september 2018
M T O T F L S
« aug    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Indlæg tagget med ‘tivoli’

Jeb Skulls makabre eventyr af Jonas Wilmann

Jeb Skulls makabre eventyr af Jonas WilmannSiden Jonas Wilmann debuterede som forfatter i 2009 med “The End”,  har han udgivet en lang række bøger. Enkelte på andre forlag, men de fleste som selvudgiver på sit eget forlag Kaos. Genremæssigt har han bevæget sig i horror, fantasy, science fiction og værker udenfor gængse genrebetegnelser. Han har skrevet romaner og noveller, og han har skrevet for børn, unge og voksne. Wilmann er med andre ord en både produktiv og alsidig forfatter.

“Jeb Skulls makabre eventyr” er seneste udgivelse, som Wilmann kalder: “et grumt og bloddryppende folkeeventyr“.

Hovedpersonen Jeb Skull er endier, dvs. en kunsthåndværker der rejser rundt og sælger sine varer, hvor han kommer frem. Jeb har bl.a. valgt denne profession, fordi han mildest talt ikke bryder sig meget om andre mennesker. Ved bogens start er han så træt af menneskeheden, at han beslutter sig for at gå igennem Den Sorte Skov, da han tilfældigt er i nærheden.

Den Sorte Skov er omgærdet af mystik. Der går fortællinger om, at skoven hjemsøges af både trolde og ligædere, men Jeb er en rationel mand, som ikke tror på trolddom. Så han beslutter sig for at gå gennem skoven, der udefra ikke ser særlig stor ud, og sælge sine varer til de få eneboere der bor derinde.

Men så let går det selvfølgelig ikke. Da Jeb holder hvil ved siden af en gammel gravplads, bliver han overfaldet af en sindssyg kvinde. Det lykkes ham at slippe væk, men i sin sårede tilstand farer han vild. I stedet vågner han op i en lille bjælkehytte, der tilhører kvinden Sicuuna. Hun forbinder hans sår og giver ham en drik mod eftervirkningerne. Men Jeb tror ikke på den slags hekseri, så da han atter forsøger at finde ud af skoven, smider han flasken fra sig. Det skulle han ikke have gjort …

“Jeb Skulls makabre eventyr” er en roman, men hvert kapitel fortæller en ny historie om Jeb Skull og hans oplevelser. Fra opholdet hos Sicuuna drager Jeb videre ind i skoven og støder på både landsbyer og omrejsende tivolier, men ligegyldigt hvor han kommer frem, tvinges han til at forholde sig til begivenheder og personer. Og det huer bestemt ikke den menneskesky endier.

Jeg plejer at være rigtig begejstret for Jonas Wilmanns udgivelser, men denne gang er jeg desværre ikke helt oppe at ringe. Dels synes jeg ikke, at sproget glider helt så ubesværet som sædvanligt, og så er tonen i fortællingen lidt for frisk-fyr-agtig-røverfortælling efter min smag. Det er så egentlig ikke fair at beklage sig over det, for her er jo netop tale om en eventyrlig roman. Men jeg kan nok bedre lide, når Wilmann er helt sort, eller i hvert fald ikke helt så lystig som her.

“Der er ingen, som kan vise dig ud af skoven. Jeg ved alt, hvad der er værd at vide her. Men hvis du leder efter andre mennesker, er der en by i den retning.” Han pegede og tilføjede: “Men pas på, Jeb Skull. De er ikke alle til at stole på.” Jeg kunne ikke lade være  med at le. Sikke en lille rad! Så højtidelig, og så vidste han simpelthen alt, hvad der var værd at vide heromkring! Jeg skulle til at finde på et eller andet morsomt quizspørgsmål, men drengens omrids begyndte at sløre for øjnene af mig. Jeg gned mine øjne. Skulle jeg nu allerede drikke det gule sjask igen?”

Når det er sagt, så er historien om Jeb Skull ikke dårlig. Her er både utroligt klamme passager og underholdende røverhistorier. Og så skal Aske Schmidt Roses flotte forsideillustration også fremhæves. Alt i alt er “Jeb Skulls makabre eventyr” letfordøjelig underholdning med et stænk klam gru – og det er jo heller ikke så tosset.

Skulle du have lyst til at læse om forhistorien til og arbejdet med bogen, så har Wilmann skrevet et interessant blogindlæg på sin hjemmeside.

Om “Jeb Skulls makabre eventyr”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Kaos, 220 sider
Forside: Aske Schmidt Rose

I klovnenes kløer af Henrik Einspor

I klovnenes kløer af Henrik EinsporHenrik Einspor trækker morskabens maske af cirkusklovnene i sin nye YA roman I klovnenes kløer

Jakob har fået et sommerjob i det lokale tivoli, som holder til på molen i en engelsk badeby. Her passer han Fiskedammen, hvor de mindre børn kan fiske efter bamser og andre præmier. Det er ikke nær så sejt, som at passe spøgelsestoget, men nu nærmer sæsonen sig alligevel snart sin afslutning.

Blandt tivoliets faste gæster er gadedrengen Milo. Han kommer hver eneste dag til Fiskedammen, hvor han bruger alle sine penge på at vinde hovedgevinsten – en klovnedukke fra øverste hylde. Jakob har næsten ondt af Milo, for det er stort set umuligt at samle point nok til hovedgevinsten. Men en dag lykkes det, og Milo kan tage klovnedukken med sig.

Snart efter dukker Bella op i Jakobs bod. Hun passer Spøgelsestoget, og et barn er blevet væk under den sidste tur. Den forsvundne viser sig at være Milo, og i deres søgen efter ham finder de en hemmelig dør inde midt i Spøgelseshuset. En dør, der viser sig at føre til en parallelverden befolket af klovne, men ikke de søde, sjove klovne vi kender i vores verden…

I klovnenes kløer er godt nok rettet mod ungdomspublikummet, men jeg følte mig nu gevaldigt underholdt under læsningen trods min voksne alder. Selvom sproget er enkelt og letlæselig, skriver Henrik Einspor ikke ned til sine læsere, ligesom han heller ikke holder sig tilbage for at lade det gøre ondt på sine hovedpersoner. Der var flere overraskende scener undervejs, hvor jeg tog mig i at tænke: “skrev han virkelig det?” Men det er fedt, at også en YA gyser kan overraske både på handlingen og på gyset.

Jeg ved ikke, om ungdomslæserne er så bekendte med Englands mole-tivolier, men jeg så scenariet lyslevende for mig, hvilket var med til at skabe den perfekte kulisse for historien.

I det hele taget er der ikke meget negativt at sige om I klovnenes kløer. Idéen med et parallelsamfund befolket af onde klovne er godt fundet på. Særligt i kølvandet på de mange killer clowns der fyldte medierne i slutningen af 2016. Som voksen læser kunne jeg godt have tænkt mig at få lidt mere at vide om klovnenes liv efter solnedgang, for der antydes undervejs til, at det er her ondskaben for alvor vågner. Jeg tænker dog, at det er et bevidst valg af forfatteren ikke at bevæge sig herind med andet end antydninger. Og det kan såmænd også være ret så skræmmende.

Henrik Einspor er en flittig børnebogsforfatter, og jeg har tidligere omtalt Porcelænsdukken, som han har skrevet sammen med Bjarne Dalsgaard Svendsen. I klovenenes kløer hører til i samme gode liga af velskrevne YA gysere.

Endelig bliver jeg simpelthen også nødt til at fremhæve den ualmindelig flotte forside af Mette Breth, som virkelig legemeliggør udtrykket dræber-klovn. Alene for den stemningsfulde forside bør man læse bogen. Men heldigvis følger indholdet helt med…

Hallo? Hallo-oo? Er der nogen herinde? I kan lige så godt komme frem, for jeg kan udmærket godt se jer.” Bluff. Vi rørte os ikke ud af stedet. Det gjorde Opas humør til gengæld; det dalede betragteligt. Stemmen blev lav og truende. “I slipper ikke godt fra at stjæle, små kryb. Jeg skal rive jer i stumper og stykker,” spruttede han. “Vende vrangen ud på jer, flå jer som små kaniner. Kom, hit med dukken. Jeg tæller til tre!” Fra mit skjul kunne jeg se hans gule øjne afsøge rummet. Han havde rester af teatermaling siddende i ansigtet. Skorper af hvidt og gult. Og en alt for stor og alt for rød mund…”

Om I klovnenes kløer:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 174 sider
Forside: Mette Breth

Besøg Henrik Einspors hjemmeside

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret

Joyland af Stephen King

Joyland af Stephen KingStephen King er en meget alsidig forfatter. Mange tænker kun på ham som ”the king of horror”, men i virkeligheden befinder hans fortællinger sig ofte i alle mulige andre genrer. Jeg har været stor fan af ham, siden jeg første gang læste Opgøret (eller Slutspil som titlen var på den tre-binds udgave, der først udkom på dansk), og har holdt af det meste.

I Joyland befinder vi os i North Carolina i 1970’erne. Hovedpersonen er den 21-årige Devin Jones, der tager et sommerferiejob i forlystelsesparken Joyland. Her forsøger han at komme sig over sin første hjertesorg, da kæresten Wendy slår op med ham, mens han tjener penge til næste års semester på college.

Sommeren bringer både livslange venskaber og fortællingen om et genfærd, der hjemsøger parkens spøgelseshus, hvor en ung pige nogle år forinden er blevet myrdet.

Joyland er ikke så meget en spændingsroman, som det er en slags ”coming of age” historie. Nok er der et mord-mysterium undervejs, men fokus er på Devin, som i løbet af sommeren udvikler sig fra en ulykkelig forelsket ungersvend, til en handlekraftig mand der tager sit ansvar på sig – også når det har konsekvenser.

Det er ikke første gang, King har skrevet en ”coming of age” roman. Allerede i 1982 udgav han kortromanen Liget i skoven (The Body), om en gruppe drenge som tager på tur for at finde liget af en dreng, der er blevet kørt over af toget i en skov. Historien er en af de smukkeste i hele Kings forfatterskab, og resulterede da også i en fremragende filmatisering i 1986 med titlen Stand by me.

Desværre synes jeg ikke, at Joyland tilnærmelsesvis nærmer sig samme høje niveau. Det er ikke fordi, historien som sådan er dårlig, men King har bare fortalt den før – og bedre. Romanen virker lidt som venstrehånds-arbejde, hvor King genbruger sine kendte virkemidler, men uden deres sædvanlige overbevisning.

Fortællemæssigt bringer Joyland f.eks. intet nyt til forfatterskabet. Oplægget er klassisk Stephen King, hvor fortælleren ser fra nutiden tilbage på den pågældende sommer og beretter om, hvad der skete. Ind i mellem får vi hans nutidige tanker om sit datidige jeg, samt lidt om hvad der er sket med de personer, der fyldte hans liv i den periode. Det plejer at være virke godt, men denne gang forekommer det lettere mekanisk.

Joyland har sikkert ikke været helt let at oversætte. King krydrer historien med tivoli-jargon, som han vist selv har opfundet til lejligheden, men ind i mellem halter også de helt almindelige sætninger (s. 31: “Må jeg høfligst bede dig om at starte midt i historien? sagde jeg sarkastisk”; s. 13: ”En tur i Hjulet betyder, at du er, som det lyder. Ansat. Han kan lide at lade de få det vide. Siger du ja til jobbet?”) Om det så er fordi, King har lavet lidt venstrehånds-arbejde eller om det er oversætteren, kan være svært at vide. I hvert fald må jeg indrømme, at jeg ikke er så imponeret over bogen, som jeg havde håbet.

Har man ikke tidligere læst noget af Stephen King, er oplevelsen af Joyland muligvis anderledes, idet metaltrætheden formentlig ikke skinner ligeså tydeligt igennem. Men har man stadig King til gode, og vil man gerne læse en ”coming of age” historie, så tag hellere Liget i skoven og få en fantastisk læseoplevelse.

Med andre ord – ikke Kings bedste roman.

Om bogen:

Omslag: Jon Asgeir
Udgivelsesår: 2015
Forlag: Hr. Ferdinand, 301 sider

Carnival of Souls

Kirkeorganisten Mary Henry kører sammen med nogle veninder galt, og bilen ender i en flod, som redningsmandskabet ikke kan redde den op af. Men efter næsten tre timer dukker Mary uskadt op af vandet. Hun kan ikke redegøre for, hvordan hun slap ud, men det tilskriver man chokket.

Kort efter rejser Mary til en anden by, hvor hun skal starte som kirkens nye organist. Tilsyneladende er alt i orden, men Mary virker sært ved siden af sig selv, og hun begynder at se en mærkelig mand, der tilsyneladende forfølger hende overalt. Samtidig kommer hun ud for flere hændelser, hvor hun nærmest forsvinder ud af virkeligheden – og det hele virker knyttet til det forladte tivoli lidt udenfor byen.

“Carnival of Souls” er fra 1962, og når man ser den i dag, er alderen naturligvis tydelig på mange måder. Ikke desto mindre synes jeg, den er ganske vellykket. Den efterlader en med en ubehagelig følelse, og selvom den i virkeligheden ikke viser særlig meget, så kryber den ind under huden. Candace Hilligoss, som spiller Mary Henry, virker hele tiden lidt ved siden af sig selv, som om hun ikke rigtig er til stede, og det fungerer helt på filmens præmisser. Scenerne, hvor lyden forsvinder og Mary falder ud af virkeligheden, er også spændende lavet. Så på trods af at filmen er langsomt klippet i forhold til nutiden, og selvom der stort set ikke bruges specieal effects, så kan jeg anbefale “Carnival of Souls”, hvis man vil prøve en lidt anderledes gyserfilm fra 60’erne.

Instruktør: Herk Harvey
Udgivelsesår: 1962

The Funhouse

The FunhouseTobe Hoopers film The Funhouse er fra 1981. Amy tager med den upolerede Buzz på date. De besøger et omrejsende tivoli, som Amy ellers har fået forbud mod at tage til, for “der var noget med nogen der forsvandt der i en anden by”. Sammen med Amy og Buzz er vennerne Liz og Richi. Og uden at nogen opdager det, følger også Amys lillebror Joey med.

I tivoliet hygger de unge sig, ryger nogle joints og prøver nogle forlystelser, men da det er ved at være tid til at gå hjem, foreslår Richi, at de bliver og overnatter i spøgelseshuset. Som sagt så gjort, og til at begynde med hygger de unge sig vældigt. Men så hører de spetakel og overværer et mord. Desværre opdager morderen, at nogen er i huset med ham, og nu går jagten ind på de unge. En for en bliver de fanget i spøgelseshuset mange mørke kroge …

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om The Funhouse. På nogle måder er det en sjov idé, og kulisserne i spøgelseshuset er fin baggrund til forfølgelsen og slasherscenerne. Men på andre måder er filmen bare blevet for 80’er agtig. Jeg bliver så irriteret over piger, der bare står og skriger hysterisk, mens fyrene kæmper for livet. Derudover synes jeg også, at optakten er alt for lang, samtidig med at klimaks’et til sidst i filmen ikke er særligt godt lavet. Det virker ikke overbevisende og er alt for “dødt”.

Det var ikke spild af tid at se The Funhouse, men jeg kommer ikke til at huske den som en af Tobe Hoopers bedste film.

Om The Funhouse:

Instruktør: Tobe Hooper
Udgivelsesår: 1981

Dr. Caligaris Kabinet

Dr. Caligaris KabinetDr. Caligaris Kabinet er en af de film, som jeg har haft på min Skal-Se liste, men som jeg har skubbet lidt foran mig. Jeg vidste, det var en klassiker, men havde lidt svært ved at tage mig sammen til en tysk stumfilm fra 1920. Men jeg må sige, at jeg blev yderst positivt overrasket.

Filmen åbner med to mænd, der sidder i en have og taler sammen, mens en kvinde går forbi. Hovedpersonen Francis fortæller, at det er hans forlovede Jane, og at historien om, hvordan de blev forlovede, er ganske utrolig. Mens han begynder at fortælle den historie, skifter filmens perspektiv til et langt flashback.

I den lille by Holstenwall ankommer et tivoli. Blandt boderne er Dr. Caligari som optræder med søvngængeren Cesare, der har sovet i 25 år. Når Cesare udtaler en profeti, går den i opfyldelse. Francis og vennen Alan overværer showet, og Alan spørger Cesare “Hvornår skal jeg dø?”. Svaret er “Inden morgen”, og ganske rigtig – næste morgen er Alan død.

Francis går til politiet og fortæller, at han mistænker Caligaris søvngænger for mordet. Før de kan reagere, bliver en ældre kvinde forsøgt myrdet og gerningsmanden fanget. Alle tror, at det er den samme, som slog Alan ihjel, men han nægter.

Politiet overvåger Caligaris vogn med kisten, hvor Cesare ligger, men om natten bliver Jane alligevel overfaldet af Cesare, som stikker af og ender med at falde i døden. Det viser sig, at kisten kun indeholder en dukke, og at Dr. Caligari er flygtet.

Francis følger efter Caligari og ender ved et sindssygehospital – hvor Dr. Caligari er direktør! Francis finder nogle optegnelser om en tidligere Caligari, som brugte en søvngænger til at begå mord for sig, og overbeviser personalet om, at nutidens Caligari gør det samme. Så Caligari bliver indlagt.

Så skifter perspektivet igen til nutiden, og Francis sidder atter i haven med den ældre mand (og nu kommer der en SPOILER). Pludselig dukker Dr. Caligari op, og Francis kommer i slagsmål med ham og bliver slæbt væk af personalet. Det viser sig, at hele historien har været Francis vrangforestilling, og at han er den indlagte på sindssygehospitalet.

Historien er ikke særlig uhyggelig i dag, og selve plottet kan heller ikke overraske mange af nutidens seere, men alle klichéer starter med en første gang, og det var Dr. Caligaris Kabinet for datidens seere.

Ydermere er historien fortalt med spændende visuelle virkemidler. Når vi er i nutiden, er settet sat i en virkelig have og med almindelige billeder. Men når vi er i flashbacket, er settet en teateragtig todimensionel scene, hvor husene er malet på træplader, og alle vinkler er skæve og forvredne ude af vinkel. Perspektivet forvirres, og når menneskene nærmest må krybe ud af døre eller klatre op på stole, giver det en uhyggelig og uvirkelig fornemmelse, som helt sikkert må have været endnu mere udbredt for datidens seere.

Filmen bruger den tyske ekspressionisme til at skildre forvirring og utryghed hos personerne. De forvredne perspektiver er en subjektiv gengivelse af virkeligheden, som når Cesare flygter ad trapper i skæve vinkler. En advarsel om at betragteren (eller i dette tilfælde fortælleren) ikke er ved sine fulde fem.

Dr. Caligaris Kabinet er således en overraskelse på det visuelle plan omend ikke så meget på plottet. Ikke desto mindre vil jeg anbefale den til alle, som har lyst til at få et indblik i gyserfilmens historie, for som Roger Ebert skriver i sin omtale af Dr. Caligaris Kabinet:

“A case can be made that “Caligari” was the first true horror film. There had been earlier ghost stories and the eerie serial “Fantomas” made in 1913-14, but their characters were inhabiting a recognizable world. “Caligari” creates a mindscape, a subjective psychological fantasy. In this world, unspeakable horror becomes possible.”

Læs hele Roger Eberts anmeldelse

Om filmen:

Instruktør: Robert Wiene
Udgivelsesår: 1920
Originaltitel: Das Cabinet des Dr. Caligari