august 2018
M T O T F L S
« jul    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Thomas Bøttern’

Dystre Danmark 2 / red. Henrik S. Harksen

Dystre Danmark 2I  2009 udkom første samling af Dystre Danmark, som nu efterfølges af 14 nye noveller redigeret og udgivet af Henrik S. Harksen. Dystre Danmark 2 er heldigvis en værdig to’er, der ligesom første bog er en blanding af kendte og mindre kendte forfattere.

Blandt mine favoritter er samlingens første novelle “Jacobs stige” af A. Silvestri, hvor et cirkusbesøg løber helt af sporet. Hvis man ikke på forhånd lider af coulrofobi (sygelig angst for klovne), så gør man det helt sikkert efter at have læst novellen her. Sprogligt hører “Jacobs stige” også til i toppen af samlingen, og så er Silvestri utrolig dygtig til at skabe ubehagelige billeder i hovedet på læseren.

Allerede da hun tog afsæt, gik det op for Jacob, at hun umuligt kunne rammen linen. Hun faldt gennem luften i en kaskade af saltomortaler, så hurtigt at hendes træk blev udhvisket. Kun den røde mund var tydelig, og den voksede og voksede, mens hun faldt. Sekundet inden hun ramte, stoppede orkestret brat.

Et skrig nåede at starte et sted i teltet, før linedanserinden ramte jorden. Så gik hun i et med savsmuldet. Hendes krop eksploderede i fragmenter mod jorden. Jacob kunne tydeligt høre, hvordan hendes knogler brækkede i en hurtig serie af sprøde lyde, og blod stod ud til alle sider. Da noget varmt og fugtigt ramte hans kind, trak han sig tilbage med et gisp. På jorden lå en blodig klump, stadig iført den sølvskinnende dragt. Der blev helt stille i teltet. Så lød en fanfare fra en enkelt trompet.”

En anden favorit er “Babyalarm” af Patrick Leis om babysitteren der vælger det forkerte hus at babysitte i. Historien virker umiddelbart kendt, men Leis giver den lige sit helt eget twist, og så er han bare ualmindelig god til at skrive så adrenalinet flyder hos læseren.

Lars Ahn Pedersen plejer også altid at være værd at læse, og det er “Blomstervanding” bestemt også. Her leger Ahn med formen, så novellen læses som en række indlæg på facebook, og på trods af at jeg ellers ikke altid er så vild med den slags fiksfakserier, så lykkes det ualmindelig godt. Novellen står skarpt og har en grum slutning.

Også samlingens sidste novelle skrevet af Freddy E. Silva “Stumt vanvid” bør fremhæves. Novellen læner sig genremæssigt stærkt op ad thrilleren, men atmosfæren er ualmindelig ond. Stilen er lige ud ad landevejen, og historien om politimanden, som hidkaldes til at bistå i en sag om en tavs morder fyldt med tatoveringer, er godt skruet sammen og emmer af vanvid.

Jeg kunne dog sagtens fremhæve flere af novellerne. Søren Kaysers “Stemmen”, Bjarke Schjødt Larsen “Portræt af dukke og dreng” og Henrik Sandbeck Harksens “Tusind generationer før min fødsel” er absolut også læseværdige, og selvom der måske er enkelte historier, der ikke helt rammer niveauet, så er her generelt tale om en glimrende antologi for alle horror-elskere.

Det er fantastisk, at et lille land som Danmark kan stille med så mange talenter indenfor en relativ smal genre, men det er skønt. Og det er skønt, at små forlag som H. Harksen Productions tør udgive også ikke så kendte forfattere.

Dystre Danmark 2 afsluttes i øvrigt med en kort biografi om hver enkelt forfatter.

Indhold:

Jacobs stige af A. Silvestri
Ønskebarnet af Thomas Daugaard
Sammenhold af Jonas Wilmann
Strålende lys, udstrakt verden af Nikolaj Johansen
Jægeren af Sandra Schwartz
Røg af Morten Carlsen
Babyalarm af Patrick Leis
Ild under byen af Jeppe Bisbjerg
Blomstervanding af Lars Ahn Pedersen
Tusind generationer før min fødsel af Henrik Sandbeck Harksen
En morders drøm af Thomas Bøttern
Portræt af en dukke og dreng af Bjarke Schjødt Larsen
Stemmen af Søren Kayser
Stumt vanvid af Freddy E. Silva

Læs mere om Dystre Danmark 2hplmythos.dk

Om Dystre Danmark 2:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: H. Harksen Productions
Omslag: Tomas Gindeberg

Dystre Danmark

Dystre Danmark - nye gysernovellerD. 28. august udkom denne novellesamling af danske horror-noveller på det lille forlag H. Harksen Productions, der har specialiseret sig i at at udgive bøger med historier, der er inspireret af den amerikanske forfatter H. P. Lovecraft, men også mere generelt at udgive gyserhistorier, bizarre fortællinger og andre beslægtede fortællinger.

Sidste år udkom novellesamlingen Fra Skyggerne, der netop er nye historier inspireret af Lovecraft, mens denne nye samling Dystre Danmark passer ind i det andet segment: Generelle gyserhistorier og bizarre fortællinger.

Jeg synes, det er yderst sympatisk, at Henrik Harksen gør noget for den danske horror-scene, som heldigvis i de senere år er begyndt at blomstre lidt igen. Der kommer nye forfattere til, og der udgives væsentlig flere horrorbøger. Layoutmæssigt er bogen helt i orden, og generelt følte jeg mig godt underholdt, mens jeg læste. Enkelte af novellerne kunne måske have haft gavn af en opstramning sprogligt, og heller ikke alle novellerne var lige overraskende. Men som sagt vil jeg nu stadig anbefale Dystre Danmark, hvis man vil prøve noget nyt dansk horror, for her er bestemt også perler i.

Dystre Danmark består af 11 noveller, og er en blanding af debutanter og lidt mere øvede forfattere. Blandt mine favoritter er samlingens første novelle “Mordene på Katrina” af Lars Ahn Pedersen. Fortællingen er en blanding af science fiction og horror. Hovedpersonen er blevet forladt af sin kæreste Katrina. I stedet har han anskaffet sig en robot, der taler og ligner Katrina fuldstændig. Han har dog stadig noget i klemme, så for at få luft for sine frustrationer slår han sin robot ihjel – igen og igen. Det smarte ved denne model er nemlig, at selvom den ligner et menneske, så regenererer den sig selv. Men en aften er robotten væk, da han kommer hjem, og da hun mange timer senere træder ind ad døren, mister hovedpersonen fuldstændig besindelsen. Da han kommer til sig selv, går det op for ham, at noget er forkert …

Lars Ahn Pedersen skriver godt, og så forstår han at spinde historien en ekstra gang, så læseren får sig en overraskelse. Gerne meget mere fra den kant.

En anden favorit er “Lejlighed 42” af Nikolaj Højberg. Han udgav tidligere på året novellesamlingen Vandringer i mørke, som jeg lige kan benytte lejligheden til at anbefale endnu en gang. I “Lejlighed 42” følger vi en mand, der opdager, at han er død. Han ved ikke, hvem han var, eller hvorfor han er død. Men han opdager, at det har noget med lejlighed 42 at gøre, og at han er nødt til at finde ud af noget mere, hvis han ikke for evigt skal vedblive at være en ånd i vores verden. Det viser sig dog, at lejlighed 42 gemmer på noget grufuldt.

Ligesom han gjorde i novellen “Pink” fra Vandringer i mørke, lykkes det også her for Nikolaj Højberg at skabe et forvrænget perspektiv, så uhyggen vælter ud af en aflåst lejlighed. Læseren holdes i uvidenhed sammen med hovedpersonen, og der er ingen nemme løsninger. Højberg er absolut en af de forfattere, det er værd at holde øje med.

Også “Spøgelseshuset” af Tinna Smedegaard bør fremhæves. Fortælleren har arvet et hus efter sin tante – et hus som det efter sigende spøger i. Det har fortælleren dog aldrig mærket noget til, når han har besøgt tanten, så han er ikke nervøs. Det eneste generende er faktisk, at det er svært for ham at få håndværkerne til at sætte det i stand. Til sidst er huset klar til indflytning, så fortælleren flytter ind, og der er – naturligvis – ingen spor af spøgelser. Men så bliver han syg …

Slutningen er måske ikke så overraskende, men til gengæld er den godt bygget op og yderst velskrevet. Den føles lidt som de klassiske gotiske historier, og den slags kan jeg godt lide. Lidt hyggeligt uhygge.

Til slut vil jeg også fremhæve “Katrine 05” af Malan Jacobsen, hvis slutning jeg til gengæld ikke havde gennemskuet. Her vågner den kvindelige hovedperson op, gravid og uden hukommelse. Hendes mand fortæller hende, at hun lider af epileptiske anfald, og at det ofte sker at hun glemmer alt efter et kraftigt anfald. Katrine føler sig utryg, og finder forskellige tegn på, at alt måske ikke er helt som det skal være. Og langsomt får hun vished om, at der foregår noget forkert i huset.

Først tænkte jeg Rosemarys baby, så tænkte jeg Doktor Moreaus ø, og til sidst tænkte jeg, at Malan Jacobsen har sin helt egen unikke stemme. “Katrine 05” er spændende, overraskende og endnu et eksempel på at der findes mange gode danske horror-forfattere.

Indhold:

Lars Ahn Pedersen: Mordene på Katrina
H. H. Løyche: Tante Olga
Thomas Strømsholt: I de dybe mørke skove
Helene Hindberg: Astrid
Jesper Rugård Jensen: En kort historie om en mand
Thomas Bøttern: Hvordan man slår sin lillesøster ihjel
Tinna Smedegaard: Spøgelseshuset
Nikolaj Højberg: Lejlighed 42
Henrik Sandbeck Harksen: Let Petit Mort
Malan Jacobsen: Katrine 05
A. Silvestri: Der er engle nok til alle

Hvis du ikke kan finde Dystre Danmark på dit bibliotek eller hos boghandleren, kan den købes via hplmythos.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: H. Harksen Productions, 251 sider