september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘ungdomsbøger’

Heksejægerens lærling af Joseph Delaney

Heksejægerens lærlingHeksejægerens lærling er underholdende og velskrevet dark fantasy om drengen Tom, der pludselig befinder sig ansigt til ansigt med både hekse, gengangere og skræmmevæsener

Thomas Ward er den syvende søn af den syvende søn. Og med seks ældre brødre er mulighederne ved at være udtømte, da faren skal finde arbejde til Tom. Toms moder sørger dog for, at Tom kommer i lære hos Heksejægeren Gregory.

Jobbet som lærling er hårdt. Dels skal Tom lære alt lige fra latin til at grave huller til at binde skræmmevæsener i. Dels fordi alle skyer heksejægere og dermed også deres lærlinge. Det er derfor en både ensom og farlig beskæftigelse.

Hvor farligt går op for Tom, da han møder pigen Alice. Hun hjælper ham mod nogle drenge fra landsbyen og får ham til at love at hjælpe hende til gengæld. Kort efter kaldes Gregory ud på en opgave, og så forlanger Alice sit løfte indløst. Da Tom hører opgaven, er han godt klar over, at det ikke er helt godt. Men et løfte er et løfte – indtil det går op for ham, at nogle løfter er det farligt IKKE at bryde.

Heksejægerens lærling er første bind i serien Wardstenen, hvor der på dansk er udkommet 12 bind. Det er en ungdomsbog, som dog sagtens kan læses af voksne. Jeg blev i hvert fald hurtigt fanget ind af universet, hvor hekse, gengangere og skræmmevæsener er ligeså virkelige som mennesker.

Historien er letlæst, men indeholder også grumme scener, ligesom flere af personerne er mere nuancerede, end man ofte oplever i ungdomsbøger. F.eks. er Toms mor ikke helt almindelig,  men hvilke hemmeligheder gemmer hun på?

Heksejægerens lærling er i det hele taget en underholdende fortælling fyldt med magi og drama. Bogen er også lækker i sit layout lige fra sit mørkegrønne omslag hvis mønster får bogen til at fremstå som en slidt læderindbundet opslagsbog, á la den Gregory giver til Tom; til de fine sort/hvide illustrationer der indleder hvert kapitel.

Der er også lavet en filmatisering af bogen, som har fået titlen Seventh Son. Men hvor jeg bestemt kan anbefale Delaneys roman, så gad jeg ikke engang at se filmen færdig, trods navne som Jeff Bridges, Julianne Moore og Alicia Vikander på rollelisten.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2005
Forlag: Carlsen, 259 sider
Omslag: David Wyatt

 

Himlen brænder af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 2)

Himlen brænder af Line Kyed Knudsen (Hvidt Støv; 2)Line Kyed Knudsens zombie-serie Hvidt støv fortsætter med en nærmest endnu bedre toer: Himlen brænder.

Et par dage før Emilys 18 års fødselsdag brød en dødelig epidemi ud, der dræbte en stor del af befolkningen og efterfølgende forvandlede dem til zombier. Emily overlevede, og sammen med bl.a. skolekammeraten Palina nåede hun i slutningen af De døde vågner frem til hospitalet i Lindestead, hvor en gruppe overlevende forsøger at finde en kur mod LS-24, som virussen kaldes.

Det viser sig, at Emilys far, som hun ikke har haft kontakt med i mange år, arbejder på hospitalet. Her forsker han i virussen og forsøger at finde en kur. Emily og hendes gruppe indgår (ikke helt gnidningsløst) i hospitalets hierarki, hvor alle skal udføre deres for det fælles bedste.

Mens Emilys kæreste Anthony bliver sat til at hjælpe i laboratoriet, kommer Emily på aktionsteamet, der tager ud i byen for at skaffe mad og vand. Det er absolut ikke en ufarlig opgave, og det finder Emily ud af allerede på sin første tur.

Som dagene går, bliver det klart, at gruppen ikke kan blive på hospitalet, og da en madtur mislykkes, sættes en evakuering i gang. Den går dog ikke helt efter planen, og pludselig er Emily og Liam efterladt i Lindestead. Nu må de selv forsøge at nå frem til Nationalparken, hvor de håber på at gense gruppen. Men en ny slags zombier er begyndt at dukke op. Og der er også de andre overlevende at tage sig i agt for…

Line Kyed Knudsen fortsætter de gode takter her i Himlen brænder. Emily har udviklet sig yderligere i forhold til første bind, og er nu en rigtig sej ung kvinde med ben i næsen, der ikke lader Milla Jovovich fra Resident Evil-filmene meget tilbage. Trods zombier og kampen for overlevelse er der dog også plads til lidt romantik, og Emily står splittet mellem Anthony og den lidt ældre Liam, der står for sikkerheden på hospitalet. Men hovedparten af historien handler stadigvæk om overlevelse, og om hvor langt man kan presses.

Himlen brænder er spændende og velskrevet, så den voksne læser skal ikke lade sig afskrække af ungdomsroman-mærkatet. Som jeg også skrev om De døde vågner, er plottet måske nok set før, men Line Kyed Knudsen fortæller så overbevisende, at serien holder hele vejen. En absolut læseværdig fortsættelse til elskere af zombie-romaner.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gyldendal, 242 sider
Omslag: Mette Breth Klausen

 

Vand til blod af Morten Dürr

Vand til blod af Morten DürrStemningsfyldt og barsk tegneserie om Lea, der en dag bliver bolig for Guds stemme

Lea bor alene sammen med sin far og storebroren Lukas efter morens død. De arbejder alle hårdt på gården, men hver dag kl. 16 står den på en halv times bibellæsning, for den lille familie tilhører Guds Udvalgte, og faren holder strengt på reglerne. Da Lea bliver inviteret med til en fest hos klassekammeraten Anna, behøver hun ikke engang at spørge faren om lov. Hun VED, at han vil sige nej, og så vil det gå ud over Lukas.

Så hun spørger ikke, men klarer sine pligter og sidder efterfølgende og dagdrømmer lidt om festen. Imens trækker et uvejr op. Da Lea kommer til sig selv igen, har Gud mærket hende med et mirakel, og hans stemme har taget bolig i hendes krop. En stemme, der tvinger alle til at adlyde.

Vand til blod er skrevet af Morten Dürr, som er forfatter til en lang række børne- og ungdomsbøger. Lars Gabel står for illustrationerne.

Historien fortælles med Lea som jeg-fortæller. Hun beretter nøgternt og i korte sætninger om sin hverdag, hvor troen – og farens humør – fylder alt. Hvordan hun savner sin mor, og drømmer om at være som de andre piger. Men en dag rammer “miraklet” hende, og alt ændres. Pludselig har hun magt til at ødelægge, for Gud taler gennem hende.

Morten Dürr rammer præcist Leas tone, og ordene står skarpe for læseren. Men Lars Gabels illustrationer er det, der løfter Vand til blod langt over en almindelig ungdomsroman. For der er arbejdet rigtig meget med bogens grafiske udtryk. F.eks. er formatet ikke den store A4-side, som graphic novels ofte udgives i. I stedet er her tale om en bog nærmest i lommeformat, hvor de enkelte illustrationer fylder hele siden og ofte også hele opslaget, så her slet ikke er tale om den ramme-opbygning, der er almindelig i tegneserier.

Gabels illustrationer er en blanding af skitse-agtige tegninger holdt i hårde, kantede streger og næsten poetiske illustrationer malet med bløde linjer, mens farvepaletten ændrer sig efter stemningen i fortællingen. Nogen steder holdes alt i blåt, andre steder i grønt, og få steder skriger rødt og sort sorg og rædsel i hovedet på læseren. Det er aldeles fremragende, og jeg er ked af, at jeg ikke har bedre ord til at beskrive Lars Gabels præstation.

Om man vil læse historien bogstaveligt eller som en allegori, må være op til den enkelte læser. Men et er sikkert. Alene for tegningernes skyld bør man unde sig at læse Vand til blod. Dürrs manuskript er dog bestemt også læseværdig, så lad ikke bibliotekets ungdoms-label forhindrer dig i at gribe denne intense og stemningsfulde graphic novel.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Carlsen
Illustrator: Lars Gabel

Besøg Lars Gabels hjemmeside

Eller læs Kulturkapellets anmeldelse

Den gale galakse 1: Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm Nielsen

Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm NielsenHvad har dinosaurernes uddøen med teddybamser at gøre? Tilsyneladende en hel del hvis den debuterende forfatter Anders Winkel Hjelm Nielsen har ret

Peter er lidt af en nørd og er vild med dinosaurer. Desværre er der ikke rigtig andre, der forstår hans fascination. Forældrene har travlt med at feste, og skælder bare ud når de endelig lægger mærke til ham. Og i skolen er både klassekammeraten Hans og deres klasselærer hr. Rheitl efter ham.

Men en dag finder Peter en teddybjørn ude i skoven. Han tager bamsen med hjem, blot for at opdage at den er levende! Faktisk hedder den Lumbazor, er teddarianer og har ligget i dvale i sit rumskib i 65 millioner år.

Peter bliver selvfølgelig begejstret og vil gøre alt for at hjælpe sin nye ven. Desværre er han ikke klar over, at Lumbazor blot lader som om, han er rar. I virkeligheden er han et morderisk bæst, der drømmer om at blive universets hersker, og som sammen med de andre teddarianer har flere planet-udryddelser på samvittigheden.

Heldigvis er pigen Hyori lige startet på skolen. Og så er der også den grå alien, Bent.

Med muligheden for selvudgivelser er bogmarkedet blevet åbnet for alle med en forfatter i maven. Langt fra alle forsøg er lige vellykkede, men jeg synes faktisk, at Ondskaben vågner er underholdende læsning.

Dels har Anders Winkel Hjelm Nielsen et godt nuanceret sprog, på et til tider højt – og bramfrit – niveau for en børnebog. Dels er historien både skæv og sjov med overraskende vinkler, som f.eks. en fortæller der helt fralægger sig ansvaret for bogens indhold. Jeg er også vild med, hvordan AWHN har lavet sit eget rumvæsen-alfabet, som jeg bladrede lystigt frem og tilbage til, når jeg skulle oversætte undervejs.

På minus-siden er der ikke helt overensstemmelse mellem udseende og indhold. Forsiden signalerer umiddelbart børn, men her tænker jeg, at bl.a. den ret splattede slutning bliver for voldsom. Til gengæld er personerne lidt unuancerede for den unge læser, hvortil indholdet passer. Forfatteren angiver selv målgruppen som 12+ med et ønske om ”at sprede latter til læserne, hvad enten de er 12 eller 30.”

Bortset fra dette lille sure opstød, så blev jeg dog hurtigt grebet af det skøre univers, hvor dødsensfarlige teddybjørne med znazzle blastere ikke lige er sådan at spøge med. Humoren fejler ikke noget, og slutningen har masser af splatter, såvel som begyndelsen på et nyt eventyr. Så jeg ser frem til fortsættelsen. Ondskaben vågner er nemlig blot første bind i serien Den gale galakse, som AWHN har arbejdet på siden 2012.

Brachiosauren blev holdt fast, da tippen af dens hale kørtes over af meteoren. Det store dyr kunne ikke bevæge sig og trompeterede højt af smerte, mens kometen kørte længere og længere hen over dinosaurens krop som en kagerulle over en dej! Meteoren havde bevæget sig fra halespidsen op ad ryggen og kørte nu hen ad dyrets lange hals, mens blodet fossede ud af munden på den stakkels sauropod. Meteoritten stoppede endelig op, men det var kun brachiosaurens hoved, der ikke nåede at blive mast fladt under det tunge himmelobjekt. Dens oppustede øjne lignede fodbolde med pupiller, der kiggede i hver deres retning … OKAY, HVOR POKKER BLIVER DEN ALTØDELÆGGENDE KOMET AF!? ØH, HVAD FA...”

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Anders Winkel
Forlag: Books on Demand, 163 sider

Sku ikke hunden på hårene – og 10 andre noveller om ordsprog

Skuikkehunden

Sku ikke hunden på hårene er en fin antologi for unge, som både indeholder gys og lidt grin i forskellige grader

I sommeren 2015 afholdt forlaget Silhuet en novellekonkurrence, hvor præmissen var at tage udgangspunkt i et ordsprog eller en talemåde og herudfra skrive en gyser/spændings-novelle rettet mod unge (12+). Silhuet modtog i alt 67 noveller, og ud af disse blev 11 noveller udvalgt af dommerpanelet, der bestod af en ungdomsforfatter, en børnebibliotekar, Silhuets redaktør samt en 13-årig dreng som repræsentant for målgruppen.

Forfatterne er en blanding af debutanter og erfarne forfattere, og hver novelle er forsynet med et gyser-barometer på op til fem kranier, så læseren på forhånd advares om uhygge-niveauet.

Gudrun Østergaard er en af de mere garvede forfattere med flere bidrag til diverse novelleantologier samt romanen ”Regnfaldet” udgivet på forlaget Kandor og novellesamlingen ”Tidsfordærv” udgivet på Science Fiction Cirklen. Hun åbner ballet med ”Sku ikke hunden på hårene”, der får fire kranier, og handler om drengen Baldur som en dag tager med sin kammerat Vilgot ud til byens ydergrænse for at se bæsterne, som lurer på at komme ind i byen og dræbe dem alle. Men oplevelsen bliver helt anderledes end Baldur troede, og novellen er både barsk og velskrevet og rammer ordsproget lige på kornet.

Annette Skibby debuterer med den mere humoristiske ”Den der ler sidst ler bedst”, som får to kranier. Jonas deler værelse med storebroren Morten, som altid driller ham og fortæller uhyggelige historier. Da Jonas en nat hører nogle mærkelige lyde, fortæller Morten ham, at det er ‘Dødstoget’ som samler de døde for at køre dem til Helvede. Jonas bliver virkelig bange, men da Morten skal i praktik på jernbanen med skolen, får han en særlig opgave, som heller ikke han synes er så sjov.

”Med ondt skal ondt fordrives” er skrevet af Maria Kjær-Madsen, som både har en række krimier samt novellebidrag på CV’et. Her er vi oppe på tre kranier, og historien handler om Frederik, hvis kammerat Januz får en hund. Men hunden er ikke en nuttet lille hvalp, og Januz er ikke den samme længere.

Flemming Johansen har skrevet ”Utak er verdens løn”, som har fået tre kranier, og handler om kammeraterne Vincent og Thor som har væddet med to piger fra klassen om, at de kan sove en nat på den gamle forladte skovkro. Midt om natten hører Vincent dog en lyd, og da han undersøger det nærmere, opdager han kroens ukendte beboer. Også Johansens novelle hører til blandt mine favoritter, for selvom den ‘kun’ får tre kranier, så sætter historien sig i læseren og illustrerer meget tydeligt og ondt sit ordsprog.

I Francesca Kurtains ”Blind høne kan også finde korn” (to kranier) har en 15-årig dreng mistet sine forældre i en ulykke, og er nu for første gang alene i hjemmet. Mens han samler mod til at gå ind, går han en tur ud på marken som omgrænser grunden. Her falder han i staver, og da han vågner igen, kan han hverken se huset eller andet han kender. Og så dukker pigen Isa op. Kurtains novelle er nok den, jeg mindst synes rammer essensen i sit ordsprog, da den for mig i langt højere grad handler om at komme gennem sorgen, end om med lidt held at kunne løse en opgave. Historien er dog udmærket, omend mere symbolistisk end de øvrige noveller.

Michael Ganz Andersen bidrager med ”Det stille vand har den dybe grund” (tre kranier) om Amanda, som bliver mobbet frygteligt i skolen. Men måske kan hendes bedstemors hemmelige gave hjælpe?

”Farlig er den, der intet har at miste” får også tre kranier og er skrevet af Pernille Grand Moestrup. Lines veninde Olivia har begået selvmord efter at nogen har postet et nøgenbillede af hende på Facebook. Line burde være ked af det, men i stedet venter hun bare på, at Olivia bliver begravet. Det gør Olivias mor også.

Susanne Thranes novelle ”Lige børn leger bedst” om pigen Sif fra Lilleø får fire kranier, og hører også til blandt samlingens bedste. En dag får øens skole en ny pedel, og samtidig begynder alle omkring Sif at opføre sig mere og mere mærkeligt. Selvom ordsproget måske bruges en smule kunstigt, så er selve historien både uhyggelig og velskrevet med en slutningen, der virkelig overrasker.

Veteranen A. Silvestri bidrager med novellen ”Klæder skaber folk” (et kranie), hvor drengen Thorkild besøger sin bedstefar og her hører en temmelig besynderlig historie om en familiehemmelighed.

Også Nikolaj Johansen har tidligere fået udgivet flere noveller samt romanen ”Skygger fra Oktoberland”. Hans fortælling ”Hvor ådslet er, der vil gribbene flokkes” får fem kranier, og er da også samlingens mest blodige fortælling. Den er også virkelig skræmmende og hører til blandt mine favoritter. Drengene Snarre og Esben er på tur, da de pludselig hører et voldsomt brag og ser en lastbil drøne forbi dem. Da de går tilbage, opdager de en lille personbil, som er blevet slynget af vejen og ligger fuldstændigt smadret på en mark. Esben vil have Snarre til at ringe efter politiet, men Snarre skal først lige tage nogle billeder med sin mobil. Passagererne er jo alligevel døde.

Dette ordsprog var det eneste, jeg ikke lige umiddelbart havde hørt før, men et tjek viser, at det stammer fra biblen, Matthæusevangeliet 24,28 og bruges i forbindelse med Apokalypsen.

Samlingen afsluttes med Sofie Boysens novelle ”At slå tiden ihjel”, som slet ikke får nogen kranier. Det er nu ellers en ret uhyggelig historie for en voksen læser, for i novellen finder politiet et lig, som viser sig at være Tiden.

”Sku ikke hunden på hårene” er en rigtig underholdende og generelt velskrevet antologi, som nok er rettet mod unge, men som bestemt også indeholder noveller en voksen læser kan hygge sig med. Jeg kunne godt ønske mig, at forlaget havde lavet et kort forord til hver novelle med en beskrivelse af de enkelte ordsprog og hvorfor forfatterne har valgt netop dem. Men det er slet ikke sikkert, at målgruppen vil synes, det mangler.

Oprindeligt anmeldt på Himmelskibet.dk, nr. 48

Om bogen:

Udgivelsesår: 02-05-2016
Omslag: EGGS libris
ISBN-13: 9788799809417
Sideantal: 245
Forlag: Silhuet

Indhold:

Gudrun Østergaard – “Man skal ikke skue hunden på hårene”
Annette Skibby – “Den der ler sidst”
Maria Kjær-Madsen – “Med ondt skal ondt fordrives”
Flemming Johansen – “Utak er verdens løn”
Francesca Kurtain – “Blind høne kan også finde korn”
Michael Ganz Andersen – “Det stille vand har den dybe grund”
Pernille Grand Moestrup – “Farlig er den, der intet har at miste”
Susanne Thrane – “Lige børn leger bedst”
A. Silvestri – “Klæder skaber folk”
Nikolaj Johansen – “Hvor ådslet er…”
Sofie Boysen – “At slå tiden ihjel”

I morgen er alt mørkt – Marlens historie af Sigbjørn Mostue

I-morgen-er-alt-moerkt_Marlens-historieFor et halvt års tid siden læste jeg første bind i Sigbjørn Mostues fremragende serie “I morgen er alt mørkt – Brages historie“, der udspiller sig i nutidens Norge, hvor verden er under angreb af parasitten MTG – en lille organisme, der forvandler mennesker til rasende dræbermaskiner. Nu er bind to “I morgen er alt mørkt – Marlens historie” udkommet, og Mostue fortsætter sin isnende fortælling i samme dystre, men fremragende stil.

Denne gang følger vi Marlen, der går på samme skole som Brage, men ikke rigtigt har nogen venner. Hun er flyttet hertil sammen med sin mor, som har giftet sig igen efter Marlens fars død.

Marlen er, hvad man kan kalde utilpasset, og holder sig for sig selv. Hun har fulgt nyhederne på nettet, om hvordan parasitten har inficeret mennesker over hele verden, og ser det som naturens måde at slå tilbage mod menneskeheden. Vi har drevet rovdrift på jordens ressourcer og egenhændigt udryddet en lang række dyrearter, og nu får vi, hvad vi har fortjent.

Men da parasitten når Norge, og Marlen selv står overfor de forrykte (som de inficerede kaldes), er det svært at vedblive at være misantrop. Pludselig bliver livet vigtigt, men hvem har, hvad det tager at klare sig? Marlen må indse at handlekraft og viden ikke altid hænger sammen. Men også at hun er villig til at gøre stort set hvad som helst for at holde sig selv og sin ’stamme’ i live. Og det er også nødvendigt …

Mostue fik idéen til serien, da han læste en forskningsartikel om parasitten Toxoplasma gondii. Toxolasma gondii er en katteparasit, som f.eks. sætter sig i mus og rotters hjerner og ændrer deres skræk for kattes urin til tiltrækning. Derved er der større chance for, at de bliver spist af katten, og parasitten kan fuldende sin livscyklus i kattens tarme.

Også mennesker kan bære parasitten, og det gør ca. en fjerdel af jordens befolkning, og nu har forskere fundet ud af, at parasitten også kan påvirke sin menneskelige værts adfærd. Ny dansk forskning konkluderer, at kvinder, som er inficeret med parasitten, har godt en halv gang højere risiko for at forvolde skade på sig selv, herunder at begå selvmord, end andre kvinder. Jo flere antistoffer kvinderne har dannet over for katteparasitten Toxoplasma gondii, des højere er risikoen for, at de ender med at gøre skade på sig selv, viser undersøgelsen. (Ingeniøren, juli 2012) I Mostues univers gør parasitten i stedet folk sindssyge af raseri og lader dem eksplodere i morderisk overfald på andre mennesker uden at kunne stoppe før ofret er dødt.

“I morgen er alt mørkt” minder mig på bedste vis om Robert Kirkmans fabelagtige tegneserie (og tv-serie) “The Walking Dead“, bortset fra at Mostues inficerede IKKE er hjernedøde og langsomme, men intelligente jægere som ikke giver op, når de først har fået færten af deres bytte. De ræsonnerer og samarbejder bevidst, og er dermed langt farligere skabninger end Kirkmans zombier. Og så har man i Mostues univers endnu ikke har fundet ud af, hvordan parasitten smitter, og dermed kan ALLE være smittede, uden at du ved det.

Mostue forfalder ikke til at lave sine personer til smukke glansbilleder, men lader dem være komplekse, mangefacetterede individer. Marlen er på én og samme tid en navlebeskuende teenager og en ung modig kvinde, der trodser sin frygt og gennemlever ubegribelige rædsler. Hun har måske nok sin mor hos sig, modsat Brage der måtte dræbe sin egen far, da han blev smittet. Alligevel er hendes historie ikke mindre grusom end Brages, for Mostue viser ingen nåde overfor sine personer. Det er ikke romantisk, når naturen slår tilbage, og der er intet retfærdigt over de forryktes bersærkergang. Og samtidig er der også den evige fjende, mennesket altid har haft at slås med – hinanden – hvor kvinder og børn er underlagt den stærkes ret.

Stor stor anbefaling til Sigbjørn Mostues fantastiske serie, som både er velskrevet, skræmmende, realistisk og ond ind til benet. Læs den.

“Marlens historie” er en fritstående fortsættelse i serien I morgen er alt mørkt, hvoraf første del om “Brages historie” vandt den norske U-pris for Årets Ungdomsbog. “Marlens historie” er nomineret til samme pris i 2016.
Se mere på ABC Forlag

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Anders Bergesen Superultraplus Designstudio
ISBN-13: 9788779163591
Sideantal: 272
Forlag: ABC Forlag

Hundene af Allan Stratton

HundeneCameron bor alene med sin mor, efter at de for flere år siden forlod faren, som var voldelig. Nu lever de i under skjult identitet, og flytter jævnligt for at undgå at faren finder dem igen. Men Cameron er træt af at rejse, hver gang han lige er faldet til. Oveni savner han sin far, og er begyndt at tvivle på om moren nu også er helt sandfærdig om, hvor forfærdelig faren var.

Nu er de to igen flyttet, denne gang til den lille by Wolf Hollow, hvor de lejer en gammel gård af den ældre Mr. Sinclair, der bor på nabogården. Gården er ret forfalden, og på skolen bliver Cameron drillet for at bo der. Snart hører han også rygter om, at den tidligere ejer blev spist af sine hunde, og da han finder nogle kasser med legetøj i kælderen, samt nogle skræmmende tegninger af en dreng ved navn Jacky McTavish, begynder historien at forfølge ham. Hvem var Jacky? Hvad skete der med ham og med hans mor? Og hvad er det for noget med de hunde, Cameron hører hyle om natten?

Jeg var ret begejstret for ”Hundene”, som kan læses på flere plan og af både unge og voksne. Historien er både letlæst og underholdende og med en stadigt stigende spændingskurve. Allan Stratton fortæller historien fra Camerons synsvinkel, og vi kommer helt tæt på hans tanker både vedrørende hans forsøg på at forstå Jackys historie, men også i forhold til forholdet til faren og til morens nye ”ven”.

Stemningen i ”Hundene” er knuget, og efterhånden som romanen skrider frem, går det op for én, at Cameron også slås med andre problemer. Langsomt udviskes grænserne mellem fantasi og virkelighed, og hverken læseren eller Cameron kan skelne mellem de natlige mareridt og virkelighedens. Dermed kan historien både læses som en spøgelseshistorie og som en psykologisk fortælling om en ung drengs opvækst i en dysfunktionel familie, uden at det virker kunstigt.

Alt i alt en vellykket og spændende roman, som også er solgt til udgivelse i en lang række lande. Anbefales

Besøg Allan Strattons hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: James Fraser
ISBN-13: 9788740606270
Sideantal: 284
Forlag: Turbine

Regnen af Virginia Bergin

Regnen”The Rain” is a sci-fi apocalyptic/dystopian horror-thriller – with comedy, unsuitable footwear and a bacterium from outer space. It is also a story about love; love for your home, for your family, for your friends; love for strangers . . . for the planet we live on . . . and for the wrong guy. (Possibly.)

Alle ved, at livet på jorden er afhængig af vand; at regn er en livsnødvendighed for planter, dyr og mennesker. Hvad nu hvis en dag regnen forvandles til flydende død?

15-årige Ruby bor sammen med sin mor, stedfaren Simon og lillebroren Henry i den lille by Dartbridge. Hverdagen går med skolen, veninderne og skænderier med stedfaren. Ruby er med andre ord en helt almindelig teenager, men en aften under en fest hos en af kammeraterne ændres alt.

Det er en varm sommeraften i England. Stort set alle griller og hygger sig i haverne, da det pludselig begynder at regne. Og verden forvandles til et blodigt kaos. I starten forstår ingen, hvad der foregår, blot at regnen tilsyneladende dræber. Senere kommer det frem, at der i regnen gemmer sig en extremofil rumbakterie, som, når den rammer mennesker, graver sig ind i blodet, hvor den kopierer sig uhæmmet, hvilket til sidst dræber én under voldsomme smerter.

Ruby og hendes stedfar er heldige at overleve den første byge, men hvordan klarer man sig i en verden, hvor selv den mindste dråbe vand kan dræbe dig?

Jeg læste ”Regnen” nærmest i et stræk og var helt fanget trods visse usandsynligheder. Det er godt nok en ungdomsbog, men jeg finder det nu alligevel svært at tro, at makeup og om man er hip eller ej vil fylde så meget, som det gør for Ruby, hvis alle omkring én dør.

Ligeledes er der detaljer, som virker uigennemtænkte eller endda modstidende, som f.eks. når Ruby et sted fortæller, at hvis man drikker bakterien, dør man meget hurtigt, og 60 sider senere er der en, der drikker bakteriefyldt vand og alligevel overlever et stykke tid. Eller at de eneste væsner, der rammes af bakterien, er mennesker – hverken hunde, fugle, katte eller køer bliver tilsyneladende påvirket.

Alligevel var jeg som sagt dybt fascineret af fortællingen, hovedsageligt fordi Virginia Bergin virkelig formår at folde gruen ved det dødbringende vand ud. Det er f.eks. ikke nok at holde sig indenfor, mens det regner. Hvad nu hvis du går ud i vådt græs bagefter og får våde sko, så vandet når huden? Eller hvis du har gemt dig i en bil under en byge, og så falder der en dræbe vand fra karmen, når du åbner døren? Og når grundvandet bliver forgiftet, hvor længe kan menneskene så overleve?

”Regnen” er en velfortalt og yderst grum katastroferoman, som fortælles i tilbageblik en måneds tid efter den første regnbyge, og trods mine ankepunkter var jeg både underholdt og skræmt af fortællingen. Virginia Bergin debuterede med ”Regnen”, og på engelsk er der udkommet en fortsættelse med titlen ”The Storm”. Jeg håber, vi også får den på dansk.

Besøg Virginia Bergins hjemmeside

Læs mere på forlaget Turbines hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Karin Hald
ISBN-13: 9788740607352
Sideantal: 408
Forlag: Turbine

 

Rummets guder: Den mystiske eneboer af Jonas Wilmann

RummetsGuder_WilmannJeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen – man ved aldrig, hvad næste projekt fra Jonas Wilmann bliver, bortset fra at det med stor sandsynlighed bliver godt. Det er også tilfældet med “Den mystiske eneboer”, som er første bind i en ny serie, ‘Rummets guder’, hvor vi er langt fra både ‘Frygtfilerne‘ og ‘By‘.

Tusindårskrigen var endelig slut. Fra himlene havde de mægtige guder vist sig og endegyldigt sat en stopper for kampene. Beskeden var klar: Overhold freden eller føl gudernes vrede! ‘Fredsvogtere’ blev udstationeret i alle riger. De var almindelige dødelige begavet med lidt af gudernes kosmiske kraft – kun lige nok til at håndhæve den guddommelige lov. Så freden var en realitet. Og den var god. Men sommetider var den også bare … røvkedelig.”

Miko og Drex er to unge fyre på planeten Corint, der drømmer om at blive optaget på Pilotakademiet. Miko vil i virkeligheden helst være kamppilot og hævne sin far, der døde langsomt efter at være blevet forgiftet af en renki på vulkanplaneten Dracknos. Men det er udelukket, nu hvor freden hviler over Den Interplanetariske Union.

Desværre har de to unge mænd ikke særligt gode odds for at få opfyldt deres drøm. For overhovedet at komme i betragtning til Pilotakademiet skal grundskolen bestås med 1000 point, og Drex er ikke for kvik, mens Miko synes skolen er én lang, kedelig hyldest til de guder, der har afskåret ham fra sin hævn.

Men en dag får Miko en god idé. Ikke langt fra ham bor den tidligere Fredsvogter Mortus, som nu er blevet sær og holder sig for sig selv i sit hus, der langsomt falder sammen om ørene på ham. Miko er overbevist om, at Mortus har forbindelser, der kan få de to drenge ind på Pilotakademiet, så de tilbyder Mortus hjælp med at sætte huset og haven i stand igen for at overbevise ham om, at de har det der skal til.

Og i første omgang virker planen. Mortus ansætter dem, men han viser sig at være noget vanskeligere at imponere end Miko havde forestillet sig. Og ret hurtigt opdager de to drenge også, at både huset og Mortus gemmer på livsfarlige hemmeligheder.

‘Rummets guder: Den mystiske eneboer” føles som en blanding af tv-serien ‘Firefly’ og H. P. Lovecrafts kosmiske rædsler, og Wilmann betegner den selvom som “gotisk sci-fi“. Historien fortælles med masser af energi, og er både sprudlende og underholdende. Wilmann fortæller på sin blog, hvordan han sidste år følte behov for at lægge de samfunds-kritiske romaner på hylden en tid og i stedet skrive mere eventyrligt og fantastisk. Det har udmøntet sig i ‘en række eventyr på fantastikkens overdrev’: “hvor alt er muligt, og det vælter med dæmoner, monstre, der jongleres med tidsrejse, andre dimensioner etc. etc.”

Og Wilmann skruer virkelig volumeknappen op for fuld drøn her i romanen, hvor vi både møder kosmiske monstre, og aliens der barberer sig, mens de to ikke så kloge hovedpersoner sørger for et humoristisk islæt. Som altid er romanen både velskrevet og velredigeret, og selvom her ikke er tale om regulær horror, så kan Wilmann alligevel ikke lade være med at skrive nogle totalt klamme afsnit ind i historien – heldigvis 🙂

Han registrerede svagt, at noget kom svævende mod ham fra siden, men han havde svært ved at samle sig om det. Alt for koldt, alt for lidt ilt! Den svævende ting var måske en krop? En død krop? Den kom tættere på. Var omgivet af svævende murbrokker. ‘Jeg er Cielvar,’ sagde liget. Det havde ikke noget ansigt, kun et optrevlet rod af blodige kødstykker, der flagrede i vægtløsheden. Stemmen lød, som om den kom direkte ind i Mikos hoved, som ved telepati. ‘Jeg er en af de døde fra Prima-Agnog’.”

Formentlig kommer ‘Rummets guder: Den mystiske eneboer’ til at stå blandt ungdomsbøgerne på biblioteket, men jeg var nu herregodt underholdt, selvom jeg er oppe i 40’erne, så lad endelig ikke læsningen blive begrænset af det. Selv ser jeg i hvert fald både med forventning og utålmodighed frem til, at bind 2 udkommer næste år.

Læs mere på forlaget Kaos hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 20.05.2016
Omslag: Aske Schmidt Rose
ISBN: 978-87-998356-3-8
Sider: 170
Forlag: Kaos

Overlevernes by af Lise Bidstrup

Overlevernes by af Lise BidstrupOverlevernes by er tredje selvstændige bog i Lise Bidstrups dystopiske og samfundskritiske serie. De to foregående bind, som jeg desværre ikke har læst endnu, hedder Spillets by og Idolernes by, men så vidt jeg kan læse ud fra beskrivelserne, handler de om helt andre personer, og serien ser heller ikke ud til at bygge videre på foregående begivenheder, men tager i stedet i hvert bind udgangspunkt i en samfundstendens som føres ud i sin yderste konsekvens.

I Overlevernes by er samfundet brudt sammen under ikke nærmere forklarede omstændigheder. Det eneste, vi ved, er, at den globale økonomi er krakket, og at det de fleste steder på jorden er alles kamp mod alle.

I Danmark nåede regeringen at lukke grænserne, før landet blev oversvømmet af flygtninge, og dermed er landet et af de få samfund, der stadigvæk er relativt stabile. Godt nok er der mangel på alt, og madvarer m.m. er derfor rationeret og udleveres kun mod visning af ens borgerchip. Men da ikke alle er registrerede, er en stor gruppe overladt til privat godgørenhed eller til at sulte ihjel.

Den snart 16-årige Malte hører til blandt de heldige. Hans familie får tilstrækkeligt med V-klip til, at de kan blive boende i deres hus (som godt nok langsomt falder sammen om ørerne på dem), og de får nogenlunde madrationer. Trods de barske livsvilkår hænger han ud med vennerne, forelsker sig i søde piger og er en ung fyr som så mange andre.

Kort før Maltes fødselsdag bliver han indkaldt til militæret. Alle unge skal ind og hjælpe med at holde Danmark hermetisk lukket for indvandring, hvilket betyder, at de patruljerer grænserne og kyststrækningerne – og skyder enhver som vover sig i land. Selvom Malte har svært ved at forholde sig til de nye omstændigheder, falder han alligevel til, og bliver også gode venner med pigen Agnes som også kommer fra Holte.

Men så falder grænsen mod Tyskland, og det får uforudsete konsekvenser i resten af landet. Pludselig befinder Malte sig på flugt igennem Danmark sammen med Agnes og sin tidligere skolelærer, Vitus. En flugt der skal bringe dem til et utopia i Europa.

Overlevernes by er en underholdende og letlæst ungdomsbog. Hovedpersonen Malte står levende og sympatisk for læseren, og det er nemt at sætte sig ind i hans tanker og følelser om de forfærdelige ting, han udsættes for.

Beskrivelsen af det opløste samfund, som nu er blevet en slags militærstat, er for så vidt vellykket, men jeg kunne nu godt tænke mig at høre mere om, hvordan og hvorfor økonomien brød sammen, og hvorfor Danmark endte som det gjorde, f.eks. hvorfor man tilsyneladende ikke kan dyrke jorden mere. Men da det er en ungdomsbog, tænker jeg, at det er helt bevidst, at forfatteren har koncentreret sig om menneskeskildringen frem for baggrunden.

Lise Bidstrup giver nogle virkelig barske beskrivelser af gruppens rejse gennem Danmark, efter at den tyske grænse er faldet, men herefter bliver turen – trods visse vanskeligheder – lidt for heldig. Gruppen møder nærmest ingen mennesker, selvom de kører på den nedslidte og ødelagte motorvej gennem Europa og med deres lastbil burde være et ønskemål for alle overlevende. Jeg undrede mig over, hvor flygtningestrømmen pludselig var henne? Og folk i det hele taget? På et tidspunkt bliver de godt nok fanget i Frankrig, men det er tilsyneladende det eneste ”samfund”, de støder på, og de møder tilsyneladende heller ingen andre biler undervejs.

For mig fungerede første halvdel rigtig godt, mens sidste del af bogen bliver lidt for tynd. Jeg var ikke så vild med Bidstrups forklaring af Maltes ”skytsengel”, men måske vil andre læsere mene det er en sjov gimmick.

Det er som sagt en ungdomsroman, og som sådan er den både velskrevet og underholdende med masser af action, samtidig med at den giver den unge læser stof til eftertanke med sine skarpt optrukne holdninger og de mange lighedstræk med det samfund, vi kender i dag, hvor flygtningestrømme og overforbrug ikke er ukendte størrelser.

Der er de seneste år udkommet en lang række dystopiske ungdomsromaner efter Suzanne Collins kæmpesucces med Hunger Games. Her er Lise Bidstrup et godt dansk bud sammen med f.eks. Line Kyed Knudsens Hvidt støv og Nicole Boyle Rødtnes’ Ilttyv serier.

(Oprindeligt anmeldt til Himmelskibet, nr. 47)

Besøg Lise Bidstrups hjemmeside

Om Overlevernes by:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Stoltze Design
ISBN-13: 9788763841542
Sideantal: 289
Forlag: Høst & Søn