september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Takashi Miike’

Ôdishon aka Audition

Ôdishon aka AuditionTakashi Miike er en af de instruktører, som jeg ind i mellem har endog meget svært ved at se, fordi hans film indeholder så ekstremt realistiske voldelige scener. Det er også tilfældet her i Ôdishon, selvom filmen starter helt anderledes op.

Den midaldrende Aoyama mistede for 7 år siden sin hustru, og siden har han været alene med sønnen Shigehiko. Nu er sønnen blevet stor, og han opfordrer Aoyama til at finde sig en ny hustru. Men hvordan gør man lige det?

Aoyama arbejder for et filmselskab, og en dag foreslår en kollega, at han sidder med under en audition. Her bliver han betaget den smukke unge Asami, som han inviterer ud at spise. Daten går godt, og de to begynder at ses. Men kollegaen er bekymret. Han synes, der er noget sært ved den unge kvinde, og selvom Aoyama afviser mistanken, går han dog med til at tage det lidt med ro. Alligevel varer det ikke længe, før han er dybt forelsket og foreslår Asami, at de forlover sig. Men så ændres alt.

Ôdishon starter som sagt ud i et roligt tempo, som lader publikum få en fornemmelse af og forståelse for Aoyama. Her skildres en ærlig og sympatisk mand, som har viet sit liv til sin søn, og nu drømmer om at undslippe ensomheden med en ny hustru. Den første time er filmet i klare farver og med et roligt klippetempo.

Men den slutter i et helt andet tempo! Vi får først en mistanke om, at Asami ikke er en helt almindelig ung kvinde, da vi ser hende sidde ubevægelig i sin lejlighed, mens hun stirrer på telefonen, og efterhånden går det også op for Aoyama. Og jo nærmere han kommer på sandheden om Asami, jo mere skrues tempoet op med hurtig klipning, flashbacks og nærmeste mareridtsagtige visioner hvor perspektivet er fuldstændigt skævt, og farverne unaturlige. Aoyama oplever, at dagligdagens trummerum skiftes ud med lidenskab, angst og nærmeste surrealistiske begivenheder, og filmen kulminerer i et sandt voldsorgie, hvor Miike gør brug af sin specialitet, at lade publikums fantasi generere de afsluttende billeder ved at klippe væk før nålen stikkes ind i øjet osv.

Og hvor jeg f.eks. ikke har lyst til at se Imprint igen, selvom det er en udmærket film, så kunne jeg sagtens se Ôdishon. Her er masser af ufortalte historier mellem linjerne, som kunne fortjene et gensyn, og Asami er en besynderlig figur, der bliver mere og mere interessant. I begyndelsen af filmen optræder hun som en uskyldig men også gådefuld ung kvinde, der fremstår meget ærbødig og henrykt over Aoyamas opmærksomhed. Men jo længere frem i filmen, vi kommer, jo mere går det op for publikum, at Asami er meget mere end det.

Alt i alt forstår jeg godt, at Ôdishon blev Takashi Miikes internationale gennembrud. Det er en både dybt foruroligende, men også fascinerende film, som tåler at blive set mere end en gang.

Læs et interview med Takashi Miike om Ôdishon

Om filmen:

Instruktør: Takashi Miike
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ôdishon

Takashi Miike

Takashi MiikeFødt d. 24. august 1960 i Yao, Japan. Takashi Miikes familie afstammer fra kinesiske og koreanske rødder, og Miikes familie indtog derfor en plads i periferien af det japanske samfund. I Miikes barndomskvarter var det normen, at et eller flere medlemmer af familien tilhørte yakuzaen – den japanske mafia, og Miike var heller ikke en ren engel som barn. Han drømte om at blive motorcykelracerkører, men opgav da han indså, hvor hård konkurrencen var, og som 18-årig begyndte han på filmskolen i Yokohama, ifølge IMDB hovedsageligt fordi det ikke krævede en adgangseksamen. Lars M. Sørensen skriver i Kosmorama, 2005, nr. 236: “Om det er barndomstidens mytologiske gods – etnisk-sociale randeksistenser, yakuzamiljøet, flyvende indvolde fra stort set alt, som solen skinner på, og pludselig, voldsom død i høj hastighed – der reproducers som centrale dele af Miikes film, eller om den voksne instruktør mytologiserer sin barndom i relation til sine film, er ikke helt til at afgøre.” Fakta er i hvert fald, at en stor del af Miikes film handler om kriminelle og etniske minoriteter.

Miike begyndte sin filmkarriere som ulønnet produktions-assistent for et tv-produktionsselskab, og var i tv-branchen næsten 10 år. Hans første film (som han lavede på to måneder) “Redi hantaa: Koroshi no pureryuudo” fra 1991 gik direkte ud på video, og først efter endnu 11 film til video debuterede han i 1995 i biograferne med “Shinjuku kuroshakai: Chaina mafia sensô”. Filmen foregår i Tokyos kulørte forlystelseskvarter, hvor en kinesisk gangsterbande har specialiseret sig i at smugle organer fra Taiwan til Japan. Den korrupte kriminalbetjent Tatsuhito Kiriya efterforsker sagen, samtidig med at han tager imod bestikkelse fra banden. Efterforskningen bringer ham til Taiwan, hvor han konfronteres med sin kinesiske afstamning, og med et opgør om hvor hans loyalitet egentlig ligger.

Miikes internationale gennembrud kom i 1999 med “Ôdishon” (Audition), der bygger på en roman af Ryû Murakami. Filmen vandt en pris på Rotterdam Internationale Film Festival, og handler om den midaldrende Aoyama, der arbejder for et filmselskab. Hans hustru er død, og en dag får han lov til at sidde med under en audition. Her bliver han betaget den smukke unge Asami, som han inviterer ud at spise. Daten går godt, men Aoyama er bange for at virke for ivrig og venter derfor lidt med at ringe igen. Da han ringer, viser det sig, at kvinden ikke helt er den, hun ser ud til at være. “Ôdishon” starter ud i et roligt tempo, som lader publikum få en fornemmelse af og forståelse for Aoyama. Men den slutter i et helt andet tempo med hurtige klip, flashbacks og nærmeste mareridtsagtige visioner hvor dagligdagens trummerum skiftes ud med lidenskab, angst og nærmeste surrealistiske begivenheder.

To år efter i 2001 kom “Koroshiya 1” (Ichi the Killer), som er baseret på en manga af samme navn. En yakuza-boss forsvinder med 300 millioner yen, og hans håndlanger Kakihara starter en eftersøgning sammen med resten af banden. De finder frem til Ichi, en psykotisk, seksuelt undertrykt ung mand der kender til martial arts og slås som en djævel. Et voldeligt opgør står for døren, og Miike ligger ikke fingrene imellem  i sin udpensling af de mange voldsscener, der er en blanding af nærmeste tegneserie-agtig karikeret vold, hvor publikum kan trække på smilebåndet, som så afløses af frastødende, realistiske scener som bliver endnu mere effektfulde, idet Miike lader publikums fantasi generere de afsluttende billeder ved at klippe væk før kniven skærer brystvorten af osv.

Chakushin ari” (One Missed Call) udkom i 2003, og var en spin-off af Hideo Nakatas Ringu“, hvor Miikes version af forbandelsen bliver sendt via mobilen frem for et videobånd. Filmen er en af hans mest kommercielle, og i 2008 blev den genindspillet til det amerikanske marked under titlen “One Missed Call” med Eric Valette i instruktørstolen.

I 2004 bidrog Miike til “Sam gang yi” (Three Extremes), en boks hvor tre af Asiens bedste instruktører slog sig sammen og kom med hvert deres bud på en horror-kortfilm. Miikes bidrag var filmen “Box” om en kvindelig forfatter, der har svært ved at slippe sin tvillingesøsters død for mange år siden, og samtidig lider af mareridt om at blive levende begravet. De øvrige instruktører var Fruit Chan fra Kina og Chan-wook Park fra Sydkorea.

I 2006 bidrog Miike til den amerikanske tv-serie Masters of Horror med filmen “Imprint“, om journalisten Christopher der leder efter sin japanske kæreste, Komomo, som blev solgt til prostitution, før han kunne gifte sig med hende. Det lykkes ham at finde frem til et sted, hvor hun måske har været, og her tilbringer han natten med kvinden Youki, der fortæller ham historien om, hvad der er hændt Komomo. “Imprint” var den eneste episode i Masters of Horror-serien, som ikke blev vist på tv i USA men kun udsendt på dvd, da Showtime var bekymret over den ekstreme grafiske vold, Miike viser undervejs. Executive producer Mike Garris udtalte efterfølgende om “Imprint”: “amazing, but hard even for me to watch… definitely the most disturbing film I’ve ever seen.”

Nyeste film fra Miikes hånd er “Jûsan-nin no shikaku” (Thirteen Assassins – 2010), en genindspilning af Kaneo Ikegamis film af samme navn fra 1963. “Jûsan-nin no shikaku” blev vist på Venice Film Festival i 2010, og handler om 13 samuraier under ledelse af Shimada Shinzaemon, der sendes ud for at dræbe Lord Naritsugu, som hærger blandt sine undersåtter og nu er gået for vidt. Mark Schilling skriver i The Japan Times: “…there is also a more mature, legacy-conscious Miike present in “Jusannin no Shikaku.” No longer satisfied with just being the coolest kid in the class, he is matching himself against the Golden Age greats of the samurai genre — not only Kudo, but the greatest of all, Akira Kurosawa; especially his 1954 epic “Shichinin no Samurai” (Seven Samurai). This oversize ambition, present in every frame, does not result in a bloated, self-indulgent genre parody like “Sukiyaki Western Django,” Miike’s 2007 Eastern-Western. Instead, he has taken his virtuous-few-against-evil-many story line — a genre perennial — to the outer limits of his formidable talent and energy. There is plenty of high-charged splatter action, with black comic touches, in the familiar Miike style. But in the 50-minute climactic battle, the heroes change from cocky, near-superhuman fighters, wasting opponents with everything from massive explosions to sticks and stones, to wounded, desperate men fighting for their lives against overwhelming numbers, filmed in dark, grainy shades that foreshadow doom. There is a pathos in their struggle that is new to Miike’s work — but often present in the great samurai epics he is trying to equal.

Miike er en meget produktiv instruktør, som i skrivende stund har instrueret over 60 film, hvor af flere har været internationale successer. Miikes film bevæger sig inden for enhver tænkelig genre, men kendes især på deres eksplicitte udpensling af vold og sex, og han kan med rette kaldes “ultravoldens og genreblandingens ukronede konge” (Lars M. Sørensen). Derudover kendetegnes filmene ofte ved, at karaktererne tit søger efter noget konkret, samtidig med at de søger efter en fast identitet eller måske blot nogle rammer, hvor volden og rastløsheden kan afløses af fred. I Miikes filmiske univers er verden fundementalt ude af balance. Den er et sted befolket af afvigere, som kæmper mod nærmest umulige odds for at undslippe det søle, de er havnet i. “Miike tegner et dystert billede af det urbane Japan, idet han kontrasterer storbyens vold, ensomhed og forladthed med en utopisk fremstilling af rurale områder i såvel Japan som andre asiatiske lande. Alligevel møder karakterne næsten altid deres undergang ved nationens yderste kant. Der er således ikke tale om nogen romantisk skildring af naturen og det ikke-urbane rum som nogen farbar udvej.” (Lars M. Sørensen)

Filmkritikere bider mærke i, at der tilsyneladende er en uoverensstemmelse i Miikes kunstneriske udvikling, idet han på en og samme tid udvikler sig både til en mere radikal og samtidig mere mainstream instruktør. Film som “Chakushin ari” (2003) og “Yôkai daisensô” (2005) hører til hans mest kommercielle film, mens film som “Izo” (2004) og “Box” (2004), hans bidrag til “Sam gang yi” er langt sværere tilgængelige og nærmest sigter på arthouse-publikum og fans af “extreme cinema“.

Det er sjældent, at Miike selv skriver sine film. Oftest foretrækker han projekter, hvor både manuskriptet og castet er klart. Alligevel kan man ikke affærdige ham ved at kalde ham en lejesvend, og kritikere har da også anerkendt ham som en auteur, idet hans værker indeholder såvel dybde som stilistisk og tematisk konsistens. Film som “Bijitâ Q” (2001) og “Izo” (2004) har en filosofisk kant under deres voldelige og tabu-ladede ydre. Dette kombineret med hans fantasifulde og ofte voldsomme cinematografi gør hans film genkendelige, uanset hvilken genre han arbejder i.

Udvalgt filmografi:

1991 Toppuu! Minipato tai – Aikyacchi Jankushon
1995 Shinjuku kuroshakai: Chaina mafia sensô (Shin Juku – Triad Society)
1999 Ôdishon (Audition)
2001 Bijitâ Q (Visitor Q)
2001 Koroshiya 1 (Ichi the Killer)
2003 Chakushin ari (One Missed Call)
2004 Izo
2004 Sam gang yi (Three Extremes – heri “Box”)
2005 Yôkai daisensô (The Great Yokai War)
2006 Imprint (Masters of Horror episode)
2007 Tantei monogatari (Detective Story)
2007 Sukiyaki Western Django
2008 Kamisama no pazuru
2009 Yattâman
2010 Jûsan-nin no shikaku
2011  Ichimei
2012  Aku no kyôten
2014  Kamisama no iu tôri

Læs mere:

Kosmorama, 2005, nr. 236
The Japan Times
IMDB

Wikipedia

One missed call

One missed call 2003Af alle filmene i første sæson af Masters of Horror var Takashi Miikes Imprint den eneste, som virkelig nåede ind, hvor det gjorde mig urolig. Derfor kan det godt undre mig lidt, at jeg først har fået set One missed call nu.

En gruppe studerende har en hyggeaften i byen, da pigen Yoko modtager en mærkelig besked på sin mobil. Beskeden er sendt to dage fremme i tiden og er sendt fra hendes egen telefon. De unge slår det hen som et tilfælde, men Yoko dør på det nøjagtige tidspunkt beskeden blev sendt. Så modtager Kenji en tilsvarende besked – og dør – og da Yumis veninde Natsumi også får en besked, sætter Yumi sig for at opklare, hvad der sker. Hun får hjælp af Yamashita, hvis søster også er død. Men har det noget med mobilbeskederne at gøre?

One missed call er blevet genindspillet i 2008 til det amerikanske marked. Uden at have set den, er jeg ret sikker på, at den ikke kan leve op til originalen. Takashi Miike har nemlig lavet en uhyggelig og velkomponeret historie, som måske nok bliver lidt for meget mod slutningen, men alligevel slutter godt, for bedst som man tror, at tingene hænger sådan sammen, laver han et lille twist, og alt er helt anderledes.

Læs også omtalen på Sleazehound.dk

Om One missed call:

Instruktør: Takashi Miike
Udgivelsesår: 2003
Originaltitel: Chakushin ari

Three extremes

Tre af Asiens bedste instruktører har slået sig sammen og lavet denne dvd med hvert deres bud på en kortfilm. Resultatet er blevet godt, og – heldigvis for mine nerver – ikke så væmmeligt, som asiatisk horror nogen gange bliver.

“Dumplings” er første film og er instrueret af Fruit Chan (Kina). Her finder en tidligere skuespillerinde vej til Mei, som laver nogle helt specielle “dumplings” (madret). Disse dumplings giver kvinderne deres ungdommelige udseende igen – men ingredienserne er ikke nogen, du kan købe hos en almindelig slagter.

Film to er “Cut” af Chan-wook Park (Sydkorea). Her kommer en populær filminstruktør hjem og finder sin kone taget som gidsel af en sindssyg mand, der er vildt jaloux over alt det, han ikke har. Instruktøren får valget at slå et uskyldigt barn ihjel for at redde sin kones liv.

Sidste film (og den svageste efter min mening) er “Box” af Takashi Miike (“Imprint”). En kvindelig forfatter har svært ved at slippe sin tvillingesøsters død for mange år siden, og har gentagne mareridt om at blive levende begravet.

Instruktør: Takashi Miike, Fruit Chan og Chan-wook Park
Udgivelsesår: 2005
Originaltitel: Saam gaang yi

Imprint

Puha – tænkte jeg og holdt hænderne for øjnene, da jeg så Takashi Miikes bidrag til Masters of Horror serien. Efter min mening er “Imprint” klart den mest voldelig og væmmelige film i serien, og den blev da heller ikke vist på TV i USA, som de andre film gjorde. Men den er også god og værd at se.

Historien foregår på en ø, hvor alle kvinderne er prostituerede og nærmest holdes fanget af bordelmutteren. Journalisten Christopher ankommer til øen i sin søgen efter sin japanske kæreste, Komomo, som blev solgt, før han kunne gifte sig med hende. Han finder hende ikke, og i stedet tilbringer han natten med kvinden Youki, der fortæller ham historien om Komomo.

Hele set-uppet for historien er fantastisk lavet, og Miike har japanske skuespillere i alle rollerne pånær Billys (som spilles af Billy Drago). Det giver en helt særlig stemning i filmen, og er måske baggrunden for, at torturscenen af Komomo virker så voldsomt, som den gør.

Puha en film!

Instruktør: Takashi Miike
Udgivelsesår: 2006