Indlæg tagget med ‘Victoria-tiden’

Dommerens hus af Bram Stoker

Dommerens hus af Bram Stoker

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker gotiske gyserhistorier. Da jeg fandt ud af, at Steen Langstrup havde oversat fem af Bram Stokers noveller og udgivet dem i samlingen Dommerens hus, røg der derfor straks en bestilling af sted.

Bram Stoker (1847-1912) huskes i dag stort set kun for romanen Dracula fra 1897, men han skrev i samtiden en række romaner og noveller. Fem af disse noveller udgives her i Steen Langstrups nyoversættelse, hvoraf to aldrig tidligere har været udgivet på dansk.

Samlingen indledes med titelnovellen ‘Dommerens hus’, der på dansk tidligere har været udgivet i Klassiske makabre historier udvalgt af Charles Keeping.

Studenten Malcolm ønsker ro til at læse til eksamen. I en lille landsby lejer han et hus, som længe har stået tomt. Huset var tidligere ejet af en dommer, der var berygtet for sin grusomhed, og de lokale fortæller mange skrøner om huset. Det afskrækker dog ikke Malcolm, der flytter ind og straks begynder sine studier. Men måske er der alligevel noget om sagen. En nat opdager Malcolm en kæmpestor rotte, der ikke lader sig skræmme væk, og en grusom kamp på liv og død udspiller sig i Dommerens hus.

Også ‘En mors hævn’ har tidligere været udgivet på dansk, bl.a. i antologien Djævelens tunger under titlen ‘Squaw’.

Et ægtepar er på bryllupsrejse i Nürnberg. Her støder de på amerikaneren Hutcheson, som de slår følgeskab med. De vil besøge Nürnberger Burg, hvor særligt det gamle torturkammer fyldt med torturredskaber vækker Hutchesons opmærksomhed. Men et tidligere uheld får alvorlige konsekvenser for selskabet.

Endelig har ‘Draculas gæst’ været udgivet på dansk i Draculas gæst og andre vampyrhistorier.

Historien handler om en engelsk gentleman, der er på vej gennem Tyskland. Det er Walpurgis Nacht, og kusken er utrolig nervøs. Da Harker beder ham om at køre en anden vej, fordi han gerne vil se nærmere på en forladt landsby, ender det med, at Harker stiger af og går, mens kusken kører videre. Men en snestorm er på vej, og da Harker endelig når frem til landsbyen, viser det sig, at der også gemmer sig andre farer her.

To af novellerne havde jeg ikke læst før. Det var ‘De dobbeltfødtes dødsdom’ samt ‘Hemmeligheden bag dyrkning af guld’.

Førstnævnte handler om hr og fru Bubb, som efter mange år endelig lykkes med at blive forældre til to smukke tvillinger. Nu er lykken gjort. På hver sin side af familien Bubbs hus bor vennerne Harry og Tommy. De to drenge finder et fristed i et gammelt skur i den bagerste del af Bubbs have. Men deres lege begynder snart at udvikle sig i en uhyggelig retning.

I ‘Hemmeligheden bag dyrkning af guld’ har de to familier Delandre og Brent haft hver sin part af skandaler. Begge familier er nu på sidste slægtsled, og mens bondefamilien Delandre, der kun består af søskendeparret Wykham og Margaret, er røget støt ned af den sociale rangstige, tilhører den adelige Geoffrey Brent, der er sidste gren i den familie, stadig overklassen. På trods af den standsmæssige forskel flytter Margaret uventet ind hos Geoffrey efter et voldsomt skænderi med Wykham. Men kan den upassende forbindelse holde i længden?

Selvom jeg kendte flere af novellerne i Dommerens hus, var bogen en fornøjelse at læse. Her er historier om genfærd, om hævn, om barnlig ondskab og endelig et smut ind i Draculas univers. Efter sigende er ‘Draculas gæst’ nemlig et upubliceret afsnit af Dracula, som blev udeladt af hensyn til længden af den samlede bog. De fem noveller viser en stor emnemæssig bredde af Stokers forfatterskab, og for mig var især ‘De dobbeltfødtes dødsdom’ overraskende. Både for måden den fortælles på, men i særdeleshed for den trøstesløshed der gennemsyrer historien.

Som altid (fristes jeg til at sige, når det gælder udgivelser fra 2 Feet Entertainment) er indpakningen også i orden. Lige fra den enkle, men smukke forside, til valget af skrifttyper hvor novellernes titler er skrevet i en lækker gotisk-udseende type. Endelig er oversættelsen så vidt jeg kan vurdere både loyal overfor den originale tekst og samtidig letforståelig og behagelig at læse.

Så hvis du også er vild med gotiske gys fra Victoria-tiden, eller du har lyst til at læse andet af Bram Stoker end Dracula, så grib fat i Dommerens hus. Her er både gys og gru til de lange sommeraftener.

Om Dommerens hus:

Udgivelsesår: 09.06.2022
Forlag: 2 Feet Entertainment, 115 sider
Omslag: Steen Langstrup
Udvalgt og oversat af Steen Langstrup

Læs mere om samlingen på Steen Langstrups blog

Indhold:

Forord
Dommerens hus (The Judge’s House, 1891)
De dobbeltfødtes dødsdom (The Dualitists; or the Death Doom of the Double Born, 1887)
Hemmeligheden bag dyrkning af guld (The Secret of Growing Gold, 1892)
En mors hævn (The Squaw, 1893)
Draculas gæst (Dracula’s Guest, 1914)

Læs også:

1900 – et århundredes tusmørke
Draculas gæst og andre vampyrhistorier
Gotiske gysere udvalgt af Arne Christiansen
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel
Spøgelseshistorier af Charles Dickens
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Blodet fra mumiens gravkammer af Bram Stoker

Besøg i Randers Regnskov
Lækker lille læse-snack!

Emma Bond – Rædsel i jægerens hus af Henrik Einspor

Emma Bond - Rædsel i jægerens hus af Henrik Einspor

Den unge sygeplejerske, Emma Bond, er et herligt bekendtskab. Hun er hovedpersonen i seneste ungdomsbog fra Henrik Einspor. En uhyggelig fortælling om en syg gammel storvildtjæger med en rædselsvækkende hemmelighed.

Emma har fået ansættelse som privatsygeplejerske for den tidligere storvildtsjæger sir Blackwell, der bor i Franke’s Manor, et afsidesliggende hus på heden udenfor Whitby i North Yorkshire. En seriemorder hærger i London, så Emmas far er kun glad for at kunne sende hende i sikkerhed på landet.

Men knap er Emma ankommet i Whitby, før hun opdager, at noget er galt. Hvorfor er alle døre og vinduer i hele huset lukkede og afdækkede? Hvem er den mystiske Mortimer? Og hvad er det egentlig sir Blackwell fejler?

Jeg havde en fest med at læse Emma Bond – Rædsel i jægerens hus, der er en vellykket pastiche over Victoriatidens spændingsromaner. Henrik Einspor drysser gavmildt henvisninger til tidens forfattere ud over historien, fra Edgar Allan Poe til Robert Louis Stevenson og Arthur Conan Doyle. Emma er nemlig vældig glad for at læse deres uhyggelige historier, og drømmer om selv at skrive en roman. Faktisk er hun i gang med at læse Poe’s Mordene i Rue Morgue i romanens begyndelse, noget der giver en krølle på historien senere.

Jeg tror, at Einspor har hygget sig vældigt under navngivningen af sine personer. F.eks. hedder Emmas fars husholderske Blyton – som i Enid Blyton. En anden figur er måske opkaldt efter dr. Mortimer fra Sherlock Holmes historien Baskervilles hund, en anden fortælling Emma er glad for. Og naturligvis er den handlekraftige unge sygeplejerskes efternavn Bond – som i James Bond.

Einspor fortæller, at han skrev Emma Bond – Rædsel i jægerens hus under Corona-nedlukningen. Han gav sig selv den udfordring, at han skulle færdiggøre et kapitel om dagen, og først når sidste punktum i historien var sat, måtte han læse bagud og redigere i teksten. Den måde at skrive på minder om 1800-tallets føljetonromaner, hvor forfatterne udgav et nyt afsnit hver uge og skulle sørge for at holde læserne fanget, så de også ville læse næste afsnit.

Og fanget af historien blev jeg. Fortællingen flyder fra første side med en støt stigende spændingskurve og en stemningsfuld atmosfære. Fra Emma ankommer til Franke’s Manor øges uhyggen med alle tænkelige gotiske virkemidler, og hun ender med at kæmpe for sit liv mere end én gang.

Målgruppen er måske nok +12 år, men jeg var nu rigtig godt underholdt alligevel! Historien kan nemlig både læses på det umiddelbare plan som en spændende og actionfyldt fortælling, mens den mere modne læser får masser af ekstra referencer med i købet.

PS. Også stor ros til Anna Laurine Kornums flotte forside der eminent fanger den skumle stemning i Franke’s Manor og Emmas ukuelighed.

PS.PS. Jeg kan ikke helt fastslå, hvornår bogen foregår. Først troede jeg, at det var, mens Jack the Ripper hærgede London i 1888, men i givet fald er der tidsmæssige uoverensstemmelser i forhold til et par detaljer. F.eks. blev den første lastbil først bygget i 1896, og Baskervilles hund blev først skrevet i 1902. Det er heldigvis uvæsentligt i forhold til bogens underholdningsværdi, og den er som sagt stor.

Uddrag af bogen:

Lastbilen hostede anstrengt, mens den kæmpede sig over en bakkekam. Hjulene snurrede rundt i den sandede jord. Clive og jeg bumpede skuldrene mod hinanden flere gange. Clive knurrede dæmpet over vejens tilstand og motorens ydeevne, mens han forsøgte at undgå de værste huller. Jeg for min del forsøgte at holde min hat fast på hovedet. Det var som en tur i karrusellen i Kensington Gardens.

Men så nåede vi toppen. Jeg kunne ikke gøre andet end at gispe af overraskelse. For foran os lå havet som en uendelig flade af hamret sølv. Det var mageløst. Forrevne klipper rejste sig.

“Der har vi det,” sagde Clive og gjorde et kast med hovedet.

Jeg vendte ansigtet i retningen, og der, næsten på kanten af havet, kun omgivet af græs og lav, forkrøblet bevoksning, lå et hus. Og der endte vejen.

“Franke’s Manor,” oplyste Clive og skuttede sig igen. “Der står det og rager op som en gravsten på en forsømt kirkegård, mens havet æder sig ind på det.” (side 20)

Reklame: Tak til forlaget Løse Ænder der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Emma Bond – Rædsel i jægerens hus:

Udgivelsesår: marts 2022
Forlag: Løse Ænder, 151 sider
Omslag: Anna Laurine Kornum

Jekyll & Hyde genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Jekyll & Hyde genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Jekyll & Hyde genfortalt er den anden klassiker, Kenneth Bøgh Andersen har kastet sig over at genfortælle til et moderne publikum. Den første var Frankenstein genfortalt i 2021, og den (indtil videre) sidste er Dracula genfortalt, der forventes at udkomme i 2023.

Robert Louis Stevensons historie om Dr. Jekyll og Mr. Hyde er siden sin udgivelse blevet filmatiseret og gengivet på anden vis et utal af gange. Grundlæggende handler fortællingen om doktor Henry Jekyll, der i et eksperiment fysisk splitter sin personlighed, når han drikker en mikstur. Den ene er den respekterede doktor selv, den anden er den dyriske Mr. Hyde, der udlever alle sine impulser.

I begyndelsen synes Jekyll, det er spændende at udleve Hydes drifter. Men Hyde bliver mere og mere voldelig og ondskabsfuld, og Jekyll får sværere og sværere ved at styre ham. Og en dag dukker Hyde op, uden at Jekyll har taget miksturen…

Historien fortælles af Jekylls ven og sagfører, Gabriel Utterson. Utterson har undret sig over et testamente, Jekyll har lavet, der nævner Edward Hyde som arving. Da han får nys om Hydes ondskabsfulde natur, forsøger han at advare Jekyll. Men til ingen nytte.

Kenneth Bøgh Andersen er en fremragende fortæller, og jeg tager hatten af for hans projekt med genfortællinger af de tre store horror-klassikere. Jeg var så heldig at få en lille snak med ham på Krimimessen i Horsens, og her fortalte han lidt om det kæmpe arbejde, der ligger bag hver bog. Det er jo ikke kun at modernisere sproget. Det er også at udfolde fortællingen, fortolke små spor i originalteksten og rette paradokser og fejl.

I Jekyll & Hyde genfortalt kommer vi længere ind i personerne end i original-fortællingen. KBA lader Hyde fortælle enkelte afsnit, hvilket giver os et ubehageligt indblik i hans sadistiske sind. Vi får også uddybet nogle af bipersonernes fortælling. Og ikke mindst løfter KBA sløret for Jekylls forhold til sine forældre. Alt sammen noget der samler historien, og gør den både uhyggelig og troværdig for den moderne læser.

Rasmus Jensen står endnu gang bag illustrationerne i Jekyll & Hyde genfortalt, og det gør han fabelagtigt. Jeg følte nærmest, at dobbeltansigtet, der indleder kapitel 3: Fri os fra det onde, stirrede mig direkte i øjnene.

Endeligt fortæller KBA bagerst i bogen om de ændringer, han har fortaget i forhold til originalen, som han også gjorde i Frankenstein genfortalt. Det er yderst interessant at læse om hans bevæggrunde, og så er det god stil overfor læsere, der ikke har læst originalen.

Jeg kan ikke sige andet, end at jeg er kæmpefan af både KBA og projektet. Jeg elsker, at gamle klassikere får nyt liv, så nye generationer af læsere bliver gjort bekendt med dem. Især fordi KBA er så loyal overfor originalerne, noget de mange filmatiseringer ind i mellem tager ret let på.

Jekyll & Hyde genfortalt er en skræmmende rejse ind i det mørke i menneskets sind. Det er en historie om ondskaben, der bor i os alle, og om hvor galt det kan gå, hvis vi lader den få frit løb. En stor anbefaling herfra hvad enten du allerede har læst Stevensons originale roman, eller du kun kender historien af omtale eller fra film. Jeg garanterer, at KBA’s genfortælling vil ramme dig.

Uddrag af bogen:

Manden stod henne ved bagdøren og havde netop stukket nøglen i låsen. Han opdagede ikke Utterson, før sagføreren befandt sig lige bag ham.

“De skulle vel ikke være hr. Hyde?”

Manden snurrede omkring med en forskrækket hvislen, og ideen om, at Hyde måske var Jekylls uægte søn, fordampede øjeblikkeligt. Der var intet ved denne gnom af et menneske, der tilnærmelsesvis mindede om doktoren, som altid havde været en nydelig mand. Ja flot, ligefrem. Høj og slank med harmoniske ansigtstræk og en udstråling, der gjorde, at man øjeblikkeligt følte sig godt tilpas i hans selskab.

Personen foran Utterson var doktorens diametrale modsætning. En bleg, splejset mandsling med sort hår så stridt, at det mindede om pelsen på en abe. Tætsiddende øjne med et blik som et knivsblad. Næsen var krum og havde et knæk, som om den engang havde været brækket. Hænderne var magre og senede med fremstående blodårer og knoglede fingre, der endte i lange, gule negle.

Men denne fremtoning var ikke den eneste måde at beskrive manden på. Utterson havde ikke forstået det, da Enfield havde omtalt Hyde som deform uden at være det, men det gjorde han nu. Ligesom Hydes måde at bevæge sig på var der noget grundlæggende forkert ved ham, uden at det var muligt at pege på, hvad det var, og Utterson følte med al tydelighed den afsky og væmmelse, Enfield havde berettet om. (side 45)

Om Jekyll & Hyde:

Udgivelsesår: 30.03.2022
Forlag: Politiken, 214 sider
Illustrationer og forside: Rasmus Jensen
Omslagsdesign: Simon Lilholt / Imperiet
Efter Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson, 1886

Besøg Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside

Læs også:

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury
Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen
Rebecca af Daphne du Maurier
Eksperimentet af Dean Koontz
Nicholas Marners hemmelighed af Peter Legård Nielsen
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Dracula af Bram Stoker
Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells

Kenneth Bøgh Andersen på Krimimessen 2022
Kenneth Bøgh Andersen på Krimimessen 2022 hvor jeg fik en autograf og en god snak.

Sherlock Holmes Society – in nomine dei af Cordurié & Nespolino

Sherlock Holmes Society - in nomine dei af Cordurié & Nespolino

Sherlock Holmes society – in nomine dei er andet bind i Sylvain Corduriés serie om den verdenskendte detektiv, der her er i nye klæder.

I første bind bliver Holmes og doktor Watson sendt til den lille irske by Keelodge af Holmes bror Mycroft. Militæret har omringet byen, hvis indbyggere tilsyneladende er blevet ramt af en mystisk sygdom, der forvandler dem til blodtørstige zombier.

Her i andet bind fortsætter historien, hvor bind et slutter. Doktor Watson ligger hårdt såret på et hospital i London, og Holmes må klare sig uden sin trofaste væbner. I stedet har han fundet en usandsynlig allieret i Mr. Hyde (og ja, det er den Hyde!), der har kendskab til den gift, der forvandlede Keelodges indbyggere.

Faren er nemlig ikke drevet over. Den mystiske organisation Rådet, som stod bag forgiftningen af Keelodge, har planer om at ramme Londons indbyggere næste gang. Men hvordan kan Holmes stoppe dem, når han ikke ved, hvem de er?

Jeg har været overordentlig godt underholdt af både Keelodge-affæren og nu In nomine dei, der begge er elementært spændende. Som en fin detalje lader Cordurié Holmes være fortælleren i stedet for Watson. På den måde kommer vi helt ind i hovedet på detektiven – som i Corduriés univers minder lidt om Robert Downey Jr.’s Holmes i Guy Ritchies film. In nomine dei er nemlig langt mere actionfyldt end det oprindelige Sherlock Holmes univers, og Corduriés Holmes kan både tænke og slås.

At historien indeholder zombier, er ligeledes et plus i min bog. Og så er jeg også begejstret for, hvordan Cordurié blander andre romanfigurer fra Victoriatiden ind i Sherlock Holmes univers. Det er naturligvis set før i Alan Moores serie Det Hemmelighedsfulde Selskab, men det gør jo ikke idéen dårligere.

Der er kommet nye tegnere til i bind to. I Keelodge-affæren stod Stéphane Bervas for illustrationerne, mens det i In nomine dei er Alessandro Nespolino og Ronan Toulhoat. Tegningerne er holdt i en semi-realistisk stil og er meget stemningsfulde. Farvelægningen understreger stemningen, både i de skumle baggårde og dystre industribygninger men også i de mere håbefulde sekvenser. Historien har et godt flow og fortælles via dynamiske billedrammer, der både er med til at skabe suspense, men også pacer hastigheden frem når det kræves.

Er du til tegneserier med både stemning og action, og er du ikke bange for at få udfordret din opfattelse af den ikoniske detektiv? Så er Sherlock Holmes Society lige serien for dig. Jeg er i hvert fald fan.

For ikke så længe siden læste jeg i øvrigt serien Green Manor, der udspiller sig i samme tidsperiode. Her er stemningen mere venlig og humoristisk, selvom der også blev begået grumme forbrydelser. Den kan bestemt også anbefales.

Om Sherlock Holmes Society – in nomine dei:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Zoom, 110 sider
Forfatter: Sylvain Cordurié
Illustratorer: Alessandro Nespolino, Ronan Toulhoat
Originaltitel: In nomine dei ; Contamination
Oversætter: Michael Gabelgaard Nielsen

Sherlock Holmes Society:

Sherlock Holmes Society – Keelodge-affæren af Sylvain Cordurié & Stéphane Bervas
Sherlock Holmes society – in nomine dei af Sylvain Cordurié, Alessandro Nespolino & Ronan Toulhoat

Faldet af Annelie Wendeberg

Faldet af Annelie Wendeberg

Faldet er andet bind i den historiske krimi-serie om lægen Anna Kronberg. I første bind, Djævelens grin, blev vi introduceret til Anna, som på det tidspunkt levede forklædt som mand for at kunne få lov til at arbejde som læge i 1800-tallets England.

Sammen med Sherlock Holmes bragte hun en hemmelig organisation, som testede dødelige bakterier på fattige for at udvikle biologiske våben, til fald. I den proces måtte hun dog flygte, og nu cirka et halvt år efter begivenhederne i bind et vågner hun op med en pistol mod tindingen. Hun er blevet taget til fange af professor James Moriarty.

Moriarty ønsker, at hun skal fortsætte arbejdet med de biologiske våben, og som sikkerhed holder han hendes far fanget et ukendt sted. Hvis Anna nægter eller prøver at stikke af, bliver hendes far dræbt.

Så Anna må spille med, men Moriarty er mindst lige så intelligent som hun selv. Han er også et følelseskoldt menneske, hvis vrede og mistro altid lurer lige under overfladen, så Anna må endnu en gang gå linen ud og risikere alt.

Faldet er en glimrende fortsættelse til Djævelens værk. Det er bestemt ikke stor litteratur, og oversættelsen er til tider lidt ubehjælpsom. Men historien er spændende, og blandingen af drama, kærlighed og et drys videnskab er yderst effektiv.

Jeg må indrømme, at jeg er blevet fanget af serien om Anna Kronberg, selvom det er en guilty pleasure. Bøgerne er kalorielet, letlæst underholdning, og nogle gange er det også bare nok.

Uddrag af bogen:

Jeg skubbede det problem til side for nu. Det mest presserende var mødet med Moriarty. Han ville ønske at diskutere isolationen af bakterier, og sikkert også opsætningen af laboratoriet. Alt, hvad jeg ønskede at diskutere, var min fars velbefindende, eller rettere tigge om at få ham frigivet. Hvilket tidsspilde! Jeg var nødt til at kontrollere mig selv, og jeg havde behov for hjælp. En eller anden, som kunne få min far i sikkerhed, mens jeg handlede mod Moriarty. Der var kun en person, som jeg kendte til, men hvordan kunne jeg komme i kontakt med ham? Det var udelukket bare at gå ind på posthuset og sende Holmes et brev. Åh! Navnet, jeg havde givet ham sidste forår!

Lov mig, at når denne sag er ovre, vil du sætte en annonce i The Times, hvor du spørger efter Caitrin Mae. Så finder jeg dig.

Ville jeg nogensinde få en mulighed for at sende en besked? Hvor længe ville jeg have? Det ville tage måneder at isolere bakterier, teste deres virulens og producere en stor nok mængde til at benytte som et våben. Min mave vred sig ved tanken om mine menneskelige testpersoner, fattige bortført sidste vinter fra fattiggårde. Mænd og kvinder, som gladelig ville tage imod to guldstykker i bytte for deres liv. De ville have solgt deres børn til os, hvis jeg havde tilladt det. (side 40-41)

Om Faldet:

Udgivelsesår: nov. 2020
Forlag: mellemgaard, 386 sider
Grafisk produktion: KWG Design, Odense
Grafiker: Anne Koch Rasmussen
Originaltitel: The Fall
Oversætter: Christina Frøkjær

Serien om Anna Kronberg:
Løvens parringsleg, 2021
Rejsen, 2021
Faldet, 2020
Djævelens grin, 2020

Læs også:

Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen
De udstødte af Elly Griffiths
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Al kødets gang af Ambrose Parry
Lysbringersken af Palle Reimann
Færten af død af Andrew Taylor
Djævelens grin af Annelie Wendeberg

Green Manor 2: Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Ulempen ved at dø er andet bind i Fabien Vehlmann og Denis Bodarts serie Green Manor. Jeg fik aldrig skrevet om første bind, og det er en fejl. For her er tale om en utrolig underholdende og stemningsfuld krimi-serie fra Victoriatidens London.

I Snigmordere og Gentlemen blev vi introduceret til klubben Green Manor, en eksklusiv gentlemens klub, hvor medlemmerne elsker at fortælle hinanden de værste historier om mord og andre forbrydelser – og måske er det ikke bare historier! Fortælleren er den tidligere tjener, Thomas Below, som nu sidder indespærret på et psykiatrisk hospital og beretter om de historier, han hørte i klubben til doktor Thorne, 20 år efter.

I bind to Om ulempen ved at dø er Below stukket af fra hospitalet. Politiet har omringet et hus på Leuker Street, hvor han er gået ind, men sender først doktor Thorne ind for at tale ham ud. Below tror, at han skal gøre klar til at åbne klubben for Green Manors medlemmer, og mens han pusler med det, fortæller han doktor Thorne fem nye historier.

Denne gang handler historierne om et spyd, hvis ejer vil kunne erobre hele verden, men i stedet er det altid endt med en voldelig død. Om en dommer som opdager, at en dødsdømt er uskyldig og må prøve at redde ham. Om en rigmand der forsøger at korrumpere en godmodig tjener. Om et slægtsopgør og om et mord i et lukket lokale.

Jeg elsker den slags små detektiv-historier, som giver mindelser til Sherlock Holmes, men med et lille drys humor. Vi præsenteres godt nok for både dekadence, arrogance, grådighed, kynisme og overklassens afstumpede moral, men historierne fortælles med en tryghed om, at de onde nok skal få deres bekomst, og det er altså helt rart ind i mellem.

Tegnestilen passer perfekt til disse små venlige mordgåder, idet her nok leges med farvespillet for at skabe en dyster stemning, men samtidig er personerne tegnet i bløde former og uden grufulde detaljer.

Der er med andre ord ikke rigtigt noget dårligt at sige om Om ulempen ved at dø, så holder du af gode tegneserier, er Green Manor-serien et godt bud.

Om Green Manor 2: Om ulempen ved at dø:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Zoom, 48 sider
Tegner: Denis Bodart
Forfatter: Fabien Vehlmann
Originaltitel: De l’inconvénient d’être mort
Oversætter: Michael Gabelgaard Nielsen

Serien Green Manor:
Snigmordere og Gentlemen; 1
Om ulempen ved at dø; 2
Mordfantasier; 3

Læs også:

Gys og gru af Fredric Brown
Danske gys – kriminalnoveller / red. Harald Mogensen
De glæder med gys: Poe-Klubben skriver / red. Tage la Cour
En hjælpende hånd af Gillian Flynn
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Freakshow af Bruce Jones & Bernie Wrightson
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
En sag for Luckner af Per Sanderhage
Den sidste seance / red. Mogens Toft

Spøgelseshistorier af Charles Dickens

Spøgelseshistorier af Charles Dickens

Mon ikke de fleste tænker på romaner som Oliver Twist, Pickwick-klubben og Et juleeventyr, når de hører navnet Charles Dickens? Men han skrev også en række uhyggelige historier, og et udvalg af disse er nu udkommet på Klims forlag.

Spøgelseshistorier er udvalgt og oversat af Hans-Jørgen Birkemose, og indeholder 17 fortællinger oprindeligt udgivet i årene 1836 til 1866. I den informative introduktion fortæller Birkemose nærmere om udvælgelsen, og hvordan flere af fortællingerne er historier, der oprindeligt var indbygget i Dickens romaner. Herunder blandt andre ‘Baronen af Grogzwig’, der oprindeligt udkom i 6. kapitel af romanen Nicholas Nickleby.

Birkemose kommer også ind på Edgar Allan Poes anmeldelser af Dickens historier. Ikke mindst en spøjs detalje vedrørende Poes fortælling ‘The Tell-Tale Heart’, der udkom i 1843, og har bemærkelsesværdige ligheder med Dickens novelle ‘En tilståelse fundet i et fængsel på Karl d. 2.s tid’, der var udkommet tre år tidligere.

Et par af fortællingerne har jeg læst tidligere i forskellige antologier og andre oversættelser. Det drejer sig om ‘Skal tages med et gran salt‘ samt ‘Signalmanden‘. De øvrige historier var nye for mig. Jeg vil ikke gennemgå samtlige 17 fortællinger, men nøjes med at trække nogle få stykker ud, som jeg synes særligt godt om.

‘En gal mands manuskript’ udkom oprindeligt i romanen Pickwick-klubben i kaptiel 11. Jeg-fortælleren beretter, hvordan han engang var bange for at blive gal, da galskab løb i hans familie. Efter at have brugt mange år på at bekymre sig om, hvorvidt andre mente, at han var gal, blev han ramt af galskaben og væk var frygten. I stedet begyndte en tid, hvor han nød at være gal og skjulte sin galskab for omverdenen. Det lykkedes så godt, at han blev rig og ombejlet af familier, der ønskede ham gift med deres døtre og søstre. Det bliver han, og beslutter sig for at slå sin hustru ihjel som en triumf i sin komedie.

‘Advokaten og spøgelset’ stammer også fra Pickwick-klubben (kapitel 21), og er en lille kort novelle på godt tre sider, som er mere humoristisk end uhyggelig. En mand har lejet et gammelt, fugtigt værelse, hvori der stod et klodset, muggent dokumentskab med glaslåger. Lejeren taler højt om at bruge skabet som brænde, da glasdøren pludselig går op og afslører en udtæret, bleg skikkelse. Først bliver lejeren forskrækket, men så kommer han på en god idé.

‘Baronen af Grogzwig’ udkom som nævnt oprindeligt i 6. kapitel af romanen Nicholas Nickleby. Historien har som ‘Advokaten og spøgelset’ en humoristisk tone. Baron Von Koeldwethout til Grogzwig i Tyskland var en livsglad mand, der nød at gå på jagt og feste med sine mænd. På et tidspunkt beslutter han sig for at gifte sig med baron Von Swillenhausens datter under trusler om at lægge slottet i grus, hvis hun modsatte sig. Mange år senere er baronen dybt forgældet og beslutter sig for at tage livet af sig. Men først vil han drikke en flaske vin og ryge en pibe, og mens han sidder der, får han uventet besøg.

‘Den hjemsøgte mand og åndens tilbud’ er en af Dickens fem juleromaner, der udkom i 1840’erne. Hovedpersonen er hr. Redlaw, en mand tynget af fortidens sorger, men som er hjælpsom og venlig overfor alle. En aften får han et tilbud fra en ånd, der hjemsøger ham, om at slippe for at huske på sin sorg og sin uret. Redlaw fristes af tilbuddet, men opdager snart at uden sorg er man ikke et helt menneske. Med sine 114 sider føles historien til tider lidt lang for mine moderne øjne. Men sproget er ualmindeligt smukt, som for eksempel nedenstående beskrivelse af skumringen, der falder på:

Mens skumringen allevegne slap skyggerne fri, der havde siddet fængslet hele dagen og nu nærmede sig hinanden og forsamledes som skarer af genfærd til mønstring. Mens de stod skulende og med mørke miner kiggede frem bag halvåbne døre. Mens de fuldstændig havde indtaget tomme værelser. Mens de dansede på gulvene og væggene og lofterne i beboede værelser med en sagte ild og fortrak som havet ved lavvande, når ilden flammede op i buldrende luer. Mens de drev fantastisk spot med almindelige genstandes form, gjorde barnepigen til en trold, gyngehesten til et uhyre, og det undrende barn, halvt bange og halvt fornøjet, til en fremmed for sig selv.” (side 79)

‘Signalmanden’ er en af mine all time yndlings spøgelseshistorier, så den skal også nævnes. Fortælleren er ude at gå tur, da han ser en banevogter i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Hvis du holder af fortællinger om spøgelser og sære hændelser, så er Spøgelseshistorier værd at læse. Også selvom du måske ikke tror, at Dickens er noget for dig.

Bogen er i øvrigt fuld af fine vignetter og enkelt helsides illustrationer i sort/hvid, der bidrager til det victorianske udtryk, og gør Spøgelseshistorier en fornøjelse at bladre i. Desværre fremgår det ikke, hvem der står bag illustrationerne

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
“[…] Novellerne er velskrevne og veloversatte, holdt i et moderne sprog, hvor man stadig tydeligt kan mærke den Dickenske ånd. Læseren skal ikke forvente bloddryppende eller overnaturlige gys, men nærmere fortællinger, der leger kispus med sindets krinkelkroge.”

Litteratursidens anmeldelse:
[…] De udvalgte historier har alle noget dystert og ildevarslende over sig, så man er holdt i en skruestik, mens man læser. Nogle af dem har dog også en lystig tone, blandt andet den korte historie ‘Advokaten og spøgelset’, hvor advokaten giver spøgelset noget at tænke over. Spøgelserne, om de så er fysiske eller oppe i hovedet, er i det hele taget allestedsnærværende, og jeg er ikke i tvivl om, at Birkmose her har gjort et godt og kompetent job og ramt plet i sin udvælgelse.” (Læs hele anmeldelsen her)

Berlingske Tidendes anmeldelse:
Hvis der findes en årstid for Charles Dickens’ spøgelseshistorier (som De, kære læser, sandsynligvis slet ikke kender endnu), så er det denne årstid. Regnen, der pisker mod ruden, julegaveræset og ungernes iPads, der lyser op i mørket; hvem føler ikke en ubændig trang til at supplere det 21. århundredes kommercielle tvangshygge med en dyb lænestol, en slåbrok med silkekniplinger, fut i pejsen og gruopvækkende historiske sug i maven? Lad mig betro Dem, at uanset hvor man befinder sig i denne utåleligt virkelige verden, uanset hvor meget trængsel og alarm, der omgiver én, så er det sådan, det mærkes at sidde med »Spøgelseshistorier«, denne samling af 17 kortere og længere gyserfortællinger af Charles Dickens, kurateret og oversat til fortræffelighed af den danske godfather inden for victoriansk litteratur, Hans-Jørgen Birkmose.” (30.11.2020 Kathrine Diez i Berlingske Tidende)

Politikens anmeldelse:
[…] som det fremgår af disse aldrig før oversatte 17 spøgelseshistorier, er der også hos Dickens mere mellem himmel og jord end som så. Den erfarne Dickens-oversætter Hans-Jørgen Birkmose har omhyggeligt udvalgt en samling fortællinger, der alle er karakteriseret ved at være overnaturlige gys. Spøgelser og ånder plager de levende, uforklarlige hændelser vender op og ned på skæbner for såvel høj som lav, og i et par enkelte noveller (‘ Barnepigens fortællinger’) kaster Charles Dickens sig sågar med humoristisk distance ud i noget, der nærmest må betegnes som horrorsplatter.” (26.11.2020 Anne-Marie Vedsø Olesen i Politiken)

Om Spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 19.11.2020
Forlag: Klim, 370 sider
Omslag: Christinna Lykkegaard Nilsson
Oversætter: Hans-Jørgen Birkemose

Indhold:
Det sorte slør (The Black Veil, 1836)
En gal mands manuskript (A Madman’s Manuscript, 1836)
Advokaten og spøgelset (The Lawyer and the Ghost, 1836)
Baronen af Grogzwig (The Baron of Grogzwig, 1838)
En tilståelse fundet i et fængsel på Karl d. 2.s tid (A Confession Found in a Prison in the Time of Charles II, 1840)
Den hjemsøgte mand og åndens tilbud (The Haunted Man and the Ghost’s Bargain, 1848)
Julespøgelser (Christmas Ghosts, 1850)
Bør læses i skumringen (To be Read at Dusk, 1852)
Spøgelset i brudekammeret (The Ghost in the Bride’s Chamber, 1857)
Det hjemsøgte hus (The Haunted House, 1859)
Barnepigens fortællinger (Nurse’s Stories, 1859. Også med titlen Captain Murderer and the Devil’s Bargain)
Hr. Testators hjemsøgelse (Mr. Testator’s Visitation, 1861)
Fire spøgelseshistorier (Four Ghost Stories, 1861)
Portrætmalerens fortælling (The Portrait-Painter’s Story)
Skal tages med et gran salt (To be Taken with a Grain of Salt, 1865. Også med titlen The Trial for the Murder)
Signalmanden (The Signalman, 1866)
Et barns drøm om en stjerne (A Child’s Dream of a Star, 1850)

Læs også:

Gengangerfortællinger af Vilhelm Bergsøe
Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Det grufulde bibliotek / red. Kristian Nordestgaard & Jette Holst
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
The Man in the Picture af Susan Hill
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M.R. James
Klokkerne og andre sælsomme fortællinger
Horla af Guy de Maupassant
Nye spøgelseshistorier / red. Tage la Cour
Samlede fortællinger af Edgar Allan Poe
Skygger / red. Steen Langstrup
Spøgelseshistorier / red. Hakon Stangerup
Olalla af Robert Louis Stevenson
Sælsomme historier / red. Sigurd Hoel
Fire noveller af Christian Winther

Djævelens grin af Annelie Wendeberg

Djævelens grin af Annelie Wendeberg

I 1889 var det utænkeligt, at en kvinde kunne arbejde som læge. Derfor har Anna Kronberg været nødt til at påtage sig en mandlig identitet, og arbejder som doktor Anton Kronberg på Guy’s Hospital i London. Her har hun specialiseret sig som bakteriolog og epidemiolog, og må ind i mellem være politiet behjælpelig. Det er netop tilfældet denne sommerdag, hvor inspektør Gibson fra Scotland Yard beder om hjælp. Man har fundet et muligt kolera-offer ved Hamptons vandværk.

Da Kronberg når frem til vandværket, er også en anden civilklædt person til stede. Det viser sig at være detektiven Sherlock Holmes, som hun i første omgang ikke kender noget til. Det går dog snart op for hende, at Holmes er ualmindelig skarpsindig – og at han har gennemskuet hendes forklædning.

I stedet for at afsløre Kronbergs hemmelighed bliver han dog fascineret af hende, da hun viser sig at være næsten ligeså skarp som ham. Så selvom politiet ikke umiddelbart finder noget kriminelt i fundet af det døde koleraoffer, slår Kronberg og Holmes sig sammen for at finde frem til sandheden. For hvorfor har den døde mand både stivkrampe og kolera? Hvor kommer han fra? Og hvordan er han og ’store støvler’ endt ved vandværket?

Jagten på sandheden fører Kronberg i retning af en privat forening af læger, der er MEGET interesseret i bakteriologi. Og de er villige til at gå langt for at nå deres mål.

Jeg var vældig underholdt af Djævelens grin og af flere grunde. Dels kan jeg godt lide historiske krimier, dels synes jeg at Anna Kronberg er en interessant hovedperson, og dels er det en sjov detalje at kæde hende sammen med Sherlock Holmes. Oveni er Djævelens grin i øvrigt også både underholdende og spændende.

Eneste kritikpunkt er, at oversættelsen ind i mellem er lidt anglificeret. Som for eksempel “vandbehandlingsværk” der må være et vandværk. ”Manden havde nogen nerver, at han turde sige sådan …”, der på dansk snarere vil lyde noget i retning af, ”Manden ikke var bange af sig …”. Eller ”Jeg ville værdsætte lidt privathed …”, der vel retteligt hedder ”Jeg ville værdsætte lidt privatliv”.

De få sprogbommerter og enkelte korrekturfejl tilhører heldigvis småtingsafdelingen, og selve historien flyder så let, at det er til at tilgive.

Annelie Wendeberg er oprindeligt uddannet miljømikrobiolog, og startede sin forfatterkarriere som indieforfatter, der skrev på engelsk. Succesen i USA førte til, at et tysk forlag opdagede hende og skrev kontrakt på Anna Kronberg-serien, som Djævelens grin er første bind af.

På dansk er der kommet yderligere to bøger i serien: ”Faldet” og ”Rejsen”, som jeg glæder mig til at læse.

Uddrag af bogen:

Murstenen i min mave var blevet ubærlig. “Hr. Holmes, har De planlagt at afsløre mig?”

Han så overrasket ud og viftede med hånden. “Pshaw!” udbrød han og lød næsten, som om han morede sig. “Selvom jeg kan forestille mig, at det er en ganske kompliceret sag. De har intet ønske om at rejse til Indien, formoder jeg.”

“Tydeligvis ikke.”

Han vidste sandsynligvis ikke, at det stadig var ulovligt i Tyskland for en kvinde at anskaffe sig en medicinsk doktorgrad. Hvis min sande identitet blev afsløret, ville jeg miste mit job og min britiske opholdstilladelse, blive deporteret og ende i et tysk fængsel. Mit alternativ, selvom jeg ikke anså det som et, var at rejse til Indien. De få britiske kvinder, det var lykkedes at få en medicinsk doktorgrad, havde i sidste ende givet efter for det voksende sociale pres og var rejst til Indien, hvor de ikke længere stod i vejen for den udelukkende mandlige medicinske etablering. Til min bedste viden var jeg den eneste undtagelse.

“Jeg havde håbet, at det ikke ville være så tydeligt,” sagde jeg stille.

“Det er kun tydeligt for mig. Jeg anser mig selv som temmelig observant.”

“Det har jeg bemærket. Og dog er De her, til trods for at hele sagen virker til at kede Dem. Jeg undrer mig over hvorfor.”

“Jeg har endnu ikke dannet mig en mening. Men det virker nu til at være en rimelig kedelig sag. Jeg spekulerer på …” Han kiggede eftertænksomt på mig, og det gik op for mig, at han var blevet for at analysere mig – jeg repræsenterede en særhed.

“Hvad fik Dem til at ændre deres identitet?” spurgte han, mens hans ansigt lyste op af interesse.

“Det kommer ikke Dem ved, hr. Holmes.”

Pludselig ændrede hans ansigtsudtryk sig, da hans modus operandi skiftede til analysering, og efter et minut virkede han til at være kommet til en konklusion. “Jeg vil sige, at skyldfølelse var den skyldige.” (side 28-29)

Om Djævelens grin:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 295 sider
Originaltitel: Teufelsgrinsen
Oversat af Maria Sjöstrand efter ”The Devil’s Grin”
Grafiker: Simone Hollmann Pedersen
Grafisk produktion: KWG Design, Odense

Læs også:

Krigens første offer af Ben Elton
De udstødte af Elly Griffiths
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Al kødets gang af Ambrose Parry
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson
Færten af død af Andrew Taylor

Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay

Udflugt til Hanging Rock af Joan LindsayUdflugt til Hanging Rock udspiller sig i Australien i år 1900. Elever fra pigeskolen Appleyard College tager på udflugt til det Hanging Rock, en unik afsidesliggende vulkansk klippeformation i det australske vildnis. Men under udflugten sker der noget, som efterfølgende får vidtrækkende konsekvenser.

Joan Lindsay skrev romanen i 1967, og det lille forord lyder: ”Mine læsere må selv afgøre, om Udflugt til Hanging Rock er en fiktiv eller sandfærdig fortælling. Eftersom den skæbnesvangre udflugt fandt sted i år 1900, og alle de personer, som optræder i bogen, for længst er døde, gør det næppe den store forskel.

Min kollega Janus beskrev Udflugt til Hanging Rock som en overnaturlig gyser uden overnaturlige elementer. Den beskrivelse er jeg meget enig i, for i Joan Lindsays roman lurer det uforklarlige midt i hverdagens virkelighed. Uden store armbevægelser lykkes det hende at få læseren i højeste alarmberedskab, og jeg læste med tilbageholdt åndedræt og forventning om det værste.

Der er noget gådefuldt og drømmende over historien, selvom den fortælles i et ligefremt og naturalistisk sprog. Den vilde australske natur omkranser som en tavs kulisse begivenhedener, og føles skiftevis varm og venlig og truende og fjendtlig. Vi følger en række personer, der på den ene eller anden måde bliver berørt af hændelserne ved Hanging Rock, der som ringe i vandet spreder sig langt ud. Intet forklares, og det er op til læseren at tolke de ting, der beskrives. Det er så godt skrevet.

En artikel i The Sydney Morning Herald i anledning af romanens 50 års jubilæum fortæller blandt andet, hvordan historien kom til Joan Lindsay i en række drømme, og blev skrevet på blot et par uger. Da hun forelagde bogen til et forlag, var man øjeblikkeligt interesseret. Redaktøren foreslog dog, at det sidste kapitel blev fjernet for at gøre historien flertydig. Det gik Lindsay med til, og resten er historie, som man siger.

Romanen blev i 1975 filmatiseret af Peter Weir. Filmatiseringen modtog en række priser og nomineringer, og da den udkom i en restaureret ’director’s cut’ udgave i 1998 var anmelderne stadig begejstret. Blandt andet kaldte San Francisco Chronicle’s Peter Stack den for ”one of the most hauntingly beautiful mysteries ever created on film

I sin anmeldelse af filmen kommer Roger Ebert også ind på romanen. Her fortæller han, hvordan den flertydige indledning efterlod folk i tvivl, om historien reelt var baseret på en virkelig hændelse. Bog og film udviklede sig til et helt fænomen, hvor gamle aviser og arkiver blev gennemsøgt for at finde spor, ligesom der udkom en bog, The Murders at Hanging Rock, der introducerer en række teorier om blandt andet UFO’er og tidsforskydning.

Trods både romanens og filmens klassiker-status, er det først her i 2019, at Udflugt til Hanging Rock er blevet oversat til dansk. De danske anmeldere er dog ligeså begejstrede som resten af verden. Blandt andet skriver Klaus Rothstein i Weekendavisen: ”Udflugt til Hanging Rock er eminent uhyggeligt, gotisk, grotesk, magisk og mystisk (måske nok for ukonkret for det almindelige krimi publikum, der godt kan lide gådernes opklaring) og svært tilfredsstillende, når den hævnfulde natur både får det sidste ord og tager det sidste offer.” Mens Jes Stein Pedersen i Politiken ikke ”tøver et iskoldt gysende sekund med at anbefale denne intense, mageløst godt fortalte og dygtigt oversatte roman til andre, der holder af sproglig magi og langtidsholdbar uhygge.”

Jeg er heller ikke tvivl. Udflugt til Hanging Rock var en foruroligende, intens og uventet læseoplevelse, som jeg på det varmeste kan anbefale. Jeg har også tænkt mig at få set Peter Weirs film, og måske vil jeg også kaste mig over den nyeste filmatisering fra 2018, der er en tv-serie i seks afsnit.

Om Udflugt til Hanging Rock:

Udgivelsesår: 06.09.2019
Forlag: Forlaget Feldtfos, 235 sider
Omslag: Alette Bertelsen, aletteb.dk
Originaltitel: Picnic at Hanging Rock (1967)
Oversætter: Søren Feldtfos Thomsen

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Intet på jord af Conor O’Callaghan

Uskyldig af Gail Carriger

Uskyldig af Gail Carriger

Jeg stiftede første gang bekendtskab med den charmerende og parasolbærende pebermø Alexia tilbage i 2014, da jeg ved et tilfælde faldt over seriens første bind: Sjælesluger. I 2015 udkom bind to, Forbandelsesbryder, og nu er bind tre, Uskyldig, udkommet. Jeg var spændt på, om Gail Carriger kunne holde niveauet, og heldigvis blev jeg på ingen måde skuffet. Uskyldig holder samme høje tempo og underholdningsværdi som de første bind i serien.

I slutningen af Forbandelsesbryder skiltes Alexia og Lord Maccon, og under social fordømmelse er Alexia flyttet hjem til familien igen. Det holder dog ikke længe, da skammen over datterens sociale deroute får familien til at smide hende ud. Oveni udsættes Alexia for et snigmordsforsøg af morderiske mekaniske mariehøns, og samtidig forsvinder hendes gode ven, vampyren Lord Akeldama.

For at finde ud af hvem der er så opsat på at dræbe hende, rejser Alexia derfor bort sammen med butleren og bibliotekaren Floote samt madame Lefoux. Med snigmordere i hælene rejser selskabet gennem Frankrig til Italien, hvor tempelridderne holder til, i håb om at de kan hjælpe med svaret.

Men selvom tempelridderne ved mere end nogen andre om fornaturlige som Alexia, er de ikke nødvendigvis interesserede i at hjælpe hende. Og slet ikke da de finder ud af grunden til, at Lord Maccon i vrede sendte Alexia bort.

Som sagt er Uskyldig endnu et underholdende kapitel i serien om den kække Alexia. Gail Carriger har skabt et spændende univers, hvor overnaturlige væsener, fantastiske opfindelser og sjælens beskaffenhed går hånd i hånd. Alexia er, med sin blanding af italiensk lidenskab, stiv victoriansk etikette og en yderst pragmatisk holdning til livet, et utroligt charmerende bekendtskab. Da hun samtidig er vældig interesseret i videnskab, får læseren i hvert bind også serveret et hav af skøre, skægge og fantastiske mekaniske vidundere, som vi godt kan genkende, men som i steampunk-genrens ånd alligevel er dampende anderledes. Endelig har serien også en amourøs side, som dog har en så humoristisk tone, at det aldrig bliver kvalmende.

Jeg må indrømme, at jeg er solgt og glæder mig til at følge Alexia videre i serien, der fortsætter med Heartless og Timeless, som dog endnu ikke er oversat til dansk.

Udover Soulless-serien (der i øvrigt originalt hedder The Parasol Protectorate Series) har Gail Carriger skrevet en række andre bøger i steampunk-genren, ligesom hun har udgivet en manga-udgave af Soulless-serien. Disse er ikke udkommet på dansk.

Besøg Gail Carrigers hjemmeside

Oprindeligt anmeldt til Himmelskibet, 50

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslagsdesign: Lauren Panepinto
Forlag: Tellerup, 383 sider
Originaltitel: Blameless
Oversætter: Sarah Feddersen Thomsen