september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘vold’

Ôdishon aka Audition

Ôdishon aka AuditionTakashi Miike er en af de instruktører, som jeg ind i mellem har endog meget svært ved at se, fordi hans film indeholder så ekstremt realistiske voldelige scener. Det er også tilfældet her i Ôdishon, selvom filmen starter helt anderledes op.

Den midaldrende Aoyama mistede for 7 år siden sin hustru, og siden har han været alene med sønnen Shigehiko. Nu er sønnen blevet stor, og han opfordrer Aoyama til at finde sig en ny hustru. Men hvordan gør man lige det?

Aoyama arbejder for et filmselskab, og en dag foreslår en kollega, at han sidder med under en audition. Her bliver han betaget den smukke unge Asami, som han inviterer ud at spise. Daten går godt, og de to begynder at ses. Men kollegaen er bekymret. Han synes, der er noget sært ved den unge kvinde, og selvom Aoyama afviser mistanken, går han dog med til at tage det lidt med ro. Alligevel varer det ikke længe, før han er dybt forelsket og foreslår Asami, at de forlover sig. Men så ændres alt.

Ôdishon starter som sagt ud i et roligt tempo, som lader publikum få en fornemmelse af og forståelse for Aoyama. Her skildres en ærlig og sympatisk mand, som har viet sit liv til sin søn, og nu drømmer om at undslippe ensomheden med en ny hustru. Den første time er filmet i klare farver og med et roligt klippetempo.

Men den slutter i et helt andet tempo! Vi får først en mistanke om, at Asami ikke er en helt almindelig ung kvinde, da vi ser hende sidde ubevægelig i sin lejlighed, mens hun stirrer på telefonen, og efterhånden går det også op for Aoyama. Og jo nærmere han kommer på sandheden om Asami, jo mere skrues tempoet op med hurtig klipning, flashbacks og nærmeste mareridtsagtige visioner hvor perspektivet er fuldstændigt skævt, og farverne unaturlige. Aoyama oplever, at dagligdagens trummerum skiftes ud med lidenskab, angst og nærmeste surrealistiske begivenheder, og filmen kulminerer i et sandt voldsorgie, hvor Miike gør brug af sin specialitet, at lade publikums fantasi generere de afsluttende billeder ved at klippe væk før nålen stikkes ind i øjet osv.

Og hvor jeg f.eks. ikke har lyst til at se Imprint igen, selvom det er en udmærket film, så kunne jeg sagtens se Ôdishon. Her er masser af ufortalte historier mellem linjerne, som kunne fortjene et gensyn, og Asami er en besynderlig figur, der bliver mere og mere interessant. I begyndelsen af filmen optræder hun som en uskyldig men også gådefuld ung kvinde, der fremstår meget ærbødig og henrykt over Aoyamas opmærksomhed. Men jo længere frem i filmen, vi kommer, jo mere går det op for publikum, at Asami er meget mere end det.

Alt i alt forstår jeg godt, at Ôdishon blev Takashi Miikes internationale gennembrud. Det er en både dybt foruroligende, men også fascinerende film, som tåler at blive set mere end en gang.

Læs et interview med Takashi Miike om Ôdishon

Om filmen:

Instruktør: Takashi Miike
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ôdishon

Eden Lake

Eden LakeJeg vidste, hvordan Eden Lake endte, og alligevel var det en af de mest ubehagelige film, jeg har set længe. Jeg må simpelthen konstatere, at jeg ikke har nerver til at se den menneskelige ondskab udstillet i rå realisme – og slet ikke når det handler om børn…

Jenny og Steve tager på et weekendophold ved et smukt stenbrud, som Steve tidligere har besøgt, og som snart skal laves om til et luksus boligkvarter. Steve har planlagt at fri i løbet af weekenden, men intet går som planlagt. Da de endelig når frem til søen, møder de en række unge bøller, som chikanerer dem. Det ender med, at børnene stjæler Jenny og Steves bil, og i forsøg på at få den tilbage kommer Steve til at slå børnenes hund ihjel.

Det starter et hævntogt, der kommer helt ud af kontrol. Børnene får fat i Steve, og selvom det lykkes ham at undslippe, mens de jagter Jenny, er han hårdt medtaget. Imens er Jenny på vild flugt for at tilkalde hjælp, men spørgsmålet er, om nogen kan og vil hjælpe.

Som sagt kendte jeg slutningen, og hvis du vil undgå at vide den skal du stoppe med at læse nu.

Det lykkes nemlig Jenny at slippe væk fra børnene, men først efter at hun har slået et af dem ihjel og kørt et andet over i en bil, hun stjæler. Men hun kører galt og søger hjælp i det nærmeste hus – som tilhører et af børnenes forældre! Og selvom Jenny har fortalt, hvad hun har været ude for, og de kan se alle sår og mærker, så ændrer stemningen sig fuldstændig, da forældrene modtager en opringning fra deres dreng om en kvinde, som har slået lillebroren ihjel.

Filmen starter med et radioindslag, hvor den engelske regering foreslår at straffe forældre med bøder, hvis de ikke kan holde styr på deres børn. Filmen her udpensler tydeligt, at den vold børnene udøver, er noget de lærer hjemmefra. De er opdraget med vold, og da hunden dør, er det formentlig det eneste væsen, der har vist dem ubetinget kærlighed, som dør.

Undervejs i forløbet filmer pigen Paige det hele efter ordre fra lederen, Brett. I slutningen af filmen da han bliver sendt op på sit værelse, mens fædrene “ordner problemet”, sletter han alle filmklippene, mens han står foran spejlet. På den måde er alt ugjort. Han ser ikke anderledes ud, udover at han har scoret nogle fede solbriller, og uden filmklippene – ja, så er virkeligheden tilbage på ret spor. Den tanke er måske ikke så fjern for en generation, der er vokset op med, at man nærmest skal være online for at være til. Og det finder jeg personligt meget meget skræmmende.

Kelly Reilly, som spiller Jenny, er vidunderlig castet til rollen. Hun er spinkel og feminin, og i starten ser vi hende i en blomstret lyserød kjole. Men som rædslerne udspiller sig omkring hende, bliver hun mere og mere rå og mere og mere beskidt at se på. I filmens slutning er hun smurt ind i mudder og lort, så det er svært at se, at hun har været en uskyldig børnehavelærerinde. Nu ligner hun et dyr, som kæmper med ryggen mod muren, men det er jo også, hvad hun er reduceret til.

Også børnecastet er fantastisk velvalgt. De ligner ganske almindelige børn fra socialt belastede familier, og deres optræden er naturlig og troværdig. De er ikke allesammen lige villige til at begå volden, men som situationen accellererer, må de vælge mellem at følge deres samvittighed (og angst for at blive opdaget) eller gruppen. Og Brett er en stærk skikkelse, som det er svært at sige nej til.

Eden Lake minder mig lidt om Wildernes, som jeg så for et par år siden. Bare endnu mere grum og håbløs. En meget ubehagelig film med en skræmmende og trøstesløs slutning.

Læs også Rikke Schubarts blogindlæg om God Horror og Grænseoverskridelse

Om Eden Lake:

Instruktør: James Watkins
Udgivelsesår: 2008

While she was out

While she was outWhile she was out lanceres som en film af Guillermo Del Toro (Pans Labyrint og Hellboy), men i virkeligheden er han blot executive producer, og instruktøren er Susan Montford, der debutere her.

Della er hjemmegående husmor med to børn, som hun elsker højt, og en mand med et lidt for voldsomt temperament, der dog sørger for, at familien kan opretholde en høj levestandard. Julen nærmer sig, og efter et skænderi med manden tager hun ud for at købe noget gavepapir. I centret er der nærmest kaos på parkeringspladsen, og Della kommer i skænderi med 5 unge mænd. Det ender rigtig grimt, og Della må flygte for sit liv.

Her skifter filmen så tempo og begynder at blive lidt interessant. For selvom Della meget ulogisk flygter bort fra centret og ud på en mørk byggeplads ved en skov, så er selve jagten mere intens og velopbygget end filmens første halvdel. Der er tilmed et par overraskelser gemt undervejs, og selvom man godt ved, at Della (som i øvrigt spilles af Kim Bassinger) nok skal klare sig hjem til familien, så er måden hun gør det på alligevel anderledes, end jeg troede i filmens start.

Jeg vil ikke gå så vidt at sige, at While she was out er en fantastisk god film, men den var ganske underholdende, og så varer den kun godt 80 minutter.

Om While she was out:

Instruktør: Susan Montford
Udgivelsesår: 2008
Tagline: Everyone has a breaking point. Tonight, she reaches hers

The Strangers

The StrangersUlempen ved at se en del gyserfilm er, at man efterhånden bliver halvvejs immun, og nogen gange afskriver en måske udmærket film på den konto. Sådan har jeg det lidt med “The Strangers” af Bryan Bertino. Det er egentlig et sympatisk forsøg, men jeg blev bare ikke grebet. Måske fordi handlingen minder meget om “Them” af David Moreau og Xavier Palud, som jeg så for nogle år siden.

Kristen (Liv Tyler) og James (Scott Speedman) har været til bryllup, hvor James har friet – men Kristen har afslået. Meningen var, at de skulle have en mini-ferie efterfølgende i familiens sommerhus, og de tager også hertil for natten, men James ringer til en ven, at han skal hente ham tidligt næste morgen.

Midt om natten banker det pludselig på døren. Udenfor står en ung pige, som spørger efter Tamara. Det bliver starten på et mareridt, for mens James kører efter cigaretter, udsættes Kristen for psykisk terror af et ukendt antal personer, som også trænger ind i huset, uden at hun opdager det. Og da James kommer tilbage, skrues terroren en tak op…

Der er flere interessante detaljer i filmen, f.eks. ser vi aldrig ansigterne på de invaderende. De har alle masker på, og da de til sidst tager dem af, følger kameraet ikke op til deres hoved. Da Kristen desperat spørger dem, hvorfor de gør dette mod hende og James, er svaret: “Because you were home!” De indtrængende er med andre ord perfekte eksempler på den meningsløse tilfældige vold, der kan ramme alle.

Liv Tyler spiller rollen som Kristen godt, i hvert fald da terroren sætter ind. Op til da synes jeg, hun er lidt for anonym, men det er måske med vilje. Også Scott Speedman er okay som kæresten James, der beslutter sig for at stå op imod de indtrængende, men egentlig ikke har anlæg for vold.

Så alt i alt tror jeg, at filmen er udmærket. Jeg blev bare ikke grebet af den.

Om “The Strangers”:

Instruktør: Bryan Bertino
Udgivelsesår: 2008