maj 2018
M T O T F L S
« apr    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Tyskland’

Triggereffekten af Wulf Dorn

Triggereffekten af Wulf DornTriggereffekten af den tyske debutant Wulf Dorn er et godt bud på en effektiv thriller

Psykiateren Ellen Roth overtager en voldsomt mishandlet kvinde som patient, da hendes kæreste, som også er psykiater, er nødt til at rejse væk. Kvinden taler som et lille barn og advarer Ellen om ‘den sorte mand’, men hun giver ingen oplysninger om, hvem hun er. Så da hun pludselig forsvinder, og alle papirer vedrørende hendes indlæggelse også er væk, står Ellen i en umulig situation. Ingen andre har set kvinden, og kollegaerne tror, at Ellen har haft for meget om ørene og derfor tager fejl. Men Ellen giver ikke op. Hun vil gøre alt for at redde kvinden, om det så betyder, at hun skal konfrontere ‘den sorte mand’.

Jeg har efterhånden opdaget, at der findes flere interessante tyske forfattere, og debutanten Wulf Dorn tegner til at blive et lovende bekendtskab. Triggereffekten er en effektiv og spændende psykologisk thriller om sindets hemmeligheder, og selvom jeg måske nok havde regnet noget af plottet ud, så smider Dorn alligevel lidt overraskelser ind mod slutningen, så man holdes fanget hele vejen igennem.

Om Triggereffekten:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Mrs. Robinson, 388 sider
Originaltitel: Trigger (tysk)

 

Sagen Collini af Ferdinand von Schirach

Sagen Collini af Ferdinand von SchirachEn gammel mand dræbes brutalt. Morderen melder sig selv, men nægter at fortælle, hvorfor han slog manden ihjel. Vellykket krimi fra den tyske forsvarsadvokat Ferdinand von Schirach.

Caspar Leinen er nyuddannet forsvarsadvokat, da han som sin første sag får til opgave at forsvare Fabrizio Collini. Collini har tilsyneladende uden nogen former for motiv har skudt den 85-årige Hans Meyer og derefter sparket hans ansigt til ukendelighed.

I første omgang ved Leinen ikke, hvem offeret er. Det går dog hurtigt op for ham, at det er hans barndomskammerats bedstefar, som nærmest var som familie for ham i barndommen. Efter råd fra en ældre kollega ender det dog med, at han holder fast i sagen, som viser sig at være ganske usædvanlig.

Collini forsøger på ingen måde at unddrage sig skylden for mordet – men han nægter at fortælle sit motiv. Leinen er derfor på en svær opgave. Hvordan skaber man sympati for en mand, der erkender en grusom gerning, men ikke vil fortælle, hvorfor han har begået den? Leinen må selv forsøge at finde en forklaring, og det bringer ham tilbage i tiden men også på kant med magtfulde personer i nutiden.

Jeg stødte første gang på Ferdinand von Schirach, da jeg læste novellesamlingen Forbrydelser fra 2011. Schirach har arbejdet som forsvarsadvokat, og jeg blev øjeblikkeligt betaget af hans sobre og nøgterne skrivestil. Her er intet af den sensationslystne svælgen i elendighederne. Næsten klinisk beretter han om grufulde episoder og menneskelig afmagt, og som læser kan man ikke lægge romanen fra sig.

I både Forbrydelser og Skyld, som også udkom i 2011, blev Schirach inspireret af virkelige sager. Her i Sagen Collini er udgangspunktet i stedet en lovændring fra 1968, som vendte op og ned på mulighederne for at forfølge krigsforbrydere. Dette holdepunkt i virkeligheden gør kun fortællingen endnu stærkere. Jeg kan på det varmeste anbefale Sagen Collini og i det hele taget Ferdinand von Schirachs forfatterskab.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Gyldendal, 161 sider

Øjensamleren af Sebastian Fitzek

Øjensamleren af Sebastian FitzekDen tyske forfatter Sebastian Fitzek hører til mine absolutte yndlingsforfattere, når det gælder psykologiske thrillers, og her i Øjensamleren lykkes det ham endnu en gang at sende læseren ind i et sandt mareridt, der efterlader én med en grum følelse indeni.

Alexander Zorbach er tidligere politimand. Efter at have dræbt en kvinde i forsøget på at redde et kidnappet barn, er han dog stoppet i tjenesten, og nu arbejder han som kriminalreporter. I den forbindelse har han skrevet om en seriemorder, som medierne har døbt Øjensamleren. Øjensamleren myrder moren, bortfører barnet og sætter et stopur i gang, der giver faren 45 timer til at finde sit barn – ellers dør det.

Da Øjensamleren slår til igen, bliver Zorbach personligt involveret. Hans pung findes på gerningsstedet, og også andre spor leder politiet i hans retning. Men det værste er, at Zorbach ikke selv husker, hvad han lavede på gerningstidspunktet. Og da han opsøges af den blinde fysioterapeut Alina, som fortæller, at han selv har ringet og bedt hende komme, bliver han for alvor bekymret.

Zorbach forsøger desperat at stoppe Øjensamleren og samtidig finde ud af, hvorfor han er blevet inddraget i spillet, mens politiet er i hælene på ham. Det fører til en katten efter musen jagt gennem Berlin, hvor kapitlerne skiftevis fortælles af Zobach, den 9-årige kidnappede Tobias og politiet.

Sebastian Fitzek er som sagt en af mine yndlingsforfattere, og lige siden jeg læste ”Terapien”, har jeg ventet utålmodigt på hver ny udgivelse. Fitzek er en sand mester ud i den psykologiske thriller, og evner både at lave et overraskende plot, samtidig med at han får personerne til at stå lyslevende. Og ikke mindst skaber han altid en fortættet og ofte nærmest surrealistisk atmosfære, hvor virkeligheden og hovedpersonens indre tankeverden flyder sammen, så det er svært at afgøre, hvad der er sandt, og hvad der er indbildning.

I Øjensamleren har han leget lidt med opsætningen af bogen. I stedet for at starte med kapitel 1 begynder romanen med Epilogen på side 401, og så starter en nedtælling frem til side 1, hvor historien både slutter og starter. Det er rigtig godt lavet, og efterlader læseren med en knugende fornemmelse i maven, samtidig med at man bare vil vide mere, for hvad sker der nu!

Fitzek serverer ikke bloddryppende historier med fokus på volden og brutaliteten. I stedet for er det det psykologiske spil som fører historien videre, og han er eminent til at lave labyrintiske historier, som vikler hovedpersonen – og læseren – dybere og dybere ind i plottets og sindets kringelkroge.

Øjensamleren er en grum, men velskrevet thriller, som absolut kan anbefales. I efterordet nævner Sebastian Fitzek, at han har samlet så meget stof i forbindelse med researchen til romanen, at han overvejer at skrive endnu en bog med Alexander Zorbach og Alina i hovedrollerne. Det vil jeg håbe, at han gør, for makkerparret er et spændende bekendtskab, som jeg gerne vil høre mere til.

Om Øjensamleren:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Thomas Szøke, EYELAB.DK

Mere Sebastian Fitzek:

Terapien
Sjæleknuseren
Splinten
Øjensamleren

Også omtalt på Bogrummet.dk

Splinten af Sebastian Fitzek

Splinten af Sebastian FitzekFor seks uger siden mistede Marc Lucas sin hustru og deres ufødte barn i en bilulykke, som han overlevede. Han husker ikke selve ulykken, og nu forsøger han at fortsætte sit liv. Men sorgen tærer hårdt på ham, og da han ser en annonce for et firma, som kan fjerne minderne, beslutter han sig for at høre nærmere om, hvad det er for noget. Det skulle han dog aldrig have gjort, for pludselig befinder han sig i et sandt mareridt, hvor virkeligheden går i stykker, og han begynder at tvivle på sin egen forstand.

Sebastian Fitzek er en formidabel forfatter, som i denne psykologiske thriller endnu en gang driver læseren helt ud over kanten. Han formår som få andre at beskrive den mentale opløsning hos mennesker under pres, og uden at svælge i blod og død er “Splinten” en af de mest uhyggelig bøger, jeg har læst i år. For man sidder som læser med en klar viden om, at tingene ikke er som de ser ud. Men hvad er der galt? Og mens man forsøger at hitte rede på begivenhederne, kommer Marc Lucas længere og længere ud, og spændingskurven står nærmest lodret.

Også i sine tidligere bøger Terapien og Sjæleknuseren har Fitzek leget med virkelighedsbegrebet, og hvad traumer gør ved mennesker. Begge var så absolut anbefalelsesværdige, men Splinten når alligevel nye højder. Plottet holder hele vejen, og slutningen er både overbevisende og overraskende.

En helt igennem skræmmende, fascinerende og utroligt velskrevet thriller som SKAL læses, hvis du holder af gode bøger.

Om Splinten:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Koitz. Animation & Graphics

Mere Sebastian Fitzek:

Terapien
Sjæleknuseren
Splinten
Øjensamleren

Også omtalt på Bogrummet.dk

Dr. Caligaris Kabinet

Dr. Caligaris KabinetDr. Caligaris Kabinet er en af de film, som jeg har haft på min Skal-Se liste, men som jeg har skubbet lidt foran mig. Jeg vidste, det var en klassiker, men havde lidt svært ved at tage mig sammen til en tysk stumfilm fra 1920. Men jeg må sige, at jeg blev yderst positivt overrasket.

Filmen åbner med to mænd, der sidder i en have og taler sammen, mens en kvinde går forbi. Hovedpersonen Francis fortæller, at det er hans forlovede Jane, og at historien om, hvordan de blev forlovede, er ganske utrolig. Mens han begynder at fortælle den historie, skifter filmens perspektiv til et langt flashback.

I den lille by Holstenwall ankommer et tivoli. Blandt boderne er Dr. Caligari som optræder med søvngængeren Cesare, der har sovet i 25 år. Når Cesare udtaler en profeti, går den i opfyldelse. Francis og vennen Alan overværer showet, og Alan spørger Cesare “Hvornår skal jeg dø?”. Svaret er “Inden morgen”, og ganske rigtig – næste morgen er Alan død.

Francis går til politiet og fortæller, at han mistænker Caligaris søvngænger for mordet. Før de kan reagere, bliver en ældre kvinde forsøgt myrdet og gerningsmanden fanget. Alle tror, at det er den samme, som slog Alan ihjel, men han nægter.

Politiet overvåger Caligaris vogn med kisten, hvor Cesare ligger, men om natten bliver Jane alligevel overfaldet af Cesare, som stikker af og ender med at falde i døden. Det viser sig, at kisten kun indeholder en dukke, og at Dr. Caligari er flygtet.

Francis følger efter Caligari og ender ved et sindssygehospital – hvor Dr. Caligari er direktør! Francis finder nogle optegnelser om en tidligere Caligari, som brugte en søvngænger til at begå mord for sig, og overbeviser personalet om, at nutidens Caligari gør det samme. Så Caligari bliver indlagt.

Så skifter perspektivet igen til nutiden, og Francis sidder atter i haven med den ældre mand (og nu kommer der en SPOILER). Pludselig dukker Dr. Caligari op, og Francis kommer i slagsmål med ham og bliver slæbt væk af personalet. Det viser sig, at hele historien har været Francis vrangforestilling, og at han er den indlagte på sindssygehospitalet.

Historien er ikke særlig uhyggelig i dag, og selve plottet kan heller ikke overraske mange af nutidens seere, men alle klichéer starter med en første gang, og det var Dr. Caligaris Kabinet for datidens seere.

Ydermere er historien fortalt med spændende visuelle virkemidler. Når vi er i nutiden, er settet sat i en virkelig have og med almindelige billeder. Men når vi er i flashbacket, er settet en teateragtig todimensionel scene, hvor husene er malet på træplader, og alle vinkler er skæve og forvredne ude af vinkel. Perspektivet forvirres, og når menneskene nærmest må krybe ud af døre eller klatre op på stole, giver det en uhyggelig og uvirkelig fornemmelse, som helt sikkert må have været endnu mere udbredt for datidens seere.

Filmen bruger den tyske ekspressionisme til at skildre forvirring og utryghed hos personerne. De forvredne perspektiver er en subjektiv gengivelse af virkeligheden, som når Cesare flygter ad trapper i skæve vinkler. En advarsel om at betragteren (eller i dette tilfælde fortælleren) ikke er ved sine fulde fem.

Dr. Caligaris Kabinet er således en overraskelse på det visuelle plan omend ikke så meget på plottet. Ikke desto mindre vil jeg anbefale den til alle, som har lyst til at få et indblik i gyserfilmens historie, for som Roger Ebert skriver i sin omtale af Dr. Caligaris Kabinet:

“A case can be made that “Caligari” was the first true horror film. There had been earlier ghost stories and the eerie serial “Fantomas” made in 1913-14, but their characters were inhabiting a recognizable world. “Caligari” creates a mindscape, a subjective psychological fantasy. In this world, unspeakable horror becomes possible.”

Læs hele Roger Eberts anmeldelse

Om filmen:

Instruktør: Robert Wiene
Udgivelsesår: 1920
Originaltitel: Das Cabinet des Dr. Caligari