oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘tro’

Vand til blod af Morten Dürr

Vand til blod af Morten DürrStemningsfyldt og barsk tegneserie om Lea, der en dag bliver bolig for Guds stemme

Lea bor alene sammen med sin far og storebroren Lukas efter morens død. De arbejder alle hårdt på gården, men hver dag kl. 16 står den på en halv times bibellæsning, for den lille familie tilhører Guds Udvalgte, og faren holder strengt på reglerne. Da Lea bliver inviteret med til en fest hos klassekammeraten Anna, behøver hun ikke engang at spørge faren om lov. Hun VED, at han vil sige nej, og så vil det gå ud over Lukas.

Så hun spørger ikke, men klarer sine pligter og sidder efterfølgende og dagdrømmer lidt om festen. Imens trækker et uvejr op. Da Lea kommer til sig selv igen, har Gud mærket hende med et mirakel, og hans stemme har taget bolig i hendes krop. En stemme, der tvinger alle til at adlyde.

Vand til blod er skrevet af Morten Dürr, som er forfatter til en lang række børne- og ungdomsbøger. Lars Gabel står for illustrationerne.

Historien fortælles med Lea som jeg-fortæller. Hun beretter nøgternt og i korte sætninger om sin hverdag, hvor troen – og farens humør – fylder alt. Hvordan hun savner sin mor, og drømmer om at være som de andre piger. Men en dag rammer “miraklet” hende, og alt ændres. Pludselig har hun magt til at ødelægge, for Gud taler gennem hende.

Morten Dürr rammer præcist Leas tone, og ordene står skarpe for læseren. Men Lars Gabels illustrationer er det, der løfter Vand til blod langt over en almindelig ungdomsroman. For der er arbejdet rigtig meget med bogens grafiske udtryk. F.eks. er formatet ikke den store A4-side, som graphic novels ofte udgives i. I stedet er her tale om en bog nærmest i lommeformat, hvor de enkelte illustrationer fylder hele siden og ofte også hele opslaget, så her slet ikke er tale om den ramme-opbygning, der er almindelig i tegneserier.

Gabels illustrationer er en blanding af skitse-agtige tegninger holdt i hårde, kantede streger og næsten poetiske illustrationer malet med bløde linjer, mens farvepaletten ændrer sig efter stemningen i fortællingen. Nogen steder holdes alt i blåt, andre steder i grønt, og få steder skriger rødt og sort sorg og rædsel i hovedet på læseren. Det er aldeles fremragende, og jeg er ked af, at jeg ikke har bedre ord til at beskrive Lars Gabels præstation.

Om man vil læse historien bogstaveligt eller som en allegori, må være op til den enkelte læser. Men et er sikkert. Alene for tegningernes skyld bør man unde sig at læse Vand til blod. Dürrs manuskript er dog bestemt også læseværdig, så lad ikke bibliotekets ungdoms-label forhindrer dig i at gribe denne intense og stemningsfulde graphic novel.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Carlsen
Illustrator: Lars Gabel

Besøg Lars Gabels hjemmeside

Eller læs Kulturkapellets anmeldelse

Gudspartiklen af Mads Peder Nordbo

Gudspartiklen af Mads Peder NordboAnderledes spændingsroman om tro, kærlighed og fysik, som efter en lidt langsommelig start munder ud i hæsblæsende, men tankevækkende action.

Findes Gud? Er alt hvad vi gør forudbestemt? Hvilke hemmeligheder gemmer Pagtens Ark og Higgs-partiklen? Det er blot nogle af de spørgsmål, den fysikstuderende Mikkel må forholde sig til i Mads Peder Nordbos roman Gudspartiklen.

Mikkels liv er gået i stå efter kæresten Veronicas død. Vennen Patrick forsøger at muntre ham op med utallige byture, og under en af dem møder Mikkel sin tidligere terapeut, hypnotisøren Tosca. Mødet med hende bliver startskuddet til en lang række forandringer for Mikkel, som kort efter finder nogle hemmelige papirer i en forladt lejlighed. Pludselig er Mikkel midtpunkt for en uvelkommen international interesse, og samtidig dukker en ung nigeriansk kvinde op i hans liv.

Jeg har tidligere læst Odins Labyrint og Thuleselskabet af samme forfatter, som ligeledes er spændingsbøger med en filosofisk/videnskabelig tilgang, her med udspring i den nordiske mytologi og rune-indskrifter. Begge bøger var spændende og velskrevne og gav lyst til at læse videre fra side et.

Med Gudspartiklen blev jeg ikke fanget helt så let ind. Bogen er overordnet opdelt i seks kapitler: Bevægelse, Løse partikler, Kollision, Fission, Reaktion og henfald, Stabil – begreber som er hentet fra atomfysikkens verden, men som også beskriver de forløb bogens personer går igennem. Derudover er indlagt en række kapitler med nigerianske Oluchi som hovedperson, startende i 1998 med spring frem til nutiden.

Mads Peder Nordbo kan bestemt skrive, og kapitlerne om Oluchi greb mig straks om hjertet. Til gengæld var delen om Mikkel lang tid om at indfange mig. Hele baggrunden med hans døde kærlighed, hypnotisøren Tosca som kan mærke en masse ting i både fortid og fremtid samt besøgene i den forladte lejlighed, blev for abstrakt for mig. Både plot og personer virker lidt for konstruerede og får ikke kød og blod på sig.

Fra Kollision-kapitlet bliver romanen mere handlingsbåret, selvom der stadig er filosofiske, religiøse og videnskabelige overvejelser. Det giver både fremdrift og spænding til historien, som her får langt mere substans før den hæsblæsende afslutning.

Man behøver hverken være fysikstuderende eller religiøst interesseret for at læse Gudspartiklen, men det er en roman som kræver en opmærksom læser. Som sagt synes jeg, at den var lidt lang tid om at komme i gang, men til gengæld slutter den i top, så giv Gudspartiklen en chance hvis du har lyst til en anderledes spændingsroman om tro, kærlighed og fysik.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: People’s Press, 341 sider

11-11-11

11-11-11Succesforfatteren Joseph Crone mistede for et års tid siden sin søn og hustru i en frygtelig brand. Om natten hjemsøges han af mareridt, og om dagen har han svært ved at skrive. Hans far, som han ikke har haft kontakt  med i mange år, ligger for døden, og på sin lillebrors, Samuels, opfordring vender Joseph hjem til Spanien, efter han mirakuløst overlever en bilulykke.

Men hjemkomsten er ikke præget af genforeningsglæde fra Josephs side. Han mistede for mange år troen på Gud, og faderens kirke som Samuel er præst i, interesserer ham ikke. Alligevel kommer de to brødre langsomt nærmere hinanden, for Joseph opdager et uhyggeligt sammentræf. Overalt opdager han tallene 11-11, og da han begynder at researche i det, viser det sig, at der hinsides vores verden findes væsener, som sender os beskeder via tallene 11-11. Deres kræfter bliver stærkere jo tætterer på datoen man er, og Jospeh bliver overbevist om, at de ønsker at slå Samuel ihjel. Men hvorfor?

Instruktør Darren Lynn Bousman har bl.a. instrueret Saw II, Saw III og Saw IV, blodige fortællinger som kan karakteriseres som torture-porn, men i 11-11-11 fortæller han en helt anderledes historie. Vi er langt fra blod og splat, og i stedet koncentrerer han sig om at opbygge en isnende, krybende, skræmmende stemning. Jeg vil ikke sige, at det lykkes 100%, men her er dog tale om et ganske fornuftigt forsøg.

Timothy Gibbs, der spiller Joseph, virker overbevisende i sin sorg over hustruen og sønnens død og i sin absolutte afstandstagen til religion. Efterhånden som han begynder at se tegnene og dermed overbevises om, at noget forsøger at kommunikere med ham, må han kæmpe med sig selv, og også denne indre kamp fremstiller Gibbs troværdigt.

Også Michael Landes i rollen som Samuel er velcastet. Hvor Timothy Gibbs som Joseph er indesluttet og uden interesse i sin omverden, er Landes som Samuel varm og omfavnende. Han er den unge idealistiske præst fyldt med drømme om en bedre verden, og selvom han er klar over, at deres fælles far har haft lidt for vilde drømme om deres kirke, så ønsker han blot at arbejde videre ad faderens vej mod en kirke, der har forståelse for syndere.

Ved at lade historien udspille sig i Barcelona får Bousman foræret en gotisk stemning, som ville være umulig at finde i USA. Husene, gaderne og Josephs fremmedgørelse idet han ikke taler spansk er alt sammen med til at forøge intensiteten i historien.

Hvor det halter lidt, er efter min mening 11-11-væsenerne. Selvom de egentlig forsøges introduceret gradvist, så pumpes baggrundsmusikken så vildt op, når de dukker op på skærmen, at det hurtigt bliver lidt anstrengende. Bousman arbejder også med brugen af farver undervejs, hvor nogle scener er holdt i kolde farver, men det var svært for mig at finde en grund til skiftene. Til gengæld synes jeg twistet i slutningen er forrygende (omend ikke en total overraskelse), og her kan man se lidt af Bousman fra Saw-filmene.

Darren Lynn Bousman fortæller i ekstra-materialerne, hvordan han er dybt fascineret af labyrinter – ikke mindst af Stanley Kubricks brug i The Shining fra 1980. Bousmans brug af en labyrint i 11-11-11 er derfor en hommage til Kubrick, men også andre film og bøger får en hilsen med undervejs. Bl.a. sender Samuels husholderske Anna en hilsen til Stephen Kings Misery og Kathy Bates, og en scene med et af væsenerne fik mig straks til at tænke på The Exorcist.

Jeg vil ikke kalde 11-11-11 for en 100% vellykket film, men kan man lide film som The Exorcist, The Omen eller måske Prince of Darkness, så tror jeg også, at man vil føle sig underholdt her – uden dog på nogen måde at sætte 11-11-11 i klasse med ovenstående. Som Best-Horror-Movies.com skriver: “There are several points in 11-11-11 when it all seems to be just too much, and the scan for the remote control’s stop button begins… but wait! Every time the negatives begin to reach critical mass, something cool happens and, for a time, all is forgiven. Some pacing issues allow that mass of negativity to creep back in a few times, but then something else will happen, the story will be quickly progressed, the performer’s expressions facilitate the illusion beautifully… and then the ending is so great that a “wow, that was really good!” is the aftertaste that remains as the credits roll.”

Om filmen:

Instruktør: Darren Lynn Bousman
Udgivelsesår: 2011

Søstrene i Salem af Brunonia Barry

Søstrene i Salem af Brunonia BarryHekse og familiehemmeligheder er to af ingredienserne i denne intense debutroman.

Towner vender meget mod sin vilje tilbage til barndomsbyen Salem, da tanten Eva forsvinder. Her flytter hun ind i tantens hus, overbevist om at hun stadig er der. Men Eva findes død, druknet under en svømmetur.

Testamentet overlader huset til Towner, men hun har ikke lyst til at blive i Salem, der rummer mange dårlige minder, som hun troede, hun forlod for altid, da hun drog til Californien.

Men fortiden har en tendens til at indhente os, og Towner indser, at Eva havde en grund til at ønske hende tilbage til Salem.

Søstrene i Salem er Brunonia Barrys debutroman og udkom oprindelig på hendes eget forlag. Men så fik et stort forlag øjnene op for romanen, der nu er solgt til udgivelse i over 20 lande. Historien er da også fængende og kan karakteriseres som en blanding af en thriller og en familiekrønike.

Jeg havde en lille smule svært ved at få hul på romanen, men det skal ikke afholde nogen fra at kaste sig over den, for da jeg kom til anden del, blev jeg helt opslugt af historien om Towner og hendes familie.

Brunonia Barry fortæller romanen gennem flere forskellige personer, og historien handler ikke kun om den døde tante. Det er også fortællingen om Towners barndom, som hun stort set har fortrængt, ligesom vi hører en del om de heksesamfund, der spirer i Salem, men på det seneste har haft problemer med den religiøse bevægelse, Calvinisterne. Undervejs accelerer historien og ender nærmest som en thriller.

Søstrene i Salem er velskrevet og interessant og må alt i alt betegnes som en vellykket debutroman.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: The lace reader
Forlag: Bazar, 410 sider

The Reaping

The ReapingBiblen har været udgangspunkt for mange gode gysere, og endnu flere dårlige. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal placere “The Reaping” i den sætning.

Hilary Swank spiller professoren Kathrine Winther, en frafalden præst som nu har viet sit liv på at “afsløre” mirakler, dvs. bevise dem videnskabeligt. Og det er lykkes hende 48 gange ud af 48.

Men så bliver hun opsøgt af Doug Blackwell fra den lille by Haven i bibelbæltet, og han kan fortælle hende om nogle mystiske ting, der sker – som minder ganske meget om de ti plager fra biblen: floden bliver rød, frøer falder fra himlen, bylder, lus osv. Kathrine lader sig overtale til at undersøge sagen, og sammen med sin ven og assistent Ben, tager hun af sted.

I byen beskylder man en ung pige, Loren, for at være ansvarlig for alle ulykkerne. Hendes familie er udstødt af fællesskabet, og er kendt for at være satandyrkere. Men Kathrine har svært ved at forlige sig med tanken om, at pigen er ansvarlig, og snart er hun rodet dybt ind i et plot, som er mere end det først ser ud til.

Det bedste ved “The Reaping” er næsten, da Hilary Swank forklarer de ti plager set ud fra videnskabens briller. Men bortset fra det, så er der flere gode scener, og Hilary Swank udfylder rollen som Kathrine Winthers godt. Når jeg alligevel ikke hopper ud af stolen af begejstring, tjahh – måske så jeg den bare på en dårlig dag.

Om “The Reaping”:

Instruktør: Stephen Hopkins
Udgivelsesår: 2007

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Åbenbaringer af Paul Jenkins

Åbenbaringer af Paul JenkinsEt mystisk dødsfald i Vatikanet afslører en forfærdende hemmelighed, som måske burde være forblevet skjult. Spændende tegneserie om tro og sandhed.

Charlie Northern er betjent. Hans forældre blev dolket ihjel af en skizofren, da han var 14 år, efter det mistede han troen på Gud og forlod den katolske kirke. Men nu beder kirken om hans hjælp.

Charlies fætter, Marcel, beder Charlie om hjælp til at opklare et mystisk dødsfald. En højtstående kardinal er fundet død, spiddet på et hegn og ikke nok med det: En mystisk person prøvede at dolke kardinalen, mens han hang død på hegnet.

Mod sin vilje siger Charlie ja til at hjælpe med opklaringen, men det viser sig snart, at det ikke er så let at være politimand i Vatikanstaten. Her er mange skjulte dagsordner, og for nogen er troen på Gud højere end viljen til at hjælpe med opklaringen af et mord.

Paul Jenkins har tidligere skrevet tegneserien Wolverine – oprindelsen. Med Åbenbaringer er han tilbage med en ny tegner, Humberto Ramos, hvis tegninger jeg ikke har set før, men som illustrerer fremragende. Ramos udnytter billedrammernes dynamik, så siderne nærmest springer ud i øjnene på læseren. Farverne er dæmpede, og baggrunden skifter mellem sort og hvid, hvilket er meget effektfuldt. Personerne er tegnet kantede med store øjne, og det lidt naive udtryk står i flot kontrast til den komplekse historie.

Selve historien løfter sig også over de gængse spændingstegneserier. Godt nok handler det om opklaringen af et mord, men Jenkins formår at gøre spørgsmålet om sandhed kontra tro ligeså spændende som mordgåden. Og så er slutningen overraskende og grum, så jeg i hvert fald sad med noget at tænke på, da jeg nåede sidste side.

Jeg kan godt lide tegneserier – og især tegneserier som vil fortælle noget. Det vil Åbenbaringer, så snup den med næste gang du trænger til input for både øjne og hjerne.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: G. Floy Studio, 160 sider
Illustrator: Humberto Ramos