Indlæg tagget med ‘tegneserie’

Green Manor 2: Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Ulempen ved at dø er andet bind i Fabien Vehlmann og Denis Bodarts serie Green Manor. Jeg fik aldrig skrevet om første bind, og det er en fejl. For her er tale om en utrolig underholdende og stemningsfuld krimi-serie fra Victoriatidens London.

I Snigmordere og Gentlemen blev vi introduceret til klubben Green Manor, en eksklusiv gentlemens klub, hvor medlemmerne elsker at fortælle hinanden de værste historier om mord og andre forbrydelser – og måske er det ikke bare historier! Fortælleren er den tidligere tjener, Thomas Below, som nu sidder indespærret på et psykiatrisk hospital og beretter om de historier, han hørte i klubben til doktor Thorne, 20 år efter.

I bind to Om ulempen ved at dø er Below stukket af fra hospitalet. Politiet har omringet et hus på Leuker Street, hvor han er gået ind, men sender først doktor Thorne ind for at tale ham ud. Below tror, at han skal gøre klar til at åbne klubben for Green Manors medlemmer, og mens han pusler med det, fortæller han doktor Thorne fem nye historier.

Denne gang handler historierne om et spyd, hvis ejer vil kunne erobre hele verden, men i stedet er det altid endt med en voldelig død. Om en dommer som opdager, at en dødsdømt er uskyldig og må prøve at redde ham. Om en rigmand der forsøger at korrumpere en godmodig tjener. Om et slægtsopgør og om et mord i et lukket lokale.

Jeg elsker den slags små detektiv-historier, som giver mindelser til Sherlock Holmes, men med et lille drys humor. Vi præsenteres godt nok for både dekadence, arrogance, grådighed, kynisme og overklassens afstumpede moral, men historierne fortælles med en tryghed om, at de onde nok skal få deres bekomst, og det er altså helt rart ind i mellem.

Tegnestilen passer perfekt til disse små venlige mordgåder, idet her nok leges med farvespillet for at skabe en dyster stemning, men samtidig er personerne tegnet i bløde former og uden grufulde detaljer.

Der er med andre ord ikke rigtigt noget dårligt at sige om Om ulempen ved at dø, så holder du af gode tegneserier, er Green Manor-serien et godt bud.

Om Green Manor 2: Om ulempen ved at dø:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Zoom, 48 sider
Tegner: Denis Bodart
Forfatter: Fabien Vehlmann
Originaltitel: De l’inconvénient d’être mort
Oversætter: Michael Gabelgaard Nielsen

Serien Green Manor:
Snigmordere og Gentlemen; 1
Om ulempen ved at dø; 2
Mordfantasier; 3

Læs også:

Gys og gru af Fredric Brown
Danske gys – kriminalnoveller / red. Harald Mogensen
De glæder med gys: Poe-Klubben skriver / red. Tage la Cour
En hjælpende hånd af Gillian Flynn
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Freakshow af Bruce Jones & Bernie Wrightson
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
En sag for Luckner af Per Sanderhage
Den sidste seance / red. Mogens Toft

Absurd #4

Absurd #4

Forlaget Afkom, der blev startet ud af ren frustration over, at der ikke blev udgivet nok horror-tegneserier og zines i Danmark, har for nyligt udgivet fjerde bind i serien Absurd, en tegneserie-antologi der hver gang indeholder en række små gyserfortællinger af forskellige tegnere. 

Absurd #4 indeholder i alt seks historier. Som det plejer i serien, er bidragene meget forskellige og af svingende kvalitet. Men – også lige som det plejer – sprudler fortælleglæden, og kærligheden til horrorgenren er ikke til at komme udenom.

‘Monstret fra Østerbro’ af Christoffer Mygind Juul indleder zinet, og er en fin lille satire over småborgerlig finkultur.

‘A1’ af Arni Beck Gunnarsson & Hans Martin Poulsen er historien om et nyt fængselsprojekt A.1, hvor de indsatte lever resten af deres liv i luksus – med en enkelt lille hage.

‘Sorte bønner’ af Steven Plato og Martin Schjönning er en af mine favoritter. Her er tale om en western-fortælling om hævn, men ikke en almindelig hævn.

‘Absurd’ af Anders Fjølvar handler om en stakkels tegneserie-entusiast, der kæmper for at sælge sine horrorzines.

‘Huset fra det hinsides’ af Danni Barslund Christensen handler om kæresteparret, der flytter ind i deres nye hus. Men måske er de ikke de eneste, der bor der?

‘Satans brud’ af Martin Leig Andersen er zinets sidste historie. Her bliver en yngre dreng mobbet af en gruppe drenge, men bliver reddet af en pige, som overtaler ham til at gå med ind i et forladt hus for at give ham lidt selvtillid. Det virker dog ikke efter planen.

Hvis du kan lide korte horrorhistorier, og synes det er sjovt at blive introduceret for nye tegnetalenter, så er Absurd-serien et rigtig godt bud. Her får man nemlig begge dele.

Om Absurd #4:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Afkom, 44 sider
Omslag: Anders Fjølvar

Indhold:
Monstret fra Østerbro af Christoffer Mygind Juul
A1 af Arni Beck Gunnarsson & Hans Martin Poulsen
Sorte bønner af Steven Plato & Martin Schjönning
Absurd af Anders Fjølvar
Huset fra det hinsides af Danni Barslund Christensen
Satans brud af Martin Leig Andersen

Læs også:

Absurd #3
Absurd #1
I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi
Kulkælderen #5
Volt #3
Volt #5

Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux

Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux

Den stumme, men vellidte og pålidelige Jacques Ramirez, der arbejder som støvsugerreparatør for firmaet Robotop i Falcon City, har en hemmelighed.

Da Polo, et pensioneret mafiamedlem, møder personligt op på Robotops fabrik sammen med en kammerat for at klage over en blender, ser de tilfældigt Ramirez. De er overbeviste om, at han er manden, der tidligere har forrådt kartellet. Polo giver straks besked til sønnen, Ramon, den mexikanske mafiaboss Hectors højre hånd, og Ramon bliver sendt til Arizona med et elimineringsteam, og med beskeden om at bringe Ramirez tilbage i live.

I mellemtiden er de to unge kvinder Chelsea Tyler og Dakota Smith også nået til Falcon City. De er på flugt fra politiet og har bl.a. mord og bankrøveri på samvittigheden.

Ramirez overlever i første omgang mafiaens overfald, og ender utilsigtet i selskab med Chelsea og Dakota under forsøget på at slippe væk. En vild menneskejagt igennem Arizona tager sin begyndelse. Men har den blide støvsugerreparatør i virkeligheden været lejemorder for mafiaen?

”Gør det af med Ramirez” er en hyldest til 1980’ernes actionfilm. Nicolas Petrimaux har både tegnet og skrevet historien, som han fortæller med et glimt i øjet og sans for detaljen. Inspirationen fra filmens verden ses bl.a. i den visuelle fortællestil, men Petrimaux tager skridtet videre og indlægger reklameblokke for alt lige fra støvsugere og banker til biler og øl undervejs. Fuldstændig som sad man og så en tv-serie på fjernsynet.

Jeg fik samme fornemmelse af kitsch, som når jeg ser Quentin Tarantinos film, og det er ment som en stor ros. ”Gør det af med Ramirez” er med andre ord overraskende, underholdende og fyldt med både action og humor. Jeg er vild med den, og glæder mig allerede til fortsættelsen.

Læs Nummer 9’s mere uddybende anmeldelse HER

Om Gør det af med Ramirez:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Faraos Cigarer, 145 sider
Originaltitel: Il faut flinguer Ramirez
Oversætter: Vigan

Illustration af Nicolas Petrimaux
Illustration af Nicolas Petrimaux

I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi

I ly af mørket - en H.P. Lovecraft tegneserieantologi

Den 10. september søgte Forlaget Afkom støtte via Kickstarter til at få udgivet Danmarks første H.P. Lovecraft tegneserieantologi I ly af mørket. På under et døgn var beløbet samlet ind, og kampagnen endte med at samle så mange penge ind, at det planlagte uindbundne hæfte blev til et lækkert indbundet værk i A4 størrelse.

I ly af mørket indeholder i alt 9 spændende nyfortolkninger af H.P. Lovecraft noveller samt et informativt forord af Thomas Winther.

Det overordnede indtryk af udgivelsen er godt. Martin Zauner står for den stemningsfulde forside, der diskret og underspillet slår tonen af rædsel an. Herefter følger fortællingerne, der er en blanding af kendte og mindre kendte Lovecraft historier. Som det er med antologier, arbejder kunstnerne i forskellige tegnestile, men alle fortælles dog i sort/hvide illustrationer.

Thomas Winther kommer ind på det i sit forord. Lovecraft er kendt for sine ‘ubeskrivelige rædsler’, og hvordan får man lige dem formidlet i et billedmedie som tegneserien? Langt de fleste af historierne i I ly af mørket klarer opgaven overraskende godt, og jeg må sige, at jo flere gange jeg har læst dem, jo bedre bliver de.

Blandt mine favoritter er ‘Rotterne i murene’, som her bliver fortolket af Lauge Eilsøe-Madsen. Den gamle De La Poer vender tilbage til familiens slot, der blev forladt af familien under mystiske omstændigheder i 1600-tallet. Kaptajn Norrys, den nuværende ejer, har forsket lidt i De La Poer slægtens historie, men De La Poer slår de grufulde historier hen som gammel overtro og dumme rygter. Men om natten vågner han fra et mareridt til en skrattende lyd af rotter i væggene.

Lauge Eilsøe-Madsens illustrationer er yderst effektive. Siderne indeholder godt nok fortløbende billedrammer, men de opløser sig flere steder til et samlet kalejdoskopisk billede, der med sine overlap og utallige tableauer bliver en slående illustration af det ubeskrivelige.

Jeg vil også fremhæve ‘Randolph Carters erklæring’ af Mathilde “Matt” Riberholdt Jensen, som er et fremragende eksempel på en historie, hvor et billede siger mere end tusind ord. Carter afhøres af to mænd om begivenhederne, hvor hans gode ven Harley Warren forsvandt. Han forklarer, hvordan Warren tog ham med på en ekspedition til en gammel begravelsesplads. Her lod han Carter blive ved indgangen til et halvvejs forsvundet gravsted, mens han selv gik ned i mørket. Selvom de to mænd havde telefonisk forbindelse, forsvandt Warren pludselig og kom aldrig tilbage.

Hvor Eilsøe-Madsens illustrationer på en måde kan kaldes overdådige, er Riberholdt Jensens illustrationer nærmest minimalistiske. Her er fokus på personerne, og kun enkelte steder tilføjes lidt baggrund. Stilen er realistisk, og rædslen opstår i personernes mimik og beskæringen af billederne. Vi ser således ikke det ubeskrivelige, men ‘kun’ personernes reaktion på det, og det er vanvittigt effektivt.

Jeg kunne have valgt flere andre, men den sidste fortælling jeg vil fremhæve her, er ‘Billedet i huset’ fortolket af Nmaar. En rejsende søger en stormfuld nat ly i et gammelt hus i New England. Umiddelbart virker det tomt, så den rejsende ser nærmere på bøgerne i biblioteket. Her opdager han en bog, der indeholder nogle grusomme illustrationer af kannibalisme. Og pludselig dukker en gammel mand op på trappen.

Nmaars illustrationer er meget mørke og minder om linoleumstryk. Her ligger en del af fortællingens uhygge i, at vi som læsere selv putter alverdens udtryk ind i de sorte felter. Som et ekstra lille kuriosum lader Nmaar den gamle mand tale i dialekt, et ekstra indicium på hvor langt ude på landet (og i mørket) den rejsende befinder sig.

I ly af mørket er en flot udgivelse fyldt med spændende illustrationer. Skal jeg drysse en smule malurt i bægeret, så sidder jeg dog tilbage med en følelse af, at selve korrekturen er gået lidt for hurtigt. Flere steder er der slåfejl eller mangler mellemrum, og det er bare rigtigt ærgerligt, når nu resten er så flot. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale I ly af mørket til både H.P. Lovecraft entusiaster og tegneserie-elskere. Begge grupper vil helt sikkert føle sig godt underholdt.

Om I ly af mørket:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Forlaget Afkom, 100 sider
Omslag: Martin Zauner

Indhold:
Dagon af Sylvest A. Jeppesen
Rotterne i muren af Lauge Eilsøe-Madsen
Udyret i grotten af Christine Reinwald Mansoor
Den frygtelige gamle mand af Anders Fjølvar
Randolph Carters erklæring af Mathilde “Matt” Riberholdt Jensen
Kattene i Ulthar af L.P. Hømkraft
Billedet i huset af NMAAR
Farven fra rummet af Simon Petersen
Pickmans model af Peder Riis

Læs også:

Absurd #3
Okkult mekanik af Emil Brahe & Andreas Hansn
H.P. Lovecraft’s Haunt of Horror af Richard Corben
Made Flesh af Lars Kramhøft & Tom Kristensen
X fra det ydre rum af Lars Kramhøft & Tom Kristensen
Kulkælderen #5
King af A. Silvestri & Christoffer Gertz Bech

Kulkælderen #5

Kulkælderen #5

For ikke så længe siden skrev jeg lidt om Absurd #3 her på Gyseren. Jeg er ret vild med den slags tegneserie-horror-antologier, så da jeg kort efter opdagede, at tegnestue-fællesskabet Kulkælderen var aktuel med Kulkælderen #5, hvor temaet er horror, jamen så var jeg nødt til at fluks at bestille den.

Den fantastiske forside er tegnet af Erlend Hjortland Sandøy, der også har skrevet og tegnet ‘That’s Synergy‘. En på overfladen humoristisk fortælling om en mand der flygter fra en gigantisk skikkelse. Manden finder tilflugt i en hule, men her venter en anden skikkelse. En fortælling om flugt fra livet og virkeligheden ind i en falsk sikkerhed.

The Plovdiv Experiment‘ har ligeledes en humoristisk tone. Bag historien står Søren Glosimodt Mosdal og Jacob Ørsted. Førstnævnte har blandt andet lavet Metrozone, som jeg også kan anbefale. Her i historien køber to journalister ind i et supermarked, hvor der uddeles smagsprøver. Men én for én begynder kunderne at forvandle sig til monstre. Hovedpersonerne i fortællingen er makkerparret Freddy og Fessor, som Mosdal og Ørsted har brugt i tidligere historier.

Sofie Louise Dam står bag den poetiske ‘Goodnight, Honey Bee‘ om pigen Beatrice, der bor i Daydream Manor, og Nightmarie der bor i Nightmare Tree. Jeg blev dybt grebet af billedsiden, der har et snert børnebogs-aura over sig, men i virkeligheden er fuld af skræmmende detaljer.

Også Mari Ahokoivu imponerer med billedsiden i ‘A Good Person‘. De sort/hvide stregtegninger er nærmest skitser med indlagte silhuetter af personerne. Men man skal ikke lade sig snyde, for der gemmer sig detaljer i træernes grene, på de hvide vægge og i husets skygger. En rigtig fin historie om skyld.

Skyld er til dels også temaet i Simon Bukhaves ‘When the Girl Comes Home‘. Tre drenge driller en pige ude i skoven. Det ender tragisk med pigens død, men ingen udover hendes mor sørger. Tyve år senere er der premiere på et nyt teaterstykke i byens forsamlingshus med en slutning som publikum ikke havde forudset. Det er ikke så længe siden, jeg genså filmen Silent Hill, som jeg var vild med, da jeg så den tilbage i 2006. Det var jeg stadig, og Bukhaves fortælling giver mindelser til den.

I ‘Your Pretty Face‘ af Cathrin Peterslund fisker en ung dreng fra en havnemole. Her får han en maske på krogen, og da han trækker den op ad vandet, forelsker han sig i det smukke ansigt. Om natten drømmer han om masken, som beder om at blive returneret til vandet. Drengen kan dog ikke undvære masken og lover at passe på den. Men om natten lister en kat sig ind i hans værelse. Fortællingen har en drømmeagtig stemning, og jeg er ikke sikker på, om jeg helt er klar over, hvem fortælleren er. Det gør dog bare historien endnu mere interessant.

At lege gemmeleg kan være sjovt, men i Zarah Juuls fortælling ‘Hide-and-seek‘ gemmer en pige sig for de andre børn, fordi de griner af hende. Det lykkes dem dog at finde hende, men måske er det ikke kun pigen, der gemmer sig. Zarah Juul har illustreret en del børnebøger, og tegningerne mindede mig lidt om f.eks. Alfons Åberg-historierne. Jeg er fuld af beundring over, hvor meget følelse Zarah Juul får lagt i de naivistiske illustrationer. De gik lige i sjælen på mig, og slutningen vil sidde i mig længe.

Stine Spedsbjerg kender jeg fra Stinestregen, som jeg læser med stor fornøjelse. I ‘Dream‘ har den kvindelige fortæller en mærkelig drøm om sin kæreste. En drøm der forfølger hende ind i virkeligheden.

Jeg er overordnet set imponeret over historierne i Kulkælderen #5, men min favorit er dog ‘Bulwark‘ af Tom Kristensen. Han er ikke bange for at lave lige-på-og-rå horror, og selvom jeg nyder antydningens kunst og de fine nuancer i flere af de andre historier, så kan jeg ikke andet end elske, når dæmonerne bryder igennem til vores side. Oveni så er jeg bare begejstret over Tom Kristensens tegninger, som jeg også har nydt i f.eks. Made Flesh, X fra det ydre rum, Kværnen og Deadboy.

De ni fortællinger i Kulkælderen #5 er meget forskellige, og ikke alle tegnerne har tidligere beskæftiget sig med horrorgenren. Alligevel er kvaliteten gennemgående høj, og billedsiden fascinerer hele vejen igennem trods de meget forskellige stilarter.

Jeg synes, det er så utroligt fedt, at der kommer mere fokus på dansk horror, både i bogform, tegneserier og film. Så stor tak til alle de kunstnere der bidrager til min yndlingsgenre, og i dette tilfælde til tegnestuen Kulkælderen, der med Kulkælderen #5 serverer ni små illustrerede mareridt.

Om Kulkælderen #5:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Kulkælderen/Fahrenheit, 147 sider
Omslag: Erlend Hjortland Sandøy

Indhold:
A good person af Mari Ahokoivu
When the girl comes home af Simon Bukhave
That’s synergy af Erlend Hjortland Sandøy
The Plovdiv experiment af Søren Glosimodt Mosdal & Jacob Ørsted
Your pretty face af Cathrin Peterslund
Hide-and-seek af Zarah Juul
Goodnight, honey bee af Sofie Louise Dam
Bulwark af Tom Kristensen
Dream af Stine Spedsbjerg

Læs også:

Absurd #3
Creepy presents: Bernie Wrightson
Skræk
Volt #5

Usete steder af Karoline Stjernfelt

Usete steder & andre historier af Karoline Stjernfelt

Karoline Stjernfelts Usete steder er endnu en udgivelse, der fortjener opmærksomhed, men som jeg ikke når at få skrevet en omtale af.

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Stjernfelts debut, den historiske tegneserie I morgen bliver bedre: Kongen fra 2015, som er første bind i en trilogi.

Usete steder er derimod små eftertænksomme noveller. Nogen i farver, nogen i sort/hvid, men alle er de interessante at dykke ned i.

Anmelderne skriver:

Cobolt har samlet syv af Karoline Stjernfelts korte historier i ‘Usete steder’. De har alle været trykt diverse steder tidligere og er lavet i årene 2015-18. Derfor er der ikke et fælles tema eller et fælles udtryk i historierne. Stjernfelt fortæller selv i det interessante forord, der forsvarer tegneserien i alle dens afskygninger, at ‘Usete steder’ er ”mit kærlighedsbrev til tegneserien”. De syv historier demonstrerer i hvert fald også, at Stjernfelt har et talent ud over det sædvanlige, når man på den måde får lejlighed til at følge hendes udvikling. (Nummer 9, 23.04.2020)

[…] Mest fascinerende er den brillant eksekverede mini-fantasyfortælling ‘Mumien’, hvor inspirationen fra den mere vidtløftige franske sci-fi-tegneserietradition bliver holdt elegant op i lyset. Lige så tegneteknisk ambitiøst forløst er Karoline Stjernfelts forsøg på at ride om kap med Valdemar Atterdag og ‘Sjølunds fagre sletter’ i den karske drømmeluft over Gurre. Efter at have siddet og gloet lidt på disse forbløffende sider når jeg frem til den konklusion, at der vist ikke er meget, Karoline Stjernfelt ikke vil kunne bemestre med sin pen og sit grafiske overblik. (Politiken, 2019-11-22)

Forlagets beskrivelse:

Usete steder er syv skæbnefortællinger fra Karoline Stjernfelt.

En konge undsiger Gud og Himmerige, hvis blot han må beholde sit Gurre. En fuglefotograf sværger, at hun aldrig rørte den sælunge på stranden som barn. En krig forpurrer en spirende kemikers drømme og sender hendes liv i en helt anden retning. Et øde beliggende hus i en svensk skov og den største planet i solsystemet, Jupiter, har noget tilfælles. En blod-ed forsegler en hemmelighedsfuld handel mellem to gamle bekendte, og en mumie kan vende hjem.

Alle møder de skæbnen i den ene eller den anden form. Og skæbnen har følger … dens veje er uransagelige.

Om Usete steder & andre historier:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Cobolt, 76 sider
Omslag og illustrationer: Karoline Stjernfelt

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Vand til blod af Morten Dürr
Overløber – Kijara 1 af Tatiana Goldberg
Mørket venter af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Gigant af Rune Ryberg
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

Frankenstine af Lars Kramhøft

Frankenstine af Lars Kramhøft og Jam Aden

Lars Kramhøft er en interessant forfatter, og jeg har efterhånden læst en del af hans bøger. Blandt andet har han flere gange samarbejdet med tegneren Tom Kristensen, ikke mindst i den prisvindende tegneserie Fordærvet. Men Kramhøft tegner også selv. Senest i den delvist autofiktive Noget frygteligt er altid lige ved at ske.

I Frankenstine leverer Lars Kramhøft historien, mens Jam Aden står for illustrationerne. Resultatet er en fin fortælling om køn, identitet og venskab iblandet både gys og grin.

Bagerst er indsat en faktaboks om køn samt en hurtig guide til kønsneutrale pronominer.

Opfyldt af sorg over sin hustru og datters død i et flystyrt skaber kirurgen, dr. Haraways, en skabning som skal udfylde tomrummet. Men Stine kan ikke erstatte Haraways familie, og en dag begår han selvmord.

Nu er Stine alene i en verden med ukendte spilleregler. Tilsyneladende er det meget vigtig, om man er en han eller en hun, men Stine bliver heldigvis venner med Vicky, som er mere interesseret i, hvordan Stine er, end hvad hen er.

Andre er dog ikke så fordomsfri. Caroline er misundelig over, at hendes kæreste taler så godt med Stine, at hun beslutter sig for at tilkalde mørkets magter og på den led slippe af med Stine. Det går dog ikke helt efter planen.

Anmelderne skriver:

Lars kramhøfts velfungerende historie sætter – uden at pege spidse fingre – fokus på kønsidentitet. Først og fremmest. Men også venskab og trolddom! Det hele blandes til en velfungerende tegneserie, der genbruger et klassisk litterært tema til at fortælle en hel ny historie. (Tid til tegneserier 29.05.2020)

‘Frankenstine’ er en meget anderledes og smuk graphic novel, hvis hovedtematikker er venskab, køn og magi. Historien i sin helhed ligner ikke noget, jeg har set før, og det er ret befriende. Mørkt og humoristisk, overvældende og alligevel ret simpelt. En historie med mange forskellige spor og mange sære væsner. Nogle af dem forklædt som mennesker. (Litteratursiden 05.05.2020)

Det er et flot værk som er dystert, fangende, interessant og yderst smukt samtidig. Det er grelt og fantastisk og den eneste grund til at jeg ikke giver værket topkarakter, er at jeg personligt ikke havde behov for at der skulle være alle de uhyrer, dæmoner og lignende med. Men det til side så er det virkelig en spændende indgangsvinkel til en anden måde at forstå hvad det vil sige at være ciskønnet, non-binær og så videre. For det er jo et emne der fylder meget hos mange i dag og som det er blevet mere almindeligt at tale om – heldigvis. (Bogrummet 05.04.2020)

Der findes tegneserier, som jeg virkelig ville ønske var bedre. Og Jam Aden og Lars Kramhøfts ‘Frankenstine’ er én af dem. For dens emne er vigtigt, og grundidéen om et ordspillende queer-feministisk remix af ‘Frankenstein’ er egentlig ret oplagt […] På trods af åbenlyse mangler kan man håbe, at en bog som ‘Frankenstine’ kan være værdifuld læsning for unge mennesker, der ikke føler sig inkluderet af den herskende heteronormative kønsforståelse – og, nok så vigtigt, også for dem (os), der er repræsenteret vidt og bredt, og som automatisk og uden forsæt tænker køn og seksualitet, som de altid har gjort og kender fra sig selv. Man kan i hvert fald håbe, at Jam Aden og Lars Kramhøft kan være med til at nuancere en debat, der for det meste foregår som binær skyttegravskrig. (Politiken, 2020-03-31)

Om Frankenstine:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Cobolt, 83 sider
Forside og illustrationer: Jam Aden

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Alena af Kim W. Andersson
Vand til blod af Morten Dürr
Håbet er som en muskelhund af Nanna Gyldenkærne
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Onde piger af Alex Marwood
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Thornhill af Pam Smy
Zam af Jesper Wung-Sung

Absurd #3

Absurd #3

Forlaget Afkom blev grundlagt i 2019 ud fra et ønske om at udgive danske horror tegneserier og zines. Det første rene horror hæfte Absurd #1 udkom i september 2019. Siden er det gået slag i slag med en række spændende udgivelser, som f.eks. Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen, Lasernonnen af Peder Riis og Absurd #2.

Her i oktober udkom så Absurd #3. Denne gang i en lækker hardback som et projekt via kickstarter med dobbelt så mange sider, som de første to Absurd hæfter. Og det klæder udgivelsen at udkomme som hardback.

I alt ti historier er der blevet plads til tegnet og fortalt af en blanding af nye og kendte navne. Alle historierne tilhører horrorgenren, men tegnestile og emner er vidt forskellige. Nogen vil måske mene, at det gør hæftet uhomogent, og det kan der selvfølgelig være noget om. Men netop historiernes diversitet viser mangfoldigheden i genren, samtidig med at hæftet præsenterer forskellige upcoming danske tegnere, og det synes jeg er fedt.

Ikke alle historierne i Absurd #3 har en lige original idé. Men alle udstråler entusiasme og fortælleglæde, og flere er både overraskende og yderst velfortalte.

‘Rædslernes tempel’ er tegnet og fortalt af Anders Fjølvar. To punkere finder et tempel i junglen, som indeholder en artefakt, de leder efter. Desværre bliver de opdaget af templets indbyggere, som ikke har spor imod at spise punker til middag. En sjov lille sag med en overraskende, men lidt brat slutning.

‘Ravnens løfte’ er tegnet og fortalt af Bjarke Johansen, som imponerede mig med historien ‘Jagt’ i Absurd #1. Denne gang er en dreng væltet på cykel i skoven. I skyggerne tilbyder en stemme ham hjælp, så han ikke skal blive i skoven, når natten falder på. Jeg er meget betaget af Bjarke Johansens tegninger, der leger med brugen af skiftevis hvid og sort baggrund, og detaljerede tegninger mod helt enkle stregskitser. Samtidig er historien nærmest hjerteskærende midt i gruen, og jeg glæder mig til at se mere fra Bjarke Johansens hånd.

‘Ønsket’ er tegnet og fortalt af Matias Gedtek, der stod bag historien ‘Gæsten’ i Absurd #1 og ‘Sengetid’ i Absurd 2#, som ‘Ønsket’ trækker tråde tilbage til. Fire venner tager på weekend i en hytte. Om natten drømmer de alle den samme drøm, hvor deres inderste ønske går i opfyldelse. Men alt kommer med en pris.

‘Fangst’ er tegnet og fortalt af Max Wilmer. En mand har i 21 dage været fanget på en tømmerflåde på det endeløse hav. Sulten er ved at gøre ham vanvittig, og da alt går galt, hidkalder han Herren i håbet om at få en fisk. ‘Fangst’ er en historie, der overraskede mig. Starten er dyster, både i ord og tegning, men så ændrer stemningen sig mod det mere absurd humoristiske, for at slutte med et overraskende twist.

‘Mordermanden’ er tegnet og fortalt af Bjarke Friis Kristensen. En mand bliver af sin dæmoniske gud befalet at halshugge sine ofre, før han selv kan blive befriet. Billedsiden er nærmest ikonisk tegnet, uden baggrunde eller forsøg på realisme, og resultatet er ganske effektivt.

‘Rødder’ er tegnet og fortalt af Lauge Eilsøe-Madsen, hvis historie ‘Dybet’ fra Absurd 1# også kan anbefales. En landsby samler altid alle, når der er vraggods at finde på stranden. Men en dag er stranden fyldt af noget ukendt. Kun gamle Johannes tror på, at det er noget værd, så han samler alt sammen og tager det med hjem. Måske skulle han ikke have gjort det? Historiens billedside indeholder nogle ret mindeværdige paneler, og jeg fik mindelser til H.P. Lovecrafts novelle ‘Farven fra rummet‘ samt ‘Det kom fra en anden verden‘ af John W. Campbell under læsningen.

‘Sort nadver’ er tegnet og fortalt af Nmaar, og er ekstrem visuel. På et kloster i Oxford i 1517 bliver en nonne forført af dæmonen Ata’Zuul. Herefter fanges klostrets øvrige beboere med ind i et orgie af sex, vold og død. En fortløbende stemme beretter historien, der er opbygget af en række helsides billeder med ganske få linjer tekst i en middelalderfont. Hvert billede er fyldt med grusomme og seksuelle detaljer, som uddyber den korte, nærmest objektive tekst på mareridtsagtig vis. Det er bestemt ikke en historie for mindreårige, men for dælen hvor er den stærk.

‘Turen’ er tegnet og fortalt af Nicolai Hvidberg Jørgensen. Debbie Harry bliver tilbudt et lift, men turen udvikler sig. Historien har en humoristisk tone, og jeg kan ret godt lide billedsiden. Især Debbie er skønt tegnet. Efter en god opbygning ender det hele dog ret brat, og det er lidt en skam.

‘Maggot Head’ er tegnet og fortalt af Peder Riis, som bl.a. har lavet Skyggearken sammen med Michael Lindal. Der er gået fem år siden zombieudbruddet, der kostede ca. 10% af befolkningen livet. Ude i skoven lister en far, der har sin søn med på jagt, sig ind på deres bytte. Alle zombier må elimineres. Jeg er vild med Peder Riis’ historie, der giver et nyt spin på zombiefortællingen. Tegnestilen har en humoristisk tone med sin brug af onomatopoietika (lydord) og vilde action-sekvenser. Men slutningen giver læseren stof til eftertanke, og gav mig mindelser til Jeg er den sidste af Richard Matheson.

‘Guldgrise’ er skrevet og tegnet af Arni Beck Gunnarsson & Bjørk Matias Friis. Sidstnævnte har bl.a. udgivet den underholdende tegneserie Midgårdsskrøner, hvor der indtil videre er udkommet tre bind. Her handler det dog om et par veganske aktivister, der bryder ind på en grisefarm for at befri grisene. Her venter dem dog en overraskelse. En herlig historie med et underholdende plot og en stemningsfuld billedside.

Jeg er meget begejstret for Forlaget Afkoms koncept med temabaserede antologi-tegneserier, hvor læseren bliver inviteret på en rundtur blandt nye og etablerede tegneserie-talenter med hvert deres take på horrorgenren. Absurd #3 lever helt op til forventningerne, og jeg var endnu en gang rigtig godt underholdt.

Om Absurd #3:

Udgivelsesår: Oktober 2020
Forlag: Afkom, 88 sider
Forside: Anders Fjølvar

Indhold:

Rædslernes tempel af Anders Fjølvar
Ravnens løfte af Bjarke Johansen
Ønsket af Matias Gedtek
Fangst af Max Wilmer
Mordermanden af Bjarke Friis Kristensen
Rødder af Lauge Eilsøe-Madsen
Sort nadver af Nmaar
Turen af Nicolai Hvidberg Jørgensen
Maggot Head af Peder Riis
Guldgrise af Arni Beck Gunnarsson & Bjørk Matias Friis

Repulsive Attraction af Patrick Steptoe

Repulsive Attraction af Patrick Steptoe

Jeg får desværre ikke skrevet så mange bogomtaler for tiden, men der udkommer jo stadigvæk masser af anbefalelsesværdige titler. Så jeg har besluttet mig for at lave nogle kortere præsentationer på titler, der fortjener opmærksomhed, men som jeg ikke når at lave en omtale på.

Opmærksomhed fortjener Repulsive Attraction af Patrick Steptoe, der er udgivet på forlaget Baggårdsbaroner. Som altid med værker fra Baggårdsbaronerne er der kræset for det visuelle, lige fra den blåligt farvede papirkant til den smukt illustrerede inderflap og det lækre, tykke papir.

Anmelderne skriver:

Repulsive Attraction’ er danske Steptoes tegneseriedebut, en samling billedfortællinger uden dialog om en civilisation i forfald. De fleste er enkeltstående små stikpiller som den om rigmanden, der smider en plastflaske i havet fra sin sportsvogn. Flasken bliver slugt af en fisk, fisken serveres for manden, manden kløjes og dør. »The End«, som det lakoniske punktum lyder for hver lille fortælling […] Fra en overfladisk betragtning taler ‘Repulsive Attraction’ komediens sprog. Formerne er runde, figurerne karikerede, farverne hidsige. Fortællingerne afsluttes med grovkornede punchlines, der ligner noget, vi bør grine ad. Men det er ikke hjertelig latter og klask på lårene, samlingens tegneserier kalder på. Snarere det tørre, kyniske »ha!« […] Det er en sjældent helstøbt og aldeles kompromisløs debut. Steptoes tegneserier er elegant konstruerede og visuelt virtuose, men også dogmatiske. (Weekendavisen, 2020-04-17)

‘Repulsive Attraction’, den tredje solide tegneserieudgivelse fra spradebasseforlaget Baggaardsbaroner, er et spraglet og spruttende katalog over alt, hvad der er galt i verden. Død og ødelæggelse, krig og nød, glubsk forbrugerisme, amok-og anløben kapitalisme, grasserende imperialisme og mellemfolkelig menneskehad stråler fra siderne i muntert muterende farver fra giftgrøn over kaustisk cyan til hidsig pink, så øjeæblerne får et syrebad, og svovllugten svider i næseborene […] Patrick Steptoes streg er lækker og helt umiddelbart appellerende – et sted mellem børnebog og reklametegning – med et internationalt og, ironisk nok, kommercielt præg. Både håndværk og talent er på plads, og de flot designede sider myldrer med groteske detaljer, de bedste af dem springer ligefrem i øjnene på læseren. (Politiken, 2020-04-29)

Patrick Steptoe har helt sin egen stil, som er enormt farverig, syret og levende. Tegningerne er på en eller anden måde både utroligt flotte og grimme, og de indeholder ofte både det hæslige og klamme og næsten decideret nuttede elementer samtidig. […] Tegningerne er næsten overvældende og kræver, at læseren koncentrerer sig for at undgå at drukne i overfloden af fantasi og associationer. […] I vores kapitalistiske tid kan man få næsten lige, hvad man vil have, hvis bare man er villig til at betale prisen – men prisen kan ende med at være sjælen, og forbrugerismen og ressourceforbruget baner muligvis vejen for menneskehedens undergang. Budskabet er ikke nyt, men når Steptoe siger farvel med den velkendte afskedsreplik: ”That’s all folks!”, præsenteret på en dunk benzin med vores planet jorden i baggrunden, burde vi alle lytte. (Litteratursiden.dk)

Forlagets beskrivelse:

Repulsive Attraction er en socio- og økokritisk novellesamling i toksisk farvepalet. En samling dystopiske pantomimefortællinger om det snarligt forestående samfundsnedbrud, kapitalismens grådige mutanter og dommedagens absurde og frastødende fremtidsversioner. Her er ingen tekst eller talebobler, kun radioaktive, psykedeliske farver.

Udgivelsen er et introduktionsmæssigt overflødighedshorn til Patrick Steptoes finurlige, surrealistiske mikrokosmos – og ikke mindst særegne streg, kendetegnet af en minutiøs, underliggende detaljegrad og en bevidst leg med panelers begrænsning.

Repulsive Attraction er en skelsættende debut, der formår at svinge mellem neoimpressionistiske farver og formudtryk og mørkhumoristiske, næsten dadaistiske afbildninger af et selvdestruktivt samfund.

Om Repulsive Attraction:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Baggårdsbaroner, 80 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Steptoe

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Børnenes jord af Gipi
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav Bøgelund
Gigant af Rune Ryberg

Watchmen af Alan Moore

Watchmen af Alan Moore og Dave Gibbons

I virkeligheden er jeg ikke den store superhelte fan. Jeg har set en del af X-men-filmene, men det er meget begrænset, hvad jeg har læst af superhelte-tegneserier, og jeg har slet ikke haft lyst til at kaste mig over de mange genindspilninger af Spiderman eller de utallige film i Avengers-universet.

Det har mest været de lidt mere skæve superhelte, jeg har sat pris på. Jeg er vild med Guardians of the Galaxy og Deadpool, men f.eks. også for Woody Harrelsons fine portræt af den naive Arthur, der påtager sig superhelte-rollen i Defendor, lidt som Dave Lizewski fra Kick-Ass, bare mere kikset.

Da HBO udgav tv-serien Watchmen baseret på Alan Moores tegneserie, kom jeg i tanke om, at jeg for efterhånden nogle år siden så Zack Snyders ret dystre Watchmen filmatisering. Den var jeg også ret begejstret for, men havde aldrig fået læst Alan Moores oplæg fra 1986. Det er gjort nu, og den kan varmt anbefales.

I et efterord skriver Alan Moore, hvordan han havde George Orwells 1984 i tankerne, da han fik idéen til Watchmen. Udgangspunktet var, at han og Dave Gibbons skulle arbejde sammen om projektet, og samtidig ville de gerne bruge figurerne fra et eksisterende tegneserie-univers, men uden at skulle forholde sig til den indbyrdes sammenhæng til tidligere og kommende fortællinger. Den sidste del mislykkedes dog, og i stedet skabte de deres egne figurer stærkt inspireret af Charlton Comics universet fra 1960’er. Eksempelvis er figuren Doctor Manhattan en videreudvikling af Charlton-figuren Captain Atom.

Til gengæld indeholder Watchmen til fulde den dystre og mørke stemning fra Orwells roman. Her er superheltene ’blot’ almindelige mennesker med disses fejl og mangler. Så da historien åbner med, at Komikeren bliver fundet helt udsmattet på gaden efter et fald fra sin lejlighed, er det svært at være rigtig ked af det. For han var da en usympatisk superhelt af rang. Men – som hos alle mennesker er tingene sjældent helt sort eller hvidt.

Jeg er også begejstret for måden Watchmen er opbygget på. Historien er opdelt i tolv kapitler, som oprindelig var et hæfte hver. I første kapitel følger vi Rorschach, der er overbevist om, at nogen forsøger at myrde de tidligere superhelte. Han opsøger derfor sine tidligere kollegaer, men ingen af dem tror på ham. Andet kapitel åbner med Silkesværmeren og bevæger sig bagud i tiden, hvor vi hører om Minutmilitsen og gamle stridigheder. Mens tredje kapitel har udgangspunkt i Doctor Manhattan, osv.

I de enkelte kapitler leger Moore og Gibbons dog med fortællingen. Der er f.eks. både indlagt tegneseriestriber fra en pirathistorie, sider fra Hollis Masons aka den oprindelige Natugles biografi, uddrag af en patientjournal fra New Yorks psykiatriske hospital m.m. Umiddelbart løststående enkeltdele, men efterhånden som man læser videre, samles alt i et utrolig gennemarbejdet og spændende univers.

Jeg er næsten flov over, at jeg først har opdaget Watchmen nu, men bedre sent end aldrig. Allan Sortkær har på Litteratursiden skrevet en grundig og interessant analyse af historien og figurerne, som jeg også kun kan anbefale at læse.

Om Watchmen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: RW, 500 sider
Forfatter: Alan Moore
Tegner: Dave Gibbons
Farvelægger John Higgins
Oversætter: Maja Gabelgaard Nielsen

Find en oversigt over Marvel-film i kronologisk rækkefølge HER

Læs også:

Ghost Rider – vejen til Helvede af Garth Ennis
Overløber – Kijara 1 af Tatiana Goldberg
John Constantine – Hellblazer
Marvel Zombies af Robert Kirkman
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Deadboy af Tom Kristensen
Kick-Ass af Mark Millar
Thomas Alsop – Manhattans beskytter af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
NYX – Wannabe af Joe Quesada
Gigant af Rune Ryberg