januar 2018
M T O T F L S
« dec    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘urban fantasy’

Eternal DarkRay af Tue Omø

Eternal DarkRay af Tue OmøMyter og computervirus smelter sammen i Tue Omøs dark urban fantasyroman Eternal DarkRay

Dumoir Bayiff er betjent i byen Fallstaffs. Hans kone er død, og nu er hans søn forsvundet. Det samme er gothpunkeren, Caitlins veninde Mari. Hun forsvandt under en tur i byen, og nu forsøger Caitlin at finde ud af, hvad der er sket med hende.

Mens Dumoir leder efter efter sin søn, bliver han stukket ned af den unge psykopat og knivstikker, Wayne. Det er dog blot starten på en række voldelige og uforklarlige begivenheder i Fallstaff: Mord som tilsyneladende har forbindelse med byens fiskefabrik; Børn som forsvinder; Og tilsynekomsten af den mystiske fiskemand, Piranha, med de sylespidse tænder.

Imens er journalisten Alice Underwood, kendt som Cyperwitch, endt i den forladte by Dullhead. Her forsøger hun at rense sit navn. Hun er blevet anklaget for at være i ledtog med en hackergruppe, der vil udnytte en kommende solstorm og de geotermiske magnetbølger, den medfører. Via nettet finder hun frem til systemanalytikeren Craig Damon, som står bag anklagerne mod hende. Her finder hun også foruroligende oplysninger om, at jorden er en form for nøgleportal til andre dimensioner, og at der bag det hele står en mørk skikkelse der kalder sig DarkRay. Men hvem er han, og hvad vil han? Og hvad har tv-serien The Forgotten Trace med det hele at gøre?

Ad kringlede veje føres Dumoir, Caitlin, Wayne, Alice og Craig sammen, og i et episk opgør står de overfor DarkRay og hans inficerede sjæle i en kamp om jordens fremtid, hvor også gamle egyptiske guder blander sig.

Nogle gange kan en bagsidetekst fortælle for meget. Andre gange kan den give et overblik over bogen, som gør det lettere for læseren at falde ind i universet. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere af sidstnævnte, da jeg gik i gang med at læse Eternal DarkRay. For jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke er sikker på, at jeg helt forstår den.

Historien er ret kompleks og springer samtidig meget mellem personerne, så jeg havde ind i mellem lidt svært ved at finde ud af, hvem der fortalte. Bl.a. fordi forfatter Tue Omø samtidig bruger flere betegnelser om den samme person. Caitlin kaldes f.eks. også ‘den unge gothpunker’, ‘den gotiske digter’, ‘den irske pige’ m.m., så jeg var flere gange nødt til at genlæse afsnit for at holde styr på, hvem der egentlig fortalte.

Desuden er sproget meget lyrisk. Selvom det ikke er et kritikpunkt, så er det en skrivestil, jeg personligt har det lidt svært med. Igen fordi jeg tit bliver nødt til at genlæse sætninger og afsnit for at sikre mig, at jeg forstår, hvad jeg læser.

Tavsheden hang over London i et døende rums sidste krampetrækninger mens en grædefærdig kvinde sad med en pistol i højre hånd og så sin første rigtige kærlighed glide hende af hænde.
Den sorte røg forsvandt ind i de afsvedne vægge, men fornemmelsen af lurende øjne stak hende i nakken.
Pludselig bankede det på døren, og en brutal stemme råbte: “Politi, luk døren op, eller vi sprænger den…”
Alice vidste ikke sine levende råd, for lige meget hvad sad hun i saksen. Der var ingen vej ud eller ind i væggene, hun var for afkræftet til at gøre et forsøg. Selv da splinterne sprang imod hende, og en horde af sortklædte betjente stormede ind i rummet, sad hun blot viljeløs og lod dem føre sig bort, sølet ind i elskerens blod.
“Det her kan selv ikke cyberheksen trylle sig ud af,” vrængede de skjulte og vældede ud af væggene og ind i politifolkene for at overtage deres identiteter mens de førte hende bort. (s. 86)

På plussiden er Eternal DarkRay fyldt af en helt særlig stemning, der giver mindelser om at være med i et afsnit af The Twilight Zone. Bare meget mere voldelig, og det er jo et plus i min bog. Den dystopiske fortælling udvikler sig mareridtsagtigt, og det er umuligt at regne ud, hvad der nu vil ske.

Tue Omø har også skabt et rigtig interessant univers, som på mange måder minder om et computerspil. Her kan personer pludselig ændre form og personlighed. Steder kan forsvinde. Mytologiske monstre som Kraken og varulve dukker op. Og så har tidsaspektet også en helt særlig rolle.

Det er spændende fundet på at sammensmelte en computervirus med egyptiske guder, portaler til andre verdener og hekse og dæmoner m.m. Men fortællingen kunne godt strammes lidt op, for at gøre det lettere for læseren at finde rundt. Til gengæld fylder Tue Omø romanen med henvisninger til film og musik, som man også kan have en fest med at finde. Og som bakker op om både tv-serie linket samt computerspils-aspektet.

Endelig bliver jeg også nødt til at rose Lesia Solots forside: et forvitret landskab holdt i mørkeblå nuancer som langsomt dækkes af sorte røgpletter og dråber af blod. Det er simpelthen utroligt stemningsfuldt. Lesia Solot har i øvrigt også lavet forsiderne til de to antologier: Fortællinger fra mørket, ligeledes udgivet af Enter Darkness.

Selvom Eternal DarkRay ikke faldt 100% i min smag, så giv den en chance hvis du er til dark fantasy koblet med horror og science fiction. Her er i hvert fald garanti for både action, blod og mysterier.

Tue Omø tidligere udgivet digtsamlingen Nanopoet. Han arbejder i øjeblikket på en ny roman med arbejdstitlen Blot en lille dråbe blod.

Om Eternal DarkRay:

Udgivelsesår: 1. nov. 2017
Forlag: Enter Darkness, 614 sider
Omslag: Lesia Solot