april 2019
M T O T F L S
« mar    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Vesterlund-trilogien’

Lad de døde begrave de døde af Lars Thomassen

Lad de døde begrave de døde af Lars ThomassenJake Vesterlund har med nød og næppe overlevet sit møde med seriemorderen Ditlev Rosenkilde. Hans mor, præsten Margit, var ikke lige så heldig. Nu skjuler Jake sig sammen med sin ven, den pensionerede betjent Kaj Brønds, i Billund hos Kajs tidligere kollega Adriana Hansen. For Ditlev er stadig på fri fod, og så længe han er det, er Jake i fare.

Efter måneders stilhed brydes roen i skjulestedet pludselig af mordet på menighedsrådsformanden fra Margits kirke. Drabsmetoden lader ingen i tvivl om, at gerningsmanden er Ditlev Rosenkilde – eller dukkehusmorderen som medierne kalder ham.

Selvom Jake ikke ligefrem begræder menighedsrådsformandens død, så tærer det på ham at vide, at folk bliver slået ihjel pga. ham. Derfor er han ikke sen til at gå med på politiets plan om at bruge ham selv som lokkemad for at fange Ditlev. Han ønsker at få afsluttet sagen og komme videre. Ikke mindst efter at han har mødt den jævnaldrene Katarina, som han er nødt til at lyve for og holde på afstand, så længe han lever under jorden.

Men politiets plan går ikke som planlagt, og pludselig er Jake mere alene end nogensinde før.

Lad de døde begrave de døde er anden del i Lars Thomassens Vesterlund-trilogi, og jeg må hellere starte med at fortælle, at jeg ikke kan være helt upartisk i min anmeldelse. Jeg kender forfatteren en smule, og opdagede til min store benovelse, at mit navn er at finde blandt taksigelserne. Da jeg ikke har været involveret i arbejdet med denne roman, føler jeg dog, at jeg alligevel kan skrive om den her på siden. For jeg kan med god samvittighed sige, at alle thriller-elskere bør kende Lars Thomassen.

Historien starter umiddelbart efter slutningen af Han kender det som er i mørket. Selvom jeg vil anbefale, at man læser bind et først, så samler Lad de døde begrave de døde dog elegant op på de tidligere begivenheder, så det ikke er et problem at følge med. Det er dog en god idé at læse opmærksomt, for som i første bind er plottet ikke enkelt.

Thomassen er en mester i at flette mange forskellige plots ind i en overordnet tråd, og det gør han også her. Vi følger naturligvis hovedplottet om Jake og Kaj Brønds, men hører også om en lokal rockerbande, om Jakes nyfundne onkel og om den nærmest sagnomspundne Onkel fra den kriminelle underverden. De mange plottråde vikler sig ind og ud af hinanden, så spændingen nærmest er konstant. Og naturligvis har Thomassen styr på sin fortælling, så alt hænger sammen til slut.

Jeg var godt underholdt af Lad de døde begrave de døde. Thomassen skruer på de store knapper i historien, som med sin geniale seriemorder og action fra første side næsten føles amerikansk. Midt i spændingen bliver der dog også tid til lidt smil. Specielt en væddeløbsscene på Billund travbane fik mig til at grine højt midt i al dramaet.

Skal jeg drysse lidt malurt i bægeret, føles sproget til tider en smule omstændelig. Et lidt skarpere sprog ville også betyde en let stramning af længden og dermed en endnu mere intens læseoplevelse. Jeg er dog lidt en pernittengryn i den henseende, så det er bare min smag.

Alt i alt er Lad de døde begrave de døde absolut værd at læse, hvis du holder af spændende thrillers. Og så slutter Lars Thomassen endnu engang sin historie med en gysende cliffhanger – og en kæmpe overraskelse! Forhåbentlig er bind tre snart klar …

Uddrag fra Lad de døde begrave de døde:

Sivertsen så over på sin unge kollega og genkendte den spænding kombineret med frygt, som han selv havde haft som ung, nyudklækket politimand.

Sammen bevægede de sig langsomt ned gennem kirkens midtergang mellem bænkerækkerne. Årvågne og koncentrerede. De kiggede til hver sin side hen mellem de enkelte bænkerækker. Små spor af blod fra præstens sko kunne tydeligt ses. De fulgte dem. Lugten af opkast og noget udefinerbart ramte deres fintfølende politinæser.

De to mænd var nået næsten helt op til der, hvor kirken delte sig i to retninger, da de begge hørte en dryppende lyd. Simultant vendte de ansigterne i retning af lyden.

Rundt om døbefonten løb minifloder af blod. (side 71-72)

Om Lad de døde begrave de døde:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Månen, 461 sider

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Jeg er Sif af Thomas Clemen
Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson

Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen

Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen

Vellykket og velskrevet krimi for alle med smag for gode historier og interessante personer

Margit Vesterlund er præst og enlig mor. En barsk barndom, hvor begge forældre døde, førte til et narkomisbrug, som hun dog er kommet ud af. Nu bryder hun sig kun om portvin, sønnen Jake og hunden Mandinka, og udfører som oftest sin præstegerning med tømmermænd.

Men en søndag dukker fortiden op under gudstjenesten i form af en nedbrudt onkel Holger. Han fortæller, at Margits grandniece, Augusta, er forsvundet og søger både hjælp, men også aflad for de mange år der er gået, siden kontakten mellem Margit og familien endte i bitterhed. Trods sin vrede tilbyder hun alligevel modvilligt sin hjælp. Margit har nemlig en god bekendt i politiet, som hun håber kan give nogle svar. Men politiet er nærmest helt uden spor.

Overraskende for Margit selv berører Augustas forsvinden hende dybt, så hun beslutter sig for at undersøge sagen. Heldigvis står hun ikke helt alene. Kirkens graver Kaj Brønds blev enkemand for et par år siden, og han og Margit har udviklet et godt venskab, trods hendes aversion mod mennesker generelt. Med en baggrund som pensioneret politimand har han både viden og forbindelser, og det umage par kaster sig ud i at løse mysteriet.

Men de få spor peger i mærkelige retninger, og snart forsvinder Augustas far også – kort efter at Margit har talt med ham. Er det den samme, der står bag begge kidnapninger? Og i givet fald – er Margit så også i fare?

Som en eksplosion tændtes lyset. Augusta hev hænderne op foran øjnene. Lettelsen løb gennem hendes bryst. Manden havde ændret sine besøgstider. Der gik længere tid mellem dem. Det følte hun, selvom der intet ur var i rummet. Og hun kunne ikke lide det. Han var hendes eneste faste holdepunkt. Hendes unge hjerne forstod ikke, hvad der foregik. Der var intet, hvormed hun kunne omfavne det, som var sket siden kidnapningen. Hun levede med sin rædsel. Hun fjernede hænderne og missede op mod lyset. Langsomt – som hver gang han kom – vænnede hun sig til lyset, og han blev tydelig. – Sulten? spurgte han muntert.”

Lars Thomassen debuterede i 2015 med novellesamlingen Når månen titter gennem ruden, som spændte fra krimi over spænding til horror. Jeg var rigtig begejstret for Thomassens noveller. Derfor var jeg ret spændt på, om han kunne transformere sit talent fra noveller til romanformen. Og her er virkelig tale om et spring, for med sine 565 sider er Han kender det som er i mørket en ordentlig moppedreng.

Der udgives rigtig mange krimier, men det er langt fra dem alle, der er værd at læse. Så lidt flov må jeg indrømme, at selvom jeg var spændt på at læse Han kender det som er i mørket, så lod jeg den alligevel ligge i bogstakken en uges tid på grund af tykkelsen. Men – jeg havde ingen grund til at frygte sidetallet. Ligeså snart jeg begyndte at læse, blev jeg hvirvlet ind i historien, og siderne nærmest vendte sig selv.

Han kender det som er i mørket er både spændende, overraskende, velskrevet og med et vellykket persongalleri. Både den alkoholiserede præst med en traumatisk fortid og den pensionerede politimand, som lider af stressrelateret inkontinens og må gå med voksenble, er interessante personligheder, som man får lyst til at lære nærmere at kende. Så udover at man læser for at finde ud af, hvad der er sket med Augusta, så er udfoldningen af Margit og Kaj og deres fortid også spændende læsning.

Plottet er ligeledes godt skruet sammen. Det er ikke klart fra starten af, hvad motivet til kidnapningen er, og undervejs kommer vi både omkring familieproblemer, pædofili, misbrug, organiseret kriminalitet og voldtægt. Jeg gættede livligt med undervejs, men som Thomassen også gjorde i sin debut, så twister han historien til allersidst. Så det, jeg troede, jeg vidste, bliver vendt på hovedet i en nervepirrende spændende finale, som udspiller sig delvist i sneglefart. Det er super godt skrevet. I det hele taget skriver Lars Thomassen godt, og Han kender det som er i mørket giver mindelser om både Psycho og Maniac, og er alligevel helt sin egen.

Endelig er jeg også vild med forsiden, som er skabt af forfatteren selv. Vi ser ryggen af en mandsperson, som har et hul i ryggen, hvor vi ser ryggen af en mandsperson med hul i ryggen, hvor vi ser … Forsiden er som en babushka dukke, der – yderst virkningsfuldt – giver en forsmag på de mange lag af hemmeligheder og løgne, som Han kender det som er i mørket indeholder.

Siderne drypper ikke i blod. Her er ingen superhelte og hverdagens daglige trummerum med indkøb, rengøring osv. beskrives også. Ikke desto mindre er Han kender det som er i mørket en intens læseoplevelse. Netop fordi setuppet er troværdigt, bliver spændingen reel, og jeg kun kan anbefale den til alle, der holder af en kringlet krimi, man ikke lige regner ud. Og det allerbedste er, at det måske ikke er sidste gang vi læsere får fornøjelsen af makkerparret. I efterordet lukker Lars Thomassen nemlig op for muligheden af en fortsættelse. Det bliver et Ja Tak herfra 🙂

Om Han kender det som er i mørket:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Månen, 565 sider
Omslag: Lars Thomassen
Udgivet: 10. juli 2017

Besøg Lars Thomassens hjemmeside