september 2020
M Ti O To F L S
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Sværd og trolddom’

Conan af Cimmeria: Hinsides den sorte flod efter en historie af Robert E. Howard

Hinsides den sorte flod af Mathieu Gabella og Anthony Jean

Figuren Conan kom til verden i 1932, da Robert E. Howard fik udgivet novellen The Phoenix on the Sword i pulp-magasinet Weird Tales. Siden blev det til flere eventyr – 20 noveller og én roman – som kan læses uafhængigt af hinanden.

I Hinsides den sorte flod er Conan lejesoldat for hyborianer-fortet Tuscelan, der beskytter kolonien Conajohara i grænseområdet af pikternes land. Han redder den unge rejsende Balthus under en rekognoscering, hvor han også finder det hovedløse lig af en af fortets købmænd.

Der er ingen tvivl om, at pikterne har noget under opsejling. Conan og Balthus sendes sammen med et dusin udvalgte mænd ud for at give pikterne, og særligt deres troldmand Zogar, en lærestreg. Men det bliver ingen let opgave.

Med udgivelsen af serien Conan af Cimmeria giver nogle af Frankrig og Belgiens bedste tegneserieskabere deres bud på, hvordan de originale fortællinger skal omsættes til tegneserieform.

Udover at fortolke Howards fortællinger har hvert bind et informativt efterord. Denne gang kan man blandt andet læse, at Howard fandt inspiration i det sydvestlige USA, da han skrev Hinsides den sorte flod. Historien giver således mindelser til mexicanernes belejring af Fort Alamo.

Historien er underholdende i sig selv, men jeg er særlig vild med Anthony Jeans illustrationer. Billederne er fulde af detaljer, og den levende opbygning af billedsiden giver en vitalitet og fremdrift, der intensiverer historiens vildskab. Det er svært at glemme pikterne og deres troldmand Zogar efter at have set dem gennem Anthony Jeans øjne.

Hinsides den sorte flod er endnu en vellykket fortolkning af Howards Conan-univers, og heldigvis er der flere bind under udarbejdelse.

Om Hinsides den sorte flod:

Udgivelsesår: 14.11.2019
Forlag: Shadow Zone, 47 sider
Originaltitel: Conan le Cimmérien – au-delà de la rivière noire
Oversætter: Vigan
Forfatter: Mathieu Gabella
Illustrator: Anthony Jean

Conan af Cimmeria:

Den sorte kysts dronning
Den sorte kolos
Hinsides den sorte flod

Conan 1 af Robert E. Howard

Conan 1 af Robert E. Howard

Figuren Conan blev skabt af den amerikanske forfatter Robert E. Howard (1906-1936). Historierne udkom først i pulpmagasinet Weird Tales, men blev ikke skrevet som en fortløbende fortælling om Conans bedrifter fra han bliver født på slagmarken i Cimmeria og vokser op som kriger. Tværtimod er Conan en aldrende konge i den første fortælling, The Phoenix on the Sword fra Weird Tales dec. 1932, der også er første novelle i Conan 1, hvor forlægger Michael Pilgaard udgiver de første fem Conan-fortællinger i original udgivelseskronologi.

Jeg har aldrig fået taget mig sammen til at læse novellerne på engelsk, så det var en fornøjelse, da jeg blev opmærksom på Conan 1. For som Pilgaard skriver i sit forord, så er Conan stadig aktuel:

“Hvorfor så udgive Conan på danske her ca. 85 år efter historierne blev skrevet? Fordi det er fed underholdning! Der er en grund til, at man stadig kan få historierne på engelsk. Det er solid underholdning. Conan er ikke en duksedreng, men nærmere en anti-helt. Der er ingen dumsmarte replikker eller meta-referencer til popkulturelle henvisninger. Ingen bløde mænd, navlepilleri eller traumatiserede unge, der skal kæmpe mod både det etablerede samfund, en (super)skurk og personlige problemer. Det er lige på og hårdt, med en intelligent og handlekraftig kriger, skønne kvinder og eksotiske steder, som man kender det helt tilbage fra de klassiske fortællinger. (side 9)

De fem noveller springer som sagt i tiden. I ‘Føniksen på sværdet’ er Conan en aldrende konge over Aquilonia, men nu pønser nogle adelsmænd på at snigmyrde Conan og overtage kongemagten.

‘Det blodrøde citadel’ udspiller sig efterfølgende. Her er Conan med 5000 mænd marcheret ud for at komme en allieret til hjælp. Blot for at opdage at det var en fælde. Alle Conans mænd falder i kamp, mens Conan selv bliver taget til fange af troldmanden Tostha og fængslet i hans fangekælder dybt nede i underverdenen.

Den tredje novelle ‘Elefantens tårn’ foregår derimod, mens Conan er ganske ung. Her beslutter han sig for at bryde ind i et forbudt tårn og stjæle en juvel kaldet Elefantens hjerte.

Historien ‘Den sorte kolos’ er også for nyligt blevet udgivet som tegneserie på forlaget ShadowZone. Her er Conan lejesoldat i prinsesse Yasmelas styrker. Hun forfølges af onde drømme sendt til hende af en troldmand, og for at redde sit land og sin sjæl får hun hjælp af Conan.

I den sidste novelle i samlingen er Conan og den unge slavinde Natala de eneste overlevende efter et stort slag. Fjenden har forfulgt dem ud i ørkenen, og nu er de ved at dø af tørst. I sidste øjeblik får de øje på en by i det fjerne, men da de når hen til den, opdager de, at ikke alt er som det ser ud.

Conan 1 er underholdende action fyldt med blodige slag, onde troldmænd, smukke kvinder og en muskelsvulmende helt der er nærmest uovervindelig på slagmarken. Conan er barbar og stolt af det. Han er ikke fordærvet af civilisationen, men søger sin lykke hvor som helst og kæmper frygtløs hele vejen.

Der er ikke mange nuancer i fortællingerne, men det er heller ikke meningen. Som læser skal man bare læne sig tilbage i stolen og lade sig føre ind i Conans verden fyldt med magi, monstre og mægtige skatte.

Er du til “sword & sorcery”, så bliver det ikke mere originalt end Robert E. Howards fortællinger om Conan. Og her er Conan 1 det helt rigtige sted at starte.

Uddrag af bogen:

Med et råb, der gjaldede til taget, strømmede morderne ind i rummet, med Gromel først. Han kom som en angribende tyr, hovedet ned, sværdet ført lavt til et maveopsprættende stød. Conan sprang frem for at møde ham, og al hans tigeragtige styrke endte i den arm, der svang sværdet. I en hvislende bue lynede klingen gennem luften og smadrede ned på bossonerens hjelm. Klinge og hjelm skælvede sammen og Gromel rullede livløst på gulvet. Conan sprang tilbage, stadig med greb om det ødelagte skæfte.

“Gromel!” spyttede han. Hans øjne lynede af forbavselse, da den ødelagte hjelm afslørede det ødelagte hoved; så var resten af flokken over ham. En daggertspids rev ned over hans ribben mellem brystpladen og rygpladen, en sværdæg lynede for hans øjne. Han kastede manden med daggerten bort med sin venstre arm, og smadrede sit ødelagte sværdskæfte som en cestushandske ind i sværdkæmperens tinding. Mandens hjerne overstænkede hans ansigt.

“Bevogt døren, fem af jer!” skreg Ascalante, der kredsede rundt om kanten af det syngende ståls malstrøm, for han frygtede at Conan måske kunne kæmpe sig ud fra deres midte og undslippe. Kæltringene trak sig et øjeblik tilbage, da deres leder greb flere af dem og skubbede dem mod den eneste dør, og i den korte respit sprang Conan over til væggen og fravred denne en oldgammel kampøkse; urørt af tiden, havde den hængt der, i et halvt århundrede.

Med ryggen mod muren gjorde han front mod den indsnævrende ring et lynende øjeblik, så sprang han ind midt iblandt dem. (side 32)

Om Conan 1:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Pilgaard Publishing, 217 sider
Oversætter: Lea Thume

Indhold:
Føniksen på sværdet (The Phoenix on the Sword, 1932)
Det blodrøde citadel (The Scarlet Citadel, 1933)
Elefantens tårn (The Tower of the Elephant, , 1933)
Den sorte kolos (Black Colossus, 1933)
Den bugtende skygge (Xuthal of the Dusk, 1933)

Læs også:

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann
Conan af Cimmeria: Den sorte kysts dronning efter en historie af Robert E. Howard
Til deres dages ende / redigeret af Nikolaj Højberg
Enkemagerne af Rasmus Wichmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Enkemagerne af Rasmus Wichmann

Jeg har haft Enkemagerne til at ligge i min to-read-stak alt for længe, men i påsken kom jeg endelig en tur tilbage til oldtidens Egypten.

Enkemagerne af Rasmus Wichmann

Seren af Søfolket. Lejesoldat, sørøver og krigsherre, men først og fremmest et dumt svin.
Sandsigersken. Kvinden med det halve ansigt.
Shem, Væddergudens slave. En helt almindelig mand, hvis liv bliver forvandlet til én lang kamp.
Insyah af Det Skjulte Land. Opfostret for at hævne sin familie.

Fire liv, fire skæbner, som alle bliver bundet sammen af deltagelsen i en ældgammel strid, der truer med at kaste oldtidens verden ud i åben krig. En krig, hvor det farligste våben er kendt som ENKEMAGERNE. (fra bogens bagside)

Der er fuld fart over feltet fra side 1 i Enkemagerne, som starter med Serens Køtere, der i tæt tåge lokker et skib i forlis for at plyndre vraggodset. Imens er en patrulje af soldater fra Det Sorte Land på jagt efter Køterne, men tågen tvinger dem til at søge ly.

Tågen gemmer dog også på noget andet. Et væsen, der stræber begge grupper på livet. Et væsen skabt til krig. Et væsen kaldet Enkemager. Og snart må de overlevende fra begge grupper slå sig sammen for at overvinde væsenet – eller dø.

Fra første kamp med enkemagerne fortsætter romanen med spring i tiden til forskellige opgør, hvor vores hovedpersoner uvægerligt bliver involveret. Undervejs hører vi mere om de nærmest uovervindelige enkemagere, og bliver langsomt klar over, at der bag den umiddelbare historie gemmer sig noget langt mere kompleks med grene til både fortiden og fremtiden.

Jeg var godt underholdt af romanen, der som sagt er fyldt med action. Sprogligt synes jeg, den bliver bedre, som historien skrider frem, hvor dialogerne halter lidt i starten. Til gengæld er setuppet med de forskellige folkeslag og ikke mindst de grusomme enkemagere gennemarbejdet og spændende at læse om. Jeg fik mindelser til ‘The Necromongers’ fra The Chronicles of Riddick men også til The Fifth Element, hvor liv og anti-liv står overfor hinanden.

Enkemagerne er en rigtig røverhistorie med fuld fart over feltet, grov humor og et kompleks verdens-setup, der giver historien sin tyngde. Det er underholdende, lidt skævt og sikkert ikke for alle. Men jeg vil nu gerne anbefale den.

Rasmus Wichmann er uddannet historiker. Han er også foredragsholder og har redigeret flere udgivelser samt oversat og udgivet John Campbells Det kom fra en anden verden på dansk.

Uddrag af bogen:

Om det var forår eller vinter betød meget lidt i Svøbens rige, thi der fejede altid en iskold blæst hen over det. Det var et land, hvor der kun kunne dyrkes noget i isolerede lommer. Alt, der voksede – og voksede op – i sådan et land, var sparsomt og barskt. Man kendte ikke de ords sande betydning, hvis ikke man havde levet blandt Svøben, mente de selv. De var villige til at lære alle de mennesker, de kunne finde, om det ved at lade dem trælle på markerne, til de faldt døde om. Og det skete ikke så sjældent.

En dyb, ildevarslende tone bredte sig ud over landskabet for at lade alle vide, at overhovederne mødtes. Det var dødsvarsleren, et sjældent instrument lavet af dyrbare metaller, samt af hornet fra et forlængst uddødt væsen. Sådanne instrumenter kom fra Fyrstens personlige samling og blev kun givet til de huse, der havde udmærket sig. Dødsvarslerens toner var ofte nok til at demoralisere fjendtlige hære og opstemme Svøben til dåd.

Hans majestæt, kongen af Guds vrede, fyrst Tre Flammer, rejste sig op og hørte overhovederne fremsige eden:

“Vor fyrste! Vi, som skal dø, hilser dig!”

Og imens var Sandsigersken langsomt ved at dø af kedsomhed på sit ukomfortable leje, der var placeret lige bag ved overhovedernes sorte troner.

Rådsmødet tjente ikke noget formål som sådan. Ikke andet end at Fyrsten gerne ville vide hvem af hans undersåtter, der stadig var i live. Sandsigersken syntes, at de alle sammen så ens ud. Selvfølgelig ikke ens ligesom mennesker, hvor én stamme havde sort pels og en anden stamme havde lys pels. Svøben var både lyse, kulsorte, spættede, stribede og meget andet, men de blodskudte øjne, altid fulde af indestængt raseri, var ikke til at tage fejl af. (side 48-49)

Om Enkemagerne:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 297 sider
Omslag: Shutterstock.com (Vladimir Zadvinskii)

Læs også:

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann
Odinsbarn af Siri Pettersen
Miraklets fald af Christian Reslow
Svovlild af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Conan af Cimmeria: Den sorte kysts dronning efter en historie af Robert E. Howard

Conan af Cimmeria: Den sorte kysts dronningBortset fra filmene ”Conan barbaren” (1982), ”Conan den uovervindelige” (1984) og ”De frygtløse” (1985) med Arnold Schwarzenegger må jeg indrømme, at mit kendskab til barbaren fra Cimmeria stort set stammer fra en enkelt tegneserie, jeg læste som barn: Karat-seriens ”Conan og Røde Sonja” fra 1976. Den var jeg til gengæld vild med og læste nærmest i laser.

I mine voksne år har jeg så lært, at Conans univers er langt større, end jeg dengang forestillede mig.

Figuren Conan blev skabt af den amerikanske forfatter Robert E. Howard (1906-1936). Historierne udkom først i pulpmagasinet Weird Tales, men er ikke en fortløbende fortælling om Conans bedrifter. Man kan således læse dem i hvilken rækkefølge, man ønsker.

Grunden til, at jeg pludselig igen kom i tanke om Conan, var, at jeg på biblioteket faldt over en ny tegneserie ”Conan af Cimmeria: Den sorte kysts dronning”. Forsiden viser Conan og en kvinde stående på en bunke lig med en drabelig slange i baggrunden. Det fik mig til at tænke på min barndoms Conan, så jeg skyndte mig at låne den med hjem.

”Conan af Cimmeria: Den sorte kysts dronning” er genfortalt af Jean-David Morvan og illustreret af Pierre Alary. I historien bliver Conan slæbt for en dommer, fordi han ikke vil afsløre, hvor hans ven er (vennen har slået en lejesoldat ihjel). Men Conan vil ikke underkaste sig rettens syn på moral, og ender med selv at slå dommeren ihjel og flygte. Han ender på sørøverskibet Løvinden, hvor Bêlit hersker. De to slår sig sammen, og drager ad Zarkheba-floden for at finde en spøgelsesby fuld af skatte. Men byen er også fuld af død…

Historien er actionfyldt, underholdende, blodig og fyldt med drama, hvilket Alarys livlige tegninger understøtter og understreger. Bagerst er indsat et efterord af Patrice Louinet, bestyrelsesmedlem i The Robert E. Howard Foundation og redaktør af den første komplette samling af Conan udgivelser i USA, samt forfatter til bogen ”Le Guide Howard”.

Efterordet er fyldt med interessante facts og oplysninger. Louinet fortæller nærmere om ”Den sorte kysts dronning”, der er den sjette novelle med Conan som hovedperson. Og om læsernes forhold til Conan skriver Louinet blandt andet:

”[…] Gennemsnitsamerikaneren, der på det tidspunkt [1932] måtte lide under depressionstidens afsavn, kom ikke overraskende til at føle en høj grad af samhørighed med den cimmeriske barbarhelt. Det er det, der karakteriserer Conan. Han er ikke kun en barbar, der erobrer og dræber, men også en, der overlever alle farer. Han lever i nuet, uden fortid, uden ambition … Conan tvinger med sin adfærd det civiliserede menneske til at afsløre sig selv og sine fejl. Hans overlegne styrke er ikke noget, han udnytter til at påtvinge dem sin lov, men til at forhindre dem i at påtvinge ham deres. […]”

Conan lever i evig nutid uden at være begrænset af noget. I historierne om han handler han på begivenhederne, nogle gange er han katalysator for dem. Men der er ingen overordnet udvikling af figuren, ingen kronologi i fortællingerne og ingen dybere moralsk mening med hans eventyr. Kun Conans oplevelse af nuet.

Der er endnu to bind på vej i Shadow Zones serie om Conan: ”Den sorte kolos” og ”Hinsides den sorte flod”. Dem vil jeg også glæde mig til at læse. Og så ser jeg også frem til at kaste mig over et lovende køb fra Scifi-Con i Randers, nemlig novellesamlingen ”Conan, 1”. Samlingen er oversat og udgivet på forlaget Pilgaard og indeholder de første fem noveller om Conan.

Om Den sorte kysts dronning:

Tekst: Jean-David Morvan
Tegninger: Pierre Alary
Forlag: Shadow Zone
Udgivelsesår: 2018, ca. 44 sider + efterord
Originaludgivelse: Queen of the Black Coast, 1934
Oversætter: Vigan

Læs også:

Fare! og andre science fiction-noveller af Arthur Conan Doyle
Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum
Jeb Skulls makabre eventyr af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann

moerke-guders-templerDansk ”Sword & Sorcery” antologi der tager læseren med ind i mørke verdener fyldt med magi, vold og død. Men også med helte der ikke viger tilbage for noget.

I det informative forord redegør Rasmus Wichmann, som også er den ene af redaktørerne på antologien, for genren ”Sword & Sorcery”, som han egentlig rettelig synes bør kaldes ”Heroisk Fantasy”. Genren har nemlig som udgangspunkt helte, der tager på eventyr, fordi det er deres levevej eller personlige kald, og ikke fordi de skal redde verden som i eksempelvis Ringenes herre, der tilhører ”Episk Fantasy”. Men, tilføjer Wichmann, navnet ”Heroisk Fantasy” kan også være misvisende, idet heltene sagtens kan være lejesoldater, enspændere eller andre der typisk opfattes som anti-helte.

Et andet træk ved genren er en stærk tradition for referencer til tabte civilisationer og en mørk, fjern fortid med gudelignende væsener, der stadigvæk tilbedes. Endelig hører også vold og erotik genren til. Vi er således langt fra børnebibliotekets hylder, og med antologien håber de to redaktører da også at hjælpe med til at gøre fantasy for voksne til en dansk genre.

Jeg må således også indrømme, at jeg egentlig aldrig har haft noget forhold til ”Sword & Sorcery” genren. Jeg kender lidt til Conan-figuren, men har generelt ikke læst så meget fantasy. Så jeg var lidt præget af fordomme, da jeg gik i gang med læsningen, og må nok også erkende at ”Sword & Sorcery” ikke er det nye sorte for mig. I det store hele tror jeg dog, at fejlen ligger hos mig i den forbindelse, for flere af novellerne er faktisk rigtig gode.

Blandt mine favoritter er Kristoffer Jacob Andersens Karzul – stjernekoglerens forbandelse, som tidligere har været udgivet i hans novellesamling Blandt danske galakser. Det er en humoristisk fortælling om Den Fede, som ernærer sig ved at fange røvere og lignende. En dag får han mulighed for at finde den ældgamle, onde troldmand Karzul, som bevogtes af Solens Klinger, og slå ham ihjel. Det bliver en underholdende færd, hvor Den Fede må kæmpe mod både mennesker og monstre for at nå sit mål.

Tårernes konge af Lars Kramhøft hører ligeledes til favoritterne. Historien udspiller sig i et Mellemøstligt univers, hvor mongolernes Khan har tvunget Kaliffen fra magten. Hovedpersonen er Jim Al-Haytam, der skulle have fulgt i sin fars fodspor som Fariser i Kaliffens livgarde, men i stedet er endt som en samvittighedsløs lejesoldat. Da han bliver bedt om at kidnappe et barn og bringe det til Skrigenes By, ser han ingen problemer i det. Alligevel bliver denne opgave anderledes, og ender med at stille Jim i et moralsk dilemma han ikke kan ignorere.

Endeligt var jeg også vældigt begejstret for Oprørere af Rasmus Wichmann. Her befinder vi os igen i et genkendeligt univers, nemlig et oprørsk Britannia der er underlagt det romerske imperium. Hovedpersonen er den romerske militærtribun Equitatus, som forsøger at standse oprørerne, der skånselsløst brænder byer ned og halshugger indbyggerne. Under et forhør får Equitatus hjælp af den mystiske Agent, og sammen drager de af sted for at fange oprørernes leder. Men det er en færd med flere farer, end Equitatus har nogen anelse om, og som, ligesom i Tårernes konge, rummer et dilemma.

I A. Silvestris bidrag En sang om vand er helten Drae’all af Mhon, der fra barnsben er blevet trænet til at udføre ritualet, der skal redde verden. Mens Ztridz og hans mænd i titelnovellen Mørke Guders Templer af Christina E. Ebbesen slås for hvem end, der betaler dem.

Bjarke Schjødt Larsens bidrag Dødedagene har en troldmand som hovedperson, og har den finte (for mig i hvert fald) at man ikke helt kan regne ud, hvem der – om nogen – er de gode. Til gengæld er ondskaben i Menneskejagt af Martin Wangsgaard Jürgensen helt tydelig.

Det er med andre ord ret forskellige noveller, selvom de alle tilhører ”Sword og Sorcery”, og selvom jeg ikke personligt er blevet mega-fan, var jeg alligevel godt underholdt under læsningen. Jeg tager hatten af for de to ildsjæle Harksen og Wichmann for at stå bag antologien, og for de 11 forfattere der har bidraget med novellerne. Og så håber jeg, at flere voksne læsere finder vej til de fantastiske genrer generelt.

Indhold:

Forord ved Rasmus Wichmann
Martin Wangsgaard Jürgensen: Menneskejagt
Helle Jakobsen: Caels øje
A. Silvestri: En sang om vand
Christina E. Ebbesen: Mørke guders templer
Bjarke Schjødt Larsen: Dødedagene
Michael Dyst: Vandrerens dagbog
Flemming R. P. Rasch: Den grå guds tempel
Kristoffer Jacob Andersen: Kazul – stjernekoglerens forbandelse
Lars Kramhøft: Tårernes konge
Rasmus Wichmann: Oprørere
Thomas Hverring: Den yderste dag
Forfatterportrætter

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Jakob Hansson
Forlag: H. Harksen Productions