maj 2018
M T O T F L S
« apr    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘unge’

Når ingen hører dig skrige af Stephanie Perkins

Når ingen hører dig skrige af Stephanie PerkinsOsborne, Nebraska. En lille by i Midtvesten hvor majsen gror og alle hepper på skolens fodboldhold, når de spiller kamp. Makani Young har kun boet i Osborne et års tid. Før det boede hun på Hawaii sammen med sine (nu skilte) forældre, men så skete hændelsen og Makani blev deporteret til Osborne for at bo hos sin mormor.

Det er ikke fordi, Makani ikke kan lide mormor Young, men Midtvesten er meget langt fra Hawaii. Makani har svært ved at falde til, og har kun fået to venner: Alex og Darby, der heller ikke just tilhører eliten. Og så er hun forelsket i det blege, tavse Ollie, en enspænder der bor med sin storebror, efter at deres forældre døde i en ulykke flere år tilbage.

En dag rystes det lille samfund af et brutalt mord. En populær tredjeårs elev fra dramaholdet findes myrdet i sit hjem, med ansigtet skåret itu ligesom en smiley. Alle er chokerede, og rygterne går. Hvem kan have gjort det? Er det forældrene? En hemmelig kæreste? En jaloux veninde? Og så myrdes endnu en elev …

For Makani kommer tragedierne alt for tæt på. Hun har sin egen fortid at komme overens med, og ovenikøbet mistænker Darby og Alex Ollie for at være morderen. Det kan Makani slet ikke forestille sig. Men tager hun fejl?

Stephanie Perkins har tidligere skrevet en række young adult kærlighedsromaner, så det ikke lå lige til højrebenet, at hun nu har kastet sig over gyset. Ikke desto mindre blev jeg behageligt overrasket over Når ingen hører dig skrige, som forlaget selv betegner som: “… et forfriskende bud på den klassiske slasher-genre.”

Romanen er da også bygget op som de klassiske slasherfilm, hvor en gruppe unge mennesker én efter én bliver myrdet på bestialske måder, uden at politiet (og de voksne) kan gøre noget for at stoppe morderen. Selvom det er en kliché, så er det virkningsfuldt og gør, at man accepterer, at morderen nærmest virker overmenneskelig i fuldførelsen af sine ugerninger. Selv da vi endelig finder ud af morderens identitet, stopper det ikke drabene. For politiet kan stadig ikke fange gerningsmanden.

Det er forlaget Carlsens imprint, CarlsenPuls, der står bag udgivelsen på dansk. CarlsenPuls har slået sig op på udelukkende at udgive young adult fiction indenfor alle genrer, ud fra konklusionen at rigtig mange voksne også læser young adult. Og jeg var som sagt også godt underholdt af Når ingen hører dig skrige.

Historien er letlæst og spændende med et drys ung kærlighed, men også med nogle hovedpersoner, der giver romanen lidt dybde og får den til at føles troværdig. Her er ikke tale om nybrydende horror, men i stedet om et gedigent underholdende slashergys – og det er altså også en fornøjelse at kaste sig over engang i mellem.

Om Når ingen hører dig skrige:

Udgivelsesår: 19.04.2018
Forlag: CarlsenPuls, 300 sider
Omslag: Anna Booth 2017
Originaltitel: There’s Someone Inside Your House

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Varsleren af Karin Fossum
Joyland af Stephen King
Dennis, Megan og Dirty Harry af Morten Nis Klenø
Alt det hun ville ønske hun ikke forstod af Steen Langstrup
Syge sjæle af Kristina Ohlsson

 

Dukkehuset af D. S. Henriksen

Dukkethuset af D. S. HenriksenI en støvet antikvitetsforretning står et gammel dukkehus. Et dukkehus der gemmer på en dyster hemmelighed

Line og David er søskende. En dag får Line et gammelt dukkehus af deres far, som han har fundet i en antikvitetsforretning. Først er Line ikke særligt imponeret, men da veninden Mira dukker op og bliver helt opslugt af huset, tør Line også op.

Om natten kommer David hjem efter en aften sammen med vennerne. Mira overnatter hos Line, men døren står åben ind til Lines værelse – noget som aldrig sker – så David kigger ind, og opdager at Mira ikke ligger på sin madras. Og så ser han noget i et af vinduerne i dukkehuset.

Sideløbende med den nutidige historie om Mira og David, som pludselig vågner op inde i dukkehuset, løber en tråd tilbage til 1944, hvor kommandanten for en koncentrationslejr forærer sin datter et fint dukkehus. Men hvor har han fået det fra?

Efterhånden som fortællingen skrider frem, ændrer stemningen i bogen sig. Fra hyggelig dansk provinsidyl trækkes vi ind i en parallelverden, hvor intet er, hvad det ser ud til at være. Mens trøstesløsheden breder sig, kravler ondskaben ud af skyggerne, og hvad der skulle have været en redning viser sig at være helvede.

Jeg må indrømme, at jeg havde regnet med noget helt andet, da jeg begyndte at læse Dukkehuset. På biblioteket står den blandt børnebøgerne, så jeg havde forventet et uforpligtende gys, måske endda med nogle gode grin i. Men i stedet er Dukkehuset en grum fortælling, der absolut også kan røre den voksne læser.

D. S. Henriksen skriver godt. Historien flyder let, og personerne fremstår levende. Forlaget beskriver bogen som en hjemsøgt hus-fortælling, og dukkehuset gemmer da også på spøgelser fra fortiden. Men efterhånden som vi lærer Mira og David at kende, finder vi ud af, at det gør de også, og på den måde bliver romanen mere kompleks og interessant.

Jeg var godt underholdt undervejs, og havde ikke gennemskuet slutningen. Forfatteren har nemlig en spændende vinkel på, hvad dukkehusets formål er, som vender op og ned på, hvad man forventer.

D. S. Henriksen har også skrevet den forrygende In Absentia, der absolut er for voksne. Mens en anden dukkehus-roman, Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg, er dark fantasy for børn.

“Han kunne ane Lines værelse, hendes teenageplakater, dukker, bamser, kanten af bordet, og over bordkanten Line, der stadig lå og sov på en madras på gulvet. Det hele så alt for stort ud, næsten enormt.

Og det var ikke bare perspektivet.

David forstod hvad det betød, og en erkendelse skyllede ind over ham, som om han hele tiden havde det på fornemmelsen, men bare ikke ville lade tanken registrere – 

Dukkehuset. Jeg er i dukkehuset.
Inde i dukkehuset –
Umuligt.

– for hvis han accepterede det, og hvad det betød, hvor lå grænserne så for, hvad han kunne acceptere?

Bamser på lilla enhjørninger i et land af vingummi?
At de androgyne figurer var levende?” (s. 111-112)

Om Dukkehuset:

Udgivelsesår: 15.11.2017
Forlag: Valeta, 332 sider
Omslag: Boglayout.dk

Rejsen til SELU af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 3)

Rejsen til SELU af Line Kyed KnudsenRejsen til SELU er tredje bind i Line Kyed Knudsens trilogi Hvidt støv. Et par dage før Emilys 18 års fødselsdag brød en dødelig epidemi ud, der dræbte en stor del af befolkningen og efterfølgende forvandlede dem til zombier. Emily og skolekammeraten Palina overlevede, og søgte i første omgang tilflugt i hospitalet i Lindestead. Her forsøgte en gruppe overlevende at finde en kur mod virussen. Forskellige omstændigheder sendte dog atter gruppen på flugt, og i slutningen af Himlen brænder søgte de mod Nationalparken for at finde sikkerhed.

Livet i Nationalparken er dog ikke lutter lagkage. Gruppen mangler mad, og selvom de indtil videre har undgået zombierne, så er det blot et spørgsmål om tid. Men meningerne er delte om, hvad de skal gøre. En del af gruppen ønsker at blive i Nationalparken, mens andre, heriblandt Liam, Emily og Palina, planlægger at drage videre til rumforskningscenteret SELU, hvor de håber på at finde både svar og hjælp.

En dag bliver beslutningen taget for dem. Lejren overfaldes, og under kampen bliver Emily væk fra de andre. Anthony, som blev bidt og forvandlet til en af de vilde i bind to, redder hende og hjælper hende hen til Liam og resten af de overlevende. Liam tror dog ikke på, at Anthony vil dem det godt. Han er overbevist om, at de vilde er ligeså farlige for mennesker som zombierne, og Emily kan ikke overbevise ham om andet.

Uanset er de i hvert fald nødt til at tage videre, så de sætter kursen mod SELU. Men rejsen er lang og fuld af farer. Det er ikke kun zombier og vilde, der lurer på dem undervejs. Også gamle fjender dukker op igen, og da de endelig får målet i sigte, venter en stor skuffelse.

Rejsen til SELU holder tempoet fra de to første bind i Line Kyed Knudsens trilogi. Her er masser af spænding, bedrag og barsk overlevelse krydret med en smule romantik. Sproget er letlæst og levende, og jeg var endnu engang godt underholdt under læsningen. Ikke mindst fordi slutningen var noget af en overraskelse.

Hvidt støv er ikke så barsk som norske Sigbjørn Mostues trilogi I morgen er alt mørkt, men serien er absolut stadig læseværdig. En fin ungdomstrilogi om overlevelse, håb og kærlighed, som også sagtens kan læses af voksne.

“Fuck,” mumler Filip og banker i rattet.
Bilen standser langsomt og går i stå med en lyd, der minder om et dybt suk. Vi er løbet tør for brændstof.
Filip vender sig mod os. “Vi skal ind i skoven, er I klar?”
Vi nikker og stiger ud. De nærmeste zombier er omkring 20 meter fra os. Der er stadig strøm på bilens batteri. Liam tænder for anlægget. Dunkende musik strømmer ud fra dens højtalere. Et sug af minder strømmer igennem mig. Vi hørte den samme musik til Palinas fest den weekend, inden det hele startede. Jeg kan næste høre latteren fra poolen, dufte kødet på grillen og se lyset fra Ranton flimre i mørket.
“Hey,” siger Filip og griber min arm. “Vi har ikke tid til at feste.”
Vi løber hen mod buskadset.
Jeg ser mig tilbage. Alle fire bildøre står åbne. Zombierne bliver tiltrukket af lyden og stavrer hen mod bilen. De omringer den og står hvæsende og forvirrede og banker på taget. 
Vi står et øjeblik og betragter dem på afstand.
“Sommerens sidste hit,” siger Filip ironisk, inden han maser sig ind i et buskads. (s. 25)

Besøg Line Kyed Knudsens hjemmeside

Om Rejsen til SELU:

Udgivelsesår: 24.08.2017
Forlag: Gyldendal, 250 sider
Omslag: Mette Breth Klausen

Serien Hvidt støv:

De døde vågner
Himlen brænder
Rejsen til SELU

Celle 7 af Kerry Drewery

Celle 7 af Kerry DreweryDa politiet ser 16-årige Martha Honeydew med en pistol i hånden råbende “Det var mig. Jeg skød ham. Jeg slog Jackson Paige ihjel“, synes der ikke at være meget tvivl. Martha bliver arresteret, og om 7 dage vil hun modtage sin straf.

Celle 7 udspiller sig i en ikke så fjern fremtid, hvor nutidens retssystem med retssager, dommere og advokater er blevet afløst af reality-programmet ‘Stemt til døden’. Her er det seerne, som beslutter om den anklagede er skyldig eller ej, og programmet prises for sin demokratiske tilgang til retfærdighed. En person, en stemme – skyldig eller uskyldig.

Men så simpel er retfærdigheden sjældent, heller ikke i sagen om Martha.

Celle 7 er Kerry Drewerys debut på dansk. Her er tale om en ungdomsroman, og der er ingen tvivl om, at jeg synes grundidéen i romanen er fantastisk fundet på. Jeg har læst flere romaner om tv-shows, som bruges i forbindelse med afstraffelse af dømte, f.eks. Den løbende mand og Mediatropolis for blot at nævne et par stykker. Men det er første gang, jeg har læst en roman, hvor det rent faktisk er ens medborgere, der stemmer én ud – helt ud.

Desværre synes jeg ikke, at plottet lever op til idéen. Historien har alt for mange letkøbte løsninger, også set i forhold til at målgruppen er unge. Når jeg alligevel læste Celle 7 færdig, er det fordi den trods alt er underholdende. Og så skulle jeg da også lige have slutningen med.

Du kan finde en mere positiv anmeldelse af bogen på Litteratursiden.dk

Om Celle 7:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gyldendal, 413 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: Cell 7

Besøg Kerry Drewerys hjemmeside

Alena af Kim W. Andersson

Alena af Kim W. AnderssonFlot tegneserie-thriller om ulykkelig kærlighed og ondskabsfuld mobning i det svenske kostskolemiljø

Svenske Kim W. Andersson debuterede i 2006 med en romantisk horrorserie kaldet “Love Hurts”. Serien blev fremragende modtaget og vandt Svenska Serieakademins Adamsonpris i 2011. “Alena” ligger i naturlig forlængelse af “Love Hurts” fortællingerne, og er ligesom dem blevet en succes i Sverige med en filmatisering i 2015 og udgivelse i flere lande, bl.a. USA, Frankrig og Spanien.

Alena og Josefine var tætte veninder. Måske mere. Det ville Josefine i hvert fald gerne. Men så dør Josefine i en tragisk ulykke, og nu er Alena begyndt på en ny skole, som ellers er forbeholdt rige og talentfulde elever.

Alena kan slet ikke falde til på skolen. Hun bliver mobbet af de andre piger, og særligt anføreren af lacrosseholdet, Filippa, er efter hende. Så Alena holder sig for sig selv. Det vil sige – hun taler stadig hver dag med Josefine. Selv døden kan ikke bryde deres bånd, og deres venskab er stærkere end nogensinde før.

Josefine vil have, at Alena skal stå op for sig selv. Det tør hun dog ikke – og så må Josefine tage over. Men da den lækre Fabian pludselig fatter interesse for Alena, glider forholdet til Josefine i baggrunden. Spørgsmålet er dog, om Alena kan kontrollere Josefine …

Kim W. Anderssons tegnestil beskrives som en blanding af den klassiske stil fra amerikanske 50’er-serier med ele­menter fra alternative 90’er-serier, som “Tank Girl” af Jamie Hewlett. Illustrationerne er realistiske og detaljerede, med en farvelægning der bruges visuelt til at underbygge stemningen i fortællingen.

Andersson leger med perspektivet og skifter mellem oversigtsbilleder og ‘helt nede i detaljen’-rammer, og selvom “Alena” måske ikke har verdens mest originale plot, så sørger den skarpe billedside for, at også ikke-teenagere alligevel fanges 100% ind af historien.

Blandingen af ulykkelig kærlighed, mobning og ren horror er meget vellykket, og jeg følte mig underholdt hele vejen. Nu håber jeg bare at forlaget Forlæns også får lyst til at udgive “Astrid : cult of the volcanic moon”, som er Anderssons nyeste projekt, og beskrives som en blanding af “Firefly” og “Mass Effect“.

 

Om bogen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Forlæns, 120 sider

Tak til forlaget Forlæns for læseeksemplaret

Læs mere:

Læs en anmeldelse af The Complete Love Hurts
Kim W. Anderssons hjemmeside
Interview med Kim W. Andersson på Art Bubble

Himlen brænder af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 2)

Himlen brænder af Line Kyed Knudsen (Hvidt Støv; 2)Line Kyed Knudsens zombie-serie Hvidt støv fortsætter med en nærmest endnu bedre toer: Himlen brænder.

Et par dage før Emilys 18 års fødselsdag brød en dødelig epidemi ud, der dræbte en stor del af befolkningen og efterfølgende forvandlede dem til zombier. Emily overlevede, og sammen med bl.a. skolekammeraten Palina nåede hun i slutningen af De døde vågner frem til hospitalet i Lindestead, hvor en gruppe overlevende forsøger at finde en kur mod LS-24, som virussen kaldes.

Det viser sig, at Emilys far, som hun ikke har haft kontakt med i mange år, arbejder på hospitalet. Her forsker han i virussen og forsøger at finde en kur. Emily og hendes gruppe indgår (ikke helt gnidningsløst) i hospitalets hierarki, hvor alle skal udføre deres for det fælles bedste.

Mens Emilys kæreste Anthony bliver sat til at hjælpe i laboratoriet, kommer Emily på aktionsteamet, der tager ud i byen for at skaffe mad og vand. Det er absolut ikke en ufarlig opgave, og det finder Emily ud af allerede på sin første tur.

Som dagene går, bliver det klart, at gruppen ikke kan blive på hospitalet, og da en madtur mislykkes, sættes en evakuering i gang. Den går dog ikke helt efter planen, og pludselig er Emily og Liam efterladt i Lindestead. Nu må de selv forsøge at nå frem til Nationalparken, hvor de håber på at gense gruppen. Men en ny slags zombier er begyndt at dukke op. Og der er også de andre overlevende at tage sig i agt for…

Line Kyed Knudsen fortsætter de gode takter her i Himlen brænder. Emily har udviklet sig yderligere i forhold til første bind, og er nu en rigtig sej ung kvinde med ben i næsen, der ikke lader Milla Jovovich fra Resident Evil-filmene meget tilbage. Trods zombier og kampen for overlevelse er der dog også plads til lidt romantik, og Emily står splittet mellem Anthony og den lidt ældre Liam, der står for sikkerheden på hospitalet. Men hovedparten af historien handler stadigvæk om overlevelse, og om hvor langt man kan presses.

Himlen brænder er spændende og velskrevet, så den voksne læser skal ikke lade sig afskrække af ungdomsroman-mærkatet. Som jeg også skrev om De døde vågner, er plottet måske nok set før, men Line Kyed Knudsen fortæller så overbevisende, at serien holder hele vejen. En absolut læseværdig fortsættelse til elskere af zombie-romaner.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gyldendal, 242 sider
Omslag: Mette Breth Klausen

 

Vand til blod af Morten Dürr

Vand til blod af Morten DürrStemningsfyldt og barsk tegneserie om Lea, der en dag bliver bolig for Guds stemme

Lea bor alene sammen med sin far og storebroren Lukas efter morens død. De arbejder alle hårdt på gården, men hver dag kl. 16 står den på en halv times bibellæsning, for den lille familie tilhører Guds Udvalgte, og faren holder strengt på reglerne. Da Lea bliver inviteret med til en fest hos klassekammeraten Anna, behøver hun ikke engang at spørge faren om lov. Hun VED, at han vil sige nej, og så vil det gå ud over Lukas.

Så hun spørger ikke, men klarer sine pligter og sidder efterfølgende og dagdrømmer lidt om festen. Imens trækker et uvejr op. Da Lea kommer til sig selv igen, har Gud mærket hende med et mirakel, og hans stemme har taget bolig i hendes krop. En stemme, der tvinger alle til at adlyde.

Vand til blod er skrevet af Morten Dürr, som er forfatter til en lang række børne- og ungdomsbøger. Lars Gabel står for illustrationerne.

Historien fortælles med Lea som jeg-fortæller. Hun beretter nøgternt og i korte sætninger om sin hverdag, hvor troen – og farens humør – fylder alt. Hvordan hun savner sin mor, og drømmer om at være som de andre piger. Men en dag rammer “miraklet” hende, og alt ændres. Pludselig har hun magt til at ødelægge, for Gud taler gennem hende.

Morten Dürr rammer præcist Leas tone, og ordene står skarpe for læseren. Men Lars Gabels illustrationer er det, der løfter Vand til blod langt over en almindelig ungdomsroman. For der er arbejdet rigtig meget med bogens grafiske udtryk. F.eks. er formatet ikke den store A4-side, som graphic novels ofte udgives i. I stedet er her tale om en bog nærmest i lommeformat, hvor de enkelte illustrationer fylder hele siden og ofte også hele opslaget, så her slet ikke er tale om den ramme-opbygning, der er almindelig i tegneserier.

Gabels illustrationer er en blanding af skitse-agtige tegninger holdt i hårde, kantede streger og næsten poetiske illustrationer malet med bløde linjer, mens farvepaletten ændrer sig efter stemningen i fortællingen. Nogen steder holdes alt i blåt, andre steder i grønt, og få steder skriger rødt og sort sorg og rædsel i hovedet på læseren. Det er aldeles fremragende, og jeg er ked af, at jeg ikke har bedre ord til at beskrive Lars Gabels præstation.

Om man vil læse historien bogstaveligt eller som en allegori, må være op til den enkelte læser. Men et er sikkert. Alene for tegningernes skyld bør man unde sig at læse Vand til blod. Dürrs manuskript er dog bestemt også læseværdig, så lad ikke bibliotekets ungdoms-label forhindrer dig i at gribe denne intense og stemningsfulde graphic novel.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Carlsen
Illustrator: Lars Gabel

Besøg Lars Gabels hjemmeside

Eller læs Kulturkapellets anmeldelse

Hundene af Allan Stratton

HundeneCameron bor alene med sin mor, efter at de for flere år siden forlod faren, som var voldelig. Nu lever de i under skjult identitet, og flytter jævnligt for at undgå at faren finder dem igen. Men Cameron er træt af at rejse, hver gang han lige er faldet til. Oveni savner han sin far, og er begyndt at tvivle på om moren nu også er helt sandfærdig om, hvor forfærdelig faren var.

Nu er de to igen flyttet, denne gang til den lille by Wolf Hollow, hvor de lejer en gammel gård af den ældre Mr. Sinclair, der bor på nabogården. Gården er ret forfalden, og på skolen bliver Cameron drillet for at bo der. Snart hører han også rygter om, at den tidligere ejer blev spist af sine hunde, og da han finder nogle kasser med legetøj i kælderen, samt nogle skræmmende tegninger af en dreng ved navn Jacky McTavish, begynder historien at forfølge ham. Hvem var Jacky? Hvad skete der med ham og med hans mor? Og hvad er det for noget med de hunde, Cameron hører hyle om natten?

Jeg var ret begejstret for ”Hundene”, som kan læses på flere plan og af både unge og voksne. Historien er både letlæst og underholdende og med en stadigt stigende spændingskurve. Allan Stratton fortæller historien fra Camerons synsvinkel, og vi kommer helt tæt på hans tanker både vedrørende hans forsøg på at forstå Jackys historie, men også i forhold til forholdet til faren og til morens nye ”ven”.

Stemningen i ”Hundene” er knuget, og efterhånden som romanen skrider frem, går det op for én, at Cameron også slås med andre problemer. Langsomt udviskes grænserne mellem fantasi og virkelighed, og hverken læseren eller Cameron kan skelne mellem de natlige mareridt og virkelighedens. Dermed kan historien både læses som en spøgelseshistorie og som en psykologisk fortælling om en ung drengs opvækst i en dysfunktionel familie, uden at det virker kunstigt.

Alt i alt en vellykket og spændende roman, som også er solgt til udgivelse i en lang række lande. Anbefales

Besøg Allan Strattons hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: James Fraser
ISBN-13: 9788740606270
Sideantal: 284
Forlag: Turbine

Regnen af Virginia Bergin

Regnen”The Rain” is a sci-fi apocalyptic/dystopian horror-thriller – with comedy, unsuitable footwear and a bacterium from outer space. It is also a story about love; love for your home, for your family, for your friends; love for strangers . . . for the planet we live on . . . and for the wrong guy. (Possibly.)

Alle ved, at livet på jorden er afhængig af vand; at regn er en livsnødvendighed for planter, dyr og mennesker. Hvad nu hvis en dag regnen forvandles til flydende død?

15-årige Ruby bor sammen med sin mor, stedfaren Simon og lillebroren Henry i den lille by Dartbridge. Hverdagen går med skolen, veninderne og skænderier med stedfaren. Ruby er med andre ord en helt almindelig teenager, men en aften under en fest hos en af kammeraterne ændres alt.

Det er en varm sommeraften i England. Stort set alle griller og hygger sig i haverne, da det pludselig begynder at regne. Og verden forvandles til et blodigt kaos. I starten forstår ingen, hvad der foregår, blot at regnen tilsyneladende dræber. Senere kommer det frem, at der i regnen gemmer sig en extremofil rumbakterie, som, når den rammer mennesker, graver sig ind i blodet, hvor den kopierer sig uhæmmet, hvilket til sidst dræber én under voldsomme smerter.

Ruby og hendes stedfar er heldige at overleve den første byge, men hvordan klarer man sig i en verden, hvor selv den mindste dråbe vand kan dræbe dig?

Jeg læste ”Regnen” nærmest i et stræk og var helt fanget trods visse usandsynligheder. Det er godt nok en ungdomsbog, men jeg finder det nu alligevel svært at tro, at makeup og om man er hip eller ej vil fylde så meget, som det gør for Ruby, hvis alle omkring én dør.

Ligeledes er der detaljer, som virker uigennemtænkte eller endda modstidende, som f.eks. når Ruby et sted fortæller, at hvis man drikker bakterien, dør man meget hurtigt, og 60 sider senere er der en, der drikker bakteriefyldt vand og alligevel overlever et stykke tid. Eller at de eneste væsner, der rammes af bakterien, er mennesker – hverken hunde, fugle, katte eller køer bliver tilsyneladende påvirket.

Alligevel var jeg som sagt dybt fascineret af fortællingen, hovedsageligt fordi Virginia Bergin virkelig formår at folde gruen ved det dødbringende vand ud. Det er f.eks. ikke nok at holde sig indenfor, mens det regner. Hvad nu hvis du går ud i vådt græs bagefter og får våde sko, så vandet når huden? Eller hvis du har gemt dig i en bil under en byge, og så falder der en dræbe vand fra karmen, når du åbner døren? Og når grundvandet bliver forgiftet, hvor længe kan menneskene så overleve?

”Regnen” er en velfortalt og yderst grum katastroferoman, som fortælles i tilbageblik en måneds tid efter den første regnbyge, og trods mine ankepunkter var jeg både underholdt og skræmt af fortællingen. Virginia Bergin debuterede med ”Regnen”, og på engelsk er der udkommet en fortsættelse med titlen ”The Storm”. Jeg håber, vi også får den på dansk.

Besøg Virginia Bergins hjemmeside

Læs mere på forlaget Turbines hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Karin Hald
ISBN-13: 9788740607352
Sideantal: 408
Forlag: Turbine

 

Darlah : 172 timer på månen af Johan Harstad

DarlahDet er 40 år siden, NASA sidst sendte mennesker til månen, men nu planlægger de pludselig en ny ekspedition derop. For at skaffe pengene udskriver de en konkurrence, hvor tre unge mellem 14 og 18 år kan vinde en tur med astronauterne og tilbringe en uge på NASA’s månebase Darlah 2. Interessen er enorm, og ingen spekulerer synderligt over, at der pludselig befinder sig en base på månen.

Blandt de mange millioner unge, der har tilmeldt sig konkurrencen, bliver norske Mia udtrukket. Mia spiller i et punkband, og hun vil egentlig slet ikke af sted men er blevet tilmeldt af sine velmenende forældre. Derudover udtrækkes japanske Midori, som bare ønsker at slippe væk fra Tokyo, mens franske Antoine fra Paris lider af kærlighedssorger og også drømmer om at komme væk fra det hele.

Hele verden lider af månefeber, og interessen for rejsen er enorm. Men måske var det ikke en god idé at vende tilbage, for da astronauterne og de unge lander på månen, går der ikke lang tid, før problemerne begynder. Så hvorfor er det pludselig så vigtigt for NASA at sende en ekspedition til månen? Hvorfor har ingen hørt om månebasen Darlah 2 før nu, når den blev bygget i 1970’erne? Og hvad er det for en hemmelighed, NASA har gemt på i alle årene siden den sidste månelanding?

Johan Harstad debuterede som 22-årig i 2001, men slog for alvor igennem i 2005 – også internationalt – med romanen ”Buzz Aldrin, hvor blev du af?” om den evige toer Buzz, som stod i skyggen af Neil Armstrongs første skridt på månen, og med ”Darlah” vender Harstad tilbage til månen.

”Darlah” udkom i Norge i 2008 med handlingen henlagt til 2011-2012, og her er tale om scifi-horror af høj klasse fra vores norske naboer. Selvom romanen (som i øvrigt har modtaget flere priser) i første omgang blev udgivet som ungdomsbog, er den bestemt også læseværdig for voksne, og Klim udgiver den da også som en voksenroman.

Historien er velskrevet og super underholdende med masser af referencer til genre-fiction fra 70’erne og 80’erne, som når Mia undrer sig over den manglende lyd efter landingen på månen, og pludselig får tanken ”I verdensrummet kan ingen høre dig skrige”. Filmen ”Alien” fra 1979 havde en tagline, der hed: In space no one kan hear you scream. Også den klaustrofobiske stemning i Darlah 2 vækker mindelser om rumskibet Nostromos mørke, labyrintiske gange, og i det hele taget bliver stemningen efter ankomsten til månen mere og mere dyster og ubehagelig.

En anden lækker detalje er de mange manipulerede fotos, bl.a. Mias øvelokale, månekratere, bygningstegninger af Darlah 2 osv., der er indsat undervejs i romanen, og som får den til at fremstå nærmest dokumentarisk.

I det hele taget er ”Darlah” en rigtig vellykket roman, som både favner ungdomspublikummet, science fiction entusiasterne og horror-fansene. En stor anbefaling herfra med håbet om at Johan Harstad vil skrive mere scifi-horror i fremtiden.

Artikel om Johan Harsted

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: The Lacktr Prpgnda Community
ISBN-13: 9788779557734
Sideantal: 317
Forlag: Klim