Indlæg tagget med ‘vampyrer’

“Thirst” er noget så usædvanlig som en sydkoreansk vampyr-film med en katolsk præst i hovedrollen.

Præsten Sang-hyun arbejder på det lokale hospital, men han drømmer om at gøre en forskel. Derfor melder han sig som frivillig forsøgsperson til et eksperiment, hvor man forsøger at finde en kur mod en dødelig virus. Sang-hyun er tæt på at dø, men overlever da han får en blodtransfusion – som er inficeret med vampyrblod!

Sang-hyun vender tilbage til sit tidligere liv, men finder det svært at forene sin tro med sine nye morderiske drifter. Han kæmper for ikke at dræbe for at tilfredsstille sin sult, men da han møder den unge kvinde Tae-ju, der lever i et kærlighedsløst ægteskab med Sang-hyuns barndomsven, overvinder drifterne ham, og de indleder et kærlighedsforhold. Men forholdet får alvorlige konsekvenser, da det går op for Tae-ju, at hendes elsker er vampyr.

“Thirst” er en anderledes vampyrfilm, og fortælles generelt i et meget roligt tempo hvor der mere er fokus på historien og personernes udvikling end på den mere bloddryppende side af vampyrlivet. Der er et meget fint samspil mellem lydsporet og billedsiden, og trods den alvorlige fortælling er historien også gennemsyret af en skæv humor, som især er tydelig i filmens sidste halvdel.

Som Jeffery J. Timbrell skriver på Fatally-yours.com: “Park-Chan Wook’s “Thirst” is like a vampire movie written by Alejandro Jodorowsky and directed by Stanley Kubrick. It has a sense of madness and objective clarity; it is equally filthy and sterile, sweet and bitter, sexy and repulsive, all at once. “Thirst” is not the vampire movie for people who want their vampires castrated and cuddly and cliché. There is no kung fu here, no karate battles between the undead for the unrequited love of a willing victim. Indeed as one vampire states with a sense of biting, fiendish simplicity: “A willing victim?  What’s the point of that?” … “Thirst” is a movie about love. So yes it is funny, it is kooky, it is strange, it’s kinky as all hell, and it is very, very dark and brutal.”

“Thirst” er instrueret af Park Chan-wook, der bl.a. også har lavet filmene “Sympathy for Mr. Vengeance”, “Old Boy” og “Lady Vengeance”. “Thirst” blev belønnet med Juryens Specialpris på Cannes International Film Festival i 2009.

Instruktør: Park Chan-wook
Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: Bakjwi

Ifølge Wikipedia tilhører Strigoi den rumænske mytologi, og er: “… the troubled souls of the dead rising from the grave. Some strigoi can be living people with certain magical properties. Some of the properties of the strigoi include: the ability to transform into an animal, invisibility, and the propensity to drain the vitality of victims via blood loss. Strigoi are also known as immortal vampires…” I denne film er Strigoi meget meget sultne …

Vlad måtte forlade medicinstudiet uden at få beføjelse til at fungere som læge, da han ikke kunne tåle de mere blodige sider af faget. Herefter vendte han til Italien for at prøve lykken. Nu er han tilbage i Rumænien i sin farfars landsby, hvor en ældre, upopulær mand netop er død. Vlad er overbevist om, at der er noget unaturligt ved dødsfaldet, men landsbyboerne virker underligt ligeglade.

Så Vlad beslutter sig for selv at undersøge sagen nærmere. Han er sikker på, at den tidligere kommunist, Constantin Tirescu, har noget med sagen at gøre, men jo mere han finder ud af, jo underligere viser virkeligheden sig at være.

“Strigoi” er ikke dusinvaren blandt vampyr-film. Faye Jackson har instrueret en både intelligent og anderledes film, som er fyldt med kulsort humor. Jeg har læst forskellige anmeldelser af den, og det lader til, at de fleste føler, at “Strigoi” er flot filmet, godt castet men for lang. Sidstenævnte er jeg ikke enig i. Jeg synes, filmen holder hele vejen med sit skæve univers og flerstringede plot, som både fortæller om konspirationer, ejendomsspekulationer og strigoi-myten og dens ritualer.

På plus-siden tæller også det fantastisk underholdende soundtrack, som åbner med “Spirit in the sky” og blander rock med rumænsk folkemusik undervejs.

“Strigoi” vandt da også første-præmien for Best Independent Feature Film på Toronto After Dark Film Festival i 2009, hvilket jeg synes, er fuldt fortjent. Alt i alt kan jeg kun anbefale “Strigoi”, men man skal dog være klar over, at her ikke er vild og bloddryppende action at hente.

Besøg “Strigoi”s hjemmeside

Instruktør: Faye Jackson
Udgivelsesår: 2009

Under slottet Valmont findes en gravkrypt, hvor den smukke, unge Cathrine Valmont ligger begravet. En dag dukker nogle mænd op for at gemme kemisk affald i krypten, men der går hul på tønden, og pludselig vågner Cathrine op fra de døde, og drikker deres blod. Efterfølgende bevæger hun sig ud, hvor hun tilfældigt bliver fotograferet af den amerikanske turist Barbara Simon, som er på ferie i den nærliggende landsby sammen med kæresten Greg.

Barbara fascineres af Cathrine, og da hun finder ud af, at Cathrine anses for død, beslutter hun sig for at finde ud af, hvad der foregår.

I mellemtiden er Cathrines barndomsveninde Helene dukket op på slottet. Hun ved ikke, at Cathrine har været død, og tror blot at hun er syg. Da det går op for hende, at Cathrine behøver blod for at leve, hjælper hun straks veninden. Men Barbaras opdukken komplicerer tingene.

Jeg må nok indrømme, at “The Living Dead Girl” ikke lige er min stil. Her er godt nok nogle vældig underholdende splatterscener, bl.a. helt i starten hvor Cathrine spidder en af mændene i øjet med sin finger. Det er så tydeligt en maske, at man ikke kan lade være med at grine, når blodet vælter ud i lårtykke stråler.

Der er til gengæld ingen formildende omstændigheder vedrørende skuespillet, som er totalt ude i hampen. Jeg kunne ikke holde den emsige Barbara Simon ud, og mens Françoise Blanchard måske nok gør det rimeligt som Cathrine, så bliver Marina Pierro som Helene mere og mere skrækkelig, jo længere ind i filmen vi kommer.

Historien synes jeg heller ikke hænger særligt godt sammen. Her er nogle gigantiske forklaringsproblemer, som at Cathrine efter to år i sin kiste ikke er det mindste rådden; at krypten konstant er oplyst med fakler; at den unge pige Helene bortfører ud til slottet, først begynder at undre sig over, hvor de skal hen, da de holder udenfor lågen. Og find selv på flere.

Desuden finder jeg tråden om de to kvinders venskab/kærlighedsforhold både langsommelig og ligegyldig.

For mændene er her dog bonus-scener, når kvinderne smider tøjet og kæler for hinanden i blufærdig lesbisk kærlighed, men det tilføjer ikke filmen noget efter min smag. Så alt i alt må jeg nok erkende, at mit første besøg ind i den franske instruktør Jean Rollins univers ikke ligefrem gav mig lyst til at se mere. Men mon ikke jeg glemmer det og forsøger mig igen om nogen tid?

Læs også omtalen på HorrorUnrated.com

Instruktør: Jean Rollin
Udgivelsesår: 1982
Originaltitel: La morte vivante

Darren Shan er en helt almindelig dreng, ja faktisk lidt af et dydsmønster. Men en dag sniger han sig sammen med sin bedste ven Steve til at besøge et omrejsende freakshow, og herfra ændres hans liv fuldstændig. Han bliver nemlig så betaget af edderkoppen Octa, at han stjæler den fra en vampyr, der optræder i cirkusset.

Men edderkoppen slipper væk og bider Steve, og for at redde Steves liv må Darren indgå en aftale med altovervældende konsekvenser. Og som om det ikke var nok, er begge drenge nu kommet i Mr. Tinys søgelys, og Mr. Tiny har en plan …

Filmen “The Vampire’s Assistant” bygger på børnebogsserien om drengen Darren Shan, og det er da også en børnefilm fremfor en decideret gyser. Men den var nu ganske underholdende, og jeg er altid vild med John C. Reilly, som spiller Mr. Crepsley – vampyren der gør Darren til sin assistent.

Instruktør: Paul Weitz
Udgivelsesår: 2009

Michael Sims har redigeret denne skønne samling af 22 noveller om vampyrer i bred forstand fra den victorianske æra, og selvom jeg på forhånd kendte en lille håndfuld af titlerne, så var der heldigvis også mange for mig ukendte.

De to første beretninger er ikke noveller, men derimod beskrivelser af vampyrfænomenet som de blev opfattet i samtiden.

Lord Byrons novelle “Afslutningen på min rejse” blev skrevet den legendariske aften, hvor Mary Shelley fik idéen til Frankenstein, og det fremgår tydeligt, når man læser Byrons bidrag, at John Polidori, som siden skrev “Vampyren” (der også er med i denne samling) ikke kun baserede vampyren Ruthven på Byron, men også fandt stor inspiration i denne novelle.

“Væk ikke de døde – de bringer kun dyster nat
og uhyggelig trøstesløshed ind i dagen
for den der lå rådnende i graven,
kan ikke længere føle lysets indflydelse,
eller overgive sig til solens frodige magt;
Lad dem hvile i deres huse af ler”

Således starter “Væk ikke de døde”, som bliver tilskrevet Johann Ludwig Tieck, en tidlig, vigtig kraft i den tyske romantik. Historien handler om Herr Walter som i sine unge dage er voldsomt forelsket i den lidenskabelige og heftige Brunhilda, som dog dør ung. Trods sin store sorg gifter Walter sig igen, denne gang med den mere stille og jordbundne Swanhilda. I en tid er de lykkelige, men så begynder Walter at længes efter Brunhilda, og med hjælp af en troldmand får han hende bragt tilbage til livet - men ikke uden omkostninger.

Aleksej Tolstoj var fætter til Leo Tolstoj, og selvom han i dag ikke huskes nær så godt, så var han dog en fremtrædende forfatter på sin tid. “Vourdalakkens familie” skrev han på fransk i 1839 under pseudonymet Krasnorogskij, men den blev ikke udgivet på russisk før i 1884 – 9 år efter Aleksejs død. Historien er også blevet filmatiseret af Mario Bava i “Black Sabbath – the three faces of fear“, og hvor jeg synes, filmen er knap så god, så lever novellen langt bedre.

Om “Varney the Vampire” skriver Sims: “Vampyrfans værdsætter Rymer på en Ed Wood-agtig måde som forfatteren til en banebrydende vampyrroman, der var betydningsfuld, men, i hvert fald efter vore standarder, ufrivilligt hylende komisk. Denne tilsyneladende endeløse roman dukkede op i åndeløse ugentlige afsnit mellem 1845 og 1847. Med sit skamløse Sturm und Drang, sit skrigende blonde og savlende uhyre, får Rymer Bram Stoker til at virke adstadig.” Det valgte uddrag er kapitel 1 i første uges afsnit, og jeg må give Sims ret – her er virkelig Sturm und Drang ud over det hele.

“Hvad var det?” af Fitz-James O’Brien hører til novellerne som flere gange har været trykt på dansk, bl.a. i “Rædslernes hus“. Om ham citeres Amanda Salmonson for at sige, at Fitz-James O’Brien er den vigtigste skikkelse efter Poe og før Lovecraft, når det kommer til moderne skræklitteratur. Det skal jeg ikke kunne sige, for jeg har ikke læst andet af Fitz-James, men novellen her er i hvert fald interessant og har en ny vinkel på vampyr-temaet.

“Den mystiske fremmede” er samlingens anonyme bidrag, som første gang kunne læses i magasinet “Odds and Ends” i 1860. Ridderen af Fahnenberg arver et slot fra sin barnløse bror. Sammen med datteren Franziska, niecen Bertha og baron Franz von Kronstein som kurtiserer Franziska, drager han af sted for at bese ejendommen. Undervejs bliver de overfaldet af ulve, men reddes af en ukendt mand ved en ruin, som den lokale fører tilsyneladende er bange for. Manden forsvinder, før de når at takke ham, men så møder de ham på en udflugt, og kort efter begynder den ellers så robuste Franziska at skrante. Sims skriver i sit forord, at visse kritikere antager, at Bram Stoker har fundet en vis inspiration til “Dracula” i “Den mystiske fremmede”, og jeg kom selv til at tænke på Le Fanus “Carmilla“, men det fortæller vel bare, at “Den mystiske fremmede” er en god historie.

I “Et mysterium i Campagna” af Anne Crawford får vi fortællingen om den excentriske kunstner Marcello, som insisterer på at bo i en afsidesbeliggende ejendom, kun beboet af en skummelt udseende tjener. Men kort efter han flytter ind her, mister han forbindelsen med sin gode ven Detaille, som ovenikøbet bliver syg. Det sender en tredje bekendt af Marcello på en tur til ejendommen, og det ender med, at man her opdager at også Marcello er syg. Jeg var ikke så vild med historiens første halvdel, som fortælles af Detaille, men sidste halvdel, som fortælles af den tredje bekendte, bliver mere interessant.

Emily Gerards bidrag til antologien hedder “Død og begravelse – vampyrer og varulve” og stammer fra en slags kulturhistorisk rejsebog, som Gerard skrev, mens hun boede i Transsylvanien sammen med sin mand. Sims skriver, at Gerards bog var en inspirationskilde for Bram Stoker, bl.a. skulle han have taget betegnelsen Nosferatu herfra, som Gerard påstod betyder Vampyr på rumænsk (hvilket ikke er korrekt). Gerard beskriver i teksten, hvem der bliver vampyrer, hvordan de skal begraves osv. og hun fortæller om forskellen på Strigoi og Nosferatu, hvor førstnævnte ikke er ondsindede, men betyder ulykke, mens sidstnævnte betegnes som afgjort ond.

“Sæt fri” handler om arkitekten Blake, som tager til den lille by Wet Waste i Yorkshire for at studere en fresko i den lokale kirke. I første omgang værger præsten sig for at give ham adgang til krypten, hvori fresken befinder sig, men til sidst lader han sig overtale af Blake, mod at han tager nogle helt særlige forholdsregler. Blake indvilliger uden at kende grunden dertil, men den lærer han siden at kende.

I “Den sørgeligste historie om en vampyr” ser hovedpersonen ser tilbage på sin barndom, hvor hun boede alene sammen med sin bror og sin far, indtil en dag en fremmed kommer på besøg. Han besnærer fuldstændig broderen, som herefter begynder at blive svagere og svagere.

Om Mary Elizabeth Braddon skriver Sims, at hun på højdepunktet af sin karriere var dronningen af sensationsforfatterne. Sensationsforfatterne brugte gotikkens hang til melodrama, men i stedet for at henlægge historien til transsylvanske slotte, førte de det skumle ind i hverdagen, og de onde baroner blev udskiftet med engelske forretningsmænd. I “Den gode lady Ducayne” får den unge pige Bella et job som selskabsdame for at hjælpe sin mor økonomisk. Hun bliver ansat af den meget gamle lady Ducayne, som tager hende med til Italien. I starten går alt godt, men så begynder Bellas helbred at skrante.

“Og skabningen kom ind” var første gang at finde i forfatteren Augustus Hares selvbiografi. Øjensynligt skulle han have fået fortalt historien om de tre søskende, som en nat får uventet besøg, af en kaptajn Fisher. Om denne korte historie hører hjemme i en biografi, er nok tvivlsomt, men jeg fandt den forfriskende ligetil og for en gang skyld med en stærk kvindelig hovedperson.

I mange vampyrhistorier er det svært at overbevise myndighederne om, at der er en vampyr løs. Det er det også i novellen “Sarahs grav”, hvor man under renoveringen af en kirkegård er nødt til at flytte en række grave, herunder Sarahs, som hviler under en inskription med ordene: “For de dødes og de levendes velfærds skyld, lad dette gravlægge forblive uberørt og dens beboer uforstyrret til Kristi komme.” Trods advarslen åbner man graven, og kort efter begynder der at ske mystiske begivenheder. Heldigvis er forfatteren bekendt med vampyrer, men han er nødt til at få hjælp fra præsten, som bestemt ikke tror på den slags overtro.

“Vampyrpigen” er historien om en ung mand, som for at få frisk inspiration, tager en tur ud i landet. På en vandretur på heden opdager han et idyllisk lille hus, hvor en mor og hendes datter bor alene. Fortælleren slår sig ned hos dem og forelsker sig dødeligt i datteren.

En af mine yndlingshistorier i samlingen er “Luella Miller” af Mary E. Wilkins Freeman. Her fortæller den gamle kvinde Lydia Anderson historien om Luella, en smuk, ung kvinde, der havde en sær vane med at omgive sig med folk, der vartede hende op, indtil de døde af udmattelse. Novellen fortælles i et enkelt talesprog, og virker meget overbevisende. En lidt anderledes, men meget interessant vampyrfortælling.

“Grev Magnus” af M. R. James finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kroejeren, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested … M. R. James skriver i indledningen til “Ghost Stories of an Antiquary” hvori denne novelle første gang blev trykt: “Hvis det lykkes for nogen af [historierne] at give deres læsere en følelse af behagelig utilpashed, når de går på en ensom vej ved nattetide eller sidder over et døende bål ud på de små timer, så har jeg opnået mit formål med at skrive dem“. Og det må man sige hans historier gør, selv 100 år senere.

Ægteparret Askew skrev en række historier med den okkulte detektiv Aylmer Vance i hovedrollen. Som Sherlock Holmes havde også Vance en hjælper, mr. Dexter, som berettede om Vances eventyr. I “Aylmer Vance og Vampyren” bliver Vance opsøgt af den unge mr. Davenant, der efter kort tid som lykkelig nygift nu er syg og træt. Lægerne kan ikke give en forklaring, men Davenant har en mistanke om, at hans smukke hustru måske har svaret på hans sygdom. Det bringer Vance og Dexter en tur til Skotland og den næsten uddøde familie MacThanes slot.

Samlingens sidste novelle er titelnovellen “Draculas gæst”. Ifølge Sims er “Draculas gæst” ikke skåret ud af den oprindelige roman “Dracula” for at forkorte denne, som Bram Stokers enke hævdede. I stedet skulle den være en del af et tidligere udkast af romanen. Historien handler om en engelsk gentleman, der er på vej gennem Tyskland. Det er Walpurgis  Nacht, og hans kusk er utrolig nervøs, så da han beder kusken om at køre en anden vej, fordi han gerne vil se nærmere på en forladt landsby, ender det med, at han stiger af og går, mens kusken kører videre. Men en snestorm er på vej, og da han endelig når frem til landsbyen, viser det sig, at der også gemmer sig andre farer her. Jeg tror gerne på, at her er tale om et første udkast, for historien virker temmelig rodet, og der er ikke styr på detaljerne. F.eks. gør fortælleren opmærksom på, at han ikke taler tysk, og kort efter kan han læse både tysk og russisk. Men den slags detaljer ødelægger nu ikke stemningen, som det alligevel lykkes for Stoker at opbygge. Så selvom “Draculas gæst” ikke er samlingens bedste novelle, så er den et udmærket punktum for denne fine og spændende udvalgte samling af vampyrfortællinger.

Bagerst i bogen giver Sims forslag til yderligere læsning, og et par af dem viderebringer jeg lige her: The Ghosts & Scholars M. R. James Newsletter og The Literary Gothic

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Nete Banke, Imperiet

Indhold:

De åbnede gravene af Jean-baptiste de Boyer, Marquis d’Argens (1738-1742)
Døde mennesker i Ungarn af Antoine Augustin Calmet (1746)
Afslutningen på min rejse af George Gordon, lord Byron (1816)
Vampyren af John Polidori (1819)
Væk ikke de døde tillægges Johann Ludwig Tieck (1823)
Den dødbringende elsker af Théophile Gautier (1843, også på dansk under titlen “Den smukke vampyr“)
Vourdalakkens familie af Aleksej Tolstoj (1839)
Vampyren Varney af James Malcolm Rymer (1845-1847)
Hvad var det? af Fitz-James O’Brien (1859)
Den mystiske fremmede af Anonym (1860)
Et mysterium i Campagna af Anne Crawford (1886)
Død og begravelse – vampyrer og varulve af Emily Gerard (1888)
Sæt fri af Mary Cholmondeley (1890)
En sand historie om en vampyr af Grev Eric Stenbock (1894, også på dansk under titlen “Den sørgeligste historie om en vampyr“)
Den gode lady Ducayne af Mary Elizabeth Braddon (1896, også på dansk under titlen “Den søde lady Ducayne“)
Og skabningen kom ind af Augustus Hare (1896-1900)
Sarahs grav af F. G. Loring (1897)
Vampyrpigen af Hume Nisbet (1900)
Luella Miller af Mary E. Wilkins Freeman (1902)
Grev Magnus af M. R. James (1904)
Aylmer Vance og vampyren af Alice og Claude Askew (1914)
Draculas gæst af Bram Stoker (1914)

“Hunger” baserer sig på Whitley Striebers roman af samme navn, og det var egentlig derfor, at jeg så den, da den forleden blev sendt på TCM. Men jeg må indrømme, at jeg blev slemt skuffet. Filmen er en langtrukken affære, som forsøger sig med en masse “kunstneriske” tiltag for at hæve niveauet. Det virker desværre bare modsat.

Catherine Deneuve spiller den ældgammel vampyr, Miriam med det evigt unge udseende, som med mellemrum tager sig menneskelige elskere og forvandler dem til vampyrer under løftet om evig ungdom, og at de skal være sammen “for ever and ever“. Desværre har løftet den hage, at i det øjeblik Miriam mister interessen i elskeren, bliver denne gammel i løbet af ingen tid.

John (spillet af David Bowie) er den nuværende elsker, men ved filmens begyndelse starter han med at ældes. I desperation opsøger han dr. Sarah Roberts som forsker i aldringsprocessen, men i første omgang afskriver hun ham som en tosse. Det ændrer sig dog, da hun ser, hvor hurtig han pludselig ældes, men da er det for sent.

Nogle dage senere opsøger hun Miriam for at spørge til John, og her indfanges hun af den fascinerende kvinde, som forfører hende i en lesbisk elskovsscene der er som taget ud af en blød pornofilm. Men Sarahs kæreste opdager, at noget er galt, og en blodprøve viser, at Sarahs blod er blevet inficeret af en anden blodtype, som ikke er menneskelig. Sarah tager tilbage for at stille Miriam til regnskab, men her opdager hun en ny sult, som kun Miriam kan hjælpe med at stille.

For at være ærlig synes jeg, at filmen forsøger sig alt for meget med blafrende gardiner og flagrende duer, ligesom instruktør Tony Scott hele tiden klipper korte sekvenser ind, hvor vi ser en abe, der går amok i et bur (Sarahs forsøgsdyr), glimt fra en natklub, en kvinde der svømmer i en pool, glimt fra Miriams fortid med tidligere elskere osv. osv. Jeg er sikker på, at Scott synes, det bringer noget til filmen, men jeg synes, det blev mere og mere irriterende. Sikkert fordi jeg ikke fattede, hvad duerne lavede på loftet, og hvorfor gardinerne var så vigtige. Eller som Roger Ebert udtrykker det, så er filmen: “so ruthlessly overproduced that it’s all flash and style and no story. There’s so much crosscutting, so many memories, so many apparent flashbacks, that the real drama is lost.”

To ting, synes jeg dog, var vellykkede. David Bowies forvandling fra en ung til gammel var utroligt godt lavet, især i betragtning af at filmen er fra 1983. Og så er det en utrolig grum tanke, at Miriam opbevarer sine tidligere elskere i kister på loftet. For hun løj ikke for dem, da hun lovede, at de skulle være sammen “for ever and ever“. For uanset hvor gamle de bliver, dør de ikke. Som Miriam udtrykker det: Der er ingen udfrielse for sådan nogen som os. Og det er virkelig ondt at skulle leve i al evighed i en mørk kiste, mens du bare forfalder mere og mere.

For en god ordens skyld må jeg hellere sige, at ikke alle er enige i min irritation over “Hunger”. Læs f.eks. anmeldelsen på Classic-Horror.com.

Instruktør: Tony Scott
Udgivelsesår: 1983

Efter et halvt års pause får vi nu endelig 6. del af serien om servitricen Sookie Stackhouse, som bor i den lille sydstatsby Bon Temps. Sookie er en helt almindelig kvinde med en lidt usædvanlig evne – hun er nemlig telepat og kan høre andre menneskers tanker. Det har gjort hendes liv isoleret, men heldigvis fandt hun en kæreste, som hun ikke kunne aflæse: vampyren Bill. Samlivet med Bill kastede Sookie ud i en masse farlige og anderledes oplevelser, og hun fandt ud af, at der findes et hav af væsner, som lever side om side med menneskene. Der er vampyrer, varulve, hekse, feer osv., og ikke alle vil os det godt.

Som faste læsere ved, kom der forskelligt mellem Sookie og Bill, og nu er hun single og på vej til New Orleans for at ordne boet efter sin kusine Hadley. Hadley var stærkt knyttet til vampyrdronningen i New Orleans, så Sookie må træde varsomt. Hun ankommer nemlig midt i en politisk heksekeddel, hvor nogen helt klart ikke ønsker hendes tilstedeværelse. Og som altid når det gælder Sookie, er kærlighedslivet heller ikke ukompliceret. Den lækre var-tiger Quinn har nemlig kastet sine øjne på Sookie, og selvom hun er fristet, så har hun også lært på den hårde måde, at man ikke altid skal kaste sig blindt ud i et kærlighedseventyr.

Historierne om Sookie Stackhouse er fantastisk underholdende. Charlaine Harris skriver en blanding af thriller og kærlighedshistorier iblandet en stor portion humor. Hvis ikke Sookie havde så meget selvironi, er jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde de  mange romantiske islæt ud, men det bliver ikke for meget, fordi humoren kommer ind over. Og så giver Harris denne gang en grund til, at Sookie i den grad bliver eftertragtet af de overnaturlige væsner, så det hjælper også på det.

”Fuldstændig død” har mange små plots, som slynger sig ind og ud af hinanden. Udover hovedplottet med vampyrdronningens smykker, må Sookie og Quinn f.eks. også se sig over skulderen efter et varulveangreb. Men Harris samler trådene fint til sidst, og selvom der måske ikke er så store overraskelser i afsløringerne denne gang, så er det stadigvæk underholdende: Ikke mindst fordi Harris har skabt et helt enestående univers, som det hver gang er en fornøjelse at komme længere ind i.

Selvom hvert bind i serien er en afsluttet historie, så synes jeg, at det vil være svært at springe ind i serien med bind 6. Der er for mange tråde, der trækker tilbage til de tidligere romaner, til at man kan følge ubesværet med. Derfor vil jeg anbefale nye læsere at starte med første bind ”Død indtil solnedgang”, mens erfarne læsere kan glæde sig til endnu en tur til Sookie-land med ”Fuldstændig død”.

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Mark Airs
Originaltitel: Definitely Dead

Sookie Stackhouse serien:

Død indtil solnedgang (Dead until dark, 2001)
Levende død i Dallas (Living dead in Dallas, 2002)
Klub Død (Club dead, 2003)
Død for verden (Dead to the world, 2004)
Stendød (Dead as a doornail, 2005)
Fuldstændig død (Definitely dead, 2006)
All together dead (2007)
From dead to worse (2008)
Dead and gone (2009)
Dead in the family (planlagt maj 2010)

Besøg Charlaine Harris hjemmeside

Den unge mand Martin flytter ind hos sin bedstefader. Bedstefaderen er overbevist om, at Martin er ramt af slægtens forbandelse og er en Nosferatu, der drikker blod af mennesker, altså en vampyr. Martin tror også selv, at det er sandheden, og han dræber med jævne mellemrum mennesker, især kvinder, for at drikke deres blod. Han kan dog sagtens bevæge sig rundt i dagslys og bliver heller ikke påvirket af hverken hvidløg eller kors.

I huset bor også den unge kvinde Christina. Hun skælder bedstefaderen ud for at tro den slags vrøvl om Martin, og prøver at hjælpe ham med at undslippe bedstefaderens foranstaltninger. Martin falder da også langsomt til i byen, og får ovenikøbet et seksuelt forhold til husmoren, mrs. Santini, der længes efter at få et barn. Men idyllen varer ikke ved.

“Martin” er en atypisk vampyrhistorie. George A. Romero lader ikke sin hovedperson være underlagt de mange myter om vampyren. Han drikker ikke sine ofres blod ved hjælp af hugtænder, men bedøver dem med en sprøjte og og camuflerer dødsfaldet som selvmord begået med barberblade. Han affærdiger de gamle skikke som magi, der ikke virker, og opfører sig i det hele taget mest som en almindelig utilpasset teenager, der ikke helt kan finde ud af det med at blive voksen. Bl.a. ringer han ind til et radioprogram og fortæller om sine problemer, og her bliver “The Count” (som værten kalder ham) et populært indslag.

Romero undlader at tage stilling til, om Martin virkelig er vampyr i den traditionelle forstand. Det er op til seeren at bedømme. Godt nok ser vi ind i mellem sort/hvide klip, som kan være Martins minder fra gamle dage, men det kan også bare være dagdrømme.

Generelt er “Martin” ikke så udpenslet splattet som Romeros zombi-film, men scenerne hvor Martin drikker af sine ofre er dog grumme nok, og blodet er noget af det mest røde jeg har set på en skærm. Det står ultraskarpt i billedet. Slutningen er heller ikke for sarte sjæle.

“Martin” er i det hele taget en anden slags vampyrfilm end de sædvanlige Dracula-fortællinger. Her er ikke den sofistikerede forfører med overnaturlige evner, snarere en genert og psykotisk ung mand, som ikke kan lade være med at dræbe. Spørgsmålet er, om trangen efter blod er biologisk eller psykologisk?

Romero skriver i sit forord til filmen: “Martin is about all the monsters of the world, proposing that they are simply extensions or exaggerations of a certain strain present in all of us. As do all monster-stories, Martin discusses the varying levels of moral conscience in the human animal. Not only are moral lines difficult to draw, but any attempt to broadly categorise behaviours as good or evil will warp any true search for the nature of man.”

Læs også anmeldelsen på Uncut.dk

Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 1977

Den unge advokat Hutter sendes af sin chef til Transylvanien for at sælge en bygning til grev Orlok lige overfor Hutters eget hjem i Wisburg. Hutters hustru Ellen er ikke glad for situationen, men Hutter er ikke bange. Grevens slot viser sig dog at være et skræmmende sted, og da handlen er overstået, ser Hutter i rædsel på, at greven begynder sin rejse. Selv flygter han også, men hans hjemtur forsinkes af et hospitalsophold. Imens rejser grev Orlok med et skib, hvor besætningsmedlemmerne dør en efter en. Hans mål er Wisburg og med ham rejser pesten…

“Nosferatu“ fra 1922 var den første filmatisering af Bram Stokers verdensberømte roman “Dracula”. Filmen blev instrueret af Friedrich Wilhelm Murnau, og Max Schreck havde rollen som grev Orlock. Bram Stokers enke levede stadig, da filmen blev produceret, og hun sagsøgte filmens bagmænd for ikke at være blevet bedt om tilladelse og for ikke at modtage nogen royalties. Retssagen stod på gennem flere år, og Florence bad om at filmen blev destrueret. Men selvom Florence vandt sagen i 1925, overlevede filmen og eksisterer også i dag.

Selv med næsten 90 år på bagen er “Nosferatu” stadig værd at se. Murnau bygger en fantastisk stemning op undervejs i filmen ved hjælp af skygger, kulisser, baggrundsmusikken og ikke mindst Max Schreck, som spiller greven så overbevisende, at han stadig skræmmer livet af tilskueren. Jeg er dermed ikke helt enig med Roger Ebert, som i sin anmeldelse af filmen skriver: “Is Murnau’s Nosferatu’ scary in the modern sense? Not for me. I admire it more for its artistry and ideas, its atmosphere and images, than for its ability to manipulate my emotions like a skillful modern horror film. It knows none of the later tricks of the trade, like sudden threats that pop in from the side of the screen. But Nosferatu remains effective: It doesn’t scare us, but it haunts us. It shows not that vampires can jump out of shadows, but that evil can grow there, nourished on death.”

Som den første film undgår “Nosferatu” også de klichéer, som mange senere film er snublet i. Greven er ikke en charmør, der indbyder til hverken tillid eller seksuel forførelse. Han minder på mange måder om de rotter, som er hans trofaste følgesvende, og som bærer pesten med sig. Han indgyder rædsel, og dermed bliver Ellens offer sidst i filmen så meget desto større. I øvrigt lader Murnau historien udspille sig i 1838, samme år hvor der virkelig fandt et pestudbrud sted.

Og selvom filmens special effects med en hestevogn, som pludselig forsvinder, døre der åbner og lukker sig af sig selv, greven der pludselig hæver sig fra en kiste, ikke er ligeså overbevisende i dag som dengang, så fungerer de alligevel i filmens univers. Ifølge Wikipedia er “Nosferatu” da også rangeret som nr. 21 på Empire Magazines liste over de 100 bedste film i 2010.

“Nosferatu” er ikke en film, man skal se en hyggeaften sammen med vennerne. Det er en film, man skal nyde, og som jeg tager frem med års mellemrum, lige fascineret hver gang.

Instruktør: Friedrich Wilhelm Murnau
Udgivelsesår: 1922

Ind i mellem falder jeg over en film, hvor jeg tænker: “Den er sikkert så dårlig, at den er god”. Det var tilfældet med “Slayer”, men desværre måtte jeg konstatere, at den var så dårlig, at den var rædselsfuld dårlig i stedet for.

Filmen starter ellers med et rigtig fedt billede, af en fod som tramper ned i en pøl beskidt vand ude i junglen. Jeg tænkte: “Fedt! En teknisk flot film”, men desværre går det stort set kun ned ad bakke derfra.

En militærenhed er på job i den sydamerikanske regnskov. Lederen er Hawk (Casper Van Dien), og der gøres meget ud af at vise, at han er best-buddies med den kæmpestore sorte Grieves og den lille sjove hispanic Alex. Tilfældigt falder de over en by fuld af vampyrer, som ikke er bange for kors, og som uden besvær bevæger sig rundt i dagslys. Samtidig er de nogle værre spring-badutter som kan hoppe flere meter op i luften uden problemer.

Det lykkes selvfølgelig Hawks og co at udslette dem, men hjemme tror man ikke på deres vampyrhistorie, og Hawks må i psykologbehandling for at blive overbevist om, at vampyrer ikke findes. Da han er færdig med det, viser det sig dog alligevel, at hæren godt ved besked om vampyrerne. I hvert fald sendes Hawk af sted som backup til Grieves, der befinder sig i junglen igen for at bekæmpe vampyrer. Samme sted befinder i øvrigt også Hawks ex sig, og selvfølgelig skal Hawks redde hende.

Men før Hawks når frem, er Grieves blevet snuppet af vampyrerne, og nu leder han dem for at lære dem militær-taktik. Så pludselig er vampyrerne organiserede og endnu  mere farlige. Men mon ikke Hawks klarer skærerne?

Der er enkelte humoristiske øjeblikke, som når Alex begejstret fortæller om, hvor mange fuglearter man finder i junglen, og Grieves tørt spøger: “Står der noget i din bog om, hvor mange vampyrarter der er?” Men det er kun glimt, og i det store hele er filmen for usammenhængene og tåbelig. F.eks. bliver der slået utrolig mange soldater ihjel undervejs, men alligevel er gruppen lige stor, når den bevæger sig rundt.

Og så slutter filmen med en lektion i økologi, for vampyrerne er kun begyndt at myrde mennesker, fordi deres naturlige levested, junglen, er ved at forsvinde pga. vores misbrug af naturens resurser. Halleluja!

Udgivelsesår: 2006
Instruktør: Kevin VanHook