januar 2018
M T O T F L S
« dec    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘troldmænd’

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann

moerke-guders-templerDansk ”Sword & Sorcery” antologi der tager læseren med ind i mørke verdener fyldt med magi, vold og død. Men også med helte der ikke viger tilbage for noget.

I det informative forord redegør Rasmus Wichmann, som også er den ene af redaktørerne på antologien, for genren ”Sword & Sorcery”, som han egentlig rettelig synes bør kaldes ”Heroisk Fantasy”. Genren har nemlig som udgangspunkt helte, der tager på eventyr, fordi det er deres levevej eller personlige kald, og ikke fordi de skal redde verden som i eksempelvis Ringenes herre, der tilhører ”Episk Fantasy”. Men, tilføjer Wichmann, navnet ”Heroisk Fantasy” kan også være misvisende, idet heltene sagtens kan være lejesoldater, enspændere eller andre der typisk opfattes som anti-helte.

Et andet træk ved genren er en stærk tradition for referencer til tabte civilisationer og en mørk, fjern fortid med gudelignende væsener, der stadigvæk tilbedes. Endelig hører også vold og erotik genren til. Vi er således langt fra børnebibliotekets hylder, og med antologien håber de to redaktører da også at hjælpe med til at gøre fantasy for voksne til en dansk genre.

Jeg må således også indrømme, at jeg egentlig aldrig har haft noget forhold til ”Sword & Sorcery” genren. Jeg kender lidt til Conan-figuren, men har generelt ikke læst så meget fantasy. Så jeg var lidt præget af fordomme, da jeg gik i gang med læsningen, og må nok også erkende at ”Sword & Sorcery” ikke er det nye sorte for mig. I det store hele tror jeg dog, at fejlen ligger hos mig i den forbindelse, for flere af novellerne er faktisk rigtig gode.

Blandt mine favoritter er Kristoffer Jacob Andersens Karzul – stjernekoglerens forbandelse, som tidligere har været udgivet i hans novellesamling Blandt danske galakser. Det er en humoristisk fortælling om Den Fede, som ernærer sig ved at fange røvere og lignende. En dag får han mulighed for at finde den ældgamle, onde troldmand Karzul, som bevogtes af Solens Klinger, og slå ham ihjel. Det bliver en underholdende færd, hvor Den Fede må kæmpe mod både mennesker og monstre for at nå sit mål.

Tårernes konge af Lars Kramhøft hører ligeledes til favoritterne. Historien udspiller sig i et Mellemøstligt univers, hvor mongolernes Khan har tvunget Kaliffen fra magten. Hovedpersonen er Jim Al-Haytam, der skulle have fulgt i sin fars fodspor som Fariser i Kaliffens livgarde, men i stedet er endt som en samvittighedsløs lejesoldat. Da han bliver bedt om at kidnappe et barn og bringe det til Skrigenes By, ser han ingen problemer i det. Alligevel bliver denne opgave anderledes, og ender med at stille Jim i et moralsk dilemma han ikke kan ignorere.

Endeligt var jeg også vældigt begejstret for Oprørere af Rasmus Wichmann. Her befinder vi os igen i et genkendeligt univers, nemlig et oprørsk Britannia der er underlagt det romerske imperium. Hovedpersonen er den romerske militærtribun Equitatus, som forsøger at standse oprørerne, der skånselsløst brænder byer ned og halshugger indbyggerne. Under et forhør får Equitatus hjælp af den mystiske Agent, og sammen drager de af sted for at fange oprørernes leder. Men det er en færd med flere farer, end Equitatus har nogen anelse om, og som, ligesom i Tårernes konge, rummer et dilemma.

I A. Silvestris bidrag En sang om vand er helten Drae’all af Mhon, der fra barnsben er blevet trænet til at udføre ritualet, der skal redde verden. Mens Ztridz og hans mænd i titelnovellen Mørke Guders Templer af Christina E. Ebbesen slås for hvem end, der betaler dem.

Bjarke Schjødt Larsens bidrag Dødedagene har en troldmand som hovedperson, og har den finte (for mig i hvert fald) at man ikke helt kan regne ud, hvem der – om nogen – er de gode. Til gengæld er ondskaben i Menneskejagt af Martin Wangsgaard Jürgensen helt tydelig.

Det er med andre ord ret forskellige noveller, selvom de alle tilhører ”Sword og Sorcery”, og selvom jeg ikke personligt er blevet mega-fan, var jeg alligevel godt underholdt under læsningen. Jeg tager hatten af for de to ildsjæle Harksen og Wichmann for at stå bag antologien, og for de 11 forfattere der har bidraget med novellerne. Og så håber jeg, at flere voksne læsere finder vej til de fantastiske genrer generelt.

Indhold:

Forord ved Rasmus Wichmann
Martin Wangsgaard Jürgensen: Menneskejagt
Helle Jakobsen: Caels øje
A. Silvestri: En sang om vand
Christina E. Ebbesen: Mørke guders templer
Bjarke Schjødt Larsen: Dødedagene
Michael Dyst: Vandrerens dagbog
Flemming R. P. Rasch: Den grå guds tempel
Kristoffer Jacob Andersen: Kazul – stjernekoglerens forbandelse
Lars Kramhøft: Tårernes konge
Rasmus Wichmann: Oprørere
Thomas Hverring: Den yderste dag
Forfatterportrætter

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Jakob Hansson
Forlag: H. Harksen Productions

Blandt danske galakser: humor, horror og science fiction af Kristoffer J. Andersen

Blandt_danske_galakser“Blandt danske galakser” er Kristoffer J. Andersens anden novellesamling udgivet på forlaget Kandor. Den første hed “Dansk tusmørke” og udkom i 2013. Den bestod af noveller indenfor henholdsvis humor, horror og fantasy. Denne gang er emnerne humor, horror og science fiction, men ellers er konceptet og målgruppen den samme – unge mennesker med smag for underholdning i et lidt crazy univers.

Samlingen åbner med tre noveller under temaet Humor, og her kan jeg absolut anbefale den allerførste novelle “En revisors død”.

Revisoren Poul vågner op på en blød sky, og opdager at han er død. Ikke nok med det, han er valgt som Guds repræsentant mod Djævelen i en kamp om jordens sjæle. Poul føler sig absolut ikke som en særlig velvalgt repræsentant, da han tvivler på, at nogen af de tre udfordringer, han og Djævelens repræsentant skal dyste i, handler om bogføring eller dansk virksomhedsskat. “En revisors død” er en af samlingens bedste. Den er morsom på den underspillede måde, og så synes jeg, at det er rigtig fedt, at KJA lige giver novellen et lille twist mod slutningen.

Jeg var ikke så vild med “Snyd, svindel og kikset hår”, men “Karzul, Stjernekoglerens forbandelse” er en underholdende fantasy fortælling om Den Fede, som ernærer sig ved at fange røvere og lignende. En dag får han mulighed for at finde den ældgamle troldmand Karzul, som bevogtes af Solens Klinger, og slå ham ihjel. Det bliver en underholdende færd, hvor Den Fede må kæmpe mod både mennesker og monstre.

Under temaet Horror  hedder den første novelle “Barnegråd”. Lasse og Susanne venter barn og er derfor flyttet i en ny lejlighed. Men om natten, et kvarter efter midnat, vågner Lasse ved lyden af voldsom barnegråd. Først tror han, at lyden kommer fra naboerne, men det viser sig, at den kommer fra deres eget tomme barneværelse. Selve novellens idé er rigtig god og ond, men måske særlig i horror-novellerne spiller det en rolle, at målgruppen er unge. I hvert fald bliver personerne for stereotype og flade, til at “Barnegråd” holder hele vejen.

”Ildskolopendre” har tidligere været trykt i “Universets Mørke“, og ligesom med “Barnegråd” er idéen god, mens persontegningerne er for karikerede til at være troværdige. På planeten, der rummer femte koloni, oplever man problemer med nogle skolopender-lignende dyr, som angriber koloniens beboere. Ledelsens ønske er at gasse dyrene, men xeno-biologen Anders får dem overtalt til at give ham en uge for at undersøge konsekvenserne. Men en uge går hurtigt.

Sidste novelle i Horror-afdelingen er “Eliksir” om den hjemløse pige Helene, som får tilbudt et nemt job. Hun skal blot røre i en eliksir en gang hver uge og ellers holde sin mund. Helene kan dog ikke helt holde næsen for sig selv, og snart opdager hun, at når man fusker med magi, er der altid en pris at betale. Særligt slutningen synes jeg rammer rent, og novellen findes også i en illustreret udgave udgivet på Forlaget Silhuet.

De tre noveller under Science fiction hatten lægger ud med novellen “Sumpmus” der tidligere har været trykt i 10. bind “Som et urværk” i Science Fiction Cirklens årlige novelleantologi. Det er en tankevækkende historie, der ligesom “Ildskolopendre” handler om, hvad der sker, hvis man ændrer på balancen i naturen.

“Wingcommander Zorg” er derimod ren underholdning. Nørden Bjarke er vild med Rikke, men hun vil da aldrig se til hans side, eller – måske hvis verden blev angrebet af aliens?

Sidste novelle “Rumrejsen 2014” er skrevet af Bettina Andersen. Her bliver drengen Anton hentet til Universets Midterste Domstol for at forsvare menneskets ret til jorden, og det er en fin lille historie med en god pointe.

Samlingen indledes med et forord og et efterord. I det sidste takker KJA læseren for at have kæmpet sig igennem de ni noveller og nu være mytonaut. Dernæst takker han sine hjælpere for at have sat deres præg på historierne og dermed været med til at gøre læserens rejse bedre. Endeligt slutter han af med følgende citat, som jeg simpelthen nød uden forbehold:

Fandt du alligevel en stavefejl trods navigatørens, ingeniørens, maskinmesterens, warp-drive-ekspertens, den holografiske doktors, pilotens og det venlige rumvæsens utrættelige arbejde? Blev et ord brugt forkert på trods af deres umenneskelige indsats? Skiftede hovedpersonen pludselig hårfarve? Eller reagerede en person underligt og unaturligt på det, han oplevede? Ja, så skyldes det sikkert interferens i subspace, et misforstået rumvæsen eller en anormalitet i rum-tid-kontinuummet.” Og så er mine kommentarer ligesom sat til vægs 🙂

Hvis man er til skæv humor iblandet lidt splat og horror, så er Kristoffer J. Andersen, manden der leverer. Dybere persontegninger og komplekse problemstillinger kan ikke forventes, men eftersom det heller ikke er formålet med hans fortællinger, så pyt med det. I hvert fald var jeg godt underholdt af “Blandt danske galakser”, og jeg er sikker på, at den unge læser vil have en fest med læsningen.

Læs mere på forlaget Kandors hjemmeside

Indhold:

En revisors død
Snyd, svindel og kikset hår
Karzul, Stjernekoglerens forbandelse
Barnegråd
Ildskolopendre
Eliksiren
Sumpmus
Wingcommandor Zorg
Rumrejsen 2014 af Bettina Andersen

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Frenta | Dreamstime.com
ISBN-13: 9788791589522
Sideantal: 224
Forlag: Kandor

 

 

Stormfront af Jim Butcher

Stormfront af Jim ButcherDetektivroman møder urban fantasy med et glimt i øjet. Et underholdende første bind i serien om troldmanden Harry Dresden fra Chicago.

Harry Blackstone Copperfield Dresden er troldmand og ekstern konsulent for politiets afdeling for ”usædvanlige forbrydelser”.

Dresden tilbyder bl.a. hjælp med at finde bortkomne genstande, og en dag opsøger en kvinde ham for at få hjælp til at finde sin mand. Opgaven ligger lidt udenfor Dresdens normale område, men da han mangler penge til huslejen, accepterer han til sidst.

Kort efter ringer telefonen. Der er sket et dobbeltmord, hvor ofrenes hjerter er blevet flået ud, og vicekriminalkommisær Karrin Murphy har brug for Dresdens hjælp.

Det viser sig, at opgaven med den forsvundne ægtemand alligevel ikke er så simpel, og da mordsagen samtidig tyder på at have forbindelse til en ualmindelig ondskabsfuld mørk magi, hvor Dresden nødt til at overtræde Det Hvide Råds regler for brug af magi, hvis han skal hjælpe Murphy, må han balancere på en knivsæg, for Det Hvide Råd har allerede et skarpt øje på ham, og et fejltrin kan koste ham livet.

Urban fantasy er en sub-genre af fantasy, som defineres af, at den udspiller sig i det urbane miljø. I tilfældet med Stormfront finder handlingen sted i nutiden, men urban fantasy kan ligeså vel udspille sig i fortiden eller fremtiden, blot byen er centrum for fortællingen. Udover troldmænd og magi finder vi også varulve og dæmoner i fortællingen, som byder på masser af action undervejs.

Jim Butcher lader Dresden fortælle historien selv, og da han er en lun fætter med masser af selvironi, følte jeg mig totalt underholdt, selvom jeg ellers mere er til gys og science fiction. Men historien om Dresdens eventyr fortælles med et herligt glimt i øjet, så når dæmonerne går løs på Dresden, som kun er iført hårshampoo og bar r.., er det både nervepirrende og morsomt.

Selve plottet hænger godt sammen (altså under forudsætning af at man kan acceptere magi og dæmoniske væsner), og Butcher lægger nogle teasere ud om Dresdens fortid, som vi formentlig får uddybet i de senere bøger.

Indtil videre er der udkommet 14 bind i serien om Harry Dresden, men kun det første bind er blevet oversat til dansk, hvilket jeg synes er en skam, da den charmerende troldmand er et underholdende bekendtskab.

Om Stormfront:

Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: Storm Front

Besøg Jim Butchers hjemmeside

Det mørke tårn IIII: Troldmanden og glaskuglen af Stephen King

Troldmanden og glaskuglen af Stephen KingEfter 6 års ventetid kom endelig 4. bind i Stephen Kings serie om Det Mørke Tårn. Her fortsættes historien om revolvermanden Roland og hans tre følgesvende, Eddie, Susannah og Jake. I 3. bind steg de ombord på toget Blaine, noget som her i 4. bind viser sig at være farligere end først antaget. Blaine er nemlig blevet sindssyg og vil begå selvmord med sine passagerer ombord.

Det lykkes dog Roland at lokke Blaine til at indgå en aftale. Hvis de fire mennesker kan stille Blaine en gåde, han ikke kan løse, får de lov at gå. Men Blaine har levet længe og kender mange gåder!

Det er også i 4. bind, vi hører mere om Rolands store kærlighed, Susan Delgado, og hvor Jake stifter et farligt bekendtskab med Tik-Tak manden – “mit liv for dig”.

Læs mere på seriens hjemmeside.

Om Troldmanden og glaskuglen:

Originaltitel: The Dark Tower IIII: wizard and glass
Udgivelsesår: 1997

Dragens øjne af Stephen King

Dragens øjne af Stephen KingStephen King har 3 børn, Naomi, Joe og Owen. Da børnene var mindre, nægtede Naomi at høre/læse nogen af Kings historier. De var for uhyggelige. Derfor satte King sig for at fortælle en historie, som også Naomi kunne lide. Det blev til Dragens øjne.

Historien foregår i kongeriget Delain. Her levede en konge lykkeligt med sin dronning og sine to sønner. Desværre døde dronningen alt for tidligt, og kongens troldmand Flagg fik snart stor magt. Folket håbede, at Peter – den ældste søn – ville ændre på tingene, når han kom til magten. Men i stedet for bliver Peter narret i en fælde og dømt for mordet på sin far.

Nu sidder den yngre bror Thomas på tronen, og gennem ham får Flagg for alvor magt i kongeriget. I sit fængsel lægger Peter dog en plan, og med hjælp fra Ben Stadd lykkes det ham at flygte. Men kan Peter stille noget op imod Flagg?

Dragens øjne er en fantasy fortælling især for børn, men voksne kan også have glæde af den.

Om bogen:

Originaltitel: The Eyes of the Dragon
Udgivelsesår: 1987

Helvedeskoblet af Philippe Thirault

Helvedeskoblet af Philippe ThiraultFlot tegneserie om en gruppe krigere i år 530. Kejserinden af Byzans vil finde nøglen til helvede, og til det formål har hun brug for Helvedeskoblet.

Helvedeskoblet er en gruppe krigere med hver deres styrke. Tilsammen udgør de en næsten uovervindelig enhed. Alligevel har de været spredt for alle vinde i nogle år af årsager, vi ikke får at vide her i første bind af serien Gudernes skat.

Kejserinden af Byzans har store planer. Hun ønsker at få fingre i nøglen til helvede og dermed få stor magt og indflydelse. Det lykkes hende at få kontakt til krigstroldmanden Epidamos, også kaldet Fugl, og han finder frem til de øvrige fire krigere i Helvedeskoblet, så de samlet kan drage ud på opgaven.

Her i seriens første bind introduceres de fem krigere, og vi får fortællingerne om, hvordan de finder sammen igen. Her er både vold og magi, og samtidig tager historien sit afsæt i virkelige historiske personer som f.eks. kejseren og kejserinden af Byzans.

Helvedeskoblet er en flot tegneserie tegnet i klassisk, realistisk stil. Thirault har ikke tidligere fået udgivet noget på dansk, men jeg ser frem til fortsættelsen af serien. Det er to danskere, som har stået for tegningen og farvelægningen, og Paw Mathiasen, som har oversat albummet, har også tilføjet et afsnit om virkeligheden bag gudernes skat samt et indblik i, hvordan en tegneserie skabes.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2005
Forlag: Fahrenheit, 55 sider
Tegninger: Christian Højgaard
Farvelægning: Jesper Ejsing

Gudernes Skat:

Helvedeskoblet, 1
Karthagos spøgelser, 2
Spåkvindens hemmelighed, 3
Ondskabens hule, 4