Indlæg tagget med ‘venskab’

Børn af havet af Leon S. Dantoft

Børn af Havet af Leon S. Dantoft

Børn af havet er en overrumplende og vild roman. Helt anderledes end jeg troede, og langt bedre end jeg forventede.

Historien fortælles i nutid, og skiftevis af de to jeg-fortællere Frank og Klara. De er begge midt i tyverne og har været venner siden barndommen.

Det står hurtigt klart, at Frank er en plaget sjæl. Allerede på første side kaster han sig i havet fra en boreplatform. Noget forfølger ham, men ingen andre kan se det. Han har ingen kontakt med sine forældre og stort set ingen venner. Kun Klara kan han ubetinget regne med. Hun har hjulpet og beskyttet ham, så godt hun kunne.

Men også Klara har sine dæmoner. Hendes mor var en berømt biolog, der døde, da Klara var barn. Nu kæmper hun for at træde ud af moderens skygge.

Børn af havet fortælles kronologisk i et næsten hæsblæsende tempo. Fra chokstarten på side et bringer hvert kapitel nye tråde til plottet, og i lang tid var jeg usikker på, hvor historien egentlig var på vej hen. Jeg var ligeledes i tvivl, om jeg kunne stole på fortællerne. Og om de overhovedet kunne stole på dem selv …

Sproget er nøgternt med en hård kant, der passer til den forråede stemning i romanen. Esbjerg er ikke et sted, man har lyst til at besøge her, men samtidig er det heller ikke et sted, man forlader.

Børn af havet bringer på én og samme tid mindelser til Jack Finneys roman Invasion of the Body Snatchers såvel som til Nordkraft af Jakob Ejersbo. Her er krybende uhygge, modbydelige skabninger og følelseskold vold. Men her er også tanker om identitet, venskab, kærlighed og forsøg på at bryde traumets magt.

Leon S. Dantoft har skrevet en overrumplende og vild roman, der bryder både genrer og forventninger. Jeg blev øjeblikkeligt indfanget af fortællingen, der ligesom en russisk babushka dukke løfter sløret for nye hemmeligheder i hvert kapitel. Det er godt lavet.

Jeg er simpelthen også nødt til at tage hatten af for forlaget Leitura. Endnu en gang har de udgivet en bog, man som læser nyder at sidde med i hænderne. Fangende forside, lækkert papir og flot layout, hvor den nederste kant af hver side viderefører vand-illustrationen fra første side. Og så er bogen ovenikøbet både Svanemærket og trykt på bæredygtigt papir.

Børn af havet får en stor anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

Døren til toilettet går op. Jeg kan høre fodtrin, og jeg sætter mig på toiletbrættet.

Skrabende fodtrin, slæbende hen over flisegulvet.

Nogen sætter sig tungt på toilettet ved siden af mig. Jeg kan høre manden trække vejret gennem de tynde toiletvægge. Sort vand siver ud på gulvet, spreder sig i en pøl, løber mod mine sko. Jeg trækker benene op under mig. Kryber sammen og gør mig lillebitte.

Der er et hul i væggen, i skridt-højde. I vandspejlet kan jeg se undersiden af mine sko, toilettet og den beskidte pære i loftet. I den anden toiletbås er der kun mørke.

Vridende, pulserende mørke.

Jeg læner mig frem, stirrer ind i hullet på mørket inde på den anden side.

Et øje åbner sig, omkranset af sort hud. En pupil, omgivet af en muggengrøn iris. Så endnu en iris, endnu en pupil i det samme øje. De ser gennem mig, støder mod hinanden som billardkugler og glider rundt i det vanvittige øje. Noget bevæger sig bag pupillerne, noget slimet og leddeløst. (side 60-61)

Om Børn af havet:

Udgivelsesår: 16.09.2022
Forlag: Leitura, 365 sider
Omslag: Francisco M. Zepeda G.

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Fjeldgænger af Julie Clausen
Silhuet af Nick Clausen
Forbandet onDsdag af Ane Gudrun
Håbet er som en muskelhund af Nanna Gyldenkærne
Frankenstine af Lars Kramhøft
NYX – Wannabe af Joe Quesada
Dead World af Bo Sejer
Hundene af Allan Stratton
Den usynlige verdens undere af Teddy Vork

De sultne af Helle Perrier

De sultne af Helle Perrier

En lejrtur løber helt af sporet i De sultne, Helle Perriers nye gyser for de +10 årige.

Vennerne Jakob og Ruben er begge med i skolepatruljen. Som en belønning for deres indsats bliver skolepatruljerne hvert år inviteret på en lejrtur, mens de andre elever må blive tilbage på skolerne. For Jakob er det årets bedste dag! Ikke mindst fordi Rebekka, som han næsten kyssede med sidste år, også er der.

Årets lejrtur bliver holdt i Soldaterhytten, der ligger lige op af et militært øvelsesterræn. Soldaterne skyder løs på den anden side, men så længe børnene bliver på den rigtige side af hegnet, sker der ikke noget.

Eller – det var i hvert fald planen. Allerede den første dag hører Jakob en mærkelig, klagende lyd fra et af værelserne. Da han kigger ind under døren, ser han par ben med et modbydeligt væskende sår på benet. Og pludselig bliver den klagende lyd til ordene KØD KØD KØD KØD.

Men hvem er det, Jakob har set? Er det den samme, som har stjålet lærernes bøffer? Og er det mon smart at tage på natløb, når der er noget åbenlyst galt?

De sultne er en underholdende gyser for de +10 årige, med en historie der blander humor med action og splat. Sproget har et godt flow, og hvert kapitel indledes med Felix Perriers stemningsfulde illustrationer holdt i gråtoner.

Historien fortælles hovedsageligt fra Jakobs perspektiv, men enkelte kapitler er skrevet i kursiv og har en anden fortæller. Det giver et twist, som er med til at øge spændingen. Et andet greb, der giver uhygge og får historien til at føles helt tæt på, er brugen af lydord. Skrig er ikke bare skrig, men WEEEEEEEEE IIIIAAAAAAAAARGH, hvor endda selve layoutet understøtter lyden.

For garvede gyserfans er plottet i De sultne til dels set før. Senest har jeg læst Slimede mareridt – Teltet af Michael Kamp, der også handler om en lejrskoletur, som ender skidt. Men selve slutningen i De sultne tager en helt uventet drejning, som jeg ikke mindes at være stødt på før, og som i den grad overrasker. Og så fortæller Helle Perrier med masser af energi, så glæden ved genren strømmer ud af siderne.

De sultne er således et rigtig godt bud på en spændende zombiehistorie, som jeg er sikker på, at målgruppen vil fortære med stor fornøjelse.

Uddrag af bogen

“Jø… Jø… Jørgen?” stammer Philip. Han ser spørgende på Jakob og skubber sine briller op med pegefingeren.

Jakob vil råbe, at Philip skal stikke af. At Jørgen er farlig, men ordene sidder fast i halsen.

I det samme griber Jørgen fat i Philips arm. Jørgen knurrer ikke længere. I stedet taler han. Det er, som om han skændes med en usynlig udgave af sig selv.

“Nej, du må ikke … Men hans lugt … Hans kød. NEJ! Jo. KØD! KØD! KØD!”

De små, kolde fingre, der dansede op og ned ad Jakobs rygrad, har forplantet kulden til resten af hans krop. Selv om alt indeni ham råber og skriger, at han skal se at komme helvedes langt væk, kan han ikke bevæge en eneste muskel.

Jørgen krænger nakken bagover. Han åbner munden og brøler. WEEEEEEEEE IIIIAAAAAAAARGH!

Philip udstøder et vræl og trækker i sin arm. Det er allerede for sent. Philip spræller, men Jørgen giver ikke slip. I stedet begraver han tænderne i Philips skulder og trækker en mundfuld kød af. Blodet sprøjter straks ud over Philips tøj.

“Løøøøøøøb!” råber Ruben.

Lyden af Rubens stemme får varmen tilbage i Jakobs ben. De lystrer igen. Jakob styrter afsted sammen med de andre, mens to ting fylder hans tanker:

Han har lige set sin gamle, sløve sløjdlærer bide en luns af Philip fra 6. b.
Rebekka holder ham af en eller anden årsag i hånden. (side 44-45)

Reklame: Tak til forlaget Krabat der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om De sultne:

Udgivelsesår: 10.10.2022
Forlag: Krabat, 177 sider
Omslag og illustrationer: Felix Perrier
Lix: 22

Læs også:

I zombiernes skygge af Lasse Bo Andersen
Dødt kød – dag 1 af Nick Clausen
Udød af Ruben Greis
Monstre – Død verden 1 af Louise Haiberg
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Slimede mareridt – Teltet af Michael Kamp
De døde vågner af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 1)
Voks af Michael Kousgaard
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri
Ved verdens ende af C.C. Thybro

Noter om at overleve af Christian Engkilde

Noter om at overleve af Christian Engkilde

Helene er netop begyndt på gymnasiet. Hun havde håbet, at det kunne blive en ny start. At hun kunne få venner og blive en del af et fællesskab. Men det er ikke sket.

Nu er hun modvilligt på vej til København for at besøge sin far. De har aldrig haft et tæt forhold, men efter skilsmissen består det månedlige samvær mest af tavse aftener på sofaen foran fjernsynet. Denne weekend vil Helene tale med ham om at skære ned, så han kan slippe for besværet med at have hende på besøg så tit.

Som sædvanligt henter faren Helene på banegården, selvom hun sagtens kan finde hen til hans lejlighed. Men på vejen hjem fyldes himlen pludselig af stjerneskud. En katastrofe er under opsejling, og Helene opdager, at hendes tavse far måske er den eneste, der kan redde dem.

Jeg kender Christian Engkilde fra hans gyser-trilogi Skygger i mørket fra 2016. Selvom seriens målgruppe var de +11 årige, var jeg vældig godt underholdt under læsningen. Noter om at overleve er rettet mod unge (og voksne), og er absolut også læseværdig.

Noter om at overleve er en velskrevet katastroferoman, som lader den ultimative katastrofe ramme. Engkilde viser skræmmende tydeligt, hvor hjælpeløse mennesket er, når naturen for alvor slipper kræfterne løs. Samtidig er hans beskrivelse af, hvor hurtigt civilisationens fernis forsvinder, når det gælder overlevelse, kun alt for realistisk.

Jeg synes, Christian Engkilde er lykkes med at skrive en troværdig historie med masser af dramatiske elementer, som samtidig tegner et overbevisende portræt af sine personer. Historien fortælles hovedsageligt af Helene i relativt korte kapitler, og ved at bruge en jeg-fortæller kommer vi helt tæt på. Vi føler Helenes forvirring og frygt, som var det os selv, der var fanget i en ufattelig katastrofe. Det fungerer godt.

Vi introduceres også for den jævnaldrende Yasmina, der på mange måder er Helenes modsætning. Hun er selvsikker og ikke bange for noget. Som romanen skrider frem, krydses de to unge kvinders veje. Men Helenes far har indprentet i hende, at de ikke kan hjælpe andre end dem selv.

Jeg har allerede hevet rygsækken af og er ved at finde vandflasken frem, da min far tager mig i armen. “Nej, Helene.”
Jeg vender mig og ser uforstående på ham.
“Du kan ikke give dit vand til fremmede.”
“Men han har brug for det, far. Vi må også se på hans arm. Har du ikke noget førstehjælpsudstyr i rygsækken?”
“Kom, vi går videre.” Han vender sig kort mod manden og leder efter ordene, inde han siger med hævet stemme, som er manden døv. “Jeg beklager. Men vi har kun nok til os selv, og min datters liv er vigtigere for mig end dit.”
(side 105)

Så overvejer du nogensinde, hvordan du ville reagere i en krisesituation? Eller elsker du bare en spændende historie? Så er Noter om at overleve noget for dig.

Uddrag af bogen:

Vi er snart fremme og drejer ned ad Ingerslevgade. Herfra kan man se ud over jernbaneskinnerne, som ligger side om side på deres kringlede veje ind mod Hovedbanegården. På den anden side af vejen skærmer de flotte, gamle bebyggelser af mod resten af Vesterbro.

Far stopper med et sæt og ser med sammenknebne øjne ud over baneområdet. Eller hen over det. Jeg følger hans blik, og så ser jeg det også. Der er et klart lys i himlen langt borte. Det bevæger sig i en lige linje, som et fly, men det er alt for lyst.

“Det er et stjerneskud,” udbryder jeg. Så må jeg ønske.

Men inden jeg får tænkt over noget, forsvinder det lyse spor ned i horisonten. Der, hvor stjerneskuddet ramte, kommer et diffust lys op mod himlen, som er solen pludselig ved at stå op et helt forkert sted.

“Det slog ned,” siger jeg forundret og glemmer alt om at ønske. “Brænder meteorsten ikke op i atmosfæren?”

“Det kommer an på, hvor stor meteoren er,” svarer far.

Og så kommer rystelserne. Fortovet vibrerer under os, og jeg tager mig selv i at se, om det er en lastbil, der kører forbi, selvom jeg godt ved, at det er den kraft, som stjerneskuddet har ramt jorden med, som har forplantet sig helt hen til os, mange mange kilometer væk. (side 30-31)

Om Noter om at overleve:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Silhuet, 366 sider
Omslag: Kat Weber-Hansen

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Vores endeløse dage af Claire Fuller
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Faldvand af Mikael Niemi
Den sidste af Alexandra Oliva
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker

Malea og søuhyrets æg af Lasse Bo Andersen

Malea og søuhyrets æg af Lasse Bo Andersen

Malea og søuhyrets æg er første bind i Lasse Bo Andersens spændende nye serie for børn og unge.

Efter at Malea har mistet sine forældre og sin tvillingebror i en uforklarlig bilulykke, flytter hun efter måneders rundkasten i systemet ind hos morens halvsøster, Jytte, i den lille kystby Snarevig. Malea kender ikke Jytte, og den lille søvnige by virker alt andet end tiltrækkende på hende. Men det er måske hendes sidste chance, for de andre skoler og plejefamilier har smidt hende ud.

Samme dag som Malea begynder i skolen, ankommer også en anden ny elev, Lau, der bor sammen med sin far i det store hus for enden af vejen, hvor Jytte og Malea bor. Men det, der skulle have været en ny begyndelse, bliver alt andet. Klassens førende pige, Silke, fryser Malea ud, og kun Lau virker interesseret i at lære hende at kende. Det gider Malea dog. Hun holder afstand til alle bag en afvisende facade og ønsker sig bare sin familie – og især broren Kristoffer – tilbage.

Alligevel ender det med, at Malea hjælper Lau, da hans far mister en vigtig kasse under indflytningen. Hun får et underligt syn, der fører de to unge ned til havnen, og her udvikler historien sig i en helt ny og dramatisk retning. Der gemmer sig nemlig en hemmelighed i Snarevig, som trækker tråde til Malea og hendes familie.

Malea og søuhyrets æg er en underholdende, spændende og vedkommende fortælling for de +10 årige. LBA fortæller dels en dramatisk historie fuld af væsener fra folkeeventyrerne. Dels en rørende historie om sorg, mobning og ung sårbarhed. Begge dele gør han godt, og lykkes endda med at samle dem til ét troværdigt univers. På den led lever han helt op til Mathias Clasens fine definition på god fantasy.

Fantasylitteraturen kan være nok så urealistisk på overfladen med alle de ildspyende drager og trylleformularerne og de fjerne verdener. Men fantasy er også langt mere end det, og noget af det, der gør genren interessant er, når den også er psykologisk realistisk og skildrer menneskets møde med det utrolige, det fantastiske, det rædselsfulde. Den handler om fiktive personers forsøg på at løse reelle problemer og overvinde forhindringer. Eller når fantasy også er socialt realistisk og skildrer menneskelige interaktioner og relationer i al deres kompleksitet. Den eventyrlige ramme gør således den realistiske skildring mere interessant. (Læs hele Mathias Clasens artikel på Litteratursiden)

Jeg var rigtig godt underholdt af serien om Malea. Historien flyder let uden at tale ned til læseren, men med masser af dramatik og uhygge. Og så slutter hvert bind i serien med noget af en cliffhanger, der giver lyst til straks at kaste sig over de næste bind – og de kan også anbefales!

PS. På det personlige plan vil jeg gerne takke LBA for i bind to Malea og dødishullets hemmelighed at forklare, hvad et dødishul er. Jeg er nemlig stødt på ordet flere gange, og først nu har jeg forstået det 🙂

Uddrag af bogen:

Malea følte det, som om hun forsvandt ind i en boble af tåge. Hun havde fornemmelsen af, at hun var trådt ind i en helt anden verden. Og så alligevel ikke. For omgivelserne var de samme. Men tiden var på en eller anden måde blevet skruet tilbage, for nede for enden af trappen holdt flyttebilen.

Hun standsede brat op og gloede måbende ned på den. Så vendte hun sig om for at spørge Lau, om han også kunne se bilen, men han var der ikke.

I stedet kom de to flyttemænd gående ned ad trappen direkte mod hende. Og de så ikke ud, som om de havde i sinde at stoppe. Det så nærmere ud … som om de slet ikke havde opdaget hende. Som om de ikke kunne se hende.

Malea skulle lige til at råbe op, da de to mænd med ét blev underligt blege og udviskede. Næsten helt farveløse. Og de fortsatte lige igennem hende som to spøgelser.

Hun gav et gisp fra sig, snurrede rundt og gloede måbende efter de to mænd, der helt uanfægtet sjoskede videre ned ad trappen, mens de fik deres normale udseende tilbage igen.

– Hvad sagde jeg? Ingen drikkepenge.

Malea genkendte den vrængende stemme, og hun genkendte det, der blev sagt.

Hun så ned mod Jyttes lille, hvidkalkede hus. Vinduet i gavlen stod åbent.

Hun snappede efter vejret, da hun fik øje på det, og det var, som om temperaturen tog et kraftigt dyk.

Den kendte samtale fortsatte.

Nej, du fik ret.

Det er fa’me nogle mærkelige folk, der flytter til byen.

Den forventede korte, hæse latter nåede hendes ører.

Men den skat, det er nok …

Samtidig med den tykke af flyttemændene fik Malea øje på sig selv inde bag vinduet. (side 68-69)

Reklame: Tak til forlaget Tekst & Tegning der har foræret mig bøgerne til anmeldelse.

Om Malea og søuhyrets æg:

Udgivelsesår: 24.11.2022
Forlag: Tekst & Tegning, 108 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

Serien om Malea:

Malea og søuhyrets æg
Malea og dødishullets hemmelighed
Malea og tvillingeblodets bånd
Malea og havfruens sidste tårer

Læs også:

Vampyrjægernes klub af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
De sorte symboler af Nick Clausen
Forbandet onDsdag af Ane Gudrun
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Tænkehatten præsenterer: Er jeg smuk? af Michael Kamp
Blodets bånd af Christian Kronow
Julefandens hævn af Patrick Leis

  • Malea og søuhyrets æg
  • Malea og Dødishullets hemmelighed
  • Malea og tvillingeblodets bånd
  • Malea og havfruens sidste tårer

Forbandet onDsdag af Ane Gudrun

Forbandet onDsdag af Ane Gudrun

Forbandet onDsdag har både sort humor, store følelser og et godt gys. Det er ikke rendyrket horror, men det er forbandet underholdende.

Iben (kaldet Ibber) bor i Tarmstrup, verdens kedeligste by langt væk fra alt. Hendes bedste – og eneste ven – er Jonas, som hun har kendt siden fødslen. Deres mødre blev venner under graviditeten, og Ibber og Jonas er vokset op nærmest som søskende. Hvor Ibber bliver betragtet som sær af klassekammeraterne, synes alle godt om Jonas. Han er godt nok ranglet, højlydt og ikke speciel pæn, men han har masser af charme og scorer damer for et godt ord.

En dag begynder en ny pige i klassen. Hun er halvt finsk og hedder Aada. Ibber kalder hende dog for Onsdag, fordi hun ligner pigen Wednesday fra filmen The Addams Family. Jonas falder pladask for Aada og overtaler Ibber til at besøge hende. Det er Ibber ikke vild med af flere årsager. Ikke mindst fordi Aadas familie er flyttet ind i Tarmstrups spøgelseshus.

Det viser sig, at Aada er meget interesseret i hekse og det okkulte, så da Jonas fortæller hende om husets blodige historie, bliver hun dybt fascineret. Og næste dag i skolen har hun noget spændende at fortælle. Efter deres besøg fandt hun en lille stofpose med en broche og et brev i, og brevet afslører en grum historie.

Brochen bliver en vigtig del af en række udfordringer, de tre unge stiller hinanden. Udfordringerne starter i det små, men snart løber de helt af sporet, og Ibber fortryder, at hun nogensinde har indladt sig på legen.

Forbandet onDsdag er en spændende historie om at føle sig anderledes, om venskab og forelskelse, og om en leg, der begynder uskyldigt, men ender i mørke og had.

Jeg kan godt lide, når forlagene kæler for deres udgivelser, og layout-mæssigt er Forbandet onDsdag lækkert udført. Hvert kapitel indledes med en tegnet vignet af en broche samt et par fremhævede linjer fra kapitlet. Ane Gudrun er en dygtig illustrator, og forsiden med de stirrende blå øjne skal nok fange målgruppen. Se en video om udviklingen af forsiden HER.

Jeg var vældigt underholdt af Forbandet onDsdag, der starter som en ’almindelig’ ungdomsroman, men udvikler sig til en mørk thriller. Det er nemt at identificere sig med Ibber, der føler sig udenfor i Tarmstrup, og beskytter sig selv med en sarkastisk distance til omverdenen. Hun savner ofte sin farfar, der var regnskovsbiolog i Ecuador. Han står for hende som symbolet på eventyr, og hun taler tit med ham i tankerne.

Også venskabet mellem Ibber og Jonas og den usikkerhed, der dukker op i hælene på Aadas ankomst i deres lille gruppe, beskrives rigtig godt. Ligesom Ibbers betagelse af den lidt ældre Eetu, og hvordan det påvirker hende, er meget realistisk fortalt.

Endelig er Forbandet onDsdag også elementært spændende. Ane Gudrun bygger en virkelig grum stemning op mod slutningen, der nok skal få de unge læsere til at kaste urolige blikke over skulderen under læsningen.

Med andre ord – er du til gode ungdomsbøger med et uhyggeligt islæt? Så er Forbandet onDsdag noget for dig.

Uddrag af bogen:

Vi var kravlet ind gennem et lille vindue i kælderen, som stod åbent for at lufte den tætte lugt af rådden jord ud, der sikkert stadig hersker i spøgelseshusets kælder. Både Jonas og jeg fik et sår hen over maven af haspelukningen i bunden af vinduesrammen, da vi kravlede ind. Vi listede hele huset rundt.

Der lå gamle aviser på gulvet, og kaffekrus stod med mugblomster flydende på sorte søer. Alle steder herskede en ubehagelig lugt af mus og affald. Bunker af beskidt tøj lå dynget over møblerne, så skyggerne dannede forkrøblede væsner. Det klammeste var dog de små bylter, som lå alle steder. Små stykker brunligt lærredsstof bundet til poser, der var rimpet sammen af et tyndt stykke snor. Poserne var placeret i små underlige cirkler alle steder, så det virkede helt rituelt.

Min krop havde sitret i lige dele afsky og skræk.

Jonas havde åbnet en af poserne. Den indeholdt jord og kugler af gråligt hår. Jeg prøvede at overtale Jonas til at skride lige efter det. Men han ville ovenpå.

Det havde set ud, som om huset var efterladt i hast, og udlejeren havde endnu ikke ryddet op. Han bor heller ikke i byen længere. Han lejer ud, fordi han i sin tid ikke kunne sælge huset. Den nye ejer har selv købt det billigt på grund af den historie med manden, som tog livet af en kvinde og derefter sig selv i huset. Ingen synes at ville snakke om, hvorfor manden gjorde det. Måske ved ingen det, men tragedien hænger tungt over huset … (side 22-23)

Om Forbandet onDsdag:

Udgivelsesår: 08.09.2021
Forlag: Petunia, 212 sider
Omslag: Ane Gudrun

Besøg Ane Gudruns hjemmeside

Læs også:

Lugnasad af K.L. Berger
Fjeldgænger af Julie Clausen
De sorte symboler af Nick Clausen
Genvejen af D.S. Henriksen
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Åndehvisken af Haidi W. Klaris
Når ingen hører dig skrige af Stephanie Perkins
Ånden i cirklen af E. E. Richardson

Slimede mareridt af Michael Kamp

Slimede mareridt 1 - Tang af Michael Kamp

Velkommen til Slimede mareridt. Stedet hvor du præsenteres for skæbnefortællinger om alt det forfærdelige der overgår børn. Denne lille fortælling foregår på stranden. Du kender sikkert den rare fornemmelse af at gå igennem en tangskov når du bader ved stranden. Den sjove kildrende fornemmelse. Spændingen over hvad der mon ellers er dernede. Det blide sug når tangplanterne næsten synes at holde fast i dig. Tro det eller lad være – det er ikke alle der kan lide det. Slet ikke vores hovedpersoner i dagens historie. (Forlagets beskrivelse af Tang)

Der er rigtig mange ting, jeg elsker ved serien Slimede mareridt. Allerførst er jeg vild med, at Michael Kamp fortæller, at bøgerne lidt er skrevet som en homage til de gamle Tales From the Crypt-afsnit, som mange børn ikke kender i dag. Især fordi jeg synes, det lykkes for Kamp i høj grad at fortælle en kort, uhyggelig skæbnefortælling i hver bog. Kamp går endda skridtet videre, så historierne er uden den forløsende humor jeg forbinder med de gamle Tales-fortællinger. Og det tæller bestemt ikke ned i oplevelsen.

Dernæst er det et kæmpeplus, at seriens tre første bind er illustreret af Martin Zauner. Jeg stødte første gang på ham i Micki 19:50 af Christian Reslow, hvor han stod for den fantastiske forside. Selvom her denne gang er tale om børnebøger, er Zauners illustrationer ikke mindre skræmmende, og underbygger i den grad stemningen i fortællingerne.

Sidst, men ikke mindst er Tang, Teltet og Tæger, tre små, lækre, tætpakkede gys der trykker på alle de rigtige knapper. Michael Kamp kan i den grad fortælle historier, så de små hår rejser sig, og man får lyst til at se sig over skulderen. Og selvom Slimede mareridt er rettet mod børn, så var jeg altså vældig underholdt alligevel.

Tang

Robert er sammen med vennerne Felix, Viggo og Adam taget til stranden. Det er en hed sommerdag, så de kølige bølger lokker. Det undrer Robert lidt, at de fire venner er de eneste på stranden, men snart dukker flere af vennerne op, og hyggen spreder sig.

Men hyggen er ikke det eneste, der har spredt sig på stranden. Tangbræmmen, som man skal igennem for at nå ud til den gode sandbund, er også vokset siden sidste år. Robert bryder sig ikke om at gå igennem tanget. Og i år har han en god grund til at frygte, hvad der gemmer sig i tangplanterne …

Jeg har aldrig brudt mig om at vade gennem tang, når jeg var ude at bade. Efter at have læst Tang, har jeg fået en god grund til at undgå det. Historien gav mig mindelser til Stephen Kings fantastiske novelle Tømmerflåden, og det er ment som en stor kompliment.

Og så giver Kamp historien et uhyggeligt twist, der forbinder den til vores virkelighed. For hvad kommer de varmere temperaturer, som klimaforandringerne medfører, til at betyde for naturen?

Tæger

Albert og Liva er taget med deres mor i sommerhus på trods af restriktionerne i forbindelse med den virus, der er løs i samfundet. Sommerhusområdet virker da også helt tomt, men det gør ikke den lille familie noget. Moren nyder at slappe af med et glas vin, og Albert og Liva hygger sig med at bade i swimmingpoolen og gå tur i den nærliggende skov. Der er jo heldigvis ikke farlige dyr i Danmark …

Tæger er mindst ligeså uhyggelig som Tang. Der er en scene, hvor børnene vågner om natten og går ud for at finde deres mor, hvor jeg tænkte: “Nej, det skriver han bare ikke!” Men det gjorde han.

Der er skruet helt op for de ubehagelige beskrivelser, og igen linker Kamp fiktionen med virkeligheden. Denne gang ved at bruge Covid-19 virussen som baggrund, og spekulere i om virussen måske kan skabe mutationer i de væsener, den inficerer.

Teltet

7. klasse fra Bakkekammens Skole er på ryste-sammen-tur med 7. klasse fra Lundens Skole, som de er blevet slået sammen med. Eleverne skal på telttur i Bognæs Skov, og alle mobiler bliver afleveret ved turens begyndelse. Det er nemlig ikke en surfe-på-nettet-tur, som lærererne Sisse og Lars siger.

Veninderne Eva og Lily kommer til at dele telt med Mille fra den nye klasse, som viser sig at være en sød pige. Dagen er fyldt med en masse aktiviteter, og alle hygger sig. Om natten vågner Eva og skal tisse. Men så hører hun noget bevæge sig ude i skoven …

Teltet er også et godt lille gys, men nok det jeg blev mindst skræmt af. Måske fordi det ikke har helt samme link ind i virkeligheden.

Kender du nogle børn/unge, der er vilde med et godt gys? Så er Slimede mareridt den helt rigtige serie at præsentere dem for. Og er du også selv glad for at dykke ned i mørkets mareridt? Så kan voksne såmænd også læse med.

Reklame: Tak til forlaget Tellerup der har foræret mig bøgerne til anmeldelse

Om Slimede mareridt:

Udgivelsesår: 13.05.2022
Forlag: Tellerup
Omslag: Martin Zauner
Aldersgruppe: +10 år

Besøg Michael Kamps hjemmeside

Serien Slimede mareridt:

Tang – Slimede mareridt; 1, 2022
Teltet – Slimede mareridt; 2, 2022
Tæger – Slimede mareridt; 3, 2022

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Dræbersvin af Morten Dürr
Døden i Råbjerg Mile af Henrik Einspor
Virus af Henrik Einspor
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Dag 0 – mørkehav af Annemette Gravgaard Larsen
Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Julefandens hævn af Patrick Leis
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

Destin 3 – Dødemandstågen af Danny Biltoft Davidsen

Destin 3 - Dødemandstågen af Danny Biltoft Davidsen

Dødemandstågen er tredje bind i serien om den forældreløse Destin. Tidligere er udkommet Seerkrystallen i 2016, samt Snefuglen i 2017. Det betyder, at der er gået fire år, siden jeg læste bind to, og min nærmest eneste anke til Dødemandstågen er, at den ikke starter med et kort resumé af de tidligere bind for at genopfriske handlingen indtil nu. I stedet for genlæste jeg bind et og to, og det var i virkeligheden en fornøjelse. Men det er ikke sikkert, at alle læsere har tålmodighed til det.

Så først en kort gennemgang af handlingen i bind et og to.

Historien udspiller sig langt ude i fremtiden. Den teknologisk overlegne race Torakiderne er forsvundet, og menneskene har stort set glemt alt om dem. Torakidernes artefakter findes dog stadigvæk rundt om i rummet og er mål for mange skattejægere og magtbegærlige mennesker, idet de giver deres ejere store evner.

Seriens hovedperson, Destin, er vokset op på asteroiden Lyoneida, hvor han arbejdede på en energifarm drevet af mester Eberon. Hans eneste ven, den ligeledes forældreløse pige Maridel, fandt i første bind et smukt skrin, der indeholdt et af Torakidernes eftertragtede artefakter, en seerkrystal. Uden at vide hvad det er, rører Maridel artefaktet, som binder sig til hende.

Desværre er der flere på jagt efter skrinet. Dels soldater (rødfrakker) fra kongeriget Carnelior der ledes af kong Leonhardt. Dels skattejægeren Cyril og hans besætning fra skibet Den Lovløse. Maridel bliver taget til fange af Carnelior kommandanten Isaac, der vil bruge hende til at finde andre artefakter rundt om i universet. Destin ender derimod på Den Lovløse. Her hjælper han Cyril med at finde Isaac og dermed også Maridel på en forladt rumstation i stjernesystemet Ameliet gemt af vejen i gaskæmpen Nourants yderste ring. Men det går ikke helt efter Destins plan i bind et.

Da bind to starter, er Destin blevet efterladt på månen Rheinoud, der hører til det Azurelieuske rige under dronning Claudette. Månen vrimler med soldater (blåfrakker), og snart befinder Destin sig dybt under jorden som slave i en mine. Med hjælp fra piraten Rawlin som han møder i minen, og Hammet, en bekendt fra mester Eberons energifarm, lykkes det ham at blive købt af grevinde Abrielle. Siden stjæler han ad kringlede veje hendes skib, Snefuglen, og fortsætter sin eftersøgning af Maridel. Jagten fører ham bl.a. til piraternes frihavn på månen Daenore ved gaskæmpen Graymere, hvor de må overvinde piratkongen Archard for at slippe væk igen.

Dødemandstågen fortsætter, hvor vi efterlod Destin i bind to – på Snefuglen som kaptajn over en lille, broget skare. Udover Destin består besætningen af styrmanden og tidligere pirat Rawlin, maskinmesteren Hammet som egentlig kun er lærling, grevinden Abrielle der ejer skibet, men lader Destin bruge det mod at få del i skattene, de regner med at finde, samt løjtnant Risette der er Abrielles loyale livvagt og stålsat blåfrakke.

Det er lykkes gruppen at slippe fra Daenore og piratkongen Archard med livet og skibet i behold, men alt andet mangler de. Uden at have en egentlig plan beslutter Destin at de skal flyve til planeten Dawnsbury, hvor han har en tåget fornemmelse af at Maridel er, og hvor de også kan skaffe forsyninger. Det viser sig, at der har været et stort slag, så da de ankommer, er det ikke længere Carneliors rødfrakker, der patruljerer, men Azurelieus blåfrakker, hvilket vækker glæde hos Abrielle og Risette. Det hjælper også gruppen i forhold til at skaffe det de mangler.

På Dawnsbury skal de udover at proviantere også finde en besætning. Men pludselig får Destin øje på Julia, den næstkommanderende på Den Lovløse. Det lykkes ham at tage hende til fange, og planen er at bytte hende med Maridel. Men da han finder Den Lovløse og stiller Cyril ultimatummet, flyver Cyril blot uden Julia. Destin sætter efter i Snefuglen, men Den Lovløse flyver ind i Dødemandstågen, en stor sort masse i rummet over Dawnsbury om hvilken der går grufulde historier. Historier, der viser sig at være mindre forfærdelige end virkeligheden. For i mørket gemmer sig en gammel hemmelighed, og Destin og de øvrige må snart kæmpe for livet endnu en gang.

På bibliotekerne er bøgerne om Destin placeret i børne/ungdomsafdelingen, men det skal ikke afholde en voksen læser fra at kaste sig over dem. Persontegningerne er ikke de dybeste, men jo længere ind i serien vi kommer, jo mere eftertænksom bliver Destin. Han er i hele serien gået benhårdt efter at redde Maridel uden skelen til, hvad hans handlinger har af konsekvenser for andre. Her i Dødemandstågen begynder han at overveje, om målet altid helliger midlet? Om jagten på Maridel betyder, at han uden skam kan svigte alle andre omkring ham?

Underholdningsværdien er i top, og jeg bliver bare mere og mere begejstret for serien. Historien er fyldt med dramatik og ramasjang. Her er slagsmål, fægtekampe, rumslag og så videre, og det fortælles underholdende og med en støt stigende spændingskurve stort set hele vejen. Samtidig er hele universet bygget troværdigt og overbevisende op, så det er en fornøjelse at udforske det sammen med Destin.

Biltoft har skabt et spændende steampunk univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres med dampdrevne dele for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men fortæller i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et godt skvæt 1800-tals-atmosfære.

Hver bog er et spændende eventyr, hvor jagten på Maridel er den samlende tråd. Derudover er der nogle bagvedliggende plottråde, som kredser om enkelte af de øvrige figurer. Dem glæder jeg mig til at se samlet til sidst. For bind tre er ikke sidste bind om Destin! Forhåbentlig går der dog ikke fire år igen, før vi får en fortsættelse.

Destin 3 – Dødemandstågen er et voldsomt underholdende steampunk rum eventyr. Jeg kan varmt anbefale den, men læs bind et og to først.

(anmeldt til Himmelskibet)

Om Destin 3 – Dødemandstågen:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: mellemgaard, 284 sider
Grafiker: Simone Hollmann Pedersen

Destin-serien:

Destin – seerkrystallen, 2016
Destin 2 – Snefuglen, 2017
Destin 3 – Dødemandstågen, 2021

Læs også:

Damphammeren: En steampunk antologi / red. Niels Dalgaard
Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen
Krinoline og kedsomhed: Danske steampunk noveller
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum
Artemis af Andy Weir
Rummets guder af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Venligheden af John Ajvide Lindqvist

Venligheden af John Ajvide LIndqvist

Jeg har skrevet det før, men nu skriver jeg det igen. Hvis der er noget, jeg misunder svenskerne, så er det, at de har en forfatter som John Ajvide Lindqvist. Venligheden er hans femte roman på dansk, og ligesom de tidligere fortællinger er her tale om et lille mesterværk.

Forlagets beskrivelse:
En knaldgul, aflåst container.

En efterårsmorgen i 2018 står den bare der, længst ude på havnekajen i Norrtälje. Ingen ved, hvor den kommer fra, eller hvem der ejer den. Og da den langt om længe åbnes, forandrer dens indhold alting i byen. Den dagligdags venlighed, som alle har taget for givet, smuldrer og forsvinder.

Vi følger seks personer omkring de 30 år, som også selv er i transformation. Max og Johan spiller minigolf og Pokémon Go og spekulerer på, hvornår det virkelige liv begynder. Siw og Anna går i fitnesscenter for at slippe af med overvægten. Marko og Maria flygtede som børn fra Bosnien og har tilsyneladende klaret sig godt, men noget gnaver.

De arbejder ved vej og park, som kassemedarbejder, i ældreplejen, i en bowlinghal og som fotomodel og formueforvalter. Som fortællingen skrider frem, udvikles og indvikles deres indbyrdes relationer, og de føres sammen på en måde, der er uventet for dem alle.

 VENLIGHEDEN er en roman om forandring, kærlighed og venskab og er John Ajvide Lindqvists hidtil mest ambitiøse tværsnit af samtiden i det mikrokosmos, der hedder Norrtälje.

Anmelderne skriver:

Doris Ottesen, Kristeligt Dagblad:
Romanen åbner med en beretning om en gul container, der i nattens mulm og mørke er blevet læsset af på havnen. Den får lov at blive stående, fordi alle er bange for den og – skal det vise sig – med god grund […] Det er, som om selve ondskaben har været lukket inde i den og nu er sluppet ud i byen. Hvor der før var venlighed og imødekommenhed mellem byens indbyggere, opstår der nu en uforklarlig vrede, ja, et helt ukontrollerbart had, som påvirker alt og alle og i sidste ende får romanens hovedpersoner til at handle. Det er sejren over dette onde, der ikke blot udgør romanens hændervridende slutning, men også dens filosofiske og etiske fokus. Kan venligheden vende tilbage? (Læs hele anmeldelsen i Kristeligt Dagblad 11.10.2021)

Jette Holmgaard Greibe, Litteratursiden:
John Ajvide Lindqvist er Sveriges Stephen King. Han kan i den grad præcisere hverdagens rædsler og er mesterlig til at portrættere mennesker og antyde det afskyvækkende. (Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden.dk)

Torben Rølmer Bille, Kulturkapellet:
Venligheden er ud over at være en vældigt velskreven hverdagsthriller også mellem linjerne en slet skjult kommentar til flere af de ting, som Sverige har kæmpet med i løbet af de seneste år. Her tænkes især på den frygt der tydeligvis eksisterer i vort broderland for at tage en reel, åben debat om de problemer, som er opstået i kølvandet på en fejlslagen integration af nogle flygtninge og indvandrere […] Det var endnu engang en stor fornøjelse at læse en ny roman fra John Ajvide Lindqvist. Han formår at skabe stemning i både de mere dramatiske øjeblikke og i hverdagssituationerne. Han formår at skabe troværdige figurer, som er skarpt optegnet, og som man reelt kommer til at holde af undervejs. Endelig får han afsluttet sin roman med et klimaks som nogle måske vil finde lidt skuffende, men som denne læser var vildt begejstret for. Det er i al fald befriende, at der ikke pludselig serveres en spektakulær ’Hollywood ending’, når nu hoveddelen af bogen har holdt sig så jordnært, som tilfældet er her. (Læs hele anmeldelsen på Kulturkapellet.dk)

Karen Rosenfeldt, Bogblogger:
Det kan godt være, at mange læsere vil springe denne bog af John Ajvide Lindqvist over, fordi han normalt er kendt for at skrive ret plausible (hvis jeg må sige det) bøger om vampyrer, zombier, spøgelser og andet overnaturligt. Hans bøger handler nemlig om så meget mere end det. Han er eminent til at skrive socialrealistisk litteratur, der foregår i socialt belastede områder i Sverige og med karakterer, der er både påtrængende ubehagelige og det stik modsatte. Venligheden er en roman om kærlighed og venskab mellem seks venner i trediverne i en lille flække kaldet Norrtälje, og så er det en roman om, hvad der sker, hvis venligheden pludselig forsvinder, og det værste kommer frem i folk […] Den her bog var så langt fra, hvad jeg havde forestillet mig, at jeg havde en del besvær med at skrive om den. Forlaget kalder bogen for en varm samtidsroman om medmenneskelighed, venskab og kærlighed. Jeg synes, den er barsk, uhyggelig og med helt igennem fantastisk beskrevne karakterer […] Der er usædvanligt få overnaturlige aspekter i bogen i forhold til tidligere bøger, jeg har læst af John Ajvide Lindqvist, men samspillet mellem de seks hovedpersoner gør historien helt igennem formidabel. Jeg håber virkelig, at denne bog vil tillokke nye læsere af John Ajvide Lindqvist. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger.dk)

Om Venligheden:

Udgivelsesår: 20.08.2021
Forlag: Modtryk, 692 sider
Omslag: Marlene Diemar / Imperiet
Originaltitel: Vänligheten (svensk)
Oversætter: Anders Johansen

Læs også:

Små hænder af Andrés Barba
Den nye pige af Penelope Evans
Den onde vilje af Karin Fossum
Begærets butik af Stephen King
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Hjemmet af Mats Strandberg

Genvejen af D.S. Henriksen

Genvejen af D.S. Henriksen

Genvejen er en ny ungdomsgyser af D.S. Henriksen udgivet på Steen Langstrups forlag 2Feet Entertainment. Jeg har tidligere læst flere bøger af D.S. Henriksen. Særligt begejstret var jeg for hans to voksenromaner In Absentia og Ad Nauseam, der udkom under navnet Daniel Henriksen. Men også de øvrige bøger er bestemt værd at læse.

Historien udspiller sig i 1985 og handler om de fire venner Kian, Bertram, Julius og Freya. Freya er relativ ny i klassen. Hun er dygtig til at finde på historier, og de er ofte uhyggelige. Kian er en splejset fyr med briller, og lidt af en nørd. Julius er tyk og kommer fra et hjem med faste spisetider, hvor advokatforældrene tjener mange penge. Og Bertram har taget 6. klasse om. Han bor alene med sin far, der kører lastbil og ind i mellem drikker for meget.

En sommeraften er gruppen gået ud i det blå og ender med at gå tilbage gennem en skov. Midtvejs støder de på en gammel, forladt kirkegård. Bertram kan se lysene fra byens slagteri over kirkegården, så de beslutter sig for at skyde genvej ind over kirkegården. Hele dagen har Freya fortalt uhyggelige historier for drengene, men nu er det, som om historierne ændrer karakter og bliver mere virkelige. Og samtidig bliver skoven omkring dem dødstille …

Jeg er vokset op med Stephen King, og derfor er mange af mine referencer til hans forfatterskab. Jeg kunne således ikke lade være med at læse Genvejen som en slags hyldest til Stand By Me. Her er også en umage vennegruppe og en nat fyldt med oplevelser, der ændrer de unge for altid. Som King lader Henriksen os få et indblik i ungdommens sårbarhed, og hvor svært det kan være at falde lidt udenfor. Og ligeledes som King er Henriksen ikke bange for at skrue op for uhyggen, når Freyas historier om, hvad der gemmer sig i mørket, kommer lidt for tæt på. Endeligt har D.S. Henriksen som King en nostalgisk tone. Genvejen er dog sin egen historie, og Henriksen fortæller den godt. Også selvom han ikke helt er på Kings niveau.

Genvejen er en lækker udgivelse, hvor der er kælet for layoutet med fine vignetter på alle siderne og en stemningsfuld forside. Der er enkelte kiks i korrekturen, men ikke nok til at skæmme læsningen. Bogen findes også som ebog og netlydbog, men jeg har læst den i papirform.

Uddrag af bogen:

Hun strøg nogle planter til side, der kravlede op af murværket, og viste os et gammelt, vejrbidt træskilt.

Bertram læste: “Galgebakken. Adgang forbudt.”

Inskriptionen var utydelig. Bogstaverne var gamle og skåret ind i træet med et stemmejern og bagefter malet.

Freya fløjtede. Jeg vidste ikke, hun kunne. Jeg havde aldrig hørt hende fløjte.

“Galgebakken,” sagde hun. “Hvor er det stemningsfuldt!”

“Det er en kirkegård,” sagde jeg, mens jeg stod på tæer og skuede ind mellem gitterportens tremmer. Jeg kunne ane en gammel sti under blade, grene og trærødder. Terrænet var uregelmæssigt og ugæstfrit. Der var noget uvenligt over det. Jeg kunne se mindst tre gravsten. “Den ser stor ud.” (side 46)

Om Genvejen:

Udgivelsesår: 24.08.2021
Forlag: 2Feet Entertainment, 130 sider
Omslag: D.S. Henriksen

Atlantiz af Publius Enigma

Atlantiz af Publius Enigma

Zeta Evergreen vokser op i en ikke nærmere bestemt fremtid. Hun er en af de sidstfødte i en verden, hvor alle lever evigt. Bliver du syg eller dør, sørger Globalstaten for, at du bliver regenereret. Blot du sørger for at få taget en daglig backup. Til gengæld fødes der ikke længere børn, og i flere delstater er det ligefrem ulovligt. Med en befolkning på 57 milliarder mennesker er der ikke plads til flere. Der er heller ikke plads til natur, så ilt produceres af kæmpemæssige oxyjumboer, der svæver over hele kloden.

Zetas mor anskaffer robotten Robby til at passe på Zeta, mens hun er på arbejde. Zeta er ikke særligt begejstret for Robby, der både skal opdrage og undervise hende. Skolerne lukkede nemlig 10 år tidligere pga. manglen på børn.

Men en dag kommer moren ikke hjem, og Zeta kommer i pleje. Nu er Robby alt hun har, for plejefamilien er mere interesseret i pengene, de får for at passe hende, end for Zeta. Da de ovenikøbet pludselig vil sælge Robby, bliver det for meget, og de stikker af. Zeta tager hjem til morens gamle lejlighed, blot for at finde ud af at bygningen er under ombygning til et nyt regenererings-center. Alligevel bryder de ind, dog kun for at blive fanget af vagtrobotter.

Så Zeta ryger i fængsel og Robby til destruktion. Men Zeta giver ikke op. Og slet ikke da hun i fængslet møder en kvinde, som kendte hendes mor. Det viser sig, at moren var en del af et hemmeligt netværk kaldet ’Livsopretholderne’, der i det skjulte arbejder som jordemødre og bringer ulovligt fødte børn til verden. Nu har Zeta en mission. Først at få fat i Robby igen, og derefter at finde Atlantiz hvor det hemmelige netværk hører til. Zeta vil nemlig gå i sin mors fodspor og blive jordemor. Men der er mange forhindringer undervejs, og så stilles Zeta overfor et umuligt valg.

Jeg har tidligere læst ”Exnihilo” af Publius Enigma, der udkom i 2019. Det var en spændende og underholdende roman, der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

Lidt af de samme emner går igen her i ”Atlantiz”. I stedet for at være ødelagt af krig, er Jorden så overbefolket, at naturen er udslettet og havene stort set livløse af forurening. Man har dambrug i bassiner, mens dyr bliver fremavlet i fabrikker. Dyrkning af frugt og grøntsager sker ligeledes indendørs ved hjælp af genetisk modificerede fødevarer og nye landbrugsteknikker i drivhuse. Selvom mennesker i princippet stadig kan føde børn, gør man det ikke. I stedet bliver alle regenereret i et væk, også selvom man bliver genoplivet til et skodliv.

Zeta er jeg-fortælleren, som i en prolog indleder med at fortælle, hvor slemt tingene står til på jorden. Hendes håb er, at dem der læser hendes beretning vil tage ved lære af den.

Historien er elementær spændende, og baggrundskulissen tegnes troværdigt op i en glimrende world building. Zeta er teenager, og ind i mellem virker hun noget naiv i forhold til vores tids unge. Men det kan sagtens være en følge at de omstændigheder, hun er vokset op i.

Jeg synes, det er interessant at følge tankeeksperimentet om, hvad der egentlig sker med mennesker, hvis vi kan leve evigt. Hvordan vil det være? Og hvad vil man gøre i forhold til overbefolkning. I ”Atlantiz” giver forfatteren sit bud, og det er ganske tankevækkende. Andre forfattere har også givet deres bud på, hvad overbefolkning kan gøre ved Jorden. F.eks. Niels E. Nielsen i ”Vagabondernes planet” fra 1970, eller Lise Bidstrup der giver en mere nutidig version i ”Reservedelenes by” fra 2017.

Det er tydeligt, at forfatteren kender science fiction-genren. Her er flere ’easter eggs’ gemt i teksten, lige fra Zetas efternavn Evergreen der minder vældigt om Katniss Everdeen fra ”Hungergames”, til opfinderen og virksomhedsejeren Zebulon Ishiguro der deler efternavn med den japanske nobelprismodtager Kazuo Ishiguro, som jeg for nyligt læste ”Klara og solen” af. Her introducerer han i øvrigt også meget apropos KV’en, en menneskelignende robot der godt kunne minde lidt om Robby.

”Atlantiz” er både velskrevet og tankevækkende. Stemningen i romanen er dyster, men med befriende indspark af humor. Ofte når Zeta er træt af, at Robby opdrager på hende. Zetas ukuelighed bringer hende flere gange i farlige situationer, hvilket giver en god spændingskurve på fortællingen, der nærmest eksploderer i den hæsblæsende afslutning. Her går det lige lidt for hurtigt efter min smag, men til gengæld er der fuld action for alle pengene.

”Atlantiz” er nok primært rettet mod unge, men voksne kan sagtens læse med, og er du til spændende og underholdende science fiction, så er den et godt bud.

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hold nu op med at være så sur,” sagde jeg og undersøgte den gamle dørtelefon, der var blevet tømt for navne. “Se selv. Vi har bygningen helt for os selv i nat.”

“Men det er jo en byggeplads,” klagede Robby. “Sådan et sted er farligt. Om dagen arbejder der højst sandsynligt kun robotter, fordi det er for farligt for mennesker at arbejde her – og du er altså tilfældigvis et menneske, Zeta.”

“Ih, hvor er du da også bare negativ, du er snart ikke til at holde ud at følges med. Vi skal jo kun overnatte derinde en enkelt nat, har jeg sagt, og der sker os ikke noget, hvis vi bare ser os godt for.”

“Og hvad hvis nogen finder os?” spurgte han på en bedrevidende måde.

“Hvem skulle finde os?” svarede jeg igen med en nedladende tone. “Helt ærligt. Tror du seriøst, der er nogen, der gider at holde øje med en gammel, faldefærdig bygning?”

Robby trak på skuldren. “Det kan man da aldrig vide.”

“Hør her. Der sker ikke noget,” fastslog jeg selvsikkert og lagde begge mine hænder på hans små skuldre, mens jeg så ham direkte ind i hans barnligt blå robotøjne. “Hvis der sker noget, så smutter vi med det samme. Det lover jeg, ok!”

“Ok,” sagde han, men på en måde, der lød som om, han gjorde det mere af pligt end af egen vilje. Ganske vist var Robby min lærer, min rådgiver og min hjælper, men han var også min ejendom. Det betød, at han strengt taget skulle gøre, som jeg sagde. Det kan måske godt lyde lidt gammeldags, som om han var min slave eller sådan noget, men det var simpelthen bare sådan, hans motherboard var programmeret. Han rådgav mig altid til mit eget bedste – og nogen gange til min store irritation – men i yderste konsekvens skulle han gøre, som jeg bad ham om. Sådan var alle robotter indrettet: Til at tjene mennesker, ikke herske over dem.” (side 58-59)

Om “Atlantiz”:

Udgivelsesår: 01.06.2021
Forlag: Valeta, 421 sider

Besøg forfatterens hjemmeside