Indlæg tagget med ‘vold’

Sorte Sally af John Kenn Mortensen

Sorte Sally af John Kenn Mortensen

Sally er stor, fed, grim og ensom. Forældrene er skilt, og nu bor hun i kælderen hos sin ondskabsfulde bedstemor, der ikke bryder sig om hende. Ingen kan lide hende. I skolen bliver hun mobbet, og kun en enkelt lærer viser hende venlighed. Men også det ødelægges for Sally.

Vendepunktet bliver, da seriemorderen Frank Durant dukker op, hårdtsåret, i hendes kælderværelse. Først forsøger Sally at melde ham til politiet, men da ingen reagerer, begynder hun i stedet for at pleje ham. Frank vækker noget i Sally, og hun er færdig med at tage duknakket imod verdens modbydeligheder. Først siger hun fra overfor bedstemoren, siden mobberne i skolen. Men hvor langt vil hun gå?

John Kenn Mortensen er eminent til at beskrive de skæve, sårede og ensomme eksistenser, som resten af verden helst overser. Det gør han også her i Sorte Sally, som næsten er ubærlig at læse. Alt det had, der møder Sally, blot fordi hun er stor, er ubegribeligt, men desværre ikke usandsynligt. Som John Kenn Mortensen udtrykker det: “Lort triller ned ad bakke, og Sally ligger under Martin helt nede for enden af bakken, nede i grøften.” (side 174)

Sorte Sally er fyldt med vold, vrede, ondskab og ligegyldighed. Det er dyster og deprimerende læsning, om hvad mangel på omsorg kan gøre ved et menneske. Stemningen er kuldslået fra start. For Sally har det været op ad bakke hele hendes liv. Hun er uønsket af alle, og alt hvad hun drømmer om, er at nogen bryder sig om hende. Det være sig en lille kattekilling – eller en såret seriemorder.

Der er ikke meget at glædes over i Sorte Sally, som er en hård, voldelig og ubarmhjertig beskrivelse af en ung, omsorgssvigtet kvinde. Ofte er der en sorthumoristisk tone i John Kenn Mortensen historier, der bløder det dystre op. Det er ikke tilfældet her. Ingen hjælper Sally. Ingen elsker Sally. Men heldigvis står Sally til sidst op for sig selv.

“Historien er kvalmende ulækker, men har en egen indbygget fascination. Den vinder med flere længder i forhold til uhygge, hvis man sammenligner med andre danske forsøg i horror-genren. De andre er simpelthen for pæne. Mortensen har ingen bremse. “Sorte Sally” er velskrevet og sammenhængende, og man kan ikke klage over mangel på spænding […] Den er dedikeret til “de uformelige, der ikke passer ned i kasserne”. Og jeg tænker, at “Sorte Sally” sikkert, uden filter og usvigeligt klart, fremstiller netop denne gruppes frustrationer, angst og længsler.” (Kristeligt Dagblad 14.04.2021)

En stor anbefaling herfra. Men vær forberedt på en historie der er sortere end sort.

Uddrag af bogen:

Sally slukker for radioen. Hun bukker sig ind over den lille, spindende pelsklump i sit skød.

“Gid der ville komme nogen og slå mig ihjel …” hvisker hun. “Du må undskylde, at jeg reddede dit liv. Jeg ved jo slet ikke, om du hellere ville dø.”

Sorte Slyngel spinder og gnubber sig op ad Sallys kind, hendes hage, hendes hals, som om den prøver at finde et hårdt hjørne mellem alt det hvide kød og fedt.

“Hvis du vokser op og bliver en tiger, vil du så love mig at flå mig i stykker og æde mig?” (side 43)

Om Sorte Sally:

Udgivelsesår: 19.03.2021
Forlag: Gad, 256 sider
Omslag: Sune Ehlers og Kat-Art

Læs også:

Lille stjerne af John Ajvide Lindqvist
Alena af Kim W. Andersson
Dan lærer at leve af Karsten Brandt-Knudsen
Søstre af Daisy Johnson
Onde piger af Alex Marwood
Små onde svin af John Kenn Mortensen
Thornhill af Pam Smy

Venligheden af John Ajvide Lindqvist

Venligheden af John Ajvide LIndqvist

Jeg har skrevet det før, men nu skriver jeg det igen. Hvis der er noget, jeg misunder svenskerne, så er det, at de har en forfatter som John Ajvide Lindqvist. Venligheden er hans femte roman på dansk, og ligesom de tidligere fortællinger er her tale om et lille mesterværk.

Forlagets beskrivelse:
En knaldgul, aflåst container.

En efterårsmorgen i 2018 står den bare der, længst ude på havnekajen i Norrtälje. Ingen ved, hvor den kommer fra, eller hvem der ejer den. Og da den langt om længe åbnes, forandrer dens indhold alting i byen. Den dagligdags venlighed, som alle har taget for givet, smuldrer og forsvinder.

Vi følger seks personer omkring de 30 år, som også selv er i transformation. Max og Johan spiller minigolf og Pokémon Go og spekulerer på, hvornår det virkelige liv begynder. Siw og Anna går i fitnesscenter for at slippe af med overvægten. Marko og Maria flygtede som børn fra Bosnien og har tilsyneladende klaret sig godt, men noget gnaver.

De arbejder ved vej og park, som kassemedarbejder, i ældreplejen, i en bowlinghal og som fotomodel og formueforvalter. Som fortællingen skrider frem, udvikles og indvikles deres indbyrdes relationer, og de føres sammen på en måde, der er uventet for dem alle.

 VENLIGHEDEN er en roman om forandring, kærlighed og venskab og er John Ajvide Lindqvists hidtil mest ambitiøse tværsnit af samtiden i det mikrokosmos, der hedder Norrtälje.

Anmelderne skriver:

Doris Ottesen, Kristeligt Dagblad:
Romanen åbner med en beretning om en gul container, der i nattens mulm og mørke er blevet læsset af på havnen. Den får lov at blive stående, fordi alle er bange for den og – skal det vise sig – med god grund […] Det er, som om selve ondskaben har været lukket inde i den og nu er sluppet ud i byen. Hvor der før var venlighed og imødekommenhed mellem byens indbyggere, opstår der nu en uforklarlig vrede, ja, et helt ukontrollerbart had, som påvirker alt og alle og i sidste ende får romanens hovedpersoner til at handle. Det er sejren over dette onde, der ikke blot udgør romanens hændervridende slutning, men også dens filosofiske og etiske fokus. Kan venligheden vende tilbage? (Læs hele anmeldelsen i Kristeligt Dagblad 11.10.2021)

Jette Holmgaard Greibe, Litteratursiden:
John Ajvide Lindqvist er Sveriges Stephen King. Han kan i den grad præcisere hverdagens rædsler og er mesterlig til at portrættere mennesker og antyde det afskyvækkende. (Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden.dk)

Torben Rølmer Bille, Kulturkapellet:
Venligheden er ud over at være en vældigt velskreven hverdagsthriller også mellem linjerne en slet skjult kommentar til flere af de ting, som Sverige har kæmpet med i løbet af de seneste år. Her tænkes især på den frygt der tydeligvis eksisterer i vort broderland for at tage en reel, åben debat om de problemer, som er opstået i kølvandet på en fejlslagen integration af nogle flygtninge og indvandrere […] Det var endnu engang en stor fornøjelse at læse en ny roman fra John Ajvide Lindqvist. Han formår at skabe stemning i både de mere dramatiske øjeblikke og i hverdagssituationerne. Han formår at skabe troværdige figurer, som er skarpt optegnet, og som man reelt kommer til at holde af undervejs. Endelig får han afsluttet sin roman med et klimaks som nogle måske vil finde lidt skuffende, men som denne læser var vildt begejstret for. Det er i al fald befriende, at der ikke pludselig serveres en spektakulær ’Hollywood ending’, når nu hoveddelen af bogen har holdt sig så jordnært, som tilfældet er her. (Læs hele anmeldelsen på Kulturkapellet.dk)

Karen Rosenfeldt, Bogblogger:
Det kan godt være, at mange læsere vil springe denne bog af John Ajvide Lindqvist over, fordi han normalt er kendt for at skrive ret plausible (hvis jeg må sige det) bøger om vampyrer, zombier, spøgelser og andet overnaturligt. Hans bøger handler nemlig om så meget mere end det. Han er eminent til at skrive socialrealistisk litteratur, der foregår i socialt belastede områder i Sverige og med karakterer, der er både påtrængende ubehagelige og det stik modsatte. Venligheden er en roman om kærlighed og venskab mellem seks venner i trediverne i en lille flække kaldet Norrtälje, og så er det en roman om, hvad der sker, hvis venligheden pludselig forsvinder, og det værste kommer frem i folk […] Den her bog var så langt fra, hvad jeg havde forestillet mig, at jeg havde en del besvær med at skrive om den. Forlaget kalder bogen for en varm samtidsroman om medmenneskelighed, venskab og kærlighed. Jeg synes, den er barsk, uhyggelig og med helt igennem fantastisk beskrevne karakterer […] Der er usædvanligt få overnaturlige aspekter i bogen i forhold til tidligere bøger, jeg har læst af John Ajvide Lindqvist, men samspillet mellem de seks hovedpersoner gør historien helt igennem formidabel. Jeg håber virkelig, at denne bog vil tillokke nye læsere af John Ajvide Lindqvist. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger.dk)

Om Venligheden:

Udgivelsesår: 20.08.2021
Forlag: Modtryk, 692 sider
Omslag: Marlene Diemar / Imperiet
Originaltitel: Vänligheten (svensk)
Oversætter: Anders Johansen

Læs også:

Små hænder af Andrés Barba
Den nye pige af Penelope Evans
Den onde vilje af Karin Fossum
Begærets butik af Stephen King
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Hjemmet af Mats Strandberg

Dan lærer at leve af Karsten Brandt-Knudsen

Dan lærer at leve af Karsten Brandt-Knudsen

Dan er en ensom, ung mand med en triviel tilværelse. Da han en dag indser at en skattegæld vil sende ham i trældom resten af livet, kaster han sig ud i en desperat kamp for at opretholde sin integritet. I sin iver efter at redde sig ud af den håbløse situation tyr Dan til både prostitution og mord, men nogle gange skal man til helvede og se sine dæmoner i øjnene for at finde frelse … (forlagets beskrivelse)

Karsten Brandt-Knudsen er et spændende nyt navn på den danske horrorscene. Han har de seneste år udgivet en række noveller i diverse antologier og magasiner. Nu debuterer han som romanforfatter med Dan lærer at leve, en fortælling som forlaget meget rammende beskriver som en genremæssig krydsning mellem Edgar Allan Poe og Bret Easton Ellis roman American Psycho tilsat en god portion morbid humor.

Jeg hørte, Karsten Brandt-Knudsen læse op af Dan lærer at leve til Skrækfest i Odense, før jeg selv læste bogen. Uddraget var en scene, hvor Dan – detaljeret og grafisk udpenslet – skal fist-fucke en håndværker, og jeg må indrømme, at jeg både blev frastødt og fascineret af kapitlet, der bestemt ikke er hverdagskost i dansk litteratur.

Efter jeg nu har læst hele romanen, kan jeg konkludere, at mit første indtryk på mange måder holder. Dan lærer at leve er både grænseoverskridende, frastødende, fascinerende og tankevækkende. Det er en roman, der er grotesk og ubehagelig, men samtidig makabert morsom, og som udpenslet beskriver sex og rå vold. Men ser man bag om den ydre handling, er det en roman om ensomhed og mangel på kærlighed, og hvad det gør ved et menneske.

Dan starter ud som et ensomt menneske uden ambitioner i livet. Han er usynlig på sit arbejde, og det nærmeste han kommer på en ven er kioskejeren Ali. Det er Ali, Dan henvender sig til, da han opdager, at han skylder Skat penge. Han håber på, at Ali kender en revisor, der kan hjælpe ham. Og Ali hjælper Dan. Men på en noget overraskende måde.

I forsøget på at komme ud af sin gæld kaster Dan sig ud i de mest usandsynlige handlinger, lige fra førnævnte fist-fucking til mord. Og jo dybere han kommer ud, jo bedre livskvalitet får han. Han bliver en aktiv del af sin arbejdsplads, begynder at spise bedre, holde orden i hjemmet osv. Det er som om, at han ved at udleve ekstreme situationer endelig kommer i kontakt med sine følelser.

Men politiet kommer på sporet af Dan, og den sidste del af romanen tager en fuldstændig uforudset drejning, hvor Dan pludselig må forholde sig til livets store eksistentielle spørgsmål på meget håndfast vis.

Dan lærer at leve er muligvis ikke for alle. Jeg kan dog kun anbefale den, selvom det er en ret anderledes læseoplevelse. Med den ydre handling chokerer Karsten Brandt-Knudsen læseren med sine eksplicitte beskrivelser, mens vi i det skjulte og med indlagte tilbageblik får et indblik i et dybt ensomt menneske fra en kærlighedsløs baggrund. Så selvom historien overfladisk set kan læses som rent splat, er Dan lærer at leve så meget mere end det.

Den iøjnefaldende forside er lavet af Lesia Solot, som her rammer en bestemt scene i historien lige på kornet.

Andre skriver:

Karsten Brandt-Knudsen
Karsten Brandt-Knudsen læser op af “Dan lærer at leve” på Skrækfest 2021

Bjarne Jensen, Bogrummet:
Historien er godt fortalt med fine indspring fra tidligere episoder i Dans liv, og der sker altså nogle overraskende sceneskift. Karsten Brandt-Knudsen skriver godt, det har jeg allerede bemærket hos forlaget Ildanach, hvor han i ‘Frygtelige fynske fortællinger’ og ‘Årlige uploads 202.1’ har deltaget med nogle rigtig fine noveller. Rent genremæssigt ligger ‘Dan lærer at leve’ nok tættest op af novellen Det gamle teglværk (fra førstnævnte samling), der også var en grum oplevelse. En interessant debut, ikke for de sarte, men ønsker man sig en bizar, grotesk og overraskende historie, så er den hermed anbefalet.” (Læs hele anmeldelsen på Bogrummet.dk)

Jannik Landt Fogt:
Bogen er væmmelig at læse, og slutningen sender hjernen på litterært tolkningsarbejde. Det er ikke så meget en open-ended slutning, som det er et spørgsmål om, hvad man som læser mener er bogens væsentligste pointe, for der er flere. Brandt-Knudsen er både ude i religionskritik, samfrundsrevselse, kapitalismekritik og lægger også arm med livets mening – eller manglen på samme.” (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Med masser af sort humor og morbid stemning fortælles en lidt en anderledes udviklingshistorie. Den er for det meste velskrevet og tankevækkende og indeholder nogle virkelig morsomme optrin.” (Læs hele lektørudtalelsen her)

Om Dan lærer at leve:

Udgivelsesår: 02.06.2021
Forlag: Enter Darkness, 208 sider
Omslag: Lesia Solot

Læs også:

Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen
Rust og støv af Karsten Brandt-Knudsen
Hotellet af Storm Frost
In Absentia af Daniel Henriksen
Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe
Dansk standard af Kim Leine
Et satans arbejde af A. Silvestri
By – et levende mareridt af Jonas Wilmann

Konferencen af Mats Strandberg

Konferencen af Mats Strandberg

Udviklingsafdelingen i Kolarängen kommune har længe arbejdet på en aftale med firmaet SBFF om at bygge et stort butikscenter lidt udenfor byen. Projektet er ikke blevet entydigt godt modtaget af borgerne, idet man har måtte opkøbe en lokal landmands jord, der har boet på stedet i generationer.

Heller ikke internt i udviklingsafdelingen er alle lige begejstrede for butikscenteret, men nu er de taget på en to-dages konference, hvor de skal idéudveksle og opdateres på driftsplanen. Ankomstdagen går planmæssigt med arbejde og efterfølgende teambuilding-øvelse. Men efter aftensmaden tager konferencen en uventet – og blodig – drejning.

Jeg har tidligere med fornøjelse læst Færgen og Hjemmet af Mats Strandberg. Så forventningerne var høje til ”Konferencen”, som heldigvis lever op til dem.

Historien er dels en thriller om en gruppe mennesker fanget et afsides sted, hvor en ukendt jager dem og slår dem ihjel én for én. Men det er også en historie om en arbejdsplads og de mennesker, der arbejder der. Og endelig er det historien om et kontroversielt projekt, der muligvis ikke er helt rent i kanten.

Noget af det interessante ved Mats Strandbergs bøger er, at de aldrig ’kun’ er gys og splat. Han har et godt øje for at skildre sine personer, så man som læser kommer til at holde af dem. Også selvom de ikke nødvendigvis er sympatiske. Det er også tilfældet her, hvor vi får lov til at lære hver enkelt ansat i udviklingsafdelingen at kende, lige fra afdelingschefen Ingela der har ladet sig charmere fuldstændig af den yngre projektleder Jonas, over den gnavne Torbjörn der snart skal pensioneres, til anlægsingeniøren Lina der har været sygemeldt med stress men nu er startet på arbejde igen. Vi får et indblik i kollegaskabet og arbejdskulturen på en kommunal arbejdsplads på godt og ondt, og det er både interessant og tankevækkende.

”Konferencen” er dog også en actionfyldt, blodig thriller. Fra det øjeblik hvor den mystiske morder introduceres i handlingen, føles læsningen som én lang spurt, hvor siderne nærmest vender sig selv. Strandberg skriver så levende, at jeg næsten følte, jeg så en film for mit indre øje under læsningen.

Mats Strandberg serverer med ”Konferencen” endnu en gang en uhyggelig, overraskende og velskrevet historie, der ikke er for sarte sjæle. Jeg er fan.

Uddrag af bogen:

Trappen op til terrassen har kun tre trin, og hun har lige sat foden på det tredje, da hun opdager, at vinduessprosserne i terrassedøren er spættet af røde stænk. Der ligger noget på brædderne, og hendes første tanke er, at det er en bunke vasketøj.

Det er først, da hun kommer helt op på terrassen, at hjernen er med. At den med ét forstår. Wilma bliver stående med den ene hånd på gelænderet. Hun stirrer på bunken, kan ikke røre sig.

Det er et menneske, der ligger der. Det kan hun se helt tydeligt nu. Men kroppen er helt forkert. Der er en hætte på regnjakken, og det er, som om den har været slået op. Halvdelen af hovedet er væk. Der er ikke noget oven over kæbens ødelagte tandrække. Regnen har skyllet blodet væk, og hun kan se tungen. Den ligner et undervandsdyr, som har mistet sit beskyttende skjold.

Hun vil skrige, hvis hun bare kunne, men hendes hals har snøret sig sammen. Den dæmpede lyd, der slipper ud, har ikke en jordisk chance for at overdøve regnens hamren mod hendes parably. Hun kigger op på terrassedøren igen, på mørket inde bag glasset.

Er der nogen derinde? Nogen, som kigger på mig nu?

Hun styrter ned ad trappetrinene, løber tilbage til bilen ad flisegangen. Opfanger pludselig en bevægelse ud af øjenkrogen, og en klynken presser sig op gennem hendes strube, da hun vender sig om mod søen og ser, at døren til en af hytterne går op. (side 13-14)

Reklame: Tak til forlaget Modtryk der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Konferencen:

Udgivelsesår: 13.10.2021
Forlag: Modtryk, 348 sider
Omslag: Pär Wickholm
Originaltitel: Konferensen
Oversætter: Louise Urth Olsen

Videovold og 80’er snask

Videovold

Forlaget skriver:
Der var en tid, hvor døde politibetjente blev lavet til robotter, hvor ninjaer var det vildeste i verden og hvor både muskler og eksplosioner var større end nogensinde før! Ja, den gyldne videobåndsæra i de neon-grønne 80’ere slap i den grad den vilde fantasi, de slimede monstre og de store bazookaer løs på de lokkende, forbudte og magiske VHS-hylder i videobutikkerne. Det er den selvsamme eksplosive vildskab, som man kender fra de farverige VHS-covers, at den mere end 160 siders tykke og farvefyldte tegneserie-antologi ’Videovold og 80’er-snask’ er gjort af.

Det danske mikro-forlag Afkom har haft travlt siden etableringen i 2019, hvor det blev grundlagt i ren frustration over, at der ikke blev udgivet nok horror-tegneserier og zines i Danmark. Udover serien Absurd hvor bind 5 for nyligt udkom, har de bl.a. udgivet flere flotte kickstarter-projekter. Her er Videovold seneste skud på stammen med 13 historier fra forskellige bidragsydere samt ikke mindst en utrolig flot forside af Jens Jo Jensen og et totalt underholdende forord af Niels Paridon fra podcasten MOVIEBOX.

I mit barndomshjem tog vi ind til Horsens og lejede en movieboks, hvis der skulle ses videofilm. Min venindes forældre havde derimod videoudlejning hjemmefra, og når hun og jeg var alene hjemme hos dem, sneg vi os ind i mellem til at se film fra hylderne. Bl.a. husker jeg, hvordan vi med skrækblandet fryd så filmen The Child i små bidder, når vi kom hjem fra skole og lige havde 20 minutter, før hendes forældre kom fra arbejde. Men da jeg flyttede hjemmefra i 1991, fik jeg hurtigt fingre i en brugt vhs-afspiller. Herfra blev videofilm en fast bestanddel af min fritid, og når jeg læser Videovold er det derfor med masser af genkendelsens glæde.

De 13 historier er meget forskellige i deres visuelle udtryk, men fælles for dem – udover den udpenslede vold – er en sprudlende fortællerglæde og en stor kærlighed til vhs-videoens storhedstid. Jeg har set et hav af dårlige actionfilm og tåbelige splatterfilm, som uanset den filmiske kvalitet var en stor fornøjelse. Lidt på samme måde har jeg det med Videovold og 80’er snask, for selvom ikke alle historierne rammer mig 100% personligt, så rammer den samlede udgivelse rent. Her er nostalgitrip, visuel nydelse, splat, humor og ikke mindst vilde og overvældende historier.

Med andre ord – herlig læsning som også Troldspejlet anbefaler 🙂

Flugten fra Viet-Cong af David Liu
Under Vietnamkrigen leder Action McJackson operation Wandering Soul og må finde sin indre Feng Shui frem.

Slaske hjerner af Anders Fjølvar
Punkeren får fråderen efter hjerne pizza og ender med at lade reptilhjernen få frit løb.

Colt versus Atom ninjaen af Simon Petersen
Et atomkraftværk invaderes af ninjaer, men Colt og en barbiedukke er klar til at redde verden.

ZAP af Nicolai Hvidberg Jørgensen
Besøg af Video Nasties.

Final Girl af Michael Carlsen
Et ouija bræt, en øksemorder og en mørk, stormfuld nat.

Videoangreb af Henrik Kublick
VHS-båndet tager kampen op mod dvd og streamingtjenester.

VHS VHS af Bjarke Friis Kristensen
Videosnask der trænger helt ind.

Lifelike af Jonas Kleis
Symbiose.

Ninja the Mob Massacre af Peter Keller Hansen
Når skærmen bliver lidt for virkelig.

Disconnect af Kubris
Skurk i en verden, helt i en anden.

Ånder ombord af Brian Dall Schyth
Selvrealisering eller …?

Arkadeslasheren af Tonni Thorsen
En fortælling om vanens magt og bedragets mørke.

Slimen fra det ydre rum af Matias Gedtek
Atomkraftværk, robotter og skolebørn på afveje.

Om Videovold og 80’er snask:

Udgivelsesår: 19.06.2021
Forlag: Afkom, 160 sider
Omslag: Jens Jo Jensen

Lyt til Troldspejlets anmeldelse (24/6-21 ca. 01:09:28)
Lyt til forlaget Afkoms podcasten Videovold

Indhold:
Forord af Niels Paridon
Flugten fra Viet-Cong af David Liu
Slaske hjerner af Anders Fjølvar
Colt versus Atom ninjaen af Simon Petersen
ZAP af Nicolai Hvidberg Jørgensen
Final Girl af Michael Carlsen
Videoangreb af Henrik Kublick
VHS VHS af Bjarke Friis Kristensen
Lifelike af Jonas Kleis
Ninja the Mob Massacre af Peter Keller Hansen
Disconnect af Kubris
Ånder ombord af Brian Dall Schyth
Arkadeslasheren af Tonni Thorsen
Slimen fra det ydre rum af Matias Gedtek

Læs også:

Absurd #4
Morf af Frank Brahe
De dødes sjæle af Richard Corben
I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi
Trailerpark Apocalypse af Jimmi Jensen
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Kulkælderen #5
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Gigant af Rune Ryberg
Hit And Run Mutants af Sprogø & Balslev
Repulsive Attraction af Patrick Steptoe
Usete steder af Karoline Stjernfelt
Volt #5


Lemlæstet af Jonas Wilmann

Lemlæstet af Jonas Wilmann

Efter nogle personlige problemer er politimanden Martin flyttet fra København til Nordjylland, hvor han skal starte på Hobro politistation. Han glæder sig til at skulle arbejde sammen med barndomsvennen Lasse, og i det hele taget til at starte på en frisk.

Men knap har Martin overstået sin første arbejdsdag, før tre maltrakterede lig bliver fundet i Rebild National Park. Det viser sig at være nogle lokale teenagere, men udover den konstatering har politiet absolut ingen spor at gå efter.

For Martin bliver sagen personlig. Han har tidligere haft problemer med at styre sit temperament, og de fuldstændig meningsløse drab på de tre unge får ham helt op i det røde felt. Hvem der end står bag fortjener at blive udryddet, og Martin har tænkt sig at være manden, der gør det.

Det er altid underholdende at læse Jonas Wilmann. Han skriver godt og twister gerne sine historier, så man som læser bliver overrasket hver gang. Det er også tilfældet med Lemlæstet, en hardcore splatterroman “forklædt” som en krimi.

Den flotte forside, som er tegnet af Aske Schmidt Rose, signalerer giftig uhygge og varulve gru, og det kan ikke være meget mere lige på kornet.

Lemlæstet er blodig underholdning. Er du, som jeg, fan af dystre fortællinger uden garanti for en lykkelig slutning, så kan jeg anbefale en tur til Nordjylland med Jonas Wilmann.

Uddrag af romanen:

Martin fulgte i hælene på Lasse og blev opmærksom på en lugt. Han kendte udmærket lugten af lig. Havde åbnet sin del af københavnerlejligheder hvor en krop havde ligget og gået til. Men det her var ikke helt det samme. Lugten var mere frisk, mere en syrligsød dunst, som i en slagtehal.

Han vidste instinktivt, at det var lugten af indvolde.

“Jeg ville ønske, du ikke skulle se det her, Martin.” Lasse lagde hånden på Martins skulder og kiggede alvorligt på ham.

“Jeg klarer det. Jeg har set masser af døde før.”

Lasse nikkede, trådte så til side og lod Martin komme til lysningen, hvor flere teknikere og betjente var til stede.

Martin var ked af at indrømme det, men han var faktisk ved at blive nervøs, og lugten gjorde ham lidt dårlig.

“Vi er ret sikre på, at det er Noah,” sagde Lasse.

Hvor?

Martin kunne ikke se kroppen. Ud over de mange mennesker i arbejde, var stemningen i lysningen fredlig og morgenlig, nattens nedbør dryppede stadig fra de omkringstående træer, en solsort fløjtede et sted. Ikke noget, der ved første øjekast forstyrrede sceneriet.

Så fik han øje på noget blod i græsset for foden af en død eg, og han bemærkede fluernes summen. Der lå noget i blodet. Nogle klumper og en mængde hvidligt snorværk. Det lignede organer og måske tarme.

En af teknikerne, der havde siddet på hug og skrevet på en blok, flyttede sig, og Martin så, at der lå et afrevet ben på jorden. Buksebenet sad stadig på og var flået op omkring såret. Der hang et ben mere i en busk små ti meter derfra.

Martin hørte noget knirke over sig, og han kiggede op i egens krone, hvor et uforståeligt syn mødte ham. (side 78-79)

Om Lemlæstet:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Kaos, 270 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose

Læs også:

Morf af Frank Brahe
Tunnellen af Patrick Leis
Fuldmånehunden af Niels Lindow
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Vrangvendt af Christian Reslow
Varulvenætter af Whitley Strieber
Fuldmånens magt af Kit Whitfield
Smukke Anna af Jonas Wilmann

Dyndkongens datter af Karen Dionne

Allerede i 2018 da Dyndkongens datter udkom på dansk, anbefalede en kollega mig at læse den. Hun kaldte den for en “superspændende ødemarksthriller” som man ikke slipper, før sidste side er vendt. Hun havde helt ret.

Dyndkongens datter af Karen Dionne

Fra forlagets hjemmeside:

Helena Pelletier har en hemmelighed: Hendes far kidnappede hendes mor som fjortenårig. Helena er undfanget og opvokset i Michigans ødemark i et bjælkehus, hvor hun boede med sin mor og far og lærte at fiske, jage og spore dyr. Uden nogensinde at møde andre mennesker. Hun elskede sit liv i naturen og anede ikke uråd. Og på trods af sin fars uberegnelige adfærd, så elskede hun ham … indtil hun som tolvårig fandt ud af, hvad han havde gjort. Femten år senere er Helenas far, Dyndkongen, som han blev kaldt af pressen efter et HC Andersen-eventyr, flygtet fra fængslet. Helena begiver sig ud for at fange ham med sin riffel. Hun er den eneste, der kan spore ham, for alt, hun ved om overlevelse og jagt, har hun lært af ham. Men hvem jagter i virkeligheden hvem?

Jeg blev lynhurtigt grebet af romanen, som fortælles i første-person af Helena. Vi starter i nutiden, hvor Helena er voksen og netop har fundet ud af, at hendes far er flygtet fra fængslet og har slået flere betjente ihjel undervejs.

Så springer vi i tiden via Helenas minder, til hendes barndom. En barndom som nok var ualmindelig men ikke uden lykkelige stunder. Dengang tilbad Helena sin far og gjorde alt i sin magt for at blive som ham. Til gengæld anså hun sin mor som svag, og havde ikke noget nært forhold til hende.

Men på et tidspunkt indhenter virkeligheden familien, og Helena og moren vender tilbage til civilisationen. Det er dog ikke en ubetinget lykke for Helena, som intet aner om, hvordan man opfører sig blandt andre.

Karen Dionne skriver godt. Historien flyder som en film for ens indre øje, og beskrivelserne af Michigans vildmark er både betagende og skræmmende. Naturen er nærmest en karakter på linje med personerne i bogen.

Skildringen af Helenas modsætningsfyldte forhold til faren og de psykologiske konsekvenser af årene i vildmarken er overbevisende og stærk. Det er voldsomt at læse om, hvad både mor og datter udsættes for. Men Helena har aldrig kendt til andet.

Dyndkongens datter er fremragende læsning. Jeg har set den omtalt som en blanding af filmene The Room og The Revenant. Det er ikke helt skævt. Under alle omstændigheder får den en stor anbefaling herfra.

Anmelderne mener …:

Lars Poulsen, Bogrummet:
Hvis du læser “Dyndkongens datter” som en spændingsroman, kan jeg frygte at du bliver skuffet. Som sagt er den meget mere end det, og netop derfor bør du unde dig selv at læse bogen.”

Jan Findal, Krimifan:
Jeg tror ikke, at de, der læser denne bog, glemmer den lige med det samme. Den er spændende og anderledes. Jeg har ikke kendskab til andre bøger af Karen Dionne, men jeg læser gerne mere fra hendes hånd, hvis bøgerne har samme kvalitet som denne.”

National Post, Canada:
Karen Dionne takes a standard story involving the kidnapping of a woman and the life she experiences with her captor and elevates it to a new level in “The Marsh King’s Daughter.” […] Dionne has written a book that invokes raw emotion mixed in with the turning of pages.”

Crime Fiction Lover:
It is a tense thriller which will have you nervously peering around the darker corners of your room while turning the pages ever faster. It is also a thoughtful story about the limits of parental love, escaping the past and being at peace with one’s heritage. It is a fantastic book, bursting out of all the artificial constraints the publisher marketing wants to box it in.

Om Dyndkongens datter:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Lindhardt & Ringhof, 303 sider
Omslag: eyelab.dk
Originaltitel: The Marsh King’s Daughter, 2017
Oversætter: Kim Langer

Besøg Karen Dionnes hjemmeside

Læs også:

Vores endeløse dage af Claire Fuller
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Faldvand af Mikael Niemi
Den sidste af Alexandra Oliva

Love City af David og Stephan Garmark

Love City af David og Stephan GarmarkLove City er kælenavnet for ferieparadisøen St. John i det tidligere Dansk Vestindien. Men der er ikke meget kærlighed at finde nu. En dødbringende epidemi hærger, og øerne er i forvejen stort set smadrede efter to voldsomme orkaner. Et dansk nødhjælpsteam er på vej for at hjælpe øens nødstedte beboere. Spørgsmålet er, om det er muligt …

Brødrene David og Stephan Garmark er tilbage med endnu en frygtelig og fascinerende roman. Denne gang tager de læseren med ud over Danmarks grænser til De Vestindiske Øer, der tidligere hørte under Danmark. Allerførst er vi dog en tur i Afrika i 1751, hvor en ekspedition under en dansker ved navn Wilhelm Kramer, strider sig vej gennem junglen. Kramer forsøger at finde Ewe-folket, eller mere præcist deres heksedoktor.

Så springer vi til nutiden, hvor St. Thomas er blevet invaderet af den karismatiske revolutionær King Malcolm, der ønsker at løsrive øerne fra USA. Han tillader dog internationale nødhjælpsorganisationer at komme i land på øerne, og på St. John, hvor en alvorlig epidemi raser, er der for alvor brug for hjælpen. Hertil ankommer Samantha “Sam” Fisker som en del af et hold fra European Crisis Aid under beskyttelse af et privat vagtværn, der ledes af Danny Stoker.

Kapløbet om at finde en kur mod sygdommen synes dog håbløst. Indtil videre er det kun lykkes lægerne at konstatere, at selvom alle symptomerne ligner malaria, så er det ikke malarie. For at finde ud af hvad det så er, opsøger Sam og Danny en gammel læge, der bor på øen. Måske har han set sygdommen før?

Men noget lurer i skoven, og en stærk vind trækker op. Efterhånden går det op for Sam og Danny, at det måske ikke er King Malcolms oprørere eller sygdomsbakterier, de bør frygte mest.

Med Love City går Garmark brødrene nye veje i forhold til Rakelsminde, men fortælleglæden er den samme, og endnu en gang serverer de en fængslende, velfortalt og ikke mindst skræmmende historie. Jeg er begejstret over, hvordan de i en letlæselig og underholdende roman får indlagt samfundskritiske kommentarer, der på ingen måde virker hverken prædikende eller påfaldende. Og jeg er vild med, at de får sat fokus på danskernes slaver, som ellers er en del af vores historie, vi ikke gerne tænker på. Ikke mindst er det også interessant at følge nødhjælpsarbejderne og komme tæt på deres hverdag, som nærmest er så langt fra min, som man kan komme.

Men man kan også “bare” læse Love City som en regulær thriller, der trækker tråde ind i det ukendte. På øen er nødhjælpsarbejderne på skift prisgivet King Malcolms oprørere og sygdommen på St. John, så atmosfæren er allerede fra starten fuld af frygt. Det er fremragende beskrevet, og med en støt stigende spændingskurve og en hæsblæsende slutning er underholdningsværdien i mine øjne helt i top.

Som med Rakelsminde er det Mikkel Henssel, der har lavet forsiden, og endnu en gang har jeg kun ros til overs for hans arbejde. Umiddelbart fanges øjnene af neon-titlen, men når man ser nærmere på siden, dukker flere og flere flotte detaljer op. Ikke mindst finessen at man med fingerne kan mærke konturen af titlen.

På en måde er Love City et mere helstøbt værk end Rakelsminde. Hvor sidstnævnte var en hæsblæsende spurt gennem forskellige genrer og overrumplende begivenheder, så giver Love City læseren lov til dvæle lidt mere undervejs. Her er stadig både action og blod, så man keder sig bestemt ikke. Men den lidt mere tætte handling klæder fortællingen, og jeg er overbevist om, at romanen vil tiltale en langt bredere læserskare end blot hardcore horror-elskere som jeg. Jeg kan i hvert fald anbefale den – også hvis du egentlig ikke er fan af gys og horror.

“Danny tjekkede sin M17 ni-millimeter og stoppede den i hylsteret, inden han listede ud af lejren. Den gik ham på, lejren. Ikke alene stank den af råd og sygdom, men DE var der også. Dem, han så indimellem, og nogle gange bare mærkede som en form for kvalmende elektricitet mod huden. Der var ikke meget, der skræmte Danny Stoker, men DE gjorde. De hørte ikke til i denne verden. Han havde brug for en lille travetur for at blive klar i hovedet. Og han havde en mission.” (s. 96)

Love City er også indtalt som lydbog af David Garmark, og forfatterne har doneret en del af overskuddet fra bogen til nødhjælpsarbejde i samarbejde med Dansk Røde Kors. Bidrag til indsamlingen her.

Reklame: Tak til forlaget Kandor som har sponseret læseeksemplaret.

Om Love City:

Udgivelsesår: 01.09.2018
Forlag: Kandor, 277 sider
Omslag: Mikkel Henssel

Læs også:

Langs smertegrænsen af Thomas Clemen
Rakelsminde af David og Stephan Garmark (læs et interview med brødrene)
De ubudne af Liz Jensen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Blodmanden af Robert Pobi
Afsind af Martin Schjönning

Ôdishon aka Audition

Ôdishon aka AuditionTakashi Miike er en af de instruktører, som jeg ind i mellem har endog meget svært ved at se, fordi hans film indeholder så ekstremt realistiske voldelige scener. Det er også tilfældet her i Ôdishon, selvom filmen starter helt anderledes op.

Den midaldrende Aoyama mistede for 7 år siden sin hustru, og siden har han været alene med sønnen Shigehiko. Nu er sønnen blevet stor, og han opfordrer Aoyama til at finde sig en ny hustru. Men hvordan gør man lige det?

Aoyama arbejder for et filmselskab, og en dag foreslår en kollega, at han sidder med under en audition. Her bliver han betaget den smukke unge Asami, som han inviterer ud at spise. Daten går godt, og de to begynder at ses. Men kollegaen er bekymret. Han synes, der er noget sært ved den unge kvinde, og selvom Aoyama afviser mistanken, går han dog med til at tage det lidt med ro. Alligevel varer det ikke længe, før han er dybt forelsket og foreslår Asami, at de forlover sig. Men så ændres alt.

Ôdishon starter som sagt ud i et roligt tempo, som lader publikum få en fornemmelse af og forståelse for Aoyama. Her skildres en ærlig og sympatisk mand, som har viet sit liv til sin søn, og nu drømmer om at undslippe ensomheden med en ny hustru. Den første time er filmet i klare farver og med et roligt klippetempo.

Men den slutter i et helt andet tempo! Vi får først en mistanke om, at Asami ikke er en helt almindelig ung kvinde, da vi ser hende sidde ubevægelig i sin lejlighed, mens hun stirrer på telefonen, og efterhånden går det også op for Aoyama. Og jo nærmere han kommer på sandheden om Asami, jo mere skrues tempoet op med hurtig klipning, flashbacks og nærmeste mareridtsagtige visioner hvor perspektivet er fuldstændigt skævt, og farverne unaturlige. Aoyama oplever, at dagligdagens trummerum skiftes ud med lidenskab, angst og nærmeste surrealistiske begivenheder, og filmen kulminerer i et sandt voldsorgie, hvor Miike gør brug af sin specialitet, at lade publikums fantasi generere de afsluttende billeder ved at klippe væk før nålen stikkes ind i øjet osv.

Og hvor jeg f.eks. ikke har lyst til at se Imprint igen, selvom det er en udmærket film, så kunne jeg sagtens se Ôdishon. Her er masser af ufortalte historier mellem linjerne, som kunne fortjene et gensyn, og Asami er en besynderlig figur, der bliver mere og mere interessant. I begyndelsen af filmen optræder hun som en uskyldig men også gådefuld ung kvinde, der fremstår meget ærbødig og henrykt over Aoyamas opmærksomhed. Men jo længere frem i filmen, vi kommer, jo mere går det op for publikum, at Asami er meget mere end det.

Alt i alt forstår jeg godt, at Ôdishon blev Takashi Miikes internationale gennembrud. Det er en både dybt foruroligende, men også fascinerende film, som tåler at blive set mere end en gang.

Læs et interview med Takashi Miike om Ôdishon

Om filmen:

Instruktør: Takashi Miike
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ôdishon

Eden Lake

Eden LakeJeg vidste, hvordan Eden Lake endte, og alligevel var det en af de mest ubehagelige film, jeg har set længe. Jeg må simpelthen konstatere, at jeg ikke har nerver til at se den menneskelige ondskab udstillet i rå realisme – og slet ikke når det handler om børn…

Jenny og Steve tager på et weekendophold ved et smukt stenbrud, som Steve tidligere har besøgt, og som snart skal laves om til et luksus boligkvarter. Steve har planlagt at fri i løbet af weekenden, men intet går som planlagt. Da de endelig når frem til søen, møder de en række unge bøller, som chikanerer dem. Det ender med, at børnene stjæler Jenny og Steves bil, og i forsøg på at få den tilbage kommer Steve til at slå børnenes hund ihjel.

Det starter et hævntogt, der kommer helt ud af kontrol. Børnene får fat i Steve, og selvom det lykkes ham at undslippe, mens de jagter Jenny, er han hårdt medtaget. Imens er Jenny på vild flugt for at tilkalde hjælp, men spørgsmålet er, om nogen kan og vil hjælpe.

Som sagt kendte jeg slutningen, og hvis du vil undgå at vide den skal du stoppe med at læse nu.

Det lykkes nemlig Jenny at slippe væk fra børnene, men først efter at hun har slået et af dem ihjel og kørt et andet over i en bil, hun stjæler. Men hun kører galt og søger hjælp i det nærmeste hus – som tilhører et af børnenes forældre! Og selvom Jenny har fortalt, hvad hun har været ude for, og de kan se alle sår og mærker, så ændrer stemningen sig fuldstændig, da forældrene modtager en opringning fra deres dreng om en kvinde, som har slået lillebroren ihjel.

Filmen starter med et radioindslag, hvor den engelske regering foreslår at straffe forældre med bøder, hvis de ikke kan holde styr på deres børn. Filmen her udpensler tydeligt, at den vold børnene udøver, er noget de lærer hjemmefra. De er opdraget med vold, og da hunden dør, er det formentlig det eneste væsen, der har vist dem ubetinget kærlighed, som dør.

Undervejs i forløbet filmer pigen Paige det hele efter ordre fra lederen, Brett. I slutningen af filmen da han bliver sendt op på sit værelse, mens fædrene “ordner problemet”, sletter han alle filmklippene, mens han står foran spejlet. På den måde er alt ugjort. Han ser ikke anderledes ud, udover at han har scoret nogle fede solbriller, og uden filmklippene – ja, så er virkeligheden tilbage på ret spor. Den tanke er måske ikke så fjern for en generation, der er vokset op med, at man nærmest skal være online for at være til. Og det finder jeg personligt meget meget skræmmende.

Kelly Reilly, som spiller Jenny, er vidunderlig castet til rollen. Hun er spinkel og feminin, og i starten ser vi hende i en blomstret lyserød kjole. Men som rædslerne udspiller sig omkring hende, bliver hun mere og mere rå og mere og mere beskidt at se på. I filmens slutning er hun smurt ind i mudder og lort, så det er svært at se, at hun har været en uskyldig børnehavelærerinde. Nu ligner hun et dyr, som kæmper med ryggen mod muren, men det er jo også, hvad hun er reduceret til.

Også børnecastet er fantastisk velvalgt. De ligner ganske almindelige børn fra socialt belastede familier, og deres optræden er naturlig og troværdig. De er ikke allesammen lige villige til at begå volden, men som situationen accellererer, må de vælge mellem at følge deres samvittighed (og angst for at blive opdaget) eller gruppen. Og Brett er en stærk skikkelse, som det er svært at sige nej til.

Eden Lake minder mig lidt om Wildernes, som jeg så for et par år siden. Bare endnu mere grum og håbløs. En meget ubehagelig film med en skræmmende og trøstesløs slutning.

Læs også Rikke Schubarts blogindlæg om God Horror og Grænseoverskridelse

Om Eden Lake:

Instruktør: James Watkins
Udgivelsesår: 2008