Indlæg tagget med ‘tegneserie’

Italiens svar på Jack the Ripper slå sig løs i Milanos stræder i denne stemningsfulde graphic novel fra Gigi Simeoni.

Alessandro er en dygtig ung kunstner. Han er forlovet med den smukke og dristige Luisa og er nærmest adopteret af hendes forældre, som gør alt for at hjælpe ham med karrieren som portrætmaler. Alessandro vil dog gerne noget mere, men han har svært ved at bryde ud af trygheden.

Så bliver Luisa dræbt i en bilulykke, og i dødsøjeblikket ser Alessandro noget i hendes øjne, som inspirerer ham til en ny form for maleri – et maleri der skal vise sjælen. Inspirationen falmer dog efterhånden, og i sin jagt efter at se fænomenet endnu engang søger han ansættelse på et hospital – kun for at blive skuffet igen. Tilsyneladende er det kun ved en uventet voldelig død, at sjælen ses i øjet, og hvad gør en sand kunstner så?

I sit forord skriver Gigi Simeoni om ”Morderens mesterværk”, at inspirationen til historien opstod, da han begyndte at spekulere over begreberne galskab og genialitet. Er de egentligt så forskellige fænomener, eller er det i virkeligheden to sider af samme sag? Hvad nu hvis et geni i stedet for at udtænke en fantastisk opfindelse i stedet udtænkte en perfekt forbrydelse?

”Morderens mesterværk” udspiller sig over en række korrekte historiske hændelser, hvori Simeoni bygger sin historie. Den udspiller sig i Italien i årene 1907-9, nogenlunde samtidig med at den første skole for Videnskabeligt Politi blev oprettet. En skole som mange af de gamle politifolk anså som noget pjat, men den metodiske procedure som bogens politi-inspektør Matteo De Vitalis introducerer, er begyndelsen på vor tids polititeknikere, og historien kan næsten ses som en datidens CSI.

Historien fortælles først via Alessandro, og siden skifter synsvinklen til politi-inspektør Matteo.

Tegningerne er sort/hvide, detaljerige og trods de til tider usle lokaliteter og skræmmende begivenheder vil jeg også til tider kalde dem smukke. Simeoni forklarer i forordet, hvordan han under arbejdet besluttede at ”beholde den social-politiske bymæssige kontekst som en konstant undertone og kun ind i mellem lade nogle få referencer dukke op på den mest naturlige måde. Milanos katedral, for eksempel, optræder for det meste som en svært genkendelig silhuet, som forsvinder i tågen – utydelig, men til stede.” På den måde flyder byens og tidens atmosfære ud over siderne og ind i læseren, samtidig med at man indfanges af historien, hvor Alessandro ender i et frygteligt dilemma, og hvor uhyggen accelererer, efterhånden som han finder svaret på det.

”Morderens mesterværk” er måske nok mere en krimi end en gyser, men med sin gotiske undertone, synes jeg sagtens, at jeg kan anbefale den her på siden. Og er du f.eks. til Alan Moores fremragende ”From Hell”, så tror jeg også, at du vil nyde Gigi Simeoni.

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Gli Occhi e il Buio
Omslag: Gigi Simeoni

Besøg Shadow Zone Medias hjemmeside

Med en titel som “The Best of Kim Larsen” kom jeg straks til at tænke på gavflaben og nationalskjalden Kim Larsen, men det viser sig, at vi har endnu et begavet talent med samme navn men indenfor en helt anden genre. Her er nemlig tale om et tegneseriesalbum, som forfatteren selv betegner som: “… de bedste (eller i hvert fald færdiggjorte) tegneserier, jeg har lavet det sidste halvandet årti.” Hovedparten af historierne er skabt på tegneseriemaratons, hvor tegneren laver en x antal sider lang tegneserie fra bunden på x antal timer, men der er også et par historier, som er skrevet af andre forfattere, og som er lavet over en længere periode.

I alt består samlingen af 8 historier, alle fortalt i sort/hvide billeder men alligevel forskellige stile. Enkelte af historierne, bl.a. “Bibliotekaren” holder sig til hvid baggrund med sorte streger, mens andre, som f.eks. “Monster” lader den sorte farve fylde billedet og skaber billedet med hvidt. Jeg kender desværre ikke de rigtige betegnelser for teknikkerne, men det er i hvert fald interessant og meget virkningsfuldt, når det sorte fylder rammen.

K. Lyng Larsen bruger også billedrammerne effektivt, idet enkelte sider er bygget traditionelt op med 3 rammer pr side, mens andre sider måske kun har én tegning, eller rammerne bryder hinanden, har forskellige størrelser osv. Skiftene skaber dynamik, men er også med til at understrege pointer og skabe stemninger.

De 8 historier er trykt kronologisk med de ældste først og med en kort introduktion til hver.

Jeg er ikke lige vild med alle historierne, men der er også små perler iblandt. ”Monster” synes jeg plotmæssigt er lidt svag, men til gengæld er billedsiden suveræn. Her rummer hvert billede utrolig mange detaljer, selvom det umiddelbart ser meget simpelt ud. Samme stil er “Heavy” tegnet i, som iøvrigt bygger på et manuskript af Marc Washington. En fin lille historie som fik mig til at tænke på de gamle EC Comics.

“Bibliotekaren” hører til i den mere humoristiske ende og er mere enkelt tegnet, mens “Tordenskjold” blander historie og sagn i en kombination af de to tegnestile.

Til slut skal også nævnes “Kokken” hvor de gastronomiske udfoldelser tages til nye højder. En velfortalt historie med enkle, men effektive tegninger.

Indhold:

Fishbreath, 1999
Kvæg, 2000
Monster, 2001
Heavy, 2002
Bibliotekaren, 2006
Kokken, 2007
Tordenskjold, 2008
Holger, 2010

Udgivet: 2011
Forlag: Serieland

Læs også Thomas Thorhauges anmeldelse på Nummer9.dk

I en ikke så fjern fremtid går den måske eneste overlevende person, Ask, rundt i et København, som langsomt er ved at blive opslugt af naturen. Her fortæller han historien om, hvordan det gik så galt. Hvordan verden var før; hvordan krigen mod terror gjorde, at regeringerne indførte den ene terrorpakke efter den anden for at beskytte befolkningen; hvordan befolkningerne så stort på brudene på menneskerettighederne i jagten på tryghed; hvordan overvågningssamfundet eskalerede til mikrochips indopereret i alle borgere; og hvordan det hele til sidst brød sammen.

Billedsiden viser Ask vandrer rundt i København, hvor vi ser byens forskellige vartegn ligge som ruiner. Billedrammerne skifter mellem helsides opslag til sider med fortløbende billedrammer. Farverne er afdæmpede og tegnestilen realistisk, og jeg blev dybt fascineret af Asks vandring i denne ruinby. Tekst og billeder supplerer hinanden glimrende, og hver billedramme rummer elementer som udvider historien, hvis man giver sig tid til at studere dem.

Adam O ligger ikke fingrene imellem, når han beskriver, hvad nutidens unge har at se op til: “Det var en mærkelig tid at være barn i. Da mine forældre var unge var deres idoler rebeller og langhårede rockmusikere. De forbilleder jeg blev præsenteret for, var tankeløse plastikopererede teenagere, der indespærrede på luksushoteller i endeløse realityprogrammer, udlevede opkastfremmende parringslege og gement forræderi i jagten på en middelstor sum penge…”

Og han giver heller ikke meget for George Bush’s erklæring i krigen mod terror, at enten er du med os eller også er du imod os. Ligesom han sætter spørgsmålstegn ved selve begrebet krig mod terror – for hvordan kan man kæmpe mod et begreb? Dermed bliver “Ruiner” også et politisk statement, og det vil nogen måske mene ikke hører til i en tegneserie. Jeg synes dog kun, at det er velgørende med en fortælling, som vil noget, og jeg synes absolut, at det er lykkes for Adam O. at få sin mening frem. Og så kan man jo enten være enig eller uenig i hans politiske holdning, men det ødelægger ikke fortællingen.

“Ruiner” giver et bud på, hvor galt det kan gå, hvis vi lader andre tænke for os, og hvis vi glemmer at passe på. For selv det, der bliver gjort i den bedste mening, kan få alvorlige konsekvenser, hvis man ikke er opmærksom.

Læs også interviewet med Adam O på Fantastiske Forfattere

Besøg “Ruiner”s hjemmeside

Udgivelsesår: 2011

Jeg læste faktisk “Exodus 3″ da den udkom i maj, men jeg må indrømme, at jeg blev lidt skuffet, og da jeg var helt vild med de første to bind, havde jeg ikke lyst til at rakke bind tre ned her på siden. Men nu er der gået et par måneder, og jeg har genlæst alle tre bind igen. Og heldigvis vandt “Exodus 3″ ved genlæsningen.

Bind tre starter, hvor bind to slutter. Hassan, Viola og Bernt er blevet tvunget til at flygte tilbage gennem byen, hvor horder af zombier raserer. Da de kommer til Rigshospitalet, møder de brødrene Igorov, som vi sidst så i bind et, hvor de krøb ned i Quantum portalen ved Sydpolen. Nu dukker de op af et tilsvarende hul, og slår sig sammen med Hassan og de andre.

Det viser sig, at Quantum portalen forbinder vores verden med en anden, X-17, som er befolket af dæmoner. X-17 er ved at bryde sammen, og dæmonerne vil i stedet overtage vores verden. Zombierne er derfor en del af en afledningsmanøvre, som skal holde på menneskenes opmærksomhed, mens dæmonerne overtager jorden. Men Hassan og co. har ikke tænkt sig at stå stille og se på, så da dæmonen, der forfølger brødrene Igorov, dukker op, er de klar til at uddele lammetæv. Det bliver dog Viola som redder dagen…

Jacob Rask Nielsen har tegnet en forrygende zombie-historie (som i øvrigt også er udkommet i et samlet hæfte med stift bind), og jeg er både vild med hans humor og med hans tegninger. Holdt i sort/hvide farver skulle man ikke tro, at de var særligt velegnede til en zombie-historie, som netop er kendetegnet ved masser af splatter og indvolde. Men det lykkes alligevel at få splattet ud over siderammen, og trods de firkantede og lidt Mr. Potato Head-agtige figurer er der masser af liv i tegningerne og i historien.

Jeg var meget spændt på, hvordan Rask Nielsen kunne afslutte historien, da vi efterlod Hassan, Viola og Bernt i bind to, for der var mange løse ender. Og jeg må stadig indrømme, at jeg synes bind tre har den svageste historie. Det virker lidt søgt på mig, at der pludselig dukker en dæmon op, men på den anden side – hvorfor skulle en dæmon være en mere ulogisk grund til et zombie-udbrud end en meteor eller kogalskab i en burger?

Der er i hvert fald stadig masser af fart over feltet, og humoren bobler ud fra siderne, så selvom bind tre måske ikke lever helt op til de to første, så er det stadigvæk super underholdende, og som Janus siger på Fortællingen.dk: “… i det hele taget undskylder man gerne de ujævnheder, der måtte være, for serien har haft charme og personlighed lige siden starten – det kan godt være, at den ikke er køn, men det er svært ikke at holde af den...”

Så glem alle forbehold og prøv en gang sort/hvid zombie-splatter mixet med dæmoner og fortalt med humor og hjerte. Jeg kan kun på det varmeste anbefale ”Exodus”.

Læs hele serien:

Exodus
Exodus 2
Exodus 3

Besøg Forlaget Tjubang

EC Comics udgav i 1950′erne en række skræk- og science fiction tegneserier, og eftertiden har givet tegneserieforlaget en nærmest legendarisk status. Historien om EC Comics starter dog et helt andet sted.

I 1933 mistede Maxwell C. Gaines som så mange andre sit job under Depressionen. Han måtte sammen med sin hustru og deres to børn flytte ind hos sin mor, og det var på hendes loft, at han under en oprydning fandt en bunke tegneserie-tillæg fra søndagsaviserne. Det slog ham, at der sikkert var andre end ham, som ville synes, det var sjovt at genlæse dem, så han kontaktede en ven på Eastern Color Printing Company i Waterbury, Connecticut, og blev ansat som sælger for trykkeriet  med speciale i tegneserier.

En dag fandt salgschefen, Harry Wildenberg, på at folde avis-siden fire gange så den blev til et lille hæfte. Disse hæfter kunne trykkes billigt på trykkeriets avistrykpresse, og disse samlinger af avis-tegneserier blev en populær gave blandt en lang række firmaer. Det fik Gaines til at foreslå, at man kunne prøve at sælge tegneserierne direkte til kunden, men idéen blev afvist med begrundelsen, at ingen ville betale penge for tegneseriehæfter. Gaines lod sig dog ikke slå ud, og lavede et forsøg med at sælge hæfterne via et par aviskiosker for 10 cents pr. hæfte. Forsøget blev en succes, og tegneseriehæftet som medie var født.

Det første regulært udgivne tegneseriehæfte var “Famous Funnies” fra 1933 i et oplag på 250.000 stk. De første hæfter gav underskud, men efter nr. 7 vendte det til et overskud, og “Famous Funnies” udkom frem til 1955, i alt 218 numre.

Kort efter “Famous Funnies” udkom blev Gaines fyret. I stedet fik han job hos McClure Syndicate, som også havde trykmaskiner, og her indgik han en aftale om, at han kunne trykke tegneseriehæfter mod at aflevere halvdelen af overskuddet. Det udmøntede sig i serien “Popular Comics”, som udkom første gang i 1935. Senere var Gaines også med til at udvikle “Action Comics” sammen med Harry Donenfeld, hvori den første Supermand-historie blev udgivet i 1938.

I 1939 indgik Gaines og Donenfeld kompagniskab og op gennem 40′erne kom de til at sidde på ca. en tredjedel af salget af tegneserier gennem deres to forlag: All American Comics og DC Comics. Tegneserierne var dog begyndt at komme i  modvind, og psykologen William Moulton Marston skrev i 1941 en artikel, som angreb indholdet i tegneseriehæfterne, ud fra deres psykologiske indvirkning på de unge læsere. Det fik Gaines til at sammensætte en gruppe af konsulenter, her i blandt William Moulton Marston, som skulle rådgive om at gøre tegneseriehæfterne moralsk i orden. (W. M. Marston var i øvrigt idémanden til den første kvindelige superhelt: Wonder Woman, der dukkede op i “All Star Comics” nr. 8, 1941).

Efter krigen ønskede Gaines at forlade All American Comics. Han var blevet træt af superhelte, hvis popularitet også blev mindre blandt læserne. Pengene, Gaines fik med sig, brugte han på sit lille sideforlag Educational Comics (EC), som han havde startet i 1942 med udgivelsen af en bibel-tegneserie, der i alt blev solgt i over fem millioner eksemplarer. Gaines udgav efterfølgende forskellige Picture Stories til brug i undervisningen, men salget gik ikke så godt.

I 1947 døde Maxwell C. Gaines pludseligt i en bådeulykke. Hans søn, William M. Gaines (Bill) overtog forlaget, som på det tidspunkt havde en gæld på 100.000 $. I starten fortsatte Bill sine studier på universitetet, men da studierne var afsluttet gik han mere og mere ind i den daglige drift, og i 1950 begyndte han sammen med sin nye redaktør, Al Feldstein, at omlægge udgivelsespolitiken.

Først forsøgte de sig med romantik- og westernserier, og siden med spændings- og krimiserier, men andre forlag havde samme idéer og markedet blev hurtigt oversvømmet. Så foreslog Feldstein, at de skulle prøve med skrækserier, som havde stor popularitet i radioen, men endnu ikke havde været afprøvet som tegneseriehæfter.

I 1949 satte de forsøgsvis et par skrækserier ind i krimibladet “Crime Patrol”, og i december bragte bladet den første historie med The Crypt Keeper som vært. I april 1950 blev bladet omdøbt til “The Crypt of Terror”, og den første skræk-tegneserie var en realitet. Samtidig besluttede Bill, at EC fremover skulle stå for Entertaining Comics.

Med ændringen af EC Comics udgivelsespolitik var forlaget langt fra Maxwell Gaines pædagogiske og traditionsprægede tegneseriehæfter, og skræk-tegneseriernes succes betød fornyede angreb på mediet. En senatshøring i 1954, om de skadelige virkninger tegneserier blev anset for at have, medførte dannelsen af The Comics Code Association, hvor dommer Charles F. Murphy sad som enevældig censor. Det betød problemer for EC Comics, og selvom Bill Gaines forsøgte at tilpasse sig den nye censur gik salget dårligt. I 1956 måtte Bill give op, og han stoppede udgivelsen af alle sine serier pånær “Mad”, som undslap censuren, da det blev betragtet som et magasin.

Blandt de serier, som EC Comics nåede at udgive før 1956, er bl.a.: The Vault of Horror (1950-1955), The Crypt of Terror (1950), Tales from the Crypt (1950-1955) og The Haunt of Fear (1950-1954).

Eftertiden har givet EC Comics en nærmest legendarisk status i tegneserieverdenen, hvor forlaget står for kvalitet og uafhængighed. Man var ikke bange for at tage fat i betændte emner, som racediskrimination, kommunistforskrækkelse og sociale og menneskelige forhold, og mange af historierne har en morale, der gør dem aktuelle, også i samtiden. Hovedformålet var dog at levere skrækhistorier, der lige som Edgar Allan Poes noveller, tog en overraskende vending på sidste side, og det gør, at historierne lever videre mere end 50 år senere.

I Danmark kunne man første gang stifte bekendtskab med skræk-tegneserierne fra EC Comics i 1974, da “Den store skrækbog” udkom på Williams Forlag. Et skrækboom var startet et par år tidligere, og serier som “Skrækmagasinet”, “Gru” og “Dracula” prægede markedet. “Gysertimen” blev næste EC udgivelse, som forlaget Interpresse udgav i 1987, og herefter skal vi helt frem til 2006, hvor”Skræk” udkom på Egmont Serieforlaget. “Skræk” indeholder dels en lang række klassiske EC-historier, og dels et historisk overblik over EC Comics samt en række korte portrætter af personerne bag.

Historierne fra EC Comics har også dannet baggrund for filmen “Tales from the Crypt” (1972), der var første filmatisering af tegneserierne. Filmen indeholder fem små historier med the Crypt Keeper som fortæller og vært. Året efter kom “The Vault of Horror” og i 1989 havde HBO premiere på tv-serien “Tales from the Crypt”, som løb over skærmen i 7 sæsoner.

Læs mere:

Skræk, Egmont Serieforlaget, 2006 (Heri “Max C. Gaines og de første tegneseriehæfter” og ”William M. Gaines og EC Comics” af Haakon W. Isachsen)
Tegneseriemuseet i Danmark
ClassicHorror.com
Wikipedia
The History of Comics

Op gennem 1950′erne udgav EC Comics nogle af de bedste skræk-tegneserier igennem tiden med serierne “Tales from the Crypt”, “The Vault of horror” m.fl. I “Skræk” har Egmont Serieforlaget samlet en række af de bedste og oversat dem til dansk.

En af mine favorit-tegnere er Graham Ingels, som bl.a. har tegnet “Samling i sumpen”. En rejsende strander langt ude i sumpen, men heldigvis ser han lys fra et hus ikke så langt borte. En lille sørgmodig ældre herre lukker ham ind – nærmest som om han var ventet. Det viser sig, at den lille mand med vilje har flyttet vejskiltet, så den rejsende er kørt forkert, for hans bror bliver vred, hvis han ikke får nogen “at lege med”. Og for den rejsende er løbet kørt, men som i alle gode EC historier sker retfærdigheden alligevel fyldest til sidst. Ingels tegninger er fulde af atmosfære. Han bruger skygger utroligt effektiv og formår med få penselstrøg at ændre personernes udtryk fra sørgmodig til ond. Al Feldstein og Bill Gaines står for historien.

En anden lækkerbidsken er “Den der ler sidst” tegnet af Will Elder. Her kommer en temmelig overvægtig herre til lægen, fordi det gør ondt, når han ler. Og han er en rigtig praktical joker, så han ler ofte. Bl.a. lo han rigtig meget, da han narrede nogle drenge, så de troede, at en af deres venner var blevet kørt ihjel af toget. Desværre for manden fik joken fatale konsekvenser – og lægen har tænkt sig at få sin hævn. Will Elder har en helt anden stil med rene linjer og næsten ingen skygger i forhold til Ingels. Alligevel er også hans tegninger utrolig effektive, og slutbilledet af manden som er ved at grine sig ihjel er både morsomt og ubehageligt. Igen er det Al Feldstein og Bill Gaines, som har skrevet historien.

Den sidste historie, jeg vil fremhæve, er “Drømme” tegnet af Bernie Krigstein. En ældre kinesisk herre ligger og ryger opium, mens han fortæller sin historie. Han har altid været en svag mand, og hans hustru var den der passede på familien. Da hun dør, beslutter han sig for at tage sig sammen og udfylde sin plads som familiens overhoved, men i stedet ender det med, at sønnen træder til. Da sønnen bliver indkaldt, drømmer faren om hans død – og kort efter får han besked om, at drømmen er blevet virkelig. Nu har han kun sin datter tilbage, og endnu engang beslutter han sig for at tage sig sammen. Igen ender det dog i fiasko, og datteren må gifte sig med en mand, der mishandler hende. En nat drømmer faren, og datterens mand er død, og kort efter går også denne drøm i opfyldelse. Men i stedet for at blive lykkelig bliver datteren sigtet for mordet, og nu venter faren blot på den drøm, der kan udfri ham selv.  Johnny Craig har skrevet historien, som er anderledes sørgmodig i tonen end de fleste EC historier, og som er helt uden det humoristiske islæt, de normalt har. Tegningerne er drømmeagtige og passer godt til historien med deres blanding af lethed og mørke.

I alt indeholder samlingen 22 historier og i forordet giver Haakon W. Isachsen en god introduktion til EC Comics historie, samt en kort biografi til bladets tegnere og forfattere.

Efter at have set filmatiseringen af “Ghost Rider” fik jeg lyst til at genlæse tegneserien, som G. Floy Studio udgav på dansk tilbage i 2007. Jeg mindedes nogle utrolig flotte tegninger, og jeg havde ret. “Ghost Rider – vejen til Helvede” er fyldt med de fedeste tegninger, og Johnny Blaze rykker for vildt.

Johnny solgte sin sjæl til Djævelen for at redde sin ven fra at dø af kræft. Desværre døde vennen alligevel, og nu kører Johnny Blaze som Ghost Rider hver nat i Helvede for at undslippe dæmonerne, som jager ham. Men hver nat indhenter de ham og flår ham i stumper og stykker. Nu får han tilbuddet om at slippe ud af Helvede, da englen Malachi har brug for hjælp til at indfange dæmonen Kazann, som har forladt Helvede og nu er løs på jorden. Blaze siger ja, og så er problemet bare at standse Kazann.

Hvor Hollywoodfilmen med Nicholas Cage som Johnny Blaze er en omgang mere eller mindre sukkersødt pjat, så er tegneserien mere grum. Englene, som skal forestille at være de gode, er ikke meget bedre end dæmonerne, når det gælder om at undgå at skade menneskene. Bare målet nås er det lige meget, om der ryger en sjæl eller 100 med i købet. Det, synes jeg, gør historien bedre, omend mere tragisk for Blaze.

Tegningerne er som nævnt utroligt flotte, og siderne udfyldes skiftevis af store billedrammer med kun en på hver side eller mange små, som ligger ind over hinanden og skaber en fantastisk dynamik, der konstant fører historien fremad. Farvelægningen er lige fra flammende orange toner, når Ghost Rider dukker frem, over sorte og grå nuancer til mørke blålige toner når englene dukker frem. Det er en nydelse for øjnene, selvom historien er ond og grum.

I forordet til tegneserien fortæller Stan Lee om Ghost Rider, at figuren opstod tilbage i 1972 i Marvel Comics “Marvel Spotlight 5″ af Mike Friedrich og David Ploog. Horrortegneserier med overnaturlige temaer var på det tidspunkt meget populære i USA, og Ghost Rider fik hurtigt sin egen serie, som flere kendte forfattere og tegnere har bidraget til gennem årene. Garth Ennis, som har tegnet “Ghost Rider – Vejen til Helvede” har også bidraget til tegneserier som “Hellblazer“, “Hitman” og “Punisher”.

Glem alt om filmen “Ghost Rider” og tjek i stedet for tegneserien ud, hvis du ikke allerede kender den. For Garth Ennis historie er langt bedre end Hollywoods overdimensionerede vrøvl.

Jeg havde aldrig fået set filmen “Ghost Rider”, selvom jeg kan huske, at jeg var ret vild med tegneserierne om ham, da jeg var yngre, men af en eller anden grund (formentlig pga. Nicholas Cage) sprang jeg filmen over, da den kom i 2007. Men da de så sendte den i tv forleden, tog jeg det som et tegn og fik endelig set den. Det var dog ikke nogen stor oplevelse.

Johnny Blaze laver motorcykel-stunts med sin far. En dag beslutter Johnny sig for at forlade faren for at stikke af med kæresten, Roxanne,hvis far vil skille dem ad. Men samme aften opdager han, at faren er dødssyg af kræft. Da en fremmed kort efter opsøger Johnny og siger, at han kan gøre faren rask, siger Johnny ja – blot for at opdage at han nu har solgt sin sjæl til Djævelen, og at faren alligevel dør.

Flere år efter er Johnny blevet verdensberømt for sine motorcykel stunts. Han lever i ensomhed og udfordrer konstant døden med sine stadig vildere stunts. Efter et særligt vildt show bliver han opsøgt af Roxanne, som han ikke har set siden den skæbnesvangre dag, hvor de skulle være stukket af sammen. Nu er hun journalist og udnytter deres gamle bekendtskab til at få en kommentar fra den pressesky Johnny, som i glæde over at se hende igen inviterer hende ud at spise om aftenen.

Men netop som Johnny skal af sted, dukker den fremmede op igen. Det er blevet tid til at betale gælden, og Johnny forvandles til Ghost Rider, og tvinges til at hjælpe Djævelen med at fange dæmonen Blackheart, der er stukket af fra Helvede sammen med fire andre dæmoner. Heldigvis støder Johnny på en kirkegårdsgraver, som ved et og andet om Helvede og dets dæmoner, og selvom han må igennem meget ondt – og Roxanne endnu en gang må stå forladt tilbage – så ender alt godt i denne sentimentale, klichéfyldte og langsommelige Hollywood blockbuster.

Sikke en skuffelse! For det første undrer det mig, at man vælger Nicholas Cage til rollen som den voksne Johnny Blaze, hvis man alligevel synes han er for gammel. I hvert fald har man retoucheret hans rynker væk og iført ham en mystisk sort paryk, der absolut ikke gør noget positivt for figuren. Derudover er CGI effekterne umanerligt dårligt lavet, når Johnny transformeres fra menneske til Ghost Rider. Sjældent har jeg set et så grinagtigt dødninge-hoved. Ligeså generende er den tåbelige kærlighedshistorie mellem Johnny og Roxanne, som partout skal proppes ind i filmen. Hvorfor? Fordi en Hollywoodfilm skal appellere til begge køn, og vi kvinder kan åbenbart ikke se en film uden kærlighedspladder – NOT! Det hører sig altså ikke til i så grum en historie, som Ghost Rider er efter min mening.

Djævelen spilles af Peter Fonda, som jeg ikke fatter har sagt ja til at medvirke i sådan en skodfilm, og han tilfører da heller ikke rollen nogen særlig glans eller glød. Bedst er Wes Bentley som dæmonen Blackheart, for selvom jeg ikke synes, han var specielt god i “Dolans Cadillac“, så passer hans dystre udstråling perfekt til en dæmon fra Helvede.

Jeg kunne godt have været foruden at se “Ghost Rider”, men måske stammer noget af min negativitet fra, at jeg blev så skuffet. I hvert fald har jeg svært ved at finde ret meget positivt i filmen, og synes ikke jeg kan anbefale den videre.

Instruktør: Mark Steven Johnson
Udgivelsesår: 2007

“The Stand” er min absolutte yndlings Stephen King roman, så jeg var helt oppe at ringe, da jeg fandt ud af, at Marvel var i gang med at lave en tegneserie ud af historien.

Men måske fordi jeg er så glad for både bogen og tv-serien, var tegneserien lidt skuffende. Det virker mest, som om man har taget manuskriptet til tv-serien og tegnet ud fra det. Der er ikke mange nyskabelser eller spændende vinkler, og først i bind to “American Nightmares” dukker der noget op, som ellers kun findes i den udvidede bog, der udkom i 1994 (originalen udkom i 1978).

Tegneserien er skrevet af Roberto Aguirre-Sacasa og illustreret af Mike Perkins. Udgaven jeg har læst, er den samlede hardback udgave af 1-5 Captain Trips og 1-5 American Nightmares.

Jeg har glædet mig til fortsættelsen af Jacob Rask Nielsens herlige zombie-tegneserie, og i dag udkom bind 2 så. Og jeg er glad for at kunne sige, at det levede helt op til forventningerne.

I første bind blev København overrendt af zombier, men det lykkedes vores tre helte: hotelportieren Hassan, kokken Bernt og den højgravide Viola at undslippe første angreb. Afsnittet slutter med, at de flygter op på taget af hotellet for at se, at hele København brænder.

Andet bind starter med samme scene. Zombierne forsøger at få fat i de tre overlevende, men heldigvis bliver de reddet af en militærhelikopter, som ser dem, da de flyver forbi. Det viser sig dog, at heller ikke her er de sikre, for den ene soldat begynder at udvise aggressive tegn, og turen ender med, at helikopteren styrter ned. Vores tre helte slipper dog fra styrtet med livet i behold – blot for at opdage at de ikke kan få lov til at forlade byen.

Jacob Rask Nielsen holder sig til samme tegnestil som i første bind, dvs. lidt naive sort/hvide tegninger, som alligevel formår at give historien masser af liv. Han bruger sine visuelle virkemidler på fornem vis, og siderne er skiftevis bygget op af fortløbende billedrammer for så at eksplodere i et billede, som dækker flere sider. Jeg er imponeret over, at de sort/hvide tegninger virker så levende, og synes at de understøtter historien, samtidig med at de bygger videre på den.

“Exodus 2″ er underholdende, med masser af humor og action, og så koster den kun en halvtredser! Jeg glæder mig til at følge Hassan, Bernt og Viola i bind tre, og håber bare at der ikke går alt for længe, før den er på gaden.

Læs mere på forlaget Tjubangs hjemmeside eller læs et interview med Jacob Rask Nielsen på Serieland.dk

Læs hele serien:

Exodus
Exodus 2
Exodus 3