december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘tortur-horror’

Alt det hun ville ønske hun ikke forstod af Steen Langstrup

Alt det hun ville ønske hun ikke forstod af Steen LangstrupSteen Langstrup er en forfatter, som aldrig har været bange for at eksperimentere og gå nye veje. I sine horrorromaner har han bevæget sig fra varulve og vampyrer over dæmoner og dræbersnegle, og nu kaster han sig ud i en ny subgenre: tortur-horror.

Normalt sluger jeg alt, hvad Langstrup udgiver, men denne gang var jeg lidt bekymret, for tortur-horror er en subgenre, jeg generelt har det lidt svært med.

To unge kvinder arbejder på en tank. Det er aftenen, hvor Danmark er i finalen, og hele byen ligger øde hen. Alle sidder foran fjernsynet og følger med. Agnes er antropologi-studerende og regner med at kunne arbejde lidt på sit speciale under den stille aftenvagt, mens Belinda keder sig og savner kæresten Christoffer. Aftenen bliver dog langt fra så begivenhedsløs, som de to piger regner med, og snart spiller de hovedrollen i et blodigt show, hvor antropologen pludselig er den, der studeres.

Langstrup er en ægte horrorforfatter, og derfor udkommer hans nye roman da også d. 13. oktober, godt nok på en torsdag men alligevel. Og som en ægte horrorforfatter fik han mig også gentagne gange til at gyse.

Som sædvanligt er romanen yderst velskrevet. Langstrup krydsklipper mellem nutiden og flashbacks til aftenens forløb, og på meget få sider får han de to piger til at stå levende og troværdige for læseren. De korte kapitler og spring i tid og sted er med til at accellerere handlingen og fik mig lynhurtigt til at flytte mig uroligt rundt på stolen. Sidst i romanen indhenter de to spor hinanden, og vi får svaret på hvem og hvorfor, men inden da har Langstrup trukket læseren igennem et sandt rædselsmareridt.

Jeg følte i den grad med de to piger, og havde rigtig svært ved at kapere det, de gennemgår. På den måde kan man sige, at romanen er utrolig vellykket. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg har lyst til at læse den igen, for jeg kunne næsten fysisk mærke pladesaksen, og hvor jeg nyder at blive underholdt af zombier, der flænser folk i smadder, så kommer tortur-horror nok lidt for tæt på min virkelighed til, at jeg gyser på den gode måde.

Jeg kom til at tænke på film som “Hostel“, “Eden Lake” og Wolf Creek, mens stemningen i bogen ledte tankerne i retning af “The Girl Next Door” af Jack Ketchum. En roman som jeg følte mig ret overvældet af. Samtidig er der også lidt Takashi Miike over fortællingen, for lige som Miike er Langstrup ekspert i at føre læseren helt op til de blodige detaljer, og så klippe væk og overlade det til ens egen fantasi. Og det er stort set altid værre end noget nogen forfatter eller instruktør kan vise.

På trods af min skepsis må jeg nok indrømme, at Alt det hun ville ønske hun ikke forstod er værd at læse. Den er nok grum og ramte i hvert fald mig næsten fysisk, men den er også velskrevet og interessant, ikke mindst pga. personernes udvikling. Så selvom den ikke ryger på min personlige top 3 over Langstrups udgivelser, så læs den alligevel.

Om Alt det hun ville ønske hun ikke forstod:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Steen Langstrup

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i  regnen
Blodets  nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Den hvilende ondskab – Plantagen 1
Intet er, som du tror – Plantagen 2
Porten til Helvede – Plantagen 3
Alt det hun ville ønske hun ikke forstod

Besøg Mørket.dk

Eden Lake

Eden LakeJeg vidste, hvordan Eden Lake endte, og alligevel var det en af de mest ubehagelige film, jeg har set længe. Jeg må simpelthen konstatere, at jeg ikke har nerver til at se den menneskelige ondskab udstillet i rå realisme – og slet ikke når det handler om børn…

Jenny og Steve tager på et weekendophold ved et smukt stenbrud, som Steve tidligere har besøgt, og som snart skal laves om til et luksus boligkvarter. Steve har planlagt at fri i løbet af weekenden, men intet går som planlagt. Da de endelig når frem til søen, møder de en række unge bøller, som chikanerer dem. Det ender med, at børnene stjæler Jenny og Steves bil, og i forsøg på at få den tilbage kommer Steve til at slå børnenes hund ihjel.

Det starter et hævntogt, der kommer helt ud af kontrol. Børnene får fat i Steve, og selvom det lykkes ham at undslippe, mens de jagter Jenny, er han hårdt medtaget. Imens er Jenny på vild flugt for at tilkalde hjælp, men spørgsmålet er, om nogen kan og vil hjælpe.

Som sagt kendte jeg slutningen, og hvis du vil undgå at vide den skal du stoppe med at læse nu.

Det lykkes nemlig Jenny at slippe væk fra børnene, men først efter at hun har slået et af dem ihjel og kørt et andet over i en bil, hun stjæler. Men hun kører galt og søger hjælp i det nærmeste hus – som tilhører et af børnenes forældre! Og selvom Jenny har fortalt, hvad hun har været ude for, og de kan se alle sår og mærker, så ændrer stemningen sig fuldstændig, da forældrene modtager en opringning fra deres dreng om en kvinde, som har slået lillebroren ihjel.

Filmen starter med et radioindslag, hvor den engelske regering foreslår at straffe forældre med bøder, hvis de ikke kan holde styr på deres børn. Filmen her udpensler tydeligt, at den vold børnene udøver, er noget de lærer hjemmefra. De er opdraget med vold, og da hunden dør, er det formentlig det eneste væsen, der har vist dem ubetinget kærlighed, som dør.

Undervejs i forløbet filmer pigen Paige det hele efter ordre fra lederen, Brett. I slutningen af filmen da han bliver sendt op på sit værelse, mens fædrene “ordner problemet”, sletter han alle filmklippene, mens han står foran spejlet. På den måde er alt ugjort. Han ser ikke anderledes ud, udover at han har scoret nogle fede solbriller, og uden filmklippene – ja, så er virkeligheden tilbage på ret spor. Den tanke er måske ikke så fjern for en generation, der er vokset op med, at man nærmest skal være online for at være til. Og det finder jeg personligt meget meget skræmmende.

Kelly Reilly, som spiller Jenny, er vidunderlig castet til rollen. Hun er spinkel og feminin, og i starten ser vi hende i en blomstret lyserød kjole. Men som rædslerne udspiller sig omkring hende, bliver hun mere og mere rå og mere og mere beskidt at se på. I filmens slutning er hun smurt ind i mudder og lort, så det er svært at se, at hun har været en uskyldig børnehavelærerinde. Nu ligner hun et dyr, som kæmper med ryggen mod muren, men det er jo også, hvad hun er reduceret til.

Også børnecastet er fantastisk velvalgt. De ligner ganske almindelige børn fra socialt belastede familier, og deres optræden er naturlig og troværdig. De er ikke allesammen lige villige til at begå volden, men som situationen accellererer, må de vælge mellem at følge deres samvittighed (og angst for at blive opdaget) eller gruppen. Og Brett er en stærk skikkelse, som det er svært at sige nej til.

Eden Lake minder mig lidt om Wildernes, som jeg så for et par år siden. Bare endnu mere grum og håbløs. En meget ubehagelig film med en skræmmende og trøstesløs slutning.

Læs også Rikke Schubarts blogindlæg om God Horror og Grænseoverskridelse

Om Eden Lake:

Instruktør: James Watkins
Udgivelsesår: 2008

Saw VI

Efter en længere pause med Saw-filmene har jeg nu endelig fået set den sjette film i serien.

I film 5 døde specialagent Strahm, og politiet har nu ingen idé om, hvem det er, der viderefører Jigsaws opgaver. Det har publikum dog, og ligesom i de foregående film følger handlingen to spor. Dels ser vi forsikringmanden Dan Erickson, som vågner op i Jigsaws morderiske labyrint. Han skal igennem en række prøvelser, hvor han bestemmer over liv og død for flere ansatte i firmaet, før han når frem til sin familie, som han kun måske kan redde. Det andet spor følger FBI-agenten Hoffmann og politiets efterforskning af Jigsaws arvetager.

Denne gang lod jeg mig bare underholde af historien uden at spekulere over, at den i virkeligheden er umulig. Det lykkes for Kevin Greutert at fortælle en adrenalinfyldt historie, hvor sporerne smyger sig ind og ud af hinanden og trækker tråde til tidligere film, for til sidst at samle fint op på det hele. Greutert har været editor på samtlige film, og det er måske med til at gøre, at film 6 virker ganske helstøbt i forhold til den overordnede historie. Jeg synes især, det er interessant, hvordan forsikringsselskaberne kommer til at fremstå som ufølsomme, pengegriske skurke, når man tænker på, at en stor del af den amerikanske befolkning mener, at de europæiske sygesikringer er rendyrket kommunisme, som kun vil stille det frie menneske dårligere.

“Saw VI” kostede ca. 11 mio. dollars at lave og indspillede omkring 14 mio. dollars i åbningsweekenden. Det var det laveste for en Saw-film indtil da, men var alligevel nok til at lave endnu en film i Saw-serien – selvfølgelig i 3D – som udkom i USA omkring Halloween 2010.

Instruktør: Kevin Greutert
Udgivelsesår: 2009

Saw-serien:
Saw – 2004, D: James Wan
Saw II – 2005, D: Darren Lynn Bousman
Saw III – 2006, D: Darren Lynn Bousman
Saw VI – 2007, D: Darren Lynn Bousman
Saw V – 2008, D: David Hackl
Saw VI – 2009, D: Kevin Greutert

Hostel – part II

Hostel - part IIDen første “Hostel“-film kostede ca. 4,5 millioner dollars at lave, men allerede den første weekend indspillede den over 19 millioner alene i USA. Denne kæmpe salgssucces må have givet Eli Roth blod på tanden, for i 2007 kom en efterfølger “Hostel – part II”. Jeg vil ikke sige, at toeren er en særlig nødvendig film, for den bringer ikke noget særligt til historien, men den uddyber nogle personers roller og forklarer med dybdegående om konceptet bag “Elite hunting”. Det er heller ikke fordi “Hostel – part II” er en dårlig film. Den er bare ikke ligeså overraskende, fordi vi kender historien nu.

Filmen starter hos Paxton, der overlevede i etteren. Han er kommet tilbage til USA, hvor han gemmer sig sammen med sin kæreste. Han har mareridt om, at organisationen finder frem til ham, og det er vist ikke at afsløre for meget, at det gør de.

Herefter klipper filmen til den egentlige handling, tre amerikanske piger på backpacker-tur i Europa. I Rom møder de den søde Axelle, der fortæller dem om et vidunderligt spa i Slovakiet. Pigerne lader sig overtale og ender på det samme hostel som i første film. Om aftenen er der høstfest, og her møder den generte Lorna en sød fyr, der inviterer hende ud at sejle, og trods Beths advarsler tager hun af sted. Det skulle hun naturligvis ikke have gjort. Og herfra følger filmen sporet fra sidst med tilfangetagelse, tortur og død bare på nye voldsomme måder.

Der er dog også et andet spor i filmen, nemlig jægernes historie. Denne gang følger vi også, hvordan pigerne sættes på auktion til potentielle købere, og hvordan to amerikanske forretningsmænd kommer til Bratislava for at dræbe Beth og veninden. Denne del af historien er ret interessant, fordi den fokuserer på trangen til at leve fuldt, om det så betyder at slå andre ihjel.

Ligesom i “Hostel” bruger Eli Roth kameraet til at understøtte historien. Først farvestrålende billeder og masser af lys, siden mørke, dystre billeder og mere abrupt brug af kameraet. Det virker igen, og filmen bliver mere og mere væmmelig, som vi kommer frem.

Flere kendte figurer er med fra første film, bl.a. børnebanden som denne gang er lige ved at forpurre organisationens plan ved et uheld. Børnene er uhyggelig gode, og jeg fik helt ondt i maven ved at tænke på, at deres eksistens sikkert ikke er langt fra virkeligheden.

Eli Roth har også denne gang inviteret forskellige filmkendisser til en cameo-rolle, bl.a. Ruggero Deodato (instruktør af “Cannibal Holocaust”, 1980) der optræder som en italiensk kannibal.

“Hostel – part II” kostede ca. 10 millioner dollars at lave, og indspillede godt 8 millioner i åbningsweekenden. Der er tilsyneladende en treer på vej i serien, men den bliver uden Eli Roth, der dog har udtalt, at han ikke har noget imod, at andre arbejder videre med hans koncept.

Om “Hostel – part II”:

Instruktør: Eli Roth
Udgivelsesår: 2007

Hostel

HostelJeg har længe gået udenom Hostel-filmene af Eli Roth, da jeg havde hørt, at de var ekstremt voldelige, og jeg har det lidt svært med tortur-horror. Nu har jeg dog fået set første film, og jeg må indrømme, at det var en langt bedre film, end jeg havde forventet.

Vennerne Josh og Paxton er på backpacker-ferie i Europa. Her har de mødt islændingen Oli, og sammen tager de til Amsterdam, hvor den står på stoffer og kvinder. En aften bliver de låst ude af deres hostel, men en ung hollænder giver dem nattely og fortæller dem samtidig om et fantastisk hostel i Slovakiets hovedstad Bratislava, hvor de smukkeste kvinder bare drømmer om at have sex med unge turister.

Så de tre fyre tager til Bratislava, og umiddelbart lever alt op til forventningerne. De kommer til at dele værelse med to smukke piger, der tilsyneladende er klar på lidt af hvert. Men efter en bytur dukker Oli ikke op igen. Portieren påstår, at han har tjekket ud, men Josh og Paxton kan ikke få det til at passe. De tager alligevel i byen med pigerne igen om aftenen, og næste morgen er Josh væk.

Paxton beslutter sig for at finde frem til pigerne og få dem til at hjælpe med at finde kammeraterne igen. Natalya indvilliger og fører ham til en “kunst-udstilling”. Men noget er helt galt, og snart er Paxton fanget i et sandt helvede.

Den første halve time af Hostel er en lang fest. Vi ser fyrene drikke, tage stoffer og bolle piger til højre og venstre. Der er ingen tvivl om, at de er ude for at more sig – uanset konsekvenserne. Men så skifter filmen spor, og stemningen bliver ualmindelig ubehagelig. For pludselig befinder Josh sig alene i et rum, lænket til en stol og med alverdens værktøjer og knive omkring sig. Han aner ikke, hvorfor han er der, men han finder snart ud af, hvordan det ender.

Fra at være en film hvor de unge mænd objektificerer kvinderne, bliver de selv objekter. Ikke i forbindelse med sex, men med den sidste grænse – døden. For hvad er der tilbage at prøve, når penge kan købe alt.

Der er nogle virkelig klamme scener i filmen, og jeg måtte kigge væk et par gange. Alligevel synes jeg ikke, at Eli Roth overdriver, for det passer ind i historien.

Det mest skræmmende er næsten, at Roth fik idéen fra en hjemmeside på Internettet, der reklamerede med, at man mod betaling kunne skyde et menneske. Halvdelen af betalingen gik herefter til ofrets familie, og bagefter kunne man gøre med liget, hvad man ville. Virkelig en uhyggelig tankegang, men sikkert ikke helt usandsynlig.

Special effects i filmen er meget veludførte og virker totalt troværdige. Samtidig følger kameraet historiens udvikling, så vi i starten har en “glad” film med masser af farver og flotte kameravinkler, men efterhånden som historien bliver mere dyster, bliver farverne tonet ned og kameraet bliver mere og mere primitivt for til sidst at blive håndholdt i jagten gennem “kunst-udstillingen”.

Eli Roth har overtalt et af sine store forbilleder, den japanske instruktør Takashi Miike (bl.a. Imprint og One missed call), til at være med i filmen, idet Miike har en lille cameo som rig forretningsmand, der besøger “kunst-udstillingen”.

Eli Roth har tidligere lavet Cabin Fever, som også kan anbefales. Han er ikke bange for at lave tingene blodige, men samtidig har han en historie at fortælle, og det lykkes rigtig godt her i Hostel.

Om filmen:

Instruktør: Eli Roth
Udgivelsesår: 2005

Også omtalt på Horrorsiden.dk

The Texas Chainsaw Massacre – the beginning

 The Texas Chainsaw Massacre - the beginningI 2003 stod producer Michael Bay bag en genindspilning af Tobe Hoopers The Texas Chainsaw Massacre. En genindspilning jeg personligt ikke var særlig vild med. Men den blev så stor en succes, at man gerne ville følge den op med en prequel, som kunne forklare, hvordan Leatherface blev denne umenneskelig massemorder med hang til motorsave. Valget som instruktør faldt på Jonathan Liebesman, der bl.a. tidligere har lavet Darkness falls.

Hvor jeg ikke var spor begejstret for The Texas Chainsaw Massacre 2003, så synes jeg faktisk ganske godt om The Texas Chainsaw Massacre – the beginning. Her er det lykkes for Jonathan Liebesman at genskabe den krybende, ædende atmosfære fra Tobe Hoopers univers. Og selvom der er masser af scener, der næsten virker som tro kopier af de andre film, så er der også nye idéer og faktisk udmærket skuespil.

Filmen åbner med fødslen af Leatherface på et slagteri. Det er en trøstesløs og grusom scene og åbner filmen med en vis sympati for baby Leaterface, som bliver smidt i slagteriets affaldscontainer. Her findes han af Luda Mae Hewitt, der tager ham med hjem, hvor han vokser op og selv senere får arbejde på slagteriet.

Men det er dårlige tider, og slagteriet bliver lukket. Thomas (som Leaterface hedder endnu) bliver fyret og tvunget til at forlade slagteriet. I raseri vender han tilbage og dræber formanden, og så begiver han sig hjem. Den eneste tilbageværende politimand ved dog, hvem der har dræbt formanden og tager ud for at hente Thomas, men så træder stedfar Hewitt til.

Umiddelbart efter introduceres vi for fire unge, som kører gennem Texas. Dean og Eric skal gøre tjeneste i Vietnam, og sammen med kæresterne Bailey og Chrissie ender de uheldigvis i familiens Hewitts hjem, hvor man pga. krisen er gået over til en anden slags kød. Herfra vil kendere af de andre film kunne gætte sig til, hvad så sker.

Som sagt er der nogle gode træk i filmen. Jeg er helt vild med indledningen, og selvom jeg ikke kan få sympati for familien Hewitt, så giver filmen dog et grundlag for at forstå deres bevæggrunde. “Sherif Hoyt” (R. Lee Ermey) spiller Leatherfaces psykotiske stedfar lige præcis på kanten. Han er utrolig ubehagelig, men i en scene hvor han beder bordbøn og forklarer, at nu skal familien Hewitt aldrig sulte igen, får man næsten sympati for ham.

Leatherface spilles af Andrew Bryniarski, der fysisk fylder rollen godt ud. Han transformerer udmærket forvandlingen fra Thomas til Leaterface, især i betragtning af at vi aldrig ser andet af hans ansigt end øjnene. Også de fire unge skuespillere gør det godt. Især Jordana Brewster, som spiller Chrissie, formår at vise både rædsel og mod, så man tror på hende.

Visuelt synes jeg også, at The Texas Chainsaw Massacre – the beginning er værd at se. Der er nogle fantastiske billeder af familien Hewitts hus og området omkring det, som giver en klaustrofobisk følelse, på trods af at det er helt åbent landskab. Men man ved bare, at det er umuligt at komme væk – der er ingen i nærheden til at hjælpe. Der er naturligvis også masser af gore i filmen, hvor man går hele vejen og viser kædesaven æde sig igennem vores unge helte. Blodet vælter ud, og ondskaben trives, men det er en del af universet, selvom jeg nogen gange synes, at det er mere klamt end skræmmende.

Generelt må jeg sige, at The Texas Chainsaw Massacre – the beginning i hvert fald virker for mig. Den er både flot, skræmmende og ulækker, og følger godt op på Tobe Hoopers oprindelig film. Ekstra-materialerne indeholder flere interviews med både skuespillere, instruktør og producere og er med til at lægge yderligere viden om Hewitt-familiens univers ud til seeren. Det kan også anbefales at se dem.

Om  The Texas Chainsaw Massacre – the beginning:

Instruktør: Jonathan Liebesman
Udgivelsesår: 2006

Også omtalt på horrorsiden.dk

Film med Leatherface:

The Texas Chainsaw Massacre – 1974, Tobe Hooper
The Texas Chainsaw Massacre 2 – 1986, Tobe Hooper
Leatherface – The Texas Chainsaw Massacre III – 1990, Jeff Burr
The Return of the Texas Chainsaw Massacre – 1994, Kim Henkel
The Texas Chainsaw Massacre – 2003, Marcus Nispel
The Texas Chainsaw Massacre – the beginning – 2006, Jonathan Liebesman
Texas Chainsaw 3D – 2013, John Luessenhop
Leatherface – 2017, Alexandre Bustillo og Julien Maury

Saw V

Jeg er blevet mere og mere begejstret for “Saw”-filmene, jo flere jeg har set, og mange har sagt, at “Saw V” er den absolut bedste, så den så jeg frem til – men det holder ikke helt.

“Saw V” har to spor. Dels følger vi fem personer, der vågner op i et rum, fanget i en af Jigsaws prøver uden at vide hvorfor de er udvalgte. Og dels følger vi agenten Peter Strahm og detektiven Mark Hoffman, som begge overlevede mødet med Jigsaw i film fire – men af forskellige grunde.

Det gode i “Saw V” er, at vi får endnu mere baggrund på Jigsaw og på personerne i filmene. Det dårlige er, at der ikke er samme overraskende slutning, som der har været i de tidligere film. Der bliver simpelthen forklaret en masse undervejs, så der er ikke så meget at overraske med.

Jeg vil ikke kalde “Saw V” for dårlig, men jeg synes nok, at det er en af de svagere film i serien. David Hackl, som instruerer har været production designer på Saw 2, 3 og 4, men det er hans debut som instruktør.

Instruktør: David Hackl
Udgivelsesår: 2008

Saw-serien:
Saw – 2004, D: James Wan
Saw II – 2005, D: Darren Lynn Bousman
Saw III – 2006, D: Darren Lynn Bousman
Saw VI – 2007, D: Darren Lynn Bousman
Saw V – 2008, D: David Hackl
Saw VI – 2009, D: Kevin Greutert

Saw IV

Saw IVSaw IV er efter min mening den bedste film i serien indtil nu. Her er både handling, uhygge og knap så meget ligegyldigt splat, omend Jigsaws dødbringende fælder selvfølgelig stadig spiller en rolle i filmen. Her er overraskende kameraskift, klip i tidslinjen og som altid samles hele handlingen op til sidst, så man sidder med følelsen af “ja selvfølgelig!”

Lederen af swat-teamet, Rigg, er efterhånden den eneste overlevende af dem, der har efterforsket Jigsaw-mordene. Men denne gang bliver han hovedpersonen. I sit forsøg på at redde alle har han glemt at leve med sin familie, og nu vil Jigsaw teste ham. Han har 90 minutter til at finde to tilfangetagende kollegaer eller se konsekvenserne i øjnene. Og på de 90 minutter møder han forskellige folk, han enten kan hjælpe eller lade hjælpe sig selv.

Darren Lynn Bousman har instrueret de sidste tre film om Jigsaw, og hvor jeg ikke var voldsomt imponeret af hans første forsøg, så synes jeg absolut, han har fået styr på det nu. Jeg er faktisk lige ved at glæde mig til at se film 5, og det havde jeg ikke regnet med.

Om Saw IV:

Instruktør: Darren Lynn Bousman
Udgivelsesår: 2007

Saw-serien:
Saw – 2004, D: James Wan
Saw II – 2005, D: Darren Lynn Bousman
Saw III – 2006, D: Darren Lynn Bousman
Saw VI – 2007, D: Darren Lynn Bousman
Saw V – 2008, D: David Hackl
Saw VI – 2009, D: Kevin Greutert

Saw III

Saw IIISaw III starter, hvor II’eren slutter. Betjent Matthews er fanget i rummet, som første film foregår i, og han er nødt til at smadre sin fod for at slippe ud af lænkerne. Men herfra springer vi til agent Kerry, som finder endnu et Jigsaw-offer. Denne gang er der dog noget galt – for fælden var umulig at undslippe, og Jigsaw ønsker jo i virkeligheden at offret skal overleve.

Jigsaw selv er tæt på at dø. Amanda passer ham, men svulsten i hans hjerne skal opereres. Så de kidnapper kirurgen Lynn, og hun skal forsøge at holde Jigsaw i live indtil endnu en leg er overstået.

Jeg må sige, at jeg godt kan lide Saw-filmenes afslutninger. Det gælder også her. De er overraskende og har et twist, som man ikke havde set komme. Men jeg synes, man skal igennem en helt masse ligegyldig splat først, og det kan næste afholde mig fra at se film VI. Jeg er ikke god til tortur-horror, og det synes jeg Saw-filmene er. Jeg synes, det er mere ulækkert end uhyggeligt, og det bliver ovenikøbet kedeligt, fordi det også er så ulogisk, at nogen kan være sådan en mastermind.

Til gengæld synes jeg, det er fedt, at Saw III samler op på historierne fra de to første film, og jeg synes, Bousman arbejder godt med kameraet. Overgangen mellem scenerne er flere steder suverænt godt lavet efter min mening. Så for den flotte filmning og for slutningens skyld synes jeg okay om Saw III, så jeg hopper nok også på de efterfølgende.

Instruktør: Darren Lynn Bousman
Udgivelsesår: 2006

Saw-serien:

Saw – 2004, D: James Wan
Saw II – 2005, D: Darren Lynn Bousman
Saw III – 2006, D: Darren Lynn Bousman
Saw VI – 2007, D: Darren Lynn Bousman
Saw V – 2008, D: David Hackl
Saw VI – 2009, D: Kevin Greutert
Saw VII – 2010, D: Kevin Greutert

Saw II

“Saw” blev et kæmpehit. Den kostede ca. 1,2 mio. dollars at lave, og allerede den første weekend indspillede den mere end 18 mio. alene i USA. Det er derfor ikke overraskende, at der allerede året efter var en efterfølger klar. Denne gang instrueret af Darren Lynn Bousman, men stadig med Leigh Whannel som co-writer.

“Saw II” følger som første film to spor. Dels følges betjent Matthews som kobles på Jigsaw-mordene, da hans navn findes på et gerningssted, og dels følges en gruppe personer, som vågner op i et hus uden at vide hvordan eller hvorfor, de er kommet dertil.

Det lykkes for Matthews og opklaringsholdet at finde Jigsaws skjulested, men da de når derhen, opdager de, at Jigsaw holder gruppen fanget i huset – og at en af personerne er Matthews søn, Daniel. Jigsaw lover at hjælpe med opklaringen, hvis Matthews vil tale med ham – og følge reglerne. Men mens samtalen foregår, dør den ene efter den anden i huset. Og klokken tikker på mere end en måde, for i huset er også en nervegas, som efter to timer slår dem alle ihjel.

I huset forsøger personerne dels at finde modgiften, som er skjult der et sted, men også at finde ud af hvorfor netop de er blevet udvalgt. Ingen af dem ved, at Daniels far er betjent, og det viser sig hurtigt, at mere end en af dem har været i fængsel.

Som i første film udsættes personerne for skrækkelige prøvelser, og langt fra alle overlever. Jeg synes dog ikke, at jeg blev nær så overrasket af plottet, som første gang jeg så etteren. Det er nemmere at gætte, hvad der skal ske, når man kender Jigsaws tankegang fra etteren. Men når det er sagt, så blev jeg alligevel lidt snydt til sidst.

Generelt finder jeg filmene mere ulækre end uhyggelige. Jigsaw har en grum tankegang, når han udtænker prøvelser, hans ofre skal igennem for at finde meningen med livet, men da jeg ikke synes, at man kommer specielt tæt på personerne undervejs, så er det som sagt snarere klamt end krybende. Jeg kan dog godt forstå deres succes (“Saw II” indspillede næsten 32 mio. dollars på åbningsweekenden på et 4 mio. dollars budget), for på sin vis er de nyskabende og anderledes – og man hopper altså en gang eller to under hver film…

Instruktør: Darren Lynn Bousman
Udgivelsesår: 2005

Saw-serien:
Saw – 2004, D: James Wan
Saw II – 2005, D: Darren Lynn Bousman
Saw III – 2006, D: Darren Lynn Bousman
Saw VI – 2007, D: Darren Lynn Bousman
Saw V – 2008, D: David Hackl
Saw VI – 2009, D: Kevin Greutert