november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Tobe Hooper’

Leatherface er tilbage – men kun på Blockbuster!

Leatherface 2017Hvis du ikke kan få nok af det ikoniske monster, Leatherface, fra The Texas Chainsaw Massacre, er der godt nyt. Blockbuster tilbyder nemlig filmen Leatherface fra den 20. oktober, samtidig med at den får amerikansk biografpremiere.

Siden Tobe Hooper i 1974 lavede klassikeren The Texas Chainsaw Massacre, har flere forskellige instruktører – med blandet held – forsøgt at gentage successen med Leatherface og hans psykopatiske familie.

Et af de mere vellykkede forsøg – i hvert fald efter min mening – var Jonathan Liebesmans The Texas Chainsaw Massacre – the beginning fra 2006. Filmen var en prequel til genindspilningen af The Texas Chainsaw Massacre fra 2003 af Michael Bay, og skulle forklare, hvordan Leatherface blev denne umenneskelig massemorder med hang til motorsave.

Nu er der så kommet en ny film i rækken, der ligesom Liebesmans film fortæller om begivenheder, der udspiller sig før Tobe Hoopers film.

For at fejre premieren på Leatherface giver Blockbuster alle gyserfans mulighed for at se eller gense Motorsavsmassakren ganske gratis via dette link. Så har du ikke fået set Hoopers klassiker, så er muligheden der nu.

Bagefter kan du jo så kaste dig over Leatherface 2017, som Karina “ScreamQueen” Adelgaard har anmeldt på Heaven of Horror. Hun roser filmen for “at trække på detaljer fra både den originale film fra 1974 og reboot/remake-udgaven fra 2003” og giver den point for “skuespillerne og den visuelle stil“.

Filmen er instrueret af Alexandre Bustillo og Julien Maury, som også har instrueret Inside fra 2007.

Se Motorsavsmassakren via Blockbuster.dk

Se Leatherface via Blockbuster.dk

Film med Leatherface:

The Texas Chainsaw Massacre – 1974, Tobe Hooper
The Texas Chainsaw Massacre 2 – 1986, Tobe Hooper
Leatherface – The Texas Chainsaw Massacre III – 1990, Jeff Burr
The Return of the Texas Chainsaw Massacre – 1994, Kim Henkel
The Texas Chainsaw Massacre – 2003, Marcus Nispel
The Texas Chainsaw Massacre – the beginning – 2006, Jonathan Liebesman
Texas Chainsaw 3D – 2013, John Luessenhop
Leatherface – 2017, Alexandre Bustillo og Julien Maury

The Funhouse

The FunhouseTobe Hoopers film The Funhouse er fra 1981. Amy tager med den upolerede Buzz på date. De besøger et omrejsende tivoli, som Amy ellers har fået forbud mod at tage til, for “der var noget med nogen der forsvandt der i en anden by”. Sammen med Amy og Buzz er vennerne Liz og Richi. Og uden at nogen opdager det, følger også Amys lillebror Joey med.

I tivoliet hygger de unge sig, ryger nogle joints og prøver nogle forlystelser, men da det er ved at være tid til at gå hjem, foreslår Richi, at de bliver og overnatter i spøgelseshuset. Som sagt så gjort, og til at begynde med hygger de unge sig vældigt. Men så hører de spetakel og overværer et mord. Desværre opdager morderen, at nogen er i huset med ham, og nu går jagten ind på de unge. En for en bliver de fanget i spøgelseshuset mange mørke kroge …

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om The Funhouse. På nogle måder er det en sjov idé, og kulisserne i spøgelseshuset er fin baggrund til forfølgelsen og slasherscenerne. Men på andre måder er filmen bare blevet for 80’er agtig. Jeg bliver så irriteret over piger, der bare står og skriger hysterisk, mens fyrene kæmper for livet. Derudover synes jeg også, at optakten er alt for lang, samtidig med at klimaks’et til sidst i filmen ikke er særligt godt lavet. Det virker ikke overbevisende og er alt for “dødt”.

Det var ikke spild af tid at se The Funhouse, men jeg kommer ikke til at huske den som en af Tobe Hoopers bedste film.

Om The Funhouse:

Instruktør: Tobe Hooper
Udgivelsesår: 1981

The Damned Thing

Tobe Hooper har instrueret afsnittet “The Damned Thing” i 2. sæson af Masters of Horror, og her er tale om virkelig kræs.

Filmen åbner op en uvejrsaften, hvor en lille familie sidder og hygger sig over aftensmaden. Det er farens fødselsdag, og netop som mor og søn skal til at bringe fødselsdagskagen ind, sker der noget. Far står i døren med et jagtgevær, og et øjeblik efter er mor død, og sønnen bliver jagtet ud over markerne, mens faren råber “jeg gør dig ikke noget”.

24 år efter er drengen blevet voksen. Nu er han sherif i den lille by og har selv fået en søn. Men der er noget i luften. Normalt er byen ualmindelig fredelig, men nu sker der flere umotiverede tilfælde af vold og drab, og vejret opfører sig også unormalt. The Damned Thing er tilbage …

Denne meget korte beskrivelse af handlingen yder slet ikke filmen retfærdighed. Tobe Hooper har på en lille time, skruet en meget effektiv historie sammen på et lille budget. Alene starten lægger “The Damned Thing” klasser over flere af de andre afsnit i serien, og der er mere uhygge undervejs. Bl.a. en hammerscene som næsten fik mig til at kigge væk.

Skuespillet er i orden, og handlingen bygger på en novelle af Ambrose Bierce. Et navn jeg ofte er stødt på, men aldrig har fået læst noget af. Det bliver jeg vist nødt til at råde bod på nu. “The Damned Thing” hører efter min mening til i toppen af Masters of Horror. Tobe Hooper kan altså noget bag et kamera…

Instruktør: Tobe Hooper
Udgivelsesår: 2006

Besøg Masters of Horror

Poltergeist

Poltergeist 1982Poltergeist er en af de film, jeg husker, jeg så med rædsel som barn. Den er instrueret af Tobe Hooper, som især er kendt for Motorsavsmassakren, og er skrevet og produceret af Stephen Spielberg. Jeg har flere steder læst, at det i virkeligheden hovedsageligt var Spielberg, som instruerede, og på en måde minder Poltergeist da heller ikke meget om Hoopers øvrige film. Men begge har afvist alle rygter, og uanset hvem af dem, der stod bag kameraet, synes jeg stadig, at resultatet holder.

Poltergeist starter i ren forstadsidyl. Familien Freeling bor i en fredelig forstad. Farmand er ejendomsmægler og mor går hjemme med de tre børn. Men så en nat begynder den yngste pige, Carol Anne, at tale med “tv-folkene”, og snart sker en masse underlige fænomener. Stole flytter sig af sig selv, hunden begynder at opføre sig anderledes osv. Familien lægger dog ikke noget i det – før Carol Anne forsvinder! Nu går fænomenerne helt amok, og familien søger hjælp hos Dr. Lesh, som undersøger paranormale fænomener.

Selvom mange af special effects’ne i dag virker gammeldags, så er der faktisk også scener, som stadig er lige uhyggelige. På et tidspunkt falder moren i familiens nyopgravede swimmingpool, og pludselig befinder hun sig midt mellem hundredevis af skeletter. En anden scene, som stadig får mig til at hoppe ud af stolen, er da Carol Anne sidder foran tv’et, og pludselig rækker en spøgelsesagtig hånd ud af skærmen.

Carol Anne spilles af den 7-årige Heather O’Rourke, som ligner en lille engel med sit lange lyse hår og de store blå øjne. Hun spiller også godt, og er den eneste skuespiller som er med gennem alle tre film. Desværre døde Heather O’Rourke allerede som 12-årige, ligesom man var blevet færdig med at optage Poltergeist III.

Om filmen:

Instruktør: Tobe Hooper
Udgivelsesår: 1982

The Toolbox Murders

“The Toolbox Murders” blev første gang blev lavet i 1978 af instruktøren Dennis Donnely, stærkt inspireret af “The Texas Chainsaw Massacre”. “The Toolbox Murders” fik dengang masser af omtale og blev forbudt i England pga. sin eksplicitte vold og sit kvindesyn. Knap 30 år senere har Tobe Hooper lavet en ny version af “The Toolbox Murders”, og ligesom første gang er her masser af blod.

En af mine yndlingsskuespillere, Angela Bettis, har hovedrollen som Nell. Hun flytter sammen med sin mand ind i Lusmans Arms, et gammelt hotel som nu er omdannet til lejligheder, og pt. er ved at blive renoveret. Men de har ikke boet i lejligheden mange timer, før det går op for dem, at væggene er tynde som papir – og at renoveringen langt fra er kommet så langt som lovet.

En dag overhører Nell naboens skrig om hjælp og ringer efter politiet, men da de kommer er der intet at se i lejligheden. Et par dage efter forsvinder Nells løbeveninde, og nu bliver Nell for alvor mistænkelig. Da ingen vil tro hende, begynder hun selv at undersøge sagen, og hun finder ud af, at der er et hus inde i huset. Men da hun finder indgangen, kommer hun selv i livsfare.

Der er gode ting i “The Toolbox Murders”, men der er også nogle knap så gode ting. Idéen om huset i huset er rigtig god, og kunne være rigtig skræmmende – hvis ikke lige morderen blev afsløret indenfor filmens første 5 minutter. Jo, han er en mystisk skikkelse, men i samme øjeblik man ser, hvem der myrder kvinderne, synes jeg mystikken og det uhyggelige forsvinder, og tilbage er bare splat som ikke er uhyggeligt.

Alt i alt er “The Toolbox Murders” dog ganske underholdende, hvis man kan lide film med masser af blod og visuelle mord. Men rigtig uhyggelig er den nu ikke.

Også omtalt på horrorsiden.dk

Instruktør: Tobe Hooper
Udgivelsesår: 2003

De dødes by af Stephen King

De dødes by af Stephen KingEfter en årrække vender forfatteren Ben Mears tilbage til sin tantes by. Her boede han nogle år som dreng, og havde en traumatisk oplevelse i det gamle Marsten House. Samtidig med Bens ankomst til Jerusalems Lot (i daglig tale ’Salem’s Lot) ankommer også antikvitetshandleren Barlow og hans medhjælper Straker.

En række mystiske dødsfald finder sted, og pludselig er Ben sammen med nogle få af byens indbyggere midt i en vampyrjagt.

Bogen er blevet filmatiseret to gange. Første gang i 1979 af Tobe Hooper med James Mason som Straker. Anden gang i 2004 af Mikael Salomon med bl.a. Rob Lowe og Donald Sutherland på rollelisten.

Om romanen skriver Darryl Jones i Horror: A Thematic History in Fiction and Film:

When I conceived of the vampire novel which became ‘Salem’s Lot’, King has written, ‘I decided I wanted to try to use the book partially as a form of literary homage…So my novel bears an intentional similarity to Brams Stoker’s ‘Dracula’. Combined with this attempt at a revision of the traditional vampire canon was a distrust of traditional structures of power and authority. The book was written, says King, in the shadow of the Watergate affair:

In my novel ‘Salem’s Lot’, the thing that really scared me was not vampires, but the town in the daytime, the town that was empty, knowing that there were things in closets, that there were people tucked under the beds, under the concrete pilings of all thoses trailers. And all the time I was writing htat, the Watergate hearings were pouring out of the TV … During that time I was thinking about secrets, things that have been hidden and were being dragged out into the light.”

Om bogen:

Originaltitel: Salem’s Lot
Udgivelsesår: 1975

Tobe Hooper

Tobe HooperTobe Hooper blev født i Texas i 1943.

Han blev betragtet som en af de mest lovende instruktører efter filmen The Texas Chainsaw Massacre (1974), der har påvirket hele genren, men Hooper røg i et karrieremæssigt hul. I modsætning til John Carpenter’s op og ned-ture er Hooper’s nedtur ikke pga. en manglende evne til at finde en karakteristisk kunstnerisk stemme, men snarere pga. at han ikke kan finde et kontinuerligt afløb for sit allerede meget karakteristiske udtryk.

Hans store gennembrud var som nævnt The Texas Chainsaw Massacre. Filmen er løseligt baseret på sagen om Wisconsin morderen/kannibalen Ed Gein. En sag som også Hitchcock blev inspireret af til Psycho (1960). Hooper lader filmen sarte med ordene: This movie is based on an actual case, ligesom han inkluderer navnene på adskillige ofre. Men navnene er fiktive, og filmen har meget lidt lighed med den oprindelige sag.

I The Texas Chainsaw Massacre har Hooper blandet sort humor med en dyster og mørk stemning og tilsat en god del vold og splat. Ud fra det har han skabt en fuldstændig vild film, som den dag i dag chokerer sit publikum. De værste scener er publikum dog selv skyld i, da det er deres fantasi som spiller videre på billederne på skærmen. Hooper har nemlig taget ved lære af Hitchcock og forstår kunsten med at antyde for at skabe uhygge. Dermed ikke sagt at filmen ikke er blodig, for det er den også. Den blev i 1980 kåret som en genreklassiker af Museum of Modern Art, og deler således æren med bl.a. Wes Craven’s The Hills have eyes.

Efter The Texas Chainsaw Massacre fulgte Eaten Alive (1976) som slet ikke fik samme succes, selvom Hooper også her formår at mixe bizar sort humor med oprørende skandaløs horror. Derefter fulgte tv-miniserien Salem’s Lot, som var hans første mainstream opgave – en filmatisering af en Stephen King roman. The Fun House (1981) blev en box office succes, som gav et kort opblus i Hoopers karriere. Men så fulgte Poltergeist (1982), som Hooper fik tilbudt af Stephen Spielberg.

Poltergeist blev en kæmpesucces, men rygter om at det i virkeligheden var Spielbergs værk og ikke Hoopers, fik Hollywood til at give ham den kolde skulder. Måske i protest forlod Hooper gysergenren og lavede to science fiction film, som dog ikke rigtigt lykkedes. Endeligt i 1986 færdiggjorde Hooper The Texas Chainsaw Massacre II, som han havde villet lave i mange år, men ikke kunne pga. filmrettighedstvister. Toeren blev et mesterværk – nedbrydende, sjov, rædselsvækkende til det ekstreme og pyntet med giftig satire. Alligevel blev den ikke nogen publikumssucces, måske var den for voldelig? Eller måske var budskabet for grumt?

Blandt Hoopers andre film findes bl.a. endnu en Stephen King filmatisering The Mangler fra 1995.

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty