januar 2019
M T O T F L S
« dec    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘trolde’

Blodets bånd af Christian Kronow

Blodets bånd af Christian Kronow

De gamle danske sagn genopstår i Christian Kronows vellykkede fantasy-debut for de +12-årige

Den 13-årige Saxo bor alene sammen med sin far. Han har aldrig kendt sin mor, der døde kort efter hans fødsel. Saxos far arbejder på skolebiblioteket, men for nogle måneder siden var han ude for en ulykke, og nu sidder han i kørestol. Siden ulykken har faren været nervøs, og på sin 13 års fødselsdag finder Saxo ud af hvorfor.

Saxo har så længe, han kan huske, haft et tilbagevendende mareridt om en kvinde, der bliver dræbt. Nu viser det sig, at det slet ikke er en drøm, men et minde! Saxos mor var blodmagiker i et parallelt univers kaldet Orator, hvor hun havde evnerne til at vække figurerne fra de gamle sagn til live og holde den parallelle verden fri fra monstre. Efter at hun blev dræbt, har faren skjult Saxo, men nu har den onde magiker, Brage, fundet dem.

Saxo har meget svært ved at tro på historierne om trolde og magikere, og ikke mindst at faren skulle være en slags hemmelig agent. Men da han pludselig står ansigt til ansigt med en trold, er han nødt til at acceptere fakta. Så da oratoragenten Bitten bliver dødeligt såret, må Saxo og faren sammen med sagnfiguren Holger Danske tage til Orator for at redde Bitten og standse Brage.

Blodets bånd er dansk fantasy, der tager udgangspunkt i danske myter og sagnfigurer, og fører dem ind i nutiden, hvor oratoragenter bruger plasmapistoler og granater til at bekæmpe trolde og andre eventyrlige væsner. Romanen er Christian Kronows debut, og jeg synes, han er sluppet godt fra det. Tempoet er støt stigende gennem historien, som er fyldt med action og også lidt humor.

Jeg kan godt lide idéen om at genbruge vores gamle sagn, som ofte er både blodige og underholdende. Og jeg er helt på linje med Christian Kronow, som i et interview opfordrer til at ”pille lidt i vores egen navleuld”. Mange af de gamle sagn og myter har noget eviggyldigt over sig, så hvorfor ikke udnytte den skattekiste af fortællinger i stedet for altid at se mod USA efter inspiration?

I Blodets bånd hører vi bl.a. sagnet om Beowulf og hans kamp mod Grendel, historier om Holger Danske, om trolden fra Lønne og mange andre mytiske skabninger. Det er både farverigt og spændende, og jeg er sikker på, at målgruppen +12 år vil leve sig helt ind i historien.

Blodets bånd er illustreret af Kim Herlig Holm. Der indledes med et kort over Orator, som det hører sig til i en rigtig fantasyroman, mens flotte afdæmpede akvarel-tegninger pryder enkelte kapitler undervejs. Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte illustratoren på forhånd, men han kan klart anbefales. Tjek eventuelt hans hjemmeside og nyd flere af hans monstre.

Også andre forfattere har ladet sig inspirere af den danske kulturarv. Bl.a. har Teddy Vork udgivet Diget i 2010, om drengen Knud der bliver begravet levende som offer til guderne og beroliger sig selv ved at genfortælle de gamle sagn, mens mørket omkring ham vågner op. Det er også en roman, der kan anbefales.

Selvom jeg ikke som sådan tilhører målgruppen, var jeg vældig underholdt af Blodets bånd. Sproget flyder let, og historien er spændende. Og så er jeg som sagt vild med, at forfatteren giver vores gamle sagn nyt liv. Så har du lyst til at udforske de danske sagn i en ny kontekst, kan Blodets bånd anbefales.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Læs interview med Christian Kronow

Om Blodets bånd:

Udgivelsesår: april 2018
Forlag: mellemgaard, 293 sider
Illustrator: Kim Herlig Holm

Læs også:

Den barske sandhed om Thor og Loke af Emil Blichfeldt
Den store djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo
Diget af Teddy Vork

Stallo af Stefan Spjut

Stallo af Stefan SpjutVellykket svensk troldethriller

I 1978 bliver en lille dreng kidnappet i de svenske skove. Moren påstår, at det var en trold, som tog ham, men ingen tror på hende.

Herefter springer fortællingen frem til 2004, hvor vi møder Susso Myrén. Hun har hele sit liv været fascineret af trolde, som hun er overbevist om eksisterer i de laplandske skove, efter at have set et foto hendes afdøde morfar tog, hvor en bjørn løber gennem skoven med et mærkeligt væsen på ryggen.

Så forsvinder endnu et barn, og Susso involveres i efterforskningen, da et af hendes vildt-kameraer har fotograferet en mystisk mand i nærheden af, hvor barnet forsvandt. Men politiet tror naturligvis ikke på trolde-teorien, så sammen med sin mor og eks-kæresten Torbjörn starter hun sin egen efterforskning, der fører dem igennem det meste af Sverige.

Allerede da jeg fik bogen i hænderne, var jeg betaget af Stallo, Stefan Spjuts debut på dansk. Bogens sidekanter er sorte, så man har fornemmelsen af at sidde med en æske, man åbner op. Og ud af æsken kravler trolde og andre mystiske uvæsner fra den samiske folketro.

Det lyder nærmest som et børneeventyr, men det er det langt fra. Ved at forankre sin fortælling i en meget realistisk ramme, som Stefan Spjut bruger god tid på at opbygge, bliver de mystiske Stallo pludselig meget virkelighedsnære, og tanken om, at de lever parallelt med det moderne samfund, virker med ét slet ikke usandsynligt.

I hjemlandet Sverige er Spjut blevet sammenlignet med Stephen King, og jeg er enig i, at han har samme sikre greb om miljøbeskrivelsen og giver læseren en eminent i skildring af den svenske natur og det barske vinterklima. Der er også glimt af ondskab, men her vælger Spjut en lidt anden vej end King, hvilket jeg synes klæder romanen. Den bliver nemlig – trods trolde og uvæsner – en nærmest socialrealistisk thriller, der udfolder sig i et roligt tempo. Så forvent ikke en vild og blodig pageturner.

Jeg er meget begejstret for en anden svensk forfatter, John Ajvide Lindqvist, der skriver i tusmørket mellem det overnaturlige og det virkelige. Med Stallo bevæger Stefan Spjut sig ind i samme område, og han gør det elegant og overbevisende.

En velskrevet og spændende “trolde-thriller”, som hurtigt får læseren overbevist om, at de samiske uvæsner er lige så virkelige som os. For som en kollega sagde om romanen: “Hvis du ikke tror på trolde og andre mystiske væsener, så læs Stefan Spjuts roman Stallo, for bagefter tvivler du ikke.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: Stallo
Omslag: Christian Hunnerup Hvid

Troldjægeren

TroldjægerenThe Blair Witch Project – nu med trolde…

Nej, faktisk er det ikke fair af mig at sammenligne den norske film Troldjægeren med The Blair Witch Project, for den var jeg ikke ret vild med. Troldjægeren er derimod rigtig underholdende. Men mockumentarformen er den samme, og derfor ligger en sammenligning lige til højrebenet.

Tre studerende vil lave en dokumentarfilm om en krybskytte, som skyder bjørne rundt om i Norge. De støder på enegængeren Hans, der virker som den oplagte krybskytte. Men det viser sig, at han er ude i et helt andet ærinde. Han er nemlig ansat hos TST, en hemmelig afdeling i den norske stat, som tager sig af trolde, og nu er  han på jagt efter en gruppe trolde, som er brudt ud af deres revirer og skaber ulykker overalt de kommer frem.

Naturligvis tror de unge ikke på trolde – men det kommer de til – og snart er de dybt involveret i jagten på de undslupne trolde og forsøget på at finde ud af, hvad der har drevet dem på flugt.

Troldjægeren er som sagt filmet som en dokumentarfilm, og indledningen fortæller, at filmen er fundet i råklip og klippet sammen i kronologisk rækkefølge. Men at ingen af de unge mennesker siden er set… Og når man har set den onde statsansatte Finn, som virkelig ikke bryder sig om, at de studerende følger Hans på hans jagt, så har man en klar fornemmelse af, at den norske stat ikke er så uskyldig, som vi tror.

Filmen er fyldt med facts om trolde: hvorfor nogen af dem bliver til sten, når sollyset rammer dem, mens andre eksploderer; hvilke typer trolde der bor hvor; hvorfor de norske fjelde er fyldt med højspændingsledninger osv.

Der går længe imellem, at jeg ser norske film, og jeg indrømmer blankt, at en af grundene til det, er broderfolkets sprogtone, som simpelthen ikke kan være uhyggelig ligegyldig hvad der sker på skærmen. Troldjægeren er da også mere morsom end skræmmende, men ikke desto mindre var jeg gevaldigt underholdt undervejs.

Det lykkes faktisk instruktør André Øvredal, at gøre historien troværdig, så vi næsten tror på, at troldene huserer i de norske fjelde. Han fortæller effektivt med en blanding af humor og enkelte mere uhyggelige scener, når Hans er på troldejagt. Ikke alle CGI-effekterne er lige vellykkede, men generelt er troldene interessante, omend ikke specielt uhyggelige.

Hvis du kan lide lidt skæve film, så er Troldjægeren et godt bud. Som James Lasome skriver på Best Horror Movies: “Overall, Trollhunter is a fine found-footage adventure. The film’s sound design and Norwegian shooting locations all help ring further tension and excitement out of an already brilliant script and performances. The added touches of dark comedy and palpable sense of adventure make this a hunt highly recommended.”

Om filmen:

Instruktør: André Øvredal
Udgivelsesår: 2010