesse slog ud med hænderne. Døren til cockpittet gik op, og en høj pilot hastede ind i kabinen. Han undersøgte hurtigt noget oven over passagersæderne længst fremme og stillede sig så midt i gangen og råbte med høj røst.

“Vi har problemer med iltsystemet. Vi er nødt til at dykke ned i lavere højde for at kunne lufte halon ud af kabinen. Der er ingen grund til bekymring, vi har øvet den slags. Bliv siddende på jeres pladser!” (side 48-49)

Om Stjerneklart:

Udgivelsesår: 21.11.2019
Forlag: Hoi, 419 sider
Omslag: Andres Timrén, Islington Design
Originaltitel: Stjärnklart, 2014
Oversætter: Ole Steen Hansen

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
De ubudne af Liz Jensen
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Vejen af Cormac McCarthy
23:59:00 – et minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen
Faldvand af Mikael Niemi
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Den 5. bølge af Rick Yancey

Rød sne af Thomas Ringstedt

Rød sne af Thomas RingstedtI 1918 hærgede den spanske syge verden over og slog flere folk ihjel end 1. verdenskrig.

På et laboratorium i Sverige er det lykkedes en gruppe forskere at fremstille en usædvanlig aggressiv variant af virussen.

I en skov bliver tre dyreaktivister slået ihjel, og tæt på findestedet arbejder en tysk nynazist på at etablere en ny verdensorden.

Da der sker et indbrud i laboratoriet, er det kriminalkommissær Ulf Beow, der skal forsøge at finde hoved og hale på begivenhederne. Til at hjælpe sig får han den unge mikrobiolog, Lotta Nordenflycht. (fra bagsiden)

Jeg har længe haft Rød sne til at ligge i ‘to-read’ bunken, og her i sommervarmen blev Thomas Ringstedts debutroman endelig hevet frem af bunken.

Som bagsideteksten indikerer, er vi i Sverige, hvor Ulf Beow sættes på sagen om indbruddet i Linnéinstituttet for Biomedicin. Tilsyneladende er der blot blevet stjålet nogle forsøgsdyr. Men laboratoriet ligger også inde med nogle farlige virus, og mikrobiologen Lotta Nordenflycht har en grim mistanke i forbindelse med en af kollegaerne.

Da de tre dyreaktivister nogle dage senere findes dræbt, er det nærliggende at tro, at der er en sammenhæng. Kan aktivisterne have stjålet den farlige virus, og være blevet likvideret af deres samarbejdspartnere? Men hvem er det i givet fald? Og hvad vil vedkommende bruge virusset til?

Rød sne er drønspændende. Thomas Ringstedt skriver levende og formår at få den mere videnskabelige del med virus og pandemi-truslen til at falde naturligt ind i fortællingen. Samtidig har han også sans for at opbygge plottet, så der lægges masser af spor ud, men først til sidst samles alle trådene.

Jeg er ret begejstret generelt for videnskabsthrillers, og Rød sne hører bestemt til i den gode ende. Den er både spændende og underholdende, og som alle gode historier rummer den også stof til eftertanke. For selvfølgelig vil en verdensomspændende pandemi være forfærdelig. Men menneskets misbrug af jorden og masseudryddelse af alle andre dyrearter er heller ikke uproblematisk. Og kan man sige, at nogen har mere ret til at overleve end andre?

Uddrag af Rød sne:

“Du har ikke fortalt, hvad det er for nogle sygdomme, I arbejder med.”

“Influenzavirus. Den værste slags.”

Han tænkte på de seneste års katastrofeoverskrifter om influenzapandemier. “Så vi snakker fugle- og svineinfluenza, eller hvad?”

“Nogle gange også det. Men det er desværre ikke alt. Vi har virusstammer, der får både fugle- og svineinfluenza til at ligne en let snue i sammenligning.”

Han svarede først ikke. Han havde altid opfattet influenzapanikken som overdreven. Sikkert fordi han trods alt var født optimist. Samtidig havde den gjort ham klart, at influenzavirus var potentielt dødelige. “I så fald må vi håbe, at nattevagten har ret, og det kun var dyrerummene, de gik efter.”

Hun nikkede. “Det er vel også det sandsynligste. I så fald vil jeg i det mindste selv føle mig roligere.”

“Det vil vi vel alle.”

Hun sendte ham et skævt smil. “Alle? Nja, det er jeg ikke så sikker på.” (side 70)

Om Rød sne:

Udgivelsesår: 21.05.2012
Forlag: Modtryk, 369 sider
Omslag: Nils Olsson/Katslosa Design
Originaltitel: Röd Snö
Oversætter: Anders Johansen

Læs også:

Langs smertegrænsen af Thomas Clemen
Og jeg saa en ny himmel af Philip Hallenborg
Martyrens sang af Stephen Miller
Kimære af Gert Nygårdshaug
Udryddelsen af Kazuaki Takano

Gæld til Djævelen af Lisa Hågensen

Gæld til Djævelen af Lisa HågensenSlægtsforskning anses af de fleste som en lidt tør fornøjelse, men ikke alle gamle hemmeligheder er ufarlige! Topunderholdende krimi som mikser overtro, historie og humor i en vellykket cocktail.

Raili Rydell er leder af biblioteket i Valludden, hvor hendes bedste veninde Ylva også arbejder. For tiden er Ylva dog sygemeldt. Hendes mand døde pludseligt, og sammen med stressen efter duoens oplevelser i Hendes blå øjne slog det hende helt ud. Nu ligger hun på psykiatrisk afdeling, psykotisk og ukontaktbar.

Raili er dog ikke overbevist om, at lægerne har ret. Op til Ylvas sammenbrud mødtes hun nemlig med en sær, lille mand. De besøg stoppede nøjagtig samtidig med, at Ylvas sygdom brød ud, og Raili mistænker, at den lille mand på en eller anden måde er skyld i venindens psykose.

Med hjælp fra Solveig med skilningen, der også arbejder på biblioteket, finder Raili frem til manden, Lasse Legho. De finder ud af, at Ylva hjalp ham med slægtsforskning, og at han bor på fjeldet i det øde Svartevattnet sammen med sine søstre. Men ligesom Ylva ligger også han psykotisk hen.

Hvilke hemmeligheder gemmer sig i familien Leghos fortid, der kan forklare den pludselige sygdom hos Ylva og Lasse? Og hvordan kan Raili hjælpe sin veninde tilbage?

Det er ikke så længe siden, jeg læste første bind i serien om den lettere overvægtige bibliotekar Raili Rydell, og jeg har glædet mig til at læse bind to Gæld til Djævelen. Heldigvis blev jeg ikke skuffet.

Ligesom i Hendes blå øjne blander Lisa Hågensen historiske begivenheder med nutiden. Denne gang trækker historien tråde til Brændefejden (den lokale betegnelse for Kalmarkrigen 1611-1613), hvor kirkebøgerne fortæller en sær historie om en soldat, der tilsyneladende får sin døde kone tilbage.

Hågensen skriver, så siderne nærmest læser sig selv. Historien er spændende, og i lang tid bliver vi som læsere holdt helt i mørket om, hvad der har forårsaget Ylvas sygdom. Vi kan jo godt fornemme, at et eller andet er skævt hos familien Legho, men hvad? Heller ikke afslutningen havde jeg forudset, og det er altid fedt, når det lykkes for forfatteren.

Derudover er jeg ganske enkelt faldet totalt for hovedpersonen Raili. Hendes personlighed skaber lidt humor midt i krimiintrigen, og det fungerer perfekt. Samtidig er hun langt fra en superhelt og må derfor finde hjælp i særprægede alliancer. Denne gang hos Solveig med skilningen, en vrissen pernittengryn af en kollega som Ylva og Raili ellers tit har harceleret over.

Endelig får Hågensen også skabt en yderst foruroligende stemning på fjeldet Svartevattnet. Gæld til Djævelen udspiller sig om vinteren, hvor en snestorm lukker alt ned. Følelsen af isolation og frygten for at noget forfærdeligt skal ske, beskriver Hågensen overbevisende og skræmmende.

Krimiserien om Raili Rydell er ikke hardcore bloddryppende action. Til gengæld er mikset af historie og overtro iblandet en velkonstrueret krimi-intrige med et drys humor topunderholdende. Jeg glæder mig til at følge bibliotekarerne fremover, når bind tre Rummet forhåbentlig også udkommer på dansk.

Tak til forlaget DreamLitt som har sponseret læseeksemplaret.

Om Gæld til Djævelen:

Udgivelsesår: 08.03.2018
Forlag: DreamLitt, 287 sider
Omslag: Rasmus Hjulgaard
Originaltitel: Gäld till Djävulen
Oversætter: Lars Poulsen

Serien om Raili Rydell:

Hendes blå øjne (2017)
Gæld til Djævelen (2018)
Rummet (ikke oversat til dansk endnu)

Hendes blå øjne af Lisa Hågensen

Hendes blå øjne af Lisa HågensenRaili glæder sig til ferien i sit sommerhus ved skovsøen i Lövaren. Men den normalt så fredelige skov rummer gamle hemmeligheder, og ferien bliver langt fra så fredelig som forventet.

Til Krimimessen 2017 fik jeg købt en masse gode bøger, heriblandt Hendes blå øjne af Lisa Hågensen. Som det ofte går for mig, så endte den desværre i en “glæder mig til at læse”-bunke, som jeg ikke lige fik set på. Men nu er bind to om den lettere overvægtige bibliotekar Raili Rydell, Gæld til djævelen, udkommet, så det var en god grund til – endeligt – at få læst bind et.

Raili er single, overvægtig og bibliotekar. Hun glæder sig til sommerferien, der skal holdes i ro og fred i hendes lille primitive sommerhus ved skovsøen i Lövaren. Her plejer hun at hygge sig alene med lejlighedsvise besøg hos det ældre nabopar, Sara og Anders. I år kommer hun også i snak med den ældre ungkarl, Yngve Olofsson, som trods et træls førstehåndsindtryk viser sig at blive en god ven.

Alligevel føler Raili sig ikke lige så tilpas i sit hus som ellers. Skoven lurer truende i stedet for fredfyldt, og samtidig døjer hun med en grim hovedpine. Pludselig bliver Olufsson fundet død, druknet i skovsøen. Raili er overbevist om, at det ikke blot var et uheld, og beslutter sig for at finde ud af, hvem der slog hendes gode ven ihjel. Men hvorfor skulle Olufsson dø? Og hvem, eller hvad, er det, der gemmer sig i skoven?

Sideløbende med historien om Raili hører vi også om en ung kvinde, der i 1670’erne bliver anklaget for at være heks med grusomme konsekvenser.

Jeg er rigtig glad for, at jeg endeligt fik læst Hendes blå øjne, for her er tale om en virkelig underholdende krimi med overnaturlige takter. Sproget flyder let, selvom jeg ind i mellem blev lidt irriteret over de engelske vendinger, som Raili føler trang til at smide rundt med, men det var ikke nok til at gøre helhedsindtrykket dårligt.

Selve plottet er spændende på den hyggelige måde, og grebet med at lade to tidslinjer løbe parallelt virker rigtig godt. Ikke mindst fordi Hågensen lader den historiske del af plottet starte med klimaksset, og derfra bevæge sig baglæns. Det fangede mig i den grad og gav en helt anderledes form for spænding i historiens udvikling.

Jeg tog mig i at le lidt for mig selv flere gange undervejs, samtidig med at jeg var grebet af historien og var nødt til at læse videre for at finde ud af, hvordan det dog kunne ende. Og jo – slutningen overraskede mig.

Hendes blå øjne er en letlæst, underholdende og hyggelig krimi med paranormale overtoner, som helt klart kan anbefales. Og jeg er helt sikker på, at Gæld til djævelen ikke får lov til at ligge særligt længe på mit natbord nu.

Om Hendes blå øjne:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: DreamLitt, 364 sider
Omslag: Rasmus Hjulgaard
Originaltitel: Hennes ögan blå
Oversætter: Lars Poulsen

Læs også:

Kulde af Yrsa Sigurðardóttir
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Natstorm af Johan Theorin

Godnat, min elskede af Inger Frimansson

Godnat, min elskede af Inger FrimanssonGodnat, min elskede er en fremragende svensk krimi om menneskets skyggesider

Justine bor alene i Hässelby Villastad i en villa ved søen. Hendes mor døde, da Justine var lille. Siden giftede faren sig igen med Flora. Nu er faren også død, og Flora er kommet på plejehjem efter et slagtilfælde, som har efterladt hende lammet og uden talens brug.

Som barn blev Justine drillet, stedmoderen Flora mishandlede hende og heller ikke som voksen har livet været let for Justine. Men Justine har ikke brug for undskyldninger. Hun har brug for hævn.

Inger Frimansson skriver fremragende, og Godnat, min elskede fik Det Svenske Krimiakademis pris for ”Bedste svenske krimi” i 1998. Det er dog ikke en klassisk krimi, for vi skal mere end halvvejs ind i bogen, før der sker en forbrydelse, og opklaringen er heller ikke så vigtig. Det vigtige er personportrætterne – skildringen af hvad der sker, når et krænket menneske ønsker hævn. Og netop skildringen af menneskets skyggesider er Inger Frimansson fænomenal til at beskrive.

Frimansson blev i øvrigt også nomineret til “Bedste svenske krimi” i 1999 (Manden med oksehjertet) og vandt igen i 2005 med Skyggen i vandet. Andre vindere tæller bl.a. Johan Theorin for Natstorm i 2008 og Tove Alsterdal i 2014 for Lad mig tage din hånd.

Om Godnat, min elskede: 

Udgivelsesår: 1999
Forlag: Fremad, 233 sider
Originaltitel: God natt min älskade
Oversætter: Asta Smith-Hansen

Udvalgt bibliografi:

De nøgne kvinders ø, 2008
Mørkespor, 2007
Skyggen i vandet, 2006
Katten der ikke døde, 2001
Manden med oksehjertet, 2000
Godnat min elskede, 1999

Lyst af Åsa Schwarz

Lyst af Åsa SchwarzUnderholdende chick litt thriller som gør, hvad den skal

Lyst er historien om Sara. Hun er forfatter, og er netop slået igennem med en kærlighedsroman efter flere forsøg. I den forbindelse bliver hun headhuntet af et større forlag, og hun forelsker sig pladask i sin nye redaktør, Anders.

Forelskelsen bliver benzin til en ny roman, selvom Sara i begyndelsen kun drømmer om Anders. Men langsomt går det op for hende, at han også er interesseret, og en aften efter et hyggeligt møde ender de hjemme i Saras lejlighed.

Sara er lykkelig – indtil hun opdager, at Anders er gift og har to børn. Nu er det forræderiet, der driver den nye bogs handling, for ved tasterne kan hun få al sin frustration og vrede ud. Men jo længere hun kommer med manuskriptet, desto flere mærkelige sammentræf opdager hun i den virkelige verden. Har det mon noget at gøre med mormoren, som Sara voksede op hos en stor del af sin barndom?

Åsa Schwarz er et nyt navn i Danmark, men hun er velkendt i hjemlandet Sverige, og er blevet oversat til ikke mindre end 18 sprog. Herhjemme er hun netop udkommet med to romaner: De 7 nøgler og Lyst på forlaget Hoi.

Lyst er en hurtigt læst chick litt thriller, der gør lige det, den skal, nemlig underholder i et par timer uden at kræve det store af sin læser. Det er ikke ment nedladende, for Åsa Schwarz skriver flydende og effektiv med et konstant fremadskridende plot, der dog ikke rummer de helt store overraskelser.

Der sker dog en udvikling med Sara undervejs, som jeg fandt ret interessant. Vi finder hurtigt ud af, at hun har et rigtig skidt forhold bag sig, og i starten styres hun konstant af dårlig samvittighed. F.eks. går hun tilbage til en hjemløs mand for at give ham lidt mad, efter at hun er gået forbi ham, fordi hun ellers ved, at tanken vil martre hende resten af dagen. Men efterhånden som det nye manuskript skrider frem, ændrer hun sig, og det beskriver Schwarz diskret og alligevel meget effektfuldt.

Saras historie krydres med en række tilbageblik fra 1940’ernes England. Her har Aleister Crowley (kaldet Udyret) lejet sig ind på en lille engelsk kro, hvor svenske Margareta arbejder. Hvad sammenhængen er mellem de to tråde, skal naturligvis ikke afsløres her. Men at kalde det “chick litt tilsat gys”, er at overdrive.

Ikke desto mindre var jeg fornøjet under læsningen, og har du brug for lidt kalorielet underholdning, er Lyst af Åsa Schwarz et godt bud. Bare du ikke forventer at komme til at bide negle af spænding.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Lyst:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Hoi, 227 sider
Originaltitel: Lust (svensk)
Oversætter: Dorthe Klyvø
Forside: Cecilia Pettersson, Pica Pica Design

Besøg Åsa Schwarz’s hjemmeside eller læs mere om Aleister Crowley

Hjemmet af Mats Strandberg

Hjemmet af Mats StrandbergNina arbejder på Fyrreskyggen, et plejehjem for demente. Selvom det ikke er et let job, er hun glad for det. Indtil den dag Monika flytter ind. I sin ungdom var Nina bedstevenner med Monikas yngste søn Joel, og hun kom meget hjemme hos dem. Her fik hun den tryghed, som manglede i hendes eget hjem. På et tidspunkt stoppede venskabet med Joel, og dermed sluttede også besøgene hos Monika. Med Monikas ankomst til Fyrreskyggen rider den dårlige samvittighed nu Nina som en mare.

For Joel er det heller ikke let at indlogere moren på hjemmet, men efter en blodprop i hjertet er hun blevet stigende dement, og han kan ikke længere overkomme at passe hende i barndomshjemmet. Angsten for, at hun skal komme til skade, har vundet over den dårlige samvittighed.

Men Monika er ikke tilfreds med at skulle flytte. Hun er forvirret og bange og får det værre og værre. Demensen får hende til at lange ud efter både Nina og Joel, som efterhånden føler, at en fremmed har taget bolig i Monikas krop. Og med de andre ting, der begynder at ske på hjemmet, har de måske ret?

Jeg har tidligere læst Færgen af Mats Strandberg, som var en actionfyldt og blodig vampyrfortælling med en socialrealistisk kerne. Hjemmet er en helt anden slags roman, men har alligevel en intens og knugende atmosfære som får én til at krybe sammen under læsningen.

Valget af et demensplejehjem som kulisse virker utroligt stærkt. Døden er fra starten en realitet, idet Monika overtager et værelse efter den seneste beboer, som lige er død. Og sådan er det jo med plejehjem i dag – når man kommer her, er det sidste stop før endestationen. Selvom personalet gør deres bedste, er Fyrreskyggen ikke et hjem, men en institution, og lugten af tis og sygdom lurer under de desinficerende rengøringsmidler.

Derudover tegner Strandberg sine personer levende og troværdige. Portrætterne af de demensramte beboere er både rørende og skræmmende. Rørende fordi Strandberg viser os glimt af menneskene bag sygdommen, og skræmmende fordi sygdommen er så ødelæggende for både den ramte og de pårørende. Også Joel og Nina fremstår overbevisende, når de prøver at gemme alle deres problemer bag en ydre facade, der dog efterhånden begynder at sprække, som historien skrider frem.

Historien fortælles i korte kapitler med skiftende synsvinkler af Joel, Nina og Fyrreskovens øvrige ansatte. De mange klip er med til at skabe suspense, men skal jeg komme et lille drys malmurt i bægeret, er det, at forhistorien om Nina og Joel kommer til at fylde lidt for meget. Jeg forstår godt, hvorfor Strandberg fortæller den, for i slutningen får det betydning, men det kunne være gjort skarpere og mere effektfuldt.

Når det er sagt, så lykkes det Strandberg at skabe en stemning, der emmer af gru i Fyrreskyggens kliniske omgivelser. I stedet for blod og gore er det de små ting, der trigger. Lamper der går ud. Øjne der pludselig virker fremmede. En skygge i gangen. Det er fedt skrevet og fik mig næsten til at kigge mig over skulderen flere gange under læsningen.

Jeg blev meget grebet af Hjemmet, som er effektfuld på mere end et plan. Strandberg fortæller ikke blot en uhyggelig historie, men lukker også læserne ind i et miljø, som de fleste af os sjældent kommer i nærheden af. Langt de fleste bryder sig ikke om at tænke på døden, og gamle slægtninge betragtes oftere med dårlig samvittighed end med glæde. Denne ‘opbevaring’ af ældre beskriver Strandberg meget stærkt. Samtidig rummer romanen heldigvis også en god og velskreven horror-historie, og jeg læste Hjemmet nærmest i et hug.

Efter min mening er det endnu en gang lykkes Mat Strandberg at skrive en vellykket roman med en unik setting, der ikke kan undgå at påvirke læseren. Også selvom man normalt ikke er horror-entusiast.

Også danske Michael Kamp har skrevet en plejehjemsgyser. Han udgav i 2008 romanen Hvor de gamle visner, som absolut også anbefales.

Om Hjemmet:

Udgivelsesår: 26.10.2017
Forlag: Modtryk, 333 sider
Omslag: Pär Åhlander
Originaltitel: Hemmet
Oversætter: Allan Hilton Andersen

Syge sjæle af Kristina Ohlsson

Syge sjæle af Kristina OhlssonFor 10 år siden forsvandt tre personer i Kristianstad. Kun én af dem kom tilbage. Voldsomt mishandlet og uden nogen erindring om, hvad der var sket, overlevede gymnasieeleven Lukas. Han flygtede siden fra hjembyen i håbet om at lægge rædslerne bag sig.

Men nu er Lukas tilbage, og hans hjemkomst vækker tilsyneladende ikke blot de ubehagelige minder til live. Så mens Lukas prøver at finde ud af sandheden om, hvad der skete dengang, hjemsøges byen endnu en gang af brændende træer.

Kristina Ohlsson er en Sveriges drevne og populære krimiforfattere. Hun har bl.a. skrevet serien om Fredrika Bergman og Alex Recht (Askepot m.fl.), men også flere børnebøger og andre krimier. Nu har hun så kastet sig over gyset med Syge sjæle.

Om slægtskabet mellem gyset og krimi/thrillere fortæller Ohlsson i et interview: “Det, der adskiller dem, er, at en gyser kræver en højere grad af spænding. Det skal føles uhyggeligt eller ubehageligt praktisk talt uafbrudt. Derfor må man hurtigt skabe den rette stemning og siden fastholde (eller eskalere) den i resten af bogen.” Og jeg må sige, at det lykkes hende at slå en yderst ubehagelig stemning an i første kapitel.

Syge sjæle er en både spændende og velskrevet roman. Ohlsson fortæller godt, og man bliver hurtigt fanget ind af historien, der fortælles gennem flere stemmer. Udover Lukas fortæller også faderen til nr to offer, Gunnar, ligesom det unge par Anna og David lægger stemme til undervejs. Ved at skifte synsvinkel undervejs lader Ohlsson læseren få flere vinkler på begivenhederne, hvilket også er med til at holde suspensen ved lige.

Ligeledes har historien alle de rigtige ingredienser: en gammel vandrehistorie, en præstegård med en forhistorie, en gruppe unge der splittes netop som de står for at skulle træde ud i voksenlivet, venskab, vrede, had og kærlighed, og ikke mindst skygger fra fortiden, der ikke kan holdes væk. Og mod slutningen samler Ohlsson alle plottråde i et klassisk opgør.

Det er dog netop det, at alle trådene kan samles, og tingene bliver forklaret, der gør, at Syge sjæle ikke hører endegyldigt til i horror-genren i mine øjne. Naturligvis er der elementer af horror undervejs, men Syge sjæle er først og fremmest en velskrevet, grum og absolut er læseværdig thriller. Hverken Ohlsson eller Modtryk skal dog klandres for at beskrive den som en gyser. Det er nemlig rigtig dejligt, at de svenske forfattere omfavner horror-genren (Mats Strandberg Færgen, Stefan Spjut Stallo, John Ajvide Lindqvist m.fl.), og ikke mindst at de etablerede danske forlag tør bruge ordet gyser som et salgsargument. Mere af den slags, tak 🙂

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Originaltitel: Sjuka själar
Oversætter: Lilian Kingo
Omslag: Niklas Lindblad, Mystical Garden Design
Forlag: Modtryk, 334 sider

Færgen af Mats Strandberg

FærgenHorror er det nye sort – i hvert fald ifølge det svenske bogmagasin Books and Dreams, som på forsiden af deres forårsnummer skriver ”It’s hip to be scared”. Og det kunne da være rigtigt fedt, hvis flere får øjnene op for horrorgenrens mange fremragende forfattere, hvor Mats Strandberg er et nyt, spændende bekendtskab.

En af mine yndlingsforfattere er svenske John Ajvide Lindqvist, som for alvor fik sit gennembrud med den socialrealistiske vampyrroman Lad den rette komme ind, der udkom på dansk i 2007. Nu debuterer som sagt en anden svensker, Mats Strandberg, som voksenforfatter med Færgen, som ligeledes på bedste vis blander socialrealisme med gyset.

Krydstogtskibet Baltic Charisma blev bygget i 1989. Det har plads til 2000 passagerer og sejler dagligt mellem Stockholm og Finland med en blanding af familier, der skal fra det ene land til det andet, og partygæster som udnytter de billige toldfrie alkoholpriser. På Baltic Charisma er hver dag en fest.

Vi følger en række personer ombord på færgen: den pensionerede lægesekretær Marianne som desperat ønsker at komme ud af ensomheden; drengen Albin som rejser sammen med sine forældre samt fasteren og kusinen Lo; den tidligere medarbejder Calle som er på en romantisk tur med kæresten Vincent; sangeren Dan Appelgren hvis karriere længe har været for nedadgående og som nu underholder i skibets karaokebar; Madde som sammen med veninden Zandra er på tøsetur for at glemme hverdagens problemer; Pia der er en af skibets fire vagter, men ikke rigtigt føler at hun slår til, og mange flere.

I stedet for en hyggelig og festlig overfart bliver turen dog et sandt mareridt. To af færgens passagerer er ikke, hvad de giver sig ud for, og snart afløses morskaben af et sanseløst blodbad.

Færgen er knap 500 sider, men jeg læste den stort set i et åndedrag. De korte kapitler med skiftende synsvinkler gør sammen med en accelerende handling, at man ikke nærmest ikke kan lægge den fra sig. Strandberg skriver godt, og han formår både at fortælle den nære historie om f.eks. de meget realistiske problemer i drengen Albins familie, men også at give den gas, når blodet står knæhøjt og realismen er røget ud af vinduet.

Desuden er valget af en færge som location fremragende fundet på med sin labyrint-agtige opbygning og uden mulighed for flugt. For – som Mats Strandberg skriver med en slet skjult henvisning til Ridley Scotts filmklassiker Alien – på Østersøen kan ingen høre dig skrige!

Færgen er både underholdende og skræmmende, og selvom Mats Strandberg måske ikke helt når op til John Ajvide Lindqvist, så kan mindre altså også gøre det. Bestemt en anbefaling værd.

Læs et interview med Mats Strandberg
Besøg Mats Strandbergs hjemmeside

Tak til forlaget Modtryk for læse-eksemplaret

Om bogen:

Udgivelsesår: 20. maj 2016
Omslag: Pär Åhlander
Originaltitel: Färjan
Oversætter: Allan Hilton Andersen
Forlag: Modtryk, 473 sider