februar 2017
M T O T F L S
« jan    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘ungdomsbøger’

I klovnenes kløer af Henrik Einspor

I klovnenes kløer af Henrik EinsporHenrik Einspor trækker morskabens maske af cirkusklovnene i sin nye YA roman I klovnenes kløer

Jakob har fået et sommerjob i det lokale tivoli, som holder til på molen i en engelsk badeby. Her passer han Fiskedammen, hvor de mindre børn kan fiske efter bamser og andre præmier. Det er ikke nær så sejt, som at passe spøgelsestoget, men nu nærmer sæsonen sig alligevel snart sin afslutning.

Blandt tivoliets faste gæster er gadedrengen Milo. Han kommer hver eneste dag til Fiskedammen, hvor han bruger alle sine penge på at vinde hovedgevinsten – en klovnedukke fra øverste hylde. Jakob har næsten ondt af Milo, for det er stort set umuligt at samle point nok til hovedgevinsten. Men en dag lykkes det, og Milo kan tage klovnedukken med sig.

Snart efter dukker Bella op i Jakobs bod. Hun passer Spøgelsestoget, og et barn er blevet væk under den sidste tur. Den forsvundne viser sig at være Milo, og i deres søgen efter ham finder de en hemmelig dør inde midt i Spøgelseshuset. En dør, der viser sig at føre til en parallelverden befolket af klovne, men ikke de søde, sjove klovne vi kender i vores verden…

I klovnenes kløer er godt nok rettet mod ungdomspublikummet, men jeg følte mig nu gevaldigt underholdt under læsningen trods min voksne alder. Selvom sproget er enkelt og letlæselig, skriver Henrik Einspor ikke ned til sine læsere, ligesom han heller ikke holder sig tilbage for at lade det gøre ondt på sine hovedpersoner. Der var flere overraskende scener undervejs, hvor jeg tog mig i at tænke: “skrev han virkelig det?” Men det er fedt, at også en YA gyser kan overraske både på handlingen og på gyset.

Jeg ved ikke, om ungdomslæserne er så bekendte med Englands mole-tivolier, men jeg så scenariet lyslevende for mig, hvilket var med til at skabe den perfekte kulisse for historien.

I det hele taget er der ikke meget negativt at sige om I klovnenes kløer. Idéen med et parallelsamfund befolket af onde klovne er godt fundet på. Særligt i kølvandet på de mange killer clowns der fyldte medierne i slutningen af 2016. Som voksen læser kunne jeg godt have tænkt mig at få lidt mere at vide om klovnenes liv efter solnedgang, for der antydes undervejs til, at det er her ondskaben for alvor vågner. Jeg tænker dog, at det er et bevidst valg af forfatteren ikke at bevæge sig herind med andet end antydninger. Og det kan såmænd også være ret så skræmmende.

Henrik Einspor er en flittig børnebogsforfatter, og jeg har tidligere omtalt Porcelænsdukken, som han har skrevet sammen med Bjarne Dalsgaard Svendsen. I klovenenes kløer hører til i samme gode liga af velskrevne YA gysere.

Endelig bliver jeg simpelthen også nødt til at fremhæve den ualmindelig flotte forside af Mette Breth, som virkelig legemeliggør udtrykket dræber-klovn. Alene for den stemningsfulde forside bør man læse bogen. Men heldigvis følger indholdet helt med…

Hallo? Hallo-oo? Er der nogen herinde? I kan lige så godt komme frem, for jeg kan udmærket godt se jer.” Bluff. Vi rørte os ikke ud af stedet. Det gjorde Opas humør til gengæld; det dalede betragteligt. Stemmen blev lav og truende. “I slipper ikke godt fra at stjæle, små kryb. Jeg skal rive jer i stumper og stykker,” spruttede han. “Vende vrangen ud på jer, flå jer som små kaniner. Kom, hit med dukken. Jeg tæller til tre!” Fra mit skjul kunne jeg se hans gule øjne afsøge rummet. Han havde rester af teatermaling siddende i ansigtet. Skorper af hvidt og gult. Og en alt for stor og alt for rød mund…”

Om I klovnenes kløer:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 174 sider
Forside: Mette Breth

Besøg Henrik Einspors hjemmeside

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret

Den sidste stjerne af Rick Yancey

Den sidste stjerne af Rick YanceyFra bagsiden:
Fjenden er De Andre. Fjenden er os selv.
De er hernede, de er deroppe, de er ingen steder.
De er kommet for at udrydde os, de er kommet for at redde os.

De Andre har sørget for en næsten total udryddelse af menneskeheden. Dem, der stadig lever, må konstant kigge sig over skulderen. Cassie er blevet forrådt. Det er Ringer også. Og Zombie. Nugget. Og alle andre syv milliarder, som engang beboede vores planet. Forrådt først af De Andre, og så af menneskene selv. I løbet af disse allersidste dage må den tilbageværende befolkning beslutte, hvad der er vigtigst: At redde sig selv og blive som De Andre eller at bevare den sidste rest af menneskelighed?

“Den sidste stjerne” er tredje og sidste bind i serien om Den 5. bølge, og jeg må sige, at jeg igen følte mig godt underholdt.

I første bind hørte vi, hvordan De Andre gennem en veltilrettelagt udryddelsesplan slog næsten hele menneskeheden ihjel. Den første bølge var en ødelæggende EMP-udladning, der smadrede alt elektrisk. Uden elektricitet er der ikke er strøm i husene, biler kan ikke køre og flyene falder ned. Anden bølge var et enormt jordskælv, der udløste en tsunami, som dræbte over 40% af befolkningen. Og bedst som menneskene troede, at nu var det værste overstået, brød den tredje bølge ud, en dødelig sygdom der dræbte op til 97% af de overlevende.

I andet bind fulgte vi en række unge og børn i deres kamp for overlevelse. De Andre fortsatte udryddelsen, nu ved at spille menneskene ud mod hinanden i forsøget på at tage deres menneskelighed fra dem. Samtidig sprang de såkaldte Silencere ud – alien-inficerede mennesker med overmenneskelige kræfter – med det formål at dræbe alle mennesker, de stødte på. Det var den fjerde bølge.

Og med “Den sidste stjerne” er vi så kommet til tredje bind, hvor vi endnu en gang følger Cassie, Ringer og de andre. Den femte og sidste bølge er på trapperne. I løbet af få dage vil De Andre bombe samtlige byer og ikke alene fjerne ly- og fødemuligheder, men også ødelægge al den samlede menneskelige viden og kultur. Herefter vil de silencerne blive hentet af moderskibet, og jorden er befriet for menneskeheden.

Cassie, Ben, Evan og Sam har holdt sig skjult, både for De Andre men også for andre overlevende. For hvem kan man stole på, når alle fremmede kan være en fjende? Alligevel beslutter Ben sig for at finde ud af, hvad der er sket med Ringer, som forsvandt i sidste bind. Han drager ud for at finde hende – men i stedet finder hun ham. Hun er blevet sendt på en mission af de unges fælles fjende, og håber på at hun ved at følge ordre, kan redde deres liv. For Ringer er ikke mere en almindelig pige.

Tingene går dog ikke efter planen, og det ender med, at Cassie, Ringer og vennerne står overfor et umuligt valg. Vil de gemme sig for den femte bølge og dermed overleve, men aldrig mere kunne stole på andre mennesker? Eller vil de kæmpe imod og forsøge at redde menneskeheden, men med stor risiko for at ingen af dem overlever?

“Den sidste stjerne” er lidt svær at give et handlingsreferat af, fordi man lynhurtigt kommer til at afsløre for meget. Til gengæld kan jeg roligt afsløre, at Rick Yancey skruer helt op for både actionknappen og de lidt mere følelsesladede toner denne gang, så man som læser skiftevis sidder og bider negle og snøfter.

Det er en barsk verden Yancey har efterladt sine unge hovedpersoner i, og det er langt fra dem alle, der klarer det. Men det er fascinerende og spændende at følge deres kamp, og selvom jeg stadigvæk har problemer med at forstå De Andres bevæggrunde, så synes jeg, at plottet holder, og at tredje bind lever helt op til første binds løfter.

Det er også blevet til en filmatisering. Første film udkom i Danmark i februar 2016, men den fik ikke den bedste modtagelse, så om de øvrige to bøger bliver filmatiseret er tvivlsomt.

Besøg Rick Yanceys hjemmeside

Serien:

Den 5. bølge, 2013 (The 5th wave)
Det uendelige hav, 2015 (The infinite sea)
Den sidste stjerne, 2016 (The las star)

Om “Den sidste stjerne”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gyldendal, 361 sider
Originaltitel: The last star
Omslag: Ryan Thomann

Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff

Illuminae af Amie Kafuman og Jay KristoffFra bagsiden:
Illuminae er første del af en trilogi om sandhedens pris. Bogen er bygget op af hackede filer af dokumenter, interviews, aflytninger, journaler, mails etc., der tilsammen udgør historien om den hemmelige krig mellem de to megakoncerner.”

Jeg læste en anmeldelse på Bogrummet af Illuminae og vidste bare, at den bog var jeg nødt til at læse. Og heldigvis lever Illuminae helt op til sine 5 stjerner.

Året er 2575. Teenageren Kady bor på Kerenza, en ulovlig mineplanet i udkanten af universet. Hun har netop slået op med kæresten Ezra, og føler sig helt nede. Men så bliver planeten angrebet af den rivaliserende megakoncern, BeiTech Industries, med målet at dræbe alle civile på planeten og overtage minerne.

Flåden Alexander fra Den Terranske Alliances Søværn befinder sig dog tilfældigt i nærheden og kommer Kerenza til hjælp. Det lykkes dem at uskadeliggøre flere af fjendes flåder, samt at evakuere en stor del af de civile, før de må stikke af pga. skader på rumskibet.

Under evakueringen redder Kady Ezra fra nogle BeiTech soldater, for selvom hun har slået op med ham, fortjener han trods alt ikke at dø. Efterfølgenede forsøger hun at finde sin mor og ender til sidst på et andet evakueringsskib end Ezra.

Men et af BeiTechs rumskibe er lige i hælene på de flygtende, som oveni må kæmpe mod en yderst smitsom sygdom, der muterer ombord på skibene – og med rumskibet Alexanders kunstige intelligens, der blev svært skadet under BeiTechs angreb…

Jeg blev fuldstændig grebet af Illuminae, som dels er en dramatisk og underholdende historie fortalt med en herlig tør humor. Dels er bogen layoutmæssigt bygget helt fantastisk op. Som bagsideteksten antyder, fortælles romanen gennem en samling af diverse kilder som f.eks. mails og interviews. Man skal selvfølgelig lige vænne sig til at læse en roman på den måde, men når det er gjort, giver det grafiske en helt anden visuel dybde til historien. Det er fremragende lavet og 100% gennemført.

Illuminae er første bind i en trilogi, og Brad Pitts selskab Plan B Entertainment har købt rettighederne til en filmatisering. Bog to Gemina er udkommet men endnu ikke oversat til dansk, og bind tre forventes at udkomme på engelsk i løbet af 2017. Jeg glæder mig allerede.

Om Illuminae:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Politiken, 599 sider
Omslag: Stine Trampe, Tramperiet
Originaltitel: Illuminae (engelsk)

Besøg Amie Kaufmans hjemmeside

Besøg Jay Kristoffs hjemmeside

 

 

 

Lockwood & Co. – Den skrigende trappe af Jonathan Stroud

Lockwood & Co. - Den skrigende trappeNår de døde vender tilbage for at jage de levende, træder Lockwood og Co. til… (fra bogens bagside)

For ca. 50 år siden begyndte Problemet – eller rettere, man erkendte at det var et problem. Pludselig begyndte de døde i stigende grad at vende tilbage og terroriserer de levende, og siden er spøgelses-epidemien kun blevet værre. Langt de fleste voksne har ikke evnen til at se og høre de døde, så opgaven med at mane spøgelserne væk er tilfaldet børnene og de unge.

Lucy Carlyle var 8 år, da hun kom i lære hos den lokale agent, Mr. Jacobs. Nogle år efter søger hun job hos Lockwood & Co., et uafhængigt agentbureau i London som usædvanligt nok ikke har en voksen tilsynsførende. I stedet består bureauet af ejeren Anthony Lockwood, medhjælperen George Cubbins. Og nu Lucy.

Men det er svært at klare sig på markedet, der er domineret af de to gamle og respekterede agentbureauer Fittes og Rotwell, og da en sag ender med, at Lucy og Lockwood nærmest brænder deres klients hus ned, får de DEPFOK (Departementet for Parapsykologisk Forskning og Kontrol) på nakken. Hvis de ikke inden en måned betaler 60.000 £ til deres klient, lukker DEPFOK bureauet ned.

Heldigvis dukker en yderst usædvanlig sag op. Ejeren af den velrennomerede virksomhed Fairfax Jern ønsker deres hjælp til at komme nogle uhyre sejlivede genfærd til livs på en gammel herregård, han har overtaget. Det er ikke første gang, at agenter har forsøgt at fjerne de døde fra adressen, men det er end ikke lykkes nogen at overleve natten.

Det får dog ikke Lockwood & Co. til at ryste på hånden, og snart er de på vej mod Combe Carey Hall, hvor deres største sag venter dem.

Jeg hyggede mig gevaldigt med Den skrigende trappe, som en anmelder meget rammende har betegnet som “Hitchcock møder Ghostbusters”. Det er godt nok en ungdomsroman, men den kan nu også sagtens læses af voksne. Jonathan Stroud lader Lucy fortælle historien, og det fører både til sjove episoder men lader også uhyggen komme tættere på læseren.

Stroud skriver godt og levende med nuancerede hovedpersoner, som man som læser hurtigt kommer til at holde af. Plottet er naturligvis ikke så kompliceret, men Den skrigende trappe er ikke desto mindre et rigtigt underholdende bekendtskab. Det er desværre kun første bind i serien, der indtil videre er oversat til dansk. Men man har da lov at håbe, at Carlsen med tiden vil oversætte resten også.

Lige så hurtigt som jeg blev vild med huset og dets finurligheder, lige så hurtigt dannede jeg mig en uforbeholden mening om mine nye kollegaer. Lockwood kunne jeg allerede godt lide. Han virkede som det stik modsatte af den fjerne og forræderiske agent Jacobs; hans iver og engagement var tydelig for enhver. Hér var én, som jeg følte, jeg kunne følge, måske endda ligefrem stole på. Men George Cubbins? Nej. Han gik mig virkelig på. Jeg forsøgte heroisk ikke at lade mig irritere alt for meget den første dag, men det var ikke menneskeligt muligt. Tag nu bare hans udseende. Der var noget ved det, som udløste éns værste instinkter. Hans ansigt var ufatteligt øretæveindbydende – selv en nonne ville have brændt efter at stikke ham et par på skrinet – mens hans bagdel skreg til himlen efter et velrettet spark…” (side 110)

Om bogen:

Dansk udgivelsesår: 2014
Originaltitel: The Screaming Staircase
Omslag: Allessandro ‘Talexi’ Taini
Forlag: Carlsen, 430 sider

Serien Lockwood & Co.:

The Creaping Shadow, 2016
The Hollow Boy, 2015
The Wispering Scull, 2014
Den skrigende trappe (The Screaming Staircase, 2013)

Besøg Jonathan Strouds hjemmeside

Drømmeland af Nick Clausen

Drømmeland af Nick ClausenFra bagsiden:
Da Louie begynder at drømme om manden i blåt, finder han snart ud af, at han ikke bare drømmer. Han rejser faktisk til en anden verden. En verden, som manden i blåt kalder Drømmeland. I Drømmeland er alt i virkeligheden to ting: Hvad du ser, og hvad du ønsker at se. Og det kan være svært at se forskellen.”

Nick Clausen er endnu ikke fyldt 30 år. Ikke desto mindre er han en rutineret forfatter med hele 16 (!) bøger på sit CV. Det er imponerende. Jeg har hovedsageligt læst hans gysere, men han har også skrevet fantasy, julekrimien Kanel, klejner og julekaos, samt den humoristiske Prinsessen fra Paradisgade.

I Drømmeland møder vi 11-årige Louie, som bor alene med sin mor. Faderen døde, da Louie stadig var en baby, og siden har moren ikke haft en kæreste. Hun har heller ikke talt meget om faren. I stedet er hun og Louie flyttet ofte, og Louie er en tænksom dreng.

Men en nat møder han en mand i et blåt jakkesæt i sin drøm. Næste nat møder han  ham igen, og sådan fortsætter det. Det går langsomt op for Louie, at manden er hans far, men da han fortæller sin mor om møderne, bliver hun oprørt, så Louie tier stille. I stedet får han et tæt forhold til faren, som hjælper ham og altid forstår ham.

Efterhånden tager tiden i Drømmeland dog energien fra Louie i den virkelige verden. Og så er der også problemet med morens nye kæreste, Philip. Jo vist er han flink, men er det nu også hvem han virkelig er? Nætterne med faren ændrer stille og roligt Louie, og spørgsmålet er, om tiden i Drømmeland nu også er, hvad det giver sig ud for.

Som sagt er Drømmeland en ungdomsroman i den letlæste ende. Jeg blev hurtigt fanget ind af Louies historie, som starter helt almindeligt, hvorefter Nick Clausen langsomt lader uhyggen snige sig ind. Med et lix-tal på 23 giver det sig selv, at her ikke er tale om vildt komplicerede plottråde. Ikke desto mindre kan Nick Clausen altså noget. Han skriver letlæst og flydende, så siderne nærmest vender sig selv, og fortæller en spændende historie der både kan læses ‘blot’ som en uhyggelig fortælling om en dreng, der møder sin far i drømme og må kæmpe mod skræmmende væsener. Men det er samtidig også en fortælling om drømme, om kærlighed, om at lære at leve med fortiden og om at turde give slip.

Både Louie, moren og de øvrige personer beskrives levende og flerdimensionelle, ligesom romanens univers føles helstøbt.  Og så er Clausen også dygtig til med få ord at fremmane en urovækkende stemning som næsten føles fysisk på trods af det lave lix-tal. F.eks. da Louie får sit første glimt af Udkantslandet:

Louie blinkede ved synet, der mødte ham. De havde forladt byen. De stod nu på en kornmark, der duftede sødt og sommeragtigt. Men ikke langt fremme var en usynlig barriere. På den anden side var alting anderledes. Kornet lå vissent på den sorte jord og himlen var grå af skyer. Selv sollyset standsede brat. Han kunne fornemme, at luften var kold på skyggesiden. Det var som at kigge fra sommer til vinter. Eller dag til nat. Nej, mere end det: fra drøm til mareridt.”

Jeg følte mig fint underholdt af Drømmeland, som er endnu en vellykket ungdoms-gyser fra Nick Clausen.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Facet, 193 sider
Omslag: PN Create v/Peter Nielsen

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Andre bøger af Nick Clausen:

De hviskende veje, 2012
Silhuet, 2011
De blodige bid, 2011
De sorte symboler, 2011
Ulm, 2010
De døde brødre, 2010
Tidevandet, 2009

Heksejægerens lærling af Joseph Delaney

Heksejægerens lærlingHeksejægerens lærling er underholdende og velskrevet dark fantasy om drengen Tom, der pludselig befinder sig ansigt til ansigt med både hekse, gengangere og skræmmevæsener

Thomas Ward er den syvende søn af den syvende søn. Og med seks ældre brødre er mulighederne ved at være udtømte, da faren skal finde arbejde til Tom. Toms moder sørger dog for, at Tom kommer i lære hos Heksejægeren Gregory.

Jobbet som lærling er hårdt. Dels skal Tom lære alt lige fra latin til at grave huller til at binde skræmmevæsener i. Dels fordi alle skyer heksejægere og dermed også deres lærlinge. Det er derfor en både ensom og farlig beskæftigelse.

Hvor farligt går op for Tom, da han møder pigen Alice. Hun hjælper ham mod nogle drenge fra landsbyen og får ham til at love at hjælpe hende til gengæld. Kort efter kaldes Gregory ud på en opgave, og så forlanger Alice sit løfte indløst. Da Tom hører opgaven, er han godt klar over, at det ikke er helt godt. Men et løfte er et løfte – indtil det går op for ham, at nogle løfter er det farligt IKKE at bryde.

Heksejægerens lærling er første bind i serien Wardstenen, hvor der på dansk er udkommet 12 bind. Det er en ungdomsbog, som dog sagtens kan læses af voksne. Jeg blev i hvert fald hurtigt fanget ind af universet, hvor hekse, gengangere og skræmmevæsener er ligeså virkelige som mennesker.

Historien er letlæst, men indeholder også grumme scener, ligesom flere af personerne er mere nuancerede, end man ofte oplever i ungdomsbøger. F.eks. er Toms mor ikke helt almindelig,  men hvilke hemmeligheder gemmer hun på?

Heksejægerens lærling er i det hele taget en underholdende fortælling fyldt med magi og drama. Bogen er også lækker i sit layout lige fra sit mørkegrønne omslag hvis mønster får bogen til at fremstå som en slidt læderindbundet opslagsbog, á la den Gregory giver til Tom; til de fine sort/hvide illustrationer der indleder hvert kapitel.

Der er også lavet en filmatisering af bogen, som har fået titlen Seventh Son. Men hvor jeg bestemt kan anbefale Delaneys roman, så gad jeg ikke engang at se filmen færdig, trods navne som Jeff Bridges, Julianne Moore og Alicia Vikander på rollelisten.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2005
Forlag: Carlsen, 259 sider
Omslag: David Wyatt

 

Himlen brænder af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 2)

Himlen brænder af Line Kyed Knudsen (Hvidt Støv; 2)Line Kyed Knudsens zombie-serie Hvidt støv fortsætter med en nærmest endnu bedre toer: Himlen brænder.

Et par dage før Emilys 18 års fødselsdag brød en dødelig epidemi ud, der dræbte en stor del af befolkningen og efterfølgende forvandlede dem til zombier. Emily overlevede, og sammen med bl.a. skolekammeraten Palina nåede hun i slutningen af De døde vågner frem til hospitalet i Lindestead, hvor en gruppe overlevende forsøger at finde en kur mod LS-24, som virussen kaldes.

Det viser sig, at Emilys far, som hun ikke har haft kontakt med i mange år, arbejder på hospitalet. Her forsker han i virussen og forsøger at finde en kur. Emily og hendes gruppe indgår (ikke helt gnidningsløst) i hospitalets hierarki, hvor alle skal udføre deres for det fælles bedste.

Mens Emilys kæreste Anthony bliver sat til at hjælpe i laboratoriet, kommer Emily på aktionsteamet, der tager ud i byen for at skaffe mad og vand. Det er absolut ikke en ufarlig opgave, og det finder Emily ud af allerede på sin første tur.

Som dagene går, bliver det klart, at gruppen ikke kan blive på hospitalet, og da en madtur mislykkes, sættes en evakuering i gang. Den går dog ikke helt efter planen, og pludselig er Emily og Liam efterladt i Lindestead. Nu må de selv forsøge at nå frem til Nationalparken, hvor de håber på at gense gruppen. Men en ny slags zombier er begyndt at dukke op. Og der er også de andre overlevende at tage sig i agt for…

Line Kyed Knudsen fortsætter de gode takter her i Himlen brænder. Emily har udviklet sig yderligere i forhold til første bind, og er nu en rigtig sej ung kvinde med ben i næsen, der ikke lader Milla Jovovich fra Resident Evil-filmene meget tilbage. Trods zombier og kampen for overlevelse er der dog også plads til lidt romantik, og Emily står splittet mellem Anthony og den lidt ældre Liam, der står for sikkerheden på hospitalet. Men hovedparten af historien handler stadigvæk om overlevelse, og om hvor langt man kan presses.

Himlen brænder er spændende og velskrevet, så den voksne læser skal ikke lade sig afskrække af ungdomsroman-mærkatet. Som jeg også skrev om De døde vågner, er plottet måske nok set før, men Line Kyed Knudsen fortæller så overbevisende, at serien holder hele vejen. En absolut læseværdig fortsættelse til elskere af zombie-romaner.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gyldendal, 242 sider
Omslag: Mette Breth Klausen

 

Vand til blod af Morten Dürr

Vand til blod af Morten DürrStemningsfyldt og barsk tegneserie om Lea, der en dag bliver bolig for Guds stemme

Lea bor alene sammen med sin far og storebroren Lukas efter morens død. De arbejder alle hårdt på gården, men hver dag kl. 16 står den på en halv times bibellæsning, for den lille familie tilhører Guds Udvalgte, og faren holder strengt på reglerne. Da Lea bliver inviteret med til en fest hos klassekammeraten Anna, behøver hun ikke engang at spørge faren om lov. Hun VED, at han vil sige nej, og så vil det gå ud over Lukas.

Så hun spørger ikke, men klarer sine pligter og sidder efterfølgende og dagdrømmer lidt om festen. Imens trækker et uvejr op. Da Lea kommer til sig selv igen, har Gud mærket hende med et mirakel, og hans stemme har taget bolig i hendes krop. En stemme, der tvinger alle til at adlyde.

Vand til blod er skrevet af Morten Dürr, som er forfatter til en lang række børne- og ungdomsbøger. Lars Gabel står for illustrationerne.

Historien fortælles med Lea som jeg-fortæller. Hun beretter nøgternt og i korte sætninger om sin hverdag, hvor troen – og farens humør – fylder alt. Hvordan hun savner sin mor, og drømmer om at være som de andre piger. Men en dag rammer “miraklet” hende, og alt ændres. Pludselig har hun magt til at ødelægge, for Gud taler gennem hende.

Morten Dürr rammer præcist Leas tone, og ordene står skarpe for læseren. Men Lars Gabels illustrationer er det, der løfter Vand til blod langt over en almindelig ungdomsroman. For der er arbejdet rigtig meget med bogens grafiske udtryk. F.eks. er formatet ikke den store A4-side, som graphic novels ofte udgives i. I stedet er her tale om en bog nærmest i lommeformat, hvor de enkelte illustrationer fylder hele siden og ofte også hele opslaget, så her slet ikke er tale om den ramme-opbygning, der er almindelig i tegneserier.

Gabels illustrationer er en blanding af skitse-agtige tegninger holdt i hårde, kantede streger og næsten poetiske illustrationer malet med bløde linjer, mens farvepaletten ændrer sig efter stemningen i fortællingen. Nogen steder holdes alt i blåt, andre steder i grønt, og få steder skriger rødt og sort sorg og rædsel i hovedet på læseren. Det er aldeles fremragende, og jeg er ked af, at jeg ikke har bedre ord til at beskrive Lars Gabels præstation.

Om man vil læse historien bogstaveligt eller som en allegori, må være op til den enkelte læser. Men et er sikkert. Alene for tegningernes skyld bør man unde sig at læse Vand til blod. Dürrs manuskript er dog bestemt også læseværdig, så lad ikke bibliotekets ungdoms-label forhindrer dig i at gribe denne intense og stemningsfulde graphic novel.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Carlsen
Illustrator: Lars Gabel

Besøg Lars Gabels hjemmeside

Eller læs Kulturkapellets anmeldelse

Den gale galakse 1: Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm Nielsen

Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm NielsenHvad har dinosaurernes uddøen med teddybamser at gøre? Tilsyneladende en hel del hvis den debuterende forfatter Anders Winkel Hjelm Nielsen har ret

Peter er lidt af en nørd og er vild med dinosaurer. Desværre er der ikke rigtig andre, der forstår hans fascination. Forældrene har travlt med at feste, og skælder bare ud når de endelig lægger mærke til ham. Og i skolen er både klassekammeraten Hans og deres klasselærer hr. Rheitl efter ham.

Men en dag finder Peter en teddybjørn ude i skoven. Han tager bamsen med hjem, blot for at opdage at den er levende! Faktisk hedder den Lumbazor, er teddarianer og har ligget i dvale i sit rumskib i 65 millioner år.

Peter bliver selvfølgelig begejstret og vil gøre alt for at hjælpe sin nye ven. Desværre er han ikke klar over, at Lumbazor blot lader som om, han er rar. I virkeligheden er han et morderisk bæst, der drømmer om at blive universets hersker, og som sammen med de andre teddarianer har flere planet-udryddelser på samvittigheden.

Heldigvis er pigen Hyori lige startet på skolen. Og så er der også den grå alien, Bent.

Med muligheden for selvudgivelser er bogmarkedet blevet åbnet for alle med en forfatter i maven. Langt fra alle forsøg er lige vellykkede, men jeg synes faktisk, at Ondskaben vågner er underholdende læsning.

Dels har Anders Winkel Hjelm Nielsen et godt nuanceret sprog, på et til tider højt – og bramfrit – niveau for en børnebog. Dels er historien både skæv og sjov med overraskende vinkler, som f.eks. en fortæller der helt fralægger sig ansvaret for bogens indhold. Jeg er også vild med, hvordan AWHN har lavet sit eget rumvæsen-alfabet, som jeg bladrede lystigt frem og tilbage til, når jeg skulle oversætte undervejs.

På minus-siden er der ikke helt overensstemmelse mellem udseende og indhold. Forsiden signalerer umiddelbart børn, men her tænker jeg, at bl.a. den ret splattede slutning bliver for voldsom. Til gengæld er personerne lidt unuancerede for den unge læser, hvortil indholdet passer. Forfatteren angiver selv målgruppen som 12+ med et ønske om ”at sprede latter til læserne, hvad enten de er 12 eller 30.”

Bortset fra dette lille sure opstød, så blev jeg dog hurtigt grebet af det skøre univers, hvor dødsensfarlige teddybjørne med znazzle blastere ikke lige er sådan at spøge med. Humoren fejler ikke noget, og slutningen har masser af splatter, såvel som begyndelsen på et nyt eventyr. Så jeg ser frem til fortsættelsen. Ondskaben vågner er nemlig blot første bind i serien Den gale galakse, som AWHN har arbejdet på siden 2012.

Brachiosauren blev holdt fast, da tippen af dens hale kørtes over af meteoren. Det store dyr kunne ikke bevæge sig og trompeterede højt af smerte, mens kometen kørte længere og længere hen over dinosaurens krop som en kagerulle over en dej! Meteoren havde bevæget sig fra halespidsen op ad ryggen og kørte nu hen ad dyrets lange hals, mens blodet fossede ud af munden på den stakkels sauropod. Meteoritten stoppede endelig op, men det var kun brachiosaurens hoved, der ikke nåede at blive mast fladt under det tunge himmelobjekt. Dens oppustede øjne lignede fodbolde med pupiller, der kiggede i hver deres retning … OKAY, HVOR POKKER BLIVER DEN ALTØDELÆGGENDE KOMET AF!? ØH, HVAD FA...”

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Anders Winkel
Forlag: Books on Demand, 163 sider

Sku ikke hunden på hårene – og 10 andre noveller om ordsprog

Skuikkehunden

Sku ikke hunden på hårene er en fin antologi for unge, som både indeholder gys og lidt grin i forskellige grader

I sommeren 2015 afholdt forlaget Silhuet en novellekonkurrence, hvor præmissen var at tage udgangspunkt i et ordsprog eller en talemåde og herudfra skrive en gyser/spændings-novelle rettet mod unge (12+). Silhuet modtog i alt 67 noveller, og ud af disse blev 11 noveller udvalgt af dommerpanelet, der bestod af en ungdomsforfatter, en børnebibliotekar, Silhuets redaktør samt en 13-årig dreng som repræsentant for målgruppen.

Forfatterne er en blanding af debutanter og erfarne forfattere, og hver novelle er forsynet med et gyser-barometer på op til fem kranier, så læseren på forhånd advares om uhygge-niveauet.

Gudrun Østergaard er en af de mere garvede forfattere med flere bidrag til diverse novelleantologier samt romanen ”Regnfaldet” udgivet på forlaget Kandor og novellesamlingen ”Tidsfordærv” udgivet på Science Fiction Cirklen. Hun åbner ballet med ”Sku ikke hunden på hårene”, der får fire kranier, og handler om drengen Baldur som en dag tager med sin kammerat Vilgot ud til byens ydergrænse for at se bæsterne, som lurer på at komme ind i byen og dræbe dem alle. Men oplevelsen bliver helt anderledes end Baldur troede, og novellen er både barsk og velskrevet og rammer ordsproget lige på kornet.

Annette Skibby debuterer med den mere humoristiske ”Den der ler sidst ler bedst”, som får to kranier. Jonas deler værelse med storebroren Morten, som altid driller ham og fortæller uhyggelige historier. Da Jonas en nat hører nogle mærkelige lyde, fortæller Morten ham, at det er ‘Dødstoget’ som samler de døde for at køre dem til Helvede. Jonas bliver virkelig bange, men da Morten skal i praktik på jernbanen med skolen, får han en særlig opgave, som heller ikke han synes er så sjov.

”Med ondt skal ondt fordrives” er skrevet af Maria Kjær-Madsen, som både har en række krimier samt novellebidrag på CV’et. Her er vi oppe på tre kranier, og historien handler om Frederik, hvis kammerat Januz får en hund. Men hunden er ikke en nuttet lille hvalp, og Januz er ikke den samme længere.

Flemming Johansen har skrevet ”Utak er verdens løn”, som har fået tre kranier, og handler om kammeraterne Vincent og Thor som har væddet med to piger fra klassen om, at de kan sove en nat på den gamle forladte skovkro. Midt om natten hører Vincent dog en lyd, og da han undersøger det nærmere, opdager han kroens ukendte beboer. Også Johansens novelle hører til blandt mine favoritter, for selvom den ‘kun’ får tre kranier, så sætter historien sig i læseren og illustrerer meget tydeligt og ondt sit ordsprog.

I Francesca Kurtains ”Blind høne kan også finde korn” (to kranier) har en 15-årig dreng mistet sine forældre i en ulykke, og er nu for første gang alene i hjemmet. Mens han samler mod til at gå ind, går han en tur ud på marken som omgrænser grunden. Her falder han i staver, og da han vågner igen, kan han hverken se huset eller andet han kender. Og så dukker pigen Isa op. Kurtains novelle er nok den, jeg mindst synes rammer essensen i sit ordsprog, da den for mig i langt højere grad handler om at komme gennem sorgen, end om med lidt held at kunne løse en opgave. Historien er dog udmærket, omend mere symbolistisk end de øvrige noveller.

Michael Ganz Andersen bidrager med ”Det stille vand har den dybe grund” (tre kranier) om Amanda, som bliver mobbet frygteligt i skolen. Men måske kan hendes bedstemors hemmelige gave hjælpe?

”Farlig er den, der intet har at miste” får også tre kranier og er skrevet af Pernille Grand Moestrup. Lines veninde Olivia har begået selvmord efter at nogen har postet et nøgenbillede af hende på Facebook. Line burde være ked af det, men i stedet venter hun bare på, at Olivia bliver begravet. Det gør Olivias mor også.

Susanne Thranes novelle ”Lige børn leger bedst” om pigen Sif fra Lilleø får fire kranier, og hører også til blandt samlingens bedste. En dag får øens skole en ny pedel, og samtidig begynder alle omkring Sif at opføre sig mere og mere mærkeligt. Selvom ordsproget måske bruges en smule kunstigt, så er selve historien både uhyggelig og velskrevet med en slutningen, der virkelig overrasker.

Veteranen A. Silvestri bidrager med novellen ”Klæder skaber folk” (et kranie), hvor drengen Thorkild besøger sin bedstefar og her hører en temmelig besynderlig historie om en familiehemmelighed.

Også Nikolaj Johansen har tidligere fået udgivet flere noveller samt romanen ”Skygger fra Oktoberland”. Hans fortælling ”Hvor ådslet er, der vil gribbene flokkes” får fem kranier, og er da også samlingens mest blodige fortælling. Den er også virkelig skræmmende og hører til blandt mine favoritter. Drengene Snarre og Esben er på tur, da de pludselig hører et voldsomt brag og ser en lastbil drøne forbi dem. Da de går tilbage, opdager de en lille personbil, som er blevet slynget af vejen og ligger fuldstændigt smadret på en mark. Esben vil have Snarre til at ringe efter politiet, men Snarre skal først lige tage nogle billeder med sin mobil. Passagererne er jo alligevel døde.

Dette ordsprog var det eneste, jeg ikke lige umiddelbart havde hørt før, men et tjek viser, at det stammer fra biblen, Matthæusevangeliet 24,28 og bruges i forbindelse med Apokalypsen.

Samlingen afsluttes med Sofie Boysens novelle ”At slå tiden ihjel”, som slet ikke får nogen kranier. Det er nu ellers en ret uhyggelig historie for en voksen læser, for i novellen finder politiet et lig, som viser sig at være Tiden.

”Sku ikke hunden på hårene” er en rigtig underholdende og generelt velskrevet antologi, som nok er rettet mod unge, men som bestemt også indeholder noveller en voksen læser kan hygge sig med. Jeg kunne godt ønske mig, at forlaget havde lavet et kort forord til hver novelle med en beskrivelse af de enkelte ordsprog og hvorfor forfatterne har valgt netop dem. Men det er slet ikke sikkert, at målgruppen vil synes, det mangler.

Oprindeligt anmeldt på Himmelskibet.dk, nr. 48

Om bogen:

Udgivelsesår: 02-05-2016
Omslag: EGGS libris
ISBN-13: 9788799809417
Sideantal: 245
Forlag: Silhuet

Indhold:

Gudrun Østergaard – “Man skal ikke skue hunden på hårene”
Annette Skibby – “Den der ler sidst”
Maria Kjær-Madsen – “Med ondt skal ondt fordrives”
Flemming Johansen – “Utak er verdens løn”
Francesca Kurtain – “Blind høne kan også finde korn”
Michael Ganz Andersen – “Det stille vand har den dybe grund”
Pernille Grand Moestrup – “Farlig er den, der intet har at miste”
Susanne Thrane – “Lige børn leger bedst”
A. Silvestri – “Klæder skaber folk”
Nikolaj Johansen – “Hvor ådslet er…”
Sofie Boysen – “At slå tiden ihjel”