Indlæg tagget med ‘ulykke’

Gateway af Frederik Pohl

Gateway af Frederik Pohl

Jeg læste første gang Gateway for mange år siden, hvor den efterlod et uudsletteligt indtryk. Det kan nogle gange være farligt at læse sådanne bøger igen, for det er ikke altid minderne lever op til nutidens oplevelse.

I fremtiden er jordens befolkning nået op på 25 milliarder, og forholdene på jorden er trøstesløse. Robinette Broadhead har levet hele sit liv i Wyoming, hvor først hans forældre og siden han selv arbejdede i fødeminerne. Det er hårdt og farligt arbejde, som koster begge forældre livet. Så da Bob vinder i lotteriet, bruger han pengene på en enkeltbillet til Gateway.

Gateway er en lille asteroide på ca. 10 km på den længste led, som den højtudviklede, nu forsvundne race Heechee’erne efterlod. Asteroiden er fyldt med tunneller – og rumskibe. Hvert skib er en mulighed for at rejse ud og finde rigdom eller døden.

Historien fortælles i to spor. Dels i tilbageblik om Bobs oplevelser på Gateway, hvor vi følger hverdagen på den klaustrofobiske asteroide, hvor sex, druk og spil er det eneste tidsfordriv. Her finder Bob snart sammen med en anden skattejæger, Klara, der ligesom han selv har svært ved at finde modet til at rejse ud. Dels via samtalerne med AI-psykoanalytikeren Sigfrid, som Bob besøger én gang om ugen.

Ind i mellem er indlagt rubrikannoncer fra Gateway, foredrag om Heechee’erne og andre emner, turrapporter fra de skibe der vender tilbage til Gateway m.m.

Da jeg første gang læste Pohls roman, blev jeg fascineret af tanken om de mange mulige destinationer Gateway gav. Men også af det mod der kræves for at rejse ud i det ukendte, uden at vide om man kom tilbage. For Bob kniber det med modet, men alligevel ender han med at blive umådelig rig. Det er vejen dertil, romanen afslører.

Historien er dog i ligeså høj grad ét langt dyk ind i Bobs psyke. Det gik op for mig, da jeg genlæste Gateway. Bob skjuler noget for sig selv, som får ham til at vedblive at komme hos Sigfrid. Også selvom han prøver at narre Sigfrid, når den kommer for tæt på. Bl.a. kaster Bob omkring sig med freudianske tanker om moderbinding m.m., men ubevidste fortalelser gør det klart for læseren, at han skjuler noget om en anden kvinde i sit liv. Det er i sig selv et interessant puslespil, Frederik Pohl lægger ud for læseren.

I dag undrer det mig lidt, at jeg ikke så den vinkel tydeligt, første gang jeg læste Gateway, eftersom så meget af romanen fortælles via psykolog-samtalerne. Men måske på grund af alderen var jeg dengang mere fokuseret på det overbevisende univers, Heechee’erne og de dramatiske sekvenser i plottet. I dag værdsætter jeg begge sider af romanen, og ikke mindst slutningen hvor begge spor kulminerer.

Oversættelsen, jeg har læst fra Tangentforlaget, er desværre skæmmet af korrekturfejl og uhensigtsmæssigt layout, så en ny-oversættelse kunne være dejlig. Frederik Pohls roman fortjener nemlig i den grad sin klassikerstatus.

Gateway er bind 1 i serien om Heechee’erne og udkom første gang i 1977. Pohl skrev dog om Heechee’erne allerede i 1972 i kortromanen The Merchants of Venus.

Uddrag af romanen:

Den berømte Sylvester Macklen – som på det tidspunkt ikke var berømt for noget, men blot en almindelig tunnelrotte på Venus – opdagede et Heechee-skib og kom til Gateway, hvor han omkom. Det lykkedes ham at gøre opmærksom på sin position ved på snedig vis at sprænge sit skib i luften. En NASA-sonde blev omdirigeret fra solen, og mennesket nåede frem til Gateway.

Indvendigt var stjernerne.

Indvendigt var der, i mindre poetisk og mere bogstavelig forstand, næsten et tusind mindre rumfartøjer, der havde form som korte paddehatte. De fandtes i flere former og størrelser. De mindste lignede svampe, man dyrker i tunnellerne i Wyoming, efter at skiferen er fjernet. De større var spidse, ligesom moreller. Bag de buede ydervægge var opholdsrum og en kraftkilde, som ingen forstod. I svampestænglerne var der kemiske raketter, der omtrent svarede til dem, der fandtes i de første rumprogrammers månelandere.

Der var ingen, der nogensinde havde fundet ud af, hvordan kapslernes fremdriftssystem virkede, eller hvilken kurs de slog ind på.

Det var noget af dét, er gjorde alle nervøse: At tage chancen med noget, ingen forstod. Man havde i bogstaveligste forstand ingen muligheder for styring eller kontrol, når man startede i et Heechee-skib. Kursen var bygget ind i styringssystemet på en måde, man ikke forstod. Man kunne vælge en bestemt kurs, men når den én gang var valgt, var der ikke mere at gøre. Man vidste ikke hvor man kom hen, lige så lidt som man kendte indholdet af en lykkepose, før den åbnedes.

Men skibene fungerede. Selv efter et tidsinterval som af nogle blev anslået til måske en halv million år. (side 21)

Om Gateway:

Udgivelsesår: 1984
Forlag: Tangentforlaget, 223 sider
Omslag: Lars Beierholm
Originaltitel: Gatway (amerikansk), 1977
Oversætter: Jens Carstensen

Lyt til et afsnit af podcasten Scifi Snak om Gateway.

Heechee romanerne:

Gateway, 1977
Beyond the Blue Event Horizon, 1980
Heechee Rendezvous, 1984
The Annals og the Heechee, 1987
The Gateway Trip, 1990
The Boy Who Would Live Forever, 2004

Find hele Frederik Pohls forfatterskab HER

Læs også:

Non-stop af Brian Aldiss
Frysepunktet af Anders Bodelsen
2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke
En håndfuld mørke af Philip K. Dick
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Otte science fiction noveller / red. Jannick Storm
Mørke af Torben Pedersen
Tunnelen under verden af Frederik Pohl

To the Bone af Craig Frank & Aksel Studsgarth

To the Bone af Craig Frank & Aksel Studsgarth

To the Bone er en del af forlaget Hunov & Haffgaards nye serie uhyggelige tegneserier under overskriften Outstanding Issues. Og det tegner godt.

Efter at have udført tidsrejser med aber er det nu tiden at sende de første mennesker tilbage i tiden. Men noget går galt, og den ene tidsrejsende dør, mens de to andre overlever stærkt vansirede og på et ukendt sted i tid og rum.

Fortælleren ved, at de to overlevende er nødt til at holde sig langt væk fra alle for ikke at kompromittere fremtiden. Men trods alle gode intentioner viser det sig sværere end forventet.

Danske Aksel Studsgarth har skrevet historien, mens amerikanske Craig Frank står for illustrationerne. Jeg kendte ikke Aksel Studsgarth på forhånd, men Craig Frank har tidligere udgivet tegneserierne JFK – Secret OPS samt Cool Valley. Derudover er han også et velkendt navn i danske animationsfilm. Bl.a. har han været instruktør på film som Jensen og Jensen samt Rejsen til Saturn.

To the Bone er trykt på kraftigt papir og med lækkert omslag med soft-touch kachering. Illustrationerne er holdt en grå-grøn farveskala, der bliver mørkere som fortællingen skrider frem. Tegnestilen er semi-realistisk med fokus på handlingen og ikke så meget baggrund og omgivelser. Sidelayoutet skifter mellem klassisk 6-billede rammeopbygning, helsides illustrationer og alt der i mellem.

På trods af sit korte format er To the Bone en anbefalelsesværdig oplevelse. Tegningerne er sært tiltrækkende, og historien tager et overraskende twist, som spiller uhyggeligt godt ind i vores samtid. Samtidig giver Craig Franks portræt af de vansirede tidsrejsende mindelser til den klassiske opfattelse af aliens som grå-grønne væsener med store øjne. Så måske er det derfra alle historierne stammer fra 🙂

Jeg var rigtig godt underholdt af To the Bone og glæder mig til næste nummer, som vi får en lille forsmag på bagerst i hæftet.

Om To the Bone:

Udgivelsesår: 03.01.2022
Forlag: Hunov & Haffgaard, 30 sider
Forfatter: Aksel Studsgarth
Illustrator: Craig Frank

Besøg Aksel Studsgarths hjemmeside
Besøg Craig Franks hjemmeside

Læs også:

Absurd-serien
X fra det ydre rum af Kramhøft & Kristensen
Metrozone af Søren Mosdal
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Gigant af Rune Ryberg
Hit And Run Mutants af Sprogø & Balslev
Videovold og 80’er snask

Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Teodor er buschauffør. Hver dag kører hans liv efter en stram tilrettelagt timeplan, og sådan foretrækker han det. Hans hjem er ryddeligt, grænsende til upersonligt, og selv privatlivet er skemalagt af faste rutiner. Men så bliver sønnen Mathias kørt ned og ender i koma på sygehuset. Langsomt begynder Teodors rutiner at smuldre, og så ringer hans bror, der netop er kommet ud af fængsel.

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst In Absentia og Ad Nauseam af D.S. Henriksen (skrevet som Daniel Henriksen). Begge var humoristiske, splattede og fandenivoldske spændingsromaner. Det usynlige menneske er en mere alvorlig roman.

Historien fortælles i nutid af Teodor. “Jeg er på sygehuset. Der ligger en dreng i sengen foran mig. Det er min søn. Han blev indlagt på intensiv i går.” Sproget er nærmest klinisk opremsende som et bevidst fortælleteknisk greb. Et greb som også Brett Easton Ellis bruger i romanen American Psycho fra 1991. Og jo længere ind i fortællingen vi kommer, jo mere står den kliniske fortællestil i kontrast til det kaos, Teodors rutiner forvandles til.

I flashback hører vi, hvordan Teodor fra barn af har været både fascineret af og bange for sin bror. En bror der gik til grænsen – og overskred den. Hvordan broren allerede i folkeskolen fremviste psykopatiske træk, og hvordan Teodor gang på gang stod skrækslagen på sidelinjen. Nu er han efter mange år pludselig tilbage. Det åbner for en række ubehagelige minder, men giver også Teodor luft til at fortælle om sine frustrationer. Jo mere han åbner sig for broren, jo mere ødelægges rutinerne dog. Og til sidst er der ingen vej tilbage.

Det usynlige menneske er både historien om en far i dyb sorg, som kæmper for at håndtere, at hans elskede søn er kommet alvorligt til skade. Samtidig er det en historie om en mand dybt viklet ind i sit sind. Om facader der krakelerer og mennesker, der bryder sammen. Om kærlighed, hævn og psykoser.

Til slut vil jeg også lige rose forsiden, som med en sort silhuet mod en rød baggrund er ganske iøjnefaldende. Jeg ser den sorte silhuet som symbol på det regelrette menneske, der er usynlig i vrimlen, mens slipset om halsen på silhuetten både ligner en løkke, og blod der flyder, men også symboliserer den kedelige kontormand. En dobbelthed, der også går igen i romanen.

Jeg vil ikke sige, at jeg blev 100% overrasket over plottets udvikling, men Det usynlige menneske er velskrevet og fascinerende på den mørke måde, så grib den hvis du vil en smuttur ind, hvor sorg og psykopati ramler.

Uddrag af romanen:

Jeg tænker på min bror, mens jeg sidder med telefonen i hånden. Det går op for mig, at jeg ikke har nogen anelse om, hvad han vil. Det burde jeg måske, men jeg har aldrig kunnet forudse hans næste træk, eller hvad jeg kunne forvente af ham. Desuden har vi ikke haft kontakt, siden han kom i fængsel, og jeg fandt sammen med Laura. Der er en overvejende chance for, at han ikke engang selv ved, hvad han vil. Han har dagligt taget den vej, der forekom nemmest, og levet sin tilværelse fri for bekymringer. Han har ingen planer med sit liv, intet ønske om opsparing, hus, bil, børn, ingen skitser eller skemaer, ingen faste aftaler. Han vil have det sjovt. Det er sådan, jeg husker ham. Og hans liv lyder måske beundringsværdigt, men for det meste går det ud over andre. Han var pågående og søgte grænser. Vi skulle derud, hvor man begyndte at grine eller græde.

Men jeg er ikke den, jeg var engang, så hvorfor skulle han være det?

Jeg må erkende, jeg ikke kender ham længere.

Jeg bliver nødt til at forholde mig til, hvad jeg selv føler, og hvordan jeg selv har det med, at han træder ind i mit liv igen. Jeg er ikke sikker på, jeg ved det endnu. Men jeg ved, at han repræsenterer en fortid, jeg helst vil glemme. Jeg fornemmer, der vil dukke mere og mere op af den, og det har jeg ikke lyst til. Men jeg vil heller ikke skubbe ham væk. Jeg beslutter mig for, at vi kan snakke og mødes, og måske er det alt, der er i det. Måske er han allerede taget videre, taget bort, taget til et andet land. Måske. Jeg bryder mig ikke om måske. Det er vagt og usikkert. Jeg er ikke et måske-menneske.” (side 24-25)

Reklame: Tak til forlaget mellemgaard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det usynlige menneske:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: mellemgaard, 182 sider
Grafisk produktion: KWG Desing, Odense

Læs også:

Offer af Paul Cleaves
Lille pige af Sarah Engell
Den nye pige af Penelope Evans
Jack the Rippers lærling af Carina Evytt
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen
Du af Caroline Kepnes
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Skygger af Henriette Rostrup
Deroute af Martin Schjönning
Mulm af Teddy Vork

Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen

Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen

En mand og hans elskerinde sætter sig ind i en bil for at køre til et afsides mødested. En ung kvinde får et lift af en fremmed, og en mand kører alt for hurtigt på de snedækkede veje. Alle kører forbi den samme dybe kløft, men kun én bliver skyld i en voldsom ulykke, der får fatale følger. Personerne kender ikke hinanden, men langsomt knyttes de sammen af ulykken, der efterfølgende truer med at ødelægge deres tilværelse. (fra bagsiden)

Jeg kender Carin Gerhardsen fra hendes Hammarby-serie, som er gode, gedigne politikrimier. Det der ligger gemt i sneen er seneste udgivelse fra hendes hånd og af samme gode standard.

Historien indledes med en avisartikel om en forsvundet mand. Herfra går vi til januar 2014, hvor vi får fortalt historien skiftevis gennem Jeanette, Sandra og Jan. Senere springer fortællingen til maj 2018, hvor Kerstin støder til persongalleriet. Og herfra skifter fortællingen mellem det nutidige spor og sporet i 2014. Det lyder lidt kompliceret, og man skal da også holde tungen lige i munden for at holde styr på personerne og deres relationer. Men det er umagen værd.

Jeg var godt underholdt af Det der ligger gemt i sneen, der blandt andet handler om tilfældighedernes spil og det at tage ansvar. Også selvom det kan være svært eller ligefrem være dårligt for en selv.

Det er ikke kun mysteriet om, hvad der egentlig skete den januardag, der holder læseren fanget. Det er i lige så høj grad de spændende personportrætter og refleksionerne over skyld, sorg og hævn, som gør at man har svært ved at slippe fortællingen.

Er du til psykologiske thrillers, hvor personerne er i centrum, er Det der ligger gemt i sneen et godt bud.

Anmelderne skriver:

Lars Ole Sauerbergs anmeldelse i Jyllandsposten:
Først ser det ud til, at det bliver til banale, ugebladsagtige melodramaer. Men da man er ved at være klar til at opgive læsningen i lutter skuffelse, begynder der at ske noget. Det, der sker, er, at historien ligesom begynder at forholde sig til sine egne fortællegreb og blive både en historie om kvindeskæbner i skyggen af traumer som bilulykke, voldtægt og liv på bænken iblandt prekariatet og så samtidig en historie om det at kunne fortælle og udvikle den historie. Bogen […] bliver pludselig en dybt fascinerende øvelse i måder, vi forholder os til hinanden og virkeligheden på gennem de formater, som konventionelle størrelser som fortællestrukturer og sprog tilbyder, men som næsten aldrig bliver udfordret. (10.05.2020 Jyllandsposten)

Lene Jensens anmeldelse på Litteratursiden:
Denne thrillers skudsikre plot er virkelig godt fundet på, og jeg havde ikke gennemskuet noget som helst, før afsløringen kom. Mange gange var jeg tilbage i bogen for at få styr på, hvad det egentligt var, jeg havde læst. Der er så mange ubekendte og så mange drejninger i handlingen, at jeg simpelthen var nødt til det – ikke at det hjalp mig med at få det hele på plads, det fik jeg først til allersidst, da forfatteren ønskede, jeg skulle finde ud af det. (Litteratursiden.dk)

Om Det der ligger gemt i sneen:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: People’s Press, 386 sider
Omslag: Rasmus Funder
Originaltitel: Det som göms i snö, 2018
Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild

Læs også:

Savas vidner af Sara Bouchet
Måske uskyldig af Alafair Burke
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
Og så var hun væk af Lisa Jewell
I en mørk mørk skov af Ruth Ware
Hydra af Matts Wesolowski

Edderkoppen af Richard Matheson

Edderkoppen af Richard MathesonScott Carey er en ganske almindelig mand. Gift med Lou som han har datteren Bett med, arbejder for broderen Marty og er godt tilfreds med livet. Indtil den dag det går op for ham, at han skrumper. Hvert døgn bliver han nøjagtig 3,3 millimeter mindre, og lægerne kan intet gøre.

Da sandheden går op for Scott, trygler Lou ham om at gå til lægen. Herfra bliver han sendt til specialister, som nok finder ud af, hvorfor han bliver mindre, men ikke hvordan man stopper processen. Til sidst får Scott nok af forsøg, injektioner og nysgerrighed og tager hjem, hvor han nærmest gemmer sig i huset.

Men en dag går det galt. Scott bliver ved et uheld fanget i kælderen, uden at Lou opdager det. Nu er det op til ham selv at overleve – for kælderen har flere beboere …

Jeg har aldrig lagt mærke til, at Richard Matheson er forfatter til romanen bag filmen The Incredible Shrinking Man, Jeg kender ham hovedsageligt fra Jeg er den sidste. Men stor var min glæde, da jeg tilfældigt faldt over Edderkoppen på biblioteket og så forfatternavnet.

Edderkoppen udkom i 1956, og allerede året efter blev den filmatiseret. Det forstår jeg godt, for trods de godt 60 år på bagen, så er historien stadigvæk spændende. Naturligvis er der nogle tidstypiske elementer, der virker gammeldags i dag. Ikke mindst kønsrollerne er groteske set med nutidens øjne, for her er Scott eneforsørger og enevældig, og hustruen Lou må bare smile og samtykke. Men ser man bort fra den del, så indeholder historien masser af action, men også tankevækkende betragtninger over, hvad Scott føler, og hvordan omverdenen behandler ham.

Størstedelen af fortællingen udspiller sig i kælderen, efter at Scott er blevet ganske lille. I kælderen bor også en edderkop, som er hans største fjende, udover sult og tørst. Vi følger hans forsøg på at undslippe såvel edderkop som kælder, og det er fascinerende at følge hans snarrådighed, jo mindre han bliver.

Ind i mellem klippes til fortiden, når Scott tænker tilbage. Hvert tilbageblik starter med Scotts højde, så 173 cm er f.eks. dagen, hvor Lou kan se ham ind i øjnene. Mens 78 cm fortæller om en uhyggelig oplevelse med nogle unge fyre, der er ude på ballade.

Richard Matheson er til tider skræmmende realistisk, især i betragtning af at han er amerikaner. F.eks. hører vi om, at selvom Scott ligner en lille dreng, har han stadig en voksen mands kønsdrift, og hvordan håndterer et ægteskab lige det?

Endelig er slutningen forrygende – og for mig – uventet. Det er fedt med den slags overraskelser.  Jeg var underholdt og skræmt af Scotts trængsler, og selvom Edderkoppen sikkert ikke er for alle, var det for mig en uventet god læseoplevelse.

Om Edderkoppen:

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Winther, 157 sider
Omslags-layout: Tage Jørgensens tegnestue
Originaltitel: The Shrinking Man, 1956
Oversætter: Frits Remar

Faldet af S. K. Tremayne

Faldet af S. K. TremayneSpændende og letlæst domestic noir thriller med en overraskende slutning

For halvandet år siden var Angus og Sarah Moorcroft synonym på en perfekt familie. De boede i et lækkert hus i Camden, hvor Angus havde et godt job som arkitekt. Sarah arbejdede som freelance journalist, hvilket gav tid til at gå hjemme hos deres to smukke enæggede tvillingepiger, Lydia og Kirstie.

Men så skete ulykken, og nu er familieidyllen knust. Angus er blevet fyret, og Sarah er i dyb sorg over deres døde datter. For at komme videre har de besluttet at sælge huset og flytte til øen Eilean Torran, hvor Angus har arvet et hus efter sin bedstemor. De vil væk fra alle minderne og starte på en frisk.

Kort før de skal rejse, får sorgen dog en ny dimension, da den overlevende tvilling påstår, at hun ikke er Kirstie, men Lydia. Kan de mon have taget fejl af pigerne dengang?

S. K. Tremayne fortæller skiftevis historien gennem jeg-fortælleren Sarah og 3. personsfortælleren Angus. På den måde identificerer læseren sig med Sarah, og står ligeså uforstående som hende over for Angus’ reaktioner. Han udstråler nemlig til tider en voldsom vrede mod Sarah. Men hvorfor? Og hvad er det for en hemmelighed, han ikke ønsker, Sarah skal kende?

Faldet er en både spændende og letlæst domestic noir thriller med en overraskende slutning. Dels er der hele spørgsmålet om, hvilken af tvillingerne der egentlig døde den dag. De var nemlig helt ens i udseendet, og kunne kun skelnes i deres væremåde. Dels er spørgsmålet, hvordan ulykken egentlig skete. Og dels er der de mange undertrykte følelser mellem ægteparret, som skaber en atmosfære, der langsomt bliver mere og mere ond og giftig.

Undervejs nåede jeg at blive irriteret på både Sarah og Angus. Alligevel var jeg nødt til at læse videre, fordi jeg ikke kunne regne slutningen ud, og det er altså rigtig fedt, når det lykkes. Desuden giver parrets flytning til en lille ø i Hebriderne, hvor de er de eneste beboere, en næsten gotisk stemning som ikke ses i de mere almindelige domestic noir thrillers.

S. K. Tremayne er et pseudonym for journalist og forfatter Sean Thomas, og Faldet er hans første udgivelse på dansk, og jeg kan kun anbefale alle, der holder af psykologiske thrillers at læse den.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Faldet:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gads Forlag, 356 sider
Originaltitel: The Ice Twins
Oversætter: Nanna Lund
Omslag: Anders Timrén

Red Eye

Red EyeFor flere år siden forulykkede et tog, hvor flere hundrede passagerer blev dræbt. Vognene blev restaureret og sat i drift igen, men nu er det togets sidste tur, før ruten nedlægges.

Ombord er togstewardessen Oh Mi-sun, som lige er startet – og faktisk har byttet sig til vagten, selvom det er hendes fødselsdag. Allerede kort efter togets afgang begynder hun at opleve sære ting. Hun ser mennesker og begivenheder, som udspillede sig på turen, hvor katastrofen skete, og det går langsomt op for hende, at tiden imellem de to begivenheder er smeltet sammen, og at toget nu er på vej til at gentage ulykken.

Jeg var ikke voldsomt imponeret af Red Eye, som dog teknisk set er ganske vellykket med flotte visuelle sekvenser, når spøgelsestoget og det nutidige tog smelter sammen. Til gengæld er plottet fuld af usandsynligt mange tilfældigheder, og personerne forbliver ret uinteressante. Der dør nogen undervejs, men det bliver aldrig rigtig interessant hvem og hvorfor.

Beyondhollywood.com skriver i deres anmeldelse: “As another entry into the ever-growing list of Asian horror films about vengeful female ghosts and a blank slate leading lady going through the motions of discovering the past so she can resolve the present and save the future (the basic template of many Asian ghost stories since “Ringu”), “Red Eye” is ultimately a middling effort. It’s not overly horrible, but it’s not really all that good, either. If you’ve never seen an Asian horror film in your life, or any of the recent spate of American remakes, then I suppose “Red Eye” may be worth the price of a video rental. Then again, considering the film’s overall pedestrian qualities, waiting for the free TV broadcast might be a better deal.”

Mens Korean Grindhouse opsummerer filmen således: “If nightmare-causing moments are what you’re after, most Korean fright flicks are bound to disappoint. Look at Redeye, Kim Dong-bin’s moody spookshow about a phantom train on which deceased passengers share berth-space with the living. It’s got plenty of horror movie mainstays: the rainstorm, flickering lights, fog, cobwebs, a random spider, a music box, and an affectless child who likes to draw in red. It’s also got some second-tier dependables like dirty mirrors, a late victim’s cell phone, a possessed wig, a camera that sees ghosts, and a pair of shiny scissors used repeatedly as a weapon. As a catalogue of creepiness, Redeye is respectable stuff. As a journey into your darkest fears, however, it’s more a conundrum. As the runaway train careens towards a terminal of the dead, the heroine (snack bar servant and daughter of the dead engineer) sleepwalks from one disaster to the next. Ghosts may come and go; she may scream and faint. But the dreamlike world isn’t terrifying so much as its surreal. That’s not a complaint. K-horror often feels like a strange, off-kilter parallel universe. Like many unconscious psychic trips, it’s filled with symbols and a cast of characters who rarely ask why anything is happening.”

Retfærdigvis skal den mere positive omtale fra Asian Cinema også nævnes: “It’s not terribly original, most of it we’ve seen before, but there’re enough cool little details and inventive moments to call this a success. The train setting alone is enough to make the film feel a little different and fresh. When the real world and the ghost world are brought together and the darkness starts to spread through the train, we get some very effective creepy moments. The shadows come alive, things are crawling around on the walls, and there’s the sound of crying. Like I said, it’s not new, but it works.”

Samme år udkom iøvrigt endnu en film med titlen Red Eye instrueret af Wes Craven. Denne foregår i et fly, men om der er nogen forbindelse imellem de to film, ved jeg desværre ikke.

Om Red Eye:

Instruktør: Dong-bin Kim
Udgivelsesår: 2005
Originaltitel: Redeu-ai

Rebecca af Daphne du Maurier

Rebecca af Daphne du MaurierJeg har ofte hørt om Manderley, Rebecca og Mrs. de Winter, men havde aldrig fået hverken læst bogen fra 1938 eller set Alfred Hitchcocks filmatisering fra 1940. Jeg har dog ofte tænkt, at det var en klassiker, jeg burde kende, så da chancen kom i forbindelse med en arbejdsopgave, greb jeg den. Rebecca er ikke en egentlig gyser, men ikke desto mindre en interessant roman med stærke gotiske undertoner.

Jeg-fortælleren er en ung, ubemidlet og meget naiv kvinde, som i romanens begyndelse er ansat som selskabsdame for den snobbede og sladdervorne Mrs. Van Hopper. I Monte Carlo støder de tilfældigt på Maxim de Winter, som Mrs. Van Hopper kender gennem sladderen. Maxim ejer det smukke hus Manderley ved Cornwalls kyst og mistede for nyligt sin hustru, Rebecca, i en ulykke. Alt dette kender fortælleren ikke noget til, men hun forelsker sig inderligt i Maxim, selvom han er en del ældre, og da hun pludselig skal rejse til USA med Mrs. Van Hopper, frier han til hende, og hun accepterer.

Men livet på Manderley bliver ikke, som hun havde forestillet sig. I huset regerer husbestyrerinden Mrs. Danvers, og hun styrer huset, som levede den første Mrs. de Winter endnu. Fortælleren er bange for Mrs. Danvers, men Maxim forstår hende ikke, og også han ændrer sig med tilbagekomsten til Manderley. Og snart banker fortiden ubehageligt på døren.

Rebecca er fra 1938, og selvom den sprogligt er fantastisk, så måtte jeg alligevel ind i mellem bide mig i kinden af utålmodighed, for sjældent har jeg da oplevet en heltinde så helt igennem hjælpeløs og naiv. Jeg havde lyst til at ruske hende og bede hende om at tage sig sammen, men det kan man jo ikke med en romanfigur, og hendes sind hørte sikkert tiden til.

Når det er sagt, så er Rebecca en overordentlig dejlig roman at læse. Sproget smelter som chokolade på tungen, og allerede i indledningen slår Daphne du Maurier romanens skæbnetunge tone an: ”Pludselig gled en sky for månen som en hånd, der stryger over et ansigt, og i det samme var trylleriet brudt. Lyset i vinduerne blev slukket, og jeg så kun de sjælløse, øde mure, som intet fortalte om det liv, der engang havde rørt sig bag dem. Huset var kun et gravkammer – vores frygt og lidelser lå begravet under ruinerne, og opstandelse var utænkelig…

Huset Manderley hviler tungt over den nye unge frue, hvilket indledningen også indikerer. Til tider virker huset uskyldigt nok, men så ændrer det pludselig karakter og bliver igen en truende skygge over hendes lykke, som når fortælleren farer vild i husets mange værelser, eller når hun frygter, at Mrs. Danvers holder øje med hende i haven fra husets mange lukkede vinduer. I det hele taget lurer det usagte som ond skygge over alt, hvad der sker i romanen, og den unge fortæller må erkende, at tavshed kan ødelægge alt: ”Nu forekom det mig utroligt, at jeg aldrig havde forstået det. Jeg tænkte på alle de mange mennesker her i verden, som led og blev ved med at lide, fordi de ikke kunne overvinde deres angst for at tale ud og i deres tåbelige blindhed byggede en mur omkring sig, der helt skjulte sandheden…”

Som regel er fortælleren også hovedpersonen i en roman, men det er ikke tilfældet i Rebecca. Ved at lade den unge fortæller være navnløs, understøtter Daphne du Maurier hendes status som mindreværdig, og den egentlige hovedperson bliver dermed Rebecca, der i romanen stadig styrer begivenhederne på Manderley, selvom hun er død.

Et andet kunstgreb af forfatteren er den omvendte kronologi i historien, der starter i Frankrig, hvor den nye Mrs. de Winter tænker tilbage på begivenhedernes gang, fra hun mødte Maxim og til de voldsomme begivenheder, der slutter romanen. Så vi ved fra starten, at noget grusomt er under opsejling, men holdes i stille suspense helt frem til slutningen.

Alt i alt er Rebecca et atmosfærefyldt drama, der på overfladen flyder roligt af sted, men hvor hemmeligheder og det usagte lurer i mørket, klar til at bryde den tilsyneladende idyl hvert øjeblik, det skal være. Det var ikke en roman, hvor jeg sad med hjertet i halsen fra start til slut, men atmosfæren krøb langsomt ind under huden på mig, og pludselig var jeg fanget af Manderleys dystre skygge og kunne ikke slippe bogen igen.

Bogen blev som nævnt filmatiseret af Alfred Hitchcock i 1940, og er af anmelderne blevet kaldt Hicthcocks måske største mesterværk. Filmen vandt da også to Oscars for Bedste Film og Bedste Cinematografi og var nomineret til yderligere 11 Oscars, heriblandt Bedste Instruktør.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1938

The Final Destination

Jeg startede først for nylig med at se “Final Destination”-filmene, og må jo indrømme at jeg blev ganske bidt af dem. Selvom 3’eren begyndte at blive lidt blodfattig, var jeg dog fuld af optimisme, da jeg satte mig til at se fjerde film i serien “The Final Destination”. Men denne gang blev jeg oprigtigt skuffet.

Nick og Lori er sammen med vennerne til motorløb, da Nick får et forvarsel om en forfærdelig ulykke. Han får sine venner og enkelte andre fra publikum med ud, og som altid sker ulykken, og døden indhenter nu de overlevende på forskellige måder. Historien er med andre ord bygget op på nøjagtig samme skabelon som de første tre film, og det vil jeg ikke klage over, for det vidste jeg jo godt.

Men der mangler noget her i 4’eren. Hvor jeg de andre gange er blevet blæst omkuld af rædselseffekter i åbningsscenen, så er ulykken på motorbanen slet ikke på højde med de andre film. CGI-effekterne er tydeligvis bare CGI-effekter, så det der plejer at være fantastiske dødsfald er bare dårligt lavede dødsfald. Der er heller ikke samme uhyggelige forventning, når døden lister sig ind på de overlevende denne gang. Hvor de første film trods alle deres sindrige udtænkte fælder, som naturligvis var alt for konstruerede i forhold til virkeligheden, alligevel holdt hjem, synes jeg, at dødsfaldene her i 4’eren er for ulogiske. Fx sætter en af personerne fast i bunden af en swimmingpool og får suget indvoldene ud af røvhullet. Det er selvfølgelig ubehageligt at forestille sig, men tror vi på, at en luftpumpe i en swimmingpool er i stand til det? Nej, vel.

Så “The Final Destination” kommer aldrig op at ringe i det adrenalinpumpende felt, som de første film gjorde, og det er ærgerligt.

Instruktør: David R. Ellis
Udgivelsesår: 2009

Serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

Final Destination 3

Det kan godt være, at Final Destination filmene mere er adrenalin-kick end uhygge, men de er effektive, og selvom tre’eren halter en smule i forhold til de to første, så er her stadigvæk splatter for alle pengene.

Wendy og vennerne er snart færdige med High School, og det bliver fejret med en tur i tivoli, hvor højdepunktet er en djævelsk rutchebane. Før turen starter, får Wendy et syn, hvor turen ender i død og lemlæstelse. Hun går i panik og bliver smidt af vognen med et par andre elever. Men da de står nede på jorden og forsøger at tale hende til ro, ser de rutchebanen forulykke lige for øjnene af dem. Og som i de to første film er man ikke sikker, blot fordi man overlevede turen i rutchebanen. Det betyder blot, at Døden har andre sindrige planer for én

Eftersom filmene alle følger den samme skabelon, er der ingen store overraskelser i plottet. Det man ser frem til er, hvad instruktør og manuskriptforfatter James Wong denne gang har udtænkt af modbydelige ulykker for de overlevende. Og for mit vedkommende tænker jeg mig nok lige om en ekstra gang, inden jeg bruger et solarie igen!

Selvom der ikke er mange overraskelser eller meget gys i “Final Destination 3”, vil jeg såmænd ikke afskrive at se fireren en gang ved lejlighed. Den syge fantasi, som både James Wong og David R. Ellis ligger for dagen, når de skal slå deres personer ihjel, er simpelthen så underholdende, at man bærer over med manglen på plot, og bare lader sig rive med af gode special effects og vellykkede CGI effekter.

Instruktør: James Wong
Udgivelsesår: 2006

Serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis