august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Sverige’

Syge sjæle af Kristina Ohlsson

Syge sjæle af Kristina OhlssonFor 10 år siden forsvandt tre personer i Kristianstad. Kun én af dem kom tilbage. Voldsomt mishandlet og uden nogen erindring om, hvad der var sket, overlevede gymnasieeleven Lukas. Han flygtede siden fra hjembyen i håbet om at lægge rædslerne bag sig.

Men nu er Lukas tilbage, og hans hjemkomst vækker tilsyneladende ikke blot de ubehagelige minder til live. Så mens Lukas prøver at finde ud af sandheden om, hvad der skete dengang, hjemsøges byen endnu en gang af brændende træer.

Kristina Ohlsson er en Sveriges drevne og populære krimiforfattere. Hun har bl.a. skrevet serien om Fredrika Bergman og Alex Recht (Askepot m.fl.), men også flere børnebøger og andre krimier. Nu har hun så kastet sig over gyset med Syge sjæle.

Om slægtskabet mellem gyset og krimi/thrillere fortæller Ohlsson i et interview: “Det, der adskiller dem, er, at en gyser kræver en højere grad af spænding. Det skal føles uhyggeligt eller ubehageligt praktisk talt uafbrudt. Derfor må man hurtigt skabe den rette stemning og siden fastholde (eller eskalere) den i resten af bogen.” Og jeg må sige, at det lykkes hende at slå en yderst ubehagelig stemning an i første kapitel.

Syge sjæle er en både spændende og velskrevet roman. Ohlsson fortæller godt, og man bliver hurtigt fanget ind af historien, der fortælles gennem flere stemmer. Udover Lukas fortæller også faderen til nr to offer, Gunnar, ligesom det unge par Anna og David lægger stemme til undervejs. Ved at skifte synsvinkel undervejs lader Ohlsson læseren få flere vinkler på begivenhederne, hvilket også er med til at holde suspensen ved lige.

Ligeledes har historien alle de rigtige ingredienser: en gammel vandrehistorie, en præstegård med en forhistorie, en gruppe unge der splittes netop som de står for at skulle træde ud i voksenlivet, venskab, vrede, had og kærlighed, og ikke mindst skygger fra fortiden, der ikke kan holdes væk. Og mod slutningen samler Ohlsson alle plottråde i et klassisk opgør.

Det er dog netop det, at alle trådene kan samles, og tingene bliver forklaret, der gør, at Syge sjæle ikke hører endegyldigt til i horror-genren i mine øjne. Naturligvis er der elementer af horror undervejs, men Syge sjæle er først og fremmest en velskrevet, grum og absolut er læseværdig thriller. Hverken Ohlsson eller Modtryk skal dog klandres for at beskrive den som en gyser. Det er nemlig rigtig dejligt, at de svenske forfattere omfavner horror-genren (Mats Strandberg Færgen, Stefan Spjut Stallo, John Ajvide Lindqvist m.fl.), og ikke mindst at de etablerede danske forlag tør bruge ordet gyser som et salgsargument. Mere af den slags, tak 🙂

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Originaltitel: Sjuka själar
Omslag: Niklas Lindblad, Mystical Garden Design
Forlag: Modtryk, 334 sider

Færgen af Mats Strandberg

FærgenHorror er det nye sort – i hvert fald ifølge det svenske bogmagasin Books and Dreams, som på forsiden af deres forårsnummer skriver ”It’s hip to be scared”. Og det kunne da være rigtigt fedt, hvis flere får øjnene op for horrorgenrens mange fremragende forfattere, hvor Mats Strandberg er et nyt, spændende bekendtskab.

En af mine yndlingsforfattere er svenske John Ajvide Lindqvist, som for alvor fik sit gennembrud med den socialrealistiske vampyrroman Lad den rette komme ind, der udkom på dansk i 2007. Nu debuterer som sagt en anden svensker, Mats Strandberg, som voksenforfatter med Færgen, som ligeledes på bedste vis blander socialrealisme med gyset.

Krydstogtskibet Baltic Charisma blev bygget i 1989. Det har plads til 2000 passagerer og sejler dagligt mellem Stockholm og Finland med en blanding af familier, der skal fra det ene land til det andet, og partygæster som udnytter de billige toldfrie alkoholpriser. På Baltic Charisma er hver dag en fest.

Vi følger en række personer ombord på færgen: den pensionerede lægesekretær Marianne som desperat ønsker at komme ud af ensomheden; drengen Albin som rejser sammen med sine forældre samt fasteren og kusinen Lo; den tidligere medarbejder Calle som er på en romantisk tur med kæresten Vincent; sangeren Dan Appelgren hvis karriere længe har været for nedadgående og som nu underholder i skibets karaokebar; Madde som sammen med veninden Zandra er på tøsetur for at glemme hverdagens problemer; Pia der er en af skibets fire vagter, men ikke rigtigt føler at hun slår til, og mange flere.

I stedet for en hyggelig og festlig overfart bliver turen dog et sandt mareridt. To af færgens passagerer er ikke, hvad de giver sig ud for, og snart afløses morskaben af et sanseløst blodbad.

Færgen er knap 500 sider, men jeg læste den stort set i et åndedrag. De korte kapitler med skiftende synsvinkler gør sammen med en accelerende handling, at man ikke nærmest ikke kan lægge den fra sig. Strandberg skriver godt, og han formår både at fortælle den nære historie om f.eks. de meget realistiske problemer i drengen Albins familie, men også at give den gas, når blodet står knæhøjt og realismen er røget ud af vinduet.

Desuden er valget af en færge som location fremragende fundet på med sin labyrint-agtige opbygning og uden mulighed for flugt. For – som Mats Strandberg skriver med en slet skjult henvisning til Ridley Scotts filmklassiker Alien – på Østersøen kan ingen høre dig skrige!

Færgen er både underholdende og skræmmende, og selvom Mats Strandberg måske ikke helt når op til John Ajvide Lindqvist, så kan mindre altså også gøre det. Bestemt en anbefaling værd.

Læs et interview med Mats Strandberg
Besøg Mats Strandbergs hjemmeside

Tak til forlaget Modtryk for læse-eksemplaret

Om bogen:

Udgivelsesår: 20. maj 2016
Omslag: Pär Åhlander
Originaltitel: Färjan
Forlag: Modtryk, 473 sider

Stallo af Stefan Spjut

Stallo af Stefan SpjutVellykket svensk troldethriller

I 1978 bliver en lille dreng kidnappet i de svenske skove. Moren påstår, at det var en trold, som tog ham, men ingen tror på hende.

Herefter springer fortællingen frem til 2004, hvor vi møder Susso Myrén. Hun har hele sit liv været fascineret af trolde, som hun er overbevist om eksisterer i de laplandske skove, efter at have set et foto hendes afdøde morfar tog, hvor en bjørn løber gennem skoven med et mærkeligt væsen på ryggen.

Så forsvinder endnu et barn, og Susso involveres i efterforskningen, da et af hendes vildt-kameraer har fotograferet en mystisk mand i nærheden af, hvor barnet forsvandt. Men politiet tror naturligvis ikke på trolde-teorien, så sammen med sin mor og eks-kæresten Torbjörn starter hun sin egen efterforskning, der fører dem igennem det meste af Sverige.

Allerede da jeg fik bogen i hænderne, var jeg betaget af Stallo, Stefan Spjuts debut på dansk. Bogens sidekanter er sorte, så man har fornemmelsen af at sidde med en æske, man åbner op. Og ud af æsken kravler trolde og andre mystiske uvæsner fra den samiske folketro.

Det lyder nærmest som et børneeventyr, men det er det langt fra. Ved at forankre sin fortælling i en meget realistisk ramme, som Stefan Spjut bruger god tid på at opbygge, bliver de mystiske Stallo pludselig meget virkelighedsnære, og tanken om, at de lever parallelt med det moderne samfund, virker med ét slet ikke usandsynligt.

I hjemlandet Sverige er Spjut blevet sammenlignet med Stephen King, og jeg er enig i, at han har samme sikre greb om miljøbeskrivelsen og giver læseren en eminent i skildring af den svenske natur og det barske vinterklima. Der er også glimt af ondskab, men her vælger Spjut en lidt anden vej end King, hvilket jeg synes klæder romanen. Den bliver nemlig – trods trolde og uvæsner – en nærmest socialrealistisk thriller, der udfolder sig i et roligt tempo. Så forvent ikke en vild og blodig pageturner.

Jeg er meget begejstret for en anden svensk forfatter, John Ajvide Lindqvist, der skriver i tusmørket mellem det overnaturlige og det virkelige. Med Stallo bevæger Stefan Spjut sig ind i samme område, og han gør det elegant og overbevisende.

En velskrevet og spændende “trolde-thriller”, som hurtigt får læseren overbevist om, at de samiske uvæsner er lige så virkelige som os. For som en kollega sagde om romanen: “Hvis du ikke tror på trolde og andre mystiske væsener, så læs Stefan Spjuts roman Stallo, for bagefter tvivler du ikke.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: Stallo
Omslag: Christian Hunnerup Hvid

Faldvand af Mikael Niemi

Faldvand af Mikael NiemiFaldvand er ikke horror. Faktisk er det ikke en gang en thriller, men da jeg læste den, blev jeg så grebet af Mikael Niemis beskrivelse af en naturkatastrofe i Sverige, at jeg er nødt til kort at nævne romanen her på siden.

Et intensivt regnvejr har plaget det nordlige Sverige gennem en længere periode, og vandreservoirerne, som leverer vand til Vattenfalls kraftværker, er fyldt til randen. Under normale omstændigheder er proceduren at lukke lidt vand ud, når reservoirerne er fyldte, men pga. den ualmindeligt voldsomme nedbør sker det utænkelige. En dæmning brister og millioner tons vand vælter i en gigantisk flodbølge ned langs elven, hvor den smadrer alt på sin vej.

Niemi fortæller ud fra forskellige personer, som oplever flodbølgen. Bl.a. helikopterpiloten som pga. en grim skilsmisse har besluttet sig for at begå selvmord. Kraftværksarbejderen som har sin helt egen forståelse af, hvad der er ret og rimeligt. Kvinden som er på malerkursus og pludselig står med en andens liv i sine hænder. Manden som elsker sin Saab over alt; og ikke mindst moren som vil gøre alt for at komme hjem til sin datter, da katastrofens omfang går op for hende.

Niemi beskriver både den ufattelige katastrofe, så man føler, man selv ser vandmasserne vælte frem, samtidig med at han tegner nogle yderst realistiske portrætter af sine personer. Her lægges ikke fingre imellem, når det primitive overlevelsesinstinkt tager over og tilsidesætter al vores tillærte pænhed. Undervejs krydsklipper han mellem personerne, så man konstant sidder på det yderst af stolen ude af stand til at lægge bogen fra sig, fordi man er nødt til at vide, hvordan det går dem.

“Det var i det øjeblik, Sofia registrerede lyden. Hun slog øjnene op. Hendes første tanke var, at elven havde forandret sig. Metallet var væk, i stedet var der et sår. Et voldeligt overgreb, en rå, ond fråden. Vandet steg så hurtigt, at det virkede, som om huset sank, som om det skred ned mod bredden. Hun rejste sig alt for brat, knæet gav efter. Hun tumlede om på terrassegulvet. forsøgte desperat at tyde verden, men det hun så, var ikke et billede. Der var ingen linjer eller konturer, kun en fremadvæltedende, optårnende blindhed.
Eveli…
Så blev hun løftet op. Nu lød der knagen og bragen fra lister, der knækkede, en rå lyd fra forpint træ og så den gysende kilden i mellemgulvet, da hun blev ført væk. Armene strakte sig ud, automatisk som et spædbarns. Så begyndte hun at gå i stykker. Korte smæld, da knoglerne i brystkassen og lemmerne brækkede, da en eller anden tævede hende leddeløs og slap, slog og klaskede, som når man gnubber et stykke snavset tøj mod et brutalt vaskebræt.”

Faldvand er en velskrevet og skræmmende katastroferoman, som med sin realisme sætter spor i læseren længe efter, at sidste side er læst.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Henrik Koitzsch
Originaltitel: Fallvatten

Lille stjerne af John Ajvide Lindqvist

Lille stjerneJohn Ajvide Lindqvist er en af vor tids bedste forfattere. Desværre er han sørgeligt overset i Danmark, hvor kun få har opdaget ham – muligvis fordi hans romaner bevæger sig ind over grænsen til horror.

Lille stjerne starter nærmest som et eventyr, da has-been produceren Lennart Cederström på en svampetur finder et spædbarn levende begravet. Da han graver pigen ud, udstøder hun et rent E, og for Lennart er det et tegn. Han tager pigen med hjem og beslutter sig for, at hun skal opfostres kun med musik. I starten er hustruen Laila skeptisk overfor tanken, men et par på hovedet overtaler hende til at gå med på idéen, og således bliver lille pige en del af familien, som også rummer den halvkriminelle voksne søn, Jerry.

Sideløbende med historien om lille pige møder vi en anden pige, Teresa, som vokser op i en ganske almindelig svensk familie med sine forældre og to brødre. Teresa er en stille pige uden mange venner, og jo ældre hun bliver, jo sværere for hende bliver det at passe ind. Under en X-factor udsendelse hører hun pigen Tora synge, og Teresa bliver nærmest besat af hende. Selvom det ikke lykkes for Tora at vinde, så møder de to piger hinanden i det virkelige liv, og herfra udvikler historien sig mod sin ubarmhjertige slutning.

Lille stjerne er en voldsom og samtidig lavmælt fortalt roman fuld af menneskelig ondskab, grådighed, mobning, ensomhed, fremmedgjorthed og vold. I korte perioder virker det som om, at romanens personer har mulighed for at finde tryghed og kærlighed, men det lykkes aldrig helt. Hver gang sker noget, som vender deres spor tilbage mod undergangen og ensomheden.

Portrættet af Teresa er rystende. Lindqvist ser ind i hendes inderste jeg og udstiller al hendes angst og manglende selvværd. Følelsen af at være udenfor fremstilles så troværdigt, at man ikke kan undgå at blive påvirket, mens man læser.

Også lille pige er et fremragende portræt, men her er det helt andre strenge Lindqvist spiller på. Lille pige er nemlig meget musikalsk, men også nærmest autistisk i sin omgang med mennesker. Den fremmedhed er det, Teresa genkender fra sig selv, men også det som gør, at lille pige har en helt anden tilgang til verden end andre.

Lille stjerne ligner ikke rigtigt noget, jeg tidligere har læst. Den er yderst velskrevet, og jeg slap den nærmest ikke, da jeg først var begyndt at læse. Her er tale om en både fascinerende og trøstesløs fortælling, hvor Lindqvists evne til at mikse det socialrealistiske med det magiske igen viser sig uovertruffen.

Selvom den overnaturlige horror ikke er særligt fremherskende denne gang, er Lille stjerne så absolut alligevel værd at gribe fat i. Sjældent har jeg læst så barsk og vedkommende en roman med så grum en slutning.

John Ajvide Lindqvist udgav i 2007 den fremragende socialrealistiske vampyrroman Lad den rette komme ind, som siden er blevet filmatiseret med stor succes både i Sverige og USA. Året efter kom zombiromanen Håndtering af udøde, og på dansk er også kommet Menneskehavn i 2010.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: Lilla Stjärna (2010)
Omslag: Jens Magnusson/Imperiet

Også omtalt på Litteratursiden

Sankt Psyko af Johan Theorin

Sankt Psyko af Johan TheorinJeg har tidligere omtalt Johan Theorins Natstorm her på siden for dens fremragende atmosfære, selvom den ikke er rigtig horror. Det er Sankt Psyko heller ikke, men som Natstorm er også her tale om en fantastik bog.

Jan Hauger er børnehavepædagog. Han har aldrig haft et fast job, men flytter fra vikariat til vikariat. Alle steder er han utrolig samvitighedsfuld og meget påpasselig overfor børnene, som straks kan lide ham, fordi han hellere leger med dem end snakker med de voksne kollegaer.

En dag søger han et vikariat i Lysningen – en børnehave, der er tilknyttet det psykiatriske hospital Sankt Patricia, eller Sankt Psyko som det kaldes i folkemunde. Jan får jobbet, og indgår nu i det lille team, som dels er en ganske almindelig børnehave for børnene, men som også sørger for at følge børnene til hospitalet, når de skal besøge deres indespærrede forælder.

Jan er meget fascineret af hospitalet, hvor nogle af Sveriges farligste sindssyge sidder, bl.a. morderen og pyromanen Ivan Rössel. Men Jan håber også på at finde en gammel bekendt, som han har delt nogle meget voldsomme oplevelser med i fortiden.

Johan Theorin er efter min mening en af Sveriges bedste forfattere sammen med John Ajvide Lindqvist. Han skriver fantastisk og formår på ganske få sider at trække læseren ind i personerne og deres historie. Som i Natstorm lykkes det også her at skabe en utrolig intens atmosfære, som veksler mellem frygt, nysgerrighed og sørgmodighed.

Portrættet af Jan er både komplekst og fascinerende, og et langt stykke ind i romanen ved læseren ikke, om Jan er en ravende pædofil eller bare en misforstået, genert, ung mand. Jeg kom til at tænke på Hitchcocks portræt af Norman Bates i Psycho, hvor Bates splittede personlighed er filmens grundsten.

Fortællingen springer mellem nutiden, hvor Jan arbejder i Lysningen, over hans første job i børnehaven Lossen, hvor noget skrækkeligt sker, til hans fascination af kvinden Rami, som trækker tråde til Jans barndom.

Sankt Psyko er ikke en bloddryppende seriemorder-thriller, men snarere et psykologisk portræt af en ensom og rodløs ung  mand som plages af en traumatisk fortid og drives mod sindets mørke afkroge. Mod slutningen accellererer handlingen, men stadigvæk er det den psykologiske vinkel, der driver plottet – og gør det godt. Slutningen er af den slags, som efterlader læseren med både svar og spørgsmål, og for mit vedkommende sad jeg også med en vis sørgmodighed i kroppen, for Theorin fornærmer ikke læseren med en “happy ever after”-slutning.

Hvor Natstorm legede med overnaturlige træk i krimiens socialrealistiske verden, befinder Sankt Psyko sig 100 % i vores virkelighed men beskæftiger sig med fascinationen af det anderledes – det onde – som gyseren ofte kredser om. Om Johan Theorins leg med genrekonventionerne skriver Kim Toft Hansen på Kulturkapellet: “Det er et interessant træk ved Theorin, at han – når han trækker på forskellige genrekoder – blander kortene på en måde, der nærmest strider lidt imod ’det, man må’. Genrepurister vægrer sig ved spøgelser og trolde i krimiens normalt sandsynlige univers, mens Sankt Psyko – i sin mere eksplicitte brug af gyserens træk – ikke indsluser det overnaturlige – nærmest omvendt. Virkeligt originalt. Portrættet af den krakelerede psyke står i centrum, og er den vigtigste spændingsgenerator.”

Selvom anmelderne har været positive overfor Sankt Psyko, så har flere af dem nævnt, at den ikke når på højde med Ø-lands kvartetten, som Natstorm hører til. Jeg er ikke enig. For mig er Sankt Psyko Johan Theorins bedste bog til dato, og jeg kan kun anbefale den.

Om Sankt Psyko:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Politiken, 415 sider
Omslag: Imperiet / Harvey Macaulay

Sauna

Sauna

Sauna er en af de mest stemningsmættede og angstfremkaldende film, jeg længe har set

Nogle gange er det bare for fedt at være bibliotekar. En hurtig søgning på tilgængelige horrorfilm i landets folkebiblioteker bragte denne finske perle af en stemningsfuld gyser lige hjem til mig.

Året er 1595. 25 års krigen mellem Sverige og Rusland er netop afsluttet og for at understøtte freden sendes to kommisioner bestående af russere og svenskere ud for at trække grænsen mellem de to stater. I den ene gruppe befinder de to brødre Eerik og Knut sig. De er finlandssvenskere, og mens Eerik har kæmpet med hele krigen og har mange liv på sin samvittighed, har Knut studeret og er først nu kommet ud, hvor han kan se krigens grusomhed på nærmeste hold.

Mens kommisionen tegner grænsen gennem en sump, som regnes for at være affolket, støder de på en gammel landsby befolket af 73 – hovedsageligt gamle – mennesker. Kun et eneste barn bor her. Midt i byen står en gammel sauna, og jo længere tid de befinder sig i byen, jo mere går det op for dem, at noget er helt galt her.

Sauna var en overordentlig positiv overraskelse. Den er filmet i mørke og triste toner, og det finske efterårslandskab fremstår som trøstesløs og fremmedartet. Instruktør Antti-Jussi Annila klipper mellem drømmeagtige mindesekvenser og den barske nutid, som brødrene befinder sig i, og det virker skræmmende og intenst. Samtidig er skuespillet i topklasse, og jeg blev særligt betaget af Ville Virtanen, der spiller Eerik. I starten virker han hård og modbydelig, men jo længere ind i filmen man kommer, jo tydligere bliver det, at også han ved at fortidens synder til sidst indhenter os alle.

Filmen er mættet af atmosfære, og selvom man med stor ret kan sige, at der egentlig ikke sker så mange voldsomme ting, så kryber stemningen ind under huden, og jeg endte med at sidde med tilbageholdt åndedræt i perioder, mens jeg overvejede, hvad der nu ville ske. For Annila lefler ikke for de nemme løsninger. Han lader tilskueren om at analysere og ved at vise mindre, skaber han en af de mest stemningsmættede angstfremkaldende film, jeg længe har set.

Om Sauna:

Instruktør: Anitti-Jussi Annila
Udgivelsesår: 2008

Læs også anmeldelsen på Horror Unrated

Ghost House 2.0 af Arne Dahl

Ghost House 2.0 af Arne DahlArne Dahl (eller Jan Arnald som han i virkeligheden hedder) er en af Sveriges bedst sælgende krimi-forfattere. Med “Ghost House 2.0” har han dog begået en tæt lille haunted house roman, som er ganske underholdende, men alt for kort.

Mikaela har en fortid i en religiøs sekt, hvor det dog er lykkes hende at bryde ud fra. Nu har hun taget en uddannelse som producer og er blevet kaldt til samtale til jobbet som vært og producer af programmet Ghost House, der besøger hjemsøgte huse i Sverige for at finde ud af, om de er virkelige eller snyd.

Det går hurtigt op for Mikaela, at den tidligere producer forlod jobbet under mærkelige omstændigheder, og i de efterladte materialer finder hun nogle klip fra et hus ved Bisselskog, som aldrig blev vist i programmet. Klippene virker meget autentiske, og Mikaela sætter sig for at undersøge, hvad der egentlig skete i huset …

“Ghost House 2.0” er en tæt lille historie på kun 75 sider. Sproget flyder, plottet er troværdigt, og flere scener er ganske uhyggelige, men jeg kan godt ærge mig over, at Arne Dahl ikke har brugt lidt mere tid på at udfolde historien mere. Jeg ville ønske, at han havde gjort mere ud af at beskrive personen Mikaela, hvis figur ærlig talt er nogenlunde så tynd som et stykke madpapir, og ligeledes kunne husets historie også sagtens have udfoldet sig langt mere. Slutningen er dog ok med et lille twist.

Bogen følger en trend med at skrive korte historier i mini-format som bl.a. også Liza Marklund har gjort. På den måde får man jo en bog til små penge, men som læser synes jeg i dette tilfælde alligevel, at jeg føler mig lidt snydt. Selvom “Ghost House 2.0” er udmærket, så ender den alligevel som en lidt bagatelagtig sag. Jeg håber, at Arne Dahl vil give gysergenren et seriøst forsøg i fremtiden, for det virker til at takterne er der – han skal bare give historien rum.

Om “Ghost House 2.0”:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Henrik Koitzsch

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Hemligheten

HemlighetenInspireret af et par gode oplevelser med norske gyserfilm (Død Snø og Vildmark) hoppede jeg på denne svenske film, om fire unge englændere der tager på ferie på Gotland udenfor sæsonen og falder over en dødbringende hemmelighed. Lad mig sige det med det samme – Hemligheten er noget værre bras i forhold til førnævnte titler. Ja, faktisk vil jeg gå så vidt som at kalde den noget bras selv i forhold til moster Yrsas hjemmevideo fra hendes polterabend…

For det første forstår jeg ikke, hvorfor instruktøren Paolo Vacirca lader de fire unge være englændere, når han caster svenskere til rollerne? Hvis det er for at give filmen et mere internationalt snit, falder det i hvert fald fuldstændig til jorden, så snart de åbner munden. Kun Charly Wassberg Borbos som spiller den arkæologistuderende Michelle formår at tale et nogenlunde dialekt-løst engelsk.

Dernæst virker det, som om Vacirca har lavet filmen på amatørbasis sammen med nogle kammerater. Historien er mere end tynd og skuespillet ligeså. Klichéerne står til gengæld skulder ved skulder, mens chokscenerne er til at overse. Michelle bliver dog sminket udmærket, da tingene begynder at gå galt.

Det bedste jeg kan sige om Hemligheten er, at danske Valdemar Atterdag spiller en rolle heri. Hans mange sejre over svenskerne kan umuligt være vundet på “ærlig vis”, så naturligvis har han været besat af ondskabens dæmon, som vores unge helte er så uheldige at falde over i nutiden.

Jeg tror, at Paolo Vacirca har været inspireret af Evil Dead, da han lavede Hemligheten, men desværre er det mislykkes fuldstændig for ham at ramme samme humoristiske splatter-humor. I stedet er det blevet en usammenhængende film med irriterende skuespillere, kedelige locations, dårligt manuskript og uden hverken humor eller uhygge. En af de ringeste film, jeg har set længe…

Om filmen:

Instruktør: Paolo Vacirca
Udgivelsesår: 2005

Låt den rätte komma in

Låt den rätte komma inJeg var vildt begejstret for John Ajvide Lindqvists bog Lad den rette komme ind, og netop derfor har jeg haft svært ved at tage mig sammen til at se filmatiseringen, som har lagt på mit natbord i over en måned nu. Men i går tog jeg mig sammen – heldigvis – for Låt den rätte komma in er en fin gengivelse af historien.

Oskar er 12 år og bor alene med sin mor i et socialt boligbyggeri i Sverige. Han ser sin far ind i mellem, og de har det fint sammen – når faren ikke drikker. I skolen går det ikke så godt. Her bliver Oskar mobbet af klassekammeraten Conny og dennes medløbere.

En dag flytter pigen Eli og hendes bedstefar ind i lejligheden ved siden af Oskar. Han møder Eli en aften i gården, og de to bliver venner. Men den ældre mand, der bor med Eli, er ikke hendes bedstefar, og Eli er ikke en almindelig pige.

Da jeg skrev om bogen her på siden, kaldte jeg den en socialrealistisk vampyr historie. Det kan man også godt kalde filmen. Tomas Alfredson, som har instrueret, har lagt vægten på forholdet mellem Oskar og Eli, og ikke på de mere blodige aspekter der trods alt også er i historien.

Låt den rätte komma in er en meget fint fortalt historie om venskab og kærlighed, og om hvor svært det kan være at være barn og ikke passe helt ind. Billederne glider roligt af sted, og der er pauser undervejs, hvor kameraet dvæler ved detaljer i naturen.

Underlægningsmusik bruges kun sparsomt. Det meste af filmen høres kun de faktiske lyde, og det er med til at holde fokus på personerne. Derfor er det ekstra vigtigt, at de to børneskuespillere fungerer, men det gør de heldigvis utrolig godt. Kåre Hedebrant giver et rørende portræt af den forsømte dreng Oskar, og Lina Leandersson er pragtfuldt overbevisende som Eli.

Låt den rätte komma in er ikke en gyser fyldt med action, blod og forskrækkelser på stribe. Det er en lavmælt fortalt histoire med fokus på personerne og det at være anderledes. Jeg tror, det er en film, som i ligeså høj grad appellerer til ikke-gyserfans, men synes personligt at ingen bør snydes for at se den.

John Ajvide Lindqvist har i øvrigt selv skrevet manuskriptet til filmen.

Om Låt den rätte komma in:

Instruktør: Tomas Alfredson
Udgivelsesår: 2008

Også omtalt på Horrorsiden.dk