november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Thailand’

Shutter

ShutterDet er ikke hver dag, jeg støder på en thailandsk gyser, men jeg har fået en ny kollega med forkærlighed for Asien, så pludselig åbner helt nye film sig for mig. Shutter er en af dem.

Fotografen Tun og kæresten Jane kører en aften en ung kvinde ned. Da Jane vil stige ud af bilen, overtaler Tun hende til at køre videre. Den dårlige samvittighed plager dog Jane, som også begynder at opleve mærkelige ting. Men da hun undersøger aviserne for at finde frem til, hvem de kørte ned, står der intet!

Også Tun begynder at opleve uforklarlige hændelser. De billeder, han tager, bliver alle ødelagt af en sær skygge, og da hans bedste ven en dag dukker op helt ude af den og spørger efter BILLEDERNE for kort efter at begå selvmord, må Tun erkende overfor Jane, at han faktisk kendte pigen, de kørte ned. Det var hans tidligere kæreste, Natre.

Sammen prøver de nu at mane ånden til ro, men Tun har ikke fortalt Jane hele sandheden.

Shutter er fra 2004, dengang digitalkameraer endnu ikke var udbredte, og de sorthårede kvindelige spøgelser stadig kunne skræmme en vis legemesdel ud af bukserne på de fleste. I dag kan man ikke lave samme historie over et foto, men jeg må sige, at i enkelte sekvenser kunne Natre stadig stoppe mit åndedræt. For mig er det altså bare dybt skræmmende, når personerne ligger i sengen og kigger mod fodenden, hvor tæppet langsomt trækkes ned – og man ved bare, at når kameravinklen skifter, så ser man et sorthåret spøgelse – og alligevel så gipper det i mig hver gang. Ligeledes fik en scene på en brandstige også fik mit hjerte til at slå lidt hurtigere.

Det er første gang, jeg ser en asiasisk gyser med en mandlig hovedperson, og her er Ananda Everingham overbevisende som Tun. Som regel er hovedpersonen en uskyldig ung kvinde, men Tun er både mand og knap så uskyldig i og med han overtaler Jane til at køre bort fra ulykkesstedet uden at hjælpe deres offer. Senere opfører han sig som om intet er hændt, så selvom han virker som en god fyr, er man alligevel lidt i tvivl. Det er godt spillet.

Historien virker ind i mellem lidt usammenhængende på mig, men med den velspillende Ananda og et par gode gys undervejs så ender Shutter alligevel med at være en ganske underholdende affære. Især da slutningen er ganske grum.

Erik Miller på Classic-horror.com er mere positiv og skriver: “While it inevitably has a few minor flaws (even though spirit photography is used as the springboard for the story, not much is done with the concept, for instance), Shutter, nevertheless, is a chilling and spooky ghost story that is presented very well.  It has an intriguing idea, a very good cast, and two directors who pull no punches.  This film is, as has been noted, one of the best films in the recent flowering of Asian horror cinema, and it is a harrowing and disturbing experience.  It makes one wish that these films would stop having bland American remakes (the US Shutter pales in comparison), and instead be given greater distribution in American theaters.”

Shutter er blevet genindspillet i 2008 som Shutter med Masayuki Ochiai i instruktørstolen.

Om filmen:

Udgivelsesår: 2004
Instruktør: Banjong Pisanthanakun og Parkpoom Wongpoom

Ghost game

Ghost gameGhost game er en af den slags film, som har et godt oplæg, men  desværre ikke lever op til det.

11 mænd og kvinder har meldt sig til et reality show, der bliver optaget i en nedlagt lejr, der fungerede som fængsel under krigen. Her blev der tortureret og dræbte tusindvis af fanger, og de 11 deltagere skal bo i fangernes celler, gå i deres tøj og udfører nogle opgaver undervejs i showet, hvor de naturligvis bliver filmet overalt, hvor de går. Pointen er, at deltagerne skal møde deres største frygt, og vinderen er den, som holder ud til den bitre ende. Præmiesummen er hele 5 millioner bath.

Men knap er optagelserne begyndt, før der begynder at ske ting, som ikke er planlagte. Nogle af deltagerne ser ting, som ikke er der og flere af dem bryder sammen i rædsel. Tv-produceren er dog ligeglad – det er jo godt tv! Efterhånden går det op for deltagerne, at det ikke kun er et spørgsmål om at vinde, det er snarere et spørgsmål om at overleve…

Jeg synes som sagt, at idéen bag Ghost game er rigtig god. Det er skræmmende at forestille sig et reality show finde sted, hvor folk har lidt og er døde under tortur, og der kunne komme nogle virkelig uhyggelige scener ud af det. Desværre kommer det aldrig til at virke. Personerne bliver aldrig rigtig vedkommende, og dermed bliver det ikke interessant, hvad der sker med dem, og dermed bliver det ikke uhyggeligt, uanset om de ser spøgelser eller ej.

Historien fortælles også alt for usammenhængende. Fx kommer plottet om de opgaver, deltagerne skal løse undervejs i showet, heller aldrig til at fungere. Hvad der kunne have været uhyggelige scener, bliver i stedet tilfældige klip med skuespillere som slår på en ophængt dukke eller ødelægger et kranie. Man ved ikke hvad eller hvorfor, og så bliver det ligegyldigt.

Så selvom settet var ret uhyggeligt, og idéen med den hjemsøgte lejr med en sindssyg kommandant var fyldt med muligheder, så ender Ghost game med at være en kedelig og ligegyldig affære i mine øjne. Og øv over det…

Om Ghost game:

Instruktør: Sarawut Wichiensarn
Udgivelsesår: 2006
Originaltitel: Laa-thaa-phii

Også omtalt på horrorsiden.dk