Indlæg tagget med ‘venskab’

Genvejen af D.S. Henriksen

Genvejen af D.S. Henriksen

Genvejen er en ny ungdomsgyser af D.S. Henriksen udgivet på Steen Langstrups forlag 2Feet Entertainment. Jeg har tidligere læst flere bøger af D.S. Henriksen. Særligt begejstret var jeg for hans to voksenromaner In Absentia og Ad Nauseam, der udkom under navnet Daniel Henriksen. Men også de øvrige bøger er bestemt værd at læse.

Historien udspiller sig i 1985 og handler om de fire venner Kian, Bertram, Julius og Freya. Freya er relativ ny i klassen. Hun er dygtig til at finde på historier, og de er ofte uhyggelige. Kian er en splejset fyr med briller, og lidt af en nørd. Julius er tyk og kommer fra et hjem med faste spisetider, hvor advokatforældrene tjener mange penge. Og Bertram har taget 6. klasse om. Han bor alene med sin far, der kører lastbil og ind i mellem drikker for meget.

En sommeraften er gruppen gået ud i det blå og ender med at gå tilbage gennem en skov. Midtvejs støder de på en gammel, forladt kirkegård. Bertram kan se lysene fra byens slagteri over kirkegården, så de beslutter sig for at skyde genvej ind over kirkegården. Hele dagen har Freya fortalt uhyggelige historier for drengene, men nu er det, som om historierne ændrer karakter og bliver mere virkelige. Og samtidig bliver skoven omkring dem dødstille …

Jeg er vokset op med Stephen King, og derfor er mange af mine referencer til hans forfatterskab. Jeg kunne således ikke lade være med at læse Genvejen som en slags hyldest til Stand By Me. Her er også en umage vennegruppe og en nat fyldt med oplevelser, der ændrer de unge for altid. Som King lader Henriksen os få et indblik i ungdommens sårbarhed, og hvor svært det kan være at falde lidt udenfor. Og ligeledes som King er Henriksen ikke bange for at skrue op for uhyggen, når Freyas historier om, hvad der gemmer sig i mørket, kommer lidt for tæt på. Endeligt har D.S. Henriksen som King en nostalgisk tone. Genvejen er dog sin egen historie, og Henriksen fortæller den godt. Også selvom han ikke helt er på Kings niveau.

Genvejen er en lækker udgivelse, hvor der er kælet for layoutet med fine vignetter på alle siderne og en stemningsfuld forside. Der er enkelte kiks i korrekturen, men ikke nok til at skæmme læsningen. Bogen findes også som ebog og netlydbog, men jeg har læst den i papirform.

Uddrag af bogen:

Hun strøg nogle planter til side, der kravlede op af murværket, og viste os et gammelt, vejrbidt træskilt.

Bertram læste: “Galgebakken. Adgang forbudt.”

Inskriptionen var utydelig. Bogstaverne var gamle og skåret ind i træet med et stemmejern og bagefter malet.

Freya fløjtede. Jeg vidste ikke, hun kunne. Jeg havde aldrig hørt hende fløjte.

“Galgebakken,” sagde hun. “Hvor er det stemningsfuldt!”

“Det er en kirkegård,” sagde jeg, mens jeg stod på tæer og skuede ind mellem gitterportens tremmer. Jeg kunne ane en gammel sti under blade, grene og trærødder. Terrænet var uregelmæssigt og ugæstfrit. Der var noget uvenligt over det. Jeg kunne se mindst tre gravsten. “Den ser stor ud.” (side 46)

Om Genvejen:

Udgivelsesår: 24.08.2021
Forlag: 2Feet Entertainment, 130 sider
Omslag: D.S. Henriksen

Atlantiz af Publius Enigma

Atlantiz af Publius Enigma

Zeta Evergreen vokser op i en ikke nærmere bestemt fremtid. Hun er en af de sidstfødte i en verden, hvor alle lever evigt. Bliver du syg eller dør, sørger Globalstaten for, at du bliver regenereret. Blot du sørger for at få taget en daglig backup. Til gengæld fødes der ikke længere børn, og i flere delstater er det ligefrem ulovligt. Med en befolkning på 57 milliarder mennesker er der ikke plads til flere. Der er heller ikke plads til natur, så ilt produceres af kæmpemæssige oxyjumboer, der svæver over hele kloden.

Zetas mor anskaffer robotten Robby til at passe på Zeta, mens hun er på arbejde. Zeta er ikke særligt begejstret for Robby, der både skal opdrage og undervise hende. Skolerne lukkede nemlig 10 år tidligere pga. manglen på børn.

Men en dag kommer moren ikke hjem, og Zeta kommer i pleje. Nu er Robby alt hun har, for plejefamilien er mere interesseret i pengene, de får for at passe hende, end for Zeta. Da de ovenikøbet pludselig vil sælge Robby, bliver det for meget, og de stikker af. Zeta tager hjem til morens gamle lejlighed, blot for at finde ud af at bygningen er under ombygning til et nyt regenererings-center. Alligevel bryder de ind, dog kun for at blive fanget af vagtrobotter.

Så Zeta ryger i fængsel og Robby til destruktion. Men Zeta giver ikke op. Og slet ikke da hun i fængslet møder en kvinde, som kendte hendes mor. Det viser sig, at moren var en del af et hemmeligt netværk kaldet ’Livsopretholderne’, der i det skjulte arbejder som jordemødre og bringer ulovligt fødte børn til verden. Nu har Zeta en mission. Først at få fat i Robby igen, og derefter at finde Atlantiz hvor det hemmelige netværk hører til. Zeta vil nemlig gå i sin mors fodspor og blive jordemor. Men der er mange forhindringer undervejs, og så stilles Zeta overfor et umuligt valg.

Jeg har tidligere læst ”Exnihilo” af Publius Enigma, der udkom i 2019. Det var en spændende og underholdende roman, der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

Lidt af de samme emner går igen her i ”Atlantiz”. I stedet for at være ødelagt af krig, er Jorden så overbefolket, at naturen er udslettet og havene stort set livløse af forurening. Man har dambrug i bassiner, mens dyr bliver fremavlet i fabrikker. Dyrkning af frugt og grøntsager sker ligeledes indendørs ved hjælp af genetisk modificerede fødevarer og nye landbrugsteknikker i drivhuse. Selvom mennesker i princippet stadig kan føde børn, gør man det ikke. I stedet bliver alle regenereret i et væk, også selvom man bliver genoplivet til et skodliv.

Zeta er jeg-fortælleren, som i en prolog indleder med at fortælle, hvor slemt tingene står til på jorden. Hendes håb er, at dem der læser hendes beretning vil tage ved lære af den.

Historien er elementær spændende, og baggrundskulissen tegnes troværdigt op i en glimrende world building. Zeta er teenager, og ind i mellem virker hun noget naiv i forhold til vores tids unge. Men det kan sagtens være en følge at de omstændigheder, hun er vokset op i.

Jeg synes, det er interessant at følge tankeeksperimentet om, hvad der egentlig sker med mennesker, hvis vi kan leve evigt. Hvordan vil det være? Og hvad vil man gøre i forhold til overbefolkning. I ”Atlantiz” giver forfatteren sit bud, og det er ganske tankevækkende. Andre forfattere har også givet deres bud på, hvad overbefolkning kan gøre ved Jorden. F.eks. Niels E. Nielsen i ”Vagabondernes planet” fra 1970, eller Lise Bidstrup der giver en mere nutidig version i ”Reservedelenes by” fra 2017.

Det er tydeligt, at forfatteren kender science fiction-genren. Her er flere ’easter eggs’ gemt i teksten, lige fra Zetas efternavn Evergreen der minder vældigt om Katniss Everdeen fra ”Hungergames”, til opfinderen og virksomhedsejeren Zebulon Ishiguro der deler efternavn med den japanske nobelprismodtager Kazuo Ishiguro, som jeg for nyligt læste ”Klara og solen” af. Her introducerer han i øvrigt også meget apropos KV’en, en menneskelignende robot der godt kunne minde lidt om Robby.

”Atlantiz” er både velskrevet og tankevækkende. Stemningen i romanen er dyster, men med befriende indspark af humor. Ofte når Zeta er træt af, at Robby opdrager på hende. Zetas ukuelighed bringer hende flere gange i farlige situationer, hvilket giver en god spændingskurve på fortællingen, der nærmest eksploderer i den hæsblæsende afslutning. Her går det lige lidt for hurtigt efter min smag, men til gengæld er der fuld action for alle pengene.

”Atlantiz” er nok primært rettet mod unge, men voksne kan sagtens læse med, og er du til spændende og underholdende science fiction, så er den et godt bud.

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hold nu op med at være så sur,” sagde jeg og undersøgte den gamle dørtelefon, der var blevet tømt for navne. “Se selv. Vi har bygningen helt for os selv i nat.”

“Men det er jo en byggeplads,” klagede Robby. “Sådan et sted er farligt. Om dagen arbejder der højst sandsynligt kun robotter, fordi det er for farligt for mennesker at arbejde her – og du er altså tilfældigvis et menneske, Zeta.”

“Ih, hvor er du da også bare negativ, du er snart ikke til at holde ud at følges med. Vi skal jo kun overnatte derinde en enkelt nat, har jeg sagt, og der sker os ikke noget, hvis vi bare ser os godt for.”

“Og hvad hvis nogen finder os?” spurgte han på en bedrevidende måde.

“Hvem skulle finde os?” svarede jeg igen med en nedladende tone. “Helt ærligt. Tror du seriøst, der er nogen, der gider at holde øje med en gammel, faldefærdig bygning?”

Robby trak på skuldren. “Det kan man da aldrig vide.”

“Hør her. Der sker ikke noget,” fastslog jeg selvsikkert og lagde begge mine hænder på hans små skuldre, mens jeg så ham direkte ind i hans barnligt blå robotøjne. “Hvis der sker noget, så smutter vi med det samme. Det lover jeg, ok!”

“Ok,” sagde han, men på en måde, der lød som om, han gjorde det mere af pligt end af egen vilje. Ganske vist var Robby min lærer, min rådgiver og min hjælper, men han var også min ejendom. Det betød, at han strengt taget skulle gøre, som jeg sagde. Det kan måske godt lyde lidt gammeldags, som om han var min slave eller sådan noget, men det var simpelthen bare sådan, hans motherboard var programmeret. Han rådgav mig altid til mit eget bedste – og nogen gange til min store irritation – men i yderste konsekvens skulle han gøre, som jeg bad ham om. Sådan var alle robotter indrettet: Til at tjene mennesker, ikke herske over dem.” (side 58-59)

Om “Atlantiz”:

Udgivelsesår: 01.06.2021
Forlag: Valeta, 421 sider

Besøg forfatterens hjemmeside

Klara og solen af Kazuo Ishiguro

Klara og solen af Kazuo Ishiguro

Ind i mellem læser jeg bøger, som jeg vældig godt kan lide, men ikke kan nå at skrive om her på siden. Klara og solen er en af dem.

Forlaget skriver:

Klara og solen er Kazuo Ishiguros første roman, efter han modtog Nobelprisen i litteratur.

Romanen fortæller historien om Klara, en Kunstig Ven med en usædvanlig observationsevne, som fra sin plads inde bag butiksruden observerer adfærden hos de kunder, der kommer ind for at se på varerne. Men Klara er også ualmindelig opmærksom på de mennesker, der går forbi på fortovet udenfor. Hun håber til stadighed på at få sig en menneskelig ejer, at en kunde skal vælge hende, men da det viser sig, at dette sandsynligvis vil forandre Klaras liv for altid, tager hun det som en advarsel mod at fæste alt for stor lid til menneskers løfter.

Klara og solen er en stærkt bevægende og overrumplende roman om, hvad det vil sige at elske et andet menneske.

I begrundelsen for Nobelprisen i 2017 blev Ishiguros romaner beskrevet som ”romaner med en stor følelsesmæssig virkning, som afdækker afgrunden under vores illusoriske forbundethed med omverdenen.

Anmelderne skriver:

Christian Møgeltoft, Bogrummet:
Bogen foregår i en nær fremtid et sted i USA. Børn bliver fjernundervist via computere, og som substitutter for fysiske venner kan de anskaffe Kunstige Venner (KV), menneskelignende robotter med adaptiv intelligens, individuelle træk og et vist følelsesregister, der gør dem til tilfredsstillende venner for de ægte menneskebørn af kød og blod. Klara er en KV af typen B2, som er på vej til at blive overhalet af en ny generation, B3’erne. Men Klara er helt særlig, en pige-KV med kort, mørkt pagehår, venlige øjne og en nysgerrighed og empati, der får den 14-årige pige Josie til at falde pladask for hende. Klara skal være Josies betroede og nære ven. Klara flyttes fra Butikken hjem til Josie og Moderen, der i starten er en kende mere skeptisk end sin datter. Måske skyldes Moderens kulde, at Josies lillesøster Sal døde i en ung alder, og at Josie muligvis lider af samme sygdom? En sygdom, Moderens ambitioner på børnenes vegne selv kan have fremkaldt. Klara vil gøre ALT for Josie, en humørsyg teenagepige med kolossale op- og nedture. Selv er Klara drevet af solceller og har et nærmest religiøst forhold til Solen, som generøst forsyner hende med sin ”særlige næring”. Måske vil Solen også kunne hjælpe Josie?” (Læs hele anmeldelsen)

Benedicte Gui De Thurah Huang, Politiken:
‘Klara og solen’ er Ishiguros første roman, siden han i 2017 modtog Nobelprisen i Litteratur, og den synes at trække tråde til flere af hans berømte romaner, både til gennembrudsromanen ‘ Resten af dagen’ (1989) om den ulasteligt pligtopfyldende butler mr. Stevens og til succesen ‘ Slip mig aldrig’ (2005) om kostskoleeleverne Kathy, Tommy og Ruth, der med tiden opdager, at de er kloner, og at meningen med deres liv er at redde rigtige menneskers liv. Hvorvidt ‘ Klara og solen’ er en fortælling om blind servilitet eller en roman om stor kærlighed og om modet til at tage sin skæbne på sig, har jeg svært ved at beslutte mig for. Men netop den uafgørlighed kan være romanens store genistreg.” (05.03.2021 Politiken)

Lasse Winther Jensen, Weekendavisen:
Ishiguro er stadig interesseret i de skygger, der kastes af historien, og hans hovedærinde er stadig at begribe, hvordan bevidstheden påvirkes af fortiden, men i Klara og solen skubbes handlingen ind i en nær fremtid, og frem for alt kreerer forfatteren her en helt ny type fortæller i form af den kunstige intelligens Klara. […] Fordi romanen er fortalt fra Klaras synsvinkel, formidles virkeligheden og dens sammenhænge tålmodigt og diskret via de dialogudvekslinger, hun overhører, og de erfaringer, hendes robotbevidsthed langsomt gør sig, først i butikken og siden i den familie, der køber hende, så hun kan være Kunstig Ven for pigen Josie. Romanens verden gestaltes kort sagt i takt med Klaras indtryk af den. Efterhånden bliver det klart, at den nære fremtid i Klara og solen er kendetegnet ved opdelinger mellem de børn, der har undergået genmodificering, og de, der ikke har. Desuden har den teknologiske udvikling omkalfatret arbejdsmarkedet, og menneskeheden står på tærsklen til reelt at kunne udskifte mennesker – en syg datter, for eksempel – med robotter.” (05.03.2021 Weekendavisen)

Mads Rosendahl Thomsen, Kristeligt Dagblad:
Måske er det væsentligste ved romanen, at den konfronterer læseren med denne gråzone, hvor der er et ubehag ved, at menneskene så nemt kan svinge mellem at knytte følelser til deres maskiner, for derefter at smide dem bort. Ishiguros mesterskab er at kunne fastholde opmærksomheden på et lille univers i sin rolige og smukke prosa gennem godt 300 sider, uden at man føler, at der godt måtte ske noget mere. Der er flere udviklinger undervejs, hvor de spor, som var lagt ud, tager en drejning, men frem for alt er ” Klara og solen” en stærk fortælling, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad ægte følelser er, og hvornår, hvordan og hvorfor vi reagerer på dem eller ej.” (02.03. 2021 Kristeligt Dagblad)

Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten:
Centralt i historien er problemet om det særligt menneskelige. På den ene side er der dem, der påstår, at mennesker kan reduceres til maskiner som Klara og hendes løbende opdateringer. På den anden er der dem, der hævder eksistensen af et menneskelig “hjerte”. Klara kommer i sit liv med Josie, hendes ven Rick og deres respektive voksne rigtigt tæt på mødet mellem de to opfattelser. Men som sædvanligt hos Ishiguro er der intet facit, kun de mellemregninger, som nødvendigvis må med i regnestykket.” (02.03.2021 Jyllands-Posten)

Om Klara og solen:

Udgivelsesår: 02.03.2021
Forlag: Gyldendal, 347 sider
Omslag: Pete Aldington
Originaltitel: Klara and the Sun
Oversætter: Claus Bech

Læs også:

Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Slip mig aldrig af Kazuo Ishiguro
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Psykonauten < end 2 af Patrick Leis
A.I. af Torben Pedersen

De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen

De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen

Er du vild med Ringenes Herre eller måske Narnia-bøgerne? Så vil du også kunne lide De III Udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen.

Et af privilegierne ved at have hjemmesiden her er, at jeg ind i mellem bliver kontaktet af forfattere eller forlag, jeg ikke kender, som gør mig opmærksom på nye og spændende bøger. Det er selvfølgelig ikke altid, at læseoplevelsen er lige god, men jeg synes, det er vigtigt også at give plads til omtale af mindre kendte udgivelser. Så da Paul Anthony Sørensen gjorde mig opmærksom på sin roman Moghunheims forbandelse, tjekkede jeg hans hjemmeside ud. Da bogen lød spændende, røg et eksemplar i indkøbskurven, og nu har jeg fået læst den. Og den kan varmt anbefales!

De tre venner Bjørn, Seb og Eliot er meget forskellige. Bjørn er stærk og retfærdighedssøgende, Eliot er nørdet og klog, mens Seb er charmerende og hurtigtalende. Trods forskellene hænger de tre dog sammen som ærtehalm, og hjælper hinanden i tykt og tyndt.

En dag hvor vennerne er ude at dykke, finder de et mystisk skrin på bunden af Øresund. Da de kommer hjem, forsøger de at åbne det. Men uanset hvad de gør, forbliver skrinet lukket. Indtil det pludselig alligevel åbner sig. Skrinet er nemlig en adgangsportal til landet Mogthunheim, som er i store vanskeligheder. Den retfærdige kong Will er blevet fortryllet af sin onde fætter Lord Liarn, og hvis ikke Liarn bliver stoppet, vil livet i Mogthunheim forvandles til et mareridt. Kun de tre udvalgte kan stoppe ham, og det viser sig, at Bjørn, Seb og Eliot, meget mod deres vilje, er de tre udvalgte.

Når vennerne sover, vågner de som voksne mænd i Mogthunheim, og her skal de sammen med deres skytsengel OO forsøge at befri kong Will af Lord Liarns fortryllelse samt finde prinsesse Laura, som Liarn har kidnappet for at få en ekstra klemme på kongen. Men det er ikke ufarligt, for hvis Bjørn, Seb og Eliot dør i Mogthunheim, dør de også i vores verden. Og så er der også lige den lille finte, at også Lord Liarn får hjælp fra vores side. Der findes nemlig endnu et skrin, og det hører til på mørkets side.

Jeg var som sagt vældig underholdt af Mogthunheims forbandelse, der stilmæssigt minder om Narnia møder Ringenes Herre. Historien kan læses fra +11 år, og udover at være effektiv og elementært spændende så er det også en fortælling om venskab, mod og integritet. Vi lærer de tre drenge godt at kende både i Mogthunheim, men også i vores verden hvor de hver især har deres at kæmpe med. Jeg kan rigtig godt lide, at forfatteren også får den vinkel med i romanen, for det giver dybde til historien, og gør den endnu mere interessant.

Paul Anthony Sørensen har en baggrund hos DR’s B&U afdeling, men er nu selvstændig konsulent, forfatter og ghostwriter. På sin hjemmeside fortæller han, hvordan han gennem hele sin karriere har haft fokus på at fortælle fordomsnedbrydende historier med et inkluderende værdisæt som hylder mangfoldigheden, og gerne med politisk ukorrekte ridser i lakken. Mogthunheims forbandelse passer fint ind i denne vision med sine uperfekte hovedpersoner og fokus på de menneskelige værdier mixet med en spændende historie, hvor der også er plads til humor.

En stor anbefaling herfra til både børn, unge og voksne, som kan lide underholdende fantasy.

Uddrag af romanen:

“Som tingene fungerer, er det sådan, at de styrker, I har i jeres egen verden, er forstærket her. Derfor er du, Bjørn, stærkere end nogen mand her. Og du, Eliot, er klogere og vil kunne forstå dig på magi. Sebastian, du vil kunne bruge dine talegaver til at snakke dig ud af de fleste situationer og øjne de mindste muligheder ud af næsten enhver knibe. Det vil altsammen kombineret gøre jer til en effektiv trio, der vil kunne klare det meste.”

“Det meste?” indskød Eliot. “Og hvad med der, hvor vi ikke kan?”

Mathis smilede. “I får jeres skytsengel med på turen. Ham møder I om et øjeblik, når I får jeres udstyr. Han har jeres ryg hele vejen og vil guide jer undervejs.” Drengene kiggede på hinanden, og det var tydeligt, at de havde en mængde spørgsmål.

Seb startede: “Men hvor lang tid skal vi være her? Og hvad, hvis vi fejler?”

Mathis trak vejret dybt. “I må ikke fejle. Hele kongerigets skæbne hviler på jeres skuldre og tro mig, hvis I fejler vil ondskaben brede sig til flere verdner – også jeres egen. På den led hænger det hele sammen! Med hensyn til, hvor længe I skal være her, så afhænger det af, hvor hurtigt I får løst opgaven eller dør undervejs, for så dør I også i jeres verden.”

“Men,” sagde Eliot, “vi kan vel bare sige nej. Jeg har sgu ikke lyst til at dø pga. en eller anden nederen kongefætter og hans syge idéer.”

Mathis smilede igen. Denne gang lidt vemodigt. “Desværre venner. I har ikke noget valg. I er de udvalgte pga. jeres særlige evner, der i kombination er unikke. Det skrin, I fandt på havets bund, har ventet på jer i umindelige tider. Jeres navne stod på det, så at sige. Det er større end både jer og mig. Det er, kort sagt, bestemt!” (side 16)

Om Mogthunheims forbandelse:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: HoneyBadger, 340 sider
Omslag: BRETH DESIGN / v. Mette Breth

Besøg bogens hjemmeside

Læs også:

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Mørkets søn af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl
Dragens øjne af Stephen King
Blodets bånd af Christian Kronow
Odinsbarn af Siri Pettersen
Zam af Jesper Wung-Sung

Dødbringende besked af Helen Cox

Dødbringende besked af Helen Cox

Dødbringende besked er en sød og charmerende ‘cozy crime’, om bibliotekaren Kitt Hartley, der bliver blandet ind i en mordefterforskning.

Kitt Hartley er bibliotekar på Universitetsbiblioteket i Vale, York. Hun er single, elsker at læse og hendes bedste veninde er den vintage elskende Evie.

En dag dukker politiet op. Evies eks-kæreste er blevet myrdet, og omstændighederne omkring mordet gør, at Evie bliver afhørt som mistænkt. Kitt er overbevist om sin venindes uskyld, men for kriminalkommisær Halloran og kriminalassistent Banks peger beviserne i Evies retning.

Så Kitt beslutter sig for at tage sagen i egen hånd i et forsøg på at bevise, at Evie ikke er morder. Der er kun et problem. Kitt har kun læst om mord før og aldrig opklaret et, og det viser sig at være sværere end først antaget.

Bibliotekarer bliver ofte anset som et lidt kedeligt folkefærd, så for mig giver det lige en bog lidt ekstra ‘swing‘, når hovedpersonen er bibliotekar. Kitt er ovenikøbet skarpsindig, med hang til kvikke bemærkninger og bogreferencer, og så er hun yderst beskyttende, overfor dem hun holder af. Hun er således et hyggeligt bekendtskab, og tiden går hurtigt i den rapkæftede bibliotekars selskab.

Hyggelig er i det hele taget en god beskrivelse af Dødbringende besked. På engelsk findes udtrykket ‘cozy crimes’ (eller ‘cozy mysteries’), der ifølge Wikipedia defineres som en subgenre af krimien. Her er detektiven en skarpsindig amatør. Plottet udspiller sig i et lille samfund, og på trods af at det er en krimi, er vold (og sex) gemt af vejen.

Helen Cox’ roman passer perfekt ind i kassen, og gør det med et charmerende blink i øjet. Det er ikke en historie, der skal læses for et sindrigt plot med uforudsigelige twists eller dybe personkarakteristikker. Det er derimod let og charmerende underholdning, som egner sig perfekt til at slappe af med.

Dødbringende besked har både mord og romantik. Det bliver måske lidt for lyserødt til min smag, men jeg er også en kynisk gammel sortseer. For der er ingen tvivl om, at Kitt Hartley er kommet for at blive, og holder du af krimier med sympatiske hovedpersoner uden bloddryppende plots, så er bøgerne om Kitt Hartley lige noget for dig.

Indtil videre er der udkommet fire bind i serien, som måske nok er kalorielet underholdning, men med trykket lagt på underholdning.

Hør Helen Cox fortælle om sin hovedperson, Kitt Hartley, i videoen nedenfor.

Reklame: Tak til Forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Undskyld mig, de damer,” sagde manden, da han og hans kvindelige makker nåede hen til skrivebordet. Hans accent var lokal, men hans udtale havde en ukendt kant, som Kitt ikke helt kunne placere. Han tøvede, og da hans blik gled over gruppen, bemærkede Kitt, at hans øjne havde samme farve som havet på en blæsende dag. Den var meget mørkere end farven på hendes øjne, som bedst kunne sammenlignes med blå topas. Han så på Michelle, Grace og Ruby efter tur, inden hans blik landede og forblev rettet mod Kitt. Og så rettede han sig lidt op, tog et ID-kort op af sin inderlomme og holdt det frem, så alle de tilstedeværende kunne se det. “Jeg er kriminalkommisær Malcolm Halloran, og dette er kriminalassistent Charlotte Banks.” Kommisæren pegede på sin kollega, som nikkede stift en enkelt gang. “Vi søger Katherine Hartley.”

Kitt rejste sig fra stolen, mens hun så med rynket pande på Grace. Hun kunne mærke Michelles stirren, men hun vovede ikke at se i hendes retning.

“Ja, det er mig,” sagde Kitt. “Er der sket noget?” Det var et fjollet spørgsmål at stille, det vidste hun godt. Man blev ikke opsøgt af politiet, hvis alt var i orden, og i løbet af et splitsekund begyndte hendes hjerne at arbejde hurtigere end hendes mund. “Vent … er det min familie? Det er vil ikke mor eller far, vel? Eller … Rebecca?”

Rebecca var Kitts tvillingesøster. Hun var læge og arbejdede på et hospital oppe i Northumberland. De havde altid haft et tæt forhold, men de havde ikke den der ‘tvillingeting’, hvor man skal forestille sig at kunne mærke det i kroppen, hvis ens tvilling er i fare, syg eller døende.

“Vi er her ikke på grund af din familie,” sagde Halloran. Hans stemme var dyb, men venlig, og han hævede sine to hænder i en fast og beroligende gestus for at gøre tegn til Kitt om, at hun skulle være rolig.

Kitt pressede sine håndflader mod brystet og lukkede øjnene et øjeblik.

“Undskyld,” sagde hun. Jeg er ikke vant til at få besøg af politiet.” (side 19-20)

Om Dødbringende besked:

Udgivelsesår: 27.12.2020
Forlag: Forlaget Zara, 390 sider
Originaltitel: Murder by the Minster
Oversætter: Kamilla Pontoppidan Haderup

Læs også:

Ruth Galloway-serien af Elly Griffiths
Mysteriet i genbrugsen af Anna Grue
Isabelle af Anette Heide
Raili Rydell-serien af Lisa Hågensen
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Blokhusmysteriet af Ebbe Krogh-Salomonsen
Sika Haslund-serien af Nina von Staffeldt

Frankenstine af Lars Kramhøft

Frankenstine af Lars Kramhøft og Jam Aden

Lars Kramhøft er en interessant forfatter, og jeg har efterhånden læst en del af hans bøger. Blandt andet har han flere gange samarbejdet med tegneren Tom Kristensen, ikke mindst i den prisvindende tegneserie Fordærvet. Men Kramhøft tegner også selv. Senest i den delvist autofiktive Noget frygteligt er altid lige ved at ske.

I Frankenstine leverer Lars Kramhøft historien, mens Jam Aden står for illustrationerne. Resultatet er en fin fortælling om køn, identitet og venskab iblandet både gys og grin.

Bagerst er indsat en faktaboks om køn samt en hurtig guide til kønsneutrale pronominer.

Opfyldt af sorg over sin hustru og datters død i et flystyrt skaber kirurgen, dr. Haraways, en skabning som skal udfylde tomrummet. Men Stine kan ikke erstatte Haraways familie, og en dag begår han selvmord.

Nu er Stine alene i en verden med ukendte spilleregler. Tilsyneladende er det meget vigtig, om man er en han eller en hun, men Stine bliver heldigvis venner med Vicky, som er mere interesseret i, hvordan Stine er, end hvad hen er.

Andre er dog ikke så fordomsfri. Caroline er misundelig over, at hendes kæreste taler så godt med Stine, at hun beslutter sig for at tilkalde mørkets magter og på den led slippe af med Stine. Det går dog ikke helt efter planen.

Anmelderne skriver:

Lars kramhøfts velfungerende historie sætter – uden at pege spidse fingre – fokus på kønsidentitet. Først og fremmest. Men også venskab og trolddom! Det hele blandes til en velfungerende tegneserie, der genbruger et klassisk litterært tema til at fortælle en hel ny historie. (Tid til tegneserier 29.05.2020)

‘Frankenstine’ er en meget anderledes og smuk graphic novel, hvis hovedtematikker er venskab, køn og magi. Historien i sin helhed ligner ikke noget, jeg har set før, og det er ret befriende. Mørkt og humoristisk, overvældende og alligevel ret simpelt. En historie med mange forskellige spor og mange sære væsner. Nogle af dem forklædt som mennesker. (Litteratursiden 05.05.2020)

Det er et flot værk som er dystert, fangende, interessant og yderst smukt samtidig. Det er grelt og fantastisk og den eneste grund til at jeg ikke giver værket topkarakter, er at jeg personligt ikke havde behov for at der skulle være alle de uhyrer, dæmoner og lignende med. Men det til side så er det virkelig en spændende indgangsvinkel til en anden måde at forstå hvad det vil sige at være ciskønnet, non-binær og så videre. For det er jo et emne der fylder meget hos mange i dag og som det er blevet mere almindeligt at tale om – heldigvis. (Bogrummet 05.04.2020)

Der findes tegneserier, som jeg virkelig ville ønske var bedre. Og Jam Aden og Lars Kramhøfts ‘Frankenstine’ er én af dem. For dens emne er vigtigt, og grundidéen om et ordspillende queer-feministisk remix af ‘Frankenstein’ er egentlig ret oplagt […] På trods af åbenlyse mangler kan man håbe, at en bog som ‘Frankenstine’ kan være værdifuld læsning for unge mennesker, der ikke føler sig inkluderet af den herskende heteronormative kønsforståelse – og, nok så vigtigt, også for dem (os), der er repræsenteret vidt og bredt, og som automatisk og uden forsæt tænker køn og seksualitet, som de altid har gjort og kender fra sig selv. Man kan i hvert fald håbe, at Jam Aden og Lars Kramhøft kan være med til at nuancere en debat, der for det meste foregår som binær skyttegravskrig. (Politiken, 2020-03-31)

Om Frankenstine:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Cobolt, 83 sider
Forside og illustrationer: Jam Aden

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Alena af Kim W. Andersson
Vand til blod af Morten Dürr
Håbet er som en muskelhund af Nanna Gyldenkærne
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Onde piger af Alex Marwood
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Thornhill af Pam Smy
Zam af Jesper Wung-Sung

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury

Drengene Jim (James Nightshade) og Will (William Halloway) er bedste venner. De har boet ved siden af hinanden hele deres liv, og har fødselsdag med én dags mellemrum. Jim bor alene med sin mor, mens Wills far er væsentlig ældre end hans mor, og ofte forsvinder hen på biblioteket hvor han arbejder.

En oktobernat kommer et tivoli til byen: Cooger & Darks Pandæmonium Skyggeforestilling. Drengene vågner om natten ved lyden af togets fløjte, og lister sig ud for at se tivoliet blive sat op, kun for at opdage at noget er helt forkert. Alt er skygger, tavshed og det mørkeste mørke. Men da de næste dag tager hen til tivoliet for at se det i dagslys, er alle nattens skygger væk. Flag og bannere blafrer strålende om de citrongule telte. Der dufter af candyfloss, og pladsen er fuld af leende mennesker.

Alligevel er der stadigvæk noget sært ved tivoliet. Jim er vældig fascineret af en særlig karrusel, mens Will er skræmt af spejlsalen. Især efter han ser lærerinden frøken Foley vakle ud, klynkende om en pige der drukner derinde. Hvilke hemmeligheder gemmer sig i skyggerne?

Jeg må indrømme, at jeg lige skulle tage tilløb til et par gange, før jeg fik læst Ondt er da på vej herned. Jeg er ellers ret begejstret for Ray Bradbury, men jeg faldt ikke rigtig for romanens tone i begyndelsen. Så det var kun, fordi jeg for nyligt læste Martin Wangsgaard-Jürgensens positive omtale i Skrækvisioner, at jeg holdt fast. Og heldigvis for det, for der gemmer sig en god læseoplevelse til slut.

MWJ kalder romanen for: ”et stykke arketypisk amerikansk kunsteventyr og skrækfiktion, der i længselsfulde toner fortæller om livet i provinsen i 50’erne. Romanen er sødladen, den er nostalgisk, den er gribende, og den er gruopvækkende, fordi den rører ved nogle fundamentale antagelser omkring forholdet mellem børn og voksne.” (side 171)

Vi møder drengene, mens de er lige på nippet til at snuse til voksenlivet. Jim er den udfarende, der ikke kan vente med at opleve alt. Mens Will mere er tilbøjelig til at se væk. Da de kommer i alvorlige problemer med tivoliets ene ejer, Mr. Dark, får de hjælp af Wills far, Mr. Halloway, der nok er ældgammel i drengenes øjne, men som alligevel har bibeholdt en vis barnlighed, som gør ham anderledes fra andre voksne.

Ondt er da på vej herned ender i et voldsomt opgør, med drengene og Mr. Halloway på den ene side og Mr. Dark og tivoliets ‘freaks’ på den anden. Den del er fremragende og modbydeligt beskrevet.

Ray Bradbury skrev Ondt er da på vej herned i 1962. Mange af hans fortællinger kan kategoriseres som science fiction, men her kombinerer han det fantastiske med det urovækkende i en slags fantasy-horror fortælling om den evige kamp mellem godt og ondt, der udspiller sig i os alle. Romanen betragtes i dag som en klassiker, og er også blevet filmatiseret flere gange. 

Personligt skulle jeg som sagt lige i gang med læsningen, men til gengæld leverer sidste del af romanen i den grad. Så und dig selv en udfordring og en god oplevelse, og læs Ray Bradburys klassiker. Jeg må indrømme, at den ér fremragende.

Uddrag af romanen:

Hvor mange gange gik den rundt? tænkte Will. Tres, firs … halvfems …?

Hvor mange gange? sagde Jims ansigt, der var ét stort mareridt, mens han så den døde karrusel dirre og holde stille i det døde græs. Det var en standset verden nu, som intet, hverken deres hjerter, hænder eller hoveder, kunne sende tilbage til noget sted.

De gik langsomt hen til karrusellen med hviskende sko. Den skyggeagtige skikkelse lå på den nærmeste side, på bræddegulvet, med bortvendt hoved. Den ene hånd hang ned fra karrusellen. Det var ikke en drengs. Den lignede en kæmpestor vokshånd, der er skrumpet ind af ild.

Mandens hår var langt, edderkoppeagtigt og hvidt. Det blæste ud som mælkebøttefnug i det pustende mørke.

De bøjede sig ned for at se ansigtet.

Øjnene var lukket mumieagtigt. Næsen var faldet sammen over brusk. Munden var en ødelagt hvid blomst, hvor kronbladene var vredet rundt til et tyndt voksdække over de sammenbidte tænder, som små boblende suk trængte ud mellem. Manden var lille i sit tøj, lille som et barn, men høj, trukket ud og gammel, så gammel, meget gammel, ikke halvfems, ikke hundrede, nej, ikke hundrede ti, men hundrede tyve eller hundrede tredive år gammel.

Will rørte ved ham. Manden var kold som en albinofrø. Han lugtede af månesumpe og gamle ægyptiske bandager. Han var noget man fandt på museer, pakket ind i nikotinfarvet linned og lukket inde bag glas. Men han var levende, pibende som et spædbarn og skrumpede ind i døden hurtigt, meget hurtigt for øjnene af dem.

Will brækkede sig over siden af karrusellen.

Så faldt Jim og Will ind mod hinanden, og de hamrede løs mod de sindssyge blade, det ufattelige græs, den ulegemelige jord med deres lammede sko, da de flygtede afsted ned ad midterstien. (side 86)     

‘Fun facts’:

Originaltitlen Something wicked this way comes er et citat fra Shakespears skuespil Hamlet: “By the pricking of my thumb something wicked this way comes.” (4. akt, scene 1)

Som barn mødte Bradbury tivoli-tryllekunstneren Mr. Electrico, der gav ham spådommen “Live forever!”. Et møde der gjorde så stort indtryk på Bradbury, at han kort efter begyndte at skrive. I romanen møder vi også en figur kaldet Mr. Electrico, der gør et stort indtryk på drengene.

Stephen King nævner Something Wicked This Way Comes i Den døde zone, hvor Sarah kommer til at tænke på den, da hun er i spejlkabinettet med Johnny. Ligeledes gentager han delvist Bradburys indledende scene med en lynafleder-sælger og et uvejr på lur i kapitel 5.

Mr. Dark fra tivoliet er fuld af tatoveringer og kan være karakteren Den Illustrerede Mand fra novellesamlingen af samme navn.

Bradbury har kaldt Ondt er da på vej herned for sin favoritbog.

Om Ondt er da på vej herned:

Udgivelsesår: 1977
Forlag: Stig Vendelkær, 234 sider
Omslag: Eyvind Rafn
Originaltitel: Something wicked this way comes, 1962
Oversætter: Arne Herløv Petersen

Besøg Ray Bradburys officielle hjemmeside

Leg med døden af Rachel Abbott

Leg med døden af Rachel Abbott

Letlæst domestic noir thriller om hemmeligheder, løgne og barndomsvenskab.

For godt et år siden læste jeg Drevet til mord af Rachel Abbott, som var første bind i krimi-trilogien med kriminalassistent Stephanie King. Nu er bind to, Leg med døden, udkommet. Den fangede mig desværre ikke helt så godt som første bog.

Jemma Hudson er med sin mand Matt inviteret til bryllup hos Matts barndomsven, Lucas. Sammen med en lille gruppe andre gode venner mødes de på Lucas gods nogle dage før den store dag. Jemma glæder sig til at møde Matts venner, som hun ikke har mødt før. Det bliver et par hyggelige dage – indtil en forfærdelig tragedie indtræffer, og bryllupsfesten aflyses.

Et år senere inviterer Lucas alle vennerne til en ny sammenkomst på godset, og denne gang har Jemma ikke lyst til at komme. I det forløbne år er hendes og Matts ægteskab smuldret, og samtidig forstår hun ikke, hvorfor Lucas inviterer dem alle igen.

Det viser sig, at Lucas har en skjult dagsorden, som trækker tråde tilbage til en forbrydelse i vennernes ungdom. En forbrydelse som har haft konsekvenser helt op i nutiden, og nu vil Lucas – koste hvad det vil – finde gerningsmanden.

Umiddelbart er Leg med døden letlæst, og idéen bag er interessant. Som i Drevet til mord fortæller Rachel Abbott gennem flere stemmer. Jemmas vinkel fortælles i første-person, mens kapitlerne med Stephanie King fortælles i tredje-person. Ind i mellem er også indlagt korte kapitler trykt i kursiv og fortalt af endnu en jeg-fortæller. Skiftene mellem de forskellige synsvinkler giver et godt flow i historien og skaber suspense.

Når jeg alligevel ikke er helt oppe at ringe over Leg med døden, er der flere årsager. Dels kom jeg ikke rigtig til at bryde mig om nogen af personerne. Dels havde jeg ret hurtigt en stærk mistanke om, hvordan fortællingen ville slutte. Nu læser jeg ret meget, så måske er det derfor, plottet ikke overraskede mig, men når så personerne heller ikke helt fanger, ja så er det bare ikke verdens bedste læseoplevelse.

Når det er sagt, så har Rachel Abbott en flydende pen og mange spændende idéer, så måske var mine forventninger simpelthen for høje. Jeg har i hvert fald stadig lyst til at læse sidste bind i trilogien, når den udkommer.

Reklame: Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Jeg har kun stået på balkonen et øjeblik, da jeg hører lette skridt bag mig. Matt lægger armen om livet på mig og nusser mig i nakken, så jeg gyser af fryd, men da jeg vender mig om mod ham, stivner han. Jeg drejer hovedet for at se, hvad han ser. Han stirrer på en, der kommer gående med hastige skridt nede på terrassen – en ung kvinde. Hun har sænket blik, så ansigtet er skjult af det glatte, sorte hår, der hænger ned på hver side som gardiner. På trods af de løse, grå lærredsbukser og en endnu løsere bluse i samme stof er det let at se, hvor tynd hun er.

Som om hun kan mærke vores blik på sig, løfter hun pludselig hovedet og kigger op mod os. Hun vakler. Det er overstået så hurtigt, at jeg ikke engang er sikker på, at det skete.

“Hvem er det?” spørger jeg, mens jeg stadig aer Matts arm, der ligger fast om livet på mig.

Han er tavs.

“Matt?”

“Det er Lucas’ søster.” Han taler lavt og i et blødt tonefald, og jeg drejer hovedet og ser på ham.

“Jeg vidste ikke, at han havde en søster. Hun virker …” Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Plaget er det ord der falder mig ind på grund af den anspændte tynde krop og den måde, hun bevæger sig på. Men det vil lyde for brutalt. Ulykkelig er måske mere passende.

“Ja,” siger Matt uden at vente på, at jeg gør sætningen færdig. “Ja, det gør hun.” (side 20)

Om Leg med døden:

Udgivelsesår: 16.04.2020
Forlag: Gads forlag, 384 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Murder Game
Oversætter: Nanna Lund

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Syge sjæle af Kristina Ohlsson
Løgnen af C. L. Taylor
I en mørk mørk skov af Ruth Ware
Seks stemmer af Matt Wesolowski

Farlig ven af Bo Skjoldborg

Farlig ven af Bo Skjoldborg

Da den nye dreng Heino starter i 6.A., prøver vennerne Dizzy og Mango at blive venner med ham. Han er nemlig mega sej og fuld af sjov. Bortset fra at hans drillerier ikke altid føles sjove. Og da han får fat i en video med Alberte, som Dizzy er vild med, og vil lægge den op på YouTube, går han over stregen. Men hvordan skal vennerne stoppe ham?

Farlig ven er en letlæst spændingshistorie for de +11-årige. Bogen er inddelt i overskuelige korte kapitler, som gør det let lige at snuppe et kapitel mere. Forsiden med den hætteklædte skikkelse og de matrix-agtige streger sætter stemningen fra start af, og efterhånden som historien udvikler sig, stiger suspensen frem mod den uhyggelige slutning.

Farlig ven er en historie om venskab og om at passe på hinanden, ikke mindst i forbindelse med de mange nye muligheder for mobning/stalking som de digitale medier tilbyder, hvor det at låne sin mobil ud kan få store konsekvenser.

Jeg er sikker på, at de unge læsere vil læse Farlig ven med tilbageholdt åndedræt. For selvom handlingen udvikler sig lidt “James Bond-agtigt”, er meningen klar. Vær en god ven og pas på din mobil.

Uddrag af bogen:

Heino snurrede rundt. “Hvad?” snerrede han. “Er der problemer?”

Mango nølede atter. “Min … æh, telefon. Hvornår får jeg den igen?”

Heino smilede. Tænderne glimtede som en vampyrs i en reklame for mundskyld.

“Vil du have den tilbage?” spurgte han. “Vil du helst ikke have, at jeg låner den? Må jeg så heller ikke være med i jeres klub – i ‘Slapsvansene der ikke tør låne deres telefoner ud’?”

“Nej … altså, jo jo!” Mango kradsede den ene orange arm.

“Nu kopierer jeg alle kontakterne,” fortsatte Heino. “Så kan jeg nemlig invitere alle i klassen med til festen. OK Ole?”

Mango og Dizzy nikkede i takt. Derefter klikkede Heino løs både på sin egen og på Mangos telefon. Han overførte nok kontakterne med bluetooth, tænkte Dizzy. Mango fik sin telefon retur.

Dizzy og Mango fulgte efter Heino ind i klassen, begge med en fornemmelse af at det med festen nok ville komme til at gå rimeligt galt. (side 27-28)

Reklame: Tak til forlaget Werther som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Farlig ven:

Udgivelsesår: 19.02.2020
Forlag: Werther, 143 sider

Læs også:

Flygtningene fra rummet af Lasse Bo Andersen
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Alle de andre er åndssvage af Patrick Leis
Velkommen til Kadaverkøbing af Jonas Wilmann

Et satans arbejde af A. Silvestri

Et satans arbejde af A. SilvestriCharmerende og fascinerende roman om Satan og Helvede og en flyttemand ved navn Asger.

Et satans arbejde handler om flyttemanden Asger, der bliver hyret til at flytte en del af Helvede til Hellerup. Romanen er både skideskæg og helvedes alvorlig. Det er en genrebastard, der fortæller historier i historien og nikker til den sydamerikanske magiske realisme, dannelsesfortællingen, farcen og rendyrket horror. Et satans arbejde er også en fanden-i-voldsk roman, hvor man skal spænde selen, sikre hjelmen og så ellers bare slippe håndbremsen. (fra bogens bagside)

Hold nu op en oplevelse! Det er altid interessant at se, hvad A. Silvestri har fundet på, når der kommer en ny udgivelse fra hans hånd. Med Et satans arbejde når han nye højder – eller skulle jeg måske sige nye dybder? – med en charmerende, fascinerende, ækel, interessant og underholdende historie, der efterlader læseren forpustet, forundret og foruroliget.

Historien er i sig selv underholdende og overraskende. Det er ikke hver dag, at man hører om en flytning af Helvede, eller introduceres for de udspekulerede pinsler de fordømte sjæle udsættes for. Ydermere gemmer der sig en række twists i historien, der undervejs udvikler sig i en uventet retning mod sin hæsblæsende slutning. Samtidig er det også en historie venskab og menneskelighed. Om at gøre det rigtige selvom det er svært. Og om at finde ud af hvem man egentlig er.

Men det er kun en del af læseoplevelsen. Flettet ind i Asgers beretning hører vi også hans efterrationaliseringer og senere indsamlede viden, og præsenteres på den måde for en litteraturhistorisk og filosofisk tilgang til Satan, Helvede, Tid og hvad Asger i øvrigt har gået og spekuleret over, uden at det virker påtaget eller opstyltet.

Et satans arbejde er fuld af referencer til litteratur, musik og film, og A. Silvestris store viden skinner tydeligt igennem. Jeg fangede kun en brøkdel, men alligevel kunne jeg sagtens følge med. Blandt andet fordi Silvestri aldrig taler ned til læseren. Tilsyneladende uden anstrengelser får han indarbejdet fagtermer m.m. i et mundret og ligetil sprog, så læsningen flyder ubesværet. Og samtidig holder han en uformel og ofte yderst morsom tone, der gør, at jeg bare havde lyst til at læse videre og videre og videre.

Jeg blev meget betaget af Et satans arbejde, og vil anbefale den til alle der holder af god litteratur. Her er ikke tale om én genreroman, men om en roman som rummer forskellige genrer lige fra humor til horror til filosofi til magisk realisme og alt der i mellem. Og er du ikke blevet overbevist af mine ord, så læs Litteratursidens og Bogrummets anmeldelser. De er nemlig helt enige med mig …

Uddrag af Et satans arbejde:

På Jorden er der kort, veje, retninger og tidspunkter. Intet af dét gør sig gældende i Helvede. Selv om jeg havde været sikker på, at vi faldt oppefra og ned, skulle det hurtigt vise sig, at de begreber ikke gav den mindste mening. Jo længere vi gik i Helvede, desto sikrere blev jeg på, at ikke alene havde Escher og Giger spist en lille frokost sammen og derefter kollaboreret, de havde også indtaget et syv-retters middagsmåltid, drukket sig fuldkommen i hegnet og lige snuppet sig et par hiv fra æterflasken, før de rablende og halvblinde havde ringet til Lovecraft for at spørge om et par ting og derefter var gået i gang med yderligere at skitsere deres forestilling om Helvede, og først da de ud på de sene timer bevidstløse styrtede omkuld i et par bløde lænestole, havde Djævelen nakket deres tegninger, brummet tilfreds for sig selv og indrettet Helvede derefter. Retrospektivt, selvfølgelig.

Det var et snurrende virvar af ingen og samtidig alle retninger. Min hjerne insisterede på, at det, jeg gik på, måtte være gulvet, at det, der var til siderne, var højre og venstre, og op måtte være op. Mit øres gyroskop var ligeglad med, hvad hjernen sagde, og nægtede at fastholde nogen retning. Derfor vaklede jeg af sted som en and, der havde været i de gærede æbler på møddingen. Min taske i den ene hånd, guitaren i den anden. Bag mig kravlede Rodriguez og Viktor, førstnævnte med en smøg i den ene hånd, sidstnævnte med et æble, som han skrællede med sin lommekniv. Kun Susan Apollyon vaklede ikke. Hun måtte vel også være vant til det. (side 89-90)

Om Et satans arbejde:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Brændpunkt, 414 sider
Omslag: Søren Klok

Læs om arbejdet med romanen på A. Silvestris hjemmeside

Læs også:

Djævelens lærling af Kenneth Bøgh Andersen
Hels rejse af Signe Fahl
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav Bøgelund
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Helvede af Jonas Wilmann