oktober 2018
M T O T F L S
« sep    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘vampyrer’

Vampyrjægernes klub (R.I.P. 1) af Lasse Bo Andersen

Vampyrjægernes klub af Lasse Bo AndersenEn gammel dagbog. En begravet vampyr. En sommerferie der pludselig udvikler sig alt andet end kedeligt…

Rasmus bor alene med sin mor i den lille by Krejlby. Her sker aldrig noget, og da hans bedste ven, Viggo, ovenikøbet tager på ferie med sine forældre og efterlader Rasmus alene, er han overbevist om, at det bliver den værste sommerferie EVER! Den frygt forøges, da hans mor fortæller, at de skal have Rasmus’ fætter Philip på besøg, for Philip er en arrogant blæremås, der synes Krejlby er et dødssygt sted at bo.

Men da drengene hører om et omfattende hærværk på den lokale kirkegård og beslutter sig for at efterforske sagen på egen hånd, begynder der at ske ting og sager. Ikke mindst da de støder ind i nabopigen Isabella, som kan fortælle dem et og andet om byens historie. En gammel dagbog beretter nemlig, at der ligger en vampyr begravet i Krejlby. Og Isabella er overbevist om, at hærværket på kirkegården hænger sammen med vampyren.

Vampyrjægernes klub er første del i den nye trilogi R.I.P. af Lasse Bo Andersen. Serien er rettet mod de +9 årige, og jeg må sige, at historien tegner rigtig godt.

Indledningsvis får vi et smugkig i den føromtalte dagbog fra 1858, som straks fra start af slår en uhyggelig stemning an. I nutiden møder vi så Rasmus, Isabella og Philip, og introduceres også for den mystiske romadreng, Bozidar, der pludselig dukker op i Krejlby. Der lægges med andre ord an til både spænding og uhygge i plottet, som helt sikkert vil fange de unge læseres opmærksomhed.

LBA skriver et letforståeligt sprog, ligesom historien er opdelt i overkommelige kapitler for de lidt mindre øvede læsere. Det læsevenlige format gør dog ikke underholdningsværdien mindre, og selvom jeg er voksen, har jeg såmænd også fået ‘blod på tanden’ efter at læse de følgende bind.

Tak til forlaget Tekst & Tegning som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Vampyrjægernes klub:

Udgivelsesår: 27.09.2018
Forlag: Tekst & Tegning, 80 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

R.I.P.-trilogien:
Vampyrjægernes klub (27.09.2018)
Den forsvundne vampyr (11.10. 2018)
Vampyrens kød og blod (31.10.2018)

Læs også:

Darkside af Tom Becker
Tidevandet af Nick Clausen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Bedemandens hemmelighed af Michael Kamp
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Khi-ritualet af Bjarne Dalsgaard Svendsen

Også anmeldt på Bogrummet.dk

Alverdens vampyrer af Dan Turéll

Alverdens vampyrer af Dan TuréllPå en måde er jeg lidt flov over, at jeg aldrig har været opmærksom på, at Dan Turéll var vampyr-entusiast. På den anden side er det jo herligt at finde gemt og glemt guld. I hvert fald faldt jeg over Alverdens vampyrer, som Dan Turéll skrev i 1978, og det var en udsøgt fornøjelse.

I Alverdens vampyrer gennemgår Turéll fakta og myter om vampyren fra A til Å. Han inddeler bogen i 3 overordnede kapitler: Myte-vampyren, Menneske-vampyren og Medie-vampyren og afslutter med et appendix, der bl.a. indeholder artikler om sportsfolk og bloddoping; vampyren og udødelighed/genopstandelse; Kronologi og til sidst en opdatering fra 1. udgave i 1978 til 2. udgaven i 1993.

Myte-vampyren

Ifølge Turéll begynder vampyrmyten i jødedommen. I den ældste hebræiske tradition var Lilith Adams første kone, men hun forlod ham og blev stammoder til et utal af djævelske skabninger,fordi hun “lystent parrede sig med ubeskrivelige dæmoner“. Siden blev hun bl.a. kendt for at stjæle børn og drikke deres blod. Men Lilith var blot én myte blandt mange i fortidskulturerne. Rom, Grækenland og Babylon havde også hver deres myte om bloddrikkende gengangere, og det er via dem, at vampyrmyten i vor tid samler sig i én definitiv blodsuger – vampyren.

Herefter fortæller Turéll mere om forskellige typer vampyrer, om hvem der bliver vampyr, om hvordan man udsletter vampyren, om vampyren i middelalderen og meget  mere.

Menneske-vampyren

I næste kapitel ser Turéll nærmere på virkelige personer, der gennem historien er blevet anset som en slags vampyrer. Han starter med Marquis de Sade, som han kalder “den teoretiske vampyr: erkenderen af grusomheden lov.” De Sade har lagt navn til sadisme, og han betegnede lidenskab som naturens lov, hvor “total hensynsløshed er ubegrænset renhed.”

Den tese lever de følgende portrætter op til. Her fortæller Turéll nemlig om massemordere som Gilles de Rais, der i 1400-tallet misbrugte og myrdede mindst 140 børn, og i de sidste år også drak deres blod. En anden massemorder var adelskvinden Elizabeth Báthory, som i slutningen af 1500-tallet i håb om evig skønhed torturede og myrdede et ukendt antal unge kvinder for at bade i deres blod. Báthory menes at være ophav til myten om den onde dronning, der fordømmer eventyrets Snehvide.

Udover Gilles de Rais og Elizabeth Báthory har Turéll indsat en Vampyrens Who’s Who, hvor vi hører om sergent Bertrand der i 1800-tallets Paris hjemsøgte byens kirkegårde. Om Hannover-vampyren Fritz Haarmann, der var slagter og solgte sine ofres kød i sin butik. Om John G. Haigh, der blev hængt i 1949 efter at have myrdet et ukendt antal personer og drukket deres blod og om flere andre.

Medie-vampyren

Sidste kapitel handler om vampyren i medierne, startende med litteraturen. Vampyrens nedskrevne fortælling ses helt tilbage til de allerældste sanskrit-legender. I nordisk litteratur fortælles i den islandske saga Eyrbyggia Saga om, hvordan vampyrer slog 18 tjenestefolk ihjel.

I nyere tid har både Goethe, John Keats, Sir Walter Scott, Lord Byron og Sheridan Le Fanu (blandt andre) skrevet om vampyren, men det blev med Bram Stokers Dracula i 1897, at vampyren for alvor i masseskala blev udbredt i medierne over hele verden som en entydig, samlet figur.

Kapitlet indeholder også historien om den rumænske Vlad Tepes, der er blevet kendt som Spidderen, og som levede i 1400-tallet. Her bringer Turéll også kilder fra samtiden, hvor bl.a. en tysk munks oplevelser i 1462 dannede baggrund for et digt af Michael Beheim, der også blev solgt som skillingstryk.

Endelig fortæller Turéll om tiden efter Stoker, hvor romaner, teater, film og billedkunst har gjort vampyren mainstream.

Hvis du har bare en smule interesse i vampyrmyten og gerne vil vide mere, end hvad Twilight-universet har forvansket vampyren til, så er Alverdens vampyrer informativ, letlæst og spændende læsning. Jeg fik i hvert fald både genopfrisket min hukommelse og tilføjet en hel del nyt til min viden om vampyren.

Om Alverdens vampyrer:

Udgivelsesår: 1978/1993
Forlag: Borgen, 127 sider
Omslag: Peder “Mein Freund” Bundgaard

Læs også:

Vampyr – forløb i medier af Henrik Rytter og Andreas Halskov
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Monstre af Mathias Clasen
Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier / red. Michael Sims
Vampyr / red. Nikolaj Højberg
Om vampyren på wikipedia

Varulvens forbandelse af Mette Sejrbo

Varulvens forbandelse af Mette SejrboLow dark mytologisk horror fantasy med lidt paranormal romance, erotik og slikken på ruder.” Sådan beskriver Mette Sejrbo selv sin mytologiske fantasy-serie for voksne. Og det er faktisk lige på kornet

Varulvens forbandelse er anden del i Ulfhedin-sagaen. Første bind hedder Heksens kald, og her blev vi introduceret for Emilie en stille og genert pige, der i løbet af første bog både forelskede sig i HF-kammeraten Jonas, mødte den fascinerende natklub-ejer Sebastian, og fandt ud af, at hun var kaldet som vølve.

Heksens kald sluttede med noget af en cliffhanger. Emilies veninde Maria blev myrdet, og samtidig opdagede Emilie, at Jonas var en varulv – eller hamramme som vølverne kalder dem, og som de har forpligtet sig til at udrydde.

Varulvens forbandelse starter umiddelbart efter. Jonas er fuldstændig ødelagt over Emilies reaktion, og føler ikke at livet er værd at leve. Derudover har han frygtelig dårlig samvittighed overfor sin familie, som nu er nødt til at flytte endnu en gang, fordi han har eksponeret dem for vølverne.

For at gøre ondt værre ser det ud til, at også Jonas lillebror, Andreas, bærer varulvegenet, så midt i flytningen må Jonas sammen med sin onkel Martin tage med Andreas til Norge. Her har Andreas fået kontakt med en gruppe, der ved rigtig meget om varulvenes historie, og Jonas håber på, at de kan give et svar på, hvordan han slipper af med forbandelsen.

Imens prøver Emilie at finde balancen og komme sig over både Marias død og afsløringen af Jonas’ hemmelighed. Som vølve er det hendes pligt at udslette alle varulve, men kan hun se ud over sine følelser for Jonas? For at komme videre sætter Emilie alle kræfter ind på at finde Marias morder, og det fører vølverne i kontakt med en hidtil ukendt kraft – den mørke.

Ligesom i første bind er Varulvens forbandelse en blanding af action, spænding, erotik og masser af spændende detaljer fra den nordiske mytologi tvistet med hekse, varulve og vampyrer. Det lyder måske umiddelbart som et Twilight rip off, men det er det bestemt ikke. Mette Sejrbo giver læseren smæk for skillingen både hvad angår action og erotik, så serien er bestemt for voksne, selvom her også bliver plads til lidt romantik.

Bortset fra min personlige fordom mod en ung, kvindelig hovedperson, der tiltrækker mænd og væsener en masse, så er jeg blevet godt grebet af Ulfhedin-sagaen. Sejrbo skriver flydende og med sans for at fremmane historien nærmest som en film for læserens indre blik. Her i Varulvens forbandelse kommer vi mere ind i Jonas’ historie, hvor Sejrbo åbner for en interessant forbindelse mellem vikingernes bersærkere og varulvemyten. Og ligesom i bind et lader Sejrbo en bombe falde til slut.

Trods mine forbehold før jeg begyndte at læse serien, må jeg sige, at Mette Sejrbo kan sit kram. Ulfhedin-sagaen er underholdende fantasy for voksne, som både er spændende og til tider næsten fik mig til at rødme.

(anmeldt til Himmelskibet, nr. 53)

Om Varulvens forbandelse:

Udgivelsesår: 2016
Serie: Ulfhedin-saga, 2
Forlag: Candied Crime, 470 sider
Omslag: Caroline Kjellberg Juul Mortensen

Besøg også Mette Sejrbos hjemmeside

Håb – Død verden 3 af Louise Haiberg

Håb - Død verden 3 af Louise HaibergEr det muligt at bevare håbet i en verden, hvor selv din nærmeste kan vise sig at blive din død?

Nera og Aidan nåede i Utopia sammen med deres gruppe frem til den sikre zone kaldet Vita, og blev indplaceret i det nye, trygge samfund. Aidan faldt hurtigt til, men Nera er kun i ro, når hun er sammen med Bane. Han giver hende tryghed og holder hendes mareridt på afstand.

Men Bane drager stadigvæk ud for at redde flere mennesker fra zombierne, og overlader Nera til at kæmpe mod sine indre dæmoner. Hun hader de mange hemmeligheder, vampyrelverne har for menneskene, og selvom hun burde føle sig tryg i Vita, så er hun i stedet for bange for, at hun er ved at blive sindssyg.

Så da hun får en idé, der kan give hende et nyt formål i livet, sætter hun alt ind på at føre den ud i livet. Også selvom Bane ikke just klapper i hænderne over den.

Håb – Død verden er tredje og sidste bind i Louise Haibergs trilogi om Nera, en overlevende i en zombiinficeret verden. Jeg synes, tempoet har holdt hele vejen, og selvom der også er blevet plads til en kærlighedshistorie undervejs, forfalder Haiberg bestemt ikke til sukkersød romantik.

Personerne virker troværdige, og Haiberg har i alle bindene haft sans for detaljerne. F.eks. synes jeg, at det har været forfriskende at læse en zombiroman, hvor den kvindelige hovedperson har nederdel på – fordi det gør det nemmere at komme væk, hvis man bliver overfaldet af zombier, mens man tisser eller skider!

Ligeledes er jeg imponeret over det store arbejde forfatteren har lagt i dagbogssiderne. Alle er håndskrevne og illustreret af Louise Haiberg og efterfølgende skannet ind i bøgerne. Det er meget virkningsfuldt, og igen har Haiberg tjek på detaljerne, for da Nera får en ny pen at skrive med, ændres skriften en smule.

Jeg kunne godt have tænkt mig at lære mere om vampyrelverne, men bortset fra det synes jeg, at Haiberg får samlet trådene op fra de forgående bind. Vi finder ud af, hvordan zombiepidemien startede, og Nera finder tilbage til sit tidligere handlekraftige jeg. Samtidig er slutningen forholdsvis åben, hvilket jeg personligt godt kan lide.

Håb – Død verden lever helt op til de forgående bind, og hvis du er til zombier, action, lidt kærlighed og en god historie, så kan jeg kun anbefale Louise Haibergs trilogi.

Tak til forlaget Tellerup som har sponseret læseeksemplaret

Om Håb – Død verden:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Tellerup, 288 sider
Omslag: Danielle Finster
Bind: Monstre, Utopia, Håb

Død verden-serien:

Monstre
Utopia
Håb

Utopia – Død verden 2 af Louise Haiberg

Utopia - Død verden 2 af Louise HaibergI en verden overløbet af zombier, hvor mennesker ikke engang kan stole på hinanden, dukker en ny allieret op i kampen mod de udøde.

Da vi forlod Nera og Aidan i første bind, var de og deres gruppe netop blevet reddet ud af den mugbefængte kælder, hvor de ellers havde været sikre på at skulle dø. Men pludselig hørte de kamptummel udenfor døren, og ind væltede to overnaturligt smukke mennesker i højt humør.

Kirsta og Bane, som de to hedder, tilbyder gruppen en handel. De vil sørge for at få dem alle levende med til en sikker zone, de har oprettet sammen med deres fæller. Det eneste menneskene skal gøre til gengæld er at afgive lidt blod. Det viser sig nemlig, at gruppen er blevet reddet af vampyrelvere, som er blevet tvunget til at handle, hvis ikke de selv skal uddød sammen med menneskene.

Spørgsmålet er, om gruppen overhovedet kan stole på vampyrelverne? Og hvad er det for en underlig påvirkning de har på mennesker. Nera kan nærmest ikke tænke, når Bane er i nærheden af hende, og Aidan har det på samme måde med Kirsta.

Men i virkeligheden er der ikke så meget at vælge imellem. Enten dør de i kælderen eller følger med til vampyrelvernes by. Og for Nera gælder det om at leve så længe så muligt. For så længe der er liv, er der håb.

Men selv hvis det lykkes gruppen at nå frem til den sikre zone, og hvis de kan stole på vampyrelvernes løfte, om at de kan leve frit her – er det så muligt at glemme årene med mistro, frygt og evig vagtsomhed?

Utopia – Død verden 2 er andet bind i Louise Haibergs zombi-trilogi. Den startede ud som en “almindelig” zombifortælling, men med vampyrelvernes ankomst er vi pludselig over i noget helt nyt. Og det er bestemt ikke dårligt.

Haiberg skriver godt. Hun får sine personer til at fremstå levende og troværdige, og den stædige, modige Nera er en sympatisk hovedperson, som jeg ikke kunne lade være med at holde af. Hun er ikke ufejlbarlig, og det er interessant at følge hendes forsøg på at modstå vampyrelvernes påvirkning, fordi noget, der er så godt, kan umuligt være sandt.

Det er også godt fundet på, at introducere et nyt væsen ind i zombiuniverset, og jeg glæder mig til at få afdækket flere hemmeligheder om denne race, der har levet skjult blandt menneskene, længe før zombierne dukkede op.

Tak til forlaget Tellerup som har sponseret læseeksemplaret

Om Utopia – Død verden 2:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Tellerup, 255 sider
Omslag: Danielle Finster
Bind: Monstre, Utopia, Håb

Død verden-serien:

Monstre
Utopia
Håb

Monstre – Død verden 1 af Louise Haiberg

Monstre - Død verden 1 af Louise HaibergVerden er gået ad helvede til. Zombier har overstrømmet jorden, og menneskene overlever i små grupper rundt omkring på evig flugt fra de udøde.

Nera mistede – som så mange andre – sin familie, da samfundet brød sammen. Det lykkedes hende dog at overleve den første tid, og da hun mødte Aidan, slog de sig sammen i en ubrydelig enhed. Siden har de gjort, hvad der skulle til for at overleve. Mange af dem, de har fulgtes med undervejs, er nu døde, men selvom det har været tæt på flere gange, har Nera og Aidan klaret skærene.

Men da de med deres gruppe bliver fanget af en sværm zombier i en ildelugtende, våd og muggen kælder, lader det til at deres held er løbet ud. Indtil de pludselig hører kamptummel og latter udenfor døren. En ny spiller har meldt sig på banen, og menneskene har fået overraskende allierede. Spørgsmålet er bare, om de kan stole på deres nye “venner”?

Monstre – Død verden er første bind i Louise Haibergs trilogi, der udspiller sig nogle år efter, zombierne væltede ind over den gamle verden og udslettede civilisationen og det meste af menneskeheden. Hovedpersonen Nera er midt i 20’erne, og i denne nye verden er hun en overlever – villig til at gøre hvad som helst for at holde Aidan og sig selv i live. Historien fortælles delvist gennem hendes dagbogsnoter, der er håndskrevne og skannet ind, inklusive små tegninger, overstregninger, beskidte pletter m.m. Det virker godt, og er med til at tegne portrættet af Nera.

Første halvdel af Monstre – Død verden er underholdende, men ikke meget anderledes end så mange andre zombiromaner jeg har læst. Men midtvejs vender Louise Haiberg pludselig op og ned på det hele, og pludselig udvikler historien sig i en – i hvert fald for mig – fuldstændig uforudset retning. Det er rigtig fedt fundet på, og gør med ét fortællingen til noget helt andet.

Heldigvis udkommer alle tre bind i serien samtidig, for første bog slutter med noget af et spørgsmålstegn, og jeg er rigtig spændt på at finde ud af, hvad der fremover bliver af Nera.

Tak til forlaget Tellerup som har sponseret læseeksemplaret

Om Monstre – Død verden:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Tellerup, 254 sider
Omslag: Danielle Finster
Bind: Monstre, Utopia, Håb

Død verden-serien:

Monstre
Utopia
Håb

Heksens Kald af Mette Sejrbo

Heksens kald af Mette SejrboBegær, blod og fantasygenrens svar på Romeo og Julie – 1. bind i Mette Sejrbos Ulfhedin-saga har det hele

18-årige Emilie er en stille og genert pige. Hun er netop startet på HF og møder her sin nærmest diametrale modsætning, Maria, der dyrker Goth og er både selvstændig og udadvendt. De to bliver mod alle odds veninder, og det er Maria, der endelig overtaler Emilie til en bytur i Grotten, et discotek for Gothic-entusiaster med en særlig afdeling for De Royale – de smukke og rige, som alle misunder.

Under besøget i Grotten får Emilie for første gang øje på den karismatiske Sebastian, og han tænder helt nye fornemmelser i hende. Samtidig begynder hun at se lidt til den nye HF-studerende, Jonas, som hun hjælper med at læse op på pensum.

Men Sebastian er langt over Emilies liga, og Jonas sender miksede signaler, så Emilie er ved at blive rundtosset. Værre bliver det, da hun tager med til en Wicca-sabbat med én af Marias bekendte, og opdager at hun tilsyneladende besidder kræfter, hun slet ikke var klar over.

Så da hun dagen efter nærmest bliver bortført af tre kvinder, der påstår, at Emilie er Kaldet, og at et ondt, ukendt Mørke truer, ved hun ikke sine levende råd. Skal hun følge vølverne, der arbejder for at opretholde naturens balance? Eller skal hun glemme alt og følge sit hjerte? Og hvad er det for et Mørke, der truer balancen, og som vølverne mener, at Emilie har en plads i kampen mod?

Heksens kald er første bind i Mette Sejrbos Ulfhedin-saga, en mytologisk fantasyserie for unge og voksne. Fortællingen er bygget op omkring den nordiske mytologi med dens sagnvæsener og Wicca-kulten med sin forankring i naturmagi og ønsket om at leve i harmoni med omverdenen. Oveni smider Sejrbo så både vampyrer og varulve ind i ligningen, og laver således en krølle på det vi tror, vi ved.

Det mærkes tydeligt, at Mette Sejrbo har lagt et kæmpearbejde i researchen til bogen. Hun får flettet et hav af detaljer ind om Wicca kulten, om runetegn, om urters helbredende virkninger (og det modsatte), om jætter, elvere, lygtemænd og så videre, uden at det på noget tidspunkt føles opremsende eller bliver kedeligt.

Hun er også en underholdende forfatter, der skriver levende, og får scenarierne til at køre som en indre film bag øjenlåget under læsningen. Her er både spænding, erotik, humor og gys, og historien fortælles flydende med spændende skift i fortælle-stemmen, som meget vellykket opbygger suspensen undervejs.

Det, jeg står lidt af på, er Emilie som det attråværdige omdrejningspunkt for alle de overnaturlige væseners interesse. Det er langt fra fair overfor Mette Sejrbo, hvis hovedperson er langt mere nuanceret og interessant, men jeg får simpelthen Bella-fobi over det set-up. Jeg er dog samtidig sikker på, at alle fans af Twilight m.m. ikke har det mindste imod det, så jeg er godt klar over, at det er min helt personlige fordom, som ikke bør tælle negativt her.

Langt det meste af Heksens kald læste jeg med stor fornøjelse, og det var fedt at nå slutningen og blive snydt. Jeg troede, at jeg havde regnet det hele ud, men Sejrbo smed lige et twist ind, som jeg overhovedet ikke havde set komme. Så selvom jeg tror, at jeg ved, hvad bind 2, Varulvens forbandelse handler om, så kan det være, at jeg tager helt fejl.

(anmeldt til Himmelskibet, nr. 52)

Om Heksens kald:

Serie: Ulfhedin-saga, 1
Udgivelsesår: 2015
Forlag: Candied Crime, 478 sider
Omslag: Caroline Kjellberg Juul Mortensen

Besøg også Mette Sejrbos hjemmeside

De utilpassede af John Kenn Mortensen

De utilpassede af John Kenn MortensenEt blodigt eventyr fra Udkantsdanmark” er undertitlen på John Kenn Mortensens vampyrroman fra 2014. Den har længe stået på min læse-liste, men først for nyligt fik jeg gjort noget ved det. Nu vil jeg så skynde mig at anbefale den videre, for De utilpassede er vitterlig både blodig og sjov, og er som altid mesterligt illustreret af John Kenn Mortensen selv.

Johan bor på Lolland sammen med sine forældre og storesøsteren Mette. Hans bedste ven er Jacob. De har holdt sammen altid, selvom Jacob er både lille og lidt mærkelig. En dag kommer en gammel lastbil til byen. Ud stiger to grimme, gamle kvinder, som hænger en plakat op på byens opslagstavle:

VIGTIGT! VIGTIGT!
INFOMØDE
Mød op i forsamlingshuset i aften kl. 20
og hør, hvordan vi vil bringe velstand
tilbage til jeres vidunderlige by!
GRATIS FORFRISKNINGER
(KUN for voksne)

Siden sukkerfabrikken lukkede, er økonomien gået ned ad bakke i byen, så alle de voksne tager naturligvis med til mødet. Johan må blive hjemme, hvor hans babysitter (den lidt ældre Dorthea som han hemmeligt er forelsket i) passer ham. Om aftenen bliver det et frygteligt uvejr, og Johan og Dorthea ender med at falde i søvn under billiardbordet. Men da de vågner næste dag, er Johans forældre stadigvæk ikke kommet hjem.

Herfra går det fra skidt til værre. Det viser sig, at alle de voksne er blevet forvandlet til vampyrer, og nu må børnene forsøge at overleve. Men i stedet for at holde sammen bliver børnene delt op i fraktioner, og til sin store skræk ender Johan sammen med byens rod, Jackie. Johan har engang sladret om Jackie, og nu er han overbevist om, at Jackie vil slå ham ihjel.

Det er dog langt fra det eneste problem. For hvad er der sket med Jacob? Hvad er det for nogle skikkelser, der gemmer sig i skoven? Og hvordan slipper de væk fra Lolland?

De utilpassede er en yderst underholdende roman for børn fra 10-12 år og op, fortalt i et let og ligetil sprog og med en konstant vibrerende spændingskurve. Der er fart over feltet fra første side, og John Kenn Mortensen lader aldeles politisk ukorrekt sine unge hovedpersoner opleve den ene blodige episode efter den anden, mens den lollandske soveby forvandles til et vampyrmekka, hvor ingen er fredet.

Selve bogen er også lækker. Der er arbejdet med layoutet, så hvert kapitel er illustreret med fine vignetter, der passer til netop det kapitel. Ligeledes er romanen fyldt med fede illustrationer holdt i John Kenn Mortensens velkendte stil. Så selvom man er ovre sin første ungdom, så er det en ren fornøjelse at dykke ned i dette syrede udkantseventyr, hvor humor og splat går hånd i hånd.

Om De utilpassede:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Carlsen, 312 sider
Omslag: John Kenn Mortensen

Udvalgt bibliografi:

Mareridtsfabrikken og andre rædsler, 2016
Monstre, 2016
Turen gennem Midnatsskoven, 2015
Flere post-it monstre, 2012
Post-it monstre, 2011

Besøg John Kenn Mortensens hjemmeside
Læs også anmeldelsen af De utilpassede på Kulturkapellet

Vampyr – forløb i medier af Henrik Rytter og Andreas Halskov

Vampyr – forløb i medier af Andreas halskov og Henrik RytterVampyrer har været en del af vores sagnunivers gennem hundredvis af år. Men hvad er det ved vampyren, som fascinerer os så meget? Og hvorfor er der kommet en opblomstring indenfor film og tv-serier, som omhandler vampyren? I ”Vampyr – forløb i medier” forsøger Henrik Rytter og Andreas Halskov at give svar på disse spørgsmål.

Vampyrfilmen hører som kategori hjemme i horrorgenren. Men vampyrfilm kan være utroligt forskellige i både fortællemåde og tilgang til vampyrens rolle, så forfatterne har her i bogen valgt at opdele vampyrfilmene efter hvilken type vampyr filmen omhandler.

Rytter og Halskov introducerer således fire typer vampyrer, der fungerer på tværs af film- og tv-historien:

Den klassiske vampyr er den ”oprindelige” vampyr, som ligger i forlængelse af de gamle myter og folkelig overtro samt Bram Stokers klassiske fremstilling af vampyrgreven Dracula fra 1897-romanen af samme navn (f.eks. ”Nosferatu” 1922, ”Bram Stokers Dracula” 1992).

Den menneskeliggjorte vampyr ligner i højere grad almindelige mennesker. Her er ofte tale om outsidere, der prøver at passe ind i samfundet trods deres fremmedhed (f.eks. ”Martin” 1978, ”Lad den rette komme ind” 2008).

Teenagevampyren som ofte blander klassiske teenage-problemstillinger med vampyrdelen (f.eks. ”Lost Boys” 1987, ”Twilight” 2008), samt den erotiske vampyr der modsat grev Draculas seksuelle antydninger har en eksplicit erotisk tiltrækningskraft, som vises uden filter (f.eks. ”The Addiction” 1995, ”True Blood” 2008-2014).

Gennem analyse af forskellige film og tv-serier underbygger Rytter og Halskov deres teser, og giver samtidig en kortfattet introduktion til vampyrens mytologi samt et overblik over, hvordan filmgenren har udviklet og forandret sig gennem tiden.

Bogen er velillustreret og letlæselig. Hvert kapitel indeholder faktabokse, som uddyber og perspektiverer kapitlet, ligesom der altid sluttes af med et opsamlende overblik over de vigtigste pointer samt opgaver til brug i undervisningen.

I introduktionen understreger forfatterne, at ”Vampyr – forløb i medier” er skrevet til brug i undervisningen, men at vampyr-interesserede i øvrigt også kan have glæde af at læse bogen. Personligt fandt jeg det interessant at læse både om de fire vampyrtyper, men også at komme lidt dybere ind i de analyserede film, hvor jeg fik en ny forståelse af de film, jeg kendte i forvejen.

Som en hjælpende hånd til at forstå og analyserer vampyrfilm er ”Vampyr – forløb i medier” således rigtig vellykket. Er man derimod hovedsageligt interesseret i at forstå vampyren som mytologisk væsen, vil jeg i stedet anbefale ”Vampyrjægerens håndbog” af Constantine Gregory, mens ”Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier” samlet af Michael Sims er en spændende indføring i vampyrlitteraturen.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om “Vampyr – forløb i medier”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: LR Uddannelse, 119 sider

Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen

Einherjar af Mikkel Engelbrecht MikkelsenVellykket nyfortolkning af gudernes konge Odin fortalt på vers og i spændende illustrationer.

Først i april var der Krimimesse i Horsens. Blandt gæsterne var bl.a. tegneren Thomas Engelbrecht Mikkelsen, der både har skrevet og illustreret “Einherjar”, der udkom i 2013. Jeg fik sneget mig til en autograf og fik også en lille snak med TEM.

Den enøjede gud Odin er den øverste af guderne i den nordiske mytologi. Han beskrives som en gammel, enøjet vis mand, men TEM var kommet til at tænke på, at mange af hans evner minder om vampyrens. F.eks. spiser han aldrig. Han kan ændre skikkelse, når han rejser i menneskets verden, og han hersker over en hær af krigere, der er døde i kamp, som hans valkyrier har hentet op til Valhalla.

Den tanke leger TEM med i “Einherjar”, hvis fortæller er en mand, der er blevet ofret til Odin. Hængt hænger han og stirrer ud over kamppladsen, hvor kampen bølger. Om natten dukker vaner og jotun op i mørket, hvor de mæsker sig i de døde kroppe, inden valkyrierne stiger ned og henter de udvalgte (einherjar – ‘engang krigere’), der skal kæmpe ved Odins og gudernes side mod jætterne og kaosmagterne i Ragnarok.

Harniskklædte kæmper der blod udgyder
med sværd og øksers syngende klang
så vidunderligt det lyder
når nordens mænd går bersærkergang.

Thomas Engelbrecht Mikkelsens autograf“Einherjar” er blevet kaldt ‘mytologisk horror’ og rost for at have ‘knald på blodrusen’. Det er i hvert fald ganske vist, at fortællingen indeholder masser af gys og groteske overraskelser med sin dystre beskrivelse af, hvad der sker på slagmarken, når kampen er forbi, og mørket falder på.

Thomas Engelbrecht Mikkelsen fortæller sin historie på rune-ristede oldnordisk-klingende vers, der understøttes af dramatiske illustrationer.

Jeg kan være slem til at holde mest af tegnere som François Bourgeon, der tegner realistisk og ‘populært’. Men for hver gang jeg læser “Einherjar” bliver jeg mere og mere begejstret for billedsiden, hvor både farver, proportioner og beskæringen er med til at give fortællingen en spændende kant. Fra forsidens naturalistiske billede af en uskyldigt udseende valkyrie sidder med en død kriger i sit skød; over nattens ædegilde med sært proportionerede væsener holdt i blålige nuancer kun brudt af blodrøde farveklatter; til de afsluttende scener i Valhal hvor blodet siver ud på siden og gør alt mørkerødt. Det er rigtig spændende lavet.

For mig er “Einherjar” et hæfte, der sniger sig ind på sin læser. Det er en blodig historie fortalt i et poetisk sprog og med en voldsom billedside, som udbygger hinanden, så resultatet bliver både anderledes og fascinerende. Absolut en tegneserie der kan anbefales. Og vil du vide mere om tankerne og teknikken bag, så læs interviewet med Thomas Engelbrecht Mikkelsen på Nummer9.dk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Forlæns, 24 sider