Indlæg tagget med ‘ungdomsbøger’

Emma Bond – Rædsel i jægerens hus af Henrik Einspor

Emma Bond - Rædsel i jægerens hus af Henrik Einspor

Den unge sygeplejerske, Emma Bond, er et herligt bekendtskab. Hun er hovedpersonen i seneste ungdomsbog fra Henrik Einspor. En uhyggelig fortælling om en syg gammel storvildtjæger med en rædselsvækkende hemmelighed.

Emma har fået ansættelse som privatsygeplejerske for den tidligere storvildtsjæger sir Blackwell, der bor i Franke’s Manor, et afsidesliggende hus på heden udenfor Whitby i North Yorkshire. En seriemorder hærger i London, så Emmas far er kun glad for at kunne sende hende i sikkerhed på landet.

Men knap er Emma ankommet i Whitby, før hun opdager, at noget er galt. Hvorfor er alle døre og vinduer i hele huset lukkede og afdækkede? Hvem er den mystiske Mortimer? Og hvad er det egentlig sir Blackwell fejler?

Jeg havde en fest med at læse Emma Bond – Rædsel i jægerens hus, der er en vellykket pastiche over Victoriatidens spændingsromaner. Henrik Einspor drysser gavmildt henvisninger til tidens forfattere ud over historien, fra Edgar Allan Poe til Robert Louis Stevenson og Arthur Conan Doyle. Emma er nemlig vældig glad for at læse deres uhyggelige historier, og drømmer om selv at skrive en roman. Faktisk er hun i gang med at læse Poe’s Mordene i Rue Morgue i romanens begyndelse, noget der giver en krølle på historien senere.

Jeg tror, at Einspor har hygget sig vældigt under navngivningen af sine personer. F.eks. hedder Emmas fars husholderske Blyton – som i Enid Blyton. En anden figur er måske opkaldt efter dr. Mortimer fra Sherlock Holmes historien Baskervilles hund, en anden fortælling Emma er glad for. Og naturligvis er den handlekraftige unge sygeplejerskes efternavn Bond – som i James Bond.

Einspor fortæller, at han skrev Emma Bond – Rædsel i jægerens hus under Corona-nedlukningen. Han gav sig selv den udfordring, at han skulle færdiggøre et kapitel om dagen, og først når sidste punktum i historien var sat, måtte han læse bagud og redigere i teksten. Den måde at skrive på minder om 1800-tallets føljetonromaner, hvor forfatterne udgav et nyt afsnit hver uge og skulle sørge for at holde læserne fanget, så de også ville læse næste afsnit.

Og fanget af historien blev jeg. Fortællingen flyder fra første side med en støt stigende spændingskurve og en stemningsfuld atmosfære. Fra Emma ankommer til Franke’s Manor øges uhyggen med alle tænkelige gotiske virkemidler, og hun ender med at kæmpe for sit liv mere end én gang.

Målgruppen er måske nok +12 år, men jeg var nu rigtig godt underholdt alligevel! Historien kan nemlig både læses på det umiddelbare plan som en spændende og actionfyldt fortælling, mens den mere modne læser får masser af ekstra referencer med i købet.

PS. Også stor ros til Anna Laurine Kornums flotte forside der eminent fanger den skumle stemning i Franke’s Manor og Emmas ukuelighed.

PS.PS. Jeg kan ikke helt fastslå, hvornår bogen foregår. Først troede jeg, at det var, mens Jack the Ripper hærgede London i 1888, men i givet fald er der tidsmæssige uoverensstemmelser i forhold til et par detaljer. F.eks. blev den første lastbil først bygget i 1896, og Baskervilles hund blev først skrevet i 1902. Det er heldigvis uvæsentligt i forhold til bogens underholdningsværdi, og den er som sagt stor.

Uddrag af bogen:

Lastbilen hostede anstrengt, mens den kæmpede sig over en bakkekam. Hjulene snurrede rundt i den sandede jord. Clive og jeg bumpede skuldrene mod hinanden flere gange. Clive knurrede dæmpet over vejens tilstand og motorens ydeevne, mens han forsøgte at undgå de værste huller. Jeg for min del forsøgte at holde min hat fast på hovedet. Det var som en tur i karrusellen i Kensington Gardens.

Men så nåede vi toppen. Jeg kunne ikke gøre andet end at gispe af overraskelse. For foran os lå havet som en uendelig flade af hamret sølv. Det var mageløst. Forrevne klipper rejste sig.

“Der har vi det,” sagde Clive og gjorde et kast med hovedet.

Jeg vendte ansigtet i retningen, og der, næsten på kanten af havet, kun omgivet af græs og lav, forkrøblet bevoksning, lå et hus. Og der endte vejen.

“Franke’s Manor,” oplyste Clive og skuttede sig igen. “Der står det og rager op som en gravsten på en forsømt kirkegård, mens havet æder sig ind på det.” (side 20)

Reklame: Tak til forlaget Løse Ænder der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Emma Bond – Rædsel i jægerens hus:

Udgivelsesår: marts 2022
Forlag: Løse Ænder, 151 sider
Omslag: Anna Laurine Kornum

Genvejen af D.S. Henriksen

Genvejen af D.S. Henriksen

Genvejen er en ny ungdomsgyser af D.S. Henriksen udgivet på Steen Langstrups forlag 2Feet Entertainment. Jeg har tidligere læst flere bøger af D.S. Henriksen. Særligt begejstret var jeg for hans to voksenromaner In Absentia og Ad Nauseam, der udkom under navnet Daniel Henriksen. Men også de øvrige bøger er bestemt værd at læse.

Historien udspiller sig i 1985 og handler om de fire venner Kian, Bertram, Julius og Freya. Freya er relativ ny i klassen. Hun er dygtig til at finde på historier, og de er ofte uhyggelige. Kian er en splejset fyr med briller, og lidt af en nørd. Julius er tyk og kommer fra et hjem med faste spisetider, hvor advokatforældrene tjener mange penge. Og Bertram har taget 6. klasse om. Han bor alene med sin far, der kører lastbil og ind i mellem drikker for meget.

En sommeraften er gruppen gået ud i det blå og ender med at gå tilbage gennem en skov. Midtvejs støder de på en gammel, forladt kirkegård. Bertram kan se lysene fra byens slagteri over kirkegården, så de beslutter sig for at skyde genvej ind over kirkegården. Hele dagen har Freya fortalt uhyggelige historier for drengene, men nu er det, som om historierne ændrer karakter og bliver mere virkelige. Og samtidig bliver skoven omkring dem dødstille …

Jeg er vokset op med Stephen King, og derfor er mange af mine referencer til hans forfatterskab. Jeg kunne således ikke lade være med at læse Genvejen som en slags hyldest til Stand By Me. Her er også en umage vennegruppe og en nat fyldt med oplevelser, der ændrer de unge for altid. Som King lader Henriksen os få et indblik i ungdommens sårbarhed, og hvor svært det kan være at falde lidt udenfor. Og ligeledes som King er Henriksen ikke bange for at skrue op for uhyggen, når Freyas historier om, hvad der gemmer sig i mørket, kommer lidt for tæt på. Endeligt har D.S. Henriksen som King en nostalgisk tone. Genvejen er dog sin egen historie, og Henriksen fortæller den godt. Også selvom han ikke helt er på Kings niveau.

Genvejen er en lækker udgivelse, hvor der er kælet for layoutet med fine vignetter på alle siderne og en stemningsfuld forside. Der er enkelte kiks i korrekturen, men ikke nok til at skæmme læsningen. Bogen findes også som ebog og netlydbog, men jeg har læst den i papirform.

Uddrag af bogen:

Hun strøg nogle planter til side, der kravlede op af murværket, og viste os et gammelt, vejrbidt træskilt.

Bertram læste: “Galgebakken. Adgang forbudt.”

Inskriptionen var utydelig. Bogstaverne var gamle og skåret ind i træet med et stemmejern og bagefter malet.

Freya fløjtede. Jeg vidste ikke, hun kunne. Jeg havde aldrig hørt hende fløjte.

“Galgebakken,” sagde hun. “Hvor er det stemningsfuldt!”

“Det er en kirkegård,” sagde jeg, mens jeg stod på tæer og skuede ind mellem gitterportens tremmer. Jeg kunne ane en gammel sti under blade, grene og trærødder. Terrænet var uregelmæssigt og ugæstfrit. Der var noget uvenligt over det. Jeg kunne se mindst tre gravsten. “Den ser stor ud.” (side 46)

Om Genvejen:

Udgivelsesår: 24.08.2021
Forlag: 2Feet Entertainment, 130 sider
Omslag: D.S. Henriksen

Atlantiz af Publius Enigma

Atlantiz af Publius Enigma

Zeta Evergreen vokser op i en ikke nærmere bestemt fremtid. Hun er en af de sidstfødte i en verden, hvor alle lever evigt. Bliver du syg eller dør, sørger Globalstaten for, at du bliver regenereret. Blot du sørger for at få taget en daglig backup. Til gengæld fødes der ikke længere børn, og i flere delstater er det ligefrem ulovligt. Med en befolkning på 57 milliarder mennesker er der ikke plads til flere. Der er heller ikke plads til natur, så ilt produceres af kæmpemæssige oxyjumboer, der svæver over hele kloden.

Zetas mor anskaffer robotten Robby til at passe på Zeta, mens hun er på arbejde. Zeta er ikke særligt begejstret for Robby, der både skal opdrage og undervise hende. Skolerne lukkede nemlig 10 år tidligere pga. manglen på børn.

Men en dag kommer moren ikke hjem, og Zeta kommer i pleje. Nu er Robby alt hun har, for plejefamilien er mere interesseret i pengene, de får for at passe hende, end for Zeta. Da de ovenikøbet pludselig vil sælge Robby, bliver det for meget, og de stikker af. Zeta tager hjem til morens gamle lejlighed, blot for at finde ud af at bygningen er under ombygning til et nyt regenererings-center. Alligevel bryder de ind, dog kun for at blive fanget af vagtrobotter.

Så Zeta ryger i fængsel og Robby til destruktion. Men Zeta giver ikke op. Og slet ikke da hun i fængslet møder en kvinde, som kendte hendes mor. Det viser sig, at moren var en del af et hemmeligt netværk kaldet ’Livsopretholderne’, der i det skjulte arbejder som jordemødre og bringer ulovligt fødte børn til verden. Nu har Zeta en mission. Først at få fat i Robby igen, og derefter at finde Atlantiz hvor det hemmelige netværk hører til. Zeta vil nemlig gå i sin mors fodspor og blive jordemor. Men der er mange forhindringer undervejs, og så stilles Zeta overfor et umuligt valg.

Jeg har tidligere læst ”Exnihilo” af Publius Enigma, der udkom i 2019. Det var en spændende og underholdende roman, der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

Lidt af de samme emner går igen her i ”Atlantiz”. I stedet for at være ødelagt af krig, er Jorden så overbefolket, at naturen er udslettet og havene stort set livløse af forurening. Man har dambrug i bassiner, mens dyr bliver fremavlet i fabrikker. Dyrkning af frugt og grøntsager sker ligeledes indendørs ved hjælp af genetisk modificerede fødevarer og nye landbrugsteknikker i drivhuse. Selvom mennesker i princippet stadig kan føde børn, gør man det ikke. I stedet bliver alle regenereret i et væk, også selvom man bliver genoplivet til et skodliv.

Zeta er jeg-fortælleren, som i en prolog indleder med at fortælle, hvor slemt tingene står til på jorden. Hendes håb er, at dem der læser hendes beretning vil tage ved lære af den.

Historien er elementær spændende, og baggrundskulissen tegnes troværdigt op i en glimrende world building. Zeta er teenager, og ind i mellem virker hun noget naiv i forhold til vores tids unge. Men det kan sagtens være en følge at de omstændigheder, hun er vokset op i.

Jeg synes, det er interessant at følge tankeeksperimentet om, hvad der egentlig sker med mennesker, hvis vi kan leve evigt. Hvordan vil det være? Og hvad vil man gøre i forhold til overbefolkning. I ”Atlantiz” giver forfatteren sit bud, og det er ganske tankevækkende. Andre forfattere har også givet deres bud på, hvad overbefolkning kan gøre ved Jorden. F.eks. Niels E. Nielsen i ”Vagabondernes planet” fra 1970, eller Lise Bidstrup der giver en mere nutidig version i ”Reservedelenes by” fra 2017.

Det er tydeligt, at forfatteren kender science fiction-genren. Her er flere ’easter eggs’ gemt i teksten, lige fra Zetas efternavn Evergreen der minder vældigt om Katniss Everdeen fra ”Hungergames”, til opfinderen og virksomhedsejeren Zebulon Ishiguro der deler efternavn med den japanske nobelprismodtager Kazuo Ishiguro, som jeg for nyligt læste ”Klara og solen” af. Her introducerer han i øvrigt også meget apropos KV’en, en menneskelignende robot der godt kunne minde lidt om Robby.

”Atlantiz” er både velskrevet og tankevækkende. Stemningen i romanen er dyster, men med befriende indspark af humor. Ofte når Zeta er træt af, at Robby opdrager på hende. Zetas ukuelighed bringer hende flere gange i farlige situationer, hvilket giver en god spændingskurve på fortællingen, der nærmest eksploderer i den hæsblæsende afslutning. Her går det lige lidt for hurtigt efter min smag, men til gengæld er der fuld action for alle pengene.

”Atlantiz” er nok primært rettet mod unge, men voksne kan sagtens læse med, og er du til spændende og underholdende science fiction, så er den et godt bud.

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hold nu op med at være så sur,” sagde jeg og undersøgte den gamle dørtelefon, der var blevet tømt for navne. “Se selv. Vi har bygningen helt for os selv i nat.”

“Men det er jo en byggeplads,” klagede Robby. “Sådan et sted er farligt. Om dagen arbejder der højst sandsynligt kun robotter, fordi det er for farligt for mennesker at arbejde her – og du er altså tilfældigvis et menneske, Zeta.”

“Ih, hvor er du da også bare negativ, du er snart ikke til at holde ud at følges med. Vi skal jo kun overnatte derinde en enkelt nat, har jeg sagt, og der sker os ikke noget, hvis vi bare ser os godt for.”

“Og hvad hvis nogen finder os?” spurgte han på en bedrevidende måde.

“Hvem skulle finde os?” svarede jeg igen med en nedladende tone. “Helt ærligt. Tror du seriøst, der er nogen, der gider at holde øje med en gammel, faldefærdig bygning?”

Robby trak på skuldren. “Det kan man da aldrig vide.”

“Hør her. Der sker ikke noget,” fastslog jeg selvsikkert og lagde begge mine hænder på hans små skuldre, mens jeg så ham direkte ind i hans barnligt blå robotøjne. “Hvis der sker noget, så smutter vi med det samme. Det lover jeg, ok!”

“Ok,” sagde han, men på en måde, der lød som om, han gjorde det mere af pligt end af egen vilje. Ganske vist var Robby min lærer, min rådgiver og min hjælper, men han var også min ejendom. Det betød, at han strengt taget skulle gøre, som jeg sagde. Det kan måske godt lyde lidt gammeldags, som om han var min slave eller sådan noget, men det var simpelthen bare sådan, hans motherboard var programmeret. Han rådgav mig altid til mit eget bedste – og nogen gange til min store irritation – men i yderste konsekvens skulle han gøre, som jeg bad ham om. Sådan var alle robotter indrettet: Til at tjene mennesker, ikke herske over dem.” (side 58-59)

Om “Atlantiz”:

Udgivelsesår: 01.06.2021
Forlag: Valeta, 421 sider

Besøg forfatterens hjemmeside

Lugnasad af K.L. Berger

Lugnasad af K.L. Berger

Vellykket ungdomsgyser som kombinerer keltiske myter og glemte guder med YA-realisme om identitet, venskab og kærlighed

Det var min kollega Louise, som anbefalede mig at læse Lugnasad. Det var et godt tip, så nu vil jeg skynde mig at give anbefalingen videre.

Forlagets beskrivelse:

En sommer du aldrig glemmer. Det er hvad der står i brochuren.
Og her er de så. De udvalgte. De heldige. Se hvor glade de er. Hvor ubekymret de stiger i land. Hver og én har de deres styrker og svagheder. Deres historie. Og nu er de hér. Stedet hvor fortidens historier flettes sammen med nutiden, og fremtiden skabes. De er unge. Overmodige. Naive. Og snart vil de være en del af øens historie.
Velkommen til Lugnasad.

Charlotte drømmer om at se hele verden – lige bortset fra øen Lugnasad. Alligevel befinder hun sig netop dér.

Alex drømmer om at finde ro og accept – både i sig selv og andre. Måske vil Lugnasad give ham de svar han mangler.

Benjamin drømmer om at høre til et sted – bare én gang i sit liv. Men han har ikke de store forhåbninger om at Lugnasad er stedet for ham.

Men på Drømmenes Ø kan alt ske.
Og alt vil ske.

Anmelderne skriver:

Pia Bechmann har anmeldt bogen på Litteratursiden:
Katja L. Bergers ’Lugnasad’ tilfører virkelig noget nyt til YA-hylden med sin kombination af skarpt skåret dark fantasy, hårrejsende horror og dyb YA-realisme. Som læser mærker man tydeligt, at forfatteren har arbejdet intenst med plot og karakterer. Intet er tilfældigt og de uhyggelige virkemidler bliver understreget af den unikke måde, som bogen er opbygget på. Kapitlerne er ikke fortløbende, men fungerer i stedet som en nedtælling mod det endelige, frygtelige klimaks. Det er et superflot og vellykket layout, som virkelig er med til at sætte stemningen. (Læs hele anmeldelsen)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
En virkelig god gyser til ungdomshylden, som også formår at sætte fokus på fordomme og værdien af venskab.

Om Lugnasad:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Tellerup, 383 sider
Omslag: Danielle Finster

Læs også:

Fjeldgænger af Julie Clausen
Menneskekød af Nick Clausen
Død verden af Louise Haiberg
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Åndehvisken af Haidi W. Klaris
Hvidt støv af Line Kyed-Knudsen
Metro af Emil Landgreen
Ånden i cirklen af E.E. Richardson
Diego og Dolly af Jesper Wung-Sung

Ind i det ukendte – danske fantasynoveller

Ind i det ukendte - danske fantasynoveller

Ind i det ukendte er en antologi med otte danske fantasynoveller der alle fortolker fantasygenren på hver deres måde. Alle handler de dog om at bevæge sig fra et stadie i livet til det næste, om at udvikle sig – til det værre eller det bedre. Hvad sker der når det velkendte forsvinder, og en ny virkelighed åbenbares? (fra forlagets hjemmeside)

Af de fantastiske genrer er fantasy den, jeg læser mindst af. Ikke fordi det er dårligere end horror eller science fiction, men jeg er nok generelt for kynisk til fantasy, og så er jeg sjældent god til lange serier. Men da jeg faldt over Ulven og Uglens antologi Ind i det ukendte, lød den alligevel for interessant til at lade stå.

Efter et kort forord ved redaktørerne Kirstine Sø Dieckmann og Rikke Christensen, kommer en indledning ved Jan M. Johansen. Her giver han en god indføring i genrens udvikling og forklarer lidt om fascinationen ved fantasy.

Samlingens første novelle hedder ‘Det nye kapitel‘ og er skrevet af Sørine Amanda Nielsen. Historien handler om vavieren Flæber, der mod alle odds bliver ven med et menneskebarn uden hendes klan ved det. Historien er godt skrevet, og det er let at få sympati for den lille vavier. Samtidig giver novellen et fint indblik i, hvordan viden (eller mangel på samme) danner vores verdensbillede og vores identitet. Som bibliotekar er det også en af mine kæpheste. Alle skal have adgang til bøger og viden, for så er det sværere at holde folk nede.

Hvor kragerne vender‘ af Nanna Andersen giver et kendt ordsprog et uventet twist. Teenageren Erik forsøger at holde sammen på hjemmet for lillesøsteren Frejas skyld. For et år siden forsvandt deres far, og siden er moren gået i hundene af druk og sorg. Men en aften forsvinder også Freja. Erik VIL finde hende, og det fører ham til en helt anden verden, som gemmer på svar men også sorg.

Pigen Dahlia er hovedpersonen i ‘Under en blodrød måne‘. Hun drømmer om at blive den udvalgte i det årlige ritual, hvor landsbyens bedste unge mandlige og kvindelige magikere skal indgå i Foreningen. Dahlia drømmer om, at hun og Caspian bliver udvalgt sammen. Samtidig er hun nervøs over, hvad Foreningen indebærer. Det er der nemlig ingen, der vil tale om. Skal hun blot følge traditionen uden at stille spørgsmål? Eller skal hun følge sin egen vilje?

Tvillingeporten‘ er skrevet af Mathilde N. Rybka, og er en rigtig fin novelle om ansvar. De praktiske og teoretiske prøver er overstået, og nu skal Katrine finde ud af, om hun er blandt de udvalgte, som skal gå videre. Om hun har en port, og hvad der gemmer sig bag den.

Den eneste novelle skrevet af en mand i Ind i det ukendte er ‘De fortabte drenges ø‘ af Morten Vestergaard. Fortælleren er sammen med sine forældre på besøg hos mormor og morfar. Her finder han et album med historien om Peter Pan og Ønskeøen, men det sidste klistermærke mangler. Om natten har han mareridt, og dagen efter opdager han drengen August, der har en hemmelighed. En fin fortælling om at vokse op og alle de svære følelser.

Når egnens mænd samles” af Laura Holmegaard udspiller sig under en hungervinter, hvor landsbyen sulter. Rane og hans bedstefar bliver sammen med alle egnens mænd indkaldt til møde hos laird Arric Harve. Flere får er forsvundet, og nu er der fundet ulvespor i sneen. Måske min yndlingsnovelle i samlingen.

Jeg har tidligere læst Gudrun Østergaard, som har skrevet ‘Den, der ser mørket‘, så her var forventningerne høje. De blev heldigvis indfriet. Pigen Leo er vokset op under kuplen sammen med sine forældre og storebroren Sirius. En katastrofe skete for mange år siden, men under kuplen lever folk et helt almindeligt liv. En dag finder man liget af en ukendt mand ved kuplens kant, og det sætter en række tanker i gang hos Leo, der sammen med veninden Lucy, beslutter sig for at se nærmere på kuplen. For hvad er der egentlig udenfor?

Samlingens sidste novelle hedder ‘Sjæl på flaske‘ og er skrevet af Mia Louw Håkonsen. Dødemaneren Szarshi havde mange navne, men hun foretrak selv Sas. I novellens begyndelse har hendes kult indledt et angreb mod et tempel, men under kampene bliver Sas dræbt. Herefter følger vi hende, da hun genopstår 132 år senere i en nyfødt drengs skikkelse. Meget mod sin vilje er Sas nødt til at følge kroppens fysiske udvikling, før hun kan få hele sin magt tilbage, og da er landet pludselig under angreb af en fremmed magt. Overrasket opdager Sas, at familie betyder noget. Selv for en 600 år gammel dødemaner.

Jeg kunne lide samtlige noveller i Ind i det ukendte. Alle er velskrevne, og alle historier fungerer i deres univers. På biblioteket er samlingen placeret i børnebiblioteket, men jeg synes absolut, at den kan læses af voksne også. Der er ikke meget lyserød happy ending over nogen af fortællingerne. Til gengæld er der masser at tænke over, og det foretrækker jeg til hver en tid.

Om Ind i det ukendte:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Ulven og Uglen, 277 sider
Omslag: Ida Rose

Indhold:
Forord
Indledning ved Jan M. Johansen
Det nye kapitel af Sørine Amanda Nielsen
Hvor kragerne vender af Nanna Andersen
Under en blodrød måne af Karin B. Dammark
Tvillingeporten af Mathilde N. Rybka
De fortabte drenges ø af Morten Vestergaard
Når egnens mænd samles af Laura Holmegaard
Den, der ser mørket af Gudrun Østergaard
Sjæl på flaske af Mia Louw Håkonsen

Læs også:

#moderneeventyr
Fantastiske virkeligheder / red. Knud Larn
Ildfugle / red. Sharyn November
Mørke guders templer / red. Rasmus Wichmann og Henrik S. Harksen
Mørkets gerninger går igen / Red. Tenna Vagner
Det nådesløse daggry / red. Lars Grill Nielsen
Til deres dages ende / red. Nikolaj Højberg
Blandt danske galakser af Kristoffer J. Andersen
Ud af normalrummet af Klaus Æ. Mogensen
Fast arbejde af A. Silvestri
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Frankenstine af Lars Kramhøft

Frankenstine af Lars Kramhøft og Jam Aden

Lars Kramhøft er en interessant forfatter, og jeg har efterhånden læst en del af hans bøger. Blandt andet har han flere gange samarbejdet med tegneren Tom Kristensen, ikke mindst i den prisvindende tegneserie Fordærvet. Men Kramhøft tegner også selv. Senest i den delvist autofiktive Noget frygteligt er altid lige ved at ske.

I Frankenstine leverer Lars Kramhøft historien, mens Jam Aden står for illustrationerne. Resultatet er en fin fortælling om køn, identitet og venskab iblandet både gys og grin.

Bagerst er indsat en faktaboks om køn samt en hurtig guide til kønsneutrale pronominer.

Opfyldt af sorg over sin hustru og datters død i et flystyrt skaber kirurgen, dr. Haraways, en skabning som skal udfylde tomrummet. Men Stine kan ikke erstatte Haraways familie, og en dag begår han selvmord.

Nu er Stine alene i en verden med ukendte spilleregler. Tilsyneladende er det meget vigtig, om man er en han eller en hun, men Stine bliver heldigvis venner med Vicky, som er mere interesseret i, hvordan Stine er, end hvad hen er.

Andre er dog ikke så fordomsfri. Caroline er misundelig over, at hendes kæreste taler så godt med Stine, at hun beslutter sig for at tilkalde mørkets magter og på den led slippe af med Stine. Det går dog ikke helt efter planen.

Anmelderne skriver:

Lars kramhøfts velfungerende historie sætter – uden at pege spidse fingre – fokus på kønsidentitet. Først og fremmest. Men også venskab og trolddom! Det hele blandes til en velfungerende tegneserie, der genbruger et klassisk litterært tema til at fortælle en hel ny historie. (Tid til tegneserier 29.05.2020)

‘Frankenstine’ er en meget anderledes og smuk graphic novel, hvis hovedtematikker er venskab, køn og magi. Historien i sin helhed ligner ikke noget, jeg har set før, og det er ret befriende. Mørkt og humoristisk, overvældende og alligevel ret simpelt. En historie med mange forskellige spor og mange sære væsner. Nogle af dem forklædt som mennesker. (Litteratursiden 05.05.2020)

Det er et flot værk som er dystert, fangende, interessant og yderst smukt samtidig. Det er grelt og fantastisk og den eneste grund til at jeg ikke giver værket topkarakter, er at jeg personligt ikke havde behov for at der skulle være alle de uhyrer, dæmoner og lignende med. Men det til side så er det virkelig en spændende indgangsvinkel til en anden måde at forstå hvad det vil sige at være ciskønnet, non-binær og så videre. For det er jo et emne der fylder meget hos mange i dag og som det er blevet mere almindeligt at tale om – heldigvis. (Bogrummet 05.04.2020)

Der findes tegneserier, som jeg virkelig ville ønske var bedre. Og Jam Aden og Lars Kramhøfts ‘Frankenstine’ er én af dem. For dens emne er vigtigt, og grundidéen om et ordspillende queer-feministisk remix af ‘Frankenstein’ er egentlig ret oplagt […] På trods af åbenlyse mangler kan man håbe, at en bog som ‘Frankenstine’ kan være værdifuld læsning for unge mennesker, der ikke føler sig inkluderet af den herskende heteronormative kønsforståelse – og, nok så vigtigt, også for dem (os), der er repræsenteret vidt og bredt, og som automatisk og uden forsæt tænker køn og seksualitet, som de altid har gjort og kender fra sig selv. Man kan i hvert fald håbe, at Jam Aden og Lars Kramhøft kan være med til at nuancere en debat, der for det meste foregår som binær skyttegravskrig. (Politiken, 2020-03-31)

Om Frankenstine:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Cobolt, 83 sider
Forside og illustrationer: Jam Aden

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Alena af Kim W. Andersson
Vand til blod af Morten Dürr
Håbet er som en muskelhund af Nanna Gyldenkærne
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Onde piger af Alex Marwood
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Thornhill af Pam Smy
Zam af Jesper Wung-Sung

Den hemmelige kode af William Sleator

Den hemmelige kode af William Sleator

Nogle bøger gør et uudsletteligt indtryk, når man læser dem. For mig var det tilfældet med Den hemmelige kode, som jeg læste første gang som barn for mange år siden.

Romanen udspiller sig i en dystopisk verden, der virker inspireret af George Orwells 1984. Her bliver fem forældreløse teenagere placeret i et ukendt univers bestående af trapper. Der er ingen vægge, ingen lofter og ingen gulve. Kun trapper som forgrener sig, tilsyneladende i det uendelige.

Den første, vi møder, er den forsigtige og tilbageholdende Peter. Han bliver fundet af den hårdkogte Lola, og kort efter støder de på den intrigante Blossom. Senere støder også Abigal og Oliver til. Ingen af dem aner ikke, hvorfor de er der, eller hvor længe de skal blive der, og snart opstår der spændinger i den umage gruppe.

Men de fem unge er alligevel nødt til at samarbejde. Det viser sig, at de for at få mad er nødt til at udføre indviklede ‘danse’ foran en maskine midt i trappeuniverset. Når den begynder at blinke og udsende stemmer, må de i gang, og kun hvis de udfører ‘dansen’ korrekt, bliver de belønnet med mad.

Langsomt ændrer ‘dansen’ sig dog, og snart må de unge spørge sig selv, hvor langt de er parate til at gå for at få noget at spise.

Som sagt læste jeg første gang Den hemmelige kode som barn. Jeg var dybt skræmt af det hvide trappeunivers, og slutningen står lige så tydeligt for mig, som slutningen i 1978-versionen af Invasion of the Body Snatchers. Det var derfor med en vis nervøsitet, at jeg for nyligt genlæste William Sleators roman. Ville den leve op til mine minder?

HERFRA KAN FOREKOMME SPOILERS

Ja, er det korte svar. Selvom man på nogle punkter mærker alderen lidt, så holder historien alligevel. De fem unge er nærmest stereotyper, men det er et bevidst valg for at vise forskellige personlighedstyper og hvordan de reagerer på eksperimentet.

For det viser sig, at Lola og de andre er udvalgt til et hemmeligt eksperiment under ledelse af doktor Lawrence. Forsøget går ud på at konditionere de unge, det vil sige fremelske bestemte adfærdsmønstre, for med tiden at kunne skabe et elitekorps, der altid blindt vil følge præsidentens ordre uden at stille spørgsmålstegn eller tøve.

Forsøget mislykkes dog, da Lola og Peter nægter at følge maskinens instruktioner om at mishandle og hade de øvrige unge. De to finder sammen i et ubrydeligt venskab, som doktor Lawrence ikke havde forudset, og til sidst må han afbryde eksperimentet, for at Lola og Peter ikke skal dø af sult.

Den hemmelige kode er jævnt skrevet. Til gengæld er historien stærk. Udover at minde mig om 1984, som jeg tidligere har nævnt, bringer romanen også mindelser til filmen Cube fra 1997 eller ungdomsserien Maze Runner af James Dashner. Men også William Goldings klassiker Fluernes herre dukker op.

William Sleator er måske ikke verdens bedste forfatter, men Den hemmelige kode er absolut stadig værd at læse. Jeg var grebet af historien som barn, og jeg synes stadig den holder. Læs den.

Om Den hemmelige kode:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Gyldendal, 193 sider
Omslag: Boye Willumsen
Originaltitel: House of Stairs, 1974
Oversætter: Franz Berliner

Fjeldgænger af Julie Clausen

Fjeldgænger af Julie Clausen

Ungdomsroman om tro, identitet, kærlighed og Grønland

Rebekka har taget orlov fra religionsstudiet for at arbejde et halvt år i Aasiaat i Grønland. Hun trænger til at finde sig selv efter bruddet med kæresten Jesper, og har fået job i receptionen på hotel Gudhjem, efter den tidligere receptionist pludselig rejste.

Romanen starter med Rebekkas ankomst til Grønland, men med indskudte kapitler der springer tilbage til tiden i Danmark. Dels til mødet med Jesper og dels til tanker om familien derhjemme. Særligt om lillebroren Johannes der er i en svær fase.

I nutiden falder Rebekka til på hotellet, men noget er alligevel ikke helt rigtigt. Der er mærkelige lyde på det halvtomme hotel, og en grønlandsk mand dukker op og forsvinder igen uden spor. Men kun når Rebekka er alene. Og så begynder hun at få mareridt. Mareridt som måske har forbindelse til et gammelt grønlandsk sagn om de to brødre Aqqaluk og Paalu, der går qivittog.

Fjeldgænger er en underholdende ungdomsroman om tro, identitet, kærlighed og Grønland. Mod slutningen bliver stemningen mere og mere foruroligende med Rebekkas skræmmende mareridt og pludselige blackouts, uden dog at forvandle sig til en regulær gyser.

Til gengæld indeholder Fjeldgænger mange interessante tanker om tro og identitet. Rebekka er overbevist kristen, og mødet med Grønlands gamle åndeverden lukker op for en masse tanker hos hende. Hvor hun nogle gange finder Gud i den tomme stilhed i fjeldene, er det andre gange skræmmende væsener fra Grønlands fortid, der hjemsøger hende. Men hvad vil de Rebekka? Og hvorfor rejste hun egentlig til Grønland?

Julie Clausen har en række ungdomsromaner bag sig. Flere af dem handler om ungdomslivet og om at finde sin egen identitet. Et par stykker bevæger sig ligesom Fjeldgænger over mod thriller/gyser genren, bl.a. Dæmoner og Tankespind.

Fjeldgænger er oprindeligt anmeldt til Litteratursiden

Om Fjeldgænger:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Turbine, 239 sider
Omslag: Karin Hald

Kolde timer af Michael Kousgaard

Kolde timer af Michael Kousgaard

For nogen tid siden læste jeg novellesamlingen Mørkets gerninger udgivet på Forlaget Petunia. I den forbindelse blev jeg vældig underholdt af Michael Kousgaard novelle ‘Den vildfarne’. Efterfølgende spurgte Michael Kousgaard mig, om jeg havde lyst til at læse hans novelle ‘Kolde timer’, der ligeledes er udkommet på Forlaget Petunia. Det kunne jeg ikke sige nej til.

Den studerende Nanna lejer en kælderlejlighed af fru Larsen, hvis mand blev dræbt for nogle år siden.

En aften under en løbetur overværer Nanna en hit-and-run påkørsel. Men da hun når hen til ofret, er en anden allerede nået frem. En høj mand i en lang frakke – der knækker nakken på trafikofret!

Nanna stikker af, og hjemme i lejligheden burer hun sig inde. Er den høje mand nu efter hende? Hvorfor slog han trafikofret ihjel? Og hvem var trafikofret?

Michael fortæller, at han skrev ‘Kolde timer’ som en slags hyldest til 1980’ernes mange fede gyserfilm. Derfor foregår den i 1984, og da han skrev den, forestillede han sig den som en åbnings-scene til en film.

Jeg er ikke helt så vild med ‘Kolde timer’, som jeg var med ‘Den vildfarne’. Her bliver kastet en del bolde op i luften, som ikke rigtig gribes igen. Det kan være fordi, ‘Kolde timer’ er tænkt som en optakt, hvor begivenhederne senere vil blive forklaret. Og naturligvis er noveller også altid små udklip af et større billede. Men jeg synes alligevel, at f.eks. åbningen af novellen, hvor vi hører om, hvordan fru Larsens afdøde mand river slægtsgården ned, kommer til at virke som et påhæng, snarere end som en del af historien.

Sprogligt virker novellen heller ikke helt så gennemarbejdet som ‘Den vildfarne’. Men når det er sagt, så er ‘Kolde timer’ tænkt som en YA-gyser, og som sådan fungerer den fint med sin opbygning á la de glade 80’er slashere.

Det lykkes også Michael Kousgaard at skabe en vild paranoid stemning i novellen, mens Nanna gemmer sig i lejligheden. Jeg kunne nærmest føle hendes angst for den høje mand, der måske/måske ikke gemmer sig ude i den mørke kælderskakt.

Så skal du f.eks. slå en togtur ihjel og trænger til et hurtigtlæst og uforpligtende adrenalinkick, så læs ‘Kolde timer’ på rejsen.

Uddrag af Kolde timer:

“Hold op,” skreg hun hver gang og holdt sig for ørerne. Til sidst havde hun også lukket øjnene, og da hun kiggede hen på døren igen, var manden væk. Hun forsøgte at rejse sig, men benene sov. Fra sin plads gulvet drejede hun sig rundt og kiggede i alle kældervinduerne. Frygtede at se hans fødder i det stive græs. Men alt var stille.

Sådan sad hun i lang tid. Hvorfor havde han stået og stirret på hende i stedet for at forsøge at komme ind? Hun kunne kun komme på en enkelt grund. Han havde hørt hende låse døren, da hun kom hjem. Havde hun været sekunder fra at død? Syv trin? Hun gøs ved tanken om, at han havde lusket rundt udenfor og stirret på hende uanset hvor i lejligheden, hun havde gået rundt. Han havde set hende halvnøgen, da hun skiftede tøj.

Hun kom i tanke om, at hun havde snakket med Peter, da hun havde fået øje på manden. Røret lå på gulvet. Hun tog det og trykkede hans nummer igen. Da hun lagde røret mod øret, var der kun stilhed. Telefonen var død. (side 10-12)

Reklame: Tak til Michael Kousgaard og Forlaget Petunia som har foræret mig novellen til anmeldelse.

Om Kolde timer:

Udgivelsesår: 01.06.2019
Forlag: Forlaget Petunia, ca. 20 sider (sms-novelle)

Liv på spil af Søren Jessen og Rasmus Meisler

Liv på spil af Søren Jessen og Rasmus MeislerI 2011 udgav Søren Jessen romanen Liv på spil om gameren Mads, der en dag får fingre i et helt særligt spil. I 2019 genudgav han historien som graphic novel spændende illustreret af Rasmus Meisler.

Mads er en ganske almindelig dreng i 7. klasse. Han synes, at skolearbejdet er træls, og vil hellere spille på sin computer. Hvorfor synes de voksne, at det er et problem? En dag får han fat i et nyt spil, hvor han bestemmer over liv og død. Bogstaveligt talt!

Til at starte med synes Mads, det er vildt fedt at lege Gud. Men snart går det op for ham, at det slet ikke er så let. Hver beslutning, han tager, fører uforudsete konsekvenser med sig, og det går op for ham, at verden slet ikke er så let at kontrollere.

Liv på spil er en spændende og tankevækkende fortælling. Historien rummer masser af action, har en troværdig og sympatisk hovedperson, og så behandler den store emner som moral og empati på en letforståelig måde.

Sproget er let og flydende, mens illustrationerne underbygger handlingen og stemningen. Rasmus Meisler bruger både selve sideopbygningen og forskellige farveskalaer til at fortælle, og det gør historien meget levende at læse.

Jeg var godt underholdt af Liv på spil, selvom målgruppen er +12 år.

Om Liv på spil:

Udgivelsesår: 01.03.2019
Forlag: Gyldendal, 136 sider
Omslag og illustrationer: Rasmus Meisler

Læs mere på Søren Jessens hjemmeside

Læs også:

Ender’s strategi af Orson Scott Card
Armada – spillet om jorden af Ernest Cline
Lucas’ Black Friday af Ellen Holmboe
Metrozone af Søren Mosdal