Indlæg tagget med ‘vampyrer’

Vampyrens historie

Vampyrens historie

Vampyrens historie

Når vi i dag taler om vampyrer, er deres egenskaber som regel ret etablerede. De drikker blod, har spidse hjørnetænder, kan ikke tåle sollys, hvidløg og kristne kors, og så sover de i en kiste og kan ikke ses i et spejl. Nogle vampyrer er smukke, andre ser ud som monstre, men de har som hovedregel et eller flere af ovenstående træk.

Sådan har det dog ikke altid været. Ifølge nyere folkloristiske undersøgelser er vampyrforestillingen en blandingsform af relativt sen oprindelse. Den forener træk fra fem forskellige folketrosvæsener: gengangeren, maren, antikkens blodsugende fugl strix, varulven og endelig hekse, som mentes at fortsætte med at gøre fortræd efter deres død. Først i 1600-t. begyndte beretningerne om disse monstrøse væsener at brede sig i Centraleuropa og på Balkan. (Lex.dk)

Oldtidens vampyrer

Vampyrmyten har altså eksisteret længe før middelalderen, blot i lidt anderledes klæder. Der er sporet beretninger om vampyrlignende væsener helt tilbage til sumerernes Mesopotamien for ca. 4000 år siden. Her omtales et kvindeligt dæmonisk væsen med vinger og fuglekløer, som jagtede mennesker – især mødre og nyfødte – og drak deres blod.

Myten om Lilitu, som dæmonen kaldtes, spredte sig under andre navne til både egypterne og jøderne, og endte hos romerne under navnet strix (striges i flertal). Her fortæller digteren Orvid, om en romersk konge hvis baby angribes af striges, som drikker babyens blod. Som forsvar mod striges skrev den romerske forfatter Titinius, at man kunne smøre hvidløg på barnets læber, mens andre kilder fortæller, at man kunne dræbe en strix ved halshugning og efterfølgende placere hovedet mellem væsenets ben.

Mikkel Starup kommer i sin bog ”Væsner” ligeledes omkring myten om Lilitu. Ifølge jødernes fortolkning af biblen var Lilith Adams første kone, og de blev begge skabt den sjette dag i Guds billede som mand og kvinde. Men Lilith forlod Adam, og da det ikke lykkes Jahve at hente hende tilbage, forbandede han hende og forbød hende at komme tilbage til Paradis. I stedet skabte hun sit eget paradis, og blev underverdenens hersker. Men hvad har Lilith med vampyrmyten at gøre? Hendes navn stammer fra Lilitu også kaldet Natteheksen, og hun er alle dæmoners moder.

”… men udover elementerne fødte hun også dæmoner, eller Se’irim som jøderne kaldte dem, når hun som Nattemaren lod sig befrugte af mænd.” (Væsner, side 142)

Starup fortæller også, at ligesom romernes strix var Lilith særlig farlig for spædbørn. For at holde hende væk hængte forældrene amuletter over vuggen. Muligvis stammer Lullaby fra Lila-bi, som betyder Lilith-be-gone. Andre amuletter bar navnene på de tre engle Sanvi, Sansanvi og Semangelaf for at holde Lilith fra barneværelset. Også Dan Turéll kommer i ”Alverdens vampyrer” ind på Liliths betydning for vampyrmyten,

Den østeuropæiske vampyr

I 100-tallet blev Dakien (nutidens Rumænien) en del af det romerske rige. Her brændte de lokale folkeslag deres døde for at frigive deres ånder fra kroppen. Men efterhånden overtog de kristne begravelsesregler, og det er i denne periode, at man har fundet de første grave, hvor en stor sten placeres på liget for at holde det nede. En artikel i tidsskriftet Historie 11/2019 fortæller, at det også var i denne periode, at betegnelsen ’strigoi’ dukker op i Rumænien. Betegnelsen ’strigoi’ minder påfaldende om romernes strix, men modsat det dæmoniske fuglelignende væsen fra Mesopotamien, er ’strigoi’ en afdød, som genopstår fra sin grav, og som både sugede blod og kastede ulykke over sine ofre.

Artiklen fortæller videre, hvordan polske arkæologer i årene 2008-2012 udgravede Drawskos kirkegård i det nordvestlige Polen. Her fandt de seks grave fra 1600-tallet, hvor der var gjort store foranstaltninger for at holde de døde i graven. Bl.a. var en kvinde i 30-erne blevet begravet med en Skt. Benedikt medaljon presset ind i munden og med en klinge fra en skarp le hen over halsen. Klingen ville halshugge hende, hvis hun rejste sig, og forskerne konkluderede, at begravelsesritualerne var en forebyggelse, mod at de døde kom tilbage som vampyrer.

En nærmere undersøgelse viste ingen tegn på misdannelser eller sygdomme, der kunne give grund til mistanken om, at de døde var vampyrer. Man undersøgte også, om individerne kom fra andre områder. Men strontium-analyser viste, at de begravede var vokset op i området. Der måtte altså have været andre grunde til, at man frygtede, at de døde genopstod. Måske var de ikke døbt? Eller måske begik de selvmord?

Og Drawskos kirkegård er ikke den eneste, hvor sådanne grave er fundet. Artiklen fortæller, at arkæologer har fundet mange hundrede ”vampyrgrave” i Øst- og Sydeuropa. I 1600-tallet blev vampyrer således betragtet som en reel trussel, der kunne rejse sig fra graven og sprede sygdom og død over de levende.

”Ifølge forskerne stammer de tidligste historier om vampyrer i den slaviske del af Østeuropa fra den tidlige middelalder. Ordet vampyr har sandsynligvis sin oprindelse i de slaviske ord ’vampir’ og ’upir’, som betegnede en genopstanden afdød – et levende lig.” (Historie, s. 45)

Vampyrens indtog i Vesten

Mens vampyr-myten var almindelig kendt i Østeuropa, var det ikke tilfældet i det øvrige Europa. I Danmark blev udtrykket ’vampyr’ ikke brugt før 1732 ifølge Kåre Johannessen i bogen ”Mørkets skabninger”. Vampyren introduceres så at sige først til Vesten med Passarowitz-traktaten i 1718, hvor bl.a. dele af Serbien kom under Østrigsk styre. Det førte til at veluddannede vesteuropæere besøgte Serbien, hvor de oplevede lokale grave deres døde op.

”Østrigske embedsmænd bemærkede en besynderlig lokal skik med at grave døde op og ”dræbe” dem. Fremmede lærde begyndte at overvære sådanne opgravninger. Vampyr-manien var med andre ord en tidlig ’medie-event’, hvor uddannede europæere blev opmærksomme på en adfærd, der langt fra var af ny dato, men som ganske enkelt for første gang fik en effektiv mediedækning.” (Mørkets skabninger, side 88)

Johannessen gør derudover opmærksom på, at der sideløbende med forestillingen om vampyren som blodsuger, var en ligeså stærk overbevisning om, at den kunne sprede sygdomme. Datidens mennesker mente, at når vampyren tyggede på sit ligklæde, spredte de dødelige sygdomme. Hvordan det rent praktisk foregik, vides ikke. Men tanken kommer sandsynligvis fra de pletter af kropsvæsker, der er flydt ud på ligklædet efter begravelsen. Det kan også forklare, hvorfor mange ’vampyrer’ er begravet med en sten o.lign. i munden.

Ligklædets betydning går igen hos Johan Egerkrans. I ”De udøde” beskriver han en lang række udøde væsner. Blandt vampyr-væsnerne nævner han nachzehrer, der er den germanske version af vampyren. Nachzehreren blev kaldt således, fordi den blev drevet af en glubende sult. Døde, der blev til nachzehrer, var ofte selvmordere eller pestofre. Man mente nemlig, at de første, der døde, når pesten slog til, blev en nachzehrer. Grebet af en umættelig sult vendte de tilbage fra døden og angreb primært deres egen familie, som de tømte for livskraft. Nachzehrer er dog så sulten, at den også ligger og tygger i sit ligklæde, når den ligger i jorden.

Forsvar mod vampyren

En af de almindeligste måder at forhindre en afdød i at forlade sin grav som strigoi var at gennembore liget med jern. Artiklen fra Historie 11/2019 fortæller, at man mente, at værktøj smedet i ild havde anti-dæmoniske egenskaber. Når man gennemborede brystet eller hjertet med et jernspyd, blev den onde ånd adskilt fra kroppen. Og skulle det mislykkes, så ville spyddet i sig selv holde kroppen fast i graven.

Andre områder brugte andre metoder til at bekæmpe strigoi. Nogle steder lagde man brændevin ned i graven, fordi den døde så ville drikke det og blive i graven. Andre steder gned man liget med hvidløg og persille for at forhindre, at den døde blev til en strigoi.

For nachzehrerne siger nogle myter, at nachzehreren først skal fortære hele sit ligklæde, før den kan hjemsøge sin familie. Og så er der de tidligere nævnte beskyttelsesforanstaltninger, som at begrave de døde med en sten, medaljon el. lignende i munden eller med en skarp le mod halsen.

Er der en forklaring på vampyrer?

Videnskaben har forsøgt sig med forskellige forklaringer på, hvad der kunne lede datidens befolkning til at tro på vampyrer. En teori er sygdommen poryri. Det er en arvelig blodsygdom, hvis bærere ikke kan tåle sollys og udvikler sår og blærer, hvis de udsættes for solens stråler. Oven i købet kan de syge få det bedre ved at indtage blod, da det bremser processen, der producerer defekte porfyriner i knoglemarven.

En anden teori er datidens generelle mangel på viden om kroppens forrådnelse efter døden. Artiklen fra Historie 11/2019 beskriver en sag fra 1800-tallets Serbien.

”Lægerne undersøgte de fire mistænkelige lig, som havde ligget i jorden i mindre end 20 dage, og kom frem til, at de ikke var formuldet. Pga. frygten for vampyrer huggede byens indbyggere hovedet af ligene og drev en pæl gennem hjertet på dem.” (Historie side 49)

Johannessen skriver ligeledes om nyere grave, der er blevet ’vampyr-sikret’. Han fortæller om en mand ved navn John Barber, der døde under en epidemi i Griswold, Connecticut i 1826. Cirka fem år efter begravelsen havde nogen åbnet graven og placeret hans hovedskal og lårben over kors på hans brystkasse. I tiden hærgede en tuberkulose epidemi i det østlige USA. Ofrene for sygdommen blev blege med indsunkne øjne, og pustede til en vampyr-paranoia som fik folk til at gribe til forskellige ritualer for at holde de døde væk.

I dag ved vi, at både temperaturen, luftfugtigheden og den jord, den døde begraves i, har betydning for, hvor hurtigt kroppen går i forrådnelse. Derudover ved vi, at den døde krop bliver oppustet af gasser, at huden kan trække sig tilbage og få det til at se ud som om, tænder og negle er blevet længere. Desuden er det ikke usædvanligt at der siver blodlignende væske ud af øjnene og munden i forrådnelsesprocessen. Men dengang blev dette set som bevis på, at den døde var en vampyr.

Virkelighedens vampyrer

Blod har gennem tiden været set som et vigtigt kulturelt element – udover at det er livsnødvendigt. Man drak blodet af sine fjender for at overtage deres styrke. Blod blev brugt som en vigtig del af magiske besværgelser. Og ofring af både dyr og mennesker til guderne har været helt almindeligt.

Starup fortæller i ”Væsner”, hvordan man brugte blod som soningsoffer i Biblen: ”thi kødets sjæl er i blodet.” Gennem Jesu blod får kristne evigt liv, og i nadveren modtager disciplene hans blod og legeme i form af nadverbrødet og -vinen.

Så det er måske ikke så underligt, at der findes historiske personer, der har lidt af en ualmindelig blodtørst.

En af dem var adelskvinden Elizabeth Báthory, som i slutningen af 1500-tallet i håb om evig skønhed torturede og myrdede et ukendt antal unge kvinder for at bade i deres blod. Hun blev født i 1560 i Ecsed i Transylvanien. Som 15-årig blev hun gift med grev Ferencz Nadasdy, der var meget ældre end hende, og døde i 1604. Det siges om hende, at hun var en gennemført værtinde, men at hun var sadistisk mod sine tjenestefolk. Af frygt for at miste sin skønhed begyndte hun efter sin mands død at bade i jomfru blod. Først da hun begyndte at dræbe unge adelige kvinder, blev hun stoppet. I 1610 blev hun arresteret, og mere end 50 lig blev fundet på slottet. Elizabeths egne journaler nævnte over 600 ofre! Mens de tjenere, der havde hjulpet hende, blev brændt efter forskellige straffe, blev Elizabeth aldrig offentlig dømt. Hun blev muret inde i sit soveværelse på slottet Csejthe, og levede isoleret der til sin død den 21. august 1614. (Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters, side 20)

En anden af middelalderens massemordere var Gilles de Laval (også kendt som Gilles de Rais), en fransk adelsmand, der levede i 1500-tallet, og som tilstod drabet på 800 børn! I 1440 blev rygterne om, at Gilles dræbte børn så vedholdende, at hertugen af Brittany ikke længere kunne undlade at handle på dem. Gilles endte med at blive sigtet for at have myrdet mere end 200 børn, og hans tjener, Henriet, forklarede til retten, hvordan han havde købt børn til sin herre.

”The children were murdered in one particular room of Castle Machecoul. Henriet and other servants tortured the children and then stabbed them in the jugular vein so that their blood gushed over Gilles in a shower in which he bathed.” (Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters, side 136)

Gilles blev sammen med sine tjenere Henriet og Pontou dømt til døden den 26. oktober 1440.

Også i nyere tid har trangen til blod været udgangspunkt for massemordere.

Fritz Haarman blev kendt som ’vampyren fra Hannover’, efter at han var blevet dømt for mordene på 24 drenge og unge mænd i årene 1918 til 1924. Flere af drabene blev begået sammen med den 24-årige prostituerede Hans Grans, som udvalgte ofrene. Ofrene blev seksuelt forulempet, før Haarman bed dem i halsen og dræbte dem. Haarman blev dømt til døden og henrette ved guillotine i 1925. (Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters, side 143)

I 1970’erne spredte ’vampire murderer’ Richard Chase skræk i Sacramento i Californien. Chase led af adskillige vrangforestillinger. Blandt andet var han overbevist om, at hans eget blod forsvandt, og at han derfor var nødt til at drikke andres blod for at erstatte det. I begyndelsen dræbte han dyr for at få blod, men i 1978 begyndte han at slå mennesker ihjel. Det første offer var en ung kvinde, som han dræbte i hendes hjem den 23. januar 1978. I alt dræbte Richard Chase seks personer, før han blev anholdt og sendt til Atascadero, et fængsel for kriminelle sindssyge. Senere blev han overført til San Quentin, hvor han begik selvmord den 27. december 1980.

Vampyren i populærkulturen

Siden Vesten fik øjnene op for vampyrskikkelsen er den blevet en kendt skikkelse i populærlitteraturen. Og den har ikke nødvendigvis meget med de oprindelige myter at gøre.

”De myter og forestillinger, vi i dag har om vampyrer, afviger på flere punkter afgørende fra de østeuropæiske folkesagn:

Historien om, at vampyrer hver dag må vende tilbage til deres kiste, findes ikke i folkesagnene. Idéen blev opfundet af romanforfatteren Bram Stoker, da han skrev historien om Dracula. Stoker ville på den måde gøre det lettere for romanens helt at dræbe den sovende vampyr.

Forestillingen om, at vampyrer ikke tåler dagslys, stammer heller ikke fra de oprindelige vampyrmyter, men derimod fra stumfilmen ’Nosferatu’ fra 1922. I folkesagnene kan vampyrer sagtens bevæge sig rundt i dagslys.

Hugtænder er det pure opspind. Idéen om de skarpe tænder stammer fra forfatteren John Polidoris fortælling ’The Vampire’ fra 1819.” (Historie, side 49)

Og med hensyn til myten om at vampyren kan forvandle sig til en flagermus, skriver Michael Sims i ”Draculas gæst”, hvordan flagermus først blev en del af vampyrfolklore, da man opdagede de blodsugende vampyrarter i Central- og Sydamerika. Som en lille pudsighed har man opkaldt det antikoagulerende enzym, som flagermusen indsprøjter i ofret for at holde blodet flydende, Draculin!

Selvom Bram Stoker ofte får æren for at opfinde den moderne vampyr med romanen ”Dracula” fra 1897, så fastlagde John Polidori flere af de kendte vampyrtræk næsten 80 år før i romanen ”Vampyren” fra 1819. Også den irske forfatter Joseph Sheridan Le Fanus roman ”Carmilla” fra 1872 menes at have været en inspiration for Stoker.

Faktisk kan Danmark også være med når det gælder tidlige vampyrfortællinger i populærkulturen. I 1870, altså 27 år før Stokers “Dracula”, skrev Alexander Schumacher fortællingen ”Vampyren: Af en afdøds dagbog”. Schumacher ernærede sig til dels som oversætter og udgav også to bind med ungarnske folkeeventyr, så mon ikke han kendte til de mange østeuropæiske vampyrmyter. (Det grufulde bibliotek, side 60)

Bram Stokers Dracula

Den mest gængse opfattelse er, at Bram Stoker har baseret Dracula på den transylvanske hersker Vlad III, med tilnavnet The Impaler for sin vane med at spidde sine fjender på pæle. Vlad blev kaldt Drăculea, som betyder Søn af Dracul. Navnet Dracul var fra faderen, som var medlem af ridderordenen Dragens Orden.

Men andre mener, at Stoker ligesom Le Fanu har søgt inspiration i den irske folklore. Bob Curran, der underviste i keltisk historie og folklore ved University of Ulster, Coleraine, foreslog, at Stoker havde baseret sin roman på den irske krigsherre Abhartach.

Historien om Abhartach er en blodig legende fra det 5. århundrede. Abhartach var en hensynsløs og brutal irsk krigsherre, der herskede over en lille region i Irland. Trætte af hans styre slog befolkningen sig sammen med nabohøvdingen Cathain om at dræbe Abhartach. Men Abhartach vendte tilbage fra graven og fortsatte sit morderiske terrorregime, hvor han nu krævede skåle fyldt med blod fra hans undersåtter. Endnu en gang dræbte Cathain tyrannen, og endnu en gang vendte Abhartach tilbage. Først da Cathain søgte hjælp fra en kristen helgen, lykkedes det at besejre Abhartach med et sværd lavet af takstræ. Og for at sikre han ikke kom tilbage, blev Abhartach denne gang begravet på hovedet med en sten ovenpå kroppen. (The Irish Post)

En anden detalje, der kan fører tanken til en irsk inspiration, kommer fra folkemindeforskeren Owen Harding. Han påpeger, at ordet Dracula kan komme fra det irske sprog. Det irske ord dreach-fhoula (udtales drac-ula) betyder nemlig dårligt eller plettet blod.  

Uanset hvorfra Bram Stoker fandt inspirationen til sin roman, har den siden været inspirationskilde for et hav af såvel bøger som film.

Udvalgte vampyrfilm

De tidlige:

Nosferatu (1922)

Dracula (1931)

Vampyr (1932)

Den klassiske vampyr:

Horror of Dracula (1958)

Dracula – Prince of Darkness (1966)
Salem’s Lot (1979)
Bram Stokers Dracula (1992)
Dracula Untold (2014)

De anderledes:

The Last Man on Earth (1964)

Martin (1976)
Hunger (1983)
En vampyrs bekendelser (1994)
Dracula: Pages from a Virgin’s Diary (2002)
Only Lovers Left Alive (2013)

Vampyrer der ikke taler engelsk:

Mørkets vogtere (2004)

Thirst (2009)
Strigoi (2009)
A Girl Walks Home Alone at Night (2014)

De ’danske’:

Vampyr (1932)
Draculas ring (1978)
Nattens engel (1998)
Dracula (med Claes Bang, 2020)

De nordiske:

Frostbiten (2006)
Låt den rätte komma in (2008)

Post Mortem – ingen dør i Skarnes (2021)

De sjove:

Vampyrernes nat (1967)
Hvem har taget mine tænder? (1988)
Dracula: Dead and Loving It (1995)
Vampire in Brooklyn (1995)
What We Do in the Shadows (2014)

De actionfyldte:

From Dusk Till Dawn (1996)
Blade – the Daywalker (1998)
Vampires (1998)
Underworld (2003)
30 Days of Night (2007)
Abraham Lincoln: Vampire Hunter (2012)
Blood Red Sky (2021)

Teenagerne:

Buffy – Vampyrernes skræk (1997–2003)
Angel (1999–2004)
Twilight (I) (2008)

Læs mere:

Historie 11/2019: heri ’Vampyrerne kommer’ af Philippe Bohström
De udøde af Johan Egerkrans udgivet på forlaget Alvilda, 2019
Mørkets skabninger – middelalderens gruelige gestalter af Kåre Johannessen udgivet på forlaget Turbine, 2021
Væsner af Mikkel Starup udgivet på forlaget Forum, 2001
Alverdens vampyrer af Dan Turéll udgivet på Borgens forlag, 1978
Det grufulde bibliotek – danske gys før og nu redigeret af Kristian Nordestgaard og Jette Holst udgivet på forlaget SerieKlubben, 2019
Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier redigeret af Michael Sims udgivet på forlaget Rosenkilde & Bahnhof, 2011
Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters redigeret af Rosemary Ellen Guiley udgivet på forlaget Checkmark Books, 2005
denstoredanske.lex.dk

Vampyren af John Polidori

Vampyren af John Polidori

For nogle år siden læste jeg en bearbejdet udgave af Vampyren af John Polidori. Nu har forlaget Escho oversat og genudgivet historien med et fyldigt efterord af Hans Peter Madsen. Jeg må sige, at der er ret stor forskel på de to udgaver, og at Eschos nyudgivelse klart er at foretrække for en voksen læser.

Et nyt ansigt har fundet vej til Londons selskabsliv. Lord Ruthven, som han hedder, beskrives som mere bemærkelsesværdig for sine særegenheder end sin rang, og han vækker – trods sine døde, grå øjne – stor opmærksomhed hos det modsatte køn.

Også den unge mand Aubrey lader sig fascinere af den selvtilstrækkelige lord. Aubrey bliver så betaget af Ruthven, at da han hører, at Ruthven er nødt til at forlade London, beslutter han sig for selv at tage på en rejse. Da Aubrey fortæller Ruthven om sin rejse, bliver han mere end smigret, da Ruthven foreslår ham at rejse sammen.

Som turen skrider frem, opdager Aubrey dog, at lord Ruthven ikke er den romantiske helt, han forestillede sig. Deres veje skilles, og Aubrey rejser til Athen, hvor han møder den unge kvinde, Ianthe og charmeres af hendes troskyldige umiddelbarhed.

Men lykken er kort, og da Aubrey vender tilbage til London for at føre sin søster ind i selskabslivets cirkler, har han aflagt en skæbnesvanger ed.

Cand. mag. i litteraturhistorie, Hans Peter Madsen, har både oversat Vampyren og skrevet et informativt og interessant efterord til. Her kommer han bl.a. ind på, hvem John Polidori var og omstændighederne bag den oprindelige udgivelse. Han giver derudover forskellige analyser af historien, der har slet skjulte referencer til lord Byron, som Polidori havde et komplekst forhold til.

Med mere end 200 år på bagen er Vampyren naturligvis ikke skræmmende for en nutidslæser. Ikke desto mindre er den stadig værd at læse. For genrefans er den bl.a. interessant, fordi Polidori fastlægger flere af vampyrens karakteristika, næsten 80 år før Bram Stoker skrev Dracula. Derudover giver Hans Peter Madsens læsning et lag til fortællingen, som overhovedet ikke kom frem, i den genfortælling jeg tidligere har læst. Så selvom læsningen for mig mere var intellektuel end følelsesmæssig, så kan jeg kun anbefale Eschos genudgivelse, til alle der interesserer sig for horror, men også til litteraturinteresserede i almindelighed.

Vampyren er udkommet i forlaget Eschos serie ‘Udenlandsk Fugl’, der fokuserer på oversættelser af gotik- og skræklitteratur fra perioden 1880-1940. I samme serie har jeg tidligere læst Charlotte Perkins Gilmans fremragende fortælling Det gule tapet fra 1892.

Om Vampyren:

Udgivelsesår: 24.02.2022
Forlag: Escho, 99 sider
Omslag: Kristian Funder-Nielsen
Originaltitel: The Vampyre, 1819
Oversætter: Hans Peter Madsen

Læs også:

Blodrus af Sebastià Alzamora
Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex
Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier / red. Michael Sims
Carmilla af Sheridan Le Fanu
Hotellet af Storm Frost
Aura af Carlos Fuentes
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Dracula af Bram Stoker
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Vampyr / red. Nikolaj Højberg

Isle of the Dead

Isle of the Dead (1945)
Instrueret af Mark Robson

I forbindelse med at jeg skrev en omtale af Hanna Lützens roman Vlad, faldt jeg over en spændende artikel af Niels K. Petersen om vampyrfilmens historie. Han nævnte filmen Isle of the Dead fra 1945 med bl.a. Boris Karloff på rollelisten. Den lød så interessant, at jeg fandt frem til den på Internet Archive, et omfattende digitalt bibliotek der bl.a. giver adgang til en lang række ældre film, som ellers kan være svære at finde lovligt.

Følgende omtale indeholder spoilers.

Isle of the Dead udspiller sig i Grækenland under den første Balkankrig i 1912. Boris Karloff spiller den græske general Nikolas Pherides, som hele sit liv har fulgt reglerne striks og uden undtagelser. Ved filmens begyndelse tager han den amerikanske journalist Oliver Davis med, da han en aften aflægger et besøg ved sin hustrus grav. Hun døde for mange år siden, og ligger begravet på en lille ø ikke langt fra generalens lejr.

Men da de ankommer til øen, opdager generalen, at hustruens grav er tom. De opsøger det eneste hus på øen, hvor arkæologen Albrecht har slået sig ned som bod for at have købt artefakter af de lokale, som de har stjålet fra gravstederne. Hos ham er også ægteparret St. Aubyn og deres hjælper Thea. En græsk pige de har taget til sig. Derudover er der endnu en gæst, Andrew Robbins, samt Albrechts husholderske Madame Kyra.

Af forskellige årsager ender det med, at Davis og generalen overnatter på øen. Da de vågner næste morgen, er Robbins død, og generalen tilkalder lægen Drossos for at finde frem til dødsårsagen. Det viser sig, at Robbins er død af septikæmisk pest, og nu må gruppen holde sig isoleret på øen, meget mod deres vilje.

Mens gruppen langsomt decimeres, begynder Madame Kyras historier om ‘vrykolakas’ at sætte sig spor i generalen. Kyras angst for sygdommen får hende til at søge mod alle mulige forklaringer, og her er det lokale vampyrvæsen ‘vrykolakas’ et godt bud. Det er der midler til at beskytte sig mod. Kyra er sikker på, at Thea er grunden til dødsfaldene, og da man finder hende inde hos en livløs Mrs. St. Aubyn, bliver generalen også overbevist. Han truer Thea, men både Albrecht og Davis beskytter hende.

Imens bliver Mrs. St. Aubyn begravet i et gravkammer. Desværre er gruppen ikke opmærksom på, at hun lider af en sygdom, der gør, at hun falder livløs hen i lange perioder for så at komme til sig selv igen. Så da hun vågner og finder sig selv levende begravet, bliver hun selvsagt rædselsslagen.

Det lykkes Mrs. St. Aubyn at slippe ud af graven, og hun vender tilbage til huset, hvor hun dræber Madame Kyra. Siden kommer hun Thea til hjælp, da den pestramte general forsøger at standse ‘vrykolakas’. I det samme kommer Davis og Albrecht tilbage, og under Mrs. St. Aubyn flugt falder hun i døden.

Isle of the Dead varer en god times tid, og er naturligvis ikke voldsom uhyggelig efter vor tids standard. Ikke desto mindre er der en fantastisk atmosfære over filmen, og jeg blev overraskende berørt over scenen, hvor de tror, at Mrs. St. Aubyn er død og begraver hende.

Boris Karloff leverer desuden en spændende præstation som generalen, der bliver kaldt vagthunden af omgivelserne. Han står fast på at gøre det rigtige, og han ønsker at beskytte alle på øen – og dermed sine tropper inde på fastlandet. På mange måder er generalen ikke særlig sympatisk, men Karloff spiller ham fremragende.

Endelig må jeg også indrømme, at det at se en film om pest, mens COVID-19 pandemien rumler rundt om i verden, også er med til at give oplevelsen en ekstra dimension.

Om ‘vrykolakas’ skriver Johan Egerkrans i De udøde:

Næst efter Rumænien er det mest vampyrbefængte land i Europa utvivlsomt Grækenland. De græske udøde, som normalt går under navnet vrykolakas, har mange ligheder med deres nordligere slægtninge, hvad angår udseende, evner og bekæmpelsesmetoder, men på visse punkter er de forskellige. Blandt andet drikker de ikke blod i et særligt stort omfang, men kvæler hellere deres ofre. Den store forskel ligger dog i, hvad eller hvem det i virkeligheden er, der animerer de døde. De fleste europæiske gengangere som strigoi og nachzhrere er rastløse ånder, der er vendt tilbage fra graven og har taget deres egen krop i besiddelse […] I Grækenland derimod anses det for at være en dæmon eller endda Djævelen selv, som er den ansvarlige. Nogle gange fordi Den Onde så fuldstændigt har korrumperet den dødes sjæl, at den helt har mistet sin menneskelighed og er blevet forvandlet til en slags dæmon. I andre tilfælde er det andre mørke magter, som sørger for, at en vrykolakas rejser sig fra graven.” (side 37)

Anmelderne skriver:

ClassicHorror.com:
Death casts a large shadow in all of Val Lewton’s RKO horror productions, but never larger than in Isle of the Dead. Characters drop like flies as both science and superstition prove inept against the advances of the Grim Reaper in this foreboding tale set amid war, disease and encroaching madness. Perhaps the most flawed of Lewton’s chillers, this is also one of his most memorable and, in its climactic moments, the most outright frightening.” (Læs hele anmeldelsen her)

Classic Film Freak:
The Isle of the Dead isn’t great art, but it still is far from a “B” picture.  Watch it for the well done atmosphere of claustrophobia and of course Boris Karloff.” (Læs hele anmeldelsen her)

Cinema Retro:
Though the first of the Lewton horrors, The Cat People (1942, directed by Jacques Tourneur) is likely the best celebrated of the six films overall, I’ve always held a special fondness for Isle of the Dead. Now, revisiting the film with this stunning Blu ray transfer, I’m as impressed as ever with Robson’s claustrophobic direction, the thoughtful scripting of Ardel Wray and Josef Mischel and the film’s gloomy atmospherics […] In some ways Isle of the Dead is a tough film to neatly pigeonhole. It really isn’t a straight-forward drama nor a mystery, nor is it a bon a fide horror film in the general sense. It’s a psychological thriller that offers viewers little in surprises or plot twists but treats erudite moviegoers to fascinating character studies. The superstitious peasant Kyra is certain the recent spate of deaths are deserved, a punishment of the Gods for evil deeds committed by earth-bound mortals. This reading is as good as any, I suppose. But how people choose to deal with this invisible terror not easily defended against nor explained is reflective of the level of education and personality traits of any given individual. Do we believe the assessment of the doctor? The militarist? The superstitious old woman? Those most brave? Or those most fearful?” (Læs hele anmeldelsen her)

Om Isle of the Dead:

Udgivelsesår: 1945
Instruktør: Mark Robson

Se filmen her

Læs Niels K. Petersens artikel her

Vlad af Hanna Lützen

Vlad af Hanna Lützen

1995 var et godt år for dansk horror. Det var året, hvor Steen Langstrup debuterede med Kat, Patrick Leis debuterede med Bag masken og Jacob Hedegaard Pedersen debuterede med Dyret – Apokalypser. Nu har jeg så også endelig fået læst Hanna Lützens debut Vlad, som lægger sig fint i slipstrømmen af gode horror debuter.

Lucia Holmestad arver nogle papirer fra sin farfar. Papirerne er en gammel sømands fortælling, som Lucias oldefar for 100 år siden nedskrev, og siden videregav i dybeste hemmelighed ned gennem slægten, til de nu når Lucia.

Sømanden hed Josef Maresciu, og han var kaptajn på skibet Demeter, der strandede uden for Whitby havn i 1894. Maresciu var den eneste overlevende ombord, og han blev fundet livløs, bundet fast til roret.

Lucia læser Marescius beretning, der fortæller om en mareridtsagtigt sejltur, hvor besætningen én efter én forsvinder sporløst. Ombord på skibet er også en passager, der viser sig at stamme fra Rumænien ligesom Maresciu. I begyndelsen er ‘gæsten’ en interessant og charmerende samtalepartner for kaptajnen, men efterhånden som uro og ulykker hagler ned over Demeter, får Maresciu en fornemmelse af, at noget er helt forkert ved skibets ‘gæst’.

Jo længere ind i beretningen Lucia kommer, jo mere intens bliver hendes oplevelse. Hun isolerer sig i lejligheden, som hun har lånt af sin onkel, mens hun begraver sig i den afdøde kaptajns beretning – der langsomt ændrer karakter og bliver den hemmelige passagers beretning.

Den distingverede, ældre gentleman fra det rumænske aristokrati, viser sig at være efterkommer af Drakul, ridder af Drageordenen og prins af Wallachia, og hans navn er Vlad Drakula. Lucia nærmest oplever hans fortælling, som tager os omkring en barndom som gidsel hos den tyrkiske sultan Murad II, en evig søgen efter hævn og ønsket om at indtage den retmæssige plads som hersker af Wallachia.

Jo mere Lucia læser om Vlad, jo mere fascineret bliver hun af hans intensitet. I drømme kommer hun tættere og tættere på ham, og imens bliver hverdagen og menneskene omkring hende ubetydelige. Snart har hun kun et ønske – at blive Drakulas.

Vlad er som sagt Hanna Lützens debut. Historien er en blanding af kærlighed (eller måske snarere begær) og horror, og tager udgangspunkt i vampyren Dracula, samt ikke mindst i den virkelige valakiske regent Vlad Tepes, der menes at være Bram Stokers inspiration til sin romanfigur.

Også måden Vlad er skrevet på, kan ses som en hommage til Stoker. Historien fortælles via breve og dagbogsnotater og er samlet med et forord og efterskrift af Lucias onkel Wilhelm Mørck.

Ved min hjemkomst fra længere tids ophold i udlandet, fandt jeg disse papirer i min lejlighed. De er det eneste spor efter min niece, Lucia Holmestads ophold i mit hjem. De foreligger i den orden jeg fandt dem i, og de udgør det eneste vidnesbyrd for hendes tanker og færden op til hendes forsvinden i juni 1994. (side 5)

Endeligt minder navnet Lucia meget om Stokers figur Lucy, der i Stokers roman, trods sin frygt for Dracula alligevel lader sit begær efter ham vinde.

Men selvom Hanna Lützens inspiration kan føres tilbage til Stoker og Vlad Tepes, er historien umiskendeligt hendes egen. En fascinerende rejse i horror og besættelsen af det ukendte, det mørke, der fortælles først nøgternt og siden i drømmeagtige sekvenser, som opløser skellet mellem fortid og nutid.

Lützen laver en interessant kobling mellem vampyren og den forbudte erotiske tiltrækning, som også Anne Rice med sin vampyr-serie bevægede sig i i tiden. I en kronik i Berlingske Tidende beskriver Lützen, hvordan vampyren som fænomen har udviklet sig i litteraturen. Fra at være et ulykkeligt væsen, der inderst inde higede efter en forening med den gud, han frasagde sig, er vampyren blevet attråværdig i en verden der er så kompleks, at forestillingen om det gode og det onde er afskaffet.

For i vampyrens verden er der mange sidegevinster udover den attraktive evige ungdom. Vampyrens verden er nemlig så fuldstændig fri af besværlige fænomener som skyld, skam, angst og fortvivlelse. (Berlingske Tidende, 12.17.1995)

Jeg var vældig underholdt af Vlad med sin blanding af historiske oplysninger og Lucias nutidige fascination. Men min yndlings Lützen-roman er nu stadig Rødt til en død årstid.

Om Vlad:

Udgivelsesår: 1995
Forlag: Gyldendal, 158 sider
Omslag: Henrik Koitzsch

Læs også:

Rød høst af Lars Ahn
Lad den rette komme ind af John Ajvide Lindqvist
Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier / red. Michael Sims
De udøde af Johan Egerkrans
Carmilla af Sheridan Le Fanu
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Blodig arv af Matt Haig
De dødes by af Stephen King
Historikeren af Elisabeth Kostova
Blodets nætter af Steen Langstrup
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Jeg er den sidste af Richard Matheson
Vampyren af John Polidori
Vampyr af Michael Romkey
Bid af Rikke Schubart
Mørkets datter af Steven Spruill
Dracula af Bram Stoker
Færgen af Mats Strandberg
Blod af Guillermo del Toro og Chuck Hogan
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Vampyr / red. Nikolaj Højberg
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Fyrre kister af Santullo & Jok

Fyrre kister er en stemningsfuld tegneserie for elskere af Dracula

Fyrre kister af Santullo & Jok

Under en voldsom storm sidst i det 19. århundrede ankommer et skib til den engelske havneby Whitby. Den eneste person ombord er den afdøde kaptajn, der står bundet fast til skibets ror. I hans lomme finder man et dokument, der beskriver begivenhederne om bord. Og så starter fortællingen.

En måneds tid før sejlede Demeter, som skibet hed, fra Varna i Bulgarien. Besætningen bestod af 9 mand, de fleste russere samt den rumænske styrmand Lepes. Under en toldinspektion i Tyrkiet går tingene galt, da tyrkerne ikke er tilfredse med bestikkelsespengene. Det ender i kamp, men det lykkes besætningen af komme af sted med skibet.

Ude på havet fortsætter ulykkerne dog. Et besætningsmedlem forsvinder sporløst, og så endnu et, og snart begynder mændene at hviske i krogene. Kun kaptajnen og Lebes er upåvirkede af overtroen. Men hvor længe?

Hvis man kender Bram Stokers roman Dracula, ved man hvilken rejse skibet Demeter er på. Men selvom man ikke har læst romanen, er Fyrre kister stadig en fuldgod oplevelse.

Serien er tegnet af den argentinske illustrator Jok, mens teksten leveres af Santullo fra Uruguay. Fyrre kister er deres første udgivelse på dansk, og er en dyster og atmosfærefyldt oplevelse.

Det lille forlag E-voke står også bag en række andre spændende tegneserier. Ikke mindst Richard Corbens flotte Poe fortolkning De Dødes Sjæle.

Om Fyrre kister:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: E-voke, 51 sider
Omslag og illustrationer: Jok
Originaltitel: 40 cajones
Oversætter: Lea Mejdahl Christiansen

Forenet – Død verden 4 af Louise Haiberg

Forenet af Louise Haiberg

I 2017 udkom de første tre bind af Louise Haibergs serie Død verden. Egentlig skulle historien om Nera været stoppet der, men heldigvis havde Haiberg endnu en historie at fortælle. Den får vi her i Forenet.

Verden er gået ad Helvede til. Jorden er blevet oversvømmet af zombier, og menneskene overlever med nød og næppe i små grupper. Der findes dog enkelte sikre zoner, hvor mennesker kan leve i sikkerhed for zombierne. Disse zoner er sikrede af vampyrelvere, der har oprettet dem for at redde deres føde. Mennesker, der bor i zonerne, er frie og sikre. Eneste betingelse er, at de skal donere deres blod til vampyrelverne, og at de aldrig selv må udgyde blod.

I de første bind blev vi introduceret til denne verden og til hovedpersonen Nera og hendes bedste ven, Aidan. De blev reddet fra den visse død af vampyrelverne Bane og Kirsta, og med tiden forelskede Nera og Bane sig. Men Bane blev bidt af en zombie, så han blev efterladt i vildnisset, mens Nera måtte vende tilbage til den sikre zone.

I Forenet er det lykkes for lægen Peter at lave en kur, der kan redde mennesker, der bliver bidt af en zombie. Dog kun hvis de har blodtype O. Det har Nera ikke. Men hun er overbevist om, at hvis hun får kuren og lader Bane bide sig, kan hun redde ham.

Der er kun et par problemer. Dels skal hun have fat i kuren. Dels skal hun ud af Vita, den sikre zone, uden nogen opdager det. Og så skal hun også lige finde Bane ude i vildnisset. Heldigvis er Nera ikke den, der giver let op, og Banes far har en høj plads i vampyrelvernes råd. Måske kan han hjælpe hende?

Død verden er en herlig serie for alle som holder af zombier, vampyrer, splat og kærlighed. Louise Haiberg har skabt en unik og troværdig verden, og Forenet lever helt op til de første tre bind i serien.

Historien fortælles i 1. person af Nera iblandet sider af hendes håndskrevne dagbogsnoter. Nera er en stædig, trofast og stærk ung kvinde, og jeg er vild med hendes syn på livet. Hun lever i en verden, hvor alle har mistet nogen, og hvor man er nødt til at være hård for at overleve. Alligevel har hun bibeholdt sin menneskelighed, selvom hun dækker over den med en kulsort humor.

Denne gang er fokus især på Nera og Banes forhold. Der er ikke så meget splat og kamp, men vi lærer lidt mere om vampyrelverne, og så forsøger Haiberg sig med endnu et twist af historien mod slutningen. Vi nærmer os paranormal romance (en genre jeg egentlig ikke bryder mig så meget om), men Louise Haiberg lader heldigvis ikke det hele forfalde til sødsuppe romantik.

Jeg synes Forenet passer godt ind i Død verden-serien, og jeg var vældig underholdt under læsningen. Da det er ved at være et par år siden, jeg læste de første tre bind, kunne det dog have været godt, hvis vi lige havde fået et lille resume for at få opdateret historien. Men det er bare et lille pip.

Hvis du også er vild med vampyrer, zombier, action, lidt kærlighed og en god historie, så kan jeg kun anbefale Louise Haibergs serie.

Uddrag af bogen:

“Udmærket, her kan vi tale uforstyrret. Så tal.”

Jeg åbner og knytter hånden.
Okay, så er det nu.
Jeg hiver luft dybt ned i lungerne og vender mig mod ham.

“Jeg har en idé til at redde Bane.” Ikke videre elegant. Hans læber skilles som om han skal til at afbryde mig. Spidserne på hugtænderne glimter svagt. Jeg skynder mig at fortsætte. “Bare lyt. Jeg har brug for at komme ud til ham og blive derude alene. Det er det jeg skal have hjælp til. At forlade Vita. Jeg ved at Rådet har besluttet at Bane ikke skal have blod.” Shit, jeg er begyndt at vrøvle. Kan jeg nævne at jeg har taget kuren?

“Hvad…”

Jeg løfter hagen og afbryder ham. “Undskyld, jeg vrøvler. Kort sagt … jeg har brug for at du beordrer … beder et par vampyrelvere om at fragte mig uden for Vita og efterlade mig. Så vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at redde Bane. Jeg har en plan. Den skal nok lykkes, og vi får ham tilbage. Hvis ikke, har I kun mistet mig i forsøget på at redde ham. Et lille fjollet menneske.”

Jeg løber tør for ord og kæmper for at fastholde hans blik. Han iagttager mig, og jeg har en sær fornemmelse af at han læser min sjæl, min dedikation til Bane.

“Jeg sørger for det. Bring ham tilbage.”

Det svimler for mig. Var det virkelig så let? Man skulle næsten tro at han netop havde ventet på at jeg spurgte. (side 28-29)

Om Forenet:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Tellerup, 282 sider
Omslag: Danielle Finster

Død verden:
Monstre, 2017
Utopia, 2017
Håb, 2017
Forenet, 2020

Læs også:

Sjælesuger af Gail Carriger
Dødt kød af Nick Clausen
Dagbog fra zombieverdenen af Klaus Frederiksen & Hanne Rump
Død indtil solnedgang af Charlaine Harris
Heksejagt af Kim Harrison
Hvidt støv trilogien af Line Kyed Knudsen
Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Kolde timer af Michael Kousgaard

Kolde timer af Michael Kousgaard

For nogen tid siden læste jeg novellesamlingen Mørkets gerninger udgivet på Forlaget Petunia. I den forbindelse blev jeg vældig underholdt af Michael Kousgaard novelle ‘Den vildfarne’. Efterfølgende spurgte Michael Kousgaard mig, om jeg havde lyst til at læse hans novelle ‘Kolde timer’, der ligeledes er udkommet på Forlaget Petunia. Det kunne jeg ikke sige nej til.

Den studerende Nanna lejer en kælderlejlighed af fru Larsen, hvis mand blev dræbt for nogle år siden.

En aften under en løbetur overværer Nanna en hit-and-run påkørsel. Men da hun når hen til ofret, er en anden allerede nået frem. En høj mand i en lang frakke – der knækker nakken på trafikofret!

Nanna stikker af, og hjemme i lejligheden burer hun sig inde. Er den høje mand nu efter hende? Hvorfor slog han trafikofret ihjel? Og hvem var trafikofret?

Michael fortæller, at han skrev ‘Kolde timer’ som en slags hyldest til 1980’ernes mange fede gyserfilm. Derfor foregår den i 1984, og da han skrev den, forestillede han sig den som en åbnings-scene til en film.

Jeg er ikke helt så vild med ‘Kolde timer’, som jeg var med ‘Den vildfarne’. Her bliver kastet en del bolde op i luften, som ikke rigtig gribes igen. Det kan være fordi, ‘Kolde timer’ er tænkt som en optakt, hvor begivenhederne senere vil blive forklaret. Og naturligvis er noveller også altid små udklip af et større billede. Men jeg synes alligevel, at f.eks. åbningen af novellen, hvor vi hører om, hvordan fru Larsens afdøde mand river slægtsgården ned, kommer til at virke som et påhæng, snarere end som en del af historien.

Sprogligt virker novellen heller ikke helt så gennemarbejdet som ‘Den vildfarne’. Men når det er sagt, så er ‘Kolde timer’ tænkt som en YA-gyser, og som sådan fungerer den fint med sin opbygning á la de glade 80’er slashere.

Det lykkes også Michael Kousgaard at skabe en vild paranoid stemning i novellen, mens Nanna gemmer sig i lejligheden. Jeg kunne nærmest føle hendes angst for den høje mand, der måske/måske ikke gemmer sig ude i den mørke kælderskakt.

Så skal du f.eks. slå en togtur ihjel og trænger til et hurtigtlæst og uforpligtende adrenalinkick, så læs ‘Kolde timer’ på rejsen.

Uddrag af Kolde timer:

“Hold op,” skreg hun hver gang og holdt sig for ørerne. Til sidst havde hun også lukket øjnene, og da hun kiggede hen på døren igen, var manden væk. Hun forsøgte at rejse sig, men benene sov. Fra sin plads gulvet drejede hun sig rundt og kiggede i alle kældervinduerne. Frygtede at se hans fødder i det stive græs. Men alt var stille.

Sådan sad hun i lang tid. Hvorfor havde han stået og stirret på hende i stedet for at forsøge at komme ind? Hun kunne kun komme på en enkelt grund. Han havde hørt hende låse døren, da hun kom hjem. Havde hun været sekunder fra at død? Syv trin? Hun gøs ved tanken om, at han havde lusket rundt udenfor og stirret på hende uanset hvor i lejligheden, hun havde gået rundt. Han havde set hende halvnøgen, da hun skiftede tøj.

Hun kom i tanke om, at hun havde snakket med Peter, da hun havde fået øje på manden. Røret lå på gulvet. Hun tog det og trykkede hans nummer igen. Da hun lagde røret mod øret, var der kun stilhed. Telefonen var død. (side 10-12)

Reklame: Tak til Michael Kousgaard og Forlaget Petunia som har foræret mig novellen til anmeldelse.

Om Kolde timer:

Udgivelsesår: 01.06.2019
Forlag: Forlaget Petunia, ca. 20 sider (sms-novelle)

Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker

Den dobbelte grav af Benni BødkerGenfærd, blodsugere, gravrøvere og et sunket slaveskib er blandt ingredienserne i Benni Bødkers rædselssymfoni for gyserentusiaster fra +10 år

Den dobbelte grav indeholder 13 noveller af Benni Bødker og er fyldt med de fedeste illustrationer af David Mikkelsen.

Jeg er ret gammeldags, når det gælder bøger. Jeg kan sagtens læse ebøger, og kan også se det smarte i at man hurtigt og billigt kan købe spændende bøger fra nærmest hele verden. Men personligt holder jeg mest af at få en papirbog i hånden. Når den så er i lækkert layout, og indholdet ligeledes er godt – jamen, så bliver min verden ikke meget bedre.

Og Den dobbelte grav er flot. Bogen har stift bind og er trykt på kraftigt papir. Layoutet er gennemført med flotte knogle-vignetter i starten af hvert kapitel, og en illustration hvid på sort afslutter hver fortælling og understreger den uhyggelige stemning. Når man køber bogen, får man desuden en vinylplade af metalbandet Undergang med, som indeholder to sange inspireret af bogen. Sangen kan også streames på Undergangs hjemmeside.

De 13 noveller er en blanding af fortællinger fra gamle dage og fra nutiden. Flere af historierne har tråde til historiske emner eller myter og sagn. Eksempelvis udspiller novellen ‘De grædende børn’ sig i nutidens Spanien, men trækker tråde til den spanske borgerkrig og Francos diktatur. Mens novellen ‘Den blodige legion’ tager udgangspunkt i den fransk-preussiske krig 1870-71.

Benni Bødker skriver ikke ned til sine læsere, men er god til at forklare undervejs, for eksempel om lygtemændene i ‘I nat dør vi’: “Folk her omkring siger, at på heden hærger lygtemændene. Vover man sig ud en mørk aften som nu, kan man se de flakkende lys. Det er de dødes genfærd, der lyser op og forsøger at lokke vejfarende til sig. Lokke dem med sig så langt ud på heden, at de ikke længere kan finde hjem. Eller ud i den bundløse mose. Sådan lyder historierne. Lygtemændene varsler død, og det er bedst at holde sig på lang afstand af dem.” (side 44)

Nogle af novellerne har tidligere været udgivet i serien 666, der beskrives som “[…] klassiske, letlæste gysere, inspireret af virkelige begivenheder […]“. Blandt dem er ‘En af os’, der handler om Johan, som har fået en idé til at slippe af med rødderne, der forfølger ham. I første omgang er idéen en succes, men siden viser den sig at være et tveægget sværd.

Historierne i Den dobbelte grav er grumme, overraskende og uden garanti for lykkelige slutninger. Målgruppen er måske nok børn som holder af stemningsfulde gys, men voksne kan såmænd også sagtens læse med. Jeg var i hvert fald godt underholdt af de stemningsfulde fortællinger, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Benni Bødker er i øvrigt snart aktuel med Grimm II, hvor han sammen med Kenneth Bøgh Andersen genfortæller 10 eventyr af brødrene Grimm. Ligesom første bind bliver bogen illustreret af John Kenn Mortensen, og jeg glæder mig allerede.

Tak til forlaget Corto som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Besøg Benni Bødkers hjemmeside.

Om Den dobbelte grav og andre rædsler:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Corto, 190 sider
Omslag og illustrationer: David Mikkelsen

Indhold:

Den dobbelte grav
En af os (tidligere udgivet som Krageklippen i serien ‘666’)
I nat dør vi (tidligere udgivet som Lygtemænd i serien ‘666’)
Elsket og savnet
50 sjæle (tidligere udgivet som Hvil i Helvede i serien ‘666’)
Skibskisten
Til døden os skiller
De grædende børn (tidligere udgivet som De grædende i serien ‘666’)
Vrykoloka (tidligere udgivet som Ulvene fra Konstantinopel i serien ‘666’)
De blinde døde (tidligere udgivet som Blod til Baphometh i serien ‘666’)
Den blodige legion (tidligere udgivet som Genfærdslegionen i serien ‘666’)
Lad deres knogler synge (tidligere udgivet som Den hornede i serien ‘666’)
Den dobbelte grav

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Søvn og torne af Neil Gaiman
Og de onde lo – amoralske fabler af Ellen Holmboe & Kristian Eskild Jensen
Midnatstimen af Dennis Jürgensen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Sku ikke hunden på hårene – og 10 andre noveller om ordsprog

Vampyrens pagt af Mette Sejrbo

Vampyrens pagt af Mette SejrboVampyrens pagt er bind tre i Mette Sejrbos Ulfhedin-saga, som blander fantasy, horror og erotik med nordisk mytologi i et brag af en trilogi.

Emilie og Jonas er fast besluttet på at få Sebastian Van der Maas ud af deres liv, men det viser sig mere besværligt end antaget. Selvom det lykkes dem at bringe Sebastian i problemer med Matelli-klanen, er intet afgjort. De har stadigvæk heller ikke afsløret deres forhold for deres familier, og hemmeligholdelsen tærer på begge. Samtidig er Emilie stadig uafklaret på sine følelser for Sebastian, selvom han tilhører de mørke, som vølverne skal bekæmpe. Det piner selvsagt Jonas og driver en kile imellem det unge par.

Ikke desto mindre er vølvere og varulve nødt til at finde sammen i en alliance for at modstå de mørke og bevare balancen. Men kan varulvene tilgive vølvernes drab på deres slægtninge? Og kan vølverne overvinde deres indgroede mistro til varulvene?

Vampyrens pagt indeholder som de to tidligere bind en heftig blanding af fantasy, erotik og action. Denne gang er der en del fokus på Emilie og Jonas forhold, som udsættes for alvorlige forhindringer.

Sideløbende følger vi Sebastian, der må stå ret for vampyrernes råd i Italien og risikerer en dødsdom. Sebastian har dog andre planer, men oddsene for, at han kan slippe af sted med dem, er ikke store.

Endelig er der den overordnede plan, hvor balancen skal opretholdes, som kræver samarbejde mellem vølver og varulve – samt ikke mindst en overraskende tredjepart.

Sejrbo skriver underholdende og formår at flette nordisk mytologi ind i en actionfyldt fortælling om had, kærlighed og alt derimellem. Der er god fremdrift i historien, der skiftevis fortælles gennem Emilie, Jonas og Sebastian, og trods de mere end 500 sider havde jeg på intet tidspunkt lyst til at lægge bogen fra mig.

Ulfhedin-sagaen afsluttes her med manér, og har du ikke læst serien endnu, har du en super læseoplevelse til gode.

Uddrag fra Vampyrens pagt:

“Jeg er overrasket over, du har taget denne beslutning alene, kære.” Skuffelsen i Siris stemme skar hende i hjertet. “Du burde være kommet til os. Især da du fandt ud af, at der var flere af de mørke.”

Emilie holdt vejret. Nu havde hun fortalt alt om Matelli Group og om Sebastian. Hun burde også fortælle om Jonas, ordene lå på tungen, men mindet om kampen i skoven ved Næstved, og hvor rasende Marta var blevet, da Emilie valgte at skåne Jonas og hans bror, fik hende til at tøve.

“Jeg er ked af det, ældste,” svarede hun i stedet, “jeg burde ikke have holdt jer udenfor.”

“Jeg er ikke sikker på, at det er klogt at gå op imod de mørke, uden vi kender deres kræfter, og så tilmed stille dem sådan et ultimatum. Vi kunne knap gøre det af med den unge, hvad hed han, Kasper?” Siris stemme blev modløs, “og selv med Jonas’ hjælp kunne du ikke tilintetgøre ham den mørke. Hvad skal vi stille op mod en hel hær af dem?”

Emilie bed tænderne sammen ved mindet om Kasper og de ting, han havde gjort mod Marie. At Sebastian stadig var derude et sted, fik vreden til at boble op til overfladen.

“Jeg måtte gøre noget, Siri.” Hendes stemme var nok lidt skarp, men hun magtede ikke at tøjle sit temperament. “Det er mig, der har et problem med den mørke. Det er mig, han er ude efter. Det er mig, der hver dag skal se mig over skulderen og holde min mor og alle andre i live. Det har intet med mit kald, det her er personligt!”

Stilheden var som et rungende brøl, efter hun nærmest havde råbt den sidste sætning ind i telefonen. (side 28-29)

Om Vampyrens pagt:

Udgivelsesår: 15.09.2018
Forlag: Dreamlitt, 547 sider
Omslag: Emma A. Mowinckel

Ulfhedin-sagaen:

Heksens kald, 2015
Varulvens forbandelse, 2016
Vampyrens pagt, 2018

Besøg Mette Sejrbos hjemmeside HER

Læs også:

Den barske sandhed om Thor og Loke – Prøven af Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Odinsbarn af Siri Pettersen
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

De udøde af Johan Egerkrans

De udøde af Johan EgerkransSmukt illustreret opslagsværk om udøde væsener fra hele verden

Jeg har tidligere læst bogen Nordiske guder af Johan Egerkrans, og allerede her blev jeg betaget af hans fantastiske illustrationer. Nu har han så lavet et opslagsværk som beskriver udøde væsener fra hele verden, og endnu engang har han skabt et betagende smukt værk.

Efter en indledning hvor Egerkrans kort fortæller om de udøde, hvad de er, hvordan de opstår, hvordan man genkender dem og hvordan man beskytter sig imod dem, følger fire overordnede kapitler: Europa, Afrika & Mellemøsten, Amerika og Asien & Oceanien. Hver kapitel omhandler en række væsener fra denne verdensdel lige fra kendte skabninger som Succubus, Tupilak og Zombi til for mig helt ukendte navne som Cihuateteo, Draug og Vrykolakas.

Alle opslag er smukt illustreret og fortæller kort om væsenets egenskaber, hvorfor det er blevet til og hvordan man kan stoppe det. Sproget er let tilgængeligt, og på mit bibliotek står bogen i børnebiblioteket. Den kan dog sagtens læses af voksne, og den omfattende litteraturliste bagerst viser, at der ligger et stort researcharbejde bag udgivelsen.

Blandt væsenerne, som det viste sig, at jeg havde hørt om, da jeg læste nærmere, var Adze. Et blodsugende væsen der ligner en lille ildflue. Dette væsen bruger brødrene Garmark i romanen Love City, hvor det udfylder en skræmmende rolle.

Churel illustreret af Johan EgerkransEn anden overraskende kending nævnes kort i det overordnede afsnit om vampyren. Det skandinaviske væsen myling. Jeg husker navnet fra bøgerne om Emil fra Lønneberg, men har aldrig kendt historien bag. Nu ved jeg så, at mylingen er genfærdet af et barn født i dølgsmål og derefter slået ihjel af moren. Barnet vender i døden tilbage til moren, hvorefter det dier hende til døde.

Et tragisk væsen, der nu ikke er mindre blodtørstig af den grund, er Churel’en. Her er tale om en indisk kvinde, der er død i barselsseng eller er blevet slået ihjel af sin svigerfamilie. Et kendtetegn er de bagudvendte fødder, som også kan ses, når væsenet har forvandlet sig til en smuk, ung kvinde. Hvis Churel’en er blevet dræbt af sin svigerfamilie, starter hun med at slå det yngeste mandlige medlem ihjel og fortsætter, til alle mændene er døde. Desværre stopper det ikke hendes aktiviteter, så når hendes hævn er fuldført, fortsætter hun med at dræbe unge mænd i almindelighed. Churel’en er i øvrigt også et væsen, det viste sig, at jeg havde læst om før. Teddy Vork bruger nemlig denne skabning i novellen De rette omgivelser.

De udøde er både informativ og flot udført. Vi præsenteres for i alt 40 opslag om levende døde og andre gengangere fra alle dele af verden. Hvert væsen er skrækindjagende, tragisk og fascinerende, og samtidig er det interessant at opdage, hvordan næsten enslydende myter er opstået i hver sin ende af verden, blot med få lokale forskelle.

Har du den mindste interesse i sagn og myter, bør du ikke snyde dig selv for denne smukke bog, som fortjener mere end én læsning.

Uddrag af De udøde:

Draug, illustreret af Johan EgerkransDraug (Draugr; Haugbui; Aptrgangr)

En draug er en mægtig og blodtørstig genganger, kendt fra de oldnordiske sagaer. I modsætning til mange andre genfærd, der savner en egentlig fysisk form, er draugen en særdeles håndgribelig udød, hvis ånd har animeret den døde krop. Drauger bor i den gravhøj, hvori de er begravet, og manifesterer sig som sorte, opsvulmede lig med ondskabsfuldt glødende øjne. Draugen kan ændre størrelse efter behag, har overnaturlige kræfter og er mere eller mindre usårlig over for sværdhug og andre gængse våben. Den kan endda forvandle sig til en mystisk røg eller tåge, der om natten hvirvler op fra dens grav. (side 46)

Om De udøde:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alvilda, 125 sider
Omslag: Johan Egerkrans & Cecilia Danneker Engström
Originaltitel: De odöda
Oversætter: Annette Lerche Trolle

Besøg Johan Egerkrans’ hjemmeside

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Diget af Teddy Vork