Indlæg tagget med ‘ulykke’

Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen

Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen

En mand og hans elskerinde sætter sig ind i en bil for at køre til et afsides mødested. En ung kvinde får et lift af en fremmed, og en mand kører alt for hurtigt på de snedækkede veje. Alle kører forbi den samme dybe kløft, men kun én bliver skyld i en voldsom ulykke, der får fatale følger. Personerne kender ikke hinanden, men langsomt knyttes de sammen af ulykken, der efterfølgende truer med at ødelægge deres tilværelse. (fra bagsiden)

Jeg kender Carin Gerhardsen fra hendes Hammarby-serie, som er gode, gedigne politikrimier. Det der ligger gemt i sneen er seneste udgivelse fra hendes hånd og af samme gode standard.

Historien indledes med en avisartikel om en forsvundet mand. Herfra går vi til januar 2014, hvor vi får fortalt historien skiftevis gennem Jeanette, Sandra og Jan. Senere springer fortællingen til maj 2018, hvor Kerstin støder til persongalleriet. Og herfra skifter fortællingen mellem det nutidige spor og sporet i 2014. Det lyder lidt kompliceret, og man skal da også holde tungen lige i munden for at holde styr på personerne og deres relationer. Men det er umagen værd.

Jeg var godt underholdt af Det der ligger gemt i sneen, der blandt andet handler om tilfældighedernes spil og det at tage ansvar. Også selvom det kan være svært eller ligefrem være dårligt for en selv.

Det er ikke kun mysteriet om, hvad der egentlig skete den januardag, der holder læseren fanget. Det er i lige så høj grad de spændende personportrætter og refleksionerne over skyld, sorg og hævn, som gør at man har svært ved at slippe fortællingen.

Er du til psykologiske thrillers, hvor personerne er i centrum, er Det der ligger gemt i sneen et godt bud.

Anmelderne skriver:

Lars Ole Sauerbergs anmeldelse i Jyllandsposten:
Først ser det ud til, at det bliver til banale, ugebladsagtige melodramaer. Men da man er ved at være klar til at opgive læsningen i lutter skuffelse, begynder der at ske noget. Det, der sker, er, at historien ligesom begynder at forholde sig til sine egne fortællegreb og blive både en historie om kvindeskæbner i skyggen af traumer som bilulykke, voldtægt og liv på bænken iblandt prekariatet og så samtidig en historie om det at kunne fortælle og udvikle den historie. Bogen […] bliver pludselig en dybt fascinerende øvelse i måder, vi forholder os til hinanden og virkeligheden på gennem de formater, som konventionelle størrelser som fortællestrukturer og sprog tilbyder, men som næsten aldrig bliver udfordret. (10.05.2020 Jyllandsposten)

Lene Jensens anmeldelse på Litteratursiden:
Denne thrillers skudsikre plot er virkelig godt fundet på, og jeg havde ikke gennemskuet noget som helst, før afsløringen kom. Mange gange var jeg tilbage i bogen for at få styr på, hvad det egentligt var, jeg havde læst. Der er så mange ubekendte og så mange drejninger i handlingen, at jeg simpelthen var nødt til det – ikke at det hjalp mig med at få det hele på plads, det fik jeg først til allersidst, da forfatteren ønskede, jeg skulle finde ud af det. (Litteratursiden.dk)

Om Det der ligger gemt i sneen:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: People’s Press, 386 sider
Omslag: Rasmus Funder
Originaltitel: Det som göms i snö, 2018
Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild

Læs også:

Savas vidner af Sara Bouchet
Måske uskyldig af Alafair Burke
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
Og så var hun væk af Lisa Jewell
I en mørk mørk skov af Ruth Ware
Hydra af Matts Wesolowski

Edderkoppen af Richard Matheson

Edderkoppen af Richard MathesonScott Carey er en ganske almindelig mand. Gift med Lou som han har datteren Bett med, arbejder for broderen Marty og er godt tilfreds med livet. Indtil den dag det går op for ham, at han skrumper. Hvert døgn bliver han nøjagtig 3,3 millimeter mindre, og lægerne kan intet gøre.

Da sandheden går op for Scott, trygler Lou ham om at gå til lægen. Herfra bliver han sendt til specialister, som nok finder ud af, hvorfor han bliver mindre, men ikke hvordan man stopper processen. Til sidst får Scott nok af forsøg, injektioner og nysgerrighed og tager hjem, hvor han nærmest gemmer sig i huset.

Men en dag går det galt. Scott bliver ved et uheld fanget i kælderen, uden at Lou opdager det. Nu er det op til ham selv at overleve – for kælderen har flere beboere …

Jeg har aldrig lagt mærke til, at Richard Matheson er forfatter til romanen bag filmen The Incredible Shrinking Man, Jeg kender ham hovedsageligt fra Jeg er den sidste. Men stor var min glæde, da jeg tilfældigt faldt over Edderkoppen på biblioteket og så forfatternavnet.

Edderkoppen udkom i 1956, og allerede året efter blev den filmatiseret. Det forstår jeg godt, for trods de godt 60 år på bagen, så er historien stadigvæk spændende. Naturligvis er der nogle tidstypiske elementer, der virker gammeldags i dag. Ikke mindst kønsrollerne er groteske set med nutidens øjne, for her er Scott eneforsørger og enevældig, og hustruen Lou må bare smile og samtykke. Men ser man bort fra den del, så indeholder historien masser af action, men også tankevækkende betragtninger over, hvad Scott føler, og hvordan omverdenen behandler ham.

Størstedelen af fortællingen udspiller sig i kælderen, efter at Scott er blevet ganske lille. I kælderen bor også en edderkop, som er hans største fjende, udover sult og tørst. Vi følger hans forsøg på at undslippe såvel edderkop som kælder, og det er fascinerende at følge hans snarrådighed, jo mindre han bliver.

Ind i mellem klippes til fortiden, når Scott tænker tilbage. Hvert tilbageblik starter med Scotts højde, så 173 cm er f.eks. dagen, hvor Lou kan se ham ind i øjnene. Mens 78 cm fortæller om en uhyggelig oplevelse med nogle unge fyre, der er ude på ballade.

Richard Matheson er til tider skræmmende realistisk, især i betragtning af at han er amerikaner. F.eks. hører vi om, at selvom Scott ligner en lille dreng, har han stadig en voksen mands kønsdrift, og hvordan håndterer et ægteskab lige det?

Endelig er slutningen forrygende – og for mig – uventet. Det er fedt med den slags overraskelser.  Jeg var underholdt og skræmt af Scotts trængsler, og selvom Edderkoppen sikkert ikke er for alle, var det for mig en uventet god læseoplevelse.

Om Edderkoppen:

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Winther, 157 sider
Omslags-layout: Tage Jørgensens tegnestue
Originaltitel: The Shrinking Man, 1956
Oversætter: Frits Remar

Faldet af S. K. Tremayne

Faldet af S. K. TremayneSpændende og letlæst domestic noir thriller med en overraskende slutning

For halvandet år siden var Angus og Sarah Moorcroft synonym på en perfekt familie. De boede i et lækkert hus i Camden, hvor Angus havde et godt job som arkitekt. Sarah arbejdede som freelance journalist, hvilket gav tid til at gå hjemme hos deres to smukke enæggede tvillingepiger, Lydia og Kirstie.

Men så skete ulykken, og nu er familieidyllen knust. Angus er blevet fyret, og Sarah er i dyb sorg over deres døde datter. For at komme videre har de besluttet at sælge huset og flytte til øen Eilean Torran, hvor Angus har arvet et hus efter sin bedstemor. De vil væk fra alle minderne og starte på en frisk.

Kort før de skal rejse, får sorgen dog en ny dimension, da den overlevende tvilling påstår, at hun ikke er Kirstie, men Lydia. Kan de mon have taget fejl af pigerne dengang?

S. K. Tremayne fortæller skiftevis historien gennem jeg-fortælleren Sarah og 3. personsfortælleren Angus. På den måde identificerer læseren sig med Sarah, og står ligeså uforstående som hende over for Angus’ reaktioner. Han udstråler nemlig til tider en voldsom vrede mod Sarah. Men hvorfor? Og hvad er det for en hemmelighed, han ikke ønsker, Sarah skal kende?

Faldet er en både spændende og letlæst domestic noir thriller med en overraskende slutning. Dels er der hele spørgsmålet om, hvilken af tvillingerne der egentlig døde den dag. De var nemlig helt ens i udseendet, og kunne kun skelnes i deres væremåde. Dels er spørgsmålet, hvordan ulykken egentlig skete. Og dels er der de mange undertrykte følelser mellem ægteparret, som skaber en atmosfære, der langsomt bliver mere og mere ond og giftig.

Undervejs nåede jeg at blive irriteret på både Sarah og Angus. Alligevel var jeg nødt til at læse videre, fordi jeg ikke kunne regne slutningen ud, og det er altså rigtig fedt, når det lykkes. Desuden giver parrets flytning til en lille ø i Hebriderne, hvor de er de eneste beboere, en næsten gotisk stemning som ikke ses i de mere almindelige domestic noir thrillers.

S. K. Tremayne er et pseudonym for journalist og forfatter Sean Thomas, og Faldet er hans første udgivelse på dansk, og jeg kan kun anbefale alle, der holder af psykologiske thrillers at læse den.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Faldet:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gads Forlag, 356 sider
Originaltitel: The Ice Twins
Oversætter: Nanna Lund
Omslag: Anders Timrén

Red Eye

Red EyeFor flere år siden forulykkede et tog, hvor flere hundrede passagerer blev dræbt. Vognene blev restaureret og sat i drift igen, men nu er det togets sidste tur, før ruten nedlægges.

Ombord er togstewardessen Oh Mi-sun, som lige er startet – og faktisk har byttet sig til vagten, selvom det er hendes fødselsdag. Allerede kort efter togets afgang begynder hun at opleve sære ting. Hun ser mennesker og begivenheder, som udspillede sig på turen, hvor katastrofen skete, og det går langsomt op for hende, at tiden imellem de to begivenheder er smeltet sammen, og at toget nu er på vej til at gentage ulykken.

Jeg var ikke voldsomt imponeret af Red Eye, som dog teknisk set er ganske vellykket med flotte visuelle sekvenser, når spøgelsestoget og det nutidige tog smelter sammen. Til gengæld er plottet fuld af usandsynligt mange tilfældigheder, og personerne forbliver ret uinteressante. Der dør nogen undervejs, men det bliver aldrig rigtig interessant hvem og hvorfor.

Beyondhollywood.com skriver i deres anmeldelse: “As another entry into the ever-growing list of Asian horror films about vengeful female ghosts and a blank slate leading lady going through the motions of discovering the past so she can resolve the present and save the future (the basic template of many Asian ghost stories since “Ringu”), “Red Eye” is ultimately a middling effort. It’s not overly horrible, but it’s not really all that good, either. If you’ve never seen an Asian horror film in your life, or any of the recent spate of American remakes, then I suppose “Red Eye” may be worth the price of a video rental. Then again, considering the film’s overall pedestrian qualities, waiting for the free TV broadcast might be a better deal.”

Mens Korean Grindhouse opsummerer filmen således: “If nightmare-causing moments are what you’re after, most Korean fright flicks are bound to disappoint. Look at Redeye, Kim Dong-bin’s moody spookshow about a phantom train on which deceased passengers share berth-space with the living. It’s got plenty of horror movie mainstays: the rainstorm, flickering lights, fog, cobwebs, a random spider, a music box, and an affectless child who likes to draw in red. It’s also got some second-tier dependables like dirty mirrors, a late victim’s cell phone, a possessed wig, a camera that sees ghosts, and a pair of shiny scissors used repeatedly as a weapon. As a catalogue of creepiness, Redeye is respectable stuff. As a journey into your darkest fears, however, it’s more a conundrum. As the runaway train careens towards a terminal of the dead, the heroine (snack bar servant and daughter of the dead engineer) sleepwalks from one disaster to the next. Ghosts may come and go; she may scream and faint. But the dreamlike world isn’t terrifying so much as its surreal. That’s not a complaint. K-horror often feels like a strange, off-kilter parallel universe. Like many unconscious psychic trips, it’s filled with symbols and a cast of characters who rarely ask why anything is happening.”

Retfærdigvis skal den mere positive omtale fra Asian Cinema også nævnes: “It’s not terribly original, most of it we’ve seen before, but there’re enough cool little details and inventive moments to call this a success. The train setting alone is enough to make the film feel a little different and fresh. When the real world and the ghost world are brought together and the darkness starts to spread through the train, we get some very effective creepy moments. The shadows come alive, things are crawling around on the walls, and there’s the sound of crying. Like I said, it’s not new, but it works.”

Samme år udkom iøvrigt endnu en film med titlen Red Eye instrueret af Wes Craven. Denne foregår i et fly, men om der er nogen forbindelse imellem de to film, ved jeg desværre ikke.

Om Red Eye:

Instruktør: Dong-bin Kim
Udgivelsesår: 2005
Originaltitel: Redeu-ai

Rebecca af Daphne du Maurier

Rebecca af Daphne du MaurierJeg har ofte hørt om Manderley, Rebecca og Mrs. de Winter, men havde aldrig fået hverken læst bogen fra 1938 eller set Alfred Hitchcocks filmatisering fra 1940. Jeg har dog ofte tænkt, at det var en klassiker, jeg burde kende, så da chancen kom i forbindelse med en arbejdsopgave, greb jeg den. Rebecca er ikke en egentlig gyser, men ikke desto mindre en interessant roman med stærke gotiske undertoner.

Jeg-fortælleren er en ung, ubemidlet og meget naiv kvinde, som i romanens begyndelse er ansat som selskabsdame for den snobbede og sladdervorne Mrs. Van Hopper. I Monte Carlo støder de tilfældigt på Maxim de Winter, som Mrs. Van Hopper kender gennem sladderen. Maxim ejer det smukke hus Manderley ved Cornwalls kyst og mistede for nyligt sin hustru, Rebecca, i en ulykke. Alt dette kender fortælleren ikke noget til, men hun forelsker sig inderligt i Maxim, selvom han er en del ældre, og da hun pludselig skal rejse til USA med Mrs. Van Hopper, frier han til hende, og hun accepterer.

Men livet på Manderley bliver ikke, som hun havde forestillet sig. I huset regerer husbestyrerinden Mrs. Danvers, og hun styrer huset, som levede den første Mrs. de Winter endnu. Fortælleren er bange for Mrs. Danvers, men Maxim forstår hende ikke, og også han ændrer sig med tilbagekomsten til Manderley. Og snart banker fortiden ubehageligt på døren.

Rebecca er fra 1938, og selvom den sprogligt er fantastisk, så måtte jeg alligevel ind i mellem bide mig i kinden af utålmodighed, for sjældent har jeg da oplevet en heltinde så helt igennem hjælpeløs og naiv. Jeg havde lyst til at ruske hende og bede hende om at tage sig sammen, men det kan man jo ikke med en romanfigur, og hendes sind hørte sikkert tiden til.

Når det er sagt, så er Rebecca en overordentlig dejlig roman at læse. Sproget smelter som chokolade på tungen, og allerede i indledningen slår Daphne du Maurier romanens skæbnetunge tone an: ”Pludselig gled en sky for månen som en hånd, der stryger over et ansigt, og i det samme var trylleriet brudt. Lyset i vinduerne blev slukket, og jeg så kun de sjælløse, øde mure, som intet fortalte om det liv, der engang havde rørt sig bag dem. Huset var kun et gravkammer – vores frygt og lidelser lå begravet under ruinerne, og opstandelse var utænkelig…

Huset Manderley hviler tungt over den nye unge frue, hvilket indledningen også indikerer. Til tider virker huset uskyldigt nok, men så ændrer det pludselig karakter og bliver igen en truende skygge over hendes lykke, som når fortælleren farer vild i husets mange værelser, eller når hun frygter, at Mrs. Danvers holder øje med hende i haven fra husets mange lukkede vinduer. I det hele taget lurer det usagte som ond skygge over alt, hvad der sker i romanen, og den unge fortæller må erkende, at tavshed kan ødelægge alt: ”Nu forekom det mig utroligt, at jeg aldrig havde forstået det. Jeg tænkte på alle de mange mennesker her i verden, som led og blev ved med at lide, fordi de ikke kunne overvinde deres angst for at tale ud og i deres tåbelige blindhed byggede en mur omkring sig, der helt skjulte sandheden…”

Som regel er fortælleren også hovedpersonen i en roman, men det er ikke tilfældet i Rebecca. Ved at lade den unge fortæller være navnløs, understøtter Daphne du Maurier hendes status som mindreværdig, og den egentlige hovedperson bliver dermed Rebecca, der i romanen stadig styrer begivenhederne på Manderley, selvom hun er død.

Et andet kunstgreb af forfatteren er den omvendte kronologi i historien, der starter i Frankrig, hvor den nye Mrs. de Winter tænker tilbage på begivenhedernes gang, fra hun mødte Maxim og til de voldsomme begivenheder, der slutter romanen. Så vi ved fra starten, at noget grusomt er under opsejling, men holdes i stille suspense helt frem til slutningen.

Alt i alt er Rebecca et atmosfærefyldt drama, der på overfladen flyder roligt af sted, men hvor hemmeligheder og det usagte lurer i mørket, klar til at bryde den tilsyneladende idyl hvert øjeblik, det skal være. Det var ikke en roman, hvor jeg sad med hjertet i halsen fra start til slut, men atmosfæren krøb langsomt ind under huden på mig, og pludselig var jeg fanget af Manderleys dystre skygge og kunne ikke slippe bogen igen.

Bogen blev som nævnt filmatiseret af Alfred Hitchcock i 1940, og er af anmelderne blevet kaldt Hicthcocks måske største mesterværk. Filmen vandt da også to Oscars for Bedste Film og Bedste Cinematografi og var nomineret til yderligere 11 Oscars, heriblandt Bedste Instruktør.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1938

The Final Destination

Jeg startede først for nylig med at se “Final Destination”-filmene, og må jo indrømme at jeg blev ganske bidt af dem. Selvom 3’eren begyndte at blive lidt blodfattig, var jeg dog fuld af optimisme, da jeg satte mig til at se fjerde film i serien “The Final Destination”. Men denne gang blev jeg oprigtigt skuffet.

Nick og Lori er sammen med vennerne til motorløb, da Nick får et forvarsel om en forfærdelig ulykke. Han får sine venner og enkelte andre fra publikum med ud, og som altid sker ulykken, og døden indhenter nu de overlevende på forskellige måder. Historien er med andre ord bygget op på nøjagtig samme skabelon som de første tre film, og det vil jeg ikke klage over, for det vidste jeg jo godt.

Men der mangler noget her i 4’eren. Hvor jeg de andre gange er blevet blæst omkuld af rædselseffekter i åbningsscenen, så er ulykken på motorbanen slet ikke på højde med de andre film. CGI-effekterne er tydeligvis bare CGI-effekter, så det der plejer at være fantastiske dødsfald er bare dårligt lavede dødsfald. Der er heller ikke samme uhyggelige forventning, når døden lister sig ind på de overlevende denne gang. Hvor de første film trods alle deres sindrige udtænkte fælder, som naturligvis var alt for konstruerede i forhold til virkeligheden, alligevel holdt hjem, synes jeg, at dødsfaldene her i 4’eren er for ulogiske. Fx sætter en af personerne fast i bunden af en swimmingpool og får suget indvoldene ud af røvhullet. Det er selvfølgelig ubehageligt at forestille sig, men tror vi på, at en luftpumpe i en swimmingpool er i stand til det? Nej, vel.

Så “The Final Destination” kommer aldrig op at ringe i det adrenalinpumpende felt, som de første film gjorde, og det er ærgerligt.

Instruktør: David R. Ellis
Udgivelsesår: 2009

Serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

Final Destination 3

Det kan godt være, at Final Destination filmene mere er adrenalin-kick end uhygge, men de er effektive, og selvom tre’eren halter en smule i forhold til de to første, så er her stadigvæk splatter for alle pengene.

Wendy og vennerne er snart færdige med High School, og det bliver fejret med en tur i tivoli, hvor højdepunktet er en djævelsk rutchebane. Før turen starter, får Wendy et syn, hvor turen ender i død og lemlæstelse. Hun går i panik og bliver smidt af vognen med et par andre elever. Men da de står nede på jorden og forsøger at tale hende til ro, ser de rutchebanen forulykke lige for øjnene af dem. Og som i de to første film er man ikke sikker, blot fordi man overlevede turen i rutchebanen. Det betyder blot, at Døden har andre sindrige planer for én

Eftersom filmene alle følger den samme skabelon, er der ingen store overraskelser i plottet. Det man ser frem til er, hvad instruktør og manuskriptforfatter James Wong denne gang har udtænkt af modbydelige ulykker for de overlevende. Og for mit vedkommende tænker jeg mig nok lige om en ekstra gang, inden jeg bruger et solarie igen!

Selvom der ikke er mange overraskelser eller meget gys i “Final Destination 3”, vil jeg såmænd ikke afskrive at se fireren en gang ved lejlighed. Den syge fantasi, som både James Wong og David R. Ellis ligger for dagen, når de skal slå deres personer ihjel, er simpelthen så underholdende, at man bærer over med manglen på plot, og bare lader sig rive med af gode special effects og vellykkede CGI effekter.

Instruktør: James Wong
Udgivelsesår: 2006

Serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

Inside

InsideNu havde jeg hørt mange lovprisninger af denne franske horror-film. Da jeg er lidt en kylling, når det gælder udpenslet realistisk vold, havde jeg forestillet mig en forfærdelig grusom aften i selskab med Inside. Desværre havde jeg også fået slutningen at vide. Dermed svævende jeg ikke i uvished, som jeg ellers ville have gjort. De høje forventninger plus denne lidt trælse viden gjorde, at jeg ikke faldt så voldsomt på halen over Bustillo og Maurys film, som jeg nok ellers ville have gjort.

Sarahs mand, Matthieu, omkommer i en bilulykke. Selv overlever hun og deres ufødte barn, som fire måneder senere er klar til at komme til verden midt i julen. Sarah har en aftale med hospitalet, og den sidste aften før fødslen vælger hun at tilbringe alene hjemme i det ensomt beliggende hus.

Men om aftenen ringer det på døren. En kvinde vil låne telefonen. Da Sarah afslår, afslører den ukendte kvinde et overraskende stort kendskab til Sarahs liv. Sarah tilkalder politiet, men da de kommer, er kvinden naturligvis væk. De tjekker det hele, og beder Sarah ringe igen, hvis noget skulle ske. Men da Sarah vågner ved en lyd, er det for sent. Kvinden er i huset, og hun ønsker noget af Sarah…

Jeg ser meget film med maven, og bedømmer oftest ud fra hvordan min umiddelbare oplevelse har været. I dette tilfælde tænkte jeg, at Inside – overraskende nok – ind i mellem var lidt kedelig? Hovedpersonen er en gravid kvinde, og jeg kan godt se, at det er ekstra grumt, når nogen går efter maven. Men den vinkel kan ikke bære hele filmen, og resten af dramaet med en fremmed i huset, som vil beboeren til livs, er set rigtig mange gange før. Og scenen hvor moderen kommer forbi, havde jeg desværre allerede set i The Strangers, så chokket var heller ikke så stort her. Jeg lader mig også irritere lidt over de mange tåbelig betjente, som kommer forbi, selvom jeg godt ved, at det hører genren til.

Lydsiden var til gengæld suveræn og gjorde sit til, at jeg trods mine anker alligevel tit sad med en væmmelig fornemmelse i maven. Den skaber en virkelig ubehagelig forventning om kommende ondskab, og sætter filmen i et helt andet gear.

Forsiden lover “den mest ekstreme, psykologiske gyser i mange år”, og jeg tror på, at ser man den uden forhånds-kendskab, så er det en rigtig barsk oplevelse. For mig var den dog ikke nær så grum som f.eks. Frontiers, som jeg så for ikke så længe siden. Det skal dog ikke afholde mig fra at forsøge mig med “Martyrs”, en anden fransk film som jeg har fået anbefalet. Denne gang vil jeg bare søge at undgå at høre slutningen først.

Efter at have set filmen har jeg også læst Caspar Vangs omtale på Uncut.dk. Her synes jeg, han rammer en vigtig pointe, når han skriver: “ …hvor der var et tykt lag af exploitation-distance og B-splatter-verfremdungseffekt over bølgen af italienske kradsere, er der ikke meget at grine af eller popkorn-underholde sig over i den nye flok franske skrækfilm, der aldrig holder os i en armslængde fra begivenhederne; og jeg tror, det er derfor, mange føler deres grænse for filmvold udfordret af netop disse film. Splattet er både klamt og gravalvorligt, og spiser du popkorn til, får du dem med garanti galt i halsen.” Der er nemlig ikke meget at grine af i disse realistiske voldsorgier, mens de gamle splatterfilm var anderledes humoristiske på deres egen sære måde. Om det er grunden til, at jeg ofte har meget sværere ved at sætte en ny fransk horror film på end Slumber Party Massacre eller en anden 80’er splatter, ved jeg ikke. Men det lyder plausibelt.

Om Inside:

Instruktør: Alexandre Bustillo, Julien Maury
Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: À l’intérieur

Læs hele Caspar Vangs anmeldelse

Omtaler af andre franske film:

Frontiers (2007)
House of voices (2004)
Haute Tension (2003)
Eyes without a face (1960)
Rædslernes hus (1955)

Final Destination 2

Final Destination 2Da Roger Ebert anmeldte den første Final Destination sluttede han af med ordene: “I foresee poor Alex making new friends and then envisioning their deaths as they embark on ocean liners, trains, buses and dirigibles.” Og han tog ikke fejl – i hvert fald ikke ret meget.

Der er gået et år siden Flight 180 eksploderede og alle ombordværende døde. Kun 7 overlevede fordi de steg af flyet umiddelbart inden take-off. Der er også gået ca. et år siden Kimberly mistede sin mor. Nu er hun på vej på weekend med sine venner, men undervejs i bilen får hun et forfærdeligt syn af en voldsom ulykke på motorvejen, hvor hun og vennerne dør. Da hun kommer til sig selv, parkerer hun resolut bilen på tværs af motorvejstilkørslen, og spærrer dermed for de øvrige biler, der ville blive indblandet i ulykken. Og ganske rigtig – mens de holder stille, og en betjent forsøger at få hende til at flytte bilen – bryder helvede løs på motorvejen foran dem.

Men – som i den første film – har døden ikke tænkt sig at slippe sine ofre så let, og igen må de overlevende forsøge at forudse dødens næste træk for at undslippe den. Denne gang har de fordelen af, at der stadig lever én efter flight 180 ulykken, som måske kan hjælpe dem igennem.

Final Destination 2 er ikke revolutionerende nytænkning. Her bygger man videre på det tidligere koncept, som viste sig succesfuld. I stedet for at fintænke plot og karakterer, optimerer man dødsscenerne og CGI-effekterne. Det er stadig effektiv, og jeg var igen glimrende underholdt. Her er ikke indlagt lange tænkepauser, i stedet for føres vi fra dødsfald til dødsfald, og skal ikke tænke for meget over filmens sammenhæng. Med andre ord er det mest tomme adrenalinpumpende kalorier – hurtigt set, hurtigt glemt – men underholdende undervejs.

I ekstra-materialerne til Final Destination 2 kan ses hvordan flere af dødsscenerne er lavet, og det er faktisk vældig interessant. Ligeledes er der en lille film om en hjerneforsker, som lader tre unge se filmen, mens hun aflæser deres stress-reaktioner. Her var det tydeligt at se en kønsforskel, og det var da også meget sjovt, selvom det statistiske grundlag er for småt til at kunne bruges til noget som helst.

Om Final Destination 2:

Instruktør: David R. Ellis
Udgivelsesår: 2003

Final Destination serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

Final Destination

Final DestinationDet værste flystyrt, jeg har set på film, var det Tom Hanks oplevede i Cast Away fra 2000. Final Destination bevæger sig dog deropad.

En high school klasse skal på studietur til Paris, men kort før start, drømmer Alex, at flyet styrter ned, og da han vågner, går han i panik og kommer i slagsmål med Carter. Tumulten betyder, at 7 står af flyet – som kort efter starten eksploderer, akkurat som Alex havde forudset. Alle ombordværende dør.

Men Alex redning af de 7 får folk til at se skævt til ham. FBI mistænker ham oven i købet for at have noget med styrtet at gøre, og da de 7 efterfølgende dør en efter en, bliver situationen kun værre. For Alex har opdaget, hvad der ligger bag. Døden har en plan, og nu prøver den at indhente de 7 liv, den blev snydt for – og kun Alex kan sætte en stopper for det.

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville synes om Final Destination, men et langt stykke hen ad vejen er den faktisk ganske underholdende. Den første del af filmen, hvor Alex forudser hvad der sker, er godt skruet sammen, og bortset fra at jeg har svært ved at forstå de øvrige overlevendes reaktioner overfor Alex, så virker det i historien. Herefter begynder de overlevende så at dø en efter en, og også det fungerer for det meste. Især er jeg overrasket over, hvor skræmmende et ganske almindeligt hus er, når man ved, at døden lurer lige om hjørnet. Pludselig kan alt jo bruges til at slå dig ihjel med! Stemningen underbygges samtidig utrolig godt af underlægningsmusikken, der især i scenerne hvor vi ved, at døden er på vej men ikke hvordan, leverer varen så hårene rejser sig på armene.

Filmen kammer dog over, er da Alex afslører dødens plan og begynder at modarbejde den. Alex og Clear bryder ind hos bedemanden for at se Tod en sidste gang, og her møder de en mærkelig skikkelse, der fortæller dem om døden og dødens plan. Det forklares ikke, hvem skikkelsen er, men han spilles af Tony Todd (Candyman, 1992), så jeg tvivler på, at han bare er den lokale bedemand. Men hvis han er døden, så forstår jeg ikke, hvorfor han fortæller så meget til Alex?

Så der bliver noget forvirring i den sidste del af Final Destination, og selvom der stadig er gode scener, som da Clear med nød og næppe undslipper, så bliver den til tider nærmest ufrivillig komisk, og der mangler en sammenhængende forklaring på begivenhederne.

I ekstra-materialerne fortæller James Wong, at man brugte test-screaning for at tjekke filmen før markedsføringen. Det viste sig, at den oprindelige slutning (SPOILER) hvor Alex dør, Clear føder en baby og Carter overlever, slet ikke var hvad publikum ønskede. Så man ændrede slutningen til en langt mere actionfyldt slutning, og det bragte filmen mere i overensstemmelse med publikums smag – men er måske med til at gøre den mindre sammenhængende? I hvert fald viser det klart, at Final Destination ikke er den type film, hvor instruktøren har en vision, som holder det hele sammen, men at det er cool cash og profit-tænkning, der driver filmens plot.

Og der er ikke meget tvivl om, at Final Destination hovedsageligt er rettet mod det unge publikum, som sagde yes til chokeffekter og nej til for mange filosofiske overvejelser. Satsningen lykkedes med et billetsalg på over 53 millioner $ alene i USA (filmens budget var på 23 millioner $). Men selvom jeg ikke lige rammer plet i filmens målgruppe (og synes det er lidt plat at lade test-screaninger fylde så meget), så var jeg dog godt underholdt i de fleste af Final Destinations 98 minutter.

Som en lille ekstra godbid til horrorfans er de fleste af filmens karakterer i øvrigt opkaldt efter instruktører og stjerner fra de gamle sort/hvide horror film: Alex Browning (efter instruktøren af Dracula fra 1931, Tod Browning); Terry Chaney (efter skuespilleren Lon Chaney fra The Wolf Man fra 1941); FBI agent Schreck (efter Max Schreck som spillede grev Orlock i Nosferatu, eine Symphonie des Grauens fra 1922) og Billy Hitchcock (en homage til Alfred Hitchcock). Se flere på IMDB.

Om filmen:

Instruktør: James Wong
Udgivelsesår: 2000

Final Destination serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis