september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘The Hollows’

Alt andet end død af Kim Harrison

Alt andet end dødAlt andet end død er endnu et underholdende og actionfyldt bind i serien om den rødhårede hekse-detektiv, Rachel og hendes partnere, vampyren Ivy og alfen Jenks.

Jeg må indrømme, at jeg morer mig strålende, hver gang jeg får fat i et bind i The Hollows-serien. Kim Harrison har skabt et fantastisk univers, hvor hekse, vampyrer, varulve og andre overnaturlige skabninger lever side om side med menneskene. En verden hvor magi eksisterer, og hvor dæmoner lever i det store intet, altid parate til at lokke mennesker og inderlændere i deres net.

I bind 2 måtte Rachel bede om hjælp hos dæmonen Algaliarept. Prisen var, at hun blev hans tjenende ånd, men måtte beholde sin sjæl. Rachel har dog ikke tænkt sig frivilligt at følge med, da Algaliarept dukker op for at tage hende med til det store intet.

Men Algaliarept er ikke Rachels eneste bekymring. En ny spiller ved navn Saladan er kommet på banen i Cincinattis underverden, efter at Rachel fik sendt vampyrlederen Piscary bag tremmer i bind 2. Nu trækker det op til et opgør, og meget mod sin vilje må Rachel tage parti i den magtkamp der raser, hvilket tvinger hende til at påtage sig en opgave som livvagt for rigmanden Trenton Kalamack, der holdt hende fanget i en ilderkrop i bind 1.

Rachel har udover de arbejdsmæssige problemer også en del at se til på hjemmefronten. Kæresten Nick rejser pludselig væk, og i hans sted dukker vampyren Krister op. Det giver forviklinger i forhold til Ivy, og oven i det kommer hun på kant med Jenks, som i raseri forlader firmaet.

The Hollows-serien er fuld af sort humor og action med en hovedperson, der er tilpas fanden i voldsk til, at man lader de uundgåelige klichéer glide ned uden problemer. Det er ikke stor litteratur, men det er super underholdende, og hvert bind føjer noget nyt til historien, så man har lyst til at blive hængende og finde ud af, hvad Rachel næste gang roder sig ud i.

Kim Harrison skriver flydende i et levende sprog, og selvom bind 3 er på over 700 sider, så er det alligevel en pageturner, som ikke er en sætning for lang.

13 bind (”The Witch With No Name) udkommer ifølge Harrisons hjemmeside d. 9. september, og forhåbentlig følger Tellerup op og udgiver også resten af serien på dansk – og gerne hurtigt, tak 🙂

Serien på dansk:
Heksejagt (Dead witch walking)
Danser med dæmoner (The good, the bad, and the undead)
Alt andet end død (Every which way but dead)

Om “Alt andet end død”:

Originaltitel: Every which way but dead
Forlag: Tellerup

Besøg Kim Harrisons hjemmeside

Også omtalt på Bogrummet.dk