november 2019
M Ti O To F L S
« okt    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘virtual reality’

Virtropolis af Freddy E. Silva

Virtropolis af Freddy E. SilvaÅr 2060.

5 minutter over ti om aftenen.
4 skæbner møder ind med skarpladte våben.
3 andre er skygger i natten.
2 uger efter fangeoprøret i Ståltårnet.
1 aften, der ændrer alle syv liv.

Fem fortællinger om vores fejl og mangler, håb og drømme, livet, døden og den virtuelle zone midt imellem.

Hver fortælling er en separat livshistorie – samlet er de én fatal aftens jagt gennem den neonbelyste asfaltjungle. (citat fra bagsiden)

I 2012 udgav Freddy E. Silva fremtidsthrilleren Mediatropolis. Virtropolis er en selvstændig fortsættelse hertil, og består af fem overordnede kapitler omkranset af en rammehistorie.

I den første historie, ‘Manos’ følger vi Diego Vargas som flygtede under det store fangeoprør, vi hørte om i Mediatropolis. Han ønsker bare at hente sin kæreste og slippe væk fra storbyen. Men først skal han inddrive en gæld.

I “Metro Hotel” er hovedpersonen Eric Gibson, tidligere menig i hæren og nuværende lejesoldat. Menneskesky holder han sig til sit hotelværelse, men denne aften får han tilbudt en opgave, som han ikke kan sige nej til.

Hovedpersonen i “Kærlighed og krig” er den ærgerrige nyuddannede betjent Jessie Calahan, der netop er blevet ansat som lejebetjent hos GigaMedia. Hun må konstant kæmpe for anerkendelse hos mændene, så da hun bliver headhuntet til en specialopgave, er hun ikke sen til at sige ja. Heller ikke selvom den bringer hende helt til kanten af jobbets jurisdiktion.

I “Navnløs blog” er hovedpersonen den unge kvinde, Dani, der driver sin egen nyhedsblog sammen med vennerne Kyoko og Bernhard. I en verden hvor alle kæmper om opmærksomhed og berømmelse i den virtuelle verden, går deres nyhedsblog mod strømmen med sin anonymitet. Men måske derfor er deres nyheder mere troværdige?

“Virtropolis” er bogens sidste historie. Her hører vi om den professionelle firmaagent Vincent Hess, der bliver hyret af koncernen M-Tech til at opspore deres chefprogrammør og bringe ham tilbage. Han er tilsyneladende stukket af med prototypen på det hemmelige projekt, han arbejdede på. Et projekt der kan indbringe M-Tech milliarder. Men også andre er interesserede i programmøren.

Som bagsideteksten antyder, er de fem historier umiddelbart uafhængige af hinanden, men når man er færdig med bogen, tegner de et samlet billede, hvor personer og begivenheder går igen, set fra nye vinkler. Og den fremtid, der tegnes, virker trøstesløs og uden meget håb for almindelige mennesker. Penge og magt er samlet hos internationale koncerner, som styrer masserne med hjernedøde tv-udsendelser og manipulerer seerne både politisk og købsmæssigt. Imens bliver de fattige fattigere, og samfundets bund er nærmest umulig at komme væk fra.

Freddy E. Silva kommer i Virtropolis omkring mange interessante tanker vedrørende mediernes påvirkning. Her er det ikke Facebook men FriendNet, som alle er nødt til at være på, og man skal helst ses hele tiden. Her er en præsidentkandidat, der har arvet sin rigdom fra faderen og nu kører sig i stilling ved at invadere nabolandet under påskud af kampen mod narkohandlen. Her er indførelse af et omfattende DNA-register, der hurtigt kan misbruges. Og her er privatisering af offentlige opgaver som politiet, hvor de må klare sig med dårligere udstyr end de private lejebetjente. Problemet er blot, at lejebetjentene kan have en helt anden agenda, hvis deres arbejdsgiver ønsker det.

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt fangede formålet med rammehistorien, selvom der afsløres en overraskende oplysning til sidst, der giver den en helt ny kant. Til gengæld var jeg virkelig begejstret for de to sidste historier, der både underholder og giver stof til eftertanke.

Forsiden af Lars Gehrt signalerer tydeligt bogens indhold, så den kan jeg kun rose, mens bogens layout desværre halter lidt til tider med mystiske indrykninger. Korrekturmæssigt er jeg altså ret sikker på, at datidsformen af ‘at smyge sig’ hedder ‘smøg’ og ikke ‘smygede’, og så undrer jeg mig lidt over udkommet af et bagholdsangreb i ‘Hotel Metro’. Det hører dog til i småtingsafdelingen, og det overordnede indtryk af Virtropolis er godt. Så er du til dyster science fiction, der udspiller sig i en verden à la Blade Runner, kan du roligt gribe Silvas nye bog.

Uddrag fra Virtropolis:

Eric kiggede fra den ene til den anden. McCaffey så blank ud, men forsøgte at skjule det bag et psykotisk blik. Bukowski udstrålede som sædvanligt kun tålmodighed.

“Det er da klart!” råbte McCaffey. “Selvfølgelig skal vi da herned og smadre sortsmuskere, hvis de bliver ved med at sende deres lort hjem til os! Når regeringerne hernede ikke stopper narkobaronerne, så må vi jo selv gøre noget ved det.”

Bukowski bed sig tænksomt i læben. Sveden drev af ham. Hans blik hvilede på de stegende brosten, der førte op ad bakke ind mellem kalkstensfarvede huse. Skæve, primitive bygninger pyntet med vasketøj på tørresnore. Retningen ned ad bakken førte i sidste ende til havnen. Som ved alle områder tæt på et checkpoint, var deres zone også sparsomt befærdet. De lokale undgik at skulle kropsvisiteres og ofte endda registreres.

“Der er bare en lille note til det synspunkt, McCaffey,” sagde Bukowski mildt. “For det første har vi ikke helt ret til at invadere den sydamerikanske koalition. Der er simpelthen ikke belæg for, at en debat var nyttesløs. Det kunne sagtens have endt med et samarbejde omkring bekæmpelse af narkoeksporten. Netop derfor fik vi heller ikke grønt lys fra FN.”

Eric så med skjult morskab, at McCaffery intet fattede. Bukowski fortsatte:

“Og for det andet, så er et af Clarke W. Masons grundlag for invasionen, at ‘regerings-koalitionen hernede er korrupt og økonomisk støttet af narkokartellerne’ – Men han selv støttes af lobbyister, som f.eks. oliefirmaet Arbol. Arbols boretårn i Stillehavet har skabt stort miljømæssigt røre. Det viste sig jo, at deres sikkerhed var underbemandet. De havde så at sige boret uden at sikre minimal forurening – og det er også ulovligt […] Det vil sige, at også han baner vej for en politisk karriere ved ulovlige metoder. Er der forskel på Sydamerikas og Masons beskyttelse af egne interesser? Jeg tvivler.” (side 78-79)

Om Virtropolis:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Valeta, 354 sider
Omslag: Lars Gehrt

Indhold:

Chatrum, 1. del
Manos
Chatrum, 2. del
Metro Hotel
Chatrum, 3. del
Kærlighed og krig
Chatrum, 4. del
Navnløs Blog
Chatrum, 5. del
Virtropolis
Chatrum, 6. del
Epilog: Kærlighed og kredsløb

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Syndfloden og Storbyen af Nikolaj Johansen
Nano kommer til Clifford Falls af Nancy Kress
Den beske magt af Niels E. Nielsen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Mediatropolis

Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann

Dæmonens bagdør af Nils HoffmannTopunderholdende og velskrevet dansk science fiction af international klasse

I 2064 står Akademiet, en kunstig superintelligens der angiveligt sørger for sikkerheden på jorden, overfor et angreb. En virus spreder sig både blandt menneskene og på nettet, og hvis ikke virussen stoppes, er jordens fremtid dyster.

Alt det ved Martin Møller, en freelance programmør som arbejder på en open source kunstig intelligens, ikke noget om. Han er ved at planlægge sin 40-års fødselsdag om et par uger, da hans personlige assistent – den virtuelle ‘bot’ Meyer – går ned. Uden bot kan han ikke arbejde, så i stedet for selv at kode en ny, som han gjorde med Meyer, bestiller han en standard AIWare. Til sin store overraskelse får han i stedet for gravhunden Sokrates, der viser sig at have langt større evner, end den burde have.

De evner får Martin brug for, da hans kæreste Maria kommer i problemer. Hun skylder penge til den russiske mafia, som kidnapper hendes datter for at tvinge hende til at betale. Martin gør sit bedste for at hjælpe, men pludselig er de på flugt med den russiske mafia i hælene.

Oveni bliver Martin også involveret i et opgør med den japanske organisation Yakuzaen. Et højtstående medlem er blevet myrdet, men når kort før sin død at give sin søn en kryptisk besked om en Dæmon, der skal udslettes.  Men hvad er det for en dæmon? Har Akademiet noget med det at gøre? Og hvor kommer Sokrates egentlig fra?

Dette korte referat er langt fra fyldestgørende for handlingen i Dæmonens bagdør, som er topunderholdende og velskrevet dansk science fiction af international klasse. Handlingen lyder umiddelbart kompliceret, og jeg må indrømme, at da jeg først hørte om plottet, var jeg lidt overvældet af de mange handlingstråde.

Men – Nils Hoffmann har styr på ‘sit shit’, og trods de mange sideplots føltes historien aldrig overfyldt. Hoffmann styrer fortællingen stramt, med både humor og spænding, og som læser glider man lige ind i universet.

Jeg var også på forhånd lidt nervøs for science-delen, for selvom jeg holder meget af at læse science fiction, har jeg ikke spor forstand på kunstig intelligens eller teknologi i det hele taget. Også den bekymring røg dog hurtig i skammekrogen. Efter få sider faldt fagtermerne naturligt ind i fortællingen, hvis fremtidsscenarium virker fuldt troværdig for denne læser.

Sprogligt synes jeg også, at Dæmonens bagdør holder. Hoffmann er ikke en fintunet sprogækvilibrist, men skriver actionfyldt og letforståeligt, samtidig med at han formår at skabe nogle overbevisende scenarier. Og så er jeg vild med den humoristiske undertone, som ind i mellem titter frem, særligt når gravhunden Sokrates med smag for dansktop-sange er på færde.

“Et stort bibliotek af filmklip ordnet på marmorreoler tonede frem foran ham. Han kom i tanke om at han stadig ikke havde nogen personlig assistent. “Tastatur!” Et gammeldags tastatur voksede frem foran ham. Uden en assistent var det nemmere at lave en tekstsøgning. Han var i gang med at taste da han hørte lyden af hundepoter mod et marmorgulv!
‘Hvad sker der, Mester?’ Sokrates gik og snuste til filmene på den nederste hylde.
‘Hvad fanden!’
‘Nej, Sokrates er navnet, Mester.’
‘Jamen, du er jo slettet!’
‘Jeg er tilbage fra den virtuelle hundehimmel. Bye, bye, recycle bin. Himmelhunden glammer. Jeg kysser himlen farvel og vender hjem.’
Martin grinede. ‘Du er det mest stædige stykke software jeg har mødt. Men siden du er her kan du finde filmen Cheerleader Maria! Jeg har selv optaget den.’
‘Video, video!’ bjæffede Sokrates kort og mindre end et sekund senere dukkede en virtuel skærm op foran Martin.” (s. 62-63)

Til slut vil jeg også fremhæve Tatiana Goldbergs illustrationer. Hvert af de fire overordnede kapitler indledes af en illustration, som passer perfekt til bogens stemning. Illustrationerne er også blevet til den bogtrailer, der kan ses herunder.

Som det forhåbentlig fremgår, er jeg meget begejstret for Dæmonens bagdør, og kan kun anbefale den. Lad dig ikke afskrække af de umiddelbart mange handlingstråde eller de tekniske fagtermer, for så snart du begynder læsningen, starter underholdningen og alle bekymringer er spildte. Og selvom romanen har en slutning, håber jeg på, at Dæmonens bagdør ikke bliver den eneste fortælling om Martin Møller og Sokrates!

Tak til forlaget Spitzen som har sponseret læseeksemplaret.

Besøg Nils Hoffmanns hjemmeside

Om Dæmonens bagdør:

Udgivelsesår: marts 2018
Forlag: Spitzen Publish, 524 sider
Omslag: Tatiana Goldberg


Læs også:

Ready Player One af Ernest Cline
Dark Matter af Blake Crouch
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen

Ready Player One af Ernest Cline

Ready Player One af Ernest ClineI en verden hvor sult og fattigdom er reglen snarere end undtagelsen, er det virtuelle univers OASIS tilflugtssted for alle, som kan skrabe penge nok sammen til et visir. Det gælder også for den forældreløse Wade, som hutler sig gennem tilværelsen og drømmer om at blive den, der finder Hallidays ‘æg’. Da grundlæggeren af OASIS, James Halliday, døde, efterlod han nemlig et anderledes testamente. OASIS samt hele Hallidays formue tilfalder den, som kan løse en række gåder, der er gemt rundt i OASIS.

Wade – eller Parzival som han kalder sig i OASIS – er dog langt fra den eneste, der leder efter ægget. Over hele verden har ‘jæggere’ kastet sig ind i jagten, og også den multinationale koncern Innovative Online Industries, IOI, håber på at finde ægget. Faktisk bruger de alle midler, for den som vinder OASIS får nærmest ubegrænset magt.

Selvom Wade er en enspænder, har han dog også et par venner. I OASIS hænger han tit ud med Aech, som også er inkarneret jægger. Og da det lykkes for Wade at løse Hallidays første udfordring, møder han Art3mis, hvilket fordobler hans vennekreds.

Men IOI er lige i hælene på Wade, og snart er udvikler jagten sig til en dyst på liv og død.

Lad det være sagt med det samme. Jeg var vild med Ready Player One. På trods af at jeg er meget lidt interesseret i computerspil, så var de 634 sider ikke én side for meget. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, og Ernest Cline får den virtuelle verden til at fremstå troværdig og forståelig. Der er ingen tvivl om, at levede jeg i Wades verden á la 2045, ville jeg også hellere tilbringe min tid i en virtuel virkelighed. For det er garanteret ikke en tilfældighed, at OASIS eller Ontologically Anthropocentric Sensory Immersive Simulation som akronymet står for, på engelsk betyder oase.

Ready Player One er fyldt med referencer til film, spil og musik fra 1970’erne og 1980’erne. OASIS grundlæggeren Halliday var bidt af den periode, så for at kunne løse hans opgaver er jæggerne nødt til at sætte sig grundigt ind i den tid. Da jeg selv har været barn og ung samtidig, er det sjovt at genkende de mange referencer. Men – da Cline bruger samme 80’er tema i romanen Armada, som jeg læste for ikke så længe siden, så føles det ikke helt så sjovt denne gang. Det er dog ikke noget, som ødelægger læseoplevelsen. Det giver bare ikke helt samme sjove pust som i Armada.

Da her er tale om en ungdomsroman, er slutningen ikke den helt store overraskelse. Ikke desto mindre er vejen dertil både underholdende og til tider endda temmelig nervepirrende. Jeg var godt underholdt under læsningen, og kan kun anbefale Ready Player One – også selvom du ikke er computernørd eller var ung i 1980’erne 🙂

Steven Spielberg står bag filmatiseringen af Ready Player One, som havde premiere d. 29. marts 2018. Jeg har ikke fået set filmen endnu, men brugerne på IMDB.com har ratet den til 7.8. Noget tyder således på, at Spielberg ikke har skudt helt ved siden af.

Tak til forlaget Tellerup som har sponseret læseeksemplaret

Om Ready Player One:

Udgivelsesår: 2013/2018
Forlag: Tellerup, 634 sider
Omslag: Warner Bros. Entertainment Inc.
Originaltitel: Ready player one
Oversætter: Valdemar Tellerup

Læs også:

Armada – spillet om jorden af Ernest Cline
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Metrozone af Søren Mosdal

Mimesis af Thomas Kampmann Olsen

Mimesis af Thomas Kampmann OlsenMimesis kan groft oversættes som kunst, der efterligner naturen, og i Thomas Kampmann Olesens debutroman af samme navn, er det navnet på et ulovligt og meget realistisk virtual reality spil, som får stor betydning for hovedpersonen Markus.

Markus er 23 år. Hans far, Andreas, var soldat og blev dræbt under 3. verdenskrig for 20 år siden, så Markus voksede op alene sammen med moren, Pernille. En dag modtager Markus et billede af faren, sendt til ham anonymt af en af farens gamle soldaterkammerater. Markus finder dog hurtigt frem til afsenderen, som kan fortælle ham, at Andreas ikke er død. Han er nemlig sikker på, at han har set ham i Berlin, men han fik ikke kontakt med ham.

Uden at fortælle Pernille det beslutter Markus sig for at tage til Berlin og forsøge at finde Andreas. Men opgaven virker umulig – indtil Markus møder pigen Sikka.

Mimesis var et af de indsendte bidrag til Science Fiction Cirklens romankonkurrence i 2016. Vinderen af konkurrencen blev Nikolaj Johansens science fiction thriller Syndfloden og storbyen. Dommerpanelet fandt dog, at flere af de indsendte romaner fortjente en udgivelse. Blandt dem var Mimesis, som bl.a. blev frasorteret fra konkurrencen pga. længden.

Thomas Kampmann Olsen har helt klart også nogle rigtig spændende idéer i sin debut. Ikke mindst giver han en god og troværdig beskrivelse af hverdagen og de forskellige gadgets den indeholder i 2045. F.eks. er mobiltelefonen udviklet til en personlig computer, man kan tale med, og virtual reality er blevet en helt naturlig del af hverdagen. Til gengæld er den direkte menneskelige kontakt for nedadgående, og Markus foretrækker f.eks. at skrive med Pernille over telefonen fremfor at tale med hende.

Derudover skaber TKO en både troværdig og skræmmende baggrund for 3. verdenskrig ved at tage udgangspunkt i nutidens konflikt mellem Vesten og Al-Quaeda og lade den accelerere. TKO lader den primære kampplads være Rusland, og introducere brugen af et biologiske våben, der via en virus dræber alle med en særlig genetisk kode uden at skade afsenderne. (denne idé bruger Thomas Clemen i øvrigt også i sin spændende thriller Langs smertegrænsen) En meget effektiv form for krigsførelse som man dog ikke taler højt om efterfølgende.

Også spillet Mimesis er et interessant bekendtskab. TKO lader flere kapitler foregå i spillet, som for spillerne føles ligeså virkelig som vores verden, OG hvor man, hvis man dør, IKKE kan spille igen. Spillet blev forbudt af samme årsag, fordi mange spillere blev ramt af depression, når de døde, og nogle begik ovenikøbet selvmord. Samtidig har spillet skabt en kult i den virkelige verden, hvor medlemmerne genskaber Mimesis bl.a. med dødslabyrinter, som allerede har krævet flere dødsofre. Jeg blev ret fascineret af, hvordan spillerne følte et højere formål med livet, når de spillede det, end når de levede det. For i Mimesis er der jo en mening med alt, hvad der sker, hvorimod det virkelige liv kan føles meningsløst.

Endelig tilføjer TKO også en slag epilog, hvor han løfter sløret for nogle af følgerne af den globale opvarmning, som jeg ligeledes synes var tankevækkende læsning.

Men selvom der således er rigtig meget godt i Mimesis, synes jeg desværre ikke helt, at det lykkes TKO at koble alle elementerne sammen til en helhed. Selvom han forsøger at gøre Markus’ søgen efter Andreas til den samlende komponent, så stritter de forskellige delfortællinger for meget, og jeg sad med en lidt ærgerlig følelse til slut. For jeg ville gerne vide mere om 3. verdenskrig. Jeg ville også gerne vide mere om den virtuelle verden TKO bygger op i selve Mimesis spillet, men også i Markus’ hverdag hvor direkte menneskelig kontakt bliver mere og  mere usædvanlig. Og ikke mindst ville jeg gerne vide mere om miljøkatastroferne der rammer jorden som følge af den globale opvarmning.

Så jeg håber, at Thomas Kampmann Olsen har fået blod på tanden med skriveriet, for så kaster han sig måske over de spændende delelementer i denne roman og udbygger dem til egne individuelle fortællinger. Dem ville jeg rigtig gerne læse.

Om Mimesis:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 288 sider
Omslag: Christine Mattebjerg Andersen

Udgivelser ifm. Science Fiction Cirklens romankonkurrence:

Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Happy Nation af Christian Karup Baron
Verdensfortællerne af Dan Mygind
Mimesis af Thomas Kampmann Olesen
Tropika af Jon Terje Østberg