april 2014
m ti o to f l s
« jun    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘teenagegys’

A Nightmare on Elm Street (2010)

En gruppe unge begynder alle at drømme om den samme skræmmende mand, der har knive som fingre, og som tilsyneladende kan dræbe dem i deres drømme, så de også dør i virkeligheden. Nancy og Quentin sætter sig for at finde ud af, hvem han er, og hvordan de kan stoppe ham, men hvordan dræber man en drømmefigur?

Hvis jeg havde været teenager i dag og så genindspilningen af Wes Cravens ”A Nightmare on Elm Street”, er jeg sikker på, at jeg ville have syntes, det var den fedeste film. Plottet følger i store træk den originale film blot ført up-to-date, og både visual effects og skuespil er ganske ok.

Når jeg alligevel ikke hopper helt så højt i stolen, så er det fordi, at den originale film havde noget helt særligt. Den havde nemlig Robert Englund som Freddy Krueger, og desværre når Jackie Earle Haley ham ikke til sokkeholderne, hverken hvad angår rollen eller makeuppen.

Englund tilførte Freddy-rollen en usædvanlig blanding af ondskab og sort humor, som gjorde, at selvom man var ved at tisse i bukserne over ham, så kunne man alligevel ikke lade være med at grine af hans ordspil og måde at udnytte drømme-elementerne på. Og selvom Jackie Earle Haley gør sit bedste, så har han desværre slet ikke samme gennemslagskraft. Her hjælper en temmelig dårlig makeup heller ikke, for den er lavet, så det er svært for Haley at udtrykke følelser med munden.

Som sagt er filmen trofast mod forlægget, og det betyder f.eks., at flere af drømmesekvenserne er kopier af originalen, bl.a. scenen hvor Nancy forsøger at løbe på trapper, som suger hende fast. I genindspilningen løber hun i en korridor og bliver suget ned af noget tjæreagtig stads. Her må jeg indrømme, at jeg har det sådan, at hvis man ikke kan tilføje noget nyt og fedt til en klassiker, så skal man lade den ligge, og selvom visual effects er ganske godt lavet i den nye film, så synes jeg faktisk ikke, at de er bedre end originalens. Dermed bliver scenerne bare gentagelser, der aldrig kan blive ligeså overraskende, som første gang de blev lavet.

Jeg vil ikke gå så vidt at sige, at 2010-versionen af ”A Nightmare on Elm Street” er dårlig. Jeg er sikker på, at rigtig mange, som ikke har set originalen, vil hygge sig med den. Personligt vil jeg bare hellere se Wes Cravens udgave.

Instruktør: Samuel Bayer
Udgivelsesår: 2010

Besøg den officielle hjemmeside

Den originale serie:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

Halloween II (2009)

Jeg er i virkeligheden ikke særlig god til slasherfilm mere. Sikkert fordi jeg er blevet for gammel, for jeg synes ofte, de er mere kedelige og usandsynlige end uhyggelige og skræmmende. Så jeg skulle nok have fulgt mit instinkt og sprunget “Halloween II” over, som jeg først tænkte efter at have set Rob Zombies genindspilning af John Carpenters klassiker. Jeg må i hvert fald erkende, at jeg synes endnu mindre om denne toer end om første film.

Filmen begynder, hvor første film sluttede. Laurie vakler hen ad vejen efter at have gennemgået usigelige rædsler og dræbt Michael Myers, og her bliver hun samlet op af politiet og bragt på hospitalet. Så springer filmen to år frem i tiden, hvor Laurie stadig lider af mareridt efter begivenhederne. Samtidig er dr. Samuel Loomis aktuel med en ny bog om Michael Myers – USA’s mest berømte seriemorder. Her afslører han hidtil ukendte fakta, og det bringer en masse sind i kog. Det viser sig naturligvis også, at Michael slet ikke er død. Efter to år som bums beslutter han nu (på opfordring af sin døde mor som med jævne mellemrum dukker op i filmen), at det er tid til at gøre jobbet færdig, så han vender tilbage til Haddonfield. Og så går det ellers løs igen …

“Halloween II” er en teknisk flot film. Rob Zombie filmer nærmest dokumentarisk med grovkornede billeder, som han klipper effektivt for chok-effektens skyld. Desuden er han rigtig god til at bruge kamera-vinkler til at underbygge historien og stemningen, ligesom han også bruger lydsiden effektivt. Ind i mellem har han reallyd på, men andre gange høres uafhængig musik under de mange slasher-scener.

Desværre synes jeg ikke, at det tekniske redder en temmelig kedelig affære, som ovenikøbet forlænges af fru Meyers gentagne opdukken i Michaels fantasi. Deborah spilles også denne gang af Sheri Moon Zombie, som jeg var vild med i rollen som Baby i “House of a 1000 Corpses“, men som virkelig er intetsigende her, når hun dukker op i sin hvide kjole med sin hvide hest og taler om at samle familien igen. Det bedste i “Halloween II” er efter min mening Malcolm McDowell, der endnu engang spiller Loomis. Han tilfører filmen lidt effektiv humor, som egentlig ikke passer ind i resten, men som reddede en hel del for mig.

Måske er jeg ikke helt fair overfor filmen, netop fordi jeg generelt ikke er særlig vild med slasherfilm, og den bliver da heller ikke fuldstændig trashet på IMDB, hvor den scorer 4,8 ud af 10. Men for mig var det mere kedeligt end klamt, og jeg tror, at man skal være teenager opsat på en uhygge/sjov nat med vennerne for at få noget ud af den. Men eftersom “Halloween II”s budget lød på 15 mio. $ og den allerede i åbningsweekenden indspillede over 16 mio. $, så kunne man desværre godt forestille sig, at Rob Zombie hopper på Michael Myers igen.  

Instruktør: Rob Zombie
Udgivelsesår: 2009

House of the Dead

Forleden så jeg “Alone in the Dark“, som er instrueret af Uwe Boll, og jeg var ret sikker på, at jeg genkendte det navn. Et tjek på IMDB viste, at han også har instrueret “House of the Dead”, men men men – hvor jeg faktisk følte mig ok underholdt af “Alone in the Dark“, så er “House of the Dead” ringe på stort set alle fronter.

Filmens fortæller er Rudy. Sammen med sine venner er han taget til rave party på en ø, der kaldes La Isla de la Muerte – de dødes ø – af de lokale. Vennerne kommer dog for sent til den officelle bådafgang, så de hyrer en lokal sømand, kaptajn Kirk (ja ja, de laver også jokes om det selv) og hans ualmindelig dorske hjælper Salish, som insisterer så meget på at være sømand, at han går i knaldgult regntøj og hat selv i strålende solskin. Med det lokale politi i hælene (for han er selvfølgelig smugler) sejler Kirk dem til øen og sætter dem af, og så deler historien sig i to spor.

I det ene spor ser vi de unge finde rave-festen forladt. Alle de andre er forsvundet, og selvfølgelig går gruppen ud for at lede efter dem. I det andet spor ser vi den brilliante kaptajn Kirk gemme sit smuglergods på stranden, mens han kommer med den dystre forudsigelse: “Det trækker op til storm” – naturligvis efter at have suttet på sin finger og stukket den i vejret!

Så mens Kirk og Salish går i regnvejr og bliver overfaldet af nogle zombi-agtige væsner, bliver vores unge rave-gæster overfaldet af zombi-agtige væsner i solskin længere inde på øen. Flot at holde så perfekt styr på vejrforholdene! (og det var ironisk ment) Den lokale strisser dukker også op, og resten af filmen er et langt sparke zombirøv indslag, hvor de partyglade piger og drenge forvandles til rene amazoner og ramboer. Det er jo også rigtig troværdigt.

Vi får naturligvis også en forklaring på zombierne. En spansk præst myrdede nemlig hele skibets besætning, blev hængt og overlevede på øen ved hjælp af blodet. Øhhh, det var i hvert fald, hvad jeg fik ud af forklaringen, men måske missede jeg lidt, for jeg faldt simpelthen i søvn og gad ikke spole tilbage efter at have set en af hovedpersonerne få en sabel i hjertet og alligevel rejse sig og smadre the bad guy for good. Men jeg så slutningen, som forsøger at være lidt sofistikeret men egentlig virker ligeså plat som resten af filmen.

Det fornemmes nok ud af min anmeldelse at jeg ikke var særligt begejstret. Jeg synes, manuskriptet var dårligt, historien usammenhængende og skuespillet var mildest talt heller ikke noget at skrive hjem om. Filmen baserer sig på et videospil “The House of the Dead”, og skal vist ses som en prequel hertil. Uwe Boll bruger også klip fra spillene, bl.a. i kampscenerne mod zombierne hvor vi ser heltene slås og så klippes der lige et par sekunders spil ind. Og det er på en måde noget af det bedste i filmen. Godt nok synes jeg, at zombi-kampen er alt alt for lang, men her er trods alt tænkt over detaljerne, og der er flere gode zombi-kill, hvor blodet meget visuelt sprøjter på sjove og anderledes måder.

Alt i alt synes jeg dog, at “House of the Dead” er alt for rodet og dum til at kunne anbefale den.

Instruktør: Uwe Boll
Udgivelsesår: 2003

The Final Destination

Jeg startede først for nylig med at se “Final Destination”-filmene, og må jo indrømme at jeg blev ganske bidt af dem. Selvom 3′eren begyndte at blive lidt blodfattig, var jeg dog fuld af optimisme, da jeg satte mig til at se fjerde film i serien “The Final Destination”. Men denne gang blev jeg oprigtigt skuffet.

Nick og Lori er sammen med vennerne til motorløb, da Nick får et forvarsel om en forfærdelig ulykke. Han får sine venner og enkelte andre fra publikum med ud, og som altid sker ulykken, og døden indhenter nu de overlevende på forskellige måder. Historien er med andre ord bygget op på nøjagtig samme skabelon som de første tre film, og det vil jeg ikke klage over, for det vidste jeg jo godt.

Men der mangler noget her i 4′eren. Hvor jeg de andre gange er blevet blæst omkuld af rædselseffekter i åbningsscenen, så er ulykken på motorbanen slet ikke på højde med de andre film. CGI-effekterne er tydeligvis bare CGI-effekter, så det der plejer at være fantastiske dødsfald er bare dårligt lavede dødsfald. Der er heller ikke samme uhyggelige forventning, når døden lister sig ind på de overlevende denne gang. Hvor de første film trods alle deres sindrige udtænkte fælder, som naturligvis var alt for konstruerede i forhold til virkeligheden, alligevel holdt hjem, synes jeg, at dødsfaldene her i 4′eren er for ulogiske. Fx sætter en af personerne fast i bunden af en swimmingpool og får suget indvoldene ud af røvhullet. Det er selvfølgelig ubehageligt at forestille sig, men tror vi på, at en luftpumpe i en swimmingpool er i stand til det? Nej, vel.

Så “The Final Destination” kommer aldrig op at ringe i det adrenalinpumpende felt, som de første film gjorde, og det er ærgerligt.

Instruktør: David R. Ellis
Udgivelsesår: 2009

Serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

Final Destination 3

Det kan godt være, at Final Destination filmene mere er adrenalin-kick end uhygge, men de er effektive, og selvom tre’eren halter en smule i forhold til de to første, så er her stadigvæk splatter for alle pengene.

Wendy og vennerne er snart færdige med High School, og det bliver fejret med en tur i tivoli, hvor højdepunktet er en djævelsk rutchebane. Før turen starter, får Wendy et syn, hvor turen ender i død og lemlæstelse. Hun går i panik og bliver smidt af vognen med et par andre elever. Men da de står nede på jorden og forsøger at tale hende til ro, ser de rutchebanen forulykke lige for øjnene af dem. Og som i de to første film er man ikke sikker, blot fordi man overlevede turen i rutchebanen. Det betyder blot, at Døden har andre sindrige planer for én

Eftersom filmene alle følger den samme skabelon, er der ingen store overraskelser i plottet. Det man ser frem til er, hvad instruktør og manuskriptforfatter James Wong denne gang har udtænkt af modbydelige ulykker for de overlevende. Og for mit vedkommende tænker jeg mig nok lige om en ekstra gang, inden jeg bruger et solarie igen!

Selvom der ikke er mange overraskelser eller meget gys i “Final Destination 3″, vil jeg såmænd ikke afskrive at se fireren en gang ved lejlighed. Den syge fantasi, som både James Wong og David R. Ellis ligger for dagen, når de skal slå deres personer ihjel, er simpelthen så underholdende, at man bærer over med manglen på plot, og bare lader sig rive med af gode special effects og vellykkede CGI effekter.

Instruktør: James Wong
Udgivelsesår: 2006

Serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

Slumber Party Massacre

Jeg havde ellers set frem til ”Slumber Party Massacre” efter at have hørt den omtalt i “Going to Pieces“, men det endte med at blive en af den slags oplevelser, hvor jeg kort inde i filmen tænkte: Godt den kun varer 74 minutter!

Trishs forældre skal på weekendtur, så hun er alene hjemme, men den venlige nabo har lovet forældrene at holde et vågent øje med hende. Om aftenen kommer nogle veninder, som skal overnatte. Et par fyre fra skolen er også opsat på at være med til festen, så de lurer udenfor vinduet og er heldige at se bare bryster i spandevis. Men Russ Thorn, femdobbelt morder, er undsluppet fra sindssygehospitalet, og han vil tilsyneladende også gerne overnatte hos Trish …

Som nævnt i indledningen var jeg ikke voldsomt imponeret over “Slumber Party Massacre”. Symbolsproget er overtydeligt, som når Trish smider sine dukker ud i starten af filmen (nu er hun voksen og dermed et seksuelt væsen og åben overfor angreb fra galningen), eller scenen hvor Russ Thorn står oprejst over Jackie med spredte ben og en kæmpeboremaskine ses imellem hans ben klar til at støde igennem Jackie (kan vi sige penis), eller da Thorn til sidst får skåret det yderste af sit bor af, da det endelig lykkes en af pigerne at mande sig op til modangreb (kasteration). Dette overdrevne symbolsprog gør ikke noget godt for filmen, men virker bare irriterende.

Personerne bliver aldrig nogen, jeg gider at bekymre mig om, og selvom der sker et mord næsten hvert femte minut, bliver historien alligevel kedelig, for plottet er så usandsynligt, at det ikke engang kan glide ned i en slasherfilm. I hvert fald ikke hos mig denne gang. Og så lader jeg mig irritere over manglende kontinuitet filmen igennem. Fx står de to fyre udenfor et åbent vindue og kan tydelig høre pigernes snak, mens de glor ind på brysterne og kommenterer dem højlydt – men lyden går åbenbart kun udad! Eller når Thorn falder i swimmingpoolen for minuttet efter at være fuldstændig tør. Eller når der gøres meget ud af at vises, hvordan man kan gå ind i garagen fra huset af, for kort efter at se at pigerne går ud af huset for at skifte en sikring i – garagen. Altså!!!

Jeg har læst, at “Slumber Party Massacre” oprindeligt var ment som feministisk parodi på slasherfilm, men at man undervejs i processen med at lave den, opgav dette af frygt for at den ikke ville sælge. Desværre lykkedes det efter min mening ikke særligt godt at transformere den om til en “rigtig” slasherfilm, for flere af de “morsomme” scener er stadig i filmen, nu virker de blot som tonstunge klichéer og ikke som parodi.  Det betyder, at “Slumber Party Massacra” bliver en klichéfyldt omgang bare bryster indesmurt i blod. 

Trods min dårlige oplevelse af filmen er der alligevel kommet tre efterfølgere: “Slumber Party Massacre 2″, “Slumber Party Massacre 3″ og “Cheerleader Massacre”, så måske er jeg bare en gammel gnavpot, der ikke fatter en meter.

Instruktør: Amy Holden Jones
Udgivelsesår: 1982

Black Christmas

Julen står for døren i byen Bedford, og i Pi Kappa Sig kollegiet holder pigerne julefest. Clare skal hjem til sine forældre i julen, men da hendes far næste dag kommer for at hente hende, dukker hun ikke op. Og ingen af pigerne har set hende efter festen, hvor hun gik op for at pakke færdig. Samtidig begynder en stønner at ringe til huset. Det starter med en masse pusten og stønne og frække ord, men slutter med ordene “Im going to kill you“. Pigerne bliver bange og politiet involveres. Men en for en forsvinder husets beboere, uden at de andre opdager det, før til sidst hvor Jessica er alene i huset med morderen.

“Black Christmas” er fra 1974, så set med nutidens øjne er der naturligvis ting, som ikke bliver ved med at virke lige uhyggeligt. Det opvejer kameraføringen dog til fulde, idet filmen er fyldt med uventede kameravinkler og creepy scener fra morderens synsvinkel. Bl.a. får scenen hvor vi ser Clare sidde kvalt i en gyngestol foran vinduet, mens verden udenfor fortsætter uden at ænse hende, det til at krybe i mig, og også startscenen hvor vi ser morderens ankomst til huset gennem kameraets øje, fungerer stadig 100 %. I det hele taget er morderen (som er uset gennem hele filmen) en virkelig ubehagelig type, og sorority huset bliver en klaustrofobisk dødsfælde forklædt i hyggeligt juletilbehør, med en morder som lurer uset lige over hovedet på sine ofre.

Ifølge Wikipedia er filmen baseret på en virkelig seriemorder, som hærgede Montreal omkring juletid. “Black Christmas” er filmet i Canada, og da den skulle udkomme i USA, frygtede Warner Bros., at publikum ville tro, at det var en blaxploitation film, så man ændrede titlen til “Silent Night, Evil Night”. Filmen gik dog dårligt, indtil titlen blev ændret tilbage til den originale.

Mange mener, at “Black Christmas” er den allerførste slasherfilm, og at “Halloween” læner sig op af denne. Det er i hvert fald sikkert, at nogle af de tricks, John Carpenter bruger i “Halloween”, også bruges her i “Black Christmas”, såsom den subjektive kameraføring der følger morderens synsfelt; den ansigtsløse morder; valget af en traditionel helligdag som setup osv. Som Classic.Horror skriver: ” Clark weaves a holiday setting, point of view shots, the ambiguous character of a sexually deranged stalker, elements of the final girl theory, and the creepy “crank-caller in the house” motif into a splendid tapestry of horror.” Samme side skriver også, at Clark påstår, at han gav John Carpenter idéen til “Halloween”, som en sequel til “Black Christmas”. Det har jeg så aldrig hørt før, og tror heller ikke rigtig på at det er sandt.

Under alle omstændigheder må jeg i hvert fald sige, at “Black Christmas” er en vældig effektiv film, som trods sine år på bagen stadig virker stærkt forstyrrende, når man ser den.

I 2006 lavede Glen Morgan en genindspilning af den, som giver en forklaring på, hvem Billy er. Jeg må dog indrømme, at selvom jeg følte mig vældig godt underholdt, da jeg så Glen Morgans version, så kan jeg nu bedre lide originalens uforklarede morder. Den uforløste slutning er nemlig langt mere uhyggelig.

Instruktør: Bob Clark
Udgivelsesår: 1974
Andre titler: “Silent Night, Evil Night”, “Stranger in the House” (tv)

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Final Destination 2

Da Roger Ebert anmeldte den første “Final Destination” sluttede han af med ordene: “I foresee poor Alex making new friends and then envisioning their deaths as they embark on ocean liners, trains, buses and dirigibles.” Og han tog ikke fejl – i hvert fald ikke ret meget.

Der er gået et år siden Flight 180 eksploderede og alle ombordværende døde. Kun 7 overlevede fordi de steg af flyet umiddelbart inden take-off. Der er også gået ca. et år siden Kimberly mistede sin mor. Nu er hun på vej på weekend med sine venner, men undervejs i bilen får hun et forfærdeligt syn af en voldsom ulykke på motorvejen, hvor hun og vennerne dør. Da hun kommer til sig selv, parkerer hun resolut bilen på tværs af motorvejstilkørslen, og spærrer dermed for de øvrige biler, der ville blive indblandet i ulykken. Og ganske rigtig – mens de holder stille, og en betjent forsøger at få hende til at flytte bilen – bryder helvede løs på motorvejen foran dem.

Men – som i den første film – har døden ikke tænkt sig at slippe sine ofre så let, og igen må de overlevende forsøge at forudse dødens næste træk for at undslippe den. Denne gang har de fordelen af, at der stadig lever én efter flight 180 ulykken, som måske kan hjælpe dem igennem.

“Final Destination 2″ er ikke revolutionerende nytænkning. Her bygger man videre på det tidligere koncept, som viste sig succesfuld, og i stedet for at fintænke plot og karakterer, optimerer man dødsscenerne og CGI-effekterne. Det er stadig effektiv, og jeg var igen glimrende underholdt. Her er ikke indlagt lange tænkepauser, i stedet for føres vi fra dødsfald til dødsfald, og skal ikke tænke for meget over filmens sammenhæng. Med andre ord er det mest tomme adrenalinpumpende kalorier – hurtigt set, hurtigt glemt – men underholdende undervejs.

I ekstra-materialerne kan ses hvordan flere af dødsscenerne er lavet, og det er faktisk vældigt interessant, ligesom der er en lille film om en hjerneforsker, som lader tre unge se filmen, mens hun aflæser deres stress-reaktioner. Her var det tydeligt at se en kønsforskel, og det var da også meget sjovt, selvom det statistiske grundlag er for småt til at kunne bruges til noget som helst.

Instruktør: David R. Ellis
Udgivelsesår: 2003

Serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

Final Destination

Det værste flystyrt, jeg har set på film, var det Tom Hanks oplevede i “Cast Away” fra 2000. “Final Destination” bevæger sig dog deropad.

En high school klasse skal på studietur til Paris, men kort før start, drømmer Alex, at flyet styrter ned, og da han vågner, går han i panik og kommer i slagsmål med Carter. Tumulten betyder, at 7 står af flyet – som kort efter starten eksploderer, akkurat som Alex havde forudset. Alle ombordværende dør.

Men Alex redning af de 7 får folk til at se skævt til ham. FBI mistænker ham oven i købet for at have noget med styrtet at gøre, og da de 7 efterfølgende dør en efter en, bliver situationen kun værre. For Alex har opdaget, hvad der ligger bag. Døden har en plan, og nu prøver den at indhente de 7 liv, den blev snydt for – og kun Alex kan sætte en stopper for det.

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville synes om “Final Destination”, men et langt stykke hen ad vejen er den faktisk ganske underholdende. Den første del af filmen, hvor Alex forudser hvad der sker, er godt skruet sammen, og bortset fra at jeg har svært ved at forstå de øvrige overlevendes reaktioner overfor Alex, så virker det i historien. Herefter begynder de overlevende så at dø en efter en, og også det fungerer for det meste. Især er jeg overrasket over, hvor skræmmende et ganske almindeligt hus er, når man ved, at døden lurer lige om hjørnet. Pludselig kan alt jo bruges til at slå dig ihjel med! Stemningen underbygges samtidig utrolig godt af underlægningsmusikken, der især i scenerne hvor vi ved, at døden er på vej men ikke hvordan, leverer varen så hårene rejser sig på armene.

Filmen kammer dog over, er da Alex afslører dødens plan og begynder at modarbejde den. Alex og Clear bryder ind hos bedemanden for at se Tod en sidste gang, og her møder de en mærkelig skikkelse, der fortæller dem om døden og dødens plan. Det forklares ikke, hvem skikkelsen er, men han spilles af Tony Todd (Candyman, 1992), så jeg tvivler på, at han bare er den lokale bedemand. Men hvis han er døden, så forstår jeg ikke, hvorfor han fortæller så meget til Alex?

Så der bliver noget forvirring i den sidste del af filmen, og selvom der stadig er gode scener, som da Clear med nød og næppe undslipper, så bliver den til tider nærmest ufrivillig komisk, og der mangler en sammenhængende forklaring på begivenhederne.

I ekstra-materialerne fortæller James Wong, at man brugte test-screaning for at tjekke filmen før markedsføringen. Det viste sig, at den oprindelige slutning (SPOILER) hvor Alex dør, Clear føder en baby og Carter overlever, slet ikke var hvad publikum ønskede. Så man ændrede slutningen til en langt mere actionfyldt slutning, og det bragte filmen mere i overensstemmelse med publikums smag – men er måske med til at gøre den mindre sammenhængende? I hvert fald viser det klart, at “Final Destination” ikke er den type film, hvor instruktøren har en vision, som holder det hele sammen, men at det er cool cash og profit-tænkning, der driver filmens plot.

Og der er ikke meget tvivl om, at “Final Destination” hovedsageligt er rettet mod det unge publikum, som sagde yes til chokeffekter og nej til for mange filosofiske overvejelser. Satsningen lykkedes med et billetsalg på over 53 millioner $ alene i USA (filmens budget var på 23 millioner $). Men selvom jeg ikke lige rammer plet i filmens målgruppe (og synes det er lidt plat at lade test-screaninger fylde så meget), så var jeg dog godt underholdt i de fleste af ”Final Destination”s 98 minutter. 

Som en lille ekstra godbid til horrorfans er de fleste af filmens karakterer i øvrigt opkaldt efter instruktører og stjerner fra de gamle sort/hvide horror film: Alex Browning (efter instruktøren af “Dracula“ fra 1931, Tod Browning); Terry Chaney (efter skuespilleren Lon Chaney fra “The Wolf Man” fra 1941); FBI agent Schreck (efter Max Schreck som spillede grev Orlock i ”Nosferatu, eine Symphonie des Grauens” fra 1922) og Billy Hitchcock (en homage til Alfred Hitchcock). Se flere på IMDB.

Instruktør: James Wong
Udgivelsesår: 2000

Serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

Happy Birthday to me

For et år siden var Virginia involveret i en ulykke, som dræbte hendes mor og næsten slog Virginia ihjel. Nu er hun dog frisk igen og er tilbage i skolen, hvor hun har fundet sin plads i den populæreste klike med kælenavnet Top Ti. Eneste mén er, at Virginia ikke husker selve ulykken, men for at afhjælpe det går hun hos den venlige doktor Faraday.

I kliken er alting som det plejer – indtil Bernadette en aften forsvinder på vej ned til den lokale kro, hvor kliken er samlet. Kort efter forsvinder den franske udviklingsstuderende Etienne, men da der ikke kan findes nogen lig, er politiet ikke voldsomt bekymret. Det er Virginia dog, for hun har mærkelige blackouts og drømme, og kort før et-års dagen for ulykken (som skete på Virginias fødselsdag) begynder hun at huske…

Filmen er fyldt af underholdende slasherscener, og selvom den starter med et ganske almindelig kvæler- og knivdrab, så udvikler morderens metoder sig til brug af både håndvægte og havesakse, alt sammen lavet overbevisende af Thomas R. Burman. J. Lee Thompson virker lidt inspireret af de italienske Giallo-film, idet man i det meste af filmen kun ser et par sorte handsker, når morderen er i aktion.

wikipedia kan  man læse, at pressen oprindeligt troede, at filmholdet lavede flere slutninger for at hemmeligholde twistet til sidst. Det er ikke sandt, idet man slet ikke havde en brugbar slutning før til allersidst. Det forklarer også, hvorfor der ikke er et build-up til den overraskende slutscene. For “Happy Birthday to me” har det, jeg betegner som en snydeslutning. En slutning som man ikke har nogen chance for at gætte, fordi instruktøren pludselig sætter helt ny viden i spil.

Men bortset fra det (og slutningen er ok trods snyderiet) så er “Happy Birthday to me” en rigtig underholdende slasherfilm. Melissa Sue Anderson, som spiller Virginia, er mest kendt fra rollen som Mary Ingalls fra tv-serien “Det lille hus på prærien”, der befinder sig i en noget anden genre, men hun gør det godt, og det er helt befriende at høre hende bande og være en normal ung kvinde. Jeg følte mig velunderholdte, og bortset fra tøjet tænkte jeg ikke over, at filmen var næsten 30 år gammel.

Instruktør: J. Lee Thompson
Udgivelsesår: 1981